Vor Tids Muhamed/XI

by John Ahmanson

„Af deres Frugter skulle I kjende dem“.

Matth. 7. 16.

I de foregaaende Afsnit have vi søgt at give en sammentrængt Fremstilling af Mormonismens Oprindelse Væsen, og Udvikling. Vi ville nu gaa over til at betragte hvilke Frugter Systemet har baaret for ogsaa ad denne Vei at begrunde en Dom over det, idet vi erindre hans Ord, i hvis Mund der ikke fandtes Svig: „Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raadent Træ kan ikke bære gode Frugter“, „....Derfor skulle I kjende dem af deres Frugter^[1]“.

Kun den allermindste Del af Mormonernes Forbrydelser er kommet for Lyset, thi hvem skulde vel fortælle dem, de Døde tale ikke, og Morderne pleie sjelden at aabne Emnet, men dog gyse vi over det Antal Mord, som ad retslig Vei ere beviste i Utah; vi gyse endnu mere fordi de ere begaaede i religiøs Fanatisme og forde Lovene derude i den Grad trædes under Fødder, at det hidtil ikke har været muligt, at faa en af de mange notoriske Mordere straffede.

De fleste Forbrydelser ere uden Tvivl begaaede i Utah under det saakaldte Rædselsherredømme i 1856-58, førend General Johnstons Arme ankom, medens Brigham satte den saakaldte Reformation i Gang, efter sine forrykte Blodforsonings Theorier. Dommer Cradlebough beskriver Tilstandene i sit Retsdistrikt det sydlige Utah, paa følgende Maade i en Tale som han holdt til en af ham sammenkaldt Grand Jury i Provo City den 8de Marts 1859:^[2]

„Jeg vil sige dem mine Herre af Grandjuryen, at, efter hvad jeg har fundet ud, er det lang Tid siden at nogen dømmende Myndighed har været udøvet i deres Distrikt. Ingen er blevet straffet i de sidste to Aar og dog har man sagt mig, at den ene Forbrydelse har været begaaet efter den anden........“ Dommeren henledede derefter Juryens særlige Opmærksomhed paa enkelte Tilfælde saasom „Mountain Meadows Myrderiet“, det saa kaldte „Springville Mord“ o. s. v., i Haab om at den, ifølge sin Ed, skulde finde en grundet Anklage mod visse Personer, i Anledning af visse Forbrydelser. For at bevogte de Anklagede og beskytte Vidnerne forlangte han desuden en Militærstyrke af General Johnston; — men Mormon-Authoriteterne i Provo satte sig derimod og sik Medhold af Guvernør Cummings som protesterede mod den militære Indblanding. Resultatet blev, at Dommeren maatte afskedige Juryen, efter at den havde siddet i to Uger, uden at finde nogen begrundet Anklage, idet han deraf sluttede, at den stod under en høiere Myndighed end hans, og at nogle af Jurymændene selv vare medskyldige i Forbrydelserne. I sin Afskedstale til dem siger Dommer Cradlebough:

„Jeg har stedse troet, indtil jeg hørte Vidnesbyrdene i denne Sag (Mordet i Springville), at jeg levede i et Land med borgerlige og religiøse Forhold, hvor Konstitutionen garanterer os Ret til efter Behag at reise fra en Part af Landet til en anden og til af dyrke Gud efter vor Samvittigheds Overbevisning. Men det smerter mig at sige, at Vidneforklaringerne i denne Sag bevise, at med Hensyn til Utah, har denne Antagelse været feilagtig. Mennesker ere blevne myrdede her, — koldblodigt, forsætligt myrdede. Disse Mord ere overlagte og besluttede i Kirkens Raadsmøder, og det alene af den Aarsag, at de Paagjældende ere faldne fra Kirken og have forsøgt at forlade Territoriet. I ere de villieløse Redskaber of bedaarede Værktøi for en tyrannisk Kirkes Despotisme. Kirkens Ledere befale og styre Eder. — I ere dresserede til at adlyde deres Befalinger og til at begaa disse grusomme Mord. Berøvede Eders Frihed, have I tabt Eders Manddom og ere blevne villige Redskaber i onde Mænds Hænder.

Jeg siger Eder, at det skal blive min alvorligligste Bestræbelse, medens jeg er hos Eder, at sønderbryde Eders religiøse Lænker — og sætte Eder i Frihed“

Grand Juryen vilde, som Stenhouse bemærker i sin Historie: „The Rocky Mountain Saints“ ikke taalt et saadant Sprog, hvis det ikke havde været begrundet!

Dommeren vedblev alligevel at undersøge disse frygtelige Forbrydelser, som bleve beviste i enhver Enkelthed, men overladt til sig selv — uden Medvirkning af Guvernøren — kunde selv han intet udrette paa dette Sted, hvor Forbryderne stode under Beskyttelse af Folket; thi — som han indskrev i sin Retsprotokol: „Hele Folket opstillede en organiseret og forenet Modstand mod Udøvelsen af den lovlige Ret“.

Omstændighederne ved Springville Mordet ere følgende: En gammel Mand ved Navn Parrish havde i mange Aar hørt til Mormonkirken, men var, som saa mange Andre bleven træt af dens Tyranni og besluttede derfor, da han var velhavende, at reise til Kalifornien med sin Familie — Hustru og to voxne Sønner. Dette var i Foraaret 1857 under den berygtede „Reformation“. Skjøndt Parrish efter Evne holdt sin Afreise hemmelig maa den dog være kommet ud, thi en vis J. M. Stewart, som dengang var Biskop Johnstons Raadgiver, bevidner, at der i et af deres hemmelige Kirkemøder, blev oplæst et Brev fra Brigham Young til Biskoppen, hvori der nævntes nogle mistænkelige Personer, som han skulde passe paa etc. To Mænd, Durfy og Potter sendtes som Spioner hen til Parrish Familie, for at vinde deres Fortrolighed, ved at forestille, at ogsaa de vare kjede af Mormonismen og ønskede at forlade Utah. Planen lykkedes og alle enedes om at reise sammen til Kalifornien. Afreisen bestemtes til Natten mellem den 14de og 15de Marts. Det var arrangeret saaledes, at de skulde forlade Byen i to Afdelinger. Potter og den gamle Parrish skulde gaa først og derefter skulde Durfy og de to Sønner komme. — Hvad er senere skete, fortæller Durfy ved en senere Leilighed i Retten:

Bird laa skjult ved et Gjærdehjørne, da Parrish og Potter kom gaaende langs mod Gjærdet — Bird sagde, da han skjød Potter, at han antog ham for PArrish. Da Bird havde skudt, reiste han sig og gik hen til det Sted hvor Parrish stod, og Parrish spurgte, om det var ham, som havde skudt. Han (Bird) sagde, at Parrish havde en Bøsse i Haanden, som han lagde fra sig. — Bird og Parrish grebe fat paa hinanden, Bird trak sin Kniv og stræbte det bedste, han kunde at stikke Parrish; Bird sagde, at da PArrish var fældet, gav han (Bird) ham et Snit, som skar Struben over paa ham. Han har aldrig sagt, at han havde nogen til at hjælpe sig. Bird sagde, at da han var færdig med den gamle Mand, tog han Potters og sit eget Gevær og gik tilbage til det samme Gjærehjørne for at være parat ved min og de to unge Parrishers Ankomst. — Han sagde, at da vi kom, skjød han og saa en Mand falde. Han sagde, at han frygtede for at den han havde ramt skulde løbe bort og derfor skjød han efter ham igjen. Da Orin Parish og jeg (Durfy), løb, siger han, at han sprang over Gjærdet og skjød efter Orin. Han sagde, at han saa mig løbe ned i en LAvning, og spurgte, om jeg havde hørt ham kalde paa mig? — Jeg svarede, at jeg ikke havde Lyst for jeg vidste ikke, hvad den Skydning betød! — Dagen efter Mordet hørte jeg Biskop Johnson og Bird tale sammen, og han (Biskoppen) bebreidedede Potter og Bird, at de ikke vare gaaede længere bort med dem. Biskoppen sagde, at han ønskede, at jeg skulde være tilfreds men Affæren og ikke tale om hvem der var med til den. Hvis jeg gjorde dette, vilde de behandle mig paa samme Maade“.

Det lader næsten deraf til, at Durfy ogsaa har været paa den sorte Tavle, skjøndt han var Kirkens Spion. Biskoppens før omtalte Raadgiver J. T. Steward fortæller:

„Medens Biskoppen og jeg talte sammen, kom Bird op til os og fortalte med megen Koldblodighed: „........Da Potter faldt, greb jeg Parrish og dræbte ham med min Kniv! — Jeg veed, at Parrish blev dræbt med en Kniv, Patter døde af fire Kugler i et Skud, som havde ramt ham i det venstre Bryst og Beason Parrish dræbtes af et eller to Skud i Legemet^[3].

Dagen efter bleve de Myrdede bragte ind til Byen, og saa blev det Raadgiver Stwearts Pligt — som Byens Magistrat, at optage Forhør over Mordet. I Analogi med de øvrige hyklerske Skjændigheder lod man Durfy og Orin Parish arrestere som mistænkte for Mordet; men da Vegge, af gode Grunde — ingen Oplysning kunde give, bleve de igjen løsladte! Det er paa denne Maade: — ved at lade dem slagte — at Brigham frelser de Vantroes Sjæle.

To eller tre Dage før Mordet blev en Karet og et Par Heste stjaalne fra Parrish. Enken vidste, hvem der havde dem i Besiddelse og henvendte sig til Brigham Young for at faa dem tilbage, men her fik hun det Raad at holde sig i Ro, naar hun ellers vilde fare vel. Den Mand som havde Hestene, en vis Lysander Gee, forklarede, at han havde modtaget Hestene kort efter, at de vare stjaalne med Ordre til ikke at udlevere dem til nogensomhest. Han kjørte nok lystigt omkring med de stjaalne Heste, medens Parrish' Enke, som var nedsænket i Armod og Fortvivlelse, maatte leve af Brød og Vand, saaledes gaaer det til mellem „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige.

Den over hele Amerika saa bekjendte, og i Utah engang saa almindeligt frygtede Bill Hickman, der tilligemed O. P. Rockwell i sin Tid var Daniternes fornemste Høvding, har i sine egenhændige skriftlige Bekjendelser, som publiceredes i Salt Lake City af en Hr. J. H. Beadle 1872, afsløret en Mængde frygtelige Forbrydelser, som han har udøvet ifølge direkte Ordre og Befaling af Brigham Young. De samme Forbrydelser ere forresten ogsaa omstændeligt beviste af andre end Bill Hickman. Vi skulle kun anføre enkelte Tilfælde.

I 1858, medens Bill Hickman var ude for at bekjæmpe General Johnstons ARme, hvor han gjorde Tjeneste som Kaptain for et uafhængigt Corps, fik han saaledes Ordre fra Brigham Young — gjennem Prophetens ældste Søn Joseph A. Young — til at dræbe en Mand ved Navn Yates. „Denne Mand“ — siger Bill Hickman — „var en Slags Kjøbmand, som tidligere havde forladt Bjergene, men nu var kommet tilbage med et Vareoplag — til Værdi af omtrent 6000 Dollars“ — som han tuskede bort til Indianerne. Da Johnston var gaet i Vinterkvarter i Fort Bridger, besluttede Hickman at drage hjem med nogle af sine Mænd for at rekrutere sine Heste etc. Paa samme Tid blev Yates fanget af en af Mormonerne og af den kommanderende General, D. Wells, overgivet til Hickman med den Forstaaelse at „han burde slaaes ihjel“. Foreløbig skulde Hickman bringe ham ud til „Oberst Jones Leir, hvor han sandsynligvis vilde modtage nærmere Ordre“. Paa Veien mødte de J. A. Young, som fortalte, at hans Fader ønskede Yates dræbt, og at Hickman vilde modtage nærmere Ordre fra Oberst Jonas. Ved Solnedgang kom de til Jones, som tog Hickman til Side og sagde, at han havde Ordre til at gjøre det af med Yates (use him up). Jones og Hickman bleve enige om Sagen. Mordet udførtes ved Leirilden Kl. 12 om Natten, da der Ingen var tilstede uudtagen Jones, Hosea Stout og en anden Mand, som spurgte om Yates sov? Hickman svarede „Ja“, og knuste i det Samme Yates Hoved med en Øxe. — Et Sengetæppe blev kastet over den Myrdede, medens de andre gravede et dybt Hul. Derefter begravede de Liget og flyttede Ildstedet hen over Graven, for at skjule Stedet. Hickman og hans Kammerat, Fleck, reiste derpaa til Salt Lake City og meldte fig paa Brigham Youngs Kontor. Propheten spurgte først om Forholdene i Østen ↄ: ved General Johnstons Arme, og senere om, hvad der var blevet af Yates? Hickman fortalte det. Brigham vilde dernæst vide, om Hickman havde modtaget hans Ordre! Hickman svarede, at han havde faaet Instruktioner baade fra Jones og fra Joseph A. Young. Brigham sagde, at det var en rigtig god Ting“ Hickman fremtog derpaa 900 Dollars i Tyvedollars Guldstykker, som vare fratagne Yates, da han blev fanget og nu tilkom Profeten, men bad samtidigt om at beholde en Del af dem, da han havde havt mange Udgifter under Krigen. Propheten svarede, at Pengene maatte anvendes til Bestridelsen af Krigsomkostninger, og Danithøvdingen fik at nøies med en Irettesættelse for sit ubillige Forlangende! Denne Smaalighed — fortæller Hickman — „tog aldeles Mormonismen ud af Flack (hans Kammerat) og han har aldrig havt en Smule Mormonisme i sig siden!“

Det var for denne Forbrydelse, at Bill Hickman blev arresteret, og efter hans Anvisning blev den Myrdedes Grav fundet of Liget opgravet. Yates Kone, som i 1872 boede i Nevada, havde hele Tiden troet, at hendes Mand var blevet dræbt af Indianerne.

I Mai 1850 blev en Mand ved Navn Jesse T. Hartley og derom fortæller Hickman: „....Vi^[4] havde oversteget „Big Mountain“ og vare komne tre eller fire Mil ned Øst-Canyon, da en Mr. Hartley fra Provo City kom os imøde og forenede sig med vort Selskab. Denne Hartley var en ung Jurist, der Sommeren forud havde emigreret fra Oregon til Salt LAke hvor han giftede sig med en respektabel ung Dame af god Familie ved Navn Bullock fra Provo City....Han fortalte mig, at han havde aldrig været vant til haardt Arbeide og nu reiste til Fort Bridger eller Green River, for at søge Plads som Bogholder eller en lignende Beskjæftigelse, som han kunde paatage sig. Han var en ung Mand med et tiltalende intelligent Ydre, men Brigham havde paa den sidste April-Konference givet ham et frygteligt Skudsmaal, kaldt ham ved alle mulige Øgenavne og sagt, at han burde have sin Strube skaaret over etc. Hartley erkærede, at han var uskyldig, men følte sig meget ilde tilmode over det Hele“.

„Jeg bemærkede, at Orson Hyde saa meget surt til ham, og da vi havde været i Leir en eller to Timer, sagde Hyde til mig, at han havde Ordre fra Brigham Young til at lade Hartley dræbe, hvis han kom til Fort Supply — Mormonbyen i det ny Settlement. — „Jeg ønsker, at Du og George Boyd skal gjøre det — sagde han. Senere saa jeg ham og Boyd tale sammen, hvorpaa Boyd kom hen til mig og sagde: „Det er i sin Orden, Bill, jeg vil hjælpe Dig at slaa Fyren ihjel!“ To eller tre Vogne vare endnu tilbage paa Veien, og Orson Hyde anmodede mig om at ride tilbage for at se om der var noget iveien med dem. — Boyd sadlede sin Hest for at drage med, men Hartley traadte frem og tilbød at gaa med, ifald Boyd vilde lade ham faa sin Hest — Orson hyde sagde: „Lad ham faa den Hest!“ og Boyd adlød. Hyde hvidskede derpaa til mig: „Nu er Tiden — lad ham ikke komme tilbage!“ Vi drog afsted og kom, efter at have redet omtrent en halv Mil, til en Flod, som naaede midt op paa vore Heste. Medens vi svømmede over, sik Hartley et Skud og faldt død ned i Floden. Jeg blev saa ved at ride og mødte Hosea Stout, en Mormonprokurator, som fortalte mig, at Vognene kom strax efter ham“. Stout spurgte mig, om jeg havde set Hartley? Jeg fortalte, at han var kommet til vor Leir. Stout sagde, at efter hvad han havde hørt, burde Harley dræbes, og da jeg saa fortalte, hvad der var sket, sagde han, at „det var godt“. Ved min Tilbagekomst til Leiren fortalte Boyd, at hans Hest var kommet ind til Leiren med Sadlen besmurt med Blod, hvilken han og nogle andre havde vadsket af i Bækken. Orson Hyde sagde til mig, at jeg havde gjort det godt. Han og nogle andre af Selskabet vare gaaede op paa Bjergskraaningen og derfra set hele Affæren“^[5].

Af alle Bill Hickmans koldblodige Mord, hvilke han i sin Bekjendelse, ifølge vedholdende Erklæring, ene og alene udøvede i den Tro, at det var hans Pligt at adlyde Propheten og Kirkens Ledere — synes Mordet paa Hartley at tynge mest paa hans Samvittighed. — Hr. Beadle som modtog Bekjendelsen, fortæller, at Hickman i sin Samtale med ham søgte at undgaa dette Emne, ligesom hans Manuskript paa dette Sted var meget utydeligt, plettet of forkradset og vidnede om en usikker Haand og stridende Følelser.

Fjorten Aar førend Hickmans Bekjendelse saa Lyset udgav en vis Mariette Smith en Bog betitlet „Femten Aar blandt Mormonerne“, hvori Hartleys Mord ligesaa omstændeligt fortælles. Vi ville heraf uddrage følgende:

„Næsten et Aar efter denne Begivenhed (Mordet) saa jeg Jesse Hartleys Enke ved Green River, medens jeg var paa Veien til Staterne. Hun havde været et meget smukt Fruentimmer og var endnu kun to og tyve Aar gammel. Hun forekom mig at være det mest nedbøiede og af Hjertesorg knuste Menneske, jeg nogensinde har set. Hun levede hos sin Broder, som var Mormon og Færgemand ved Green River. Medens vi ventede for at blive satte over Floden, blev jeg opmærksom paa denne Kvinde med det blege, melancholske Udseende siddende alene paa Flodskrænten i sin sorte Sørgedragt“. De to Kvinder bleve bekjendte, sympathiserede med hinanden og Enken siger: „....Hvis De har været gift som Mormon maa De være bekjendt med Sorgen; men den Grusomhed, jeg har lidt, er vist uden Lige, selv i dette ubarmhjertige og ufølsomme Land. Da jeg giftede mig med Jesse Hartley vidste jeg, at han ikke var Mormon, uagtet han blev anset for at være det, men dette havde intet at sige for mig, thi jeg vidste, han var en ædel Mand, der kun søgte, hvad der var Ret. Vort Giftermaal bragte man i nærmere Berørelse med Kirkens Hovedmænd og paa denne Maade kom han til at kjende Noget, som han ikke kunde tro, og som vilde skade os, hvis det kom ud blandt „Hedningerne“. Jeg var aldeles uvidende om disse Ting, skjøndt jeg er opfostret blandt „de Hellige“.

Jeg begriber ikke alt det, han opdagede, eller i det Hele taget hvad han gjorde, men de fandt ud, at han havde skrevet mod Kirken, derfor blev han udelukt, og Brigham forlangte, at han skulde give sit Live hen til en Forsoning for sine Synder^[6]; at han skulde lade sig ofre i Endowmenthuset, hvor saadanne Forsoninger ske. Jeg kjendte ikke Noget dertil, førend min Mand fortalte mig derom, men det er sandt, de dræbe dem som have begaaet saa store Synder, at de ikke kunne udsones paa anden Maade. Propheten siger, at hvis de underkaste sig dette, saa kan han frelse dem, ellers ere de fortabte. O det er frygteligt, men min Mand vilde ikke lade sig ofre, og derfor begav han sig alene til de For. Stater i det Haab at faa en mulig Fremgang der. Jeg sagde ham, da hen forlod mig, at han vilde blive dræbt — og det blev han. Bill Hickman og en anden Danit skjød ham i Bjergpasset, og jeg har ofte været nødt til at opvarte Hickman, naar han passerer denne Vei, skjøndt jeg hele Tiden vidste, at det var min Mands Morder. Mit Barn sulgte snart sin Fader, og jeg haaber ligeledes snart at følge snart sin Fader, og jeg haaber ligeledes snart at følge efter dem. Hvorfor skulde jeg leve? De have bragt mig hertil og jeg vil hellere leve her end gaa tilbage til Salt Lake, hvor min Mands Mordere forbande Jorden de betræde, og leve ustraffede i deres Vellyster!“

Der staaer skrevet: Gud vil ikke Syderens Død, men at han skal omvende sig og leve“, er det maaske den Sætning som Brigham Young lægger til Grund for sin Blodforsoningslære? Endvidere „Gud elskede Verden, saa han hengav sin eneste Søn, paa det at hver den som tror paa ham ikke skal fortabes men have det evige Liv.“ Det første Budskab ved Christi Fødsel var „Fredsfyrste“ og han kom for „at skinne for dem som sidde i Mørke og i Dødens Skygge; for at styre vore Fødder paa Fredens Vei“.

Der staaer ogsaa skrevet, at „hver den som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham“. Mormonernes dødelige Had imod alt, hvad de kaldt „Apostat“ grunder sig hovedsagelig i Frygten for at deres onde, afskyelige Gjerninger derved skulle komme for Lyset. — For at give en Prøve paa den Frækhed og Raahed, hvorn ed Mormonpropheterne ved saadanne Leiligheder udtrykke sig, anføre vi nogle Yttringer af Brigham Young angaaende en Mand ved Navn „Gladen Biskop“, som mod flere andre, de saa kaldte „Gladniter“ ikke var villig til at anerkjende B. Y. for den myrdede Prophets Efterfølger: „....Hold nu Eders Mund!“ sagde Brigham til dem, „ellers skal en hastig Ødelæggelse komme over Eder (Se Journal of Discourses, Vol. 1. Pag. 62). Jeg vil trække min Kniv (Bowiekniv) og seire eller dø.... Saadan en Mand skulde overhugges just lidt nedenfor Ørerne.... Jeg vilde tage den „Brystnaal“, som jeg pleiede at bare i Nauvoo og skjære hans forbandede Strube over — fra det ene Øre til det andet — og side: „gaa lige lukt ad Helvede til“ (go to hell cross lots).

Heber C. Kimball siger med cynisk Raahed i Hjertet og Hykleriets væmmelige Maske paa: „Jeg beder i Sandhed for mine Fjender! Jeg beder den almægtige Gud om at forbande dem?“ Commentarer ere formodentlig unødvendige!

„Af alle de kujonagtige og grusomme Handlinger, som har gjort Mormon-Præstedømmet afskyet og forhadt, indtager Morder paa Aikens Parti første Plads“ — siger den førnævnte Hr. Beadle — „Mountain Meadows Myrderiet overgaaer det vel i Størrelse, men ikke i letsindig Grusomhed, Forræderi og Brud paa Gjæstfriheden, der anses for hellig selv blandt Indianerne og andre vilde Folkeslag. I fjorten Aar har de myrdede Ofres Blod raabt fra Jorden forinden Sandheden kom for Lyset, men nu, da den nationale Myndighed er gjenoprettet i Utah, fremstaa Vidnerne i Skarevis og enhver Enkelthed i denne frygtelige Tragedie er bleven bevist.

Af de Vidneforklaringer, som fremkom for Grand-Juryen og nu er i Hænderne paa vedkommende Embedsmænd, har jeg sammentrængt følgende Beretning om Mordet paa Aikens Selskab: Det bestod af 6 Mænd: John Aiken, William Aiken, Bush, en som blev kaldt „Obersten“ (the Colonel) og to Andre, hvis Navne Vidnerne ikke erindre. En af dem var Smed, en Snedker og to Kjøbmænd. Man ved ikke, hvad Bestilling de to andre havde. De forlode Sacramento tidlig i Mai Maaned 1857 og reiste Øst paa for at møde General Johnstons Arme. Da de ankom til Humboldt-Floden, fandt de, at Indianerne vare meget fjendtlige og derfor besluttede de at vente her paa et større Mormon Selskab, som paa denne Tid havde faaet Ordre til at gaa hjem fra deres Settlementer i Carsondalen. I Selskab med Mormonerne forsatte de saa Reisen til Salt Lake. — John Pendelton, en af Mormonerne, siger i sin Forklaring om dem: „Et bedre Selskab af Mænd, har jeg aldrig set. De vare høflige, godhjertede, brave og stedse rede til at udføre enhver Gjerning, som var nødvendig paa Veien“.

Mormonernes Vogntog gik kun langsomt frem og derfor forlod Aikens Selskab dem, da de vare omtrent 100 Mil fjernede fra Salt Lake City, og reiste forud; men ved Ankomsten til Kanesville, 25 Mile Nord for Salt Lake, bleve de Alle arresterede under Paaskud af, at de vare Spioner for de For. Staters Regjering. — Nogle Dage senere ankom Pendleton og Mormonerne og fandt Aikens Heste i Kirkens Indhegning (Corral). Ved at spørge om Aarsagen dertil, underrettedes de om, at Aiken var arresteret for Spioneri. „Spioner!“ svarede Pendleton, „for Fanden! de har reist med os hele Veien og ved ikke det mindste om Armeen“. „Det bryde vi os ikke om; vi beholde dem alligevel!“ svarede den, som havde Corralen under Opsyn. Aiken og hans Kammerater havde Eiendom og Penge med sig til et Beløb af 25,000 Dollars; de bleve førte ind i Byen og holdte arresterede i et Hus paa Hjørnet af Main og First South-Fourth Street, men da Intet kunde bevises mod dem, blev det dem betydet, at de skulde sendes ud af Territoriet ad den sydlige Route. Fire af dem begav sig da saa paa Veien; men Buck og en af de andre Mænd bleve tilbage i Byen. De, som reiste, bleve eskorterede af O. P. Rockwell, John Lot, Miles og en Fjerde. Da de naaede Nephi, som ligger 100 Mile syd for Salt Lake, underrettede Rockwell Byens Biskop, Bryant, om, at han havde Ordre til at faa gjort Ende paa disse Mænd. Biskop Bryant lod da strax et Raad sammenkalde og følgende Mænd bleve valgte til at assistere: J. Bigler, (nu Biskop), P. Pitchforth (Bryants første Raadgiver), John Kinck og Pickton.

De dømte Mænd logerede hos T. B. Footes of (underligt nok) nogle Medlemmer af denne Familie bevidne, at de have hørt Raadets Forhandlinger, da Dødsdommen blev beslutter; men Morderne listede sig ud fra Tiendehuset Kl. 11 om Natten, for at lægge sig i Baghold for Aikens Selskab, som ved Daggry begav sig paa Veien. Da de havde naaet Sevierfloden, fortalte Porter Rockwell dem, at de maatte standse her, da de ikke vilde finde nogen passende Leirplads for den følgende Dag. Kort efter at de havde slaaet Leir, kom Morderne og bad om Tilladelse til ogsaa at maatte standse der, hvilket blev indrømmet. De udmattede Mennesker skilte sig nu ved deres Vaaben, sværeste Yderklæder etc., og vare ikke længe efter alle henfaldne i en dyb Søvn, hvoraf de to aldrig mere skulde opvaagne i dette Liv. Alt var i Orden for den sataniske Plan og dog holdt en tilsyneladende Frygt Morderne tilbage. De synes, efter hvad der nu er bekjendt, at have frygtet for, at Mordet ikke kunde blive udøvet i fuldkommen Hemmelighed og derfor besluttede de ikke at bruge Skydevaaben. Desaarsag overfaldt Porter Rockwells Mænd og Bispens Folk fra Nephi, de sovende Mænd med Stokke- og Jernbolter som de havde taget fra Vognene. Tvende døde uden at røre sig, men John Aiken sprang op let saaret og løb hen i Buskene, hvor et Skud fra John Kink strakte ham sandsesløs til Jorden. Obersten naaede ogsaa Buskene, efter at have faaet en Kugle i den ene Skulder fra Porter Rockwells Riffel, og da han mente, at Angrebet skrev sig fra en Røverbande, begav han sig skyndsomst tilbage til Nephi. Med en næsten overnaturlig Anstrængelse tilbagelagde han de 25 Mil og naaede Nephi just som Solens første Straaler brød frem over Utahs østlige Klippetoppe. Den unge, smukke, kraftige Mand, som den foregaaende Dags Morgen havde forladt Nephi, vaklede nu dødbleg, svag og blodig gjennem Byens Gader, hen til Biskop Footes, hvor hans Fortælling fremkaldte en velforstilt Forfærdelse.

Morderbanden havde imidlertid opsamlet de andre Tre og kastet dem i Floden i den Tro at de vare døde. Men John Aiken kom tillive igjen, krøb iland paa samme Side og skjulte sig i Krattet, hvor han hørte følgende Samtale: „Ere alle de forbandede Hedninger døbe, Rockwell? — Jo, alle undtagen en, som rendte væk, den Satan!“ — Aiken, som antog at det var ham, som Talen var om, blev liggende ganske stille, indtil Daniterne havde fjernet sig, og begav sig paa Veien til Nephi i den kolde Nat, medens Jorden var dækket med Sne, uden Hat, Frakke eller Støvler. Hvem kan forestille sig denne Mands Følelser! Han var ikke længere uvidende, lig „Obersten“, om hvem der var Morderne, og han antog sig selv for den eneste Undkomne. Han vidste, at der var ringe Haab om Frelse i Nephi, men dette Sted var det Eneste, han kunde ty til. Da han næste Dag, efter utrolige Anstrengelser naaede Nephi, faldt han kraftløs om udenfor den første Dør, han naaede. Dog syntes de første Ord, han der hørte, at indgyde ham nyt Liv, thi Konen i Huset, som siden blev et Vidne i denne Sag, udbrød: „Se, der er jo En til, som og saa er sluppet væk fra Røverne“, En er nu hos Broder Footes“. — Gud ske Lov! det er min Broder“, — raabte Aiken og fortsatte sin Vei derhen. — Folk i Byen fortalte forfærdede, hvorledes han saa ud dengang: Hans Haar var besmurt med størknet Blod og alle hans Bevægelser vaklende ligesom hos en beruset Mand. Istedetfor sin Broder mødte han „Obersten“ hos Footes. De to Mænds Møde er ikke til at beskrive med Ord. De styrtede i hinandens blodige Arme medens en krampagtig Hulken og Kys vidnede om deres Følelser of Forfatning. En Djævel havde maaske fattet Medlidenhed ved et saadant Syn, men Mormonbispen gjorde det ikke — En Tiger kan lokkes bort fra sit Offer, en Bjørn kan tæmmes og en Hyæne afvænnes med sin Blodtørst, men kun religiøs Fanatisme kan beseire enhver mild og medlidende Følelse og gjøre Mennesket til et Uhyre, som kun finder Lige i de laveste Regioner, hvor Djævelen alene fører Sceptret. Medens dette rørende Optrin forefaldt, holde disse Dæmoner Raad igjen, og bestemte de to Undslupne til at dø. Biskop Bryant kom ind til dem og raadede dem til at drage tilbage til Salt Lake saa hurtig som muligt, efter at han først havde trukket Kuglerne ud og forbundet deres Saar. En af Biskop Footes Sønner viste sig venlig imod dem og Aiken bad ham nedskrive en Beretning om, hvorledes det hele var gaaet til. Aiken havde selv begyndt at skrive den, men følte sig saa overvældet, at han bad den unge Foote om at gjøre det for sig. Beretningen blev skreven; Aikens og „Oberstens“ Dødserklæring existerer endnu.

Efter Mordernes Tilbagekomst udklækkedes der nye Planer. Aikins havde frelst en Pistol og „Obersten“ et Gulduhr, som var 250 Dollars værd. Da de vare færdige til at forlade Byen og spurgte om, hvormeget de skyldte, blev der svaret 30 Dollars!“ De lovede at sende disse fra Salt Lake, men fik at vide, at det ikke lod sig afgjøre paa denne Maade. Aikin svarede da: „Her er min Revolver og min Kammerats Uhr, tag hvad De lyster!“ Foote tog Pistolen! Da Aiken gav den til Foote sagde han: „Der, tag min bedste Ven — dog Gud ved, den er os til liden Nytte!“ — hvorpaa han vendte sig til sin Kammerat og sagde med Taarer i Øinene: „Bered Dig paa Døden, Øberst, thi vi komme aldrig levende ud af denne Dal“. Ifølge den førnævnte Kone i Nephi som er at af Hovedvidnerne i Sagen, bleve disse Mænd betragtede som Dødsdømte af Enhver. De vare komne fire Mil fra Nephi, da deres Kudsk, en Mormon ved Navn Woolie, standsede Vognen i Nærheden af er gammelt Hus, fraspændte Hestene og førte dem bort under Paaskud af at vande dem. Derpaa kom to Mænd ud af Huset med dobbeltløbede Bøsser, hvilke de affyrede. — Aiken og „Obersten“ bleve begge skudte gjennem Hovedet og faldt fra Vognen døde til Jorden. Ligene bleve betyngede med Sten og nedsænkede i en af de saakaldte „bundløse Kilder“, hvoraf der findes mange paa dette Sted“.

„Jeg passerede dette Sted“, siger Hr. Beadle, „i 1869, og hørte dengang de Indfødte fortælle et Rygte om, at nogle stygge Mænd vare nedsænkede i denne Kilde........“ Imidlertid havde Rockwell og hans Bande naaet Saltsøstaden og ført de to tilbageblevne (Buck og en af de Ubekjendte) med sig sydpaa efter først at have beruset dem med Brændevin. Dog er det muligt, at Buck blot spillede beruset, men den anden Mand var aldeles sandsesløs, da de naaede Bjergpasset, hvor der skulde gjøres Ende paa dem. De bleve angrebne med Knipler og Blyslynger (Todtenschläger) og den Ubekjendte blev øieblikkelig dræbt, men Buck sprang ud af Vognen og undløb, skjøndt hans Forfølgere sendte 3 Skud efter ham. Buck svømmede over Jordans Flod, fulgte dens venstre Bred og ankom til Saltsøstaden, hvor hans Fortællinger om hvad der var sket, snart foraarsagede en Del ubehagelig Folkesnak. ......“ Bill Hickman blev saa hentet, for at „afslutte Forretningen“ og hvorledes han udførte dette, fortæller han selv i sine Bekjendelser:

„....Jeg satte mig strax tilhest og red hen til Brighams Kontor. Han spurgte mig, „om jeg havde set Drengene (the boys)“. Jeg spurgte: „hvilke Drenge?“ og han svarede „Georg Grant og William Kimball“. — Jeg fortalte ham, at jeg havde faaet Ordre til at møde paa hans Kontor; hvorpaa han svarede: „Drengene have giort noget Fuskeri; de vare fulde allesammen. De saarede en Fyr og lod ham løbe fra dem ved Bjergpynten. Han er nu kommet til Byen, og hans Fortællinger gjøre en fæl Stank. — Han bad mig gjøre Ende paa ham (Buck) og „ødelægge ham“. Da en Mand ved Navn Dalton, som boede 12 Mil Nord for Salt Lake City, i hvilken Egn Aikens Selskab havde opholdt sig nogle Uger, — just var i Byen, saa arrangerede Grant og Kimball det saaledes, at Dalton skulde invitere Buck med til sit Hjem. Hickman modtog en Beskrivelse paa Daltons Heste etc. og drog afsted forud for dem i Selskab med en af „Drengene“ ved Navn Meachum. „Vi begav os paa Veien“ — siger Hickman „til det Sted, som var bestemt, og just i Mørkningen kom Dalton kjørende. Vi raabte „Holdt!“ og Buck sik et Skud gjennem Hovedet og blev kastet over Gjærdet ned i en Grøft. En Klud blev hængt op paa en af Buskene for at betegne Stedet. Vi red tilbage til Byen, og hos General Grant, hvis hus var bestemt til Mødested, sandt vi Kimball, O. P. Rockwell og andre. De spurgte, om det var i Orden?“ Jeg svarede: „Ja det var det“. Saa bragte de Spaden og vi gik allesammen tilbage til Stedet gravede Grøften dybere og gravede ham ned. — Derpaa gik vi tilbage til Grants, bleve trakterede med Brændevin og adskiltes saa for Natten^[7].

Fjorten Aar efter, i 1872, bleve Brigham Young, Bill Hiekman, General Wells og O. P. Rockwell arresterede for Delagtighed i disse Mord. Denne Gang naaede Sagen idetmindste for Domstolene; men paa Grund af nogle saagodtsom intetsigende Formfeil i Proceduren løslodes alle disse Mordere og Salt Lake Citys Borgere havde den Fornøielse at se Danithøvdingen Rockwell paa Gaden med svingende Hat og høie Hurraraab til Ære for amerikansk Lov og Ret.

---

1. Matth. 7., 18., 20.
2. Grand-Jyrnen er et Slags hemmeligt Tribunal, som skal finde en grundet Anklage (a true bill) i enhver Criminal-sag, førend Forbryderen kan stilles under Tiltale.
3. Der her anførte er fremkommet som Svar paa Spørgsmaal indenfor Retten.
4. Dommer Appleby, Orson Hyde, Hickman og 12 andre Personer som reiste ud for at organisere et nyt County i Utah ved Navn „Green River“.
5. Se „Hickmans Confession“.
6. Søndagen den 21de Sept. 1856, blev denne Lære (Blod-Forsoning) af Brigham Young og hans anden Raadgiver, J. M. Grant, offentlig prædiket for de Hellige i Tabernaklet paa følgende Maade: „Der er Synder, siger Propheten, „som udøves, og som ikke kan tilgives hverken i denne eller den tilkommende Verden, og om Synderen havde sine Øine aabne, saa at han kunde se sin sande Tilstand, saa vilde han være fuldkommen villig til at lade sit Blod udgyde paa Jorden som et Forsonings-Offer for sine Synder; men hvis ikke dette skeer, saa vil hans Synder klæbe fast ved ham og følge ham i den tilkommende Veiden..........“ „Jeg vil sige videre, at der er Mænd, som ere komme til mig, for at tilbyde deres Liv til en Forsoning af deres Synder........ Der gives Synder som kunne blive udsonede paa Offer-Alteret lige som i gamle Tider, og der er Synder, som Blodet af et Lam, en Kalv eller en Turteldue ikke kan forsone; men som maa udsones med Syndernes eget Blod. Dette er Aarsagen til, at Mænd taler til Eder fra dette Sted, som de gjøre. De forstaa denne Lære (Doctrine) og lode nogle Ord falde desangaaende“. „Brødre og Søstre“, siger J. M. Grant“, vi ønske at I skulle omvende Eder og forsage Eders Synder og I, som have begaaet Synder, som ikke kan udslettes ved Daaben (Daaben gjentages efter enhver Forbrydelse hos Mormonerne. Forf. Anm.). lad Eders Blod blive udgydt og lad Røgen deraf opstige som et Forsoningsoffer for Eders Synder etc. etc. Se Kirkens Organ „Deseret News“ af 1ste Oktober 1850.
7. Se „Hickmans Confession“.