Vor Tids Muhamed/II
Paa en smuk næsten poetisk Maade fremtraadte i Mormonismen den inderlige Længsel efter „at gaa hjem til Zion“. Mange af Psalmerne udtrykke dette i gribende Ord, og ved alle Leiligheder fremhævede Apostlene det ny Zion med sine rige Forjættelser. Det var derfor naturlig, at de Hellige med stor Utaalmodighed imødesaa den Dag, da de kunde begynde Reisen til Utah, selv om Afskeden fra Fædrelandet i Øieblikket maatte lægge sig mere eller mindre tungt paa deres Hjerter.
Den 23de April 1856 forlod 162 Mormoner Kjøbenhavn med Dampskibet „Rhoda“. Forfatteren af dette lille Værk var beskikket som dette Emigrantselskabs Fører over Nordsøen. Den 30te April ankom vi til Liverpool i god Behold; der forenede vi os med 608 engelske og skotske Mormoner, som ogsaa stode beredt til at „gaa hjem til Zion“, og den 4de Mai tog da endelig vor Reise over Atlanterhavet med Skibet „Thronton“ sin Begyndelse. Det er ikke min Hensigt her at give Beskrivelser over en Ting, der er saa bekjendt som en Sørejse paa et Emigrantskib nuomstunder er. Vi Mormoner havde ikke flere Ubehageligheder ombord end andre Emigranter under samme Forhold; maaske endnu færre, thi en hensigtsmæssig Organisation, som de sidste Dages Hellige stedse have exelleret i, savnedes heller ikke blandt os paa Skibet. Franklin D. Richards i Liverpool, en af det ny Zions tolv Apostle og „Præsident for den europæiske Mission“ havde udnævnt en Præsident og tre Raadgivere til at føre Opsyn med de Hellige paa Reisen.
En Ældste, G. J. Willie blev beskikket til Præsident. Milton Atwood, Moses Clugh og jeg vare Raadgivere. Der tildrog sig forresten intet mærkeligt paa vor lange og temmelig stormfulde Overfart uden at man maaske vil regne 6 Dødsfald, 3 Fødsler og — 2 Giftermaal dertil.
Den 14de Juni landede vi i New York, hvor Apostelen John Taylor modtog os, og under hans Ledelse fortsattes derpaa Reisen til Iowa City, som ligger omtr. 1,300 engelske Mile østfor Salt Lake City, talte dengang omtr. 3,000 Indv. og havde Betydning, som Udgangspunkt for en betydelig Emigration. — Jernbanelinierne standsede nemlig der; vilde man længere mod Vest maatte Reisen fortsættes paa anden Maade. Det almindelige Befordringsmiddel paa de vestlige Prærier bestod naturligvis i Vogne, som forspændtes med Heste, Muler eller Oxer; men dette Aar havde Profeten Brigham Young netop gjort en Opfindelse i denne Retning. Det var nemlig forbundet med store Omkostninger at befordre de som oftest fattige Emigranter over Prærien paa sædvanlig Maade, og derfor havde han hittet paa, at Emigranterne nu selv skulde trække deres Vogne. Ved vor Ankomst til Iowa City fandtes en Mængde Mormoner travlt beskjæftigede med at fabrikere et Slags tohjulede Kjøretøier (Haand-Karrer), som veiede omtrent 60 Pund, og hver af disse Vogne vare beregnede for 5 Personer, med hver 17 Punds Bagage, hvilket bestod af de nødvendigste Klædningsstykker og Kogeapparater. De mere bemidlede Emigranter foretrak naturligvis at reise paa sædvanlig Maade, og det gjorde jeg da ogsaa; men F. D. Richards havde anmodet mig om at ledsage de fattige Danske med Haandvogn-Trænet, da jeg var den Eneste af dem, som havde nogen Færdighed i Engelsk — Efter at jeg havde sørget for, at min Kone kunde komme med et sædvanligt Kjøretræn, hvortil en Del af de danske Emigranter havde sluttet sig, opfyldte jeg ogsaa dette hans Ønske, skjøndt det var indlysende, at denne Reise vilde blive uhyre besværlig.
Haandvogn-Trænet, som bestod af omtrent 500 Personer, brød op fra Leiren ved Iowa City den 16de Juli 1856, med 23 Telte, 94 Haandvogne, og 5 store Proviantvogne. G. D. Willie overtog igjen Anførselen og inddelte os i fem Afdelinger. Til hver Afdeling hørte en stor med 3 Par Oxer forspændt Vogn, som førte Provianten og Teltene. Provianten var beregnet efter en daglig Ration til hver Mand af 1 Pd. Hvedemel 2½ Unze Flæsk, 2 Unzer Sukker, 2 Unzer tørrede Æbler, ¼ Unze Kaffe, samt lidt The, Soda og Sæbe.
Femte Afdeling bestod af 93 Skandinaver, for hvilke jeg var beskikket som Fører; men Æren ved denne Post var ringe, og Fordelene endnu mindre; det førte nemlig til, at jeg selv maatte kjøre Vognen med de 3 Par Oxer, ingen af de andre syntes at kunne kjøre den, og dette er forresten ogsaa et vanskeligt Stykke Arbeide, da man ingen Tømmer har at styre Dyrene med, men kun en lang Pidsk og visse stereotype Udtryk i Oxesproget. Midt i August naaede vi Florence, en lille By, som ligger paa den vestlige Side af Missourifloden, der dengang var Grændseskjel mellem den „røde Mands“ og de „blege Ansigters Gebet“. Her traf jeg Ældste Van Cott tilligemed flere høitstaaende MIssionærer som vare paa Reisen hjem til Saltsøstaden fra deres forskjellige Missioner i Europa og Asien.
Vi modtog ogsaa der et Antal Slagtekvæg, som skulde forsyne os med Kjød for den øvrige Del af Reisen — for at slagtes eftersom vi havde Behov dertil.
Da vi endnu havde 1,000 Mile tilbage, mente Mange, som kjendte Landets klimatiske Forhold, at vi burde overvintre i Florence, men Propheten H. C. Kimbals ældste Søn red da midt ind i Leiren og holdt en Tale, hvori han stængt irettesatte disse lidet Troende, samt lovede at „stoppe al den Sne i sin Mund, som vi fik at se paa Reisen til Dalene!“ Herved maatte jo enhver Betænkelighed forsvinde. Kapt. Willie sagde ogsaa at han vilde fortsætte Reisen indtil han fik Ordre fra Brigham Young til at standse.
Reisen blev fortsat. Den 29de August naaede vi Fort Kearney og besøgte „Omaha-Indianerne“s Høvding, som laa i Leir der med sin Stamme. De Vilde rakte os meget forekon mende Fredspiben og gav os, til Gjengjæld for nogle Foræringer deres Høvding modtog, en hel Del tørret Bøffelkjød. Man fortalte os her, at et lille Selskab, som tilhørte Secretær Babbit[1], var blevet myrdet af en Bande „Cheyenne-Indianere“. Vi naaede ogsaa Stedet den følgende Dag og fandt de opbrændte Vogne, samt Ligene af to Mænd og et Barn. Den 31te indhentedes vi af Secretær Babbit, som vendte hjem fra et Besøg i Washington, nu havde han kun sin Kudsk og en Dame med et lille Barn hos sig. Han sagde, at med Undtagelse af disse „Cheyennes“ var han personlig bekjendt med enhver Indianerstamme mellem Missourifloden og Utah.
Flere Gange havde han reist denne Vei, en Gang ganske alene, og nu troede han ogsaa at være fuldkommen sikker paa at slippe godt igjennem trods det Uheld, som var overgaaet de Mænd, der førte hans Bagage. Efter et kort Ophold hos os satte han igjen afsted i Galop stolende paa sine udholdende letfodede Muler og sin egen Erfaring.
Vi droge fremad paa Nebraskas uhyre Prærie, som strækker sig fra Missourifloden til Rocky Mountains — omtr. 500 Mile. Veien gaaer næsten hele Tiden langs med Plattefloden, der løber fra Vest til Øst i en Dal, som paa sine Steder er 10-15 Mile bred. Landet synes frugtbart, har navnlig en rig Græsvæxt, men paa Grund af de aarlige Præribrande, som stryger henover Sletten, findes der hverken Træer eller Buske, undtagen hist og her, hvor en lille Flod med sine Krumninger har kunnet standse Ildkongens altfortærende Raseri. Vor Reise gik jevnt godt indtil den 3die September, men den Dag indtraf der en ulykkelig Begivenhed som siden foraarsagede os megen Lidelse og mange Menneskers Død. Det var allerede Aften da vi leirede os, og Mørket forøgedes endnu mere ved et forfærdeligt Uveir, som rasede hele Natten. Kort forinden Uveiret brød løs, hørte mange af os en besynderlig Larm, som syntes at ligne Støien af hurtigt forbikjørende Vogne; men da ingen saadanne viste sig, antoge vi, at det hidrørte fra en Flok forbidragende Bøfler og slog os til Ro. Næste Morgen viste det sig imidlertid, at 22 Oxer, de fleste af vore Trækdyr vare forsvundne, og selv Sporene af dem havde Regnen udslettet. Det hændes ofte paa disse udstrakte Sletter, hvor Dyrene synes at faa noget tilbage af deres oprindelige Vildhed, at Oxer, Muler og Heste, naar de blive forskrækkede, pludselig sætte afsted som rasende. Kan man følge dem øieblikkelig paa en god Hest indtil de standse af Udmattelse, da lykkes det undertiden at faa dem tilbage; men det er umuligt at standse dem før. En saadan Dyreflugt kaldes en „stampede“. Vi saa aldrig Oxerne mere, skjøndt vi anvendte 3 Dage til at søge efter dem. Der var nu kun 12 Oxer tilbage, foruden det føromtalte Slagtekvæg, som bestod af Køer og Ungkvæg. Vi maatte nu, skjønt til liden Nytte, prøve at benytte disse som Trækdyr. — Enden blev, at endel af Provianten maatte læsses paa Haandvognene, og saaledes fortsatte vi da Reisen; men det gik kun langsomt, meget langsomt fremad.
Den 18de September tidlig om Morgenen, førend min Nattevagt endnu var tilende, saa jeg en Rytter nærme sig vor Leir. Jeg antog ham først for en Indianer, men ved nærmere Eftersyn viste han sig at være klædt i en militær Kappe, og saa i det Hele taget ud som en amerikansk Soldat. Han fortalte, at han fra Fort Laramie havde reist i Selskab med 2 Familier, der havde forladt Utah[2], for at gaa tilbage til Staterne. Medens han den foregaaende Dags Morgen var gaaet ud for at skyde en Bøffel, havde Indianerne myrdet alle de Andre. Ved sin Hjemkomst fandt han Vognene i Brand og Ligene af sine Ledsagere, 5 Voxne og et spædt Barn. Siden havde han fuld af Rædsel fortsat sin Reise paa Prærien omtr. 70 Mil uden at standse, indtil han naaede os. — Sekretær Babbit med sine tre Ledsagere bleve ligeledes myrdede af „Cheyenne Indianerne“. Søndagen den 18de Oktober faldt den første Sne, men samme Dag mødte vi tre med Proviant belæssede Vogne, som vare udsendte fra Salt Lake City. Vor ynkelige Tilstand var nemlig bleven bekjendt der, idet nogle Mormon-Dignitarier i Kareter vare kjørte forbi os paa Veien og havde indgivet Beretning derom til Brigham Young. Joseph A. Young (Brighams ældste Søn), hvis Bekjendtskab jeg allerede havde gjort i Danmark, var Anfører for dette Hjælpetræn. Provianten var imidlertid ikke bestemt for os, men for to Emigranttræn som vare endnu længere tilbage. Vi bleve derimod trøstede med den Underretning, at næste Dag vilde vi møde 14 Vogne med Proviant, som var bestemt for os. Det var et glædeligt Budskab, Young blev belonnet med gjentagne Hurraraab, inden han forlod os. Denne Aften sloge vi Leir ved en lille Flod som kaldes „Sweetwater“ og uddelte trøstige den Smule Proviant, vi havde tilbage, og som bestod af en ringe Del Kommisbrød, som vi havde kjøbt i Laramie. Nationerne havde allerede i lang Tid været reducerede, indtil de svandt hen til 6 Unzer Mel om Dagen; Kaffen og Theen var forlænge siden opbrugt. Vi troede nu at have overstaaet det Værste; men til Hunger og Overanstrengelse skulde nu føies Kulde og Nøgenhed! Da vi leirede os om Aftenen ved den nævnte lille Flod, havde Solvarmen bortsmeltet Sneen, og vi sov ind med godt Haab til Fremtiden; men den følgende Morgen vaagnede vi med en forskjellig Følelse. Sneen var om Natten faldet en Fod dyb, og Egnen omkring Sweetwater, som under ingen Omstændigheder ser videre opmuntrende ud, syntes nu dobbelt øde og trøstesløs: den sidste Proviant var uddelt og Dyrene, hvor skulde de finde Føde?
Tre Dage slæbte sig hen, men der kom ingen Vogne; saa sendte vi to Mænd ud for at se, om de muligvis kunde være kjørte feil og passerede forbi os. Endelig kom Hjælpetrænet, om Aftenen den 21de Oktober, under Anførsel af den føromtalte Sneprophet, Georg Kimball. Hans Mod var vel næppe saa stort nu som i Florence, men den fornødne Frækhed i Egenskab af Mormonprophets Søn savnede han ingenlunde. Kaptain Willie fik sin Afsked strax, og Kimball overtog selv Anførselen over Emigranttrænet. Den medbragte Proviant og Beklædningsgjenstandene bleve uddelte, men de vare desværre langtfra tilstrækkelige i den barske Vinter, som nu indtraadte.
Kaptain Kimball havde nu besluttet at gjøre Ilmarscher. Han havde hele Planen over hvorledes dette skulde gaa til, i Hovedet, og han var Mand for at faa den igjennem. Den 23de Oktober brøde vi op fra Sweetwater i følgende Orden. Først marscherede Børn, Oldinge og Syge, som endnu kunde bevæge sig, afsted under Anførsel af en vis renomeret kjøbenhavnsk Mursvend Christensen[3]. Saa kom disse tohjulede Helvedesmaskiner af Brigham Youngs Opfindelse trukne af udmattede Mænd og Kvinder. Kjøretøierne sluttede dette ynkelige Optog. Denne Reiseorden varede dog ikke længe, thi mange bleve snart tilbage med deres Haandkarrer, de formaaede ikke at følge med i den af Kimball indførte Orden. Der var en Dansk ved Navn Niels Anderson, som næsten under hele Reisen havde vist sig at være en af de stærkeste og braveste i hele Trænet. Ofte havde han ladet sin 14 Aar gamle Datter sidde op paa sin Karre, naar hun var træt, og dog kjørte han nok saa trøstig afsted med den. Men i den sidste Tid var han bleven angreben af Dysentery, som nu havde begyndt at gribe om sig i en foruroligende Grad. Idag var han sunket ned til at komme i Christensens Flok, og Konen maatte trække deres Kærre alene. Hun var naturligvis bleven tilbage og jeg gav mig derfor til at hjælpe hende, indtil vi naaede Leirpladsen. Da gik det saa nogenlunde, men Toget kunde vi ikke indhente. Omtrent ved Middagstid naaede vi derimod hendes Mand, som ravede henad Veien og syntes saa hjælpeløs som et Barn; han udbrød i hjerteskjærende Klager da han saa os. Konen trøstede ham, saa godt hun kunde og gav ham Mad, som han spiste med stor Graadighed. Vi standsede for at afvente nogle Vogne, som vare endnu længere tilbage, og faa ham op at kjøre. Endelig kom Savage, Kaptainen for Vognene, med en Oxevogn; men han afslog at tage Niels Andersen op, fordi Vognen, som han sagde, allerede var overfyldt. Efter en alvorlig Ordvexling med mig, og efter at have overbevist sig om, ved visse mindre følsomme Experimenter, at Manden ikke længere kunde gaa, bekvemmede han sig dog til at tage ham med. Denne Ilmarschdag fik ogsaa en Ende; men først to Timer efter at det var blevet mørkt, naaede vi i Selskab med en af Utahvognene, som vi havde indhentet, Leirpladsen, hvor de Førstankomne allerede havde tændt Ild og opslaaet Teltene. Ved Midnatstid ankom den sidste Oxevogn; men da flere Haandkarrer endnu manglede, bleve nogle af Vognene sendte ud for at hjælpe dem og Klokken blev halv fem om Morgenen, inden de sidste retournerede.
Næste Morgen, den 24de Oktober altsaa, fandtes fjorten Emigranter døde stivfrosne i vor Leir, blandt disse var Niels Andersen. To døde senere hen paa Dagen. De bleve alle begravede i en stor firkantet Grav, som paa Grund af Kulden maatte hugges i Jorden med Oxer. Det var de første Frugter af Sneprophetens, Georg Kimballs, Ilmarsch. Harmen mod ham var almindelig; jeg var selv enfoldig nok til at true ham med, at jeg vilde fremføre Klage over ham til Brigham Young! O, du troende Enfoldighed! Propheten lo mig lige op i Ansigtet. Det var nu ikke længere nødvendigt for ham at bære Skinhellighedens Maske. Gjennem Mormonismens Faarepels begyndte Ulvekløerne at stikke frem. — Skjøndt Reisen fortsattes mere sindig, blev fra nu af næsten enhver af vore naturlige Leirpladser betegnede ved en frisk Grav. Gud maa vide, hvormange af os, der vare slupne fra det med Livet, dersom ikke Brigham Young fra Salt Lake City, hvor vor sørgelige Tilstand var vel bekjendt, havde sendt det ene Hjælpetræn afsted efter det andet for at hente os. Da vi naaede Fort Bridges (120 Mil fra Salt Lake City) behøvede vi saaledes ikke mere at benytte disse tohjulede Menneskepinere, og Enhver, som havde det behov, kunde komme op at kjøre. Den 8de December, ved Overstigningen af „Big Mountain“, det store Bjerg, skuede vi for første Gang ned i de Dale, hvor Herrens Folk havde taget Bolig, og hvor Forjættelserne, som ventede dem, skulde opfyldes. Mange glemte de udstandne Trængsler ved dette pludselige Syn, og den følgende Dag, som var en Søndag, brød vi alle op; under forventningsfulde Samtaler kjørte vi hurtigt ned gjennem den 12 Mile lange og snevre „Emigration Canon“ til den store Saltsødal, hvor vi i syv Mils Afstand kunde se Mormonismens og Brigham Youngs Hovedstad, Salt Lake City. I denne Afstand lignede Byen med sine lysegraa Adobehuse en uhyre Teltleir og Saltsødalen, der har en Brede fra Øst til Vest af omtrent 30 Mil lignede et Basin eller en udtørret Sø med sine uhyre Bjergmasser ragende op til alle Sider.
Skjøndt Vegetationen nu var død, og Øiet ikke mødte andet end en øde skovløs Dal, omgivet af nøgne, rødlige Bjerge, saa var Indtrykket af det Hele dog meget behageligt. Klimaet var endnu mildt og behageligt dernede, og de uhyre Klipper eller Bjergmasser, som til alle Sider taarnede sig i Veiret, gav Stedet et imponerende, næsten romantisk Udseende.
Om Eftermiddagen naaede vort Tog Byen. Medens vi gjorde Holdt — lige udenfor Brigham Youngs Palads — kom Byens Biskopper og mange Mennesker fra det nærliggende Tabernakel. Propheten beærede os ikke selv med sin Nærværelse; formodentlig skammede han sig ved at se vor usle forkomne Tilstand, Resultatet af hans egen kortsynede og daarlige Plan, men han havde befalet sine Biskopper at holde sig rede ved vor Ankomst for at besørge os indkvarterede i deres forskjellige Distrikter i Byen; jeg selv blev strax omringet af nogle gamle Bekjendte fra Danmark, som i længere Tid havde boet i Utah. De toge mig hjem til sig med stor Venlighed, efter at mine Reisefæller, som jeg nu for største Delen saa for sidste Gang, vare blevne indlogerede.
Dette Aars sidste Emigranttog, nemlig „Martins Haandkarre-Kompagni“ og „det uafhængige Vogn Kompagni“ hvortil min Kone hørte, ankom til Saltsøstaden den 17de December i en om muligt endnu værre Tilstand end vor havde været. Vogn-Kompagniet mistede næsten alle sine Trækdyr og maatte følgelig efterlade Godset og deres Vogne paa Veien. En Del deraf lode de forblive i Laramie, men Størsteparten i Fort Bridge og ved The Devil's Gate (Djævleporten). Det var en af de strengeste Vintre, man har kjendt. Sneen laa en Fod dyb i Dalene og 2 eller 3 Fod paa Bjergene. Jeg havde været meget ængstelig for min Hustru og min lille Søn og søgte paa enhver Maade at blive sendt ud med et udgaaende Hjælpetræn for at møde dem, men forgjæves; det lykkedes mig kun at faa et Bøffelskind, lidt Kaffe, Sukker etc. sendt med de Vogne, som skulde hente dem. Bøffelskindet modtog hun, men det Andet ikke. Den 17de December gik jeg selv Vognkompagniet imøde og naaede det ved Foden af little mountains. Hvem beskriver min Lykke ved at finde begge mine Kjære i bedste Velgaaende. Glemt var Reisebesværligheden samt den lange Adskillelse, og glade kjørte vi ind i Zion.
- ↑ Præsident Fillmoore havde allerde i 1851 anerkjendt Utah som et Territorium i Unionen og udnævnt Brigham Young til Guvernør der samt Babbit til Sekretær. Babbit var forresten falden fra Mormonismen.
- ↑ De to Familiers Navn var Margetts og Condy. De vare „Apostater“ paa Veien til England, og der er Mistanke om, at „Bill Hickman“ med to andre Mormoner vare udsendte for at udføre Mordet. — Se „Mormonismen“, af John Hyde.
- ↑ Han kom fra de vestlige Stater i en Mission fra Utah og havde sluttet sig til os i Florence. Senere blev han anklaget for at have myrdet en døvstum Dreng medens han var ansat som Postbetjent i Salt Lake City. Han tilstod ogsaa Mordet, men blev frikjendt. Grunden til Mordet kunde ikke engang opklares ved Domstolene.