Vi boede ved Middelhavet, fortalte Silvio:
paa den genovesiske Kyst, hvor Ordsproget
siger, at der findes Mænd uden Ære, Kvinder
uden Undseelse og et Hav uden Fisk. Et
andet Ordsprog paastaar Bjærgene saa blottede
for Trær som de genovesiske Kvindehjærter
for Blu. Men alt dette er Overdrivelse og
Løgne, som Genovesernes Naboer i Toscana
og Lombardiet har fundet paa. Genoveserne
er Sømænd fra gammel Tid; deres Blod og
deres Sprog er ikke videre rent, eftersom
sørøverske Maurer og Tyrker igennem hele
Middelalderen har hjemsøgt de liguriske Bredder.
Genoveserne er Søfarere og deres Koner altsaa
Sømænds-Koner. Det forstaar sig. Det Sand,
som Bølgerne ved disse Bredder hvirvler op,
er sort og skidengraat. Men man støder
meget sjælden paa Sandbund. Naar man
bader, er det oftest mellem solgule og
sønderrevne Klipper — Gallerier ved Navn — og
Klippebunden er helt spækket med Søpindsvin,
saa man altid gaar med Fødderne fulde af smaa, sorte Torne. Men Klipperne er ikke
saa skallede, som der siges — alle Slags
Frugter, Grønt og Korn vælter frem; man
gaar mellem eneste Haver af Oliventrær med
grøngraa Blade og i Pinjeskove med højt Græs.
Om Solen, der brænder stærkt om Somren,
gør Menneskene troløse, ved jeg ikke.
Nedfaldne Pinjenaale gør Stierne glatte og farlige.
Dybt under én strømmer det prøvede, det
rovbegærlige Hav. Folk, der har tjent Penge
i Amerika, har paa Højderne bygget deres
smagløse Paladser. I Genova findes der
ældgamle Kolossal-Statuer som frygtelige
Afgudsbilleder. Og Befolkningen i de smaa, sure
Kyststæder er klerikal endnu i Erindring om
en Tid, da Ligurien var pavelig Provins, og
da velmeriterede, gamle Borgere blev puttet
fire Uger i Fængsel, naar de en Søndag havde
forsømt Messen. Gamle Faer Canepà i
Rapallo er en Købmand og Kafévært, der selv
har afsonet denne Brøde med en Maaned bag
Vagttaarnets tykke Mure. Det var i Tredserne,
før Italiens fuldkomne Genfødelse. Den gamle
Knark smiler under sine graa, hæderværdige
Haar, hver Gang han fortæller det; og saa
ofte der er Valg, stemmer han med de
liberale — men der holdes Faste i hans Hus
hver Fredag, foruden i hele Fastemaaneden.
Hans Datter, den kønne og hjærtensgode
Carlotta, har selv fortalt mig det. Hun er en spinkel, ung Pige i sin allerbedste Vaar;
hendes Ansigt har faaet sit ejegode Smil af
at faste. Lidt tør, men hun har en rød Mund;
og de varme, brune Øjne i det forsagende, blege
Ansigt er saa kastaniemørke, som kunde de
næsten smitte. Men der er, ikke Plet paa
denne Skønjomfru, ikke en ond Blodsdraabe
i hende. Paa en trebenet Stol sad hun saa
ret opad Væggen, med en uvis Mine, lidt
forlegne Hænder og svarede mig fremmede
paa mine mange Spørgsmaal. Naar der fastes,
faar de hos Fader Canepà ikke Vin og
ikke Kød.
»E perché?« Hvorfor? spørger jeg.
Hun aabner Munden lidt for meget, saa hun næsten gaber ved det ubestemte Smil, der tindrer op i hende.
»Fordi det er billigere,« siger hun i troskyldig Spøg, og denne kvindelige Smilen, der pibler frem af Struben, synes at fylde hende indvendig lige ud til Fingrene og Sko spidserne.
»Altsaa, naar De faster, faar De ikke Vin og ikke Kød . . . Men til daglig, Frøken Carlotta?«
Den kloge, unge Pige flytter sig lidt uro lig frem og tilbage; hendes Hænder ligger oven paa hinanden paa det venstre Knæ. Og atter fyldes hendes Strube af en lille, velsindet Latter:
»Ja, da faar vi heller ikke Vin eller Kød.«
»Contenta di poco«. (fornøjet med lidt) siger jeg.
Frøken Carlotta er en dannet Pige. Hun taler rigtig smukt og rent italiensk, mens hendes Fader kun kan dette genovesiske — uforstaaeligt som en drukken Grises Grynten. Frøken Carlotta ejer en eneste Bog »De trolovede« af Manzoni — i promezzi sposi — og hun har laant mig denne Husbibel for ærbare, unge Piger. Frøken Carlotta klæder sig under Hensyn til de knebne Omstændigheder aldeles nydeligt. En let Kjole med graa og orange Striber giver hende et Skær af noget fremmed, afrikansk. Naar man ser hende, venter man hvert Øjeblik, at der ude bag Buegangene, hvorunder vi sidder, skal komme et marokkansk Sørøverskib med brede Sejl og bortføre den unge Pige, hvis magre Ansigt og mørke Øjne er et græsk Oldtidsmaleri som de Portrætter af afdøde, man har fundet i ægyptiske Grave.
Men der kommer ingen muhamedansk Prins for fulde Sejl og bortfører Carlotta til et broget Afrika. Og det bliver vel til syvende og sidst en Rapalleser. Jeg kunde unde hende det bedre. — Daglig afkøber jeg den beskedne og stolte Pige nogle Favne af de Kniplinger, som hun og hendes halte Søster forfærdiger i denne evigsamme Buegang foran det blaa, evindelige Middelhav. Den halte Søster er den ældste af de to unge Piger og ligesaa hjærtensgod og forstandig som Carlotta. Og hende kommer da nok aldrig nogen Muhamedaner og henter.
Hvorfor ogsaa en Muhamedaner?
De to Søstre er gode Kristne — ligesom Padre Canepà er vedbleven at være det til Trods for Fortids Brøde og udstanden Forfølgelse. Og endskønt de lever i det nye, frie Italien, har man endnu ingen Søndag set dem mangle ved Messen.
De nyder ikke Vin, og de spiser ikke Kød paa Fastedagene — Carlotta og hendes halte Søster. Heller ikke paa Ugens andre Dage nyder de Vin og Kød. Men de valfarter — Carlotta og hendes halte Søster — en Gang om Aaret til Madonnas hellige Kilde paa Toppen af Mont'Allegro; det gør alle Folk i Rapallo; det giver Held, Sundhed og Medbør for hele Aaret. De staar en Morgen op før Solen; thi Bjærgbestigningen varer to eller tre Timer, og Solen er slem som Skærsilden. De er iførte deres nyeste Dragter, og før Frokost vender de tilbage som friskere og bedre Mennesker, smykkede med Blomster.
Ogsaa jeg har valfartet til Mont' Allegro
og Madonnas forunderlige Kilde. Men den
Gang var jeg ikke mere i Rapallo. Jeg
boede i en anden Søby en halv Mil borte, i
Santa Margherita. Jeg var kun en vantro,
en Muhamedaner, der gjorde denne Valfart,
som man oplever et Æventyr, under Anførsel af en ligesindet, ædelmodig Romerinde, der var
i Slægt med det høje Klerisi og mere kættersk
end Antikristen Renan, men høflig mod
Madonna — Guds Moder. I vil ikke tro mig,
men jeg har aldrig drukket Vand, der saaledes
lædskede mig eller aandet Luft, der saaledes
rensede mig i Bunden af min Sjæl.