Gyldendalske Boghandels Forlag København


Valfart.pdf Valfart.pdf/9 117-119

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Den, der er vendt tilbage fra en Hval­fangst i Nordhavet eller fra en Omflakken mellem ældgamle Stæder i Sydens Sol: med Isbjørneskind og Hvaltænder eller med Kaméer og Antikviteter i sin Bagage; med Rejseluft i Klæderne og med noget fremmed i sin Tale, noget fremmed i sin Smilen — den, der vejr­bidt eller sommerbrændt er hjemvendt til den første lune Stue, hyggelige Arne, hvor han paa Udrejsen dvælede nogle Dage som ved en sidste Station — han kan fortælle, han er forunderlig. Og den unge danske, som, efter et Aars Flakken om i Italien, med direkte Tog fra Nizza var ankommen til Paris og nu en Aften som i gamle Dage befandt sig i de kendte Stuer hos en bosat, nordisk Viden­skabsmand, havde foruden Værten to nys­gærrige, unge Piger fra Danmark til at høre paa sig — frygtsomme, forhippede og latter­milde. Hans Skæg var blevet noget ander­ledes end i Fjor og hans Sprog mere monotont med besynderlige Dialektbetoninger af og til. Og de to lyttede med den ubevidste Respekt, som alle, før de har været i Rom, føler for den, der har set Kolossæum.

De var Søskende.

Den ene havde flygtig truffet ham forrige Aar. Hun studerede Musik i Paris. Den anden havde blot været her et Par Maaneder og kendte ham kun af Søsterens Omtale og af et Portræt, hvor Skægget som sagt var anderledes end det, han nu trak i.

De bange, unge Piger fandt ham den ene Aften helt morsom og mærkelig: denne sol­brændte Mand, dette Portræt, som var bleven virkeligt.

Og de sad der saa pynteligt ved Siden af hinanden henne i Værelsets mørke Bag­grund, og de klagede ham deres Sorger som to indespærrede Fugle, der flagrede mod Gitret i Længsel efter Befrielse.

For at den spillende Søster ikke skulde være altfor overladt til sig selv i det slemme Paris, havde Forældrene sendt den ikke spil­lende ned til hende. Det var ingenlunde det værste. Men for at ikke de to Søstre i For­ening skulde opfinde noget skæbnesvangert, havde man anbragt dem i et Pensionat, hvor der vaagedes mer end moderligt over Stak­lerne. De var som kædede sammen med en usynlig Lænke og maatte aldrig skilles ad. Naar den musikalske var til Timer i Konser­vatoriet, maatte den umusikalske sidde hos og høre paa disse uendelige Øvelser. Det var endda ikke det værste.

Men i Følge et højtideligt Løfte, de havde aflagt til deres Forældre, maatte de ikke uden alvorlig Ledsagelse betræde den store, skandi­naviske Kafé skraas for Theatre français; hver Aften Klokken sex, Absintens Time, kredsede deres Tanker og deres Skridt om den som Evas om Træet med den forbudne Frugt.

. . . Det allerværste var, at de sad her saa friske, henrivende netop i deres Indestængthed, saa man for lutter Glæde ikke kunde beklage de to Stakler, og man priste deres udmærket forstandige Moder, som havde lænket dem til hinanden ved usynlige Kæder. Thi fandtes ikke saadanne nye Sjæle, der gror i Skyggen, for hvem skulde da den hjemvendende fortælle sine Æventyr fra Solens Lande og vise sine Skind af fældede Leoparder?

Andre har maaske set noget større og bedre. Men Silvio nøjedes med at fortælle, hvad han selv havde set. Han havde været i katolske Lande og elsket en Niece af en Kardinal, og hun lignede Michelangelos Madonna i Rom, saa han mange Gange selv troede, at han havde elsket Pavens Madonna.