Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 80-84

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

UTRO

Det var højt oppe mellem Fjældene.

Hun sad i Armstolen bag den månebelyste Rude og stirrede ud over Højslettens Øde og Sne. Snart svandt den bort under de dragende Skyers Skygge, snart lyste den op og videde sig ud til de fjærne Bjærge, hvis blånende Toppe hun øjnede yderst ude, hvor Slettens Grænse var, og Vejen kom op fra Dalene.

Under det sorte Hår stirrede hendes stortskårne Ansigt, lukket og tomt, ud i den isnende Stumhed. Stundum lyste hendes store Hænder på Stolearmene frem, stundum blånede Stuens tunge Møbler ud af Mørket i blege Månestrejf. Ved hendes Fod stod Vuggen, hvor Barnet lå dybt nede i Puderne med Hovedet tungt til Hvile og lukte Øjne. Der var to i Stuen, men i dens Gravstilhed lød kun ét Åndedrag.

Natten vexlede over Ødemarken i Lys og Skygge — som et Øje, der åbner og lukker sig. Snart stirrede det ind til hende med sit stive, hvide Blik, snart sænkedes det i lønlig Luren, og bag hende stirrede det samme hvide Blik, og lurede det samme lønlige Øje. Og nu Snelandet lyste op derude, sloges inde i Mørket som en Luge til Side, og det samme Sneland lyste ind. Og sluktes Landet derude, gik Lugen i.

Nattens Timer skred; høj og ubevægelig sad hun, beluret af Blikkene forfra og bagfra. Stiv sad hun, ubevægelig og stiv. Til hun med Et bøjede sig frem mod Ruden, som vilde hun spejde et levende Væsen frem af det hvide Bjærgøde, lytte en Lyd frem af den evige Stumhed. Hun blev siddende foroverbøjet, til langt, langt ude en sort Prik krøb frem fra de blånende Bjærge; så vældede Skyerne hen over Månen og deres Skygger over Sletten, og Prikken og Bjærgene forgik. Men da Lyset atter kom, og Sletten bølgede op, var Prikken ilet videre frem over Snefladen, styrende mod den høje, ensomme Rude. Og alt mens Lyset kom og gik, ilede den stedse nærmere og blev fra Prik til Punkt, fra Punkt til Kugle og fra Kugle til en Mand på Hest, farende frem gennem blånende Dæmren og skærende Glans.

Da rejste hun sig, skød Stolen tilbage og gik ind i Stuen, standsede så brat med Spejlets Blik i sit Ansigt, veg til Siden og så derind.

Derinde kom Rytteren jagende frem; fremadbøjet sad han med det hvide Ansigt halvt skjult af Hatten; der stod en Snesky om ham og Hesten. Udenfor nærmede sig en skarp Ringlen. Nu løftede han Hovedet og så op mod Ruden, men hun stod gemt i Mørket og fulgte ham i Spejlet. Hendes Øjne blev stirrende stive, de store Hænder knagede sammen, og Legemet bøjedes i Krampe. Så svingede Rytteren i Spejlet og forsvandt — i det samme vældede Mørket frem, og Øjet sluktes.

Høj og rank gik hun tilbage over Gulvet til Vindvet, sad så ubevægelig og ventede.

En Stund gik, så genlød ilsomme Skridt gennem Husets bageste Stuer. Nu reves Døren op, og Månelyset strømmede ind både ude fra Sletten og fra det andet Værelses Rude, gennem Dørgabet.

„God Aften, Ursula“.

Døren luktes i, Halvdelen af Lyset forsvandt.

Hun vendte ikke Hovedet.

„God Aften“.

Han kom frem i Stuen, usikker, tøvende; stod så i Måneskinnet ved Vindvet.

Han så på hende, Ansigtet var hvidt med Skæggets sorte Streg og to sorte, sitrende Øjne.

„Nå, Ursula, du er ikke i Seng endnu?“

„Når har jeg været i Seng, før du kom hjem?“

„Nej, nej, kære,“ Stemmen blev skælvende venlig, „men hvorfor sidder du dog oppe alle de Nætter? Du véd jo, hvor de Sygebesøg kan trække ud — — som nu denne Gang — jeg havde ventet at være hjemme i Går, men det er ikke sådan at være eneste Læge i mange Miles Ødemark og Fjæld. — — Kære Ursula, du skulde virkelig gå til Ro, når jeg bliver så længe borte —“

Han kom tøvende nærmere, bøjede sig frem i det fornyede Lys som for at lægge Armen om hendes Hals. En frisk Bølge af Fjældsne og Natteluft slog hende i Møde, men deri åndede en anden, vidt forskellig Luft — vag, men sikker. Hun stirrede kun på ham — så veg han tilbage. Hans Læber luktes i håbløs Kval.

Så begyndte hendes dybe, enstonige Røst at tale, mens Mørket strømmede ind i Stuen:

„Gurrik Olson var her i Går Morges —“

Han foer sammen.

„Gurrik! Gurrik — å ham har jeg jo rent glemt —“

„Han vilde blot melde, at nu var hans Kone og Barnet død“.

„Død —“ han våndede sig sammen, Hænderne knugede Gardinet.

„I Eftermiddag kom Arent Bentson oppe fra Snegrænsen med sin tolv Års Dreng, han havde fået Benene knust under Fjældskred — de lagde ham inde på Operationssengen, ventede i fem Timer — så døde Drengen.“

Røsten tav; han pressede Gardinets ru Tøj mod sin Pande, hans Åndedræt stønnede højt — hendes hørtes næppe.

Pludselig gjorde han sig fri i et Ryk og vendte sig mod hende:

„Ja, Ursula, det er frygteligt, frygteligt — men hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo da ikke være alle Vegne! Nu i Forgårs Aftes måtte jeg jo helt ned i Dalene, og da jeg på Tilbagevejen skyndte mig hjem, blev jeg standset på Skrænten dér —“ Stemmen blev ligegyldig, „ved Rengården og hentet ind til — du véd —“

Hun standsede ham med et Blik, så han krøb sammen i Vindueskrogen.

„Men Barnet! Drengen!“ foer han op, „Ursula, Barnet da! hvordan har Drengen det? han var jo syg, da jeg tog af Sted — men nu — —“

Han lå på Knæ ved Vuggen.

„Nu sover han jo godt. Kan du se, det var ikke andet end Pylleri, da du blev ved at bede mig om at komme hurtigt hjem igen. Vel, Arne? — Fa'rs Arne“.

Lyset gik frem.

„Arne!“ I et pludselig Kast bøjede han sig længere ned.

Røsten begyndte igen:

„Det var altså tre døde, du må huske at tegne ind. Til Slut har jeg at melde, at Læge Aspelins —“

Et Hyl skingrede gennem Stuen, han rev Tæpperne til Side og Barnet op i sine Arme, det faldt bagover, tungt og slapt, med Hovedet ned i Puderne.

„— at Læge Aspelins Søn, Arne, døde i Går Eftermiddag Klokken 6“.

Han lå forstenet, med stirrende Blikke på det hvidklædte Barnelig i Armene, slap det så pludselig, så det faldt tungt og skævt ned i Vuggen, der knirkende satte sig i Gang.

„Det var altså den fjerde døde“, sluttede Røsten.

Han stirrede forvildet på hende og mødte hendes faste, lukkede Ansigt, han famlede omkring sig i Mørket og brast forover, kastende sig ind til hende, klyngende sine Arme om hendes Hofter, borende sit Ansigt ind i hendes Skørter.

„Ursula! tal til mig! Hjælp mig! Ursula!“ skreg han.

Hun rørte sig ikke, sad høj og ubevægelig stum med den hulkende Mand ved sin Fod og stirrede ud i Højfjældets Vinternat. Mørket og Lyset vexlede, de to Øjne åbnedes og luktes.