Smærtens Sted
SMÆRTENS STED
an bøjede sig hastig frem på det gyngende
Hynde og rev Gardinet til Side fra Rudens Klirren
— udenfor foer Grøftens hvide Snekant af Sted,
Loftlampens Lysskær ilede langs med den gulbrune
Græsskrænt og over Plovfurernes yderste, lerede Tunger
— Lyset fra en fjærn Gård flammede højt op som et
Blinkfyr og sluktes brat i Landets tætte Mulm.
Han trak det raslende, stive Tøj tilbage, så kun Ruden sang bag det, og atter sad han på det gyngende Hynde med Hænderne knuget ned i dets Plys, presset af Iltogets voldsomme Jag, og stirrede mod den ornamenterede, hvidgrå Lædervæg lige over for ham, hvor de langstrakte Snorenæt vuggede deres gennemflettede Skygger. Den tunge Larm af Hjulene bragede op under Gulvet, og det strågule Gardin svajede, som truede det med atter at lade Landet derude komme ind. Ørnved Skov var passeret, han måtte snart være der — — ved Blodtabets Sted — han lukkede angstfuldt Øjnene. Lyset, der sluktes — Lyset, som havde viftet over den sølede Landevej ud ad Døren, som han holdt åben i Blæsten — endnu — endnu — Lyset, som flagrede over Kalkvæggen, Ridetøjet, Kavajerne og Ansigtet, det rosenrødmende, bløde Ansigt med det blonde Hårs høje Brus og de kolde, blå Øjne — — „Gå — du skal —“ en stærk Hånd pressede mod hans Skulder, „gå, gå — jeg vil det —“ og hans vigende Fod, som trængtes ud over Tærsklen, og Lyset, som sluktes, brat, idet Døren sloges i, og Vinden ensom peb gennem Bjærgfyrrenes Toppe, ensom langs med den dyndede, opkørte Landevej, hvor han sanseløs pjaskede om i Mørket — — — Blodtabets Sted, Undergangens Sted — hans Liv fortabt — på én Gang — for altid — —
Han åbnede de hjælpeløst flakkende Øjne — du min Gud, du min Gud — var han ikke ovre det — trods Årene, der gik — Smærtens Sted, Undergangens Sted — passerede det nu?
Han rejste sig ilsomt; rystende på Hænderne lukkede han de ribbede Skærme sammen over Loftslampens Glashvælv, hvor Snoren krummede sig som en lysende, gul Orm, lukkede til, så alt forsvandt i Skumring.
Så sank han langsomt ned på Hynden, med Hånden presset for Panden — Smærtens Sted, passerede det nu, bag Gardinet, der ude i Novemberaftenmørket, så kendt, så kendt — — Stationen med Vinduesøjnene, med Trappestenen til Landevejen bagom, og Landevejen ligeløbende, langt ud, til Skoven, til Gården — Smærtens Sted, Smærtens Sted —
Han kastede pludselig Legemet ned over de stride Puder, som hev en voldsom Tandudtrækning smærtedirrende gennem hele hans Krop, han gled ned på Siden, krympet sammen i Krampe, Tænderne skurrede sammen — nu — nu — —
Hjulene larmede dumpt for hans Øren — stadig — tungt — fjærnere — fjærnt — —
— — — Et grønt Solskin, en solflimrende, dirrende Sø af Droslers og Mejsers Kvidren og langt borte fra Markerne Lærkernes højt stigende Jubelstråler — jordduftende Skygge af Bøgeskov tæt omkring ham i Junimiddagsstilhed, og mellem hans Hænder to ferskenbløde Kinder, to lukkede, sortfrynsede Øjne og en blussende Rosenmund, skælvende under Elskovskys — og bagved, Bøgeløv, myldrende tæt, lunende varmt, skærmende trygt, og Græsset kælende blødt omkring Fødderne — — —
Et skingrende Hvin som en skærende Ridse gennem Solen — — —
Han tumlede over Ende, foroverbøjet, i Kupéskumringen — hans Hånd famlede det glidende Lærred til Side — Lys tindrede ham i Møde, Blink ved Blink, uroligt flammende under Rudens Slingren, Hjulenes Skuren rallede langt, det skingrende Hvin foer atter frem — —
Staden — allerede — var det muligt — var han ovre det — Smærtens Sted — var han alt i Staden — forbi det — —
Lysene flimrede ind fra bægge Sider — han sad på Sædet og så sig om, forvirret, med glippende Øjne i den klart oplyste Kupé, Stemmer summede bag Ruden ude fra Perronens Trængsel.
Hin voldsomme Tandudslidning, Sammenkrympningen — og så med Et: Opløsningen, Glemslen, Mindebilledet fra Elskovens Sommertid — var det steget ind til ham fra Mørket derude i ukrænket Ungdoms Skønhed? Mindet, havde det i denne Forbifartens Nat med Et skænket ham af sin Lykke, den han aldrig før havde set — læget Smærten med Lykken, den hidtil glemte? — og efter hin Sindets Overvældelse i Søvnens Ugleham båret ham frelst bort over hans Ungdom hen til denne Stad, hvor nu Lys og Stemmer hilste ham velkommen med Bud fra de mange Hjem, fra de mange Mennesker, som fandtes foruden hans, hvori Lyset aldrig blev tændt, foruden hende, der skubbede ham fra sig med sin faste Hånd og lukkede Døren i for Lyset — —
Han greb om sin Plæd og sin Kuffert, med Øjnene rettet stift mod Stationstagets elektriske Kuppelrække.
Smærtens Sted i Mørket, var det for evigt sunket bort, lagt bag ham, og tindrede ham nu i Møde andre Lys til andre Mål?
„Ålborg — stig ud!“
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧