Tre Aar af mit Liv

by Cornelia Levetzow

Tre Aar af mit Liv

Første Kapitel.

Der var en Fuglesang, et Solskin og en Blomsterduft uden Mage! Himlen var saa høj og mørkeblaa undtagen i Øst, hvor den endnu straalede ganske rød. «Morgenrød, Aften blød,» men det troede jeg ikke paa; Dagen maatte ende ligesaa herligt, som den begyndte.

«Man vandrer ud for hjem at naa, Thi bedst er der dog hjemme» —

Den Sang kunde slet ikke komme mig ud af Tankerne. Ja bedst er her dog hjemme, det vidste jeg nu af Erfaring; og jeg havde dog ikke haft den fjerneste Ubehagelighed paa min lille Rejse; men man kan ogsaa blive kjed af altid at more sig, og naar man sidder paa Stads fra Morgen til Aften, og ikke for Alvor er noget for nogen, saa er tre Uger en lang Tid.
De havde bestemt længtes efter mig hjemme; Bedstemoder sagde det rigtignok ikke, men jeg kunde se det paa hendes Ansigt, og lille Søster Julie, min Øjesten, mit Barn, hvor jublende glad var hun ikke over at have mig igjen, og hvor ivrig efter at vise mig sine smaa Fremskridt i at sømme og skrive Bogstaver, og i Skrivebogen stod mit Navn: Emilie Felsen, den ene Gang efter den anden, bedre og bedre.
Hun sov endnu saa trygt i sin lille Seng, der stod lige ved min, hendes lille buttede Haand holdt fast i mit Tæppe, og hun smilede isøvne. Jeg følte ret levende, hvilken Skat og Velsignelse hun var, og angrede, at jeg i Vinterens Løb undertiden havde sukket over mit bundne, ensformige, afsondrede Liv.
Da jeg havde pakket Kufferten ud, ordnet Tøjet i Skabet og Skufferne, og lagt den store kjøbenhavnske Dukke i Julies Arm — jeg husker endnu hvor flittret, maskeagtig, død og fæl den saa ud ved Siden af det levende Barn — tog jeg min uundværlige runde Hat og smuttede sagte ud af Døren.
Paa Trappen mødte jeg den gamle Jomfru Mørk med sin stivede Kappe, sit snehvide Forklæde og sin Nøglekurv. Hendes lille skarpe, rødladne Ansigt blev ét Smil, da hun saa mig. Fingeren lagdes først paa Munden for at paabyde Tavshed; derpaa pegede den paa Bedstemoders Dør for at begrunde Budet; atter pegede den paa mine Fødder for at advare mod Dug og anbefale Galoscher, hvilket alt var meget hjemligt og forstaaeligt.
Da jeg kom ind i den lille Havestue — min Stue, hvor jeg læste med Julie, og hvor Fortepianoet og Sybordet stode, to Gjenstande, jeg elskede, fordi de havde tilhørt min Moder — overraskedes jeg behageligt ved at finde den betrukket med nye, lyseblaa, livlige Tapeter. Hvor smukt og kjærligt var dette ikke af Bedstemoder, der hadede Forandringer og havde en saa afgjort Uvilje mod Malerlugt og Haandværksfolk.
Jeg gik hen til Moders Portræt; o, jeg havde ret længtes efter det! hvor skjønt og blidt var ikke hendes Ansigt; det forekom mig underligt, at jeg nu kunde se det uden egentlig Sorg, ja, at jeg kunde føle mig saa rig og næsten lykkelig, alene ved Mindet.
Hvor tydelig huskede jeg ikke den skrækkelige Dag, da hun fortalte mig det utrolige, at hun ikke kunde blive hos os. Hun kaldte mig sin tro lille Pige, anbefalede Barnet i Vuggen til mig, talte for første Gang om Bedstemoders Egenheder, om hendes halv uvenlige Sindelag mod min Fader, og hans Ligegyldighed for hende, talte om min to Aar ældre Broder, hvis letbevægelige Sind udsatte ham for mange Farer, og bad mig altid stræbe at forsone og forene disse forskjellige Væsener,
«Vær Baandet imellem dem,» sagde hun, «Vorherre vil hjælpe min lille Pige, naar hun blot har en god Villie.»
Og Vorherre har hjulpet uden mindste Anstrengelse fra min Side, tænkte jeg; det er slet ikke kommet til Konflikt mellem Fader og Bedstemoder, og Victor er et prægtigt Menneske, der gjør os alle stor Glæde, skjøndt jeg rigtignok synes, han kunde have besøgt mig lidt oftere, nu jeg var inde, og været mindre optagen af sine Fornøjelser og Venner.
Morgenluften var saa sval og forfriskende; Plænerne saa ud som diamantbesprængt Fløjl; det store Kastanietræ — min Moders Yndlingstræ — naaede lige ned til Jorden og dannede en hel grøn Hal; gamle skikkelige Claus havde anbragt en ny smuk Grenebænk omkring Stammen. Under Hængebirken paa den lille Høj udenfor Haven, der i Afstand saa ud som en spids Hue med Fjerbusk, havde han ogsaa sat en Bænk; det var bestemt alene for at glæde mig, thi Claus hadede — om tænkeligt, i endnu højere Grad end Bedstemoder — enhver Forandring.
Nede paa Engen græssede den brune Abdel Kader; jeg havde et Stykke Sukker med til den, klappede dens prægtige Manke og hilste den fra Victor, hvortil den vrinskede, og saa' saa spirituel ud, at jeg var overtydet om, at den forstod mig.
En frisk Foraarsluftning krusede Stranden; der var mange Sejlere ude; de fløj hurtigt forbi, altfor hurtigt. Stands lidt, og se Eder om, det vil være umuligt at finde en yndigere Plet!
Slaaenbuskene vare afblomstrede under min Fraværelse, og Tjørnehækken begyndte allerede saa smaat at sne; det var kjedeligt! men der stod den første Kornblomst, hvor yndig, og hist en Engdronning, den maatte jeg have!
Pludselig standsede jeg foran et lille, klinet Hus med uregelmæssige Vinduer og en blaamalet, paa Midten overskaaret Dør. Derinde havde været stor Sorg, da jeg rejste; det eneste Barn, en lille seksaar Pige, var dødssyg. Hvorledes stod det nu til? var hun allerede død, eller laa hun endnu og led? jeg blev meget højtidelig tilmode.
Dog se, kom ikke der, nede paa Vejen, Manden med Barnet paa Armen? jo virkelig. Hun var slumret ind; det lille Ansigt, der endnu var ganske blegt og indfaldent, hvilede op til hans Bryst. Den store, stærke Mand gik let og sagte, af Frygt for at vække hende; hans grove Hænder holdt hende saa blidt og ømt, og da han saa mig, nikkede han fornøjet og trohjærtet, idet han hviskede:
«Hun kom over det, lille Frøken, og det troede jeg nu hele Tiden, hun vilde, skjøndt Lægen sagde, at der ingen Frelse var, men Lægen er ikke Herren.»
Morgenen forekom mig dobbelt skjøn efter dette. Jeg fulgte den lille bugtede Sti gjennem Rugmarken; højt oppe i Luften sang Lærken, inde fra Skoven hørte jeg Gøgen kukke, fire, fem, seks Gange; «ja, kuk Du kun, bliv ved, jeg har slet ingen Lyst til at komme herfra.»
Mit rolige Liv, min stille Virken tilfredsstillede og fyldte mig. Men, tænkte jeg igjen, udvikles mine Evner paa denne Maade? bruger jeg mit Pund, eller graver jeg det ned? hvor let gjøres ikke alt mig? hvor tifold gjengjældes ikke mine smaa Anstrengelser ved den Bevidsthed, at jeg er afholdt? Vil jeg, i disse Forhold, nogensinde kunne lære mig selv at kjende? hvorledes vilde jeg bære mig ad, naar Julie og jeg spaserede, og der pludselig kom os en gal Hund imøde? nej, jeg vil ikke sige Julie, men et fremmed Barn, et svagt Barn, der ikke kunde løbe, og som dog var for stor til at bæres; jeg tør ikke paastaa, at jeg havde Mod til at blive; jeg vilde maaske være ussel og fejg nok til at flygte alene. Hvorledes vilde jeg bære mig ad i Ildebrandstilfælde eller ved Indbrud ? hvorledes vilde jeg bære mig ad, naar jeg, istedetfor at blive kjærtegnet og anerkjendt, samt tiltroet det bedste, blev behandlet som Skumpelskud og tiltroet alt slet? vilde jeg da ikke ogsaa blive slet? jeg blev ganske bange; dog alle disse Spørgsmaal forenedes vistnok i ét, som Moder, da jeg var Barn, bad mig ret ofte henvende til min egen Sjæl, det nemlig:
Hvad vilde jeg gjøre, naar jeg hørte, at Jesus virkelig kom? vilde det være et Glædens eller et Rædselens Budskab? vilde jeg ile ham imøde eller sjule mig?
Under alle disse Betragtninger havde jeg naaet Laagen til Præstens Have; den gamle Pastor Dahl gik derinde og beskar selv Træerne. Han var en lille, mager Mand med klare, livlige Øjne, hurtig og ivrig i Bevægelser og Tale. For at arbejde mere ugenert havde han kastet Frakken; paa Hovedet bar han kun en lille sort Kalot, paa Fødderne et Par magelige Tøfler; han nynnede sagte og saa ud til at være rigtig i sit Es.
«Godmorgen, Herr Pastor!»
«Ah, det er min lille Emilie, velkommen hjem! hvad har De til mig?»
«Kun nogle Markblomster.»
«Nu, jeg takker, de ere ikke til at foragte. Kom lidt ind, Barn, og se paa min Granplantage; er den ikke mageløs? og de smaa Frugttræer? Skade, at De ikke saa dem, da de blomstrede. Jeg skulde mene, at Haven bliver efterladt i ganske god Stand til min Eftermand, ikke sandt?»
«Jeg holder altfor meget af Dem til at kunne tænke paa Eftermanden; gid det vare længe, længe, før han kommer.»
«Et ubetænksomt Ønske! jeg kan om føje Tid trænge til at afløses af friske Kræfter; og selv om Herren ikke har Brug for mig endnu, vil jeg dog snart træde fra. Sidste Søndag sov Mølleren i Kirken, og det har altid været min Anskuelse, at sligt snarere er Talerens, end Tilhørerens Fejl. Hvad siger De saa om disse nye Anlæg, kan det ikke blive en prægtig Have om nogle faa Aar? Alt er friskt, nyt og ungt, undtagen den gamle Rønne af en Præstegaard, som jeg dog bestandig beder for, thi min Eftermand skal kunne bygge sit Hus efter eget Sind, De maa tro, den gamle, sære Pebersvend sidder ofte her i Lysthuset og drømmer om den Tid, da et rigtigt Familieliv skal blomstre her i Præstegaarden, og alle hans smaa Forandringer blive til Nytte og Glæde for den opvoksende Børneflok. Jeg venter mig alt godt af Fremtiden, ved De nok. Maa Luftballonen blot snart blive praktisk anvendelig; det vil give Bornertheden og alle forstenede Fordomme Dødsstødet. Naa, hvorledes befinder Baronesse Dyre sig?»
«Meget godt, men det forekommer mig, Herr Pastor, som var der en lidt fornærmelig Tankeforbindelse mellem forstenede Fordomme og Bedstemoder.»
«De er jo en rigtig lille Skjælm, Emilie; Tankeforbindelsen — hvis Tilstedeværelse jeg ikke tør benægte — var iøvrigt aldeles uvilkaarlig. Deres Bedstemoder er unægtelig temmelig gammeldags, mentillige yderst retskaffen.»
«Hun er ogsaa god.»
«Jeg kalder det snarere godgjørende; det er Billighedshensyn og Pligtfølelse, der driver hende, ikke Kjærlighed. Dog, Skam over mig; det er sandelig heller ikke Kjærlighed, som lægger disse Ord paa mine Læber til Dem om hende, hvilket er højst urigtigt. Forøvrigt tror jeg, at netop det overdrevne i Baronessens Tænkemaade har bevaret Dem og Victor for at blive paavirkede af hende. En mere moderat Stolthed vilde lettere have smittet. Dog, lad dette hvile, fortæl mig lidt om Julie.»
«Hun er den sødeste lille Pige, saa flittig, artig og kjærlig.»
«Det glæder mig; husker De, hvormange Taarer De fældte en Gang, Barnet havde sagt Usandhed? hun forekom Dem at være paa Vejen til Fordærvelse, og De ansaa det for Deres Pligt at være frygtelig streng. Jeg gad vide, hvad De havde gjort, dersom jeg ikke itide havde erindret Dem om, hvor blød og let til at fortryde De selv havde været som lille, ligeoverfor Mildhed. Ja, naar de kjære Forældre og Lærere blot vilde mindes deres eget Barnesind, og hvad der gjorde Indtryk paa det, da vilde de ganske anderledes være istand til at forstaa og lede Børnene. Og nu vil jeg give Dem et Raad: forspild eller bortskræm under ingen Omstændigheder hendes Fortrolighed; kun gjennem den kan Deres Indflydelse vedligeholdes. Nok ét ligger mig paa Sinde: De maa ikke, som nogle gjøre, opstille et Ideal for Tanken og søge at forme Barnet derefter, hvilket forekommer mig at ligne kinesiske Sko i aandelig Forstand. Lad hendes ejendommelige Natur faa frit Spillerum, og led den blot i kristelig Aand henimod det gode og sande. Vigtigst er det imidlertid at passe paa sig selv, og, bliver man overilet af en Fejl, ærlig at erkjende det, hvilket ikke svækker, men tværtimod forøger Respekten. Ja, det er rigtignok let for mig at tale, men De ved nok, at den, der staar udenfor Spillet, undertiden har det klareste Overblik. Vend Dem endelig om; der staar Forvalter Skum og bukker og bukker; han gaar ikke, før han har faaet et Blik; uh, det er dog et utaaleligt Menneske!»
«Men hvorfor egentlig? jeg synes, det er smukt, at han er os saa hengiven og Bedstemoder saa taknemmelig for hendes Godhed.»
«Naar nogen absolut vil give sig tilkjende paa en iøjnefaldende Maade, frygter jeg,man snarere kan sige: vil synes,end er.At den, der kysser Støvet under din Hæl, har en hemmelig Lyst til at sætte sin Fodpaa Dig, er en Erfaring, der som oftest holder Stik. Naa, De tænker vel, at jeg er en streng, gammel Mand, og De har Ret; jeg hader Sledskeri og foretrækker ubetinget, maaske for ubetinget, den grove for den krybende.Men det er sandt, De maa fortælle mig, hvorledes Hofjægermesteren har det, og naar hankommerhjemfra Badet.»
«Jeg haaber med det første; sidst Fader skrev, var han næsten rask; imorgen vente vi Brev. Men nu er det nok høj Tid, jeg gaar! faa vi ikke snart et Besøg?»
«Før De tror; min Søstersøn, Victors forrige Hovmester, er her, og vi ville gjøre vor Opvartning i Eftermiddag.
«Er det ham, der gaar op og ned i Alleen? ja, nu kjender jeg ham, den gamle, gode Mentor, som vi kaldteham; jeg maa løbe derhen.»
«Det er ikke raadeligt at forstyrre ham; han har faaet et mindre behageligt Brev og gaar nu og studerer Jura.
«Jura?»
«Ja, saaledes kalder jeg det idetmindste. Naar nogen har fornærmet ham paa en eller anden Maade, tvinger han sig til at se Sagen fra deres Standpunkt og udgrunder, som den dygtigste Jurist, alt, hvad der kan undskylde, forklare og forsvare deres Opførsel. Dette lyder nu let nok, men prøv blot derpaa, ærligt og for Alvor, saa skal De snart erfare, at det er et strengt, næsten uoverkommeligt Stykke Arbejde. Jeg maa bekjende, at jeg ikke kan føre min Modstanders Sag, medens mit Blod endnu er ikog, der maa gaa Tider imellem. Frederik derimod, kan straks; dog vil han helst være alene og holder ikke af Afbrydelse, før han er færdig. Naa, skal det nu være, saa Farvel da, min lille Fugl!»
Da jeg kom hjem, stod Theen parat til Bedstemoder, og Mælken til Julie og mig. Den lille Pige var rent ellevild af Glæde og vidste ikke, hvem hun skulde skjænke mest Opmærksomhed, den nye Dukke eller den gamle Søster. Bedstemoder sad rolig og uforstyrrelig, som altid, i Lænestolen ved Vinduet — hvorfra der var Udsigt til det store Kastanietræ — og læste. Jeg mærkede dog godt, at hun, trods sin ydre Fatning, var dygtig nysgjerrig efter at høre noget nærmere om Victor.
«Din Broder er da rask, Emilie?»
«Han er saa rask og saa brun, Bedstemoder, og er blevet saa høj siden Julen. Tænk, han har faaet en lille Knebelsbart, og den er han umaadelig stolt af. Han har to smukke Værelser i Gothersgade, og en Dreng til Tjener, som han slet ikke forstaar at styre, en næsvis Dreng, som han dog holder af og læser med. Han har ogsaa en Kanariefugl, der skal fløjte, men ikke kan, og en stor Hund, som altid løber bort og koster en frygtelig Mængde Penge i Avertissementer og Findeløn.»
«Er han flittig?»
«Nu vil han være det, og har i den Anledning til en Begyndelse kjøbt sig en magelig Lænestol, en Hue med Kvast og et Par højrøde Tøfler.»
«Emilie!»
«Du maa ikkevære vred, søde Bedstemoder, om jeg er lidt overgiven, men jeg er saa glad over at være hjemme igjen. Nej, rigtig flittig tror jeg ikke Victor kan være; der er altfor mange, der ville tale med ham, og altfor meget at være med til, men han har jo ogsaa Tiden for sig.»
Det Blik, jeg fik, var misbilligende og strengt, og mindede mig om, at jeg var ung og burde være beskeden. Jeg tog Bedstemoders Haand og kyssede den, hvilket vel formildede hende lidt, men dog ikke ganske bortjog det uimodtagelige Udtryk. Aldrig, aldrig havde jeg kunnet komme hende rigtig nær; hendes Værdighed stod bestandig som en Skranke imellem os, og dog holdt jeg saa inderligt af hende, som hun sad der, med den ranke Holdning, de strenge, men ædle Træk og den sørgmodig alvorlige Mine.
Formiddagen gik som et Lyn; jeg maatte jo se efter Blomsterne, og høre paa alle gamle Clauses Forklaringer, hans Ros over sig selv, og hans Beklagelser over Gartnerlærlingen, Purre, i Særdeleshed, og den grønne Ungdom — hvorfra vi Børn dog, Claus tog til Huen, dannede en hæderlig Undtagelse i Almindelighed.
«Nuomstunder vil Ægget lære Hønen, lille Frøken, og det duer ikke. Bøj Dig for de hvide Haar og Erfaringen, hed det i min Tid og burde hedde endnu, efter min ringe Forstand.»
Da jeg var sluppet fra Claus, maatte jeg ind til den gamle Jomfru Mørk, der gik og trippede i Spisekammer og Fadebur, bestræbende sig for, at enhver Krog kunde blive ligesaa sirlig, akkurat og pillen som hun selv. Hvor ofte havde jeg ikke været uartig nok, som Barn, til hemmeligt at flytte om med hendes Sager, hvilket foraarsagede hende en levende Uro, indtil hun fik opdaget, hvad det egentlig var, der stod forkert, og fik det rettet.
Hun saa rigtig venligt paa mig den Dag, og sagde, at jeg var en sød Pige, der ikke glemte hende. Dette naturlige Udbrud fortrød hun dog straks — det stred nemlig i hendes Tanker mod Ceremoniellet og min ulyksalige Værdighed — og søgte at udslette det ved, med et Kniks at forsikre, at hun vurderede sit unge Herskabs Godhed. Jeg fortalte hende nu alt fra mit Ophold hos Faders Svigerinde i Kjøbenhavn, og hendes smaa skarpe Øjne lyste af Fornøjelse. Der kunde ikke eksistere et bedre, mere opofrende Menneske, i Forhold til os, end hun; i Forhold til andre var hun derimod lidt hvas og skarp, og Pligtfølelsen gjorde hende saa paapasselig, at Folkene paastode, hun kunde være to Steder paa én Gang. De holdt slet ikke af hende, og kaldte hende i Smug et Jærn, ja, en Drage og andre gruelige Ting.
Henad Eftermiddagen saa jeg min Broders Ven, Løjtnant Klinge, komme gallopperende opad Alleén. Han havde været her Dagen før jeg rejste, og kom nu allerede igjen, hvor underligt!
«Lille Julie,» spurgte jeg sagte, «har Lieutenant Klinge været her ofte?»
«Slet ikke før i Søndags, da, var han her og spurgte, naar Du kom hjem. Hvorfor vender Du Hovedet, lli, hvad var det?»
«En Myg,» svarede jeg, men det var ikke sandt; jeg havde vendt Hovedet, fordi jeg blev rød, og det var dobbelt stygt af mig, der fordrede saa streng Sandhed af hende, selv at lyve. Uh, jeg var gruelig vred over min Svaghed, men tilstaa den, som Præsten fordrede, kunde jeg ikke, burde jeg ikke, i dette Tilfælde.
Lieutenantens Indtrædelse rev mig imidlertid snartud af disse Betragtninger.Han var middelhøj, meget smal, ung og blond, med lette Bevægelser, en smidig Tunge og et forekommende Smil. Han lod til at være henrykt over at se mig, og var saa livsglad og munter, at jeg forekom mig som en Grillefænger, der plagede mig selv med taabelige Selvbebrejdelser, istedetfor at tage Livet let, som han tog det, og som det sikkert burde tages. Bedstemoder hørte med ufordulgt Kulde paa hans livlige Snak," hvilket dog ikke lagde Baand paa den.
«Hvem er det, Frøken Felsen, der kommer anstigende? Den lille ivrige Mand, som fægter med Stokken, og den høje Fyr med den kjedelige, rolige Mine.»
«Det er .Pastor Dahl og hans Søstersøn, Kandidat Storm.»
«Ah, ha, det vil jeg tro; nogle komiske Karle, disse Theologer!»
Og Løjtnanten lo hjærteligt, og saa saa opfordrende paa mig, at jeg, fornægtende min bedre Natur, lo med, og ikke kunde faa et Ord til deres Ros over mine Læber.
Den gode Pastor Dahl nikkede op til mig, glædende sig over min Munterhed, og lidet anende, at han var dens Gjenstand. Et Øjeblik efter komhanind og bukkedekortfor Bedstemoder, hvilket besvaredes med en afmaalt Hovedbøjning. Saaledes gik det altid; i Bevidstheden om hendes Stolthed, blev hans Ryg stiv, medens igjen Bevidstheden om hans Frihedsideer gjorde hendes Væsen koldt og tilbageholdende.
Derimod rakte hun Kandidat Storm — hvem hun kjendte og skattede fra den Tid han havde været Victors Hovmester — Haanden med megen Venlighed.
«Er det virkelig den lille Emilie, der er blevet saa stor og voksen en Dame,» sagde han, idet han vendte sig til mig og saa venligt og opmærksomt paa mig.
Aa, det var akkurat som i gamle Dage! jeg følte mig rigtig som Barn igjen, og det egentlig som et uartigt Barn, der nok kunde trænge til lidt Skjænd.
Jeg vilde ønske, at jeg kunde beskrive ham, men det falder mig altid saa vanskeligt at beskrive nogen, da jeg, med den bedste Villie, ikke formaar at være upartisk, men blander mit Kjendskab til Folks Karakter, og mine Følelser for dem, ind i min Opfattelse af deres Ydre. Han var imidlertid høj og kraftig, havde en meget tænksom Pande, et aabent, dybt, ærligt Øje, og et mildt Træk ved Munden; hans Smil var opklaret og aandrigt, men viste sig kun sjeldent; undertiden glimtede der lidt, af Godhed og Overbærenhed tilbagetrængt, Satire i hans Blik, og gav dette noget højst interessant.
De to unge Herrer saa et Øjeblik paa hinanden, hvorpaa det lod, som vare de begge fuldkomment paa det rene med, at der ingensomhelst Sympathi kunde findes imellem dem.
Løjtnanten gav sig nu til at caressere Julie, der dog viste ulige mere Tilbøjelighed for den gamle Præst, trods en Appelsin, et Kræmmerhus Bonbon og andre Lokkemidler.
«Det er virkelig en stor Velsignelse for mig ensomme gamle Mand,» sagde Pastor Dahl muntert, «at alle Smaafolk holde af mig. De mærke vel nok, at jeg trænger til dem, og ikke ser ned paa dem, men tværtimod ofte lader mig belære. — De ler, unge Mand, men det er netop det rette Ord — belære af deres, af Vane og Bihensyn, uomtaagede Opfattelse. Tusinde Millioner Gange heller vil jeg tale med et lille Barn end høre en Samling Damers Snak om Pynt og Bynyt. Jeg havde nær sagt det samme om Herrernes Politiseren, der desværre altfor ofte udarter til blot Sladder i stor Stil. Saaledes harmer det mig ogsaa at se det forstandig overlegne Blik, hvormedet Spilleselskab kan betragte Børnelege, som om deres egen Beskjæftigelse ikke var en unyttig Leg, og dertil en mindre uskyldig. Iøvrigt sætter jeg for megen Pris paa saadanne smaas Tilbøjelighed til at ville vinde den ved Foræringer; jeg giver aldrig, men er altid rede til at tage,hvilket enhver,der kjender mig, kan bevidne.Denne Methodehar to Fordele;for det første opvækkes gode, uegennyttige Følelser hos Barnet,og for det andet bliver dets Kjærlighed af en varig Natur. Et Barn glemmer snart den, af hvem det har modtaget Kringler, men aldrig glemmer det den, til hvem det har afstaaet Kringler. Ikke sandt, Emilie, havde De holdt halvt saa meget af den gamle, underlige Mand,dersom De ikke havde givet ham Blomster og delt deres Godter med ham, saa længe De kan huske?»
«Dette forekommer mig egoistisk i allerhøjeste Grad,» bemærkede Løjtnant Klinge.
«Paa ingen Maade,» indvendte jeg hurtigt, «thi til Tak for Barnets Gaver har den Voxne en Ven og Støttefor hele Livet i Pastoren.
Forrige Aar var der en ung Snedkersvend her fra Egnen, som havde stjaalet; da han hørte sin Dom, græd han bitterligt og sagde: «Hvad vil Præsten tænke, aa Gud, at jeg kunde gjøre ham den Sorg og Skam.»
Men ved De, hvad Præsten gjorde? — nej, Hr. Pastor, jeg holder ikke op, Historien skal ud — han rejste straks hen til det unge Menneske, raadede ham til efter endt Straf at tage til Amerika og der i Guds Navn begynde et nyt Liv, Pengene skulde ikke mangle. Og nu sidste Foraar rejste han virkelig, opfyldt af Tak og Længsel efter at vise sine gode Forsætters Alvor. Hans Velgjører havde forskaffet ham fem hundrede Daler ved at forsikre sit Liv. Men, kjære Pastor Dahl, bliv dog, bliv!»
Men han vilde ikke blive; med opbragt Mine foer han ud af Stuen uden saa meget som at sige Farvel.
Løjtnanten brast i en ustandselig Latter, hvorimod Kandidat Storm i en bebrejdende Tone udraabte:
«Hvor kunde De dog nænne det, Frøken Felsen? det var ikke smukt at røre ved hans ømme Side; De ved, han hader enhver Hentydning til hans Opofrelser.»
Jeg stod som en arm Synderinde, men Løjtnant Klinge hviskede til mig, at det var haardt for ham at tie til dette uforskammede Menneskes Sprog, der vovede at irettesætte mig. Hans Blod kogte, og han beklagede kun, at han ingen Ret havde til at beskytte mig; havde han været saa lykkelig, skulde en til snart have fulgt den forrykte Præst ud af Huset.
«Nu, Hr. Storm,» spurgte Bedstemoder efter en lille Pause, «hvorledes er De tilfreds med Victors Fremskridt?»
«Det er ikke godt for mig at dømme herom, nu han er traadt ind paa den juridiske Bane.»
«Enhver, der kjender Victor Felsen,» skyndte Løjtnanten sig at udraabe. «maa, naar han da ikke blændes af Misundelse, yde ham den uforbeholdneste Ros. Han er en ægte ung Kavaler, flot, ædelmodig, Hjærtet paa det rette Sted.»
«Ganske sikkert,» fortsatte Kandidaten roligt, «Hjærtet paa det rette Sted; gid man kunde sige det samme om Forstanden, men jeg frygter, at han er ualmindelig blottet for Menneskekundskab, kun daarligt. forstaar at vælge sine Venner og dertil er altfor uafhængig med Hensyn til Anvendelsen af sin Tid og sine Penge. Nej er et Ord, som vor kjære Victor altid har havt ondt ved at udtale.»
«Og maa jeg da spørge, om der kan tænkes en større Ros?»
«Jeg vilde dog ønske, at han ret ofte sagde nej, baade naar han anmodes om at hjælpe ud af en eller anden Forlegenhed, og naar han indbydes tilat være med til dette eller hint.»
Bedstemoder gjorde nu Tegn til, at hun ønskede en nærmere Forklaring; medens Hr. Storm afgav denne, sagde Løjtnanten sagte:
«Tvi over den Filisterdyd, han anbefaler; beregnet og overlagt altsammen! nej, jeg priser den umiddelbar Gode, der ikke vejer sine Handlinger efter Spækhøker-Maal og Vægt. Victor er Mønstret paa en ung Mand, men han er jo ogsaa Deres Broder.»
Medens han talte, faldt mit Blik i Spejlet, og jeg mødte der den gamle Jomfru Mørks Øje, som var fæstet paa os med et komisk, harmfuldt Udtryk. Der var uendelig megen Mimik i hendes Blik og Mine, og jeg plejede at kunne læse de Tanker, hun ikke gav Ord, paa hendes Ansigt som paa et trykt Blad. Denne Gang listede jeg mig hen til hende og spurgte halvleende, hvad hun egentlig havde mod Løjtnant Klinge.
«Jegharikke sagtnoget mod mit Herskabs Gjæst,» svarede hun, idet hun ivrigt syslede med Thetøjet, «men adspørges jeg, er det en anden Sag.Og hør nu, min dyrebare afdøde Frues Barn, og tro mig: Ikke alt det, der glimrer, er Guld. Udenfor mine Forældres Hus hjemme var en dejlig grøn Eng,men gik man derud, da sank man i ogomkom ynkeligt. Denfine Herre derkan være grov nok mod ringeFolk, ogdeter et daarligt Tegn,naar mantager Væsen paa og afmed Hatog Handsker. Tro ikke, jeg forlanger, at han skal væreens mod den høje og den lave; det er rimeligt, at han bukker for den ene og nikkertil denanden, men Minen maa ikke forandresfraet Smil til en Trudsel.Deres velsignede salig Moder fik ogsaa et andet Udtryk, naar hun saa paa de Undergivne, men det var et dejligt Udtryk af forøget Godhed, Velvillie og Overbærenhed. — Naa, nu har jeg snakkesalige, gamle Pige Gud ske Lov faaet Sindet lettet; vær ikke fortrydelig,min unge Frøken, og lad detikkegaaindi det ene Øre og ud af det andet.»
O, det var umuligt; hun maatte bedømme ham forkert, tænkte jeg; han var maaske lidt karakterløs og flygtig, men dog elskværdig, og hvor hensynsfuld og ærbødig var ikke hans Opførsel mod mig.
Da han tog Afsked, lovede han at bringe Brev fra Fader ganske tidligt næste Morgen.
«Jeg skal være ved Posthuset, naar Deligencen kommer,» sagde han, «og De skal da ikke vente to Timer paa Deres gamle, snegleagtige Postbud.»
Hvor tydeligt ser jeg ham holde ude i Gaarden paa sin smukke Hest, hvor tydeligt husker jeg Aftenhimlen med de mørke Tordenskyer og hans dybe Hilsen, idet han red bort.
I samme Øjeblik fik jeg det Indfald at skyde Gjenvej gjennem Haven, stille mig paa Hjørnet af Vejen og prøve hans Hjærtelag ved ukjendt at bede om en Skjærv.
Indhyllet fra Top til Taa i et stort graat Shawl stod jeg der snart og klyngede mig, forskrækket over min egen Dristighed, tæt op til en Træstamme. Faa Minuter efter kom han; med bankende Hjærte strakte jeg Haanden frem og bad:
«Gode Herre, en lille Hjælp.»
Hesten veg skræmmet tilbage, og i samme nu ramte hans Pisk med et haardt Slag min Haand.
«Af Vejen, Tiggerunge! Gjorde jeg Dig din Ret, red jeg tilbage og hidsede alle Gaardens Hunde paa Dig.»
Skjærende, iskold, hjærteløs klang hans Røst; jeg blev staaende som rodfæstet uden at kunne flytte en Fod eller tage Haanden til mig.
«Hvem der?» lød pludselig vor gamle Lærers Stemme; det er ingen Tid og intet Vejr at færdes paa Vejene. Søg hjem, Barn, jo før jo heller. Ingen Tak, Godnat. — Det er sandt, De skal ikke gaa til Landsbyen ad Kratvejen; jeg saa før, at Broen over Aaen er i en meget skrøbelig Tilstand, Godnat!»
Han, den beregnende, havde trykket et Markstykke i min Haand; Praksis og Teori svare ikke altid til hinanden. Jeg puttede det i Lommen og skyndte mig op til Huset.
Regnen faldt i tunge, kolde Draaber paa min Pande; af og til lynede det. Jeg var overvældet fortumlet og rystet, men dog glad som et Menneske,der er undsluppet en stor, stor Fare.
«Emilie,» sagde Bedstemoder, «jeg kan slet ikke lide denne Løjtnant Klinge, og hans Lovtaler over din Broder berørte mig meget ubehageligt. Slige Folks Ros nedsætter nemlig mere i mine Øjne end deres Dadel.»
«Hans Yttringer fortjene næppe saa megen Opmærksomhed, Bedstemoder; jeg tror, han taler hen i Vejret blot for at behage; dog, advare Victor mod saadanne Venner, bør man vistnok.»
Bedstemoder saa forundret paa mig, men det forekom mig, som var hun lettet, og hendes; «Godnat, Barn,» lød usædvanlig kjærligt.
Da jeg kom op i vor lille Stue, sad Julie oprejst i Sengen; hun var forskrækket over Vejret og kunde ikke sove, før jeg kom.
«Men hvad har Du gjort ved din Haand? Aa, stakkels Ili, den er ganske rød, hvor har Du stødt Dig?»
«Jeg maa takke Vorherre for den daarlige Haand; den har reddet mig fra en uendelig mange Gange større Skade. Gud er saa kjærlig og naadig mod os, lille Søster, trods vor Svaghed; vi ville ret elske ham, ikke sandt, og bede ham om Kraft til at blive gode.»
«Jo, jeg, for jegerlilleogskal være artig;men Du er jo stor og færdig,som Du skal være, troede jeg.»
«O,nej, jeg er slet ikke rar, lille Søster, men jeg vil stræbe at blive det.»
Uvejret var holdt op; Maanen skinnede paa Julies runde, smilende, lille Ansigt; hun var slumret ind, tryg og glad ved min Nærværelse. Ak, jeg var kun en svag og daarlig Støtte! Jeg følte en oprigtig Anger over saaledes at have givet efter for en ond Indflydelse. Det levende Bifald, hvormed Løjtnant Klinge belønnede enhver kritisk Bemærkning, havde forledt mig til at være uskaansom og ukjærlig; jeg havde spottet, hvad der egentlig var mig kjært og helligt.
Ja, jeg indsaa nu klart, at hans Paavirkning havde været mig fordærvelig. Hver Gang, vi vare trufne sammen, havde jeg, for at behage ham, sagt eller gjort noget, jeg bagefter maatte fortryde. — Og Hr. Storm, hvem jeg slet ikke havde sagt Farvel, hvad dømte han om sin gamle Elev? Maaske følte han sig fornærmetogstuderede nu Jura for min Skyld.
Da jeg havde tænkt lidt paa dette, faldt jeg i Søvn og drømte om en grøn Eng, hvori jeg sank ned, dybt, saa dybt, at jeg vaagnede.
Det var en dejlig Morgen, og mit Hjærte slog frit og lykkeligt. Jeg skyndte mig op, gjemte min blanke Mark, badede min saarede Haand og ilede saa ud for at være borte, naar han kom.

Andet Kapitel.

Da jeg, fra et skjult Sted i Haven, havde set Løjtnant Klinge ride bort, skyndte jeg mig tilbage. Julie kom mig i Møde i Døren, klyngede sig op til mig og sagde forskrækket:
«Bedstemoder er saa underlig, Du maa blive hos mig, jeg er saa bange. Hvad er det med Fader? Han kommer da igjen, Emmy, Du er da vis paa, at han kommer igjen?»
«Gud forbyde andet! Kjære, lille Julie, lad mig komme frem. — Jomfru Mørk, hvorfor gaar De? Aa, jeg er saa dødelig angst; vær barmhjærtig, sig, hvad der er sket?»
Den gamle Pige vendte sig ikke om, men foer med ungdommelig Hurtighed op ad Trappen; det var tydeligt,at hun vilde undgaa os.
Jeg havde imidlertid set hendes ophovnede Øjne og forsørgede Mine, og Modet svigtede mig. Dog, Uvished var værre end alt andet; jeg aabnede Døren til Bedstemoders Stue.
Hun stod med et Brev i Haanden og saa bleg og besynderlig ud.
«Fader er dog ikke død, o Gud, han er dog ikke død?»
«Vær rolig, Emilie, din Fader er fuldkommen rask og tænker mindst af alt paa Døden.»
Strengheden i Bedstemoders Tone forfærdede mig; det var, som vilde hun sige noget, men ikke kunde faa Ordene over sine Læber; hendes Bryst hævedes af en indvendig Hulken, der dog ikke kom til Udbrud og kun varede et Sekund. Derpaa strøg hun sig over Panden og sagde med næsten uhyggelig Fatning:
«Der forestaar en stor Forandring; din Fader vil indlade sig i nyt Ægteskab.»
Et Øjeblik stod jeg som lynslagen, derpaa ilede jeg ud; jeg kunde ikke taale at se eller tale med nogen; jeg kunde ikke standse eller faa Ro før paa Kirkegaarden ved den elskede Grav. O, hvor jeg græd der; i Begyndelsen var det bitre, brændende Taarer; mine Følelser gjorde Oprør;skulde en anden indtage Moders Plads i Hjemmet og i Faders Hjærte, ja, maaske ogsaa efterhaanden i min Søsters.
O, jeg Daare, der havde tænkt, at jeg maaske burde opsøge Prøvelser; de kunde nok finde mig ogsaa i Hjemmet.
Jeg spurgte mig selv, om Sorgen ikke havde været endnu større, dersom min første Formodning havde stadfæstet sig, og vi nu havde været forældreløse; med Gysen maatte jeg svare nej, den vilde hverken have været saa bitter eller saa stor.
Forgjæves søgte jeg at fremmane Moders Billede for min Sjæl; ellers kunde jeg altid, dog nu var jeg for urolig, lignede hende for lidt, hende, der altid var saa blid, hengiven og taalmodig; men alene Tanken paa hende gjorde mig godt og bragte Stilhed i mit Sind.
«Vær Baandet imellem dem,» o Gud, nu skulde det maaske begynde, og jeg var saa skrøbelig en Stakkel. Vorherre vilde vel hjælpe, naar jeg havde Villien, men vilde han ogsaa hjælpe mig til at faa den. Det var jo syndigt at være vred paa hende, den fremmede; Moders Fortrin burde ikke føde Uvillie mod nogen. Stakkels Bedstemoder, hvor hun nu led, og hvorhun varfortørnet paa Fader;jeg vilde forsøge at tale et Ord til hans Forsvar; maaske mit eget Hjærte med det samme kunde blive kjærligere sindet.
Bedstemoder stod paa samme Plet, da jeg kom tilbage; hun overlod mig rolig sin Haand uden dog at besvare mine Kjærtegn med ringeste Bevægelse.
«Kjære, elskede Bedstemoder, kan man ikke nok forstaa, at Fader har følt sig meget ensom, og ligger ikke en Undskyldning —»
«Det sømmer sig kun daarligt for Dig, Emilie, at tale i en saadan Tone om din Fader. Har jeg anklaget, siden Du vil retfærdiggjøre? Hvad han har gjort, er det naturligste af Verden; de fleste vilde i hans Forhold have giftet sig før. Tro ikke, at jeg er vred, dertil har jeg ingensomhelst Ret; desuden kjendte jeg din Fader og ventede mig ikke andet »
Hvor tusinde Gange værre var ikke denne forstenede Kulde end Bebrejdelser og Klager, hvilken dulgt Ringeagt laa der ikke i hendes: jeg ventede mig ikke andet. Nej, hun var ikke vred paa Fader, men jeg tror, om sligt er tænkeligt, at den Vrede, hun havde følt mod Moder, fordi hun kunde vælge ham, vaagnede paany.
«Lad Baronessen være lidt alene, kjære Frøken,» hviskede Jomfru Mørk, idet hun blidt trak mig ud af Stuen, «hun lider ikke, man ser hende i Sindsbevægelse, og dog piner det hende at lægge Baand paa ethvert Udbrud. Tænk ikke paa at trøste, det ydmyger hende bare; jeg kjender min gamle, naadige Frue ude og inde; hun har nu en drøj Dyst at bestaa, Gud naade os. Se ikke saa forknyt ud, mit søde Lam; det kan jeg ikke bære! Det skal nok blive lyst igjen; Vorherre har ikke givet Dem Smilehullerne og den velsignede Latter til ingen Nytte. Her var ogsaa Sorg og Jammer, da Hofjægermesteren friede, og vor unge Baronesse for første Gang havde anden Mening end sin Moder, men det blev dog godt bagefter.»
«Men hvad havde Bedstemoder egentlig mod Partiet?»
«Hun havde mange, og om jeg maa være saa fri at tale rent ud, gode Grunde derimod. Deres Hr. Fader var af en højst maadelig, ikke en Gang hundredaarig Adel, og saa ejede han heller intet, hvilket uden just at være en Hindring i sig selv, udsatte ham for den Mistanke, at han tog vor dejlige unge Baronesse for hendes Penge, hun, der fortjente at elskes ene og alene for sin egen Skyld. Men her gjorde vi ham Uret; han holdt virkelig af hende og var en skikkelig, føjelig, godhjærtet Mand. Ingen har skabt sig selv, naa, Gud bevare min Tunge. — Nu maa vi ikke tabe Modet, kjære Frøken; det er en ung Dame af Stand, Gud ske Lov, der ikke vil gjøre Familien Skarn.»
«Hvor er Julie, Jomfru Mørk? O, at jeg kunde glemme hende.»
Jeg fandt min lille Søster grædende i en Krog af Havestuen; hendes livlige Fantasi havde travlt med at male Skræmmebilleder.
«Emmy, tror Du, vi skulle ud af Huset?»
«O, nej, vist ikke.»
«Men vi faa jo Stedmoder, og hun vil være ond imod os, ligesom i Historien, Du ved.»
Ond imod os! Hvor skrækkeligt, at en fremmed skulde faa Magt hertil. Jeg tog Barnet paa mit Skjød, aftørrede hendes Taarer og fortalte, at den Moder, Fader valgte os, naturligvis var god, og at vi ikke maatte tage imod hende med Fordom, men med Tillid og Kjærlighed. Min Stemme lød saa underlig, da jeg talte om en anden Moder og om at elske hende; der var ingen rigtig Kraft, Overbevisning eller Sandhed i den. Julie saa ganske vantro paa mig.
«Du er dog bange, Ili, og Du holder heller ikke rigtig af hende.»
«Med Guds Hjælp vil jeg komme dertil og Du ogsaa, det vil bero meget paa vor Opførsel, Julie, hvorledes den nye Moder vil blive; ere vi fromme og gode, vil hun nok lære at holde af os.»
Det var en skrækkelig Dag! Havde vi blot ret udtalt os for hinanden, men Bedstemoder sad rolig og taus, og hendes Mine afviste enhver Hentydning til Sagen. Jomfru Mørk sneg sig om som en Skygge med et underlig opstillet Ansigt, der skulde lade fornøjet. Selv Tjenestefolkene saa højtidelige ud, undgik at møde os, talte sagte sammen i smaa Grupper og rystede paa Hovederne med profetiske Miner. Sent om Aftenen kom Victor med Ekstrapost fra Kjøbenhavn. Vi græd ret ud sammen, og jeg fik endelig Luft.
«Nu, Victor, maa det være nok, vi have ikke Lov til at græde saaledes, tror jeg.»
«Du har Ret,» sagde han, idet han halv skamfuld bortviskede en Taare, «men Moder var saadan en Engel; jeg kan ikke begribe — og dog, jeg kan nok tænke, at Fader var kjed af dette triste Liv her.»
«Fader var jo næsten altid i Kjøbenhavn, Victor.»
«Hvorfor, fordi her var kjedeligt, og ingen havde Lyst til at komme herud. For Dig, Ili, vil dette egentlig have mange Fordele; Hjemmet vil blive muntert og selskabeligt, og Du vil forhaabentlig faa en kjærlig Veninde i Faders Kone, der omtrent er paa din Alder.»
Og Victors smukke, frejdige Ansigt fik igjen sit naturlige, oprømte Udtryk, medens han fortalte, hvor behagelig, yndig og talentfuld hun skulde være, hvor ene hun stod i Verden, og hvorledes hun ganske sikkert vilde have Hjærte for os, da hun selv var forældreløs og opdraget af fjærne Slægtninge.
Allerede næste Dag ankom Faders Kommissionær, Hr. Skrue, en lille, mager Mand med sort Haar, vissengul Hudfarve og grønne Øjne, der, uden at skele, aldrig saa lige paa en. Han havde en Tapetserer og andre Haandværkere med, og Huset blev efterset og istandsat fra Loft til Kjælder. Kun Bedstemoders Værelser og min lille Havestue bleve fritagne for Forandringer, og det højst mod Hr. Skrues Villie. Han og jeg havde mange Skjærmydsler i Anledning af de gamle Møbler, som han uden Skaansel vilde kassere.
«Vær vis paa, at jeg gjerne vilde give efter,» sagde han med paatagen udenlandsk Accent, «men jeg maa tage højere Hensyn. Gjør jeg Brud paa Smagen, er det ude med mig. Det gjælder mit Renommé, unge Dame, mit Renommé!»
Efter en Maanedstids Forløb var alt færdigt; hvor underlig fremmed saa der ikke ud i de kjendte Værelser; selv Bedstemoders Tipoldeforældre syntes ikke rigtig at passe i de ny, straalende Rammer. Jeg var dog glad over, at Lænestolen og det indlagte Bord, paa min indstændige Forbøn, vare blevne i Dagligstuen; de stode i Vindusniehen, paa deres gamle Plads, og gave det hele lidt hjemligt for Bedstemoder.
Første August skulde Fader komme med sin unge Kone. Jeg takkede Gud, at Brylluppet blev holdt i Udlandet, saa vi ikke behøvede at møde. Og den ene Dag gik efter den anden; hver for sig syntes lang, men saa man tilbage paa en Uge, var den svunden som en Drøm. Bedstemoder talte roligt om deres forestaaende Ankomst, og gjorde alt, for ikke alene at skjule, men fuldkommen underkue sin Sorg.
Søndagen før de kom, vare vi i Kirke; vor indelukte Stol var bleven malet og forgyldt, og Lænestolene betrukne med nyt Fløjel. Det var en underlig Tanke, at hun næste Gang skulde være med.
Endelig oprandt Dagen; Luften var varm og tung; jeg følte mig saa besynderlig nedslaaet og beklemt. Dog, det var urigtigt; de burde modtages med glade, venlige Ansigter.
Maaske var hun, vor unge Moder, nu ogsaa ængstelig, ved Tanken paa sine Pligter og os; maaske frygtede hun, at vi vare forudindtagne mod hende. Var det Tilfældet, skulde det nok gaa godt; blot, hun vilde vise Bedstemoder Ærbødighed, og holde rigtig af Julie, da vilde jeg faa hende saa kjær, og være hende saa inderlig taknemmelig.
Hvor yndig saa min lille Søster ikke ud, i sin hvide Dragt med de lyse, glindsende Krøller. Hendes store, blaa Øjne vare saa udtryksfulde i deres Forventning; hun var iøvrigt lidt bleg og forskrækket, og vilde slet ikke lade mig komme ud af Syne.
«O, Ili, de kunde komme, medens Du var borte, bliv her, eller lad mig følge Dig.»
«Omsider saas Vognen som en lille, sort Prik, langt borte; mit Hjærte slog saa stærkt, at jeg næppe kunde trække Vejret. Bedstemoder rejste sig roligt op, og gik langsomt ud i Gangen; vi fik os netop stillet tilrette, i hendes Skygge, til Vognen kom.
Victor sprang først ud; derpaa kom Fader, og endelig vor Stedmoder, hjulpet ned af dem begge.
Hendes Ansigt var straalende, ja blændende smukt; hun kastede et hurtigt Blik opad Egeborgs Hovedbygning, nejede dybt, men dog paa en vis let, ugenert Maade for Bedstemoder, og vendte sig derpaa til mig.
« Formodentlig Emilie?»
Hun omfavnede mig, kyssede min Kind og saa, idet hun følte at jeg sittrede, opmærksomt paa mig; ikke med et uvenligt, men med et koldt, forundret spørgende Blik. Med voldsom Anstrengelse betvang jeg mine Taarer; den Bevægelse hun ikke kunde forstaa, turde ikke komme til Udbrud i hendes Nærværelse.
«Og det er den lille,» spurgte hun derpaa, «hvor allerkjæreste! — Kjære Ven, lad mig endelig straks komme til mit Værelse, siden kan jeg se det hele. De undskylde nok venligt, at jeg bliver et Par Timer i Ro, og søger at komme en Smule til mig selv efter den lange Kjørsel.»
Ved Faders Arm steg hun opad Trappen, og vi følte alle i samme Øjeblik, at hun var sig sin Magt, som Herskerinde i Huset, fuldkommen bevidst.
«Tillad, tør jeg komme frem,» bad straks efter en lille vims Kammerjomfru, idet hun med determineret Mine banede Vej for sig og en med Æsker, Tasker, Paraplyer og Parasoller belæsset Tjener. I Forbigaaende mønstrede hun os med et dristigere og mere vedholdende Blik, end egentlig passende.
«Ili, tror Du ikke Fader holder af mig mere? han kyssede mig ikke.»
«Jovist, Du lille Nar I der er han; løb hen til ham, saa kysser han Dig nok.»
Men Julie kunde ikke flyve ham om Halsen, som før. Det gjorde ham bestemt ondt at se, hvor tøvende hun nærmede sig, thi han tog hende heftigt i sine Arme og kyssede hende mange, mange Gange.
Snart sade vi sammen i Dagligstuen, men Stemningen var højst uhyggelig. En Forklaring vilde maaske have lettet; dog vi nærede hver især ligemegen Frygt for en saadan. Fader saa slet ikke lykkelig ud, og der var noget holdningsløst og usikkert i hans Mine, der smertede mig; det var næsten som undsaa han sig for os, og fortrød allerede hvad han havde gjort.
O, det var tungt at se Bedstemoders Hædersplads ved Bordet indtaget af en anden; hun var imidlertid meget venlig og munter, lo og spøgte med Victor, talte om den smukke Herregaard, og om Spøgelser; hun haabede da, at her var Spøgelser; de hørte nu engang til og maatte ikke mangle paa en gammel Gaard.
«Naar det bliver mørkt/ faa vi nok en Historie, Victor, jeg holder meget af at være rigtig bange og er let at kyse. — Nej, det er kosteligt, se dog den lilles Øjne!»
Jomfru Mørk stod ved Buffeten, og skar Kyllingerne for med en Iver, der skulde dølge hendes Mishag. Hun havde nemlig en egen Veneration for Spøgelser, og at omtale dem saa letsindigt, var i hendes Øjne en Majestætsforbrydelse.
«Er De Husjomfruen?» spurgte min Stedmoder, idet hun satte sin Kaffekop paa Bakken.
«Ja, og jeg har været her i femogtredive Aar.»
«Himmel, saa er De jo en hel Skat, hengiven og tro som Guld, naturligvis. De behøver ellers ikke at lave Kaffen her; det er bedre, Tjeneren bringer den skjænket ind» — o, hvor det gjorde mig ondt for hende; hun havde altid sat sin Ære i ,at præsidere, sirlig som et pillet Æg ved Kaffebordet — «heller ikke skal De herefter, min Gode, tranchere Stegene; det gjør Hofjægermesteren nok selv, og endnu Et, vi ville først spise til Middag Kl. fem.» «Det kan vist aldrig gaa an, naadige Frue, Baronessen er vant til at spise Klokken tre, og» —
«Tro ikke, at jeg vil genere Baronessen; hun maa, som gammel Dame, naturligvis intet Baand lægge paa sine Vaner, men spise naar det behager hende. Altsaa Klokken fem, og Frokost mellem tolv og et. — Kom herhen, Du lille Søde, Du skal ikke plages med at sidde saa længe tilbords med os Store; det er heller ikke sundt for saadan et Pus at spise saa silde. Du har da vel en Bonne eller maaske allerede en Lærerinde?»
«Jeg læser med hende.»
«Virkelig, det kalder jeg kjærligt at paalægge sig en saadan Géne.»
«Det er en Glæde og ingen Gene.»
Hun saa forskende paa mig, med et lidt ironisk Blik; jeg havde paa Følelsen, at hun fandt mig en Smule kejtet, ikke smuk, og dertil neppe havde synderlig Tro til mine Evner. Ud paa Aftenen gik jeg ind i Jomfru Mørks beskedne Kammer. Hun sad og læste i en gammel Bønnebog, medens de stride Taarer løb hende nedad Kinderne.
«Gaa bare, mit kjære unge Herskab; De skal aldrig bryde Dem om mig gamle Tosse; jeg skal nok holde ud og blive paa min Post, ja selv om den næsvise lille Heks af en Kammerkidsken gjør Nar af mig lige op i Øjnene, skal jeg ikke vige.»
Næste Dag, da Julie og jeg sade og læste, traadte vor Stedmoder ind til os. Hun var klædt i en blegrød Morgendragt og saa meget ung, næsten barnlig ud.
«Hør, Kjære, dette Værelse elsker jeg! til Læsestue passer det imidlertid kun daarligt, saa nær ved Dagligstuen, at Lyden af Spilleøvelserne — og er der noget i Verden, som skurrer mere i musikalske Øren — bestemt kan trænge derind. Hvad om Du overlod mig dette, og da fik et større og bedre ovenpaa, kan det ikke lade sig arrangere?»
«Meget godt.»
«Nu, saa flyt ud, min Søde, jo før jo heller. — Her skal mit Fortepiano staa, her en lille Sopha, her Blomstertrappen, men først maa jeg have nye Tapeter. Hvilket dejligt Portræt! det kan vel blive hængende?«
«O nej, det er min Moders Billede.»
Jeg fik et hurtigt, gjennemborende Blik, hvorpaa hun forlod Stuen.
«Hvad er her paafærde?» spurgte Fader senere, da han saa Fortepianoet blive baaret ovenpaa; jeg lagde Mærke til hans bekymrede Mine, og svarede derfor i saa munter en Tone, som det var mig muligt:
«Julie og jeg have faaet Lov til at ombytte Havestuen med den gule Stue i Øst, der støder lige op til Bedstemoders Værelser.»
Det Smil, der spillede om min Stedmoders Læber, da hun hørte mit Svar, kan jeg ikke glemme; hun troede vist, at jeg virkelig var enfoldig nok til at regne Forandringen for en Begunstigelse.
De lyseblaa Tapeter, der havde gjort mig saamegen Glæde, bleve nu revne ned, og min simple, venlige lille Stue forvandlet til et overdaadigt Kabinet.
Den ene Dag gik efter den anden, uden at Forholdet blev hjærteligere, eller rettere, uden at der egentlig kom noget Forhold tilveje. Vor Stedmoder var bestandig mild og høflig, uden dog nogensinde at tage ringeste Hensyn til andet, end sin egen Bekvemmelighed. Jeg tror ikke hun holdt af Fader; det forekom mig altid, som var hun en Prindsesse, og han hendes opvartende Kavaler. Efter hvad Folk sagde, var hun opdraget meget strengt af sine Slægtninge; maaske var hendes Lyst til at herske og tilfredsstille ethvert Indfald Frugten af Underkuelse og altfor stor Tvang. Victor lod til at behage hende mest, og hun viste ham megen Venlighed, som han dog ikke længe gjengjældte. Det pinte og saarede ham, naar Julie og jeg bleve satte tilside; det oprørte hele hans Sjæl, naar Bedstemoder ikke blev behandlet med Opmærksomhed og Hensyn. Disse sine Følelser dulgte han ikke, og jeg takkede Gud, naar han rejste, uden at det var kommet til Strid. Med mig var Victor heller ikke rigtig tilfreds, og han bebrejdede mig undertiden, at jeg ikke uforbeholdent opponerede og stillede mig paa Bedstemoders Side.
«Jeg havde ikke troet, at Du vilde bære Kappen paa begge Skuldre, Emmy,» sagde han.
Ak, han anede ikke, at det kostede mig megen Kamp at handle som jeg gjorde, og at jeg kun blev istand dertil ved Erindringen om Moders Bøn: «vær Baandet imellem dem». Det var tusinde Gange lettere at udvide Kløften, end at fylde den.
Efterhaanden forlode næsten alle den nedgaaende Sol for at bejle til den opgaaende. Bedstemoder lod til ikke at ændse Folks forandrede Opførsel — som hun desværre undertiden havde forskyldt ved et hovmodigt Væsen — men jeg er dog vis paa, at hun følte enhver Krænkelse og Tilsidesættelse dybt.
Det var en sørgelig Tid! Huset var næsten altid fuldt af fremmede; jeg havde ikke en at udøse mig for. Victor var ophidset nok; ham maatte jeg formilde; Bedstemoder afvriste kort, næsten med Haardhed, enhver Fortrolighed; stakkels Jomfru Mørk var nærved at bukke under af Sorg paa sit Herskabs Vegne og af Ærgrelse paa sine egne; det vilde have været skjændigt at læsse mere paa hendes Skuldre; og Fader, o han var naturligvis den af alle, jeg mindst kunde tale til.
En Dag gik Jeg halv fortvivlet ind til min Stedmoder; det var dog tænkeligt, at et oprigtigt Ord kunde vinde hende.
Hun laa paa Sofaen i Kabinettet, med en Bog i Haanden, og lod til at blive meget forbauset ved at se mig. Jeg fortrød næsten, at jeg var kommen, og følte levende Umuligheden af at gjøre mig begribelig for hende. Der var en langt større Hindring imellem os, end et forskjelligt Sprog vilde have været; Tegn og Miner kunne jo forklare Meningen; det var vore Sjæle, der ikke kunde forstaa hinanden.
Da hun havde hørt min, i de mildeste Udtryk, fremsatte Beklagelse tilende, rejste hun sig op, og sagde afgjørende og ivrigt:
«Du forbauser mig! jeg troede sandelig, at Du, skjøndt Part i Sagen, maatte kunne indse, at min Opførsel tilfredsstiller enhver billig Fordring. Det er ikke behageligt for en ung Kone at komme ind i et Hjem, der er opfyldt med Personer, hun naturligvis ingen Godhed kan have for.»
«Men var det dog ikke muligt, at denne Godhed kunde komme? o, prøv derpaa!»
Koldt, isnende koldt, var det Blik, hun gav mig, idet hun vedblev:
«Følelserne lade sig ikke kommandere; jeg taaler visse Personer; mere kan ikke forlanges. Saavidt muligt generer jeg ingen og tør vel ogsaa fordre, ikke at blive generet; og hermed ville vi lade dette Thema falde for stedse. — Vær saa god, Kjære, naar Du gaar forbi Klokkestrengen, at ringe, det er Tid at tænke paa Toilettet.» —
Det var min største Glæde at læse med Julie, og jeg holdt slet ikke af, naar vi bleve afbrudte, og den Lille hentedes ind til vor Stedmoder for at synge, dandse og være Tidsfordriv for hendes fremmede. Hun blev da iført et lille Pariserkostume og friseret paa det sirligste. Alle fandt hende saa uforlignelig, saa yndig, og hvad hun gjorde og sagde var mageløst; men jeg var inderlig bedrøvet; det forekom mig næsten som en Vanhelligelse, og jeg skjælvede for, at Forfængelighed skulde besmitte mit Barns Sjæl. Dersom hendes smaa Triumfer ikke havde glædet Fader kjendeligt, havde jeg bestemt modsat mig. —
Før plejede Bedstemoder at benytte Vognen hver Dag; nu vilde hun heller gaa, end udsætte sig for et muligt Afslag.
Hvor tydeligt husker jeg ikke en graa Morgen, da vi paa Tilbagevejen fra Kirkegaarden mødte vor Stedmoder, der ligeledes var tilfods.
«Godmorgen, Godmorgen, vi faa bestemt en ordentlig Byge; ah, den begynder allerede.»
«Blot Du ikke skal blive syg, Bedstemoder; her er ikke et Sted, hvor vi kunne ty ind.»
«Lad os skynde os, Barn, saa har det ingen Nød. Men kommer ikke dernede den unge Skum løbende med en Paraply? jo, i Sandhed. — Min gode Skum, De maa tro, at jeg sætter stor Pris paa Deres Opmærksomhed.»
Bedstemoder smilede venligt til den unge Forvalter og rakte Haanden ud efter Paraplyen; han skyndte sig imidlertid forbi og hen til min Stedmoder, idet han i en sledsk Tone, der ledsagedes af et uforskammet Blik, svarede:
«Undskyld, men i den Fart var det mig umuligt at skaffe to Paraplyer tilveje.»
Mit Blod kogte; Bedstemoders Haand skjælvede lidt; jeg vovede ikke at se paa hende; i samme Nu lød imidlertid en Stemme bagved:
«Tillad, tillad!»
Det var den gamle Pastor Dahl, der kom styrtende imod os; han var sprunget ned fra en Bondevogn, og holdt i sin Iver Paraplyen ud fra sig, længe før vi kunde naa den, saa han selv blev drivvaad.
«Tillad, Fru Baronesse, tør jeg byde Dem min Arm.»
Og hans Ryg var ikke stiv længer; idetmindste var Bukket dybt, og hans hele Væsen yderst forekommende og høfligt.
Der faldt en Sten fra mit Hjærte; o, hvor jeg holdt af ham; hvor han forekom mig ædel og ærværdig, som han gik der, aandeløs af det hurtige Løb, med røde Kinder, Hatten lidt paa Snur paa det graa Haar, Ild i Blikket og Ivrighed i Minen. Da vi kom ind, tog jeg hans Haand og kyssede den; jeg kunde ikke andet.
«Idag er jeg ikke hjemme,» sagde min Stedmoder lidt senere til Tjeneren; derpaa tilføjede hun strengt: «hvorfor blev De saa længe i Byen?»
«Hesteskoen gik af, Deres Naade, og jeg maatte ogsaa vente paa Apotheket.»
Da han var gaaet, lænede hun sig tilbage i Gyngestolen, og klagede, idet hun fæstede sine mest indtagende Øjne paa den uimodtagelige Pastor Dahl:
«Lutter Opspind, o, det er sørgeligt med den megen Fordærvelse! der er ingen Sandhed i slige Folk.»
«Naar vi lære dem at lyve til vor Bekvemmelighed, maatte de sandelig være fuldkomne, dersom de ikke ogsaa undertiden gjorde det til deres egen. Eller hørte jeg maaske fejl, min Frue, bød De ham ikke sige, at De var ude?»
Efter at have betænkt sig et Øjeblik, om hun skulde blive vred eller tage det fra den komiske Side, valgte hun det sidste.
«I Sandhed, De er en original Mand, hvor snurrigt! imidlertid tænker jeg dog, der er en lille Forskjel paa Tjeneren og mig.»
«Ikke saa ganske lille; den overordnede har sikkert et langt større Ansvar, og de Fordringer, der stilles til os, ville vistnok rette sig efter vor Opdragelse og hele Forhold. Farvel, nej jeg takker, jeg kan ikke blive.»
Han ilede bort, og jeg saa, hvorledes han trak Vejret ude, som havde han ikke ret kunnet faa det inde i de stadselige Værelser.
Næste Dag kom Victor med Løjtnant Klinge. Dette Besøg var mig yderst uvelkomment, thi Løjtnanten havde en egen taktløs Maade at give sin Medfølelse tilkjende paa, der lod os føle vor Stillings Pinlighed langt tydeligere end ellers. «Dette er for galt,» udtrykte hans Blik mer end én Gang i Løbet af Dagen, og jeg saa Fader blegne og Victor blusse og bide sig i Læben.
Da han rejste om Aftenen følte vi os alle lettere, og ingen bad ham om at komme igjen.

Tredje Kapitel.

Henad Efteraaret rejste Fader og hans Hustru til Kjøbenhavn. Det var en lille Frist, hvori alt saa nogenlunde kom i den gamle Skik; men Bevidstheden om, at det alligevel ikke var som før, laa dog hele Tiden trykkende paa os, og det var lange, triste Aftener, Bedstemoder og jeg tilbragte i den store, af fire Vokslys kun yderst ufuldkomment oplyste Stue, Lille Julie hoppede frem og tilbage mellem de lange Skygger, Lænestolene kastede paa Gulvet. Hun kunde dog, Gud ske Lov, være rigtig glad endnu, og havde kun i enkelte Øjeblikke en dunkel Følelse af det uhyggelige Forhold. Naar hun var bragt tilsengs, læste jeg gjerne højt; jeg maatte da rykke ganske nær til Bedstemoder, for at ikke Blæstens Tuden i Skorstenen eller Regnens vedholdende Pidsken paa Ruderne skulde overdøve min Stemme.
En Morgen fik vi et meget uventet Besøg af en Fætter af Bedstemoder, en høj, gammel Herre, hvis stive Holdning, skarpe Næse og gjennemtrængende Blik gav ham et meget aparte, respektindgydende Ydre. Hans ene Fod var daarlig, og han haltede, naar han var i Enrum, men næsten aldrig i nogens Nærværelse, skjøndt det voldte ham Anstrengelse og Smerte at undlade det. Der var noget strengt og koldt i hans Mine, og et Træk af Menneskeforagt om hans Mund, der kunde skræmme En langt bort. Selv yderst punktlig og karakterfast, fordømte han enhver, der manglede disse Egenskaber. Den, der lod sig noget byde, var i hans Tanker en Usling, og Godmodighed og Beskedenhed syntes ham ensbetydende med Enfoldighed og Ubetydelighed. Hans Ægteskab havde været barnløst og ikke lykkeligt; efter Hustruens Død tog han Afsked fra sin Amtmandspost, slog Bolig op i Kjøbenhavn, og tog en ung Slægtning til sig, for at bestyre Huset Onkel Johan havde altid næret megen Sympati for Bedstemoder, der dog hidindtil kun havde givet sig tilkjende ved ceremonielle Nytaars-Gratulationer.
«Lige til Sagen er mit Valgsprog«, sagde han, idet han stillede sig foran Bedstemoder, «alene for at hilse paa Dem, min højtærede Kusine, er jeg ikke kommen herud. Jeg er her for at give Dem en Advarsel, som De kan reflektere paa eller ikke, ganske efter Behag. — Deres Svigersøn forbruger langt mere, end hans Ejendom indbringer, og bliver det saaledes ved en kort Tid endnu, er det ude med ham. Nylig henvendte han sig til mig om et større Laan, hvilket jeg naturligvis nægtede ham, og vilde have nægtet, selv om jeg havde været Millionær. Da han kun kan byde sine Kreditorer en maadelig Sikkerhed, foreskrive de ham naturligvis højst ufordelagtige Betingelser. For gammelt Venskabs Skyld raader jeg nu Dem, Kusine, til at trække Deres Penge ud af Godset.»
«Skjøndt jeg vurderer Deres venskabelige Følelser,» svarede Bedstemoder med ufattelig Ro, «kan jeg ikke følge Raadet Mine Penge staa sikkre paa første Prioritet; sagde jeg dem op, maatte Egeborg sælges, og tage fra mine Forfædres Gaard, hvor jeg er født, kan jeg ikke, idetmindste ikke godt. Desuden vil det være mig yderst pinligt, under nærværende Forhold, at tale om pekuniære Ting med min afdøde Datters Ægtefælle.»
«Blive Renterne Dem ordentlig udbetalte?» spurgte han, idet han rynkede sine tykke graa Bryn.
«Jeg behøver dem ikke alle; hvad jeg forlanger, faar jeg.»
«Saa, Farvel; efter min Mening handler De lige urigtigt mod Dem selv og mod Deres Børnebørn. De overlod Deres Datter Gaarden imod mit Raad, og det hverken undrer eller fornærmer mig, at De heller ikke nu følger det. Skjøndt ellers en saa udmærket Dame, forekommer det mig, som lider Deres Forstand Skaar ved en overdreven, ubeføjet Uegennyttighed. Jeg har gjort min Pligt, og Udfaldet kan nu være mig ligegyldigt.»
Han bukkede, kyssede Bedstemoders Haand, og rejste ufortøvet, efterladende os i en pinlig, usikker Stemning.
Faa Dage efter kom Hr. Skrue, og under Paaskud af at ordne endel nye Malerier, gik han omkring og kigede allevegne, smaamumlende, som gjorde han et Regnestykke i Hovedet. Det forekom mig, at han vurderede hvert Stykke Sølvtøj og især havde stor Lyst til at komme i Besiddelse af de gamle Armstager, hvis Tyngde han, med næsten vantro Forbauselse, vejede i Haanden,
Senere blev Huset fyldt med Jagtgjæster, og den unge Værtinde udfoldede en Smag og en Opfindsomhed, der vakte almindelig Beundring; det gamle Egeborg var ikke til at gjenkjende. Jeg gik saa ene og stille omkring ved alle disse Festligheder, Vor Stedmoder forstod paa en egen smilende Maade at blotte os og stille os i et falsk Lys for fremmede; dette lykkedes saameget lettere, som jeg altid bestræbte mig for at skjule og dække Misforholdet.
Hvor Bedstemoders smaa Egenheder bleve mig kjære, ja næsten hellige. Der laa en taareløs, forstenet Smerte i hendes Blik, som skar mig i Hjærtet. O, jeg Stakkel, hvad kunde jeg gjøre! undertiden fandt jeg næsten en Trøst i Onkel Johans skrækkelige Forudsigelse; dette forekom mig uudholdeligt; maatte ikke enhver, hvilkensomhelst, Forandring føre til det bedre.
Mangen Gang blev mit Sind forbittret, og jeg tænkte paa at sætte haardt mod haardt, men naar jeg da saa paa Moders Billede, eller læste i den Bibel, der engang havde været hendes, angrede jeg straks. «Fordi Du stikkes af andre, bliv derfor ikke selv en Torn,» stod der i Jomfru Mørks gamle Bønnebog, og den sprang altid op paa det Sted, da der laa en vissen Rose mellem Bladene. Jeg bad inderligt og ydmygt, at disse Ord ret maatte trænge ind i min Sjæl.
Fader var underlig rastløs og ophidset; han saa bleg ud, hostede tørt og hult, og det var, som undgik han at være alene med os. Victor kom kun yderst sjeldent, og var da ligesaa indesluttet og mørk, som han før havde været aaben og sorgløs.
«Bed mig ikke om at blive, Ili,» sagde han, «min Selvbeherskelse er opbrugt for denne Gang, lad mig rejse!»
En Dag kom Jomfru Mørk styrtende ind til mig med en Ske i Haanden, rystende af Vrede.
«Tjen mig i at smage! — er den sveden?»
«Nej, ikke en Smule, vær dog rolig, Kjære, det er en upaaklagelig Vælling, der slet ikke er sveden.»
«Men Glitterup siger, at den er det, og hun har givet den til Katten. Det Umenneske elsker Katte og lokker dem ind i Stuerne; det er hendes Skyld, at min Fugl, min stakkels lille Fugl blev tagen. Vi maa have Katte for Musenes Skyld, siger hun, og saa agerer hun selv Mus og slikker i mit pæne Syltetøj; jeg greb hende i Gaar paa fersk Gjerning og kunde nok kjende hende uden Briller, skjøndt hun altid lader mig høre min Alder. Lad mig komme til Døren! Ja, tænkte jeg det ikke nok, der stod den kræsne Jomfru Næsvis og lurede, og nu løber hun ned for at sladre, men det er mig lige meget. — Aa, nej dog, maatte det snart være forbi med mig arme Skrog!»
Og den stakkels gamle Pige græd og vred sine Hænder, men saa fortrød hun det igjen og sagde, at hun var et fælt gammelt Gnav, der fortjente sin Skjæbne, eftersom hun kunde have Hjærte til at beklage sig for mig.
Hvor tydeligt husker jeg ikke den kolde, klare Martsmorgen, da min Stedmoder kom ind og sagde:
«Tænk, jeg har opdaget, at vi kunne faa den herligste Udsigt her fra Dagligstuevinduerne over Landsbyen, den spidse Høj og Stranden, naar fire Træer til venstre blive ryddede!»
«Dog ikke det store Kastanietræ?» spurgte jeg forskrækket.
«Jo, og de to Hængebirke og Blodbøgen; maaske den sidste dog kan skaanes, jeg tror det næsten.»
Bedstemoder rejste sig op fra sin Plads; hun var meget bevæget, og det faldt hende vanskeligt at tale:
«Det Træ er mig, er os alle saa dyrebart; der knytter sig mange Minder til dett og jeg haaber, det maa blive staaende.»
«Det gjør mig ondt, at jeg allerede har talt med Folkene.»
Bedstemoder forlod Værelset; Fader lagde Avisen fra sig, og Victor bøjede, uden at vide det, en Saks sammen, som havde den været af Voks. Jeg gik hen til min Stedmoder, tog hendes modstræbende Haand og forestillede hende indtrængende og bønligt, hvor smukt det vilde være, om hun overvandt sig og gav efter.
«I sig selv,» svarede hun hurtigt, «er det mig komplet ligegyldigt, om Træet falder eller bliver staaende, men nu, det er blevet et Stridsspørgsmaal, kan jeg ikke give efter. Gartneren, den affældige Nar, der burde takke sin Gud, fordi vi ikke jage ham bort, vovede før at true mig med at rejse, dersom Træet skulde hugges. Det er mig altsaa umuliggjort at vise Skaansel. — Se, der komme Folkene allerede, anførte af Forvalter Skum.»
«Antonie, det tør ikke ske,» sagde Fader, idet han gik hen mod Døren.
«Ikke!» De saa et Øjeblik fast paa hinanden; derpaa tilføjede hun næsten haanligt:
«Du kan vælge mellem Træet og mig.»
Da Victor saa, at disse Ord brød al Modstand, traadte han frem.
«Skal jeg være nødsaget til at minde min Fader om, at hans Ret til at fælde Træerne her udelukkende skyldes Bedstemoders Ædelmodighed? »
«O, Victor, ti, ti!» Jeg trak ham ud af Stuen og bad ham, for Moders Skyld, at betvinge sit Sind.
«Du saa ikke Fader; hans Læber vare ganske hvide, og han rystede. Du ved nok, at der en Gang sprang en Aare i hans Bryst; sker det igjen, er det Døden. Gaa ikke derind, bliv her.»
«Vær rolig, Emilie, Du har lammet min Tunge med dine rædsomme Ord. En Forandring maa her dog ske; jeg gaar ind paa mit Værelse for at overveje.»
Lidt efter kom Claus i Højtidsdragt, forlangte sin tilgodehavende Løn og sagde saa Farvel og mange Tak for de syvoghalvtredsindstyve Aar, han havde været her; nu vilde han se sig om efter et andet Brød; maaske var Lykken ham saa god, at han kunde faa den ledige Gravertjeneste; hans Hu stod nu mest til at sysle om de Døde.
«Vorherre velsigne Dem, Frøken Emilie, og Barnet med; hvor er hun? Det er, som man saa en lille Guds Engel, naar hun løber om i Haven. Naa, hun er i Præstegaarden, ja, saa ser jeg hende vel der. — Tolv Aar gammel kom jeg hertil, forældreløs og med et tungt Hjærte; stort lettere er det vel ikke nu, jeg gaar herfra; kun det holder Modet oppe, at man ikke kommer bort for egen Urets Skyld. Farvel, Guds Fred; hils Junker Victor; faar han en Gang Regimentet, glemmer han ikke den gamle Mand, det ved jeg.»
Da han var gaaet, kom Jomfru Mørk med to Tjenere for at hente Bedstemoders Lænestol og Bord; nu, da Træet, der havde gjort hende Pladsen kjær, var borte, vilde hun helst opholde sig i sine egne Værelser.
«Dersom det skal være en Straf,» hørte jeg Glitterup hviske, «er den slet valgt; jeg tror næppe, der kunde times min unge Frue noget kjærere.»
Senere kom den unge Purre, Gartnerlærlingen — en opløben Fyr med et lidt næsvist, men godmodigt Ansigt, krøllet Haar og en uægte Brystnaal i Kraven — og forlangte sin Afsked.
«Paa anden Maade kan jeg ikke overbevise gamle Husbond om, at jeg ingen Del har i Ulykken og ikke har lagt an paa at fortrænge ham. Desuden er jeg ingen Hund og vil ikke behandles som en saadan af Forvalteren. Verden er stor, og kanskesens er Lykken nærmere end man tror. Farvel, og Tak for den Gang.»
«Hvor utaaleligt,» sagde min Stedmoder, da han havde forladt os, «at der skal ske en hel Omvæltning for en saadan Bagatel. Det er aldeles uhørt, og vi ville blive til Fabel for alle Mennesker. — I Aften skal her, som Du vel ved, Emilie, være Selskab og lidt Dans; jeg stoler paa, at Du ved din Opførsel saa vidt muligt vil bringe alle taabelige Rygter til Tavshed. Victor bliver formodentlig rent borte, hvilket jeg ogsaa foretrækker for at se ham med den fordømmende, surmulende Mine. I Børn handle uklogt i at opirre mig; glem ikke, at Magten dog er min endnu, og at min Taalmodighed en Gang kan faa Ende.»
Hun forlod Stuen med et fortørnet Blik paa mig, idet hun dog en passant kjendelig nød den ved Træets Fald opstaaede Udsigt.
Skulde jeg deltage i Selskabet eller blive hos Bedstemoder? Jeg spurgte hende derom, men Svaret lød kort og koldt, at hun ikke kunde indse nogen Grund til at blive derfra, og at hun hadede Scener. Julie saa forundret fra den ene til den anden; hun kunde ikke rigtig forstaa, hvad der egentlig var sket, men noget sørgeligt maatte det være, og saa græd hun ganske sagte i sin Krog. Det gjorde mig meget ondt, at hun ikke løb hen og græd ud hos mig; havde jeg maaske i den sidste Tid forsømt mit Barn; havde jeg, over de mange Bekymringer, glemt at lege med hende og kjærtegne hende som før? jeg frygtede det næsten, og dog var hun mig nu dyrebarere end nogensinde.
Det var med meget blandede Følelser jeg om Aftenen saa min Stedmoder med den overgivneste, barnligste Mine danse rundt med Julie og derefter vise den moderligste Omhu, for at den lille ikke skulde komme i Træk og blive forkjølet. Alle Gjæsterne beundrede hendes Skjønhed og Godhed, hendes forekommende Væsen, hendes Dragt, hendes Gave til at arrangere.
Jeg sneg mig ubemærket ned i Haven, ret inderlig forstemt og bedrøvet, og Musiken lød ud til mig saa jublende glad, som spottede den min Smerte. Lysene skinnede klart og straalende ud fra Dansesalen; jeg kunde se de lette Skikkelser flagre frem og tilbage, men fra et Vindue i Gavlen ovenpaa faldt en smal, skraa Lysstraale ned paa Plænen. Derinde sad Bedstemoder og min Broder med Bitterhed og Sorg i Sjælen. Vinden bragte Skyggerne af de bladløse Træer til at sittre i Maaneskinnet; men tys, der kom en Skikkelse henimod mig!
«Frygt ikke, Frøken Emilie, det er mig, Frederik Storm; jeg søgte forgjæves efter Dem i alle Værelserne og gik saa tilsidst herud. — Vinden er saa skarp og kold, og De er saa tyndt klædt, kom smukt ind; o, græd dog ikke saaledes, Barn!»
«Lad mig græde, det gjør saa godt; jeg har ikke grædt i lange, lange Tider, men altid skjult min Sorg for ikke at forøge andres. Kulden mærker jeg slet ikke; naar De vidste, hvor jeg trænger til at faa Luft.»
Og jeg fortalte alt, ja, skjulte ikke en Gang en vis bitter Stemning mod Fader; min Tillid til ham var ubegrænset; han vilde lede og raade mig til det rette.
«Da De var en lille Pige,» begyndte han, idet han blidt og deltagende tog min Haand, «plejede De altid at anklage Victor med temmelig stærke Ord, naar De fandt, han havde forsyndet sig; men, var den første Hede overstaaet, fortrød De det igjen og begyndte saa selv at forsvare. Det vil ogsaa gaa saaledes nu, De vil snart kunne se Deres Faders Opførsel med mere uhildede Blikke.»
«Det tror jeg næppe.»
«Men jeg ved det; læg blot Mærke til, hvor bedrøvet han er, se Selvbebrejdelsen præget i hans Ansigt, og al Vrede maa svinde bort. Han trænger til Deres Kjærlighed, og De vil ikke unddrage ham den. Tænk tilbage; har han ikke altid været venlig og god mod Dem, mod alle? Har De et eneste Minde, hvor han staar som urimelig eller stræng? Visselig ikke. Men svag og eftergivende, ja desværre; dog, det er en Mangel, ingen Brøde. — Der er gaaet tunge Sorger over Deres Hoved, siden vi saas, men en Sorg, som jeg den Gang forudsaa, er netop herved bleven afvendt. Victor var paa Vej til at blive adspredt, letsindig og ødsel, men Ulykken har vækket ham, og han er nu et Mønster i enhver Henseende. Tro mig, Vorherre sender lyse Dage efter dette, og De vil da ret forstaa at paaskjønne dem. Kom nu ind, og kan De, saa husval Deres Fader ved en kjærlig Tilnærmelse.»
Jeg fulgte ham; han pegede hen mod det lille Kabinet og forlod mig.
Der var ingen inde uden Fader og Julie; hun stod paa en Stol med sine smaa Arme om hans Hals. Han trykkede hende lidenskabeligt til sig, og der var et Udtryk af Sorg og Forladthed i hans Blik, der fuldkomment besejrede min Vaklen. Da jeg kom, slap han Barnet, men indtog, efter at have set et Øjeblik paa mig, straks igjen sin forrige Stilling.
«Kan Du huske, Emmy, da Du red paa mit Knæ og græd, naar Fader blot gik ud af Stuen? Det var den Gang; nu staa vi næsten fremmede for hinanden. Maaske er det ganske uden Skyld fra din Side; maaske tror jeg kun at læse en stadig Bebrejdelse i dit Blik, fordi jeg selv føler mig skyldig; men Julie, ved jeg, dømmer mig ikke; hos hende har jeg endnu min gamle Plads. Du holder jo af Fader, min Glut, Du holder jo rigtig af ham, ikke sandt?
Victor traadte nu til, hans forrige Lærer havde ogsaa forstaaet at omstemme ham, og det var med et ædelt og oprigtigt Udtryk, han rakte Fader Haanden.
«Tilgivelse, Fader.»
«Den har Du, men Du kan ikke give mig din; Du vil altid i Hjærtet bebrejde mig, at jeg ikke har været en Mand. Ti, min Søn, Du kjender det ikke, Du aner ikke, hvor vidt det er gaaet, eller hvormed det kan ende. Jeg kan ikke mere standse, ja, ikke en Gang forhale Følgerne af vor forfærdelige Ødselhed. Det var Bevidstheden herom, der lagde en dobbelt Braad i dine Ord i Morges. Desværre, mod Eders Bedstemoder har jeg ikke handlet, som jeg burde; o, det er en nagende Tanke, at hun havde Ret, da hun sagde til sin Datter: «Tag ham, men Fremtiden vil nok vise, at Du havde gjort klogere i at følge din Moders Raad.» — Kom, Børn, kom alle tre ind paa mit Værelse! Ah, her er saa koldt! Ilden er gaaet ud; ingen har Tid til at tænke paa mig. En paa hver Side og Barnet paa Skjødet; nu er det godt, bedre end det længe har været.»
Næste Dag skulde der aflægges et Besøg paa en Herregaard i Nærheden; min Stedmoder kjørte; Fader og Victor foretrak at ride; jeg bad om at blive hjemme hos Bedstemoder og Julie.
«Min tro, lille Pige,» sagde Fader, da han gik; o, det var saa underligt, det var Moders Ord. Nede fra Gaarden nikkede han op til os, lod Hesten danse for at more Julie og sprængte saa af Sted i skarpt Trav. Victor red paa sin kjære Abdel-Kader; han saa saa smuk og glad ud, som jeg ikke længe havde set ham.
Der gik tre, fire, fem Timer; endnu kom de ikke tilbage; hvad betød det? og hvad meldte Tjeneren, der kom gallopperende saa bleg og bestyrtet?
«Jomfru Mørk, hvad er det? Hvem er kommen til Ulykke?»
«Nej, naar De saadan skjælver, tør jeg ikke sige det; vi maa jo finde os i Vorherres Villie, mit søde, unge Herskab. — Deres gode Hr. Fader fik sit Tilfælde igjen, og saa ved De jo nok; men Julie, lille Lam, hulk dog ikke saadan! Aa nej dog, hvem kunde tænke, at hun havde den Forstand.»
Et Øjeblik efter kom Victor; han omfavnede os begge og overlod sig til et lidenskabeligt Udbrud af Sorg. Alt var udslettet og glemt! Fader var død i hans Arme med Moders Navn paa sine Læber. Bedstemoders Kulde smeltede, da hun hørte dette, og hun græd med os.
Jeg var underlig forstenet og følte mig mere forskrækket end egentlig bedrøvet; o, det havde været en Lykke at kunne sørge som Victor og Julie. Først da jeg kom ind i Faders Stue, hvor vi havde siddet sammen i Kjærlighed endnu forrige Aften, og saa Solen skinne venligt ind paa hans Bøger og Skrivebord, følte og forstod jeg ret, hvad vi havde mistet.
Der var saa stille og øde i Huset; jeg gik gjennem alle Værelserne uden at møde en Sjæl; i Salen hang endnu de visne Guirlander fra Ballet; udenfor Kabinettet stod en lille Hund og klagede ynkeligt. Endelig i Gangen kom Jomfru Glitterup mig i Møde og sagde med et Kniks:
«Hendes Naade bad meget at hilse, men var altfor rystet, fortvivlet og syg til at kunne tale med nogen og tog straks til Kjøbenhavns Skjøndt dette var meget ukjærligt, følte vi os dog alle lettede ved at vide hende borte, og Jomfru Mørk kunde næppe beherske sin Glæde, da ogsaa Glitterup forlod Gaarden paa en med Æsker og Kufferter højt opstablet Vogn.
«Blot den Taske nu ikke har stjaalet,» sagde hun, «jeg vil dog for en Sikkerheds Skyld tælle Sølvtøjet.»
Da hun havde overtydet sig om, at intet manglede, begyndte hun saa smaat at nynne, men greb sig øjeblikkelig i det, tog Lommetørklædet frem og fældede nogle pligtskyldige Taarer.
Pastor Dahl kom straks efter og blev hos os til langt ud paa Aftenen. Han talte varmt om Faders Hjærtensgodhed og var saa glad over, at vi havde vor Bedstemoder og med hende et Hjem.
Der var en underlig, trist Ro over os alle, da vi sagde hverandre Godnat; jeg kunde dog ikke sove, men laa og grundede paa, hvad Fremtiden gjemte i sit Skjød, og hvilke Forandringer der forestod. Derpaa græd jeg igjen ved Tanken om Fader, og om, hvor ufuldkomment jeg havde opfyldt mit Løfte til Moder. Dog, trøstende og forsonende stode de sidste Minder for min Sjæl, og det var ogsaa en glædelig Tanke, at jeg altid havde lært min lille Søster at elske ham.
Længe lyttede jeg til Victors Trin i Sideværelset; de vare snart rolige og langsomme, som overvejede han; snart bestemte og ivrige, som havde han fattet en Beslutning og længtes efter at sætte den i Værk. Omsider gik han til Ro, og kun Julies sunde, regelmæssige Aandedræt og den svage Lyd af Uhret i Bedstemoders Soveværelse afbrød Nattens dybe Stilhed. Jeg befalede dem og mig i Guds naadige Haand, bad om Kraft til at være lidt for dem i denne tunge Tid og faldt saa hen ad Morgenstunden i en kort, men vederkvægende Søvn.
Tidligt næste Dag rullede to Vogne ind i Gaarden, i den ene sad Herredsfogeden og hans Fuldmægtig, i den anden Hr. Skrue. Kandidat Storm stod i Døren og tog imod dem; Fader havde bestemt ham til vor Formynder.

Fjerde Kapitel.

Dagen efter Begravelsen blev jeg kaldt ind til Bedstemoder for at deltage i et Familieraad, Onkel Johan, Victor og Kandidat Storm stode ved Vinduet, selv sad hun rank oprejst i Lænestolen i sin kulsorte Dragt med et Udtryk af Højhed og urokkelig Bestemthed i Blikket, ja i hele Skikkelsen.
«Gaarden maa naturligvis sælges,» sagde hun saa hurtigt, at man maatte tro, hun frygtede for at høre det af en anden, «jeg er aldeles paa det rene hermed. Spørgsmaalet er kun, om dens Værdi kan dække Gjælden.»
»Kusine, Gjælden kommer ikke Dem ved; naar Børnenes Mødrenearv og Deres Formue er i Sikkerhed, maa Kreditorerne enes om Resten.»
«Nej, Mindet om min Datters Ægtefælle, hendes Børns Fader, skal staa rent, det koste min sidste Skilling.»
Onkel Johan bed sig i Læben og sagde derpaa, henvendt til Hr. Storm, i en lidt overlegen Tone:
«De er som Børnenes Formynder forpligtet til at fraraade en saa afsindig Fremgangsmaade. Baronessen viser Dem øjensynlig Tillid, sig hende Deres Mening.»
«Gjerne og uforbeholdent. — Paa mine Myndlingers Vegne takker jeg Fru Baronessen, fordi hun overlader dem den bedste Arv: et uplettet Navn og et godt Eksempel.»
Victor knælede ned ved hendes Side, greb begge hendes Hænder og sagde:
«Nu ere vi alle tre dine Skyldnere for Livet, Bedstemoder!»
Da jeg igjen kom ud, følte jeg mig som en fremmed i Huset og Haven, som en Gjæst, der snart skulde bort og derfor maatte benytte Tiden, samle og gjemme sine Indtryk. Hr. Storm kom lidt efter ud til mig, og det gjorde mig rigtig godt at se ind i hans paa en Gang deltagende og fortrøstningsfulde Ansigt, der, hvor bevæget han end var, aldrig forlodes af et eget Udtryk som af en højere Fred.
«De maa ikke male Fremtiden altfor mørk, Frøken Emilie; Deres Mødrenearv er vistnok uforsvarlig lille ansat, men den forenede Rente udgjør dog en elleve, tolv Hundrede. Heraf ville de med stræng Økonomi kunne leve sorgfrit. For Victor bliver det en stor Vinding at faa dem alle til Kjøbenhavn; blot nu ikke Ønsket om at virke noget for sine kjære vil drive ham til en rastløs og svækkende Flid. Det maa De passe paa; De maa være Magneten, der drager ham fra Bøgerne ind i et hyggeligt Husliv. Intet er saa slemt, uden det er godt for noget; De forekommer mig saaledes at være i Besiddelse af mange uskatterlige smaa kvindelige Evner, der ikke vilde kunne udvikles og heller ikke blive nok paaskjønnede i store Forhold. O, De skal se, hvilket venligt Hjem De vil kunne skabe Deres Bedstemoder og Søskende.»
Kunde han virkelig tiltro mig saa meget? Ja, det maatte han, thi jeg vidste, han mente hvert Ord, han sagde. Jeg følte mig paa en Gang ængstet og beæret ved hans Tillid og ivrig efter at vise mig den værdig.
Det var tunge Dage for Bedstemoder, og hun gjorde dem endnu tungere ved at støde enhver fremmed bort, ofte forvekslende sand Medfølelse med Nysgjerrighed. Nogle kom vistnok alene for at se, om Sorgen ikke havde kuet hende, og man kunde læse Ordene: »Hovmod staar for Fald» i deres Mine: andre ønskede igjen virkelig at hjælpe og raade og fortjente ikke at afvises saa kort og stolt.
Alle de nye Møbler skulde sælges, dog det gik ingen af os til Hjærte; værre var det med Dækketøj og Sølvtøj, hvoraf kun en Del turde beholdes. Den stakkels Jomfru Mørk, der havde haft alt under Hænder i saa mange Aar og kjendte hvert Stykke, fældte sine modige Taarer, da Udvalget blev gjort.
«Men denne Maskine? Naa, ikke heller den, og Lysestagerne? Nej, det er for galt, ikke en Gang dem! Kun Gafler, Skeer og det allernødvendigste; men disse Bægere og Kanden med Vaabnet? — Nej, nu kan jeg ikke mere, lad mig hellere staa rent udenfor.»
Der kunde naturligvis ingen Tale være om at skilles fra Jomfru Mørk.
«Jeg skal ikke være til Byrde, sagde hun, «og nok føre Huset pænt, blot jeg faar en Kone under mig et Par Timer om Dagen til det Grove. Nej, beklag dog ikke mig! Tænk, hvad den naadige Baronesse skal miste: Tjenere og Piger, Vogne og Heste, Gaard og Gods, som hun alt har haft fra Vuggen af; aa, mit Hjærte skrumper sammen til ingen Ting, naar jeg tænker derpaa.»
Og saa gik hun grædende bort, men i Grunden var hun dog langt lykkeligere, end hun havde været det sidste halve Aar, Fri for Glitterups Næsvished, og for at skulle lyde et forhadt Overhoved, følte hun sig igjen som en Magt, og glædede sig ved, saalænge det varede, at blive frygtet og anset.
Og de første Violer begyndte at titte frem ved Foden af Birketræet paa den spidse Høj. Forrige Aar paa denne Tid havde jeg haft travlt med muntre Planer for mit lille Besøg i Kjøbenhavn; hvor forandrede vare ikke vore Udsigter blevne; hvor forandret var jeg ikke selv. Ret levende følte jeg Usikkerheden af enhver ydre Støtte; o, kunde Hjærtet blot altid holde sig frit og kun hige efter det ene fornødne.
Hvor dejligt duftede disse smaa Blomster! jeg maatte løbe hen til Præstegaarden, for endnu en Gang at bringe en lille Gave til den kjære Pastor Dahl.
Han sad i en stor Kurvestol, i sit ingenlunde smukke eller hyggelige Værelse, og havde travlt med at besigtige og ordne forskjellige smaa Poser med Blomsterfrø. Da jeg kom, sprang han straks op og førte mig ind i den øde Stadsestue, hvor jeg maatte tage Plads i Sofaen.
«Lad mig se rigtigt paa Dem, mit Barn; man skatter det højest, man skal miste, ved De nok. De ligner Deres Moder, nu mere end før, synes jeg. Tak for Blomsterne; hvem vil herefter tænke paa den gamle Mand. Hvor ofte har jeg ikke glædet mig, naar Deres lyse Dragt tittede frem mellem Træerne, og jeg saa min lille Fugl flyve saa muntert herhen. Naa, vi ville ikke gjøre hinanden bløde, vel? — jeg maa dog fortælle Dem, at Claus har faaet Graverposten. Hvorledes vi to skulle trives sammen, begriber jeg iøvrigt ikke; han er en rigtig halsstarrig, selvklog gammel Karl, og jeg tør gjøre min Ed paa, at dersom han kunde faa «de gode gamle Dage» igjen, red han med Fornøjelse Træhesten. At tale Fornuft til ham nytter ikke en Smule; hans Meninger ere altfor indgroede; jeg faar vel betragte ham som en Prøvesten for min Taalmodighed, og søge at holde af ham for Deres Skyld. Altsaa om otte Dage skal De rejse, men De vil nok besøge mig engang, eller ialfald, naar De ser til Deres kjæres Grave, ikke gaa min forbi. Hvorfor sørgmodig? jeg kan jo da ikke leve evigt, Barn, og synes det er paatide, men det maa Herren jo forstaa bedre. — Hvorledes gaar det Bedste­moder? gid hun kunde resignere; Ulykken vilde være lettere at bære, naar hun bøjede sig under den. Hun er iøvrigt en beundringsværdig gammel Dame; bring hende min ærbødigste Hilsen. Det gjør mig ret inderlig ondt, at hendes talrige Velgjørenhedsværker blive afbrudte; maa det nu blot staa klart for hende, at det er Sindelaget, hvorpaa det kommer an, og at hun ikke er en Smule mindre god, fordi hun mangler Evne til at meddele. — Naa, fortæl mig nu lidt, faar De ligealdrende Omgang i Byen?»
«Faders Svigerinde, Oberstinde Felsen, har en Datter paa min Alder, en rigtig rar Pige; der vil jeg sikkert komme undertiden; forresten maa vi naturligvis leve meget stille; kun Herr Storm haaber jeg bliver en daglig Gjæst. Han er saadan en Trøst for os, og forstaar saa udmærket at opmuntre Bedstemoder; jeg ved ikke, hvad vi skulde have gjort i denne Tid uden ham,»
«Jeg vilde ønske, De kunde se, hvor varm han bliver, naar han taler om dem alle; det er en sand Fornøjelse for mig at høre. Intet fryder mit Øre mere, end en rigtig uforbeholden hjærtelig Ros, som ogsaa kun faa forstaa at yde. De fleste af os ere nemlig ganske optagne af vore egne Anstrengelser og Kampe, og give os ikke Tid til at vurdere andres. Nogles Ros er desværre kun en Skal om Dadelen, et Lag Sukker udenom den bitre Pille, at den kan glide lettere ned. Andre rose igjen halvmodstræbende, som vare de uvillige paa deres Samvittighed, der ikke tillader dem at forvanske Sandheden. Frederik derimod finder sin Glæde i at samle og gjemme smukke Træk; han har et helt Forraad og disker gjerne op med sine Varer. Det er en underlig Fyr; fortæl ham en ædel, skjøn Gjerning, og hans Ansigt vil straale, som Oldgranskerens, naar man forærer ham en Mønt til hans Samling. — Ah, skal det absolut være! saa Farvel da.»
Dagen før Afrejsen var meget lang; fuldfærdige til Opbrud gik vi ledige om og saa paa hverandre. Om Eftermiddagen sagde jeg Farvel til alle kjendte Steder, sad paa enhver Bænk i Haven og samlede Stene ved Strandbredden; derpaa gik jeg, for sidste Gang, gjennem Landsbyen til Kirkegaarden.
I mangen en lille Hytte græd de af Medynk med vor Skjæbne, der dog vilde have forekommet dem selv som den højeste Lykke. Manden i Huset med den blaamalede Dør stod udenfor og savede Brænde; da han saa mig, tørrede han, med det uldne Trøjeærme, en Taare af det røde, skikkelige Ansigt, og pegede hen paa den lille Karen Marie, der sad paa Dørtrinnet, rødmusset og sund, og surrede over sin Bibelhistorie.
«Husker De, hvor ussel hun var, og se saa nu; Lykken kan hurtig vendes, og Deres Moders Børn ville nok blive hjulpne, tro mig!»
Det var næsten mørkt, da jeg kom ned i Stalden for at klappe de gamle, tro Kjøreheste og give Abdel Kader en Haandfuld Sukker. Victor kom ud derfra; han saa saa rask og modig ud, og nikkede saa frejdigt, at jeg turde sværge paa, han lige havde grædt og vilde skjule det
Det var en klar, smilende Aprilmorgen, da vi ganske tidligt kjørte bort med Ekstrapost. Folkene stode tavse og forknytte omkring Vognen; Forvalter Skrue saa nok saa kry og glad ned paa os fra et Vindue i øverste Etage; han havde travlt med at ordne Tingene til Auktionen næste Dag.
Pastor Dahl kom os imøde paa Vejen, og rakte mig en Flaskekurv med smaa udsøgte Aflæggere, én Urtepotte i hvert Rum; derpaa svingede han Lommetærklædet, og der var baade en faderlig Velsignelse og en god Spaadom for Fremtiden i hans Blik. Claus stod paa Kirkegaarden med blottet Hoved, støttet til sin Spade, et levende Billede paa Bedrøvelse og Misbilligelse; jeg er overtydet om, at den stakkels Nutid i hans Tanker havde hele Skylden:
«Sligt kunde ikke være sket i de gode, gamle Dage; de kongelige eller noget andet vilde have forhindret det.»
Bedstemoder sad ganske stille, seende lige ud for sig; i hendes Ansigt læste jeg Ordene: «jeg kan og vil bære det, uden Knurren, uden Klage, uden Taarer.» O, det var en frygtelig Tvang, ikke at turde vise sin Deltagelse ved et Blik eller en Mine; ingen af os vovede at bryde den trykkende Tavshed.
Da vi kom længere bort, og Omgivelserne ikke vare saa kjendte og fulde af Minder, blev jeg lettere tilmode, og begyndte at se mig lidt om. Naturen syntes lige at være vaagnet, forfrisket og forynget; det grønne pippede frem allevegne, og Skovbunden var hvid af Anemoner; Fuglene kvidrede, sloge og sang, og alt var saa haabefuldt og lovende.
«Ili,» hviskede Julie, da vi bedede etsteds undervejs, «hører Du Liremanden? det er Peter, jeg vilde saa gjerne give ham lidt, men vi kan vel ikke.»
Hvor klart stod ikke Bevidstheden om vore forandrede Kaar præget i hendes søde lille Ansigt.
«Jovist, Julie,» svarede jeg, «naar det er Peter, maa Du absolut give ham noget; her er en Femogtyveøre.»
Vor nye Bolig laa i Dronningens Tvergade, og var en første Sal i et ældre, uanseligt Hus. Der var kun fire, og det hverken store eller smukke Værelser; Kjøkkenet var mørkt og snevert, og naar det brændte paa Skorstenen, maatte man vælge mellem Røg og Træk; begge Dele kunde ikke undgaas.
Mit Mod sank betydeligt; Lejen forekom mig uforholdsmæssig dyr, men det var vel Beliggenhedens Skyld; o, hvor mange Offre krævede ikke denne fatale Anstand, der altid skulde vedligeholdes i Forhold til Verden!
Dog her var ikke Tid til at lægge Hænderne i Skjødet og sørge, jeg maatte tage fat. Bedstemoders Lænestol og Bord fyldte frygtelig op i den lille Dagligstue, og hendes Tipoldefædre stirrede med bistre Miner udover Sofaen, som vare de her højst mod deres Villie. Da Bogskabet og Fortepianoet var stillet op, Moders kjære, skønne Billede hængt over Skrivebordet, og Julies lille Bord og Stol placeret i Krogen, fik Værelset dog et venligt Udseende; de smukke Gardiner og mine kjære Aflæggere gjorde Resten; og da Herr Storm kom om Aftenen, medens vi sade omkring det sirlige Thebord, udbrød han livligt:
«Naa, det kalder jeg hyggeligt og fornøjeligt!» —
Jomfru Mørk saa pynteligere ud end nogensinde, for ogsaa paa denne Maade at hævde sit Herskabs Anseelse; vore tarvelige Maaltider serveredes med stor Omhu og mange Omstændigheder, og det gode, gamle Menneske var saa ceremoniel og ærbødig imod os, at hun formelig gjorde os latterlige. Hun var altid paafærde, saavel ude som inde, beredt til at udfylde Tjenerens, Kammerpigens og sin egen Plads. Bedstemoder afviste dog al personlig Opvartning, sigende, at hun kunde og vilde hjælpe sig selv.
«Men, Bedstemoder, Du har jo aldrig sat dit Haar før, maa ikke jeg.»
«Du kjender min Villie, Emilie, jeg har udtalt mig.»
Hun vilde heller ikke have sin vante Kop Chokolade til Frokost og sin Vin om Middagen.
«Jeg lever af Eders Penge, og vil ikke gjøre Byrden tungere end nødvendigt.»
«O, Bedstemoder,» raabte Victor lidenskabeligt, «hvor centnertung gjør Du ikke Byrden af vore Forpligtelser imod Dig, ved dine Ord.»
«Vær rolig, min kjære, trofaste Dreng, jeg skal aldrig tale saaledes mere.»
Hun kyssede hans Pande med Ømhed, uden dog derfor at forandre sin Beslutning.
Jomfru Mørk lod til at være meget tilfreds med Konen, der besørgede det grove.
«Hvad hedder hun?» spugte jeg.
«Gertrud, det er et Menneske uden al Vrøvl og uden al Familie.»
«Jeg maa dog se hende.»
«Hun er der ikke lige nu, men kommer vist straks.»
Da jeg imidlertid aldrig var saa heldig at træffe hende, og enhver Bemærkning herom var den gamle Pige kjendeligt imod, blev min Mistanke endelig vakt. Var denne mønsterværdige Gertrud, hvis Arbejde udførtes saa punktligt og lydløst, et virkeligt Væsen? gjordes hendes Gjerning ikke af Jomfru Mørks egne utrættelige Hænder, og kom hendes Ugeløn ikke tilbage i Skikkelse af Æg eller Smør. Jo, virkelig, jeg blev snart vis i min Sag, og røbede Hemmeligheden for Kandidat Storm, der dog bad mig indstændigt om at bevare den.
Han kom ofte til os, og hørte med den største Taalmodighed paa mine Udgydelser.
«Nu, Frøken Emmy, De har noget paa Hjærte.»
«Jeg vilde ønske, det maatte tillades mig at virke en Smule udadtil; kunde jeg ikke lære et Par Børn tilligemed Julie? det vilde hun have godt af, og hvor glædeligt at fortjene lidt? men ogsaa det strider mod vor Værdighed; o, er det ikke taabeligt! Bedstemoder vil hellere underkaste sig ethvert Savn, end træde den for nær. Se nu blot Sukkerskaalen; den kommer lige fuld ind og ud, Dag efter Dag; det er virkeligt at spille Komedie for hverandre.»
«De maa se det fra en anden Side; Baronessens Følelser bør, fremfor alt, skaanes. De Savn, hun paalægger sig, gjør langt mere Nytte, end at spare Penge; hendes Sind finder en Lettelse og Trøst i dem. Unægtelig spilles her en Smule Komedie, men enkelte Scener, som for Eksempel den med Gertrud, forekomme mig baade komiske og rørende.»
Victor var meget flittig, og jeg maatte anvende mange smaa Kunstgreb for at adsprede ham. Af og til havde han igjen sit gamle, sorgløse Udtryk, som stod hele Verden ham aaben; til andre Tider, især naar der gjordes Krav paa hans Hjælp, følte han med Bitterhed, at vore Vinger vare saa stækkede. Den lange Edvard, der havde tjent ham, indfandt sig — trodsende Jomfru Mørks Forbud — ufortrødent som Supplikant, og ofte betroede Victor mig, med Undseelse og Selvbebrejdelse, at han ikke havde kunnet modstaa Edvards Klager, men havde givet ham saa og saa meget.
«En anden Gang,» tilføjede han, «skal jeg være mere betænksom, Ili, vær vis derpaa.»
Hvor godt husker jeg ikke min første Visit hos Tante Bertha, Enken efter Faders Broder, Oberst Felsen. Det var en kjøn, fyldig, lille Dame, hvis Bevægelser som en Følge af Fyldigheden vare lidt ubekvemme og langsomme; hun saa indolent, men meget mild og venlig ud, og var tilfreds med hele Verden, naar hun blot fik Lov til at sidde i god Ro i sin magelige Sofakrog. Det afficerede hende lidt at se mig og at maatte tolke sin Deltagelse, og jeg tror, vi i lige høj Grad savnede Datteren, der plejede at være Mellemled, og som uheldigvis netop var gaaet ud.
«Er din Stedmoder ikke hos Eder,» spurgte hun.
«O, nej, vi have intet hørt fra hende.» «Nu husker jeg, Sofie har fortalt mig det, men I burde gaa der.»
«Det kunne vi ikke; hun vilde tro, at vi stillede Fordringer; iøvrigt rejste hun straks udenlands, og er ikke kommet tilbage.»
«Du ser ganske uforsonlig ud, min Pige,» vedblev Tante, idet hun trak sin Fløjels Mantille sammen og velbehageligt gned sine hvide, beringede Hænder, «man bør ikke dømme sin Næste; vær vis paa, at hun er ligesaa overtydet om, at Retten er paa hendes Side, som I, at den er paa Eders, Hun skal forresten have sikret sig en glimrende Livrente, og den, finder jeg, burde komme Eder lidt tilgode, men det vil Bedstemoder vel forhindre, den kjære halsstarrige Kone, der bar sig saa ufornuftigt ad og betalte Gjælden, den anden havde gjort. Din Onkel, Baron Dyre, der bor her i Etagen ovenpaa, er meget opbragt over, at hans Raad ikke blev fulgt. Han talte nylig syv lange og syv brede derom; jeg forstaar mig nu ikke paa sligt, ikke det ringeste, men saa meget fik jeg dog ud, at I nok, desværre, have det grumme smaat, ikke?»
Sofies Indtrædelse sparede mig Svaret; hun fløj mig om Halsen og var ganske den gamle, livlige, kjærlige Pige.
«Hvor Du er kommet til at se fornuftig og betænksom ud, Du lille Stakkel,» sagde hun, «det gjør mig ret inderlig ondt. Vi ville samles meget ofte, ikke sandt? dog helst her, thi Hjærtet sidder mig i Halsen, blot jeg tænker paa at stedes for din Bedstemoden Øjne. Hvor jeg glæder mig til, at Du skal stifte Bekjendtskab med din Kusine Emma, der bestyrer Huset for din rædsomme Onkel. Hun er en sød Pige, et rigtigt lille Offerlam, der rent gaar op i andre. Baronen vil sørge for hendes Fremtid, hedder det, og saa skal hun taale alt. Naar nu hendes Fremtid blev Graven, af lutter Kjedsomhed og Ærgrelse, hvad saa? — men jeg faar vel, som Moder siger, lade være at befatte mig med andres Ting.»
Naar jeg besøgte Sofie, vidste jeg altid, at Herr Storm var hjemme, for at udfylde den tomme Plads.
«Jeg tror hellere, jeg vil blive, end gaa glip af Deres Selskab,» sagde jeg en Gang, halvt i Spøg, halvt i Alvor. Han svarede ikke, men rejste sig op.
«Kjære Herr Storm, De er dog ikke misfornøjet med mig?»
«Hvor var det muligt! dertil har jeg ikke den fjerneste Grund.»
Jeg troede det alligevel, og en lille Forskjel i hans hele Opførsel bestyrkede mig i min Tro; han var mere tilbageholden end før, og snarere undgik end søgte mig. Dog jeg vilde ikke grunde herover, men gjøre mit bedste for at tækkes ham. —
En Lørdageftermiddag spurgte Bedstemoder — der som sædvanlig havde ført Udgifterne fra Jomfru Mørks Tavle ind i sin Regnskabsbog — pludseligt og heftigt:
«Men Oksekjødet? Regnskabet for Ugen passer, skjøndt intet Kjød er anført. Jomfru Mørk, dette trænger til en Forklaring.»
Ingen Misdæder, der var overbevist om sin Brøde, kunde se mere sønderknust ud end den stakkels, skjælvende Jomfru Mørk.
«Og lad mig se,» vedblev Bedstemoder, ubarmhjærtigt bladende videre, i forrige Uge staar rigtignok Kjød, men intet Brød, nej, i, Sandhed!»
Bedstemoders Stemme dirrede af Vrede, idet hun fortsatte:
«Sker sligt en Gang til, Jomfru Mørk, maa vi skilles; behag nu at sammenregne Deres Tilgodehavende. — Min Gud, det er kommet saa vidt, at der tør bydes os Almisse!»
«O, Bedstemoder, dette er ikke ædelt!» Hvor jeg havde ondt af den tro, opofrende gamle Pige; hvor det skar mig i Hjærtet, da Pengene bleve hende udbetalte, og hun grædende gik bort med dem. Lidt efter søgte jeg hende op i det mørke Pigekammer, hvor hun laa med Hovedet paa Sengen og hulkede.
«Er det Dem, Frøken Emilie, aa Himmel, at jeg skulde krænke hende, for hvem jeg vilde give mit Hjærteblod; jeg havde jo tjent hver Skilling i Familien, og saa troede jeg nok, jeg turde —»
«Bedstemoder har Uret, De gjør saa meget for os alle, at disse Penge ikke kunne forhøje vore Forpligtelser. Lad mig faa disse 4 Kr., Julie trænger til et Par nye Støvler.»
«O, nej, vist ikke! tusinde Tak, men vi tør ikke forsynde os saa haardt. Gaa nu bare, mit kjære unge Herskab, saa kommer Theen straks. Gertrud er vist kommen i Sladder med nogen, siden hun ikke allerede er her med Tvebakkerne; man kan aldrig stole paa saadan en.»

Femte Kapitel.

Næsten hver Uge blev jeg inviteret en Dag hen til Sofie, da Tante Bertha — der dog ikke rent kunde nægte Datteren ligealdrende Omgang — fandt mit Selskab ualmindelig lidt generende.
Der var en underlig Modsætning mellem vort tarvelige Hjem og deres, hvor en gediegen Velstand gav sig tilkjende i hver Krog. Skjøndt jeg, for min egen Person, ikke skattede Luksus og ydre Velvære synderlig, ønskede jeg dog ofte at kunne bringe lidt deraf hjem til mine Kjære, og ved det overflødige Bord maatte jeg uvilkaarlig tænke paa Bedstemoders usødede The og Julies skrabede, sammenlagte Smørrebrød. Naar der var større Festligheder hos Tante, bleve baade Victor og jeg indbudte; ved saadanne Lejligheder var det næsten et Studium for mig, uden synderlig Bekostning at faa Toilettet i Orden, saa jeg ikke skulde stikke af; højere gik mine Fordringer aldrig.
Hvor det bedrøvede mig at se Victors Klæder efterhaanden blive for korte, og, trods al anvendt Omhu, en Smule slidte i Sømmene. Hans ædle Anstand og smukke, fremtrædende Ydre gjorde det endnu mere kjendeligt.
Den kjære Sofie tilbød mig iøvrigt rundelige Summer af sine Lommepenge, hvilket jeg dog naturligvis, instrueret af Bedstemoder, bestandig afslog.
Onkel Johans lille Husbestyrerinde, Kusine Emma, sluttede sig ofte til os, og tre saa forskjellige Personligheder ere vist aldrig komne bedre ud af det sammen.
Emma var en høj, bleg, stille Pige, med et aflangt Ansigt og blide, brune Øjne, snarere styg end smuk, men med et eget behageligt, vindende Udtryk og Væsen. Af Folk i Almindelighed blev hun ikke ændset synderligt;. hendes Fortrin vare af en bramfri Natur og maatte opsøges, da hun selv forsmaaede at gjøre dem gjældende. Hun var taalmodig, pligttro og ydmyg, fandt sig i Onkels befalende Væsen uden Knurren, ja, holdt endogsaa af ham paa en vis Maade, og havde ofte inderlig ondt af ham, hvilket Sofie rigtignok erklærede for højst umotiveret.
O, hvor den stolte, gamle Herre vilde være bleven forbavset og harmfuld, dersom nogen havde sagt ham, at den af ham aldeles afhængige Emma, paa hvem han saa saa dybt, saa dybt ned, vovede at have Medlidenhed med ham.
«Træk ikke i Klokken hos os, men kom herop,» sagde Sofie en Morgen, idet hun bøjede Hovedet ud over Trappegelænderet, «jeg opholder mig her i disse Dage og fører Huset; Emma har faaet Orlov, og er nu i Skaane hos Søsteren, Du ved, Agnes, der er gift med den svenske Løjtnant. Dette Mirakel skyldes ene min Menneskekundskab; jeg bad nemlig ikke hendes Onkel, om hun maatte rejse, men sagde tvertimod, at det gjorde mig saa inderlig ondt, hun aldrig kunde rejse, da han naturligvis ikke kunde undvære hende. «Ikke undvære hende? Mageligt; hun maatte gjerne rejse, hun skulde rejse jo før jo heller!» Saa pakkede hun da ind, og alt imedens lærte hun mig, hvorledes jeg skulde bære mig ad. Nej, hvor det var den kjære, lille Sjæl magtpaaliggende, at han ikke skulde forsømmes i nogen Henseende, Du kan tro, jeg satte et rigtig paalideligt Ansigt op og lovede det bedste; men aldrig saa snart var hun ude af Døren, før jeg brød Løftet. Han maa vente paa Middagsmaden; Avisen ligger ikke paa sin Plads; her er altid Modtræk, naar, han kommer ind o. s. v. o. s. v. Af pur Ondskab gjør jeg det ikke — skjøndt det rigtignok morer mig at drille ham lidt — min Hovedgrund er, at han skal faa Idé om Emmas egentlige Værd og lære at savne hende. Hvad mener Du, Emilie, undertiden ønsker jeg ham virkelig Døden, saa kunde Emma betale for sig hos Søsteren, hvilket er hendes Ønskers Maal. Der vil hun naturligvis ogsaa blive overlæsset med at passe Børn og alt muligt, men hun vil tillige blive paaskjønnet, og jeg tror, at en daglig Opofren er hende lige saa nødvendig til Livet som Luften, hun indaander. — Hatten og Mantillen af, øjeblikkeligt! Og hør saa paa mine Bekymringer, Du kjære, taalmodige Emilie, der aldrig selv klager. Moder er saa underlig og vil slet ikke indse, at meget er forkert her i Livet; det er saa nemt at være tilfreds og saa dumt at tænke over, hvad man ikke kan ændre. Men saadan er jeg ikke! Har Du kjendt Mage, jeg ønsker undertiden at komme i rigtig Nød, for at det kunde klare sig, hvilke af vore talrige Bekjendte — som nu alle holde saa inderligt, af os — der ere sande Venner. Sig mig, har Du været til Stede, naar nogen talte om Dig, uden at de vidste, Du hørte det? Ikke, det har jeg prøvet, og Du kan tro, det hjælper til at indse, hvilken Plads der egentlig tilkommer en. Forleden, da vi sent om Aftenen toge fra Roskilde, hørte jeg to Damer i Kupeen — hvem jeg godt kjendte — tale om os. Moder sov heldigvis; ellers havde hun erfaret, at hun var enfoldig, flegmatisk og hjærteløs; jeg var ikke kjønnere end unge Piger i Almindelighed, altfor overgiven og søgte forgjæves ved en paatagen Originalitet at skjule min Ubetydelighed. Tonen, hvori de talte, var i sin Ligegyldighed det værste af det hele, og jeg kan ikke sige Dig, hvor underlig jeg blev til Mode; dog, det var vel Sandheden, der saarede. Da jeg næste Morgen saa mig i Spejlet, var mit Ansigt uden Overdrivelse blevet et halvt Kvarter længere. Men holder jeg ikke snart op, saa burde de gode Damer have tilføjet: Hun vil altid snakke og Jader ingen anden komme til Orde.»
«Du er ikke ubetydelig, Sofie, og Du er original, og Du er ogsaa smuk, især naar dit lille runde Ansigt faar ét halvt Kvarter mere i Længde. Naa, kom smukt ud med, hvad Du endnu har paa Sinde.»
«Det er blot en Ærgrelse, jeg havde i Morges, en rigtig Skam. Har Du set vor lille sekstenaarige Kokkepige? Hun er saa fin og ser saa rørende ud med sit lille forgrædte Ansigt, og gaar med en saa god Villie trods Hjemveen — hun er nemlig ude for første Gang —, at det er en Fornøjelse. I Morges, som hun stod og arbejdede paa Livet for at faa en rusten Kakkelovn blank, og jeg i samme Stue vandede mine Blomster, stak Moder Hovedet ind ad Døren og sagde; «Elskede Sofie, er det Dig ikke for anstrengende, kan Du ikke lade en anden gjøre det? Du taaler ikke at tage Livet saa besværligt.» Moder mente ikke det mindste Ondt hermed, men jeg kunde føle, at jeg blev rød helt op til Panden, fordi jeg, der var ung og kraftig, saaledes skulde forkjæles. «Lille Grethe,» sagde jeg, «gid din Moder var her og kunde dægge for Dig.» — «Aa, hun,» svarede Grethe leende gjennem Taarer, «vilde bare sige: Tag bedre fat, Tøs, skrub Dig, spar ikke paa Kræfterne! Og det er vel ogsaa det rigtigste,« og saa gned hun ufortrøden løs. — «Men tys, der kommer gamle Bussemand, saa vil jeg ikke holde længere paa Dig, Farvel!»
Da jeg kom hjem, vare Bedstemoder, Victor og Julie ude; Hr. Storm sad i Dagligstuen og ventede paa dem. Jeg tog med mit Arbejde Plads ved hans Side, grundende over Anledningen til hans usædvanlig alvorlige Mine.
«De ved, Frøken Emilie,» begyndte han efter en lille Pavse, «at Onkel har taget sin Afsked; kan De gjætte, hvem der er udnævnt til hans Eftermand.»
«Det er da ikke Dem?» «Jo, og jeg glæder mig meget over, at den kjære, gamle Mand kan blive i Præstegaarden, hvor han dog nu er groet fast. Dette vil ogsaa være et stort Gode for mig, der umuligt straks kunde udfylde hans Plads nogenlunde tilfredsstillende. »
«Det kan være meget sandt, men jeg er egoistisk og tænker kun paa, hvorledes vi skulle kunne undvære Dem; jeg synes, alt vil staa stille, naar De rejser; hvem skal jeg ty hen til for at faa Kraft og Mod?»
«De har faaet Kraft og Mod fra en højere Kilde, Barn,»
«Men De har vist mig derhen og lært mig, naar jeg gik fejl; det forekommer mig, at vi skylde Dem ethvert Lysglimt; naar De er her, bliver Stemningen altid saa hyggelig og god, og i Deres Nærhed kan jeg ganske anderledes overse de smaa Savn og vurdere de smaa Glæder.»
Han havde rejst sig op og saa ud af Vinduet med Ryggen imod mig; jeg vedblev i en Tone, som hans Tavshed gjorde utaalmodig og ivrig:
«Dog, jeg skulde ikke tale saaledes, men bør huske, at De har handlet saa ædelt imod os, alene af Pligtfølelse og almindelig Menneskekjærlighed, ikke fordi De holdt af os.»
Da jeg havde endt, vendte han sig hurtigt om; han var ganske bleg og fæstede et paa en Gang haabefuldt og tvivlende Blik paa mig.
«De har drevet mig til det yderste,» sagde han, «jeg kan ikke tie mere, Gud hjælpe mig, jeg kan ikke. Skulde det være muligt, skulde de Følelser, der Dag for Dag ere voksede fastere i min Sjæl, blive besvarede? Vil Kjærligheden kunne forsone Dem med den tarvelige Lod, jeg kan byde min Hustru? — Dog nej, jeg ser det! Bliv ikke saa forfærdet, jeg forstaar det godt; De har aldrig tænkt Dem sligt muligt; De er saa ung og barnlig imod mig, baade i Tanke og i Aar, og jeg burde have gjemt dette i mit Bryst for altid.»
«O, det er saa sørgeligt, saa sørgeligt! Jeg holder jo inderligt af Dem, men som af en Fader, og De tager bestemt ogsaa fejl; De kjender mig saa godt og kan umuligt holde af mig paa den Maade; o, det er saa sørgeligt og saa ubegribeligt!»
Jeg skjulte mit Ansigt i Hænderne og græd, utilfreds baade med mig selv og ham.
«Det er godt, jeg kommer bort,» sagde han blidt, «og vistnok ogsaa godt for mig, at dette kom til en endelig Afgjørelse; dog havde jeg gjærne sparet Dem for denne Sorg. Nu ved De Grunden, hvorfor jeg helst kom, naar De var borte.»
«Men i den korte Tid, De bliver her, vil De da besøge os hver Dag.»
«Jeg kan ikke; fordi jeg taler saa roligt til Dem, er jeg sandelig ikke rolig! jeg vil helst sige Dem Farvel nu. De maa ikke tro, at jeg er meget ulykkelig; Vorherre vil efterhaanden gjøre mig glad i min Virkekreds, som jeg nu udelukkende vil hellige mig. Mine bedste Tanker og Ønsker skulle altid gjælde Dem. Farvel!»
Han vendte dog om i Døren, lagde sin Haand paa mit Hoved og sagde:
De maa ingensinde bebrejde Dem, at De har vist mig Venlighed og Godhed, og derved selv foranlediget en Mistydning; thi netop Deres, uforbeholdne Væsen maatte, efter mit Kjendskab til Deres Karakter, straks sige mig, at min Plads kun var en ældre Vens. Jeg har ogsaa været fuldkomment paa det rene hermed, undtagen det ene, ulykkelige Øjeblik. Farvel, og Gud velsigne Dem!»
Hvor jeg var rystet og forskrækket hele Dagen; næste Morgen spurgte jeg mig selv, om det ogsaa var muligt, om det ikke var en Drøm.
«Det er tungt, at vi skulle miste Storm,» sagde Bedstemoder, men tilføjede straks, «naturligvis maa det glæde enhver, at han har faaet en god Ansættelse.»
«Nej, Bedstemoder,» indvendte Victor, «jeg kan ikke glæde mig, naar min Raadgiver, min bedste Ven, min Broder kommer bort.»
Hans Broder! det lød saa besynderligt; Victor var jo meget, meget yngre end sin forrige Lærer. Hvor gammel kunde denne egentlig være? da jeg var ti Aar, var han toogtyve, altsaa nu etogtredive, dog ikke ældre!
«Ili, hvem vil herefter fortælle mig om Askepot og Tommelise, og hvem vil klippe Billeder til mig?»
«Det skal jeg nok, Julie, naar du blot vil tage tiltakke.»
Ikke til et Menneske omtalte jeg, hvad der var foregaaet mellem Herr Storm og mig, men jeg tænkte ofte derpaa med Sorg og tillige med en vis vantro Forbavselse. I Bevidstheden om hans alvorlige Kjærlighed laa dog en mægtig Spore til det gode og jeg syntes mit Ansvar var blevet større.
Julie var nu seks Aar og lagde daglig mere og mere Beslag paa mig; hendes Evner udvikledes hurtigt; hun var næsten altid artig og flittig og dertil saa munter og livlig. Vi spadserede lange Ture paa Volden eller til Frederiksberg; og min Øjesten skød rask ivejret, yndig og frisk som en lille Rose. Efterhaanden voksede hun fra alle sine Klæder, og jeg havde travlt med at forandre, øge og sy om; kjøbe Nyt turde vi kun sjeldent tænke paa.
Vinteren begyndte kold og barsk; Jomfru Mørk sad om Aftenen inde i Bedstemoders Sovekammer ved den lunkne Kakkelovn og snurrede paa sin Rok. «Det holder Fødderne saa velsignet varme,» sagde hun, «og saa har man Tankerne frie.» Jeg ønskede inderligt, at hun maatte komme ind til os andre, men Bedstemoder fandt det ikke passende; desuden tror jeg næppe, hun havde ladet sig formaa dertil. Undertiden tog Bedstemoder sig dog et og andet for, hvortil hendes Hjælp udkrævedes, og besynderligt nok hændtes dette gjærne, naar Vejret var rigtig bidende koldt. O, det tomme, tomme Skin, som altid skulde vedligeholdes!
«Du maa ikke være saa flittig, Victor,» sagde jeg en raa Decemberdag, idet jeg lagde min Haand paa hans Bog, «hold nu lidt op!»
Han hævede Hovedet og drog mig ned paa sit Skjød; der laa et Udtryk af Anstrengelse i hans Øje og han var bleg.
«I to Aar, Ili, maa jeg være meget flittig; da vil med Guds Hjælp alt blive godt; men to Aar er en lang Tid, og Bedstemoder er en gammel Kone; dog hun er jo saa rask, og Vorherre vil nok bevare hendes Liv; tror Du ikke ogsaa? — Læg din Haand paa min Pande, Ili, og lad mig se lidt paa Dig; Du har saadant et godt lille Ansigt, synes jeg, og Du ligner Moder. — Saa Du Herr Skrue igaar? han var her med en Masse Regnskaber; nu er det hele da endelig afgjort, men der blev ikke noget tilovers, som vi havde haabet. Mon han er ærlig? da han gav Bedstemoder toogfyrre Kroner og fem Øre tilbage, saa han ud, som vilde han gjøre Nar af os lige i Ansigtet. Dog maaske gjør jeg ham Uret; det er saa sørgeligt, før troede jeg godt om alle Mennesker. Jeg bliver ogsaa saa let stødt paa mine Venner nu; Ulykken har gjort mig pirrelig og uretfærdig, og jeg lægger vist ofte en saarende Betydning i et blot tankeløst Ord men det er urigtigt at tale om Ulykke; den, der betaler sin Gjæld, formerer sit Bo; jeg vil ikke ærgre mig mere over de toogfyrre Kroner; bedre at de vare tilovers, end om de havde manglet. — Nej, Kjære, Du skal ikke lægge i Kakkelovnen, det er unødvendigt, om en halv Time skal jeg paa Forelæsning.»
Lidt efter gik jeg hen til Sofie, hvem jeg traf i sit hyggelige, med kostbare Tæpper og Portierer velforsynede Værelse. Der var en Syjomfru hos hende, og hun stod netop foran Spejlet og prøvede en Balkjole.
«Kunde jeg blot tage Dig med i Aften, Emilie,» sagde hun med et muntert Nik, «men desværre, det gaar vel ikke an. Kan Du lide min Dragt? ganske hvid og simpel, men paa Hovedet faar jeg en Krands af naturlige Rosenknopper og en tilsvarende Buket; se blot i Kurven paa Bordet, kan der tænkes noget smukkere?»
Nej, det kunde der ikke! en lille Regning laa ved; at betale for Blomster 40 Kr., stod der. O, det var uforklarligt og stygt, at jeg kunde blive saa tung om Hjærtet, og saa længselsfuld efter at komme bort.
Himlen var graa og lav; der faldt store, tætte Sneflokke, som dog smeltede, endnu før de naaede de sølede Gader; det var rigtig et Vejr til at blive melankolsk i.
Da jeg kom over Nicolai-Plads, saa jeg en ældre Kone, med et skarpt, magert Ansigt, i en tynd, forslidt Dragt, liste stille om i nogen Afstand fra Slagterboderne; hendes Øjne slugte formelig Kjødet, men hun havde kun en Femogtyveøre i Haanden, og det nyttede ikke, at hun uafladelig saa paa den og drejede den frem og tilbage mellem Fingrene; det var og blev ikke mere. Maaske var det, i Betragtning af vore egne Forhold, urigtigt og uforsvarligt at kjøbe hende et godt Stykke Suppekjød, men jeg kunde ikke modstaa, og den stakkels Skabnings Glæde gjorde mig selv saa umaadelig glad. Enhver Bekymring syntes pludselig bortblæst, og min Gang blev lige saa let som mit Sind. «Dine egne staa Dig dog nærmere,» sagde Fornuften, men Hjærtet svarede: «Vorherre vil ikke slaa Haanden af dem, og jeg vil herefter være utrolig sparsommelig og fornuftig. O, Gud ske Lov! at jeg traf den gamle Kone; Gaven var kun ringe, men hun følte bestemt Trøst ved at møde Deltagelse, og fik lidt Tillid igjen til Næsten; først troede hun vist, at jeg vilde spotte hende, men saa blev Blikket pludselig saa klart og saa mildt, aa, Gud ske Lov!»
Samme Eftermiddag, netop som Mørket faldt paa, og Julie havde sat sig tilrette paa mit Skjød for at høre en Historie, bankede det paa Døren, og Onkel Johan traadte ind.
Der maatte være noget ivejen med ham; han havde ikke sit sædvanlige, ubevægelige Ansigt; hverken Holdning eller Mine var som ellers, ja selv Stemmen lød anderledes. Han saa ud som et Menneske, der er dømt til at synke en stor Sten, gaa gjennem et dybt Vand, springe over en høj Mur, eller foretage en anden lige saa umulig og fornuftstridig Handling.
«Er Victor hjemme?» spurgte han omsider, næsten med en Grimace.
«Jeg kan ikke tro andet; se ad, Børn.»
«Nej, nej, det er netop mit Ønske, at han skal blive udenfor Kusine,» — han, der blev saa opbragt, naar andre ikke kunde finde Ord, og hvis Tale ellers var saa kort, klar og tydelig, stammede og tøvede — «Kusine, jeg synes det var hensigtsmæssigt at — at Victor selv fik noget at raade over, og derfor,» Onkel var nærved at kvæles, «er her to hundrede og femogtyve Kroner for et Kvartal. Formodentlig vil dette foreløbig vedblive, dog forpligter jeg mig i ingen Henseende, ligesom jeg ogsaa alvorlig advarer mod at knytte nogensomhelst Forhaabning om fremtidig Arv eller Understøttelse til dette. Victor er mig ingen Taknemmelighed skyldig, ja jeg frabeder mig den indstændigt. — Behag nu at give Pengene i hans egne Hænder; han alene skal raade for dem. Farvel!»
Jeg greb Onkels Haand, idet jeg fulgte ham ud, men den var stiv og tør som altid; i Tusmørket kunde jeg se det spottende Træk i hans Ansigt, blandet med et uroligt og harmfuldt, som var han kommen i Modsigelse med sig selv. Han maatte jo dog have handlet af Godhed; hvorfor skjule den med en saa hæslig Maske?
«O, Bedstemoder,» raabte Victor, da han hørte det utrolige og modtog Pengene, «lad mig rigtig favne Dig og sige, hvor kjær Du er mig! Kan Du huske, Ili, hvor mismodig jeg var i Morges; det laa tungt paa mig at skulle være til Udgift baade med det ene og det andet. Gud være lovet og takket for denne Forandring! Og jeg, som troede, at gamle Onkel ikke kunde udstaa mig! Hør, Jomfru Mørk, De maa fyre dygtigt i Sovekammerkakkeloven og sørge for, at Bedstemoder faar sin Chokolade og Vin igjen. Du, Ili, der altid glemmer Dig selv, skal have en smuk, lyserød Kjole og en Hat med lange Fjer, og Julie — hvor er Putte, lad mig svinge Dig — Du skal i Teatret paa Onsdag og se Alferne. — Det gjør mig ondt, at jeg saa saa surt til gamle Skrue i Gaar; naar alt kommer til alt, er han vel dog en skikkelig Fyr, og det er da rimeligt, at han vil have sit. Har Edvard været her, Jomfru Mørk?»
«Ja, han har, men om jeg tør være saa fri at ytre min Mening, saa er det spildt, der sættes paa ham.»
«Desuden», tilføjede Bedstemoder, «maa Du erindre, at ni hundrede om Aaret er en begrænset Sum. Det undrer mig i det hele, at Du kan være saa glad; mine Følelser ere ikke ublandede; naturligvis kan Du modtage Pengene af din Onkel, men det er dog haardt, at det behøves.»
«Det føler jeg ikke, bedstemoder; jeg er lykkelig over, at Onkel er saa godt et Menneske. For Resten har Du naturligvis Ret i, at Summen er begrænset; Ili maa siden hjælpe mig med at gjøre et fornuftigt Overslag. Hvad Edvard angaar, da skal han blot have seks Kroner til at løse sin Frakke, som den arme Skjælm har paa Assistenshuset. — Det nytter ikke, at Onkel frasiger sig al Tak, jeg maa derhen og tale mig ud. Naar jeg kommer tilbage, vil jeg skrive til Frederik.»
Frederik! Hvorfor sagde han ikke Hr. Storm? Mon de vare blevne Dus?
Da den stakkels Victor kom tilbage, var hans Glæde betydelig bortdunstet.
«Onkels haarde, kolde Væsen piner mig,» sagde han, «men da jeg ved, det dikteres af en misforstaaet Delikatesse og har Beviset paa, at hans Sindelag er kjærligt, vil jeg ikke trættes, men være saa paatrængende i min Opmærksomhed, at han tilsidst maa blive overvunden.»

Sjette Kapitel.

Vore Forhold bleve, som en Følge af dette Tillæg, mindre trykkende; Victor forcerede ikke sin Flid saa meget, blev atter munter og fik sit sunde, friske Udseende tilbage.
«Hvad mener Du, Bedstemoder,» spurgte han en Morgen, «om jeg benytter Frederik Storms Indbydelse og tilbringer Paaskeferien ude hos ham.»
«I dit Sted holdt jeg ikke af at komme paa den Maade til den Egn.»
«O, Bedstemoder, mit Venskab for ham er større end min Stolthed, Med Dig vilde jeg kun komme i egen Ekvipage og med Evne til at kjøbe Godset tilbage; alene rejser jeg derimod gjærne i Diligencen, fornøjet over at kunne besøge de gamle Steder som enhver anden fremmed. Julie vil desuden absolut have mig af Sted med det Bonbon, hun har gjemt fra Juletræet til Pastor Dahl.»
Victor kom meget oprømt og livlig tilbage fra sin lille Udflugt og kunde ikke holde op at rose Forholdet mellem Onkel og Nevø. I Sommerens Løb skulde der opføres en ny Præstegaard, ikke stor, men rigtig hyggelig og smuk; han havde Tegningen med i Lommen. Medens jeg et Øjeblik var inde i Sideværelset, hørte jeg ham pludselig udraabe:
«Men jeg havde nær glemt at fortælle, at Frederik er bleven —»
Jeg hørte ikke mere, men stod ganske forskrækket og turde ikke gaa ind igjen; det var, som laa Fremtiden paa en Gang saa lang og tom foran mig. Jeg kaldte paa Julie; af hende vilde jeg helst høre det.
«Kjære, hvad var han bleven?» «Hvem?» «Pastor Storm.»
«Hvad skulde han være bleven? Jeg hørte ikke efter, hvad de sagde. Se, disse Æg med brogede Billeder paa, dem havde Victor med til mig.»
«Spørg derom, Julie.»
Den Lille stillede sig i Døren og raabte, før jeg kunde forhindre det:
«Ili vil vide, hvad han er bleven.»
«Ridder, fordi han reddede et Barn fra at omkomme, paa Isen. — Men, Emmy, hvad Du har for et straalende Ansigt, jeg kan ikke kjende Dig igjen!»
Og Victor lagde Armen om mit Liv og førte mig hen foran Spejlet. Straks efter kom Sophie, og jeg fik ikke et Øjebliks Ro til at tænke efter før om Aftenen, da jeg var alene med mit sovende Barn og skulde aflægge Regnskab for Dagen; og selv da søgte noget inden i mig at undvige, skjule sig, smutte bort; men jeg tvang det frem og tvang det til at skrifte.
Hvad var det, jeg havde følt? Undte jeg, der selv intet vilde bidrage til hans Lykke, ham ikke en Gang at finde den ved en andens Side? eller havde Tanken om hans Forlovelse kun bedrøvet mig, fordi en saadan Ustadighed stod i Strid med hele hans Karakter. Dog nej, jeg følte og forstod, at Bevidstheden om hans Kjærlighed efterhaanden, mig selv uafvidende, var bleven min bedste Skat.
Skulde det være muligt, dersom han kom igjen — men det vilde han aldrig, aldrig, aldrig! — at mit Svar da blev et andet; havde jeg maaske i Overraskelsens Øjeblik forspildt Lykken for os begge? Dog, Vorherre styrede sikkert alt til det bedste; paa Ham vilde jeg kaste min Sorg, Ham vilde jeg elske og tjene med dette stakkels svage, ustadige Hjærte. Hvor ofte havde Frederik ikke talt til mig om Gud, trøstende og styrkende var Mindet om hans varme, oprigtige Tro.
Jeg lukkede min Kommode op, tog den Mark, jeg havde faaet af ham hin Aften hjemme, og gjemte den i en Perlemoders Æske ved Moders Haarlok og nogle Blomster fra mine Forældres Grave. O, det var besynderligt, at et flygtigt, misforstaaet Ord saaledes ganske pludseligt kunde aabenbare, hvad der længe havde spiret og vokset skjult i Sjælens Inderste.
«Stræb at ligne ham, Victor,» havde Moder ofte sagt, «en bedre Søn kan ingen ønske sig.» O, havde jeg hende nu og kunde betro mig til hende!
Det gik ret levende op for mig, hvor meget jeg allerede skyldte hans Paavirkning, og tillige hvor meget jeg endnu behøvede den; og dette var en bittersød Tanke.
Da jeg vaagnede næste Morgen, var der fuldkomment Havblik i min Sjæl, men jeg var tillige forandret, og der kom en underlig Vemod og Stilhed over mig.
Ensformige og regelmæssige forløb Dagene; med en sælsom Følelse af Lykke hørte jeg bestandig mine Kjæres Lovtaler over Frederik; selv Bedstemoder glemte sit afmaalte Væsen og blev varm ved hans Ros.
«Men Du, Ili,» sagde Julie en Gang, «holder vist ikke rigtigt af ham, for Du tier altid stille.»
«Den, der tier, samtykker, ved Du nok.»
Min Stemme lød underligt, men det mærkede de ikke, og Mørket skjulte min Rødme. —
Victor var overordentlig flittig og fik efterhaanden mere og mere Interesse for sit Studium; han vilde have følt sig meget tilfreds, dersom Onkel Johans ukjærlige, frastødende Væsen ikke havde været.
«Min Forstand staar stille, Emilie, hvad skal jeg finde paa? Var det ikke for Eders Skyld, vilde jeg, saa vist Gud lever, frasige mig Pengene.»
Han saa saa ulykkelig ud, at jeg besluttede mig til at tale med Emma for om muligt gjennem hende at paavirke Onkel.
Hun sad paa sin Taburet ved Sybordet; i det aabne Vindue stod en blomstrende Kala; der Var saa stille i Stuen, at man kunde høre en Myg surre. Hendes smalle, smaa Fingre arbejdede flittigt paa et lille Barneforklæde; det skulde bestemt være til hendes Navne i Skaane, og Tankerne, der gave hendes Ansigt et saa kjærligt Udtryk, de vare vist ogsaa i Skaane.
«Goddag, Emilie, jeg mærkede slet ikke, at Du kom.»
«Jeg kommer for at forlange en stor Tjeneste af Dig, Emma; Du maa forklare Onkel, at Victor ikke kan tage mod hans Godhed paa denne Maade.»
«Det kan jeg ikke,» svarede hun med Liv, «stakkels Onkel! Jeg vil før bede Victor holde sin Taknemmelighed tilbage. Onkel er ikke rask; hans Fod er værre, og saa ængster det mig ogsaa, at han er saa forandret imod mig langt venligere end før. Dette vilde naturligvis være glædeligt, naar jeg ikke betragtede det som Tegn paa legemlig Svaghed. Nej, Emilie, det er Victor, der maa forskaane ham.»
«Hvorfor ser Du saa underligt paa mig, Emma?»
Jeg vilde blot spørge, om Du kjender en Fru Lund.»
«Fru Lund? Det tror jeg ikke; jo, dog! Hjemme havde vi for mange Aar siden en Syjomfru, der blev gift med en velhavende Skipper Lund; hun kalder sig maaske nu Frue. Men hvad vedkommer det Victor og Onkel?»
«Have dine Forældre ikke bevist hende meget Godt?»
«Nej, hvor Du ser hemmelighedsfuld ud, Emma, jeg bliver ganske højtidelig stemt!» «Kjære, faar jeg intet Svar?» «Moder gav hende en Dug med tolv Servietter i Brudegave; det husker jeg tydeligt, og det var hun umaadelig glad over. Dog, hvad mener Du? Forklar Dig.»
«Du kan jo tie, Kusine,» svarede hun, idet hun tog min Haand, «og jeg er vis paa, at Du ikke vil misbruge min Tillid. Det er Fru Lund, der giver Victor Pengene; Onkel har kun, paa hendes indstændige Forestilling, taget sig Skylden paa. Af ham vilde de blive modtagne, ikke af hende, sagde hun. Men, Emilie, hvad vil Du gjøre?»
«Jeg maa se denne ædelmodige Kone, jeg maa tale med hende og takke hende. Vær rolig, hjemme skulle de intet ane; jeg gaar nu straks derhen, ganske alene. Hvor bor hun?»
«Du er saa hastig, jeg fortryder næsten, at jeg har talt, men jeg gjorde det for Onkels Skyld. Fru Lund bor paa Kristianshavn, Overgaden neden Vandet, men det er bedre, Du ikke gaar, Emilie!»
Dog, jeg var allerede nede af Trapperne og stod snart paa Kristianshavn, hvor det endelig — efter megen Spørgen og Gaaen frem og tilbage, som en Følge af dunkle eller forkerte Anvisninger — lykkedes mig at finde Fru Lunds Hus, en gammel, rød Bygning med stejle Trapper, der meget hensigtsmæssigt ved hver Afsats var forsynede med Siddepladser op til Muren. En stærk Duft af friskbrændt Kaffe strømmede ud af den halvaabne, brune Dør med den hvide Plade, hvori Navnet Lund var ridset med store, tydelige Bogstaver. Jeg vovede ikke at betænke mig af Frygt for, at Modet skulde glippe, men gik hurtigt ind i Entreen og bankede paa Døren ligefor.
Da der intet Svar paafulgte, aabnede jeg den uden videre og kom saa ind i en temmelig stor, ret hyggelig Stue, hvor en fem, seks halvgamle, pyntede Kvinder sade omkring et lille med friskt Hvedebrød velforsynet Kaffebord. De stak, i Ordets egentligste Forstand, Hovederne sammen, og jeg fik uvilkaarligt det Indtryk, at Næsten maatte holde for. Saa ivrige og optagne vare de, at jeg ikke blev bemærket, før jeg stod lige foran dem.
«Undskyld, jeg vilde gjærne tale med Fru Lund.»
Jeg henvendte disse Ord til den lille trivelige Person, der stod foran Bakken, hvem Morgenkappe og Silkeforklæde betegnede som Værtinde.
«Til Tjeneste,» svarede hun, idet hun nejede høfligt, «vil De se Lejligheden ovenpaa?»
Da hun talte, kunde jeg kjende hende igjen fra min Barndom. Jeg saa nøje paa dette brede, glatte, lidt flade Ansigt med de smaa, ubetydelige Træk, de milde, lyse Øjne og det hverdagsagtige Udtryk. Der fandtes ikke en Fold eller Rynke, hvor jeg kunde tænke mig, at noget ualmindeligt, være sig godt eller ondt, kunde være skjult.
«Fem Værelser, Kjøkken, Spisekammer og Tørreloft,» vedblev hun, «alt i bedste Orden, propert og bekvemt. Behager De at følge mig.»
«Det er en Misforstaaelse, jeg ønsker ingen Bolig, men vil derimod bede Dem om to Minuters Samtale i Enrum.»
Hun saa kjendelig skuffet ud og tillige lidt ærgerlig over at være bleven forstyrret til ingen Nytte. Jeg tror ogsaa, hun frygtede for en eller anden Anmodning; i det mindste fik jeg et temmelig forskende, lidt mistænkeligt Øjekast, der ikke vilde have været synderlig opmuntrende for en stakkels Supplikant.
«Vi kunne gaa herind,» sagde hun dog i en ret godmodig Tone, og tilføjede, da vi stode Ansigt til Ansigt i en lille mørk Hjørnestue, der var en Mellemting af et Kontor, en Kahyt og et Pulterkammer, «jeg kjender Dem aldeles ikke og begriber ikke, hvad De kan ville mig.»
Havde Emma ikke taget fejl, spurgte jeg mig selv; maatte jeg ikke forekomme denne fremmede som en afsindig, naar jeg vilde paadutte hende en Handling, hun aldrig havde drømt om. Jeg var imidlertid gaaet for vidt til at kunne standse og sagde derfor:
«Mit Navn vil sikkert forklare, Fru Lund, hvorfor jeg kommer: Emilie Felsen.»
Det gav et Sæt i hende, og hun veg to Skridt tilbage, øjensynlig højst forskrækket og overvældet, dog, syntes det mig, mere af pinlig Forlegenhed end af kjærlige Følelser.
«HoId Dem til Deres Onkel, Frøken, jeg er rent udenfor, sandelig! Hold Dem bare til Deres Onkel.»
Hendes Blik foer uroligt hen til Pulten ved Vinduet, og hun kastede hurtigt sit Lommetørklæde hen over den. Denne lynsnare Bevægelse forfejlede dog aldeles sin Hensigt og aabenbarede netop, hvad den vilde skjule; i det korte Øjeblik havde jeg set et aabent Brev med Frederik Storms velbekjendte, karakteristiske Haandskrift.
Stolt af sin Aandsnærværelse vedblev hun: «Deres Onkel er Menneske til at finde paa saa mange Udflugter, det skal være, ment tro mig, det er ham alligevel.»
«Nu, saa Farvel da, min gode Fru Lund; jeg ser, at jeg har taget fejl. Farvel, og vær ikke vred.»
«Vred! nej bevares;» hun saa overordentlig lettet ud, «dersom jeg turde byde Frøkenen en lille Draabe Kaffe, vilde det være mig en Ære.»
Jeg afslog dog dette velmente Tilbud, rystede derpaa hendes Haand, lovede paa Opfordring at anbefale Lejligheden og fløj saa ned ad Trapperne.
Det kom fra ham, o Gud, hvilken Lykke! Jeg skulde vistnok ikke forraade ham, hverken til Onkel eller de andre. Hvor det var ædelt og delikat, og hvor det lignede ham at give Pengene til Victor alene. Enhver lille Forandring til det bedre glædede mig dobbelt, nu jeg vidste, den skyldtes hans Godhed. Og jeg følte klart, hvor uendelig jeg maatte holde af ham, siden det slet ikke ydmygede mig at være i en saa bundløs Gjæld.
Jeg kunde godt huske, at Pastor Dahl havde skaffet os den unge Syjomfru fra sin Søster, og forstod nu det hele.
Da jeg kom hjem, sad Onkel Johan inde i Stuen med et gruelig forpint Ansigt. Jeg kunde næppe lade være at le, men havde dog tillige rigtig ondt af ham og besluttede at hjælpe ham efter Evne.
«Onkel,» sagde jeg med et Mod, der forbavsede mig selv næsten lige saa meget som ham, «maa jeg tale lidt med Dem?»
«Hvad godt?»
«Kjære Onkel, jeg maa takke Dem, nej, De slipper ikke! Jeg ved nu det hele og indser, at vi skylde Dem langt, langt mere, end om De virkelig havde givet Victor Pengene. Det er meget smukt, at De, saa højt mod Deres Ønske, har taget Dem Skylden paa. De er ogsaa den eneste, af hvem Bedstemoder kunde taale, at vi modtog en Velgjerning.»
«Jeg har fortrudt det mange Gange, kan Du tro. Naa, siden Du ved alt, hold mig saa Drengen fra Halsen.»
«Det kan jeg ikke, jeg vil tværtimod bede Onkel om at taale hans Taknemmelighed.»
Han svarede intet, men udraabte, idet han gik:
«Det er første og bliver sidste Gang, jeg indlader mig paa saadanne Historier, nu har jeg svoret!»
Jeg tror alligevel, Onkel var meget tilfreds over at have mig til Medvider. Undertiden blinkede han ganske klagende, men dog med et vist humoristisk Udtryk hen til mig.
«I ere nogle underlige Børn,» sagde han, «Emma er ogsaa en besynderlig Pige, og kan nogen forstaa sig paa denne Fru Lund. Min gamle Verdenserfaring holder ikke længer Stik; selv er jeg ogsaa forandret, og tager jeg mig ikke iagt, er der al Udsigt til, at jeg skal ende som en følsom, gammel Nathue.»
Henad Vinteren blev Onkels Fod værre; han kunde ikke længere skjule sin Halten og tog endelig mod Victors Arm. Fra dette Øjeblik var hans Modstand brudt; de spadserede hver Dag sammen, og Victor blev ham mere og mere uundværlig.
«En smuk Karl, paa mit Ord,» hørte jeg ham en Gang mumle mellem Tænderne, medens han betragtede Victors ungdommelige Skikkelse og aabne Ansigt med Velbehag, «der er Mod og Mandshjærte i ham; Karakter har han ogsaa paa sin Vis og slægter mere Moder paa end Fader.»

Syvende Kapitel.

Da Foraaret kom, blev Onkel Johan alvorlig syg og kunde snart ikke mere forlade den ham yderst forhadte Seng. Efterhaanden som Ondet tog til, vilde han kun se Emma og Victor om sig, hvorfor denne flyttede derhen og hjalp med at vaage om Natten.
«O, Bedstemoder,» sagde han en Morgen, da han et Øjeblik saa ind til os, «hvor det er gribende at høre Onkel saa klart forstaa, hvad han har forsømt og forbrudt, og paa samme Tid saa levende føle sin fuldkomne Afmagt til at oprejse det forsømte og gjøre sket usket. Jeg synes, al Letsindighed maa ryddes ud af dens Sjæl, der har staaet ved et saadant Dødsleje. — Emma er en god Engel; hun sidder ved Sengen med sin lille Bibel og gyder Trøst i hans fortørrede Hjærte. Jeg har ogsaa undertiden læst for ham af den hellige Skrift, men da har jeg ofte truffet noget, der i Stedet for at trøste ængstede og forfærdede ham. Hun derimod er saa kjendt og hjemme i den, at hun altid ved, hvor det Ord staar, han netop trænger til, og kan finde Svar paa ethvert Spørgsmaal, enhver Tvivl og Skrupel. Og saa er der saadan en velgjørende Ro over hende, der trøster langt mere end min ophidsede Deltagelse.»
En anden Gang, da Victor traf mig ene, sagde han:
«Ved du, hvad jeg har udfundet, at Emma og vor kjære Frederik Storm vilde passe ypperligt sammen og gjøre hinanden ubeskrivelig lykkelige. Men, lille Søster, er Du saa stolt? Jeg ser, Du rødmer, og hele din Mine er en Indvending. Fy, Ili! Hvad mig angaar, da udsletter hans ædle, ophøjede Karakter enhver Standsforskjel.»
«Du tager fejl, Victor, det var ikke min Mening; jeg er saa lidt stolt, at jeg ikke en Gang rigtig kan forstaa dem, der tale i en vis Aand, og undertiden spørger mig selv, om de virkelig hylde saa fordrejede og unaturlige Meninger, og hvis det er Tilfældet, om deres Forstand da ikke har en Fejl, eller om det er min, der har det. — Jeg tænkte kun, at Hr. Storm sætter stor Pris paa ungdommelig Munterhed og Liv, og at Emma bestemt aldrig vil gifte sig, da hele hendes Sjæl er hos Søsteren og Søsterens Børn.»
Omtrent midt i Maj døde Onkel Johan; hans sidste Dage vare smertefri og rolige, og den Anger, han følte over sit forspildte, kjærlighedsløse Liv, var ikke mere saa fortærende bitter, men mildnet af Tro og Haab.
Da Victor kom hjem, var han ganske rystet og anstrængt; vi plejede ham imidlertid paa det bedste og søgte foreløbig at holde ham fra Studeringerne.
«Lille Emmy,» sagde han en Dag, «Du maa ikke saadan forkjæle mig; jeg er nu fuldkommen mig selv igjen og trænger hverken til Kraftsuppe eller Kyllinger. Desuden maa vi være meget sparsommelige, thi ser Du, den Hjælp, jeg fik af Onkel, ophører jo nu.» «Er Du ganske vis herpaa, Victor?» «Fuldkommen, da han var rask, gjentog han det daglig.»
Jeg svarede intet, men tænkte i mit stille Sind, at Frederik nok vilde finde paa en eller anden Udvej, saa Pengene alligevel kunde tilflyde os.
«Der er en fremmed Mand ude,» meldte Jomfru Mørk en Morgen, som vi sade ved Frokostbordet, «en rigtig skummel, forslagen en; hvem ved, hvad han fører i sit Skjold. Han vilde tale med Student Felsen, sagde han uden videre, og var Prokurator Knude. Da han viste sig som et Menneske uden al Opdragelse, lod Jeg ham naturligvis staa udenfor, sigende, at Jeg skulde melde ham hos min unge Herre, der dog vist næppe i Øjeblikket havde Lejlighed til at tage imod ham.»
«Resultatet af Deres Opførsel, kjære Jomfru Mørk,» lo Victor, «er kun, at jeg maa være dobbelt høflig for at gjøre den god igjen. — Blot det nu ikke er en Regning fra gammel Tid, der dukker op!»
Lidt efter hørte vi Prokuratoren gaa; det varede imidlertid saa længe, før Victor kom ind igjen, at vi alle bleve urolige. Tilsidst bankede jeg paa hans Dør og raabte ind:
«Kaffen bliver kold, Victor, og Bedstemoder vil ikke drikke uden Dig.»
Han kom ufortøvet med et Brev og et Papir i Haanden; der maatte være noget paa Færde, thi hans hele Væsen var i Oprør.
«Var det en Regning?» spurgte jeg tøvende. «Dette er en Forskrivning med mit Navn under,» svarede han, «paa over en halv Tønde Guld, og dette er et Brev, der sikkrer mig Evnen til at betale den. O, Bedstemoder, for din Skyld er jeg saa glad, saa glad!»
Og med en Stemme, der sittrede mellem Latter og Graad, fortalte han os i faa Ord, der dog ofte afbrødes af glade usammenhængende Udraab, at Onkel Johan havde kjøbt Egeborg i hans Navn til ham. Prokurator Knude havde været bemyndiget til at holde det skjult, indtil Begravelsen var vel overstaaet.
«Min første Handling,» endte han, «var at udstede dette Bevis paa, hvad jeg skylder Dig, Bedstemoder; Du skal tage det, Du bør, om ikke for din egen, saa for mine Søskendes Skyld.»
Bedstemoder rejste sig langsomt op og forlod Stuen uden et Ord, søgende Ensomhed, som det var hendes Sædvane ved enhver overvældende Begivenhed.
«Men, Ili, Du ser saa forskrækket paa mig; Du forstaar det nok ikke rigtigt endnu, og det gjør jeg selv da ikke heller. Stakkels Onkel, stakkels gamle Onkel! Læs her: «Til Tak for din Kjærlighed, den, som jeg intetsomhelst har gjort for at fortjene.» Er det ikke mærkeligt! — Hvor er Kjæledæggen? Du skal faa en Hest, Julie, en yndig, lille Norbak som den, vi saa paa Langelinie, og De, Jomfru Mørk, skal iklædes en Myndighed uden Grænse, og Du, Ili —»
Hans Talestrøm afbrødes ved Bedstemoders indtrædelse; hun var ganske bleg, og det forekom mig, som saa hun ældre ud; hendes Holdning var mindre fast; Taarerne. — dem, hun ellers altid betvang eller dog i al Fald dulgte — løb uhindret ned ad hendes Kinder, og der var en underlig Blanding af dyb Kummer og rigtig Hjerteglæde i hendes Udtryk.
«Børn,» sagde hun, idet hun rakte Hænderne ud imod os, «o, hvor jeg er en Stakkel! Havde jeg blot bøjet mig under Vorherres Haand, da havde hans Naade ikke nu nedtrykt mig saa dybt! Men jeg Daare trodsede, ansaa mig for forurettet, ja, vovede næsten at foreholde Skaberen mine usle, usle Fortjenester. Det syndige heri er vel efterhaanden gaaet op for mig, men jeg vilde ikke tilstaa det aabent, hverken for mig selv eller andre; Stoltheden kæmpede imod til det yderste, dog nu har den faaet sit Banesaar. — Saa Du er nu Herre paa din Moders Gaard, min Victor, lovet være Gud!»
Bedstemoder hulkede; derpaa begyndte hun igjen, idet hun drejede og krøllede Gjældsbeviset mellem Fingrene uden at tænke paa, hvad det var:
«Ræk mig Haanden, Jomfru Mørk, o, havde jeg taget Deres Penge, havde jeg blot taget dem, da vilde mit Hjærte være lettere nu! —
vær vis paa, at jeg, skjøndt jeg lod som ingenting, godt bemærkede, hvad hver især virkede og stred. Du, min Victor, arbejdede ikke saa utrætteligt for din egen Skyld; dit Maal var at forsøde den Gamles sidste Dage. Jeg har set Dig, Emilie, gaa stille om, skaanende mine Særheder altfor ømt, og bestræbende Dig for at glæde enhver og gjøre os alle tilmaade, efter vore forskjellige Naturer. Selv Julie har, paa sin barnlige Vis, kæmpet og vundet Sejr; jeg har læst mangt et Ønske i hendes lille Ansigt, der blev uudtalt, af Frygt for at besvære eller volde Udgift. — Af egen Erfaring ved jeg nu, at det ikke altid er et smukt Træk hellere at ville give end tage; det er sødt for den hovmodige at være en Magt, andre trænge til, uden selv at trænge til nogen.»
«Fru Baronesse, undskyld, at jeg afbryder, men jeg kan ikke godt høre sligt blive sagt, ikke engang af Deres egen Mund. Gjorde De ikke godt, netop i Løndom, og var det ikke ædelt og stort, at De hellere vilde bære ethvert Savn, end glemme hvad De skyldte Dem selv. Kjære, naadige Frue, De er bestemt ikke rask, saadan har De aldrig været før.»
«Jeg er netop rask, men jeg er saa overvældet og saa angerfuld! I skulle se, Børn, at Bedstemoder vil blive taalmodig, ydmyg og rede til at modtage Hjælp, naar Alderdomssvaghed — den ingen Formue kan bortkjøbe — gjør mig afhængig af Eders Kjærlighed.»
Bedstemoder tog mig i sine Arme og trykkede mig tæt til sit Hjærte, tæt som aldrig før. Der var en mild Glands i hendes Blik, og noget saa hengivent og uforbeholdent i hendes Væsen og Tale, at man fristedes til at spørge: er det virkelig hende selv. Den Glæde, jeg følte, ved at se hende saaledes, var tusinde Gange større, end Glæden over Arven.
Jomfru Mørk, der hele Tiden havde vedligeholdt Fatningen, tog nu Ordet i en Tone, der var saa irettesættende, som hendes dybe Respekt nogenlunde kunde tillade:
«Om jeg tør være saa fri, min naadige Baronesse, synes det mig ikke, her er Grund til en saa overdreven Glæde. Dette var en, efter Familiens Krav til Livet, sørgelig Tilværelse, som jeg aldrig har kunnet regne for andet end midlertidig; det er i sin Orden, at den afløses af en bedre og mere passende.»
«Hør hende,» sagde Bedstemoder leende, «blot vi nu ikke blive Uvenner i vor Alderdom, Jomfru Mørk; jeg tror sandelig, De vil tvinge mig til at blive den gamle stolte og bydende Herskerinde.»
«Tvinge, bevares nej! men det kommer nok af sig selv; dette er bare saadan en lille Overgang, haaber jeg.»
Henad Eftermiddagen, da vi vare komne en Smule til Ro efter Overraskelsen, sagde Bedstemoder pludseligt:
«I vor egen Lykke maa vi ikke glemme andre; jeg har ofte ønsket, at kunne give den skikkelige Kone, der gaar her, en lille Opmuntring ; Gud ske Lov, nu kan det lade sig gjøre. Hvormeget foreslaar De, Jomfru Mørk?»
«Aa, hun har saamænd havt sin gode Fortjeneste her, og er forvænt nok; desuden har hun sine Fejl.»
«Dem have vi alle, men lad det saa blive ved ti Kroner. Vil De kalde paa hende; hun er her vel endnu.»
Jomfru Mørk gik ud for at se ad, men kom, efter at vi et Par Gange havde hørt hende raabe Gertrud, Gertrud, tilbage, sigende at Konen var gaaet, men at hun jo kunde flye hende Pengene næste Dag.
«De tager fejl,» indvendte jeg, truende med Fingeren, «hun er derude, og jeg skal nok finde hende.»
Og, førend Jomfru Mørk kunde forhindre det, hentede jeg et stort, hvidt Blaarlærredsforklæde, med et Uhyre af en Smekke, ind fra Kjøkkenet.
«Her er Gertrud, Bedstemoder, uden al Vrøvl og uden al Familie, men lønnes med Guld kan hun ikke.»
Hvor hun blev rød, skamfuld, glad og vred, alt paa engang, og hvor Bedstemoder lo og græd, medens jeg forklarede Sammenhængen.
Lidt efter kom den gode, gamle Sjæl stikkende med sin Døbeseddel! Magdalene Cathrine Gertrude Mørk.
«Gertrude», gjentog hun, idet hun lagde Pegefingeren paa Navnet, og saa forklarende og undskyldende paa os.
Næste Morgen, da jeg vaagnede, spurgte jeg mig selv: Hvad er der dog sket? og saa huskede jeg først det hele. Derpaa grundede jeg paa, om Bedstemoder virkelig idag, i morgen og fremdeles, vilde være som igaar, eller om Jomfru Mørt skulde faa Ret.
Jeg listede mig ind i hendes Sovekammer; hun sov ganske trygt, men selv i Søvne havde hendes Ansigt et Udtryk, der fuldkomment tilfredsstillende besvarede mit Spørgsmaal, og gjorde Ende paa al Frygt og Tvivl. Der var en ophøjet Fred, noget baade smeltet og luttret udbredt over det kjære, blege, gamle Ansigt; hun var vist nylig slumret ind; Hænderne vare foldede; Kinden viste endnu Spor af Taarer, og Hovedpuden var ganske vaad.
Det var en sælsom Tanke, at vi skulde tilbage til vort gamle Hjem; for mig var den imidlertid ikke ublandet glædelig, men ledsaget af Uro, ja næsten Angst. Forunderligt var det ogsaa, at Frederik Storm ved sin dulgte Velgjerning, havde paavirket Onkel og foranlediget alt dette. Jeg vilde aldrig forraade ham; det forekom mig næsten, som var det min egen Sag, som havde jeg Part deri.
«Det er smukt og glædeligt,» sagde Victor faa Dage efter, «saa megen Deltagelse, der strømmer mig i Møde fra alle Kanter; sligt gjør En saa godt.»
«Den Lærdom, Modgangen har givet os,» svarede Bedstemoder, idet hun kyssede hans Pande, «maa ikke være spildt. Før trængte Du mere til Deltagelse, Victor.»
«Men jeg var saadan en forstemt, kjedelig Fyr, med hvem der intet kunde stilles an, hvorfor jeg ikke kan fortænke Folk i, at de undgik mig. Du kan iøvrigt være ganske rolig, Bedstemoder, jeg bliver aldrig den, jeg var før Ulykken. Fornøjelser ere intet Maal mere for mig; jeg lever ikke i Øjeblikket alene, og vil dertil — skjøndt det unægtelig strider mod min Natur — med Guds Hjælp blive en streng Økonom; jeg indser nemlig klart, at dette er bydende Pligt for enhver Æresmand, og den eneste Vej til at kunne udrette noget virkelig godt. Der er Alvor i min Sjæl, Bedstemoder, tror Du det?»
Og den gode Villie lyste ud af hans smukke, ærlige Øjne, og gav hele hans Skikkelse noget endnu mandigere og ædlere end sædvanligt.
«Giv mig et godt Raad,» spurgte han senere, «hvem skal jeg tage til Kommissionær, Knude eller Skrue?»
«Naturligvis Knude; Onkel Johan kjendte nok sine Folk.»
«Ja, men Skrue, stakkels Karl,» indvendte han for ramme Alvor, «har, som han siger, haft saa meget Bryderi med vore Affærer, at det næsten er utaknemmeligt at forlade ham nu.»
Vi spottede lidt over hans Troskyldighed, men holdt dog endnu mere af ham, paa Grund af den.
«Hverken Knude eller Skrue,» bad Jomfru Mørk, «en Tølper er ligesaa ubehagelig, som en Kjæltring er farlig.»
Knude blev imidlertid, af en Slags Pietetsfølelse mod Onkel Johan, den Begunstigede, og ved hans Hjælp lykkedes det — til Jomfru Mørks ubeskrivelige Glæde — at faa en Del af vort Familie-Sølvtøj kjøbt tilbage. Eduard meldte sig snart, og fik straks sin gamle Plads, fordi han, som hans Herre udtrykte sig, havde holdt sig til os i de onde Dage.
«Se her, Ili;» udraabte Victor en Morgen, idet han rakte mig Avisen, «vor Stedmoder staar mellem de Rejsende; eftersom Forholdene have stillet sig, finder jeg, at vi, for Faders Skyld, bør gjøre hende en Visit.»
Lille Julie trak mig ængstelig i Kjolen og bad:
«Jeg maa nok blive hjemme, ikke?»
«Jovist maa Du, og vi ville ogsaa gjøre det saa kort af som muligt.»
Da vi gik op ad Hotellets Trappe, saa jeg min Stedmoder, pragtfuldt klædt, og smukkere end nogensinde, komme ud af en Dør, fulgt af nogle Damer og Herrer. Da hun fik Øje paa os, standsede hun et Sekund, vinkede derpaa ad sine Ledsagere, og gik ind i en Sidegang. Jeg kunde ikke høre, hvad hun sagde, men hendes Mine udtrykte, at vi vare et Paahæng, hun for enhver Pris vilde undgaa. Victor havde intet bemærket, og vi gik derfor til hendes Værelser, hvor Glitterup tog imod os, og med skadefro Blinken i Øjnene beklagede, at hendes Frue lige var gaaet; ubegribeligt, at vi ikke havde mødt hende.
Formodentlig har Efterretningen om Arven straks efter naaet vor Stedmoder, thi endnu samme Eftermiddag gjengjældte hun Besøget, Hun havde ret længtes efter os, sagde hun; vi havde ikke besvaret Brevet, og det havde gjort hende saa ondt.
«Vi have intet Brev faaet,» forsikkrede Victor.
«Hvorledes! det er gaaet tabt; hvad have De maattet dømme om mig? ak, jeg har lidt meget, og Sorgen har forandret mig og gjort mig fornuftigere; nu vilde alt være gaaet bedre end før.»
«Der var Fordom, og følgelig Skyld paa begge Sider,» svarede Bedstemoder roligt, «jeg mener paa Deres og min, thi Børnene maa jeg frikjende.»
«Fuldkomment, fuldkomment! men hvor er den lille kjære» — jeg tror hun havde glemt Navnet — «min Favorit?»
Jeg søgte allevegne efter Julie, men skjøndt hun aldrig gik ud paa egen Haand, og Lejligheden intet som helst Smuthul indeholdt, var hun ikke til at finde, og først, da Vognen var kjørt bortt kom den lille Kryster, ganske rød i Hovedet og halvkvalt, ud af Victors Klædeskab. Denne Visit blev den eneste; kort efter rejste vor Stedmoder til Italien, og blev der — efter først at have antaget den katolske Tro — gift med en ubemidlet Prinds, som skal være frygtelig jaloux og lade hende bo paa et afsides Slot, hvor hans gamle Moder agerer Fangevogter. —
Det var en højtidelig Stund, da Victor kom for at hente os ud til Egeborg, hvor han og Jomfru Mørk havde gjort alt i Stand til vor Modtagelse. Den trofaste, kjærlige Sophie vilde slet ikke slippe mig.
«Emma er rejst til Skaane,» sagde hun, «nu rejser ogsaa Du, og jeg maa græde, skjøndt jeg vel burde være umaadelig glad.»

Ottende Kapitel.

«Saa lader Herren det da virkelig ske; saa skal jeg gjense det Sted, jeg har elsket saa højt!» udraabte Bedstemoder, idet vi rullede rask henad Landevejen i den smukke, ny Wienervogn. Julie klappede i Hænderne, og Victor, der red foran paa Abdel Kader, sprængte tilbage og saa med et straalende Blik paa os.
Da vi for noget over to Aar siden forlode Hjemmet, havde flygtige Iagttagere ikke kunnet opdage noget særdeles paa Bedstemoder; nu, derimod, maatte hun forekomme dem højst ynkværdig, saameget græd hun.
Det var den solklareste Junidag, netop saa varm, at man satte tilbørlig Pris paa Skovens Skygge og den blide Luftning.
«Se op i den blaa Himmel, Ili,» Bedstemoder havde aldrig før brugt Kjælenavne, «helt op; er det ikke forunderlig velgjørende? Herre min Gud, det er, som var jeg gamle Menneske Barn paany, og saa alle dine Undere for første Gang!»
Udenfor Landsbyen var en lille Æreport oprejst; Dannebrog viftede saa fornøjeligt fra Toppen; kjendte, venlige Ansigter saas rundt omkring, og vi modtoges med et hjærteligt Hurra. Det lille Slot saa saa gjæstfrit og indbydende ud oppe paa Banken; Egetræerne rundt omkring vare lige sprungne ud; vi betragtede det saa opmærksomt, som havde vi aldrig set det før.
Hvor hun var stivet, pertentlig, sirlig og gjennemtrængt af vor Storhed, den gamle Jomfru Mørk, som hun stod der ved Foden af Trappen og nejede for os. Bedstemoder satte sin Fod ganske tøvende paa Jorden; derpaa hviskede hun:
«Jeg har aldrig i Sorgens Tid bedet Vorherre, at han vilde lade mig komme her igjen, skjøndt det var mit inderligste Ønske; det var en underlig Forstokkethed og gjør mig nu saa ondt.»
Victor bød derpaa Bedstemoder Armen og førte hende gjennem hele Huset; det gik lidt langsomt, thi hun standsede ofte, snart med et gjenkjendende Udraab, snart for at beundre og takke. Overalt var der smukt og hyggeligt; Tipoldeforældrene hang i den store Sal, og der var ingen Skygge paa deres Ansigter mere, tvertimod, de saa bifaldende ud for sig.
Om Middagen sad Bedstemoder igjen ved Bordenden, men den kjedelige Tvang sad ikke imellem hende og os, som altid før. Det var et velsignet Maaltid, skjøndt der kun blev talt lidt og spist endnu mindre. Da vi kom ind i Havestuen, stod Jomfru Mørk, akkurat som i gamle Dage, foran Kaffebordet; der var dog et lille Træk af Misfornøjelse om hendes Mund, foranlediget ved, at Herr Knude ikke havde kunnet opdrive vor gamle Sølv-Kaffekande.
«Der er Frederik,» raabte Victor pludseligt, idet han ilede hen mod Døren, «hvorfor kom Du ikke før? jeg havde ventet Dig til Middag, og hvor er Pastor Dahl?»
«Han har desværre Koldfeber, og det er netop hans slemme Dag; jeg skal imidlertid bringe hans bedste Hilsen og kjærligste Velkommen. At jeg ikke korn før, var naturligvis fordi en Fremmed kun kunde genere.»
«Saa De er fremmed,» sagde Bedstemoder, «jeg troede De var en rigtig god, prøvet Ven.» Hun trykkede varmt hans Haand, bad ham tage Plads ved sin Side, og begyndte saa at spørge ud om Folkene i Landsbyen. Hvor godt huskede hun ikke alle sine fattige; man kunde ret mærke, hvorledes de havde ligget hende paa Sinde, og hvor haardt hun havde følt Trykket af ikke at kunne hjælpe dem.
O, hvor jeg var forunderlig tilmode, jeg vovede ikke rigtigt at se paa ham; det forekom mig imidlertid, at han var meget rolig og glad; hans Stemme lød fast og klar, som altid. Julie sad paa hans Skjød, læste for ham og fortalte ham alt, hvad der beskjæftigede hende; jeg var saa indflettet heri, at hun vist nævnede mit Navn tyve Gange.
«Nu nok, Julie,» sagde Victor tilsidst, idet han leende satte hende ned paa Gulvet, «Du maa ikke udelukkende lægge Beslag paa ham; jeg fordrer ogsaa min Andel.»
Jeg stod ved Vinduet og følte mig saa bedrøvet, forladt og underlig tilovers. Hvor lykkelig havde jeg ikke været for et Aar siden, da ogsaa jeg, frit og trygt, kunde udtale mig for ham; jeg ønskede mig næsten tilbage i de triste Stuer i Dronningens Tvergade. Dog dengang havde han ikke været lykkelig, og det var han nu; jeg kunde ikke tvivle derom, hans hele Væsen udtrykte Tilfredshed og Sindsro. Vi spadserede alle i Haven, men min Glæde var bortdunstet og kom ikke tilbage, fordi jeg fortalte mig selv, at jeg var ufornuftig og utaknemmelig. Da jeg skjænkede Teen om Aftenen, kom Victor hen til mig og sagde:
«Det er umuligt at forstaa sig paa Dig, Ili! ikke har Du henvendt et eneste venligt Ord til Frederik Storm. Har Du da ganske glemt hvad han har været for os? det ligner ikke min lille Søster, der ellers har et saa taknemmeligt Hjærte.»
«Tys, tys, der er han.»
Jeg bøjede mit Hoved og klirrede med Teskeerne; Pastor Storm lagde sin Haand paa Victors Skulder, og sagde i en oprømt Tone;
«Det har været en sand Fryd for mig at gjense Baronessen; hvor hun er værdig og rørende i sin Glæde; hun forekommer mig langt mere imponerende nu, end før, da — dog det bør være dødt og magtesløst. Det er sandt, Victor, jeg skulde spørge Dig fra min Onkel, om Du har isinde at blive her, og hvile paa dine Laurbær.»
«Svar Pastor Dahl, at jeg har tilkæmpet mig en Overbevisning, og higer efter at bringe den ud i Livet. Det var ikke alene som Brødstudium, jeg drev Juraen, og jeg vil derfor, naturligvis, fuldende min Eksamen, Jeg længes ret efter en ordentlig Samtale med den prægtige gamle Mand; vi ere enige i det vigtigste, og han vil i det mindste ikke finde mig ensidig.» «Den stakkels Ensidighed skal altid holde for! er den da virkelig saa forfærdelig, naar den ikke gaar til Yderlighed, og er ledsaget af tilbørlig Tolerance mod anderledes tænkende? den ensidiges Evner blive concentrerede i et Punkt, hvorfor han, i sin særskilte Retning, undertiden formaar at udrette det utrolige; dog tilstaar jeg villigt, at han i Reglen er utaalelig. Men vi gjøre Frøken Emilie Tiden lang.» «Paa ingen Maade.»
«Hvor det vil glæde Onkel at se Dem, De ser saa rask ud»
«De ogsaa,» var mit korte Svar; Victor sendte mig et forbavset, misbilligende Blik. Og jeg maatte skynde mig bort, for ikke at briste i Graad.
Om Aftenen, da jeg fulgte Bedstemoder ind i hendes Værelse, sagde hun til mig:
«Du er bleven saadan en stille Pige, lille Ili, men det maa Du ikke være. Det vil fryde mit Øre igjen at høre Dig dandse gjennem Værelserne, og jeg skal aldrig sige; tys, tys, som jeg sagde før, naar Du lo eller sang en Smule for højt.»
Da jeg kom ind i vor venlige, luftige Stue, sov Julie allerede. Jeg kyssede min Øjestens bløde Krøller, hendes rosenrøde Kind, hendes smaa runde Arme og Hænder. Hun skal trippe om i Haven og Stuerne, tænkte jeg, og bringe Liv og Glæde i Huset med sin søde lille Latter og Sang.
De vare nu alle lykkelige; de kunde godt undvære mig; hvad havde jeg at udrette i Verden? og jeg tænkte med en sælsom Utilfredshed paa, at jeg befandt mig vel, var rask og ung, tænkte derpaa, som Fangen tænker paa de tykke Mure og urokkelige Jernstænger, der berøve ham Friheden. Dog kun et Øjeblik var jeg saa syndig; i det næste bad jeg Gud om Tilgivelse, og formaaede at takke ham for hans store Naade mod os alle.
Jeg vaagnede meget tidligt, og laa saa og ventede paa Dagslyset, der kom umærkeligt listende, afhyllende den ene kjendte Gjenstand efter den anden: den store, grønne Porcelæns Kakkelovn, det snirklede udskaarne Hjørneskab, de underlige, malede Dørstykker, og saa de ny Møbler, som jeg næppe havde bemærket Dagen før.
Da den bekjendte Knebbren af Storkene, i de tre Reder paa Taget, lod sig høre, kunde jeg ikke blive længere i Sengen; ganske sagte klædte jeg mig paa, og ganske sagte sneg jeg mig nedad Trappen og ind i Havestuen. Moders Billede saa saa mildt og opmuntrende paa mig; jeg vandede mine Blomster, Pastor Dahls Aflæggere, der nu vare blevne store og kraftige. Alt stod frodigt i Haven, og den var saa godt holdt og saa smuk. Det gamle Gartnerhus var revet ned. og et nyt paabegyndt; en ung Mand i lys Frakke med Hatten paa Snur stod foran det, og betragtede Arbejdets Fremskridt. Med Forundring gjenkjendte jeg i ham den forrige Lærling.
«Godmorgen, ærbødige Tjener, dejligt Vejr! Frøkenen ser, at Deres Hr. Broder har antaget mig; jeg haaber, det skal blive til gjensidig Tilfredshed, — De ved maaske ikke, at jeg har lært paa Frederiksberg?»
«Nej, men jeg ser, at De forstaar Kunsten; dog hvor er Claus?»
«Han er død; ja, hvad skal man sige, den enes Død er den andens Brød! Naar Huset er færdigt, tænker jeg at holde Bryllup; jeg er nemlig bleven forlovet med en kjøbenhavnsk Jomfru, der er» — den unge Purre ledte efter et passende Udtryk — «mere end almindelig.»
Jeg gratulerede paa det bedste og skyndte mig saa ud af Haven; jeg vilde gaa ad Landevejen til Kirkegaarden; Græsset langs Stien var vaadt af Dug; desuden løb den jo lige forbi Præstegaardens Have.
Hvor der var stille og højtideligt derude! Stakkels gamle Claus laa tæt ved sit forrige Herskab; Victor havde ladet sætte et smukt, lille Kors paa Graven; andet godt kunde han jo nu ikke gjøre ham. —
Nede ved Aaen stod Edvard, skjødesløst lænet til et Træ, med en Cigar i Munden og en Medestang i Haanden. Han var omgiven af en Hob Landsbybørn, der med Beundring betragtede hans Liberi og hele Personlighed, og med den største Tjenstivrighed kappedes om at forsyne hans Krog med Orme.
Paa Tilbagevejen kom jeg forbi det lille Hus med den blaa Dør; denne var vist nylig bleven malet, i det mindste skinnede den, saa man næsten fik ondt i Øjnene. Karen Marie, der var vokset dygtigt og bleven en rigtig robust, fregnet, hverdagsagtig lille Bondepige, stod udenfor og skrubbede Kartofler. Faderen sad helt oppe paa en Stige og gjorde ved Taget; han blev saa fornøjet over at se mig, at han nær havde tabt Ligevægten.
Den lille spidse Høj saa saa indbydende ud, akkurat som en Jægerhue, og Vinden legede med Fjeren: det slanke, lysegrønne Birketræ. Jeg indtog min gamle Plads paa Bænken op til Stammen.
Den friske, vederkvægende Morgenluft og Egnens Skjønhed virkede oplivende paa mit Sind. Hvorfor havde jeg i Gaar følt mig saa besynderlig skuffet? Kunde jeg virkelig ønske, at han endnu skulde være sorgfuld for min Skyld? O, jeg havde været meget egenkjærlig; hvad maatte han dømme øm mig? Herefter skulde det blive anderledes, og dog — vilde det være mig muligt at tale roligt og venligt med ham om ligegyldige Ting?
Netop som jeg grundede herover, saa jeg ham gaa langsomt hen ad Vejen med en tankefuld og alvorlig Mine. Jeg havde stor Lyst til at flygte, men hvor skulde jeg ty hen; maaske saa han mig mindst her. Dog nej, han drejede ind paa Stien op til Højen.
«De maa endelig ikke gaa, Frøken Felsen; jeg tillader mig kun at forstyrre Dem paa Deres Morgentur, fordi jeg absolut maa bede Dem om Et. — Sørg for, dersom min Fred er Dem kjær, at jeg ikke indbydes for ofte; jeg kan ikke komme her daglig og vil nødig krænke Victor med tomme Undskyldninger eller ugrundede Afslag. De vil maaske svare, at mine Følelsers Natur burde være forandret; ja, uden Tvivl, den burde, men den er det ikke.»
Den undertrykte Bevægelse sittrede i hans Stemme, og jeg følte, at Lykken var nær, ganske nær, men Ordet, hvormed den kunde vindes, laa bundet paa min Tunge; jeg burde maaske have talt, men jeg kunde ikke.
«Hvorfor er De saa forskrækket, Barn?» vedblev han, tro ikke, at jeg vil tale om noget, der i fjerneste Henseende kan bedrøve Dem eller berøre Dem pinligt. Har De ingen Tillid mere til Deres gamle Ven? Deres Opførsel imod ham er saa forandret.» «Jeg er forandret!»
Slaaet af mit besynderlige Væsen betragtede han mig spørgende; jeg kjendte dette urolige, spændte, halvhaabefulde og dog tvivlende Blik; det havde hvilet paa mig en Gang tidligere; da overskyggedes det; før jeg havde sagt et Ord; nu derimod blev det lysere og lysere, skjøndt jeg ogsaa sad tavs.
Solen skinnede dejligt paa Strandens blaa Bølger og paa Rugmarkens grønne; Gøgen kukkede ude i Skoven; vi sade Haand i Haand, og der var Fred og Tak i vore Sjæle; vi forstode hinanden.
«O, Gud ske Lov, at jeg ikke sagde Ja før; ellers havde jeg maaske, idet jeg vandt den højeste Lykke, troet at bringe et Offer. — Maa jeg nu blot aldrig give Dig Anledning til at studere Jura for min Skyld!»
Mit Tungebaand var løst; jeg udtalte mig ret for ham og var glad og ung igjen. Hvor det var underligt at tage hans Arm, og dog det var saa trygt og godt; hvor det var underligt og lyksaligt, at han kunde holde saa meget af mig.
«Og Du er ganske vis paa, min Emilie, at det rolige tarvelige Liv i Præstegaarden vil kunne tilfredsstille Dig.»
«O, Du ved jo nok, jeg passer ikke i store Forhold, eller har Du rent glemt mine smaa uskaterlige, kvindelige Evner.»
Da vi kom til Hjørnet af vor Have, spurgte jeg, om han huskede den lille Pige, han paa dette Sted havde givet en Almisse.
«Tydeligt! Det var en Aften i et skrækkeligt Tordenvejr, men Kjære, hvor kan Du vide det?»
«Fordi jeg var Pigen »
Jeg fortalte ham nu det Hele, og han kyssede min Haand, hvor Pisken havde ramt den.
«Det er ikke alt,» vedblev jeg, «Du maa tro, jeg ved meget, meget mere, og nu er Turen til Dig at skrifte. Har Du aldrig spillet Komedie? Kjender Du en Fru Lund? O, Du kan ikke lyve, desuden har jeg set det, sort paa hvidt.»
«Min dyrebare, lille Ili, jeg frygter, at Du bedrager Dig selv; holder Du virkelig af mig? Er det ikke paa Grund heraf —»
«Jeg tror, at jeg har holdt af Dig fra en Gang, jeg som Barn havde været meget ulydig og hæftig, og Du kom hen til mig, tog mine Hænder bort fra Ansigtet, kyssede min Pande og sagde: «Du lille Stakkel, der har været saa gruelig uartig; jeg har rigtig ondt af Dig.» — Tror Du desuden, at jeg kunde have bevaret Hemmeligheden og fundet min Lykke i den, dersom Du ikke allerede havde været mig kjær?» «Og Du vil fremdeles bevare den, og under ingen Omstændigheder bruge den som Vaaben til at besejre din Bedstemoders Modstand.» «Hun vil ingen Modstand gjøre nu!» «Det tror jeg dog, og det bedrøver mig meget, at vor Lykke i hvert Fald vil gjøre et Skaar i hendes.»
«Dersom mit Navn havde været Dyre, vilde Du maaske faa Ret, men det er kun Felsen, og dette har i Bedstemoders Øjne aldrig hørt rigtig med.»
Victor kom nu til; da han saa os gaa sammen, sendte han mig et venligt Nik, som paaskjønnede han, at jeg havde lagt mig hans Bebrejdelse paa Sinde. Jeg skyndte mig fra dem og løb gjennem Haven op til Huset.
Julie, der mødte mig paa Trappen, spurgte ganske forundret:
«Hvad har Du dog fundet derude, Ili, som har gjort Dig saa glad?»
Bedstemoder sad i Sofaen og læste; jeg lagde mig paa Knæ ved hendes Side og tog hendes Haand.
«Kjære Bedstemoder, jeg kommer for at sætte din Ydmyghed paa en Prøve.»
Hvor det var sælsomt at tale saaledes, medens jeg i Hjærtet var saa stolt af hans Kjærlighed og følte mig saa hædret ved den.
«Gjør kun et Forsøg, Barn.»
Dersom Bedstemoder bestod en indvendig Kamp, hvilket jeg næsten tror, var den kun kort; da jeg havde endt min Tilstaaelse, rejste hun sig op og førte mig hen til det aabne Vindue.
«Dette skal igjen blive min Yndlingsplads,» sagde hun, idet hun tog mig i sin Favn, «her vil jeg sidde og glæde mig over mit Barns Lykke.»
Jeg saa ud; der hvor Kastanietræet havde staaet, dannede Aabningen ligesom en prægtig, grøn Port, hvorigjennem den smukke, nye Præstegaard tittede frem med Roser og Vinløv op ad Muren; vi kunde se de hvide Duer trippe om paa Taget og den gamle Pastor Dahl sidde velindpakket i en Lænestol udenfor Døren i Solskinnet.
Lidt efter kom Victor; han var meget forbavset, bevæget og kjærlig.
«Nu forstaar jeg,» sagde han, «hvorfor Du ikke fandt, at Emma passede for Frederik, lille Søster. Og jeg, som endnu i Gaar bebrejdede Dig Kulde! det stille Vand bar rigtignok den dybe Grund.» —
Jeg tyede nu ind paa vort lille Værelse, for at samle og forstaa hele Omfanget af min Lykke, for at udøse mig i Tak og Bøn.
Netop som jeg igjen vilde gaa ind til de andre, aabnedes Døren, og den gamle Jomfru Mørk traadte ind.
Bedstemoders Tipoldemoder kunde, dersom hun i al sin Pragt var steget levende ud af Rammen, umuligt have fæstet, et mere sønderknusende Blik paa sin vanslægtede Ætling, end den skikkelige, gamle Pige fæstede paa mig.
«Endnu er det ikke forsilde,» raabte hun højtideligt, «endnu kan De træde tilbage!»
«De ved ikke, hvad De siger, og jeg er for lykkelig til at kunne blive vred.»
«En bittrere Skaal har jeg aldrig drukket,» vedblev hun, og det netop nu, alt tegnede saa lyst Og godt.»
«De husker jo nok, kjære Jomfru Mørk, at De selv har fortalt mig — aa, se dog ikke saa streng ud! — at Familien Felsen just ikke hørte til de bedste.»
«Nej, desværre, og vor velsignede unge Baronesse handlede ogsaa urigtigt, men det er dog tusinde Gange værre at gaa rent udenfor; en ny Familie bliver dog ældre Aar for Aar.»
«Men De foretrækker vel dog, som Stok-Aristokrat, at en Datter gaar ud af Familien, for, at en borgerlig Pige førtes ind i den.»
«Hvem sikkrer En mod, at det ogsaa kan ske; Eksemplet smitter. Naar De endda blev forstødt og gjort arveløs; men det græmmer mig, at alt skal gaa saa let og glat, som var det i sin Orden.»
«O, De kan ikke ønske ondt over mig, hvem De altid har været saa god og kjærlig imod.»
«Jeg ønsker det bedste for Dem, mit unge Herskab, jeg ønsker, at De enten maa skifte Sind, eller ogsaa sænkes ned i den sorte Muld, før Ulykken sker.»
»Svar mig oprigtigt; har De nogensinde kjendt en bedre eller ædlere Mand?»
«Nej, det maa jeg tilstaa, at jeg ikke har, paa dette nær. For Vorherre er han vist fornemmere end baade Prindser og Konger; men Et er Himlen og et Andet er Jorden, og de Dele skal man ikke blande sammen; hvad der passer det ene Sted, passer ikke det andet. Var jeg naadig Frøken paa Slottet, vilde jeg ikke være Madamme i Præstegaarden, det véd jeg nok; og selv om jeg havde Lyst dertil, vilde højere Hensyn holde mig tilbage. — Dog, jeg kan nok ligesaa godt tie stille, mærker jeg. Var Baronessen sig selv — men desværre, jeg tror, hun gaar lidt i Barndom — vilde denne Jammer aldrig være kommen over os?
Efter dette Udbrud forlod hun Stuen med en stiv og stram Hilsen. Der var dog noget i hendes Blik, som forvissede mig om, at hun, sine strenge Ord uagtet, aldrig ganske vilde kunne lukke sit Hjærte for mig.
«Tag dit Tøj paa, lille Emmy,» sagde Bedstemoder senere; «da Pastor Dahl ikke kan komme til os, ville vi gaa til ham.»
Bedstemoder gik i Forvejen ved Victors Arm; saa kom vi: Julie løb frem og tilbage, snart holdende sig til det ene Parti, snart til det andet.
«Se, hvor Stien bugter og snor sig,» sagde Victor, «der skal skjæres en ny fra vor Have lige gjennem Marken til Præstegaarden, at Afstanden kan blive saa kort som tænkelig.»
Pastor Dahl tabte sin Bog af lutter Forskrækkelse, da vi kom anstigende; derefter tog han Brillerne af, tørrede dem med en komisk Ivrighed, og saa saa igjen paa os.
«Hvorledes befinder De Dem i Dag, Herr Pastor?»
«Elendigt!,» svarede han, med det gladeste Ansigt, idet han rask sprang op, «mine Febersyner efterligne, paa en forvirrende, gøglende Maade, Virkeligheden; vidste jeg ikke bedre, vilde jeg sværge paa, at den stolte, gamle Baronesse Dyre i højstegen Person aflagde mig et Besøg.»
«De maa ikke spotte, Pastor Dahl, De skulde hellere spørge, som De plejede at spørge Børnene; hvad har De til mig?»
«Nu, hvad har De da til mig?»
«En Trediedel af al min Ejendom, en lille Husmoder, en Datter, min Emilie.»
Den gamle Mand blev pludselig alvorlig, tog Huen af, foldede sine Hænder og sagde;
«Mit Liv er altsaa blevet sparet, for at jeg skulde se dette; lovet være Herren, der gjør alle Ting vel!»
«Saa det var Tanken paa min lille Fugl,» vedblev han, idet han kjærligt tog min Haand, «der lagde sig som en Skygge over dit Ansigt, Frederik, hvergang jeg formanede Dig til at vælge en Brud. — Iøvrigt fejler De, Fru Baronesse, naar De tror, jeg lader mig nøje med en Trediedel; jeg vil altid have det halve, og faar ogsaa nok det halve; den lille maa vi dele; se, hvor hun klynger sig til sin Søster.»