Ellen
Ellen
«Dovenskab er en Rod til alt Ondt,» plejede min Moder at sige, medens hun satte mig Arbejde for til Eftermiddagen.
Hun var en høj Kone med et alvorligt Ansigt, der var furet af Anstrengelse og Sorg; lidt streng saa hun ogsaa ud, og jeg vidste godt, at jeg maatte lystre uden al Indvending.
Vort Hus var meget tarveligt, et af de tarveligste i den tarvelige lille By, og indeholdt kun en Gang, et Værelse og et Kjøkken. Udenfor dette laa en temmelig rummelig Gaard, hvor Moder tørrede sit Tøj; hun ernærede sig nemlig ved at vaske Fint, stryge, reparere Kniplinger o. s. v. Det var besværligt Arbejde, men gav dog Brødet og et lille Overskud, som anvendtes paa min Opdragelse; det var Moders Ærgjerrighed, at jeg skulde lære noget.
«Ellen har sin Faders Hoved,» sagde hun, idet hun med et Suk strøg Lokkerne fra min Pande. Og saa fortalte hun mig, hvilken flink Skolelærer og hvilken ejegod Mand Fader havde været Derefter tog hun Brillerne paa, slog Bibelen — der laa paa Kommoden under det lille Spejl — op og læste et Kapitel i den.
Alle de andre Børn i Skolen vare saa pyntede og fine; jeg passede ikke imellem dem; de lo af min forvaskede, afblegede, stumpede Kjole og mine lappede Sko. Lærerinderne og Lærerne derimod roste og fremhævede min Flid og mine Evner; ogsaa Fremmede viste mig stor Venlighed; jeg blev kaldt: «den lille med Lokkerne» eller: «den opvakte lille Ellen», ja selv undertiden: «Skolens Pryd».
Denne Godhed, hvis Hensigt vistnok var at holde mig skadesløs for Børnenes Tilsidesættelse, havde dog ingen heldig Indflydelse paa min Karakter. Jeg blev hovmodig af mine indbildte Fortrin og misundelig paa de andres bedre Vilkaar. Deres Drillerier der sikkert ellers vilde være standsede af sig selv — holdtes vedlige ved min Trods. Det var kun i Enrum, at jeg græd, græd over deres Ondskab, græd over min simple Dragt, den jeg foragtede endnu mere, end de kunde, græd af Længsel efter Lykke, der forekom mig at bestaa i smukke Klæder, Slikkerier og Lommepenge.
For Moder turde jeg ikke beklage mig; hun, der underkastede sig saa mange Opofrelser for min Skyld, kunde ikke forstaa andet, end at jeg maatte være taknemmelig og lykkelig.
Om Hverdagen maatte jeg hjælpe med at holde Stuen ordentlig og pyntelig. Søndag Formiddag fulgtes vi til Kirken; Moder iført en snæver sort Kjole, et Par graa Bomuldshand-sker og et gammeldags Borteshawl; jeg klædt i en rød Muks Dragt, som det forekom mig, enhver maatte kunne gjætte en Gang havde været Gardin. Eftermiddagen tilbragte jeg med at læse i et gammelt Penningmagasin, medens jeg af og til skottede op til det store Vindue i Nabogaarden, hvor Konsulens Frue sad. Hun havde gjærne en lys Silkekjole paa og lod ofte sine smukke, hvide Fingre spille henover Mes-singtraadene paa den brogede Pappegøjes Bur, der stod ved hendes Side. En Gang imellem saa hun ned til mig, og jeg fik da et venligt Nik, ja, undertiden endog et Fingerkys.
En Dag — hvor tydeligt husker jeg ikke denne Dag — stod hun inde hos Moder, da jeg kom hjem fra Skolen. Hun saa meget mild og smuk ud, men Moder havde grædt, og der var endnu en Klang af Smerte i hendes Stemme, da hun sagde til mig:
«Lille Ellen, Fru Strahl er her for din Skyld: hun vil godhedsfuld tage Dig til sig som sit eget Barn. Du er rigtignok min eneste, men jeg tør jo ikke staa din Lykke i Vejen. Om det er sand Lykke for Dig at komme til Ære og Rigdom, maa Vorherre vide; han vogte dit Hjærte for Hovmod og Forfængelighed. Du er ti Aar, Ellen, Du maa selv vælge, vil Du forlade mig?»
Jeg kastede mig om Moders Hals.
«Nej, vist ikke, lille Moder, aldrig forlade Dig, men hvis jeg turde dele mig mellem Dig og Fru Strahl.»
Moder rystede paa Hovedet, som mente hun, at sligt næppe kunde gaa an, men Konsulinden gav med et Smil sit beredvillige Samtykke.
Den store Hjørnegaard, den smukkeste i Byen, blev nu mit Hjem. Jeg fik en yndig lille Stue, en indbydende Seng, det dejligste Legetøj og en hel Skuffe fuld af Billedbøger. Disse Herligheder maatte jeg ikke tage over med til Moder, og mine Besøg hos hende bleve derfor sjeldnere og sjeldnere, hvilket min Plejemoder klogelig havde forudset. De udsøgte Lækkerier fængslede mig ogsaa, og dertil frastødte Moders Formaninger og alvorlige Tale mig ligesaa meget, som mine nye Venners Lovtaler, Kjærtegn og Spøg tiltrak mig.
«Jeg var tilsinds at skjære de Lokker af Dig, Barn,» sagde Moder engang, «de gjøre Dig bestemt forfængelig.»
Forskrækket over denne Trudsel flygtede jeg over til Fru Strahl, der tog mig paa sit Skjød, kyssede mine Krøller og kaldte min egen Moder grusom.
Endnu var det mig dog en Glæde at se Moders Ansigt i det lille Vindue, og jeg jublede dobbelt over de rigelige Lommepenge, der bleve mig tildel, ved Tanken om, at dele dem med hende. Hun afslog imidlertid aldeles at tage mod en Skilling; jeg tror dette var en lille Fejl, en utidig Stolthed; det stødte mig idetmindste bort.
Der var en stor, stor Forskjel paa mine ny Venners og Moders Kjærlighed; for hende var jeg alt, for dem kun et Legetøj. De holdt mere af mig end af Pappegøjen, fordi jeg underholdt og morede dem bedre, men de holdt af os paa samme Maade; de vare stolte af mine Krøller som af dens Fjer. Af mine Uartigheder lo de, og jeg fik næsten altid min Villie, naar den just ikke kom i Konflikt med deres, eller rettere med hendes, thi Konsulen havde i Reglen ingen. Mod Tjenestefolkene var jeg herskesyg og bydende, og da de ingen Ret kunde faa over mig hos Herskabet, hævnede de dem ved at lade mig høre, at jeg var et simpelt Barn, og at min Moder var en fattig Kone.
Jeg skammede mig — o, mine Kinder brænde endnu, naar jeg tænker derpaa — over min hæderlige, arbejdsomme gamle Moder. Efter-haanden holdt jeg op at besøge hende, og fik, for ikke altid at mindes om mit forrige Hjem, ved Smigrerier og Overtalelser, Dagligstuen flyttet til den anden Side af Hjørnegaarden. Jeg forsøgte i det hele at glemme Fortiden; Moder mærkede det snart; hun vilde ikke trænge sig paa, og undgik mig.
Alt som jeg voksede op, blev min Myndighed i Huset større, og Fader og Moder — saaledes kaldte jeg dem — kunde tilsidst intet nægte mig. De tillode endogsaa, at jeg blev konfirmeret i Kjøbenhavn, hvilket Ønske jeg motiverede med min Lyst til at uddannes i Sprog og Musik. Dette var dog kun et Paaskud: min virkelige Grund var at undgaa Moder. Store Gud! paa denne Dag flyede jeg det bedste, mest trofaste Hjærte, og forsmaaede den Lykke at modtage hendes Velsignelse. Dog, jeg fortrød det; jeg længtes efter hende den Morgen; i al min stive Stads, ved min af Fløjl og Silke struttende Plejemoders Side, længtes jeg efter hendes tarvelige Skikkelse, og jeg fattede gode Forsætter, men jeg brød dem.
Da vi kom tilbage, gik jeg ikke alene hen til Moder; Fru Strahl fulgte med, og sad, som en smilende Skillevæg imellem os. Det var en kort Visit og en kold Afsked; jeg tænkte, at Moder nok kunde undvære mig; hun havde jo ikke engang bedt mig blive eller komme igjen.
«Hvad siger De om Ellen?» spurgte min Plejemoder en Dag Huslægen, med et Blik, der opfordrede ham til at rose, «kan De kjende Barnet? har hun ikke forandret sig, er hun ikke vokset?»
«Hun er vokset meget, dog kan jeg endnu kjende hende, skjøndt jeg med Bedrøvelse ser, at hun er forandret, og Dag for Dag ligner sin Moder mindre.»
O, hvor var jeg vred paa ham, men mit harmfulde Blik prellede magtesløst af mod hans rolige Mine. To unge Piger, der stode tæt ved, havde hørt hans Bemærkning; de stak Hovederne sammen og lo; jeg gik dem stolt forbi, og først paa mit ensomme Kammer fik Harmen Luft i stride Taarer. Men paa Bunden af disse Taarer laa Længsel og Anger; dog, jeg skød det fra mig, som vi der i Huset plejede at skyde alle Ubehageligheder bort.
Fru Strahl havde i Sandhed en mærkværdig Gave til at smutte fra enhver Gene, unddrage sig alvorlig Eftertanke, og altid holde sig paa Overfladen. Enhver Ubehagelighed og Hindring, som Penge kunde bortfjerne og jævne, blev undgaaet; enhver Fornøjelse, som Penge kunde forskaffe, nødes. Men til Gjengjæld bleve vi et Bytte for Tomhed, og Kjedsomheden, denne Lediggangens ubestikkelige Hævner, meldte sig, ledsaget af utallige smaa mikroskopiske Ildebefindende, der ikke lode sig afvise.
Naar jeg tænker paa hin Tid, forekommer det mig som en uklar Drøm; aldrig hørte jeg en Formaning, sjeldent et alvorligt Ord. Jeg mindes Selskaber og Baller, mindes at jeg blev feteret og afholdt, og dog altid var utilfredsstillet, mindes at jeg blev pinlig berørt af Hentydninger til Moder, Hentydninger, som mit fordringsfulde Væsen fremkaldte, og som jeg besvarede med Hovmod. Men om Natten, naar vi kom hjem, og Maanen skinnede paa det nedrullede Gardin i det lille Hus ligeoverfor, følte jeg et Stik i Hjærtet, og grebes undertiden af en sælsom Lyst efter at vide, om de alvorlige Øjne derinde vare lukkede af Søvnen, eller om de vare vaade af Sorg over det tabte, i hendes Tanker maaske fortabte Barn.
En klar Foraarsdag vaagnede jeg, træt, fortumlet og svimmel, og maatte blive i Sengen, Min Plejemoder slog sig til Ro i en Lænestol ved min Side: hun var højst emsig og øm, og foruroligede mig ved en Mængde smaa Opmærksomheder, der istedetfor at befordre Bekvemmeligheden, forstyrrede den. Jeg tror igrunden, at denne nye Situation morede hende, hun saa idetmindste saa tilfreds ud som et Barn, der leger med sin ny Dukke.
Lægen stod snart ved min Seng med sit rolige Ansigt, det var just ikke uvenligt idag, men paafaldende alvorligt. Efter at have skrevet en Recept, bad han min Plejemoder om et Øjebliks Samtale; hun forlod mig med et Smil og et Fingerkys, idet hun. sagde:
«Du forkjælede Barn, vær rolig, jeg kommer straks igjen.»
Men det gjorde hun ikke! den ene Time gik efter den anden, og jeg lyttede forgjæves efter hendes Trin. Dette forundrede mig dog mere, end det bedrøvede mig; tilsidst bad jeg en Pige, der bragte mig Havresuppe, om at hente sin Frue.
«Saa De ved det ikke! Fruen og Herren ere begge tagne bort, af Frygt for Smitte; i Eftermiddag kommer her en Vaagekone, saa gaar ogsaa jeg.»
Havde jeg elsket mine Plejeforældre, vilde dette Budskab have bedrøvet mig dybt; nu følte jeg mig blot fornærmet og krænket.
Det forekom mig, som skyldte jeg dem slet ingen Taknemmelighed mere efter dette. Kunde de smukke Klæder, hvormed de saa villigt havde overøst mig, lindre min brændende Hovedpine; følte jeg ikke Afsky for de udsøgteste Delikatesser; bragte ikke Erindringen om det Liv, vi havde ført, mit Hjærte til at sygne hen ved Tanken om at begynde det forfra.
Som Barn havde jeg været syg af Skarlagensfeber, men da havde jeg ikke ligget alene, uden Kjærlighed. I min feberagtige Tilstand stod Moders Ansigt fra dengang ubeskrivelig tydeligt for mig; det var næsten som laa mit Hoved op til hendes Bryst igjen, og som følte jeg det deltagende, ømme Tryk af hendes Haand.
Henad Natten blev min Tilstand værre; jeg indsaa klart, hvad jeg havde forbrudt, og fornam med nagende Smerte, at jeg havde hengivet det virkelige, Kjærnen, for den tomme Skal. Kunde det nogensinde gjøres godt igjen? nej, nej, men det kunde dog erkjendes og til-staas; allerede heri vilde der være en stor Trøst.
Men, om det nu var for silde, om min Anger ingen Plads kunde finde, om hendes Hjærte allerede var bristet af Sorg over den utaknemmelige; og min Sjæl bævede i dødelig Angst, medens jeg mumlede den halvforglemte Bøn.
I flere Dage laa jeg og led: Doktoren kom troligt; en Gang tog han min Haand og sagde:
«Barn, De har noget paa Hjærte, tal.»
«O, dersom jeg ikke var en saadan Stakkel, dersom jeg var rask og uafhængig, da havde jeg meget at sige, da vilde jeg paa Knæ an-raabe min Moder om Tilgivelse. Men nu jeg trænger saa ubeskriveligt til hende, ja ingen har i Verden uden hende, nu kan jeg ikke tale; jeg kan ikke stille nye Fordringer, jeg er i for stor Gjæld.»
«Hvor lidt kjender De en Moder, Ellen! dersom De var i Lykke og Herlighed, da vilde hun maaske ikke straks kunne tilgive og glemme. Deres største Krav er netop, at De trænger til hende og ingen anden Ven har paa Jorden. Ukaldet vilde hun ikke komme, men hun har ventet her udenfor, ventet paa et Ord. Fat Dem, Barn, jeg vil kalde ad hende.»
Og i næste Øjeblik laa jeg igjen i Moders Arme, og jeg følte mig saa tryg og trøstet, midt i min Sønderknuselse, og det forekom mig, som kunde jeg aldrig faa grædt ud. Der var intet strengt, intet bebrejdende i dette milde Ansigt, kun Kjærlighed og Glæde. Men denne Rynke i Panden, den jeg ikke kjendte fra før, disse hvide Haar, denne bøjede Holdning, var det ikke altsammen Bebrejdelser. Hun kaldte mig sit Hjærtes Barn, sagde at nu skulde jeg være rolig, slumre ind og sanke Kræfter, hun vilde vaage over mig og bede for mig.
Jeg kyssede den kjære Haand med den brede Forlovelsesring; jeg kyssede den ru Pegefinger, der var slidt ganske smal af Flid, og det var for mig som maatte jeg absolut blive rask; Vorherre maatte ville det for hendes Skyld; dog her kunde det ikke ske; jeg længtes tilbage til det lille Hus, og bad om at blive baaret derhen.
Hvor det var forunderligt at vaagne næste Morgen bag de kjendte gulblommede Omhæng, i den store Seng, i den lille Stue. Spejlet hang, akkurat som før, over den blanke Kommode , Penningmagasinet laa der endnu og Bibelen, men den var bleven saa slidt i Hjørnerne; i syv Aar havde den jo været hendes bedste Trøst. Et Rosentræ, en Gyldenlak og en Geranium stode som altid i Vinduet; Sofaen havde sit røde Muks Betræk, og Bordet sit grønne Voxdug med Fuglereder og Fugle. Der stod Naalepuden, som var syet over Foden af det Glas, jeg engang havde slaaet itu, og der hang Moders svære Sølvur paa Brikken med den broderede Stjerne. Paa det lille Bord, i Krogen, stod den store, nyttige Sykurv med Brillerne, og hvor bekjendt var denne Stivelselugt mig ikke, o, havde jeg nogensinde været borte!
Døren til Kjøkkenet stod aaben, Strygebrædtet var slaaet sammen og stillet op til Væggen; alt var blankt og rent derude. Jeg hørte det knittre paa Skorstenen og Kjedlen brumme; en lille Fugl hoppede dristig over Dørtrinet ind fra Gaarden. Moder havde bestemt lokket den til sig; nok saa ugenert fløj den op paa Bordet og pikkede Krummer.
Ude fra Markerne trængte en frisk Duft af nyslaaet Hø ind til mig, det var som et Pust af Sundhed; men hvor blev Moder dog af? ah, der var hun, jeg hørte hendes Sko knirke, idet hun ilsomt gik forbi Vinduet; et Øjeblik efter kom hun ind med en Medicinflaske i Haanden. «Du har da ikke savnet mig,» spurgte hun ængsteligt og ømt, «o Ellen, hvorledes har Du det? Du græder.»
«Jeg har aldrig haft det bedre, aldrig været saa glad, men heller aldrig saa bedrøvet. Se ikke saa kjærligt paa mig, Moder; bebrejd mig min Opførsel; ak, kunde jeg blot finde Ord til at udtrykke hvad jeg føler.»
«Gud velsigne Dig, Barn, der behøves ingen Ord; er det ikke den bedste Indrømmelse, at Du er her hos mig. Der var desuden Skyld paa begge Sider — ingen Indvending — det var der. Jeg holdt Dig for strengt som lille og glemte, at Barnet trænger lige saa meget til Frihed og Glæde som til Føde og Klæder. Desuden gav jeg for hurtig slip paa Dig; jeg skulde have holdt fastere paa min lille Pige, have vist hende mere Kjærlighed, ogsaa i det Ydre, ikke frygtet for at være paatrængende. Men uden at Du anede det, vaagede din Moder altid over Dig, og ofte naar Du om Aftenen glad og pyntet steg i Vognen, stod jeg paa Fortouget, i Murens Skygge, og rørte ved din Kjole; og naar Du kom hjem og saa bleg, træt og undertiden bedrøvet ud, da stod jeg der igjen og ønskede, at den bedre Natur og Eftertanken maatte vaagne. At Du havde vendt dit Hjærte fra mig, smertede mig mest, som Tegn paa, at Du havde vendt det fra Vorherre. Han være lovet, der førte os sammen igjen!»
«Og tror Du virkelig Moder, selv om Du kan tilgive, at Herren vil det.»
«Jeg ved at han vil, Ellen, Du har hans Tilgivelse, hans rige Velsignelse.»
Og Moder tog Bibelen — hvor godt kjendte jeg ikke hendes Haandelag, den ærbødige Maade, hvorpaa hun aabnede Spænderne og lagde den paa Bordet, medens hun tog Brillerne paa — og læste, med sin af Bevægelse dirrende Stemme, de Steder højt, som Hjærtet sagde hende maatte kunne lindre og opmuntre mit Sind.
Samme Dag befalede Doktoren, at mit Haar skulde klippes af; jeg bad, at al Forfængelighed maatte følge med, som Moder engang havde ønsket. De roste mig, fordi jeg lod det ske uden Indvending, som om jeg brød mig noget derom, som om Moder vilde elske mig mindre for dette Tab!
Da Tusmørket faldt paa, bankede det sagte paa Døren, og Amtmandens unge Frue traadte ind. Jeg kjendte hende fra Selskabslivet, men hun havde aldrig vist mig Venlighed eller indbudt mig i sit Hus, hvilket jeg havde udlagt som Stolthed og Ringeagt for min simple Fødsel. Hun saa meget smuk og god ud, lagde en stor Buket Blomster paa Bordet, og tog en Due frem af en sirlig lille Kurv.
«Gid den maa smage hende, — ah, hun er vaagen. Hvorledes gaar det Frøken Strahl?» «Jomfru Knudsen, om jeg tør bede; o, tusind Tak, det gaar mig saa godt.»
Hun nærmede sig venligt og tog deltagende min Haand. Jeg havde været slagen med Blindhed, da jeg holdt hende for stolt.
«De undrer Dem vist over at finde mig saa husvant, men jeg er kommen her ofte i den sidste Tid. Jeg har bestandig følt Godhed og Agtelse for Deres Moder, og da jeg selv fik et lille Barn, begreb jeg ret hvad hun maatte lide — jeg siger ikke dette, for at krænke Dem — og besøgte hende undertiden, for om muligt at opmuntre hende lidt.»
Moder traadte nu frem, og efter med et ængsteligt Blik at have udforsket, hvad Indtryk denne Tale havde gjort paa mig, sagde hun:
«Gud lønne Dem, min naadige Frue, for alt det gode De har bevist mig; han lade Dem faa ligesaa megen Glæde af Deres lille Pige, som jeg nu har af min.»
Og hun klappede min Kind, strøg kjærligt og stolt mit korte Haar fra Panden, og glattede Puden under mit Hoved. Den unge Frue rejste sig, tørrede en Taare af Øjet, trykkede Moders Haand og gik hurtig bort.
Naar jeg laa i Sengen med halvtlukkede Øjne og hørte Moder sysle stille om, medens jeg tænkte over de sidste syv Aar af mit Liv, forekom jeg mig som Pigen i Eventyret, der har smurt Øjnene med Ellepigens Salve, saa hun ikke længer blændes af Skinnet, men kan se Tingene i deres virkelige Skikkelse. Rigtig lykkelig havde jeg ikke været en Dag i det store Hus derovre. Jeg tittede ængsteligt hen til det; Gardinerne vare nedrullede; det saa saa ubeboet og øde ud, og dets høje Skygge faldt hen over Gaden, spærrende Vejen for Solstraalerne, saa de ikke kunde trænge ind til os.
Efterhaanden som jeg blev bedre, opdagede jeg en vis Ængstelse i Moders Ansigt. Hun frygtede bestemt, at gamle Ønsker skulde dukke op, og gamle Vaner faa Magt over mig. Doktoren iagttog mig ogsaa saa nøje, at jeg en Dag leende maatte forsikre:
«I hele min Sjæl findes ikke en Streng, som drager mig herfra: man kan ikke tjene to Herrer; jeg har truffet mit Valg.
«Og De vil ikke fortryde det, selv om et og andet skulde falde lidt haardt i Begyndelsen?» «Det vil ikke falde haardt,» svarede jeg og kyssede Moders Haand. I det samme bankedes der paa Døren, og Konsulens velbekjendte Tjener traadte ind. Han bar en Bakke med Østers, Vildt og en Flaske Vin, som han, med et forlegent Buk og skulket Sideblik til mig, satte paa Bordet.
«Tak, Jørgen, men jeg kan virkelig ikke spise noget af alt dette. Moder har en frisk Rødspætte til mig, og jeg maa gjemme min Appetit til den.»
Moder saa paa en Gang ubeskrivelig tilfredsstillet og dog tillige lidt skuffet ud. Hun var glad over mit Afslag, men havde dog saa inderlig gjærne undt mig lidt af de styrkende Sager, som hun, med sin bedste Villie, ikke evnede at anskaffe.
«Her var et Brev,» sagde den forbavsede Tjener, «men maaske De ikke heller vil have det?»
«Altfor gjærne! og De maa hilse Deres Herre og Frue ret meget, Jørgen. Hvornaar kom de hjem?»
«Iaftes,» han bukkede usikkert, aabenbart i Tvivl, om jeg skulde gjenindtage min forrige Stilling eller synke ned til en Ubetydelighed. Fru Strahls Brev indeholdt følgende linier:
«Hvilken smertelig Tid, Ellen, og hvor besynderligt har Du ikke opført Dig! vi overlode hele Huset til Dig, og saa forlader Du det, for at tage netop det Sted hen. der af alle maatte være os mest imod. Det er, som havde din sædvanlige gode Takt rent svigtet Dig; Forhold, der til fælles Held; vare afbrudte, ere nu fornyede; halvforglemt Snak vil naturligvis dukke op igjen.
O, Du ubesindige Barn! hvormange Ubehageligheder har Du ikke skabt os og Dig selv; jeg er virkelig vred, men det gaar vel over, som sædvanligt, naar jeg ser Dig.
Er Du forandret af Sygdommen? jeg haaber det ikke; imorgen taler jeg med Doktoren, og dersom han erklærer det for fuldkomment tilraadeligt, besøger jeg Dig. Dette Skridt maa være min Ellen det bedste Bevis paa, at jeg endnu bestandig vedbliver at være din ømme Moder.
E. S. Selv har jeg ikke været rask, og har virkelig skæmmet mig. Jeg har forresten faaet mig en ny Hat og adskillige Shawler og Kjoler; Papa's Pung er ikke bleven skaanet, og lille Ellen ikke glemt.»
Da jeg havde læst Brevet, tænkte jeg paa alle dem, jeg før havde været forbitret paa, fordi de havde vist dem kolde og uvenlige imod mig, og det forekom mig, som holdt jeg nu rigtigt af dem og skyldte dem Taknemmelighed, fordi de havde staaet paa Moders Ret.
Næste Dag kom Fru Strahl sejlende hen over Gaden; Moder tog imod hende ved Døren; jeg sad paa Sofaen i stærk Sindsbevægelse. Det var saa besynderligt at se hende igjen, se hende med ganske andre Øjne end før, og det var saa sørgeligt, efter alt hvad jeg skyldte hende, at der ingen Kjærlighed var i mit Hjærte.
«Men Lokkerne, de dejlige Lokker!» raabte hun endnu paa Dørtrinet.
«De komme nok igjen,» svarede Moder blidt, «Roserne paa Kinderne pippe, Gud ske Tak, allerede frem; med Lokkerne vil det vel have lidt Tid, men de komme saamænd nok.»
«Lidt Tid? ja tre Aar! jeg kan ikke stanse mine Taarer, og det Umenneske til Læge, der ikke forberedte mig. Er det vor Ellen? men denne uklædelige Dragt gjør nu ogsaa det onde tusinde Gange værre.»
Umuligt vilde det være mig at skildre Fru Strahls Harme, da hun hørte, at jeg ikke vilde tilbage. Der manglede ikke meget i, at hun vilde føre mig bort med Magt; sin Ret hertil beviste hun ved en lang Opramsen af alle de Velgjerninger, de havde udøst over mig.
Denne hendes Tale tog, underligt nok, den sidste Byrde fra min Sjæl. Før havde jeg bebrejdet mig Utaknemmelighed i Forhold til hende, men efter dette, syntes det mig, som om jeg var fri for enhver Forpligtelse.
Fjorten Dage efter gik jeg hen til min Moder, der stod med sit kjære, fornøjede Ansigt ganske rødt af Anstrengelse og strøg af alle Kræfter.
«Lille Moder, jeg vil have min Villie! Du sætter Dig smukt til Ro i Sofaen, jeg taaler intet Afslag. Jeg er nu saa frisk som en Fisk og vil arbejde for os begge; Du har plejet mig saa længe og saa utrætteligt, nu skal Du selv plejes. Du kan være rolig, jeg skal nok gjøre mig Umage, og ved Øvelse bliver man Mester. O, vidste Du, kjære lille Moder, hvor jeg trænger til at faa en Smule Selvagtelse.»
«Men Ellen, hvor vil Du dog hen! det gaar aldrig an! ah, Godmorgen, Herr Doktor, De kom i en god Tid, De maa staa mig bi mod dette opsætsige Barn, der vil sætte mig af.» «Du tager fejl, Moder, jeg vinder en allieret i Doktoren.»
«I denne Verden,» svarede han roligt, idet han lo af min Ivrighed paa en baade velvillig og drillende Maade, «svarer det bedst Regning at bære Kappen paa begge Skuldre. Jeg holder med Dem, Madam Knudsen i, at Ellen ikke duer til at stryge. Rynk ikke Panden, Barn, De maa jo selv kunne begribe, at ingen holder af saadanne Folder paa sit Tøj, som den De nylig satte, og, au, nu brænde vi de smaa Fingre. Sæt Jærnet bort og hør rolig efter. I den Beslutning, der straaler saa kjækt ud af Deres Øjne, holder jeg med Dem. Jeg for-staar godt, at det er Dem et Livsspørgsmaal, at tage alle Byrder fra Deres Moder og lægge dem paa Deres egne unge, kraftige Skuldre; men det bør ske paa en praktisk Maade. De bør vælge noget, De er voksen. Jeg har Planen fiks og færdig; De skal holde en Skole, Ellen; tre af mine Pigebørn ere til Tjeneste, og jeg haaber at kunne hverve en fjorten, femten Stykker foruden. Det nye Hus ved Porten staar ledigt; der kunne de bo luftigt og venligt. Udenfor er en ypperlig Tumleplads for Børnene, og bagved en Kjøkkenhave og Indretninger til en Hønsegaard. Naa, det glæder mig, at De er tilfreds; i Deres Sindsstemning tror jeg ogsaa, at en nyttig, selv lidt anstrengende Virksomhed er at foretrække for den store Gevinst i Lotteriet.»
Kort efter flyttede vi ind i det nye Hus, hvortil ingen sørgelige Minder knyttede sig. De gamle Møbler tog sig vel lidt fattige ud i de smukke Omgivelser, men i Fantasien saa jeg dem oppyntede og forøgede; i Fantasien stod allerede en magelig Lænestol — der var dobbelt blød for Moder, fordi jeg havde fortjent den — i Vinduespladsen, og et stort, udsøgt Instrument indtog det lille lejede Fortepianos Plads.
Før vi forlode det lille Hus, gik jeg op til mine Plejeforældre, for om muligt at forsone dem. Jeg blev imidlertid ikke modtaget, og skjøndt jeg hørte Fru Strahls Stemme, erklærede Tjeneren med slet dulgt Triumf, at ingen var hjemme. Hans Opførsel smertede mig, fordi den bragte det lunefulde og urimelige Væsen, hvormed jeg havde behandlet de underordnede, tilbage i min Erindring.
Netop som jeg lagde Haanden paa Portdøren for at gaa, traadte Konsulen imidlertid ud af sin Stue og nærmede sig tøvende med et usikkert, spejdende Blik, der klædte den store, svære Mand højst pudsigt.
«Farvel Ellen,» sagde han og kyssede mig paa Panden, «gid det maa gaa Dig godt. Dette skal Du tage, mer tør jeg desværre ikke give, for Husfredens Skyld.»
I et Nu smuttede han bort; jeg stod tvivlraadig, om jeg skulde beholde Hundrededaler-seddelen eller ikke. Moder mente dog, at vi burde tage derimod.
«Den blev givet af et godt Hjærte,» sagde hun, «og vi ville ikke være hovmodige, men øve os i Ydmyghed.»
Det gik godt og velsignet med min lille Skole, og jeg mødte megen Anerkjendelse og ufortjent Godhed. Flere Huse — hvortil Konsulens og deres Omgangskreds ikke havde haft Adgang, og som vi derfor plejede at spotte og bagtale uden at kjende — aabnede sig, efter Amtmandens og Doktorens Anbefaling, for mig, og nye Elever strømmede daglig til. Det varede ikke længe, før Lænestolen i Virkeligheden stod ved Vinduet, og Moder sad i den, saa pyntelig og smuk en gammel Dame, i sin Tarvelighed, som det var muligt at se.
Med en halvvoksen Piges Hjælp bestyrer Moder vor lille Husholdning, Have og Hønse-gaard. Denne sidste er baade en Kilde til Fornøjelse og Indtægt; og den store Flok Ænder, der svømmer nok saa glad omkring i Dammen udenfor Haven, bringer mangt et godt Stykke i Hus. Ofte sidder Moder ganske stille ved sit Arbejde og lytter til Undervisningen.
«Der hænger dog altid lidt ved,» siger hun, «kunde man blot beholde det.»
Kun en Ting holder bestandig Mindet om det svundne vedlige; det er hendes Frygt for, at jeg skal savne Adspredelse og tilfredsstillende ligealdrende Omgang.
«Gaa lidt ud idag, Ellen,» siger hun ængsteligt, «Du maa ikke opofre Dig for min Skyld; jeg vil ikke forsure dit Liv.»
«Opofre! som om jeg ikke var gjerrig over enhver Time, jeg kunde tilbringe i hendes Selskab! som om jeg ikke havde syv spildte Aar at indhente!
«Hvis Du ikke jager mig bort med Magt, lille Moder, bliver jeg hjemme. Jeg skal spille for Dig paa mit herlige nye Instrument; derpaa ville vi spasere i Anlæget, og saa drikke The i Lysthuset.»
Men Moder stryger paa sin gamle Vis mit Haar fra Panden og siger de skjønneste Ord, jeg kan høre:
«Gud velsigne Dig, Du, min Alderdoms Glæde.»