Tilstaaelsen


Tilstaaelsen

Lars Peter var en stor, stærk, trettenaarig Dreng med klare, brune Øjne og krøllet, brunt Haar. Ansigtet var solbrændt og Haanden barket af Arbejde, Han havde Plads hos en Gartner og sled ordentlig i det fra Morgen til Aften, Skoletiden undtagen. Saa længe den varede hvilede Lemmerne jo, men saa maatte Hovedet tage fat Det gik dog let og godt med begge Slags Arbejde og Lars Peter kom gerne syngende hjem til det lille straatækkede Hus, hvor hans Moder og de to smaa Søstre boede. Børnene løb ham som oftest i Møde, efter først at have raabt ind: »Moder der er han!« Og saa tog han den Mindste op paa Skuldren og stormede ind. Moderens: »Godaften Lars Peter!« havde en egen Klang af Kærlighed og, underligt som det lyder, tillige af Agtelse, for Drengen var som en lille Familiefader i Hjemmet.
Da Faderen laa bleg og stille med halvbrustent Øje inde i den store Seng, havde han vinket Lars Peter hen til Lejet, og idet Drengen hulkende knælede foran ham, lagt sin Haand paa hans Hoved og hvisket: »Du maa gøre godt, hvad din Fader har forbrudt. Vær for din Moder, hvad Du kan, og se til at Du kan gøre hende Glæde. Lad hende aldrig græde for din Skyld, Lars Peter, som hun har grædt for min, naar jeg kom omtaaget hjem. Det hændte jo ikke tidt, men er dog tungt, ja, bitterlig tungt at tænke paa.« Saa slog han Kors for Pande og Bryst, nikkede til Konen, der lige traadte ind, og sagde med et stille Udtryk af Fred: »Jeg tror paa Syndernes Forladelse for Jesu Skyld.« —
Da Faderen jordfæstedes gik Lars Peter ved Moderens Side bagefter Kisten. De to smaa Piger vare inde hos en Nabokone. Den unge sørgeklædte Enke saae usigelig rørende ud. Hun græd hele Tiden, men ganske stille. Lars Peter trykkede beskyttende hendes Haand og lovede i sit Hjerte, at han altid vilde gøre hende Glæde. Fra den Dag af fik Drengens smukke Ansigt et bestemtere Udtryk, som var han paa engang bleven flere Aar ældre.
Moderen, Sidsel Petersen, var en lille, spædlemmet Kone, uskikket til egentligt Slid, men hun havde et Par flittige, nyttige Hænder og tjente et nøjsomt Brød til sig og Børnene ved at sye Kjoler for Egnens Piger, stoppe og lappe for Karlene paa Herregaarden og strikke Strømper til dem.
Lars Peter forsynede Huset med Brænde og Vand, før han gik til Arbejdet om Morgenen. Det var Sidsels Glæde at give ham en god, varm Kop Kaffe, naar han drog af, og en varm Bid med dampende Kartofler til, naar han kom hjem om Aftenen. Det var afvekslende en Stump Flæsk, levnet fra Middagen, en kogt Spegesild, eller et Stykke Klipfisk.
»Du tjener til vor Husleje, min Dreng, og er din Føde værd.« Og saa klappede hun hans krøllede Hoved, og de smaa Søstre entrede op paa hans Ryg, eller hængte sig ved hans Arme og spiste med, indtil Moderen opdagede det, og jog dem bort.
Der var saa lunt og hyggeligt i den lille Stue og altid rent og pænt. Klokken ni sattes Symaskinen til Side og den store, slidte Bibel, Sidsel havde arvet efter sin Bedstefader, toges frem. Moderen viste Lars Peter, hvad han skulde læse og saa læste han langsomt og ærbødigt, for han vidste, at det var Guds Ord.
Lars Peter fik Ros i Skolen; Gartneren fremhævede ogsaa hans Flid og Paalidelighed i Modsætning til den ældre Havedrengs Dovenskab og Lyst til at sjuske oven af; Moderen kaldte ham sin Trøst og Støtte, og det i Fremmedes Nærværelse. Alt dette ansporede Drengen, men fristede ham ogsaa til at synes godt om sig selv. Og den, der gjør det, glemmer snart at staa paa Vagt.
»Du synger ikke saa meget som før, Lars Peter,« sagde Gartnerens Kone til ham.
»Ikke?« Drengen blev højrød og gravede løs af al Kraft.
»Er Du bare rask,« spurgte Moderen kort efter, »jeg kender ikke rigtig min glade Dreng.«
»Jo vel er jeg rask,« Blodet foer ham igen til Hovedet. — »Hvor er Børnene henne Moder!«
»Hanne er gaaet med en Krands til Faders Grav og lille Lotte staar i Skammekrog oppe paa Loftet. Hun løj for mig, sagde, at hun ikke havde slaaet en Underkop itu, og saa havde hun dog gjort det — Kan Du ikke tale til hende, Lars Peter, fortælle hende, hvem det er, som lokker os til Løgn, og hvem, der lærer os at tale Sandhed.«
»Det kan Du bedst selv Moder, jeg er jo dog kun en Dreng.«
»Ja, men Du er saadan et godt Eksempel, Lars Peter.«
»Aa, Moder dog!« — Han saae ikke glad ud, snarere forpint.
Det var en lummer Aften og tunge, mørke Skyer samlede sig Lag paa Lag. Da Hanne kom hjem fra Kirkegaarden hentede hun Lotte ned fra Loftet og førte hende lige hen til Moderen. Det hulkende Barn raabte om Forladelse og fik saa straks et Tilgivelsens Kys.
»Veed Du hvad jeg har gjort?« Hun listede sin lille, buttede Arm om Broderens Hals, »jeg har løjet!«
»Du maa aldrig gøre det mere, Lotte, og lad det saa være godt,« han skød hende lempelig fra sig.
»Naa, nu bryder Tordenen nok løs,« Moderen lukkede Vinduerne, »det var et ordentlig Skrald! — Og der kom et igen, og nok et, det gaar Slag i Slag. — Uvejret staar lige over Huset, kan man mærke. Herren bevare os i sin Naade! Han veed at vi har Straatag, og hvordan vi sidde i det paa alle Maader og hans Navn er Barmhjertighed. «
»Veed han, at jeg løj, Moder?« »Ja, men ogsaa at du har angret.« Sidsel tog sin Mindste paa Skødet og talte til hende om Frelserens Kærlighed. Derpaa rejste hun sig, puttede sit lille Pengeforraad i Lommen og pakkede Biblen, Mandens Uhr og Familiens bedste Klæder i en Bylt.
Blændende Lys og Bælgmørke vekslede, Tordenen rullede og det lille Hus rystede i sin Grundvold.
»Aa, nej, nej,« raabte Lars Peter, kridhvid i Ansigtet, »jeg tør ikke være her, hvor skal vi hen?«
»Men Dreng dog, det ligner Dig slet ikke, Du plejer jo altid at trøste os Andre. Hvor vi skal hen? Ind under Herrens Vingers Skygge, som Du læste i Aftes. — Se, nu stiller det allerede af; Lyn og Skrald komme ikke lige efter hinanden, jeg talte denne Gang til syv, før Tordenen lød. Og nu kommer Regnen, hør, hvor det skyller ned. Godt, at Rugen er bjerget og den anden Sæd endnu ikke mejet. — Gaa i kun i Seng, smaa Piger, men glem ikke at takke Gud, der har bevaret os.«
Hanne og Lotte bød Godnat og gik saa stille ind i Kamret med hinanden i Haanden. Da Døren havde lukket sig efter dem, rejste Lars Peter sig straks.
»Godnat, Moder!« Han vilde skynde sig ud.
»Bliv lidt. — Du har jo aldrig før været bange, Lars Peter, hvorfor var Du saa bange?«
»Saadan et Uvejr har vi aldrig havt før,« han lagde Haanden paa Dørlaasen.
»Du maa ikke gaa, Barn, jeg vil tale med Dig — Var Du bange for at dø?«
»Hvem vil gerne rammes af Lynet, Moder?«
»Lynet er i Guds Haand og gaar hans Ærinde. Hvorfor var Du bange? har Du Noget paa Samvittigheden, saa skrift for din Moder.« Hun drog ham kærligt hen til sig.
»Hvor falder det Dig ind?« Han saae usikkert hen paa hende; hun var bleg af Sindsbevægelse og den lille magre Haand rystede; — hans elskede Moder!
»Du har ikke været Dig selv i den sidste Tid,« vedblev hun.
»Men hvis jeg nu siger det,« han hulkede, »saa vil Du aldrig mere holde af mig.«
»Jo, Barn, jeg vil. — I Guds Navn sig hvad det er?«
Det var en svær Kamp mellem Stolthed og Anger, mellem Løgn og Sandhed, mellem Mørkets og Lysets Aand.
»Du vil ikke tro det, naar Du hører det, Moder, — Abrikosen fra Gartnerens Drivhus — den jeg gav Dig i Fødselsdagsgave, og Du var saa glad for, havde jeg taget. Der var en Kurv fuld, som skulde pakkes ned, og sendes bort. Konen spurgte, hvor mange der var, og Gartneren svarede, at han endnu ikke havde talt dem, og da jeg saa blev ene med Kurven tog jeg den største og smukkeste, jeg kunde finde, og lagde den i min Madkurv, og da Du spurgte mig om Gartneren vidste, at det var din Fødselsdag, sagde jeg nej, han havde givet den til mig. Saa jeg er baade en Tyv og en Løgner!« Han hulkede lidenskabeligt.
»Tys, tys,« Moderens Haand strøg nedad hans Haar, »det er ikke underligt, at Du var bange for at dø, min arme Dreng! — I Morgen maa Du gaa til Gartneren og fortælle ham det Hele, og saa maa Du betale Abrikosen. Det er en kostbar Frugt paa denne Tid af Aaret, men der er Penge nok i din Sparebøsse. — Skal jeg gaa med Dig?«
»Nej, Moder, den Skam skal Du ikke have. Du stoler da paa mig, at jeg vil gøre det?« Han saae gennemtrængende paa hende.
»Ja, jeg er ligesaa vis paa, at Du vil gøre det, som at jeg staar her. — Og lad os saa knæle ned og bede vor himmelske Fader om Tilgivelse, for Jesu Skyld.«
Lars Peter sov ikke meget den Nat, og hvor han følte sig fornedret. Han, der havde været stolt af sin Ærlighed, syntes nu han var den værste af alle Mennesker. Og saa Tilstaaelsen næste Dag, hvordan skulde han komme over den? Hvad vilde Gartneren, der selv var saa retskaffen, at han altid gav Kunderne en lille Smule Overvægt, sige? Mon han vilde give ham Afsked. Den kolde Sved sprang ud af Drengens Pande.
Da han kom ind om Morgenen stod Kaffen og ventede. Moderen nikkede kærligt til ham, men han saae godt, at hun havde grædt.
»Gud være med Dig, min Dreng!« Hun klappede ham paa Skuldren, da han gik.
Der var omtrent en Fjerdingvej at gaa; Lars Peter skyndte sig afsted, men da han først kunde øjne de høje Poppeltræer i Gartnerens Have gik han langsommere og langsommere.
»Godmorgen, Lars Peter!« Den unge Kone stod paa Verandaen med sin lille blaaøjede Pige paa Armen.« Hvordan gik det Dig i Aftes, i det gruelige Tordenvejr?«
Gartneren lo. »Lars Peter blinker ikke, hvor stærkt det lyner. Sidste Uvejrsdag maatte jeg sige til ham: hold dog op Dreng, for han blev ved at skuffe Gangene.«
Lars Peter havde en Fornemmelse som skulde han kvæles, men da han raabte til Gud, gik det over.
»I Aftes var jeg bange,« Stemmen bævede, »jeg var bange for at dø.« Han stod nu hos dem paa Verandaen, Farven vekslede og Blikket saae nedad.
»Hvorfor var du bange for at dø?« Gartnerens Haand laa faderligt paa hans Skulder.
»Fordi« Lars Peter trak sig tilbage, »jeg baade har stjaalet og løjet.«
»Gud fri os, Barn!« udbrød den unge Kone, men tilføjede straks, »han er ikke ved Samling.«
Gartneren tyssede paa hende og spurgte roligt: »Hvad er det Du har stjaalet, Lars Peter, sig frem.«
»En af Abrikoserne,« nu var det sagt og han vedblev hulkende: »det var min Moders Fødselsdag og saa tog jeg den hjem til hende — aa, at jeg kunde! — og da hun spurgte mig ud, sagde jeg, at Gartneren havde givet mig den, og det troede hun fuldt og fast, saa hun har ingen Skyld. — Jeg har ikke været glad siden, — men nu har jeg sagt det, og her er Penge til at betale den med, men derfor har jeg jo ligegodt gjort det.« Han tog sin kønne lille Pung frem — det var en Julegave fra Gartnerens Kone — og begyndte at tælle op.
»Nu er det nok, jeg fik ikke mere af Frugthandleren. — Jeg havde ikke troet det om Dig, Lars Peter, men er glad, at Du har tilstaaet. — Gaa nu til dit Arbejde, min Dreng, senere kan vi tales ved.« »Og jeg skal ikke jages bort?« »Nej Du skal ikke, det lover jeg Dig.«
Lars Peter skyndte sig ned i Haven; han var ulige lettere i Sindet, end han havde været de andre Dage, men gik alvorligt i Rette med sig selv. Aa, saadan en daarlig Dreng han var! Og saa havde han set ned paa sin Medtjener Rasmus og paa de andre Drenge i Skolen, skøndt han var meget værre, for ingen af dem havde en Moder som hans, og ingen af dem læste Guds hellige Ord hver Aften.
Medens Lars Peter skriftede, sad forhenværende Uhrmager Hansen, der, da han blev gammel og affældig, havde givet sig i Kost hos Gartnerens, inde i Dagligstuen, hvortil Verandadøren stod aaben, og lyttede. Hans underlig kolde, næsten forstenede Ansigt, blev mere og mere spændt, Avisen, hvori han havde læst, faldt ud af hans Haand, og Drengen var neppe gaaet, før en hæs Røst raabte: »Vand, Vand!« og den gamle Mand sank tilbage i Stolen.
»Her er Vand,« Konen løftede hans Hoved og gav ham at drikke, »nu henter jeg et Par Draaber, saa gaar det nok over. — Tag Barnet saalænge, kære Fader.«
Den gamle Herre rystede paa Hovedet og sagde i sin sædvanlige halvgnavne Tone: »Hvad skal jeg med Draaber, det er ovre. — Kom herhen, Larsen, hvad vil De gøre ved Drengen? — De vil jo tale med ham sagde De. Vil De prygle ham? De smaa, brungule Øjne stode næsten stive.
»Nej nej, han tilstod jo selv. Jeg vil tale til ham om Guds Kærlighed og om Fristerens mange Snarer. — Og naar Maaneden er endt, vil jeg lægge paa hans Løn, for han arbejder som en Karl, men det siger jeg ham ikke i Dag.«
Den gamle Mand knyttede sin Haand: »Saa god er Gud ikke,« sagde han bittert. »Drengen var bange for at dø, derfor skriftede han. Jeg var ogsaa bange for at dø i Nat, bange for Dommen!«
»Saa raader jeg til Dem ogsaa at skrifte, sige Herren Alt.«
»Jeg kan ikke tale med ham, det Sprog har jeg glemt for længe siden. Han veed det vel ogsaa Altsammen. — Men jeg kunde jo sige det til Dem.«
»Ja, det synes jeg De skulde.«
»Men Deres Kone maa blive herinde og trøste mig.«
Den unge Kone rystede paa Hovedet. »Der er kun en Trøst for den, som angrer, og det er Syndernes Forladelse.«
Uhrmageren rokkede frem og tilbage og begyndte saa langsomt:
»Han hed Henrik Bruhn og var Styrmand paa et større Skib, der skulde paa Langfart. Aftenen før han rejste kom han til mig. Jeg havde kendt ham fra Barn af og han havde købt sit eget Uhr, sin Kones Uhr og et lille Væggeuhr i min Butik. »Hansen,« sagde han til mig, »se engang imellem ind til min Kone, og mærker De, at hun savner Noget, saa giv hende denne med kærlig Hilsen fra mig, men husk, først naar hun er i Nød,« og saa rakte han mig en aaben Konvolut med en Hundredekroneseddel i. Det var om Foraaret, men ved Efteraarstid kom der Melding, at han var skyllet overbord i en Storm. Saa tænkte jeg jo, at give Konen Pengene, men der sattes en Indsamling i Gang og hun og Børnene bleve godt hjulpne, der var ikke Tale om Nød. —
Saa satte jeg Pengene i min Forretning, men hun flyttede til vor Nabokøbstad og fik der en Modehandel. Af og til har jeg forhørt, om hvordan det gik, og altid spurgt godt Nyt. Drengen, der var klog og flink, er nu Lærer i en Landsbyskole og Pigebarnet ansat i en større Forretning.«
Han standsede et Øjeblik, bøjede sig derpaa forover og sagde, til Selvforsvar, i en ivrig Tone: »Hun maatte ikke faa Pengene før hun var i Nød, — og det har hun ikke været, Gartner Larsen, men naar man nu har en øm Samvittighed.«
»Forsynd Dem ikke, gamle Hansen, ved hykkelsk Tale om en øm Samvittighed. Skal vi ikke heller kalde det en slumrende Samvittighed, som Gud Herren maatte sende Torden og Lyn og et Barns Eksempel for at faa vakt. Der er ingen Ende paa hans Naade! — Nu skriver jeg straks til Styrmandens Enke og beder hende komme, og saa maa De sige hende Alt og give hende Pengene, — Gaa nu ind i Deres egen Stue, bøj Knæet og prøv paa at tale til Gud. Han, der ser Hjertets inderste Tanke, vil forstaa Dem.«
Uhrmageren saae sig raadvild om, derpaa greb han Gartnerens Arm og trak ham ind i sit Værelse.
»Se ud af Vinduet, medens jeg tager Pengene frem, og tro endelig ikke, at jeg har mange af dem; nej, nej, det har jeg ikke. — Tør jeg nu stole paa, at De ikke ser herhen?
Gartneren nikkede, men kunde ikke undgaa at høre, hvordan Skuffer og Skrin lukkedes op og i. Tilsidst toges en klingrende Pose frem og den gamle Mands rystende Haand søgte at løse en dobbeltslynget Seglgarnsknude.
»Jeg kan ikke, det gaar ikke. — Jeg maa vente til i Morgen.«
»I Morgen er en Skælm, plejede min Fader altid at sige. Hvem veed om man oplever næste Dag. — Skal jeg ikke hjælpe Dem, Herr Hansen?«
»Tak, men tro nu ikke, det er Guld her gemmes.«
»Jeg tror Ingenting, men har læst i min Bibel, at vi skal vogte os for Gerrighed, der er en Afgudsdyrkelse.« De kraftige og dog smidige Hænder fik snart Knuderne løste, og saa vilde Gartneren gaa.
»Nej, bliv, ellers kunde jeg betænke mig. — Her er ti Guldstykker, smukke, blanke Guldstykker. Send dem til Madam Bruhn, eller hvad hun kaldes, og fortæl, hvad Manden havde sagt.«
»Men Renterne? De mange Aars Renter, Hansen.«
»Renterne, aa nej, nej, — skal jeg ogsaa ud med dem? — Hvor kan De nænne at forlange det?«
»Jeg forlanger ikke Noget, De maa selv gøre Regnskabet op, men glem ikke at Herren ser til, Jesus, der elsker Dem, og er Synderes Frelser.«
»Elsker mig?« — Uhrmageren saae paa ham, »jo vist!«
»Ja, elsker Dem! — Forstaa dog, Mand, at alt Dette er beredt af Gud for at faa Dem frelst hjem. Han vil jo ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve.«
»Saa tag det Alt,« den Gamle foer op og kastede Posen fra sig, »jeg har jo min Livrente, tag det Alt!«
»Og jeg skal sende det Alt til Fru Bruhn?«
»Ja, og hvad der er mere end Renten, for der er meget, meget mere, end Renten, maa hun tage som Bod. — Og saa maa De lade mig ene, for det er nok ikke gjort hermed, kan jeg mærke. Der skal nok et ordentligt Opgør til.«
»Ja, vel, det skal der. — Gud velsigne Dem, gamle Hansen, og hjælpe Dem gjennem Omvendelsens snevre Port.« —

Lars Peter hang ordentlig i med Arbejdet den Dag. Han var nok bedrøvet, men Hjertet var fuldt af Tak til Gud og Mennesker. Saadan Moderen havde taget det, og saadan Gartneren havde taget det! — Men Konen, den milde, venlige Kone var bleven forskrækket. Du er ikke ved Samling, sagde hun, saa utrolig syntes hun det lød. »Aa ja, hvor kunde jeg ogsaa!«
»Led os ikke i Fristelse, men fri os fra det Onde,« bad Lars Peter af Hjertets inderste Dyb, og det ikke alene den Dag, men Livet igennem, og han blev sin Moders Glæde og en trofast Støtte for de to smaa Søstre. —
Da Postbudet næste Dag bragte Styrmand Bruhns Enke et Pengebrev med syvhundrede Kroner i, blev hun højlig forbauset. Datteren skulde til Foraaret giftes med en brav, men ubemidlet ung Bogholder og der var kun en lille Spareskilling at købe Udstyr for. Men nu kom Dette som en Hilsen fra hendes elskede Husbond.
Samme Dag indkøbtes det første Stykke, en stor, smuk Familiebibel. Taarene randt, men Hjertet var fuldt af Glæde og Tak da hun paa det hvide Blad skrev: »Gave fra Fader.«