En Mærkedag
En Mærkedag
Det var en trykkende varm Junidag, alle Vinduer og Døre stode aabne i den store, smukke Havestue paa Ørneborg.
Husets unge Frue sad tilbagelænet i en Gyngestol og snappede efter hvert Luftpust. Det var en fin, let Skikkelse, Ansigtet var smukt og udtryksfuldt, Øjnene store og mørke, Haaret glindsende nøddebrunt.
I Øjeblikket skæmmedes det tiltalende Ansigt dog af en fortrædelig Mine, og hun skød to Smaabørn, der klyngede sig op ad hende, temmelig ublidt til Side, idet hun rejste sig.
»Nej, det er ikke til at udholde, saadan en Hede! Kom med mig, Klaus og Inger, I skal op til den rare Jomfru Jensen.«
»Aa nej, Moder, der er saa kedeligt.«
»Snak!« Fru Clara løb hurtig opad den brede, tæppebelagte Trappe og ilede gennem den lange Korridor. De Smaa maatte ordentlig løbe til for at kunne følge Moderen. Jomfru Jensen, der sad ved et stort af lyst Silkestof og Kniplinger opfyldt Bord og arbejdede ved Maskinen, foer sammen, da Døren aabnedes.
»De maa passe paa Børnene, Jomfru Jensen, jeg kan ikke mere. Var der ikke den store Dam nede i Haven, kunde man jo lade de smaa Urostiftere gaa alene derude, men nu tør jeg ikke vove det. — Naar skal jeg prøve Livet?«
»Først om et Par Timer. Det er saadan en indviklet Facon, Frue, og Arbejdet lægger Beslag paa alle mine Tanker, saa jeg er slet ikke glad ved at have Børnene herinde. Jeg synes, det maa paahvile Ammen at passe dem.«
»Ammen bryder sig kun om den Lille; hun er et skrækkelig selvraadigt Menneske. Før hun trillede Vognen ned til Stranden, lukkede hun Klaus og Inger ind i Spisestuen, og der fandt jeg dem. Mit stakkels Hoved, der i Forvejen var ødelagt af den lumre Luft, kan ikke mere.«
»Fruen skulde vide, hvordan mit Hoved, har det.«
»Stakkel, det gør mig ondt! — Saa faar jeg jo nok saa mange Læg med Kniplingspiber, som der kan anbringes?«
»Ja, Fruen kan være ganske rolig.«
Stemmen lød just ikke blid; hun tørrede det ophedede Ansigt og lod Maskinen snurre løs.
Fru Clara gik langsomt ned igen. Dette kunde ikke gaa an; Kammerjomfruens Væsen var slet ikke ærbødigt. Men man burde jo heller ikke forlange, at hun skulde være Barnepige. Og for hende selv sømmede det sig da endnu mindre at være det.
Naa, der stod Hat og Stok, saa var hendes Mand da endelig kommen hjem. Nu galdt det at tale sin Sag.
»Goddag, Clara, men hvad er det for en skyfuld Pande, min lille Frue har?«
Godsejer Birger var en høj, ung Mand med et lyst, aabent Ansigt; Udtrykket var var paa engang frejdigt og tænksomt.
Han tog kærligt sin Hustrus Haand. »Hvad er der i Vejen; lad høre?« »Ingen kan forlange, at min Jomfru tillige skal være Barnepige. Jeg er ogsaa vis paa, at Arbejdet lider, naar Børnene lege og støje omkring hende. Ammen har kun Tanke for lille Hans. Tænk dig, hun lukker uden videre Børnene ind til mig, og naar jeg saa først er ødelagt, maa Jomfru Jensen selvfølgelig holde for. Kan du nu forstaa, Ivar, at vi virkelig for Alvor trænge til en Bonne, der kan tage sig af de Smaa. Sidst, jeg talte om det, var Du saa rent umedgørlig.«
»Vore Tanker mødes ikke,« lød det i en lidt nedslaaet Tone. »Jeg kommer fra den store Tørvemose, hvor Arbejdet nu er i fuld Gang, og gennemtrængt af hvad jeg saae der og i det hele veed om Arbejdernes Kaar og Boliger, føler jeg langt mere Lyst, til at indskrænke, end til at udvide vort Husvæsen. Hvor er Børnene nu? Lad dem bare komme. I Hviletiderne veed Du, at det er min største Glæde at tumle med dem.«
»Men det er ikke min Glæde. Den Smule Tid, Du under Dig til Vederkvægelse, burde dog først og fremmest være min. Naar har jeg egentlig dit Selskab? Dagen gaar med Regnskabsførelse og disse evige Tilsynsture. Det er ogsaa bleven rent galt, siden Du i Fjor afskedigede Inspektøren.«
»Du veed, hvorfor jeg gjorde det, og godt var det paa alle Maader, for nu er jeg først Herre i mit Hus, og jeg er kommen i et helt andet og meget bedre Forhold til Forvalteren, Tyendet og Husmændene. Veed Du, hvad jeg tror, Clara? — Jeg tror, at Du trænger til mere Arbejde, ikke til mere Hjælp, og saa ønsker jeg inderligt, at Du maa lære at takke i Stedet for at klage.«
»Hvad mon Fader vilde sige, hvis han hørte Dig?« Hun trak Haanden til sig.
»Han vilde desværre næppe forstaa mig.«
»Der talte Du sandt. Mig vilde han derimod straks forstaa, og da jeg nu to Gange har bedet Dig og faaet Afslag, vil jeg ogsaa skrive til Fader og fortælle ham Alt. Saa sender han mig nok en paalidelig Bonne og Penge med til at bestride, hvad hun koster.«
»Tys, saadan maa Du ikke tale, selv om jeg godt veed, at Du ikke mener det.«
»Jo, vist mener jeg det, og jeg vil gøre det endnu i Dag.«
»Ikke naar jeg forbyder det.« Der var en rolig Myndighed i Stemme og Mine, som opirrede hende, og hun brast i Graad.
»Slip mig Ivar, og lad mig gaa. Talte jeg nu, blev det neppe blide Ord. Aa, at Du kan nænne!«
Hun snappede Havehatten, der laa paa et Bord i Verandaen, og ilede ud, stadig grædende og stadig haabende, at han skulde kalde hende tilbage eller løbe efter hende. Men den unge Godsejer stod ganske stille paa samme Plet. Han holdt Haanden for Øjnene og tænkte efter, eller rettere søgte Raad, der hvor Raad er at finde. — —
Luften blev mere og mere trykkende, der rørte sig ikke en Vind, og Solen skjultes af store Skyer, som mørke og tunge rugede over Landskabet.
Fru Clara saae det nok, men standsede ikke sin Gang. Hun følte sig tilsidesat, gjort Uret, ja ligefrem ilde behandlet.
»Du trænger til Arbejde, ikke til Lettelse i Arbejdet,« sagde han, og saa de ubønhørlige Øine og Udtrykket: »ikke naar jeg forbyder det.«
Jo, det var rigtignok et rart Liv! Og nu legede han vist med Børnene og tænkte ikke paa hende.
I Hjemmet havde de altid tænkt paa hende. Fester, Overraskelser og Gaver, det var Dagens Orden.
Hun græd af Medlidenhed med sin Skæbne.
Ved Landevejen, hvor Parken endte, standsede Fru Birger et Øjeblik, men gik saa hurtigt over Vejen, gennem Leddet ind i Storskoven.
Regnen begyndte nu at falde, men de løvrige Træer skyggede over Stien, saa kun enkelte store, tunge Draaber naaede hende. Krusemynte og Bukkar duftede stærkt, Fuglene fløj lavt, snappende efter Insekter, og hun maatte vare sin Fod, at den ikke skulde træde paa de sorte Snegle, der laa hist og her henad Stien. Hvor var der underlig tyst, ligesom hemmelighedsfuldt, i denne dybe Skovensomhed. Fru Birger begyndte at blive bange, men havde dog ikke Lyst til at vende om.
Efterhaanden blev Skoven tyndere og Regnen strømmede ned. Og saa de æltede Veje, hvori hendes fine Sko sad fast. Uh der kom et Tordenskrald og nok et. Hvad skulde hun dog gøre!
Pludseligt faldt Øjet paa et lille lysegrønt, nymalet Hus, der laa ved Kørevejen, lige udenfor Skovhegnet. Der var tre Bikuber, en kuppelagtig Brændestabel og en gammeldags Brønd med Vindfald lige ved Huset. Skulde hun ty derind? Nej, nej, hun hadede indeklemt Luft og urenlige Stuer.
Nu tordnede det igen, og Lyn krydsede Lyn. Hun sank næsten i Knæ. Derinde var dog Tag over Hovedet.
Den unge Frue bankede ikke paa, men rev Døren op.
»Velkommen herind,« lød det venligt, men en udrakt Haand standsede hende i det Samme.
»Aa, bliv paa Maatten, lille Dame, saa skal jeg straks komme med et Par tørre Sko.« Husmoderens Øje havde set det lerede Fodtøj, og hun vilde gerne værge sit nyskurede Gulv.
Fru Birger stirrede underlig beskæmmet paa det hvide Gulv og skinnende Bliktøj, men Skoene — nej, det kunde hun ikke bekvemme sig til.
»Se her, det er ganske nye Sko, jeg har aldrig baaret dem. Naa, Foden drukner nok. Sikken en lille Fod!« Konen strøg den næsten kærtegnende, medens et velvilligt Smil gled hen over det milde, rødmussede, lidt fregnede Ansigt.
»Lad mig nu faa Tøjet af. Men — men er det ikke Godsejerens Frue? Aa, jeg kendte Dem ikke, saa er det jo vort eget Herskab; bare Ole havde været hjemme! Vær saa god at træde ind i Stuen, kære Frue. Jeg stod lige og strøg, og har endnu varme Jern, saa Sløret paa Hatten og det lille Kniplingstørklæde kan snart blive strøget tørt. Hør, nu tordner det igen. Fruen er da ikke bange?«
»Jeg er glad ved at være kommen i Ly. Her er saa pænt inde.«
»Ja, har vi det ikke dejligt!«
Dejligt, det var et stærkt Ord tænkte Fru Clara og mønstrede undrende den lille Stues Indhold.
En lang, rødmalet Bænk med Sidestykker og Rygstød langs Vinduesvæggen, et firkantet, hvidskuret Bord med Skuffe i foran Bænken, et Hjørneskab, to Træstole, en stor grønmalet Dragkiste, et lille travltdikkende Væggeuhr, rigtblomstrende Pelagonier og Gyldenlakker i de smalle Vindueskarme og, det bedste tilsidst, en hjemmeflettet Vidievugge med kridhvide Lagener og højrød Overdyne, hvorfra et lille, rundt, af en Smule silkeblødt, gulhvidt Haar omgivet Hoved stak frem.
»Er det en Dreng?« Den unge Frue bøjede sig over Vuggen.
»Ja det er. — Peter er tre Maaneder yngre end Herskabets Hans; vi fik ham lige til Jul.«
»Se, nu skinner Solen,« begyndte hun igjen, »men det er nok ikke af Varighed, for den brænder saa stikkende. — Maa jeg lukke Vinduet op? — Hvad synes Fruen om den Udsigt? Det er ikke Alle, der saadan kan se lige ind i den store Skov.«
»Nej, det er smukt. — Men lidt ensomt er her, ikke sandt?«
»Ensomt? aa nej, der er ikke langt til Møllen og heller ikke til Mosehusene, og vi kan naa Landsbyen og Kirken paa en halv Time. Jeg synes det bankede? — Er det Jer, gamle Katrine! Ja, Tøjet ligger færdigt, men jeg troede ikke, I kunde komme for Vejret.«
Den Tiltalte, en lille, gammel Kone med Stok i Haanden og et storblommet Hættetørklæde, hvorfra det brune, rynkede, godlidende Ansigt tittede frem, svarede i en mild, fornøjelig Tone:
»Jeg lister afsted mellem Bygerne og vil nu skynde mig hjem. Naa, der ligger min Bunke nok.«
Hun nærmede sig Køkkenbordet, hvor det nystrøgne Tøj laa. »Sikken en farlig Mængde. Ja, Tak, Barn, Herren deroppe lønne Dig, jeg kan ikke, men han kan og han vil. Har Du Fremmede derinde?« hun tittede ind i Stuen.
»Men det er jo Godsejerens Frue!« Trods de stive gamle Bens Modstand nejede hun lige op og ned paa gammeldags Vis og skyndte sig saa bort.
Fru Birger havde tidt set den ejendommelige Skikkelse humpe til Kirke, støttet paa Stokken, og hun havde moret sig over hendes Dragt og hele Væsen, det var en rigtig Morlille, ganske som man tænker sig dem i Eventyrene.
»Hvorfor takkede hun Dem?« »Naar jeg dog vadsker, tager jeg hendes Smule Tøj med; det er en ringe Ting for mig, men hun er farlig glad over det og takker altid, saa jeg ordentlig skammer mig. Det er kun en lille Gengæld, naar jeg tænker paa, hvad hun var for os, da Ole laa syg.«
»Har Deres Mand været syg?« »Ja, men det er over Aar siden. Han blev slaaet af en Hest og laa længe. Dengang boede vi ikke her, men i et lille Hus tæt ved Møllen. Der var baade Mus og
Rotter, og Alting saae forfaldent ud, dog var vi alligevel glade over at have faaet Hjem og stadigt Arbejde paa Møllen. Men Sygdomstiden var streng. Den første Tid, da Ole laa med Omslag paa Brystet og der skulde vaages over ham, kom gamle Kathrine hver Aften og sad hos mig de lange Nattetimer. »Denne Tid gemmer nok en Velsignelse,« sagde hun, og det slog ogsaa til.« »Hvor længe var han daarlig?« »Henimod tre Maaneder, og den Smule, vi havde til Bedste, var snart opbrugt, og saa maatte vi laane os frem. Aa, Frue, De kan ikke tro, hvor det faldt svært for den flinke, dygtige Mand, der altid havde været ovenpaa og kunnet klare sig selv, at ty til Andre om Hjælp. Men Ole forstod snart, at det var netop det, han trængte til, og saa ydmygede han sig for Gud og angrede sin Stolthed. Og nu er han altid medynksfuld og mild i sin Dom over Mennesker. Det var en Velsignelse, Sygdommen bragte, men der var flere. I de Dage lærte vi begge to Herren at kende, og vi lærte at takke ham.«
Hun lagde Strikketøjet paa Bordet og glattede det, medens Tankerne gennemgik Fortiden.
»Og da han saa kom sig?« spurgte Fru Clara deltagende.
»Ja, saa tog han jo straks fat med Kraft og da Mølleren havde faaet en anden Mand i hans Sted, meldte han sig til Skovarbejde hos Godsejeren. Fruen kan nok tænke, at jeg ikke heller laa paa den lade Side, men gik paa Markerne og i Haverne, hvor Bønderne havde Brug for mig. Jeg var ikke vant til rigtigt Landarbejde, da jeg havde tjent hos Skolelærerens lige fra min Konfirmation til vi bleve gifte, saa det faldt lidt besværligt, især henad Høsten, men jeg talte aldrig derom, for det galdt jo at komme ud af Gælden. I Førstningen syntes det næsten haabløst, saa smaat gik Afbetalingen, da vi jo skulde leve og ogsaa have et og andet Klædningsstykke, men da første Halvdel var betalt, lettede det allerede, og Fruen kan tro, det var en glad Dag, da Ole kom hjem med Kvittering for det Hele. En Ugestid efter tilbød Godsejeren os denne Bolig, og Ole fik fast Plads som en Slags Opsynsmand over Skovarbejderne, »Nu skal Du ikke længer gaa ud og slide, Bodil, men kan blive hjemme og passe Huset,« sagde han ligesaa sjæleglad, og saa forstod jeg, at han hele Tiden havde følt for mig, og det gjør nu alligevel en Kone godt — Det var en lykkelig Dag, da vi flyttede herind i denne dejlige Bolig, og det var en velsignet Juleaften, da Herren i sin store Naade skænkede os vor lille Søn. Vi kan aldrig blive færdig med at takke, aldrig. Saadan en dejlig, velskabt Dreng!« Hun løftede Dynen en Smule og klappede Barnets buttede Arm. Derpaa tilføjede hun sagte og højtideligt: »En lille Sjæl, der er bestemt til at leve i al Evighed.«
Fru Birger bøjede sit Hoved og følte en uforklarlig Længsel efter sine egne Børn. »Fortæl mere,« sagde hun blidt. »Ja, nu maa jeg fortælle om Godsejeren. Saadan en Børneven han er, der gaar ikke mange Uger, uden at han skal herind og se, om Peter er vokset, og da lille Hans fik sin første Tand, fortalte han os det. Børnene nede i Mosehusene elske da ogsaa Herren og juble ham i Møde, naar han blot viser sig.«
Den unge Frue nikkede. Længslen efter at faa Del i alt det, der fyldte hans Liv, vaagnede. Hvor ofte havde han ikke, især det første Aar, opfordret hende til at følge med ind i Smaahusene, for dog at lære Godsets Folk at kende, men hun havde altid bedt sig forskaanet, og nu foreslog han det aldrig mere.
»Fruen maa da heller ikke tro,« begyndte Bodil igen og strikkede med jevn Iver paa Oles vældige Uldstrømpe, »at jeg nøjes med at passe vort Eget. Jeg vadsker for flere af Herskabets Karle og bøder deres Tøj. Har Godsejeren aldrig omtalt det?«
Fru Birger svarede benægtende og tænkte i sit stille Sind: hvor kunde det falde ham ind at fortælle mig Sligt?
»Ikke? Jo, det har været saadan en lille Sammensværgelse, for naar jeg tager mig af Tøjet, faar Folkene jo Gang hos os, og Ole Lejlighed til at tale med dem og fortælle dem om den Herre, der ikke vil nogen Synders Død, men at han han skal omvende sig og leve, og det kan nok være at mer end En har lært at gaa Kroen forbi og søge ind i Kirken. Men nej, der kommer Godsejeren jo selv med en Regnskærm over sig og en i Haanden. Sikken en omhyggelig Mand, Fruen har. Hr. Birger, hun er her!«
»Naa, det maa jeg tro, for nu slippe Fodsporene ogsaa op. Goddag herinde. Du ser bleg ud, Clara, blev Du gennemvaad?«
»Nej slet ikke, jeg har det godt.«. Hun saae ikke op.
»Ja, Fruen er bleg, men hvis Herskabet nu vilde smage vor hjemmelavede Mød, blev hun nok rød igen. Jeg veed ikke, om jeg tør byde —«
»Tak, et lille Glas.«
Den unge Mand saae forundret op. Vilde hun virkelig nyde Noget her.
»De maa drikke med, Bodil,« sagde han, da Bakken kom med to Glas.
»Ja, Tak, saa drikker jeg i Oles Sted, Bare han selv havde faaet den Glæde.«
Fru Clara rejste sig nu.
»Tak for alt godt.« Hun rakte Bodil Haanden.
»Selv Tak, og det mange Gange. Her er Fruens smaa Sko, nu er de igen rene og tørre.«
»Hils Ole,« sagde Godsejeren venligt, og Fru Clara stemte til hans Forbauselse i med et varmt: »ogsaa fra mig.«
Solen havde nu endelig faaet Overhaand det blæste friskt, Skyerne skiltes og fejedes til Side, saa den dybe blaa Himmel kom til Syne. Æbleroserne duftede langs Skovhegnet og Fuglene tog igen paa at synge. Luften var vederkvægende, ligesom fornyet.
De unge Ægtefolk gik tause ved hinandens Side.
»Ivar,« hun tog hans Haand, »er du vred?«
»Vred!« Kærligheden klang igennem den alvorlige Stemme.
»Tilgiv mig, Ivar, jeg mener, tilgiv mig helt, saa Du faar Mod til at begynde forfra med mig. Du havde Ret i det Altsammen,« hun græd stille, medens hun talte, »jeg trænger til at arbejde, og jeg trænger til at takke, i Stedet for at klage. Aa, hvor bliver man fattig, naar man klager, det veed jeg af Erfaring, og rig, naar man takker, det saae Jeg derinde i det tarvelige Hus. Det er, ligesom jeg var vaagnet af en Drøm, vaagnet til at se, hvad Du og Folkene derinde har, og jeg mangler.«
Den unge Godsejer stod ganske stille; der gik en Lysning over hans Ansigt.
»Førend Du raaber vil jeg svare, staar der i Herrens Ord, og nu har jeg oplevet det. Da Du gik Clara, var jeg ikke vred, men inderlig bedrøvet, og jeg bad Herren af ganske Hjerte, om han vilde hjælpe mig til at retlede Dig. Men se, han behøvede ikke mig Stakkel til den Gerning. Før jeg endnu fik Planen lagt, har han selv begyndt at bøje dit Hjerte, lovet være hans Navn!«
De gik en lille Stund Haand i Haand uden at tale, men saa begyndte hun igen:
»Jeg vil gerne med i alt det, Du lever i og virker for, men Du maa have Taalmodighed med mig, Ivar, megen Taalmodighed.«
Da de unge Ægtefolk naaede Havelaagen, viste Ammens brede Ryg med det hvide Tørklæde og de højrøde Nakkebaand sig lige foran dem. Hun løftede den brogede Bordt paa Skørtet en Smule, saa de store blanke Sko, der traadte haardt og fast paa Jorden, kom til Syne.
»Naa, Gjertrud, hvordan gik det i Uvejret, hvor fik I Ly?«
»Jeg var inde hos Baadebyggerens, saa vi fik ikke en Draabe. Nu skal Hans hjem og sove til Middag.«
Hun vilde køre videre. »Vent et Øjeblik. Jeg har næppe set ham i Dag.«
»Fruen skulde helst lade ham ligge for han skriger bare, naar De prøver paa at tage ham.«
»Det vil jeg da ikke haabe! — Nej, se dog, Ivar, hvor han rækker efter mig, min lille velsignede Dreng!«
Hun løftede ham op, og medens hun saae ham ind i de klare Børneøjne, fyldtes hendes Hjerte med Andagt og Taksigelse, »En Sjæl bestemt til at leve i al Evighed.«
Da Fru Birger kom ind i Systuen, traf hun Klaus i Skammekrogen og Jomfru Jensen i Taarer.
»Det er gaaet rent, rent galt Frue, den Dreng er ikke til at styre. Lige da jeg klippede det Allervigtigste, kom han farende som Lokomotiv og skubbede til Stolen, saa min Haand gled og Saksen flængede Tøjet helt hen til Siden. Vi har ikke Tøj til et nyt Forstykke, og jeg veed jo, hvordan Fruen tager den Slags.«
»Nej, det veed De bestemt ikke, for saa tror jeg, at De tørrede Deres Øjne.«
Jomfru Jensen hævede forbauset Blikket. Nej, hvor Fruen dog saae sød ud.
»Kan der slet inget Kjoleliv blive?«
»Jo, det haaber jeg, men ikke den Facon. Er Fruen virkelig ikke vred?«
Nej, hun var saa lidt vred, at den otte Dages Ferie, Jomfru Jensen længe forgæves havde bedt om, bevilgedes hende.
Da gamle Kathrine næste Søndag humpede ad Kirken til, indhentedes hun af Herskabsvognen. Kudsken, der havde faaet sine Ordre, holdt stille, Godsejeren tog til Hatten, Fruen nikkede smilende, og Tjeneren der sad bagpaa, sprang ned og løftede hende let som var hun en Dukke, op paa Kudskesædet. »Vi skal ogsaa køre hende hjem,« opmuntrede den venlige Kudsk, idet han lagde Rejsetæppet tilrette. Men den gamle Kone der netop i Dag havde frygtet, at hendes Ben skulde svigte, før hun naaede Kirken foldede Hænderne og undredes over, hvor godt Faderen i det Høje sørger for sine ringeste Smaa.