Spanierne i Danmark


Spanierne i Danmark

redigér

(1835.)

[1]

Rundt omkring i det spanske Riges Provindser, i det forrige spanske Amerika og paa Manilla træffer den danske Reisende endnu stundom enkelte af de Spaniere, der i Aaret 1808 gjæstede vort Fædreland. Disse undlade sjeldent med stor Deeltagelse at spørge til deres fjærne Gjæstevenner, om de endnu ere i Live, og om deres hele Skjæbne; med stor Interesse pleie de at fortælle om de fremmede Indtryk, som de modtoge i det kolde Norden, om de Længsler og Savn, som de her følte, og om de æventyrlige Begivenheder, der ledsagede deres Flugt. »Dengang vi vare i Norden« (cuando estuvimos en el Norte), er et Udtryk, hvoraf de hyppig betjene sig, og hvormed de næsten betegne en særegen Æra, hvorefter de beregne Tiden.

Ogsaa i Danmark erindres Spanierne endnu af Folket; og af de mange fremmede Tropper, der i Tidernes Løb have besøgt vort Fædreland, gives der vel, med Undtagelse af Polakkerne i Carl Gustavs Feide, ikke andre, som her have efterladt et stærkere Indtryk. Men medens Sagnene kun med Afsky tale om hine polske Krigere, mindes de spanske Tropper rundt omkring i Landet med en venlig Deeltagelse. Som Relikvier bevares endnu paa adskillige Steder de Foræringer,

[2]

der af Spanierne bleve givne ved deres Afreise, som en eller anden af de Amuleter, som næsten alle Spanierne bare paa Brystet, indsvøbte i Silke; for adskillige Ældre gav Spaniernes Ophold Anledning til at stifte Bekjendtskab med deres herlige Sprog, med det Sprog, hvori Calderon og Cervantes skreve; og overalt veed man at fortælle om de usædvanlige, hvide Uniformer, som bares af Fodfolket, og om de andalusiske Heste, som redes af Rytterne, om de mørke Ansigter, hvoraf mange vare af en fuldendt mandlig Skjønhed, om den gravitetiske Værdighed og den alvorlige, stolte Holdning, der udgjød en vis Fornemhed over hele Regimenter, som om alle Soldaterne vare af Adel, om de talrige Guitarer, der ledsagede Romanzer, som havde tonet ved Ebros og Guadalqvivirs Bredder, om de mange Muulæsler, der vare spændte for Kanonerne, om det lige siden den antike Tid i de romanske Lande udbredte Fingerspil (la morra), der først nu naaede til Norden, om den evige Rygen af Cigarer, der sammenrulledes i Papir, og om saa mange andre fremmede Skikke. Hvor Spanierne laae sammen med Bernadottes franske Tropper, forefaldt ofte Stridigheder, der fra Spaniernes Side ikke sjeldent endtes med Knivstik; lige over for de Danske forholdt de sig næsten overalt meget rolige, og endog de simpleste Soldater syntes at beflitte sig paa at falde deres Værter saa lidet til Byrde som muligt, hvorved de dannede en skarp Modsætning til de fleste, her ilde lidte franske Tropper, navnligen til de hos os saa berygtede Chasseurs à Cheval. Naar Kirkerne her vare aabnede, gik de spanske Soldater ofte enkeltviis derind, knælede paa de Steder, hvor de fandt Noget, der kunde ligne Helgen-billeder, og forrettede saaledes deres Andagt, medens Regimenterne i Almindelighed holdt deres Gudsdyrkelse paa Torvene i Stæderne. Endelig prises Spaniernes eiendommelige

[3]

Godmodighed allevegne; naar de droge gjennem Gaderne paa deres Muulæsler, hvorpaa de sad paa Kvindeviis med begge Benene til een Side, udsatte de sig gjerne og uden Fortrydelse for de jublende Drenges Glædesyttringer, og hvor der var smaa Børn, kunde de aldrig blive kjede af at kjærtegne og lege med disse, saa at de snart bleve som Medlemmer af Familierne. I enkelte Egne af Landet, hvor man hyppig mødte sorte Øine og mørke sydlandske Ansigtstræk, vilde man senere stundom sætte dette i Forbindelse med Spaniernes Ophold. Baade i Syden og i Norden lever Mindet om Spaniernes Ophold, forskjønnet ved den romantiske Glands, som Tidens Afstand stedse skjænker. Baade i Syden (Mérimée) og i Norden (Blicher) have Digtere benyttet det poetiske Stof, som Spaniernes Flugt tilbyder. Begivenhedernes virkelige Sammenhæng synes imidlertid endnu at være de Fleste temmelig ubekjendt, og dette tør maaskee retfærdiggjøre Meddelelsen af den følgende Skildring(1).

(1) Denne Skildring blev efter mundtlige Efterretninger, som i Fyen i min Barndom vare blevne mig meddeelte af øienvidner til de omhandlede Begivenheder, oprindelig offentliggjort i Aaret 1835, men gjengives her efter en syv Aar senere trykt Omarbejdelse, der ogsaa er fulgt i Carstens's Oversættelse i 3die Aargang af Falcks Archiv für die Gesch. u. s. w. der Herzogthümer Schleswig, Holstein u. Lauenburg, og ved hvilken tillige toges Hensyn til følgende Kilder og Hjælpemidler: Toréno, Histoire du soulévement, de la guerre et de la revolution d'Espagne. Paris. 1835. II, 61 sq. Touchard-Lafosse, Histoire de Charles XIV. (Jean Bernadotte). Paris. 1838. II, 10 sq. (Fririon), Relation de l'insurrection des troupes espagnoles détachées dans l'isle de Séeland, i Le Spectateur militaire. Paris. 1828. IV, 271 sq. Mémoires sur les operations de l'armce espagnole en Danemark. Traduits sur le manuscrit original par M. de la Roquette. Paris. 1824. p. 50 sq. Mémoires du prince de la paix, Don Manuel Godoy. Traduits en francais d'aprés le manuscrit espagnol par L. G. d'Esmenard. Paris. 1836. IV, 255 sq. Brenton, Naval History of Great Britain. London. N. E. 1837. 11, 229. Napier,

[4]

Da Napoleon havde undfanget sin kjæmpemæssige Idee om Kontinentalsystemet, dengang han, brændende af Had mod Storbritannien, vilde lukke alle det europæiske Fastlands Havne for de engelske Skibe, var den pyrenæiske Halvø et af de Lande, hvorpaa han først og fremmest kastede sine Øine. Ludvig den Fjortendes berømte Ord skulde gaae i Opfyldelse: »der skulde ikke længer gives pyrenæiske Bjerge«. Allerede i Aaret 1807 havde Huset Braganza ophørt at regjere i Portugal, hvor Junot, efter den kongelige Families Bortreise, holdt sit Indtog i Lissabon, og i samme Aar havde Keiseren forberedet Udførelsen af sine Planer imod Spanien ved at forlange 14,000 Mand Hjælpetropper af Kabinetet i Madrid for dermed at forstærke den franske Hær, der stod i Preussen mod Russerne. Den berygtede Fredsfyrste, Don Manuel Godoy, be-

(note fortsat fra forrige side) History of the war in the peninsula. See. E. London. 1822. 1, 331. Southey, History of Ihe peninsular war. N. E. London. 1828. II, 339 sq. Schepeler, Geschichte der Revolution Spaniens und Portugals. . Berlin, Posen und Bromberg. 1842. I, 540 f. Xylander, Beitrag zur Geschichte des schwedischen Krieges in den Jahren 1808 und 1809. Berlin u. Posen. 1825. S. 36 f. Materialien zu einer Chronik fur die Herzogthümer Schleswig und Holstein, i Carstens's og Falcks Statsbürgerliches Magazin. Schleswig. 1823. III, 592 f. Hansen und Wolf, Chronik des Landes Dithmarschen. Hamburg. 1833. S. 389 f. Varnhagen v. Ense, Denkwürdigkeiten. Mannheim. 1838. III, 44 f. Steffens, Was ich erlebte. Breslau. 1842. V, 326 f. Schumacher, Genrebilder aus dem Leben eines siebenzigjährigen Schulmannes. Schleswig. 1841. S. 396 f. Rahbek, Erindringer af mit Liv. Kjøbenhavn. 1829. V, 345. Fibiger, De spanske Tropper i Sjælland, i Militairt Repertorium. Kjøbenhavn. 1837. III, 306 f. With, Danske og norske Søheltes Bedrifter. Kjøbenhavn. 1819. S. 72 f. Dahlerup, Linieskibet Prinds Christians sidste Campagne, i Archiv for Søevæsenet. Kjøbenhavn. 1840. XII, 179 f. Nogle enkelte Angivelser ere her endnu tilføiede efter sildigere Skrifter, nemlig efter den iøvrigt uklare Fremstilling hos Ræder, Danmarks Krigs- og politiske Historie. II, 158 f., der ikke har kjendt nærværende Skildring, og efter de dog i det Hele mere brede, end rige Meddelelser hos Roh-mann, Skildringer af den danske Historie. S. 202 f. og hos Mumme, Begivenhederne i Fyen i Aaret 1808.

[5]

virkede, at Carl den Fjerde indvilligede i denne Begjæring, og 9,000 Mand, der udgjorde Kjærnen af den spanske Armee, brøde op imod Nordsøen; i Tydskland bleve de forstærkede med 5,000 Mand, der allerede tidligere, ifølge den franske Keisers Villie, fra Spanien vare blevne sendte til Etrurien. Tilsammen dannede de, under Overbefaling af Generallieutenant Romana, to Divisioner, hvoraf den ene kommanderedes af Generalmajor de Kindelan, en Schweitzer, der i mange Aar havde staaet i spansk Tjeneste, den anden af Generalmajor de Salcedo. Oberst O'Neill, en Dansk, der var født paa St. Croix og opdragen i Kjøbenhavn, var Generaladjutant og Chef for Generalstaben. Et stort Følge af Kvinder og Børn ledsagede disse Tropper.

Imidlertid forligede Napoleon og Keiser Alexander sig i Tilsit den 7de Juli 1807, og saaledes kom Spanierne ikke til at kjæmpe imod Russerne. Men i Efteraaret bleve de forenede med tre andre Divisioner, nemlig een hollandsk under den franske Generallieutenant Gratien og to franske under Divisions-generalerne Boudet og Dupas. Hver af disse Divisioner udgjorde omtrent 6,000 Mand, hele Armeekorpset, der altsaa bestod af 32,000 Mand, som førte 6,200 Heste med sig, var af Keiseren betroet til den franske Marschal Bernadotte, Fyrste af Pontecorvo, der i Forening med danske Tropper var bestemt til at gjøre et Indfald i Sverrig. Dette Land befandt sig nemlig endnu i Krig med Frankrig, da Gustav den Fjerde ikke havde tiltraadt Freden i Tilsit, og derfor trængte nu, ifølge en mellem Keiser Alexander og Napoleon truffen Overeenskomst, russiske Tropper ind i Finland, paa samme Tid, som Danmark og Holland tillige erklærede Sverrig Krig, paa Grund af Kongens vedvarende Alliance med England.

[6]

Indmarschen i Holsteen begyndte den 5te Marts med den franske Division Dupas, men senere dannede Spanierne Avantgarden af Rernadottes Armeekorps, og en Deel af dem ankom allerede i Marts Maaned 1808 til Pyen, hvorfra de stode i Begreb med at gaae over til Sjælland. Vinteren 1807—1808 havde været meget haard; ligesom Sundet en kort Tid var tillagt, saaledes vare Bælterne fulde af Iis, Thermometret viste endnu i Begyndelsen af Marts Maaned stadig 9 til 10 Grader Reaumur under Nul. Den danske Regjering havde ogsaa truffet alle i dens Kræfter staaende Foranstaltninger, for at kunne iværksætte Overgangen, saa at ifølge en Skrivelse af 9 Marts fra Kronprinds Frederik til den i Norge befalende Prinds Christian August af Augustenborg »4 a 5000 Mand i een Transport kunde passere Store Bælt, og 20,000 Mand og 3000 Heste i een Transport føres fra Sjælland til Skaane«. Da mødte en uventet Hindring. Saasnart nemlig Efterretningen om Bernadottes Indrykken i Danmark var ankommen til Gotheborg, vare nogle af de der indefrosne engelske Skibe, ifølge Kong Gustavs Opfordring og ved Landshøfding, Friherre Carpelans Anstrængelse, med stor Møie blevne udisede af Havnen, og saaledes kunde en engelsk Korvet og Brig lægge sig mellem Nyborg og Korsør ved Sprogø, paa en Tid af Aaret, hvorpaa man med Vished havde troet, at endnu ingen fjendtlig Seiler vilde vove sig til dette Farvand. Det var for at bortrydde denne Hindring, at Kapitain Jessen fik Befaling at seile til Bæltet med Linieskibet Prinds Christian, det sidste Led af den stærke Kjæde, der i Aarhundreder havde bundet to Riger til hinanden. Men Jessen forhindredes fra at rense Store Bælt, da Prinds Christian om Aftenen den 22de Marts under Sjællands Odde blev angrebet og ødelagt af de engelske Linieskibe, the Stately, Kapitain George Parker, og Nassau (for-

[7]

hen Holsteen), Kapitain Robert Campbell. Passagen vedblev saaledes at være spærret, og derfor maatte Bernadotte, der selv allerede den 15de Marts var ankommen til Kjøbenhavn — den samme Dag, da Efterretningen indløb til Frederik VI om hans kongelige Faders Død i Rendsborg — og som havde opholdt sig paa Frederiksberg Slot indtil den 21de Marts, over Vordingborg og Smaaøerne vende tilbage til Als og Jylland(1). Imidlertid benyttede man sig dog i April, Mai og Juni Maaned af heldige Øieblikke til om Nætterne at sætte adskillige Afdelinger af de spanske Tropper over Store Bælt, som de enten passerede, ved fra Nyborg, hvor der dengang fandtes ligesom en Skov af Transportskibe, at bringes lige til Korsør, eller ved først at bringes til Langeland, og derefter til Laaland, hvorfra de da gjennem Falster kom til Sjælland. De Fleste bleve imidlertid tilbage i Jylland og Fyen. I Jylland bleve Infanteriregimentet Zamora og Kavalleri-regimenterne ei Rey, ei Infante og Algarve, i Alt 3,000 Mand. Disse Tropper vare endeligen fordeelte saaledes, at Infanteriregimentet Zamora stod i Veile, Fredericia og Kolding, Dragonregimentet Algarve i Tønder, Husum og Tønning, Dragon-

(1) Fyrsten af Pontecorvo ankom den 29de Marts ti] Koldinghuus, hvor Kong Christian den Syvende kort Tid tilforn havde opholdt sig. forend han førtes til Rendsborg, og hvor nu en Deel af de spanske Tropper vare indkvarterede. Natten efter Bernadottes Ankomst udbred der Ild paa Slottet, som fra om Morgenen Kl. fire til henad Eftermiddagen stod i lys Lue. Ligesom Polakkerne gave Anledning til Koldinghuus's Ødelæggelse under Carl Gustavs Feide saaledes har man ladet Spanierne antænde Slottet, for at indebrænde Bernadotte og Prinds Oscar (jvnfr. Carl Baggers Digt „Koldinghuus Brand" i Nytaarsgave for danske Digtere. IV, 441); men dette Sagn er, ifølge troværdige Vidnesbyrd, blottet for historisk Sandhed. Senere havde Bernadotte en Tid lang sit Hovedkvarteer paa Odense Slot og i Flensborg, forinden han vendte tilbage til Holsteen og Hamburg.

[8]

regimentet el Rey i Horsens, Skanderborg og Aarhuus, og Dragonregimentet el Infante i Randers og Mariager. Generalmajor Don Juan Kindelan kommanderede dem.

I Fyen befandt sig det prægtige Infanteriregiment Princesa, en Bataillon af det lette Infanteriregiment Barcellona, Kavalleri-regimenterne Almanza og Villaviciosa, endvidere Sapeurerne og den største Deel af Artilleriet, i Alt 4,500 Mand. Disse Tropper vare adspredte rundt omkring paa Øen. I og omkring Nyborg og Kjerteminde fandtes Artilleriet, Sapeurerne og den første Bataillon af Regimentet Princesa; i og omkring Svendborg den lette Bataillon Barcellona, i og omkring Faaborg Dragonregimentet Villaviciosa, i og omkring Assens den anden Bataillon af Regimentet Princesa, i og omkring Middelfart den tredie Bataillon af Regimentet Princesa; endelig stod i den sidste af Kjøbstæderne paa Kysten, i Bogense, en Eskadron af Dragonregimentet Almanza, hvoraf tre andre Eskadroner fandtes i Odense(1). Den øverstkommanderende General Romana, havde sit Hovedkvarteer i Nyborg, hvor han boede paa Postgaarden.

Paa Langeland stode 2,000 Mand, nemlig en Bataillon af det lette Infanteriregiment Catalonien, samt en Deel af Artilleriet, under den franske Oberstlieutenant Gauttier. Til Sjælland kom Infanteriregimenterne Asturien og Gua-dalaxara, der dannede Fyrsten af Pontecorvos Avantgarde, tilsammen udgjorde henved 4,000 Mand, og hver for sig bestod af tre Batailloner. Disse Tropper koncentreredes i og omkring

(1) Smaa Haandbøger til Vejledning i det spanske Sprog vare dengang udbredte over Øen. Paa det store kongelige Bibliothek findes endnu et Hjælpeblad til at forstaae de almindeligste spanske Ord og Talemaader i Omgangssproget (med Anviisning til Udtalen). Syvende Oplag. Udgivet og trykt ved S. Hempel. Odense 1808.

[9]

Roeskilde saaledes, at een Bataillon indkvarteredes i Byen selv, en anden kantonnerede imellem Roeskilde og Holbek; og en tredie imellem Roeskilde og Kjøge; endelig stode de tre øvrige Batailloner i Leir paa Bidstrupgaards Hovmark udenfor Roeskilde. Overbefalingen over begge Regimenter betroede Fyrsten af Pontecorvo til den franske Brigadegeneral, Baron Fririon, der hidtil havde kommanderet en Brigade af Divisionen Boudet, og som nu tilligemed sin Stab fik Kvarteer paa Palaiet i Roeskilde.

Hele Korpsets Depots, 500 Mand, vare under Brigadeer Hermosillas i Altona og Hamburg og i disse Stæders Omegn. De to franske og den hollandske Division laae Syd for de spanske Tropper i Slesvig og Holsteen, saa at de samlede Udgifter til alle disse fremmede Tropper af den danske Regjering for hver Dag beregnedes til 20,000 Rdl. dansk Kourant. Marschal Bernadotte, der tilligemed sin Stab under Generallieutenant Gérard i Almindelighed havde Hovedkvarteer i Rainvilles Hotel ved Altona, søgte paa alle mulige Maader at fængsle. Spanierne til sin Person, og understøttedes herved ikke lidet af den Lethed, hvormed han formaaede at tiltale dem i deres eget Sprog, og af sit ægte spanske Udseende, der gjorde, at mange af Soldaterne i Begyndelsen antoge ham for en Landsmand. Han havde bestandig en Æresvagt af spanske Grenaderer omkring sig; han var forekommende imod alle Officererne og venlig mod Soldaterne, og opnaaede virkelig for en Deel sin Hensigt at vinde deres Hengivenhed.

Medens Spanierne stode i Danmark, skete det, at Kong Carl den Fjerde ved Revolutionen i Aranjuez blev tvungen til at overlade Regjeringen til sin Søn, Prindsen af Asturien, der antog Navnet Ferdinand den Syvende. Den franske Keiser lokkede Fader og Søn til at begive sig til Bayonne, og bevir-

[10]

kede her, at Carl afstod ham sin Ret til Spanien. Ferdinand maatte finde sig i at erkjende Gyldigheden heraf, og Napoleon udnævnte sin Broder Joseph, der hidtil havde hersket i Neapel, til Konge over Spanien og sendte ham med en fransk Hær over Pyrenæerne. Da var det, at de stolte Spaniere opflammedes deels af Kjærlighed til Kongehuset, deels ved det katholske Kleresies Tilskyndelse, og deels ved det indgroede Had imod Udlændingerne; Juntaen i Sevilla erklærede de Fremmede Krig; Palafox, Cuesta, Castarios, Reding og Blake hævede i forskjellige Egne Frihedens Banner, og snart udbredte Insurrektionen sig over hele Halvøen.

Da Efterretningen om Kongernes Resignation til Fordeel for Napoleon ankom til Danmark, udstedte Romana en Proklamation, hvori han gjorde sine Undergivne bekjendte med de Begivenheder, der havde fundet Sted i Spanien, og med levende Farver gav en Udsigt til Cortes's Gjenopkomst og en skjønnere Fremtid for Fædrelandet. Slutningen af denne Dagsbefaling, der er dateret »Nyborg den 2den Juni 1808« og stilet til Cheferne, minder om, at Fædrelandet vilde ødelægges ved Borgerkrig, og ikkun kunde blive blomstrende ved Enighed og Samdrægtighed.

Den 24de Juni erholdt Romana en Skrivelse fra Bernadotte, hvori Marschallen meddeelte ham, at Joseph var bleven udnævnt til Konge. Denne Efterretning bekjendtgjorde Romana ligeledes for Spanierne, og endnu samme Dag lykønskede han ved en Skrivelse den nye Konge, og anbefalede sig og sine Tropper til ham som troe Undersaatter. Da derpaa Gjæringen i Spanien begyndte, anvendte det franske Politi alle Midler, for at ingen Efterretninger fra Spanien skulde komme til Korpset, førend den, som man troede, korte Revolution var tilende. Breve fra Spanien kunde ei

[11]

naae frem, Napoleon lod endog ved en særegen Ordre fra Bayonne Befaling udgaae til Fyrsten af Pontecorvo om saa længe som mulig at holde selve Moniteurens Efterretninger om de spanske Forhold hemmelige for Spanierne i Norden, og i Overeensstemmelse hermed gik Forsigtigheden endog saa vidt, at Fyrsten her yttrede lydelig Utilfredshed, naar et dansk Blad som »Dagen« af engelske Aviser optog Efterretninger om spanske Anliggender. Selv Romana vidste Intet. En Følge heraf blev det imidlertid, at man nu ikke længere troede selve Sandheden, men fæstede Lid til det Usandsynligste og Urimeligste. Den Mængde Rygter, der cirkulerede blandt Soldaterne, vakte større Uro, end authentiske Efterretninger vilde have forvoldt, og tilsidst bleve disse Rygter saa almindelige, at Romana fra Nyborg udstedte en Formaning til Cheferne, hvori det blev dem paalagt, af al Magt at forhindre foruroligende Samtaler og i Særdeleshed med Strænghed at afholde Officererne fra saadanne. Men Generalens Villie afholdt ikke hans Officerer fra at tænke paa Spanien; og at de spanske Tropper vare i en meget farlig Stemning og kun behøvede en tilfældig Anledning for at gjøre Oprør, viste sig snart.

Det kan ikke Andet end vække Forundring, at Romana, der endnu syntes med Iver at virke for den franske Interesse, og som i Juli Maaned tilligemed Generalmajor Kindelan blev udnævnt til Storofficeer af Æreslegionen, kort efter saa aldeles forandrede sin Opførsel. Dog lader dette sig forklare paa en Maade, der, langt fra at nedsætte ham, viser hans Karakteer i dens hele Reenhed.

Don Pedro Caro y Sureda, Marques de la Romana, var født i Aaret 1761 i Palma, Hovedstaden paa Øen Mallorca. Hans Familie hørte til de fornemste paa denne Ø, og hans Fader forhøiede Navnets Hæder, idet han, under den spanske

[12]

Expedition imod Algier (1775), i Spidsen for Regimentet Al-manza, fandt en Heltedød, der senere blev priist i Romanzer, som endnu ere populaire i Spanien. Den unge Romana blev i sit tiende Aar sendt til Frankrig, hvor han i et Kollegium i Lyon modtog sin første Dannelse, som han senere fortsatte først ved Universitetet i Salamanca og derefter ved det adelige Seminarium i Madrid. Efter derpaa at have besøgt det spanske Marineakademi deeltog han som Søofficeer med Udmærkelse i Gibraltars Beleiring, hvorpaa han, da Freden i Versailles var sluttet, reiste udenlands og især opholdt sig i Wien og Berlin for at studere fremmede Sprog. Da han kom tilbage til sit Fædreland, gik han atter til Søes og tjente under den berømte Admiral Gravina, indtil han bragte det til Fregatkapitain (Capitan de Fregata); derpaa foretrak han at. ansættes ved Armeen og deeltog med Udmærkelse i den franske Revolutionskrig, idet han først var ansat ved Armeen i Biscaya, der befaledes af hans Onkel Don Venturo Garo, og senere blev forsat til Armeen i Catalonien, i hvilken han efterhaanden tjente under Greven de la Union, Marquien. de las Amarillas og Don Joseph Urrutia. Da Spanien i Freden til Basel havde forsonet sig med Frankrig, drog han sig som Generallieutenant tilbage til Alicante for igjen at overgive sig til sine lærde Studier; men imidlertid havde han, uden at gjøre sig skyldig i nogen Halvhed, havt det sjeldne Held paa eengang at opnaae stor Yndest hos Don Manuel Godoy og den høieste Popularitet hos Nationen. Dette Held skyldte han sin Karakteers ualmindelige Reenhed og Adel; man oversaa hans Svagheder — blandt hvilke hans store Distraktion endnu mindes i Fyen som i høi Grad karakteristisk —; man lagde kun Mærke til hans mange lysende Egenskaber, til hans personlige Tapperhed, hans vidtudbredte Kundskaber, hans Klogskab og Ret-

[13]

sindighed og til den sjeldne Ligefremhed, der indgjød hans Undergivne ubegrændset Tillid til ham. Da han i Aaret 1807, paa Grund af sine Reiser udenfor Spanien, paa Grund af sin Færdighed i de fleste levende Sprog og især paa Grund af Fredsfyrstens Yndest, udnævntes til Anfører for de Hjælpetropper, der sendtes Napoleon, gaves der neppe Nogen i hele Spanien, der i høire Grad end han elskede Fædrelandet med Liv og Sjæl. Det var denne hans Fædrelandskærlighed, i Forening med hans i Udlandet modtagne Dannelse der bevirkede, at han betragtede den gamle Kongefamilies Fortrængelse af et nyere og friskere Dynasti, paa Grund af de deraf opstaaende Kulturfordele, som gavnlig for Spanien, og at han slog sig til Kong Josephs Parti, saalænge han ei saa Nationen i Vaaben for Frihed og Uafhængighed. Da dette siden skete, antog han sig. kraftigen Nationens Sag, og blev den tro indtil sin Død. Han var endnu i Begyndelsen af Juli Maaned i fuldkommen Uvished om, hvad der egentlig var foregaaet i Spanien. Imidlertid havde Castaiios, da han umiddelbart efter Fjendtlighedernes Udbrud satte sig i Forbindelse med Sir Hew Dalrymple, dengang engelsk Øverstkommanderende i Gibraltar, forestillet denne Vigtigheden af, at de spanske Tropper i Danmark fik Underretning om Tingenes virkelige Stilling i deres Hjem. Den engelske Regjering indsaa tilfulde det Rigtige heri og gjorde allerede i Juni Maaned adskillige Forsøg i dette Øiemed, men de mislykkedes alle paa Grund af det strænge Opsyn, som man paa fransk Side førte over den spanske General. Tilsidst fandtes dog en dristig Mand, der vovede at udføre det farlige Værk. En katholsk Geistlig, ved Navn Robertson, tilbød at gaae til Danmark, for at aabne en Forbindelse med Romana, og hans udbredte Sprogkundskaber syntes saa fortrinlig at kvalificere ham dertil, at man antog hans Forslag. Da det

[14]

imidlertid befrygtedes, at en ordentlig Fuldmagt let kunde have skadelige Følger, medgav man ham blot et spansk Vers, der skulde minde Romana om en Tildragelse, der havde fundet Sted imellem ham og den forrige engelsk Gesandt i Spanien(1). Robertson afsendtes derpaa til Helgoland — der dengang, som Stapelplads for Englændernes nordtydske Handel, var af en Vigtighed, som Øen hverken før eller senere nogensinde har besiddet —, og i Forening med ham afskikkede den engelske Regjering en dristig Emissair Mr. Mackenzie, der skulde sørge for, at Robertson blev landsat paa Fastlandet, og iøvrigt træffe alle de Anstalter, som Omstændighederne maatte fordre. Efterat være ankommen til Helgoland, gjorde Mackenzie først et Forsøg paa at landsætte Robertson uden Pas, men efter i tre Dage i en Baad at have krydset langs med Vestkysten af den jydske Halvø, kom Robertson tilbage, overbeviist om Umuligheden af at skuffe Kystmilitsens dengang i høi Grad strænge Aarvaagenhed. Men imidlertid var et Skib, der hørte hjemme i Bremen, af en engelsk Krydser blevet taget og opbragt til Helgoland, og Mackenzie tilbød nu Skibets Fører, der havde en nær Slægtning blandt Øvrigheden i den nærmeste Stad, at han vilde løsgive ham og hans Skib, saafremt han til Gjengjæld vilde forpligte sig til i sin Hjemstavn at skaffe Robertson et sikkert Pas. Dette Tilbud blev modtaget, den indgaaede Forpligtelse fra begge Sider nøiagtigen opfyldt, og Robertson, der ikke havde noget karakteristisk engelsk Udseende,

(1) Da den engelske Gesandt Frere under sit Ophold i Madrid vilde gjøre sig bekjendt med den spanske Litteratur, havde Romana i Særdeleshed anbefalet Digtet om Cid til hans Opmærksomhed, og da han nogen Tid efter besøgte Gesandten, meddeelte Frere ham en Konjektur om en forbedret Læsemaade, der i høi Grad tiltalte Romana. Det var V. 2348, hvor der i Almindelighed læses: Aun ves el hora que vos merezca dos tanto, men hvor Frere foreslog at læse merezcades.

[15]

fandt omsider ved Hjælp af et Pas, der lød paa, at han var en tydsk Skolelærer, Leilighed til at trænge sig frem til Romana, der dog i Førstningen ikke vilde fæste Lid til ham, men ansaa ham for en fransk Spion. Dog endelig overbevistes han, og i en Samtale, der i det latinske Sprog blev ført paa Postgaarden, i Nyborg, erholdt han fuldkommen Underretning om Halvøens sande Forfatning og om Englændernes Begjærlighed efter paa hvilkensomhelst Maade at sætte de af ham kommanderede Tropper i Stand til at medvirke til deres Fædrelands Befrielse. Romana blev inderlig bevæget og besluttede at vove Alt for at komme Fædrelandet til Hjælp. Den 17de Mai var Sir John Moore, der i det Følgende blev saa navnkundig ved sit uheldige Felttog i Spanien og ved sin Heltedød i Slaget ved Corruna, landet ved Gotheborg med 10,000 Mand, for i Forening med de Svenske at operere enten imod Norge eller imod Russerne. Med disse Tropper, der paa Grund af Misforstaaelse mellem Kong Gustav og den engelske General stode uvirksomme, ønskede Romana at understøttes, da han kun ved Hjælp af dem troede sig i Stand til med Sikkerhed at indskibe sine Tropper paa en engelsk Flaade. Dette Romanas Ønske blev af Robertson mundtlig overbragt til Mackenzie, og en Uge efter at denne fra Helgoland havde meddeelt den engelske Regjering Underretning derom, erholdt han allerede Brev til Sir John Moore, der befalede denne at bruge sine Tropper til den ommeldte Tjeneste. I Stedet for at afsende disse Depescher, troede Mackenzie det bedre selv personlig at overbringe dem, men da han ankom til Gotheborg, erfarede han med Smerte, at Sir John Moore tre Dage tidligere havde forladt Sverrig og med sine Tropper var vendt tilbage til England. Med Sorg maatte Romana opgive sit Haab om at undslippe, og endnu en Tid finde sig i at adlyde Undertrykkerne.

[16]

Saaledes var Tingenes Stilling, da Bernadotte den 27de Juli oversendte Romana Efterretning om Josephs Ankomst til Vittoria, med Befaling til at lade hele Divisionen sværge den nye Konge Troskab, hvilket allerede den 21de Juli alle spanske Depots havde gjort paa Sletten imellem Altona og Hamburg, efterat Brigaderen Hermosillas havde forelæst dem Konstitutionen. En saadan Befaling kunde ikke andet end i høi Grad være ubehagelig for Romana. Med Hensyn til de Tanker om Flugt, som han i Stilhed nærede, maatte det nemlig nødvendigviis forekomme ham betænkeligt og usømmeligt, hvis Spanierne uden Forbehold aflagde den afæskede Eed, og paa den anden Side syntes det altfor farligt at aftage Masken, saalænge Englænderne endnu ikke havde rakt ham Haanden. Han tøvede derfor med at adlyde og svarede derimod Marschallen, at han kjendte sine Tropper saaledes, at han troede at burde tilraade at behandle dem, som om de allerede havde svoret; »kun i dette Tilfælde«, skrev han, »kan jeg indestaae for Orden og Subordination«. Men da Marschallen ikke desto mindre med Bestemthed gjentog sin tidligere Opfordring, og da der paa samme Tid indløb en dermed overeensstemmende Skrivelse fra Kong Josephs Minister, Don Mariano Luiz de Urquijo, der desuden forlangte at underrettes, om Nogen skulde sære dumdristig nok til at vægre sig ved at efterkomme den givne Befaling, — da vovede Romana ikke længer at tøve. Den 1ste August udstedte han fra Nyborg Ordres til Cheferne om at lade deres Undergivne sammenkalde, for at aflægge Eden.

Denne Befaling modtoges overalt i Fyen og paa Langeland med den største Uvillie af de i Romanas umiddelbare Nærhed staaende Tropper. Da Officererne opfordrede Soldaterne til at afgive Eden, hørtes allevegne fra de spanske Rækker Raabene: »Nei Herre, leve Spanien, jeg giver den ikke« (no

[17]

señor, viva Espaiia, no daré), og nogle franske Officerer, der vare afsendte af Bernadotte, bleve Vidner til, hvorledes det herved allevegne kom til tumultuariske Optrin. Og dog aflagdes Eden baade i Fyen og paa Langeland — upaatvivlelig ifølge Romanas Inflydelse — kun under denne betydningsfulde Reservation: »Som Medlemmer af den spanske Nation, med hvilken vi ville leve og døe, og i Forudsætning af/at Nationen ved sine retmæssige Repræsentanter med fuldkommen Frihed har svoret den sammen Eed, som man affordrer os, sværge vi Joseph Napoleon Troskab«.

Imidlertid havde Fyrsten af Pontecorvo, dengang han andengang tilskrev Romana angaaende Spaniernes Eedfæstelse, tillige, med Tilsidesættelse af de sædvanlige Former, i samme Anledning skrevet til Generalerne Kindelan og Fririon. Den fransksindede General Kindelan svor selv ufortøvet Troskabseden og bevægede tillige Tropperne i Jylland til nogenlunde roligen at gjøre det Samme. Derimod gjorde i Sjælland Regimenterne Asturien og Guadalaxara aabenbart Oprør. Baron Fririon og de faa franske Officerer, der udgjorde hans Stab, havde efter deres Ankomst til Roeskilde øvet disse Regimenter i Vaabenbrug efter det franske Reglement, og i kort Tid bragt dem vidt, saa at Prinds Christian Frederik (senere Christian VIII.), efterat have bivaanet en Revue af Tropperne, tildeelte dem stor Roes. Men da Fririon nu ved Troppernes Forsamling om Aftenen Søndagen den 31te Juli lod dem underrette om, at den foreskrevne Eed den næste Mandag Morgen vilde blive dem afæsket, gjorde den paa Torvet i Roeskilde opstillede første Bataillon af Regimentet Asturien pludseligen Oprør. Med høie Skrig erklærede Soldaterne ikke at ville aflægge Eden, og, forstærkede ved tilstrømmende Skarer af de udenfor Staden staaende

[18]

Batailloner, droge de under Trommeslag og med flyvende Faner ind i Palaiets Gaard, hvor de løsnede deres Geværer mod Vinduerne, saasnart nogen af de franske Officerer kom tilsyne indenfor disse. De faa danske Officerer, der vare ansatte som Pladskommandanter i Roeskilde, eller til Hjælp for disse, og fremfor alle Kapitain d'Origny — der paa Grund af sin Adfærd ved denne Ledighed af Napoleon erholdt Æreslegionens Kors - formaaede ikkun med megen Møie at afværge Sprængningen af Palaiets i Hast tilsluttede Døre, men de kunde ikke forhindre, at, da to af General Fririons Adjutanter, Lieutenanterne Marabail og Lalay. som havde været ude paa en Spadseretour og ved deres Hjemkomst erfarede, hvad der foregik, ved Efterretningen om den deres General truende Fare vare ilede til Palaiet, blev den unge Marabail dræbt ved et Par Musketskud og et Bajonetstik i Brystet, medens Lieutenant Lalay kun undkom til Slottet, efterat have erholdt flere betydelige Saar. Først langt ud paa Aftenen lykkedes det den spanske Oberst for Regimentet Asturien, den gamle Brigadeer Dellevielleuse, omsider at faae Gaarden ryddelig ved at lade slaae Generalmarsch, hvorefter den største Deel af Spanierne begave sig tilbage til Leiren og deres Kvarterer, medens ikkun nogle faa bleve tilbage for at bevogte Palaiet, Da det maatte befrygtes, at Spanierne næste Morgen vilde fornye Angrebet, blev Tiden af de danske Officerer hurtig benyttet til i al Stilhed at føre de Franske til en Hvælving i den tæt hosliggende Domkirke, med hvilken Palaiet ved en Gang staaer i umiddelbar Forbindelse. Vel sendte de Spaniere, der endnu vare paa Benene, ogsaa enkelte Kugler her ind igjennem Kirkevinduerne, men snart ophørte dog ogsaa denne Skydning heelt, og efterat have iført sig danske Uniformer, der i dette Øiemed vare Indbragte, undkom Fririon og hans Officerer, uantastede

[19]

af de spanske Poster, fra Roeskilde, hvorpaa de endnu den samme Nat ilede til Kiøbenhavn.

I denne Stad var Alt i Bevægelse. Da man faa Dage tidligere havde seet en Mængde engelske Skibe forlade den svenske Kyst, og da man endnu var uvidende om Moores Tilbagereise til England, satte man hine Skibes Bevægelse i Forbindelse med Opstanden i Roeskilde, og frygtede for et forenet Anfald af Spaniere og Englændere. Generalmarsch blev slaaet midt om Natten, og et tilstrækkeligt Troppekorps stod rede til at marschere mod Roeskilde, ligesom Tropperne i Kjøge og Hirschholm allerede havde erholdt Befaling til at sætte sig i Bevægelse i samme Retning. Men da de franske Officerer ankom henad Morgenstunden, og da man havde erholdt Forvisning om, at Spanierne efter hines Flugt ikke gjorde nogen videre Bevægelse, blev Alt kontramanderet, og Kapitain d'Origny afsendtes alene til Roeskilde med mundtlig Ordre fra Kongen til Brigadeer Dellevielleuse, at han indtil videre skulde overtage Overbefalingen over de spanske Regimenter i Sjælland, hvorhos det blev ham paalagt at føre de urolige Tropper fra Roeskilde til Ringsted og Slagelse.

Trods den truende og tildeels voldsomme Adfærd, som de spanske Tropper havde udviist, da man afæskede dem Eden, paastode de franske Journaler, at Spanierne i Danmark »med ubeskrivelig Enthusiasme« havde svoret Kong Joseph Troskab. Men i Virkeligheden var man langt fra at foregjøgle sig et saadant Blændværk. Derfor maatte danske Tropper under Generallieutenant Castenskjold om Middagen den 9de August omringe Ringsted og Slagelse, og de i og ved disse Byer indkvarterede spanske Batailloner, der havde deeltaget i Voldsomhederne i Roeskilde, nødtes til at udlevere 113 Soldater som Hovedmændene for Oprøret, hvilke derefter som Fanger under Kaval-

[20]

leri-Eskorte førtes til Citadellet i Kiøbenhavn. Og allerede tidligere havde Fyrsten af Pontecorvo yderligere skrevet til Romana og udtrykkeligen forlangt, at de spanske Tropper i Fyen og Langeland ufortøvet og uden nogensomhelst Reservation skulde aflægge den samme Eed, som Cortes i Bayonne havde svoret Kong Joseph. Deraf blev imidlertid Intet. Romana havde for det Første opgivet Tanken om at undkomme, men han var ikke den Eneste, som havde tænkt derpaa. Endskjønt enhver Forbindelse med de engelske Skibe, som sværmede omkring Kysterne, ved de strængeste Forbud og de Danskes store Paapassenhed, næsten blev gjort umulig, traadte dog i de fleste Regimenter de unge Officerer sammen for at iværksætte en saadan og derved Tilbagekomsten til Spanien. »Allerede fra August Maaneds Begyndelse«, saaledes fortæller en dansk Samtidig, hvis Forældre dengang eiede en Gaard i Odense, »bemærkede vi en kjendelig Forandring hos vore spanske Venner. De bleve tilbageholdne, ordknappe, hemmelighedsfulde, og søgte, skjønt med kjendelig Undseelse, at undgaae at komme i Berøring med os. Præsten Don Quadra beboede Salen, og Don Pedro Berico Stuen underneden. Flere Aftener indfandt sig saa mange spanske Officerer, som Værelset kunde rumme, og skiltes ikke ad førend henad Morgenstunden. Mine to Brødre og jeg hjalp undertiden Opvarterne Martin, Emmanuel og Francisco at rulle Papircigarer, men ingen Lyd kom over deres Læber under Arbeidet. Hvilken Forandring var der ikke foregaaet med disse ellers saa muntre og livsglade Mennesker! Med stor Omhyggelighed passede de paa, at vi ikke kom for nær til Døren af de Værelser, hvori Officererne opholdt sig«. Ogsaa Officererne paa Langeland søgte at udføre en saadan Plan, og begge Cheferne, Major Don Ambrosio de la Quadra og Major Don Francisco de Vives, vare meer eller mindre i Forstaaelse

[21]

med dem. Lieutenant Don Juan Antonio Fabregues af Bataillonen Catalonien, der i Slutningen af Juli var reist fra Langeland med Depescher til Romana i Nyborg, fik paa Tilbagereisen den 1ste August den Tanke, at gjøre et Forsøg paa, om han ikke fra den fyenske Kyst kunde komme til de i Bæltet liggende engelske Skibe. Han havde i Stokkebæk paa Kysten ved Hesselager faaet en Baad, der førtes af et Par fyenske Fiskere, og som skulde sætte ham med Oppasser over til Langeland. Da de allerede vare komne under Kysten af Langeland, saae de flere engelske Fartøier i Søen. Da trak Fabregues sin Sabel og befalede de tvende danske Sømænd, der førte Baaden, at styre mod de engelske Fartøier, idet han i modsat Fald truede dem med Døden. Den spanske Soldat, der ledsagede ham, hjalp ham imidlertid med at fastgjøre et langt Stykke hvidt Lærred paa Enden af en Aare, som reistes i Veiret, og strax efter heisedes da ogsaa et hvidt Flag paa et af de engelske Fartøier, der vare blevne afsendte fra Kapitain McNamara paa det af Slaget paa Kjøbenhavns Rhed berømte Edgar. Dette Fartøi nærmede sig nu hurtig til Fiskerbaaden, Fabregues kunde snart med sin spanske Oppasser stige over i det, og kort Tid efter stod han for den engelske Øverstkommanderende i Store Bælt. Denne var Kontreadmiral, Sir Richard Keats. Han befandt sig i Bæltet netop i samme Hensigt som Fabregues, nemlig for at befrie Spanierne. Thi efter at Romanas Plan, at undkomme ved en Forening med Sir John Moore, var strandet, havde den engelske Emissair Mackenzie ikke været uvirksom. Da han vilde vende tilbage fra sin frugtesløse Reise til Sverrig, var det lille engelske Skib, som førte ham, i Kattegattet blevet angrebet af en dansk Kaper og saa ilde medtaget, at det, for at udbedres, igjen maatte søge ind til Gotheborg. Nu bestemte

[22]

Mackenzie sig til at benytte Tiden til at opsøge den i Østersøen mod Russerne stationerede engelske Flaade, og efter over Land at være reist til Ystad og der at have fragtet et svensk Fartøi, var han saa heldig at træffe den Øverstbefalende, Viceadmiral Sir James Saumarez, som han underrettede om, hvor tilbøielig Romana havde viist sig til Flugt, og tillige anmodede om at lade den Deel af Flaaden, der var stationeret i Store Bælt, her søge at komme i Forbindelse med den spanske General. Uden at vente paa nærmere Instruktioner fra England, gik Sir James Saumarez villig ind paa dette Forslag, og gav i Overeensstemmelse hermed de fornødne Forholdsregler til Kontreadmiral, Sir Richard Keats, Chefen for den i Aaret 1808 til Bæltet sendte Eskadre. Til denne ankom omtrent paa selv samme Tid, som Fabregues naaede til den, den engelske Brig Mosquito, der gik til Østersøen med Depescher til Sir James Saumarez, men som tillige bragte Duplikater af dem til Sir Richard Keats, desuden medhavende den spanske Marineofficeer Don Rafael Lobo, der som Sekretair havde ledsaget de Deputerede, Don Juan Ruiz de Apodaca og Don Adrian Jacome til London, og som af dem nu var bleven afsendt for, om muligt, at tilstille Romana Breve fra Juntaerne i Andalusien og Gallicien.

Den unge Fabregues blev glædeligen overrasket ved at træffe sammen med sin Landsmand og ved de uventede Efterretninger, som han bragte. De dristigste Anelser, som han, ligesom saa mange af hans Landsmænd, havde næret om Forholdene i Hjemmet, viste sig nu at være langt under selve Virkeligheden. Gjerne lod han sig bevæge til ikke alene at meddele Officererne paa Langeland, men ogsaa Generallieutenant Romana hine Efterretninger; thi han tvivlede ikke om, at denne Sidste vilde lade sig bevæge til Alt ved hans Beskrivelse over

[23]

Sagernes egentlige Stilling. Admiral Keats skrev et Brev til Romana, hvori han foreslog denne, at de spanske Tropper paa Sjælland skulde bane sig Vei til Halvøen Halskov ved Korsør og forsvare denne Halvø i nogle Dage, indtil de kunde blive satte over til Sprogø, og at de i Jylland værende spanske Tropper skulde bemægtige sig Skibe, for at gaae over til Fyen, og i Forening med Spanierne paa denne Ø sætte sig fast paa Halvøen Hindsholm ved Kjerteminde, hvorfra de derefter skulde sættes over til Samsø.

Natten før den 6te August landsaltes Fabregues paa Langeland, hvorfra hans Chefer sendte ham forklædt, i Forening med Lieutenant Carreras, til Nyborg. Her ankom begge Officerer Natten imellem den 6te og 7de August, og deres bestemte Efterretninger, i Forening med Generaladjutanten O'Neill's kraftige Opmuntringer, bevægede Romana. Endnu midt om Natten sammenkaldtes et Krigsraad, der blev holdt i Salen paa Postgaarden i Nyborg; begge Juntaernes Skrivelser oplæstes, og det blev eenstemmig besluttet, at bevare Spanien saa mange Tropper som muligt. Dog forkastede Romana Admiralens Forslag, at sætte sig fast paa Nordkysten af Øen, da han befrygtede, at Tropperne i Jylland og Sjælland derved vilde komme i. Fare. Derimod udkastede han selv en ny Plan, som han ved Fabregues meddeelte den engelske Admiral, der havde lagt sig paa Høiden af Nyborg, og da denne billigede den og lovede al mulig Hjælp, skred han til Udførelsen, som fastsattes til den 9de August.

Førend Romana bevægedes til dette Skridt, havde han ikke truffet Anstalter for et sligt Tilfælde; saaledes vare endog adskillige Officerer afreiste til Hamburg, da Marschallen havde forlangt, at Officerer af alle Regimenter skulde være tilstede ved det store Gjæstebud, han vilde give paa Keiserens Fødselsdag den

[24]

15de August. Han søgte derfor nu ved Hurtighed at indhente det Forsømte, og virkelig var der heller ikke Tid til at tøve; thi i Fyen udbredte sig allerede det Rygte, at Bernadotte, der paa denne Tid brugte Badene ved Trawemünde, havde faaet Nys om, hvad der var i Gjære; ja man lagde endog til, rigtignok alt for hastig, at Franskmændene vare i Anmarsch. Romana afsendte Artillerikapitain Don Jose Guerrero med et Brev til Fyrsten af Pontecorvo; Brevet var blot et Paaskud; hans egentlige Hensigt var derimod at holde Øie med de Franskes Bevægelser. Paa samme Tid ilede Officerer til Regimenterne i Jylland, og angave dem, hvorledes de havde at forholde sig; de skulde nemlig bemægtige sig alle ved Aarhuus, Randers og Fredericia liggende Skibe og med dem seile til Fyen, Kavalleriet skulde efterlade sine Heste, saafremt de ikke, uden at bevirke Ophold, kunde medtages. Tropperne i Fyen, der laae adspredte rundt omkring paa Øen, deels i Kjøbstæderne og deels paa Landet, erholdt Befaling til af forene sig i Nyborg og Svendborg, for herfra at gaae til Langeland, hvor hele Korpset skulde oppebie de engelske Transportskibe. Endelig skulde de to Regimenter, der stode i Sjælland, forcere deres Marsch til Korsør og forsvare den derværende Landtunge, indtil man ogsaa kunde sætte dem over til Langeland. Til enhver af Cheferne meddeelte Romana de Efterretninger fra Spanien, som han selv nylig havde erholdt; enhver af dem blev af ham besværget om nu at høre det betrængte Fædrelands Røst.

Romana lod den 8de August Tropperne, der laae i Kjerteminde og i Omegnen af Nyborg, rykke ind i denne Fæstning, og samlede saaledes her hele den første Bataillon af Regimentet Princesa, Sapeurerne og Artilleriet. Samme Dag brøde fra Svendborgegnen to Kompagnier af Bataillonen Barcellona, fra Assens den anden Bataillon af Regimentet Princesa og fra

[25]

Bogense en Eskadron af Dragonregimentet Almanza op fra deres Kvarterer, saa at denne Styrke den næste Morgen kunde naae til Nyborg. I Spidsen for disse Tropper bemægtigede Romana sig da nu den 9de August Fæstningen og de omkring den liggende Batterier. Den danske Garnison syntes for svag til at prøve Modstand mod Romana, der angav at handle i Bernadottes Navn, og Kommandanten, den gamle Generalmajor, Baron Gyldenkrone overleverede Nøglerne til Fæstningen og Arsenalet. Nu gav Chefen for det udenfor Nyborg Fjord ankrede, engelske Linieskib Brunswick, Kapitain Greaves, der var bleven landsat og sendt til Byen, ved Hjælp af Telegrafen Admiral Keats det aftalte Signal, hvorpaa denne med sin Eskadre nærmede sig Slipshavn.

I Fjorden ved Nyborg laae dengang, foruden den store Mængde Transportskibe, den danske Krigsbrig Fama paa 14 Kanoner, under Premierlieutenant Rask, og Kutteren Søormen paa 8 Kanoner, under Sekondlieutenant Rosenørn. Romana bad Lieutenant Rask om at laane ham Matroser til at bemande de forefundne Transportskibe med, for at han kunde sætte over til Langeland. Rask, der gjerne havde villet opholde Spanierne, indtil franske og danske Tropper kunde ile til, vægrede sig dog ikke alene herved, men truede endog med at fyre paa ethvert Fartøi, der vovede at løbe ud imod hans Villie. Nu skrev Admiral Keats til Kommandanten i Nyborg, at han, uagtet Krigen imellem England og Danmark, ifølge General Romanas Ønske, vilde afholde sig fra alle Fjendtligheder, saafremt man lovede, ikke at lægge de spanske Tropper nogen Hindring i Veien ved deres Indskibning; i modsat Tilfælde saa han sig, skjønt ugjerne, nødt til at træffe Forholdsregler, der vilde have Stadens Ødelæggelse til Følge. For at give disse Trudsler større Vægt, vendte Spanierne nogle af Kanonerne paa Volden imod Staden. Den

[26]

danske Kommandant føiede sig strax efter Omstændighederne, og befalede de danske Søofficerer at lade de spanske Tropper uhindret passere; han vedføiede en kongelig Skrivelse, ifølge hvilken Krigsskibene, der vare stationerede ved Nyborg, skulde staae under Kommandantskabet sammensteds. Men Rask, der vel indsaa, at Gyldenkrone havde ladet sig bevæge af Frygt, vægrede sig bestemt ved at adlyde. Da løb det engelske Bombeskib Hound, Bombeskibet Devastation, Briggen Kite og en Deel armerede Fartøier, alle tilsammen under Befaling af Kapitain McNamara af Skibet Edgar, ind i Fjorden og begyndte Klokken syv om Aftenen paa Pistolskuds Distance en heftig Ild mod de to smaa Skibe. Disse forsvarede sig med Kjækhed; men da de tillige beskjødes af Spanierne fra Nyborgs Volde og fra Batteriet ved Holkenhavn, og derved kom i Fare for at bores i Sænk, maatte de efter en halv Times Forløb stryge. De Danske havde to Døde og fjorten Saarede; Engellænderne beklagede især Tabet af Lieutenant Harvey, en af Linieskibet Superbes Officerer. For udviist Tapperhed ved denne Fægtning bleve de to danske Sølieutenanter, tilligemed Søkadet Diechmann, ved Ordensfesten i det følgende Aar udnævnte til Riddere af den nylig stiftede Dannebrogsorden.

Englænderne, over hvilke Admiral Keats selv overtog Styrelsen, idet han den 10de August om Morgenen, medens det slette Veir forhindrede de engelske Linieskibe fra at komme ind i Fjorden, heisede sit Flag paa Bombeskibet Hound, gjorde de ved Byen liggende 57 Koffardiskibe seilklare og bragte dem Natten mellem den 10de og 1lte August til Slipshavn, medens Spanierne med det Gode og Onde opdrev Levnetsmidler, Vandtønder og alt Nødvendigt(1). For Alt, hvad der

(1) Af disse Skibe kom, trods Kampen i Nyborg Fjord, 15 Galeaser og Jagter, førte af engelske Søfolk, tilbage fra Gotheborg i Efteraaret 1809.

[27]

toges fra Borgerne, blev der imidlertid givet Betaling, og den 10de August lod Romana, i Overeensstemmelse med en Skrivelse fra Admiral Keats, som denne selv ved et personligt Besøg overbragte den danske Kommandant, udraabe i Gaderne, at han paa sit Æresord lovede uhindret at ville tilbagesende de Skippere og Matroser, som frivillig indfandt sig paa deres Skibe, tillige med disse, fra den nærliggende Ø, hvorhen han begav sig. Den fjendtlige Adfærd imod de danske Krigsskibe havde imidlertid indgivet alle de danske Søfolk forøget, Dvillie og Mistro, saa at det blev umuligt at faae dansk Mandskab til de mange Koffardiskibe, der nu alene modtog engelsk Besætning. Samme Dag ankom den tredie Bataillon af Regimentet Princesa og Infanteriregimentet Zamora til Nyborg. Det sidste Regiment, der laa i Kantonnement i Fredericia, Veile og Kolding, kom den 8de August til Lille Bælt, som det passerede ved Snoghøi, og forenede sig om Aftenen i Middelfart med den derværende Bataillon af Regimentet Princesa. Efter at have bivouakeret om Natten og den følgende Dag, den 9de August, paa Gaderne i Middelfart, for at oppebie og dække det fra det Slesvigske ventede Dragonregiment Algarves Overgang over Lille Bælt, turde det spanske Infanteri ikke vente længere, men afmarscherede den følgende Nat. Om Middagen den 10de August hørte Odense de spanske Trommer, men Ingen spurgte nu om Indkvartering, — Soldaterne lagde sig kun til kort Hvile op til Husene paa Torvet og i de større Gader — og om Eftermiddagen naaede Regimentet Zamora og den samme ledsagende Bataillon af Princesa endelig Maalet, efter at have under en skyllende Regn tilbagelagt de ti Mile fra Middelfart til Nyborg i 21 Timer. Sildig om Aftenen rykkede de Eskadroner af Regimentet Almanza, der havde staaet i Odense og derfra som Arrieregarde havde dækket de ovennævnte Troppers

[28]

Marsch, ind i Staden, og den næste Morgen saa endelig Kavalleriregimenterne el Rey og el Infante, der havde staaet i Aarhuus Stift og derfor vare for langt borte til at kunne naae Fyen over Snoghøi, ankomme til Søes. De vare i Forening-rykkede ind i Aarhuus, havde bemægtiget sig de der liggende Koffardiskibe, og solgt, bortskjænket aller dræbt deres Heste. Efterat have indskibet sig og seilet over Kattegattet, havde de først paatænkt at lande ved Kjerteminde; men da de den 10de August ankom udenfor Staden og fandt samme besat af nogle danske Tropper, Infanteri og Artilleri, som den paa Fyen kommanderende Generallieutenant, Baron Rantzau, havde kunnet samle her, opgave de denne Tanke og kom endnu tidsnok til Slipshavn, for her at kunne optages af Admiral Keats.

I Nyborg var allerede Artilleriet og Bagagen bragt ombord i Skibene, hvorimod det bestemtes, at Tropperne skulde gaae ombord ved Slipshavn, hvor Indskibningen kunde gaae for sig i Sikkerhed, under Beskyttelse af de engelske Skibe; thi Romana vilde paa ingen Maade gaae fjendtlig tilværks mod de ikke afvæbnede danske Tropper, hvilket vilde være uundgaaeligt, dersom han forblev i Nyborg, da han maatte vente, at de danske Tropper vilde gjøre fælleds Sag med de Franske, som ventedes hvert Øieblik. Den begyndende Mangel paa Levnetsmidler var ligeledes en Grund til saa snart som muligt at skaffe Korpset over til Langeland, hvorimod der aldeles ikke er Aarsag til at antage, at Romanas Beslutning, allerede nu at forlade Fæstningen — en Beslutning, der ikke billigedes af alle hans Officerer —, skulde være fremkaldt af Frygt for, at Tropperne, naar Bernadotte selv kom i deres Nærhed, ikke vilde kunne modstaae dennes lokkende Ord.

Den 11te August forlode Spanierne Nyborg, hvis Kanoner fornagledes, og Tropperne marscherede i to Divisioner, til

[29]

Slipshavn, hvor de strax begyndte at indskibe sig. Det var umuligt at faae Plads ombord til de skjønne audalusiske Heste, 1,100 i Tallet, som man førte med sig; men Romana kunde ei bringe det over sig, at give Befaling til at dræbe dem, da han selv var en stor Elsker af Heste, og vidste, hvor dybt det vilde smerte enhver Spanier at dræbe et ædelt Dyr, der saa længe trofast havde baaret ham. Han befalede derfor at sætte Hestene i Frihed, og disse, der ikke før havde været sig selv overladte, galopperede vrindskende bort i den vildeste Karriere. I nogen Afstand græssede en stor Deel af Nyborgernes Heste, og da de spanske Hingster bleve disse vaer, angreb de dem eskadronsviis, iagttagende den vante Disciplin, og huggede dem ned med Forbenene. Men derpaa begyndte de at bides indbyrdes, og inden et Kvarteers Forløb var hele Strandbredden bedækket med lemlæstede Heste. Bevæget af Medlidenhed gav Romana nu Befaling til at dræbe Dyrene; men dette Foretagende blev kun ufuldkomment udført, og de Spaniere, der sidst forlode Landet, saae endnu ikke faa Heste vedvarende sysselsatte med deres gjensidige Ødelæggelse. Først efterat Spanierne vare dragne bort, udsendte Øvrigheden i Nyborg nogle Skytter, der ihjelskjøde de saarede Dyr, som endnu vare i Live(1). Om Aftenen vare alle Spaniere velbeholdne ombord, og Romana udstedte en Proklamation, hvori han gjorde Indvaa-

(1) Saaledes fortælles denne Begivenhed baade i Fyen og i en engelsk Journal (The plain Englishman, I. 294), hvis Beretning grunder sig paa en Meddelelse af Sir Richard Keats, der fra Linieskibet Superbe i sin Kikkert betragtede Dyrenes Rasen. Ifalge en under 20de August indsendt officiel Liste efterlodes iøvrigt ved Spaniernes Afgang fra Nyborg 304 Heste og 105 Muulæsler uskadte i Staden. Ligesom de Heste, der af Spanierne bortgaves eller efterlodes i Aarhuus, Svendborg eller paa Langeland, bleve ogsaa disse Dyr senere tagne i Besiddelse fra fransk Side.

[30]

nerne i Fyen bekjendte med Begivenhederne paa den pyrenæiske Halvø og med de spanske Troppers Beslutning. Den 12te dreiede Vinden sig, og den 13de kastede Flaaden Anker paa Østsiden af Langeland, ved Spodsbjerg, hvis Batteri Major Don Ambrosio de la Quadra havde bemægtiget sig. Samme Dag nemlig, da Romana overrumplede Nyborg (9de August), havde Spanierne paa Langeland sat sig i Besiddelse af de derværende Skandser, uden at den danske Kommandant paa Øen, Generalmajor Grev Ahlefeldt, troede at kunne gjøre nogen Modstand. Spanierne bleve kort efter forstærkede med to Kompagnier af Bataillonen Barcellona og med Kavalleriregimentet Villa-viciosa, der havde forenet sig i Svendborg. Vel var det ikke lykkedes Spanierne at bemægtige sig de derliggende Kanonbaade, som i rette Tid havde lagt ud paa Strømmen, og Spaniernes Uro forøgedes, da man tillige begyndte at fjærne alle Fartøier og Baade fra den fyenske Kyst og føre dem over til Thorseng, men de bemægtigede sig da det danske Batteri ved Færgestedet, og skulle ogsaa have truet med at tænde Byen i Brand, dersom man ikke lod Fartøierne og Baadene komme tilbage til den fyenske Kyst. Dette virkede. Kanonbaadene gik op ad Sundet vester paa, og gjorde Overgangen fri, Fartøierne kom tilbage, og paa dem gik Spanierne, der tillige fandt Plads til at medtage et Par Hundrede af Dragonernes Heste — de øvrige bortskjænkedes til Byens unge Damer — den 9de August over til Thorseng og derfra til Langeland. Efter disse Troppers Ankomst og Forening med den paa Øen allerede værende lette Bataillon »Catalonien« var den spanske Styrke paa Langeland voxet til omtrent 3,000 Mand, og den danske Kommandant sluttede nu den 10de August med Kommandeuren for Regimentet Villaviciosa, Oberst, Baron Armendaris, der havde taget Overbefalingen over Spanierne, en Over-

[31]

eenskomst, ifølge hvilken alle Fjendtligheder skulde undgaaes. Fra dansk Side gaves det Løfte, at forskaffe Spanierne Levnetsmidler og alt Nødvendigt, hvorimod det paa den anden Side tilstodes de danske Tropper paa Langeland, der beløb sig til omtrent tusind Mand, her ligesom i Nyborg, at beholde deres Vaaben og bevæbnede at drage sig tilbage til Tranekjær Slot og til Nordsiden af Øen.

Major la Quadra havde arresteret den franske Befalingsmand, Oberstlieutenant Gauttier; men Ahlefeldt udbad sig hans Frigivelse, og at han maatte forblive hos ham paa Tranekjær, idet han gav sit Ord paa ikke at lade ham forlade Øen, førend la Quadra, som havde skrevet derom til Generallieutenant Romana, selv bevilgede det. Han tilbød to danske Officerer, ja sin egen Person til Gidsel. Spanieren lod sig nøie med hans Ord, og udleverede den franske Officeer, der imidlertid faa Dage efter undkom fra Øen(1). Fortørnet herover, og maaskee tillige af noget Hensyn til, at de danske Tropper paa Øen kunde forene sig med Franskmændene, hvis disse kom over, brøde Spanierne ogsaa fra deres Side Overeenskomsten, idet Romana den 14de August lod Tranekjær Slot besætte, og Grev Ahlefeldt arrestere. Man fik ham til at udstede en Befaling til de danske Tropper om at nedlægge deres Vaaben. Men Mandskabet, der bestod af den fyenske, ridende Artilleridivision, en Eskadron af de fyenske Dragoner, den langelandske Infanteribalaillon og Jægerkompagniet af det andet jydske Infanteriregi-

(1) Ifølge den spanske Fremstilling af Sagen, rakte Grev Ahlefeldt selv Haanden til Gauttiers Flugt. I den danske Beretning, dateret Hovedkvarteret Kjøbenhavn den 16de August, siges blot, at „ved Generalmajor Ahlefeldts sindige og faste Adfærd befriedes den franske Oberstlieutenant Gauttier, som var arresteret af Spanierne."

[32]

ment, erklærede eenstemmig, at de hellere vilde værge sig, idet de unge Officerer deelte denne Stemning. Det blev vedtaget at indtage en hensigtsmæssig Stilling ved Steensgaards Mølle, medens de ved Lohals liggende Baade bragtes i Søen, for med dem om Natten at kunne prøve en Overfart til Fyen. Om Aftenen forlodes Stillingen, Kanonerne kastedes af Lavetterne og forvaredes i en Grøft i Skoven, Lavetterne og Ammunitionen kjørtes længere ind i samme, hvor de vanskeligen kunde findes, Stranden blev naaet og Indskibningen var tildeels allerede fuldført da Adjutanten, Major, Grev Christian Ahlefeldt ankom fra Tranekjær for atter gjentagende og indtrængende at indskjærpe Lydighed, som uundgaaelig nødvendig, ikke blot til Generalens Sikkerhed, men for at frie Øen fra Ødelæggelse. Da lode Tropperne sig endelig overtale til at gaae tilbage og overleverede deres Vaaben til Spanierne, som dog tilbagelode dem ved deres paafølgende Afreise(1).

Da Spanierne forlode Fyen, vare de meget bekymrede over aldeles ingen Efterretninger at have fra Regimenterne Asturien, Guadalaxara og Algarve. Paa Langeland fik de først Underretning om disse Regimenters Skjæbne. Efter at de spanske Tropper i Sjælland paa Grund af Oprøret imod General Fririon vare blevne forlagte fra Roeskilde, befandt

(1) Over denne Troppernes naturlige Uvillie til strax at underkaste sig deres anholdte Befalingsmands Bud klagede baade Generalmajor Grev Ahlefeldt og Eskadronskommandeuren, Major Fabritius de Tengnagel til Kong Frederik den Sjette, og Kongens Begreber om militair Subordination lode ham i denne Anledning ved Reskript af 28de August 1808 befale, at den paa Langeland stationerede Eskadron af det fyenske Dragonregiment skulde opløses og stikkes ind under de tre andre Eskadroner. Tre unge Officerer bleve idømte nogle Maaneders Arrest i Nyborg Fæstning.

[33]

sig siden den 9de August, som ovenfor anført, et dansk Troppekorps i deres Nærhed, og da man derpaa i Sjælland erholdt Kundskab om Romanas Overrumpling af Nyborg, lykkedes det ikke de her værende Spaniere at naae Korsør, hvor de vilde have kunnet være blevne reddede ombord i de engelske Skibe. Den øverste spanske Befalingsmand i Sjælland, Chefen for Regimentet Asturien, Brigadeer Dellevielleuze, var en Mand paa fire og halvfjerdsindstyve Aar, og baade med Hensyn til ham og til Chefen for Regimentet Guadalaxara, Oberst Martorell, kan det desuden maaskee ansees tvivlsomt, hvorvidt de have faaet de af Romana afsendte Efterretninger i rette Tid. Uden at gjøre Modstand bleve begge Regimenter den 11te August afvæbnede af de danske Tropper. Officererne forbleve under Pladskommandanternes Opsigt i de Byer, hvori, de havde været indqvarterede, Underofficererne og de Menige bleve af det castenskjoldske Korps den 13de August førte til Kjøge, hvorfra de i de følgende Dage i mindre Skarer eskorteredes til Roeskilde Kro, hvorfra de atter af Afdelinger af den kjøbenhavnske Garnison afhentedes til Hovedstaden, hvor de Syge indlagdes paa Gammelholm, de Friske paa Nyholm. Heldigere end disse Regimenter var ikke heller i Jylland Dragonregimentet Algarve. Dets Officerer kunde ikke strax blive enige om ufortøvet at følge Romanas Tilskyndelse, et Par angave Sagen for Bernadotte, de andre nølede, og Følgen blev, at Regimentet senere blev afvæbnet af de Franske og ført til Rendsborg. Ikkun een Eskadron var brudt op under Ritmester Don Antonio la Costas Befaling. Men da la Costa i Dagbrækningen den 10de August ankom til Snoghøi, faa Timer efterat de spanske Tropper vare afmarscherede fra Middelfart, traf han samtlige Skibe i Lille Bælt, ifølge en efter Regimentet Zamoras Overgang indtruffen Befaling, henlagte under Kanonerne af Vøgermosebatteriet paa

[34]

den jydske Side af Bæltet, med Undtagelse af tre ved Lyngs-odden liggende Fartøier, som Vind og Strøm forbøde for Øieblikket at henbringe under Batteriet. La Costa red med sin Eskadron hen til disse Fartøier, men havde neppe naaet Lyngs-odden, førend han blev indhentet af den franske Oberst Ameil med et Korps, der bestod af en Eskadron af det fjortende franske Regiment Chasseurs à cheval, en Eskadron af det jydske Regiment lette Dragoner, nogle danske og franske Infanteriekompagnier, der vare blevne befordrede paa Vogne, og et dansk Batteri ridende Artilleri. La Costa søgte at indlede et Slags Kapitulation, men der blev ham svaret, at dersom han ikke ufortøvet overgav sig, vilde alle Officererne blive skudte og Soldaterne decimerede. Da ilede han hen til den franske Oberst Biaunié og anbefalede ham sine Tropper, som han undskyldte med, at de kun havde viist ham, deres Befalingsmand, Lydighed. For sin Person foretrak han Død for Fangenskab; han tog Tøilen i den høire Haand, greb en Pistol med den venstre og gjorde ved et Skud igjennem Hovedet Ende paa sit Liv.(1)

(1) La Costa, hvis egentlige Navn var Coste, ligger begraven paa den katholske Kirkegaard i Fredericia; han var født i St. Laurent de Cerda, tæt ved Perpignan, og var fransk Emigrant fra Begyndelsen af Revolutionen. — Regimentet Aigarve, som bestod af 500 Mand, samtlige spanske Depots og de to i Sjælland afvæbnede Regimenter, i Alt 5000 Mand, bleve ifelge Napoleons udtrykkelige Befaling, uden Undtagelse, behandlede med stor Strenghed. Medens Officerer og Soldater, og de samme ledsagende Kvinder og Bern, af de to i Sjælland afvæbnede, spanske Regimenter, paa Grund af Frederik den Sjettes menneskekjærlige Sind, havde nydt godt af en stor Mildhed baade under deres Fangenskab i Kjebenhavn, og da de senere under danske Eskorter førtes tilbage gjennem Sjælland og Fyen, bleve de derimod strax ved deres Ankomst til Snoghøi, hvor de overleveredes til de Franske, uden Hensyn til Grad, Gjenstand for en heel anden Behandling, idet Officerer, Underofficerer og Menige, fire og fire, bleve satte paa Bendervogne, med Armene paa

[35]

Den franske Styrke, der havde standset La Costa, dannede Spidsen af Bernadottes Tropper, som havde erholdt Befaling til ufortøvet i Iilmarscher at bryde op mod Lille Bælt fra deres Kvarterer i Holsten og Slesvig. Da nemlig Romanas Breve ankom til Spanierne i Jylland, havde Don Juan de Kindelan forstilt sig, som om ogsaa han vilde følge med Regimentet Zamora til Fyen, men han benyttede Leiligheden til ubemærket at forlade Tropperne og ilede til Bernadotte, som han med sine fuldstændige Oplysninger traf i Rendsborg, efter at nogle Vink af et Par Officerer af Regimentet Aigarve, der ikke heller deelte deres Landsmænds Sindelag, Dagen i Forveien allerede iilsomt havde kaldt Fyrsten tilbage fra Badene ved Trawemünde. Fyrsten arresterede strax den af Romana til ham afsendte Artilleriekapitain, Don Jose Guerrero — som dog senere, paa Grund af Fyrstens personlige Godhed for ham, fandt Leilighed til at undslippe af sit Fangenskab — og fremskyndte af al Magt Divisionerne Dupas og Boudet, der allerede havde begyndt at sætte sig i Marsch, efter at Kindelan, da han ilede til Bernadotte, underveis havde underrettet de franske Generaler i Sønderjylland om Romanas Hensigt og formanet dem til øieblikkelig Opbrud. Tusinder af Bøndervogne bleve requirerede for at kjøre de franske Tropper fra Flensborg til Aabenraa, fra Aabenraa til Haderslev, fra Haderslev til Kolding og fra Kolding til Snoghøi. Allerede den 11te August gik Brigadegeneral de Veaux med det 19de franske Linieregiment og det 14de Regiment Chasseurs à cheval over Lille Bælt til

(note fortsat fra forrige side)paa enhver af dem tvungne tilbage paa Ryggen med et Toug, og dernæst fastsurrede baade indbyrdes og til Vognene, hvoraf hver desuden førte en fransk Bevogter med sig. I Efteraaret 1808 naaede Spanierne, under stærk Bedækning af Gensdarmer, til Frankrig, hvor de benyttedes til at arbeide paa Kanalen ved St. Quintin, og hvor de fleste af dem for-bleve siddende i Fæstningerne i det Nordlige lige indtil Aaret 1814.

[36]

Fyen, hvorhen snart andre franske Regimenter skulde følge dem, saa at man paa denne Tid endnu i Hamburg ventede, at Bernadotte vilde overrumple Romanas Korps, førend den engelske Flaade kunde redde det. Men da Marschallen selv den 12te August, omgiven af franske Generaler, ankom til Odense, erfarede han, at Spanierne havde forladt Fyen, og at det ikke var muligt, trods de imidlertid ved Svendborg samlede 140 Koffardiskibe, at overbringe de imidlertid til denne Stad ilende franske og danske Tropper til Langeland. Otte Kanonbaade og fire Bombeslupper, som udgjorde den danske Søstyrke her, kunde ikke beskytte en Overgang mod de store engelske Skibe. Nogle Bomber, som man lod de danske Bombarderer kaste over paa den syv Mile lange og een Miil brede Ø, formaaede ikke heller at have anden Virkning, end at ødelægge nogle af Beboernes Huse. Man maatte altsaa vælge andre Midler, og derfor udbredtes ved Hjelp af de danske Kanonbaade og paa alle andre mulige Maader flere Proklamationer fra Bernadotte og General Kindelan iblandt Spanierne. I disse Proklamationer, der vare daterede »Hovedkvarteret Odense, den 14de August 1808», gaves Soldaterne gyldne Løfter om Tilgivelse og Hjemreise til Spanien, saafremt de vendte tilbage i Bernadottes Arme, hvorimod Romana med stor Bitterhed angrebes som den, »der havde solgt dem til deres Religions Fjender, af hvilke de vilde blive førte til Canada og Indien.«

Bernadottes og Kindelans Opraab til Spanierne frembragte en Virkning, aldeles modsat den, der havde været tilsigtet med dem. Det fortælles, at flere af Regimenterne paa Langeland med sydlandsk Heftighed plantede deres Faner i Jorden og knælede omkring den, og at de, som Oldtidens af Xenophon priste Hellener, under Taarer svore, at foragte ethvert nok saa lokkende Tilbud og at bevare Fædrelandet Troskab. Romana

[37]

besvarede selv Fyrsten af Pontecorvos Opraab med en Proklamation til Soldaterne, der, med Udeladelse af nogle faa, med Rolighed mod Bernadottes Angreb stilede Linier, lyder saaledes: »Soldater! Juntaerne i Andalusien og Gallicien have i alle Provindsers Navn, der, som de forsikkre, handle ligesom de, eller, om muligt, ville gjøre det Samme, tilsendt os Skrivelser, og anraabt mig, som Eders Anfører, om at ile, for at redde og hævne Fødelandet. Hele Spanien har grebet til Vaaben, for at ydmyge sine Undertrykkeres Overmod, der imidlertid have tilbageholdt disse Efterretninger, ja endog have villet tvinge os til at sværge en ubetinget Eed, som om vi ikke vare Sønner af det Fædreland, der nu kalder os til sig. Regimenterne i Sjælland modsatte sig denne Befaling; de bleve omringede, afvæbnede og behandlede som Fiender; deres Skjæbne var ogsaa beredt os. Under disse Omstændigheder og paa Grund af Eders Villie, at leve og døe forenede med Fædrelandet, har jeg ikke længere taget i Betænkning at høre dets Stemme og at gribe de Hjelpekilder, som vore forrige Fjender, men nuværende Venner, tilbyde os. Erindrer, Soldater, at det er den retfærdigste og ædleste Sag, saa snart som muligt at bruge vore Arme til Fædrelandets Forsvar, i Stedet for at misbruge dem som Leiesvende til at undertrykke Andre. Skulde det derfor være nødvendigt, da ville vi tilkæmpe os Veien til vor Hjemstavn med vort Blod. Thi der, Spaniere I lønne os almindelig Beundring og Fædrelandets evige Taknemmelighed, her derimod Skjændsel og Fornedrelse, der ere den spanske Kriger lige saa utaalelige, som en hæderlig Død er ham velkommen«.

Paa den samme Dag, hvorpaa Romana udstedte denne Proklamation, der er dateret »Hovedkvarteret Rudkjøbing, den 16de August 1808«, sendte han fra Langeland ved en engelsk

[38]

Parlementair en Skrivelse til den spanske Gesandt i Kjøbenhavn, Don Alfonzo d'Aguirre et Gadea, Greve af Yoldi, hvori han anmodede denne om at udvirke de i Sjælland afvæbnede Regimenters Frigivelse; men Grev Yoldi havde efterfulgt Ministeren Don Pedro Ceballos Befaling og Exempel og adlød Kong Joseph. Paa den samme Tid og i samme Hensigt afsendte den spanske General ogsaa et Brev direkte til Kong Frederik den Sjette; men fra dansk Side, hvor man ikke var uden grundet Frygt for, at Englændernes Tog skulde blive efterfulgt af en fransk Okkupation, vovede man endnu mindre at foretage et Skridt, der kunde udsætte Landet for den franske Keisers farlige Vrede. Flere, af de spanske Officerer raadede nu deres Chef til at tage Repressalier paa Langeland, hvor dog adskillige Egne, efter Afvæbningen af de danske Tropper, allerede vare blevne saaledes medtagne af den stærke spanske Indqvartering, at Frederik den Sjette senere ved en Skrivelse til Rentekammeret af 31te August fandt sig foranlediget til at forebygge Indbyggernes Ruin ved paa eet Aar at fritage dem fra alle Skatter til den kongelige Kasse. Men Romana, der selv paa Langeland strengt havde villet overholde Krigstugten, og som havde befalet,at man af Krigskassen skulde godtgjøre Indvaanerne, hvad Spaniernes Ophold maatte koste dem, tilbageviste med ædel Uvillie disse Forslag. »Jeg vil«, gjentog han ofte, »efterlade det spanske Navn i venlig Erindring i det uvenlige Norden.«

Den 19de August ankom Viceadmiral, Sir James Saumarez, der i Carlscrona ved en Skrivelse fra Sir Richard Keats var bleven underrettet om Fabregues's Ankomst til den engelske Eskadre og om Spaniernes Planer, med en Deel af den engelske Flaade fra Østersøen til Kysten af Langeland, og Romana aflagde Admiralen et Besøg ombord paa Nelsons berømte Skib

[39]

Victory, der hilste Romana med Spaniens Flag paa Toppen af Stormasten og med een og tyve Kanonskud. Efter at Kanonerne paa de danske Batterier, som fandtes paa Øen, vare blevne fornaglede, indskibedes den 21de August alle Spanierne, der beløb sig til omtrent 9,000 Mand, foruden 230 Kvinder og Børn, ved Steengade Strand. Kun et Par hundrede spanske Heste bleve ogsaa efterladte paa Langeland, hvorfra de senere overførtes og overgaves til de franske Tropper i Svendborg. Om Aftenen den 21de August lettedes Anker, og medens Sir James Saumarez strax med nogle af de engelske Krigsskibe vendte tilbage til Østersøen imod Russerne, kunde man i de tvende følgende Dage, under Vindstille, fra de danske Kyster see Transportfiaaden, der førte Spanierne, gaae langsomt gjennem Store Bælt nordpaa, konvoieret af Sir Richard Keats med tre Linieskibe, fire Fregatter og syv Brigger. Den 27de ankom Konvoien til Gotheborg, og her udskibedes Spanierne, for at forfriske sig. Efter selv at være ankommen til Gotheborg, overlod Romana Befalingen over Tropperne til Greven af San-Roman, og begav sig, for at underhandle med det engelske Ministerium, til London, hvor han blev modtagen med den høieste Enthusiasme, og hvorfra han, i Forening med den engelske Gesandt, Sir John Hookham, vendte tilbage til Spanien. Hans Tropper vare allerede den 5te September af en ny Flaade engelske Transportskibe blevne afhentede i Gotheborg og overførte til St. Ander og Coruna, hvor de landede den 9de Oktober, for strax at deeltage i Kampen mod Napoleon.