Danmarks sidste katholske Biskop

by Frederik Schiern

Danmarks sidste katholske Biskop

(1840.)

[110]

I Danmark, hvor Aarhundreder hengik som Indledninger til de egentlig historiske Begivenheder, var det kun i faa og i forholdsviis korte Perioder, at Folkeaanden rørte sig stærkt. Det var Tilfældet i Oldtiden, der just derfor fortrinsviis har fængslet saa Mange, i den Oldtid, der i Norden karakteriseres ved Edda og Sagaerne, ved Islands Bebyggelse og den nye Verdens Opdagelse, som hos os nærmest betegnes ved Normannertogene og Englands Erobring. Men efterat Hierarkiet og Adelsaristokratiet vare blevne grundlagte under Knud den Store, efterat Præsternes Vælde altfor eensidigen var bleven fremmet siden den hellige Knud, der i Geistlighedens Venskab troede at skulle finde en Støtte imod de øvrige Stænder, og efterat uheldbringende Bestemmelser i Lovene for Aarhundreder havde grundlagt Adelstandens utilbørlige Overmagt og Bondestandens dybe Fornedrelse, da begyndte Rigets menige Indbyggere lidt efter lidt at dysses i den langvarige Søvn, der neppe forstyrredes ved Valdemarernes, de danske Hohenstauffers, Vaabenlarm, men først ophørte, efterat Middelalderens tætte og trykkende Taager havde maattet vige for den nyere Tids Morgenrøde. Ender Reformationstiden og Grevens Feide kjæmpede Danmarks op-

[111]

vaagnede Almue baade for kirkelig og politisk Frihed med en iver der havde været en bedre Skjæbne værdig. Men efter at Geistlighedens Vælde ikkun var bleven styrtet, for at de adelige Svøber senere kunde blive dobbelt tunge, henfaldt Folket atter til hiin afmægtige Slummer, der kun afbrødes undtagelsesvis i faa Dage, som ved Folkebevægelsen under den blodløse Revolution i Aaret 1660, men iøvrigt vedvarede uafbrudt lige indtil det attende Aarhundredes anden Halvdeel. Under dette lange Tidsrum var den Æt, der hviler under Kjæmpehøiene, bleven afløst af en vantreven Slægt; i Stedet for Hedenolds Helteliv træffe vi nu det politiske Kandestøberi og den øvrige af Holberg med hogarthsk Sandhed skildrede Spidsborgerlighed; den stolte Oldtids karakteristiske Kjærlighed til Frihed og Higen efter udødelig Hæder var hos Epigonerne bleven fortrængt af den vordnede Trældomsaand og den smaalige Rangsyge; Nationaliteten sygnede under fremmede Sprogs Indtrængen, og Frelsen viste sig ikke. Imidlertid begyndte atter de voldsomme Bevægelser i Syden, og Folket, der før var blevet vækket ved Reformatorernes Tordentaler, vaagnede nu anden Gang ved den Bevægelse, hvorved tilsidst den franske Throne faldt, i sit Fald rystende hele Europa. I Slutningen af det attende Aarhundrede møde vi paany det oplivende Syn af en sig rørende Folkeaand, hvis historiske Udvikling nyligen Skridt for Skridt er bleven paapeget og karakteriseret. (1) En frisk og mægtig Impuls gives ved den yngre franske Revolution i Aaret 1830, med stedse stigende Styrke veed det opvaagnende Folkeliv at gjøre sig gjældende, og vi betvivle ikke,

(1) Indbydelse til Sørgefesten for Høisalig Kong Frederik den Sjette paa Sorø Akademie d. 28de Januar 1840. Af C. F. Wegener. Kbhvn .1840. 4.

[112]

at det, fornuftigen ledet og frit for Overdrivelser, vil kunne berede Fremtiden et rigt Stof til historisk Bearbeidelse.

Reformationstiden var blandt de Perioder, i hvilke vi især finde" det danske Folk aandeligen bevæget. Ogsaa i Danmark havde Tusinder følt sig trufne af Reformatorernes Tanker, og, lige saa lidet som i Tydskland, savnedes hos os de, der vare beredte til at offre Liv og Blod for ogsaa i Staten at gjennemføre de af Tiden frembaarne, friere Ideer. Under Grevens Feide stred Folkepartiet ikke alene mod den faldefærdige Papisme, men det kjæmpede tillige for at gjenindsætte »Folkevennen Christiern»; idet Adelens Borge sank i Gruus eller gik op i Luer, blev det tydeligt, at det ikke blot var Kirken, man vilde reformere. Derfor strakte ogsaa Virkningerne af Grevens Feide sig ikke alene til det hele skandinaviske Norden, men under hiin Kamp var Danmark tillige Gjenstand for Udlandets mægtigste Fyrsters, for Henrik den Ottendes, for Frants den Førstes og for Carl den Femtes høieste Opmærksomhed. Naar vi nu desuden tage Hensyn til, at Christopher af Oldenborg i hiin Feide nærmest kun er at betragte som en af Tidens leiede Condottieri, hvorimod Krigen egenlig førtes af Hansestædernes i Reformationens Foraarsluft gjenoplivede Demokrater;(1) naar vi bemærke, hvorledes de fornærmede Patricier (die Herren) bestandig lure i Baggrunden for at benytte det mindste Uheld til at styrte løs over Modpartiet, og naar vi hertil føie, at vi finde mærkværdige Karakterer ikke alene i den af de fleste danske Forfattere tidligere uanstændigen karikerede Wullenwever,

(1) Af den gamle Kantzows pommerske Krønike sees fornemmelig, hvilke gigantiske Planer Hansaen den Gang nærede om at gjøre Lübeck til Hovedet for det demokratiserede Norden. „Var Stædernes Haab gaaet i Opfyldelse, vilde der ikke bleven nogen Fyrste eller Adelsmand i den hele Verden."

[113]

men ogsaa i næsten alle de øvrige Ledere af de forskjellige Faktioner, da maa det vel indrømmes, at Grændseskjellet mellem Danmarks ældre og nyere Historie ikke blot er rigt paa interessante Partier, men endog skikket til at forarbeides til et ægte historisk Værk, et Værk, der vilde kunne tilfredsstille den aristoteliske, af Polybius gjentagne Fordring om sammenhængende Eenhed, uden at man behøvede at søge denne enten i en enkelt Personlighed eller en blot tilfældig Begivenhed.

Det er imidlertid først i den allernyeste Tid, at vi have begyndt at kunne tænke os Tilblivelsen af et saadant Værk, der med Rette vilde kunne fortjene Navn af historisk. De, der tidligere have givet sig til at skildre Kulminationen af den danske Reformationstid, have ikke været synderlig heldigere end den, der under frugtesløse Forsøg paa at trænge igjennem et Vildnis kun opnaaer at rives paa Tornene eller af Grenene at slaaes i Ansigtet. Grunden hertil laa vistnok for en stor Deel hos hine Forfattere selv, forsaavidt de nemlig, som næsten alle Danmarks Historikere, altfor udelukkende beskjæftigede sig med en, undertiden endog kun tam og smaalig Kritik; de glemte, at det kun er Aanden, der levendegjør; Fortiden laa for dem som et Lig udstrakt paa Baaren, men istedetfor at gjenopvække Liget fra de Døde, som da fordum Pygmalion besjælede sin kolde Statue, lode de det oftest beroe ved at bemale det livløse Legeme med tvivlsomme Spørgsmaalstegn, med Gisninger om Læsemaader og med kritiske Noter. Dog paahviler Skylden ikke Forfatterne alene. Først efter at vi i det sidste Decennium, især fra det nordlige Tydsklands Hansestæder, have modtaget saa mange, hidtil utrykte Kildeskrifter, er det blevet os muligt at betragte Danmarks Historie paa Reformationstiden i et heelt andet Lys, end de ældre og fattigere

[114]

Kilder formaaede at yde; først efter at vi i hine Forarbeider have stødt paa saa mange indholdsrige Partier, ere vi blevne stemte som ved karakteristiske Steder i en Ouverture: vi have begyndt at ane, hvad der venter, naar Scenearrangementet engang er blevet færdigt, og Tæppet kan flyve op.

Til hine Skrifter, der kun kan erkjendes som nødvendige Forarbeider, hører ogsaa den Skildring af Joachim Rønnow, hvis Resultater vi her skulle søge at fremhæve og sammenstille. (1)

De adelsbaarne Rønnower indvandrede i Slutningen af det fjortende Aarhundrede fra Holsten til Danmark, hvor de snart kom i Slægtskabsforbindelser med de mægtigste Familier og i Besiddelse af Rigets fornemste Embeder og Æresposter. Under saaledes af Lykken begunstigede Forhold fødtes Joachim Rønnow paa det fyenske Herresæde Hvidkilde i en af Danmarks skjønneste Egne. Hans Moder var den velbyrdige Frue Mette Hardenberg; hans Fader var den ærlige Mand og strænge Ridder, Hr. Marquard Rønnow,. der i Aaret 1497 havde ført det danske Hovedbanner paa Toget imod Steen Sture den Ældre, der senere havde deeltaget i den ulykkelige Krig imod Dithmarskerne, og som især er bleven berømt ved sin heftige Strid med den fyenske Biskop Jens Andersen Beldenak. Joachim Rønnows Barndomsaar henglede ubemærkede; men som Yngling finde vi ham efter Datidens Skik tidlig paa en Udenlandsreise, for ved fremmede Universiteter og fremmede Hoffer at erhverve den høiere Dannelse, der ei ansaaes for opnaaelig under et bestandigt Ophold i Fædrelandet. Af et af hans Breve sees, at han paa denne Reise baade maa have gjæstet

(1) Joachim Rønnow, udvalgt Biskop til Roeskildc, et Bidrag til Oplysning af Fædrelandets Historie i Reformationstiden. Ved Hans Knudsen. Kiøbenhavn. 1840.

[115]

Italien (Vallandt) og Frankrig; og fra det sidste Land seilede han tilligemed Broderen Eiler Rønnow paa et Skib fra Dieppe (Dype) tilbage til Danmark. Hjemkommen blev han af Frederik den Første udseet til at forrette forskjellige diplomatiske Ærinder. Da nemlig Kongen vilde bevidne Frants den Førstes Moder, Regentinden i Frankrig, Louise af Angoulérne, sin Deeltagelse i Anledning af hendes Søns Nederlag i Slaget ved Pavia, paalagdes det Rønnow at udføre dette Hverv, og faa Aar efter, da Krigen paany var udbrudt mellem Keiser Carl og hans Modstander, blev han atter sendt til Frankrig, for der at tilbyde Frants den Første en lignende Understøttelse, som den Kongen i Aaret 1519 havde ydet Danmark ved Afsendelsen af de franske Hjælpetropper under Gaston de Brézé. Efter sin Tilbagekomst fra denne Sendelse opholdt Rønnow sig ved Frederik den Førstes Hof, indtil Roeskilde Stifts berømte Biskop Lage Urne døde i Aaret 1529, og ved sin Død aabnede ham Adgang til en langt høiere Virkekreds. Thi nu blev Rønnow af Domkapitlet i Roeskilde udvalgt til Biskop, for en stor Deel paa Grund af Frederik d'en Førstes Anbefaling, som han havde vidst at forskaffe sig ved at indgaae forskjellige Forpligtelser og fornemmeligen ved at love Kongen, al han ikke voldeligen vilde forfølge Reformationens Tilhængere eller de af Stiftets Munke og Præster, som i Fremtiden maatte yttre Lyst til at indgaae Ægteskaber. Paa samme Tid opnaaede Rønnow ogsaa at komme i Besiddelse af den ligeledes ved Lage Urnes Død ledigblevne Post som Rigens Kantsler, og som saadan at blive den første Mand i Staten næst efter Kongen.

Ved denne Tid stode de religiøse og politiske Partier, hvori Danmark den Gang var deelt, skarpt sondrede og fjendtlig stemte lige overfor hverandre. Reformationens Tilhængere

[116]

bestode af Borgere og Bønder og et ikke ringe Antal Adelsmænd; det andet eller katholske Parti dannedes af Geistligheden og den øvrige Deel af Adelen. I politisk Henseende stode Borger- og Bondestanden paa den ene, og Geistligheden med den hele Adelstand paa den anden Side. Med alle disse Partier søgte Rønnow i hiin heftig bevægede Tid at bevare en uforstyrret god Forstaaelse, men ogsaa ham skulde der ei fattes Leilighed til at erfare, hvor umuligt det er, selv for det meest forsigtige juste milieu, under Storm og Uveir baade at undgaae Scylla og Charybdis.

At Rønnow, allerede medens Kong Frederik den Første levede, ikke har villet hindre enhver Fremgang for Reformationen, er der tilstrækkelig Grand til at antage. Vel havde han under Religionsforhandlingerne mellem de danske Reformatorer og det katholske Parties Overhoveder og Forfægtere paa den i Juli Maaned 1530 i Kjøbenhavn afholdte Herredag, som Kongen havde udskrevet i Haab om allerede paa den at faae Kirkereformationen bragt til Endelighed, som katholsk Biskop i det Hele taget gjort Fælledsskab med Prælaterne, men særligen havde han dog ogsaa til Kongen og Rigsraadet indgivet et eget Reformations-Forslag, hvormed Reformationen ikke vilde have været ilde tjent; at Forslaget ikke fandt Bifald, havde ikke saa meget ligget i dets Mangler, som deri, at det ei var Kirkens Forbedring i og for sig, men vel de timelige Fordele, den havde til Følge, der laae de fleste af hiin Tids Mægtige paa Hjerte, eller med andre Ord, det var Kirkens Gods og Formue, de tragtede efter, medens Forslaget stræbte at bevare dette ubeskaaret for Kirken. Senere indvilligede Rønnow, der ifølge det Revers, han havde givetKongen, allerede havde maattet finde sig i, at Frederik den Første kaldte Kirkeforbedringens nidkjære Talsmand, Hans Tausen, til Hovedstaden, i den store Raadighed ogsaa over vor Frue Kirke,

[117]

som det evangeliske Parti opnaaede ved Siden af Katholikerne, og det var først, efter at de evangeliske Præster havde begyndt at prædike mod den katholske Helgen- og Billeddyrkelse, og derved fremkaldt Billedstormen i Frue Kirke, tredie Juledag 1530, der igjen foranledigede Kirkens Lukning efter kongelig Befaling for begge Partier, at Rønnow senere formaaede de i Kjøbenhavn værende Rigsraader til at give »de Rettroende« eller Katholikerne udelukkende Besiddelse af Kirken. Da efter Frederik den Førstes Død den nye Herredag i Kjøbenhavn begyndte sin Virksomhed, og det katholsksindede Fleertal havde benyttet sig af sin Overmagt til ved den kjøbenhavnske Reces af 3die Juli 1533 at berøve de evangeliske Prædikanter Lærefriheden, deeltog Rønnow tilligemed de øvrige Bisper og Prælater i at sagsøge Tausen ad Rettens Vei, fordi han i et trykt Skrift havde brugt Ukvemsord imod dem og »skrevet og sagt det høiærværdige Alters Sakrament for nær«, ligesom Rønnow særligen klagede over, at Hans Tausen havde »befattet sig« med alle Kirker i Kjøbenhavn og tiltalt ham personlig med haanlige og hovmodige Ord. Men skjønt Udfaldet af den paa Kjøbenhavns Raadhuus den 14de Juli 1533 fældede Dom gik Tausen imod, skjønt den Dom, hvorved Herredagen kjendte, at han burde straffes efter Kjøbenhavns Stadsret, ikkun, under Borgerskabet Sammenrotteise paa Torvet, efter de verdslige Raadsherrers Forbøn af Prælaterne formildedes derhen, at han havde at forlade Sjælland og Skaane, og at det blev ham forbudt at skrive og udgive Bøger, og skjønt Kjøbenhavns Indvaanere i denne Anledning bleve saa forbittrede paa Rønnow, hvem de ansaae som den egentlige Ophavsmand til deres Prædikants Forviisning, at de vilde have mishandlet ham, da han med Biskopperne og Munkene gik fra Raadhuset, hvis ikke Tausen havde dæmpet deres Raseri ved at ledsage ham til Bispegaarden, saa viste dog Rønnows Forhold mod

[118]

Tausen, at dennes Domfældelse i Virkeligheden neppe har været ham selv saa magtpaaliggende, om han endog for Øieblikket var nødt til at gjøre fælleds Sag med sine Standsfæller. Thi neppe en Maaned efter Dommens Afsigelse, da Tausen allerede havde forladt Kjøbenhavn og opholdt sig hos Reformationens ivrige Ven, Rigens Hofmester, Hr. Mogens Gjøe, lod Rønnow sig bevæge til atter at give ham Tilladelse til at vende tilbage til Hovedstaden, efter at Mogens Gjøe i et den 16de August 1533 udstedt Brev havde lovet, at dersom Tausen handlede mod sit Løfte »at prædike det hellige Evangelium og Guds Ord uden al Skjændsord og Tale paa Bisper, Prælater og nogen Anden, ydermere og videre end hvad den hellige Skrift indeholder og medgiver«, da skulde Gjøe være pligtig at hjælpe Rønnow til at faae Tausen tilbørligen afstraffet.

I Førstningen havde imidlertid Rønnows kloge Opførsel, og fornemmelig det umiskjendelige Maadehold, som Biskoppen længe havde viist lige over for Reformationen, bevirket, at hans Navn var steget i Ære og Anseelse. Selv om vi forkaste det som en tom Opdigtelse, at han skal have sendt Keiser Carls Søster, Regentinden i Nederlandene, Enkedronning Maria af Ungarn, sit Portrait og anholdt om hendes Haand, finde vi ham dog beskjæftiget med Planer, der ikke utydelig røbe, at endog et Maal som det ovenmeldte ikke vilde have været ham meget for høit. Det synes i det Mindste aabenbart, at han, efter Kong Frederiks Død og efter at Interregnets Fødselsveer vare indtraadte , har vovet at udstrække sine Hænder efter et Rigsforstanderskab over Danmark, eller, — for at anføre Christian den Tredies egne Ord — »at han haver understaaet sig at ville have Regimentet over Riget«. Det af Gustav Vasa opstillede Forbillede, svævede vistnok levende for ham; hvad der i Sverrig var. lykkedes for hiin hans

[119]

nære Frænde, kunde ei heller synes uopnaaeligt i Danmark, hvor en stor Deel af Folket endnu kun var den tydske Kongeslægt lidet hengiven,, hvor Alt var sønderrevet i Partier, og hvor Rønnow allerede som Rigens Kantsier var i Besiddelse af det høieste Embede i hele Staten.

Men disse stolte Planer svandt, som Skum paa Havet, da Christopher af Oldenburg i Natten mellem den 22de og 23de Juni 1534 pludselig iværksatte sin bekjendte Landgang ved Skovshoved. Nu var det forbi med Drømmenes Sirenesang; han, der nyligen havde kunnet; tænkt sig som Danmarks Rigsforstander, blev nu ikke alene afsat fra sin høie Værdighed, men da han var ilet til Kjøbenhavn for at bringe Borgerne i Vaaben mod Greven, kom han endog i den yderste Livsfare, som han alene undgik ved at søge Redning i hemmelig Flugt. Ikke uden Møie og kun ved at udrede store Summer, lykkedes det Biskoppen at forsones med Greven og atter at komme i Besiddelse af Stiftet, hvis Forlehninger og Privilegier han under alle Omstændigheder troede at burde redde. Rønnow ledsagede derpaa Christopher af Oldenburg, da denne drog til Skaane, for paa Lybers-Høi at lade sig hylde i Christiern den Andens Navn. Men efter begges Tilbagekomst til Sjælland, og efterat Adelen i Skaane havde opsagt Christopher Huldskab og Troskab, begyndte Greven at give de voldsomme Bønder Hals- og Haandsret over deres forhadte Undertrykkere, og nu tyede Sjællands fortvivlede Adelsmænd enten til de befæstede Borge eller til Christian den Tredie, der imidlertid af Forsamlingen i Rye var bleven kaaret til Konge. Blandt de Sidste var ogsaa Joachim Rønnow, der over Seierø undkom til Jylland, medens de biskoppelige Slotte af de til dem flygtede Adelige tappert bleve forsvarede imod Grevens Krigsfolk. Hjortholm, der laa ved Fuursøen ikke langt fra Frederiksdals Mølle, blev af Peder

[120]

Godske først overgivet, efter at hele den ene Side af Slottet var sunken i Gruus, og Eiler Hardenberg, Biskoppens Lehnsmand paa Dragsholm (det nuværende Adlersborg), kuldkastede alle Fjendernes Anstrængelser, indtil Christian den Tredie, efter Lybekkernes Nederlag i »Øxnebjergets hvide Sand,« med sin Hær ankom til Sjælland og ved sin Ankomst forandrede alle Forholdene.

Paa samme Tid vendte ogsaa Rønnow tilbage til sit Stift, hvor han faa Dage efter sin Tilbagekomst erholdt Befaling til at drage Omsorg for, at de kongelige Tropper under Hovedstadens Beleiring bleve forsynede med de nødvendige Levnetsmidler. Den 29de Juli 1536 overgaves Kjøbenhavn, hvori man tilsidst ikke havde formaaet at stille den skrækkeligste Hungersnøds Kvaler ved Trøstegrunde som den, at det dog endnu ikke var kommet saa vidt som »i Jerusalem, hvor de havde maattet fortære deres egne Børn.« Nu oprandt Dommens Dag over de danske Bisper. De skjøre Baand, der endnu før Borgerkrigen havde sammenknyttet Menighederne med den katholske Kirke, vare sprungne, og Christian den Tredie kunde saaledes uden Fare, »i et hemmeligt Raad og inden lukte Døre,« bestemme sig til at indføre Reformationen over hele Riget. Paa een og samme Tid blev der givet Befaling til at fængsle alle Biskopperne; og ogsaa Rønnow, som den Gang opholdt sig i Kjøbenhavn paa Bispegaarden, der hvor nu Universitetet er, blev tagen til Fange, efter at han, da de Bevæbnede om Aftenen opbrøde Porten, forgjæves havde søgt Bedning ved at lægge sig i Skjul. Imidlertid gav Kongen, der ikke desto mindre var meget ængstelig for, at Biskoppens Lehnsmænd ikke godvillig vilde underkaste sig, Befaling til Brun Buck og Arvid Ulfstand, at de uopholdeligen skulde tage Stiftets Slotte og Gaarde i Besiddelse, og Diderik Hemmingsen, der i Eiler Hardenbergs

[121]

raværelse befalede paa Dragsholm, blev af Kongen tilskrevet om ufortøvet at overgive Slottet, under Tilføielse af den fyndige Trudsel, at »dersom han det ikke gjøre vil, og kgl. Majestæt nødiges til at sende der noget Skyt fore, da skal han forlade sig til, at kgl. Majestæt vil ikke have gjort det forgjæves.« Men Biskoppens Venner, der tidligere med oprakte Hænder havde svoret af yderste Magt og Formue at ville afværge hans Fortrængelse fra Stiftet, selv om det var en Konge, der vilde gjøre Forsøg herpaa, og selv om de herved skulde tilsætte baade Liv og Gods, undlode at ile til Hjælp, og de imidlertid til Kjøbenhavn sammenkaldte Stænder billigede, for en stor Deel upaatvivleligen af Hensyn til egen Fordeel, Alt, hvad der af Kongen og Rigsraadet var blevet foretaget imod Bisperne. Rønnow blev fra Kjøbenhavns Slot bragt som Fange til Dragsholm, men da man heller ei fandt dette Opholdssted, hvor han før havde pleiet at holde Indtog som Herre, passende for ham, blev han ført gjennem Sjælland til Krogen (Kronborg). Det var her, at han, da man allerede havde begyndt at sætte de øvrige Biskopper i Frihed, skal have ladet falde de stolte Ord, at »dersom han havde været paa fri Fod, vilde han skaffet alle de andre Biskopper deres Frihed: det var derfor en stor Skam, at de alle tilsammen ikke kunde hjælpe ham alene af sit Fængsel.« Disse Ord kan have bidraget deres til, at han blev sat paa et Skib og fra Krogen bragt til Gulland, hvor Visborg nu var blevet indrettet til hans Modtagelse. Paa dette Sted vedblev Danmarks sidste katholske Biskop senere gjennem en lang Aarrække at sidde fængslet; thi Christian den Tredie havde paa Grund af Fortiden, hvis gaadefulde Slør vi dog ei tilfulde formaae at opløfte, imod Rønnow fattet et hemmeligt Nag, som selv Gustav Vasa ei formaaede at fordrive

[122]

fra sin kongelige Svoger. For at formilde hans mægtige Slægts Klager over »Elendigheden paa Gulland,« og maaskee tillige fordi Frihedens Time nu ogsaa har være ham tiltænkt, blev Biskoppen endelig i Aaret 1544 ført tilbage til Kjøbenhavn. Men kort Tid efter sin Ankomst hertil døde han paa Slottet, den 1ste Mai 1544. (1)

Saaledes var den Mands Skjæbne og Fald, hvis Biographi i det ovennævnte Skrift er bleven behandlet med umiskjendelig Flid og en ikke almindelig Lærdom. Og da det ikke blot fuldstændigen har sammenstillet og kritisk prøvet de ældre Kilder, men ogsaa har benyttet det kongelige Geheimearkivs Skatte til at meddele mange vigtige, hidtil ukjendte og ubenyttede Brevskaber, frygte vi ikke for at skuffes, naar vi haabe, at dette Skrift ikke blot strax vil møde fortjent Paaskjønnelse, men ogsaa da vil indtage en hæderlig Plads i vor historiske Litteratur, naar den Middelmaadighed, som den nyeste Tid saa, forlængst er forgaaet eller forglemt. A lupinis distant æra.

I vore historiske Haandbøger p!eiede man hidtil at skildre Rønnow som en ærgjerrig og fanatisk Munk, der var Protestanternes argeste Fjende, men Forfatteren efterviser, som det synes, tydelig nok, at Biskoppen »altid havde Guds Sandhed og Christi Evangelium kjært,« og at hans Modstand mod Reformatorerne egentlig ikkun bestod i Nødværge imod den usømmelige Skjælden og Smelden, hvorfra disse hverken i

(1) Tidens sædvanlige Mistanke om Snigmord udeblev ikke. Rønnows Søstersøn, Christoffer Urne til Rygaard, blev senere i Aaret 1548, Mandagen efter Allehelgensdag, domfældt ved en paa Nyborg Slot afsagt Rigsraadsdom, som den, der havde beskyldt Kong Christian III. og hans Kantsler Johan Friis til Hesselager for at have forgivet Rennovv, og som den, der havde truet med, at „derfor skulde Ild og rød Lue gaae over Danmark."

[123]

trykte Skrifter eller paa Prædikestolen formaaede at afholde sig. Overhoved bortfalder efter Forfatterens Arbeide den Slethed og Nederdrægtighed, som Krønikeskrivernes eensidige Partiskhed ikke har undladt" at paadigte den mægtige Biskop. Derimod turde det vel være tilladt at betvivle det Fyldestgjørende i de Grunde, hvormed Forfatteren imod den ældre Mening søger at godtgjøre, at Rønnow oprindelig var af verdslig Stand og først efter sin Udnævnelse til Biskop indtraadte blandt Geistligheden. Dette udledes væsentligen deraf, at Rønnow ifølge Hvitfeldt »tjente udi Kongens Gaard for en Hofsinde«, at han paa samme Tid underskriver sig »Væbner«, og at det ellers synes uforklarligt, hvorledes han kunde have været forlovet med Birgitte Gjøe, Datteren af den af Munkene som »Djævlens Drabant og Tjener« forbandede Rigshofmester Mogens Gjøe. Men at den første Omstændighed er aldeles irrelevant, fremgaaer allerede af Claus Bergs Beretning om sin Fæderne-Herkomst, hvor Udtrykket »at være udi Hoffue-Tjeniste« bruges om Tjeneste i et geistligt Kancelli;(1) og forsaavidt Forfatteren dernæst forkaster den ældre Mening om Rønnows verdslige Stand som aldeles ugrundet, »førend man skulde kunne finde et eller andet Exempel paa, at nogen. Geistlig før Reformationen har havt Titulaturen Væbner«, vil det være tilstrækkeligt at bebemærke, at ikke blot den i selve Forfatterens Skrift omtalte Kannik i Roeskilde, Bent Bille, forekommer under Benævnelsen »aff wapn«, men at Kanniken i Aarhuus, Mester Knud Daae, ogsaa udtrykkelig benævnes »Væbner«. Hvad endelig det Argument angaaer, der hentes fra Rønnows Forlovelse med Herluf Trolles senere saa berømte Hustru, da maa det nu ansees for

(1) Claus Bergs Beretning om sin Fæderneherkomst. Dansk Magazin. I, 20,

[124]

tilstrækkelig oplyst, at en saadan Forlovelse i Virkeligheden aldrig har fundet Sted; thi Birgitte Gjøe blev allerede som Barn i Aaret 1515 af sin strænge Stedmoder, Fru Margrethe Sture, tvungen til at indgaae Trolovelse med Jesper Daae til Enggaard (Gyldensteen i Fyen), og denne Forbindelse vedvarede endog efter at Birgitte Gjøe, der »altid før hendes Stedmoders Død beklagede samme Vold og Trængsel lønligen for hendes Venner, og for dem, hun turde det klage for, at hun skulde nødes og trænges til at have den, som hendes Hjerte aldrig havde eller kunde holde sig til«, var bleven Hofdame og lige indtil 1540, da de Trolovede endelig opnaaede Skilsmissedom af Universitetet i Kjøbenhavn.(1) Ogsaa i den i Begyndelsen af Skriftet meddeelte Genealogi af Slægten Rønnow vilde upaatvivlelig baade Ufuldstændigheder og Urigtigheder kunne lade sig paavise; men for at udføre dette vilde det være nødvendigt at indlade sig i en Detail, der ikke blot her vilde være mindre passende, men ogsaa ellers vilde være betænkeligt, da genealogiske Undersøgelser, hvor nødvendige de endog undertiden maatte være, af de fleste Læsere vistnok betragtes som et non plus ultra af trættende Kjedsomhed.

Iblandt de mange vigtige Bilag og Tillæg til Skriftet fortjene at nævnes Joachim Rønnows rørende Breve fra Fængslet paa Gulland, Gustav Vasas Skrivelser til Christian den Tredie angaaende Biskoppens Løsladelse, Syns- og Taxationsforretningen over Gurre Slot med Tilliggende og Peder Svaves Be-

(1) Dommen er af Kall Rasmussen bleven meddeelt i Dansk Magazin. Tredie Række. I. 173—176. Uden paa Originalen findes følgende Ord skrevne med Herluf Trolles egen Haand: „Vniuersitetets dom y kjøbennhaffn y mellem Jesper daa och Myn herre Husfrv Bygitte göye, och paa thenn tiid ther thenne Dom gick, var det wtenck aff hennde och mech, at wij aff gudz forsynn skulle komme sammens."

[125]

retning om Rønnows første Gesandtskab til Frankrig. Det sidste Dokument er især interessant, forsaavidt som det afgiver et træffende Bidrag til at vise Sandheden af Dr. Paludan-Müllers Bemærkning, at Danmarks Historie i hiin Tid, da det europæiske Statssystem begyndte at danne sig, nødvendigviis maa betragtes i Forbindelse med de almindelige politiske Forhold i Udlandet.(1) Ethvert Held, som Christiern den Andens mægtige Svoger, Keiser Carl, tilkjæmpede sig, forfærdede Frederik den Første og det danske Rigsraad, men bragte Blodet til at rulle raskere i den fangne Konges Tilhængere. Søren Norbyes Angreb paa Skaane fremkaldtes øiensynlig af Slaget ved Pavia, og Rønnows Gesandtskab til Louise af Angouléme havde aabenbart ingen anden Hensigt, end i Frankrig at søge en Støtte imod den Ødelæggelse, der efter hiin keiserlige Seir truede med at ville bryde løs fra Tydskland. Endnu maa det kun være tilladt at henlede Opmærksomheden paa de om Bispens Medbeilere til Roeskilde Stift meddeelte Oplysninger, ved hvilke det forklares — hvad der hidtil var en Gaade —, hvorfor Joachim Rønnow, der bestandig underskriver sig »udvalgt Biskop« (episcopus electus), aldrig formaaede at opnaae pavelig Konfirmation paa Stiftet. Grunden var denne, at Paven havde givet Stiftet til den med Christiern den Anden bortflygtede lundske Erkebiskop Johannes Weze eller Vesalius. Da iøvrigt Forfatteren saaledes omtaler Johannes Weze, blev det mig en Glæde her at have faaet en passende Leilighed til at gjøre Vennerne af Fædrelandets Historie opmærksomme paa Tilværelsen af en vigtig Kilde, der, som jeg haaber, snart vil kunne forelægges danske Læsere.

(1) Paludan-Müllers Anmeldelse af Munchs Norges, Sverrigs og Danmarks Historie i F. C. Petersens Tidsskrift for Litteratur og Kritik. III, 205.

[126]

Det har ikke været ubekjendt, at Vesalius, efter at Kong Christiern havde mistet sin Frihed, traadte i Carl den Femtes Tjeneste, at han af Keiseren blev brugt i diplomatiske Ærinder i Nederlandene, i Tydskland og i Ungarn, og at han endelig ved sin nye Herres Indflydelse opnaaede at blive Fyrst-Biskop i Constanz;(1) men det var hidtil uanet, at vi fra denne Prælats Haand kunde vente vigtige Oplysninger om Danmarks Historie i Reformationstiden. Imidlertid var det allerede i de Efterretninger, som den franske Republiks Minister, Borgeren Grouvelle, i sin Tid forskaffede Biskop Munter, med temmelig stor Sikkerhed blevet spaaet, at vi fra Belgiens Arkiver kunde vente os Bidrag til hiin Tids Historie, og denne Spaadom er nu endelig gaaet i Opfyldelse, idet Dr. Coremanns i Brüssel, blandt andre Aktstykker, har opdaget en i Aarene 1532—35 angaaende Skandinaviens Anliggender mellem Johannes Weze og Carl den Femte ført Korrespondance. Det er iøvrigt ikke her Stedet til nøiere at omtale den værdifulde Opdagelse; jeg skal kun gjentage en Yttring af Ranke om, at »ved disse Dokumenter sættes den danske Reformationskamp i et heelt andet Lys.«

Det blev anmærket, at Danmarks Historie paa Reformationstiden vilde kunne afgive Stof til et historisk, med episk Eenhed fremtrædende Værk, naar de forskjellige Partier sammenførtes om Reformationens Kulminationspunkt, ligesom Straalerne samles omkring Solen, og ogsaa den her omhandlede Forfatter har leveret værdifulde Materialier til et saadant, uden dog selv i nogen Henseende at have lagt Haand derpaa. "Naar vi der-

(1) En Biographi af Johannes Vesalius meddeler Münter, Vermischte Beyträge zur Kirchengeschichte. Kopenhagen. 1708. S. 108 fg.

[127]

imod over Reformationstiden ville erholde en Skildring, der ikke blot skulde være et Aggregat af interessante Enheltheder, men som skulde kunne tilfredsstille en videnskabelig Histories Fordringer, vide vi ikke. Men det vide vi, at det ei vil skee, førend at selve Forskjellen mellem den vulgaire og en mere spekulativ Empiri overhoved med tilstrækkelig Klarhed er opgaaet for vore historiske Forfattere; vi vide, at disse baade maae have gjort æsthetiske og philosophiske Felttog, hvis det engang skal lykkes dem at trænge frem til den »Musen med den ædle Pande« viede Helligdom.