121
§ 115. Finantslovens Behandling i formel Henseende.
Skjøndt det af de i § 114 fremsatte Bemærkninger om Finantslovens Indhold fremgaaer, at dette ikke efter sin Natur henhører under den lovgivende Magts Omraade, s. ovenfor § 113 i Begyndelsen, have Grl. §§ 48 og 49 dog ikke indskrænket sig til at fordre Rigsdagens Samtykke til Fastsættelsen af Statens Indtægter og Udgifter, men have tillige foreskrevet, at dette Samtykke skal meddeles i Lovsform. De om Behandlingen af sædvanlige Love i Grl. §§ 52 og 53 foreskrevne Regler ere i Hovedsagen ogsaa anvendelige paa Finantsloven, og navnlig er Tokammersystemet ogsaa opretholdt for dette Tilfælde, s. derimod det paa den grundlovgivende Rigsforsamling af Udvalget stillede Forslag om, at Finantsloven skulde behandles i og afgjøres af den forenede Rigsdag, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 1516—17. Ligeledes danne de mangfoldige enkelte Poster, af hvilke Finentsloven bestaaer, ligesom de enkelte Paragrapher i en anden Lov, en Enhed, og Virkningen af, at de forskjellige Lovgivningsfaktorer ikke kunne enes om en enkelt Post, bliver derfor ikke den, at den omtvistede Post udgaaer, eller at Afgjørelsen overdrages en særegen Autoritet, s. Grl. 1863 § 56, men at hele Finantsloven ikke kommer i Stand. Kun faaer denne Regel paa Grund af Finantslovens overordentlige Vigtighed for Statslivet her en ganske anden Betydning, end ved sædvanlige Love.
Den normale Maade, hvorpaa Finantsloven tilveiebringes, er efter det Anførte den, at begge Thing, hvert for sig, fatte overensstemmende Beslutninger om dens Indhold, og at den saaledes tilveiebragte Rigsdagsbeslutning stadfæstes af Kongen. Forsaavidt der spørges, om Finantsloven ikke retsgyldig kan udstedes som foreløbig Lov, maa dette Spørgsmaal uden Tvivl besvares benegtende. Vel synes det, da Finantsloven vedtages i Lovsform, ikke at kunne bestrides, at den kan indbefattes under Udtrykket »foreløbige Love« i Grl. § 25, om det end maa indrømmes,
