Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 114

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kiøbenhavn

II

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/1 116-120

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

§ 114. Finantslovens Indhold.

Ifølge Grl. & 48 skal Finantsloven indeholde et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter i et Finantsaar, hvorimod den Intet har at giøre med Kommunernes Indtægter og Udgifter, hvilke for hver enkelt Kommunes Vedkommende fastsættes ved dennes særskilte Budget, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2354, 3281, 9. Session Anhang A Sp. 40, jfr. Fdn. 24. Okt. 1837 § 20, Kommunallov 4. Marts 1857 § 16, 6. Juli 1867 §§ 24, 52. Paa den anden Side skal Finantsloven indeholde et Overslag over samtlige Statens Indtægter og Udgifter, jfr. Udtrykket »Finantsloven« i Grl. §§ 48 og 49 samt derhos Grl. § 50, hvorefter Revisorerne skulle paasee, at samtlige Statens Indtægter ere opførte i Statsregnskabet, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. Der haves altsaa ikke noget Normalbudget over de ordinaire Indtægter og Udgifter, s. derimod Forfl. 1855 § 52, Grl. 1863 § 54, men samtlige Indtægter og Udgifter undergives Rigsdagens Beslutning ved Finantslovens Forhandling. Fremdeles er den tidligere bestaaende Adskillelse mellem fælles og særlige Indtægter og Udgifter, s. Grundlovsbestemmelse 29. Aug. 1855 § 4, Forfl. 1855 §§ 52—55, Grl. 1863 §§ 54—58, bortfalden ved den nugjældende Grundlov, saa at alle Statens Indtægter og Udgifter blive at behandle efter samme Regler. Endelig voteres alle Statens Indtægter og Udgifter ved en og samme Finantslov, og ikke, saaledes som efter Forfl. 1855 § 52 og Grl. 1863 § 54, ved særskilte Love for de forskjellige Ministerier.

Af den anførte Regel følger, at der selv i de Tilfælde, hvor en Udgift er fastsat ved en sædvanlig Lov, maa sørges for, at der ved Finantsloven meddeles Bemyndigelse til Udgiftens Afholdelse, s. Grl. § 49, Finantslov 21. Mai 1867 § 27.

Det kan ikke betragtes som nogen virkelig Undtagelse fra den opstillede Hovedregel, at en Udgifts Afholdelse ifølge Grl. § 49 er tilstrækkelig hjemlet, naar den har Hjemmel i en Tillægsbevillingslov; thi en saadan Lov maa betragtes som et Tillæg til eller en Bestanddel af Finantsloven, s. Grl. § 50, og maa behandles efter lignende Regler, som denne, s. Grl. § 48. Derimod finder en i Forholdenes Natur begrundet Undtagelse Sted, forsaavidt forskjellige Statsindtægter og Statsudgifter, som slet ikke passere de offentlige Kasser, udelukkes fra Finantsloven, hvilket navnlig gælder om de Sportler, der tilfalde forskjellige Embedsmænd, og om de med disse Embeders Bestyrelse forbundne Udgifter. Denne Lønningsmaade er iøvrigt bleven betydelig indskrænket ved Lov om Retsbetjentes Lønning 19. Febr. 1861.

Som ovenfor berørt, skal Finantsloven dog kun indeholde et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter i det paagjældende Finantsaar, s. Grl. § 48. Finantsaaret regnes i Henhold til Aab. Brev 5. Juni 1849 fra 1. April til 31. Marts. Af den angivne Regel følger den Sætning, at en ved Finantsloven bevilget Sum, der ikke er kommet til Anvendelse i Finantsaaret, ikke i Henhold til den givne Bevilling kan anvendes i det følgende Finantsaar, men maa gjøres til Gjenstand for ny Bevilgelse ved det næste Aars Finantslov, s. Kundgj. 30. Marts 1863 Art. 2, Cirkulaire 27. Marts 1861 i D. T. 1861. 501. Jfr. ogsaa Landsthingstidende 14. Session Sp. 1287, 1293, 1295, Finantslov 21. Mai 1867 § 20 VII B.

Medens Finantsloven efter det Anførte skal indeholde et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter, er dens Opgave ogsaa begrændset hertil, og den bør ikke indlade sig paa at foreskrive egentlige Lovgivningsregler eller administrative Bestemmelser. Vistnok er Rigsdagen berettiget til at bevilge eller negte de i Finantslovforslaget opførte Summer, paa hvilken Maade den kan udøve en betydelig Indflydelse paa Administrationen, og den kan heller ikke ansees for udelukket fra at tilføie saadanne Betingelser og Anmærkninger, der gaae ud paa at sikkre de bevilgede Summers forsvarlige Anvendelse, 3. f. Ex. Finantslov 21. Mai 1867 § 19 II D 4, § 20 VII B, § 21 VI 12, mfl. Ligesom det imidlertid betragtes som mindre konstitutionelt at bevilge Udgifter, paa hvis Bevilgelse Regeringen ikke har andraget, saaledes maa Rigsdagen ogsaa ansees for uberettiget til at knytte sine Bevillinger til Betingelser[1]), som indeholde en positiv Indblanding i Administrationen, eller tilføie Anmærkninger af anden Beskaffenhed end den ovennævnte. Det er navnlig Landsthingets Opgave at vaage over Finantslovens Renhed ved at fjerne alle Betingelser og Anmærkninger, der efter det Anførte maa betragtes som utilstedelige, hvorimod Kongen paa Grund af den paatrængende Nødvendighed for Finantslovens Udstedelse, som i Almindelighed er tilstede, vanskeligere vil være i Stand til at negte det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag sin Sanktion og gjennem en Opløsning af Rigsdagen søge at tilveiebringe en anden Affattelse af Finantsloven. Er imidlertid en Bestemmelse af den omhandlede Beskaffenhed kommen ind i Finantsloven, vil man, da Finantsloven fremtræder i Form af en Lov og i Hovedsagen vedtages efter lignende Regler, som en saadan, s. Grl. § 8, dog neppe kunne negte Gyldigheden af det Vedtagne.

Af de anførte Grundlovsbestemmelser følger det, at Finantsloven falder i en Indtægtsside og en Udgiftsside. Det ligger nu vel i Sagens Natur, at Indtægter og Udgifter ikke altid strengt kunne sondres fra hinanden, s. Larsens saml. Skr. I 3. 133—34, men det synes dog i og for sig hensigtsmæssigst, s. Rigsdagstidende 14. Session Anbang B Sp. 197—200, navnlig ved Indtægter af Beskatningen, som Hovedregel at anvende den saakaldte Bruttopostering, hvorefter Indtægterne særlig optages paa Indtægtsiden, Udgifterne særlig paa Udgiftssiden, selv om Udgifterne medgaae til Indtægternes Tilveiebringelse, eller Indtægterne forlods anvendes til Udgifternes Afholdelse. Denne Posteringsmaade, som navnlig har fundet Forsvarere i Folkethinget, er dog ikke bleven gjennemført i vore Finantslove, men ved deres Affattelse har man i det Væsentlige benyttet den saakaldte Nettopostering, hvorefter de til Indtægternes Tilveiebringelse medgaaende Udgifter opføres paa Indtægtssiden, og de Indtægter, der forlods anvendes til Udgifternes Afholdelse, paa Udgiftssiden.

Særegne Regler angaaende Finantslovens Affattelse findes ikke foreskrevne, s. et Forslag om Fastsættelsen af saadanne Regler i Rigsdagstidende 9. Session Anhang A Sp. 35 ff. Efter den nu brugelige Fremgangsmaade, s. Finantslov 21. Mai 1867, opføres paa Indtægtssiden Overskuddet af Domaineindtægter, Renter og Kapitaltilskud af Statsaktiverne, direkte Skatter, indirekte Afgifter, Overskuddet af Post- og Telegraphvæsenets Indtægter samt af Klasselotteriet, de islandske, færøiske og vestindiske Intrader samt adskillige Indægter af blandet Natur. Paa Udgiftssiden opføres dels de ordentlige, dels de overordentlige Udgifter. Til de ordentlige Udgifter høre Udgifterne til Civillisten, Appanagerne, Rigsdagen og Statsraadet, fremdeles til Statsgældens Forrentning og Afbetaling og til Pensionsvæsenet og endelig Udgifterne til de forskjellige Ministerier. Under Justitsministeriet opføres Udgifterne for Islands og Færøernes Vedkommende, under Kirke- og Undervisningsministeriet Udgifterne til det kongelige Theater og Kapel, der erholder et Tilskud af Staten, men hvis Udgifter i Øvrigt fastsættes ved et af Ministeriet approberet Budget, med Hensyn til hvilket Finantsloven kun indeholder visse almindelige Regler. I Forbindelse med Kultusministeriet fremtræde i Finantsloven adskillige Instituter med særegne Fonds, hvis Budgetter optages og bevilges ved Finansloven, saasom Universitetet, Sorø Akademi, det lærde Skolevæsen mfl, Derimod vandt et af Regeringen i Rigsdagens 12te Session fremsat Forslag om, at Folkekirken paa samme Maade skulde opføres paa Finantsloven som et Institut med særegne Fonds, ikke Rigsdagens Bifald, og paa Finantsloven opføres derfor kun de i Statskassen umiddelbart indflydende, kirkelige Indtægter, samt de fornødne Tilskud af Statskassen til kirkelige Øiemed. I Forbindelse med Finantsministeriet opføres endelig den almindelige Enkekasse og Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 samt Livsforsikkringsanstalten i Kjøbenhavn.

Derefter opføres andre og overordentlige Stats- udgifter. Disse bevilges dog kun til en bestemt Anvendelse, og der opføres ikke paa Finantsloven nogen almindelig Sum til uforudsete Udgifter, hvorimod der under enkelte specielle Branker bevilges mindre betydelige Beløb til dette Øiemed.

Til Slutning følger den saakaldte Bevillingsparagraph, som bemyndiger Regeringen til Afholdelsen af de Udgifter, som flyde af de i samme Rigsdagssamling vedtagne Love, jfr. herom nærmere nedenfor, og endelig en Paragraph, der indeholder nogle særegne Forbehold.

  1. Exempel paa en Betingelse af ganske eiendommelig Natur indeholdes i Lov om Udgifter 27. Marts 1866 § 11, Lov om Indtægter 11. Mai 1866 § 11, og de øvrige, dertil sig sluttende Tillægslove, jfr. Grl. 1863 § 54.