Sandfærdig Krønike om Eyvind Skaldaspiller

by Poul Martin Møller

Sandfærdig Krønike

om

den norske Spillemand Eyvind, Skaldaspiller kaldet, lystig, men dog sørgelig, hedensk i Begyndelse og i Fremgang, men i Udgangen opbyggelig og christelig, og overhovedet saare underholdende at læse, samt skrevet paa bredt Dansk.

---

Til Trykken befordret i dette Aar.

Eyvind Skaldaspiller.

Harald Haarfager var meget gammel, men havde endda stor Lyst til Omgjængelse med Fruentimmer. Derfor var det, at Gubben i sit 70de Aar opholdt sig Størsteparten af Aaret i Finmarken, medens hans Ægtehustruer sadde i hans Stue paa Stordøen, som er beliggende udi Hardangersjord. Thi Rogna og Eyda, som nu vare gamle og rynkede i Ansigt, vare ikke mere i Stand til saa lifligen at forlyste Drotten, som da de vare unge og røde og hvide i Ansigtet. Dog vare de meget nidkjære af Gemyt og kunde aldrig døie, at Harald kastede kjærlige Øine paa Ungmøerne. Derfor meente den gamle Konning, at begge Parter nok var bedst tjent med at være hinanden af Syne. — Man skulde have meent, at det vilde holdt hardt for en aldrende Mand, at faae sin Villie med noget Qvindfolk, og Harald havde selv været i samme Tro. Dette havde ogsaa tildeels bevæget ham til at age hen til Finnerne, for at han med Penge kunde bevæge dem, der vare vel forfarne i sorte Kunster, til at bedaare de finske Møers Hjerte for ham. Men det gik ham alligevel bedre i den Henseende, end han havde forventet; thi Karlfolk af nogenlunde lideligt Udseende ere meget rare i dette Land, hvor de fleste see ud som bare Skind og Been og have en Lød i Huden ligesom visne Blade om Efteraaret. Drotten derimod havde gode, føre Lemmer og saae heller ikke saa ilde ud i Ansigtet; thi hans Kinder vare vel noget krøllede og hans Pande lidt riflet; men noget rødladen Farve havde han dog. Hans Haar vare rigtig nok ogsaa mere hvide end gule, saa at de Lokker, som Skjaldene i hans Hal før havde lignet med Guldtraade, nu havde mere Udseende efter den Riim, som falder paa Marken tidlig om Morgenen; men saa trykte han Guldkronen dybt ned over Panden, og den gjorde, at de finske Møer ikke mærkede Graahovedet. En Dag aag han omkring i Halogaland paa en Slæde, som blev draget efter Landets Sæd af et Reendyr. Dette Dyr blev løbsk og sled Seletøiet itu, saaledes at han med Nød og Neppe bjergede sit Liv og kom til en af de Gaarde, som hist og her ligge spredte blandt Sneebjergene. Saasnart som han lukkede Døren op, saae han derinde i Røgstuen en deilig Mø ved Navn Tora, hvis Hud, skjøndt hun sad i den megen Oes og Røg, dog var hvidere end Sneen, tilmed saae hendes Øine næsten ud som et Par Stjerner, da ellers de finske Qvindfolks Øine altid rinde med Taarer, som om de vare stedte i Bedrøvelse. Kongen blev strax saa indtagen af hende, at han traadte hen og kneb hende i Kinderne, spørgendes: om hun paa nogen Tid vilde være hans Allerkjæreste? Da hun fik at høre om hans høie Byrd, sagde hun heller ikke nei dertil, skjøndt en riig Finlap, som knap kunde tælle sine Reendyr, havde beilet meget stærkt om hendes Haand; thi hun kunde ikke lide denne, fordi han gav sig saa meget af med Trolddom. Kongen sov da hos Jomfruen den samme Nat og agede videre nordpaa. Da nogle Maaneder vare rundne forbi, mærkede Jomfruen, at hendes Liv var velsignet med et Barn. Hun frygtede da, at hendes Forældre skulde formærke hendes Skam og slaae hende tildøde. Derfor stod hun ved Midnatstid op af sin Seng og vendte sine Øine paa Nordstjernen, som Harald havde bedet hende følge som Veiledning. Og da det nu var paa den Tid af Aaret, at Solen aldrig staaer op i Finmarken, saa beholdt hun dette stærke Himmellys i Sigte baade Nat og Dag, og vandrede taalmodig fort paa sin Fod; thi hun havde ikke kunnet føre over sit Sind at medtage noget Reendyr, som hørte hendes gamle Forældre til, endda de vare temmelig velhavende Folk.

Imidlertid havde Svartesind, saaledes kaldte man der i Landet med et Øgenavn den Mand, der havde beilet til skjøn Tora, fordi han var grim af Aasyn som en mørk Sky, ikke været uvidende om, hvad der var foregaaet med Møen. Den Nat da Harald tog Tora i Favn, havde han ikke havt Ro for sine stærke Drømme. Han var da staaet op af Senge og gaaet hen i sin Troldhule eller Heller, hvor han tilbad Satan i Lignelse af en stor Træklods, paa hvilken der var udhugget Aasynet af en Bjørn. Han tog frem en liden Æske, som kaldes Ganæske og var fyldt med et Slags Hexefluer, som kaldes Ganfluer. Først raabte han, i det han traadte ind i den dunkle Grotte, som gik dybt ind under et Field: „Heller vorde lys!“ og strax tændte sig et blegt Nordlys i Hulens Bagkrog. Da sang han paa ny:

Fluer smaae,
Fluer blaae!
Alle mine Fluer
Her i Klippestuer,
Flux I Budskab sige maae,
Hure det mon Tora gaae.

Da vrimlede dette Utøi op af Æsken og begyndte at brumme og summe, saa at Svartesind for Fuglesang ikke kunde høre Ørelyd. Han stampede da i Gulv med begge Benene og raabte:

Fluer nitten lukke Kjæft!
Flue een bruge Been!
Flue een bruge Vinge!
Flue een Budskab bringe!

Da hang alle de nitten stille paa Klippevæg, og midlertid begyndte den ene, som var meget stor og staalblaa af Farve under Vingerne, at flyve i Kredse om Svartesind og brumme gandske sagte; da blev han igjen bister og raabte: „Tal reent ud af Skjæget!“ Da summede og brummede den, saa det lod vidt over Marke, men Ingen kunde forstaae det uden dens Herre, som kunde Priks raade sine Fluers Maal. Af dens Sang fik han da følgende Mening ud:

Det Bud, jeg bringer,
Som Torne stinger
Alt i din Barm;
Neppe jeg vover
At friste din Harm:
Ungmø sover
I gammel Mands Arm,
Guldring pryder
Gammel Mands Lok,
Gammel Mand byder
Unge Mænds Flok.

Da blev Svartesind saa rasende, at han gabede høit og tyggede Ganfluen med sine Tænder; men den fløi uden mindste Meen heel og holden ud af hans Næsebor, og alle Fluerne sang nu i Chor:

Ungmø sover
I gammel Mands Arm!

saa at han med Nød fik dem til at krybe i Æsken igjen. Svartesind lagde sig nu af Harme plat ned paa Klippegulvet og kunde hverken æde eller drikke, saadan Hovedværk havde han af at gruble paa Hevn over den yndige Tora. Saaledes laae han i de ni Maaneder, Tora gik svanger. I den niende Maaned hørte han lette Qvindefjed over Steenloftet af sin Grotte, og det var ingen Anden end skjøn Tora, som vandrede hen til den gamle Harald. Mødig af den megen Gang satte hun sig ned for at hvile. Saasnart Troldmanden fornam Sligt, sendte han en Ganflue ud, som flagrede til hendes store Forfærdelse tre Gange om hende og brummede:

Af Liv kommer Liv,
Men Liv vorde Død,
Naar af Liv kommer Liv.

Dette Qvad varslede hende Død, men hun forstod det ei, blev derfor siddende i Mag. Men da Maanen stod op hen ved Midnat, skinnede den ned paa et lidet grædende Drengebarn, som laae i hendes Arme; men selv var hun uden alt Liv.

Den sorte Mand gik ud af sit Hul for at vederqvæge sig ved dette Syn, men da han nu ingen Glæde meer kunde forvente paa denne Jord, gik han ind i Grotten og raabte: „Heller vorde mørk!“ Dernæst tog han en Ganflue og sendte ind i Fjeldet, som da revnede og sank over ham, og han selv blev til Steen og ligger som saadan den Dag i Dag er. — Dog dette Brag lokkede mange Smaafinner ud af deres Huller, og de funde da det lidet grædende Barn, som de dækkede til med Granløv, at det ikke skulde fryse, dandsede saa rundt om det og sang:

Sorte Qvinder! sorte Mænd!
Kommer hid, kommer hen,
Kommer hid for at see:
Det Kongebarn ligger paa bare Snee.
Kongesøn, født i Løn,
Bliver stor, trives godt,
Bliver alle Mænds Spot.
Bliver stærk, bliver viis,
Bliver alle Mands Priis.
Bliver Mand, raader Land,
Og saa kommer hans Bane fra salten Vand.
Sorte Qvinder! sorte Mænd!
Kommer hid, kommer hen,
Kommer hid for at see:
Det Kongebarn ligger paa bare Snee.

Om Morgenen kom nogle af Haralds Mænd og fandt den splitternøgne Dreng, liflig af Aasyn, oven paa en Sneedrive sovendes i de mange Blade. De toge baade ham og Liget og bare det frem for Harald. Da han saae den døde Qvinde, rev han sin Purpurkaabe i mange Stykker og brast i Graad, men da han blev det lidet Barn vaer, viftede han Taarerne bort af Kinden igjen og besluttede, vel at pleie den Søn af hans Alderdom. Han lod da Pogen lægge ved Yver af et Reendyr, saasom ingen Qvinder vare i Nærheden uden nogle svarte Kjærringer, til hvilke Kongen havde megen Lede. I et halvt Aar blev Drengen fostret af Renen; men da fik Harald Bud fra en Frænde ved Navn Find, som boede ved Hardangerfjord, at hans Qvinde havde født ham en Dreng ved Navn Eyvind, og herover drog Kongen sydpaa, for at skaffe sit Barn noget Qvindemelk. Han kom ind i Finds Stue, viklede Drengen ud af sin Kappe og bad Finds Hustrue, at hun dog endelig maatte give denne hans Alderdoms Søn noget Die. Qvinden lod ikke til at være meget villig dertil, men gav Kongen korte Ord, fordi han vilde bede hende om at amme sine Slegfredbørn. Da hændte det sig, at Harald, imens han talte med Finds Kone, rakte sin Søn henimod hende, og hendes egen liden Eyvind hang hende om Halsen. Da slap Eyvind Moderens Favn, og begge de Smaae lagde paa eengang, som af en indvortes Drift, Hænderne om hinandens Hals og trykte Mund fast paa Mund. Herover blev Qvinden saa rørt, at hun besluttede at lade Drengene dele Melk med hinanden. I de senere Tider, da det vistes, at det ikke var for Intet, Drengene havde strakt Favn mod hinanden, lagde Skjaldene megen Vægt paa det Venskab, som saa tidlig havde ligget forborgen hos dem. — Fra hiin Tid gjorde Qvinden ingen Forskjel paa Børnene; thi den ene Dag lagde hun Eyvind ved venstre Bryst og Kongebarnet ved høire, men den næste Dag skiftede hun dem om, saa at deres Kaar vare aldeles lige. De trivedes ogsaa baade, saa det var en Lyst at see, og da Aar var rundet, og Peblingerne kunde begynde at støtte paa Benene og æde Skeemad, da sendte Harald dem begge til sin Gaard paa Stordøen. Han havde allerede dengang skiftet Land mellem sine Børn saaledes, at Erik sad høiest i Stol og raadede for det Hele. — Der var nu Intet tilovers for Toras Søn, hvorudover Kongens Sønner og Dottermænd frygtede, at han skulde ville fratage dem noget Land og give til sin yngste Søn. Alle bare da Nag til Drengen, og naar Harald vendte Ryggen, saa kneb hans Hustruer Drengen i Skindet, og hans Sønner spyttede ham i Aasynet, endskjøndt det var det deiligste Barn, Nogen vilde see for Øine. Imellem mærkede Kongen det, men slugte sin Harm for at have Fred i sin Gaard; thi han vidste vel, at det ikke var godt for gammel Basse at nappes med de unge. Derfor haanede baade Store og Smaae den liden Hadingsmand, og det blev da fuldkommet, hvad Finnerne havde sjunget paa Fjeld:

Bliver stor, trives godt,
Bliver alle Mænds Spot.

I disse Dage bar Athelstan den Vennesæle Spiret i Bretland. Han led ikke godt de Norske; thi de stævnede saa jævnlig til hans Kyster og bare Qvinder og Qvæg med sig paa Skib. Fra ham kom der en Sendemand til Kong Harald, treen ind i Hatten, neiede sig for ham og bar saadan Tale frem: „Hil Dig, norske Drot! fra Bretlands Herre sendes Dig Bud, om Du vil tage mod hans Skjenk.“ Frem tog han da et Sværd med Guldskaft og med gyldne Gjorde, omlagt og indvirket med røde og blaae Ædelstene. For ret at besee dette Glavind fattede den gamle Maag Hjaltet i høire Haand; da raabte Trællen lydt: „Nu est Du Kong Athelstans Mand og Sværdetagere, thi saa fange hans Tjenere Værge af hans Haand!“ — Blodet steg Kongen op i Kinderne af Forbittrelse, men han besindede sig, thi saa var altid hans Viis, og aad sin Harm for det første. Dog kunde han ikke bare sig for at knuge Sværdefanget og Bøilen derover saaledes sammen, at det lod i hans Hænder saa vegt som en Vidieqvist. Han gav Sendemanden det Svar: „Siig Din Herre: som Gave var, saa bringer jeg Tak!“ Derpaa sad han i tre Dage og grundede paa Raad. Den tredie Dag stod Erik i Stue hos Faderen, han rev en Lok af Hovedet paa Toras Søn og sagde: „Fader min! er Du og vis, at denne Dreng er Din Søn? Sært lader det dog, at graalokket Mand kan avle guldlokket Knøs.“ Harald taug, men slog tre Gange med Staal paa Skjold, og ind treen da Hauk hiin Snilde. „Hør,“ sagde Harald, „est Du bange for Din Trøie, Hauk?“ „Ikke skulde anden Mand spørge mig to Gange derom,“ mælte Kjæmperen igjen. „Jeg veed nok, det har ikke før været Din Vane,“ sagde Kongen; „Du har tidt røgtet Ærinde for mig, hvorfra ikke tre i Norges Land foruden Dig havde baaret Hoved hjetn; men naar ung Mand bliver gammel Mand, bliver han tidt gammel Gjæk og glemmer, at han har Næver paa Arm og Sværd ved Lænd.“ Da Kongen det sagde, kastede han et bistert Øiekast hen paa Erik, trak paa Brynet, og hans Hoved rystede af Forbittrelse. Hauk Kjæmper talte igjen: „Ikke bliver alt gammelt Træ raaddent, noget bliver til Steen, og jeg mener, at Ingen, som ei turde knurre ad mig, da jeg var Dreng, skal bide mig nu, da jeg er bleven graa i Hætten. Thi siig kun Dit Bud frem. Kan Nogen føre det ud i Norrig, da kan Hauk, og kanskee han bragte det til Ende, om ingen Anden turde tage fat derpaa.“ Da blev Kongen overmaade glad og sagde: „Gaae hen og bring Kong Athelstan mit Slegfredbarn og bed ham fostre mig Knøsen op. Det er rigtignok Trælleværk, men Haan gjeldes bedst igjen med Haan. Og jeg vilde nødig tage Gjeld med mig i Høien, da jeg indtil saa høi en Alder har klaret gandske godt for mig med Enhver.“ Da ruskede Hauk en Snekke og satte 20 Svende deri, treen saa igjen i Kongens Gaard. Harald tog Drengen i sine Arme, krystede ham op til sig og kyssede ham, og Somme vil sige, at der stod Taarer i Øinene, men det kunde man ikke saa lige see, da han skubbede Kongsringen ned over Brynet. Saa flyede han Barnet til Hauk, og denne løb med god Bør paa Vand og naaede Bretland. De løb op ad den lange Fjord, da hørte de Klokkeklang fra et stort Gudshuus, som stod i en Lund. „Underligt nok,“ sagde Hauk, „i Norrig hænge vi kun Klokker om Halsen paa vore Geder, naar de nappe Græspiler i Fjeldsprækkerne, men her have de nok for Skik at hænge en Klokke paa deres Gud, at han ikke skal løbe væk, thi jeg har tidt hørt saadan Lyd fra deres Gudshuse. Vel gjøre de ogsaa deri; thi de have kun den ene, og de vilde være ilde tjent med, at han rømte af Land.“ Det var i en Lund, at det store Huus var reist af røde Steen, og der ragede et høit Taarn op imellem Egetoppene, belagt med blaae Plader. „Deres Gud maa være noget lang i Væxt,“ sagde den Mand, som stod Hauk næst, „siden de reise ham saa høie Huse.“ „Vi kunde jo gaae ind og aflægge et Besøg hos ham,“ sagde Hauk. „Jeg tænker ikke han gjør os nogen Fortræd, thi man siger, det skal være en meget venlig Mand.“ Saa stødte de Snekken paa Sand, og det var just i den Stund, at Dagmoer gjorde Himlen rød i Østerlide. Paa Stranden mødte de en Hyrdedreng, som fortalte dem, at Kongen selv var i Gudshuus og holdt Ottesang med sine Hirdmænd. Da bød Hauk sine Mænd at tage side Kjortler paa, saa at Sværdeklodden dermed kunde dølges. „Nei,“ mælte en af Svendene, „lader os vise dem Braadden strax, saa lade de os vel fare baade ud og ind med Fred.“ „Vist ikke,“ sagde Hauk, „Braadden behøve de ikke at see, de faae den jo tidsnok at føle, dersom de ikke holde dem i Skindet. Naar Bien vil stinge, bær den jo ikke Tornen til Skue først.“ De gik nu hen mod Huset, og det saae underligt ud, saadan som Lys skinnede gjennem de mange Smaaglar, der vare rammede ind i Steenmuren. De stode en liden Stund udenfor, da hørte de Munkene sang derinde:

At Verden til en Frelser trængte,
Den hildet laae i Syndens Garn;
Men Verden ham paa Korset hængte,
Den frelsende Guds eget Barn.
Fra Træet drypped' stærkt hans Blod,
Med Graad derved hans Moder stod.

Han kunde knap sit Hoved bøie
For til sin Moder kjær at see;
Thi Blodet randt ham over Øie,
Og han var heel bespændt af Vee.
Hun raabte til sin Yndling kjær:
O, Du Maries Søn nu vær!

„Det gaaer fiint,“ sagde Hauk. „De bretlandske Folk have fast Qvindemæle. Skrappere lyder det dog i vor Kongshal, naar Skjalden slaaer en Næve i Bjørnestrængen.“ Inde under Hvælvingen, der havde samme Skikkelse som Himmelen, kunde de Kong Athelstan liggende paa Knæ og sjungende, med sære Runer i Haand. Da gik Hauk henimod Kongen og lagde taus Pogen i hans Arm. Athelstan, som var blød i Sindet, saae mildt til Barnet, der loe ret lystelig ad ham, og som han stirrede ned paa de store Øine, sagde han: „Dette Barn har ikke Trælleblik.“ „Nei,“ sagde Hauk, „det er Kong Haralds uægte Søn, som han lader Dig bede at fostre op.“ Da blev Athelstan vred over slig Haan og tog en liden guldskaftet Kniv ud af sit Belte for at gjøre Ende paa Barnets Liv. Men den Lille loe saa vevert paa hans Arm, at hans Haand standsede noget, og Munkene sang i det samme fra Altret:

Han raabte: Fader, dem tilgiv!
Og endte saa sit dyre Liv.

Da brast Kongen i Graad, og som han nu sad med Barnet paa Knæ, sagde Hauk: „Nu haver Den knæsat ham, han er nu Din Knæsætning. Du kan nu slagte ham eller lægge ham til, om Dig tykkes, men endda ere ikke alle Haralds Sønner døde.“ Derpaa vendte Nordmændene om, og den som sidst var kommet ind, gik først ud, dernæst de Andre i Rad og tilsidst Hauk hiin Snilde. Men Athelstan lod Munkene slaae Vand paa Drengen og kaldte ham Hakon, og drog ham op som sin egen Søn. — Midlertid opvoxte i Norge Eyvind Findsøn og blev sund og rødmosset, men han var alligevel ikke just saa lemmefør som Hakon. Dog trivedes hverken Hakon eller Eyvind i det første Aar; men det var med dem ligesom to Duer, der længe have siddet i Bure sammen og som med eet blive adskilte, de have da ikke nogen ret Lyst til Mad og Drikke. Eyvinds Moder var en meget kløgtig Qvinde, vel forfaren i gamle Sager, saa at Find tidt sagde: „Min Qvinde kunde let tjene i Kongsgaard som Skjald, naar hun havde Mæle til at raabe, saa det kunde høres over Sværdegnyet.“ Hun sad da med Eyvind paa Skjødet i de lange Vinteraftener og fortalte ham Frasagn og lærte ham Runer, hvilket Alt Pogen fattede med overmaade sjeldent Nemme. Ogsaa lærte Find ham at spænde Bue og slaae med Glavind, men dertil var han ikke altid rigtig fingernem. Naar han sloges med andre Drenge, som for Spas droge i Leding mod hinanden paa Sneedriverne, saa var han tidt den ringeste og bar sig meget avet ad; men saa kunde der imellem med eet ligesom fare Ild i ham, og da gik han frem som en Vind, Alting maatte bugne for ham. Derfor sagde Find: „Jeg veed ikke, hvad jeg skal fange an med den Dreng, thi min Lærdom bider ikke rigtig paa ham; hans Duelighed er ikke ret i hans egen Magt. Sommetider tager han ved sit Glavind, som om han aldrig havde seet Jern før, og imellem er det, som der foer en Trold i ham, og han hugger saa nemt, som om det kunde være en gammel Bersærker.“ Moderen stod altid paa, at der skulde være en Skjald af ham, thi han havde et godt Hoved, meente hun, og kjendte paa sine Fingre alle Nordmændenes gamle Slagsmaal. Disse Skjalde pleiede at tjene hos Konger og Jarler, og stod for Bordenden i Hatten med Harpen i Hænde og forlystede Høvdingen og hans Mænd. Tilmed droge de ud i Leding med Krigsmændene og satte Mod i dem med Sang og Strængeleg. De maatte forstaae at vende deres Ord paa en Maade, som havde Fynd og Klem, men dog tillige Behagelighed. De lagde da for det meste Riim til Deres Qvæde, at det kunde lyde kjønt i Ørene. Endvidere maatte de, som sagt, have et stærkt Bryst, thi ellers kunde man ei høre dem, naar Skjoldene mødtes, ja de kunde ei engang forstaaes i Hallen, naar de vare lavtmælende; thi der var megen Bevægelse og Snaksomhed i Hallerne, naar Kjæmperne under Freden sadde i Flok paa Bænkene. Og naar de da sang ret høit, saa det klang i Loftet, saa kom Ordene af sig selv, uden at de behøvede at tænke derved. — De største og meest berømmelige af dem have paastaaet, at det var Gud Bragi, som gav dem det ind, men hertil fæstede Kjæmperne ikke synderlig Tro.

Det begyndte ogsaa snart at røre sig i Eyvind, som om han var ret dertil født at være Skjald. Tidt laae han om Vinteren gandske stille paa Bænkehalmen, saa at Find troede, han sov, og gav ham haarde Ord for hans lade Natur. Men naar Faderen gik ud, sang han for Moderen en Vise, som han imens havde lagt. Da Eyvind var tyve Aar, døde Harald Haarfager meget gammel, og han kunde endda have levet længere, hvis ikke Sorg over hans Søn Eriks Ugjerninger havde bragt ham i Høi; thi inden han døde, vare alle hans Haar af bare Jammer faldne ham af Hovedet. Erik blev nemlig ægget til Ondskab af sin Hustrue Gunild, der var baaret i Finmarken og den argeste Troldqvinde, Nogen kan tænke sig. Derfor sloges Kongen altid med sine Brødre om Land og dødede saa mange af dem, som kom ham for Haand. Ligerviis forgjorde Gunild endeel af Kongebørnene, baade Karlfolk og Qvinder. Jomfruer sadde da i Granskovene og qviddrede paa Qvist, og Ungersvende gik forneden og brummede i Skikkelse af Bjørne. Da nu Harald var død og lagt i Høi, og en Steenkrands sat paa Toppen, sankedes mange Mand fra alle Norges Hjørner til hans Gravøl og sad omkring paa Stenene og græd; men da Hornene begyndte at gaae rundt, tørrede de efterhaanden Øinene og begyndte at tale om hans Manddom og Dannished. — Da stod der mangen Skjald op, lod slaae til Lyd blandt Folket, som da sankedes om ham i Kredse, saa stak han et Mjødhorn ud og qvad et Drapa. Den ene sang bedre end den anden, og alle Mænd raabte med een Mund, at der fra Alders Tid ikke havde efter nogen Drot varet sjunget saa herligt. Da reiste sig tilsidst ung Eyvind, stak tre Glas Mjød ud og greb en Harpe fra en af Spillemændene, endda denne saae skjævt til ham og raabte, Børneværk skulde ikke bruges, naar Helte lagdes i Muld; thi ham syntes Eyvind ikke at være stort andet end en Dreng. Men Alle lyttede dog, og han begyndte da at sjunge:

Stolt stander Slot,
Rød sad en Drot
I det stolte Slot;
Grøn stander høi,
Hvid ligger Drot
I den grønne høi,
Og sort stander Slot.

Som Malmen den gule
Mon Lokkerne skjule
Hans Skulder saa bred;
Hos Møerne blide
Steg Elskovens Qvide
Saa høit derved.
Ei Qvindehjerte blev spart for Saar,
Naar Øiet fik skue hans lange Haar.

I Bjørneklæder
Laae tykt paa Sæder
En Kjæmpeflok,
Hvis Sværde bede

I Kjød paa Hede,
Fik aldrig nok.
Og sorten Krage og roden Ræv
Med Fjendens Aadseler mæsked' blev.

Thi Haralds Mærke
De Hellede stærke
For Øie saae.
De Vikinger lede
Om Vinde bede,
For flux at flye;
Thi Harald stod høit i Snekkerum,
Og rød randt Saften paa hviden Skum.

De svenske Hunde
I norske Lande
Høit monne gjøe,
Men af deres Døde
Blev herlig Gjøde
For Dalens Hø.
Og Erik mon sande, at Flugten var seen,
Thi hullet var Pande og bruddent var Been.

Græd, Mand og Qvinde!
Lad Graaden rinde,
Spar ingen Taar!
Vor Fjende med Gammen
I Fred syer sammen
De mange Saar.
Helt rider i Luft paa en Ganger sort
Og hamrer med Klodde paa Odins Port.

Saa qvad Eyvind med liflig Røst, og der blev lange tyst over alt Folket, men endelig begyndte Sværdene saaledes at dundre paa Skjolde, som om det var Aukathor, der kjørte med Bulder hen ad Skyen, og Mænd krøbe op i Træerne og brøde Egeqviste ned, hvoraf de lavede Krandse til Eyvinds Hoved; men han var allerede borte, til stor Husvalelse for de gamle Skjalde, som syntes meget ilde om, at en saa ung Mand skulde vinde den Hæder, som de meente, tilkom dem. Eyvind gik hjem til sin gamle Fader og Moder og lod, som ingen Ting var; men de spurgte snart Sønnens herlige Færd og bleve derved overvættes glade. Find vilde endelig have, at Eyvind skulde gaae til Kongens Gaard og tage Tjeneste som Skjald; men denne havde liden Lyst dertil, da Eriks Levnet huede ham saare slet, og han nødigen vilde tale anderledes, end han meente; dog, da Faderen en Dag treen hen til ham og sagde ham, at han alt havde tinget med Kongen om Vilkaarene, var der ikke andet for, end han maatte føie sig i det. „Nu maa Du være betænkt paa en Vise,“ sagde Find, „som haver en klinger Lyd og kan gjøre godt i Eriks Øre. Vel er Erik den argeste Mand, som kan sidde paa Kongestol; men fordi hans Hjerte er sort, er dog hans Guld lige rødt, og han bliver hverken bedre eller værre ved Din Lovpriisning.“ Eyvind taug stille hertil; men han tænkte destomeer. For at han kunde i god Mag pønse paa Qvadet, lod Find ham blive inde i Stuen fra Sol stod op til Sol gik ned, og skjød selv Ryper fra Qvist, som han gav ham at æde. I tre Dage sad Eyvind og grundede paa, hvordan han skulde sige noget til Eriks Berømmelse, uden at der var altfor meget Løgn i, men ikke eet Riim vilde falde ham paa Tungen. Find skjeldte ham for en ørkesløs Knøs og gav ham slemme Ord, saa at han besluttede at drage til Kongen og sjunge, hvad der faldt ham ind i samme Øieblik. Da Eyvind vandrede igjennem en Fyrreskov, for at vinde til Borgen, saae han nogle kjønne Smaafugle at putte sig mellem Grenene og sjunge meget favert, men een qvad lifligt fremfor alle, og havde den samme deilige Fjær fremfor alle. Eyvind standsede en Stund og lyttede derpaa; thi han var meget for det Slags Musik og hørte altid gjerne paa Fuglerøst, da det altid forekom ham, som om han skulde nemme Noget deraf. Men denne Fugl sang nu saa overmaade fiint. Som han stod og lagde Øret til og saae vist paa Dyret, som havde hvide Fjær over al sin Krop og en Guldtop paa Hovedet, sagde han ved sig selv: „Aldrig saae jeg favrere Fugl i mine Levedage, den maa vist være af Kongeslægt i sin Nation her i Skoven.“ Da mærkede Fuglen paa Eyvinds Ord, dreiede sit Hoved paa Skjøns og sagde:

Før har jeg været en Mø saa fiin,
Før har jeg baldyret det hvide Liin,
Nu maa jeg lide baade Hunger og Kuld
Og sidde med Munden af Sange fuld.
Før har jeg drukket den brune Mjød,
Nu drikker jeg Vandet af Kilden sød.
Her sidder jeg den udslagne Dag,
Altid at qviddre er fattig Behag.
Den svarte Vole faae Last og Skam,
Hun haver mig bundet i Fugleham;
Med min Ring paa Finger i Kongearm,
Hun ager i min forgyldene Karm,
Mens jeg maa pille paa Granetap,
Og finde min usselig Føde knap.

Det gik net, tænkte Eyvind, men det var ikke nette Sager, som der kom for en Dag; thi han fornam nu, at det maatte være en af Kongeætten, som var bleven omgjort ved Gunilds sorte Kunster. Ved denne Fugl havde jeg nok Lyst at tøve en god Deel Dage, men Faderbud gaaer for egen Hu, dog haaber jeg vel den Stund skal komme, da jeg med samme Fugl skal gjøre nærmere Bekjendtskab. Han gik nu videre og tænkte ved sig selv: det vil holde hardt at sige noget sødt til en Konge og Kongeviv, som gjør saadan Bedrift; thi kunde jeg sjunge Sjælen ud af dem baade, da var det mig større Lyst. Han kom da tilsidst til Erik, som dengang holdt Huus paa Stordøen. Han saae til Kong Erik og gøs over hans Aasyn, som var meget skulende og fælt, og var ikke mægtig at give ham god Hilsen, men nikkede taus ad ham. Længe sad han tiende paa Bænken; da sagde Erik: „Haver Du ikke Qvad at byde os, Eyvind, da kunde Du have blevet liggende hjemme i Askekrogen. Skjald uden Mæle duer saameget som Balg uden Sværdetunge.“ Eyvind vilde da sjunge noget, men han kunde ikke faae Munden op, og han sagde da, uden at han vidste af det:

Den svarte Bole faae Last og Skam,
Hun haver mig bundet i Fugleham.

Alle Mænd i Hallen begyndte at grine og sagde ham at være lidet drevet i Skjaldskab; da blev Eyvind bister af Skamfuldhed, stak et dybt Horn ud og sang med Dristighed, uden at det laae ham Magt paa, hvad der vilde følge paa. Forinden sagde han: „Gjerne vilde jeg tiet, men nu have I ægget mig, og lidet ville I lystes ved det, jeg nu qvæder; men holde Tand for Tunge kan jeg ikke længer: thi min Drift bliver stor.“

Harald han rider, en Drauge paa Vind,
Rider med Graad udi Øie,
Harald han rider saa tung udi Sind
Ind udi Sønnernes Høie.
Harald han sidder, en Skygge, paa Steen,
Leger med Sønnernes sneehvide Been.

Erik! Du est Dig saa blodig en Mand,
Altid er Øxerne røde,
Mere end Kildens det perlende Vand
Ere Blodets Draaber Dig søde.
Derfor der sidder ved Nat i Din Hal
Mangen en grinende Pandeskal.

Uden Blu paa Leiet Du udi Din Arm
Den ledeste Hex mon tage,
Med sorte Katte for sorte Karm
Til hende De Finner age,
Saa lave de Drikke ved Stjerneskin
At øde den Konningeæt saa fiin.

Den gamle Maag ei sover i Muld,
Men rider med Graad i Øie,
Han græder alt for sit Kongekuld,
Som ligger slagtet i Høie.
Derfor han sidder paa Bautasteen
Og leger med Sønnernes brudne Been.

Erik sagde: „Stop, Eyvind! nu kan det være nok for denne Gang!“ saa satte han sin Tand saa haardt i Læben, at Blodet randt ham stærkt ned over Skjæget. Eyvind fornam, at Kongen var vred, derfor sagde han: „Er Du ikke fornøiet med min Vise, da maa Du ikke regne mig det til Onde, thi Skylden er Gud Bragis, han har givet mig hvert Ord i Munden, som jeg haver sjunget.“ „Det er da snurrigt,“ svarede Erik, „at vi begge To ere saaledes i en Guds Magt, at vi ikke kunne gjøre for, hvad vi bedrive. Thor er min Gud. Nu rive: jeg Tungen ud af Din Hals, men Du maa skrive det paa hans Regning, dersom Du finder, det gjør ikke godt; thi jeg er heller ikke min egen Herre.“ Derpaa fattede han sit Sværd med begge Næver og stilede det mod Eyvinds Pande; men denne lettede sin Strængeleg op, saa Jernet tørnede derimod, og det gav høi Lyd i alle Strængene, de grove med de sine. Hirdmændene bade nu for ham, saa han fik Lov til at gange bort; men forinden sagde Kongen til ham: „Det er ikke godt for Dig, at trine anden Gang ind ad min Port; thi da kunde det hænde sig, at jeg sigtede bedre, og at Du derved fik saadant Forfald, at Benene ikke vilde staae Dig bi til Udgang.“ Eyvind gik, men han var ikke meget for at gaae hjem til Faderen igjen: han gik da langs med Hardangerfjord en Dages Tid og grundede paa, hvorhen han skulde begive sig. Han fik Øie paa nogle Kjøbmænd, som vandt deres Seil op. Dem gik han hen til og spurgte: hvor Reisen gjaldt? Til Bretland, svarede de. „Maa jeg da ikke tage med?“ sagde Eyvind; thi det randt ham i Hu, at hans kjære Pattebroder, Hakon, som han altid bildte sig ind at kunne huske, færdedes i dette Land. „Du lader ikke til at kunne give stort i Fragt,“ sagde Herren i Snekken; „men det er endda det samme, naar Du vil korte os Tiden med Sang og Spil, tage vi Dig med, og Du maa æde med Drengene her ombord.“ Eyvind meente, det var Tak værd, og seilede bort med dem. Da de havde faret Hælvten af Veien, begav det sig, at Styrmanden havde drukket sig en god Ruus i gammelt Øl, og de øvrige Mænd vare ogsaa meget øllede. Eyvind maatte da tage ved Roerpinden; men Mørket faldt paa, og han vidste ikke, hvor han var. Da kom nogle stolte Snekker jagende forbi med prægtige Stavne og rundt om krandsede med malede Skjolde. Disse raabte Eyvind an i et Horn, og een af dem lagde Side om Side med hans Snekke. Han spurgte om Vei og fik Svar af en deilig, ung, guldhaaret Mand, som stod paa Løftingen af den stolteste Snekke. Som han stirrede paa ham, tyktes han ham fast at ligne den døde Konge Harald Haarfager. Da raabte han glad: „O stærke Mand, Du est tilvisse Hakon, Athelsteens Fostre.“ Den Anden raabte i det samme: »Og Du, blide Mand, est slet ingen Anden, end min kjære Broder Eyvind.“ Da favnede de hinanden vel, og Eyvind sagde: Det er underligt nok, ligesom min Moder har fortalt, at vi lagde Armene om hinanden, da vi vare smaae og mødtes paa eengang med Favn, saa mødtes vi her igjen halvveis midt i det store Vand.“ Hakon sagde: „Den Gang deelte Du Melk med mig, saaledes ville vi fremdeles dele Godt og Ondt med hinanden. Først deler jeg Guld med Dig, da jeg deraf haver en stor Overflødighed. Siden kan Du dele Hug med mig, om jeg faaer nogen i Norrig; thi jeg har stærkt Mod til at prøve, om Lykken ikke vilde være mig saa god, at jeg kunde komme til at raade over mit Fædrenerige.“ Da Hakon af Eyvind fik at vide, at Erik Blodøxe holdt Huus i Vigen, lod han sine Snekker løbe til Trondhjem. Der holdt han sig til Sigurd Jarl, som raabte hele Norrig sammen til et stort Ting. Eriks Mænd løb i Hobetal fra ham og løb alle nord paa, for at tale et Ord med i Tinget, og der var baade Nat og Dag en stor Mandefærdsel over Fjeldveiene. En Aften silde, da den største Vrimmel drog igjennem Hordaland, meente de, at de vilde raste ved Harald Haarfagers Høi Natten over; men da de sadde rundt om Høien i en Krands og vilde tænde Ild, thi de kunde ikke see at æde, fordi Maanen var heel overklædt af Skyer, da skiltes med Eet Skyerne ad og skinnede ned paa Bautastenene, som stode i Ring paa Kongehøiene, og de skimtede der en rank ung Mand, der stod paa den høieste Steen og holdt en Harpe høit i Hænde, og Maanen skinnede med sær Klarhed paa hans Hovedhaar. De bleve Alle meget forbausede og vare nær ved at troe, at det var en af Haralds ihjelslagne Sønner, som vilde besøge sin Fader i Høien og klage sig for ham; men den fremmede Mand slog til Lyd imellem dem med Haanden og qvad saaledes:

Oppe Dig, Du norske Kjæmpe!
Ingen sig til Hvile lempe,
Her er ingen Tid til Dvale,
Over Fjelde! over Dale!
Denne grønne Dødningtue
Er ei mere Haralds Stue.
Harald op til Odin fløi,
Sagde saa: „Hærfader milde!
Mine Sønner handles ilde,
Ei jeg sove kan i Høi.
Gjerne vilde jeg nu frelse
Mine Mænd i Bjørnepelse,
Men jeg har ei Kjød paa Been;
Giv mig Suul paa mine Skanker,
Da til Norskes Redning vanker
Jeg til store Tingesteen.“

Ikke da Hærfader vilde,
Nordmænd skulde handles ilde,
Gav saa Harald Suul paa Skanke,
Glad i Hu han monne vanke,
Satte sig paa Tingesteen.

„Sku kun Drottens Billede an her i Stenen,“ sagde videre den fremmede Mand, „og behold det vel i Hu. Sanker Jer da om Sigurd paa Stortinget, da skulle I see, at han livagtig sidder midt imellem Trønderne for at lade sig keise. Nu vil jeg gaae foran, og vi ville ingenlunde spare paa vore Been, da skulle I snart saae Eders Redningsmand i Sigte.“ Nordmændene bleve sære i Sind ved denne fremmede Mands gjæve Tale og traadte rask i hans Spor for at vinde til Tinget. De kom da til den store Mark, hvor de mange Stene laae i en Kringle, smaae og store, alt efter de Mands Vind, der skulde tage Sæde derpaa. Hakon steg ned af sin overmaade høie Steenstol og gik dem imøde. Den fremmede Mand, som ingen Anden var end Eyvind, tog han strax i Favn og sagde: „Kjære Frænde! jeg var fast vred paa Dig, fordi jeg troede, Du var rømt fra mig; men nu seer jeg, at jeg snarere maa bede Dig, ikke at regne mig det til Onde, at jeg kunde troe saa ilde om Dig, just medens Du foretog denne lange Vandring mig til Baade. Nu maa Du heller ikke negte mig, at give Dig til Bod saa meget Guld, som Du kan age paa en Slæde.“ Eyvind svarede: „Jeg skjøtter slet ikke om Dit Guld; thi det er ikke godt at have meget deraf at gjemme for en Skjald, som har saa meget Hovedbrud foruden. Men viist Du give mig en Skjenk, da tag af det fine Træ, som Du haver ført hid fra Bretland, og lad mig deraf gjøre en Harpe, som kan blive ret klinger i Bunden.“ Kongen svarede: „Dig skee saa, som Du haver sagt.“ Hakon steg da igjen op paa sin Steen og lovede Nordmændene, at han vilde igjen give hver Bondemand den Odel og Frihed, som var ham frataget, naar de vilde hjelpe ham at gjenne Blodøxen ud af Landet. Han blev da keiset af alle Mand, og det blev der besluttet at bære Vaaben paa Erik. Men da denne havde fornummet, at kun Faa havde Lyst at bie hos ham, da tog han den Hex Gunild, sine Børn og mange Kostbarheder og satte sig paa Ørkenøerne, hvorfra han gjorde Vikingstog og sankede meget Guld paa Kjøbmandsskibene.

Da nu Hakon sad vel fast paa den store Stol og raadede fuldkommelig for sin Faders Rige, meente han, at han skulde have stor Vederqvægelse af Eyvinds Sang og Spil; men da traadte Eyvind frem for Hakon og sagde: „Nu maa Du give mig Orlov, min Konge og Frænde! jeg har ingen Lyst til at staae herinde i denne forgyldte Hal, her er mig noget trangt.“ Da svarede Hakon: „Nei ingenlunde maa Du forlade mig, min gode Spilleskjald. Det var mig til liden Baade, at jeg fik Magt over de norske Skove, naar jeg lod den fagreste Fugl, som jeg deri havde fanget, flyve ud af min Haand. Tilmed synes jeg nok, Taget sidder saa høit paa min gamle Borg, at en Spillemand kan gange herinde uden at støde sin Pande.“ Eyvind svarede: „Jeg gaaer dog hellere udenfor; thi jeg skal sige Dig, min Konge, jeg haver der vel saa høit til Loftet og vel saa vidt til Væggene, og hvorvel der kun er eet Lys, saa giver det vel saa god Lysning, som alle dine bretlandste Glar.“ „Som Du vil,“ sagde Hakon, „jeg vil ikke binde nogen Skjald til mit Bordbeen, hvorvel mig trykkes, det kunde svare smukt igjen, naar Du slog paa Din nye Harpe herinde mellem de lange Steenpiller, som bare mit Loft.“ „Ja vil Du gaae med mig ud i det Frie,“ sagde Eyvind, „saa skal Du see, min Konge! at det giver bedre Lyd imellem Fjeldene, naar alle Dvergene fra Stenene begynde at qvade bag efter mine Toner. I Bure maa Du slet ikke sætte mig; men Rede vil jeg gjerne have under Dit Tag, og enten jeg flyver i Øster eller Vester, da vil Du dog aldrig gange mig af Minde, min elskelige Herre og Broder! Ret ligesom en Kukuk eller anden Fugl aldrig flyver saa langt af Led, den finder jo dog Vei igjen til sin Allerkjæreste.“ Da nu Hakon fornam, at han ikke evnede med nogen Begjering at drage Eyvind fra sin Beslutning, da tog han ham i Lønkammer, og søgte med mange gode Ord, at faae ham til at troe paa den korsfæstede Herre Christus, som han havde svoret til i Bretland; men han vilde ikke gjerne dertil. „Hvad hjelper det, at jeg piner mit Hoved med at tænke paa disse underlige Fortællinger,“ sagde han. „Det gjør jo denne rige Herre hverken fra eller til, om en stakkels Spilleskjald troer paa ham el1er ikke. Og hvad Du siger, at han er død for mine Synder, da behøvede han saamænd ikke det, aldenstund hver Mand veed, at jeg er en skikkelig Person, som gaaer omkring med min Strængeleg og skjøtter mig selv, uden at komme nogen Mand for nær. Er denne hvide Herre en fornuftig Mand, som jeg ikke omtvivler, saa tænker jeg ikke, han tager fortrydelig op, at jeg passer mit Haandværk og ikke spilder Tiden med at tænke paa ham.“ Da tog Kongen igjen til Orde: „Det, som volder mig den største Vee, Eyvind! er, at Munkene have sagt mig, at de, som ikke troe paa Christus, blive af ham henviste til en evig Ild, hvor de med alle Syndere skulle brændes.“ „Hvad det angaaer,“ svarede Eyvind, „da have enten Munkene sagt en skammelig Løgn, eller og denne Christus maa være en slet Karl, og da vil nok den øverste Gud ikke lade en saadan streng Herre lange raade for Regimentet.“ — Kongen taug noget stille, men endelig brød han ud med Graad: „Ilde vil mit Haab gaae i Opfyldelse, da jeg trak min Qværnebider af Balg for at tage Norge fra den slemme Erik, og da at bringe alle Mand med det Onde eller Gode til at neie for Korset; thi naar jeg faaer saa megen Modstand af Dig, der er en saa godlidende Mand, hvordan vil det da gaae mig med de andre stive Halse, som altid ere vante til at lege med Staal paa Stang. Tænk Dig dog noget om, min kjære Eyvind! kan det ikke røre dig noget at betragte al den Vee, som Christus tog sig paa for den gandske Verden?“ Da sagde Eyvind: „Skal jeg sandt sige, da kan det rigtignok krybe mig noget om Hjertet at lyde derpaa, men det tykkes mig altid at ligne de underlige bløde Tanker, som man kan have, naar man om Morgenstunden ligger halv i Søvn og Drøm. Jeg kan heller ikke indsee, at nogen sund Mand, som kan røre sine Lemmer og er lys vaagen, kan lystes ved disse ufriske Frasagn. Det er Altsammen saa drøveligt at tale om og plat ud berøvet al Mandhaftighed. Jeg for min Part vil hellere mit hele Liv igjennem hjelpe Odin at stride med de lede Jetter, end græde over den Tornekrone, de satte paa den østerlandske Herres.“ Hakon fornam nok, at der var intet Udkomme med Eyvind; thi lod han ham fare for denne Gang og tog ham haardt, men dog kjærligt i Næven til Afsked.

Da Eyvind havde været borte een Nat, og Hakon den næste Dag alene sad imellem sex Hovmænd, da var der En, som kigede ud af Vinduet og sagde til de Andre: „Enten maae mine Øine due lidet, eller og jeg seer Harpespilleren komme med en Flok Piger.“ Da meente Hakon og hans Mænd, at han foer med Tant eller havde drukket for meget Mjød; men inden de vidste et Ord af det, kom Eyvind rigtig trædende over Tærskelen med de omtalte Piger. Dette gav Anledning til mange underlige Tanker. Somme meente, at Eyvind havde gjort et Vikingstog, og at disse Møer vare hans Rov. Men Andre sagde: „Nei, den samme Spillemands Hu pleier ikke saaledes at staae til Slagsmaal, snarere skulde jeg troe, det er Skjoldmøer, som have taget ham til Fange.“

Men egentlig var denne Begivenhed gaaet saaledes for sig: Hvor Eyvind gik hen [efter Afskeden med Kongen], kan man vel vide. Han havde endnu ikke forgjettet det lidet guldtoppede Kræ i Graneskoven, men saae gjerne, at han og det kunde komme til at tales noget nærmere ved med hinanden. Dagen stod temmelig paa Helding, da han naaede Træerne, og han gik længe om derinde baade paa Kryds og Qvær, uden at høre enten Fuglesang eller Brum og Tuden, som Skoven ellers var opfyldt med. „Her er forfærdelig tyst idag, Fuglene pleie dog ikke saa tidlig at holde Rast.“ Som han dette sagde, lagde han sig ned ved en Kilde for at hvile sine Been, og Mørket faldt imidlertid stærkere og stærkere ned fra Himmelen, og meget mørkladne Skyer drev hist og her meget nær ved Trætoppene. Eet Steds var det for hans Øine, som om en Sky gik itu, og deraf kom nedridende et fælt Qvindemenneske, som ikke var Gunild uliig, paa et Kosteskaft. Eyvind sagde til sig selv: „Det var et sælsomt Ridt det. Havde man mange saadanne Heste, da kunde fattig Mand og have Raad til at holde Ridetøi; thi denne Ganger forlanger vist ikke meget Bugfylde, endda den er saare slunken.“ Ellers vilde han endnu ikke rigtig troe sine egne Øine, men meente fast, han var alt falden i Søvn, og mens han laae og anspændte Øinene, faldt Laagene ogsaa virkelig til paa dem. Han vaagnede igjen, fordi Noget pladskede i Vandet, og det var hvide Jomfrukroppe, som dukkede deri; da listede han sig gandske sagte noget længere fra dem, for at de ikke skulde blues over hans Nærværelse; men da han igjen vilde strække sig paa Græsset, da saae han Fjær af mangfoldige Farver at ligge paa Jorden, og da han tog dem i Hænde, saae han, at det var lutter Fuglehamme, og imellem dem alle kjendte han ogsaa den med Guldtoppen og blev derover rørt af heftig Bedrøvelse; thi han meente vist, at den af en Ørn eller anden Røver med Vinger var ynkelig ihjelrevet. Da hørte han henne i Badet den lede Kjepperytterske at raabe med en Røst, som han kjendte for Gunilds:

    Rast er ude,
    Piger smaae!
    Piger prude,
    Op! vi maae

    Flux i Ham.
    Vil I nøle,
    Last og Skam
    Faaer I føle
Af min Kjep, min gode Hest —
Skynder Jer, som I kan bedst!

Da foer alle Smaapigerne meget beængstede hen til den grønne Plet, hvor de meente, deres Fjærkjole var vel forvaret. De bleve da Harpemanden vaer, og foere i stor Forfærdelse ind i Buskene for at skjule sig. Eyvind mærkede det knap; thi han sad nedsænket i veemodige Tanker og saae vist paa de hvide Fjær, som han havde i Hænde. Men han vaagnede op derved, at Gunild med hæsseligt Skrig foer ind paa ham: „Vel mødt, Spillemand!“ sagde hun, „Du fik ingen Betaling for Din Musik, da Du spillede den kjønne Vise i Eriks Gaard. Nu skal Du faae den Løn, som Du har forskyldt baade for den og fordi Du kommer her ubuden i mit Aftenselskab.“ Hun lettede da sin Hexestav. og da Eyvind vilde slaae fra sig med et lidet Spind, som han havde hængende ved Siden i en Rem, lagde Eggen sig uden at gjøre noget Saar, og Jernet var saa vegt i hans Haand, som en Pileqvist. Det kom af, at Gunild ved den sorte Kunst forstod at døve alle Slags Vaaben. Da rakte Eyvind begge sine Hænder op i Veiret og raabte høit:

Hør mig, Gud Bragi milde,
Mærk paa min Stemme!
Skal jeg mit Liv forspilde
I denne Klemme?
Asathor, Du stærke,
Med Hammeren den tunge,
Valhals Bersærke!
Slaa, saa det kan runge.
Naar I de norske Drenge
I Striden førte,

Jeg mine gode Strænge
Saa flittigt rørte.
Naar for Jert Alter Panden
Af Tyr mon revne,
Da qvæded jeg forsanden
Af bedste Evne.
Skal de mit Liv forøde,
De sorte Trolde?
Nei, I for mig vil bøde
Med Eders Skjolde.

Han havde neppe begyndt at tage paa Strængelegen, førend han hørte en overmaade stor Larm i Luften og fornam, at Gunild var borte. Han saae græsselig store Skyer at seile saare stærkt imod hinanden, og somme vare hvide, somme vare sorte; men alle havde de Lighed af Mennesker, paa det nær, at de vare saare meget over et Menneskes Førlighed og Høide. Da blev han overmaade glad og qvad igjen:

Himmelens Rune
Skjalden nu læser;
Høit i Basune
Vægteren blæser;
Heimdal piber,
Hans Toner er Blæst,
Odin griber
Sit Sværd og sin Hest;
Han Valhal tuder
Til Raad mod Jetter;
See Trolden, han spruder
Sit Blod og sprætter.
See fra Skyen vinker
En Jernstang rød,
Den glimter og blinker,
Som gnistrende Glød.

Det er Thor, der rører
Sit dygtige Værge,
Som Dundren fører
Og ryster Bjerge.

Nu flygte de Sorte,
De Hvide vandt;
See ved Himmelens Porte
Den røde Kant;
Det er Jetteblod,
Der paa lyseblaa Val
Tyder Slag, som stod,
Tyder Jettefald!
Nu lyder i Fjeld
Deres Jammermæle;
Under Klippefjeld
De sig rædde sjæle.
Der lure de da,
Til Guder er borte.
Der komme de fra
I Skikkelser sorte.
Fra Steentagslæ
De styrte paa Mand,
Som Høgen fra Træ
Paa den spraglede And.
Men naar fast man haaber
Paa Guderne alle,
Da Heimdal raaber
Til Hjelp Valhalle.

Da Eyvinds Vise var til Ende, vare alle Skyerne borte og Himlen var saa reen og blank, som om den var feiet. Tillige var det nu meget maanelyst, saa at man kunde see hvert Blad paa Træerne. Da kom alle Jomfruerne gaaende hen imod ham, og han forundrede sig meget over deres store Deilighed; dog var een baade i Reisning og Hvidhed udmærket fremfor alle, og hun havde hvide Klæder paa og et Haar, som havde stor Lighed med Guld, paa det nær, at det faldt mere i det Lyse. Hun treen ogsaa saa let paa sin Sko, at Fluer og andre Smaakræ, der kravlede i Græsset, ikke toge nogen Skade derved, at hun satte Foden paa dem. Eyvind fornøiede sig saaledes ved at see derpaa, at han havde aldrig i sin Levetid for havt saadan Moro. De kom nu Alle hen til ham, takkede ham i kjærlige Ord som deres Redningsmand og som den, der ved sin Harpesang havde løst deres Trolddom, og toge ham i Haanden. Alene den hvide Pige tog ham ikke ved Haanden, men neiede i nogen Afstand for ham; dog blev han ikke mindre glad derover, end over det Haandtag, han fik af alle de Andre. Hun havde ikke Tid til at takke ham saameget som de Andre, da hun havde fundet et Sted, hvor Bækken var meget klar, saa at hun kunde speile sig, og der stod hun og satte sine Smykker i Lave. Han fik at vide, at de vare tilsammen af kongelig Byrd, og tilbød sig at følge dem, hvilket de toge imod. —

Kong Hakon, som fik at høre, at disse Piger vare i Slægt med ham, favnede dem alle vel. Men da han saae, at der just var syv, og at han ligerviis havde syv Karlfolk hos sig, naar han regnede Eyvind og de sex Hovmænd sammen, sagde han: „Man skulde troe, at Spilleskjalden vilde her have et syvfoldigt Bryllup i Stand, siden han har taget et saa passeligt Tal Qvinder med sig. Da bør det Eyvind at tage først, thi det er dog egentlig ham, der har gjort disse gode Børn fra Fugle til Jomfruer.“ Eyvind taug stille, men baade Kongen og hans Mænd mærkede vel, at hans Øine aldrig vare borte fra den hvide Jomfrue. Tilsidst stod han op, stemte sin Harpe og sang saaledes:

Gjerne jeg hørte paa Fugleqvad
    Udi Granens Loft.
Gjerne paa Blomsterne skue jeg gad
    I den grønne Toft.

Men røden Urt og Lærkernes Sang
Nu gjør mig Tiden saa lang, saa lang.

Gaaer jeg fra Dig, er min Skjebne sort
    Og langsom min Tid;
Skuer jeg Dig, da er Tiden kort
    Og Skjebnen er hvid;
Thi dertil standser min hele Lyst,
At hvile mig ved Dit bløde Bryst.

Ei kan jeg gjøre min Sang saa fiin,
    Saa venlig og blod;
Thi aldrig jeg smagte den kjælne Viin,
    Men stærken Mjød.
Jeg maa sige det kort og godt, som jeg kan:
Vil Jomfruen ægte den Harpemand?

Jomfruen blev meget fornøiet og kunde godt lide det af Eyvind, at han saaledes priste hende udi Alles Paahør. De sidste Ord derimod tyktes hun ikke godt om. Hakon sagde: „Hvad siger I dertil Alvilde?“ (saaledes hed den deilige Jomfru). Hun taug stille og saae noget suurt over, at man vilde byde hende til Husbond en Spillemand; men da Hakon fortalte hende, at det var den Mand, som han gjorde meest af i Norges Land og som han agtede saa godt som for sin egen Broder, saa svarede hun: „Aa ja, hvorfor skulde jeg ikke tage ham; naar I, min Herre! vil skjenke ham saa meget, at jeg derfor kan føre det Levnet, som passer sig for en Jomfru af kongelig Æt.“ Alting blev da saaledes klaret, at Eyvind skulde med Alvilde boe paa en af Hakons Gaarde, og de skulde strax have hinanden til Ægte. Hakon vendte sig nu til de andre Jomfruer og sagde: „Jeg veed, at enhver mandvoxen Pige vil gjerne giftes, naar hun kan finde en Mand, som hun agter for god nok. Nu kunne I tilsammen besee mine Hovmand, om de ere efter Eders Hoved, eller I have noget paa dem at udsætte.“ De toge uden Betænkning hver sin Hovmand, da de ikke vare saa hovmodige som Alvilde. — Der holdtes da i mange Dage et stort Gilde hos Hakon, og dertil kom ogsaa endeel Kjøbmænd fra Jæmteland, som falbød Zobel, Maar og andre kostelige Sager for de unge Qvindfolk, og der kjøbte en Hovmand et overmaade dyrebart spraglet Skind til sin Hustru, og Alvilde følte stor Avind over, at hun ikke havde faaet det, saa at hun i tre udslagne Dage ikke var glad, men fældede sine modige Taarer. Disse Kjøbmænd vare forresten af Jæmternes ypperste Mænd og holdt godt Venskab med Hakon, fordi han var en saa lystig og veltalende Herre. Han sagde til dem en Dag: „Hør I gode Svende af Jæmteland, hvorlænge ville I ligge saaledes mellem de Norske og Svenske og bære Kappen paa begge Skuldre? Ere I ikke rædde for, at een af Parterne skal komme med Jern i Hænder og lære Eder med Hug at lystre, siden I ikke ville med det Gode? Rimeligt var det dog, at I gave Jer under mig, da der løber norsk Blod i Jer.“ Jæmtingerne loe ad ham; men han raabte paa Eyvind og sagde: „Broder min! Tag Din Harpe og giv disse Mænd noget Musik, og fortæl dem derhos, hvad Du veed om deres Herkomst.“ Da qvad Eyvind:

Høie over Dovre ride
Kong Øisten og hans Mænd.
Hver Trønder skreg af Qvide,
Naar de tog Sværd fra Land.
Blod strømmed dem for Fode,
Som Himmelvand fra Tag;
Mod Møer var' de gode,
De favned dem i Mag.

Da nu den grønne Hede
Var bleven vaad og rød,
Og Øistens Klinger bede
Ei meer det norske Kjød,

Lod han i Hornet støde,
At alle føre Mænd
Paa Marken skulde møde,
Foruden Jern ved Lænd.

Af Steen der var i Dale
En mægtig Kringle lagt;
Der monne Øisten tale,
Mens Trønderne gav Agt:
„Hvis I min Søn vil hylde,
Da sparer jeg hver Mand;
Hvis ei — jeg brat skal fylde
Med Blod det hele Land.“

De satte paa Drengens Hoved
Da strax en Krone rød;
At lystre ham de loved
I Live som i Død.
De vare dertil glade,
At de fik hele Skind,
Og sang fra deres Stade
Med Lystighed i Sind.

En Mumlen heel foragtelig
Om Drotten man mon høre;
Den Ene talte sagtelig
Ind i den Andens Øre:
„I denne haarde Klemme
En bitte Drot vi fik;
Men er først Øisten hjemme,
Han lærer bedre Skik.“

Men Oplands stolte Herre
Han loe dog ved sit Held,
Og agede paa sin Kærre
Hjem over Dovrefjeld.
Nu tog den største kjæmpe
Den uselige Dreng,
Var ham med liden Lempe
Ud paa den grønne Eng.

Saa saare bad om Naade
Den liden Kongemand,
Og fra bans Øine baade
Der randt saameget Vand.
De raske Trønderpilte
Bar ham paa Blokken op;
Hans Hoved der de skilte
Alt fra hans gode Krop.

Hans Krop den var saa lille,
Den blev paa Steilen fæst;
Den bad de Høgen pille,
Saa Raden blev til Rest.
Hans Hoved blev til Føde
For Fisk i dyben Flod,
Skulde aldrig Kroppen møde,
Mens Filefjelde stod.

Da Rygtet derom bringer
Orde til Øistens Gaard,
Da rev han med sin Finger
Udi sit røde Haar;
Knoerne slog i Borde,
Han slog dem der med Klem,
Eia, bvor de var' haarde!
De sadde der alle fem.

Hans Mænd de fored Heste
I Bondens gode Korn;
De kom, saasnart han blæste
I krumme Ludurhorn.
Over Dovre de flyve,
Hr. Øisten rider bedst;
Jeg vil slet ikke lyve,
De fore som en Blæst.

Rundt om de tændte Tage
Til Varme, ja til Lys;

Naar Luen hørtes brage,
De sang om Jomfrukys.
De dandsed af al Formue,
Meno røden Hane goel;
Thi Stang var Fedelbue,
Og Panden var Fiol.

Saa monne Kongen hevne
Med Blod sin kjære Søn;
Lod da Alle stævne
Ud paa den Mark saa grøn;
Lod da Talen klinge
Fra Stenen, hvor han stod:
„En Drot var Jer for ringe
Af ædelt Kongeblod.

I tyktes ei om Manden;
Thi fik I paa ham Has.
Nu skal I saae en Anden,
Som Eder er tilpas.
Flux maae I overtænke,
Hvem vel I hove bedst,
Rake, min Hund i Lænke,
Eller Trællen ved min Hest?“

Kaarene vare slemme.
De grublede dog kort,
De meente bedst at tæmme
Den Drot med Halen sort.
De lagde over hans Øre
Den gyldne Krone ned;
Saa grant man kunde høre,
Han knurrede derved.

Men høit fra Finnelunden
De hented hid en Mand,
Som trylled udi Hunden
Vel trende Mænds Forstand.

De svære Trønderhelte
Af Drottens Tale loe;
Thi naar eet Ord han mælte,
Da bjæffede han to.

En Dag i høie Sale
Den Drot saa naadig sad,
Han logrede med sin Hale
Og slikkede Sølverfad.
Da sagde Hovmænd fine:
„Vil I til grønne Skov
Paa Jagten ikke trine?“
Han sagde: „Jo, vov vov!“

Veiene vare vaade,
Det voldte Drotten Harm;
Marskalken nød den Naade,
At bære ham paa Arm.
Som de nu mellem Tjørne
Gik frem med megen Bram,
De saae to gamle Bjørne,
Som aad de spæde Lam.

Da sagde Hovmænd snilde:
„See dog, vor Herre god!
Hvor lodne Voldsmænd spilde
Uskyldigt Lammeblod.
Norrigs Mænd Dig prise
For en retfærdig Mand;
Nu maa Du ogsaa vise,
At her er Ret i Land.“

Imellem hvide Tænder
Knurred den Herre god;
Hans ædle Hjerte brænder,
Hans Svands i Veiret stod.
Han bød de Hovmænd følge,
Og sprang paa Jorden ned;
Man bør det ei fordølge,
At han gav Hals derved.

Det var de Hovmænd brave,
De loe ved denne Fest;
Marskalken holdt paa Mave,
Han grinte allermeest.
Drottens Lapper flinke
Paa Bjørnens Side stod,
Han beed den Bjørneskinke,
Han beed til røden Blod.

Basserne sig vende,
De reiste dem paa to,
Og i den Drot behænde
De satte sorten Klo.
De gav dem til at brumme,
Det lød i grønne Skov;
De aad ham hver en Krumme,
Han sagde: „Av! vov vov!“

Nu vare de Trønder bange
For Oplands Rytterflok,
Den havde tvende Gange
De fristet meer end nok.
Det var ei godt at skjemte
Med Oplands høie Drot;
Dog stærken Ketil Jæmte
Han raadede dem godt.

De over Kjølen droge;
Saa kom de til en Skov,
Som de med Øxer sloge,
Og jævnede med Plov.
De Jæmteland den nævne,
Og bygge der i Mag
Huse alt efter Evne.
De bygge der i Dag.

Eyvind sang dette Skjemteqvad med megen Alvorlighed og Jamtelænderne bleve særdeles lystige derover, især da de havde drukket meget Øl og Mjød. De gave dem da saaledes til at lee, at Flesket nær var blevet dem siddende i Halsen. Hakon sagde da til dem: „Nu have I hørt Eders Herkomst fortælle, og det er jo af dette Sagn gandske klart, at I ere Rømningsmænd, som ere løbne bort fra Eders norske Huse; thi haaber jeg, at I ei Vægte Eder ved at erkjende Normannakonningen for Eders rette Herre.“ Jæmtelænderne stode strax op og svore at lyde og tjene Hakon i Eet og Alt, og de bleve af hans allertroeste Folk, da de ikke vare vundne med Sværd, men ved vennesæl Omgang. Da Hakon og Eyvind bleve ene, sagde Kongen: „Kjære Eyvind! Jeg troer Guderne have sendt Dig ned til mig for at beskjerme og udbrede min Magt og Velstand. Hvorledes skal jeg tilfulde takke Dig for alle de Tjenester, Du viser imod mig? Det er dog klart, at det var meest Din lystige Vise, som skaffede mig Magt over Jæmtelænderne.“ Eyvind svarede: „Naadige Drot og Ven! Maa jeg blot beholde Din Kjærlighed, og maa Du leve med mig, indtil de grave mig ned i Jorde, da forlanger jeg intet Andet her paa Jorden; thi Du er mig ligesaa kjær som min Qvinde, og noget til. Men skal jeg miste Dig, da duer det ikke noget med mit Spil og min Sang.“

Eyvind opholdt sig endnu nogle Maaneder med sin Hustru hos Hakon, og Kongen talte imens ofte med ham om, at han skulde lade sig christne; men han vilde ingenlunde lade sig overtale dertil. „Hvorfor,“ sagde han, „skal jeg hengive mig til den megen Bedrøvelse, da Guderne have lavet det saa godt for mig her paa Jorden. Jeg har Evne til Spil og Sang, hvormed jeg kan forlyste baade mig selv og Andre. Jeg har en Ven og en Viv, som jeg elsker over Alt. Hvad skulde da bevæge mig til at lade af med at elske Verden. Jeg for min Part holder for, at det er meget bedre at have et godt, stærkt Legeme at fornøie sig udi, end at blive til en Skygge.“ Kongen mærkede, at det ikke hjalp at spilde Ord herpaa, hvorfor han lod af med saadanne Samtaler. Da de skulde til at skilles ad, talte Hakon endnu med Skjalden om hans Hustru Alvilde og sagde til ham: „Dersom Du vil eie denne Qvinde i Ro, da maa Du pusle noget mere om hende; men Du gaaer saa tidt og strøifer om i Skovene og kommer silde hjem, naar hun allerede har sovet en god Stund. Det gaaer ikke an. Du maa tvertimod gantes noget mere med hende. Du kommer til at nappe hende imellem kjærligen i Skindet, klappe hende og drive al den kjærlige Tant, Du kan hitte paa.“ „Skam faae den, der gjør,“ sagde Eyvind, „det beqvemmer jeg mig ikke til. Jeg er for gammel til saadant Børneværk. Tilmed er min Viv saa liflig af Aasyn, at jeg var en nedrig Karl, dersom jeg nogensinde tvivlede paa hendes Troskab, der staaer saa grandgivelig afmalet i hendes Øine.“ „Hvad det angaaer,“ sagde Kongen, „da har jeg flere Gange seet Qvindfolk, der have været glatte i Huden og klare i Øiesynet, men som man dog ikke just har kunnet lide paa. Men vi ville ikke tale videre derom. Jeg vil derfor blot bede Dig, at tænke paa engang imellem, hvad Hakon har sagt Dig.“ „Det var slet gjort, om jeg gjorde det,“ sagde Eyvind, „og det skal med min Villie aldrig kommes i Hu, saa at Du for den Sags Skyld kunde have spart Mundlæderet, men ikke desmindre takker jeg Dig for Din kjærlige Omhu.“ — Nu agede da Eyvind bort med Alvilde, og de meente at kunne vinde hen til en Gaard, som Hakon havde givet dem, inden Aftenen faldt paa. Men allerbedst som de fore igjennem Skoven, hvor Gunild før havde drevet sit Spil, da sprang et sort Utyske frem af en Busk og satte sine Kløer i Reendyret. Alvilde skreg: „Slaa til det med Harpen!“ Men Eyvind var bange for at Strængene skulde tage Skade, dersom Bæstet fik Kløerne deri, da det tyktes ham uden for al Tvivl, at disse ikke vilde lege saa fiint dermed, som hans Fingre pleiede. Han samlede derfor efter et lidet Sværd, som han havde gjemt i Halmen, der var stoppet omkring Alvildes Fødder; men inden det lykkedes ham at faae fat derpaa, laae allerede Renen paa Ryggen og sprættede i Luften med alle fire Been. Da rev Alvilde i sit lange Hovedhaar og sagde: „Jeg er da uselig faldet i denne Mands Hænder, som for at spare paa et elendigt Stykke Træ bringer mig i en saa stor Livsfare. Hvorledes vil Du nu rede os ud af denne Nød?“ Eyvind blev meget fattig ved denne ukjærlige Tiltale; men han tog sig dog i det og sagde: „Elskede Viv! Vi maae takke Guderne for at Udyret igjen søgte Buskene, og de hjelpe os vel ogsaa til vort Hjem, naar vi give dem et Ord for det.“ — „Troer Du da,“ sagde Alvilde, „at jeg er vant til et saadant Landstryger-Levnet, som Du fører? Troer Du, jeg i kan finde mig i at træde med Fødderne i den høie Snee for at vinde de mange Mile, vi endnu have til Gaarden?“ — „Favre Veninde,“ svarede Eyvind, „det være langt fra mig, at jeg skulde lade Dig gaae, saalænge jeg har min Førlighed. Jeg vil tage Dig paa mine Skuldre; thi saalænge jeg kan orke, skal Du ikke lide nogen Besværlighed.“ Saa tog han Harpen i den venstre Arm og Qvinden i den høire, og begyndte at gaae meget møisommelig frem i den høie Snee. Da han havde gaaet et godt Stykke, begyndte Sveden at rinde ham ned over Kinderne, og han stønnede stærkt. Tænderne klapprede derimod i Munden paa Alvilde, og hun rystede ligesom Bladene paa en Piil, saa at det ret var underligt at see, hvor deres Legemer vare ligesom deres Hjerter, da Eyvinds Kjærlighed ogsaa var meget heed, hvorimod Alvildes var aldeles kold. Eyvind var færdig ved at daane af Mødighed, men fandt sig dog i det med stor Taalmodighed, da derimod Qvinden gav sig til at græde bitterlig, og ønskede, at Eyvind hellere havde ladet hende sidde som en Fugl i Skoven, i hvilken Tilstand hun dog havde Fjær til Skjerm for Kulden, da hun nu derimod maatte fryse ihjel. Harpemanden satte hende ned et Øieblik for at puste; da forlangte hun, at han skulde gjøre Ild paa, da hun ellers reent maatte forkomme af Frosten. Hendes Husbond forestilte hende, at de nu vare i en bred Dal langt fra alle Træer, og at det følgelig vilde være ham en Umulighed, at bringe noget Baal tilveie. Hun foreslog ham da, at tænde Ild i Strængelegen, hvorved hun dog kunde faae nogen Varme. Da blev Eyvind saare forfærdet og sagde: „Min Allerkjæreste! Hvorledes kan Du føre det over Dit Hjerte, at forlange Saadant af mig? Hvorledes kunde Du være i Stand til at berøve mig min Livsens høieste Lyst og Glæde, for at blive for en stakket Tid opvarmet?“ Men hun blev ved at bede ham og sagde: „At hun slet ikke kunde begribe, hvi han vilde have hende til Hustru, naar hun var ham saa ligegyldig, at dette døde Spilleværk var ham dyrebarere end hendes Liv og Helsen.“ Da sagde Eyvind: „Skjøndt jeg derved faaer et saadant Smæk, at jeg vist aldrig bliver til Mand meer, vil jeg dog føie Dig, naar Du kun først vil tilstede mig, at spille et Stykke for at tage Afsked med denne gamle Ven.“ Da satte han Legen tæt op til sit Bryst og qvad:

Naar Gubben staaer ved Graven
    Med Vand i Øie,
Krummet til Krykkestaven,
    Blandt kjæmper høie;

Naar de i Veien sætte
    Den nye Krukke:
Da kan Du sagtens gjette,
    Hvi han maa sukke.

Det er hans Søn, de gjemme
    For sultne Ravne;
Han hører ei hans Stemme,
    Kan ham ei savne.

Saa skal jeg aldrig høre
    Dit stolte Mæle,
Strængen aldrig røre
    Paa brune Fjæle.

Dit Maal saa herligt lyder
    Paa vilde Vænge;
Ei nu Du Kjæmpefryder
    Skal klinge længe.

Og naar da Eyvind sørger
    I Krogen stille,
Og Mand og Qvinde spørger,
    Om jeg vil spille:

Da maa sig Eyvind skamme
    Og Intet svare.
O, Du min dyre Ramme!
    O, Guldstrænge rare!

Brist da med Klang,
    Du Drapaqvæder!
Du toner sidste Gang,
    Og Eyvind græder.

Da han det havde sjunget, gjorde han et saa heftigt Greb i Strængene, at de brast alle tilsammen, og han knuste i det samme Legen imod en skarp Steen, saa at det gav en Lyd ligesom et vildt Skrig, og Alvilde ræddedes derved. Derpaa slog han Ild og lavede i Taushed et Baal, og Qvinden talede imens heller ikke et Ord. Da de havde siddet lidt ved Baalet, kom der en bretlandsk Kjøbmand kjørende med mange Slæder. Denne Mand var klædt i kosteligt Tøi, hvilket var baldyret med røde, hvide og blaae Stene. Da han fandt Eyvind og hans deilige Viv ene paa Marken i den svare Kuld, lod han sine Trælle gjøre en stor Brand tilrede og bad dem lette sig derved hos ham. Han lod dernæst hente sjeldne Spisevare og fine Drikke ned fra Slæden, hvorved de qvægede deres Sind. Især gav han Eyvind stærke Draaber i hans Bæger, som skulde fremme Søvnen hos ham, og da nu den trætte Spillemand snart slumrede ind, tog han hans Kjæreste ved Haanden og berømmede med mange og søde Ord hendes liflige Skikkelse. Dette huede Alvilde vel; thi hun saae, at Kjøbmanden var en meget lækker Herre. Endogsaa da han rakte Munden hen og vilde kysse hende, gjorde hun liden Modstand. Om Morgenen, da Eyvind lukkede sine Øine op, da var baade Kjøbmanden og Alvilde borte. Han sprang forskrækket op og raabte hendes Navn, saa det lød vidt over Marken; men han fik slet intet Svar, ei engang af Overgemæle, da der ingen Fjelde vare i Nærheden, som de kunde svare igjen fra. Han løb længe om, indtil han mødte en liden Elv, den satte han sig ved; men blev saa bange for sit eget Aasyn, som speiledes deri og saae forfærdelig elendigt ud, at han atter foer derfra, uden at vide hvorhen.

Hakon og hans Mænd rede om i Skove og Dale og joge de vilde Dyr, da Kongen gjerne vilde forslaae de Griller, som Eyvinds Fraværelse foraarsagede hos ham. Mens Hakon nu engang stod med Bagen imod en Gran og satte sin Hage paa Skaftet af sit Spyd, da hørte han, at hans Hovmænd raabte: „Her har vi Spillemanden!“ Normannakongen løb forundret derhen, da saae han gandske rigtig Eyvind ligge taus paa Jorden. Alle Mand spurgte ham, hvorfor han laae der saa alene; men han var ikke meget for at tale og sagde kun nogle enkelte Ord. Da sagde en af Kjæmperne: „Hvad er det, han mumler i Skjæget? Han taler noget om en bretlandsk Kjøbmand. Man skal see, at han har solgt baade sin Qvinde og Strængeleg til den samme Handelsmand og faaet Kalk derfor, som han har hvidtet sine Kinder med.“ En Anden sagde: „Nei, det lader snarere til, at Ansigtet er frosset af ham, og at han har lavet sig et af Snee og sat i Stedet.“ En Tredie sagde: „Nei, jeg tænker han har slaget Alvilde ihjel og gravet hende ned her i Jorden, og vil nu selv staae her i Stedet for en Marmelsteen til hendes Ihukommelse.“ Ved disse Ord sloge de en umaadelig Latter op. Men da Kongen havde hørt Sagens Sammenhæng, sagde han Meget til Eyvinds Trøst, og sluttede da tilsidst med de Ord: „Nu har Du da noget mindre Aarsag til at elske Verden over alle Ting, og Du kunde for den Sags Skyld gjerne give Dig Christus i Vold.“ Men Eyvind sagde: „Hvi skulde jeg ikke elske Verden, naar jeg deri haver en saadan Ven, som Dig. Forliset af en Qvinde maa ikke længe klemme Vand af en Nordmand. Harpe, saadan som den jeg havde, faaer jeg aldrig mere; thi den sluttede overmaade passeligt til mit Bryst; men dens Strænge vare kanskee for spinkle til at buldre i norske Bersærkers Øren. Nu maae I bryde tre ranke Grene af et Grantræ og øge dem sammen og splintre Panden paa den meest glubende Bjørn, der gaaer i Norges Skove. Den vil jeg rive Tarmene ud af Livet paa og tvinde Strænge deraf. Og da herop, I norske Kjæmper! ud paa den vilde Val! Det skal rumle for Jeres Øren, saa I skal mærke, at Eyvind er ikke forknyt endnu.“ Man føiede Eyvind og gjorde et saadant Redskab, som han forlangte, hvilket siden efter for sin dumpe Lyd blev kaldet Brumlebasse. Derpaa drog Hakon, Eyvind og alle Hirdmændene til Stordøen, hvor de levede i megen Fryd og Gammen. Som de engang sadde ved Davrebordet, blev Eyvind kaldt ud af en af de Dagvægtere, som stode paa en høi Vare og kigede altid ud over Stranden for at melde det for Kongen, naar Gunilds Sønner stævnede mod Landet. Da bleve Baunerne tændte fra den ene Ende af Landet til den anden, og alle Mænd, som formaaede at bære Glavind, sankede sig om Kongen. Men for at ikke saadan Larm skulde skee for Intet, havde Kongen bestemt, at den, der sagde falsk Tidende om fjendtligt Overfald, skulde have sit Hoved forbrudt. Derfor kaldte de Trælle, der stode paa Udkig, Eyvind til dem, pegede med Fingrene ud over Vandet og spurgte, om han ikke syntes, der kom fjendtlige Snekker. Han spurgte, om de vare forblindede, siden de kunde tvivle paa, hvad Enhver gandske rivelig kunde see med sine Øine. Tilmed skammede han dem meget ud for deres store Utroskab, da de af Angest for deres uselige Liv havde, til stor Fare for deres ædle Herre, ladet Fjenden løbe saa nar ved Land; sprang saa hurtig ind i Kongens Gaard, sparkede Døren op med sin Fod, stod paa Tærskelen og qvad:

Nu er ingen Tid at rede,
Væk med Mjød og fede Skanker!
Nu der andet Gilde vanker,
Naar I ud paa Marken træde.

Op fra Eders lade Bænke,
Trækker paa de blanke Hoser,
Hænger Sværd ved Lænd i Lænke,
Rask herud og planter Roser!

Røde Roser i det Grønne
Pynte vildt i Morgenrøde.
Den, der agter for en Bønne
Livet, er ei værd sin Føde.

Høgeflok fra søndre Hjørne,
Med staalblanke Kløer brede,
Søger Bjergets Kongeørne,
Vil slaae ned i deres Rede.

Da sprang Kongen op, sparkede Bordet overende og slog paa sit Skjold. „Jeg kjender Eyvind for saa god en Dreng,“ sagde han, „at han ikke bringer os Hærsagn, uden det er sandt.“ Nu drog Kongen i sin Brynie, gjordede sig med Qværnbideren, satte en Hjelm paa Hovedet af drevet Guld, der havde en overordentlig Klarhed. Da blev Eyvind rørt af Forfærdelse og sagde til Kongen: „Vil Du nu, min Herre! med Magt gjøre Dit Hoved til Maal for Fjendens Pile? Den Hat, Du har der paa, skinner jo ligesom en Sol, og Fjenderne kunde gjerne lukke det ene Øie og endda pege lige paa den med deres Buer.“ „Lad den kun glimte som Solen,“ sagde Kongen, „destobedre kan den falde mine Svende i Øinene, og jeg mener ikke de skulle gaae Krogveie, naar de følge efter den. Og dersom de da fornemme, at samme Sol gaaer ned, mage de det nok saa, at den kan gaae ned i dygtig Rødme, ligesaavel som den, der er paa Himmelen.“ Da de kom udenfor, mærkede de, at Fjenden var saa stærk, at de kun kunde stille een Mand imod syv. Hakon spurgte derfor sine Mænd: „Om de vilde helst falde med Ære eller flye med Skam, da der ingen Udsigt var til Liv i Rend mod saa Mange.“ Alle tilhobe raabte: „At de vilde følge deres kjære Konge i Liv og Død, og at de gik frem saalænge Benene kunde bære dem.“ Hakon takkede dem og blev derover ved godt Mod. Ogsaa Eyvind blev heftig lystig, sprang om og raabte: „Han var glad over, at han kunde komme til at prøve, om der var god Lyd i hans Brumlebasse.“ Derpaa førte Hakon sit Folk lige mod Fjenden, og ved hans Side gik en drabelig Kjæmpe, som hed Torjolf, og næst efter Kongen gik Eyvind med Strængelegen i Hænde og sang, saa det kunde høres fra den ene Fløi af Kjæmperækken til den anden:

Hid komme Sviin
Fra de danske Skove,
Over salten Riin,
Over fraadende Vove.

Af Blaatand de agtes
For tykke og fede;
Thi skulle de slagtes
Paa Norriges Hede.

De klemte nu paa hinanden af alle Kræfter, og Hakon tog saa hardt paa, at Sveden snart gik ham ud af Panden. Han krængte da Brynien af og smed den langt ud i Marken, hvorpaa baade han og Torjolf toge Sværdet i begge Hænder, gik langt frem for Banneret og trængte igjennem Hæren baade paa langs og tværs. Baade Hjelme og Skjolde maatte briste for deres tunge Hug; thi Kongen og Torjolf vare lige stærke. I den anden Hær gik iligemaade Alf Askmand og Evind Skreja haardelig frem, og da de kunde kjende Kongen paa den forgyldte Hjelm, gjorde de sig især Vei mod det Hjørne, hvor den glimrede, da de havde meest Mod paa at ramme ham. Da Eyvind Skaldaspiller saae, at saa mange bar Vaaben imod Kongen, at de let kunde overvælde ham, kastede han en Hætte over Hjelmen, uden at han blev det vaer. Saa qvad han igjen:

Frem, modige Drenge!
Paa rygende Vænge
Med blinkende Stang.
De Sværde, som time,
Saa herligt sig rime
Med Strængenes Klang.

Vi hugge og synge.
En Krands vi vil slynge
Om Drotten saa bold;
Af Glavind de blanke,
Af Landser de ranke
En glimrende Vold.

Skam Dig, Du Kryster,
Som standser og ryster,
Mon Kolden Dig tvang?
See Halvor kan stævne
Og Bane sig jævne,
Hvor Veien er trang.

See Einar maa rave,
Hans funklende Krave
Fik svarlig Rift.

Hans Daad den stander
Paa Fjenders Pander
Med røden Skrift.

For Torjolf lange
Er Dansken bange
I vreden Dyst.
I Mark han stamper,
Som Hoppen tramper,
Han gjør saa lyst.

Odin gamle!
Til Hjelp Du samle
Din Asaflok;
Da Tyrene fede
Med Blod skal væde
Din Alterblok.

Frisk lader os holde
De runde Skjolde
For vores Drot.
Bog Muren, vi bygge,
Hans Lemmer er trygge
Som i hans Slot.

Da Evind Skreja ikke mere saae Hakons Hjelm, skreg han: „Skjuler nu Norges Konge sig, eller er han faldet, eller er han rømt af Marken?“ Og nu fore han og hans Broder Alf Askmand frem som vilde og galne Folk, hujede og slog om dem, saa Ingen kunde komme dem nær. Da Hakon hørte, at der var Spørgsel efter ham, raabte han: „Hold frem som Du stævner, Evind, da vil Du finde Normannakonning!“ Han foer da som et Lyn til det Sted, hvor Røsten kom fra. Torjolf vilde tage imod ham; men Kongen sagde: „Mig vilde han finde, selv skal jeg og tage imod ham.“ Mens de saaledes vilde begge trænge dem frem, kom Evind rendende med opløftet Sværd og hukkede mod Hakon; men Tjorjolf gav ham saadant Sæt for Bringen med sit Skjold, at han ravede ved det. I det Samme slog Kongen ham med Qværnbideren saaledes paa Issen, at Sværdebladet gik ned imellem begge Øinene, saa at Hovedet skiltes ad i to Stykker, som faldt paa begge Skuldrene, og i det Samme satte Torjolf sit Spyd ind i Hjertet paa Alf Askmand. — Da Fjenderne saae, at deres to ypperste Høvedsmænd vare slagne, begyndte de at vende de Norske Bagen, men den blev ikke uden Saar; thi Hakon og hans Mænd vare bestandig i Hælene paa dem og slog dem med Skarpt. Da Gunilds Børn næsten havde naaet deres Skibe, saae man et underligt Syn. En Sky drev bestandig efter Hakon, og Nogle vilde paa den see en gammel Kjærling ride paa en Stav med en Harpe i Haanden. Med Eet fløi fra denne Sky en Piil, som svævede længe i Luften og tilsidst traf Kongen, saa at han segnede paa Marken, og i det Samme gik Solen ned. Nu bleve de norske Kjæmper reent rasende og fik fast alle Bersærkergang. Kun nogle faa bleve med Eyvind Skaldaspiller tilbage hos Drotten. De andre fore som vilde Dyr imellem Fjenderne, hvilke af Forvirring løb for en stor Deel ud i Havet, og i Heden fulgte mange Nordmænd efter, saa at deres Staal endnu mødtes under Voverne, inden Vandet qvalte dem. Da Nordmændene saae, at der ikke mere var nogen levende Fjende paa deres Land, men at Alle havde reddet sig paa Skibene, gik de tilbage til deres Konge. Han laae i Eyvinds Arme og svømmede i sit Blod, som ikke paa nogen Maade vilde lade sig standse. Kongen blev altid blegere og blegere, og Eyvind ligeledes. Alle Kjæmperne stode tause i en Kreds omkring dem, saa at der var saa stille, som i Høien hos en død Mand. Da talte Hakon med svagt Mæle disse Ord:

„Norske Mænd og Brødre! Den Sol, der nu gik ned, er, saavidt jeg kan mærke, den sidste, jeg faaer at see med disse mine Øine, da snart al den Væde, der var i mig, er strømmet ud her paa Græsset. Mærker derfor min sidste Villie. Her er den Kongering, som min Fader har baaret, og som Sigurd Jarl har sat paa mit Hoved, den maae I bringe Gunilds Sønner; thi der er norsk Kongeblod i deres Aarer. Hils dem, at de maae ikke gjøre mine Venner Fortræd, fordi de vare dem saa haarde idag, men søge ved Mildhed at vinde deres Hjerter, ligesom jeg gjorde; da ville de i disse gode Kjæmper have et Brystværn imod alle Avindsmænds Hug og Stød. Jeg har altid haabet, at blive ringet til Hvile af Christenklerker og ligge under en Tue med Kors inden for de hvide Christenmure; men jeg er det ikke værd, thi jeg har svaiet som et Rør mellem Odin og Christus, og hvem af dem, der skal have min Sjæl, det veed jeg ikke. Derfor kan I gjerne tage mit Liig paa Eders Skjolde og sætte i min Rustning, som jeg her ligger, i en Hedninghøi paa vild Mark, efter Eders Fædres Viis; thi vil den hvide Christus lukke mig sin Dør op, da finder han mig nok, ihvor jeg gjemmes.“ Derpaa reiste han sig overende med Haanden paa sin Vunde og sagde med hæs Røst: „Og nu Farvel mit elskte Folk! Tak for Eders Trofasthed imod mig. Vidste jeg, at Gunilds Børn meente Jer det saa godt, som jeg har meent det, da vilde jeg med Glade lukke mine Øine i. Og Du min blide Broder og Ven, Eyvind! som altid har været mit Hjerte næst i Vel som i Vee! Du har nu hverken Harpe eller Viv eller Ven, og Du kan aldrig faae dem igjen, uden af den Korsfæstede.“ Her kunde han ikke taale at tale mere, han saae endnu engang omkring paa sine Folk og sagde: „Lever vel, mine Børn!“ Tilsidst stirrede hans Øine paa Eyvind, men dermed gik de ogsaa i, og han faldt tilbage paa Ryggen uden Liv. — Somme af Mændene græd høit og holdt deres Skjolde for Ansigtet, Andre stode med Armene lænede paa deres Hellebarder og saae med vilde Øine ned paa Jorden, som om de vare vrede paa Nornerne, fordi de havde raadet det saa ilde for Norges Land. Andre stod gandske stive, ligesom Steenstøtter, korte af sørgelig Forbauselse, og tabte baade Øxer og Sværd ud af Hænderne. I tre Dage grove de en Høi paa Nordhordaland og græd ved ethvert Spademaal de toge og deri satte de ham, ligesom han havde gaaet i Slaget. Men Eyvind stod paa Toppen med et sørgeligt Ansigt og sang:

Hold ikke din Haand for din vaade Kind,
Du Granens bedrøvede Broder!
Viis Du kun din Taare med freidigt Sind
Som Barnet for Fader og Moder;
Thi Hakon ligger i Mulde,
Snart grønnes hans Been af Kulde.

Ja ret som den liden Fugl paa Qvist
Sig klager alt for sin Kjære,
Saa ville vi sørge, fordi med List
Troldqvinden slog vores Herre.
Kling ynkelig da, mine Strænge!
Som Hyrden fløiter paa Enge.

Du venlig varst som et Dalens Lam,
Naar med Fred Du sad i din Stue;
Men stod Du i Stridens raslende Ham,
Da maatte Nidinger grue.
Sov sødt da, du Milde, du Stærke!
Due og vilde Bersærke!

Hver Anden gaaer atter til Kjæmpernes Rad
Og glemmer med Tiden sin Møde;
Men Eyvinds Sjæl bliver aldrig glad,
Fra den Tid hans Elskede døde;
Thi Mulm og Stene ham skjule
Saa dybt i en drøvelig Hule.

Eyvind vilde ikke være tilstede, da de udraabte Harald, Gunilds ældste Søn, til Konge over Norge; endskjøndt denne tog det meget ilde op, at han, som dog var hans Frænde, ikke, ligesom Hakons øvrige Hirdmænd, kom for at faae Tilgivelse af ham og træde i hans Tjeneste. Men Eyvind kunde i Evighed aldrig glemme ham det Stykke af, at han havde været Skyld i hans gode Konges Død. Han lod ham da hente til sig og bad ham qvæde en Vise. Da greb Eyvind Leiligheden, for at sige Harald den rene Sandhed. „Jeg har,“ sagde han, „engang qvædet en Vise for din Fader, som jeg ikke fik til Ende, nu kan jeg med din Forlov synge den ud.“ Han qvad da disse Riim:

Kong Erik var sig saa blodig en Mand,
Hans Øxer altid var røde;
Meer end Kildens det perlende Vand
Vare Blodets Draaber ham søde.
Hver Nat green udi hans Halle
Hans Brødres Hoveder alle.

Uden Blu paa Leiet han i sin Arm
Den ledeste Hex mon tage.
Med sorte Katte for sorte Karm
Til hende de Finner age.
Saa laved de Drikke ved Stjerneskin,
At øde den Kongeæt saa fiin.

Hendes Søn er en vantreven Ting,
Hans Bag er mærket med Staalet.
Som Kræmmer rendte han rundt omkring,
Nu haver han Kronen stjaalet.
Som Andre jorde den Døde,
Saa jorder han Guldet røde.

Som Ræven lusker i dunkle Krat
Alt udi sin røde Kjole,
Saa slog han vor Konge med Trolddom brat,
Mens Ugler blandt Hexene gole.
Brav Mand vi lagde i Høie,
En Niding staaer os for Øie.

Harald raabte, at der ikke laae ham meget Magt paa, enten

saadan liden Hund bjæffede ad ham eller ikke, da han meente, at have god Evne til at stoppe Munden paa den. Men Eyvind lod ham vide, at den Hund, han talte om, vilde stræbe desbedre at bruge Munden, mens den endnu havde den i sin Magt. Da vilde Harald strax lade Harpespilleren dræbe; men han turde ei for sine Mænd, hvorfor han gjemte Hevnen i sit Hjerte til en anden Leilighed. Eyvind gik da ud i den vilde Skov og byggede sig en Hytte, hvor han boede i tre Aar, og der blev aldrig seet Lystighed paa hans Ansigt fra det Øieblik af, han saae Hakon falde paa Marken. Han sad hele Dagen med Albuerne paa sine Knæe og Hagen i den flade Haand, og tænkte paa sin uforglemmelige Ven og Herre. — Harald lod ham skikke Bud, om han vilde gjøre Venskab med ham og synge i hans Borgestue; men Eyvind lod ham sige igjen, at han havde tjent een Konge saa god, at han ikke havde Lyst til at tjene den anden. Kongen meente, at han betænkte sig nok, naar Sulten drev ham ud af hans Skjul. Men heri tog han feil, da Eyvind ikke bekymrede sig meget for Føden; thi det bares ham for, at han ikke mange Dage skulde overleve sin Ven. En Sølvdolk havde Islænderne sendt ham, fordi han havde lagt et Qvæde paa Riim til deres Berømmelse. Den gav han bort for Brød, paa det at han i Ro og Eenlighed kunde sidde og overlade sig til sin Bedrøvelse. Han meente, i Følge Kongens sidste Ord, at Christus havde maaskee taget alt Held fra ham paa denne Jord, for at han skulde vende sig med Tro til ham. Men nu var hans Hjerte af Sorgen blevet haardt og koldt, saa at han sagde ved sig selv: „Dersom Christus mener med det Onde at tvinge mig til at tjene sig, da har han giort en feil Regning; da holder jeg mig hellere til den gamle eenøiede Mand, skjøndt han paa den senere Tid har varet temmelig hjelpeløs imod mig.“

I Skoven, hvor Eyvind levede, listede sig hist og her en enkelt Munk frygtagtigen om mellem Træerene. Det var en Rest af dem, Hakon havde hentet fra Bretland, og som endnu ikke vare ihjelslagne af Hedningerne, og havde opoffret al den Tid, de kunde vente at leve i Verden, til at gjøre Christi Kirke større. En af disse kom til Eyvind en Morgen, da denne mindst tænkte at findes af noget Menneske i sit Lundehuus. Han blev derfor meget forundret ved at see en Mand i en stor sort Kappe med et lidet, sygeligt Ansigt at træde hen imod ham, og troede fuldt og fast, det var en Skovtrold. Manden begyndte at prædike om Christus for Eyvind; men denne bad ham gaae sin Vei. Da Munken mærkede, at Spillemanden var saa stivsindet, begyndte han at tale med ham om de fordømte Sjæles evige Pine og brugte haarde Trudsler mod ham. Da blev Eyvind vred, lettede sin store Harpe og slog ham i det blege Aasyn, saa det drønede i Sangbunden og Munken faldt baglænds om i Daanelse. Eyvind ventede paa, at han skulde staae op igjen; men han gjorde for det første ingen Mine dertil. Da sagde han ved sig selv: „Ikke skulde jeg dog troe, at han har havt saa mør en Brask, at den skulde briste for saa lidet Slag,“ gik hen og sparkede ham med Foden, og sagde: „Stat op, Christenmand! her haver Du ingen beqvemmelig Hovedpude at hvile paa.“ Munken fik Veiret igjen, reiste sig og gik ud af Huset, men sagde først: „Vor Herre forlade Dig, at Du haver saa mishandlet en Herrens Tjener. Jeg er slet ikke vred paa Dig derfor, da Du est en saa blind Hedning, at Du ikke haver bedre Forstand, og jeg veed, det vil blive Dig selv til størst Vee, naar Christus kalder os til Doms.“ Eyvind syntes, det var en underlig Viis at bede godt for den, man faaer en brudden Pande af; men han kunde dog ikke negte, at det var smukt gjort, og fortrød, at han havde givet den sorte Mand saa kort Besked. Derfor tog han bedre imod andre Munke, som havde søgt Redning i Skovene, og hørte taalmodig paa de hellige Fortællinger, de altid kom med, da han meente, dermed at gjøre dem en Fornøielse. Men da han havde hørt ret mange af dem, gik de ham alt mere og mere til Hjerte, og det løb ham om i Hovedet, naar han sov. En Aften sad han meget bevæget og tænkte paa sin Ven Hakon, sin Viv Alvilde og sin bretske Harpe, da de Ord randt ham i Minde, hvilke Hakon havde sagt, førend han døde, at han kunde Intet faae igjen af det, han havde tabt, uden af den Korsfæstedes Haand; men han kunde ikke faae nogen Mening i disse Ord. Mens han sad og grundede derpaa, faldt han i Søvn. I Drømme kom Christus til ham, som en deilig Mand med sorte, krusede Haar og stod i Døren af hans Hytte, og spurgte, om han havde Lyst til at see sin Ven og Hustru og Harpe igjen? Da syntes han, at han gik hen og kyssede Christus paa Haanden og sagde, hvis det kunde skee, da kunde han troe paa ham og blive salig. Christus gik da ud og kom igjen med en smuk Dreng ved høire Haand og et lidet Barn ved venstre, hvilke vare Hakon og Alvilde op af Dage. Den lille Pige var langt hvidere af Farve, end Alvilde nogensinde havde varet, og bar en Kurv med Roser og Lilier. Drengen havde ogsaa en Kurv med modne Æbler og røde Bær. Da sagde Eyvind forundret: „O, mine elskede Venner! min Viv og min Konge, hvorfor ere I saa smaae? hvor have I plukket Blomster ved Vintertide?“ De taug stille og saae mildt paa ham; men Christus tog Ordet og sagde: „De komme fra Paradiset. Alle de, som komme der, blive til Børn, og der ere Æblerne altid røde.“ Og Drengen tog en Harpe, som lignede hans brændte Strængeleg, men som glimrede af Guld og blaae Saphirer, og sagde: „I denne Harpe haver jeg fængslet Toner af Nattergalen i Paradis.“ „Hvorledes kommer man da i denne rare Have?“ spurgte Eyvind. Christus svarede: „Jeg er Dørvogter og her bærer jeg Nøglen, som kan lukke Dig derind!“ og herved løftede han sit Kors op i Luften. Eyvind raabte: „Lovet være Christus i al Evighed!“ Dette raabte han saa høit, at han vaagnede derved og Drømmen forsvandt; men i Døren stode begge Børnene endnu og svarede: „Amen!“ og hans Haand hvilede paa en Guldharpe. Torjolf hiin stærke traadte hen til hans Seng med sin Korshammer i Haanden og sagde: „Din Hustru Alvilde er inat hjemkommet fra Bretland, for at bede Dig om Forladelse; thi hun haver i Engelland ladet sig christne; men Munkene vilde ikke lade hende gaae ind i det høie, hvide Huus, Du nok veed, der staaer i Lunden, førend hun havde forligt sig med Dig. Hun havde med sig Din liden Datter, som hun haver født i Bretland, og som ogsaa hedder Alvilde, og denne Pebling, som hedder Hakon, og som vores brave Drot, der ligger henne i Høien, har avlet med en bretlandsk Prindsesse. Hun kommer selv ret bag efter, men lod mig bringe Børnene i Forveien, og hun havde en ny Harpe med, som hun haver ladet koste i Bretland, hvilken hun vilde give Dig i Stedet for den gamle, hun har skilt Dig ved.“ Eyvind sprang forundret op, kyssede den lille Hakon og Alvilde og gik henimod Korset, som den Munk, han slog paa Panden, havde plantet for hans Dør. Der stod han og spurgte Torjolf med underlige, forvildede Miner, om han vilde høre Nattergalen fra Paradiset synge. Torjolf blev forfærdet og sagde: „Jeg var dog en Gjek, at jeg bragte ham saa pludselig dette Budskab. Bliver hos Eders Fader, han er gaaet fra Forstanden og taler vildt; jeg vil hente hans Hustru, om hun ikke skulde kunne snakke ham til Rette.“ Torjolf gik, og Børnene gave dem til at græde, men da han begyndte at røre Strængene, holdt de op. Det som Eyvind qvad, kan Ingen synge ham efter; thi hans Sjæl var revet ind i den tredie Himmel, og han sang om alle Himmelens Hemmeligheder. Da Svanesangen var ude, fløi en Piil fra Busken ind i hans Hjerte. Den blev udskudt af en Mand, som Harald havde tinget dertil, og Eyvind faldt som et Lam hen under Korset. Da Folk kom til, sadde begge de Smaae roligen ved Siden af den døde Mand og græd slet ikke mere; men de levede ikke mange Dage, fordi de havde hørt Toner fra Paradiset, og Munkene der i Skoven toge dem da alle Tre, og lagde Eyvind i en stor, kostelig Grav; men de to Børn grove de ned i smaae Grave, een ved hver Side af ham.