Professorens Huus

by Cornelia Levetzow

Professorens Huus.

Første Capitel.

Den store Selvkoger dampede og skurrede; en paatrængende Gedehams kredsede om Sukkerskaalen; min Svigerinde traktede Caffen gjentagne Gange, saae derpaa hen til Uhret, og skjænkede saa i det ene af de tre Par Kopper, der stode paa Bakken.
"Her, kjæreste Ida", sagde hun venligt. "sæt Dig ned og spiis, Du er bestemt sulten, det er tre Qvarteer over Frokosttid."
"Du skjænker ikke til Dig selv, Helene."
"O, nei, jeg vil vente paa Edvard; han holder ikke af at drikke ene."
"Hvorfor maa jeg ikke ogsaa vente?"
"Naar En gjør det, er det jo nok. — Aa, drik nu endelig, før den bliver kold."
Hun gik hurtig ind i Soveværelset og knælede ned ved Vuggen, hvorfra en sagte Klynken lod sig høre.
Helene var overordentlig yndig, som hun laae der, leende og smaasnakkende med sin lille Pige. Der var noget saa Fiint og Ætherisk ved hele hendes Skikkelse; naar hun løftede det store etaars Barn iveiret, saae det næsten ængsteligt ud. En Maler kunde ikke ønske sig et smukkere Sujet; men medens jeg betragtede dem, fyldtes mit Hjerte dog med Bitterhed; o, hvor det faldt vanskeligt at vise hende Retfærdighed! Denne lille Scene med Caffen, saa ubetydelig den end maatte forekomme en Udenforstaaende, var et Billede paa hele vort Forhold. Jeg blev holdt borte fra enhver Gene, ethvert Besvær, enhver Gjerning. I to Aar havde jeg nu været Gjæst her i min Broders Huus, hvor jeg saa gjerne vilde være et nyttigt Medlem, hvor jeg tørstede efter at udfylde en Plads, blot en lille Plads. Da Barnet kom, haabede jeg det skulde blive bedre, men det eneste Resultat var, at Helene anstrengte sig endnu mere, at hun blev endnu beundringsværdigere, som min Broder pleiede at sige. O, det er frygteligt at føle sig tilovers, at være en Hindring for Andre. Selv var hun altid mild og venlig imod mig, men naar Edvard skjænkede mig for megen Opmærksomhed, blev hun bedrøvet, og det lille Barn turde jeg neppe røre; hun kunde ikke taale, at det rakte Armene efter mig. Jeg er vis paa, hun bebreidede sig disse Følelser, men de ophørte ikke; hun vilde selv være Alt i Hjemmet; her var ingen Plads for en Anden. Undertiden tænkte jeg paa at tage ud mellem Fremmede, men det vilde have smertet og krænket min Broder, og gjort den Skillevæg større, der, liidt efter lidt, imod vor Villie, havde reist sig imellem os.
En halv Timestid efter kom Edvard. Han kastede sig strax i en Lænestol og tørrede sin Pande, idet han samtidig saae sig om med fornøiet Velbehag.
Min Broder var en høi, kraftig Mand med et godt, smukt, lidt rødbruunt Ansigt og et temmelig anseeligt, velpleiet Skjæg, hvoraf han var stolt. Han havde en vis hyggelig Familiefadermine, og var rigtig i sit Es, naar han sad saaledes i sit eget Hjem.
"Men, søde Helene, har Du ventet paa mig?"
"Det kunde ikke smage mig, før Du kom. — Ida", tilføiede hun, efter en lille indre Kamp, "vilde ogsaa vente, men det var jo saa urimeligt. Naa, Du stakkels trætte Ven, førte din Gang til noget resultat."
"Heldigviis, men jeg har været ti Steder forgjæves, troer jeg. — Nu maa din Moder være fornøiet med dette; alle de nævnte Betingelser ere tilstede: ikke langt fra Frederiksberg, ved en Sidevei, et roligt, afsides Huus, fire Værelser, Vært paa Stedet, ledigt til første October. Jeg har allerede leiet, for dog engang at faae Ende derpaa. — Tak, min søde Pige, en halv Kop til, det smager fortræffeligt."
Hvor de dog sadde hyggeligt sammen; lille Bertha var nu kommen op; hun loe, fægtede med de smaa tykke Arme, og rykkede Papa i Skjægget. Der var saa eensomt henne ved Vinduet, hvor jeg havde Plads med mit Syetøi. Havde jeg dog blot maattet arbeide Lidt for Barnet eller min Broder, men ikke engang det; Helene besørgede selv Alt, ved Hjælp af en Symaskine.
"Stakkels Moder", begyndte min Svigerinde nu med sagte Stemme, idet hun saae ned for sig, "hendes Selskabsdame holder jo snart Bryllup, veed Du; hvem skal hun faae istedet? senere lader det sig jo nok arrangere, men foreløbig?
Hun tænkte paa mig, jeg følte det øieblikkeligt; her var en god, naturlig Maade at fjerne mig paa, uden Opsigt eller Brud.
"Det er ingen misundelsesværdig Lod, idethele, at være Selskabsdame", svarede Edvard, "det veed Vorherre! og mindst hos din Moder. — Bliv ikke vred, min Engel, fordi jeg taler reent ud; hun er en egoistisk gammel Dame. Nu, jeg har ingen Grund til Klage, da hendes Opdragelsesmethode har frembragt saadan et lille kjærligt Væsen, der, ganske modsat, aldrig tænker paa sig selv. — Lille Mama er vred og suurmuler", tilføiede han, idet han lod Bertha dandse paa sin Arm henimod Moderen, "gode Venner igjen, gode Venner!"
"Det bedrøver mig, at Du taler saadan, Edvard; troer Du ikke jeg føler Trang til at være om Moder og pleie hende. Dersom jeg ikke var bunden, saa —"
"Men Du er bunden, Gud skee Lov, Du er bunden!"
"Maaskee kunde jeg?"
Min Broder vendte sig heelt om, ved Lyden af min Stemme, han havde ikke bemærket mig før.
"Du? aa, sikke Snak, paa ingen Maade!"
"Dersom Ida vil, en ganske kort Tid, et Par Uger", hun talte med Liv og Varme, "er det jo en mageløs Beroligelse for mig. Jeg kan ikke see det i samme Lys, som Du, Du slemme Mand; det kan umuligt staae for mig som et Onde, at være om Moder; selv vilde jeg jo intet hellere, kunde man blot dele sig. — Ida trænger desuden til Landluft; hun seer daarlig ud."
"Gjør hun? aa, nei, det finder jeg ikke. hun har jo i mange Aar befundet sig vel ved den kjøbenhavnske Luft. Var det endda i Sommertiden, men nu henad Vinteren. — Vi kunne desuden ikke saadan undvære vor lille Ida." Han saae kjærligt hen til mig.
Den Skygge, der i dette Øieblik gled henover Helenes Ansigt, bestyrkede mig kun i min Beslutning og jeg svarede ufortøvet:
"Det er jo blot indtil videre, kjære Edvard, og jeg kan jo daglig komme ind og besøge Eder."
"Tro aldrig det, Du kjender hende ikke."
Jo, jeg kjendte hende meget godt, og nærede ingen Illusioner med Hensyn til min Stilling. Men det var saa nedslaaende at være til Intet, saa tungt og bittert at være iveien. Helene vilde blive baade lykkeligere og bedre, naar jeg var borte. Dette stillestaaende, indholdsløse Liv kunde jeg desuden ikke udholde; jeg følte Trang til at prøve mine Kræfter, til at virke, ja, selv til at gaae Noget igjennem; maaskee var det overspændt og urigtigt, men Alt forekom mig bedre, end denne Tomhed.
"Dersom Ida virkelig tager derud", begyndte Edvard igjen, ærgrer det mig, at Adgangen til den smukke Have er forbudt; jeg gjorde ingen Indsigelse herimod, da det jo kan være din Moder temmelig ligegyldigt. — Aa, jeg haaber Du betænker Dig endnu, Ida! — ikke sandt, Bertha, lille Tante maa ikke reise, maa hun vel?"
"Giv mig Barnet, Edvard, hun skal have en anden Smække paa."
Helene snappede den Lille, før jeg fik Tid til at kjærtegne hende.
"Saa kan jeg altsaa skrive til Moder, at Du har leiet, og at Ida, — ja siig selv, hvad jeg skal skrive, Ida."
"At jeg vil prøve paa at være hende tilpas."
"Indtil hun kan faae en Anden", fortsatte min Broder ivrigt, "Gud frie Dig fra at blive der. — Hendes Vært er Professor Svane, den bekjendte Historiker."
"Professor Svane? men det er jo ham, som —"
"Ja vist, men hvad gjør det?"
"Som hvad?" spurgte jeg Helene, da min Broder var gaaet.
"Professoren er en Halvbroder til stakkels Cecilies Mand; det er bedst Du ikke nævner hans Navn for Tante Bertha. Hvad Moder angaaer, staaer hun jo reent udenfor Historien og kan rolig boe der."
Stakkels Cecilie! hvor dette Navn vakte mange Minder i min Sjæl. En Halvbroder til hendes Mand! maaskee kunde jeg der erfare noget Nærmere om hende, maaskee —
Cecilie var en Søsterdatter af min Fader; jeg havde seet hende første Gang et Par Dage efter hans Død. O, hvor jeg huskede det tydeligt! jeg sad sammenkrøben paa en Skammel i Krogen, med min lille sorte Blouse over Hovedet og græd, da hun kom ind; hun vilde hente mig, vidste jeg, og tage mig bort fra dette Sted og fra Fader, men jeg vilde ikke fra ham; det var jo dog min Fader endnu, om han end laae saa rolig og stille, som brød han sig ikke om mig mere. Hun knælede ned ved min Side og talte kjærligt og dog bestemt til mig, idet hun, samtidig, med sin fine, bløde Haand søgte at adskille mine sammenknugede Fingre og trække Blousen ned. Da det endelig lykkedes, tog hun mig paa Skjødet, kyssede min Pande og talte til mig om Vorherre og om den lyse, skjønne Himmel, hvor Fader nu var. Fra det Øieblik holdt jeg af hende og gjorde, hvad hun forlangte.
O, hvor hun var smuk; jeg blev ikke træt af at stirre paa hende; de meislede Træk, den rige, klare Farve, det dybe Øie, de prægtige mørkebrune Fletninger, den ranke Holdning, jeg seer det Alt endnu. Hun saae høi ud, skjøndt hun ikke var det; Den, der havde seet hende een Gang, glemte hende aldrig.
Vi kjørte fra Hjemmet samme Dag i en lukket Wienervogn. Edvard — der var en stor, opløben, syttenaars Fyr — sad paa Bagsædet og var, mod Sædvane, keitet og forlegen. Munden gik reent istaa, hvergang han saae paa den smukke Cousine, der var saa rolig, venlig og dog overlegen. Undertiden stirrede han ud af Vinduet og satte et barskt Ansigt op, det var naar Taarerne vilde frem. Jeg hulkede mig omsider isøvn, og vaagnede først seent paa aftenen, da Vognen rullede henad Kjøbenhavns Brostene. Vi holdt snart udenfor en stor, graa Gaard, og et Øieblik efter blev jeg vaerligt løftet ud og baaret ind af en gammelagtig, lidt stiv Tjener med et mildt, alvorligt Ansigt. Cecilie førte mig derpaa hen til sin Moder, der sad, høi og anseelig, klædt i Sort, midt i en stor Sopha i en prægtig oplyst Stue og saae frygtelig ærefrygtindgydende ud. Hun tog dog meget kjærligt imod mig, kyssede mig gjentagne Gange og græd stille; om det var af Sorg over Fader eller af Medlidenhed med de Forældreløse, skal jeg ikke kunne sige. Derpaa talte hun lidt med min Broder om de Titusind, der var efterladt os til lige Deling, og om hans Fremtidsplaner og Studier. Han skulde i Huset hos en Universitetslærer, en Ungdomsven af Fader, men vilde besøge os ofte. O, det var haardt at sige ogsaa ham Farvel; jeg slap ham først, da han hviskede: "vær en god Pige, flittig og lydig, saa skal Du komme i mit Huus og bestyre Alt for mig, naar jeg bliver færdig og ansat. Det skal slet ikke vare saa længe, lille Ida, Du maa skynde Dig og blive stor."
Da han var gaaet, kom en halvgammel Dame, med ørneagtig Næse, gjennemborende Øine og tæt sammenpresset Mund, henimod mig med truende Mine og en Hagesmække i Haanden; hun saae ud, som vilde hun qvæle mig. Jeg følte strax, at al Indsigelse var frugtesløs, og lod hende villig binde den paa, skjøndt jeg hjemme længst havde frigjort mig fra det forhadte Beskyttelsesmiddel. Derpaa rakte hendes senede, knoklede Haand mig et Glas Mælk og en Tvebak, og da det var nydt, blev jeg ført ind i et lillebitte, venligt Sovekammer, ved Siden af Cecilies Stue.
Den determinerede Dame var en Langtudebeslægtet; Tante og Cecilie kaldte hende Cousine; af mig og alle Andre hed hun Frøken Vinkel. Hun var meget streng og haard, og stolt af disse Egenskaber, som hun kaldte Skarpblik og Characteerfasthed; hun var ogsaa stolt af sin hensynsløse Oprigtighed, og fandt en vis grusom Glæde i at sige Andre Ubehageligheder. Man blev sig altid sine Mangler og Feil saa bevidst i hendes Nærværelse. Børn skulde kues, meente hun, men hendes Methode bevirkede undertiden det Modsatte, og fremkaldte netop den Opsætsighedsaand hun vilde betvinge.
Tante Bertha var meget venlig imod mig, ikke egentlig moderlig kjærlig, men god og overbærende. Hun var i Regelen alvorlig og høitidelig, og der laae ofte en Sky af mørke Erindringer paa hendes Pande. Senere hørte jeg, at hendes Ægteskab havde været ulykkeligt; ja, tilsidst levede hun og Manden adskilte, ikke ved Loven, men efter Overeenskomst. Han var død for flere Aar siden, uden at der havde fundet Forsoning Sted. Frøken Vinkel havde bestemt været den onde Aand i dette Forhold; ethvert ubetænksomt Ord forstod hun at gribe og, om jeg saa maa sige, slaae fast for altid; at glemme og tilgive var Svaghed og Usselhed. Mod Tante var hun iøvrigt overordentlig hensynsfuld og opmærksom; for Cecilie gik hun afveien, dog ingenlunde med Glæde. Min Cousine var altid mild og kjærlig, men gav sig just ikke meget af med mig; Bøger, Fortepiano, Correspondance og Selskabelighed lagde næsten ganske Beslag paa hendes Tid. Undertiden gjorde det hende dog ondt, at see den lille Pige gaae saa ene om i det store Huus, og saa bad hun et Børneselskab, eller kjøbte mig en ny Dukke, hun selv pyntede. Hvor jeg holdt af hende, og hvor jeg beundrede hende! Tante og jeg saae hende ganske med de samme Øine; ingen Anden i hele den vide Verden kunde komme hende nær. Naar hun blev klædt til Bal, sad jeg paa en skammel og betragtede hende med Henrykkelse, det var Feedronningen fra Eventyret lyslevende. Dengang var hun altid oprømt og glad, men der kom Dage, da hun blev tankefuld, urolig og bedrøvet; der var Noget paafærde mærkede jeg, uden dog at forstaae, hvad det var. Cecilie vilde Et, Tante et Andet; Frøken Vinkel holdt strengt paa den moderlige Myndighed. Det endte dog med, at Tante Bertha gav efter. En Morgen kom Cecilie ud fra sin Moder med saa straalende et Ansigt, som jeg aldrig før havde seet, og samme Dag indfandt en ung Grosserer sig, som begunstiget Frier. Det var en høi, smuk Mand, der bevægede sig med Anstand, talte flydende og godt, var artig og opmærksom mod Alle, selv mod Cousine Vinkel, der dog saae ud, som spaaede hun det unge Par lutter Elendighed i Fremtiden. Mig tog han paa Skjødet og forærede Nipssager og Frugt, Alt af Hensyn til Cecilie. Han var uendelig indtagen i hende, men ogsaa en lille Smule indtagen i sig selv; det gav sig tilkjende i Dragt og Væsen, og i det hurtige, selvtilfredse Blik, der, i Forbigaaende, kastedes i Speilene. Brylluppet var allerede fastsat, og alle Hænder havde travlt med Udstyret, da Cecilies Ansigt igjen blev overskygget og alvorligt. Naar hun var ene, græd hun; inde i Stuen var hun taus, men saae frygtelig bestemt ud. Cousine Vinkels hele Mine udtrykte: "hvad sagde jeg", hun fandt en vis uhyggelig Tilfredsstillelse i sine Forudsigelsers snare Opfyldelse. Hvad Tante angaar, da var hun meget indesluttet, men hendes Blik sagde, at naar Tiden kom, vilde hun handle. Endelig slog Lynet ned, hvor jeg husker det! Det var en Aften, vi sadde netop ved Theebordet, da Cecilie traadte ind, bleg, men med opreist Hoved.
"Valdemar har spillet Fallit", sagde hun roligt, men det lød alligevel næsten som en Krigserklæring.
Tante reiste sig strax og omfavnede hende heftigt; det var nu forbi imellem dem, meente hun, egentlig var det godt, han havde aldrig passet til eller fortjent hende. Men Cecilie skjød Moderen bort og sagde, at nu skulde hun vise, om hun fortjente ham; nu trængte han til hende, nu gjaldt det. Der blev vexlet heftige Ord, og Cousine Vinkel slog dem fast, og gav dem forøget Betydning ved sine Blikke og Miner. Cecilie blussede af tilbagetrængt Harme; Tantes længe indslumrede Hidsighed var ogsaa vakt; hun vilde desuden, for enhver Priis, redde sit Barn fra det, hun ansaae for den visse Undergang. O, hvor jeg var angst, hvad vilde det blive til, hvad skulde jeg gjøre? i min barnlige Uforstand tænkte jeg paa at holde Lyset til Gardinerne og stikke Ild paa Huset, blot for at afbryde denne Scene. Cecilie talte allerede om sin Fædrenearv, den var hendes og altsaa hans; de vilde reise langt, langt herfra. Lidt efter sagde hun, dreven til det Yderste af Tantes Modstand:
"Du veed ikke, hvad Kjærlighed er; da jeg gav ham mit Ja, blev jeg som hans Hustru for Vorherre, og en Hustru bør dele Godt og Ondt med sin Mand, og aldrig, aldrig forlade ham. — Du kan ikke tale med herom, Moder!"
Det var sagt; Tante blegnede; Cousine Vinkel slog Hænderne sammen og udraabte:
"Hvor nedrigt at hentyde til Fortiden! — Faderens Sind, Faderens Sind!"
Der blev ikke svaret et Ord; Tante sad stiv og kold som en Støtte, og gjorde ingen Indvendinger mere. Det kunde ikke blive godt igjen imellem dem; Begge vare lige overtydede om at have Ret, Begge ventede det første Ord af den Anden. Det varede ikke længe, før Cecilie tog bort; Brylluppet skulde staae hos en Ven af Brudgommen; strax efter vilde de Nygifte reise til Amerika.
O, det var en sørgelig, trøstesløs Afskeed; Tante saae den Eneste, hun elskede paa Jorden, staae fattet, kold og fremmed foran sig og byde Farvel, maaskee for hele Livet. Men Svaghed vilde være urigtig, næsten foragtelig, efter Alt, hvad der var sagt og skeet, den dybtkrænkede Moder kunde ikke give efter. "Jeg ønsker Dig Lykke, Cecilie", sagde hun værdigt, "ønsker, at Du ikke for haardt skal angre din Selvraadighed. Naar Du engang føler fortrydelse over det Skeete, da er Alt tilgivet fra min Side, husk det, og dersom — dersom Du kommer i Nød og trænger til mig, da er jeg endnu bestandig din Moder."
"Du skal aldrig høre Noget om min Nød; kommer den over os, ville vi bære den ene; Ingen skal have Byrde eller Skam af os. — Vi komme ikke her tilbage, før Valdemar er istand til at vise Alle, hvorledes en kraftig og redelig Villie tilsidst vinder Seier."
Det var en iiskold Omfavnelse; Tante Bertha besvimede næsten under den. Cecilie gik med hævet Pande ud af Stuen; til mig havde hun slet ikke seet. Mon hun vilde reise, uden at sige mig Farvel? jeg listede sagte ind i hendes Stue, for dog at faae et Ord, et Blik til Afskeed.
Ak, det var ikke den fattede, rolige Cecilie, der laae her paa Knæ grædende og hulkende, anraabende Gud om Trøst og Kraft.
"Hvem der", hun sprang hurtig op, "hvad vil Du? hvor tør Du?"
"O, Cecilie, jeg matte see Dig og sige Farvel."
Hun betænkte sig et Øieblik, tog mig derpaa i sine Arme og kyssede mig inderligt; jeg følte hendes Taarer paa mit Haar og min Kind.
"Bed til den naadige Gud for os, Du lille kjærlige Barn!"
Hvor Huset var stille og tomt efter hendes Afreise; der blev næsten ikke talt, og hendes Navn nævnedes aldrig. Undertiden spillede jeg lidt for Tante i Mørkningen, og valgte da gjerne Cecilies Yndlingsstykker; jeg søgte idethele, ved mange smaa barnlige Kunstgreb, at blidgjøre hendes Sind og vække mildnende Erindringer. Tjeneren, der havde baaret Cecilie som Barn og forgudede hende, hjalp mig trolig; der var som en stiltiende Overeenskomst imellem os. Dog Cousine Vinkel virkede i modsat Retning, og hun var os for stærk og for klog. Maaned efter Maaned, Aar efter Aar forløb uden Brev eller anden Efterretning. Det var en trist, bedrøvelig Tid; men hver Søndag kom Edvard med sit glade, venlige Ansigt og sit friske Haab paa Fremtiden. De tre første Dage i Ugen levede jeg af Erindringen om hans Besøg, de tre sidste af Haabet om dets Gjentagelse. Naar jeg blev voxen, skulde jeg til ham; det stod vist, det gentog han altid. Og jeg kom jo ogsaa til ham, men ikke som jeg havde tænkt og haabet. —
Sidst i September gik jeg en Eftermiddag hen til Tante Bertha, for at meddele hende min nye Bestemmelse.
Hvor det dog var et stort, roligt og stille Huus; det forekom mig, hvergang Porten gik i, som var man udelukket fra hele den øvrige Verden. De faa Leiere vare gamle, adstadige Folk, og man mødte dem sjeldent; Alt havde et underligt Præg af høitidelig Agtværdighed. Tjeneren lukkede op med sit uforstyrrelige Ansigt, accurat ligesom første aften jeg kom her. Den store, pyntelige Sal saae saa ubeboet og bedrøvelig ud med den indhyllede Lysekrone og de tilslørede Marmorfigurer. Voxlysene i de to Arme, der gik ud fra Fortepianoet, vare halv nedbrændte; de havde ikke været tændte i mange Aar, ikke siden Cecilie spillede en munter Dands for et muntert lille Juleselskab ved deres Skin. Et Par matte Fluer bevægede sig langsomt henad de nedrullede Jalousier; mine Triin løde uhyggelig tydelige.
Tante Bertha sad, efter Sædvane, midt i Dagligstuesophaen og broderede i Canevas. Frøken Vinkel knyttede, med stor Iver, en Jagttaske af Seilgarn til sin Tvillingbroder, en jydsk Proprietair. Den gamle spraglede Pappegøie vuggede døsig frem og tilbage paa Ringen i sit stadselige Messingtaarn. Tante tog meget venligt imod mig; Cousine Vinkels Hilsen var saa knap afmaalt, som tænkeligt.
"Det gjør mig ondt", sagde Tante, da jeg havde fortalt hende min Plan, "efter min Overbeviisning er det et uoverlagt Skridt. — Har der været Noget mellem Dig og din Svigerinde, Barn?"
"Ikke det Mindste."
"Men Du føler Dig ikke lykkelig der, vel?"
"Hvem der ikke vil underordne sig Andre", begyndte Cousine Vinkel, med en Mine, som den personificerede Ufeilbarlighed, "kan naturligviis aldrig føle sig tilfreds. At en Kone ogsaa vil være Kone i eget Huus, finder jeg fuldkommen rigtigt."
"Naturligviis, men i dette Tilfælde er Sagen anderledes. Vi kjende jo Ida som et føieligt, fordringsløst lille Væsen, der Ingen kommer for nær; jo, kjære Cousine, saadan er hun. Fru Karse har aldrig tiltalt mig, og jeg kan ikke forstaae — dog vær rolig, Barn, jeg agter din Taushed, og skal vistnok ikke fritte. Kun Et vil jeg sige, mit Huus staaer altid aabent for Dig, Ida, dit Værelse og din Seng er istand, naar Du vil benytte det. Men det er jo kun et eensomt, trist Hjem jeg kan byde."
Hun qvalte et Suk, og tog igjen fat paa sit Arbeide.
Før jeg gik, saae jeg ind i mit forrige Kammer. Skolebøgerne og Landkortet laae der endnu; Bordskuffen var fuld af Billedbøger og Legetøi. O, hvor jeg havde følt mig ene her og været angst om Aftenen, naar Frøken Vinkel kom efter mit Lys og lukkede Døren saa haardt og bestemt, idet hun gik. Men der knyttede sig ogsaa glade Minder til den lille Stue; Edvard havde siddet her mangen god Gang, fortalt mig Historier og erkyndiget sig om mine Fremskridt; hvor det var en Spore til at anstrenge sig og stræbe. Jeg havde ogsaa bygget prægtige Luftcasteller herinde; det blev altid Edvards Hjem; selv trippede jeg om i det med hvidt Forklæde og Nøgleknippe, travl, uundværlig og lykkelig.

Andet Capitel.

"Vi ville ikke tage ordentlig afskeed", sagde Edvard hjerteligt, idet han fulgte mig ned til Droschken, "vor kjære lille Ida kommer nok snart hjem igjen."
Helene kjørte med til Banegaarden, hvor vi skulde hente Fru Karse. Pigen, der var kommen Dagen iforveien, havde ordnet og indrettet Alt i den nye Bolig. Min Svigerinde var meget øm og kjærlig, forsynede mig med Bøger, og gav mig gode Raad med Hensyn til min Opførsel. Hun holdt egentlig nok af mig, og vilde ogsaa gjerne være afholdt igjen, men den frygtelige Skinsyge kunde hun ikke betvinge.
Fru Karse var en før, stakaandet Kone, med urolige blaagraae Øine, et bredt, lidt fortrædeligt Ansigt og en meget rank Holdning; hun saae ud, som havde hun et Harnisk paa, der besværede baade Gang og Aandedræt. Verden havde aldrig forstaaet at vurdere hende, sagde Minen. Hun var ikke rigtig tilfreds med sin Datter, heller ikke med mig, troer jeg. Droschken var ogsaa saa snever, og Eftermiddagen saa mørk, man kunde ikke engang see, om den var proper. "Naa, Helene vilde ikke med; saa den Lille kunde ikke undvære hende? ja, Ungdommen nutildags kjendte ingen Forpligtelser mod den ældre Slægt; gjør Barnet i Tiden noget Lignende, hævner hun kun sin Bedstemoder. Uh, hvor Vognen skrumplede; kom vi der ikke snart, en kjedelig Vei og saa lang, saa lang."
Endelig holdt vi paa en stor, ryddelig Gaardsplads foran et hvidt etetages Huus. Den vilde Viin rankede sig opad Muren, heelt rundtom Qvisten; bag Huset susede mørke Trætoppe; det Hele saae saa fredeligt og venligt ud i Maaneskinnet. Jeg tænkte paa Cecilie; vidste de Noget om hende her? Pigen kom strax med Lys i Haanden. Det var et ældre, bistert Menneske, Dygtigheden, Retskaffenheden og Egenraadigheden selv. Hun havde tjent sin Frue i mange Aar og var hende ganske uundværlig; Bolig, Læge og Selskabsdame vexlede uophørlig, men gamle Karen beholdt sin Plads.
Fru Karse rokkede urolig frem og tilbage i Værelserne; hun havde troet de vare større, og saa var her vist fodkoldt, og Kakkelovnene vare saa gammeldags. Det var ordentlig en Lettelse, da hun endelig lod Hvile falde paa og nød sin Chocoladethee; rigtig Thee kunde hun ikke taale, og vi skulde have denne Drik hver aften.
Jeg blev ganske fortumlet af al hendes Snak; nu sad hun med opløste Kappebaand og Fødderne paa en Gyngeskammel og saae ganske venlig og tilfreds ud, medens hun skildrede sin Svagelighed og smaaskjændte, fordi Selskabsdamen havde giftet sig.
"Hun var otteogtyve Aar, og jeg troede naturligviis, at hun ikke tænkte paa Sligt mere."
"Men Fruen vilde jo dog ikke have beholdt hende", indvendte Karen i en temmelig respectstridig Tone, idet hun gik ud med Bakken.
"Det troer jeg dog nok — Karen, min gode Karen, hvor ere Rambuskortene? — De kan da spille Rambus, Ida?"
Da jeg tilstod min Ukyndighed, blev Fru Karse meget ærgerlig paa sin Datter; burde hun ikke have lært mig Spillet, hun kjendte jo Moderens Tilbøielighed. — Derpaa fulgte igjen Klager over Menneskenes Egenkjærlighed; aldrig tænkte de paa Andre. Hvad mig angik, da var jeg temmelig ung; en ældre, erfaren Piges Selskab vilde have interesseret hende mere, men saadan Noget faldt ikke Helene ind. — Naa, nu vilde hun selv lære mig Spillet.
Det var en frygtelig tyk Bunke Kort, tyve Spil, troer jeg. "Vi ville spille hver aften", sagde hun, og nikkede opmuntrende, "saa gaaer Tiden."
Ak, det var bedrøvelige Udsigter! fortrød jeg allerede, hvad jeg havde gjort? o nei, nei, her var jeg jo dog Ingen iveien.
I Værelset, ved Siden af vor Leilighed, lød en underlig, halv vredagtig Knurren, derpaa velklingende Latter, og saa Smaabrummen igjen. — Hvad mon det var for Folk? jeg blev ganske forskrækket, da jeg greb mig selv i at lytte.
Endelig slog Klokken ti, og Karen viste sig i Døren med et tændt Lys. Fru Karse kastede strax Kortene, skjøndt vi vare midt i et Spil, skruede Lampen ned og fulgte lydigt sin Piges Vink.
Mit Kammer var kun lille og meget sparsomt meubleret, men det vendte ud til Haven, det forbudne Paradiis. Maanen skinnede paa Asters og Georginer derude; Poppeltræernes Blade blinkede som Sølv; det saae ud, som laae der en heel Skov i Baggrunden. I Stuen ved Siden blev der spillet og sunget; det lød saa tydeligt ind til mig; Vinduerne vare vist ogsaa aabne der, ja.
"Lad det nu være nok", lød det pludselig i en temmelig barsk Tone.
"Blot een endnu, Fader."
Det var en klar, ungdommelig Pigestemme, hun ventede ikke paa Svar, men sang:

I fjerne Kirketaarne hist
Nu Aftenklokkerne ringe —

O, hvor det klang godt og hjerteligt; mit Sind blev ganske lettet og opfyldt af de simple, skjønne Toner og Ord. Det var, som de smaa Stjerner nu talte til mig om Guds Godhed og Naade.

Men Den, som har slet ingen Ven
Han lader ei sidde ene.

Jeg sov trygt og velsignet den første Nat i det nye Hjem; Solen var allerede høit oppe, da jeg vaagnede. Haven saae ganske anderledes ud ved Daglyset, mindre og mere almindelig, men dog altid smuk og venlig. En gammel kroget Arbeidsmand skuffede den midterste Gang med sløv og træg Langsomhed. Lidt derfra stod en middelhøi Herre med graasprængt Haar og betragtede ham utaalmodigt; det gik altfor seent; han kunde ikke holde det ud, det var som skulde han ryge i Flint; saa greb han selv et Skuffejern, og løs gik det i frygtelig Fart; Jord og Græs røg til alle Sider. Den gamle Havemand betragtede ham forundret, idet han gyngede sig frem og tilbage paa Spadeskaftet.
Det var bestemt Professor Svane, og han var Halvbroder til Cecilies Mand. Han lignede ham ikke, jo dog, en lille Smule. — Men, min Gud, Hvem kom der?
I første Øieblik troede jeg næsten det var Valdemar Bøg selv, der traadte ud af Huset og gik rask henad Veien; jeg opdagede dog snart, at Denne var yngre, endnu høiere, ikke saa smuk, havde lysere Haar, et freidigere, fornøieligere, mere aabent Udtryk. Han standsede foran Professoren, sagde et Par Ord og loe af hans Ivrighed; det var tydeligt, at det var Fader og Søn. Derpaa nikkede han op til Huset, truede ad En eller Anden med sin Stok, og ilede saa bort med raske, lette Skridt, som Den, der har et Maal og veed hvad han vil.
Professoren kastede, halv ærgerlig, Skuffen, tog Hatten af og viftede sin hede Pande. Havemanden skelede hen til ham og fortrak Munden til et Smiil, medens han brugte sit Redskab jevnt og sindigt som før.
Nu gik Døren igjen, og en lille lystig femsexaars Pige, med hvid Blouse over en blaa Kjole, kom dandsende ud; hun havde et Reb i Haanden, og sprang nok saa behændigt igjennem det, idet hun, af og til, nikkede og vinkede op til Qvisten, hvor hun, uden al Tvivl, havde en Tilskuer. Lidt efter kom en ung Pige med Kniv i Haanden og en tom Kurv paa Armen. Hun var temmelig høi og slank, havde en let, hurtig Gang, en Fylde af glindsende, gyldenbrune Krøller, som Nettet neppe knude fængsle, blide, mørkeblaae Øine, en klar frisk Rødme og et indtagende Smiil. Maaskee saae jeg ikke alt Dette i første Øieblik, men jeg saae ialfald, at hun var yndig og lod til at være glad og virksom. Ogsaa hun nikkede op til Qvisten og viste paa Kurven, der nu struttede af Kjørvel og Petersilie; derpaa tog hun den lille halvmodstræbende Pige ved Haanden og førte hende ind. Professoren blev endnu lidt i Haven og satte Støtter til et Par Æble- og Blommetræer, der bøiede sig under Frugtens Vægt.
Fru Karse stod seent op; lige til Klokken ti var Tiden min egen. Hun sov ogsaa Middagssøvn og skrev daglig, henved en Time, i en frygtelig tyk Dagbog, der bestemt var et rigtigt Klageregister over alle de Mennesker hun havde været i Berørelse med. Den blev altid tagen frem, og igjen lukket inde i Skrivebordet, med stor Høitidelighed. Min Bestilling var baade meget let og meget vanskelig, som man tager det; den halve Tid skulde jeg læse høit, den anden halve være Øre, et deeltagende, opmærksomt Øre. Undertiden kunde jeg ikke afholde mig fra at forsvare og undskylde lidt, og fremstille Tingen, som den stod for mig, men det blev taget ilde op, og jeg er vis paa, det kom i Bogen, og blev fortalt til Karen under Afklædningen. Der var en forunderlig, trættende Uro over hende, og hun holdt heller ikke af at see Andre stille og stadige; mange Gange, hver Dag, blev jeg opfordret til at see paa Thermometer og Barometer, eller slaae Et og Andet op i Almanaken. Den nye Doctors Besøg oplivede hende imidlertid kjendeligt. Det lod til, at han forstod hendes Sygdom, sagde hun; det havde ingen af de andre Læger gjort, alle havde de undervurderet hendes Lidelser.
Til vore Naboer mærkede vi ikke meget, men jeg iagttog dem, hvergang de kom i Haven. Den lille Pige nikkede nu til mig og viste mig sin Dukke, i lang Afstand, eller holdt en Tavle med store Bogstaver op imod mig. Naar Veiret var nogenlunde taaleligt, gik Professoren en lang Morgentour; kunde han ikke komme ud, tog han sig Motion ved at hugge Brænde. Sønnen forlod Huset tidlig hver Formiddag og kom tilbage henved Fire. Han gik glad til sin Gjerning og glad til sit Hjem; naar den Lille løb ham imøde ved Laagen, bar han hende gjerne ind i Triumph paa sine Skuldre. Trappetrinene tog han i et Spring, og glemte somoftest at tørre sine Fødder, en Forsømmelighed, der gav Anledning til stadigt Smaadrilleri mellem ham og Søsteren. Det lød idethele, af og til, som var der lidt Tvist og Uenighed i Familien, men saae man paa Ansigterne, viste deres muntre, velvillige Udtryk, at det kun var en Maneer.
En Morgen, som jeg stod allerbedst i Vinduet og glædede mig over den dybe, blaae Efteraarshimmel og Løvets underlig spraglede Farvespil, blev der kastet en stor Pære ind til mig. Den lille Pige stod nede og klappede i Hænderne, henrykt over at have truffet rigtigt. Frøken Svane kom nu hurtig til, hilste venligt og gjorde en Undskyldning for Søsteren.
"Hvorledes er det med Deres Moder", spurgte hun derpaa, "Doctoren kommer saa tidt."
"Fru Karse er min Svigerindes Moder, ikke min. Hun har det ellers ret godt, forekommer det mig."
"Har De ikke Lyst til at komme lidt ned i Haven?"
"Tak, jeg troede ikke —"
Hun loe: "aa, det gaaer ikke saa nøie til. Vore forrige Leiere vare temmelig ubeskedne; de fortrængte os næsten selv, og saa meente Fader — men med Dem vil det være os en Glæde."
Jeg skyndte mig derud, fast besluttet paa at spørge til Cecilie.
"Det var deiligt Du kom", sagde den Lille, idet hun hoppede mig imøde, "jeg kan saa godt lide Dig. Veed Du hvad vi kalde Dig? Fader sagde, at —"
"Tys, Emma, hvad er det for Noget!"
"Aa, Du hedder jo ogsaa saa mange Ting, Ingeborg, Politimester og Hønsetyv. — Veed Du, hvorfor hun hedder Hønsetyv? Da hun var lille, ikke ældre end mig, stjal hun en Høne, der skulde have været slagtet, og holdt den lang Tid skjult i et Skuur bag Gaarden, og sin Frokost gav hun den hver Dag. Aa, hun hedder endnu mere —; det er jo heller ikke noget slemt Navn Du har!"
Hvad kunde det være? jeg blev ganske nysgjerrig.
"Tys, Emma, tys. — Vil De ikke komme lidt ind til os, der er Ingen hjemme, uden Emma og jeg. — Aa, skil mig ved Dette, lille Hanne!"
Hun rakte sin Kurv, der var fyldt med nedfalden Frugt, ind af Køkkenvinduet, og sagde et Par Ord til et smalskuldret Pigebarn med paafaldende store Ørenringe, et paafaldende lille Hoved og et Par nysgjerrige Øine, der saae ud, som stod hun paa Skammel, saa høi og opløben var hun. Derpaa førte hun mig ind i en Dagligstue, Mage til vor, der dog saae ganske anderledes ud; Alt her havde noget saa Hyggeligt, Beboet og Hjemligt. I Krogen stod et pynteligt Dukkehuus; det opslaaede Syebord var fyldt med forskellige Haandarbeider. Emma tog nu Plads i den anden Stue, i en lille Stol ved et lille Bord og skrev flittig paa sin Tavle.
Jeg vovede at komme frem med min Forespørgsel. Frøken Svanes Ansigt blev meget alvorligt, medens jeg talte.
"O, det gjør mig saa ondt", sagde hun, "jeg kan slet ingen Oplysning give. Fader og Oncle skiltes ikke ganske som Venner, troer jeg. Ved Afreisen gik Fader dog i Caution for en Sum Penge, som Oncle skulde sende herover efter visse Aars Forløb. — De kom imidlertid ikke, og det er naturligviis et daarligt Tegn."
"Professoren mistede altsaa —?"
"O ja, men nævn det for Himlens Skyld aldrig. Jeg har tidt tænkt, at det var en Lykke for os; Fader var saa nedbøiet efter Moders Død — hun døde, da lille Emma blev født — og Huset forekom ham og os Alle saa stort og saa frygtelig øde. Dette Pengetab nødte os til at stræbe og virke; Leiligheden blev deelt i to; vi afskedigede en Pige; jeg maatte tage ordentlig fat. Min Broder fik ogsaa mere Energi, endnu samme Aar tog han sin Embedsexamen; der var Velsignelse i enhver Anstrengelse. Vorherre kan saa underlig vende det Onde til Godt. — Knud, min Broder, er nu Lærer i en Skole; De troer ikke, hvor han holder af sine Drenge og knytter store Forhaabninger til dem; det er formelig naragtigt. — Aa, sæt Dem ned, her i Gyngestolen; De tillader, at jeg arbeider? — Frøken Steen seer paa Fortepianoet, spiller De?"
Lidt."
"Har De maaskee Lyst til at prøve?"
Jeg havde stor Lyst. Helene kunde ikke lide, at Nogen rørte hendes Instrument; i to Aar havde jeg ikke spillet tre Gange.
Ved de første Accorder jeg anslog, blev Døren imidlertid reven op, og Professoren stormede ind.
"Hvad i Alverden er det? hvor tidt har jeg ikke sagt, at jeg vil være fri for Klimperi paa denne Tid af Dagen!"
"Jeg vidste ikke, at Du var kommen hjem, lille Fader. — O, De maa endelig ikke gaae. — Fader, det er Frøken Steen."
"Naa saa", det var just ingen ceremoniel Hilsen jeg fik, "Du har ellers skrevet et forkeert Ord, Ingeborg; kan Du ikke læse, hvad der staaer, skal Du naturligviis lade Pladsen staae tom og spørge mig. En Lykke jeg saae efter, man maa ogsaa have et Øie paa hver Finger!"
Han gik hurtig op og nedad Gulvet, men standsede pludselig foran mig.
"Igrunden har De Ret", sagde han med et humoristisk Smiil, "jeg er ogsaa et Gnav."
Jeg havde netop tænkt, at han vist var en urimelig gammel En, og rødmede nu dybt, ved saaledes at være gjennemskuet. Han loe ad min Forlegenhed og betragtede mig igjen med sit klare, gjennemborende Blik; det var, som læste han alle mine Tanker og kunde mig udenad.
"Nu maa jeg vist gaae."
"Men De vil nok komme igjen. — Drik Thee med os iaften, aa, gjør det!"
"Tak, jeg veed ikke"; uvilkaarlig saae jeg hen til Professoren.
"De skal aldrig spørge mig, hun er Eneherskerinde; vil jeg have et stakkels Spillepartie, maa jeg ydmygt bede om Tilladelse. — Naa, kom saa, Ingeborg, og ret Ordet."
"Saa venter jeg Dem iaften", hviskede hun i Døren.
Fru Karse blev meget forbauset, da jeg fortalte hende om Indbydelsen; den maatte naturligviis afslaaes, sagde hun, det var en Selvfølge; hvor tactløst at bede mig, før De havde gjort Visit hos hende.
"Men, kjære Fru Karse, burde De ikke først hilse paa Prosessorens?"
"Som en ældre, svagelig Dame, kunde der vises mig en Smule Hensyn, finder jeg. Hvad Dem angaaer, Ida, har De jo Deres Frihed, og kan forlade mig, naar De vil, men saalænge De er her, maa De rette Dem efter mine Ønsker."
Hun trak sine Randershandsker paa med stor Gravitet, og saae igjen forurettet ud.
Henad aftenen, da Lampen var tændt og den velsignede Dagbog tagen frem, smuttede jeg et Øieblik ind til Professorens, for at undskylde min Udeblivelse. Sønnen lukkede mig op; der fløi et Udtryk af godmodigt Skjælmeri over hans Ansigt, da han saae mig; han tænkte bestemt paa Øgenavnet. Hvad mon det dog var?
"Hvor det gjør mig ondt, at De ikke kan komme"; Ingeborg trykkede hjerteligt min Haand, "skal De hver aften spille Rambus?" hun saae ganske forfærdet ud.
"Dog, lidt kan De vel nok blive", hun trak mig blidt ned i Sophaen.
"Et eneste Øieblik, maaskee."
Der var endnu ikke tændt Lys i selve Dagligstuen, men Døren stod aaben til Professorens Værelse, og man saae ham sidde i en langarmet, gammeldags Lænestol med Briller paa og læse ivrigt i en Avis. Hans Ansigt udtrykte en dyb og harmfuld Græmmelse, Haanden laae haardt knyttet paa Bordet.
Lille Emma, der var krøben op i den brede Vindueskarm mellem Urtepotterne, udstødte pludselig et Glædesskrig.
"See, aa see, Fyrværkeriet! det regner med blaae, røde og grønne Stjerner. — Nei, nu er det forbi, I kom for seent."
"Der er nok Børnefest paa Alhambra", sagde Candidaten, idet han løftede Barnet ned fra den farlige Plads, "da jeg gik hjem, strømmede Folk allerede derud."
"Det vil jeg troe!" Professorens Stemme lød saa opbragt og truende, at det ordentlig gik igjennem mig; "more sig og løbe paa Commers, det forstaae vi, det gjøre vi, medens her er Grund til at græde Blod!"
Han læste igjen med rynket Pande og barsk Mine.
"Er Du bange for Fader?" lille Emma saae spørgende og skalkagtig paa mig.
"Du seer saa forskrækket ud", vedblev hun, "Du troer vist ikke jeg tør slukke Faders Lys, men det tør jeg godt."
"For Himlens Skyld, Barn, lad være, lad endelig være!"
Hun ændsede dog ikke mit Forbud, men listede sagte frem paa den yderste Fodspids; af og til vendte hun det runde, glædestraalende Ansigt om imod mig. Nu stod hun der; den lille røde, opadvendte Mund var lige ved Lyset, og saa sadde vi Alle i Mørke.
"Skjælmsmester, var det Dig?" Professorens Stemme lød ganske mild og sagtmodig; jeg kunde skimte Barnets lyse Kjole høit oppe; hun sad vist paa hans Arm og blev kjærtegnet.
"Fy, Emma, hvor kan Du være saa uartig", Ingeborg talte ganske alvorligt og bedrøvet, "gaa nu strax ud med Lyset til Hanne og faa det tændt igjen; — gaa forsigtig, fald ikke."
"Naar Fader ikke er vred, behøver Du heller ikke at være det", svarede lille Emma en Smule mut, idet hun trippede ud af Døren.
"O, Fader, Dn fordærver hende virkelig og Knud ogsaa; I lade hende jo gjøre Alt, hvad hun vil."
"Stakkels Lille", Professoren talte sagte og ømt, "hun har ingen Moder! lad os dog gjøre hende Livet saa lyst og glædeligt vi formaae."
"Moder var ikke svag, hun var snarere streng i al sin Kjærlighed; naar jeg tænker paa hende, føler jeg dobbelt Ansvar."
"Jeg negter ikke, at Du er en god, tro Pige, Ingeborg, og holder af Barnet, men Du veed ikke, hvordan Moder sang for din Vugge og hvordan hun saae paa Dig, som var Du hende kjærere end Livet. — Naa, der er Glutten igjen. Hvad nu?"
"Jeg gjorde det bare, for at hun" — Emma pegede paa mig — "skulde mærke, at Du ingen Bussemand var. Hun saae accurat paa Dig, Fader, som man seer paa en Bussemand."
Professoren loe. "Saa det gjorde hun, jeg troer det gjerne; men tys — der er Nogen i Gangen, det banker, kom ind!"
Karens hueklædte Hoved viste sig nu i Døren, og en myndig udstrakt Pegefinger betød mig, at Fruen ventede.
Jeg bad hurtig Farvel, og skyndte mig saa ind til hende. Hun sad og bankede i Bordet med Rambuskortene og saae temmelig misfornøiet ud. Efterhaanden, som Spillet kom igang, opklaredes Minen dog. Inde hos vore Naboer blev der flyttet med Stole, læst høit og talt hele aftenen. Det havde noget meget Hyggeligt, og var mig som en Trøst. Ved Sengetid, da jeg var gaaet ind paa mit Værelse, hørte jeg dem, En efter En, løbe opad Trappen, aabne en Dør ovenpaa og strax efter komme ned igjen. Ingeborg blev længst; hun sagde et hjerteligt: "Godnat, sov vel", idet hun gik. Hvem var dog deroppe?

Tredie Capitel.

Næste Dag gjorde Professoren og hans Datter os Visit. Fru Karse var meget fornøiet, meget værdig, og meget naadig. Professoren saae hende heelt igjennem; derpaa rettede hans Blik sig med en vis nysgjerrig Sympathi paa mig.
"Min Datter gaaer saa ene om", sagde han ved Afskeden, "Fru Karse tillader vel nok, at hun kommer lidt herind, og at den unge Dame der igjen seer til hende."
Tilladelsen blev givet og trolig benyttet. Hvor tidt stod jeg ikke ude i Kjøkkenet og beundrede Ingeborg, naar hun haandterede Bismer og Vægtskaal, hakkede og stødte, rørte og æltede. Hun snoede og dreiede sig saa let og muntert; det Hele gik som efter Tact. Engang imellem kom jeg ogsaa ind i Professorens egen Helligdom, og saae de tykke, tætbeskrevne Papiirsbunker, Ingeborg maatte deciffrere og afskrive. Det var en ganske eiendommelig Haand, saa hurtig og snuppet, den maatte være vanskelig at tyde.
"For mig er det Ingenting", sagde hun "jeg har saadan en Øvelse", og saa løb Pennen rask henad Papiret, "Indholdet af Dette er iøvrigt langt over min Forstand, men undertiden kommer der Noget, som jeg glæder mig over og har Godt af."
"Naar jeg bliver stor, skal jeg skrive for Fader;" Emma saae ganske triumpherende ud.
Hvor jeg tydelig husker en Søndag midt i October; Veiret var klart og smukt; det havde rimet om Natten og Georginerne bøiede mistrøstige deres Hoveder. Græsplainen var bedækket af Millioner Perler, der funklede med smaabitte Regnbuer i Solskinnet. Professoren traadte ud af Huset med Søn og Datter, de skulde vist til Kirke; alle Tre hilste venligt op til Qvisten og gik saa. Ingeborg vendte sig dog igjen, saae efter mig og nikkede fortroligt. Aa, Gud skee Lov, hun holdt dog en lille Smule af mig! den Hilsen gjorde mig saa indelig godt.
Lidt efter gik jeg til Byen, for at besøge Edvard og Helene; det var første Gang efter min afreise. En ung Dame af Fru Karses Bekjendtskab vilde tilbringe Formiddagen hos hende.
Pigen lukkede mig op. Herskabet var taget til Klampenborg, sagde hun, Barnepigen og den Lille ogsaa.
Da jeg skulde hente nogle Smaating, gik jeg alligevel ind. Døren til mit Værelse stod aaben; o, hvor det var forandret. Istedetfor Commode, Servante og Seng var der kommet Blomsterbord, Skrivebord og Bogskab. — Den lille Kanariefugl sang og trallede; det lød næsten spottende. Jeg følte mig saa forladt, saa hjemløs. Min Plads var altsaa ganske udslettet her i Huset.
"Er her ikke bleven deiligt, frøken? det er nu ogsaa Fruens kjæreste Stue. Vi stille Vuggen herhen i Hjørnet, ved den lille Sopha. — Ja, Commoden staaer paa Loftet, om Frøkenen skulde have Noget i den."
Jeg udrettede mit Ærinde, og skyndte mig saa hjem; mit Hjerte sygnede næsten; jeg var saa nedstemt, saa modløs. O, det var vanskeligt at holde Bitterheden borte!
Den unge Pige mødte mig paa Halvveien; hun løb muntert hen til mig.
"Hvor De kan holde det ud, begriber jeg ikke", sagde hun leende, "jeg er allerede ødelagt. Gud veed, hvad hun nu vil fortælle om mig! — De er ganske skikkelig, men temmelig triviel og eenfoldig; egentlig synes jeg det er godt sluppet."
Det var ikke det eneste Skudsmaal jeg fik den Dag; idet jeg gik forbi Haven, hørte jeg Professoren sige:
"Hvad hun er, veed jeg ikke, men at hun hverken er emanciperet, sprænglærd eller affecteert, staaer fast. Hun har heller ikke dette forfærdelige Snakketøi, som enkelte unge Piger nuomstunder, der indlade sig paa Alt, drøfte, forklare og forsvare, saa Guderne maae sig forbarme; man veed ikke, hvad man skal undre slg meest over, deres Overfladiskhed, eller den Sikkerhed, hvormed de optræde. — Ah, der have vi hende! hørte De, hvad jeg sagde om Dem, min unge Frøken?"
"Jeg var ikke ganske vis paa, at det gjaldt mig."
"Aa Ulykken er da ikke større, De kunde have hørt værre Ting."
"Men, Du siger ikke, Fader", begyndte Candidaten, der kom ud af et Lysthuus, "om din Bemærkning var Forsvar mod Dadel, eller Indvending mod Roes."
"Bliv fra mig med dine Spidsfindigheder! umotiveret Roes og umotiveret Dadel bør være En lige ligegyldig."
Samme Eftermiddag blev det gamle Blommetræ, der stod midt paa Græsplainen, givet til Priis. Alle Emmas Veninder vare indbudne; Professoren rystede selv ned; de smaa, pyntede Piger sprang jublende omkring og samlede op. Lidt fra de Andre stod et tarvelig klædt, undseeligt Barn; hun bukkede sig kun, naar Frugten faldt lige ned foran hende.
"Det er vor Piges Søster", sagde Ingeborg, "hun staaer saa ene der, den lille Stakkel."
"Du har ikke seet rigtig paa hende" , indvendte Broderen, "ellers kunde Du umulig ynke hende. Læg Mærke til, hvorledes hun stirrer paa sine Læderskoe, de flammede Strømper og det lyserøde Forklæde; hun er ganske optagen af at være saa pæn. Den Tarveligste af dem Alle er den Eneste, der er glad over sin Pynt og stolt af den; har det ikke noget Fornøieligt for Tanken?"
Senere, da jeg sad og læste høit for Fru Karse, kom Professoren og tog uden videre, Avisen fra mig. "Tør jeg fortsætte", sagde han, med en comisk Grimace, "Ingeborg vil absolut have Dem med paa en Udflugt. — Hvad mener De, min Frue, kunne vi Gamle ikke nok forslaae Eftermiddagen med hinanden?"
Idet vi gik ud af Haven, vendte Ingeborg og hendes Broder sig, efter Sædvane, og hilste op. Jeg saae nu et gammelt, lidt indfaldent Ansigt, omgivet af sneehvide Kappestrimler, i Qvistvinduet, det nikkede og nikkede til Gjengjæld.
"Hvem er det egentlig?"
"Det er saadan et herligt, gammelt Menneske, der har været hos os i mangfoldige Aar, lige fra Fader blev gift, og før var hun hos hans Forældre. desværre har hun et daarligt Been og kan, i dette Efteraar, hverken gaae eller spinde. Tiden falder hende meget lang deroppe, kan De troe, men hun er saa taalmodig. — O, hvor Luften er forfriskende og behagelig i sin Kulde; jeg er saa glad De kom med! vi skulle besøge Tante Marie paa Vesterbro."
"Blot det kan gaae an, hun kjender mig jo slet ikke."
"Jo, af Omtale; De vil være saa hjertelig velkommen. — Men hvor bliver Knud af? ah, han taler med en af sine Yndlinge. See, hvor Drengen betragter ham kærligt og tillidsfuldt; min Broder er den populaireste Mand under Solen. — Nu vil jeg drille ham lidt. — Hvor det lod til at være en kluntet, eenfoldig Fyr, Knud."
"Du har aldrig forstaaet Dig paa Physiognomier, Ingeborg; det er netop en lille Kjærnekarl, gid vi havde mange saadanne!"
"Jeg holder ikke af Drenge."
"Drengene ere Fremtiden; husk paa det, lille Søster."
Vi stode nu udenfor et stort Huus paa Vesterbro. "Tante boer i en Sidebygning ud til Haven; De skal see hvor smukt. — Aa, Knud, hun er ikke hjemme, Døren er laaset."
"Ja, ind ville vi, saa ringer jeg paa hos Fuldmægtigens."
En forvirret Støi fulgte paa Ringningen; Skuffer bleve lukkede og Døre smækkede i. Endelig viste en høi, alvorlig Mand sig i Døren med en Avis i Haanden og sammentrukne Bryn.
"Frøkenen er ude", sagde han afvisende, "maa jeg gjøre Dem opmærksom paa, at naar Nøglen er af Døren, er hun aldrig hjemme."
"Tak, det veed jeg, men vi ville gjerne gaae ind ad den anden Vei, dersom De tillader. Tante kommer vist strax."
Den høie Mand veg misfornøiet tilside og lod os passere.
"Aa, De maae ikke see dem om", raabte nu en kjøn, ungdommelig lille Kone, der saae raadvild og forvirret, men meget venlig ud, "sex Børn i saadanne smaa Værelser, det er ikke tænkeligt at holde det pænt."
Hvor det var en velgjørende Modsætning, at komme ind i den stille, fredelige, ziirlige lille Hjørnestue. En behagelig Varme slog os imøde, det brændte muntert i den smukke Kakkelovn, der havde et langt Rør nedad hver Side; paa Bordet stod en flad Skaal med Blomster, en lille hvid Engel af Biscuit sad midt imellem dem; under det ene Vindue stod et Skrivebord, ved det andet Forhøining og Syebord. Der var blaae Tapeter, en lille indbydende rød Sopha, frodige Potteplanter, en Mængde hyggelige smaa Familieportraiter, og et kjønt gammeldags Uhr i forgyldt Ramme med en Fugl foroven.
"Er her ikke et lille Eden?" spurgte Ingeborg, "Skade at Mørket falder paa."
"Frøken Steen kan ikke see det med vore Øine", indvendte Broderen, "det er kun, naar man kjender Tante Marie rigtigt, at man synes det er det yndigste Sted i Verden. Fredens og Kjærlighedens Aand, der hersker i denne lille Stue, gjør den til et Paradiis. — See det gamle Uhr der, det har altid forkyndt velanvendte Timers Ende; see den slidte Bibel paa det lille Bord i Krogen, den er hendes bedste Ven, Lærer og Raadgiver. Det gjør En ordentlig godt at tænke paa Tante og tale om hende. Ogsaa hendes Forhold til Fuldmægtig Spurvs finder jeg betegnende. Hun er som en Bedstemoder i Familien. "Hvortil kunne vi benytte vor nye Kostgænger", tænkte de naturligviis, og da hun tænkte: "hvormed kan jeg tjene dem", passede de jo ypperligt sammen. Huset kunde aldeles ikke bestaae, uden hendes Bidrag, Raad og Virksomhed; for hvert Barn, der kommer til, bliver hun dem mere nødvendig. Herr Spurv er imidlertid en stolt Mand, og tør ikke ahne, hvad hun gjør; han vilde ikke tage en Skilling over det Reglementerede, forsikkrer Konen. Faae de smaa Børn nye Blouser og Skoe, spørger han dog aldrig, hvor det kommer fra. Egentlig er det meget nemt, saaledes at unddrage sig al Taknemmelighed. Det er alligevel ingenlunde slette Folk, og Tante Marie har allerede paavirket dem i mange Retninger. Det er umuligt at leve stadigt med hende, uden selv at gaae frem; hendes Indflydelse lister sig umærkelig over En. O, hvor jeg følte den engang, det er flere Aar siden. Jeg havde været en Tour i Udlandet og kort derpaa skrevet nogle flygtige Digte, der havde skaffet mig nogle ligesaa flygtige Beundrere; med disse gik jeg en Søndagmorgen til Frederiksberg. Det var et fiint og udvalgt Selskab, smukke unge Damer med deres Mødre, vittige, aandrige Modeherrer. Netop her paa Vesterbro kom Tante Marie os imøde, pyntet til Kirke med Psalmebog i Haanden. "Goddag Knud", sagde hun blot og nikkede venligt. Hvor hun var indadvendt, samlet og stille! jeg følte mig pludselig saa adspredt, deelt og utilfredsstillet; Talen og Munterheden rundt om forekom mig forunderlig tom og indholdsløs, og jeg fik en Længsel efter Fortiden, da Søndagen ogsaa for mig var Vorherres Dag. Tilsidst bad jeg Farvel, og skyndte mig efter hende. Hun saae lidt forundret, men høist tilfredsstilet ud, da jeg kom. Saa gik vi da i Kirke sammen, og skjøndt jeg ikke hørte meget af Prædiken — jeg maa tilstaae det — blev jeg dog fuldkommen opbygget af hendes Andagt, Menighedens Sang og mine egne Tanker. — Tante Marie vil meget nødig dadle, men inderlig Kjærlighed kan dog drive, eller rettere tvinge hende dertil; jeg veed det af Erfaring, og jeg veed ogsaa, at hendes usikkre, lidt stammende, saa nødig givne Formaninger gjøre mere Indtryk, end det meest veltalende Foredrag. Give og glæde er hendes Lyst og Natur; bedrøve Andre, selv til deres Bedste, koster hende derimod en Kraftanstrengelse, der fortjener Tak og Paaskjønnelse. — Ah, der er hun! Nøglen dreier sig i Døren. — Godaften, Tante Marie", hans Stemme, der havde været bevæget og inderlig, slog pludselig om til overgivenhed, "her sidde vi og skumle over Næsten."
"Saa var det jo godt jeg kom og afbrød", lød det oprømte Svar. Mørket forhindrede mig fra at see hende tydeligt.
"Det var da ellers en rigtig var Overraskelse", vedblev hun, "Godaften, min Ingeborg, og Papa er med, kan man troe sine Øine!" hun standsede foran mig.
"Det er ikke Fader, Tante Marie", — vi loe alle Tre — "det er Frøken Steen, den unge Pige, Du veed."
"Ah, den", — igjen Øgenavnet, hun holdt pludselig inde, "det glæder mig ret at see Dem; ja, vi maae jo rigtignok have lys, før jeg, for Alvor, kan see Dem." Hun strøg en Svovlstik af og tændte Lyset.
Tante Marie var lille, fiin og en Smule bleg; hendes Ansigt var mildt og elskeligt, Holdningen rank, Minen kjæk, fornøielig og ufortrøden, trods dens Blidhed. Der var noget Ubeskriveligt, paa engang værdigt og fordringsløst, i hendes Væsen.
Vi havde netop taget Plads om det aflange Bord, da Døren blev reven op, og et hulkende Barn tumlede ind; hun havde skrabet sine Hænder, slaaet Bule i Panden, og maatte ovenikjøbet ikke græde for Fader, det var forskrækkeligt!
Tante Marie badede Hænderne, blæste paa Panden og tørrede Taarerne bort; hun var neppe færdig hermed, før en lille urolig Tjenestepige, med et anstrengt Udtryk og smaa tykke af Frost uformelige Hænder, kom ind; hun hviskede og hviskede, det var vist lutter Bekymringer og Klager. Den gamle Dame snappede hurtig Noget ud af sit Skrivebord og gav Pigen; derpaa sagde hun:
"Hvis vi kunde være lidt uforstyrrede iaften, var det rart. Sine vil nok holde Børnene herfra.
— Fy, fy, Knud", tilføjede hun, da vi igjen vare ene, "hvor Du seer ondskabsfuld ud; Du dømmer slet ikke retfærdigt; jeg skylder dem virkelig saa Meget."
"Du? aa nei, Tante, siig det ikke igjen!
"Dengang jeg laae syg, vare de saa mageløs gode imod mig, rigtig kjærlige. Saadanne Minder gjemmer jeg og tager frem, naar der undertiden kan være Lidt iveien. — Naa, beholder jeg saa mine kjære Venner til Thee?"
"Ja, naturligviis, og bagefter skal Du give os Syltetøi, Tante."
"Vi kunne ikke blive", protesterede Ingeborg; "Knud er altid saa underlig, formelig drengeagtig, naar han kommer her. Du veed jo godt, Knud, at Fader venter, og Fru Karse —"
"De kunne drikke Thee sammen, ikke sandt, Tante?"
"Ypperligt, lad det saa blive derved."
Hvor det var et hyggeligt lille Theebord; vi vare Alle saa oprømte og velstemte.
"Der har været saadanne smukke Nordlys igaarnat", fortalte Tante Marie, "det staaer i Avisen."
"Aa, hvor det var kjedeligt, at man ikke saae det", udbrød Ingeborg med usædvanligt Liv.
"Det var ogsaa en Ulykke!" Candidatens Stemme lød hidsig og ærgerlig, Ingeborg rødmede dybt og taug. Et Øieblik efter, gik hun ind i Soveværelset, for at hente Tøiet. Hun var neppe ude, før Tante Marie lagde sin Haand paa Søstersønnens Skulder og rystede bebreidende paa Hovedet.
"Det var stygt af mig, Tante, jeg veed det godt, men hun er saadan en mageløs Pige, og jeg kan ikke taale —"
"At Andre finde det Samme?"
"Jo nok, men Island, det er jo et reent Forviisningssted! Den sande kærlighed vil gjøre lykkelig, strøe Poser paa sin Gjenstands Vei, offre den Alt. — Hvad kan han byde Andet end Savn og atter Savn."
"Vi To tør vel ikke tale med herom", Tante Marie saae ganske skjælmsk ud, "vel Knud? — hans Hjem staaer vist for ham som et herligt Sted, kan Du troe, og det bliver nok fuldt af Roser, naar hun blot kommer. — Hvad gjør Du og din Fader egentlig, for at glæde Ingeborg, naar vi skulle tale ganske oprigtigt; har hun det ikke temmelig strengt, er hun ikke meget bunden? Gud skee Lov, hun føler sig lykkelig alligevel, men det er, fordi hun har den sande Glæde i sit gode, uskyldige Hjerte, og det tager hun jo med op til Nordlysene. — Det er ikke for det, jeg vil ogsaa nødig af med hende; vi ere saadanne slemme Egoister, vi stakkels Mennesker. Tys, der er hun. — Har Du ikke mere Tøi paa, min søde Pige? Det er sandelig for lidt, og den anden unge Dame er ligesaa ufornuftig; aa, vent et Øieblik!"
Tante Marie hentede et stort Tørklæde til os hver.
"Saa, Farvel, og kom snart igjen. De kjender nu Veien, Frøken Steen, og kan vel nok finde den alene, ikke?"
Hun tog begge mine Hænder og saae venligt paa mig med sine milde, blaae Øine; derpaa trak hun mig pludselig hen til sig og kyssede mig.
"Gud velsigne Dem, Barn, De maa ikke see saa alvorlig ud!"
Aftenen var meget klar og kold, Stjernerne funklede vidunderlig store og lyse; af og til saae man et Stjerneskud.
"Ønsk, lille Søster", sagde Candidaten, idet han, paa en kjærlig, afbedende Maade, tog Ingeborgs Haand, "ønsk, naar det ikke kan være andet."
"Den, der har ublandede Følelser, kan ønske, jeg ikke", svarede hun sagte, "hvorledes Vorherre end gjør det, vil der blive Noget at savne og Meget at takke ham for."
De talte ikke mere, men holdt hinanden i Haanden; mig havde de i Øjeblikket glemt. Jeg følte mig saa underlig ene, dog ikke ulykkelig; Tante Maries Blik og Kys hvilede paa mig som en Velsignelse.
"Men, Frøken Steen, De gaaer bagefter; tør jeg ikke byde Dem min Arm. — Naa, der venter os nok en ordentlig Storm hjemme, Klokken er over ti."
Hans Spaadom gik i Opfyldelse; allerede i Gangen foer Professoren imod os.
"Hvad ligner det, om jeg maa spørge? — en lille Visit, og saa blive borte med det Samme. Forspilde min Aften, narre mig fra min gode Thee, forgive mig med vederstyggelig Chocoladeaffald! Ja, ja, De kan stole paa, det bliver sidste Gang, jeg tilbyder mig at erstatte en saa hensynsløs ung Dame." Hans Vrede var dog mere comisk forstilt, end virkelig; egentlig sagde Blikket: lille Stakkel, jeg har ondt af Dig.

Fjerde Capitel

Fra den Dag af besøgte vore Naboer os oftere. Ingeborg havde tidt Sytøi med; Candidaten læste undertiden en ny Bog høit, og Professoren bragte os selv, af og til, udsøgte Frugter fra Haven.
"Egentlig har jeg godt af Fru Karses Omgang", sagde han, "jeg har før været saa vred pa Menneskene og havt saa travlt med at skjænde paa dem og rive dem ned, men naar jeg hører hende, bliver jeg ærgerlig og faaer ordentlig Lyst til at tage deres Parti. Det gamle gyldne Ord bliver saa levende hos mig, at Den, der har travlt med Andres Anliggender, altid, ja altid uden Undtagelse, forsømmer sine egne. — Hvad tænker Du, Knud, Du seer mig saa speculativ ud?"
"Jeg tænkte, at der er en Grundforskjel paa dine Klager, Fader, og paa hendes."
"Hvilken Forskjel, lad høre."
"Hun mener sig forurettet, Du mener Vorherre forurettet; hun bryder sig ikke om Menneskene, Du elsker dem; Du hader og forfølger det Onde i din egen Natur, som i Andres; hun pleier sine Feil og kjæler for dem. Hvor skammelig tyranniserer hun ikke sin Omgivelse." Han saae ganske opbragt ud.
Tante Marie kom ogsaa engang imellem ind til os med sit Strikketøi, og altid bragte hun en fredelig, hyggelig Stemning med.
"Stakkels gamle Kone", hviskede hun en Dag, "hvor det dog maa være tungt, at have saa uroligt og unøisomt et Sind. Paa Bunden af al denne Utilfredshed ligger dog vist en hemmelig Misfornøielse med hendes eget Jeg, troer De ikke? gid vi kunde lyse lidt op for hende."
Medens hun talte, var det ordentlig, som sprang der en lille Gnist af Velvillie og Overbærenhed fra hendes kjærlige Hjerte over i mit.
Fru Karse følte sig meget smigret af al denne Opmærksomhed; det var Folk med Opdragelse, indrømmede hun. Rigtig hensynsfulde vare de dog ikke; Professoren havde afslaaet at anskaffe dobbelte Vinduer og Lister om alle Dørene. Han sagde, at det ikke trak, som om han havde nogen Idee om hendes Ømfindtlighed.
"Den hurtige Maade, hvorpaa han kommer ind af en Dør, holder jeg heller ikke af", sagde hun, "han farer jo frem og vifler, saa jeg faaer Snue og kommer til at nyse. Mit Helbred er, idethele, taget af; den Doctor er nu ogsaa saa besynderlig. Diæt og Motion anbefaler han, og jeg trænger netop til styrkende Midler og Ro; det anstrenger mig jo bare at gaae over Gulvet. — Ja, ja, man finder vel nok Raad."
Raadet bestod i at afskedige Lægen og antage en Sukkerdoctor; de smaa mystiske Kugler havde en oplivende Virkning paa Fru Karses Humeur og Befindende."
"Er Du ikke snart kjed af det, Ida?" spurgte min Broder en Dag, idet jeg fulgte ham ud.
"Aa nei, det gaaer ret godt."
"Og Du længes slet ikke efter os? hver sin Smag! — Farvel, lille Søster."
Der var Noget i denne Bemærkning og i Tonen, hvori den blev fremført, der bedrøvede mig dybt. Jeg blev staaende i Døren og saae efter ham, men han vendte sig ikke om, som han dog ellers pleiede.
"Det blæser stygt og er saa koldt, kom endelig ind!" Ingeborg trak mig med blid Magt fra Døren. "Har De ikke Lyst til at besøge vor gamle Pige ovenpaa? — aa, Knud", hun stak Hovedet ind i Dagligstuen, "gaa ind til Fru Karse og hold hende med Selskab et Øieblik."
"Med største Fornøielse! — Frøken Ida skal altsaa op til Rikke, det er ogsaa høi Tid, maa jeg sige. — Tør jeg tillade mig at spørge, hvem den Herre var, De fulgte ud?"
"Det var min Broder."
"Saa De har en Broder", sagde Ingeborg fornøiet og hjerteligt, idet hun løb let opad Trappen. "Her er Fremmede, Rikke", fortsatte hun, efterat have aabnet en Dør lige for, "Frøken Steen vil hilse paa Dig."
Gamle Rikke sad, pæn og reen, som et pillet Æg, i en stor Kurvestol med fødderne paa en høi Skammel. Den vilde Viin, der omkransede det lave Vindue, skinnede som Purpur i Sollyset; Ilden knittrede lystigt i den lille Kanonkakkelovn; Bornholmeruhret dikkede og dikkede; det var en rigtig luun, hyggelig lille Rede. Emma havde Plads i en Krog paa Listetæppet; hun smaasnakkede med en halvpaaklædt Dukke. Den gamle Pige syede de sidste Sting paa en stadselig Garneringskjole til den; en broget Papiirs-Syæske, med Speil i Laaget, stod foran hende; Arbeidet var fæstet til en lille Beenskrue med Fløielspude.
"Saa Frøkenen vilde umage Dem herop, og jeg kan ikke engang reise mig, nei saamæn, om jeg kan. Det gaaer kun simpelt med Helbreden, og nu stunder Vintren til. — Det er ellers et velsignet Veir idag; heroppe kan man see saa langt, lige til Slottet; jo flere Blade, der falde af Træerne, jo mere kommer det frem. — Der, mit Lam, nu er Kjolen færdig."
Hun tog et stort uldent Strikketøi, og sagde saa, idet hun saae efter Ingeborg, der gik ud af Stuen: "Det er ikke godt at være Byrde for Andre, lille Frøken. See, nu hjælpe de sig med det Barn til Pige, og Frøken Ingeborg maa selv gjøre baade det Ene og det Andet, og passet som en Dame bliver jeg, ovenikjøbet. Mangen Gang er det mig rigtig tungt, men saa tænker jeg igjen, — det kan komme saa underlig over En — at det er en Himmerigsgjerning de gjøre mod mig Stakkel og at Vorherre seer det og vil lønne det, og saa tør man vel ikke beklage dem. — Saa De er den unge Pige dernede; vor Frøken er saa glad ved Dem; hun havde det nu ogsaa saa eensomt før."
Lidt efter kom Ingeborg igjen med en heel Pakke hvide strikkede Uldsager.
"Det kalder man Haandflid", sagde hun, "see blot hvor jevnt, som vævet; vi kunde umulig bestaae uden Rikke. De skulde blot vide, hvordan hun kan stoppe og lappe, det gaaer næsten ind under Begrebet Kunst. — Ja, nu maae vi vel gaae, men De seer nok herop en anden Gang, ikke sandt?" —
Om Eftermiddagen besøgte jeg Tante Bertha. Hun saae ganske besynderlig ud, da jeg kom ind; Haanden dirrede, og der var et ængsteligt Træk i det ellers saa rolige Ansigt. Medens hun talte om ligegyldige Ting, hvilede det alvorlige Øie ogsaa ganske iagttagende paa mig; der var som et Spørgsmaal i Blikket. Hun vidste bestemt i hvis Huus jeg boede, og higede efter at høre et eneste Ord om Datteren. Ak, desværre, jeg vidste jo Intet!
"Ida", sagde Frøken Vinkel strengt, idet hun fulgte mig gjennem Salen, "jeg vil raade Dig ikke at søge Omgang med Professor Svanes; der er ikke Noget ved den Familie. Hvorfor skulde I ogsaa boe der? som om der ikke vare andre ligesaa gode Leiligheder."
Nede i Porten stod Tjeneren og hviskede med sin afmaalte, lidt dumpe Stemme. "veed De, om hun lever?"
"Svogeren har ingensomhelst Efterretning faaet."
Han sukkede og rystede høitidelig og bedrøvet paa sit skaldede Hoved.
Søndagen efter bad Ingeborg mig ind til Frokost; hun havde faaet Værelserne indrettede til Vinterbrug; Tante Marie kom; det skulde være som en lille Fest.
Dagligstuen saae mageløs hyggelig ud med Gulvtæppe, røde Gardiner og en heel Rad Hyazinthglas i hvert Vindue. Professoren sad veltilmode, med opklaret Ansigt og Pibe i Munden, i sin Lænestol; lille Emma holdt Garn for Tante Marie; Ingeborg syslede ved det ziirlige Chocoladebord; Candidaten saae henad Veien.
"Knud falder i Tanker", sagde Søsteren leende, "han kan hverken høre eller see. — Det er vist den nye, moersomme, letfattelige Grammatik, han vil skrive til sine Drenge, der spiller ham i Hovedet."
"Du tager feil, Ingeborg, jeg er aldeles ikke distrait, tvertimod, med største Opmærksomhed iagttager jeg en eensom Vandringsmand, der nærmer sig Huset mere og mere med vægtige Triin. Jeg troer — ja, nu veed jeg hvem det er: Iisbjørnen".
"Han kommer da ikke herind, vil jeg haabe". ivrede Professoren, "jo, min Sjæl, der er han. — Det er jo din Ven, Knud, Du har fra først af ført ham ind i Huset, Du maa tage Dig af ham! gaa med ham op paa dit Værelse, og —"
Hans Ordstrøm blev afbrudt ved den Fremmedes Indtrædelse. Det var en høi, mandig, rolig, selvbevidst Skikkelse med et godt, paa engang klogt og trohjertet Ansigt. Hans Haar var meget lyst, Blikket klart og fast, Ryggen bred, Trinene lidt tunge. Han hilste venligt, og lod sig slet ikke anfægte af den temmelig kjølige Modtagelse. Med stor Ro trak han en lille gammel Bog frem af Brystlommen og rakte Professoren. Den var tilfældigviis kommen i hans Hænder, sagde han, og han havde tænkt, at den mulig kunde interessere. Hans Stemme havde noget Godmodigt og Hjerteligt, den islandske Accent lød ingenlunde ubehagelig.
Professoren saae først paa Bogen, og saa paa Overbringeren; et Øieblik troer jeg næsten han tænkte paa at tilbagevise Opmærksomheden, men saa aabnede den unge Islænder Bladene, og Fristelsen blev for stor.
"Tak, tør jeg laane den? jeg har længe ønsket mig den og anstillet mange Efterspørgsler, baade her og i Udlandet, for at faae den, men altid forgjæves. — Jeg takker Dem".
En Pause indtraadte, der syntes at sige til den fremmede: nu kan Du gjerne gaae. Han blev imidlertid rolig staaende; Ingen bød ham tage Plads. Ingeborg sad ganske stille ved min Side; jeg vovede ikke at see paa hende. Pludselig afbrød lille Emma den trykkende Taushed.
"Aa, nei, Tante Marie", sagde hun, idet hun utaalmodig løb frem og tilbage, saa langt Garnenden rakte, "klip hellere Knuden over; det er saa kjedeligt!"
"Jeg holder meest af at løse med Lempe", lød det milde Svar, "men Du trækker det ogsaa mere og mere sammen, naar Du saadan springer om, Du utaalmodige Barn".
"Tør jeg?" Islænderen nærmede sig roligt, "undertiden har jeg gjort det for min Moder. Jo mere indfiltret Knuden er, jo mere ægger og interesserer den mig, jo mindre vil jeg give tabt. Det fornødne Qvantum Taalmodighed troer jeg mig i Besiddelse af".
Han tog Plads og besaae Knuden nøie, før han begyndte paa at løse den. Som han sad der, var han en fortriinlig Typus paa besindig Udholdenhed. Vi stirrede Alle paa ham; det var, som laae der langt Mere bag Dette, end den stakkels Ende Garn.
"See nu", han reiste sig ganske rolig op, "nu er det iorden. — Tør jeg", tilføiede han, "see op til den gamle Pige med det daarlige Been? jeg har ret tænkt over hendes Sygdom og udfundet et Middel, der forhaabentlig vil lindre og, lidt efter lidt, fordele Ondet".
Han var altsaa Læge; o, det passede han bestemt ogsaa til, der var noget saa Tillidindgydende i hans Blik og Væsen.
Da de to unge Herrer vare gaaede, udbrød Tante Marie: "Han er et rigtig rart, godt Menneske!"
"Hvad kjender Du til ham, min kjære Svigerinde? om jeg tør spørge".
"Han kommer ikke saa sjeldent til mig". Hvor hun dog havde en ypperlig, uafhængig Mine.
"Naa, saa, det gjør han", Professoren saae opbragt ud, "det vilde jo være meget smigrende, dersom han kom for din Skyld, men er Du kun et Redskab —"
"Egentlig finder jeg det mere smigrende, at han kommer for sin egen Skyld", hun saae ham uforfærdet ind i de vrede Øine. "Og hvad det angaaer, at være Redskab, saa ønsker jeg blot at være et rigtig godt Redskab, der kan tjene Mange".
"Fader", begyndte Ingeborg nu ganske sagte, idet hun lagde sin Haand paa hans Lænestol, "veed Du noget Ondt om ham?"
Hun blussede, da hun gjorde dette Spørgsmaal, men hendes klare Øie straalede dog af Tillid til den unge Mands Værdighed og Faderens Sanddruhed. Professoren betænkte sig temmelig længe, før han svarede:
"Nei, jeg har forhørt mig mange Steder i det Ønske, et nederdrægtigt Ønske igrunden, at høre Ondt, men har kun hørt Godt. Dog", tilføiede han i en mere oprømt Tone, idet han holdt den lille Bog hen imod sin Svigerinde, "hvad kalder Du denne, min gode Marie, det er og bliver dog et falsk Flag".
"Nok muligt, men hvem tør kaste den første Steen; jeg husker en ung Mand, som —
"Naa, lad det nu være godt; der ere de!"
Trappen knagede under den unge Læges Triin; et Øieblik efter aabnedes Døren.
"Benet er i Bedring", sagde han, "jeg har nu ordineret et Urteomslag og venter de bedste Resultater".
"Saa der er virkelig indtraadt Bedring, det glæder mig. — Skjænk nu Chocoladen, Ingeborg, jeg kan ikke vente længere!"
Tante Marie gjorde Tegn til Islænderen, at han ogsaa skulde tage Plads ved Bordet.
"Har De nylig hørt fra Deres Moder", spurgte hun venligt.
"For en Ugestid siden fik jeg Brev med hendes Portrait. Der har været en omreisende Photograph paa Gaarden og taget hende af, som hun sidder i sin egen Stue. — Her er det".
Tante Marie saae lidt paa det og rakte det saa til Professoren, der betragtede det opmærksomt en Tidlang.
"Det er et smukt og overordentlig characteristisk Billede", sagde han endelig, og hans stemme lød ganske bevæget, "Deres gamle Moder længes, venter og haaber; man seer det paa Stillingen og Ansigtets Udtryk, og man seer tillige, at hun har Villiekraft og Taalmodighed til at holde ud. — Naar vender De tilbage til hende?"
Professoren rakte Photographiet over Sønnen til Ingeborg.
"Om Gud vil, til Foraaret. I Vinter tager jeg min Doctorgrad. — Egentlig er det Moders Skyld, at jeg blev Læge; hun har indviet mig dertil, om jeg tør udtrykke mig saaledes, fra jeg var ganske lille. Mine Forældre havde syv Børn, men de sex døde paa een Gang af en smitsom Syge. Var Lægen kommen itide, knude de, efter al Rimelighed, have været reddede; han boede imidlertid langt, langt borte, og de uføre Veje gjorde Afstanden endnu større. Da han endelig kom, var det for seent; kun et af Børnene, den mindste Dreng, beholdt Livet, og Moder lovede Vorherre, at opdrage ham til en hjælper for hans Medmennesker. Fra min tidligste Barndom rettede hun mine Tanker herpaa, og nu føler jeg tydeligt, at det er mit Kald. — Stakkels gamle Moder! Sønnen kan dog aldrig erstatte Datteren, den hjælpsomme, kjærlighedsfulde Datter. Hun styrer nu ene Huusvæsenet paa den store, efter vore Begreber frugtbare Gaard, jeg har arvet efter mine Forfædre. — Der er deiligt deroppe! Mennesket føler sig saa lille, og løftes dog i den storartede Natur".
Et Øieblik efter reiste den unge Læge sig, for at gaae. Professoren rystede hans Haand, men truede ham dog med Bogen, og sagde halvbrummende:
"En anden Gang behøver De ingen Billet, for at faae entrée her i Huset, Adgangen er fri. — Men De glemmer Photographiet".
"Tør det blive her? jeg har dog det allerbedste billede af Moder i min Erindring".
Han rakte det til Ingeborg med et langt, lyksaligt Blik, bukkede saa og gik.
"O, Fader!" sagde hun blot, og skjule sit Hoved ved hans Bryst. Han trykkede hende tæt op til sig.
"Mit Hjertes bedste Glæde, Gud Herren velsigne Dig!" Hun græd sagte og forlod Stuen.
Lille Emma var nu krøben op paa mit Skjød, og sad, med Armene om min Hals, og fortalte om Juletræ, Fastelavnsriis og de brogede Paaskeæg, Ingeborg farvede til hende. Barnet var fuldkommen uvidende om, hvad der var foregaaet. Candidaten stod ved Vinduet med Ryggen imod os, Tante Marie saae bekymret hen til ham.
"Ikke kjæle for uartige Børn", sagde Professoren, der igjen var sig selv, "lad ham kun staae og suurmule".
"Jeg suurmuler ikke", det var et venligt, om end lidt tankefuldt Ansigt, der vendte sig imod os, "naar han elsker hende, har han naturligviis første Ret".
"Ah, Du har altsaa skiftet Mening".
"Paa ingen Maade, hvor falder det Dig ind, Fader! før var jeg ikke ganske sikker paa, at han virkelig elskede hende af hele sin Sjæl, men nu troer jeg det. See, der gaaer han henad Veien, det er som et andet Menneske! Iisbjørnen træder ganske let; hans brede Skikkelse retter sig høiere; den faste Knude giver efter og løsnes for Udholdenheden.

Femte Capitel.

Det varede ikke længe, før den unge Islænder — Harald Magnussen hed han — kom igjen, og snart blev han en daglig Gjæst i Huset, og saa endelig Ingeborgs Forlovede. Hun var ofte veemodig stemt, midt i sin Lykke; undertiden talte hun fortroligt til mig om sine Planer og Bekymringer. Vi sagde nu Du til hinanden og omgikkes næsten som Søstre.
En Aften førte Ingeborg Tante Marie og mig ind i Soveværelset, hvor Emma laae i sin lille Seng. Barnet sov blidt og trygt; den ene buttede Arm laae under Nakken, den anden paa Tæppet; hun saae saa sund og rødmosset ud; den lillebitte friske Mund var adskilt, som til et halvt Smiil.
"Hvordan skal jeg kunne forlade hende, — og gamle Rikke; o, det ængster mig saadan; hvad skal der blive af dem? Fader og Knud ville jo gjøre, hvad de formaae, men —
"Barn, Barn", Tante Marie tog kjærlig hendes Haand, "kast dog din Sorg paa Gud; Vorherre staaer for Alt; han vil hverken glemme lille Søster eller den gamle Pige".
"Jeg veed det, Tante, jeg troer det!"
Hun bøiede sig ned og kyssede de smaa Krøller, der pippede frem allevegne under Natkappen.
"Det er som en lille Engel, ikke sandt? o, Tante Marie, Du maa vogte og bevare min Øiesteen, og Du Ida —"
Hun holdt pludselig inde, og tilføiede i en anden Tone: "Du vil ogsaa altid have Interesse for hende, det er jeg vis paa".
Fru Karse var ganske ligegyldig for den indtrufne Begivenhed; hun fandt det kun lidt naragtigt, at et fornuftigt Menneske, ovenikjøbet en smuk ung Pige, vilde forlade sit gode Hjem og drage op til den evige Snee.
"Jeg vilde ikke engang tage til Jylland, skjøndt salig Karse bad og tiggede mig derom", sagde hun. "Hvad er han forresten, det Menneske?"
"Læge".
"Læge!" gjentog hun med langt større Interesse, "mon han er duelig?"
"Endnu har han vist ikke havt synderlig Praxis. Sin Examen bestod han dog med Udmærkelse, og studerer nu til Doctorgraden. — Vil Fru Karse see ham, saa kommer han der."
Han aabnede netop nu Laagen og traadte ind med Ingeborg; de vendte hjem fra en Spadseretour og saae Begge meget oplivede, ja rigtig sjæleglade ud. Det skarpe Frostveir havde malet to straalende Roser paa Ingeborgs Kinder; hvor hun havde noget Qvindeligt, Yndigt og Elskeligt, som hun stod der.
"Jeg vil dog tale med ham ved Leilighed", forkyndte Fru Karse. "Han har et Ansigt jeg synes om."
Hun syntes imidlertid ikke om hans Raad: russiske Bade, Spadseretoure og Sultecuur, og holdt sig derfor fremdeles til Sukkerkuglerne.
Edvards Fødselsdag, midt i December, fik jeg Orlov fra Morgenen af. Jeg havde broderet et Par smukke Morgenskoe, og skyndte mig nu ind med dem, for at han endnu samme Dag kunde tage dem i Brug. Det var et raakoldt, taaget Veir, det visne Løv laae tungt og vaadt henad Frederiksbergallee; Fuglene hoppede matte omkring, ganske forknytte over Graaveiret. Da jeg kom til min Broders Dør, stod den aaben; inde fra lød Skrubben og Skuren. En determineret, rødhaaret Kone, med opheftede Skjørter og sværtet Børste i de negeragtige Hænder, kom mig imøde i Gangen.
"Herskabet er ikke hjemme", sagde hun affærdigende.
"Aa, det er Frøken Ida!" rabte Pigen nu, idet hun kastede en Klud over paa det vaade Gulv, og saa hoppede, med Skrubbekosten som Balanceerstang, først hen paa Kluden og saa hen til mig, "jeg troede De vidste, at Herskabet tog med Jernbanen igaar, og først kommer hjem imorgen. De ere paa Bøgedal hos Fruens Oncle, Frøkenen veed."
"Tak, Lene, Tak!" jeg løb hurtig nedad Trapperne.
Hvor jeg var inderlig bedrøvet, o, de burde dog have sagt mig et Ord!
Taagen var sunken og faldt nu som en tæt, fiin Regn. Alt saae saa trøstesløst, saa sørgeligt ud. De faa Mennesker man mødte trak Tøiet tæt om sig, Slør eller Paraply skjulte Ansigterne.
"Frøken Steen, De her!" Candidat Svane stod for mig. Hans høie, lyse Pande var fuldkommen skyfri; Veiret øvede ingen Indflydelse paa ham.
"Tør jeg byde Frøkenen min Paraply? Desværre kan jeg ikke selv følge, da jeg skal møde til bestemt Tid. — Ja, tager De den ikke, bliver den stjaalet!"
Han stillede den op til et Træ, hilste muntert og ilede ad Byen til.
Fru Karse blev meget fornøiet over at see mig igjen, og spurgte ikke engang om Grunden til mit Komme; hun brød sig, i det Hele, kun meget lidt om Datter og Svigersøn.
"Det er virkelig en behagelig Overraskelse", sagde hun blot, "men De maa ikke sætte saadan et Langfredagsansigt op, lille Ida. — Sikken et stygt Veir! hvormange Grader have vi? tretten, ja saa maa De gjerne lægge Lidt i. — Naa, læs nu Avisen høit, medens jeg sidder her og studerer paa det chinesiske Gaadespil, Professoren har laant mig; kan jeg ikke finde ud af Figurerne, maa De prøve siden. Vil De række mig Pilleæsken, flytte Kakkelovnsskærmen og skyde Bordet lidt nærmere; nei, ikke for nær. — Saa skulde jeg have en Draabe Eau de Cologne paa mit Lommetørklæde, ah! — Nu kan De begynde."
Jeg kvalte mine Taarer og læste og læste i det Uendelige, først Aviserne, saa en kjedsommelig, vidtløftig Roman. Da den var endt, ud paa Aftenen, kom Chocoladetheen ind, og saa begyndte Rambusspillet.
Søndagen efter ventede vi Edvard og Helena til Middag. Karen gjorde storartede Forberedelser og var meget kort for Hovedet i den Anledning. Jeg kæmpede haardt med mig selv og formanede uophørlig min Sjæl til Forsonlighed. Skulde jeg fordre en Forklaring? o nei, nei, det var bedst at lade som Ingenting.
Klokken henved Tre kom de kjørende; Helenes fine, smukke Ansigt tittede ud af det aabne Vognvindue; hun nikkede, kyssede paa Fingren og viste paa den Lille, der laae i dyb Søvn, næsten skjult af et stort Shawl. Jeg skyndte mig hen til Vognen og rakte Edvard Haanden; han tog den med en mørk, tilbageholdende Mine og lod den strax falde; derpaa hjalp han sin Kone ned og bar Barnet ind.
Det var for meget, jeg kunde ikke taale hans Uvenlighed!
"Hvorfor er Edvard vred", spurgte jeg Helene; "hvad Ret har han til at være vred paa mig?"
"Bliv dog ikke saa ivrig, kjæreste Ida; Edvard tog det ilde op, troer jeg nok, at Du ikke vilde med til hans Fødselsdag".
"Ikke vilde, som om Nogen havde spurgt mig".
"Jeg har spurgt Dig" — hun undveg mit Blik — "Du kan ikke have glemt det, Ida; Du sagde udtrykkelig, at Du helst vilde være fri for at komme til Bøgedal."
"Nu veed jeg, hvad Du mener! det var i Sommer, da jeg endnu boede hos Eder, at Du spurgte, om jeg gjerne vilde besøge din Oncle, og jeg sagde nei. Der var slet ingen Tale om Edvards Fødselsdag. — Han veed altsaa ikke det rette Sammenhæng? o, jeg vil strax forklare Alt!"
"Bliv et Minut, Ida, for Himlens Skyld, bliv", hun var ganske bleg, "jeg troede jo, at Du var af samme Mening endnu, og sagde saa, at Du havde afslaaet min Opfordring, som om", — hvor det ydmygede hende at udtale det, Ordene vilde næsten ikke frem — "som om det var skeet i disse Dage. — Det var urigtigt af mig, ikke at forhøre igjen, jeg tilstaaer det, men hav alligevel Barmhjertighed, Ida, og siig det ikke, Edvard vil blive rasende. O, dersom han mister sin Tillid til mig, døer jeg!"
Hun vred sine Hænder og knælede næsten for mig.
"Jeg kan ikke skaane Dig, Helene!"
Edvard stod endnu ved Vognen og talte med Kudsken; jeg skyndte mig hen til Gangdøren. Da jeg aabnede den, traadte Tante Marie lige ind, med sit venlige Ansigt tittende frem af en net lille sort Kyse.
"Hvorhen, hvorhen", sagde hun, idet hun standsede mig og tog min Haand, "De er altfor varm og aandeløs, Barn."
Hun saae saa god og kjærlig ud saa fredelig og stille; uvilkaarlig fulgte jeg et Par skridt ind med.
"Vil De svare mig paa een Ting", bad jeg, "naar man er miskjendt, har man saa ikke ubetinget Lov til at rense sig, selv om det vil bringe Andre Smerte?"
"Hvor kan jeg dømme, uden at kjende Forholdene", svarede hun blidt, "der er dog et gammelt Ord, som siger, at hvor vi ere i Tvivl om, hvad der er det Rette, vil det Tungeste, det vi have mindst Lyst til, altid være det. — Og her maa der jo være Tvivl, siden De spørger."
Medens hun talte, klynkede lille Bertha sagte i Værelset ved Siden. Der var Noget i denne spæde Graad, som, i Forening med hendes simple Ord, rørte mig. Skulde jeg gjøre dem alle Tre ulykkelige? "Helene!" jeg gik derind igjen, "denne Gang vil jeg ikke tale, men vogt Dig i Fremtiden for alt skjult Væsen; han hader og afskyer det som Pest. — Nu vil jeg bringe ham min lille Gave og gjøre mig Umage, for at blødgjøre hans Sind."
Det var ingenlunde let; Edvard takkede koldt for Skoene og saae meget uforsonlig ud.
"Du er vred paa mig, Edvard."
"Aldeles ikke; det har kun bedrøvet mig. — Den Dag havde vi altid været sammen, fra Børn af. Jeg forlod Helene, ganske kort efter vor Forlovelse, blot for at tilbringe Dagen med min lille Søster. — Naa, lad os ikke tale mere derom, Følelser lade sig ikke fremtvinge."
"Du kjender mig ikke, Edvard; Du veed ikke, hvor jeg holder af Dig og trænger til din Kjærlighed!"
Hvor jeg græd! han saae ganske medlidende og forundret paa mig.
"Du har Ret, jeg kjender Dig ikke; jeg forstaaer dig ikke, Ida."
Det var et trist Middagsmaaltid; Edvard, Helene og jeg vare Alle underlig nedstemte. Fru Karse ærgrede sig herover, og over at Barnet var med; hun havde jo slet ikke bedt det; fy, hvor det skreg, og nu gik Helene fra Bordet og blev hos det. Ingen tænkte paa hende!
Da Mørket faldt paa, kjørte de igjen. Helene omfavnede mig varmt, men den Lille, der havde glemt mig og var gnaven for Tænder, skreg frygteligt, da jeg bar hende ud. Edvard greb strax Barnet, gav mig et hurtigt Kys, og saa rullede de bort.
O, hvor jeg følte mig forladt og tilovers; det knugede mig næsten til Jorden.
"Kom ind, kom ind til os!" det var Emma, der bankede paa Ruden; hendes søde lille Ansigt tittede skjælmsk frem mellem Blomsterglassene, "aa, kom endelig ind", de smaa Fingre trommede det Bedste de formaaede.
"Vi har længtes saadan efter Dig i al denne Tid! Du veed ikke, hvad jeg har til Dig? — Tante Marie, veed hun vel?"
"Nei, det har hun ingen Ahnelse om. — Aa, sæt Dem herhen hos mig i Kakkelovnskrogen. Ingeborg spiller saa rart; er her ikke hyggeligt i Tusmørket?"
"Mageløs hyggeligt."
Emma trippede nu travl hen til sit lille Bord og hentede Noget i Skuffen.
"Luk dine Øine i, og din Mund op! — naa, hvad siger Du, smager det godt." Det er en candiseret Blomme; jeg har faaet den af Harald og gjemt den til Dig i tre Dage."
Hun satte sig rigtig tilrette paa mit Skjød; hvor de smaa barnlige Kjærtegn husvalede mit nedtrykte Sind.
Inde i Professorens Stue brændte Lampen; Døren stod, efter Sædvane, aaben; Fader og Søn gik op og ned gjennem begge Værelserne i ivrig Samtale.
"Det bliver værre og værre", Professoren standsede og gestikulerede ivrigt, "nedad, altid nedad!"
"Det troer jeg ikke, Fader, det skal nok gaae opad igjen, lad os blot holde ud og haabe."
"Ja jeg veed det nok, Du og dine Drenge skulle gjøre Sagen klar. Nei, nei, seer jeg paa den opvoxende Slægt, mistvivler jeg dobbelt om Fremtiden. Selvkloge, næsvise, opsætsige ere dine Drenge! saa foretrækker jeg dog Fortidens Børnetugt; hellere for streng, end for slap."
"Bliv ikke vred, Fader, men dine Anelser og dine Handlinger stemme ikke ganske. Din egen Børnetugt er just ikke streng. Det er, ligesom naar Du skildrer det Fordærvelige ved Tiggeri, og det Svage og Urigtige i at begunstige det ved at give, og saa dog —"
"Det er en smuk Maade", brummede Professoren, "at gribe til Personligheder, naar man mangler Argumenter; bliv mig fra Livet med den!"
"Nu gaaer jeg, Fader, nu gaaer jeg." Han loe fornøiet, snappede et Lys og løb opad Trappen til sit Qvistværelse.
"Gud velsigne ham og hans lyse Haab", sagde Tante Marie.
Professoren stod nu i Døren med Blikket straalende af den inderligste Faderstolthed.
"Haabet er en mægtig Drivkraft, det negter jeg ikke", sagde han, "og jeg indrømmer ogsaa villig, at det gode Exempel er en virkelig Magt. — Knud har altid været en skikkelig Dreng, en underlig uegennyttig En, fra han ikke var større end saa. Skulde han dele Noget med Andre, gjorde han det saa ligeligt som muligt, naar der var Nogen tilstede, men var der ingen Vidner, tog han selv langt mindre, end der tilkom ham. Var det ikke snurrigt? jeg iagttog det flere Gange, dog uden at tale derom. — Han har heller aldrig — hvad Børn ellers ere saa tilbøielige til — skudt sin Skyld paa Andre, snarere taget Andres paa sig. Nu, som Voxen, viser han tillige en forbausende Udholdenhed i at bære over med sine Medmennesker og udlægge deres Handlinger til det Gode. — Jeg kan rolig sige det, Gud skal vide, han har ikke det Sind efter mig, det maa være efter Moderen."
Han spadserede nu igjen med iilfærdige Triin op og ned ad Gulvet. Minen var tankefuld, Panden overtrukken.
"Skal det nogensinde gaae opad", sagde han pludselig, "da maae vi, først og fremmest, lægge os efter Ærlighed — ikke blot ydre Retskaffenhed, men Sanddruhed og Naturlighed — vi maae lægge os efter Alvor og samlet Stræben. Lyksalig Den, der kan troe paa Fremtiden! naa, hvad nytter det at græmme sig. — Hvor er Emma? ah, hun er falden isøvn hos den lille — jeg vidste slet ikke, De var derinde; Godaften!"
"Veed De, hvad vi kalde Dem hviskede Tante Marie, "thi at vi kalde Dem Noget har De naturligviis mærket. Min Svoger begyndte jo paa det nu, og jeg har mange Gange gjort det Samme. Skal jeg fortælle det? — Knud sagde engang, at De saae ud til at have saadan en god Villie, og saa kaldte min Svoger Dem, for Løier, den lille gode Villie, og vi Andre toge det op efter ham. — O, Barn, De græder! der faldt saadan en brændende varm Taare paa min Haand. De maa ikke være foknyt, nei sandelig ikke. — Veed De, hvad jeg tidt tænker, naar jeg selv er bedrøvet og seer Andre bedrøvede? at dersom vi blot huskede ret paa Guds Godhed og Naade, vilde vi altid være glade. I de Øieblikke, hvor vi ligesom føle hans Kjærlighed og ere gjennemtrængte af Troen paa et andet Liv, blive de tunge Sorger jo ganske lette, næsten forsvindende, og alle vore Ønsker og Klager gaae op i Tak. — Engang, det er mange Aar siden, var jeg meget urolig og bekymret; der laae mørke, truende Skyer rundt omkring, syntes jeg og allevegne trak der flere op; men saa saae jeg tilbage paa mit Liv, hvor underligt Gud havde ledet og hjulpet mig alle mine Dage, og det stod pludselig for mig, som sort Utaknemmelighed at tvivle paa hans Barmhjertighed. Siden har jeg altid været saa tryg og saa sikker, og alle de sorte Skyer ere ogsaa drevne bort, een efter een. — Lad mig see De tørrer Taarerne væk, saadan. Vorherre skal nok styrke den gode Villie og altid bevare den reen."
Senere da jeg var ene i min Stue, tænkte jeg ret over hendes Ord. "Den lille gode Villie", hvor det var et livsaligt Navn. Og jeg tænkte paa de trofaste Venner Vorherre havde sendt mig i min Forladthed, og jeg fattede Mod til at troe — ikke tænke, men troe — at hans Kjærlighed ogsaa naaede mig. For første Gang i lang Tid var min Aftenbøn ikke et kummerfuldt Suk om Taalmodighed, men en levende, inderlig Taksigelse, og det var, som strømmede der Kraft og Glæde ind i min Sjæl.

Sjette Capitel.

Vintren skred nu rask frem; Julen var forløben, og Dagene længedes synligt. Af og til besøgte Edvard og Helene os, og jeg kom ogsaa undertiden til dem. Vi gjorde os gjensidig Umage for at omgaaes paa den gamle naturlige Maade, men Forholdet blev dog tvungent alligevel. Hos Professorens var jeg en daglig Gjæst. Candidaten havde pludselig faaet et sandt Sværmeri for Rambus, og spillede det med et Lune og en Iver, der oplivede og morede Fru Karse i høi Grad. De Aftener han holdt hende med Selskab, havde jeg da min Frihed.
"Det er altfor galt", sagde jeg engang, "De har havt travlt hele Dagen, og jeg kan umulig tillade, at De saaledes offrer Aftenen."
"Dersom Frøken Ida ahnede, hvad for en Recration det er mig", han saae frygtelig skalkagtig ud, "vilde De ingen Indvendinger gjøre."
Ingeborg og jeg besøgte ofte Tante Marie; engang imellem gik jeg der ogsaa ene. Altid var der lige hyggeligt i hendes smaa Stuer; altid udtrykte hendes Ansigt det hjerteligste Velkommen; altid gik man trøstet og oplivet fra hende. Den stive, værdige Fuldmægtig saae jeg sjeldent, hvorimod hans lille urolige, godmodige Kone — der saaer ud, som grundede hun forgjæves paa at udfinde Noget, hun havde glemt — gjerne indfandt sig med Krave og Kappe en Smule paa Snur. et Barn paa Armen og to tre i Skjørterne. Naar hun saae, at der var Fremmede, vinkede hun ad Tante Marie, og saa blev der hvisket og raadslaaet. Mange, mange Gange saae jeg den gode gamle Dame, efter en saadan Scene, liste hen til sit Skrivebord og smugle Pengepungen ud; gruelig bange, for at jeg skulde bemærke det.
Den unge Islænder havde nu faaet sin Doctorgrad med stor Ære og Berømmelse, og Ingeborg havde travlt med Udstyret. Jeg fik Lov til at navne og numerere Alt. Rikke syede og strikkede ufortrøden for sin Yndling. Hun saae saa alvorlig ud, den gamle Stakkel, jeg er vis paa, der faldt mangen en bitter Taare paa Arbeidet.
En Aften sadde Professoren, Candidaten, Ingeborg og jeg om den venlige Kakkelovnsild, der lyste klart gjennem Riflerne i Døren.
"Det er en ordentlig Sneetykning udenfor", sagde Professoren, idet han lænede sig tilbage med Piben i Munden, "hør, hvor det pidsker paa Ruderne! — i dette Øieblik føler jeg det egenkjærlige Velvære, der undertiden lister sig over En, naar man en Uveirsaften sidder i godt Selskab ved sin hyggelige Arne. — Men I er lidt stille Børn, finder jeg."
"Vi tør ikke forstyrre Kund", loe Ingeborg, "han er gaaet heelt tilbunds i sine egne Tanker. See blot paa ham, Fader!"
Han saae unegtelig meget optagen ud, som han sad der og stirrede ind i Ilden. Nu opklaredes Ansigtet, nu rynkede han Panden, nu bed han sig grundende i Læben.
"Knud!" vedblev hun høiere, "hvor gjælder Reisen hen? jeg haaber det er til Poesiens smilende Egne, og ikke til Grammatikens Udørkener."
"Hvad er det for Snak, Ingeborg", han foer utaalmodig op, "Du troer altid jeg er fraværende, naar jeg ikke uafbrudt lader Munden løbe."
"Godt Ord igjen, Børn. — Det er og bliver dog en styg Vane, Knud, vogt Dig, at den ikke tager Overhaand. — Hvad gjør Ingeborg?"
"Knækker Nødder til Herr Broder, for at mildne hans Vrede. — Men tys, er det ikke en Vogn? skulde Tante Marie?"
"Aa, Snak, jeg hører ikke det Mindste."
"Den holdt virkelig, Fader; nu gaaer Døren! — Hanne taler med Nogen; o, maaskee!" hun sprang op i det gladeste Haab.
Det var dog ikke Islænderens høie Skikkelse og aabne Ansigt, der viste sig i Døren, men en lille vindtør Mand med sort tilspidset Skjæg, undvigende Øine og indesluttet Mine. Han saae underlig uhygglig ud i Skjæret fra Kakkelovnsilden.
"Godaften , Godaften" , sagde han langsomt; han kunde ligesaa godt have sagt: daarlig Nyt, daarlig Nyt, saa tydelig følte vi Alle, at det var det, han bragte.
"Professoren har sikkert ganske glemt mig?"
"Vist ikke nei, De er Benjamin Preen. — Hvad i Guds Navn, bevæger Dem til at komme her iaften?"
"Ikke egen Fordeel! — det er for Andres Skyld; Anledningen er ingenlunde glædelig, den er sørgelig. — Man bør være forberedt paa Alt, men desværre somoftest —"
"Hvad er der skeet? saa tal dog ud, Menneske!" Professoren stampede.
Den Fremmede veg et Skridt tilbage og sagde derpaa med sin tynde, ulykkespaaende Stemme:
"Deres Herr Broder har, i den sidste Tid, havt Held med sig og efterhaanden arrangeret sig saa temmelig med sine gamle Creditorer herovre. Det var hans Plan paany at etablere en storartet Forretning i Kjøbenhavn, og han forlod derfor Amerika dette Efteraar med Kone og Børn. Der brød imidlertid Typhus ud paa skibet, og han blev — De har tvunget mig til at tale uden omsvøb — et af de første Offre. Hans Efterladte ere nu hos mig; Enken, der blev viet i mit Huus, og kjender mig som Mandens sande Ven, tyede i sin Nød til mig. Men jeg, der selv er Familiefader og, som saadan, har Ansvar og Pligter, kan umulig beholde hende længe, eller paatage mig at ordne de indviklede Affairer. — Hun ahner ikke, at jeg er gaaet herhen; det er mig bekjendt, at Forholdet mellem Professoren og den Hedengangne just ikke var det bedste, dog Døden bør jevne og hæve alle Misforstaaelser. Her er en smuk Leilighed til at samle gloende Kul paa hans Hustrues Hoved."
"Det har jeg dog ikke isinde, nei, sandelig ikke!" Professorens Stemme lød som et Tordenbrag, vi foer Alle op; Herr Preen greb efter Dørlaasen.
"Jeg har gjort min Pligt!" sagde han, idet han iilsomt retirerede.
"Gloende Kul!" Professoren stak Ildskuffen ind i Kakkelovnen og trak den frem svingende fuld af Gløder; "Du skulde selv smage hvad det er, Du hyklerske Skurk! der har ført min Broder ind i Saameget, og altid høstet Fordeel af hans Forlegenhed."
"Gloende Kul", vedblev han i en ganske anden Tone, idet han gik op og ned ad Gulvet, "saa det skulde være Lønnen for den trofaste Qvindes Hengivenhed! — Velsignelser, de bedste, rigeste Velsignelser vilde jeg samle paa hendes Hoved, om jeg formaaede. Gud trøste og styrke hende! — Hendes Plads er nu her, ikke sandt, Knud? ikke sandt, min Ingeborg? Byrden vil falde paa Eder, ikke paa mig, jeg veed det, men kjender Eder jo; min Broders Børn skulle ikke spise misundt Brød, vel? — Saa gaaer da, i Guds Navn; — Ingeborg maa med, Du vil kunne forstaae hende bedst, og altsaa være meest istand til at trøste. Naa, skynd Eder nu, Alt hvad I formaae, tag den første den bedste Vogn, og bring dem uopholdelig herhen."
"Du vil nok blive, kjæreste Ida", hviskede Ingeborg; hun var ganske bleg, men saae dog saa fattet og velsignet ud, "Fader vil bestemt behøve din Hjælp. — Her ere Nøglerne." Hun hængte sit lille Nøgleknippe paa min Finger.
O, hvor jeg var betagen og rystet, stakkels, stakkels Cecilie!
Professoren gik hen til Vinduet og stirrede efter de Bortgaaende, indtil Skinnet af deres lille Lygte tabte sig i Mørket; derpaa maalte han Gulvet et Par Gange i heftig Sindsbevægelse, lænede sig saa op til Vinduet igjen, og brast i en kort, lidenskabelig Hulken; min Nærværelse havde han ganske glemt.
"Saa det var Enden! — Frelsens Herre, vær ham og os Alle naadig!"
Han stod et Par Minuter ganske stille med korslagte Arme; derpaa strøg han hurtig en Svovlstik af, tændte et Lys, aabnede Secretairklappen og fremtog et Par Documenter, som han overfoer med Øiet, og saa kastede i Ilden.
Jeg klirrede lidt med Nøglerne, for at vække hans Opmærksomhed; han var imidlertid altfor optagen, til at ændse det. Papiret var nu ganske tilintetgjort; kun en lille sort Hinde laae paa de klare Gløder. Professoren spredte den med Ildtangen, rettede sig iveiret, strøg Haanden gjentagne Gange over Panden, og foer saa ud af Døren. Lyset blev naturligviis slukket af den stærke Vindtræk — den kjære gamle Mand kom sjelden eller aldrig gjennem en Dør med Lys, uden dette Uheld — og han matte tilbage.
"Hvor ere nu Svovlstikkerne", brummede han.
"Professoren satte dem paa Consolbordet."
"Hvem der? hvem taler? — har De beluret mig?"
"Ingeborg bad mig blive; hun meente jeg kunde være til Nytte, og jeg vovede ikke at forstyrre Professoren."
"Elendige Svovlstikker!" han strøg, i stedse stigende Harme, den ene efter den anden forgjæves af.
"Tør jeg?" det gik mig dog ikke stort bedre i Begyndelsen; min Haand zittrede stærkt af Sindsbevægelse og Bevidstheden om hans Utaalmodighed; der kom hele Tiden Lue, men den gik ud igjen.
"Naa, naa, jeg er da heller ikke saadan en rigtig Bussemand, Tak, Barn, Tak."
Hans Blik hvilede velvilligt paa mig, medens jeg tændte Lyset. Formodentlig har han læst den Beundring jeg følte for ham i mit Ansigt, thi han udbrød pludselig:
"O, De lille Tosse, gjør mig dog ikke til en Helt. — Naa, saa De vil hjælpe", vedblev han alvorligere, "De er jo i Familie med hende og holder af hende, ikke sandt?"
"Jo; hun var saa inderlig god imod mig, da jeg var lille."
"Vil De lyse mig", bad han, "jeg har et meget godt Billede af Valdemar, som vi ville hænge her ind i Dagligstuen og stille to Lys under, at det strax kan byde hende Velkommen, naar hun aabner Døren. Saadan! Det er ret, at De vidsker Støvet af — Stakkels Fyr, ganske saaledes saae han ud! ja, han var smuk, og han havde ogsaa et godt Hjerte, trods Alt. — Han ligner min Knud, ikke sandt?"
"Aa, det er kun lidt."
"Min Broder var langt smukkere, naturligviis!" Professorens Blik saae mig heelt igjennem; han mærkede vist, at det var paa hans Søns Vegne jeg ikke holdt af denne Lighed; o, hvor jeg rødmede dumt!
"Ingeborg maa naturligviis afstaae sit Værelse, og lille Emma sin Seng. — Gud veed, hvormange Børn der er. To kunne jo, til Nød, faae Plads paa Sophaen. — Vil De nu sørge for Lagener, Haandklæder og alt saadan Noget. Linnedskabet staaer i Rikkes Stue."
En hyggelig Lampe med Porcelainskuppel brændte klart oppe i det lille pottevarme Qvistkammer. Rikke sad ganske rolige og ubekymret i sin Kurvestol og klippede en Kane af Hjerterknægt. Emma stod ved Siden og fulgte med spæntdt Blik alle Saxens Bevægelser.
Den gamle Pige blev forunderlig rystet og bevæget, da hun hørte, hvad der var skeet.
"Død! Herregud, seer man det, og saadan en sørgelig Død. — Søde Barn, jeg kan ikke mere, nu klippede jeg galt, Du maa vente til imorgen. — Og hans Kone kommer nu her og Børnene?"
"Kommer her Børn", spurgte Emma ivrigt, medens hendes forskrækkede lille Ansigt pludselig opklaredes, "kommer her virkelig Børn, smaa Børn?"
Da en Timestid var forløbet, brændte en munter Ild i Ingeborgs smukke lille Stue — selv laae hun altid i Kulde — og Alt var parat til Gjæsternes Modtagelse. Pigen, den lille opløbne Hanne, adlød mine Ordres med en vis Tøven; jeg indgød hende aabenbart kun ringe Tillid, og hun iagttog mine, just ikke sikkre Bevægelser med en halv overlegen Nysgjerrighed, der havde noget Forvirrende ved sig. Sammenlignet med Ingeborg maatte jeg ogsaa forekomme i høi Grad ubehjælpsom og seen.
"Nu kunne vi snart vente dem, godt at De er færdig. — Naa, De har brugt Varmebækkenet, det kan jeg lide, De er en lille betænksom Pige. — Veed De, hvad jeg har tænkt? at dersom hun ikke gjenkjender Dem, ville vi ikke strax tale om Fortiden, vel? Gud maa vide, hvorledes hun nu vil forholde sig mod Moderen; det er et daarligt Tegn, at hun ikke strax tog ind under hendes Tag. — Hvor blive de dog af? det varer jo en Evighed!"
Endelig, langt om længe, kom de. Professoren ilede selv ud og aabnede Vogndøren.
"Velkommen, min kjære Svigerinde, De burde strax være kommen til mig, det er min Ret!"
Han bød hende Armen og førte hende ind med kjærligt, hensynsfuldt Alvor. Cecilie gik langsomt frem i sin kulsorte Dragt med Slør for Ansigtet; en smuk sex syvaars Dreng holdt hende i Shawlet; han var bleg og saae forstenet ud; der var en underlig Rædsel malet paa det lille alvorlige Ansigt. Hun standsede foran Portraitet og løftede sit Slør; o, hvor forandret! og dog, det var de kjære Træk, jeg kjendte saa godt, altid skjønne og ædle, om end prægede af Sorgen.
"Her hænger hans Billede! — De holder da af ham? De sørger ogsaa over ham? kun Den, der har holdt af ham, kan være mig Noget". Der var en Bestemthed i hendes Blik, jeg ikke kan beskrive; mon hun tænkte paa Moderen, o, hvor hun lignede hende i dette Øieblik.
Nu satte hun sig ned i den fremskudte Lænestol, og faldt ligesom sammen; Drengen trykkede sig op til hende, men hun skjænkede ham ingen Opmærksomhed.
"Alt tegnede saa godt, vi vare saa lykkelige, og saa — var det ikke frygteligt? o, De maa tilstaae, det var frygteligt! — Og nu maa jeg leve for at faae Alt ordnet; jeg forstaaer mig ikke det Mindste derpaa, men hans Ære skal reddes. Siden ville vi tale derom, og De maa veilede mig; nu kan jeg ikke tænke, det løber rundt i mit Hoved. Kunde jeg blot græde, men ikke engang det! — vil De lukke Vinduerne op, jeg qvæles i denne Hede."
Professoren aabnede strax Vinduet, og hun syntes at komme lidt til sig selv, medens Sneen fygede ind i Stuen, hvor den strax smeltede og faldt ned som klare Vanddraaber. Ingeborg kom nu med en lille tyk, toaars Glut ved Haanden, der lige var vaagnet og saae sig nysgjerrigt omkring med et Par klare, forundrede Øine. Det var et yndigt, rødkindet Barn med dybe Smilehuller og smaa Perletænder; Haaret krusede sig i utallige nøddebrune Ringe om Panden og Nakken.
"Fader", raabte hun, "Fader", og saa løb hun Knud imøde og omfavnede jublende hans Knæ.
"Det er ikke Fader!" Broderen trak hende bort, næsten med Haardhed; "Fader kommer aldrig mere", hviskede han derpaa, "han blev kastet i Havet, jeg maatte ikke see det, men saae det dog!" —
"Nu skal De gaae til Ro, min kjære Søster", sagde Professoren hjerteligt, "senere ville vi raadslaae og ordne; Æren fremfor Alt, siger ogsaa jeg. — Ingeborg og Ida, faa hende iseng."
Vi ledte hende ind i Soveværelset og klædte hende af; hun gjorde ingen Modstand, men hjalp heller ikke til. Vi badede hendes Pande og redte hendes skjønne, mørkebrune Haar, ak, hvor der allerede var mange Sølvtraade imellem det. Den lille Valdemar stod ganske stiv og stille og betragtede sin Moder ufravendt; han lod sig ikke formaae til at forlade hende og nyde Noget. Inde fra Dagligstuen hørte vi det lille Barns Pluddren og Latter, og Emmas jublende Glædesudbrud.
"Vil De ikke see den Lille", spurgte nu Ingeborg.
"Nei, De sørger jo for hende, ikke sandt? — nu vilde jeg gjerne være ene."
"De maa endelig nyde lidt først, en Smule Viin og Vand idetmindste; — her er det. Saa, De ønsker ikke at have Børnene hos Dem?"
"Jeg bliver", Drengen saae forunderlig alvorlig og bestemt ud.
"Lad ham faae sin Villie, han er saa rolig, ikke saa skrækkelig glad, som Rose. O, tal nu ikke mere; spørg ikke; lad her blive ganske stille; lad mig blive ene!"
Vi klædte Valdemar af og lagde ham i Emmas Seng ved Moderens Side. Der laae han med sine mørke, aarvaagne Øine fæstede paa hende da vi forlode dem.
Lille Rose sad nok saa tryg og veltilmode paa Knuds Skjød og drak Mælk. Af og til vendte hun sig om og rakte ham med et lille determineret: "Bise med", et Stykke dyppet Tvebak. Emma betragtede hende med beundrende Blikke; hun var reent ude af sig selv af Glæde.
"Her har været tre Gange Bud efter Dem, Frøken Ida", sagde Professoren nu, "hvor De seer angreben ud, stakkels Lille, og De skulde spille Rambus iaften! nei, De maa ikke!"
Fru Karse var meget opbragt, at forsømme hende i den Grad, der var ingen Undskyldning.
"En lønnet Person vilde aldrig have tilladt sig en saadan Opførsel! tusinde Gange hellere en Fremmed, som man har Ret over, end saadan en halv Slægtning, der vil være uafhængig. — Helene er rigtignok mit eget Barn, men jeg er ikke forpligtet til at taale Alt, blot for at befrie hende for en Gene. — Bliver det saadan ved, maa jeg gjøre en Forandring."
"Fru Karse har gyldig Grund til at være vred; jeg beder Dem om Forladelse."
"Naa, lad det saa ogsaa blive sidste Gang! — De faaer ingen Aftensmad; jeg lod det naturligviis bringe ud, da jeg var færdig. Her ere Kortene, vil De nu give, de ere blandede; men Deres Haand ryster jo, Ida, og De er ganske bleg. — Gud i himlen, De gaaer da ikke hen og bliver syg? det var det Værste, der kunde hænde mig!"

Syvende Capitel.

Da jeg stod op næste Morgen, skinnede Februarsolen klar og straalende paa de hvide Træer og Marker. Nede fra Haven lød glade Børnestemmer; Emma og lille Rose løb omkap i den midterste Gang, som Havemanden netop havde skuffet. O, hvor Emma var omhyggelig og naragtig moderlig i sine Bevægelser; nu trak hun Tørklædet tættere om den Lille; nu reiste hun hende op og blæste paa den stødte Haand; nu holdt hun et belærende Foredrag. Valdemar stod lænet til Lysthuset, og afviste med uigennemtrængelig Tilbageholdenhed enhver Tilnærmelse; det sørgelig forstenede Udtryk laae endnu paa den stakkels lille Pande. Emma vinkede op til Rikke, og viste saa hen paa de smaa Fremmede; derpaa nikkede hun til mig, og trippede saa videre, lempende sine Skridt efter Roses.
Senere, da jeg kom ind i Dagligstuen, sad Cecilie i Professorens Lænestol og stirrede mørk og taareløs hen for sig.
"Frøken Ida Steen", præsenterede Professoren; jeg troer han ønskede at vække hendes Erindring, men det lykkedes ikke. Hun saae ligegyldig paa mig, som om de mange nye Ansigter trættede hende. Et Øieblik efter kom de Smaa farende ind.
"See, hvad vi fandt", raabte Emma, "Blomster, rigtige Blomster! De stode under Sneen, Fader, det er virkelig sandt. Den stakkels fremmede Dame skal have dem."
Barnet kastede en heel Haandfuld Juleroser i Cecilies Skjød.
"Tak, Tak", hun løftede dem iveiret med sine smalle, klare Fingre og saae paa dem, "de vilde have været smukke til en Krands, men ikke engang det, ikke engang hans Grav har jeg beholdt! kast dem i Stranden, Barn, den gjemmer mit Alt!"
"Blot jeg kunde samle mig", vedblev hun, uden at ændse lille Rose, der stod tæt ved og saae op til hende med en underlig Blanding af Frygt og Kjærlighed, "det er saa nødvendigt. — Vil De give Deres Søn denne Nøgle? han har lovet mig at eftersee Documenterne i Kassen med Jernbaandene. — Enhver Linie af min Ægtefælles Haand, enhver Ting, der har tilhørt ham, er mig saa hellig og tør kun berøres med Ærefrygt, men den vil han ogsaa vise, jeg haaber det. — De rede Penge kunne vist ikke strax betale Alt; der var nye Overeenskomster og nye Vexler, o jeg forstaaer det ikke; han var Alt for mig, jeg er som et Barrn. — Idag er det fjorten Dage siden, og jeg lever endnu og skal vedblive at leve saaledes, Gud veed hvor længe! Det er nødvendigt for hans Børns og hans Mindes Skyld!" Hun sank atter hen i sin haabløse Ro; Hovedet var støttet paa Haanden; Blikket saae tomt ud i Luften.
Det var næsten uudholdeligt den Dag at høre paa Fru Karses smaa kjedsommelige Bemærkninger; jeg blev ganske underlig af det.
"De læser uden Udtryk, Ida", sagde hun, "og sidder, som lyttede De; man skulde troe Deres Sjæl var langt herfra. De maa virkelig samle Dem."
Hun havde Grund til Klage, jeg følte det og samlede mig saa godt jeg formaaede, men Tankerne vare dog hele Tiden hos Cecilie i Stuen ved Siden, eller i hendes Moders eensomme Huus.
"Tante Marie er her", sagde Ingeborg, da jeg kom ind henad Eftermiddagen, "Cecilie og hun ere nu ene. Tante fortalte saa meget om Oncle Valdemar; hun havde gjemt flere smukke Træk fra hans tidlige Ungdom i sit kjærlige Hjerte, og dem kommer hun nu frem med; det er et sandt Skatkammer, Tante Maries Hjerte! den lille Dreng har hun ogsaa vundet og beroliget. — Aa, Gud skee Lov, der kommer Harald! Du finder maaskee, det er urigtigt, at blive saa glad, men jeg tænker, han kan raade og trøste os Alle lidt, der er saadan en stille Kraft i ham, ikke sandt?"
Hun havde Ret; det blotte Syn af hans rolige, forstandige, deeltagende Ansigt havde noget Velgjørende.
"Lægekunsten er desværre afmægtig ligeoverfor en Sygdom, der sidder i Hjertet", svarede han paa vort Spørgsmaal til Cecilies Befindende, "men for Barnet maa der gjøres Noget. — Maaskee var det bedst, dog nei, vi ville see Tiden an til imorgen. Han maa imidtertid strax iseng, have koldt Vand paa Hovedet og Suurdeig under Fødderne."
Cecilie lod os gjøre med ham, hvad vi vilde. "Er han syg", spurgte hun dog, "stakkels lille Valdemar, er han syg?" og saa sank hun tilbage i sine Drømme. Af og til saae hun efter Tante Marie og sagde: "De gaaer da ikke fra mig; jeg vilde saa gjerne høre noget Mere om ham." Og Valdemar vendte ogsaa sit lille feberhede Ansigt imod hende og bad: "aa gaae ikke, jeg bliver bange, naar Du gaaer."
Candidaten sad i Faderens Værelse med den jernbeslagne Kasse foran sig, aldeles fordybet i Papirer.
"Dette seer just ikke glædeligt ud", sagde han; "jeg maa vist gjøre en Reise til England. — Gud hjælpe os, hvad skal det blive til!"
Næste Morgen, ganske tidlig, kom Ingeborg reiseklædt ind til mig.
"Jeg skal bringe vor Emma og den lille Rose bort herfra", sagde hun, "til en Slægtning vi have i det sydlige Sjælland. Harald har forlangt det; stakkels lille Valdemar er farlig syg. Nu vilde jeg spørge Dig, min egen Ida, om Du kan, og om Du tør gaae i mit Sted idag? jeg kommer tilbage iaften."
Hun gav mig sine Nøgler og en heel Deel Forskrifter og Anviisninger. Jeg klædte mig hurtig paa, og gik saa ind til Fru Karse, der laae og smilede, nok saa fornøiet, efter en god Morgenluur.
"De skylder mig en Fridag, Fru Karse tør jeg tage den idag? De maa endelig ikke sige nei, for Guds Skyld ikke."
Da jeg, med Nød og Neppe, havde erholdt Tilladelsen, skyndte jeg mig strax ind til Professorens. Hanne mødte mig i Gangen med Theemaskinen; jeg kom accurat tidsnok.
"Godmorgen, Barn", sagde Professoren venligt, idet han traadte ind, "ah, De bærer Dem ad med Theen, ganske som min Datter: først Laaget lidt for fuldt af Thee, saa ryste det Halve af, saa komme paa igjen, saa det dog bliver mere, end det, der først var for meget; ægte qvindelig Oeconomi. — Hvor veed De, at Knud netop spiser fem Stykker Smørrebrød?"
"Ingeborg har instrueret mig. Professoren skal kun have eet Stykke og en Tvebak."
Medens jeg smurte og satte tilrette, kom Candidaten ind.
"De her!" sagde han, og betragtede mig saa underligt; hvad var det dog for en trykkende Følelse af Forlegenhed, der pludselig kom over os Begge? hvor kunde den komme i dette alvorlige Øieblik?
Det varede ikke længe, før Tante Marie indfandt sig. Det var en sand Vederqvægelse at see den blide Fred i hendes milde Aasyn, den rolige Ligevægt i hendes Væsen. Hun stod Vorherre nærmere og saae Livet fra et høiere Standpunct, end vi Andre; derfor var hun saadan et trøstefuldt Menneske.
Jeg fortalte hende, at Ingeborg var reist med Børnene, og at den lille Drengs Tilstand havde forværret sig. "O hvad skal det dog ende med!"
"Fred og Forsoning, med Guds Hjælp. De maa ikke saadan strax tabe Modet, lille Ida. Har De ikke før saa tidt ønsket at høre fra Deres Cousine og komme i Forhold til hende? og see, nu er hun her, og jeg tænker, De bliver selv Redskabet, der skal føre Moder og Datter sammen. Øieblikket er der ikke endnu, men det kommer nok. — Tør jeg gaae derind?"
"O ja, Cecilie har allerede to Gange spurgt om Dem."
Lidt efter kaldte Professoren paa mig fra hans Stue:
"Min unge Dame", der var en Smule af det gamle Lune i hans Blik, "tør De tage Dem paa at afskrive denne Side? det er Noget, der haster."
"Jeg kan jo altid forsøge; Professoren bliver vel ikke vred, hvis —"
"Jo, min Sjæl, bliver jeg vred, hvis De ikke udfører det ordentligt!"
Ingeborg havde efterhaanden gjort mig fortrolig med Faderens Skrift, og det faldt mig derfor ikke vanskeligt at tyde den; jeg havde formelig lært Bogstaverne som et nyt Alphabet.
"Det er paa ingen Maade Skjønskrift", sagde han, da jeg rakte ham Bladet, "men der er noget Utrætteligt og, om jeg saa maa sige, Samvittighedsfuldt ved denne Hand, jeg syntes om; ikke et Comma, ikke en Tøddel er glemt. Den gode Villie fornegter sig heller ikke her. — Jeg takker Dem, Barn!"
O, hvor det var en underlig Dag! Cecilie sad taus og stille i Professorens Lænestol, der var flyttet hen til Vinduet, hvor den smukke Hyacinthrad stod i fuldt Flor. Døren til Sovekamret var aaben; Tante Marie havde Plads med sit Uldgarnsbroderi ved Valdemars lille Seng; hun spøgte kjærligt med ham og lod ham lege med de brogede Garnnøgler. Han saae ængstelig bleg ud, som han laae der med Iis paa Hovedet, men det sørgelige, uhyggelige Udtryk af Gru havde dog, Gud skee Lov, forladt det lille Ansigt.
"Jeg feiler hele Tiden", sagde han, "nu vugger jeg ganske sagte, men naar jeg drømmer, gaae Bølgerne saa høit, at jeg bliver bange. — Imorges, da jeg vaagnede, vilde jeg lægge mig paa Knæ og titte ud af Kahytsvinduet — der var saadan et lille Vindue lige over min Køie, som Vandet altid sqvulpede imod — men jeg kunde ikke reise mig, saa træt var jeg, og saa laae jeg lidt og saae mig om, og huskede det Hele, og længtes efter Dig. — Jeg holder ikke af Havet!" der gik som en Gysen igjennem ham, og han lukkede sine Øine.
"Du bliver jo", bad han derpaa, idet han tog Tante Maries Haand, "ellers tør jeg ikke sove."
Senere kom Islænderen, følte paa Barnets Puls og talte venligt til ham.
"Dig kan jeg godt lide", sagde Valdemar, "jeg kan lide Eder Alle, ogsaa hende med det bedrøvede Ansigt, der kommer det Kolde paa mit Hoved og det Varme paa mine Fødder, og den gamle Mand, der gaaer ud og ind, kigger til mig og nikker; og ham, der ligner Fader —" Barnet standsede pludselig, hans Tanke dvælede nu igjen ved Faderen og den skrækkelige, gaadefulde Død.
"Er Valdemar meget syg?" spurgte hans Moder.
"Ja, Frue, han er meget syg."
"Jeg er som en Steen", sagde hun, idet hun dog reiste sig og gik urolig op og ned, "jeg føler ikke Noget for mit eget Barn. Der er ingen Kraft i min Sjæl til at lide mere, jeg er som sønderknuust, og ikke engang istand til at pleie ham, men maa overlade Andre denne hellige Ret. — Det er skrækkeligt!"
Professoren talte kjærligt og trøstende til hende; o, hvor den ellers saa hidsige Mand var taalmodig, overbærende og beundringsværdig hensynsfuld i hele sin Adfærd. —
Medens jeg gik omkring i Spiiskammer og Køkken, veiede af og rørte sammen, fulgte Hannes Øie mig stadig med et saa nærgaaende Udtryk af Nysgjerrighed, at jeg formelig blev confus. "Nei, Frøken, den Nøgle passer ikke der, det er denne. — Nei, Frøken, det Fad bruge vi ikke, men dette", saadan gik det ieetvæk.
Jeg husker endnu, at den første Ret var Bollemælk, og at den havde en lillebitte sveden Smag. Tante Marie spiste dog op; Professoren lagde derimod Skeen med sin comiske Grimace; men Candidaten forlangte to Portioner.
"Veed De hvad jeg tænker", begyndte Cecilie senere, idet hun fæstede sine store, dybe Øine paa Professoren, "maaskee er det stygt, men jeg kan ikke lade det være, at dersom De havde viist denne Godhed, De nu viser mig, itide mod Valdemar, saa kunde al Sorg og Elendighed være undgaaet."
"Hvorledes, jeg forstaaer Dem ikke ganske."
"Der var et Øieblik, før min Valdemars første Uheld, da De kunde have reddet ham; jeg veed det, han har sagt det."
"Jeg troer det ikke, min kjære Svigerinde, jeg troer det virkelig ikke", hvor hans Stemme dog lød sagtmodig, "i sin ungdommelige Tillidsfuldhed regnede Valdemar, at ethvert Foretagende, selv det forvovneste, maatte krones med Held. Jeg var ældre, besindigere, mere beregnende og byggede mindre paa Lykken. — Gud er mit Vidne, jeg handlede efter bedste Overbevisning! som Familiefader var Forsigtighed jo ogsaa min Pligt."
"Han meente dog, — men Enhver har jo naturligviis Ret over Sit." Hun forlod Stuen.
"Det er for galt", sagde Knud, idet han harmfuld sprang op, "det gaaer over alle Grændser. Ikke et Ord om Alt, hvad Du har gjort, om de store Tab, Du har lidt, derimod Bebreidelser, Bebreidelser til Dig! — og naar man saa veed, hvorledes Historien hænger sammen, at Oncle vilde laane Pengene, blot for at holde Skinnet vedlige til Brylluppet var overstaaet og hendes Moder bunden til at hjælpe."
"Tys, tys, Knud, lad de Døde hvile i Fred! han elskede hende dog af sit inderste Hjerte, det er jeg vis paa. Hun ahner naturligviis ikke Dette, hvem kan bebreide hende Noget. — Jeg forstaaer denne dybe Sorg, denne Gaaen op i een Tanke, og jeg bøier mig for den. Her i vor elendige Verden, hvor man møder Lunkenhed og Halvhed i næsten alle Forhold, maa en saa grændseløs Hengivenhed aftvinge Ærefrygt. — Gud trøste og reise den arme, nedbøiede Sjæl!" Professoren gik hurtig ind paa sit Værelse; der var en fugtig Glands i hans Øie.
"Det nytter ikke, hvad Fader siger", vedblev Candidaten, "hun er for hensynsløs, altfor hensynsløs. For det syge Barn er hun ligegyldig, om sin søde lille Pige har hun ikke engang spurgt, og for al denne Opvartning og Opmærksomhed har hun ikke et anerkendende Ord!"
"Men, Knud, jeg kjender Dig jo slet ikke igjen", Tante Marie saae forundret paa ham, "naar var Du saadan? Du er bestemt gnaven, fordi Emma, Kjæledæggen, er bleven forviist."
"Tvertimod, Gud give alle Andre ogsaa vare borte! hvorfor skal Frøken Ida saadan udsætte sig? — De er nu ogsaa utilgivelig uforsigtig, Frøken! hvorfor bøier De Dem hele Tiden over Barnet, taler med ham og kysser ham; det er jo aldeles ikke nødvendigt."
"Hun gjør, hvad hendes Hjerte indgiver hende, og det er ret. Vorherre skal nok bevare vor kjære lille Ida."
Kort efter denne Samtale gik jeg op til gamle Rikke, for at bade og forbinde Benet. Hun sad og græd over sit Strikketøi.
"Aa, Herregud, Frøken, jeg takker Dem, men det skulde De ikke. Hvorfor vil De tænke paa mig, nu der ligger saa Meget paa Dem? — Er det værre med Barnet?" Hun saae ganske angstfuld hen til mig.
"Jeg frygter, det er værre."
"Aa, Gud, det gjør mig saa ondt, som var det min Skyld. — Man kan være saa syndig, Frøken, sommetider! Da jeg saae ham i Haven, den lille Dreng — ja, De vilde nu aldrig have troet det om mig, eller noget Menneske — saa blev mit Hjerte ganske fuldt af Vrede, og jeg ønskede næsten Ondt over ham. Det kom saadan bag paa mig og var jo ikke meent; Vorherre hører jo ikke heller syndige Bønner, og nu har jeg bedt Godt over ham lige siden."
"Han var allerede syg dengang. — Hvor kunde De, gode gamle Rikke, der er saa skikkelig, ønske noget Slemt over et lille Barn?"
"Hans Fader gjorde mig meget Ondt i sin Tid; ikke Villie, Frøken, men af Ubetænksomhed. Vorherre førte det dog til det Gode, det veed jeg nu, og har længe indseet, og saa var det saa syndigt, at jeg kunde føle Vrede mod det uskyldige Barn. Man kjender ikke sig selv; det er jo forskrækkeligt!"
"Hvad Ondt gjorde han Dem, Rikke?"
"Det er en heel Historie, Frøken. — Jeg tjente hos hans Moder, der var Enke og havde begge Sønnerne hos sig, den hun havde med første Mand, vor Professor, og saa den unge Hr. Valdemar, der næsten var Dreng dengang. Han var just ikke flittig, men altid mild og lystig; smukke Klæder holdt han af, og Penge kunde han bruge. Moderen foretrak ham og gjorde Alt, hvad han vilde; det nyttede slet ikke Broderen talte derimod. Han var nu et andet Menneske, passede sine sine Ting og læste til heelt ud paa Natten. Men saa kunde han jo ogsaa, imellemstunder, være lidt kort for Hovedet og but. — Jeg var proper og ferm, og, om jeg selv skal sige det, en rigtig pæn, stille Pige, og godt Tøi havde jeg fra inden af. Der var ikke et Menneske, som kunde sige mig Andet paa, end at jeg var lidt stolt og saae høit, og det var nu den rene Sandhed. Fader var Arbeidsmand, huggede Brænde og hjalp Folk med Flytning og hvad det skulde være; Moder gik ogsaa ud, naar det knude træffe; de havde det kun simpelt og smaat, naturligviis. Der var to Drenge; den ene kom i Lære hos Kobbersmedens paa Hjørnet, og voxede der op til en stor, rask Fyr; den anden skulde være Skomager; det var nu den Bedste, ret et godt lille Skind. — Da jeg var toogtyve Aar, saavel, blev jeg Kjæreste med en Uhrmagersvend, rigtig en kjøn, fiin En, næsten som en Herre, og dygtig i Professionen. Vi spadserede sammen hver Søndag, men hjem gik vi kun sjeldent, for jeg skammede mig over den lave Stue og over mine simple Forældre, og fandt, at det var ærgerligt for mig og satte mig ned, at de havde det saa fattigt. Ja, saa syndig kan man være, Frøken. — Naar vi mødte min ældste Broder, søgte vi ogsaa altid at komme hurtig fra ham; han mærkede det godt, og blev vred, og skosede mig saa, naturligviis, igjen ved Lejlighed. Hansen — saadan hed han — havde leiet en rigtig pæn Bolig til os i et nyt Huus, to Stuer og Kjøkken. Vi gik der en Søndag og besaae det og talte om, hvor Bohavet skulde staae; hver bragte jo Sit, og det var Glæde Altsammen. — Det er nu saa mange, mange Aar siden, og alligevel kan jeg knap komme over at fortælle, hvad der nu skeete! — Det var en Løverdageftermiddag, — om Søndagen skulde der lyses for os — jeg stod netop ved en oplukket Commodeskuffe og talte en Bunke Lagener og Haandklæder, jeg nyligt havde kjøbt, da Fruen kom ind, rød i Hovedet og aandeløs.
"Rikke", sagde hun, og hendes Øie foer ned i Commoden og rundt om i Stuen, medens hun talte, "hvor er Valdemars Sølvbæger? det blev jo poleret med alt det andet Sølvtøi forleden, men er nu borte"
"Hvor kan jeg vide det?"
"Uf hvem har Du kjøbt dette Linned?" spurgte hun, istedetfor Svar, der laae en heel Anklage i Tonen.
"Det kommer Ingen ved!" — vilde hun beskylde mig? mig! det var umuligt!
"Du har faaet det af den omreisende Jøde; Karlen har seet Dig handle med ham."
"Det havde jeg vel Lov til! — vogt Deres Mund, Frue!" hvor mit Blod kogte, jeg var reent rasende.
"Jøden har igjen solgt Bægeret til en Guldsmed her i Byen", vedblev hun, Rikke, Rikke, hvem havde tænkt det om Dig, og jeg, som kunde have betroet Dig Alt. — Men det skal blive imellem os; for din lange Tjenestes Skyld vil jeg ikke jage Dig bort, naar Du blot tilstaaer."
"Jage mig bort! det behøves ikke, Frue; gaa fra Døren, gaa afveien! ikke for Alverdens Guld blev jeg her et Minut længere!" og jeg stormede nedad Trapperne, mit Sind var næsten til at slaae hende ihjel.
Del var som havde jeg mistet Sands og Samling; jeg foer afsted uden al Tanke; først henad Aften samlede jeg mig lidt, og gik saa ad Hjemmet til. Det fattige Huus blev dog nu min Tilflugt. Udenfor Døren mødte jeg Fruens Karl med en Trillebør.
"Naa, nu har jeg bragt den fine Jomfru hendes Tøi; der var knap Plads til det i Stuen. Paa den Maade kan man jo nok faae gode Sager, naturligviis!".
Han loe fælt, idet han gik; det var en grov En, og han havde altid været mig paa Nakken, fordi jeg holdt mig bedre. Nei, det Ansigt Moder tog imod mig med, det glemmer jeg aldrig! Fader saae nu slet ikke op; Peters Øine vare ganske opsvulmede af Graad, Alle troede de mig skyldig. Det var til at miste Forstanden over! og der stod Tøiet, Commoden med halvudtrukne Skuffer og alle mine pæne Ting forpultrede og forkrammede.
"Naa, Rikke gjør os Ære, det maa jeg sige!" sagde Christen nu, idet han traadte ind med rynkede Bryn. Rygtet var allerede naaet til Kobbersmedens Værksted; saadan gaaer det i en lille By.
"Og I troe det virkelig? I troe et eneste Ord af denne nederdrægtige Løgn."
"Give Gud det var en Løgn, men det er nok ikke saa vel", hulkede Moder, "Du har nu ogsaa baaret Dig saa grumme uforstandigt ad, Barn", vedblev hun, "den gode Frue vilde jo have beholdt Dig, og saa var det Hele dysset ned."
"Den gode Frue!" — jeg ilede ud, smækkede Døren i efter mig, og kastede mig saa ned i et lille Brændeskuur bag Huset. Der blev jeg Natten over; de kaldle ad mig, bade og tiggede, men jeg vilde ikke komme ind.
Aa, det var en forfærdelig Nat! jeg knugede Hænderne sammen i Fortvivlelse; saadan at mistænkes af sine Egne, og han — hvad vilde han, der var saa ærekjær, sige? vidste han det allerede?
Heelt henad Morgenstunden faldt jeg først isøvn med mit stakkels værkende Hoved støttet til en Bunke Qvas. Da jeg vaagnede, stod Moder for mig; hvor hun dog saae forgrædt og jammerlig ud!
"Kom nu, Rikke", sagde hun blidt, som man taler til et Barn eller en Syg, "og faa en Taar Caffe. Det kan ikke gaae an, at Du ligger saadan; kom nu."
Der var Ingen i Stuen uden Moder og Peter; hvor han dog skulede sørgeligt for mig, den arme Dreng!
Moder glattede hans Haar, rettede lidt paa Halstørklædet og børstede hans Trøie; saa forstod jeg da, at han skulde i Kirke; Klokken ringede anden Gang.
Det varede to Timer, før han kom igjen, men hele mit forrige Liv var ikke halv saa langt, som den Tid. Endelig hørte vi ham skrabe Fødderne, saa tøvende og betænkeligt paa Maatten. Moder listede stille ud, og de hviskede og hviskede. Det betød, at der ikke var bleven lyst for os, jeg forstod det strax, og læste det siden i Drengens Øine, da han kom ind og saae saa bedrøvelig hen til mig. — Og Hansen kom ikke; han vilde ikke engang tale med mig, ikke spørge mig ud; han troede, uden videre, at jeg var en Tyv, og min egen Moder troede jeg var en Tyv. — Jeg tog mit Shawl over Hovedet og satte mig paa Hug i en Krog; naar de talte til mig eller rørte mig, sagde jeg blot: "bliv fra mig", og saa gik de igjen.
"Herre Jesus!" sagde Moder, "hvad skal det blive til?"
Henad Eftermiddagen, da jeg var ganske ene i Stuen, reiste jeg mig op op smuttede ud af Huset. — Hvor det velsignede Solskin dog skar mig i Øinene, og hvor de glade Søndagsansigter skare mig i Hjertet. Jeg var vred paa alle Mennesker og paa Vorherre med; og saa foer jeg afsted — De kan vel nok tænke hvorhen? — nei, det kan De dog maaskee ikke, det var til Stranden! — o, Frøken, jeg havde ikke rigtig min Forstand. Men Vorherre slipper ikke en arm Synder i sin Elendighed, og jeg blev standset, kun tyve Skridt fra Vandet, af en stærk Haand.
"Hvor vil Du hen, Rikke?" det var Adjuncten, vor Professor. Han lod som Ingenting, dreiede mig blot om og gik saa tilbage. "Hvad er det dog for en sørgelig Historie!" sagde han; "at Du er saa uskyldig som det Barn, der er født inat, tør jeg døe paa. Alt, hvad der kan gjøres, for at oplyse Tingen, vil jeg gjøre. Vi skulle nok faae fat i Jøden; maaskee har han ligefrem stjaalet Bægeret. Sandheden skal, med Guds Hjælp, komme frem. — Havde Du været mere fornuftig og mindre iilsindet, havde Skinnet ikke været i den Grad imod Dig; men hvem kan fortænke Dig i, at Du blev fortørnet og opbragt. — Hør nu, Rikke, til Efteraaret, vil Gud, reiser jeg til Kjøbenhavn, for at sætte Bo der; vil Du helst forlade dette Sted, kan Du tjene mig og min Kone. Ingen Tak! det er os, der maa være glade ved at faae En i Huset, der er saa grundskikkelig og paalidelig."
Hvor han sagde det varmt og med Eftertryk; jeg kom rigtig til at græde; det var som blev jeg Menneske igjen, nu Nogen troede paa mig. Han fulgte mig lige hjem og sagde til dem Alle, at jeg var uskyldig, og at Enhver, der havde mistroet mig, skulde bede Vorherre og mig om Tilgivelse. Moder troede det jo strax; og hun takkede ham de tusinde Gange og kyssede hans Haand, hvor haardt han vægrede sig; men de Andre rystede stiltiende paa Hovederne, og da han gik, sad jeg dog fremmed og miskjendt i mit eget Hjem. "Jeg skal nok faae det klaret", havde han sagt, og af de Ord levede jeg tre Dage. — Saa, det var Torsdagmorgen, kom han igjen med Fruen; hun var bleg og alvorlig; det var ikke med sin gode Villie hun gik den Gang.
"Rikke", sagde hun, "jeg kommer for at gjøre Afbigt. — Jeg har gjort Dig Uret og er inderlig bedrøvet derover. Tro mig, jeg skal fortælle Alle og Enhver, at Du staaer ganske reen. — Du maa nu vende tilbage til mit Huus endnu idag."
"Aldrig vil jeg vende tilbage, aldrig tilgive!" mit Hjerte var som af Steen. "Naa, hvorledes hang det saa sammen", spurgte jeg haardt.
"Det er jo nok, naar jeg erklærer Dig fuldkommen uskyldig."
"Paa ingen Maade! jeg har Ret til at høre Sandheden; jeg vil høre den." Fruen vilde nødig tale, jeg mærkede det godt, men saa var det mig netop en Glæde, at trænge ind; saadan var jeg i min Vrede.
"Det var Valdemars eget Bæger", sagde hun endelig med et mørkt Blik, "og han solgte det, Dagen før han reiste til Kjøbenhavn. Han havde faaet det i Faddergave, og havde altsaa Lov til at sælge det; Ulykken var kun, at han ikke talte derom."
"Fruen vil faae Glæde af ham", sagde jeg blot, men det lød næsten som en Forbandelse. Moder tyssede paa mig, neiede og takkede, og saa gik de. Adjuncten vendte dog om og sagde: "Det bliver ved vor Aftale, Rikke." Jeg nikkede samtykkende, men der var to Maaneder til, og det var en drøi Tid.
Saa sad jeg da stille der i den lillebitte Stue og nærede de onde, bittre Tanker. Moder talte forsonende Ord paa sin eenfoldige Viis; hun græd over mig og bad for mig, men det hjalp ikke en Smule. Altid gjentog jeg, at Ingen i hele den vide Verden var bleven krænket og forurettet som jeg. Hansen kom slet ikke; engang havde vi nær mødt hinanden, men, da han blev mig vaer, trak han Hatten ned over Øinene og luskede om et Hjørne. Siden hørte jeg, at Moder havde været hos ham og fortalt om min Uskyldighed og hvor sorgfuld jeg var, men han havde svaret, at det var meget godt Altsammen; han troede mig heller ikke istand til at gjøre saadan Noget, men nu havde jeg dog engang været i Folkemunde, og saa kunde ingen pæn Mand ønske mig til Kone. — Aa, hvor han var en feig og daarlig En, saadan at slippe en stakkels Pige i uforskyldt Nød. Siden blev han gift med en Jomfrue, og var ond imod hende, og de bleve tilsidst skilte. Vorherre gjorde det bedre for mig, men det forstod jeg nu ikke dengang. — Saa kom jeg endelig fra Byen og til Professorens; netop her, til dette gode gamle Huus, og det var jo altid en Lettelse at komme et nyt Sted og faae Noget at tage vare. Den unge Frue var deilig, næsten som vor Frøken, og ligesaa blid og god i Omgang. Professoren sagde, at hun kunde betroe mig Alt, og saa vistes der mig jo stor Tillid. Men det hjalp ikke, der var en Orm i mit Hjerte, der nagede og gnavede Nat og Dag. Vrede, hevngjerrige Tanker fyldte mit Sind; hvorfor, hvorfor skulde jeg, der var uskyldig, lide Dette? en retfærdig Gud kunde ikke have tilladt, at hele min Fremtid blev forspildt. — O, hvor Livet er en skrækkelig Byrde, Frøken, naar man tvivler paa Vorherre og hader hans Mennesker. — Engang imellem søgte Fruen at tale mig tilrette, men, da det ikke nyttede, holdt hun op og lod mig passe mig selv; dog det kunde hendes Søster, Frøken Marie, nu ikke. Hvergang hun kom, nikkede hun saa mildt til mig og sagde et Par venlige Ord. Een Aften gik hun op paa mit Kammer; jeg husker det, som var det i denne Stund.
"Jeg vilde saa gjerne bringe Dig nogen Trøst, Rikke", sagde hun, "naar jeg blot kunde." Og saa satte hun sig der paa Stolen, hvor De nu sidder, Frøken. Jeg kom igjen frem med mit sørgelige: "Hvorfor", det skulde hun nok lade være at svare paa, tænkte jeg. Hun havde heller ikke sine Ord paa rede Haand, men sad ganske stille med saadan underlig klare Øine, og saa sagde hun endelig, at var jeg end uskyldig heri, saa var jeg dog en stor Synder for Gud; det skulde jeg indsee og angre, saa vilde jeg først faae Fred.
"Tænk over dit Liv", sagde hun, "anklag Dig selv en eneste Gang, som Du ellers altid anklager Andre; naar vi blot huske, hvor haardt vi selv trænge til Barmhjertighed, ville vi nok lære at tilgive."
I første Øieblik var det mig nu som bare taabelig Snak; og det skulde være Trøst! endogsaa den gode Samvittighed vilde hun tage fra mig. Men da Natten faldt paa, kunde jeg alligevel ingen Fred faae for hendes Ord, og en Stemme indeni mig sagde: hvorfor, hvorfor? for dit haarde, hovmodige Sind; Du skammede Dig over dine Forældre i deres uforskyldte Fattigdom og simple Skikkelighed, derfor faldt Skammen paa Dig selv; Du blev straffet i din egen Synd.
Den Nat sov jeg ikke, men kæmpede mod Vorherre; det Lys, han begyndte at tænde hos mig, vilde jeg slukke, men kunde ikke; Gud være evig Lov og Tak, han vandt. — Og see, Frøken, da jeg først havde givet tabt, og paa mine Knæ skriftet: "jeg har fortjent Dette og Mere af Dig, Du retfærdige Gud", saa var jeg som løst og befriet; det Haarde, Onde og Bittre smeltede bort af sig selv, og da Frøken Marie kom igjen, havde hun Fornøielse af mig. Hun er nu som en Guds Engel her paa Jorden.
Aaret efter besøgte jeg mine Forældre, og bragte dem Lidt med, Et og Andet; det havde jeg nu aldrig før Raad til og Moder var saa glad ved mig, at det var forskrækkeligt. Naboerne og Broder Christen sagde rigtignok, at nu var Rikke bleven hellig, og saa loe de, men det kunde jo være mig det Samme. — Hansen saae jeg ikke, men hørte, alt iblandt, om den Kiv og Trætte, der var mellem ham og Konen, og jeg forstod, hvor underligt Vorherre havde ført mig til mit Bedste. — — Og nu, efter Dette, Frøken, hvor kunde jeg saa nære Vrede mod Drengen?"
"Det gjorde De ikke heller, Rikke, det var kun en flygtig Tanke."
"Ja, Gud skee Tak, Andet var det jo ikke, men den forskrækkede mig dog ved sin Syndighed. — Nu takker jeg Dem de tusinde Gange, at De saadan har hjulpet mig. Bindet sidder saa deiligt, accurat som det skal, fast, uden at stramme. — Aa, maatte jeg dog faae min Helsen, inden vor Frøken reiser! Det er saa tungt at være til Byrde!"
Hun saae saa vist paa mig, baade undskyldende og bedende; jeg blev ganske underlig tilmode.
"Naar man er saa afholdt, som De er, kan man aldrig være til Byrde — Godnat, Rikke, og Tak for Deres Historie!"
Nede paa Trappen mødte jeg Candidaten.
"Saa, det har De ogsaa gjort", sagde han varmt; derpaa tilføiede han i en hastig Tone; "finder De ikke, at der hviler for Meget paa min Søsters Skuldre? har det ikke været en streng Dag for Dem?"
"Aa nei", svarede jeg, og smuttede saa hurtig ind. Var Spørgsmaalet ikke kommet saadan bag paa mig, eller var det udgaaet fra hans Fader, havde jeg naturligviis svaret, som jeg meente. aldeles ikke, tvertimod.
Da Tante Marie gik om Aftenen, spurgte hun i en spøgefuld Tone: "Naa, hvad Characteer faaer den lille gode Villie saa for sin Opførsel?"
»Præ ceteris«, raabte Candidaten, men Professoren brummede: "Vist ikke nei, lad os holde os til Sandheden og vort Modersmaal. — Hun faaer, lad mig see: ei ubekvem".

Ottende Capitel.

Tidlig, næste Morgen, stod Ingeborg i Havelaagen og saae henad Veien; jeg skyndte mig ud til til hende.
"Hvorledes gik Natten?"
"Ikke godt! — jeg staaer her og seer efter Harald. Gid han dog snart vilde komme; jeg er saa bange for den lille Dreng. — Aa, hvor det er en sød, taalmodig lille En. Inat kunde han ingen Ro faae, saa tog Knud ham op og bar ham paa sine Arme flere Timer, og vi sang og vissede for ham; han var saa kjærlig og taknemmelig, den lille Stakkel. Tilsidst gik Knud hen til Vinduet med ham og viste ham Himlen, der var bedækket med blinkende Stjerner; o, Du skulde have seet, hvor glad han blev! først stirrede han ganske stille derop, ligesom overvældet; saa rakte han Armene ud mod al denne vidunderlige Deilighed, og Blikket blev lyksaligt og forklaret. — Blot vi beholde ham, Ida, blot Vorherre ikke fører ham op til de lyse Stjerner. — Kom med ind, og see ham".
Valdemar laae ganske stille og bleg i Sengen; der var denne rørende Høihed i hans Udtryk, hvormed Sygdom undertiden stempler Børn. Han saae venlig gjenkjendende paa mig, derpaa hviskede han sagte:
"Vil Du flytte mig lidt, saa jeg kan see Moder. — Kommer den Anden ikke snart?" Det var Tante Marie han meente.
"Strax, vi vente hende hvert Øieblik. — Vil Du Noget?"
"Kys mig! — saae Du ogsaa Stjernerne?"
"Hvad siger han", spurgte nu Cecilie i en hastig, heftig Tone, "lad mig sidde der. — Hvad siger Du, min lille Dreng?"
O, hvor hun var urolig og kæmpede, for at samle og fatte sig, men det vilde ikke lykkes; saa gik hun da om, som en stakkels fredløs Aand.
Hvis Gud kaldte hendes Barn, hvad skulde det saa blive til? vilde hun beholde sin Forstand? jeg tænkte paa Tante Bertha; mon hun kom, naar man bad hende derom? Dog Cecilie skyede jo Moderen, og jeg havde vist heller ikke Mod til at tale hendes Sag; — eller skulde jeg vove det? — under disse Forhold var det maaskee Pligt.
"Barn", Professoren havde, efter Sædvane, læst mine Tanker, "der ere Øieblikke i Livet, som aldrig vende tilbage, som man maa gribe i Flugten. Betænk Dem ikke; her gjælder det at handle. — Dog hør Et: hun tør ikke komme her, uden hun vil kaste Tilgivelsens Kaabe over Alt, og holde hans Navn i Ære".
Jeg tog strax Tøi paa og ilede ad Byen til; mit Hjerte var vel fuldt af Betænkelighed og Frygt, men jeg trøstede mig med Tante Maries Ord: "De skal maaskee være Vorherres Redskab til at føre dem sammen". Var jeg Guds Redskab, havde det jo ingen Nød; han vilde nok forstaae at bruge mig.
Saa ringede jeg da trøstig paa den store Port, og den sank i med sit kjendte, dæmpede Drøn, og den gamle Portnerkone stak Hovedet frem med den grønne Øienskjærm og stirrede efter mig, som hun pleiede. De brede, høie Gangvinduer vare ganske tilfrosne; der var isnende koldt i den øde Selskabssal. Tante og Cousine Vinkel sadde i Spisestuen ved Frokostbordet. Der var smukt Dækketøi, Porcelain og Sølvtøi, men ingen Appetit, ingen glad Stemning. O, hvor de To fyldte lidt ved det runde Bord!
Tante blegnede, da hun saae mig, og kæmpede haardt, for at vedligeholde sin ydre Fatning. Frøken Vinkel satte sig paa Post mod enhver menneskelig Svaghed.
"Tør jeg tale ene med Tante?"
Først hævede Tante Bertha Hovedet og saae paa Cousine Vinkel, men da denne ikke gjorde nogetsomhelst Tegn til at reise sig, stod hun selv op og gik ind i Dagligstuen.
"Hvad vil Du, Ida?"
Jeg fortalte om Svigersønnens Død og Datterens Fortvivlelse; Tante hørte ganske bleg, stiv og stille paa mig, men da jeg kom til den lille Drengs Sygdom, zittrede hendes Mund, og hun havde ondt ved at holde Taarerne tilbage. Hun havde selv mistet en lille Søn, sit første Barn.
"Har Cecilie", hvor der var en Klang af Smerte i hendes Stemme "sendt Dig til mig? hvorfor kom hun ikke selv? hvor er hun?"
"Hun veed ikke jeg gik; hun er hos sin Mands Broder".
"Ah, saa Du handler paa egen Haand!" det var den tilsidesatte, forurettede Moder, der reiste sig i sin fulde Høide; "hvorfor blander Du Dig i hendes Sager, Ida, imod hendes Villie? — jeg ønsker imidlertid ikke, at hun skal leve af Andres Naade; siig til den Familie, hun er hos, at jeg er villig til at erstatte enhver Udgift, hun forvolder dem".
"O, Tante, Du kjender dem ikke!" og jeg skildrede med en Varme og et Mod, der forbausede mig selv, Alt hvad Professoren havde gjort, baade før og nu, og Maaden hvorpaa han havde gjort det. Tilsidst nævnede jeg den Betingelse, han havde stillet for hendes Komme.
"Det er nok, Ida det er nok", hun vinkede utaalmodigt med Haanden, men spurgte dog selv lidt efter:
"Du troer virkelig, at det er farligt med Barnet?"
"Det er farligt; o, Tante, vil Du ikke see ham!"
"Jeg veed det endnu ikke. — Gaa, Ida, jeg trænger til at være ene."
"Farvel, Tante Bertha, her lægger jeg Adressen paa vor Bolig. — Med Guds Naades Hjælp kommer Du!"
"Tante vil være uforstyrret", sagde jeg til Cousine Vinkel, der gjennemborede mig med sit halv opbragte, halv ringeagtende Blik, idet jeg gik gjennem Stuen. Tjeneren stod ængstelig lyttende i Entreen; jeg tilhviskede ham et Par forklarende Ord, og forlod saa skyndsomt Huset.
"Men, Ida, dog! Du seer mig jo ikke!" det var Edvard, der standsede mig paa Kongens Nytorv og tog min Arm.
"Hvad har Du dog for et Hastværk, lille Søster! — det var rart jeg mødte Dig, thi til os kommer Du nok ikke, og jeg har noget Godt at fortælle: det Herredsfoged-Embede, jeg søgte i Jylland har jeg faaet. Vi ere i den syvende Himmel, kan Du nok tænke. Helene bryder sig ikke en Smule om Kjøbenhavn; hun mener, som jeg, at man der paa Østkysten, i den deilige Egn, kan have det paradisisk. — Du følger os naturligviis; har der været Noget imellem os, ville vi slaae en tyk, tyk streg over det og begynde forfra; det ville vi, ikke sandt? — men Du hører mig jo neppe, Ida!"
Jeg fortalte ham om Cecilie og al den Sorg og Jammer hjemme.
"Herregud, det er jo forfærdeligt, arme Kone!" han sagde dette med hjertelig Deeltagelse, men vendte dog snart tilbage til sine egne Tanker og de lyse Fremtidsudsigter.
"Farvel, Ida, og Gud være med Dig, min kjære Pige; hvor Du dog er bevæget og rystet. — See snart til os, og fortæl Udfaldet".
Cecilie var alene i Stuen, da jeg kom ind.
"Hvorledes er det med Valdemar", spurgte jeg.
Hun hævede Hovedet og saae underlig koldt paa mig; hvad vedkommer mit Barn Dig, sagde Blikket. "Værre", lød det afvisende Svar.
Hendes Uvenlighed skar mig i Hjertet; jeg var saa opfyldt af hende og hendes Sorg, og saa at blive saaledes tilbagestødt.
"O, Barn", hvilede Professoren, der nu var kommen ind, og strax forstod at tyde min nedslagne Mine, "hun kiender Dem jo ikke, og har ingen Ahnelse om, hvad De har gjort".
Tante Marie laae paa Knæ inde i Soveværelset ved den lille hvide Seng; hun hviskede sagte til Barnet, der legede med en bleg Maanedsrose, hun havde bragt ham.
"Og Du siger", spurgte Valdemar, "at han holder saa meget af de smaa Børn; er Du vis paa, at han ogsaa holder af mig?"
"O, ja! han elsker den lille taalmodige Dreng langt, langt høiere, end Moder, eller nogen af os Andre er istand til at elske".
Hvor han indsugede hendes Ord, hvor han troede paa dem, det lille velsignede Barn!
I min Fraværelse havde Ingeborg været inde hos Fru Karse og stillet hende nogenlunde tilfreds. Da jeg kom, læste hun ivrigt i en gammel Doctorbog og tykkede samtidig tør Kampher.
"Skyl Deres Mund med Æddike, Ida, og dyp Hænderne i Eau de Cologne, før De kommer hen til mig. — Gud give, vi vare vel ude af dette Hospital! jeg har da sagt op. — Vil De nu slaae de inderste hvide Gardiner ned — Solen blænder mine Øine — og trække lidt i Gyngeskamlen, og tjen mig saa i ikke at see saa urolig ud; jeg er selv urolig, og trænger til at have rolige Mennesker om mig".
Denne sidste Befaling var det mig dog umuligt at adlyde; jeg sad som i Feber, mit Blik var hele Tiden fæstet paa Veien.
Endelig, henad Eftermiddagen, holdt en Droschke lidt fra Huset, og Tante Bertha steg ud. Hun saae sig tøvende om, uvis og raadvild; derpaa vinkede hun pludselig ad Pigen, der stod i Porten.
Hannes Beretning lod til at være alt andet end beroligende, thi Tante nærmede sig Huset med ængstelig Hast. Hun bar en Pakke Legetøi i de skjælvende Hænder; et lille Hestehoved stak frem og Spidsen af en Trompet. O, vilde han nogensinde glæde sig derover?
Ved Døren standsede hun igjen, og Kjærlighed og Medlidenhed kæmpede den sidste Kamp med Stolthed og krænket Værdighed. Jeg ilede ud, men Tante Marie var der allerede.
"Gud skee Lov, De kom", sagde hun blot, og førte hende saa ind, uden al Ophævelse.
Valdemar laae med lukkede Øine og halvsov. Tante Bertha standsede et Øieblik paa Dørtrinet og saae paa ham; derpaa nærmede hun sig, Skridt for Skridt, og bøiede sig saa endelig over Sengen.
"Hvem er Du?" Valdemar slog Øiet op og saae forskrækket paa hende, "hun gjør mig bange!" han rakte Armene efter Tante Marie.
"Hende skal Du netop holde af, Barn, for hun holder saa inderlig af Dig. Det er din gode Bedstemoder".
"Han har aldrig hørt mig nævne", — hvor hendes Tone var bitter og sorgfuld — "Ingen har talt til ham om hans Bedstemoder".
"Min Bøn ender jo netop med Dig", indvendte Barnet med sin lille svage Stemme, "Gud bevare Bedstemoder og Danmark, saadan lærte Moder mig det. — Saa, Du er virkelig Bedstemoder! og Moder har været din Lille, som jeg er hendes. — O, hvorfor græder Du saadan?"
"Saa Du har bedt for Bedstemoder! — havde jeg blot vidst det, jeg stakkels eensomme gamle Kone. — Nu vil jeg ikke græde længere; see her en lille Hest, skal Du op og ride paa den", o, hvor Taarerne løb, skjøndt hun hele Tiden søgte at standse dem, "og her denne Tromme og en Patrontaske og en Trompet".
Cecilie havde reist sig fra Lænestolen, da hun hørte Moderen tale; hun stod nu og stirrede paa hende med hele sin Sjæl i Blikket.
"Moder", udbrød hun pludselig, og der var den gamle bløde Klang i Stemmen, "saa Du vilde komme til mig! det havde jeg ikke fortjent. — O, Moder, Moder!" —
Professoren lukkede hurtig Døren. "Her have vi Intet at gjøre", sagde han. Det varede dog ikke længe, før der blev lukket op; Valdemar vilde see Tante Marie.
Cecilie sad nu ved hans Seng og støttede ham med sin Arm; hun saae bleg og forgrædt ud, men Udtrykket var sjælfuldt og skjønt. Tante Bertha holdt Datterens ene Haand saa fastknuget mellem begge sine Hænder, som vilde hun sige: hvor var det muligt, at vi nogensinde kunde slippe hinanden.
"Min lille Dreng kalder paa Dem", Cecilie saae taknemmelig hen til Tante Marie, derpaa gav hun Professoren det samme Blik, og brast saa i Graad.
"Alle have de været saa gode imod mig! og nu har Vorherre ogsaa givet mig Taarer. — O, maatte Valdemar leve, for Moders Skyld. — Du skal blive Bedstemoders Trøst og Støtte" — det lille blege Barn, kunde han nogensinde blive Støtte for Andre — "Du skal elske og ære hende alle dine Dage og gjøre hende Glæde"; — hun standsede og saae sig forskrækket om; "men hvor er Rose?"
Da Ingeborg havde beroliget hende med Hensyn til den Lille, vendte hun sig igjen til Moderen.
"Jeg har en lille Pige til Dig, Moder, en deilig lille Pige. Hun er saa lys og glad, og Alt, hvad hun faaer, vil hun dele, og Armene rækker hun mod alle Mennesker. Det er Faderen opad Dage. — Her ville de Alle holde af hende, for hans Skyld; de have jo været saa gode mod mig, alene for hans Skyld!"
"Men, Barn, Du taler jo, som skulde Du forlade os".
"Gjør jeg", hun smilede underlig veemodigt, "Du maa bære over med mig, Moder. — Nu sover Valdemar igjen; — o, hvor han aander svagt, og hvor de smaa Kinder ere indfaldne. Og det er min brune, rødmossede Dreng, der boltrede sig saa muntert paa Græsplainen udenfor vort Huus sidste Sommer. Saadan en svag lille Haand, saadan et træt, mat lille Hoved!"
"Godaften!" — det var Islænderen, der traadte ind. Ingeborgs Blik hilste ham kjærligt; det udtrykte saa klart: "naar Du er her, har det ingen Nød".
"Naa, hvorledes gaaer det? bedre vil jeg haabe". Han tog det spinkle Haandled ganske vaersomt og kjærtegnende mellem sine kraftige Fingre, medens hans sikkre, baade opmuntrende og iagttagende Blik hvilede paa Barnet.
Jeg klyngede mig i min Sindsbevægelse til Tante Marie, der stod saa stille, hengiven og dog forhaabningsfuld. Professoren kunde neppe holde sig rolig; Candidaten saae meget bedrøvet ud; Tante Bertha var liigbleg. Alle stirrede vi paa det betænksomme Ansigt, der var bøiet over Barnet; kun Cecilie saae uafbrudt paa sin lille Dreng.
"Huden er fugtig og Pulsen roligere ; jeg troer ingen Fare der er mere". Han betænkte sig et Øieblik, og sagde derpaa, i en tillidsfuld Tone. "med Guds Hjælp, er der ingen Fare mere!"
Vi løb Alle hen til den forbausede Islænder, trykkede hans Hænder og takkede ham.
"Du har fortjent Ingeborg, ja, min Sjæl, har Du saa. — Bestem Dagen til Brylluppet!"
Da den første Glæde havde sat sig, skyndte jeg mig op til Rikke.
"Han kommer sig! den lille Dreng kommer sig!"
"Saa være Gud da evig Lov og Tak! — jeg har havt som en Steen for mit Bryst af bare Skræk, men den rullede væk, lige da jeg saae Deres glade Ansigt i Døren, Frøken. — Og saadan De altid tænker paa mig gamle Stakkel! — Herregud, ja, den ene Steen ruller væk efter den anden".
Hun saae igjen saa underligt paa mig; jeg blev ganske forvirret.
Hvor Fru karses Chocoladethee smagte den Aften — jeg havde næsten Intet nydt i de sidste tre Dage — og hvor Rambusspillet gik ypperligt. Af og til hørte jeg et uharmonisk, hvinende Trompetstød inde hos vore Naboer, eller en munter Hvirvel paa den lille Tromme, det var vist Candidaten, der slog den for Valdemar.
Seent om Aftenen bankede det paa min Dør. O, der var dog ikke skeet noget Slemt? — jeg lukkede forskrækket op.
"Det er mig!" Cecilie stod i Døren, meget bleg, men med sit gamle klare, straalende Blik.
"Jeg hører", sagde hun, "at Du er Ida, vor lille Ida! og jeg har seet Dig i alle disse Dage, og ikke kjendt Dig. Du er gaaet ud og ind, og jeg skal have hørt dit Navn. Jeg husker det ikke, min Sjæl var som omtaaget, det var en frygtelig Drømmetilstand. — Sæt Dig her hos mig, og lad mig see, om jeg kan finde barnet igjen. — O, ja, der er det jo! ganske det søde lille Ansigt fra før, det veemodige Træk om Munden, og de gode, kærlige blaae Øine; lad mig kysse dem. Gud velsigne Dig, Du lille trofaste Sjæl. — Jeg har tidt tænkt paa Dig og bebreidet mig, at jeg ikke tog mig mere af det forældreløse Barn, der gik saa ene og stille om. — Lad mig rigtig tale med Dig, Ida, det er saadan en Lise. Moder er saa kjærlig, saa velsignet, men hun nævner ikke Valdemars Navn; dette dyrebare Navn staaer som en Skillevæg imellem os, og jeg trænger dog saadan til at tale om ham. — Du kan ikke tænke Dig, hvor god han var, altid overbærende og kjærlig, hvor haardt jeg end prøvede hans Taalmodighed ved min Sorg og Uro. Mange, mange Gange traf han mig i Taarer, men han blev aldrig vred, som Mænd ellers pleie; han trøstede mig og vilde gjerne spøge Alt bort. Dog, det kom bestandig igjen; om Natten laae jeg vaagen og tænkte paa Moder; o, jeg kunde være saa angst for at hun skulde blive syg, maaskee døe. Og da Børnene kom, blev det værre, istedetfor bedre; naar jeg følte deres smaa Arme om min Hals, maatte jeg altid tænke paa, hvor haardt jeg havde bedrøvet min Moder. Ikke, at jeg angrede, hvad jeg havde gjort, men Maaden, hvorpaa jeg havde gjort det. Dersom jeg dengang havde været blid og ydmyg, havde hun maaskee givet efter; Kløften var ialfald bleven mindre. — O, hvor jeg tæredes hen af Længsel, Hjemvee og Anger! jeg bar det vel hos mig selv, men Valdemar mærkede det dog godt og stræbte dobbelt for min Skyld, og Alt føiede sig efterhaanden for os, og jeg levede op igjen i Haabet og gode Forsætter. Det var en deilig Sommer, denne sidste, og saa — Du skal ikke blive bange, Ida, Taarerne gjøre mig ingen Skade nu, jeg er som løst, siden denne frygtelige Nødvendighed af at leve ikke paahviler mig mere. Moder har taget Alt i sin Haand; min Mands Brodersøn vil ordne det; Enhver skal faae Sit; Ingen skal kunne bebreide Valdemar Noget Naar Vorherre vil befrie mig, og jeg troer han gjør, det, o, Ida, Du maa ikke ønske mig Livet, saa har Moder Børnene, og de have hende og Dig og alle de trofaste, kjærlige Mennesker. — Og Du vil engang imellem tale til dem om deres Fader, lære dem at elske ham og bevare Mindet om ham, vil Du ikke?"
"Det skal Du selv gjøre, Cecilie, Ingen kan gjøre det som Du. — Tør jeg tale oprigtigt? Du er i stor Gjæld til din Moder for alle de tunge Taarer hun har fældet i disse lange, lange Aar. Vil Du ikke afbetale denne Gjæld? o, prøv derpaa; bed Vorherre om Kraft dertil. — Hun er saa gammel, dine Børn ere saa smaa; Ingen af dem kan undvære Dig!"
"Du mener det godt, Ida, men Du forstaaer mig ikke; Godnat!"
Hun kyssede mig paa Panden, og gik saa med en ubestemt, tvivlraadig Mine.

Niende Capitel.

Et Par Dage efter blev lille Valdemar flyttet hjem til sin Bedstemoder. Harald pakkede ham selv ind i sin egen store Peltsværkskappe. Hvor jeg seer det lille blege Ansigt tydeligt for mig, der tittede saa fornøiet frem af det mørke Bjørneskind. Vi kyssede ham Alle, og fulgte saa i Procession efter Knud, der bar ham ud til Vognen. Tjeneren havde Glædestaarer i Øiet, da han slog Trinet ned; oppe i det aabne Qvistvindue stod Rikke med foldede Hænder og bad Godt for Barnet.
Islænderen kjørte med; han vilde ikke forlade sin lille Patient, før han saae ham velbeholden i en varm Seng. Hvor Valdemar laae bekvemt og godt i hans stærke Arm med Hovedet støttet til hans brede Bryst.
Idet Cecilie gik, tog hun Professorens Haand og førte den, før han kunde forhindre det, til sine Læber.
"O, hvor De har været god imod os; jeg har ingen Ord til at takke."
Der fulgte en underlig Tomhed paa deres Afreise, men, da lille Emma først var vendt hjem og hoppede omkring i Huset og Haven, kom Alt snart i de vante Folder. Professoren sad igjen i sin Lænestol og smaabrummede — det var en sand Fornøielse at høre det kjære gamle Gnaveri, der reent var forstummet i Sorgens Tid — Ingeborg spillede og sang i Tusmørket, læste med den Lille, skrev af for Faderen og passede Huset. Der var saadan en stille Glands i hendes Øie; Pligterne blev kjærere og kjærere, jo mere Tiden til Afreisen nærmede sig. Candidaten saae man ikke meget til; naar han kom fra Skolen, nød han skyndsomt sit Maaltid, og lukkede sig saa inde med den vigtige Kasse. En af Dagene skulde han reise til England, hvornaar kunde han endnu ikke afgjøre.
Harald havde forbudt os at besøge Cecilie; hun var meget angreben og maatte have Ro i den første Tid, sagde han. Endelig, en Solskinsdag i Marts, fik jeg Lov til at gaae derhen.

Den store Port til Tante Berthas store Huus sank i paa sin gamle Viis. Lige foran Trappen stode tre kæmpemæssige, jernbeslagne Kufferter mærkede med uhyre Fracturbogstaver: M.V. c:^[1] Magnusine Vinkel.

"Hun reiser!" udbrød jeg uvilkaarlig ganske høit.
"Hun er reist, Frøken; Tøiet skal sendes efter." Portnerkonens Hoved med den grønne Skjærm stak ud af Døren. "Ja, det veed den søde Gud, hun er reist, og Ingen af os græder. Om broderen, hun vil til, er glad, skal jeg ikke kunne sige, men Fruen har nok sørget saa forfærdelig godt for hende i alle Maader."
"Hvordan er det gaaet til?"
"Hun satte nok Alt paa eet Kort, som man siger. Hun var nu saa overmaade desperat, fordi Fruen vilde see til sit eget kjødelige Barn, og saa talte hun over sig, og saa tog Fruen hende paa Ordet. — Ja, Frøkenen husker da nok, hvad hun var for et Jern. De skulde blot høre min Stine, der tjener i Køkkenet, fortælle. Jøs, Kors, hvor hun kujonerede det arme Barn!"
Jeg kunde næsten ikke troe, at Cousine Vinkel virkelig var reist for Alvor. Det var hele Tiden for mig, som maatte hendes skarpe Næse og endnu skarpere Øie vise sig et eller andet Sted. Hun havde rigtignok undertiden talt om sin Broder — der eiede en Gaard i Jylland oppe ved Vildmosen — og om det Ønskelige i at være hos ham, men jeg havde dog aldrig troet — o, der løb Stine ud af en Dør og ind af en anden; hvor hun havde et muntert, opklaret Udtryk; før var det stakkels lille Ansigt altid skjoldet og rødstribet af Taarer.
Cecilie laae i sit gamle Værelse. Hun saae saa blid og kjærlig ud, nok svag, men ikke egentlig syg. Lille Rose var krøben op paa den grønne Silkekedyne; hun loe og boltrede sig nok saa fornøiet. Døren til min forrige Stue stod aaben; Valdemar sad velindpakket i en Lænestol ved Vinduet; Solen skinnede saa varmt paa ham; der var Liv i Øiet, og et lille rødt Skjær paa Kinden. Tante Bertha havde Plads ligeoverfor Barnet; de spillede Hanrei med nogle smaa gamle Kort, jeg en Juul havde faaet af Edvard. Hvor Drengen saae lyksalig ud, og hvor der var et Præg af fredelig Resignation i hendes Ansigt.
"Kom hen til mig, Ida", bad Cecilie, "ligger jeg ikke deiligt her? Der er en Ro over mig, siden jeg er kommen til mit gamle Hjem, jeg ikke kan beskrive. — Husker Du engang jeg var syg, som ung Pige? Da laae jeg ogsaa saadan, accurat saadan. Og Moder vaagede hos mig, og naar hun troede jeg sov, faldt hun paa Knæ og bad om at beholde sit eneste Barn. — Du kom flere Gange, hver Dag, ganske sagte listende ind og stod ved Sengen, og saae saa kjærligt paa mig. Cousine Vinkel hentede Dig gjerne; jeg seer endnu hendes lange udstrakte Arm, der ubønhørlig trak den spinkle lille Pige bort, trods alle mine Indvendinger. — Gud skee Lov, hun ikke er her mere; ellers tog hun bestemt ogsaa denne lille Vildkat fra mig, troer Du ikke?"
Cecilie kyssede Barnets smaa brune Krøller og snoede dem tankefuldt om sine fine, gennemsigtige Fingre; derpaa vendte hun sig igjen til mig og sagde:
"Moder er bleven saa gammel, Ida! det blev mig først rigtig klart, da jeg saae hende i de kjendte Omgivelser, og det faldt paa mig som en bitter Bebreidelse. Saa tænkte jeg paa dine Ord, at nu burde jeg glæde hende lidt til Gjengjæld for de lange, eensomme Aar; og det var, som følte jeg pludselig en indre Kraft; alt Det, jeg har at oprette og gjøre godt igjen, holdt paa mig. — Vorherre vil ikke have mig endnu, Ida, jeg mærker det!"
"Tal ikke saa meget, Cecilie"; Tante Bertha kom ind og rystede misbilligende paa Hovedet; hvad for et Dyb af Ømhed var der ikke i hendes Blik, "det anstrenger Dig. — Ida maa hellere komme igjen en anden Gang."
"Som Du vil, Moder. — Farvel Ida, lille Søster!"
Jeg kyssede hendes Pande og Haand, og takkede Gud.
Paa Hjemveien gik jeg ind til Edvard og Helene. De vare meget oprømte og glade; allerede i Gangen kunde jeg høre denne muntre, fortrolige Smaasnakken, der er Tegn paa god Forstaaelse og sorgløse Hjerter. Lille Bertha foer op og nedad Gulvet med en lillebitte trehjulet, hinkende Kurvevogn, hvori der sad en udklippet Modejournalfigur; hun pluddrede med sig selv og havde frygtelig travlt. Helenes Syemaskine var i fuld Gang. Edvard havde et Stykke Papiir i Haanden; han forklarede og gesticulerede.
"Godmorgen, Idamoer! naa, det maa jeg sige, Du kommer, som var Du kaldet. — Her har jeg en Tegning af vort nye Hjem; vi raadslaae netop om, hvor Jomfruburet skal være. Tag Tøiet af og sæt Dig ned, saa skal Du blot see!"
Det var et rummeligt Huus med mange Værelser, men, hvergang Edvard foreslog et til mig, forsikkrede Helene, at netop det kunde ikke undværes. Tilsidst blev han ganske utaalmodig.
"Vælg selv, Ida; det Du har meest Lyst til, skal Du ogsaa faae, uden al Snak."
"Maaskee et af de øverste Værelser."
"Hvorfor? de ere saa smaa og ligge saa afsides."
"Men Udsigten over Stranden maa jo være deilig"; Helene saae ganske beroliget ud.
Det var med et tungt, tungt Hjerte jeg gik fra dem.
I al denne Tid havde jeg næsten glemt mig selv og mine gamle Sorger; nu meldte de sig pludselig mørkere og bittrere, end før. Enten skulde jeg reise med dem, og igjen blive en Torn i Øiet paa Konen i Huset, eller ogsaa flytte til Byen med Fru Karse og sidde i Løvstræde og læse høit og spille Rambus, Dag ud, Dag ind. —
See, der laae Prosessorens venlige Huus og skinnede i den klare Foraarssol; den tynde, blaae Røg hævede sig lige iveiret. Ak, om en Maaned var det ikke mere mit Hjem! Livet, der i den sidste Tid var blevet saa fyldigt og rigt, bredte sig igjen tomt og fattigt ud foran mig.
Dog, jeg var vist meget utaknemmelig; hvor kjærlig havde Edvard ikke været idag; det var rigtigst og bedst, at jeg fulgte med Broder. Vorherre vilde nok naadig hjælpe mig, naar jeg taalmodig underordnede min egen Villie og Tilbøielighed!
Da jeg kom ind, sad Fru Karse tilbagelænet i Sophaen og saae ganske tilfreds ud.
"Tiden er gaaet meget godt, medens De var borte", sagde hun; "den unge Svane har været her. Vi snakkede over en Time sammen; det er et livligt, behageligt Menneske. Nu reiser han til England, og Gud skal vide, om jeg faaer ham at see igjen."
"Han bad altsaa Farvel?"
"Ja vist gjorde han; lige, da han gik fra mig, kom Vognen. — Naa, min gode Ida, her er Berlingske Tidende, og jeg har en ny Bog; idag skulle vi ikke kjede os!"
I Mørkningen smuttede jeg, efter Sædvane, ind til Professorens; jeg vilde fortælle dem min nye Bestemmelse.
Den gamle Herre dampede velbehageligt paa sin Pibe, Ingeborg sang og spillede; Islænderen gjorde en Vægtskaal af to Nøddeskaller til Dukkehuset; Emma havde stor Reengjøring derinde; nu polerede hun de smaa Vinduer.
"Godaften, Barn, tag Plads! — jeg skal hilse Dem fra Knud; han vilde gjerne have sagt Dem Farvel, men da De aldrig kom, maatte han reise."
"Bliver han længe borte?"
"Aa nei, en sex syv Uger, i det Høieste."
Vi sadde nu ganske tause og hørte paa Ingeborgs Sang. — Hvor det dog faldt mig vanskeligt at faae det sagt, men det maatte jo skee, saa kom det da ogsaa tilsidst ganske hovedkulds, uden al Anledning.
"Naa, saa"; Professorens Tone lød paafaldende ligegyldig, "De skal til Jylland med Deres Broder. Det er meget fornuftigt, at han tager Dem fra sin Svigermoder, han skulde kun have gjort det for længe siden."
Det var Alt, ikke et deeltagende Ord, ikke et venligt Blik; og jeg, som havde troet, at han næsten havde givet mig Barneret i sit Hjerte!
Ingeborg reiste sig og kyssede mig. "Vil Du gjerne til Jylland", spurgte hun.
"Er Hjemmet godt, bliver Stedet, hvor det ligger, ogsaa altid godt."
"Du har fuldkommen Ret, det er netop min Tanke", hun saae venligt paa mig og tilføiede, "mig kan det jo egentlig være ligegyldigt, hvor Du kommer hen. Island er ligesaa nær ved Jylland, som ved Sjælland, og Brevene skulle nok finde Vei, ikke sandt?"
"Ida vil da ikke reise?" raabte Emma nu lidenskabeligt, "hun maa ikke; vi kunne ikke undvære baade hende og Ingeborg! hvor kan Du nænne det, Ida? det er jo syndigt. — Siig, at Du ikke vil!"
"Tys, tys, Du Smaa, vi have ingen Ret over Ida."
"Jo, jeg har, for jeg holder af hende!" Den søde lille Pige klyngede sig op til mig; o, hvor hendes kærlighed gjorde mig godt. — Professoren var saa underlig; han saae ganske lystig og humoristisk hen paa os. Blot han ikke mærkede, at jeg græd! jeg var formelig angst for hans gjennemtrængende Blik; der var saa Meget i min Sjæl jeg ikke selv kunde læse, og det havde intet andet Menneske Ret til at kjende.
Da jeg et Par Dage senere kom til Tante Bertha, stod en smuk ny Barnevogn med Caleche i Porten. En høirød strikket Dukke med uformelig Næse og Bjældekrands om Livet laae glemt paa Sædet og strakte de stive Arme ud imod mig. Heelt oppe fra Trappegelænderet tittede Roses lille Hoved frem; hun sad paa Tjenerens Arm og loe, saa det gav Gjenlyd fra det høie Loft. O, Huset var ikke længer en afspærret Verden for sig selv, det var ikke mere et forhexet Slot; Fortryllelsen var hædet. Valdemar kom mig imøde i Entreen; han saae endnu lidt spag, gammelmandsagtig og gravitetisk ud, som Børn pleie efter en Sygdom, men var dog inderlig lyksalig.
"Moder er oppe!" sagde han.
Cecilie sad tilbagelænet i Dagligstuesophaen; hendes Udtryk var saa elskeligt, saa rørende blidt. Ligeoverfor hang Mandens Portrait; Tante Bertha havde selv smykket det med en Evighedskrands; der var intetsomhelst Nag i hendes Sjæl mere. O, hvor hun var glad og omhyggelig; nu kom hun med en skammel til Datteren, nu med en Pude, nu med en lille Forfriskning. Derpaa saae hun efter Børnene, snakkede med dem og kjælede for dem.
Gardinerne vare oprullede i den store Sal; Luft og Lys strømmede frit ind. De Smaa hoppede muntert henad det lange Gulv; jeg kunde høre de glade Børnestemmer heelt ud paa Gaden. —
Og den ene Uge forløb efter den anden; nu var det første April, nu ottende, nu femtende, og saa kom Flyttedagen. — Fru Karse havde truffet Aftale med en ny Selskabsdame, en høi, stadselig, anseelig Pige af sat Alder med en elegant Figur og et imponerende Snakketøi. Alle mine Ting vare ordnede og pakkede ind; jeg skulde være otte Dage hos Tante Bertha, og saa lige reise til det nye Hjem.
Hvor jeg husker det lille Afskeedsbesøg, jeg aflagde hos Tante Marie, den sidste Morgen før Flyttedagen. Hun sad og skrev, da jeg kom, men lukkede strax Mappen og bød mig ind i den lille hyggelige Sopha. Solen skinnede paa de blaae Tapeter; den hvide Engel sad i Blomsterskaalen mellem Violer; hele Stuen duftede saa foraarsagtigt; hendes eget Ansigt var saa lyst, saa fortrøstningsfuldt.
"Jeg er kommen, for at sige Farvel."
"Er De?" hun rystede lidt paa Hovedet, men saae dog slet ikke bedrøvet ud; derpaa tog hun min Haand: "vi To kunne aldrig blive fremmede for hinanden, vel?"
"Jeg haaber det ikke;" — jeg kyssede den kjærlige Haand og kæmpede tappert for at holde Graaden tilbage.
"Ja, rigtig Farvel siger jeg ikke", tilføiede hun skjælmsk, "De bliver jo otte Dage i Byen endnu, der kan skee mange Ting i otte Dage."
Om Aftenen gik jeg ind til vore Naboer; næste Dag blev der en heel Deel at ordne; det var bedst at tage Afskeed nu.
"Vi have just ikke havt synderlig Godt af Dem i den sidste Tid", brummede Professoren, "jeg har ikke seet Dem i tre Dage."
"Nu vil jeg gjerne sige Farvel, og takke saa inderligt for Alt," — Stemmen svigtede mig.
"Selv Tak, Barn", han saae op fra sin Bog, "Farvel!" nu læste han igjen.
Jeg tog Mod til mig og gik lige hen til ham:
"O, nei, Dette kan jeg virkelig ikke lade mig nøie med! Professoren maa sige ordentlig Farvel."
"Maa jeg! — men naar jeg nu ikke vil, hvad saa? — Godnat, Barn, der bliver Tid nok imorgen, til at sige Farvel."
Da jeg kom op til Rikke, sad hun ved Vinduet og snurrede ivrigt paa sin Rok.
"See, saa vidt er jeg da kommen, Frøken, Gud skee Lov og Tak", sagde hun med et glædestraalende Ansigt, "to Timer maa jeg spinde hver Dag, og saa gjør jeg det i Mørkningen, naturligviis. Tankerne gaae saa rart, naar man saadan sidder. — Frøken Ingeborg kan nu ogsaa spinde den yndigste Traad; jeg har lært hende det, og hun faaer vel sagtens Brug for det, de lange Aftener deroppe, tænker jeg. — Kunde Frøkenen have Lyst, vilde jeg ogsaa saa gjerne vise Dem det."
"Tak Rikke, nu skal jeg jo reise."
"Naa, Herregud, det er sandt", hun saae ganske tvivlraadig hen paa mig, "men saa kunde det vel være en anden Gang. — Farvel, Frøken!"
Til allersidst tog jeg Afskeed med Haven. Det var et stormfuldt Aprilsveir; Maanen skinnede klart paa de brunrøde Primler og Castanietræets store, klæbrige Knopper. Heelt nede i Haven, i et trekantet Hjørne, der kaldtes Skoven, satte jeg mig i et Grenelysthuus. Her pleiede Familien at drikke Thee om Aftenen i Sommertiden. Naar de store Træer rundtom vare udsprungne, skjulte de Huset, Stakittet og Veien; man troede sig hensat midt i en Skov; Ingeborg forsikkrede, at Illusionen var fuldstændig.
Hvor det vilde blive tomt for Prosessoren og hans Søn denne Sommer, hvor de vilde tænke paa hende og savne hende. — Mon de ogsaa, engang imellem, vilde tænke lidt paa mig og savne mig en Smule? o, ja, jeg kunde ikke troe Andet; det er umuligt ganske at glemme En, man har været god og kjærlig imod. Jeg plukkede et Par Violer og skyndte mig saa ind.

Tiende Capitel.

Næste Morgen kom Helene med en Droschke; hendes Moder skulde tilbringe Dagen hos hende, medens Karen ordnede det nye Hjem. Senere vilde Edvard hente mig.
Fru Karse og jeg skiltes i bedste Forstaaelse, uden alt Nag, men rigtignok ogsaa uden al Beklagelse.
Det var et uroligt Bygeveir; snart haglede det, snart skinnede Solen; Kulde og Varme kæmpede om Herredømmet. Jeg hjalp Karen med at pakke Glas og Porcelain ned; hun var ret tilfreds med mig og ualmindelig naadig.
"Der har aldrig været Noget mellem os, Frøken", sagde hun, "jeg havde saamæn gjerne beholdt Dem, for, som jeg siger til Fruen, man veed hvad man har, men man veed ikke hvad man faaer. — Ja, jeg behøver da ikke at staae her og hænge over Dem; det er bedst jeg gaaer ud til Tøiet og seer til, at Karlene ikke husere altfor galt med det — Fy, hvor de dog hugge og kyle med de gode Sager, som var det bare Skrammel; nei, jeg kan ikke holde det ud!"
Endelig var jeg ganske færdig og stod nu i Ro og Mag og betragtede den store Flyttevogn og den raske, behændige Knøs, der stablede op, surrede fast og sprang om som et Egern. Karen var i heftig Strid med en lav, bredskuldret Mand med et rødt Ansigt og en raa Stemme.
"Den, der handler ilde med Andres, faaer aldrig Noget selv, det er da det Bedste", sagde hun og satte Hænderne i Siden. O, det var virkelig uhyggligt, blot hun vilde tie!
Men tys, kom der ikke en Vogn? — jo, vilde Edvard allerede hente mig."
Vogndøren blev hurtig reven op; det var ikke min Broder. Candidat Svane sprang ud med Vadsæk og Paraply. Han henvendte et forskrækket Spørgsmaal til Karen og fløi saa opad Trappen. — Kunde jeg troe mit Øre, han aabnede ikke sin Faders Dør, men bankede paa vor. Nu stod han i den, hans Øie overfoer hurtigt den tomme Stue; derpaa fæstede det sig paa mig, og saa paa min Kuffert.
"De vil reise", sagde han.
"Ja", svarede jeg, men en Stemme inde i Hjertet sagde: nei. Nu vidste jeg, at mit Hjem var her.
"O, Knud!" lille Emma kom styrtende ind, "hun maa ikke reise, vel? siig, at hun ikke maa!"
"Det er netop derfor, jeg er kommen, Emma, hun maa ikke, vi kunne ikke undvære den lille gode Villie i Huset." Han gik hen til mig og tog min Haand: "jeg har ingen anden Fordring til Dem, Ida, end denne, at jeg ikke kan undvære Dem; jeg har ikke Andet at byde end Pligter. — De kjender jo det Hele, vil De blive?"
"Hun vil, hun vil!" jublede Emma, der foer iforveien ind i Dagligstuen, "Ida vil blive!"
"Lille Nar", sagde Professoren, og tog mig herligt i sine Arme, "var Du reist, var han uopholdelig reist efter. — Tilstaa, at Du har været en Hykler og spillet en lille Smule Comoedie for Dig selv og os. Var der dog ikke hele Tiden Noget, der tilhviskede Dig, at Du var elsket?"
"Jo, men jeg vilde ikke høre paa det; jeg vovede ikke at troe det."
"Kryster! — Knud har aldrig nævnet et Ord til mig, men jeg har dog kjendt hans Hemmelighed hele Vintren. Var dette ikke sket, havde Ingeborg naturligviis maattet slaae op med Islænderen. Hvad skulde vi arme Mandfolk og det Barn stille an, uden En af Eder. — Gud velsigne den lille gode Villie! — og saa troede hun, jeg ikke brød mig om hende mere, og saa græd hun, jeg saae det nok. Tante Marie, her har Du hende og hold saa en ordentlig Prædiken om unyttige Taarer.
Tante Marie loe og kyssede mig; hun havde længe ahnet Dette, sagde hun; og Ingeborg og Harald ogsaa, ja selv gamle Rikke, Alle havde vidst det.
Hvor Emma satte et moersomt lille Ansigt op, da hun forstod Sammenhænget.
"Knuds Kone! er det virkelig sandt, skal Ida være Knuds Kone?"
Midt i vor Glæde bankede det paa Døren.
"Undskyld, er Frøken Steen her? — jeg har søgt forgjæves efter hende i Leiligheden ved Siden." Edvard bukkede fremmed for Professoren, mig saae han ikke.
Hvor han blev overrasket og forbauset; i første Øieblik var han ganske betænkelig, men da han havde seet rigtig ind i Knuds Ansigt, blev han beroliget; hvor var det ogsaa muligt Andet!

See saadan gik mine Barndomsdrømme i Opfyldelse; jeg fik Nøgleknippet og det hvide Forklæde; jeg blev elsket, og de kalde mig uundværlig!

Noter

I den trykte tekst er enkelte ord fremhævet, ved at skrive dem med skrifttypen antikva, istedet for skriftypen fraktur som resten af teksten er trykt med. I den digitale udgave er de ord fremhævet med kursiv.

1. I den trykte tekst er c'et vendt om, det er en gammel forkortelse for i.e. = "id est", der betyder "det er"