Elisabeth.

Første Kapitel.

Solen stak lige ind i vor lille Dagligstue paa Vandkunsten; min Broder stod bøiet ud af Vinduet med en Cigar i Munden og søgte at opfange et Glimt af Voldens grønne Træer.
"Luften er lummer nok, Christian", sagde jeg, "Du behøver ikke at gjøre den værre med den afskyelige Røg."
"Hvad nu, jeg ryger jo udenfor!"
"Men Vinden bærer det netop ind, vent dog til imorgen, saa kan Du jo ryge hele Dagen, om Du har Lyst." Jeg sagde dette i en lidt krænket og utaalmodig Tone, medens jeg ordnede forskjellige fine broderede Sager i en Hatteæske.
"Du pleier ellers at tale om Gardinerne, Elisabeth", vedblev Christian en Smule spydig, "de lide dog vel ikke mindre, fordi Du reiser?"
"Vil Moder lade sine Gardiner staae til, er det hendes Sag. — Uh, hvor her er varmt! Det skal være herligt at komme ud paa Landet."
"Stakkels Moder", begyndte Christian igjen, idet han pillede paa nogle ziirlige, hvide Liv, der laae færdige til at pakkes ned, "det maa være et drøit Arbeide i saadan en Hede at stryge alle disse Anstalter."
Han bemærkede Dette ganske roligt, næsten veemodigt, men det ærgrede mig, og da mit Blod var ikog, svarede jeg hurtigt:
"I den Retning lægge visse andre Folk sikkert fuld saa megen Beslag paa Moder, som jeg, idetmindste er det ikke mit Tøi, der for Øieblikket er paa Brædtet."
"Ak ja, desværre, Gud veed, det gjør mig inderlig ondt, men husk vel paa, Elisabeth, at jeg med min bedste Villie ikke kan hjælpe Moder med Sligt. Naar Tanken paa Alt, hvad hun gjør, bliver mig for trykkende, kaster jeg mig derimod over Bøgerne; min Flid vil vel nok engang komme hende tilgode." Han smed heftig den halvudbrændte Cigar, tog et Par lange Triin ind i den anden Stue og sad snart i sin store Lænestol, ganske fordybet i Studeringer.
Christian var høi og smal, havde et roligt, bestemt Ansigt, alvorlige Øine og kort afskaaret bruunt Haar; han var ikke kjøn, men saae mageløs paalidelig og ærlig ud. Han og jeg levede fordetmeste paa en lidt spændt Fod og pleiede sige hinanden Sandheden ved enhver Leilighed, Noget, der ikke altid var gavnligt for den gode Forstaaelse. Jeg fandt at han havde for stor Myndighed i Huset og optraadte altfor meget som familiefader. Især ærgrede det mig, at han var Kassemester og ingen Udgift blev bestemt uden hans Samtykke; det var saadan et Baand paa Ønskerne, jeg kjendte ikke noget Utaaleligere, end hans: "Det kan Du bestemt godt undvære, Elisabeth."
Fra det Øieblik, Fader døde — Christian var dengang kun sexten Aar — havde han været Moders Raadgiver, Støtte og høire Haand. At han i hele dette Forhold viste stor Selvfornægtelse tænkte jeg ikke over; desto klarere stod det for mig, hvor ofte han havde krydset mine Planer.
"Her ere Pengene til din Reise, min søde Pige", sagde Moder lidt senere, idet hun rakte mig en Tegnebog — hun havde først havt en hemmelig Raadslagning med Christian, vidste jeg godt — "bag i Rummet ligger en Tyvedalerseddel, hvis Du skulde komme i Forlegenhed for Et eller Andet, men den maa helst ikke røres, det er en Nødskilling, forstaaer Du nok."
Hun sagde dette Sidste lidt ugjerne, halv undskyldende, idet hun kjærlig klappede mig. Vi fik, somoftest, vore Formaninger paa denne Maade; rigtig bestemt talte Moder sjelden eller aldrig.
Hun var en middelhøi Kone med et fiint, blidt, lidt tungsindigt Ansigt; der var noget Ziirligt og Pillent ved hendes Person og Dragt, hvor beskedne begge Dele end vare.
"Nu har jeg pakket dine Kjoler ned", vedblev Moder, "jeg haaber, de ligge godt, Laura har hjulpet."
"O, da blive de bestemt krøllede; Laura er saadan en lille Sjudske."
"Men Moder stod for det, Elisabeth", forklarede Søster Laura, uden at føle sig det mindste krænket af min Beskyldning.
Laura var en høi, slank, femtenaars Pige med klare, mørke Øine og dybe Smilehuller; hun var dygtig undseelig og blussede, ved mindste Anledning, lige op til Tindingerne; lidt ubetænksom og fremfusende var hun ogsaa, men havde det bedste, kjærligste Hjerte. Hun saae op til mig — den store Søster — og vilde inderlig gjerne tækkes mig; jeg saae til Gjengjæld ned paa hende og benyttede hende. Endnu var hun ganske Barn, og jeg troer bestemt, at der i Smug blev leget med den gamle næseløse Dukke. Glad og mild var lille Laura fra Morgen til Aften.
Theebordet stod meget smukt og pynteligt dækket i Spisestuen; der var Blomster, Kirsebær og Kager, som til en Fest. Johan — den Yngste i Familien — kom netop hjem med en stor Pose Wienerbrød, ganske varmt fra Ovnen, forsikkrede han. Det var en rask, niaars Dreng med æblerøde Kinder, spillende Øine og lyst, krøllet Haar. Den eneste Dæmper paa hans Livlighed var Lectierne, der voldte ham en Deel Hovedbrud; kunde han først dem, var han den personificerede Lyksalighed. Det var Moders Kjæledægge, men jeg holdt ikke rigtig af ham, han støiede mig for meget, smækkede med Dørene, eller lod dem staae aabne, og fløitede dertil. Hans stærke Appetit forargede mig ogsaa; hele Bunker Smørrebrød forsvandt i et Nu af hans Tallerken.
"Gud veed, naar vi sidde saaledes sammen igjen", begyndte Moder, idet hun satte Kopperne tilrette. "Du bliver vist hos Bedstefader hele Somren, Barn; ja, til Lauras Confirmation kommer Du naturligviis hjem, om Gud vil."
"Det maa jeg vel, Moder; der er heller ikke rart paa Landet om Vintren."
Der blev en lille Pause, under hvilken de gode Sager gik om; Moder brød igjen Tausheden:
”Du følger da din Søster til Jernbanen, imorgen Klokken syv, Christian?"
"Jeg tænker det" svarede Christian med en vis rolig Langsomhed, der altid opirrede mig, og ogsaa dennegang nær havde forledet mig til at forsikkre, at Ingen skulde have Uleilighed, jeg kunde godt gaae ene. Heldigviis blev mit Svar forhindret ved en Ringen paa Klokken. "Cousine Regina", meldte lille Laura. Christian fik netop Tid til at udstøde et: "uha!" og jeg var endnu ikke færdig med mit: "aa, hvor rart", før hun stod der let og gracieuse, i sin elegante, blegrøde Dragt, med hvid Hat, Mantille og Parasol.
"Tag Plads, lille Regina, og drik en Kop Thee med os", bød Moder venligt.
"Hvem kan nyde Noget i denne Varme? jeg sandelig ikke. Dog, maaskee lidt koldt Vand, om Tante er saa god. — Mit Besøg gjælder ellers Dig, Betty; Du reiser jo imorgen til Lindely, hører jeg. Hils Bedstefader tusinde Gange; om tre fire Uger kommer jeg ud til Eder. Min Forlovede besøger da sin Tante, kun to Miil derfra; det passer prægtigt. — Ah, der er Vandet!"
Regina berørte Glasset med sine Læber, og rakte det derpaa til Laura med en zirlig Grimace, hvorved det alleryderste af en lille rød Tungespids kom tilsyne; det klædte hende nydeligt.
"Adolphs Tante vil gjøre Bal for os, Elisabeth, Skovbal, tænk! o, Du lille Stakkel, der har det saa trist hjemme, hvor det glæder mig for din Skyld!"
Dette Sidste blev naturligviis hvisket; Regina og jeg talte sædvanlig i en dæmpet Tone, der var uforstaaelig for den øvrige Familie, naar hun besøgte os.
"Tag smukt Tøiet af, Barn, og bliv; det er saadan en Fornøielse for Elisabeth."
"Tusind Tak, men jeg kan ikke; Klokken er allerede mange, jeg er næsten bange for at gaae alene til Frederiksbergallee."
Hun saae betydningsfuldt hen til Christian, der imidlertid lod ganske optaget af at pille Reier; Johan dreiede sig derimod urolig paa Stolen, i Forudfølelse af sin Skjæbne.
"Johan, min lille Ven, vil Du følge mig? adieu, Alle, adieu, min Elisabeth." Hun neiede skjælmsk, kyssede mig, og løb saa let nedad Trapperne, fulgt af den grædefærdige Johan, der neppe fik Tid til at hviske: "jeg er ikke nær færdig, Moder". idet han skjød til sin Tallerken.
"Det er jo rart, at Du og Regina træffe sammen, lille Elisabeth"
"Holder Du af Regina, Moder?" spurte Christian tørt.
"Hun tiltaler mig egentlig ikke, men de ere jo Veninder, og Tante Christines Selskab kan umulig tilfredsstille en attenaarig Pige. — Jeg veed ikke det mindste Ondt om Regina, vi maae heller ikke være for strenge."
"Verden er til ene for hendes Skyld; det er det Hele", vedblev Christian roligt. "Arme Dreng, ikke et Ord til Undskyldning, fordi hun jog ham fra Theen."
Moder svarede kun ved at komme friske Gløder paa Fyrfadet og føie endnu et Stykke Hvedebrød til den anseelige Top, der allerede hævede sig paa Johans Tallerken. Det varede flere Timer, før han kom igjen, rød, aandeløs og opbragt.
"Først maatte jeg følge hende hjem, og saa igjen løbe til Kjøbenhavn efter en Pakke Noder, hun havde glemt; det er en rar Cousine! tre, fire Steder spørge forgjæves, før jeg fik dem, og saa til Frederiksberg med de dumme Noder, men jeg gjør aldrig noget Saadant mere, aldrig! søde lille Johan, da jeg skulde gaae, og neppe Tak, da jeg kom igjen, jo det er en deilig Historie, og hvordan skal jeg nu faae Grammatiken lært til imorgen."
Næste Dag græd baade Moder og Laura, da jeg sagde dem Farvel. Christian saae derimod rolig og tilfreds ud; han fandt vist, at det var nogle meget ubetimelige Taarer. Johan sov endnu paa sit grønne Øre; Grammatiken var lagt under Hovedpuden, i det Haab, at Drømmens gode Aand vilde practisere Lectien ind i den lille Hjerne. Hvad vor Enepige angaaer, da var det med et mærkelig opklaret Ansigt hun bar mit Tøi ned til Droschen; det var ingen lille Behagelighed at blive fri for den vanskeligste og fordringsfuldeste af Husets Beboere i flere Maaneder.

Andet Kapitel.

De mægtige gamle Lindetræer, hvorefter Lindely havde sit Navn, stode fulde af Blomster; Vinden bar Duften lige imod mig, da jeg rullede op til den røde Bygning, der tittede saa hyggelig frem af det Grønne. Bedstefader stod selv paa den store Steentrappe udenfor Døren og viftede med sit Lommetørklæde. Han var en høi, bredskuldret, gammel Herre med et aabent, livsglad, hjertensgodt Ansigt. Folk fandt, at han lignede Thorvaldsen, hvilket smigrede ham meget, ja, en blot Hentydning hertil knude sætte ham i Perlehumeur. Det var vist ogsaa, for at fremhæve denne Lighed, at Bedstefaders nedfaldende Halslinning var temmelig bred, og hans smukke hvide Haar ordnet paa en kunstneragtig Maade. Den gamle Militair lyste iøvrigt frem af hele hans Holdning og Væsen. Rank og strunk stod han, trods Aarene, og uagtet han var Invalid; en Kugle fra 1848 sad endnu i Benet — det paastod han idetmindste — og gjorde dette stivt og Gangen høist besværlig.
Bedstefader havde, for sex Aar siden, været et Par Uger i Kjøbenhavn; han pleiede da at besøge os hver Dag og altid medbringe enorme Kræmmerhuse med Bonbon, som Moder forgjæves bad om at maatte gjemme og uddele i smaa Partier. "De skulle have efter Hjertenslyst", sagde han altid, til vor Henrykkelse, "er det ikke velsignet, at saa Lidt kan glæde Børn."
"Naa, saa har vi Dig da endelig, Du Smaa", Bedstefader trykkede mig hjertelig til sit brede Bryst, holdt mig derpaa ud fra sig, i Armslængde, og faae længe paa mig.
"Ikke saa ilde endda, vel, Christine?"
Dette Sidste var henvendt til hans Datter, hvem jeg slet ikke før havde bemærket. Tante Christine stod halv skjult af Døren; hendes Kjole var mørkegraa af et gammeldags Snit; om Halsen bar hun et lille sneehvidt Linons Tørklæde og et ganske lignende dito paa Hovedet knyttet under Hagen, de graasprængte Haar sluttede glat ned til Kinderne. Hun var temmelig høi, mager og stiv; Panden var furet, og om de dybtliggende graabrune Øine saaes et rødligt Skjær, som havde hun nylig grædt. Hele Udtrykket var langt ældre end Bedstefaders; Minen var heller ikke imødekommende, som hans, snarere frastødende, og skjøndt hun var kjendelig bevæget ved at see mig, var det dog, som vilde hun afværge ethvert Kjærtegn fra min Side.
"Jeg haaber det er en god Pige", lød hendes lidt tilrettevisende Svar paa Bedstefaders Spørgsmaal.
"Naturligviis er hun en god Pige, det er en Selvfølge."
Bedstefaders Tone var utaalmodig. "Kom til mig igjen, Elisabeth, min Sjæl, om Du ikke ligner din Fader!"
Han slog kjærlig Armen om mit Liv og førte mig ind i Dagligstuen.
"Naa, hvordan har din broder saa levet, min Glut, siden han var her ifjor? en snurrig Krabat igrunden."
"Et høist respektabelt ungt Menneske", forsvarede Tante Christine.
"Ja det er netop Ulykken, Tante, Christian er saa frygtelig respectabel."
"Hør til hende", Bedstefader loe fornøiet, "en rigtig Læsehest er han vist, ikke?"
Det var meget stygt af mig, men jeg kunde ikke modstaae Lysten til at rive lidt ned paa Christian og gjøre ham en Smule latterlig. Det morede Bedstefader, og han gav lydelig sit Bifald tilkjende. Tantes hele Skikkelse, fra de sammenknebne Læber til den urolige Haand, udtrykte derimod et Mishag, der dog kun æggede mig til at vedblive.
"Jeg vilde aldrig have talt ilde om min Broder, din Fader", sagde hun endelig, "og han lige saa lidt om mig. Forresten finder jeg, at Den, som dadler det, der, i og for sig, er roesværdigt, kun nedsætter sig selv."
Det kostede den tilbageholdne, ordknappe Tante Christine synlig Anstrengelse at sige dette. Bedstefader loe lidt haanligt:
"Visvas, gik det efter dit Hoved, Christine, døde man af bare Respectabilitet og Kjedsommelighed. — Her, Elisabeth, er Havestuen og den nye Veranda, min Stolthed. Kan Du see Dannebroge nede i Haven paa Høien? vi have flaget til Ære for vor lille Gjæst. Vær nu som hjemme, Barn, jeg mener hjemme i ordets fulde Betydning, og saadan vil jeg forstaaes. Alt, hvad der er sippet og "pænt beskedent" kan jeg ikke fordrage."
"Saa vil jeg strax tage et Par Roser til min Hat, Bedstefader; jeg fik allerede Lyst til dem, ved at kigge ind i Haven fra Vognen."
"Det kan jeg lide! — et indtagende Barn, paa min Ære", dette Sidste blev hvisket til Tante, medens jeg løb over Græsplainen, men jeg hørte det dog tydeligt.
I sig selv vare Roserne mig temmelig ligegyldige, og jeg tog dem meest for at more Bedstefader. Da jeg dengang var ganske uden Characteer, pleiede jeg, idethele, at indrette min Opførsel paa at behage dem, jeg syntes om og var imellem. Mine faa Veninder holdt derfor meget af mig; de fandt et Slags Gjenskin — om jeg tør udtrykke mig saaledes — af deres egne Anskuelser i min Maade at være paa. I Hjemmet tænkte jeg derimod aldrig paa at behage, og kun der kom min egenkjærlige Natur frem. Egentlig falsk var jeg alligevel ikke; jeg gik ind paa Andres Tankegang af en vis misforstaaet Høflighed, blandet med stor Flygtighed og Modtagelighed for alt Nyt.
"Dersom Elisabeth vilde tage de udsprungne Blomster, var det bedre; Rosenfloret vil snart være forbi paa denne Maade." Tante iagttog forfærdet den ødelæggelse, jeg anrettede.
"Lad hende kun tage Knopperne, Christine, hun er jo selv en Knop!"
Bedstefader betragtede med Fornøielse den fyldige Krands af deilige Rosenknopper, der løb rundt om min Hat. Ingen af os tænkte paa den Dag imorgen, og paa at Rosenbuske nogensinde kunde mangle Blomster.
"Du er vist sulten, Pus", begyndte han igjen, "blot vi nu maae faae dine Livretter til Middag. Fortæl mig engang, hvad Du helst vilde have?"
"O, Bedstefader, her paa Landet ønsker man naturligviis Ærtesuppe, Kyllingesteg med nye Kartofler og Jordbær." Dette sagde jeg igjen, alene for at behage ham, og det lykkedes.
"Bravo! hun er min Sjæl ypperlig. Naa, Christine, hvad har Du?"
Tante Christine saae høist irriteret ud, men svarede dog i en ganske sagtmodig Tone:
"Vi faae aldrig Kyllinger i det Daglige, Lammekjød."
"Saa faaer Du holde Dig til første og sidste Ret, Barn, som Du gjættede rigtig."
Bedstefader nærmede sig, som vilde han tage min Arm, men betænkte sig dog og sagde godmodigt til Datteren, der holdt sig lidt tilbage. "Hvor bliver Du af, Christine? vil Du ikke hjælpe den Gamle med at humpe afsted, som sædvanligt? den lille Prindsesse kan flyve iforveien."
"Er det dit Portrait, Bedstefader?" jeg standsede foran et stort Billede af Thorvaldsen.
"Gavstrik, Du veed godt, hvis Portrait det er." Han saae mageløs oprømt og tilfredsstillet ud.
Efter Bordet løb jeg alene ud i Haven, og derfra over Veien langs den lille smalle Bæk, der snoede sig mellem frugtbare Marker og Enge. Det var en rigtig Midsommerdag; Solen brændte varmt, men det luftede saa forfriskende fra Stranden. De hvide Skyer feilede høit oppe paa den klare blaae Himmel; Kornmarkerne bølgede, som et Vand, nogle allerede guulagtige, andre ganske grønne med Mængder af Kornblomster og Valmuer. Bækken havde forskrækkelig travlt med at haste ned til Havet; det susede i de høie Poppeltræer ved Smedien, og et let lille Føl dandsede paa Kløvermarken; jeg vilde gjerne klappe det, men da jeg nærmede mig, kaldte Moderen med en lang ængstelig Vrinsken, og saa foer det hen til hende. O, hvor jeg tydelig husker, hvorledes Alt tog sig ud hiin Eftermiddag, da jeg første Gang saae det. En pjaltet Dreng sad paa et Gjærde og trak Jordbær paa Straa; han havde bare Fødder, sorte smaa Fingre og et leret, men sjæleglad Ansigt.
"Hvem skal have de Jordbær?"
"Aa, det veed jeg ikke."
"Snak, Du veed det godt."
"Moer, naturligviis."
Det gik underligt igjennem mig, og Billedet af min Moder stod et Øieblik næsten bebreidende for mig, men saa ilede jeg videre, og glemte snart den lille Dreng og dem hjemme over al den Deilighed rundt om. Stien var løbet ind i Skoven; til begge Sider hævede høie Skrænter sig, og der, midt imellem dem, lige for mit Øie, laae Stranden, skinnende som Sølv, skummende og brusende. Der var mange Skibe ude, og de hvide Seil svulmede for den raske Vind.
Her var vidunderligt! og jeg skulde snart gaae her med Regina og vise hende alle de skjønne Steder, og saa Ballet paa Herregaarden, Ballet!
Uvilkaarlig nynnede jeg en Dandsemelodie og dreiede mig rundt. Idetsamme lød oppe fra Skrænten en straffende Bjæffen, og en stor, bruun Hund kom tilsyne, aabenbart i høieste Grad forarget af min Opførsel. Jeg blev dygtig forskrækket; hvor barnagtigt og dumt at dandse ene omkring; hvis Nogen havde seet det! — Det forekom mig, at jeg hørte en svag Fløiten, derpaa gik Hunden, og Alt blev stille. Et Øieblik efter knagede det igjen mellem Buskene, og en tolv, trettenaars Pige kom løbende ned ad Skraaningen med en stor tom Spand.
Jeg saae nu, at der laae en kummerlig, sammenklinet Bolig oppe under Træerne. Barnet sprang ud paa en toppet Steen, og fyldte saa sin Spand af Bækken. Det var et lille fregnet Væsen med straaguult Haar og hvide Øienbryn; hendes Dragt lod dog til at være ganske ordentlig i sin Fattigdom.
"Var det din Hund", spurgte jeg, idet jeg berørte hendes Skulder med min Parasol.
Hun foer sammen, spildte det Halve af Vandet, og fæstede et Par forskrækkede, udtryksfulde, blaae Øine paa mig; derpaa rystede hun gjentagne Gange paa Hovedet, som forstod hun mig ikke, fyldte saa Spanden paany, og balancerede vaersomt og sindigt op ad den steile, næsten lodrette Sti; Trærødderne, der slyngede sig frem og tilbage over Veien, tjente hende som Trappetrin; jeg troer ikke hun spildte en Draabe.
Hvor der var deiligt! høie, slanke Bøgetræer med prægtige Kroner stode lige paa den yderste Rand af Skrænten — Kysten maatte ogsaa see herlig ud fra Søsiden — den gule Caprisolium tittede frem af det mørke Egeløv; smaa røde Nelliker skinnede i Skovbunden; allevegne prangede mægtige Vifter af lysegrønne Bregner. Jeg samlede en Kæmpebouquet og skyndte mig saa tilbage; Solen faldt paaskraa henad Stammerne, Klokken maatte være mange.
Til min Forbauselse stod den store, brune Hund ganske rolig i Havestuedøren. Det var den Samme, jeg kunde ikke tage feil; alt som jeg nærmede mig, begyndte den at gjøe, dog dennegang snarere spørgende, end opbragt.
"Tys, Hector, stille, min Dreng!" Efter denne opfordring lagde den sig lydig ned, og lod mig uhindret passere.
Bedstefader sad og spillede Skak med en fremmed Herre. Da jeg traadte ind, reiste denne sig og hilste høfligt; han havde et behageligt, talende Ansigt, og saae ud til at være to eller treogtredive Aar.
Der spillede et lille, næsten umærkeligt, Smiil om Munden, hvoraf jeg sluttede, at han havde seet mig før og gjenkjendte mig.
"Bliv siddende, min kjære Pastor, det er kun Barnet. — Skak og Madame, naa, fik jeg Dem der? — De troer ikke, hvor jeg er glad over at have faaet min lille Sønnedatter herud; jeg elsker Ungdom, Liv og Munterhed, og har forud tilladt hende at sætte Huset paa den anden Ende. — Men nyttige Ting skal hun ogsaa lære; tag en Skammel, og sæt Dig herhen, Du Smaa, og søg at finde Dig tilrette i Spillet."
Det fornærmede og ærgrede mig lidt, at Bedstefader behandlede mig som saadan et reent Barn, og det i en Fremmeds Nærværelse. Med saa dameagtig en Anstand, som det var mig muligt at opdrive, tog jeg en Stol og satte mig hen til de Spillende.
"Undskyld, Herr Major, men Frøken Hjort vil vist helst sørge for sine Blomster først." Han pegede paa den store Bouquet, jeg havde kastet paa et Bord og glemt med det Samme.
"Hykler, som De er", Bedstefader loe hjerteligt, "det er ham selv, Elisabeth, der ikke kan taale, at Blomsterne visne; naa, tør De negte det?"
"Ikke ganske", han loe, "maaskee er det en stor Særhed, men det piner mig ordentligt, at see Blomster saaledes ligge hen; har man revet dem fra deres Hjemstavn, bør man dog idetmindste sørge for, at de ikke vansmægte."
"Hvad siger Du, Betty, taler han ikke, som var det levende Væsner. Ja, Blomster er vor gode Præsts Kjæphest. Gaaer han i en fremmed Have, hvor der staaer Ukrudt, rykker han det op, uden videre, og er der et Vandskud, trækker han strax en lille skarp Foldekniv frem, der ligger parat i Lommen, og snitter det væk. Vandkande og Vandbeholder veed han at finde og benytte, om han aldrig har været i Huset før. Gud naade Den, der beskadigede hans Planter, thi, skjøndt han ellers er den sagtmodigste Mand paa Jorden, staaer jeg ikke inde for Noget. Hvad synes Dem om Deres Characteristik, Pastor Birk? — ja, jeg bør da føie til, at han har den samme Lyst til at luge, skjære Vandskud bort og vande i sine Medmenneskers Sjæle, som i deres Haver."
Bedstefader loe igjen; Præsten saae alvorlig ud. "Kunde man blot passe sit Eget rigtig godt, Herr Major, især i sidste Henseende", sagde han.
Hvor snurrigt, det var Noget at fortælle Regina tænkte jeg; men det var dog, som havde Blomsterne faaet mere Værd i mine Øine, og jeg samlede dem med stor Vaersomhed, uden at glemme et eneste Straa. Derpaa opsøgte jeg Tante Christine, for at faae en Vase til dem.
Hun stod i Spisestuen og lagde Tøi ind i det smukke, gammeldags Linnedskab, der saae ud som et heelt Huus. Hvor det laae mønsterværdig ziirligt derinde, og hvor Tante saae forretningsmæssig og optaget ud med sit alvorlige Ansigt.
"Femten, sexten, sexten, sexten", hun søgte i kurven for at finde Fortsættelsen af Servietterne, og mit Forlangende kom aabenbart meget ubeleiligt. Det vrede, gnavne Svar, hendes Mine bebudede, udeblev imidlertid. Tante Christine gav næsten aldrig sin Pirrelighed Luft, men man mærkede den dog godt, og dette underlig Tilbagetrængte havde noget Uhyggeligt.
"Vil Elisabeth følge med ind i Fadeburet", sagde hun, "saa kan Du jo see, om vi have, hvad Du behøver, jeg troer det neppe."
Hvor Porcelain og Glassager stode nydeligt opstillede, intetsteds mindste Støvgran. Endelig fandt jeg to gammeldags Vaser med riig Forgyldning, men af en grim, plump Facon.
"Vær forsigtig med dem, Elisabeth, o, jeg vil egentlig nødig" — men jeg var allerede løben ind.
"Bedstefader, disse tør jeg laane, naar jeg er rigtig forsigtig, ere de ikke deilige?"
"Rædsomme! Du har min Tilgivelse iforveien, Pus, skulde Du komme til Uheld."
Tante var fulgt efter mig, hun stod i Døren og saae bedrøvet ud.
"Der knytte sig Erindringer til Vaserne", sagde hun sagte. Bedstefader sprang heftig op.
"Saa give Gud, at alle Erindringer kunde saa let tilintetgjøres, som disse skrøbelige Vaser."
Tante Christine blev ganske bleg, og svarede i en dybt krænket Tone:
"Det var din Gave til Moder hendes sidste Fødselsdag."
"Ah, naa saa, de tale just ikke for min Smag", Bedstefader fortrød sit Udbrud og gik urolig op og ned.
"Ja, Mindet kan hellige det i og for sig Ubetydelige", sagde Præsten hjerteligt, "lad os give Vaserne tilbage til den kjærlige Haand, der freder saa trofast om de gamle Erindringer. — Jeg har mange smaa Anstalter til Blomster hjemme, langt flere, end jeg behøver, og vil tillade mig at bringe Frøken Elisabeth en lille Vase og Kurv imorgen. Foreløbig kunne Blomsterne vel nok tage tiltakke med et Fad." Længere henad Aftenen, da jeg stod paa Verandaen og beundrede Solnedgangen, kom Pastor Birk hen til mig.
"Hvor der vist er tomt i Deres Hjem idag", sagde han venligt; jeg forstod ham ikke strax, og saae forundret op.
"Som den ældste Datter, er De bestemt Sjælen i Hjemmet og næsten uundværlig for Deres Fru Moder og Alle."
Der gik ligesom et Suk gjennem min Sjæl, da han sagde dette, medens hans klare, tillidsfulde Blik hvilede paa mig. Jeg følte, at han gik ud fra ganske falske Forudsætninger og bedømte mig derefter; maaskee burde jeg have oplyst ham, men jeg manglede baade Mod og Lyst.
"Deres smaa Pligter minde Dem vist ogsaa paa hver Tid af Dagen, o, det kan jeg saa godt forstaae, men her vil De ogsaa faae Pligter, Frøken Hjort; der er en Gjerning som venter paa Dem." Hans Stemme sank; "jeg har længtes efter Deres Komme og efter at drøfte Sagen med Dem; en gammel Ven af Familien tør jo nok tale fuldkommen oprigtigt?"
"O, ja, naturligviis, det vil glæde mig." — Hvad kunde det være, jeg stod som himmelfalden, skulde jeg noget Andet herude, end more mig?
"De har vist allerede iagttaget", begyndte han igjen, "at Forholdet mellem Deres Bedstefader og Tante ikke er ganske, som man kunde ønske?"
"Jeg holder tusinde Gange mere af Bedstefader", afbrød jeg ivrigt.
"Han er ogsaa ulige behageligere med sit gode Humeur, vindende og elskværdige Væsen, men hun er saa ulykkelig, den Stakkel! De veed vel nok, at hun i sin Ungdom havde en stor sorg? siden den Tid er hendes Sind blevet bittert og mistænkeligt."
"Hendes Forlovede hævede nok Partiet, har jeg hørt". sagde jeg i en medlidende Tone, men i mit stille Sind tænkte jeg, at han havde gjort ret. Hvem kunde holde det ud med Tante Christine.
"Ja, og det uden ringeste Grunde siger man. Næsten samtidig døde hendes Moder, og der var Ingen, hos hvem hun kunde finde Medfølelse og Trøst. Majoren blev træt af denne evige Grublen over en frugtesløs Sorg. "Karlen er det min Sjæl ikke værd, Tak Gud, Du blev fri for ham", hed det naturligviis. — Deres Bedstefader er en hjertensgod, velsignet Mand, og, hvor det staaer i hans Magt, vil han tørre Taarerne bort og fjerne Sorgen. Taale og fordrage den i Stilhed kan han derimod ikke; er det ham umuligt at jage den bort, skyer han den."
Hvor han talte varmt og ivrigt; hvad kom egentlig Tante Christines sorg ham ved? han havde jo først lært hende at kjende langt, langt senere; hvor var det muligt, at den kunde ligge ham saaledes paasinde.
"Deres Tante har nu kastet hele sin Tilbøielighed paa Faderen, vaager over hans Pleie og Opvartning, passer hans Huus, kort, lever kun for ham. Majoren paaskjønner det dog ikke synderligt; Liv og Glæde er det han fordrer, fremfor Alt, men hvor kan den Stakkel give, hvad hun ikke eier. Den Maade, hvorpaa han fremhæver og roser Dem, skjærer hende bestemt i Sjælen; hun er meget skinsyg, Deres arme Tante. — See nu, Frøken Hjort, efter hvad jeg her har fortalt, behøver jeg neppe at sige, hvori Deres Gjerning skal bestaae. Fader og Datter maa bringes nærmere sammen, og hun, lidt efter lidt, drages ind i Livet igjen, hvorfra hun næsten har trukket sig tilbage."
"Men Tante Christine holder vist ikke af mig; hun er slet ikke venlig."
"Hun er bange for at blive stødt bort; De maa gjøre det første Skridt, saa vil hun snart aabne sit Hjerte. Der har sneget sig en underlig Mistillid ind i hendes Sjæl; hun er grændseløs ømfindtlig for Spot, formelig angst for de Unges Latter. — See, nu har jeg lagt Sagen i gode Hænder, og føler mig ganske beroliget."
Jeg vidste ikke hvad jeg skulde svare, og klappede forlegent Hectors smukke brune Hoved. Han forudsatte saa vist, at jeg med Iver vilde løse den fastsatte Opgave, at jeg umulig kunde sige: "jeg bryder mig ikke det Ringeste om Tante Christine, jeg har aldrig for Alvor tænkt paa at glæde Andre end mig selv."
Lidt efter tog Præsten muntert afskeed med Bedstefader, satte en Stol til Tante, der stod ved Døren, og sagde leende til mig:
"Vil De beholde Hector, Frøken Hjort, jeg synes ikke den gjør Tegn til at følge mig."
"Hvor han dog er et godt, velsignet Menneske", udbrød Tante Christine varmt, idet hun fulgte hans Skikkelse med Blikket.
"Det er din Tantes Ridder, maa Du vide; var hun blot tredive Aar yngre, saa" —
"Saa var han neppe min Ridder", fortsatte Tante i en ydmyg, sørgmodig Tone, "jeg veed godt, at det netop er min Mangel paa alt, alt Tiltrækkende, jeg skylder hans Opmærksomhed."
"Ja, han er en herlig Mand", Bedstefader modsagde ikke Tantes Bemærkning, "derom blive vi let enige, og glædeligt er det, at møde en Dyd, der viser et lyst, fornøieligt Ansigt, ikke seer mørk, misbilligende og hovmodig ned paa Næsten. — Men hvad gaaer der af Barnet, staaer hun ikke der og falder i Tanker. — Kom ind, Du Smaa, Duggen falder."
Himlen var endnu flammende rød efter Solnedgangen; inde mellem Lindetræerne saae der mørkt og hemmelighedsfuldt ud; Ilden i den lille Smedie, langt borte ved Landeveien, skinnede klart; de høie Poppeltræer ved Siden saae ud som sorte Kæmper paa Vagt.
Nærme sig Nogen, netop fordi de manglede alt Tiltrækkende, hvor besynderligt! var det virkelig tænkeligt? jeg kunde slet ikke faae det ud af Hovedet. — Hvad vilde Regina sige herom? — hvor hun vilde lee, den kjære, muntre Regina, gid hun var her!

Tredie Kapitel.

Det var rolige, lykkelige Dage, som paafulgte; i min Sjæl herskede en usædvanlig Fred, et velgjørende Havblik; Savn, Ønsker og Luner vare blevne i Hjemmet. Med hvem skulde jeg her støde sammen? Bedstefader forkjælede mig, og Tante Christine gik afveien for mig. Alligevel vilde Livet paa Lindely have forekommet mig lidt eensformigt, maaskee endogsaa kjedeligt, havde ikke Reginas Besøg staaet i Baggrunden som en lysende Stjerne; naar hun kom, skulde Glæden først ret begynde.
Efter Præstens Opfordring, nærmede jeg mig Tante Christine, men hun holdt sig endnu bestandig tilbage; maaskee havde hun paa Følelsen, at min Venlighed ikke kom rigtig indvendig fra, og at hun igrunden var mig ligegyldig. Bedstefader roste mig derimod, fordi jeg var saa opmærksom imod hende. "Du er en Perle", sagde han, og saa lod han spænde for Wienervognen og gav mig en Kjøretour til Belønning. Tante tog sjeldent med; hun kuude umulig betroe Dette eller Hiint i Huussvæsnet til Folkene.
"Naa, ja, ja da, saa kjøre vi uden Dig. — Christine troer sig saa ganske uundværlig", sagde han senere, "jeg tænker dog Huset blev staaende uden hende." —
Rolig og punktlig, som et Uhrværk, udførte Tante alle sine Pligter, men saa plagede hun ogsaa Pigerne temmelig meget med sit Pedanteri, og skjøndt hun egentlig aldrig skjændte og næsten ingen personlig Opvartning fordrede, var hun dog langtfra yndet. Bedstefader blev derimod tilbedt af alle Folkene, trods hans myndige Tone og stundom temmelig opbrusende Væsen. De fandt nu ogsaa han var saadan en deilig og anseelig Herre — som de udtrykte sig — og hans Rundhaandethed og den Velvilje, hvormed han undte dem Fornøielser, vandt Alle Hjerter.
”Man er kun ung een Gang i Livet", svarede han en Markedsdag paa Tantes Forestillinger, at hun dog maatte beholde Nogen til at udføre Arbeidet, "Du kan jo leie en Kone eller to; de have havt deres Tid; jeg kan ikke nænne, at nogen af vore Folk skulle blive hjemme."
og saa laante han dem en Høstvogn og raabte: "god Fornøielse", da de rullede bort.
Vor Nabo, Pastor Birk, kom daglig, og disse Besøg vare til stor Glæde og Opmuntring for os alle Tre. Gik det en Smule over den sædvanlige Tid til hans Komme, løb jeg gjerne op paa Høien og stod ved Flagstangen og saae efter ham. Hans Udtryk var altid saa fredeligt og fornøiet, naar han gik der ad Stien gjennem Rugmarken; undertiden standsede han og saae sig om med et langt Blik, som nød han ret den deilige Natur.
Det smigrede og glædede mig altid, naar Præsten underholdt sig med mig, og det gjorde han oftere og oftere. Jeg søgte da at tale om Noget, der rigtig kunde interessere ham, og saa troede han, jeg valgte disse alvorlige Emner, fordi de interesserede mig og laae mig paasinde.
"Frøken Elisabeth", sagde han en Eftermiddag, "jeg kommer med en stor Bøn til Dem, men har De ikke Lyst til at opfylde den, maa De love, reentud at sige nei."
"Jeg har ganske vist Lyst."
"Hør først, hvad det er. — De kjender jo den lille Mette Marie oppe i Klinthuset, ikke?"
"Klinthuset med den smukke Udsigt? jo, jeg har seet en lille Pige der, flere Gange, men hun er saa besynderlig."
"Det er netop Sagen; hun hører tungt efter en Sygdom, og kan nu ikke gaae i Skole med de andre Børn. Jeg har selv tænkt paa at læse med den lille Stakkel, men min Tid er temmelig optagen. Hun er lærvillig og opvakt, og kan godt forstaae En, naar man sidder lige ved hende og taler temmelig høit. Kunde De have Lyst, Frøken Elisabeth, til at tage Dem lidt af hende? nei, De vil nødig, jeg kan see det."
Jeg vilde meget nødig; hendes lille fattige, afblegede Bomuldstørklæde, med de slidte Fryndser, stod afbrækkende for min Tanke, og jeg skulde sidde ganske tæt op til hende, maaskee raabe hende ind i Øret!
"Blot jeg er det voxen", sagde jeg lidt usikkert, idet jeg haabede han vilde forklare min Tøven som Samvittighedsfuldhed, og det gjorde han ogsaa strax.
"O, er der ikke Andet iveien, saa skal det nok gaae; jeg er aldrig bange for Den, der begynder sin Gjerning med god Villie og Mangel paa Selvtillid. — Med Guds Hjælp vil De faae Glæde af hver Time De offrer paa hende! jeg takker Dem ret inderligt, min kjære unge Dame."
Han trykkede min Haand hjerteligt; det var som hans egen Sag.
"Tør jeg da sige, at hun maa komme allerede den Dag imorgen, hvorfor opsætte? — Barnet er forøvrigt kjendt her paa Lindely; jeg har ofte seet hende komme ud herfra med en lille Leerspand fyldt med Mælk eller Suppe til hendes Bedstemoder. Deres Tante gjør meget Godt her paa Egnen."
"Bedstefader ønsker vist, at hun skal."
"Det troer jeg gjerne, men han sætter sig ikke ind i Forholdene; Omtanken er hendes. — Altsaa imorgen; er Otte for tidligt?"
"Nei, slet ikke, paa Landet bør man jo være Morgenfolk."
Hvor jeg ærgrede mig, da han var gaaet, over min Mangel paa Oprigtighed og Fasthed. Det forekom mig, som om jeg, mod min Villie, var dreven ind paa et feilt Spor, jeg i Fremtiden blev nødsaget til at følge.
Næste Dag, paa Slaget otte, kom lille Mette Marie; det tærnede Tørklæde blev holdt sammen over Brystet af en stor Stoppenaal med et uformeligt Lakhoved; Kjolen og Forklædet kunde dog ikke være renere, og de smaa Fingre vare formelig rynkede og røde af bare Vadsk. Haaret laae glat bag Øret; det var kæmmet med Vand og ganske stribet; der var en egen Duft af Søvand og Tang ved hele den lille Person. Tavle under Armen og en ulden Pose med Skolebøger manglede ikke.
Bedstefader mødte os i Gangen, og jeg maatte give ham en Forklaring.
"Naa, min lille Kjæledægge vil være Skolemester; ja jeg sværmer ellers ikke for den Slags, men her er der jo unegtelig en fornuftig Grund. — Jeg husker godt, da hun havde Skarlagensfeber, samme Lille, Bedstemoderen sørgede saamæn allerede over, hvor Kisten skulde komme fra, og jeg maatte love at betale; naa, det gik anderledes. — Et Par velsignede Øine, den lille Unge har!" Bedstefader lagde sin store, veldannede Haand kjærligt paa Barnets Hoved og nikkede til hende.
Siden, da vi sadde og prøvede hinandens Taalmodighed, thi videre kom vi ikke den første Læretime, kastede han en Haandfuld Kirsebær ind af Vinduet i hendes Skjød.
"Muus skal have Madro, Elisabeth, lad hende puste, medens hun spiser." —
Reginas Ankomst var bleven udsat indtil videre; det var en Skuffelse, men jeg bar den dog temmelig godt. Egentlig var her mageløs rart paa Lindely, om end lidt stille, og engang vilde den lykkelige Time jo dog slaae, da hun kom.
Læretimerne fortsattes imidlertid regelmæssigt; efterhaanden, som Barnet blev mindre frygtsom og forvirret, gjorde hun virkelige Fremskridt, og da jeg først mærkede Dette, fik jeg ogsaa en Smule Interesse for Sagen.
Hvor jeg tydelig husker en Formiddag, sidst i Juli, da Tante Christine og jeg kom fra Bedstemoders Grav paa Kirkegaarden; Himlen var ganske overtrukken, og der faldt allerede enkelte store Regndraaber.
"O, Tante, vi kunne umulig gaae hjem, før Bygen er ovre. Lad os endelig tye ind i Præstegaarden; vi kunne jo staae i Porten og afvente Tørreveir."
Jeg oppebiede ikke Tantes Svar, men skyndte mig ind i Porten. Der var ingen Lænkehund, men en gammel sort Pudel kom os knurrende imøde fra Gaarden. Regnen strømmede nu ned; Tante rystede sin Kjole, glattede og pillede ved Hattebaandene og det tarvelige Shawl; jeg tittede nysgjerrig hen paa den venlige Bygning med de speilblanke Ruder.
Vi havde kun staaet der et Øieblik, da en lille trivelig, gammelagtig Kone, iført lila Sirtses Kjole, stort hvidt Forklæde og nystrøget Morgenkappe, stak sit røde, venlige Ansigt ud af Døren. Regnen jog hende dog ind igjen, men hun kom strax tilbage, fra en anden Dør, og rokkede saa henimod os med Trætøfler og udspændt Paraply.
"Gud, hvad tænke Damerne dog paa, at staae her! kom endelig ind. Frøken Hjort, som man dog kjender, og den unge — jeg har da ogsaa seet Dem i Kirken. — Hvad vilde Præsten dog sige, vidste han, De stode i Porten! ja, han er nu ikke hjemme; den Mand skyer hverken Veir eller Vind, Ild eller Vand, havde jeg nær sagt. — Aa, vær saa god, og kom endelig."
Tante Christine vilde nødig; hun var altid saa frygtelig bange for at genere, men jeg vilde gjerne, og hun maatte give efter.
Døren stod aaben til det lyse, venlige Kjøkken, der skinnede af Properhed. Tante glemte reent sit vante tilbageholdne Væsen ved dette Syn, og udbrød, næsten begeistret:
"De har det jo som blæst, Madame Olsen."
"Aa ja, saamæn, man gaaer jo selv og piller med det, som man kan bedst; det har nu altid været min Fornøielse. Jeg behøvede jo, Gud skee Tak, ikke at være mellem Fremmede; salig Olsen havde jo Lidt, og selv har man samlet Lidt. Men Præstens Moder, hos hvem jeg conditionerede i Ungdommen, bad mig styre det for ham, til han gjør en Forandring, og Gud skal vide, jeg har det godt her. — Præsten kan jo ogsaa nok have sine Særheder, naturligviis", tilføiede hun, efter en lille Pause, "men dem have vi vel Alle."
"Har han virkelig Særheder?" jeg var ude af Stand til at styre min Nysgjerrighed.
"Elisabeth, dog!" formanede Tante Christine, men Madam Olsen var i Snakkehjørnet, og lod sig ikke spørge to Gange.
"Mærkede De den velsignede Lugt ude i Kjøkkenet, Frøken?" hun henvendte sig til mig.
"O, ja, der lugtede af Hønsekødsuppe;" — skulde han være en Bonvivant? umuligt!
"Ganske rigtig, den yndigste Hønsekjødsuppe; og troer De nu Præsten eller jeg smage en eneste Draabe deraf? nei, det skal Altsammen sendes til en gammel Kone; og var hun endda et christent Menneske, kunde det være, hvad det er, men dette er for galt, især af en Præst. Og de stakkels Par fattige Hindbær, ude fra Buskene, jeg havde glædet mig til at sylte, de skulle saamæn samme Vei; og saadan er der Saameget." —
"Intet christent Menneske?" spurgte Tante forfærdet.
"Nei, det veed den levende Gud, Frøken, det er en gammel Jødekjærling. ret en forstokket gammel En, er det, og saa skal man gaae der og brase og stege" — hun tørrede sit varme Ansigt — "og Roser lægger han selv oppe i Kurven, sommetider; saa vist, som jeg staaer her, er det sandt, og vi Andre tør ikke røre en Blomst; saadan Noget creperer En, naturligviis. — Her er ikke pænt inde, Frøken Hjort, Stuen seer saa tom ud, nei, De maae ind i Præstens eget Værelse, det er en Hjørnestue med Udsigt."
"Lad os hellere blive her, han holder vist ikke af —"
Men Madame Olsen havde allerede aabnet Døren, og jeg stod derinde.
I samme Øieblik kom Solen frem; Himlen var endnu ganske graa, men det var et klart, spillende Graat, en underlig magisk Belysning. Lige ud for Vinduet stode hvide Lilier og prægtige høistammede Roser; bag Haven laae en ung Granskov; Træerne vare lysegrønne og fyldige fra Top til Rod; en bred, grøn Vei, hvor et Faar og nogle sneehvide smaa Lam græssede, løb mellem dem; for Enden af denne Vei saaes Stranden; det nederste af en Regnbue stod netop nu over den; det var som en prægtig Søile, der hvilede paa Bølgerne.
"O, hvor her er vidunderligt, Tante! aldrig har jeg seet noget Venligere; jeg kunde sidde her ved det aabne Vindue og see ud, hele mit Liv, uden nogensinde at blive træt."
"Lov ikke mere, end De kan holde, Frøken Elisabeth!"
Pastor Birk stod under Vinduet med opklaret Ansigt og straalende Øine; han var kommen ind af Havelaagen, uden at vi havde bemærket det. Hector var med; den bjæffede, snoede sig, sprang lystig op ad Muren, og gav, paa enhver tænkelig Maade, sin Henrykkelse tilkjende.
"O, min kjære Herr Pastor, vi maae gjøre saa mange Undskyldninger; det var vist meget ubeskedent" — begyndte Tante, da han kom ind.
"Aldrig i mit Liv er jeg bleven behageligere overrasket" — han holdt pludselig inde, — "saa De synes om Udsigten, Frøken Elisabeth?"
"Jeg finder, at man absolut maa føle sig lykkelig her."
"Fra dette Vindue", vedblev han, "kan De see Markerne og Møllen."
"Og Smedien med Poppeltræerne" , fortsatte jeg "her ligger den tilvenstre. De seer vist ogsaa paa den, naar det er mørkt, det gjør jeg altid."
"Virkelig! — Nei, Frøken Christine, De maa sandelig ikke gaae endnu; jeg tør nok byde Damerne en Forfriskning, et Par Hindbær?"
"Hindbærrene have jo en anden Bestemmelse", sagde jeg overgivent.
"Saa min gamle fortræffelige Madame Olsen har allerede bagtalt mig", han loe, "ja, hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med. Jeg troer virkelig hele Sognet tager Forargelse af min Opførsel. — De kjendte jo gamle Moses Meier, Frøken Christine, der gik omkring og solgte Kniplinger; hans Enke boer nu i det yderste Huus her i Landsbyen; al hendes Slægt er død, og hun staaer ganske ene i Verden. Det er en stille, fredelig, gammel Kone, der dyrker Vorherre efter sin strenge Lovs Forskrift, giver Enhver Sit, og saa sidder i sin eensomme, fattige Bo og venter paa Messias. Og jeg skulde ikke troe", han talte varmt og ivrigt, "at min naadige Herre og Frelser, som hun længes efter og haaber paa, snarere vil forbarme sig over hende, end over de Mange, der bære hans Navn, uden at kjende eller lyde ham. — For Øieblikket er hun syg", vedblev han roligere, "og jeg besøger hende engang imellem, og søger at opmuntre den forladte Stakkel med en Samtale eller anden Venlighed; troer De jeg handler urigtigt heri?"
"O, nei, vistnok ikke, De er saa inderlig god, men De opoffrer Dem altfor meget for Deres Menighed; jeg taler ikke om dette enkelte Tilfælde, men idethele."
Han saae ganske forundret paa mig, idet han svarede.
"Jeg offrer ikke det Mindste. Vorherre er saa naadig, at jeg holder af mit Kald og af disse Mennesker, og holder man først af, saaer man Interesser tilfældes, veed De nok. Give Gud, jeg kunde værre Mere for dem, end jeg er" —
Da Tante og jeg paa Tilbageveien kom forbi det sidste huus i Landsbyen, standsede jeg et Øieblik. Det var et ganske lille, hvidkalket Sted; udenfor stod et stort gammelt Pæretræ; en trekantet Stump Have, med en forfalden, grønskimlet Brønd, nogle Kartofler og Løg, laae ved Siden. Døren var lukket og Gardinerne trukne sammen, men bag dem saae jeg tydeligt et Glas heel fuldt af de deiligste Roser.
O, hvem der var god, hvem der var kjærlig, hvem der kunde kaste alt dette Forfængelige, Egenkjærlige, Usle bort!
For første Gang i mit Liv følte jeg en levende Utilfredshed med mig selv, et inderligt Ønske om at blive anderledes. Men det var kun en flygtig, forbigaaende Bevægelse, og jeg naaede Lindely i min gamle selvtilfredse Sindsstemning.
Den Dag kom Pastor Birk ikke; to, tre, fire Dage forløb; hvad kunde Grunden være? Mette Marie — hvis Tvillingbroder og udtrykte Billede tjente paa Præstegaarden — forsikkrede dog, at han var fuldkommen rask.
Vi savnede ham Alle; Bedstefader skjændte, jeg fortabte mig i Gisninger, og Tante Christine var endnu tausere og mere indesluttet, end sædvanligt.
Endelig, den femte Dag, netop som jeg kom hjem fra en Streiftour i Skoven, saae jeg ham gaae ud fra Lindely.
"Gaaer De nu, ligesom jeg kommer, og De har ikke været her i al denne lange Tid. — O, De er da rask?"
Han saae bleg og aandsfraværende ud. "Ganske rask; jeg tillader mig at komme igjen iaften." Og med et hurtigt Buk, som vilde han undgaae al videre Forklaring, ilede han bort. Jeg skyndte mig op til Huset.
"Hvad er her foregaaet? Pastor Birk saae saa besynderlig ud."
Bedstefader gik op og ned ad Gulvet; han saae ogsaa underlig ud, halv humoristisk, halv højtidelig. "Hvor gammel er Du, Betty?"
"Nitten Aar i October, men —"
"Ah, virkelig, ja, man mærker først, hvor gammel man selv bliver paa den opvoxende Slægt, og dette er anden Generation! — Din Bedstemoder var yngre da jeg ægtede hende."
"Det veed jeg, men hvorfor —"
"Hvorfor? ja, Du har Grund til at spørge, og jeg vil gaae lige til Tingen; Forberedelser og Omsvøb ere ikke min Sag. Pastor Birk var her nylig og bad om min lille Kjæledægges Haand."
"O, Bedstefader, det er umuligt, Du gjør Nar af mig!"
"Saa min Sjæl, om jeg gjør; det er da ikke heller saa forunderligt; jeg har blot været blind, og Du med, lader det til. — Han er en sjelden fortræffelig Mand, lidt ældre end Du, forstaaer sig, men det skader slet ikke; jeg var ogsaa endeel ældre end din Bedstemoder. Du skal naturligviis selv raade, Elisabeth; han bad mig, udtrykkelig, ikke paavirke Dig til hans Fordeel."
"Det er et vigtigt, vigtigt Skridt", sagde Tante Christine, idet hun tørrede et Par Taarer af Kinden, "dersom han blot kjendte Dig, men det maa jo være hans Phantasies Billede, et selvskabt Ideal, han elsker, ikke Dig; og naar han nu vaagner, hvorledes skal det saa gaae Eder Begge. Overvei Alt, og betænk Dig nøie, for din egen, for hans Skyld."
"Mage til Daarekistesnak har jeg aldrig hørt", Bedstefader brusede op, "naar en sat, forstandig Mand frier til en Pige, elsker han hende naturligviis, hvem kan tvivle derom. Det er alene for din egen Skyld, Du bør betænke Dig, Barn."
Jeg stod ganske overvældet og fortumlet; var det muligt? hvor sælsomt! jeg var baade forskrækket, smigret og glad. I Tante Christines Opfattelse laae der dog noget Irriterende, som bevægede mig til at udbryde:
"O, Bedstefader, Betænkningstid behøves ikke her, hvor kunde jeg sige Andet, end Ja."
"Naa, saa Gud velsigne Dig! den sande Kjærlighed betænker sig heller aldrig. Kom her i mine Arme, saa ønsker jeg Dig da Lykke og glade Dage hele Livet igjennem, min lille Rosenknop."
Han omfavnede mig kjærligt. Tante Christine var dybt bevæget.
"Gid Du maa lære at paaskjønne, hvor stor en Naadegave en god Mands Kjærlighed er, gid Du maa lære at fortjene og bevare den", sagde hun hulkende. —
Hvad vilde de sige hjemme? og Christian, der pleiede at see saadan ned paa mig; mon han ikke vilde faae Øinene op. En saadan Mand, god, forstandig, elskværdig, o, hvor Christian stod tilbage. Og Regina, hvilken Overraskelse for hende; jeg var fire Aar yngre end hun, og allerede! — hvor det var moersomt at boe her, saa tæt ved Lindely; det yndige Hjem med Roserne og Udsigten skulde nu blive mit. Og hvor agtet og anseet var han ikke; hvorsomhelst vi traf sammen hos Familierne heromkring, selv udenfor Sognet, saae jeg ham blive afgjort og hædret; ikke een Stemme reiste sig imod ham. — Mon jeg skulde kalde ham ved hans Fornavn, Ove, det var egentlig saadan et smukt Navn: Ove. — Saadanne Tanker, og mange andre, ligesaa taabelige, løb rundt i mit Hoved.
"Naa, min Glut, der kommer din Fæstemand", forkyndte Bedstefader pludseligt.
"Virkelig, allerede!" jeg klyngede mig forskrækket til Bedstefader.
"Velkommen, min kjære Ven og tilkommende Slægtning! Elisabeth vilde ingen Betænkningstid have. — Her har De hende, i Guds Navn."
Bedstefader drog mig blidt fra sig og lod os ene.
Der stode vi da; min Haand hvilede i hans, men han sagde ikke et eneste Ord. Hans Blik var hævet; der var noget Forklaret, næsten Ophøiet i hans Udtryk; jeg kunde ikke tvivle om, at han bad af Hjertet til Vorherre, bad og takkede. Og i samme Nu erkjendte jeg, med en Blanding af vantro Forbauselse og Anger, hvor dyb og stærk hans Kjærlighed var, og hvor overfladisk og ubetydelig den Gjenkærlighed, jeg kunde yde; og det var for dette svage, skrøbelige Hjerte han takkede Gud saa inderligt! — Et Øieblik følte jeg Lyst til at aabenbare ham mine Tanker og lægge min hele Sjæl klar for hans Blik — o, havde jeg gjort det — men det var kun et flygtigt Øieblik, i det næste fik mit gamle egenkjærlige Jeg igjen Overhaand.
"Med Herrens naadige Hjælp", begyndte han endelig, "skal Du ikke fortryde din store Tillidsfuldhed, min Elisabeth. Vi ville trøstig vandre vor Vei for Guds Aasyn, og aldrig glemme vort store Maal, vel? min dyrebare Pige!"
Han førte min Haand til sine Læber; jeg bøiede mit Hoved samtykkende.
Senere gik vi i Haven, og jeg kaldte ham flere Gange Ove — Navnet lød saa godt, saa naturligt i min Mund, sagde han — og vi talte om Fremtiden og Fortiden, om dem hjemme og om hans Familie; det Hele var som en Drøm. Men, da han var gaaet, bad jeg Bedstefader om en rigtig god Pen og rigtig smukt Papiir; jeg vilde samme aften melde dem det hjemme.
"Det kan jeg lide, min Glut, Du glemmer ikke de gamle Baand over de nye; en mindre kjærlig Datter havde ventet til imorgen. — See her et Ark med Rosenborgslot i en Guirlande af Fuchsiaer, det skulde jeg vel mene er smukt."
Og paa det store, lidt guulaglige Ark — det havde vist ligget mange Aar i Bedstefaders Secretair — skrev jeg med sirlig Forskrift-Haand et langt Brev til Moder. Jeg udviklede ret alle Oves Fortriin, og smykkede min usle Forfængelighed, det bedste jeg formaaede, med hans ædle, mandige Dyder.

Fjerde Kapitel.

Det var underligt at vaagne næste Morgen og gjenkalde sig det Hele. Der laae Fremtiden for mig, banet og afstukket, og endnu igaar havde den været indhyllet i rosenrøde og gyldne Taager, og jeg troede saa vist, der gjemtes forunderlige, eventyrlige Tilskikkelser bagved. Dette var saa jevnt, saa ganske almindeligt; her, paa denne lille snevre Plet, skulde jeg leve og døe. Men det var jo frit Valg, og han var saa god! var han blot ikke altfor god for mig? jo vistnok, men jeg vilde stræbe —. I en Fart klædte jeg mig paa og løb ned i Spisestuen, hvor Tante stod ved Theebordet.
"Godmorgen Tante Christine! tør jeg herefter hjælpe Dig lidt i Huset? jeg vil gjerne være dygtig".
Den Rædsel, der afspeilede sig i Tantes Ansigt, ved dette Forlangende, kan ikke beskrives. Det kostede hende den største Overvindelse at gaae ind paa mit Ønske, og hun gjorde det kun af reen Pligtfølelse.
"Vi kunne jo prøve imorgen; idag lader det sig ikke godt gjøre", hun saae urolig ud, "din Moder har vist aldrig benyttet Dig hjemme?"
"Ikke synderligt; hun gjør helst Alting selv, ligesom Du; o, Tante Christine, hvor Du seer alvorlig ud; Du troer bestemt, at jeg er slet, det kunde jeg jo ogsaa mærke igaar."
"Endnu er Du Ingenting, Elisabeth; Fremtiden vil vise, hvad Du skal blive. Gid jeg maa gjøre Dig Uret, men for mig staaer det, som higer dit Hjerte meest efter Glimmer og Tant."
Hvor hun dog er kjedelig og utaalelig med sine evige Taler, tænkte jeg, og jeg, som traadte ind med saadanne gode Forsætter!
Et Øieblik efter kom Ove og bad mig gaae en lille Morgentour. Han talte ikke et Ord om sin Kjærlighed, men den lyste ud af hans Blik og hele Væsen.
Det var en forfriskende, fornøielig Tour; Duggen glimrede paa Marker og Gjærder; Høstakkene — der endnu stode ude paa de lavtliggende Enge — sendte deres krydrede Duft henimod os; Stranden laae stille og speilklar; der rørte sig ikke en eneste Vind.
"Lad os gaae op til Klinthuset", foreslog han, "Kløften seer saa smuk ud ovenfra. Det er lidt steilt, lad mig hjælpe Dig; ah, Du er allerede oppe! — Kom herhen til den vilde Æblerose; herfra saae jeg Dig første Gang, Elisabeth, Du stod dernede og snurrede Dig rundt. Jeg behøver blot at lukke Øinene, saa seer jeg det igjen, saa tydeligt, saa tydeligt! — Men tys, hvad er det for en Sang? aa, det er lille Mette Marie, hun øver sig i sin Psalme, Gud velsigne hende."
Vi nærmede os Klinthuset; Døren var vidaaben; Mette Marie stod i et lille gammelt, grønt Skjørt og skurede Gulv; Skoledragten laae ordentlig sammenlagt paa en rødmalet Stol. Solen skinnede venligt ind af de smaabitte Ruder; gamle Bedstemoder sov endnu i Alkoven; den Lille var ganske rød og varm af Anstrengelse; hun skrubbede løs og sang med lige Iver. Det var det næstsidste Vers:

Vor kjære Gud og frelser er Børnevennen stor,
Han bærer barnet op til Gud paa Armen,
Han Storm og Hav betvang, mens han vandrede paa Jord
Men Børnene de leged ham ved Barmen.

"Vi ville ikke forstyrre hende, vel? lad os gaae igjen. Er det ikke en sød lille Pige, altid glad, virksom og ufortrøden. Jeg roser hende sjelden directe, men tænker tidt i mit stille Sind, naar jeg seer hendes Blidhed ligeoverfor den gamle vanskelige Bedstemoder, der bliver gnaven, hvergang det arme Barn ikke strax kan forstaae hende, at man havde godt af at gaae i Skole hos dette lille ydmyge, taalmodige Væsen. — Det er jo ellers bedre med Hørelsen, ikke sandt?"
"Jo, lidt bedre." — Gaae i Skole hos Mette Marie, hvor det dog egentlig var naragtigt, han, Præsten, den lærde Mand!
Næste Dag begyndte jeg mine huuslige Sysler. Bedstefader beundrede mig meget, da jeg kom dandsende ind til ham med stort hvidt Forklæde paa og Fløderiis i Haanden. Det gik dog ikke ganske, som det skulde; Pandekagedeigen blev klumpet, redningsløs klumpet, og Æggehviden vilde slet ikke blive stiv. Tante Christine trippede urolig frem og tilbage; hun havde sit eget Haandelag og sin egen ufeilbarlige Methode, og det var hende næsten uudholdeligt, at see en Anden hele Tiden bære sig forkeert ad, og alligevel betragte sit Værk med den største Nonchalance. Efterhaanden blev det dog bedre, og da en Uge var gaaet, kunde jeg lave en Æggekage til Bedstefaders Frokost, der, efter hans Sigende, overgik Alt, hvad han tidligere havde smagt. At alle Ingredientser vare afveiede og satte tilrette af Tante, fandt jeg mig ikke forpligtet til at fortælle.
Ove kom naturligviis hver Dag, og vi spadserede lange Toure sammen. Talen flød saa let og godt; jeg gik med virkelig Alvor ind paa hans Interesser og hele Livsopfattelse, og overtalte mig selv til at troe, det var min egen. Jeg forstod det jo Alt; var det ikke ligegyldigt, om det kom indvendig fra, eller jeg lærte det af Andre.
Naar vi, paa disse Spadseretoure, mødte Folk, hilste de altid saa venligt og anerkjendende, medens de dog samtidig mønstrede mig lidt. De ville see om jeg er god nok til deres kjære Præst, tænkte jeg, og saa følte jeg mig ganske stolt, fordi han havde valgt mig.
"Hvor det var en ypperlig Prædiken", sagde jeg en Søndag til Tante Christine, medens vi gik hjem ad den lille Marksti, "den kan Folk rigtig have godt af."
",Folk! veed Du hvem Folk er, Elisabeth? det er Dig og mig", svarede hun strengt.
Hver Eftermiddag læste Ove en Timestid med mig i det nye Testament. Vi sadde da i et lille Cabinet ud til Haven; Vinduerne stode aabne; der duftede saa deiligt af Reseda, og Viinløvet tittede ind til os. Undertiden hoppede en lille dristig Fugl op paa Vindueskarmen, saae sig nysgjerrig om med sine klare, lyse Øine, og fløi saa igjen. Paa Skrivebordet stod en smuk lille Vase, som Ove altid forsynede med udsøgte Blomster, snart vilde Mark- eller Skovblomster, snart Pragtexemplarer fra hans egen Have. Der var saa stille rundt om os, medens han sad der, læste høit, udlagde og forklarede paa sin simple, hjertelige Maade. Jeg var meget opmærksom, og det fornøiede mig at vise ham, hvor klart og hurtigt jeg begreb Alt; men det var mig kun som enhver anden Lærdom, og jeg forstod ham ikke rigtig, naar han sagde: ”Et er at vide det, et Andet at leve derefter; Vorherre give os sin Naade hertil.”
Endelig kom Brevet, der meldte Dag og Time til Reginas Ankomst. Min Glæde var stor, skjøndt jeg kun havde tænkt lidt paa hende i den sidste Tid. Bedstefader var ogsaa ganske oplivet, ved Tanken om en Forøgelse af vor lille Kreds. Hvad Tante Christine angaaer, da imødesaae hun Reginas Komme med formelig Skræk, hvilket dog ikke forhindrede hende i at ordne Alt paa det Beqvemmeste og Nydeligste i Gjæstekamret.
Der kom Vognen! To stadselige Herre paa prægtige Heste rede hver paa sin Side; den Ene bar Lieutenants Uniform, det var Reginas Forlovede, den Anden var hans Broder, en ung Landmand, der fortiden prøvede sine Kundskaber paa Tantens Herregaard.
Regina sprang lige i Bedstefaders Arme, derpaa kyssede hun mig, hilste flygtigt paa Tante Christine, og løb saa let opad Trappen, med Armen om mit Liv.
"Du store Gud, hvor hun seer ud! Tante mener jeg; noget Afskyeligere, end de to Tørklæder om Hals og Hoved, kan man ikke udsinde. Jeg skammer mig virkelig for de unge Herrer, hvad maae de tænke? vor Stuepige hjemme klæder sig nettere."
Hun kastede sit elegante Overstykke og den fiffige lille Hat paa Sengen, vendte sig derpaa om og kyssede mig igjen.
"O, Elisabeth, hvad er det jeg hører om Dig? hvor kunde din lille Tosse dog gaae hen og gjøre saadan Noget? — havde jeg været her, var det naturligviis aldrig skeet; Du har gjort det af lutter Kjedsomhed, tør jeg døe paa!"
Det var en stor, uventet Skuffelse, at høre hende tale saaledes; altsaa Sagen kunde ogsaa opfattes paa den Maade.
"Du maa see ham, Regina, før Du dømmer."
"O, jeg veed udenad, hvordan han er, en Landsbypræst!"
"Det er en herlig, forstandig Mand; derom ere Alle enige; han er formelig tilbedt heromkring."
"Og Du skal vel ogsaa være tilbedt, arme lille Offerlam! jeg kan tænke mig det Hele. — Havde Du endda været femogtyve Aar, men atten! og jeg, som altid har drømt, at Du skulde være Frue her, ægte en elegant, elskværdig ung Mand, der kunde styre Alt for Bedstefader og faae Lindely efter ham. — Lad mig see rigtig paa Dig, Du seer virkelig allerede en Smule forandret ud; Holdningen er ikke saa let og fri, som før, og Hænderne, ved Gud, en Vredblegn! og Du, som havde de yndigste smaa Hænder, rigtige Luxushænder, Enhver maatte misunde Dig, o, Elisabeth, det er sørgelige Udsigter!"
”Hvor Du dog er en besynderlig Pige, jeg veed ikke, om jeg skal lee eller græde."
”Lee, Kjæreste, lee, for Himlens Skyld, der bliver Tid nok til at græde, tro mig!"
Stemningen ved Middagsbordet var meget munter og gemytlig. Bedstefaders hele Skikkelse straalede af hjertelig gæstfrihed. Han sad for Bordenden og thronede med sin høie, kraftige Figur, sit smukke, hvide Haar og Ridderkorset paa Brystet. Et fornøiet Smiil spillede om hans Mund ved Herrernes temmelig lydelige Hvisken:
"En paafaldende lighed med Thorvaldsen."
"Frappant!"
Regina blinkede, hun havde bestemt instrueret dem. — Hvad mig angaaer, da var jeg temmelig adspredt under Maaltidet. Hvorledes vil hun synes om ham, tænkte jeg hele Tiden, det var mig næsten en Livsag.
Da vi sadde i Havestuen og nøde Caffen, kom Ove; efter Sædvane satte han en Stol til Tante Christine, der stod i et Hjørne ved Caffebordet, og hilste saa, ukunstlet, frit og venskabeligt paa Selskabet. Derpaa nærmede han sig mig og sagde sagte:
"Idag maae vi vel gjøre afkald paa vor Læsetime, desværre!"
"Ja, det er vist det Bedste."
Jeg saae rigtig paa ham, da han stod mellem de to unge Herrer, og det forekom mig, at hans Væsen var altfor ligefremt, næsten lidt formløst; den lyse, landlige Frakke stak ogsaa underligt af mod deres pyntelige Selskabsdragter. — Hvor jeg var nysgjerrig efter at høre Reginas Mening!
Hun nærmede sig ham, i samme Øieblik, med et venligt Smiil, og de talte længe med hinanden ude paa Verandaen. Den gode, kjærlige Regina! hvor jeg var hende taknemmelig.
Da min Cousine kom tilbage, standsede hun et Øieblik foran sin Forlovede, dækkede Munden med den lille Haand, for at skjule en Gaben, og udstødte et sagte Suk. Ak, jeg behøvede ikke at spørge, denne lille Gestus var Svar nok.
"Regina synes ikke videre om din Fæstemand", sagde Bedstefader om aftenen, efter at de Fremmede vare redne bort, og Regina havde bedt Godnat, "dette gjør dog hende mere Skam, end ham, finder jeg."
"Regina er af dem", svarede Tante Christine, "der aldrig oversee eller tilgive den ringeste Mangel ved et Menneskes ydre Optræden; mod virkelige Feil er hun langt mere overbærende."
"Hvad Mangel er der ved hans Optræden?" Bedstefader saae selv meget paa det Ydre, "det gad jeg vide. Jeg foretrækker da langt hans Udseende og Væsen for de to unge parfumerede Springfyres, med deres Dandsemestertriin og luftige Talemaader. af en Mand fordrer jeg, først og fremmest, at han skal være Mand. — Regina er ellers en sød Pige, men dette er barnagtigt. Kys mig, Elisabeth, Du er langt fornuftigere, end din Cousine."
Bedstefaders Ord trøstede mig lidt og hævede igjen Ove i mine Tanker. O, jeg Daare, hvor jeg var et vaklende Siv.
Næste Morgen, da Mette Marie og jeg sadde midt i Læsningen, kom Regina ind til os i en hvid, brusende Morgendragt. Hun saae meget smuk ud med sin lette, elegante Holdning, sit svære, mørke Haar, de funklende Øine og blændende hvide Tænder. Den Lille betragtede hende som et overnaturligt Væsen.
"Hvad, i Himlens Navn, har Du for? ah, Du øver Dig nok i fremtidige Functioner. Men hvorfor raabe saa høit, Kjære, mine Nerver ere ganske ødelagte; Lyden trængte heelt ind til mig."
"Den lille Pige er tunghør."
"Arme Elisabeth, det finder jeg dog, ved Gud, for galt! og hun seer ikke engang opvakt ud; lad mig høre, hvad hun kan."
Regina tog een af Bøgerne, bladrede lidt i den, og gjorde Barnet nogle Spørgsmaal. Stakkels lille Mette Marie forstod dem naturligviis ikke, og da Regina maatte gjentage sine Ord, blev hendes Stemme lige saa bister, som hendes Blik. Barnet rødmede, gittrede og svarede reent hen i Taaget af lutter Forskrækkelse.
"En lille Idiot ovenikjøbet! aa, lad hende dog endelig gaae; jeg vil gjerne tale med Dig."
Mette Marie, som neppe kunde holde Graaden tilbage, skyndte sig bort; Regina tog min Arm og førte mig ned i Haven.
"Jeg vil give Dig et Par gode Raad, min søde lille Elisabeth, som Du kan have Gavn af hele Livet igjennem; jeg troer virkelig, at jeg er den eneste Fornuftige her. — Men allerførst maa jeg spørge, hvad det var Du gjorde imorges, da jeg saae Dig ude i Kjøkkenet med bare Arme og Smække heelt op til Hagen?"
"Jeg havde netop lagt et Hvedebrød; Du skal smage det til Frokost."
"Det er meget uoverlagt af Dig, at lære saadan Noget; kan Du det ikke, vil der naturligviis aldrig blive Tale om, at Du skal gjøre det i Tiden, men nu er det jo, som ønskede Du selv at gaae og rode i Kjøkkenet. Du maa, i hvert Tilfælde, have en Huusjomfru, hold endelig paa det, Kjæreste, og søg idethele at indrette din Stilling saa taalelig som muligt. Du skal ikke strax gjøre Alt, hvad han vil, som nu med dette Barn; hvor ukjærligt at bebyrde Dig med saadan en daglig Plage. Nei, det maa jeg sige, Alexanders Kjærlighed er af en anden Beskaffenhed, han lever kun for at glæde mig, og holder tusinde Gange mere af mig, end jeg af ham; og det bør Manden altid gjøre. Ingen kan see paa Eder, at I ere Nyforlovede; hans Rolighed er formelig oprørende. — Tys, tys, der er han! — see hvor han gaaer og piller og skjærer ved Blomsterne, hvad skal nu det til? — Godmorgen, min kjære Pastor Birk! vil De tage Elisabeth fra mig? fy, fy, fy." Hun truede skjælmsk med Fingren, idet hun hilste og gik bort.
"Holder Du rigtig af din Cousine", spurgte Ove, da vi ikke kunde see hende længere.
"Vi have kjendt hinanden fra Smaa af, og saa er der saa Meget, som binder", svarede jeg næsten undskyldende; nu, da jeg gik med min Arm i hans, og var under hans Indflydelse, følte jeg tydeligt alle Reginas Feil, og turde ikke rigtig vedkjende mig det Venskab og den Beundring, hun alligevel indgjød mig. O, jeg var frygtelig feig!
"Ja, Erindringer fra Børneaarene binde utroligt; det veed jeg af Erfaring. Den, man aldrig vilde have valgt til Ven i sine senere Aar, kan Fortiden dog knytte En fast til. Din Cousine repræsenterer, i mine Tanker, en vis verdslig, overfladisk Retning, som desværre ikke er ganske ualmindelig nutildags. Stakkels unge Pige! gid min kjærlige lille Elisabeth kunde faae rigtig Indflydelse paa hende."
Hvor han kjendte mig lidt! —
Det var en bevæget Tid; vi havde bestandig Et eller Andet for. Lieutenant Gyldenpiil og hans Broder kom hver Dag ridende, for at hilse paa Regina og modtage hendes Befalinger. Vi spadserede, red, kjørte eller seilede da med dem, og spillede om Aftenen Fjerboldt og Ring i Haven. Jo muntrere det gik til, jo gladere var Bedstefader. Mette Marie kom slet ikke mere; efter at have ventet timeviis paa mit Værelse, tre Dage itræk, uden at jeg kom, blev hun reent borte. "Frøkenen vil maaskee sige til, naar hun faaer bedre Stunder", sagde hun til Stuepigen.
Hvor Tante Christine førte en sørgelig Tilværelse; overseet, tilsidesat, og i Smug latterliggjort af os Unge, trak hun sig mere og mere tilbage i Eensomheden. Bedstefader lagde ikke videre Mærke hertil; han glemte hende næsten, troer jeg virkelig. Regina bød ham nu ogsaa Armen, naar han skulde gaae; første Gang saae han vel lidt undskyldende til Datteren, idet han tog den, men siden blev det Vane.
"Forholdet bliver jo værre, og ikke bedre med Tante Christine", sagde Ove en Aften, "og jeg, som havde haabet!"
"Det er virkelig hendes egen Skyld, hun er saa besynderlig, Du troer ikke, hvor frastødende hun kan være; man bliver tilsidst kjed af det."
"Vi bør gjøre det Gode, og ikke blive trætte. Stakkels Tante Christine! hun er formelig bleven ældre i disse Dage, finder jeg."
"Fik Du Skjænd", spurgte Regina leende da jeg kom ind fra Haven efter denne Samtale, "Bernhard, der saae Eder fra Vinduet, sagde, at Skolemester skjændte paa den lille Pige. Nei, Du maa ikke blive vred; stakkels Bernhard var netop saa opbragt paa dine Vegne, og paastod, at Du var tusinde Gange for god til —"
"Ti, Regina, jeg vil ikke høre saadan Noget, skaan mig!"
Men hendes Tale gjorde dog et vist Indtryk paa mig alligevel.
Der var som en Spaltning i min Sjæl; snart var jeg livsglad og overmodig, snart bedrøvet og angerfuld; det ene Øieblik tænkte jeg, at Regina havde Ret, egentlig var jeg for god til at begraves herude paa Landet, det andet indsaae jeg, hvor høit Ove stod over mig, og følte, at jeg ikke nær var god nok. I deres Selskab bluedes jeg næsten over hans Dyder, hans store Selvfornægtelse og virksomme Menneskekjærlighed, som de kaldte Overspændthed og beloe, og saa skammede jeg mig igjen, naar jeg var hos ham, over deres flygtige Tale og Færd. Naar han kom og spurgte mig, om vi skulde læse Lidt sammen, reiste jeg mig langsomt, halv undseelig for de Andre, og herved fik vort hele Forhold et Skin af tvungen Lydighed fra min Side. O, dersom jeg med frivillig Glæde var kommen ham imøde, og kjækt og uforbeholdent havde taget Parti med ham, hvor langt behageligere, naturligere og lettere havde min Stilling ikke været.
Hvor jeg husker en Eftermiddag, da vi sadde inde i Cabinettet og Ove sagde:
"Det skal gjøre rigtig godt at tilbringe en rolig Time sammen med Dig her; de Andre lægge altfor megen Beslag paa min lille Elisabeth. — Hvad siger Du om disse Blomster? jeg vil virkelig have Tak."
Han saae saa inderlig god og kjærlig ud, idet han viste mig en Klynge store blaae Forglemmigeiger midt imellem Lyngknopper og Bregner. O, nu vilde jeg forsøge at samle mig.
Men ude i Haven spillede de Fjerboldt, og deres glade Udraab og Latter lød saa lokkende og kaldende ind til mig fra de aabne Vinduer. Jeg kunde tydelig skjælne Ordene: Skolemester og lille fangne Fugl. Pludselig faldt en velrettet Raket ned i mit Skjød.
Ove lukkede Bogen og reiste sig op. "Gaa heller derned, Elisabeth", sagde han sørgmodigt, "dine Tanker ere der dog."
Tøvende fulgte jeg hans Opfordring, men den Jubel, hvormed jeg blev modtaget, og det oplivende ved Spillet rev mig snart med. Bedstefader sad paa Verandaen og betragtede os med Velbehag.
"Lige Børn lege dog bedst", sagde han, "er Elisabeth ikke bleven et andet Menneske, siden Cousinen kom?"
Ove svarede ikke, men der lagde sig en mørk Sky over hans Pande, og fra den Dag af holdt han sig meest til Bedstefader og Tante, og iagttog mig i Frastand.

Femte Kapitel.

Klokken i den lille Landsbykirke ringede anden Gang; Tante Christine stod fuldpaaklædt i Havedøren og skyndte paa mig. Hun var altid færdig før Tiden, trods sine mange Sysler; jeg derimod, som Intet havde at besørge, lod gjerne vente paa mig.
"O, Elisabeth, gaa dog ikke i Kirke idag", bad Regina indstændigt, "vi maae endelig gjøre Visit hos den gamle Fru Gyldenpiil; Ballet skal være i denne Uge, og simpel Høflighed fordrer det. Alt er arrangeret; Bedstefader har lovet mig Vognen og Alexander har meldt os. — Du var jo i Kirke sidste Søndag, saa veed jeg da, at Du ikke behøver igjen. Vær nu en sød lille Cousine, tag din allersmukkeste Dragt paa, og kjør med mig. — Tante Christine", raabte hun derpaa, "Elisabeth gaaer ikke i Kirke."
"Det vil jeg dog helst høre af hendes egen Mund", Tante saae spørgende hen paa mig.
"Regina har vist Ret, jeg frygter, at Høfligheden fordrer —"
"Du vil altsaa ikke?"
"Nei, Tak, Tante, ikke denne Gang."
Hun rystede paa Hovedet med en alvorlig misbilligende Mine, og gik saa med sine rolige, adstadige Triin.
"Hvor hun dog seer frygtelig ud!" Regina betragtede Tante gjennem Lorgnetten med critiske Blikke, "var det ikke min Slægtning, vilde jeg udelukkende more mig over hende; nu skammer jeg mig tillige." Tante Christine saae unegtelig meget løjerlig ud i sin Søndagspynt, med den gammeldags Hat, den snevre, stumpede Silkekjole, de tyksaalede landsbyagtige Ankelskoe, Bedstemoders Borteshawl paa Armen, et sammenlagt Lommetørklæde og en Spændepsalmebog i Haanden. "Hvorfor skulde hun pynte sig", sagde hun undertiden, "Ingen brød sig om, hvordan hun saae ud; frastødende og grim var og blev hun; de Penge var spildte; reen og heel er jeg altid, gid Alle lode det blive derved."
Bedstefader ærgrede sig dog mangen Gang over hendes afstikkende Udseende. Hans Skjønhedssands var stærkt udpræget, og han elskede livlige Farver og smukke, klædelige Dragter. Han var ogsaa ganske indtagen i Regina og mig den Formiddag, da vi bøde ham Farvel i vor bedste Puds.
"To allerkjæreste Pigebørn, ved min Sjæl, som en gammel Bedstefader nok har Lov til at være en Smule stolt af. — Saa Farvel, og hils Fru Tante; hun og jeg have dog, i vor gyldne Ungdom, dandset mangen en statelig Menuet og lystig Gallopade med hinanden."
Psalmesangen lød saa fredelig og højtidelig ud til os, da vi rullede forbi Kirken; jeg følte en øieblikkelig Anger, men Regina udbrød.
"Gud skee Lov, at din lille Nar dog lod Dig sige og tog med!"
Omtrent en halv Miil udenfor Digevold kom de to unge Herrer os imøde. Lieutenanten gallopperede strax hen til Regina og smaahviskede om sine Følelser; Landmanden red ved min Side og converserede mig paa det Ivrigste. Det var et spinkelt, ungdommeligt lille Menneske, med lyse, velordnede Krøller, lys Knebelsbart, vandblaae Øine, fine Træk og bleg Teint. Han beundrede i høi Grad sin Broder og copierede ufortrøden hans Væsen og Tale, hvorfor Bedstefader og jeg, i Smug, kaldte ham Echoet.
Fru Gyldenpiil tog imod os med største Hjertelighed. Hun var en overordentlig corpulent Dame, iført sort Atlaskeskjole, Kniplingskappe og straalende Diamantbroche, der dog, i Regelen, skjultes af en mægtig Dobbelthage. hun gik med stort Besvær, pustede og stønnede ved hvert Triin, saa det faldt vanskeligt at tænke sig hende hvirvlende om i en Gallopade. Bedstefaders Hilsen og de gamle Erindringer morede hende imidlertid; hun lod idethele til at være i Perlehumeur og protegerede os paa sin lette, gracieuse, verdensdameagtige Maade. Jeg mærkede godt, at hun hviskede noget om mig til et Par andre Fremmede, og samtidig rystede velvillig beklagende paa Hovedet.
"Nei virkelig", svarede en gammel skaldet Herre, idet han fæstede sine udstaaende Øine skarpt paa mig, "hun, den puurunge Pige?"
Ak, Regina havde bestemt fremstillet Sagen i det værste Lys; hvad nyttede det til, skeet var jo dog skeet.
Alt var meget elegant og storartet paa Digevold; der var et smukt Drivhuus og et prægtigt Springvand. "Hvor kunde man føre en paradisisk Tilværelse her", tænkte jeg, da vi kjørte bort, "og saa den lette, elskværdige Maade, hvorpaa de tage Livet, ikke denne evige Alvor, denne strenge, pligtmæssige Alvor." Og Ove stod mørk, indesluttet og tankefuld for mig. Han var ogsaa meget alvorlig i den sidste Tid, men hvem var Skyld heri? det tænkte jeg ikke over, og jeg glemte ogsaa ganske, hvor livlig, oprømt og munter han før pleiede at være.
Ved Bordet vare vi Alle meget lystige, med Undtagelse af Tante Christine, der saae ud, som den personisicerede Misfornøielse.
"Bernhard kan tale accurat som Tante", sagde Lieutenanten senere, da vi Unge vare ene paa Verandaen, "det er virkelig kosteligt! ønske Damerne en lille Prøve?"
"Altfor gjerne", loe Regina, "begynd strax." Den unge Herre udbad sig vore klare Lommetørklæder og efter at have bundet det ene om Hovedet, det andet om Halsen, drapperede han sig med en Plaid, og begyndte saa Forestillingen.
"O, det er ypperligt", Regina klappede i Hænderne, "ganske Tante, selv Ansigtet ligner; hvor fortræffeligt De forstaaer at gjengive det Indædte — et afskyeligt Ord, men betegnende — der er saa characteristisk for hendes hele Optræden. De har virkelig et stort, mimisk Talent, min kjære Bernhard."
"Bravo, Bravissimo", raabte Lieutenanten, "see Gangen, ved min Ære, det er superbt."
"Og Haandbevægelserne", sagde nu jeg, "ligesaa afmaalte, pertentlige og stive, som —" jeg standsede pludselig, Ove stod lige for os og betragtede Scenen. "Ogsaa Du, Elisabeth", sagde han smerteligt, idet han gik forbi os ind i Stuen. Jeg skyndte mig efter ham.
"Det er blot Narrestreger, Ove, de mene det slet ikke ilde; en lille Spøg."
"Ingen uskyldig Spøg, det er hjerteløst! og hun har vist hørt det, hendes Kammervindue ovenpaa blev lukket, da jeg kom."
"Det haaber jeg ikke. — Du er vred."
"Bedrøvet, Elisabeth, inderlig bedrøvet."
Jeg blev staaende et Par Minuter, men da han ikke sagde Mere, gik jeg igjen. De Andre smaasnakkede ivrigt; jeg kunde skjælne Ordene: "Glædesforstyrrer" og "mon Ærværdigheden ikke snart gaaer?" "Da vi siden kom ind, sadde Bedstefader og Ove ved Skakbordet. Lieutenant Gyldenpiil nærmede sig bukkende, og sagde med et Smiil:
"Pastoren forlod os saa hurtig, at jeg ikke fik Tid til at bede Dem beære min Tante med Deres Nærværelse til et lille Skovbal paa Onsdag; hun veed, at De ikke dandser, men haaber dog —"
"Jeg takker meget, og vilde gjerne komme, under andre Omstændigheder, men min Søster er syg", — hans Stemme dirrede — "farlig syg, skriver hendes Mand, og Fru Gyldenpiil maa holde mig undskyldt."
"Er det Thora?" spurgte Bedstefader hjerteligt, "den nydelige lille Thora, der er gift i Jylland; det gjør mig sandelig inderlig ondt. Naa, det var derfor Spillet gik saa pinegalt, Taarnene sprang og Hestene løb paa lige; jeg kunde slet ikke forstaae mig paa Dem, min kjære unge Ven. — Aa, hun kommer sig nok, tro mig, en god Natur og Ungdom. — Nei, lad os heller kaste Spillet, Gud frie mig fra at plage Dem."
"Du tager naturligviis derhen alligevel", hviskede Regina.
Mon det kunde gaae an? o, det var haardt at blive fra dette Bal, som jeg havde glædet mig til hele Somren. Jeg kjendte jo slet ikke denne Søster, hvor kjedsommeligt, at hun skulde blive syg lige nu. — Det var dog vist det Rigtigste, at spørge ham reent ud om hans Mening. Hans Mine var rigtignok frygtelig uimodtagelig, som han stod der lænet til Træet og saae ned for sig, men jeg vilde alligevel vove det.
"Ove", sagde jeg frygsomt, "saa maa jeg maaskee heller ikke gaae?"
"Maa!" for første Gang saae jeg ham blusse op i Harme, "har Du Lyst, maa Du, naturligviis." "Hvad skulde jeg nu gjøre? jeg tyede til Bedstefader om et godt Raad.
Den kjære gamle Mand, det var et Samvittighedsspørgsmaal for ham. Af hele sin Sjæl undte han mig Fornøielsen, men der var dog Noget i hans kjærlige Hjerte, som oprørte sig derimod.
"Bliver Du hjemme, min Glut, vil Du aldrig fortryde det", sagde han omsider, "tager Du derimod afsted, kan det dog maaskee i Tiden, især, hvis Søsteren døde, løbe Dig om i Hovedet, at Du forlod ham, da han var bedrøvet. Men jeg haaber hun bliver bedre inden Onsdag."
Hun blev imidlertid værre, hørte jeg af Andre; selv havde jeg ikke Mod til at spørge.
"Hvad gjør Du saa, Elisabeth?" Bedstefader saae mig venligt ind i Øiet.
"Jeg bliver hjemme. — O, jeg havde saadan glædet mig til det Bal", og jeg brast i Graad.
"Lille Stakkel, kom, sæt Dig paa mit Skjød! Bedstefaders Kjæledægge; naa saa, nu er det godt igjen, min søde, opoffrende Pige! — Maaskee gjøre vi ogsaa et Bal herude en anden Gang, naar Alt staaer vel til, hvem veed."
Tante Christine stod og stirrede paa Bedstefader, medens han klappede og kjærtegnede mig; o, hvor vilde ikke et eneste af disse ømme Ord have trøftet og styrket hende for lange Tider.
Da Regina kjørte bort, følte jeg mig som en virkelig Heltinde; Bedstefader beundrede mig aabenlyst, ja, selv Tante saae anerkjendende paa mig, hvad vilde Han nu sige?
"See", sagde Bedstefader, idet han triumpherende holdt mig hen foran Ove, "hvad mener De om denne lille Martyr? troede De ikke, hun var tagen bort alligevel?"
"Nei, jeg haabede nok at hun blev hjemme, jeg haabede det for Elisabeths egen Skyld, fordi det var det Rigtigste."
Bedstefader saae forundret op, han havde ikke før mærket det Mindste til en Forandring i vort Forhold. "Det er ikke godt med Søsteren", sagde han pludselig, som vilde han hermed bortforklare det Besynderlige i Yttringen. Hvad mig angaaer, da løb jeg op paa mit eget Værelse og hulkede.
Saa det var hele Takken og Lønnen for Offret! o, hvor det var haardt og hjerteløst. Og nu brusede Musiken vel allerede, og de Andre dandsede ved Fakkelblus i den gønne Skov, medens jeg laae her og græd.

Sjette Kapitel.

"See, hvor Skyerne skilles ad, og der er Solen, vi faae det prægtigste Veir. Regnen har dæmpet Støvet, Alt er forfrisket. O, det skal blive yndigt!" Regina stod i Døren og speidede, snart op paa Himlen efter godt Veir, snart nedad Veien efter Vognen, der skulde hente os.
"Tager din Forlovede med", spurgte Tante Christine, idet hun rakte mig en Kurv med udsøgte Kirsebær.
"Nei, Du veed jo nok han kan ikke godt om Løverdagen. — See, Regina, ere disse Bær ikke indbydende?"
"Uimodstaaelige!" hun begyndte at spise. "Men kunde Touren da ikke have været opsat", vedblev Tante.
"Du glemmer nok ganse", ivrede Regina, "at det er Fru Gyldenpiil, der arrangerer Touren, et lille Fiskepartie, hun er selv med. — Det er saa smukt og venligt af den gamle Dame, og vi kunne sandelig ingen Indvendinger gjøre med Hensyn til Dagen."
Jeg taug, men tænkte jo nok, i mit stille Sind, at Løverdagen var bleven valgt, for at undgaae Ove.
"Men, i Himlens Navn", udbrød Regina pludseligt, "hvem kommer dernede paa Veien? er det ikke den rødhaarede Page, jo vist, det er ham, han bringer bestemt en Hjobspost."
Den rødhaarede Page var ingen Anden end Mette Maries Broder, lille Peer Jørgen, der undertiden bragte et Bud eller Brev fra Ove. Hans underlig keitede Væsen havde vakt Reginas Opmærksomhed, og hun morede sig altid med at sætte ham i Forlegenhed.
"Kom herhen, Du lille Brevdue, hvad har Du der?"
Peer Jørgen skulede, rødmede og loe over hele Ansigtet, da han gik forbi hende; derpaa rakte han mig en Billet, og sagde med synlig Anstrengelse, det var, som det ene Ord vilde sluge det andet:
"Der behøves intet Svar, Frøken", hvorpaa han styrtede afsted, idel han snublede over sine egne Been ude paa Steentrappen, og saa pilede lynsnart nedad Veien.
Brevet bad mig kort, men indstændigt, om at blive hjemme, det var ham i høieste Grad magtpaaliggende, skrev han, at tale ene og uforstyrret med mig.
O, nei, det var virkelig for galt, skulde denne Glæde ogsaa berøves mig!
"Hvad nu? stakkels lille Betty, hvor Du seer modfalden ud."
"Ove ønsker at tale med mig; jeg kan ikke tage med."
"Hvor skjændigt! først Ballet — nei det nytter ikke, Du indvender, at det var frivilligt Du blev hjemme; havde han kjærlig opmuntret Dig til at gaae, var Du gaaet — og nu denne stakkels Skovtour, ikke engang den tør Du deeltage i. Alt har sine Grændser, Taalmodigheden ogsaa, tag med alligevel!"
"Han har nok sine Grunde, Regina, jeg bliver nødt til at gjøre Afkald paa Touren."
"Nu bliv da, i Guds Navn, hjemme; men saa maa Du ogsaa love mig at læse ham ordentlig Texten. Du bør bryde Isen, Elisabeth, det er simpel Pligt for din Fremtids Skyld. Jeg seer Dig i Tankerne, som en stakkels underkuet Tjenerinde i dit eget Huus, liste stille om, klædt a la Tante Christine, og agte paa din despotiske Ægteherres mindste Vink. See Alexander, hvordan han læser i mine Øine og fortvivler over den mindste Sky paa min Pande; han gik villig i Ilden for min Skyld, det er jeg overtydet om, og saadan kunde Du ogsaa være bleven elsket, hvis Du ikke — men hvad nytter det at tale derom. Følg nu blot mit Raad, og lad ham mærke, at han ogsaa har Forpligtelser, og at Du ikke er tilsinds at lade Dig Alt byde. "Hun er som en from lille Due", sagde min Svoger forleden, "der ingen Kløer har til sit Forsvar." — Naa, der er Vognen. O, den Dumme Tour, hvad bryder jeg mig nu om den!"
Regina kyssede mig gjentagne Gange; paa sin letsindige, flygtige Viis holdt hun virkelig af mig.
Fru Gyldenpiil sad i Vognen, omgiven af Puder og Tæpper, og nikkede og gestikulerede beklagende. De unge Herrer bønfaldt mig om at tage med.
"For Reginas Skyld", bad Lieutenanten.
"For Alles Skyld", tilføiede Bernhard, "see Medestængerne; denne var bestemt til Frøkenen, og jeg skulde have forsynet den med Orme, ligesom Alexander vil forsyne Reginas. O, lad Dem endnu bevæge."
Da alle Overtalelser imidlertid bleve frugtesløse, begav Selskabet sig endelig paa Veien. Det var høie Tid; jeg kunde neppe holde Taarerne tilbage mere. Deres Bedrøvelse, over ikke at faae mig med, lod dog til at være af en temmelig overfladisk Natur, thi, da jeg, fra Høien i Haven, saae dem kjøre bort, loe og snakkede de Alle fornøieligt. Regina klappede i Hænderne over det smukke Veir: "det skal blive en mageløs Tour", var det Sidste jeg hørte, og saa rullede de afsted med de lange Medestænger, der stak et godt Stykke ud af Vognen, svaiende frem og tilbage.
Ja, jeg vilde tale, dette kunde ikke blive saaledes ved! — O, hvor Veiret var skjønt, og jeg havde aldrig fisket før! — Det var en daarlig Kjærlighed, der vilde bedrøve, ikke glæde. — Og nu reiste Regina i næste Uge; hvad skulde der saa blive af mig? havde min Ungdom ikke ogsaa sin Ret til Fornøielse og Lykke? men det fandt han ikke. Kaste Skygge paa min Vei, komme Malurt i min Glæde, det var hans Kjærlighed, men nu vilde jeg ogsaa tale uforbeholdent. — O, hvor Livet laae snevert og trangt for mig, og Verden var dog saa stor, riig og deilig.
Jeg vovede neppe at tænke paa Fremtiden, saa sørgelig forekom den mig. Af Regina havde jeg lært at betragte de huuslige Pligter som et Onde, der burde undgaaes; selskabelige Glæder og Forlystelser vilde baade hans Tilbøielighed og vore smaa Forhold saagodtsom udelukke mig fra; hvad skulde sa udfylde de dræbende lange Timer i denne Uvirksomhedstilstand? — Jeg hulkede af den inderligste Medlidenhed med mig selv.
Ah, der kom han ad Stien, rolig, som altid, Gangen var endogsaa langsommere; nu dreiede han ind paa Gaarden. Ja, jeg blev her; vilde han tale med mig, maatte han opsøge mig.
Faa Minuter efter lød hans Skridt paa Gruusgangen; derpaa kom Hector farende, og endelig stod han der selv.
"Græder Du over Touren, Elisabeth?" Der var noget Fremmed, noget underlig Tilbagetrængt i hans Tone, der forfærdede mig, jeg taug.
"Det er sidste Gang jeg skal berøve Dig en Glæde, allersidste Gang. — Jeg maatte tale med Dig idag; det er allerede opsat for længe!"
Han gik et Par Gange heftig op og ned, samlede sig derpaa med al sin Kraft og vedblev:
"Hvad jeg nu siger er ikke talt i Ophidselse eller Vrede; det er Frugten af bitter Kamp og Selvprøvelse, af lange søvnløse Nætter. — Hvor jeg stred imod, før jeg vilde give tabt og troe, at Alt var forbi, o min Gud, hvor jeg kæmpede!" — han gik nu igjen frem og tilbage, frem og tilbage foran mig; — "Dag efter Dag kom jeg her, og Haabet svandt mere og mere, og Frygten blev tilsidst urokkelig Vished. — Arme Barn, Du har taget feil af Dig selv og dit Hjerte! jeg bebreider Dig det jo ikke, Du var saa ung, men jeg byggede saa fast, saa fast paa Dig. — Det var altsaa kun en Drøm, det Hele, en flygtig Drøm! maaskee elskede jeg Dig for høit, dog nei, det Gode i min Sjæl trivedes og voxede netop i denne lykkelige Tid; Vorherre havde gjort mig saa riig, jeg havde Nok til Alle, forekom det mig. — Nu er jeg fattig, o græd ikke, lille Elisabeth, Gud holder mig nok opreist, det bliver Alt godt; jeg vil nu forsøge at glemme mig selv og kun leve for Andre. — Vær da fri! jeg, som vilde give mit Liv, for at gjøre Dig lykkelig, jeg skulde gjøre Dig ulykkelig?" — Der gik en Skjælven igjennem ham, en voldsom undertrykt Hulken; derpaa talte han igjen: "Der er endnu Eet; bevar dit Hjerte for Letsindighed og Forfængelighed , Elisabeth! ty til Vorherre om Kraft! Han vil Intet hellere end hjælpe os, naar vi blot gjøre ham det muligt. — Gud velsigne og bevare Dig, Barn!"
Han gik hurtig bort, uden at see sig om en eneste Gang.
Jeg sad som fasttryllet og rørte hverken Haand eller Fod. Hvad var dog Dette, var det muligt, var jeg vaagen? Der gik han, og han kom aldrig mere igjen, og det var forbi for altid.
Marken var fuld af travle, muntre Høstfolk; De hilste ham fortroligt og dog ærbødigt; En og Anden standsede ham ogsaa, og talte om Veiret og om den Guds Velsignelse, der var iaar, hvor riigt og godt Alt stod. Da jeg ikke kunde øine ham længere, reiste jeg mig op; Tankerne tumlede saa vildt i mit Hoved, jeg trængte til at see og tale med Andre.
Saa jeg var nu fri, virkelig fri; det Baand, jeg ansaae for evigt, var løst. I den sidste Tid havde jeg vel ofte beklaget dette Baand, men dog aldrig tænkt mig den Mulighed, at det kunde afkastes. — O, der kom Bedstefader! han vidste Alt, jeg kunde læse det paa hans Ansigt.
"Min søde Elisabeth", han saae kærlig, men meget alvorlig ud, "Dette har bedrøvet mig dybt. Ikke, at jeg vil bebrejde Dig Noget, ligesaalidt som han bebreider Dig det Ringeste, men jeg havde glædet mig saa hjerteligt til Eders Forening. — Nu ja, Du var jo kun et Barn, og I ere saa høist forskjellige; Du har forvexlet Agtelse med Kjærlighed; igrunden er det naturligt, men den arme Mand elskede min lille Pige saa høit. Tys, græd ikke, Du gjorde din Pligt, og havde vist aldrig hævet det, hvis han ikke selv?"
"Nei, Bedstefader, jeg troer ikke."
"Nu, saa tak Gud, at han havde Kraft dertil. — Jeg skriver strax til din Moder og forklarer Alt. Giv mig Ringen; see saa, nu er det forbi. Gud gjøre min kjære Pige lykkelig. — Men", Bedstefader tøvede, ganske raadvild og forlegen, "gaa mig ikke hen og vælg saadan en indholdsløs Spradebasse, som, som Reginas Lieutenant!"
"O, Bedstefader, hvor kan Du tale om Sligt." Det var klart, at Ove havde fremstillet min Opførsel i det bedste Lys, undskyldt og frikjendt mig.
Men der var Noget i min egen Sjæl, der ikke frikjendte mig, Noget, der gjærede og gjærede, og maatte bringes til Klarhed og Ro. Var jeg da ikke lykkelig nu? Fremtiden laae jo fri og aaben foran mig.
Vidste Tante Christine, hvad der var skeet? jeg fik en underlig Længsel efter hende, og søgte gjennem alle Værelserne nede. Hun var imidlertid oppe i sin egen Stue, Døren stod paaklem; jeg listede mig ganske sagte ind.
Det var et tarveligt lille Kammer med falmede Tapeter og mørkt Meubelbetræk. Tante sad ved Vinduet med Briller paa og stoppede en fiin Damastesdug; Hovedet var bøiet og Haanden gik stadig op og ned, regelmæssig, som en Maskine. Lyset faldt paa de graae Haar, de dybe Furer paa Panden, det bittre Træk om Munden; der var noget Træt og Trøstesløst i hele Udtrykket og Stillingen. O, den stakkels Tante Christine! det var, som smeltede min Ligegyldighed; for første Gang havde jeg Hjerte for hende og inderlig Medlidenhed med hendes forspildte Liv.
"Tante Christine!" jeg lagde mig paa Knæ ved hendes Side og brast i Graad. Det var alene over hende jeg græd, tænkte jeg, men Taarerne gjorde mig godt, og lettede den underlige Spænding i mit Sind.
"Du store Gud, hvad er der skeet, Fader?" hun foer op med et Skrig.
"Han er rask, men —" o, nei, jeg kunde ikke faae det over mine Læber.
Tante betragtede mig nogle Øieblikke i Stilhed, derpaa sagde hun sagte:
"Vidste jeg det ikke nok, han kunde ikke elske Dig, naar — og nu elsker Du ham, o mit arme, arme Barn, jeg seer det af dine Taarer. — Men vi tør ikke bebreide ham Noget, hvor haardt har Du ikke prøvet hans Taalmodighed i al denne Tid, ulykkelige Pige!"
Hvor besynderlig vrangt opfattede hun ikke Sagen, jeg prøvede paa at sige: "han elsker mig endnu, det er mig der ikke" — men Ordene svigtede mig. Tante græd imidlertid ustandseligt, idet hun snart skjændte paa ham: hvor kunde han bebreide et svagt Barn, at hun ikke svarede til hans overdrevne Forestillinger, snart paa mig: hvor lidt havde jeg fortjent en ædel, alvorlig Mands Kjærlighed.
"Tante", jeg tog hendes Haand, "Du holder dog lidt af mig alligevel, gjør Du ikke?"
"Jeg!" hun saae ganske forvildet ud, "o, min søde Pige, hvad bryder Du Dig derom. Skulde Du virkelig? aa, Gud nei, jeg er ikke saadan, det veed jeg godt. — Kunde jeg blot trøste Dig lidt! vi arme Mennesker, vi maae jo gaae paa Jorden, om den er gloende, og troe — o det falder haardt, at Alt er til vort Bedste. Og her seer jeg saa tydelig Guds Finger; nu vil Du blive forandret for hele Livet, Elisabeth!"
Hun tog Brillerne paa igjen og fortsatte sit møisommelige Arbeide, idet hun, nu og da, rystede paa Hovedet og tørrede en Taare bort, der blændede Synet.
"Dugen skal ivadsk, jeg maa skynde mig", sagde hun, "Virksomhed har været mit Vaaben imod Sorgen; havde jeg ikke arbeidet, vilde jeg neppe have beholdt min Forstand."
Jeg omfavnede Tante og forlod saa Stuen. Hvor skulde jeg gaae hen, med hvem skulde jeg tale, hos hvem finde Beroligelse? Bedstefaders og Tante Christines forskjellige Opfattelser vare lige forkeerte; selv vovede jeg neppe at tænke over Sagen.
I den lille Vase paa Skrivebordet stod en Rosengreen med tre halvudsprungne Knopper. Han havde altsaa været her. Biblen laae paa sin gamle Plads; den havde ikke været aabnet, siden Fjerboldtspillet forstyrrede os. "Til min dyrebare lille Elisabeth", stod der foran. O, hvor han havde seet lykkelig ud, da han bragte mig den, to Dage efter vor Forlovelse! — idet jeg bladrede i Bogen, faldt mit Øie paa ordene:
"Ingen kan tjene to Herrer, thi han maa enten hade den Ene og elske den Anden, eller holde sig til den Ene og foragte den Anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon."
Hvor det passede paa mig, hvor det rammede mig lige ind i Sjælen; jeg havde jo forsøgt at tjene to Herrer, men man kunde ikke!— Skulde jeg slaae op endnu et Sted? jeg betænkte mig et Øieblik, kastede derpaa endeel Blade om og læste.
"Thi hvad gavnede det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl."
Hvor forunderligt! jeg havde hørt dette mange Gange før; Ove og jeg havde talt om det; han havde fremhævet dets dybe Betydning, og nu forstod jeg det først, forstod det med Angst og Bæven.
Min Gud, hvor skulde jeg gaae hen, jeg maatte tale med Nogen, jeg blev bange for mig selv. Og dog, Bedstefaders Bemærkninger piinte mig blot, Tantes forvirrede og foruroligede min Sjæl — Der kom Vognen! o, nu kunde jeg ikke see dem, ikke taale Reginas Spøg og Munterhed. Hvor de loe og passiarede; fra Verandaen saae jeg Vognen rulle bort med den gamle Dame, der uophørlig nikkede og viftede med sit Slør.
"Er Skolemester her endnu?" Det var Lieutenantens Stemme. "Jeg haaber det ikke. — Tys, der er Majoren."
En lille Pause paafulgte; derpaa lød et Par jublende Udraab, som efterfulgtes af en drøi Tilretteviisning fra Bedstefader.
"Sødeste Elisabeth", Regina kom ud til mig med aabne Arme, "Dette overtræffer mine dristigste Forventninger! men Du seer saa underligt paa mig, Kjære?"
"Jeg trænger til Ro; Du maa lade mig ene her. Siig ogsaa til de Andre, at jeg ikke kan tale med Nogen."
"Som Du ønsker, men Du havde netop godt af lidt Opmuntring, troer nu jeg. — O, jeg er saa glad, at vor lille Fugl igjen kan flyve, hvorhen den vil." Hun nikkede og løb ind.
"Elisabeth, min Pige, nu drikke vi Thee"; Bedstefader kom selv ud til mig og tog min Arm.
"O, Bedstefader, jeg kan virkelig ikke iaften! tør jeg liste gjennem din Stue ud paa Gangen, jeg vil helst ubemærket op paa mit Værelse."
"Gjerne, egentlig glæder det mig, at min lille Pige ikke tager Sagen saa letsindigt, som de Andre. — See, nu har jeg lukket Døren til Spisestuen, smut Du nu kun igjennem."
Jeg skyndte mig op ad Trappen og ind i min lille Stue; derpaa dreiede jeg Nøglen om. — Nu var jeg da fri for Selskab iaften, men mit eget Selskab kunde jeg ikke undgaae, og det var næsten værre, end ethvert andet.
Vinduerne til Haven stode aabne, Tusmørket faldt allerede paa, kun i Vest saaes endnu en klar rødgylden Stribe; nede fra Havestuen lød muntre Stemmer og Latter.
Hvornaar var Tanken paa Dette opstaaet hos Ove, spurgte jeg mig selv; han sagde jo, at han længe havde kæmpet og stridt imod, og det havde jeg ikke ahnet!
Hvorfor loe Regina saadan? Det piinte mig at høre, og før, naar jeg sad alene hos ham paa Verandaen, og han sagde: "Lad os drømme lidt, Elisabeth, og tale om vore Planer og vort Hjem", da var det, som havde den samme Latter en uimodstaaelig Kraft, der drog min Opmærksomhed fra ham til hende.
Ingen kan tjene to Herrer! o, han tjente ogsaa kun Een, af hele sin Sjæls Kraft tjente han denne Ene. Og Oves Billede stod klart, sandt og levende for mig, hævet over Andres Dadel eller Roes; det var som havde jeg før ikke kjendt ham rigtig, som forstod jeg ham først nu tilfulde. Han havde en egen Maade at forringe sig selv paa; aldrig gjorde han Nok efter sin egen Mening, og naar man hørte ham tale saa simpelt og roligt, glemte man let, hvor uendelig Meget han egentlig virkede. Mislykkedes Noget, var det vist hans Feil; lykkedes det, var det en Glæde, en Naade af Gud, ikke hans Fortjeneste.
Og denne Mand havde elsket mig og udkaaret mig til at leve det samme Liv og virke til det samme Maal, men jeg havde valgt Regina og hendes Venner, istedetfor ham; dem lignede jeg jo, med dem havde jeg Stræben og Ønsker tilfælles; mellem ham og mig laae derimod et dybt Svælg. — Var Verden nu stor og riig? ja frygtelig stor, men saa øde, saa øde!
Ilden glimtede i den lille Smedie, Poppeltræerne reiste sig truende iveiret; saae han nu ogsaa derhen? hvorledes var han tilmode? o, Gud velsigne og styrke ham, hvad havde han egentlig tabt, Intet, en Indbildning, en Drøm.
I Tankerne saae jeg hans venlige Studerekammer — hvor tydelig huskede jeg det ikke fra den Dag, vi søgte Ly mod Regnen i Præstegaarden — med de store Reoler fulde af Bøger, den hyggelige Lænestol foran Skrivebordet, de smukke Bibelstykker paa Væggene. Imorgen var det Søndag; han havde sin Gjerning at udføre; han kunde ikke være rigtig ulykkelig. "Nu vil jeg leve for Andre", sagde han jo; kunde Alle sige det Samme! ak, stakkels svage, syndige Mennesker havde ikke den Kraft.
«Adieu, adieu» lød det nede, derpaa Hestetrav, og saa lette Triin paa Trappen; Regina bankede paa min Dør. Jeg gav ikke en Lyd fra mig; det var, som havde mit Hjerte vendt sig ganske fra hende. Efter et Par forgjæves Forsøg paa at aabne Dørene raabte hun: "Godnat, hvis Du er vaagen, gjenstridige Pige", og gik saa ind paa sit eget Værelse. Jeg hørte hende nynne en munter Melodie, medens hun lukkede Skabe og Skuffer op og i.
Hvor turde hun være saa glad, hun, der var Aarsag i al denne Ulykke, thi det var hun dog egentlig. O, nei, nei, ingen Undskyldninger, vær dog idetmindste oprigtig! hun havde kun givet min slette Natur Anledning til at aabenbare sig. Men burde Ove ikke have modvirket denne Natur, have advaret og formanet mig? — i Førstningen gjorde han det jo, og nu tilsidst ogsaa; i Mellemtiden dreiede hans Tanker sig vel alle om Spørgsmaalet: "holder hun af Dig", desuden troede han mig langt bedre, end jeg var. —
I hele Huset og rundt om herskede nu fuldkommen Stilhed; de store Træers Omrids aftegnede sig utydeligt; en hvidagtig Taage laae tæt over Egnen, men oppe paa Himlen glimtede Stjerne efter Stjerne frem.
Jeg blev staaende i Vinduet og stirrede ud i Natten, medens hele mit forbigangne Liv gled forbi Tankerne. Under alle Forhold havde jeg feilet, altid var der Noget at angre; Moder, mine Sødskende, Tante Christine, og nu Ove reiste sig anklagende imod mig, og Budet lød: Du skal elske Herren din Gud af ganske Hjerte, Sjæl og Sind og din Næste som Dig selv. O, nu forstod jeg det, jeg saae det klart og tydeligt: Alt, hvad jeg havde forbrudt imod Andre, udsprang fra og gik op i min store Skyld mod Vorherre. Kunde jeg bære denne Skyld? ikke et eneste trøstende Minde, Egenkjærlighed og Selvforgudelse fra først til sidst.
"Du vil blive forandret for hele Livet", spaaede Tante Christine, o ja, efter Dette kunde jeg ikke blive som før; men hvorledes skulde jeg da blive?
"Ty til Vorherre om Kraft", var det ikke Oves Raad? jo, og jeg vilde følge det; hvor skulde jeg ellers tye hen; intet Menneske i hele den vide Verden kunde hjælpe mig.
Og Alt, hvad jeg havde hørt og læst af Guds hellige Ord, reiste sig og blev levende i min Sjæl; der var Straf, og der var Trøst, og begge Dele gjemte jeg dybt i mit Hjerte.
Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og det blev ganske stille i mit Sind; jeg var saa ydmyget, saa taknemmelig, saa trøstet midt i min dybe Bedrøvelse.
Morgenen gryede allerede, det luftede koldt, og sidste Qvarteers blege Maane stod paa Himlen, da jeg gik tilsengs, men i mit Hjerte var der Fred; hvad der havde kæmpet og gjæret hos mig i de sidste Uger var endelig udstridt og klaret. "Man kan ikke tjene to Herrer", jeg havde truffet mit Valg!

Syvende Kapitel

Da jeg vaagnede, efter et Par Timers rolig Søvn, stod det Hele strax klart for min Tanke. Hvor denne Sindsstemning var uvant og besynderlig; jeg var ganske fremmed for mig selv. Inat, i min første brændende Anger, forekom det mig, som var Livet altfor kort, til at inhente hvad jeg havde forsømt og forbrudt; nu derimod laae Vægten af de mange tunge Timer og Dage, der forestod, trykkende paa mig og gjorde mig modløs. Dog, jeg hævede min Sjæl i en inderlig Bøn om Kraft og Taalmodighed, og følte, at Vorherre aldrig kunde slippe mig mere.
Ganske sagte listede jeg nedad Trappen og ud af Huset. Tante stod i Kjøkkenet, med store Handsker paa, og prikkede Valnødder til Syltning; hun var aldeles fordybet i sin Beskjæftigelse, og det lykkedes mig at komme ubemærket forbi den aabne Dør; endnu trængte jeg til at være ene.
Det tegnede til at blive en smuk Dag; Vinden jog de hvide Skyer fra hverandre, hvirvlede dem igjen sammen og feiede dem heelt hen til den ene Side, saa den øvrige Himmel blev ganske blaa. Uvilkaarlig gik jeg den vante Vei, henad Skrænten til.
Hvor der var deiligt! jeg huskede paa den første Dag jeg saae det, og siden —
Lille Mette Marie stod et Stykke fra Klinthuset med Hovedet bøiet tilbage og Blikket vendt opad. Hvad saae hun dog efter? Da jeg nærmede mig vendte hun sig hurtig om.
"Er det Dem, Frøken!" hun løb mig glædestraalende imøde, "jeg hørte lærken! aa, det er virkelig sandt, og den var dog saa høit oppe, at jeg ikke kunde see den; og jeg hørte jo ogsaa Dem komme, og hvad var det? — aa, Du store Gud, bare et Blad, et lille guult Blad!" hun hævede det iveiret og kyssede det i sin Henrykkelse.
"Jeg mærkede det først rigtig igaar", vedblev hun, "da jeg samlede Ax; Græshopperne sang, og allevegne summede og surrede de smaa Dyr, og Frøerne i Mosen, det kan nok hænds de gjorde et Spectakel om Aftenen; og gamle Bedstemoder, hvor hun trak sit Veir, jeg kunde knap sove for det." Mette Marie gav et lille Hop, og dreiede sig rundt.
"Stakkels gamle Bedstemoder, hun døiede nu ogsaa meest med mig, og saa De, Frøken; aa Gud, jeg troer De græder!" Barnets dybe blaae Øine saae deeltagende op til mig.
"Jeg er saa inderlig glad paa dine Vegne. Vorherre er saa god og saa naadig!"
"Det maa De nok sige, Frøken; nu kan jeg ogsaa gaae i Kirke og høre Præsten, og synge med", igjen et lille Hop. — "Troer De Majoren vil bryde sig om det? — at jeg kan høre."
"O ja, det vil bestemt fornøie ham meget."
"For saa vil De nok sige det." Mette Marie rødmede undseeligt, Bedstefader havde ganske vundet hendes lille taknemmelige Hjerte.
"Og Tante Christine?" spurgte jeg. "Ja, hvis Frøkenen vil."
Stakkels Tante! her var igjen En, hun havde beviist Godt, og dog stødt fra sig.
"Hør, Bedstemoder kalder. — Nu kommer jeg, nu kommer jeg! Det er Vandet hun venter paa jeg glemte reent at hente det, bare for at høre paa Lærken."
En, to, tre foer Mette Marie nedad Stien med den tomme Spand, og saa op igjen med den fulde det lille Hoved dreiede sig, snart tilhøire, snart tilvenstre; allevegne var der nye Undere.
Jeg kyssede hendes Pande, bad hende komme næste Morgen, og gik saa bort. Hvor dette eenfoldige Barn var langt forud for mig; nu kunde jeg see det, nu, da vi dog, Gud skee Lov, gik samme Vei. Men var det ikke Ove der kom ud fra Møllen? min Gud jo, og jeg maatte forbi, eller skulde jeg vende? nei, det kunde mistydes.
Mit Hjerte var tungt som Bly, Foden vægrede sig næsten ved at gaae. Han blev rolig staaende og hilste, som paa en anden Fremmed, blot lidt dybere og alvorligere. Og før, hvor lyste da ikke hans Ansigt naar jeg kom, hvor blev Udtrykket klart og straalende. O, Dette var næsten for bittert! hvis jeg nu vovede? — dog nei, nei, det var mig umuligt! —
Lidt efter at Tante Christine var gaaet i Kirke, gik jeg ene til Bedstemoders Grav. Den laae tæt op til den solbeskinnede Kirkemuur, en venlig lille Plet, indhegnet med Grønt og overskygget af en frodig Hængeask. Jeg sad ganske skjult og stille der, medens Menigheden sang; o, hvor det lød trøstende ud til mig:

Gaaer Sorgen paa,
Din Sjæls Attraa
Er altid at husvale.
Hvad Nød er der
Hvor Du er nær,
O, Herre kjær,
Dig mon jeg mig befale.

Det var, som kunde jeg skjælne Mette Maries klare, barnlige Stemme mellem de andre. —
"Lille Elisabeth", sagde Bedstefader næste Dag, "jeg kan ikke rigtig forstaae mig paa Dig; Du gaaer bestemt og plager Dig med unyttige Skrupler og andet Grillefængeri. Det Ansigt kjender jeg slet ikke. — Vi maae finde paa Noget, for at muntre Barnet; hvad mener Du, Regina?"
"En Ridetour vil vist være et probat Middel, Bedstefader; jeg har nu i to samfulde Timer spildt al min Veltalenhed paa hende til ingen nytte."
Ja, hun havde plaget mig frygteligt, hele denne Morgen, og nu denne Ridetour!
"Jeg har ingen Lyst."
"Sniksnak, det er en Cuur, og dermed Basta." Bedstefader løftede mit Hoved iveiret og kyssede mig kjærligt, idet han dog smaabrummede: "Pokker forstaae sig paa de Pigebørn."
"Du vilde virkelig see godt ud i Ridedragten, Betty", bemærkede Regina, medens vi ventede paa Steentrappen, "var din Mine ikke saa nedslagen; et Hængehoved til Hest er en sand Carricatur. — Nu ride vi lige til Digevold, takke for sidst og byde Farvel."
De vare alle Tre meget muntre, næsten overgivne; jeg havde en underlig Følelse af Eensomhed, midt imellem dem; mine Tanker vare saa langt, langt borte fra deres Spøg og narrestreger.
Fru Gyldenpiil var lutter Smiil og Venlighed; dog havde det mig noget Uhyggeligt, at see den snart fiirsindstyveaarige Kone opfyldt af alle mulige smaa verdslige Interesser og høre hende lægge Planer, som var Livet evigt.
"Hvorfor rider Du bagefter, Betty? det er saa uselskabeligt, Veien er jo bred nok. — Skulle vi nu ikke have en Sang? Bernhard, De maa begynde.
Han stemmede rask op, medens vi hurtig joge henad Veien; de skikkelige Bønderfolk standsede og betragtede os med aaben Mund. Pludselig holdt Lieutenanten sin Hest an.
"Pardieu, der kommer Ærværdigheden!" "Hvad saa", Regina slog utaalmodig i Luften med sin lette Pidsk, "det er da ingen Grund til at standse."
Jeg havde hele Tiden ønsket saa inderligt, at vi ikke skulde møde Ove, og nu kom han dog; der stod han allerede ved det røde Led. Hector fulgte rolig efter sin Herre, indtil den blev os vaer, men saa foer den iforveien og sprang, ellevild af Glæde, op ad mig. Netop som jeg vilde klappe den, hævede den unge Gyldenpiil sin Pidsk og slog dens smukke Hoved haardt med Skaftet. Stakkels Hector trak sig hylende tilbage.
"O, hvor tør De, hvor kunde De nænne!" — uvilkaarlig red jeg et Par Skridt henimod Ove og sagde, det kom næsten som et Nødraab: "Det var ikke mig, det skete ikke med min Villie!"
"Det vidste jeg, det var jeg overbeviist om." Han saae et Øieblik venligt, men forundret paa mig, hilste derpaa hurtigt og gik. O, hvor gjerne vilde jeg ikke have sagt et Ord til Farvel, eller blot kjærtegnet Hector og trøstet den lidt.
"Jeg troer virkelig Du er forhexet!" Regina betragtede mig harmfuldt; "behøver Du at aflægge ham Regnskab for dine Handlinger? — i Himlens Navn, saa frigjør Dig dog!"
"De er vred, Frøken, jeg læser det i Deres Miner og er villig til at gjøre Bod." — Igjen een af Broderens Sententser. — "Jeg holder selv af Dyr", vedblev han naturligere, "og slog kun Hunden, fordi den forekom mig altfor paatrængende; jeg frygtede ogsaa, at Hesten skulde blive urolig. — Alt kan jeg bære, kun ikke Deres Mishag."
Da vi kom hjem, tyede jeg strax op paa mit Værelse og græd rigtig ud. Egentlig ulykkelig var jeg dog ikke; jeg lagde trygt min Skjæbne i Guds naadige Haand; Alt, hvad jeg havde forbrudt, havde han udslettet, og jeg skulde nu, i hans Navn, begynde et nyt Liv. Der var allerede en lille Gnist af Kjærlighed til Næsten i min Sjæl, en lille Krast til at tjene, trøste og glæde Andre.
Jeg opsøgte Tante Christine i Kjøkkenet og bad hende sysselsætte mig. Hun var meget venlig paa sin underlig sky Maade, viste mig taalmodig tilrette, og gav mig Nok at bestille. Hvor gjerne vilde hun ikke have sagt noget Trøstende! jeg er vis paa det piinte hende, at hun ikke kunde finde det rette Ord. Af og til nikkede hun dog venligt hen til mig, og gjorde et lille mislykket Forsøg paa at smile.
Der var saa svalt og roligt i det store, pyntelige Kjøkken, med de skyggefulde Træer udenfor Vinduerne. Pigerne vimsede stille om; den Ene havde et rigtig kjønt, godt, lille Ansigt; før havde jeg aldrig bemærket det.
"Lille Ane, siig mig en Smule Besked her, mine evige Spørgsmaal trætte Tante."
Hun kom hurtig løbende — efter først at have tørret de runde Arme og buttede Hænder — vigtig og glad over sin bedre Indsigt; vi bleve strax Perlevenner.
Efter Bordet satte jeg saa munter en Mine op, som muligt, og tilbød Bedstefader at spille Skak med ham.
Den kjære gamle Mand lod til at blive fornøiet; han havde bestemt savnet sit Partie overordentlig meget. Hvor jeg tydelig huskede den Dag, Ove begyndte at indvie mig i Skakspillets Hemmeligheder.
"Du bør lære det for Bedstefaders Skyld", sagde han, "Du skal jo, idethele, være min lille Amanuensis, der kan træde i mit Sted, naar jeg gjør en Reise eller paa anden Maade er forhindret."
Ak, det var dengang!
Det varede ikke længe, før Bedstefader overvandt mig.
"Skakmat, Barn, ja, Øvelse gjør Mester; skulle vi spille mere? Regina længes vist efter Dig."
"Blot eet Spil endnu, Bedstefader, jeg maa have Revanche. — See, der gaaer Tante Christine hos sine Blomster, hvor hun dog ogsaa er ufortrøden, man skulde troe, hun var træt."
”Hvorfor træt?"
"Hun har havt frygtelig travlt med Syltning, syv, otte forskjellige Sorter. Egentlig maa det være kjedeligt, naar man ikke selv bryder sig om Lækkerier, at have saa megen Besvær med dem.
"Hun bryder sig vel ikke synderligt om de gode Sager, men hun bryder sig Pokkers meget om sit Renommee, som fortriinlig Kok. Forfængeligheden kommer med i Spillet og gjør Sagen klar. — Skakmat igjen, Barn!" Bedstefader loe triumpherende, strøg saa Haaret fra min Pande og kyssede mig. Tante Christine var glemt.
Et Par Dage efter kjørte Regina og jeg til en Herregaard i Nærheden; hun vilde aflægge et Afskedsbesøg, og jeg skulde med, enten jeg vilde eller ikke. Huset var fuldt af Fremmede, da vi kom; den ældste Datter sad ved Pianofortet i Havestuen, og Ungdommen raadslog, om man skulde dandse nu, eller først senere.
Værten tog imod os med største Hjertelighed. "Om vi kom til Uleilighed! paa ingen Maade, netop ikke; det var hans Fødselsdag, det kunde ikke træffe heldigere."
Husets Frue hilste mere tilbageholdent; man mærkede godt, trods hendes Høflighed, at vort Komme just ikke var en behagelig Overraskelse.
"Blot jeg havde taget min nye hvide Dragt paa og Tyrkiserne", hviskede Regina, "men jeg er glad alligevel, at vi kom her; jeg trænger til en lille Opmuntring efter dit Suurmuleri."
Et Øieblik efter dandsede hele Selskabet muntert om. Jeg afslog et Par Opfordringer til at deeltage, og skyndte mig ind i et afsidesliggende Værelse. Dandse nu kunde jeg ikke, om det havde kostet mit Liv!
Den lille Stue var imidlertid ikke tom, som jeg havde haabet. En smuk gammel Dame med hvide Kappebaand og en sølvgraa Kjole sad i Hjørnesophaen og strikkede; ved hendes Side laae en yndig rødkindet lille Pige, der sov trygt.
"O, om Forladelse, jeg vidste ikke —"
"Bliv De kun", der var noget Mildt og Vindende i hendes Udtryk og Stemme, "dandser De ikke?"
"Jeg er lidt upasselig."
"Herregud, De seer ogsaa bleg ud. — Tag endelig Plads og drik et Glas Vand; dette er lige hentet fra Kilden."
"Tusind Tak! — o, hvor det er en smuk lille Pige."
"Ja, ikke sandt;" hun bøiede sig ned og kyssede den buttede Haand, der var knyttet fast om Tommelfingeren. "Det er betroet Gods; min Datter har været meget syg og er nu reist til et Bad i Norge; saalænge hun er borte, skal Bedstemoder passe den lille Øiesteen."
Medens hun talte, kom Værtinden ind. "Vognen er endnu ikke til at øine", sagde hun, og saae idetsamme spørgende, næsten misfornøiet, paa mig.
"Saa er min Søn bleven forsinket; han kommer saamæn nok. — Er det ikke tungt med den unge Pige, hun er ikke rigtig rask. — Jeg veed ikke hendes Navn, maaskee De vil præsentere —"
"Frøken Hjort", hun saae frygtelig forlegen ud "Fru Birk. — Saa De er ikke vel? det er jo kjedeligt."
Jeg følte Blodet strømme til mit Hjerte; det var hans Moder, og nu kom han selv!
"O, dersom jeg turde bede om Vognen, jeg er slet ikke rask; den kan da hente min Cousine iaften."
"Nu skal jeg sige det, vær De rolig, den skal strax komme." Hun saae ganske lettet ud.
"Det er da ikke for min Søns eller min Skyld, at De tager bort?" Fru Birk gik lige hen til mig og tog begge mine Hænder; "jeg har kun hørt Godt om Dem, min kjære unge Pige! o, det er underligt, Deres Ansigt tiltalte mig strax, da jeg saae det."
Hvor hun saae god, trofast og moderlig ud, og hvor hun lignede ham! o, dersom jeg turde lægge mit Hoved til hendes Bryst og forklare hende Alt, saa —
"Naboer bør sees i Venlighed", vedblev hun, "første Gang vil det maaskee falde lidt underligt, siden ikke. De kan være saa rolig, Ove gjør aldrig Noget halvt; han har sat sig klart ind i, at det er forbi, ganske forbi. Hvorfor er det da nødvendigt, at undgaae hinanden?"
Gud skee Lov, jeg ikke havde talt! ganske forbi! det susede for mit Øre; jeg hilste og bad Farvel, næsten mechanisk.
"Jeg har lukket Vognen, Frøken, for det stænkede, men maaskee —?"
"Tak Peter, det er netop rart."
Hvor det var en Lise at sidde der alene i den lukkede Vogn. Et stykke fra Gaarden, hvor Alleen endte, kom Oves Vogn os imøde. Han sad under en stor Paraply og saae mørk hen for sig; jeg troer ikke han opdagede mig.
Forbi, ganske forbi! Regnen slog mod Ruderne; Vinden pidskede Træer og Buske ganske krumme; Stubmarkerne saae saa øde og triste ud; tunge, sorte Skyer rugede paa Himlen. O, hvor Alt var forandret i et Par Dage. — Forbi, ganske forbi! jeg havde jo vidst det hele Tiden, men nu forstod jeg det dog først rigtigt.
Hvad skulde jeg her mere? det var som havde jeg ventet paa Noget, som var Alt ikke afsluttet, men nu var det afsluttet, nu maatte jeg reise.
Og Tanken paa Hjemmet blev pludselig levende i min Sjæl. Jeg saae dem Alle for mig, En efter En, og Længslen efter dem vaagnede og blev stærkere og stærkere. Der var min Plads, jeg havde Noget at oprette, Noget at leve for, lovet være Gud! Lidt efter lidt blev jeg fuldkommen rolig. Det var dog glædeligt, at hans Søster kom sig! hvor han vist elskede denne blide, gamle Moder, der saae saa forstandig og værdig ud, og den lille Pige; blot han kunde beholde dem hos sig.
"Allerede, og alene!" raabte Bedstefader mig forundret imøde.
"Ove kom, Bedstefader, og saa — o, jeg troer det er rigtigst, jeg reiser hjem strax!"
"Som Du vil, min egen Ven; jeg kan godt forstaae, at det maa være lidt uhyggeligt for Dig her nu. Folk, der kjende ham og holde af ham, kaste naturligviis al Skyld paa Dig, og glemme hvad for et reent Barn — Naa, jeg vil savne Dig i hver Krog, min lille Kjæledægge, det veed Du da, og naar Historien er gammel og glemt, og det bliver den snart, venter jeg Dig igjen herud."
"Jeg tænkte, at Laura maaskee kunde komme efter Confirmationen, hvis Du tillader."
"Tillader? — Gud velsigne Glutten, hvis hun vil."
Tante Christine hørte med oprigtig Sorg min Reiseplan; hun gjorde dog ingensomhelst Indvending. "Maaskee er det bedst saaledes", sagde hun endogsaa. Men lille Mette Marie gav uforbeholdent sin Smerte Luft.
"O, Frøken, nu skulde jeg jo have gjort Dem saamegen Fornøielse", hulkede hun.

Ottende Kapitel.

Det var besynderligt, at staae der igjen, udenfor den gode gamle, brune Dør med den blanke Plade, hvorpaa Moders Navn ziirligt var udgraveret. De ventede mig ikke, jeg havde slet ikke skrevet; vilde de blive glade? o, hvor knude de, saadan jeg havde været! jeg tøvede lidt, inden jeg ringede.
Smaa lette Trin løde strax i Entreen, og Laura lukkede op. Hun saae et Øieblik forbauset paa mig; derpaa fløi hun mig om Halsen med et Glædeskrig.
"Elisabeth, er det virkelig Dig? — Moder, det er Elisabeth!"
"Gud skee Lov! læs det høit for mig", raabte Moder fra Kjøkkenet; hun troede det var et Brev.
Hvor det var en ufortjent Kjærlighed de viste mig Beggeto; jeg havde Lyst til strax at skrifte og bede om Tilgivelse, dog nei, det var bedre at vise sin Anger i Gjerning, end i Ord.
"Hvad i Alverden gaaer her for sig?" Christians Hoved kom tilsyne i Døren, "ah Elisabeth! — hvorfor har Du ikke skrevet?"
Det var den gamle lidt hovmestererende Tone; jeg blev ganske glad, da jeg hørte den og saae ham igjen med hans Slobrok, Pibe og velbekjendte Manerer.
"Jeg vilde overraske."
"Og det gjorde Du ogsaa!" Moder omfavnede mig paany, derpaa betød hun Christian, ved mange smaa Tegn, at Piben, det gamle Stridsæble, idag burde lægges tilside.
"Aa, det er sandt", han saae lidt gnaven og fortrædelig ud, "denne generer vel?"
"Slet ikke, jeg har vænnet mig til Tobaksrøg hos Bedstefader og holder endogsaa af den."
"Vil man høre; det er saamæn et godt Fremskridt." Han smøgede velbehageligt, idet han, samtidig, iagttog mig med en vis Nysgjerrighed.
Den lille Dagligstue saae saa hyggelig og venlig ud med de smukke filerede Gardiner, — Moders Arbeide — de skinnende blanke Meubler, det elfenbeenshvide Gulv. Rosentræet og Fuchsiaen stode fulde af Knopper; den lille Myrtheqvist havde faaet strittende Grene til alle Sider. Moder trippede travl ud og ind; hvergang hun kom, nikkede hun kjærligt til mig.
"Har Du været i dit Kammer?" Laura saae ængstelig paa mig; "Du maa endelig ikke blive vred, Elisabeth, fordi Klædeskabet staaer derinde; see, her i Hjørnet. Sovekamret er lidt snevert til Moder og mig, veed Du nok, og saa tænkte vi, det kunde staae der, medens Du var borte; vi troede jo, Du vilde melde Dig, Søster; men nu skal det naturligviis strax flyttes.
"Hvorfor? det har jo en prægtig Plads der."
Lauras store Øine bleve endnu større af Forundring; jeg havde jo før paa det Bestemteste afslaaet at huse Skabet.
"Du har vist længtes rigtig efter os", sagde hun pludselig, idet hun klappede i Hænderne, som havde hun omsider fundet Nøglen til Gaaden.
Lidt efter blev Gadedøren aabnet og smækket i paa en eiendommelig Maade; det var lille Johan; nu kom han opad Trappen, to, tre Trin ad Gangen. "Bollemælk og Rødspætter, Hurrah", raabte han, idet han kastede Tornystret med Bøgerne, "jeg er sulten som en Ulv! — men hvad er det, Elisabeth!"
"Du rækker mig jo ikke engang Haanden til Velkomst, Du slemme Dreng, kom strax herhen."
Jeg strøg hans tykke glindsende Krøller fra Panden og saae rigtig paa ham; hvor han dog var en deilig Dreng! og jeg havde aldrig før været glad og taknemmelig over saadan en sød lille Broder.
"Hvordan gik det saa med Examen?"
"Godt, jeg er nu Numer to i min Klasse."
"Og Du har tidt faaet Ug i din Bog?" "Ikke saa sjeldent men jeg har ogsaa et Tg", tilføiede han betænkeligt.
"Jeg skal hilse Dig fra Bedstefader, Johan; naar Du er rigiig flink og artig, tænker jeg, Du faaer Lov til at besøge ham næste Sommerferie. Du troer ikke, hvor Haven er stor, og der er en Gynge og et Vippebrædt, og Kirsebær, Stikkelsbær og Blommer i Overflødighed. Bedstefader har ogsaa et lille Føl, der til den Tid vil være saa stort, at Du kan ride paa det."
"Nei virkelig! aa, Elisabeth, fortæl mere"; han satte sig rigtig til Ro hos mig og glemte baade Bollemælk og Rødspætter.
"Jøs, Kors, hvor Frøkenen har skæmmet sig paa Landet!" Pigen stod i Døren og betragtede mig forundret.
"Hun er lidt angreben af Reisen, det er det Hele"; Moder rødmede stærkt, i Følelsen af, at jeg blev ilde berørt. "Du maa tidlig iseng, min søde Pige; en Nats Søvn vil give Dig dit gamle Udseende igjen."
Henad Eftermiddagen kom Christian venligt hen til mig.
"Hvad grunder Du dog paa?"
"Jeg tænkte saamæn paa Dig, Christian, hvor flittig, hæderlig og trofast Du altid har været."
"Er det dit Alvor?"
"Mit ramme Alvor."
Han taug lidt; derpaa hævede han Hovedet og sagde, idet han lagde Armen om mit Liv og saae mig fast ind i Øiet:
"Maaskee faldt dette Dig ind som — som Modsætning til en Anden, der ikke er saadan?" Han meente vist Ove.
"Ja netop, Christian", svarede jeg, "som Modsætning til mig selv."
Senere kom Moder hen til mig og omfavnede mig:
"Min egen Pige, nu da vi ere ene, forklar mig saa Alt. — Jeg vil ikke bedrøve eller plage Dig, Elisabeth, men jeg tænkte, maaskee det kunde lette dit Sind, naar Du betroede Dig til din Moder. Der er et Alvor paa denne Pande, som er mig saa fremmed."
Jeg tog hendes kjærlige, trofaste Haand og kyssede den mange, mange Gange; aabenbare mine Følelser kunde jeg dog ikke; den blotte Tanke om at Nogen vilde fremkalde en Forsoning, fik mig til at gyse. I samme Forhold, som jeg erkjendte hans Fortrin, erkjendte jeg mine egne Mangler og Afstanden imellem os. Nu saae han vist ogsaa mig i et sandt Lys, og takkede maaskee allerede Gud, at det var forbi.
"Hvad skal jeg sige Dig, kjæreste Moder, uden at Skylden var min, han havde ingen."
Hun rystede lidt paa Hovedet, men trængte ikke ind.
"Bedstefader har jo forklaret det nogenlunde; det er naturligviis bedre at hæve en Forbindelse, end blive ulykkelig hele Livet igjennem. — Min søde Pige var ogsaa for ung; jeg blev strax saa underlig tilmode over Brevet, der meldte Forlovelsen. Naa, jeg vil ikke spørge mere, da det er Dig imod."
Der var et sørgmodigt Udtryk i hendes blide Ansigt, idet hun saae paa mig.
"Lille Moder, Du maa ikke være bedrøvet for min Skyld"; jeg knælede ved hendes Side og lagde mit Hoved i hendes Skjød. "Jeg har lært Meget, medens jeg var borte; ikke for Alt i Verden vilde jeg undvære, hvad jeg har lært. Først, at elske Vorherre og troe paa ham, som Du troer, Moder, saa at elske Dig og alle Mennesker og paaskjønne dette kjære, trygge lille Hjem."
"Det har nok ligget i dit Hjerte, ogsaa før, lille Elisabeth, men i alvorlige Øieblikke blive Følelserne mere bevidste og levende."
Moder vilde paa ingen Maade fordømme mit forrige Menneske, hendes kjære gamle Pige, for hvis Feil hun havde været blind.
Om Aftenen kom lille Laura listende ind paa mit Værelse.
"Moder har rigtignok forbudt mig at tale til Dig om, om — Du veed nok hvad jeg mener", hendes klare, barnlige Øine funklede af Skjælmeri, "men jeg kan ikke modstaae Nysgjerrigheden. — Det var nok en underlig gammel En, var det ikke? Bedstefader skrev, at Du var altfor ung og han altfor alvorlig."
"Han var hverken gammel eller underlig, Laura, men vi vare saa forskjellige; han var meget, meget bedre end jeg. — Tal aldrig mere herom, lille Søster, lov mig det."
Hun spidsede sin rosenrøde Mund til et Kys, og lovede aldrig at berøre Tingen mere; men hendes Udtryk var høist utilfredsstillet.
"Du kunde gjerne have Fortrolighed til mig for min Alders Skyld, Betty; jeg er jo snart en fuldvoxen Pige", sagde hun, idet hun gik. —
Hvor jeg havde været vanskelig og egoistisk før; jeg blev erindret derom paa de utalligste Maader, netop ved min Families smaa Opmærksomheder og Hensyn. "Saadan vil Du jo have det, Elisabeth; dette er jo din Plads, din Vane, din Rettighed"; det gik ieet.
Det varede længe, inden jeg fik dem vænnet af hermed. Det var ogsaa først lidt efter lidt jeg fik Lov til at paatage mig en Smule Huusgjerning.
"Jeg taaler ikke Stillesidden, Moder!"
"Men saa kan Du jo spadsere, min søde Pige."
"Det er især Armbevægelse, der er sund; og jeg vil ogsaa gjerne være dygtig, som Du, lille Moder."
Det første Argument hjalp, jeg blev tagen i Brug.
"Veed Du hvad jeg sommetider tænker, Betty?" spurgte lille Johan, der stod i Kjøkkenet hos mig, medens jeg bagte Æbleskiver, taalmodig ventende paa den Smagekage, jeg havde lovet ham. "Jeg tænker saamæn, at Du er bleven byttet bort ude hos Bedstefader."
"Fy, fy dog Barn!" Moder saae alvorligt hen paa ham, "Gud skee Lov, det er vor gamle Elisabeth."
O, jeg holder mange, mange Gange mere af denne nye! hun er saa venlig, næsten som Du selv Moder, skjænder ikke, naar jeg støier, hjælper mig med mine Lectier og fortæller Historier i Mørkningen. Hun maa aldrig reise, og den Anden maa aldrig komme tilbage mere, vel Betty? — Ah, der er Æbleskiven!"

Niende Kapitel.

Lauras Confirmation nærmede sig nu stærkt, vi havde, alle Tre, dygtig travlt med Udstyret. Den kjære lille Pige var saa forundret, smigret og taknemmelig over pludselig at være bleven Hovedperson. I hele sit Liv havde hun ikke faaet en ny Kjole; mine aflagte Dragter bleve bestandig omsyede til hende. "Hvor vil Du dog spilde de mange, mange Sting paa mig, Elisabeth? et saadant Lommetørklæde!"
"Ja, det er nogle rigtige Narrestreger", fortsatte Christian, idet han betragtede mit Arbeide med en Blanding af Foragt og Beundring. "Læg det tilside, Betty, og gaa med mig; en lille Tour paa Volden vil gjøre os Begge godt."
"Du holder jo meest af at gaae alene, Christian."
"Vist ikke nei. — Det var ret, Du tager Tøiet paa. — Naa, er her nu ikke rart? see, hvor Solen spiller paa de guulbrune Blade. — Det er kun, naar jeg ønsker uforstyrret at gjennemtænke, hvad jeg har læst, at jeg helst vil gaae ene; nu trænger jeg netop til at slippe Juraen lidt, og Du trænger ogsaa til at slippe Tankerne, gamle Erindringer og jeg veed ikke hvad, og see friskt ud paa Livet."
"Jeg er inderlig tilfreds, Christian, tro ikke Andet."
"Paa din Viis maaskee nok, men ikke som vi — Moder og jeg — vilde, Du skulde være. Vi talte netop om Dig igaar; det er, som havde Du selv hverken Ønsker eller Forhaabninger mere, ja ingen Fremtid, — nei, nei, lad mig tale ud — som laae Livet bagved Dig, Elisabeth, ligesom det ligger bagved Moder, og Du nu kun levede for Andre."
Hvor det var besynderligt, at han netop skulde bruge dette Udtryk; det gjorde mig saa godt, skjøndt det ikke passede.
"Gid jeg kunde slippe mig selv langt, langt mere, end jeg gjør, Christian, saa vilde jeg ogsaa være gladere."
"Det gjælder vel om alle Mennesker", svarede han tørt, "men Du maa ikke opgive Tanken paa Fremtiden; det er jo latterligt af en nittenaars Pige. — Naa, nu har jeg sagt det, læg det smukt paasinde."
Og Dagene gik. Laura og jeg læste undertiden sammen i det nye Testament; og jeg glædede mig ret over min lille Søsters sunde, naturlige Opfattelse.
"Men, Elisabeth", sagde Moder engang, hun saae Biblen ligge paa mit Bord, "er, bliv ikke vred, at jeg spørger, er det ganske rigtigt, at Du beholder denne?"" hun viste paa Indskriften.
"Ja, Moder, jeg er vis paa det er rigtigt." Jeg gjemte hurtigt Bogen; ikke for nogen Priis vilde jeg miste den.
Midt i October pakkede vi Lauras Koffert. Frøken Hjort, Lindely pr. — Det stive Kort, hvorpaa min Adresse stod, kunde prægtig gjøre Tjeneste igjen. O, hvor jeg havde været fuld af glade, overspændte Forhaabninger, da jeg skrev det. De feiende, snirklede Bogstaver saae saa fremmede, næsten gjengangeragtige ud. Nu skulde Laura gjøre samme Reise, det var saa underligt at tænke; hun skulde leve med Bedstefader og Tante Christine, og see ham! Mon han kom der hver Dag, som tidligere?
"Du maa endelig være kjærlig og opmærksom mod Tante Christine, Lanra, lov mig det."
"Jeg skal see ad, men Christian siger, at hun er utaalelig; og Moder, der, som Du veed, aldrig taler ilde om Nogen, kalder hende en uelskværdig Stakkel, og Du selv skrev jo —"
"Bryd Dig aldrig om hvad jeg skrev, det var først til Slutningen, jeg lærte at kjende hende. — Du maa beile til hendes Gunst, lille Søster, for min Skyld!"
Hvor vor lille Pige saae sød og yndig ud, da hun nikkede til os fra Coupeen med det straalende og dog taarevædede Ansigt. Det store nye Shawl faldt saa smukt ned om hendes slanke fine Figur; den lille fiffige Hat med den prægtige Hagesløife klædte allerkjæreste. Hun var ogsaa selv glad over sin Pynt, over saaledes at være splinterny fra Top til Taa, men det var en barnlig, uskyldig Glæde, ikke Forfængelighedens. Billetten holdt hun fastknuget i den ene Haand, Taske og Paraply i den anden.
"Jeg skal nok passe godt paa alle mine Sager", raabte hun, meest henvendt til Christian, der pleiede at bebreide hende Glemsomhed og Mangel paa Orden.
Det varede nogen Tid, inden Alt kom i de vante Folder efter hendes Afreise. Vi mærkede først ret, nu, da hun var borte, hvad for et livligt, fornøieligt lille Væsen hun egentlig var. Moder savnede hende vist især, men hun talte ikke derom; det var, idethele, ikke hendes Skik at klage; havde hun en Byrde, bar hun den helst ene og i Stilhed.
Hvor hun var blid, taalmodig, kjærlig og hensynsfuld, lidt for svag og eftergivende overfor Andre — jeg var jo selv et Exempel herpaa — men stærk og ubøielig i sin egen Pligtopfyldelse. Ligesom Ove havde ogsaa hun Hjerte for Alle og Alt i sin Nærhed.
"Jeg har saadan en Lyst til at sende lidt Hjælp, Noget af Lauras Tøi og en Smule styrkende Mad, op til Snedkersvendens Kone paa Qvisten; hun er syg, Stakkel, og det er en Ynk med de mange Børn, tænk, sex, og den ældste er kun ti Aar. — Min Kasse er temmelig godt forsynet, Brændepenge og Huusleie lagte tilside; hvad mener Du, Elisabeth, tør vi ikke nok tillade os det?"
En anden Gang bad Moder mig passe paa Brødkrummerne.
"De smaa Fugle ere vante til at faae dem", sagde hun, "og nu, ved Vintertid, tør man ikke narre dem for deres Maaltid." — Naboens forsultne Missekat havde ogsaa stadigt Tilhold i vort Kjøkken, og fandt altid sin Leertallerken, fyldt med Mælk, i Krogen.
En Dag, som jeg stod allerbedst og strøg, kom Moder ind til mig med et fornøiet, opklaret Ansigt. "Giv mig Jernet og gaae ind, Regina er der! — Gud skee Lov, det er dog en Opmuntring for min søde Pige. Bed hende kun til Middag, jeg skal nok skaffe tre Retter."
Ak, det var kun en daarlig Opmuntring! Regina og jeg havde Intet mere at sige hinanden; hun indsaae det ogsaa snart, og opgav mig ganske.
Hver Uge fik vi et tæt, paa kryds og tvers beskrevet Brev fra Laura. Hun længtes meget efter Hjemmet, men elskede Bedstefader; Huset fandt hun ogsaa saa hyggeligt og smukt, og Egnen saa deilig. Tante Christine kunde hun dog slet ikke komme nær. — Tante forudsætter", skrev hun, "at jeg ikke kan lide hende, og det gjør enhver Tilnærmelse saa vanskelig; men jeg skal nok huske paa mit Løvte til Elisabeth. Hun er egentlig heller ikke uvenlig, hvor sær, stiv og mørk hun end er."
"Men hvad har her dog staaet", spurgte Christian forundret, "see, hvordan Barnet har kradset det over, saa tæt, saa tæt; det er ikke muligt at skjelne et Bogstav."
Moder taug, men jeg kunde see, at hun havde sine egne Tanker. Jeg havde ogsaa mine: den kjære lille Pige havde bestemt skrevet om Ove, og siden, da hun erindrede vort Forhold, slettet det ud. Efterhaanden blev hun dog mindre forsigtig og hans Navn stod ofte i Brevene. "Præsten havde kjørt Tante Christine og hende i Kane, eller laant dem Bøger; hun havde hørt saadan en deilig Prædiken, der ret gav En Lyst til at blive god og skikkelig" o.s.v., o.s.v. —
Vintren gik sin jevne, rolige Gang; vi var Alle meget flittige; Christian studerede paa Livet; Moder og jeg syslede sammen i Huset og ved Naalen, og om Aftenen, naar vor kjære lille Urostifter var gaaet til Hvile, læste jeg høit. For føste Gang smagte jeg den Glæde, der er i Fliden. Vore Maaltider og Spadseretoure vare meget gemytlige, og forfriskede saadan efter velanvendte Timer. Alt som det nærmede sig Juul, og med den Examenstid, blev Christian dog noget kort for Hovedet og pirrelig; vi maatte veie vore Ord og vogte os nøie, for ikke at støde ham. Mangen Gang sagde han selv: "jeg er utaalelig, Moder, jeg veed det godt, men I ahne ikke, hvor det spænder her i mit Hoved."
"For Himlens Skyld, kjæreste Ven", bad Moder, "opsæt det hellere."
"Vi faae at see; plag mig endelig ikke, lille Moder!"
Hvor det var en lykkelig Dag, da han kom hjem og meldte, at Alt var godt overstaaet. Hans Ansigt straalede af den inderligste Fryd; det var slet ikke den kjendte, adstadige Christian med hans gammelmandsagtige Manerer.
"Nu vil jeg sandelig ikke være saadan en Muldvarp mere, der blinder mig selv for alt det Lyse og Fornøielige her i Verden! — og Drengen der skal jeg ogsaa tage mig af; ja, nu skal jeg rigtig, for Alvor, tage mig af ham." Til en Begyndelse greb han lille Johan i Krøltoppen.
Barnet hørte dog dette Løvte med langt større ængstelse, end Glæde, og befriede sit Hoved, saasnart det var ham muligt, fra store Broders faste Tag. —
"Gid vi havde Dig rigtig glad, Betty", sagde Christian et Par Dage senere.
"Jeg er glad, Christian; Vorherre har været inderlig naadig imod mig; jeg er lykkelig og taknemmelig."
"Resigneret er Du, kun resigneret, ikke lykkelig; det er det jeg ikke kan forstaae. — Veed Du, hvordan Du forekommer mig, tør jeg sige det reent ud?"
"O, ja, hvorfor ikke."
"Som En, der holder af en Afdød, tænker paa ham, og glæder sig til at møde ham i en anden Verden. Ingen skulde troe, Du havde afkastet et trykkende Aag, og følte Dig lettet og befriet."
"Tal ikke saadan, Christian, det bedrøver mig; naar man har Meget at angre og oprette — og det har jeg — kan man nok undertiden være lidt alvorlig."
"Aa, Du var slet ikke saa forskrækkelig slem før, skjøndt jeg jo nok, af og til, var dygtig vred paa Dig, og sandt, at dit Jeg spillede altfor meget frem paa Moders Bekostning. Nu vilde jeg derimod ønske, at samme Jeg fik Lov til at gjøre sig lidt mere gjældende."
Han slog kærlig Armen om mit Liv: "Vil Gud, lille Søster, tænker jeg Moder og Du blive hos mig i Fremtiden, naar Laura og den Lille ere frahaanden og jeg har sat Been under eget Bord."
Ved Juletid fik vi, efter Sædvane, en heel Ladning gode Sager fra Lindely: Gjæs og Harer, Ofte og Pølser, Æbler og Valnødder. Til min Forundring laae Mette Maries velbekjendte rødtærnede Skolepose paa Bunden fuldproppet med Nødder.
"Til Frøken Elisabeth fra Skrænten og Skoven, plukket af Mette Marie", stod der udenpaa med Barnets egen Haand. Hun havde bestemt gjort sig den største Flid, Bogstaverne vare saa store og pyntelige.
"Hvad troer Du jeg har her, Betty?" spurgte lille Johan en Morgen først i Marts, idet han rakte sine sammenfoldede Hænder op imod mig.
"Nogle smaa, som Du selv: Gjække."
"Aa fy, Elisabeth, Du saae dem, de grønne Blade stak ud; det er ikke ærligt!"
Han rakte mig en Haandfuld friske Vintergjække, og med dem fulgte de første Foraarstanker. Et Par Dage efter saae jeg en guul Blomst paa Voldskraaningen. Nu begyndte Alt at spire og pippe frem paa Landet; snart vilde der blive yndigt paa Lindely. Mon jeg nogensinde kom der mere? jeg turde slet ikke tænke derpaa.
"Blot Laura ikke er syg, det er over fjorten Dage siden hun skrev." Moder sukkede dybt; hun havde længe gaaet stille med sin Angst; nu maatte hun meddele den.
"Hvor let kan der ikke komme Noget iveien; husker Du før Juul, Moder, hvor længe det da varede"; jeg forsøgte at see tryg og glad ud, skjøndt jeg ogsaa var bekymret og urolig. Hvergang Klokken ringede, gik det igjennem os.
Endelig, en Eftermiddag i Begyndelsen af April, kom Christian triumpherende ind.
"Her er Brev! Lauras egne smaa kludrede Kragetæer. Du kan være ganske rolig, Moder, Kjæledæggen er rask."
Brevet indeholdt kun et Par hastige Linier: Tante Christine var syg, farlig syg; hun længtes efter mig, troede Laura nok; selv længtes hun ogsaa ubeskriveligt; der var saa frygtelig Meget at ordne og tænke paa, og hun var til Ingenting.
"Min søde Pige, hvad siger Du?"
"Jeg haaber, jeg kan naae det endnu iaften, Moder; — Toget gaaer jo først Klokken syv?"
"Du vil altsaa, o, Barn, hvor Du er bleg! tør vi lade hende reise, Christian?"
"Naturligviis reiser jeg; der kan ikke være Tale om Andet; stakkels Tante!"
"Stakkels lille Laura", sagde Moder, "og nu Du! — Du har ingen Idee om at skaane Dig selv, Barn."
Jeg svarede ikke, men skyndte mig ind i mit eget Værelse og pakkede nogle faa Nødvendighedsartikler sammen, medens forvirrede Tanker uophørlig krydsede i mit Hoved.
O, kunde jeg blot tænke paa hende, udelukkende paa hende! hvor kom disse Billeder fra, denne Frygt, dette Haab. Naadige Gud, hjælp mig, hold alt Dette borte fra min Sjæl, og lad mine Følelser udeelte samle sig om Tante Christine.

Tiende Kapitel.

Vognen fra Lindely ventede ved Skibsbroen; Bedstefaders laadne Pelts laae paa Sædet. Det var en klar Frostnat; den store rødgule Maane saae koldt ned paa Jorden; Sneen skinnede frem af alle Fordybninger og Grøfter, Hjulene knirkede paa den frosne Vei. Træerne i Alleen saae ganske spøgelseagtige ud, og hvor underlig stille og uhyggelig laae den gamle røde Gaard ikke der i Maaneskinnet Det var ordentlig en Lettelse, da Hundene begyndte at gjøe. Et Øieblik efter saaes Lys indenfor Gangvinduerne, og Døren blev aabnet.
O, er det Dig, Elisabeth, hvor jeg er glad Du kom!" Laura kastede sig heftigt om min Hals. "Jeg er saadan en Tosse, der hverken veed ud eller ind, men nu, Du er her, bliver Alt nok godt. Tante har givet sine Ordres lige til iforgaars, hvor syg hun end var, og dem have vi Alle rettet os efter, men nu kan hun ikke mere, og jeg forstaaer ikke at sætte mig selv igang, mindre Andre; det maa Du nu, Betty! o, jeg skal være saa flink og lydig, naar Du blot vil sige: saadan og saadan, Laura."
Hun var ganske bleg og afkræftet, den kjære lille Pige.
"Allerførst skal Du gaae iseng, ingen Indvending, hvor blev ellers din Lydighed. — Jeg kan dog ikke sove inat og vil vaage hos Tante."
Det lille Cabinet nede var indrettet til Sygeværelse; Natlampen brændte mat; en af Pigerne sad ved et Bord, der var opfyldt af Medicinflasker og Glas, og nikkede over sit Strikketøi; Tante laae urolig i Sengen. Jeg lagde mig paa Knæ ved hendes Side og talte kjærligt til hende, dog hun kjendte mig ikke, skjøndt hun ofte nævnede mit Navn i en medlidende, bedrøvet Tone.
"O Julius, Julius, hvor kunde Du nænne at knuse Elisabeths Hjerte", klagede hun.
Julius var Navnet paa ham, hun havde holdt af; i sine Phantasier forvexlede hun uophørlig sig selv med mig. Om Bedstefader talede hun ogsaa, og til sin Moder, som var hun nærværende, men altid vendte Tanken dog tilbage til den Troløse.
Efterhaanden blev Stemmen svagere, og de rolige Mellemrum længere, og endelig faldt hun i en, tilsyneladende, blid og tryg Søvn.
"Hvorledes gaaer det? — her blev saa stille!" Bedstefader stod i Døren med sit Lys i Haanden og saae ængstelig hen til Sengen.
"Hun sover nu; med Guds Hjælp er det bedre. O, Bedstefader, bliv endelig paa dit Værelse, Du kan ikke taale —"
"Nu gaaer jeg. — Du passer hende jo rigtig godt, lille Laura?"
"Det er Elisabeth, Bedstefader."
"Ah, jeg seer det. Gud velsigne Dig, Barn, at Du kom strax; jeg er ganske fortumlet, mærker Du nok. — Kom herind i Havestuen og tal lidt med mig. — Troer Du, troer Du jeg beholder hende?"
Han saae med et angstfuldt Blik hen paa mig; Lyset skjælvede i hans stærke Haand.
"Jeg troer det ganske vist, Bedstefader, jeg haaber til Gud, at hun vil komme sig."
"Men jeg har ikke fortjent det, har jeg vel?" — han trykkede sin Pande haardt mod den frosne Rude, — "jeg vidste ikke hvad for en Skat hun egentlig var, arme Sjæl, og tænkte ikke paa at reise og trøste mit eget Barn. Rammer Gud mig haardt,
har jeg forskyldt det." — "Og hendes Moder", vedblev han, "som jeg elskede saa høit, hvordan kan jeg forsvare det for hende? — O, Herre min Gud, lad hende leve, og jeg vil takke Dig til min sidste Stund!"
Maanen skinnede klart ind paa den gamle Mand, der bøiede sit Hoved, foldede sine Hænder og ydmygede sig for Gud.
Henad Morgenstunden kom Laura med en anden Pige, for at løse mig af; nu skulde jeg hvile ud, paastod hun bestemt. Jeg gjorde dog først en lille Ronde i Kjøkken og Spiiskammer, og søgte al sætte Alt i den vante Gang.
"Frøken Christine er saamæn selv Skyld i, at man ikke kan tage sig bedre i Tingene", forklarede Kokkepigen, "betroede hun En mere, blev man fermere. Selv er hun nu saa mageløs; Kors, hvad hun kan overkomme! — godt, vi fik Frøknen herud; lille Frøken Laura har jo ikke den Forstand, naturligviis."
"Bare vi maae beholde vor gamle Frøken", fortsatte den venlige lille Ane, "hun meente det dog saa inderlig vel med os Alle, skjøndt hun lod som Ingenting. — Hvor hun pleiede mig, det Menneske, ifjor jeg var syg; der var ikke Det, der var for godt til mig. Det skal være en glad Dag, naar hun kommer op igjen, om det skeer. — Nei, Frøken, der maa Bøtten med Havregrynene ikke staae, her, heelt henne i Hjørnet. Jeg er saamæn ganske bange for at stille Noget forkeert nu; det er, som maatte det gjøre hende ondt og plage hende, skjøndt hun ligger i Sengen og ikke kan see det."
Klokken var tolv, da jeg vaagnede efter en urolig uhyggelig Søvn. Tante saae meget mat og medtagen ud, som hun laae der med lukkede Øine; hun sov ikke, thi da jeg nærmede mig, vendte hun sig strax om.
"Lille Elisabeth! saa Du er kommen!" Det var et venligt, taknemmeligt Blik jeg fik.
"Jeg sov saa deilig roligt henad Morgenstunden, og er langt raskere. — Nu har jeg været vaagen en Timestid; — man ligger og tænker paa saa Meget, saa Meget."
Hun sukkede, men smilede dog idetsamme, næsten fornøiet.
"Du maa ogsaa komme Dig snart, Tante, Alle og Enhver her paa Gaarden savne Dig."
Jeg tog Plads paa Sengekanten og fortalte hende om Bedstefaders Nattebesøg og Pigernes Snak i Kjøkkenet.
"Gamle Fader! aa, Herregud, gamle Fader! saa han holder dog lidt af mig, alligevel."
Hun græd stille, men det var trøstefulde Taarer, og det forekom mig næsten, som de dybe, skarpe Furer i Ansigtet udslettedes, medens hun fældede dem.
"Før jeg blev syg", begyndte hun igjen, idet hun tog min Haand, "ønskede jeg mig ofte Døden; ja, lige siden den store Sorg rammede mig, var Livet som en Byrde, jeg kun sukkede efter at befries fra. — Men nu vil jeg gjerne leve; — ak Gud, min kjære Pige, det er syndigt at kaste alle sine Tanker, sin hele Sjæls Kjærlighed paa et skrøbeligt Menneske! — jeg har ret forstaaet det, denne Morgen, det er at gaae Vorherre for nær. Livet er saa meget Andet, Barn, nu seer jeg det klart, og der er Trøst og Glæde for Enhver, der ikke stænger sit Hjerte til selv; men jeg har stænget mit Hjerte til og spildt mine Aar. — Saa gamle Fader vil blive glad, troer Du, naar jeg kommer mig? og Pigerne ville ogsaa nok beholde Gnavet? — Trine og Bodil, ja selv den lille Ane, have mange god Gang leet ad mig i Krogene før; det gik mig altid saa nær, dog egentlig var det jo rimeligt; saadan et sært gammelt Uglebillede kunde nok friste til Latter, det veed den store Gud. — Naa, der er Havresuppen; ja, jeg havde jo nok Lyst til noget Andet idag, men ned skal den. — Aa, jeg aander saa frit igjen, Gud skee Lov og Tak. — Saadan, min Pige, nu vil jeg gjerne see Fader, men glat dog først mit Haar og giv mig en anden Kappe paa. Jeg fik en lille broderet Morgenkappe af Laura til Julen, husker jeg; den kan være god. Nederst i Skuffen, tilhøire, ligger den."
Hendes Blik fulgte mig lidt ængsteligt, medens jeg ledte efter Kappen. Alt laae saa mønsterværdig ordentligt; af de daglige Tørklæder til Hoved og Hals fandtes to store Bunker.
"Du maa hæve dem op; den skal ligge nedenunder. — Aa, hvad", hendes Stemme slog pludselig om fra Utaalmodighed til Gemytlighed, "rod kun lidt i den gamle Sippes Gjemmer; hun kan altid ordne det igjen, naar hun kommer op."
Morgenkappen med den store lila Sløife under Hagen gjorde Underværker. Jeg hentede et Speil, Tante maatte beundre sig selv.
"Rul saa halvt op, Barn, Solen gjør det altid saa venligt, og gjem alle Medicinflaskerne. — Naa, nu maa Du kalde."
Jeg hentede Bedstefader og lod dem saa ene. Da jeg kom igjen, efter en Timetids Forløb, blundede Tante; Bedstefader sad ganske stille og betragtede hende.
"Hun seer dog elendig ud, alligevel, det gode Barn", han klappede hendes graae Haar sagte og kjærligt; "troer Du hun kommer sig?"
"O, ja, ganske vist, men nu skal Du spise, Bedstefader, jeg bliver her."
Halv ugjerne forlod han sin Plads; "jeg kommer snart igjen", sagde han i Døren og nikkede idetsamme henimod den Sovende.
Lidt efter kom Doctoren, en høi, svær, munter Mand, med rødt Ansigt og store hvide Tænder. Han var meget tilfreds med Patientens Tilstand; den var over Forventning, egentlig langt over Forventning.
"Hvad mener De om en Due imorgen, Frøken? jeg tænker vi tør vove det. — Altsaa", han henvendte sig til mig, "ingen Medicin, ingen Sindsbevægelse, derimod Duesteg og Rolighed. — Saa, De er den unge Dame vi forskreve fra Kjøbenhavn, som det lader uden Nødvendighed. Broderdatter, ikke sandt? jeg er nylig kommen til Egnen og kjender ikke forholdene. Ja, nu kan jeg da trøste Majoren; han var bandsat urolig igaar." —
"See hvor yndigt Frøkenen sover", sagde lille Ane senere, idet hun pegede paa Tante med sin strikkepind, "nu maa De endelig gaae ind, Frøken Elisabeth; det er dog mere plaiseerlig, end at sidde her; vaagner hun, skal jeg strax kalde."
Dagligstuen saae meget hjemlig og hyggelig ud i sin Vinterdragt med Gulvtæppe og røde Gardiner; det brændte muntert i den store gammeldags Kakkelovn, og Solen skinnede paa Tazetter og Hyazinther, men der var Ingen inde. Fra Bedstefaders Stue lød derimod Stemmer; om Ove nu var der! jeg aabnede tøvende Døren.
I samme Nu foer Hector opad mig, snurrede sig rundt, og gjorde de urimeligste Glædespring.
"Stille, Hector, stille, her! Ove reiste sig fra Skakbordet og hilste roligt, medens han samtidig kaldte ad Hunden.
"Den lyder ikke engang sin egen Herre", sagde Laura, der stod ved Vinduet og ordnede Martsvioler i en lille Kurv, "hvor har Du dog vundet dens Venskab, Elisabeth, det er jo næsten, som —" hun standsede pludseligt og rødmede over hele Ansigtet ved Tanken om Fortiden.
Jeg svarede ikke, men klappede min gamle brune Ven, og takkede den, i mit stille Sind, for dens gode Hukommelse. Hvor ofte havde Bedstefader ikke spøgt med dens Kjærlighed til mig, og sagt: "Dyret er klogt, det vil indynde sig hos sin tilkommende Madmoder."
"Tante sover saa blidt og roligt" , sagde jeg til Bedstefader; de spillede nu igjen ivrigt.
"Og Søvnen giver Kræfter med Guds Hjælp. — Men hvordan er det med Dig selv, min Glut? Du seer jo bleg og daarlig ud."
"Saadan seer Elisabeth altid ud, Bedstefader; hun har været bleg, lige siden hun kom —" Laura brød igjen af og blussede af Ærgrelse over sin Ubetænksomhed.
For første Gang kastede Ove et hurtigt Blik hen paa mig; lidt efter reiste han sig.
"O, De vil dog ikke gaae?" Laura nærmede sig fortrolig, "De maa selv bringe Tante disse Blomster, naar hun vaagner; det vil glæde hende."
"Jeg er nødsaget til at gaae; — Blomsterne ville ganske vist fornøie hende ligesaaameget fra Deres Haand."
"Men hun er bleven vant til at tale med Dem hver Dag. Jeg haabede De vilde drikke Thee med os iaften. — Her er nu saa fornøieligt, Tante er bedre, Elisabeth er kommen, og, og", atter Stammen og Rødmen; o, hvor hun dog var en lille aabenmundet Stakkel.
"Tak, imorgen. — Vil De hilse Frøken Hjorth; det glæder mig inderligt, at hun kommer sig."
Han trykkede Bedstefaders Haand, bukkede for Laura og mig, og gik.
"Lad mig see, lille Elisabeth, Du er venlig og hjertelig mod vor kjære Præst;" formanede Bedstefader, "at det første Møde var Dig lidt underligt, kan jeg godt forstaae, men siden maa min søde Pige være mere imødekommende. Lad Fortiden være ganske glemt. — Han er en herlig, en ædel Mand; Gud gjengjælde ham Alt, hvad han har gjort for mig i denne Sorgens Tid; ingen Søn kunde være trofastere." —
Dag for Dag blev Tante Christine raskere; det gik vel langsomt frem, men sikkert, Appetiten og Kræfterne voxede sammen.
Hvor hun var glad, taknemmelig og forundret over sig selv og hele Verden; Alle vare saa gode og holdt af hende, og hun af dem; havde hun blot vidst det før! Bedstefader tilbragte mangen stille Time i hendes Kammer, og de talte om Fortid og Fremtid; det var som havde de fundet hinanden igjen, efter en lang, lang Adskillelse. Naar hun tog hans Haand, saae paa den og holdt den til sine Læber, var det altid, som bad hun om Tilgivelse. Bedstefader klappede hendes Kind og kyssede hendes Pande til Svar, og hans Blik sagde, tydeligere end Ord. "stakkels Barn, stakkels Barn, Feilen var dog min."
Ove kom daglig, men vi undgik hinanden, saavidt muligt. Han tog sig nu rigtig af Haven, og fik Alt ordnet efter Tantes Ønske; vor klodsede Gartnerkarl og den utrættelige lille Peer Jørgen arbeidede Begge paa Livet.
Foraaret skred rask frem; Crocusserne faldt matte om paa Siden; Druehyazinther og Hanekamme stode i fuldt Flor. Jeg styrede imidlertid Huset efter bedste Evne, og Alt gik saa temmelig i det gamle Spor. Beskjæftigelse var mig fuldkommen nødvendig, der var Uro og Spænding i mit Sind.
"De seer daarlig ud, Frøken", sagde Doctoren en Dag, "vi anstrenge os for meget, det er klart. — En rolig Spadseretour vilde være høist tjenlig;" — han henvendte sig pludselig til Ove, der stod lidt borte, — "Herr Pastor, spadseer en Smule med den unge Dame; det er en Barmhjertighedsgerning, hun gaaer, min Sjæl, ikke alene."
Han kjendte naturligviis Intet til vort tidligere Forhold. Ove taug, jeg stod tvivlraadig, men Bedstefader greb Planen med Glæde; han ønskede saa inderlig, at vi skulde omgaaes utvungent og venskabeligt.
"Tag Lidt paa, Betty, og gjør som Doctoren befaler, ingen Indvending!"
"Her er Shawl, Hat og Slør", Laura kom springende med mit Tøi, "jeg skal nok passe Tante og Alt, vær Du rolig."
Hvor mit Hjerte bankede, og hvor jeg var beklemt og forunderlig tilmode. Doctoren hilste os muntert med Pidsken, idet han rullede forbi i sin lille Eenspænder.
Ove saae meget alvorlig, næsten mørk ud; han gik rask til; det kostede mig ordentlig Besvær at følge.
"Maaskee vi kunne gaae lidt langsommere?"
"Om Forladelse, o, jeg beder om Forladelse!"
Han sagtnede øieblikkelig sine Skridt, men taug endnu bestandig. Denne Tour var en Prøve for ham, jeg følte det, og jeg følte tillige, med en Blanding af Sorg, Glæde og Taknemmelighed, at hans Godhed for mig var uforandret. Der gik vi saa fremmede ved hinandens Side, og dog havde jeg aldrig staaet ham saa nær før. Vilde Vorherre maaskee alligevel? — o, jeg turde ikke troe det!
Foraarsolen skinnede muntert paa de fløielsgrønne Rugmarker; utallige smaa blaae Anemoner stode i Skovbunden; en enkelt hvid tittede ogsaa frem af de frodige grønne Blade; Bøgeknopperne svulmede allerede, og Fuglene fløi hid og did; alle havde de travlt med at sætte Bo; hele Naturen var fuld af Haab og Løvter.
"Er det ikke Storken, der flyver?"
Han saae adspredt op.
"Jo. — Jeg troer det er min Stork, den kredser om Præstegaarden."
"Hvor Tante nu er rask", begyndte jeg igjen, Tausheden var saa frygtelig trykkende, "hun er bleven et ganske andel Menneske."
"Det er hun, og det er jo glædeligt."
"Og Bedstefader ogsaa. O, hvor Vorherre har gjort det godt for dem Begge."
"Vorherre gjør det altid godt, naar vi kun bie paa ham;" han gik nu igjen hurtig til.
"Men hvad er det? her bygges jo et smukt nyt Huus ved Enden af Landsbyen, og det lille hvide Sted er revet ned. — Er den gamle Kone maaskee død?"
"Ja, hun fik udstridt ved Juletid. — Skulle vi ikke gaae denne Vei, her bag om Byen, det er kortere."
Atter Pause.
"Hvorledes er det med Deres Søster?" vovede jeg at spørge.
Han saae med et alvorligt, næsten bebreidende Blik hen paa mig; derpaa fattede han sig hurtigt og svarede:
"Tak, det er godt; hun er nu fuldkommen rask." Netop som vi skulde dreie ind paa Gaarden, kom Mette Marie os imøde; hun blev et eneste stort Smiil, da hun saae os. "Gud skee Lov, nu er det godt igjen", stod tydelig skrevet paa det lille henrykte Ansigt. Vi læste det Begge, troer jeg. Ove standsede strax og bad Farvel; han var bleg og angreben. O, hvor jeg var i en underlig Stemning; jeg vidste ikke selv, om jeg var lettet eller skuffet. — Hvad skulde det blive til?
Tante Christine sad opreist i Sengen og strikkede, da jeg kom ind; Laura læste høit af Psalmebogen med sin blide lille Stemme:

Lykkens lunefulde Spil
Leger ei med Sjæle,
Alting føies, som Gud vil;
Her er trygt at dvæle.

Tante nikkede kjærligt til mig og kappede min Haand.
"Det er saadanne beroligende Ord, lille Elisabeth, ikke sandt: Her er trygt at dvæle."

Ellevte Kapitel.

Det var en glad Dag, da Tante Christine første Gang kom op, og sad paa Sophaen, omgiven af Puder. Laura holdt triumpherende et Speil henimod hende.
"Hvad siger Du, Tante, ligner Du ikke formelig Bedstefader? og Du veed nok, hvem han igjen ligner."
"Du vil gjøre mig forfængelig paa mine gamle Dage, Barm — Herregud, jeg seer jo virkelig ganske skikkelig ud, accurat som andre Mennesker."
Tante glattede sit Haar med de magre, gjennemsigtige Fingre, rettede lidt paa den nette lille Kappe — de trekantede Tørklæder ere bandlyste for evigt — og betragtede sig selv med et vist, forundret Velbehag. Hun saae ogsaa meget net og hyggelig ud i den varme, bekvemme Morgendragt; før sad Alt saa stivt, stramt og pertentligt om hende, at det formelig kunde gyse i En.
"Aa, hvor der er yndigt i Haven! og der staaer gamle Fader i Alleen; han lader vist Flaget heise. Ja, der er det, det kjære Dannebrog, hvor fornøieligt det dog vifter frem og tilbage i den blaae Luft!"
Tante foldede sine hænder og brast i Graad; hendes Hjerte blev for fuldt.
O hvor gierne havde jeg ikke glædet mig, ret af Hjertens Grund, som de Andre, men jeg kunde ikke ganske glemme mig selv og mine Bekymringer. Bedstefader og Laura mærkede Intet, hvorimod Tante skjænkede mig den inderligste Deeltagelse. Hun opfattede Sagen paa sin Viis, men talte aldrig derom; et Haandtryk eller et lille opmuntrende Nik, fik jeg derimod, hvergang jeg var alvorlig og taus.
En varm, klar Maidag sadde Laura og jeg ude paa Verandaen. Tante laae paa Sophaen i Cabinettet og blundede; vi kunde høre hver Lyd derinde fra.
"Elisabeth, jeg er virkelig træt; vi vare saa længe oppe igaar, og der er noget underlig Søvndyssende ved Luften. — Maa jeg lægge mit Hoved paa din Skulder? saadan, nu sover jeg allerede." Laura loe op til mig med lukkede Øine. Det varede dog ikke længe, før den forstilte Søvn blev virkelig. Jeg slog Armen om min lille Søsters Liv og støttede hende; hun laae saa tryg og stille; der hvilede den blideste Fred over det yndige Barneansigt.
Alt var saa smukt rundt omring os; det havde regnet om Morgenen, og de klare Vanddraaber perlede endnu paa Græs og Straa; Lindetræerne lystgrønne Blade frigjorde sig mere og mere, de smaa røde Hylstre laae hendryssede paa den sorte nyrevne Gang; Kirsebærtræernes Kroner saae ud som nyfalden Snee; Sirenerne duftede allerede, og Paaskelilier og Pæoner skinnede i Solen. Gjøgen kukkede muntert inde i Skoven: Ti, tyve, tredive Gange, Gud frie En fra saamange Leveaar!
Midt i al denne Herlighed følte jeg mig saa forsagt, modløs, træt; o, det var bedre at tage hjem strax; dette Liv kunde jeg ikke udholde!
"Goddag, Goddag", lød nu Tantes Stemme, "Goddag og velkommen."
"Blot jeg ikke forstyrrer Dem, Frøken Hjorth", det var Ove, der talte.
"Aldeles ikke, jeg er saa glad, De kom. — Sidder jeg ikke velsignet her? — ja, Elisabeth har rigtignok næsten pakket mig for godt ind; man bliver saa forkjælet."
"De seer overordentlig vel ud, Frøken, Gud skee Lov! men det forekommer mig, at Deres Niecer endnu ere lidt anstrengte og blege."
"Aa den Lille feiler Ingenting, hun blomstrer jo som en Rose; det er kun Elisabeth. Stakkels Elisabeth, hun har været saa opoffrende og kjærlig imod mig. — Hun er inderlig god, Gud veed, det er hun."
"Hvem benegter det", der var noget Hastigt og Afvisende i hans Tone. Jeg prøvede paa at reise mig og gaae, men kunde ikke, saa blev jeg da siddende og vovede neppe at aande.
"Undertiden har jeg tænkt", begyndte Tante igjen, "at De var for haard. — Ja, jeg vil tale reent ud nu! det arme Barn, var det hendes Skyld, at De troede hende fuldkommen? havde De Ret til at bebreide hende, at hun kun var en stakkels feilfuld Pige? burde De ikke have formanet og baaret over med hende? — Jeg sagde det strax, første Dag: naar han lærer Dig rigtig at kjende, vil han vaagne. — Ak, ja, den Bleghed, der kommer af Sorg, kan ingen Doctor hjælpe af med; hun forvinder det aldrig."
"Store Gud, hvad er alt Dette", han foer heftig op, "er De syg igjen, taler De vildt? — Elisabeth kan ikke have misforstaaet mig, det er umuligt. O, det er grusomt at skaffe mig ny Kamp og Qval! dersom, dersom hun havde holdt det Mindste af mig, havde hun jo blot behøvet at sige et eneste Ord." — Han bøiede sig ud af Vinduet i stærk Sindsbevægelse, jeg saae op.
"Ah, der er hun! — hørte De vor Samtale?"
"Ja."
"Saa svar mig, som for Guds Aasyn, har De et Øieblik tvivlet om, at jeg elskede Dem inderligt?"
"Nei."
"Hører De? De kunde have sparet mig for Dette, Frøken Christine! — dog endnu Et, var det ikke en Lettelse, en Befrielse for Dem, at blive løst fra Løvtet? — var det vel en Sorg?"
"Ikke strax."
Det var Alt, hvad jeg svarede, men i næste Øieblik stod han ude hos mig med sit kjære, trofaste Ansigt opklaret af det gladeste Haab.
"Men senere? hvad senere, lille Elisabeth?"
Før Laura vaagnede, havde jeg skriftet og lagt hver mørk Fold i min Sjæl klar for hans Blik; og vi havde taget de gamle Fremtidsplaner og Drømme op igjen. O, hvor lidt havde jeg fortjent al denne Lykke og Velsignelse! —
Et Par Dage efter stode Ove og jeg udenfor den brune Dør i det graae Huus paa Vandkunsten. Pigen, der lukkede os op, gav et lille Skrig; jeg betød hende at være stille og nærmede mig saa Dagligstuen.
Christian læste høit for Moder i Berlingske Tidende; af og til standede han og gjorde et Par Bemærkninger; han vilde altid saa inderlig gjerne sætte hende ind i Forholdene, men alle Anstrengelser, i saa Henseende, bleve frugtesløse. Moder brød sig ikke en Smule om Politik; Tankerne gjorde bestemt den ene lille Reise efter den anden, medens han læste, snart til Laura og mig. "hvornaar kunde der komme Brev igjen?" snart til Christian og hans Fremtid: "hvor velsignet, at han havde faaet fast Ansættelse", snart til Middagsmaden: "blot Rhabarbergrøden — Johans Livret — blev stiv nok," saa op paa kvisten, hvor den Syvende, Lykkebarnet, netop var ankommet, saa ned i Pengekassen: "man turde dog vistnok tillade sig at —"
"Hører Du, Moder, hvad Bismard —"
"Ja vist, det er jo forskrækkeligt! — men der er Nogen ved Døren. — Elisabeth, Gud i Himlen!"
O, hvor det var en lykkelig Dag! Moder og Ove forstode strax hinanden.
"Han har dog et herligt Ansigt", hviskede hun, "saa tillidindgydende, godt og forstandigt, men siig mig nu, Barn, hvorfor —?"
"Du maa ingen Forklaring fordre, elskede lille Moder, og Du ikke heller, Christian, al Feilen var paa min Side, udelukkende paa min."

Klokken slaaer tolv. Decembersolen gjør et lille Tit ind i Oves Studeerkammer; Ilden flammer og knittrer lystig i Kakkelovnen, Hector ligger magelig udstrakt og gotter sig ved Varmen. Jeg sidder ved Vinduet og fryder mig over Udsigten; de grønne Graner i den hvide Snee have noget saa Qvægende for Øiet.
Inde fra den store Stue, ved Siden, lyder en dæmpet Summen og Surren, det er de smaa Confirmander, der rejse sig for at gaae. Fra Hjørnevinduet kan jeg see dem komme ud, To og To. Mette Marie og Peer Jørgen blive staaende i Porten; de høre nu Begge hjemme her, gamle Bedstemoder er død.
Solen skinner paa de muntre, ubekymrede unge Ansigter. Oves Øie følger dem kjærligt; han er glad i sin Gjerning, og med Guds Hjælp vil den bære Frugt.
See, nu nikker han hen til mig; hans Ansigt straaler saa velsignet. Han er ogsaa glad over sin Kone, tilfreds med sin lille Amanuensis, hvor feilfuld hun end er.
Men hvad er det? Hector reiser sig urolig; jeg hører Kanebjælder og Pidskeknald. — Ah, det er Bedstefader og Tante Christine, og midt imellem dem sidder en velindpakket, æblekindet, guldlokket, utaalmodig Dreng, der neppe kan holde sig rolig, til vognen standser. Det er lille Johan , som skal tilbringe Juleferien hos store Søster i Præstegaarden.