Paa St. Jørgen

by Amalie Skram

I.

Hvor var det underligt at kjøre afsted som en Arrestant — Else drejed uafladelig Hodet fra højre til venstre og saa ud gjennem Vognens Vinduer.
Der gik Meneskene fri og frank i det dejlige Vaarsolskin paa det plørede Martsmaaneds Føre og tænkte paa alt og ingenting. Sporvogne, Drosker, Arbejdskærrer, alle Slags Kjøretøjer fo'r frem og tilbage i den Retning, de selv vilde. Kun hun blev transporteret didhen, hvor hun ikke vilde.
Hvor tit havde hun ikke i Bladene læst om, at den eller den af Politiet var bleven puttet i en Droske og kjørt til Stationen, uden at tænke noget videre over det. Nu var hun i samme Kasus.
I samme Kasus? Nej, det var netop det, hun ikke var. For dem, som Politiet tog sig af, gaves der Lov og Ret: Forhør, Frikjendelse eller Domfældelse. Men for hende? — Hun tilhørte nu en Kaste, som Samfundet ikke regned med.
Gjennem Vognvinduet opfanged hun et Glimt af en aldrende, sirlig og proper, men fattig klædt Herre, som hun mange Gange før havde truffet i denne samme Gade. Han brugte altid at gaa med ludende Hode og Hænderne sammenlagt paa Ryggen. Ret som det var, plejed han at staa stille, at rette Nakken, og at se frem for sig med et Blik, der intet saa. Og saa snakte han med Læberne, lydløst, og virred lidt med Hodet. Else havde tit iagttaget ham i nogle Skridts Afstand, og tænkt, at han var en ulykkelig, en, som Livet havde pint og brudt istykker, men ikke gjort ond. For hans Øjne var saa milde og døde.
Bare ikke Hieronimus nogensinde fik fat paa ham! Saadan en Særling vilde Hieronimus naturligvis straks putte i Celle. Og saa vilde det være forbi med Manden for bestandig. For Kræfter til at udholde bare de rent fysiske Pinsler i det Hieronimuske Helvede havde Stakkeren sikkert ikke. Langt mindre da den afgrundsonde Tanke at være berøvet Friheden, og at bli holdt indespærret i et Galeshus.
Saadan en Særling — —
Var Hieronimus ikke selv en Særling? — —
Else blev ved at dreje Hodet til Siderne for at kunne se gjennem Vognvinduerne. Hvor Færdselen i Gaderne forekom hende fjern og fremmed! Som en Verden hun saa paa fra et hinsidigt Sted.
Herregud — hvorfor trasked og stræved og aste dog disse Mennesker saadan? Og hvorfor hypped de til Hestene, og tvang dem til at slide og løbe?
En vakker Dag vilde dog Døden slaa Kloen i dem alle. Eller — hvad der var tusend Gange værre: de vilde bli tat i Nakken og fanget ind af en eller anden Hieronimus.
— Hun prøved at tænke paa Knut og Tage, men fik det ikke til. En uendelig, uoverskuelig Ørken skilte dem fra hende. Det var, som de ikke længer kom hende ved.
Hun havde ingen i Verden mere. Var kun sig selv. — Sig selv og — Hieronimus.
For ham førte hun med sig. Han og hans Færd besatte hende, var helt og holdent inde i hende, laa som en Mare over og indeni og udenpaa hende. —
Hieronimus og hun. Ingen og intet i Verden uden han og hende. — —
Og dog følte hun hele Tiden Hjærtet klappe pludselig med stærke Slag, fordi hun uafladelig, mens hun saa' gjennem Vognvinduerne, troed at gjenkjende Knuts Skikkelse. Det var begyndt allerede, da hun kjørte over Hospitalets Gaardsrum. Knut maatte staa der, for at se hende, og nikke til hende, inden hun førtes til sit nye Fængsel. Eller ved den store, sidste Port. Eller ude paa Gaden tæt ved Hospitalet. Men overalt havde han ikke vært.
Hun sorged ikke over det. Kunde bare ikke forstaa det.

II.

De skal ikke være bange,” sa Else og smilte til den venlige gamle Kone, der sad paa Vognsædet ligeoverfor, og med vagtsomme Øjne holdt Haanden paa Dørgrebet. „Jeg pønser ikke paa at undvige.”
„Nej,” sa Konen og nikked blidt, uden at ta Haanden bort. „Det er nu saadan” en Vane, jeg har.”
„Har De kjørt til „St. Jørgen” med flere kanske?”
„Ok ja, Frue,” Konen smilte, saa at Ansigtets Rynker blev myldrende mange. „I 26 Aar. Min Mand er Portner ved Hospitalet, og saa har jeg havt den Bestilling.”
„I 26 Aar,” gjentog Else. „Saa kan jeg ikke forstaa, at De er ængstelig. De maa jo da være vant til at greje Dem med de gale.”
„Aa ja,” nikked Konen. „Men de har det paa forskjellig Maade. De roligste er de lumskeste,” hendes bittesmaa, sortblinkende Øjne saa lunt paa Else, og om den gamle smale Mund laa et underfundigt Smil.
„Nej, man siger jo, at ingen i Verden kan være saa snedige som de sindssyge,” svarte Else, der næsten ikke kunde bare sig for at le.
Konen kneb Øjnene sammen og nikked med det samme underfundige Smil, mens hun ugenert stirred Else ind i Ansigtet. Hendes Mine sa: Mig narrer Du ikke.
„Hvor er vi nu?” spurgte Else.
„Paa Kongevejen. Der henne ligger den gamle store Park,” Konen pegte ud gjennem det venstre Vognvindu.
Den gamle store Park. — — Der havde Else gaat med Knut paa klare, varme Sommerdage, og de havde siddet deroppe paa Udsigten, og set nedover Byen. Og hun havde vært saa lykkelig ved at gaa der, fordi hun gik der med Knut, og fordi den gamle store Park et Par smaa Steder minded lidt om hendes Hjemland.
„Har det hændt, at de forsøgte paa at undvige de, som De kjørte med?” spurgte Else.
„Ok ja. Mange Gange.”
„Men det er vel aldrig lykkedes?”
„Nej. For det er jo umuligt. Her er jo jeg — ja, før var jeg saa rask tilbens, at selv om de Syge løb hurtig. — Og saa er der jo en flink Fyr paa Bukken, foruden Kusken. Og desuden — alle de, en møder, gir sig med paa Jagten, saasnart de hører, det er en sindssyg.”
Ja, tænkte Else. For dem, som har faat Etiketten sindssyg klæbet paa sig, for dem gives der ingen Pardon.
„De er altsaa altid blet fanget ind igjen, de, som vilde flygte?” vedblev Else.
„Netop. Paa to Gange nær. To Gange i 26 Aar. Det er inte mejet.”
„Hvordan gik det til, at de undkom? Fortæl mig!”
„Ja, jeg véd skam inte, Frue. De var som sunkne i Jorden. Den ene havde gjemt sig inde i en Rugmark, hørte vi siden, og den anden var sprungen tværs over Gjærdet og var faret paa Hodet i et Gadekjær.”
„De arme Mennesker,” sa Else og knytted fast Fingrene i hverandre, mens hun sukked dybt.
„Aa ja. Det var nu Sindsygens Dumhed som drev dem,” bemærked Konen. „Saa man véd inte, hvad man skal sige til 'et.”
Else saa bestandig ud gjennem Vognvinduerne. Der var vidt og bølgeformigt fladt til alle Sider. Himlen var blaa, Solskinnet gyldent, og rundt i Horisonten stod en fin, lillahvid Taagedis, hvorigjennem fantastiske Konturer af Skovbryn her og der kom tilsyne.
„Aa hvor her er varmt,” Else løste paa sin Peltskaabe. „Har De noget imod at vi aabner lidt?”
„Inte det ringeste, Frue,” Konen rejste sig, og trak i Remmen, saa Vinduet halvt gled ned.
„Tak,” sa Else. „Nu vil jeg ta frem mit Hækletøj og være flittig. Saa gaar Tiden fortere.”
„Hvorlænge varer Turen til St. Jørgen?” spurgte Else, da hun i Taushed havde hæklet en Stund.
„Fem Timer omtrent. Men vi skal bede undervejs.”
„Hvorfor?”
„For Hestenes Skyld. Og ogsaa for at Fruen skal ha en Forfriskning. Kaffe og Hvedebrød. Paa en Kro midtvejs mellem Byen og Sct. Jørgen. Det skal smage godt at faa Kaffe,” Konen nikked. Hun sad fremdeles med Haanden klemt fast om Dørgrebet.
Der vil Knut være, tænkte Else, og en Skjælven krøb igjennem hendes Legeme. Aa bare hun fik dette ene Bevis paa, at han var med i hendes Lidelse. At han, tiltrods for at han intet havde foretat sig efter hendes Jammersbrev, dog var hos hende i sine Tanker og i sin Sorg. Hvor kunde en dog overlade et Væsen, som var en kjært til fremmedes Forgodtbefindende uden i det mindste en eneste Gang selv at se og høre ? — —
Nej, han vilde staa udenfor Kroen, komme hen og lukke Vogndøren op, og saa — — —
Tænk hvor nøjsom hun var blet! At hun kunde føle denne Bevægelse ved Tanken om, at Knut vilde være paa hendes Smertensvej. Vilde, om blot se hende, og sige de Ord, som tog alt ondt bort.
Nøjsom? Nej, det var ikke nøjsomt. Det var Livets et og alt, dette at ha et Menneske, som i Livets ondt og godt var ét med en selv. Og netop saadan havde Knut jo altid vært.
Hun sank hen i Mindet om og i Betragtningen af de svundne Aar, og mens hendes Fingre flittig hækled paa den brede Gardinblonde blev hun vissere og vissere paa, at Knut vilde staa udenfor Kroen, som laa midtvejs mellem Byen og Sct. Jørgen, der hvor de skulde bede. — —

Denne stilfærdig knitrende Lyd, der liksom vugged hende dybere ind i hendes Forestillinger og vakte som en vag Fornemmelse af et Slags hjemlig Hygge? — — Else retted Hodet, som hun havde holdt bøjet over Hækletøjet. Der sad Konen trykket ind i Hjørnet af Vognen med et stort, sort Strikketøj mellem Hænderne. Saa var hun altsaa falden til Ro, og frygted ikke mere for, at Else tænkte paa at undvige. Else blev saa glad over dette Bevis paa denne erfarne gamle Kones Tillid, at hun gjerne kunde ha kysset hende.
„Kanske De fryser,” sa Else. „Vil De ikke ha min Skindkrave? Jeg er saa altfor varm.”
„Nej, nej, Frue. Jeg sidder saa lunt. Ellers Tak.”
„Aa jo,” vedblev Else indtrængende. „Jeg kan se paa Dem, at De er bange for Trækken,” Else rejste sig og slog Skindkraven om Konens Skuldre. „Vær sød og behold den paa,” bad hun.
„Fruen er saa altfor venlig,” Konen rysted smilende Hodet. „Ja ja, saa siger jeg Tak.”
„Har De Børn?” spurgte Else lidt efter.
„Ok ja, Frue,” svarte Konen, mens hun strikked og strikked. „Vi har havt saa mange, men Vorherre har gjemt dem saa nær som paa to.”
„Stakkels Dem. Hvad har De da ikke gjennemgaaet.”
„Netop,” sa Konen. „Naar det første dør, synes en, at det kan en ikke udholde, men naar de saa plukkes fra en den ene efter den anden,” hun la Strikketøjet i Skjødet, og tog frem af en Pose en hvid Klud, hvormed hun tørred Øjnene og pudsed Næsen.
„Og saadanne dejlige og fremmelige Børn,” Konen var atter begyndt at strikke. „Anton, han var lige fyld 7 Aar — han sa til sin Far om Aftningen, som han døde om Natten. Far, sa han, jeg tror, det er sandt, at vi faar Vinger, naar vi dør, for jeg kan mærke, at de er begyndt at vokse ud paa mine Skuldre.”
„Vidste De, at han skulde dø, da han sa det?”
„Ja. For vi havde jo set paa de andre. Det var Lungesot de havde. Han døde saa stille som et Lys, der pustes ud. Jeg sad i Stolen foran Sengen og blunded lidt — ja, for jeg havde vaaget saa mange Nætter, og ingen er jo mere end et Menneske. Saa vaagner jeg af at høre min Mand snorke borte i Sengen, og da jeg skal se til Drengen, er han kold og død,” atter la Konen Strikketøjet fra sig og pudsed sin Næse.
„Vækked De saa ikke Deres Mand?” „Nej, ok nej. Han var jo træt efter Dagens Slid og Slæb, og Anton var jo den syvende, som døde.”
Den syvende, som døde, tænkte Else. Man vænner sig altsaa til alt. Ogsaa til at se sine Børn rives bort af Døden. — Ja, selv havde hun jo vænnet sig til det Hieronimuske Helvede saadan, at hun formelig havde følt Vemod ved at skulle forlade det.
„Jeg kan næsten ikke fatte, at man nogensinde kommer over det at se sine Børn dø,” sa hun. „Det maa dog være det værste af alt.”
„Ja, jeg ved virkelig inte, hvad jeg skal kalde for det værste,” svarte Konen og rokked med Hodet, mens hun flittig strikked. „Hvis nu ens Mand holder sig med andre,” hun kneb Læberne sammen, og bøjed Ansigtet dybere over Strikketøjet. „Vi Fruentimmer slides jo op af Stræb og Børnefødsler, og Mændene — de vil jo immer ha noget at forlyste sig med. Naar de saa kommer hjem til en træt og mut og gnaven gammel Kone,” hun tog atter Kluden frem og tørred Næsen.
„Men der er dog mange Mænd, som er glad i sine Koner, selv om de er trætte og gamle,” sa Else. „Ikke sandt?”
„Ja tror Fruen virkelig det?” Konen lod Strikketøjet synke og saa' forskende paa Else.
„Ja. For de har jo saa mange gode Minder fra før i Tiden. Dengang Konen var ung og sød og glad. Og det binder en Mand og gjør, at han ser paa Konen med Ungdommens Øjne.”
„Det høres saa kønt, hvad Fruen siger,” nogle smaa Taarer trilled ned langs Konens Næse, og det bæved om hendes tynde Mund. „Men naar der nu ingen gode Minder er? Naar Konen altid har vært træt og ussel og gnaven og mistroisk. — Aa ja, Frue, jeg snakker saa vidt og bredt, fordi jeg kan mærke, at Fruen er et Menneske som forstaar.”
Der gik nogle Minutter hvori Else hækled og Konen strikked. Saa sa Else: „De er altsaa kommen til det Resultat, at Livet er et Onde?”
„Et hvadforslags?”
„Ja, at Livet er saa ondt og fælt, at det var bedre ikke at ha vært født?”
Konen holdt op at strikke og grunded lidt. „Nej,” sa hun saa, og rysted stille Hodet. „Jeg kan slet ikke tænke mig det, at ikke ha vært født. Der har dog vært saa mange Adspredelser, og om jeg saa maa sige, Oplevelser og Glæder her i Verden. Og nu min Bestilling. Hvem skulde kjøre med de sindssyge, hvis jeg ikke havde gjort det?”
„De havde dog vel nok fundet en anden,” sa Else.
„Fundet en anden? — Ja, men saa havde det jo ikke vært mig. Nu har jeg kjørt og kjørt i alle disse Aarene. Ok ja.”
„Har De ikke lidt frygteligt ved det — jeg mener, havt forfærdelig ondt af dem?”
„Af hvem? Af de sindssyge. — Nej, Herregud, det er jo Personer, som man ikke saadan kerer sig om. Og saa er de saa skrækkelig simple. Jeg kan slet ikke fortælle Fruen, hvad Slags Ord de tar i sin Mund, og hvad Sags Gebærder de mangen Gang gjør.”
Else blev mere og mere vel tilmode ved den venlige gamle Kones Selskab. Saadan vilde hun ikke ha talt, hvis hun havde anset Else for sindssyg. Men naturligvis var hun sig det ikke bevidst. Rent instinktmæssig kom det.
„Ja, det maa jo være fælt at se og høre paa,” sa Else. „Men jeg vilde nu ha forfærdelig ondt af Dem alligevel.”
„Aa, jeg ved inte, Fruen. Den Sort Skabninger er jo mere som et Slags Dyr.”
Else gav sig atter til at hækle, og Konen strikked og strikked. Om en Stund sa Else: „Men de to Børn, De har tilbage, er det gaat godt med dem da?”
„Jeg takker Gud for dem, han har gjemt, Frue,” svarte Konen mørk.
„Saa slipper de for Jordlivets Sorger, mener De?”
„Netop,” sa Konen, og saa hastigt op. „Se nu min Søn, han har giftet sig med et daarligt Fruentimmer, som har draget ham ned saa dybt, saa dybt i Ulykke og Fordærvelse, og har bragt Sorg og Skam over os allesammen.”
„Men kanske han alligevel er lykkelig med hende?”
„Lykkelig! Aa nej, Gud hjælpe os,” Konen tog atter fat paa Strikketøjet. „Der er inte andet end som Slagsmaal og Ballader med dem uafladelig. Hun render med sine gamle Kjærester, og der sidder han.”
„Men det véd han da vel ikke om?”
„Jo, saamæn gjør han saa! Men hvad kan det hjælpe, naar et Fruentimmer først har bedaaret et Mandfolk? Hvergang vi nævner det, farer han op aldeles balstyrig. Men saa undertiden kommer han og græder til mig, og naar jeg saa siger et Ord til hendes bedste, for om jeg saa maa sige, at indsmigre mig hos ham, saa kalder han hende med de værste Navne og siger, om jeg vil gjøre mig saa simpel at tale godt for saadan en.”
„Ja Menneskene er underlige,” sa Else.
„Netop,” udbrød Konen og saa' paa Else med et Blik fuldt af samtykkende Forundring. „Ja er de ikke underlige,” vedblev hun tankefuld. „Det eneste, en har at trøste sig til, det er, at Graven snart skal gjemme os alle,” det sidste kom med bævende Stemme.
„Ja, der er noget forsonende i Tanken paa Døden,” bemærked Else.
„Netop! Og tænk, saa bange som vi fra Begyndelsen af er for den. Men efterhvert som man lever, blir man blidere stemt imod den. Og saa er det jo dette, at ikke alene en selv og de, som lever med en, skal dø, men alle de, som kommer bagefter ogsaa.”
„Tror De paa et Liv efter dette?” spurgte Else.
„Ih Gud ja, det gjør jeg rigtignok! For det lærer en jo fra Barnsben af. Men fatte det kan jeg ikke.”
„Vilde De gjerne leve efter, De var død?”
„Aa nej saamæn. For min Del kunde det være nok med det, som er. Men man er jo ikke et respekterligt Menneske, hvis om en ikke tror paa de Dele. Og saa Herregud — skade kan det jo ikke — —”
Else saa' ud paa Markerne, hvor der her og der laa Klatter af Sne. Solen var gjemt af Taagedisen, som var stegen højere paa Himlen, og Tonen over Landskabet var bleven raakold og vinterlig.
„Nu synes jeg, det er køligt,” sa Else.
„Netop! Ih Gud nej, hvor Fruen dog er fornuftig. Jeg sad lige nu og tænkte paa det samme. Saa lukker vi Vinduet. Forresten er vi der straks.”

III.

Else rulled Hækletøjet sammen og putted det ned i sin Arbejdstaske. Saa læned hun sig tilbage i Vognen og lukked Øjnene. Naar de nu standsed ved Kroen, og Vogndøren blev lukket op, og Knut pludselig stod foran hende?
Vilde Knut straks mærke, at hun ikke var sindssyg? Forstaa i et eneste Glimt, at det var en oprørende Uret at spærre hende inde i et nyt Galehus? — —
Nej, det vilde han sikkert ikke. Han havde jo blindt og fast troet paa Hieronimus. Saa kunde vel ikke det blotte Syn af hende og et Par Minutters Samtale omstøde hans klippefaste Tro. Der var jo noget, som kaldtes for de gales lyse Øjeblikke.
Men saa vilde det være bedre, at han ikke var der. Aa ja, ja, tusend Gange bedre!
Hun var jo desuden saa forstenet og forbitret over hans Adfærd mod hende siden den Dag, han forlod hende ved Indgangen til sjette Afdeling, at hun ikke vilde kunne bekvemme sig til nogetsomhelst Forsøg paa at forandre hans Bestemmelse. Hun vilde formodentlig komme til at sige det samme som til Hieronimus den Gang i Cellen: Lad mig bare fare. Jo mere, jo bedre.
Aa Gud nej. Bare han dog ikke var der!
Vognen holdt. Konen rejste sig, og la Haanden paa Elses Skulder: „Her er det.”
Else retted sig op.
I det samme blev Vogndøren aabnet. Else fo'r sammen med et Ryk. Gudskelov, det var Portøren, som stod udenfor, og ikke Knut.
Konen steg først ud; saa rakte hun Haanden til Else, der Øjeblikket efter stod paa Landevejen, og saa' sig sky om til alle Sider. Ingen Knut. Intet at se andet end de bølgeformig flade Marker, med Skimt af Skovbryn gjennem Taagedisen, som nu var graa og fugtig. Nogle Bondegaarde og Bygninger her og der, og tilhøjre tæt ved, et lavt, langt Hus, over hvis Indgangsdør der med store hvide Bogstaver stod skrevet: „Gjæstgiversted”. Ligeoverfor var der et Skur med Paaskriften: „Rejsestald”.
Else pusted ud i Lettelse over, at Knut ikke var der, for i næste Nu at føle Skuffelsen som et sugende Nag i Brystet.
Men inde i Kroen vilde han sidde. Der vilde han komme hende imøde, ta hende ved Haanden, og be om at faa tale med hende. Atter igjen følte hun den forrige skjælvende Bevægelse krybe igjennem sig, og atter sneg Angsten for at se ham sig over hende.
Kusken og Portøren begyndte at spænde Hestene fra, og Konen tog Else ved Armen, og førte hende op ad Kroens lave Stentrappe ind i en raakold Stue, der havde en Skjænk med mange Flasker paa den ene Langvæg og nogle Smaaborde og Stole paa den anden. Foran de to smaa Vinduesfag stod ligeledes Borde og Stole. Paa Væggene var der opklæbet Annoncer og Plakater med storbogstavede Avertissementer og kolorerede Billeder af Tuborgflasker. Bag Skjænken stod et døsigt Fruentimmer i sort Strikkevest med korslagte Arme over den fremstaaende Mave. Der lugted af Petroleum, Brændevin og Stenkulsos, og Gulvet var strøet med Sand.
Altsaa heller ikke der nogen Knut.
Konen fik Else tilsæde ved et af Bordene. Saa bestilte hun to Kopper Kaffe med Wienerbrød.
„Kan jeg ikke heller faa et Stykke Smørrebrød, bad Else. „Jeg liker ikke Wienerbrød.”
„Ja, jeg véd inte Frue. Reglementet lyder paa Wienerbrød. Men forresten, det kan vel gjøre det samme.”
Straks efter bragtes det forlangte af det døsige Fruentimmer.
Else betragted Konen, der begjærlig, og i lange Drag drak den glohede Kaffe af den tykke blaarandede Kop. Selv maalte hun længe puste paa Kaffen, inden hun kunde gi sig i Lag med den.
Døren fra Gangen gik stille op, og et underligt Par kom ind: et Fruentimmer med et grønblegt, udmagret Ansigt, holdende under Armen en graagusten Mand i fillede Klær og stride Haartjafser strittende rundt om det med tyndt, kort Skjæg bevokste Ansigt. Fruentimmeret havde revnede Mandfolkestøvler, kort blaarudet Bomuldsskjørt, sort Vadmelstrøje, og om Hodet et uldent Tørklæde, der ganske skjulte Haaret. Mandens ene Ben var fra Ankelen til Knæet surret ind i en skidden Bandage, og han halted stærkt, mens han, støttet til Fruentimmeret og med en Kjæp i den ene Haand stavred hen til et af Bordene, hvor Fruentimmeret hjalp ham tilsæde.
Else keg paa dem. De sad begge to stive og stille og saa ret frem for sig.
Det døsige Fruentimmer bag Skjænken gik hen til dem med en Bajer og et Snapseglas i den ene Haand, og i den anden en Brændevinsflaske, hvoraf hun fyldte Snapseglasset.
Manden greb med stive Fingre i sin lasede Vestelomme, og tog op nogle Kobbermønter, som han rakte Værtinden. Saa drak han Snapsen, og satte derpaa Bajeren til Munden, og tømte den paa en Gang.
Derefter tog han op af Bukselommen en liden Snadde og en Æske Fyrstikker. Han stak Langfingeren i Snadden, saa lidt paa den, og tændte den. En hæslig Stank af brændt Træ fyldte straks efter Rummet.
Saa greb han Kjæppen, som han havde stillet ind mellem sine Knæ, og Fruentimmeret, der hele Tiden havde siddet ret op og ned og stirred med et tomt Blik, rejste sig øjeblikkelig, tog ham under Armen og hjalp ham op fra Stolen. Og uden at mæle et Ord stavred de saa ud af Skjænkestuen.
Else rejste sig og saa' gjennem Vinduet efter dem.
Der gik de henad Landevejen, Konen med det udmagrede, grønblege Ansigt, trækkende med sig den lasede, haltende Mand.
„Hvad var det for Slags Mennesker?” spurgte Else Konen, der øjeblikkelig var kommen hen, og havde stillet sig ved Siden af hende.
„Nogle Vejfarende, som skal til Byen. Formodentlig for at søge Arbejde.”
„Men hvorfor fik Konen ingenting? Hvorfor drak han det altsammen selv?”
„Aa ja Frue. Manden er jo den vigtigste.”
„Men den stakkels Kone! Hun var jo segnefærdig af Træthed og Sult.”
„Netop! Men saadan er det nu engang her i Verden.”
„Hvor kunde De vide, at det var Snaps og Bajer, han vilde ha?” vendte Else sig til Værtinden, der havde indtat sin forrige Plads bag Skjænken.
„Hvad skulde han ellers vilde ha havt,” svarte Konen trevent.
I det samme lød der et Hyl. En smal Dør i Tværvæggen bag Skjænken gik op, og en 4 Aars gammel Gut kom løbende ind: „Mor, han sla'r mine Kyllinger!”
Det døsige Fruentimmer tog Gutten i Armen og føjsed ham med et Spark af sit Knæ hen imod Døren. Men saa blev Gutten grebet af et voldsomt Hosteanfald med hule hikkende Lyde. Han kroged sig sammen og faldt næsegrus mod Gulvet, mens han blev ved med at hoste og at hive efter Vejret.
„Han har jo Krampe,” sa Else forskrækket til det døsige Fruentimmer, der stod rolig og uanfægtet.
„Aa, det er kun denne fjollede Kighoste,” Fruentimmeret letted liksom modstræbende Gutten op fra Gulvet og bar ham ud.
„Var det ikke muligt, at jeg kunde faa komme ind et Sted, og gjøre en Smule Toilette?” spurgte Else, mens hun tørred sine Fingre i Papirservietten.
„Jo værsgod,” Konen aabned en Dør, der førte ind til et lidet Rum med et Par Senge, og et, med hvid Sjirting behængt Vaskebord. Derinde stod en Dør paa Klem med Udsigt til en uryddig Gaardsplas, i hvis ene Hjørne der var en aaben Laage ud til de brune, vide Marker.
Konen skjelte til den aabne Dør, mens hun tripped Else i Hælene og bestandig stod tæt op ad hende. Hun holdt de nervøst skjælvende Hænder lidt opløftet, som gjaldt det at være rede til at slaa Kloen i noget.
„Nu er De igjen bange,” sa Else, mens hun dypped sine Fingre i Vaskeskaalen.
„Ok nej, Frue. Men en kan jo aldrig vide. Og nu er mine Ben saa stive og gamle. Før i Tiden sprang jeg saa let, som jeg véd ikke hvad. Den maatte være tidlig oppe, som skulde rende fra mig,” hun smilte og smaarysted Hodet.
„De skal ikke ha Mistro til mig,” sa Else. „Det er ganske unødvendigt.”
„Netop Frue. Men en har jo sin Bestilling. Og det er ikke rart, hvis der hænder noget.”

IV.

De sad atter i Vognen, som rulled afsted, Konen strikked, og Else hækled.
Naa ja, saa vilde Knut være paa Sct. Jørgen. Det var ogsaa bedre. For der i Kroen i de uhyggelige Omgivelser — —. Skjønt paa Sct, Jørgen fik han vel ikke Lov til at se hende Kroen havde dog vært som et Slags neutralt Terrain.
„Hvorfor skal Fruen egentlig til Sct. Jørgen?” spurgte Konen pludselig, og saa op fra Strikketøjet.
„Ja, sig mig det,” svarte Else og smilte sygt.
„Men har da Fruen ikke sin Mand ilive?”
„Jo: Men Hieronimus er ogsaa ilive.”
„Netop,” sa Konen, og lo stille. „Og det er en streng Herre.”
„Ja, han har ikke vært god at komme ud for. De maa tænke Dem til, han ved ikke Gnist af Besked om mig, har kun ganske brutalt besluttet” — Else standsed pludselig, og sa til sig selv: Hvad kan det nytte at tale om det til hende, og saa tilføjed hun med et Suk: „Det er en mærkelig Mand.
„Netop. De er forskjellige Frue. Den, vi havde før Hieronimus var nu saa mild igjen. Han slap dem ud, bare slap dem ud, naar de da ikke var aldeles flyvende gale. Og jeg har ikke hørt, at der er kommet noget slemmere ud af det. Nej saamæn.”
„Forresten maa Fruen ikke være saa bedrøvet,” vedblev Konen lidt efter. „Det gaar nok godt, skal Fruen se.”
„Det gaar nok godt,” tænkte Else. Ja, hun var jo sluppen levende fra Hieronimus. Men det var et Mirakel, og Mirakler skete der ikke hver Dag. Hvis nu Overlægen paa St Jørgen var som Hieronimus — der gik en Frysning gjennem hende, og hun følte sit Ansigt stivne. Reservelægen paa sjette Afdeling havde rigtignok sagt, at Overlægen var saa „elskværdig”. Men hvilke Rygter var der ikke gaat om Hieronimus' Elskværdighed og Indsigt?
„Nu skal jeg naturligvis puttes i Celle igjen,” sa hun med skjælvende Stemme, og rakte uvilkaarlig sine Hænder ud mod Konen.
„Ok nej, Fruen kommer ikke i Celle”, Konen trykked ivrig Elses Hænder. „Vær vis paa det. Vær vis paa det.”
„Men hvordan kan De vide det?” Else bøjed Hodet og graad over Konens Hænder.
„Hvordan jeg kan vide det? Hvad skulde det være godt for at putte en som Fruen i Celle? Nej, vær De blot rolig.”
„Ja men hos Hieronimus, — da jeg gik derned, ante jeg ikke, at jeg skulde i Celle, eller at jeg skulde være mellem gale.”
„Ja hos Hieronimus — der er det nu saa sin egen Sag.”
„Er Overlægen paa St. Jørgen da ikke ligedan?”
„Ok nej nej, Frue! Han er saa jævn og gemenlig, og saa rar og god. Han skal nok ikke overfuse nogen, eller gjøre sig mystisk eller stor paa det. Aldrig, ikke putter han Fruen i nogen Celle!” Konen frigjorde sine Hænder og strøg kjærtegnende ned over Elses Arme.
Else tørred sit Ansigt og tog atter fat paa Hækletøjet.
„Aa ja, ja. Bare hun ikke kom i Celle, saa fik det endda gaa an. Ikke for det — hun frygted ikke mere for at miste sin Forstand, selv om hun ogsaa kom i Celle. Hun var jo vant til det, og skulde nok vide at holde Stand. Men hun grued saa mindelig for alle de Rædsler og Lidelser, hun der skulde se paa og være med til. Og selv om Forstanden holdt ud, saa vilde Sjælen lide Skade, ubodelig Skade. Denne fortærende Vrede, hun følte over den Behandling, hun vederfores. Hvordan vilde hun vel bli tilsidst? Hendes Indre vilde være hærjet, lagt i Grus og Aske som efter en Ildebrand.
„Der er den gamle Domkirke,” sa Konen og pegte ud gjennem Vinduet tilhøjre.
„Saa er vi der vel snart,” sa Else dumpt; hun flytted sig sagte i Sædet og saa' ikke paa den gamle Domkirke.
„Ja. Om ti Minutter.”
De kjørte gjennem en bakket og kroget Gyde med smaa, uregelmæssige Huse paa begge Sider. Saa kom de ud paa en Landevej. Else saa gjennem Vognvinduet, et Stykke borte, et helt Kompleks af lyse, vidtstrakte Bygninger, hvoraf de fjerneste laa højere oppe, som paa Terrasser.
„Er det St. Jørgen?” spurgte hun.
„Ja. Det er St. Jørgen, Frue.”
Det var som en Flom bruste op inde i Elses Bryst og vilde trænge sig frem og ud over hendes Læber med et meningsløst Skrig. Hun bed Tænderne sammen og slog Hænderne for Ansigtet.
Skulde det være gjørligt at hoppe ud af Vognen? Fly fra denne Voldshandling? Hvis hun nu kunde være saa snedig som de sindssyge var?
Hun titted gjennem de sprigende Fingre over paa Konen, der rolig vikled Garn om det sammenrullede Strikketøj. Hvis hun nu fort rev Vogndøren op, hopped ud og sprang som en gal og la sig plat ned i en Grøft — det dirred og krøb gjennem hendes Legeme, men hun rørte sig ikke.
Aa disse Kvaler hun nu igjen skulde gjennemgaa, med nye Læger, nye Sygeplejersker og nye gale. — Skulde gaa der imellem dem som et overgit og udleveret Menneske, som en, der ingen havde, ingen andre end sig selv og Hieronimus.
Nej, nej, nej, det var ikke til at udholde! Hellere Døden end dette. Hun tog Hænderne fra Ansigtet og rettéd sig med et Ryk.
„Ja, kjære Frue, nu er vi der straks,” Konen la liksom tyssende Haanden paa Elses Arm.
Else saa paa hende med et Blik fuldt af Smerte og Forundring. Saa roligt og hverdagsligt hun tog dette, at et Medmenneske, som intet havde forbrudt, skulde mod sin Vilje sættes i Fængsel, holdes under Laas og Lukke, og det til og med paa et Sted, hvor kun gale havde tilhuse.
Else blev ved at se paa Konen, og mens hun saa, sank alt til Ro indeni hende. Saadan var Livet og Menneskene. Livet gik sin Gang uden at ænse, hvor mange søndertrampede og blødende Menneskesjæle det lod bag sig. Og Menneskene saa ligegyldig til. Hver havde nok med sit.
Bøje sig for det uundgaaelige. Bøje sig og takke til, at det ikke var endda værre. Hvis hun nu sprang ud af Vognen, saa vilde der ikke være nogen Rugmark til at gjemme sig i, og ikke noget Gadekjær til at plumpe ned i, og saa vilde den gamle, venlige Kone fange hende ind igjen, og tænke, at nu havde hun faat et nyt Bevis paa, hvorledes de gale kunde forstille sig.
Nej, der var intet at gjøre. Bøje sig. Ydmygt dukke Nakken.
Men at være fældet af en Fyr som Hieronimus! Det var dog for sølle!
Nu var de paa én langstrakt, jevnt skraanende Bakke. Der var unge, nøgne Træer, med stort Mellemrum paa begge Sider, og paa Toppen af Bakken et langt, lavt, hvidt lysende Murgjærde med en høj aaben Indkørselsport i Midten. Bagenfor en anseelig toetages Bygning med Taarn og Sidefløje, og bagenfor denne igjen, højere oppe og ved Siderne mange store forskjelligartede Bygninger, omgit af Haver og aabne Rum. Og rundt omkring stort Landskab med Skov og Bakker. Det var som en hel liden Verden for sig selv.
Pludselig rykked Else sig hurtig tilbage i Vognen.
„Var det nogen Fruen kjendte?” spurgte Konen, som paa Landevejen havde set en Herreskikkelse nysgjerrig kige til Vognvinduet.
„Ja, en Slægtning af min Mand, som er Funktionær paa St. Jørgen.”
„Det skal saamæn Fruen ikke bryde sig en Smule om. Alleslags Mennesker saa kommer de her en skjønne Dag. Idag mig, imorgen Dig.”
Else bare rokked med Hodet. Det var, som sad der en Prop i hendes Hals.
„Snart bliver Fruen fri og frank igjen. Tro De mig.”

V.

De kjørte ind gjennem en stor Portal, og det blev liksom tusmørkt udenfor Vinduerne. I det samme holdt Vognen.
„Saa,” sa Konen. „Nu er vi der.”
Vogndøren blev aabnet, og Else og Konen steg ud, og gik op ad nogle Trappetrin. Straks efter stod de i et aflangt, etfags Venteværelse, hvor der ingen var.
„Hvad skal jeg her?” spurgte Else.
„Nu kommer Overlægen straks.”
Else gik langsomt frem og tilbage paa Gulvet, Sikkert var Knut her, men foreløbig holdt han sig skjult. — Bare dog Overlægen kom! Men nu stod han vel og aftalte med Knut.
„Fruen skulde sætte sig,” bemærked Konen, som havde tat Plads ved Bordet foran Vinduet. „Det ser bedre ud.”
„Jeg kan ikke,” svarte Else. Med ét stod hun stille og smilte til Konen, mens hun sa: „Jeg maa da forsøge at té mig lidt som en gal. Synes De, jeg skulde gi mig til at skjære Ansigter? Eller skulde jeg ha det med at svare „ah bæ” til alt, hvad han siger?”
Konen rysted Hodet med en lydløs Latter, der bragte hendes Skuldre til at dirre og hendes Øjne til ganske at forsvinde.
Saa blev Døren bag fort aabnet, Else vendte sig hastig, og imod hende kom en høj, bredskuldret, kraftig bygget Herre i Fortiaarene med rank, lidt tilbagekastet Holdning. Han rakte Else Haanden til Goddag, og sa med et Smil, der strøg som et Pust af Ro og Fortrøstning over hende: „Jeg véd, at De er kommen her under Protest.”
„Er De Overlægen?” spurgte Else, mens hun betragted hans store, brunlige Ansigt med den mørke Mustache og de snare Øjne, hvis ejendommelige, skarpt undersøgende Blik liksom tog hende fangen, og holdt hende fast.
„Ja. Jeg har det Uheld. Men begynd nu ikke med at være altfor vred.”
„Ikke paa Dem,” svarte Else. Overlægen nikked og lo, en kort sympatetisk Latter, med et Smil, som lyste op om de mørke Øjne, og gjorde hans Mine i høj Grad indtagende.
„Og det finder De vel ikke underligt,” vedblev Else, „naar De véd, at jeg altsaa er kommen her imod min Vilje, og efter min Mening uden rimelig Grund. Fejler jeg vel noget paa Forstanden?” hun vendte sig til Konen, der sad og smilte og nikked, og saa meget interesseret ud.
„Ikke det fjerneste! Men det finder Overlægen nok ud af, som jeg før sa til Fruen.”
„Der er Frøken Schrader, Forstanderinden paa Kurhuset,” Overlægen vendte sig om mod en indtrædende, høj smal Dame med blankt, brunt Haar, der var skilt midt efter Hodet og strøget glat ned langs Tindingerne. Øjnene var mørke og kloge, og hendes Person gjorde et stærkt Indtryk af Zirlighed og Ordenssans.
Frk. Schrader hilste paa Else uden at smile, og tog hende i Øjesyn med et skarpt, klart Blik
„Følg saa med, skal jeg vise Dem om,” Overlægen gik mod Døren.
„Farvel da,” sa Else og rakte Haanden til den venlige, gamle Kone, der havde rejst sig op og nejed. „Tak for godt Rejsefølge.” „Aa jeg bér saa mejet,”
„Hils saa mange Gange til Frk. Stenberg og alle Sygeplejerskerne, og fortæl, at jeg har været skikkelig og rolig paa Turen.”
„Netop. Og god og rar og venlig,” tilføjed Konen med sit blideste Smil, og nejed atter.
Else fulgte efter Overlægen, der rask forlod Værelset og steg ned de faa Trappetrin, foran hvilken Vognen før havde holdt, Saa gik de gjennem Portalen og en Dør, som en Portner lukked op, og kom ind paa en bred lys Trappegang, hvis Afsats var prydet af en Marmorbyste paa en mørk Sokkel med Inskription. De gik op over Trappen til en rummelig kvadratformet Gang, hvor Overlægen aabned en Dør, og saa befandt de sig paa en bred og meget lang Koridor, med mange høje Vinduer, et Par Smaaborde og Stole, en vældig Magasinovn, mange Døre og en Løber af Tæppetøj paa Gulvet. Else saa sig uafladelig om efter Knut.
„Her er lyst og rummeligt,” sa Overlægen og stansed foran et af Vinduerne. „Dernede ligger Haven, og længere borte Parken. Udsigten er køn og venlig. Man kan nok trives her. Ikke sandt?”
„Hvis man er her med sin gode Vilje,” Else stod ved Siden af Overlægen og stirred paa en Række Vinduer i Sidefløjen. Fra et af disse Vinduer vilde Knut kunne se hende, hvis han var derinde Og han maatte jo være der.
„Det er yderst sjældent, at nogen kommer her med sin gode Vilje, Frue,” sa Overlægen. „Det skal De slet ikke tænke paa.”
„Men saa skulde man da helst være gal, eller i det mindste sindsforvirret. Og ingen af Delene er jeg.”
„Saa meget desto bedre, Frue.”
„For dette her er jo et Galehus,” fortsatte Else.
„Et Asyl, om jeg maa bé.”
„Et Galehus,” sa Else energisk.
„Et Asyl,” gjentog Overlægen.
„Et Galehus!”
„Naa ja, ja. Lad os nu ikke straks begynde at skjændes.” Overlægen lo igjen med den forrige korte, elskværdige Latter. „Vi skal være skikkelige ved Dem. Deres Mand har skrevet et langt Brev til mig.”
„Tal ikke om min Mand,” sa Else heftigt.
„De har ingen Grund til at være vred paa Deres Mand. Det kan jeg forsikre Dem om.”
„Naa ja, det véd De vel Besked om,” sa Else og smilte bittert.
„Ja saamæn véd jeg saa, ja.”
„Jeg har vel heller ingen Grund til at være vred paa Hr. Hieronimus?”
„Kan De ikke li ham?”
„Li ham?” Else lo. „Jeg elsker ham af hele mit Hjærte! Jeg elsker ham saadan, at jeg bærer ham med mig uafladelig, ustanselig ihvor jeg gaar og staar. Tør jeg spørge, kjender De den Herre?”
„Javel gjør jeg saa. Det er en udmærket Mand. Dygtig og fremragende i sin Videnskab, som ingen her i Landet.”
„Ja, jeg véd det. Derfor gik jeg ogsaa til ham,” sa Else med en Lyd, som ligned Latter.
„Nu skal jeg vise Dem Deres Værelse,” Overlægen, vendte sig fra Vinduet og gik, fulgt af Else, nedover den lange Koridor, gjennem en aabentstaaende Fløjdør, ind paa en kort Gang, som beskrev en ret Vinkel med den lange Korridor, og havde et højt Vindusfag. Der var Bord, Stole, et Par Klædesskabe, og paa Væggen ligeoverfor Vinduet tre Døre med kort Mellemrum. Paa den ene Tværvæg en Fløjdør.
„De skulde vært paa anden Pleje,” snakked Overlægen, „men det syntes jeg dog. — Nu har jeg skaffet Dem dette,” han aabned den midterste af de tre Døre, og de traadte ind i et aflangt Værelse med Gulvtæppe og et dobbelt Sæt Gardiner. Paa Langvæggen oppe ved Vinduet var der en liden Sofa med et ovalt Bord, og saa smalt var Rummet, at Stolen paa den anden Side Bordet maatte staa sidelæns tæt „op ad Væggen for at faa Plads. Saa var der en Seng og en Vaskeservante paa samme Væg som Sofaen, og langs den anden Væg en Komode, en Gyngestol og et bitte lidet rundt Bord med Korsfod. Fra Taget hang ned en Gaslampet.
„Her er jo ikke videre lukseriøst,” fortsatte Overlægen, „men dog beboeligt. Hvad?”
Else nikked, mens hun tænkte paa, at den venlige gamle Kone dog havde haft Ret. Gudskelov. Dette var ikke nogen Celle.
„Det var ikke saa let at arrangere det, for her er jo overfyldt. Men saa fik vi den Dame, som bode her, til at dele Værelse med en anden Dame, og saaledes gik det. Ja, for anden Pleje” — Overlægen kneb det ene Øje sammen og trak en Rynke paa Næsen.
„Tak,” sa Else. „Det var elskværdigt af Dem.”
„Kom, skal jeg vise Dem det øvrige med det samme,” Overlægen gik ud af Værelset, og Else fulgte efter i sin lange opknappede Skindkaabe. Boaen over Skuldrene og Hatten paa.
„De skal se, De snart kommer til at føle Dem hjemlig her,” smaasnakked Overlægen, mens de hurtig gik tilbage over den lange Korridor og ned ad en bred og magelig, lidt knirkende Trappe, der fra Korridoren førte nedenunder.
Dér saa det nøjagtig ud som ovenpaa. En lang, bred Korridor med Gulvløber, Stole og Borde, mange Vinduer paa den ene Væg, og mange Døre paa den anden.
„Her er Dagligstuen,” de stod inde i et rummeligt møbleret Værelse, med mange store Planter fremme paa Gulvet foran det brede, gardinsmykkede Vindu, Piano, Lænestole, rundt Bord med Aviser og illustrerte Blade, noget i Rammer paa Væggene og Gaskrone ned fra Taget.
„Og her er Spisestuen,” det var et Rum med langt Bord og mange Stole rundt Væggene.
„Ja, her er pent,” sa Else. „Men jeg vil ikke gaa ned mellem de andre. Jeg ber om at faa min Mad bragt op paa mit Værelse.”
„Ja, nu for det første. Senere kommer De nok med.”
„Senere? Skal jeg da blive her længe?”
„Ja, hvis De ikke er artig og god, skal De blive her længe,” sa Overlægen smilende.
Midt i sin uendelige Forpinthed følte Else sig tryg i denne Mands Hænder. Reservelægen havde haft Ret. Overlægen var et elskværdigt Menneske. Og retskaffen. Det kunde Else se paa ham. Hans Skikkelse minded om en Ridder fra Middelalderen, og hans smukke, faste Haand var som skabt til at gribe om et Sværdhæfte. Og hvad der var det bedste og mest beroligende: Han var i ét og alt den absoluteste Kontrast til Hieronimus.
„Gudskelov, for De slet ikke ligner Hieronimus,” slap det med ét ud af hende.
„Naa, er De nu der igen med Deres Hieronimus!”
„Ja, for jeg kan slet ikke tænke paa andet,” de var gaat ovenpaa igjen, og befandt sig atter paa den lange Korridor. „Overlægen skulde vide, hvordan han har behandlet mig. Det er saa umuligt at tænke, at jeg aldrig vilde ha kunnet troet det, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.”
„Alle sindssyge er vrede paa deres Læger,” bemærked Overlægen.
„Nej,” sa Else. „Aldeles ikke alle. Det véd jeg meget godt. Desuden hører De jo, at jeg ikke var, og ikke er sindssyg.”
„Deres Mand maa ha vært af en anden Mening, siden han bragte Dem til Hieronimus.”
Det blussed op i Else. Skulde hun nu atter igjen faa høre dette Snak om, at hun var bleven bragt o.s.v.
„De tar Fejl,” sa hun kort, og saa fortalte hun om, hvordan det hele var gaat til, og om hvorledes hun havde havt det paa sjette Afdeling, mens hun ved Siden af Overlægen gik tilbage til sit Værelse.
„Ja, jeg kjender det godt altsammen, Frue,” Overlægen blev staaende midt paa Gulvet med et Par Fingre af den højre Haand stukket indenfor Vesten foran paa Brystet. „Det kan ikke være anderledes paa sjette Afdeling. Deri har Hieronimus ingen Skyld.”
„Hvem har saa Skyld? Var det ikke ham, som modtog mig dér, fandt, det var et passende Opholdssted for mig, holdt mig tilbage med Magt, trods alle Bønner og alle Lidelser, og forbød mine nærmeste Adgang til mig?”
Overlægen trak paa Skuldrene: „Naa ja, lad nu Hieronimus ligge. Men nu Deres Mand, hvorfor er De vred paa ham?”
Else gjorde rede for, hvorfor hun var vred paa ham.
„Deres Mand har handlet af Kjærlighed og Omsorg for Dem,” sa Overlægen alvorlig. „Det maa De gaa ud fra som noget, der er givet”
En dejlig Omsorg den! Gjør mig forresten den Tjeneste at ikke nævne min Mand.”
„Se nu at finde dem tilrette,” Overlægen nikked til Farvel.

VI.

Da Else havde tat Overtøjet af, kom en bleg og blid ung Pige i Blaatøjskjole og hvidt Smækkeforklæde. Hun hilste venlig Goddag, og stilled en Bakke med Middagsmad paa Bordet, hvorpaa hun gik igjen.
Else satte sig til at spise. Det var sød Suppe og Kalvesteg, og hun maatte være meget sulten, for selv Sødsuppe smagte taalelig, og hun spiste det op altsammen.
Lidt efter bragte Frk. Schrader hende Kaffe. Frk. Schrader blev siddende et Par Minutter og talte med hende. Der var noget stivt og forbeholdent over hende, og hendes kloge, skarpe Øjne betragted Else forskende, lidt koldt.
Senere, da den blege, blide Pige, som hed Maren, havde tat bort Bakkerne, satte Else sig til at hækle i Gyngestolen ved det runde lille Bord.
Knut havde altsaa ikke vært der. — — —
Gudskelov, her var vist et roligt Sted. Ikke et Glimt eller en Lyd havde hun set af, eller hørt fra Patienterne. Og Overlægen var saa sympatetisk og behagelig. Det var jo dog en Lykke midt i Ulykken.
Men indespærret paa ubestemt Tid mellem mere eller mindre forrykte, var hun jo dog. Og foran hende stod denne haabløse, opslidende Kamp for at hævde sig selv og sin Persons Uangribelighed. Mellem fremmede, lutter nye og fremmede Mennesker. Ak om hun dog havde havt Frk. Stenberg og Sygeplejerskerne!
— — — — — —
Pludselig lød der et uartikuleret Skrig fra det ene af Sideværelserne, og derpaa et underligt højrøstet Snakkeri, afbrudt af skingre Hvin og en svigtende Snappen efter Vejret. Det lød som Skrig og Snak fra et Menneske uden Gane.
Else var faret sammen med et Ryk. Hun lod Hækletøjet synke, og sad og lytted, og søgte forgjæves at udfinde om det derindefra var Ord med Mening i. Det blev ustanselig ved.
Saa begyndte en Stemme fra Værelset paa den anden Side at snakke højt og vredt, ledsaget af Lyde, der lød som Klask i Hænder, og af dundrende Slag i Bord og Væg. Else rakte Hodet fremover for at lytte og opfanged, at den derinde skjældte og smældte paa Engelsk.
God damm these pigs, these beasts! I shall bruise you all together! I wish to see you hanged burned! I wish to see your brains braised, and I shall walk upon your bluddy faces, walk with my heels, and I shall tear you into pieces, and throw your torn limbs trough the windows, into the water, no! into the burning flaming hell itself, you damned pigs and beasts and robbers and rascals!” Stemmen var bleven vildere og vildere og mere og mere hvinende; det endte i et Brøl og i nogle skraldende Slag, for efter et Minuts Forløb at begynde fra nyt.
Else bøjed sig sammen og graad. Dette var liksom paa sjette Afdeling.
Og de vanvittige i begge Sideværelserne holdt ustanselig paa.
Aa denne Kval at være mellem sindssyge! Disse oprivende Tilstande, der jog hendes Sjæl som med Piskeslag. Hvor kunde Mennesker dømme sit Medmenneske til saadant? Atter igjen som dengang paa sjette Afdeling spurgte hun med vridende Hænder sig selv, hvad hun da havde forbrudt, siden hun skulde pines saa svarligen. Ingen Ro, ingen Hvile. Bare Angst, Uro og Forbitrelse. Og Søvn — Søvn, som hendes Hjerne og hele Legeme trængte saa haardehg til! Nej, ikke heller her vilde hun faa sove.
„Et ist bestimmt im Gottes Rath. Das ich zu Grunde gehe,” hun retted sig op, tørred Ansigtet og læned sig tilbage i Stolen. „Es ist bestimmt im Gottes Rath” — hvad var dette for en Remeniscens, hvor hørte de Ord henne? Hun husked det ikke, og gad ikke gruble over det. Formaaed heller ikke at samle sine Tanker under dette vedvarende Bulder og Skrig fra begge Sideværelserne.
„Nogle Kar var bestemt til Ære, andre til Vanære.” Ja ja, i Guds Navn — hun var et af dem til Vanære. Hun var bleven fanget ind og lagt i Lænker. Lænker som hun ikke kunde bryde. Altsaa var hun bestemt til at skulle gaa tilgrunde. For aldrig, aldrig! vilde hun falde til Ro, og finde sig godvillig i dette! Den oprørske, nagende Forbitrelse vilde lægge sig over alt hendes indre Liv, mere og mere kvælende, formørke hendes Forstand, og bringe hendes Tanker til at kredse uafladelig og altid om ét og det samme. Saa vilde hun knække sammen tilsidst, og Hieronimus vilde staa med Palmer i Hænderne og sige: Kan I se, jeg havde Ret! Hun er gal, og blir aldrig anderledes.
Døren gik sagte op, og et gammelt, forgræmmet Ansigt med graat Haar, sirlig kæmmet og opsat, og noget sort Kappestel oppe paa Issen keg forsigtig ind, og saa sig om til alle Sider. Saa smøg gjennem Aabningen en liden indsvunden Kvinde paa Filttøfler, indhyllet i et mørkt Sjall, hvis Frynser naade Kanten af det korte Underskjørt Hun kom langsomt og listende hen til Else og sa med pibende Grædestemme: „Naa, saa De er den nye Patient.”
„Hvem er De?” spurgte Else.
„Ak Gud ja, ak Gud ja,” peb Grædestemmen. „Min Søn var her forleden, og da bad jeg ham saa inderlig om at maatte komme herfra. Men det nytter ikke noget. Nej, det nytter ikke noget.”
Else saa paa hende. Hendes Ansigt var absolut ikke sympativækkende. Det var som om i disse Træk hvert Spor af Godhed og Velvilje var udvisket og forsvundet. De tynde, lyse Øjenbryn var trukket op i spidse Vinkler, og de smaa graa, grumsede Øjne, hvis Pupiller syntes at være fastgroet oppe i Hjørnet, udtrykte kun vrantent Mismod. Munden var fuldstændig uden Læber, og den fremstaaende lange Hage virked som et nærgaaende Spørgsmaalstegn.
„Hvad hedder De?” gjentog Else. „Det er jo ligemeget hvad Navn en har, naar man er her,” lød det klynkende Svar. „Forresten saa heder jeg Fru Seneke, og jeg gaar i mit 76de Aar.”
„Hvad er dog dette for Mennesker!” udbrød Else og letted sig angst i Sædet. Hendes Naboersker holdt fremdeles paa, og nu var den ene begyndt at trampe i Guvet med ustyrligt Raseri
„Ak Gud ja, det er Frk. Hall,” sutred Fru Seneke. „Men hvorfor skal hun ogsaa lukkes inde? Hun var saa flink og rar idag, da jeg saa til hende. Det véd Gud, hun var.”
„Er hun engelsk?”
„Nej, men hun taler heller Engelsk end Dansk. Ja, se det forstaar jeg mig nu ikke paa.”
„Jeg er saa bange for hende,” hvisked Else.
„Det behøver De saamæn ikke at være. Hun er saa elskværdig, det véd Gud hun er. Men paa et saadant Sted. — De skulde vide, hvordan Pigerne behandler os.”
„Der var en, som bragte mig Middagsmad. — Maren — hun saa saa sød ud.”
„Sød — sa De sød?” Der kom en sur Trækning om Fru Senekes Mund, og hun snøfted lidt. „Vent nu bare, skal De nok faa se, hvor sød hun er. Maren? Hun er en ren Djævel; og det er de andre ogsaa. Men de har det fra deres Overordnede Medhold i ét og alt. Saa kan man jo ikke vente andet, Ak Gud ja, ak Gud ja! At tænke sig, at man skal være her paa sine gamle Dage. Men man finder ingen Trøst, Ikke den ringeste. Ingen forstaar en” — Fru Seneke trak det mørke Sjall tættere om sig og gik listende mod Døren. Saa vendte hun om og kom tilbage. „Sig ikke, at jeg har været inde hos Dem,” péb hun bedende. „For Guds Skyld, sig det ikke.”
„Nej,” sa Else. „Men hvad skulde det dog kunne gjøre?”
„Aa, De véd ikke Besked,” Fru Seneke kom tæt hen til Else og greb hendes Haand: „Lov mig, at De ikke siger noget.”
Else loved det.
„Ja, for De véd ikke,” Fru Seneke hytted med sin magre, gule Haand. „Det er rene Djævle allesammen. Rene Djævle,” blev hun ved at mumle, mens hun lydløst forlod Værelset.
Else blev siddende i Gyngestolen ret op og ned, mens hun forpint hørte paa Naboerskernes Støj, der nu syntes at være i Aftagende. Taarerne løb hende langsomt ned over Kinderne.
„Naa Frue, hvorfor saa mismodig?” Overlægen kom ind og satte sig i Sofaen ligeoverfor Else.
„Hun er stokdøv den ene,” fortsatte Overlægen til Svar paa Elses Klage. „Fru Henderson Stakkel. Et godt og skikkeligt Menneske. Snakker bare med sig selv.”
„Men disse Hyl, hør!”
„Hun kalder paa Frants. Det er hendes Mand. Og den anden derinde er vred.” „Paa hvem?”
„Mest paa mig,” svarte Overlægen med den korte Latter, der klædte ham saa godt. „Det er hendes Sygdom.”
„Bare de ikke kommer ind her,” Else rokked fuld af Uro frem og tilbage paa Stolen.
„Ikke Tale om det. Forresten kan det nok være, at de kommer til at forstyrre Dem noget. Men der var intet andet Værelse,” det sidste kom i beklagende Tone.
„Hvorfor skrev De saa ikke, at De ikke havde Plads for mig?”
„Saa var De bleven endda længer hos Hieronimus,” Overlægen saa paa Else med sit snare, skarpe Blik, hvori der nu var som et Glimt af Skjælmeri.
Denne Bemærkning gav Else Anledning til atter at fortælle om Hieronimus. Overlægen bøjed af og vilde lede Samtalen hen paa andre Ting, men Else vendte stadig tilbage til det samme.
„Nu skal De ikke mere snakke om Hieronimus,” udbrød tilsidst Overlægen. „Det kjeder mig!” Hans Tone var bestemt, men i Øienkrogen sad der som et Smil.
„Ja naturligvis. Det forstaar jeg nok,” Else rejste sig og gik lidt paa det smale Gulv. „Men hvorfor vil De ikke høre paa mig og svare mig og gi mig Ret i, hvad jeg siger? Hvis De gjorde det, vilde jeg vel bli færdig engang.”
„Nu skal De blot tænke paa, at De ikke er hos Hieronimus, men hos os, der vil være saa rare og gode ved Dem. Tror De ikke, at vi vil det?”
„Jo,” svarte Else, og satte sig igjen. „Men hvad kan det hjælpe? Jeg er og blir jo dog et indespærret Menneske.”
„De skal slet ikke føle Dem som indespærret her. Hvis De ikke holder af, at Døren er aflaaset om Natten, skal den være uaflaaset. Vindusskodderne ligeledes, og Kakkelovnsdøren. Alt skal De faa, som De selv vil. Ønsker De, at Gassen skal brænde om Natten — værsgod! Vi vil gjøre alt, for at De skal befinde Dem vel.”
„Mange Tak,” sa Else. „Jeg vil sætte stor Pris paa alt det.”
„Og den Avis, jeg holder, skal De faa, gjerne straks den kommer. For jeg har dog ikke Tid at læse den før senere paa Dagen.”
Else takked atter.
„Saa blir De nok god og skikkelig. Ikke sandt? Og saa gir De mig en Hilsen med til Deres Mand, naar jeg nu rejser ind paa Fredag?”
„Nej,” sa Else haardt.
„Naa ja, der er længe til Fredag. De kan vel forandre Sind.”
„De kjender mig ikke,” mumled Else. „Og De véd jo heller ikke, hvad der er foregaaet.”
„Jeg véd, at Deres Mand fortjener at faa en Hilsen.”
Else stirred stift frem for sig. Det var med ét faldt hende ind, at Knut alligevel var her, og at Overlægen ved sit Snak om ham vilde forberede hans Tilsynekomst. Hun havde jo i det Brev, hun sendte fra sjette Afdeling, bedt saa indtrængende om, at han skulde forunde hende en eneste Samtale, før han overgav hende til det nye Fængsel. Hvor kunde han nægte hende det? Om hun saa havde vært ham det ligegyldigste af hans Medmennesker!? Nej, han maatte være her. Hvorfor sagde dog Overlægen ikke noget? Spørge kunde hun ikke.
„Hvad tænker De saa dybt paa, Frue?” Else tog sig sammen og aanded op. Saa sa hun: „Paa det, jeg skal skrive om Hieronimus, naar jeg engang slipper herfra?” „Skrive — skal De skrive?” „Ja, De kan tro, jeg skal skrive.” „Det skulde De ikke, Frue. Det kommer blot til at gaa ud over Dem selv,” der var noget overlegent-medlidende i Overlægens Tone.
„Kun Døden kan hindre mig i at gjøre det,” var Elses Svar.
„Hvad Virkning har den Slags Historier,” vedblev Overlægen velvilligt tilrettevisende. „Kun at Forfatteren faar Latteren over sig, eller i bedste Fald blir Gjenstand for Medynk.” „Den Medynk skal jeg bære.” „De har jo dog set saa mange Eksempler paa det. Den Art Stormløb fælder ikke en Autoritet som Hieronimus. Forresten, for Hieronimus og os andre blir det jo kun morsomt at læse, men for Deres egen Skyld. — Det er ramme Alvor.”
„De kan lige godt be Regnen holde op at falde, eller Elven vende om og løbe op over Fjeldet,” sa Else roligt.
„Naa ja, De og Deres Landsmænd —” Overlægen lo: „Stædige og iltre, hvad, Frue?”
„Ja Gudskelov. Saapas stædig og ilter er jeg da.”
„Ja, saa vil jeg sige Dem Godnat, Frue. Hvordan er det med Søvnen? Plejer De at faa Kloral?”
„Paa sjette Afdeling fik jeg i Massevis. Men jeg vil helst slippe, for jeg sover saa alligevel ikke.”

VII

Altsaa dog saaledes. Knut havde ikke vært der. — —
„Værsgod.” — Maren kom med Elses Aftensmad.
„Kan De ikke be dem være stille,” bad Else, og pegte til begge Sider.
„Det nytter ikke noget,” smilte den blege, blide Maren. „Og de gjør heller ingen Fortræd. Fruen skal ikke være bange.” „Er de aldeles vanvittige?” „Aa langtfra! det er de da ikke,” svarte Maren tøvende og trak sig hen imod Døren. „Jamen, de har da ikke sin Forstand?” „Ikke saadan aldeles,” sa Maren med det samme tøvende Tonefald, og med halvt forlegen, halvt modstræbende Mine. „Men det har jo ingen, som er her,” hun skotted til Else med et underligt Smil, og smutted hurtigt ud.
„Det har ingen, som er her.” — Nej, naturligvis. Derfor vilde den skikkelige, lille Maren ikke indlade sig med hende. Hvor kunde hun ogsaa hvert Øjeblik glemme, at hun skulde være sindssyg, og gi sig til at tale og spørge som et andet Menneske, Taarerne drypped i Elses The, mens hun drak den, og faldt paa de skaarne Smørrebrød, der havde en Tykkelse, som var de bestemt til sultne Skolegutter.
Snart var hun færdig med at spise. Hun skjøv Bakken bort, og tog atter sit Hækletøj. De pinefulde Tanker blev liksom mindre virksomme, naar hun havde et Arbejde mellem Hænderne.
Det banked paa Døren, og en høj yngre Herre traadte ind „Godaften,” hilste han. „Mit Navn er Vibe, og jeg er Reservelæge her.”
Else rejste sig og rakte Haanden. Herren havde et blegt skjægløst Ansigt, halvblondt Haar, og gode, stilfærdige Øjne. Else følte sig behagelig berørt af den Finhed, der var udbredt over hans Væsen og Person.
Dr. Vibe talte om den lange, kjedelige Kjøretur, var glad over, at Vejret havde været pent, og haabed tilsidst, at hun vilde finde sig forholdsvis tilfreds paa Sct. Jørgen.
„At ha vært paa sjette Afdeling er ialtfald en god Forskole,” svarte Else, og saa gik det løs med Hieronimus.
Liksom Overlægen forsøgte ogsaa Dr. Vibe at faa hende til at tale om andre Ting, men det lykkedes kun øjebliksvis. Dr Vibe hørte høflig efter, men svarte ingenting.
„Nu skal jeg forresten holde op,” sa Else tilsidst og slog ud med Haanden. „Det kan jo ikke være morsomt at høre paa.”
„Aah —” Dr. Vibe smilte imødekommende, og hans Mine sa: Det skal De ikke bryde Dem om.
„Nej men jeg kan ikke”, udbrød hun saa, og rejste sig Jeg maa tænke paa ham, og jeg maa tale om ham,” hun tog atter Plads.
„Naar der nu er gaaet nogen Tid, skal De se, De kommer bort fra det,” trøsted Dr. Vibe.
„Ja, med Guds Hjælp,” sa Else. „Forresten, vist ikke saalænge jeg sidder her. Det er jo hans Værk at jeg er her. Ja, at et Menneske ustraffet skal kunne gjøre sligt! Saa'n som han dertil har behandlet mig, haanet mig, anset mig for en Løgner, for en Misdæder. — Uf nej, nu er jeg jo begyndt igjen,” hun la Haanden over Munden, og rysted Hodet.
„Hvis De ønsker at læse det Blad, jeg holder, skal jeg hver Dag sende det op til Dem, straks det kommer. Her er jo ogsaa Blade paa Kurhuset, men dem er der jo saa mange om.”
Else takked og fortalte, at Overlægen ogsaa havde lovet at sende sin Avis. „Det er rigtignok noget andet her end der, hvor jeg kommer fra,” tilføjed hun smilende.
„Saa skal jeg nok forbedre mig med Hensyn til at snakke om Hieronimus,” vedblev Else, da hun gav Dr. Vibe Haanden til Godnat.
Men da Frk. Schrader paa sin Aftenrunde var inde for at se til hende, havde hun allerede glemt sit Løfte og snakte atter om Hieronimus.
Siden kom Maren og mældte, at det var Sengetid Else la straks Hækletøjet bort og klædte sig af. Da hun var kommen i Seng fik hun Kloral af Maren, som derpaa skrued Gassen lidt ned, og bemærked, at Overlægen havde sagt, de ikke skulde slukke hos Else, hvis hun ikke vilde ha det.
„Slukker De Gassen hos de andre?” spurgte Else.
„Ja. Alle de andre ligger i Mørke.”
„Er de ikke bange?
„Det har de ikke Forstand til.”
„Tror De ikke disse to, Fru Henderson og Frk. Hall eller hvad de hedder, blir rolige til Natten?”
„Jo en Tid ialtfald. Godnat Frue.”
„Godnat,” tænkte Else. Godnat? — Hvorlænge skulde det. vel vare, til hun fik en god Nat? Om hun nogensinde mere fik det? — I det Hele tat nogensinde mere blev Menneske efter alt dette.
Aa disse vaandefulde Tanker og denne Tyngde over Brystet og disse knugende Suk, der hvert Øjeblik arbejded sig op i hende. Og saa Uroen omkring hende. Fra Fru Hendersons Værelse lød det, som naar en Hund snapper efter Fluer, og indimellem kom de uartikulerte Lyde, der ligned Snak, og af og til dette Hyl, som Overlægen havde sagt, var et Raab paa Frants. Forresten var det stilnet noget af, lød mattere og undertiden liksom hendøende. Ogsaa Frk. Hall var mindre voldsom, Gudskelov Se saa, der begyndte Frk. Hall at synge, men Stemmen var ikke saa ilter og gneldrende som før, da hun skjændte.
Forresten, hvorfor skulde hun la det pine og plage sig saaledes? Hun var jo vant til 1000 Gange værre Ting. — En Gysen rysted hendes Legeme ved Mindet om, hvad hun havde gjennemlevet paa sjette Afdeling, og uvilkaarlig folded hun Hænderne og mumled: Gudskelov at det ialtfald er forbi.
Nu nynned Frk. Hall paa en engelsk Vuggesang, og med ét fløj Elses Tanker til Tage, som hun hele Dagen kun vagt og halvt ubevidst havde tænkt paa.
Nu laa han og sov derhjemme i sin lille Seng. og vidste intet om hvordan der handledes med hans Mor. Vidste ikke for Kumnierslaarer hun maatte græde over ham og sig selv. Skulde hun mon nogensinde se ham igjen? Og i saa Fald, under hvilke Forhold? Else graad og graad, men Taarerne bragte ingen Lindring.
„Jeg takker Gud for dem, han har gjemt,” havde den venlige gamle Kone sagt i Vognen, da Talen var om hendes Børn. Ja, sandelig, Else forstod i denne Stund, at en Mor kunde tænke saadan. Hvis Tage nu havde vært død, saa vilde hun ikke ogsaa havt ham at længes efter og at være bekymret for, og saa vilde Byrden over Brystet ikke ha vært saa tung som nu. Og desuden, der gaves et Slags Trøst i dette, at vide med Vished, at ens Børn ikke skulde komme til at gjennemgaa noget af det onde, Jordlivet kunde bringe.
Hvis hun nu, mens hun var paa Sct. Jørgen fik at vide, at Tage var død — — Vilde det kjendes som en Lettelse?
Hun saa ham ligge i sin lille Kiste med hvid Natkjole og en Buket vilde Gaaseurter mellem de smaa Fingre, der endnu i Døden var runde og buttede, og det var med ét som noget knækked sammen inde i hende. Hurtig sad hun oprejst i Sengen og hulked, mens hun bed i sit Lommetørklæde.
Nej, nej, nej! Tage maatte ikke dø! Hun kunde ikke udholde, at hans søde Øjne skulde være lukket for bestandig med mørke Ringer og tykke gule Laag, at den smilende, fyldige Barnemund skulde staa halvaaben med sorte, smaa Pletter paa Overlæben, at den muntre lille Næse skulde være skarp og blaahvid med indsunkne Vipper, at det krøllede Haar skulde klæbe dødt og fugtigt om den aabne Pande. Saadan havde hendes lille Bror set ud, da han var død af Strubehoste, og laa i Kisten, som var overstrøet med Blomster. Aa hvor hun husked, og altid havde husket det Syn! Og da de dækked ham til med det udhugne Lagen, og hun var bleven ført ud af Stuen og fra Sideværelset havde hørt de hule Hammerslag paa Kistelaaget, da havde hun, den 14-aars Pige grædt, saa hun trode og ønsked, at hun skulde græde sig tildøde, og hun havde vært vis paa, at hun aldrig kunde faa en glad Time mere. Og Sorgen havde holdt sig frisk længe, længe, hele Aaret rundt. Hun var daglig gaat paa Kirkegaarden, med Blomster til Graven, og mange Aar efter kunde Mindet om denne lille Brors, af Døden saa grufuldt forandrede Ansigt, pludselig bringe en saadan Smerte op i hende, at hun maatte skynde sig bort fra dem, hun var sammen med, gjemme sig etsteds og græde. Ja, endnu den Dag i Dag kunde det stinge hende i Hjærtet, naar en eller anden Tilfældighed bragte hende til at tænke derpaa.
Nej, nej, Tage maatte ikke dø! Alt andet heller end dette. For at kjøbe ham fri fra at bli spigret ned i den kolde, sorte Kiste, vilde hun med Glæde finde sig i at holdes indespærret Resten af sit Liv. Ja, endog gaa i Celle mellem de Vanvittige, og selv bli den aller vanvittigste. „Et Kar til Vanære.”
Hendes Lommetørklæde var aldeles gjennemblødt af Taarer. Stille listed hun frem af Sengen og fandt et nyt i sin Vadsæk.
Da hun atter laa paa Puden, var det liksom blet Vindstille indeni hende. Og saa mærked hun, at der ingen Lyd mere hørtes fra Naboerskerne. De havde længe vært rolige, faldt det nu hende ind.
Hun vendte sig mod Væggen med et længselsfuldt Ønske om at kunne sove. Kanske det dog vilde lykkes. Om blot en Time eller to. Hun var saa træt, saa dødsens træt.

VIII.

Men Elses Haab om Søvn gik ikke i Opfyldelse. Efter nogle Minutters Forløb gav det et Ryk i den syge Tand, og saa begyndte den at værke med en ilter, huggende Hamren.
Hun trak Uldtæppet op over Kinden, aanded ned i det, for at frembringe Varme og laa ganske stille.
Men Smerten blev bare værre. Tilsidst sad hun oprejst med Hodet mellem Hænderne, og vaanded sig dæmpet.
Ogsaa dette kunde hun takke Uhyret Hieronimus for. Havde han ladt hende faa en Tandlæge, saa vilde hun vært fri ialfald for disse Smerter..
Var der ikke noget, som hed Myndighedsmisbrug, og gaves der ikke Straffebestemmelser desangaaende? Hvis saa var, skulde Hieronimus straffes.
„De skal ikke være kjed over, at De har faat Tandpine,” det havde vært den i Sandhed trøstefulde Trøst Reservelægen paa sjette Afdeling havde forundt hende. Hun mindedes Anekdoten om Yankeen, der af Juryen var bleven frikjendt, da han stod anklaget for at ha slaat ihjel en Mand, som, mens han vaanded sig under Tandpinesmerter, havde sagt: Du skal blot la være at tænke paa det.
Nu kunde hun kanske faat et Par Timers Søvn, og nu skulde hun sidde her og lide saa aldeles meningsløst forfærdeligt. Hun blev ved med at jamre sig, mens hun rokked Hodet frem og tilbage.
Da gik Døren lydløst op, og ind gled en umaadelig lang og tynd Kvindeskikkelse, hvis Hode var indhyllet i et sort Tørklæde, frem af hvilket der stak et skarpt, voksgult Ansigt. Et Nøgleknippe hang ved hendes Side, og i et Baand en tændt Lygte, der dingled nede ved Kanten af hendes lange Forklæde. Som en af Nornerne forekom hun Else, mens hun stiv og smal nærmed sig Sengen.
„Hvad er det, som fejler Fruen?” hvisked hun. „Tandpine.”
„Hm. Det var da slemt. Skal jeg gi Fruen et varmt Omslag?”
„Ja. Tak.” Men hvem er De?” „Nattevagten.”
Nornen forsvandt ligesaa lydløst som hun var kommen, og var snart efter tilbage med et dampende Vandfad, og Vat og Gummilærred hængende over Armen.
„Saa,” sa hun, da hun stille og omhyggelig havde pakket ind Elses Hode, og gjort Bandagen fast med Sikkerhedsnaale. „Maaske det kunde linde lidt. Jeg skal se ind igjen om en Timestid.”
Da Nornen efter Timens Forløb kom tilbage, sad Else atter oprejst i Sengen, og vaanded sig Som før.
„Hjalp det ikke?” hvisked Nornen.
„Jo, en Stund. Men nu er det begyndt igjen.”
Nornen forsvandt atter og kom atter tilbage med det dampende Vandfad.
„Mange Tak,” sa Else, da hun havde faat det nye Omslag paa. „Hvor De er snil. Men det er Synd, at De skal ha saa megen Ulejlighed Nattens Tider.”
„Nej,” hvisked Nornen. „Ingen Ulejlighed. Jeg gaar jo Vagt alligevel. Og hvis det bare kunde hjælpe Fruen.”
„Gaar De Vagt hver Nat?” spurgte Else, der hvisked liksom Nornen.
„Ja. Jeg skal se ind igjen om en Stund. Saa kan Fruen faa et Omslag til.”
Else havde næppe lagt sig tilrette, før Damen derinde, Frk. Hall, hvis Seng maatte staa klods op ad Væggen ved Elses Seng, rejste sig overende, saa det knaged, og gav sig til at skjænde og forbande paa Engelsk. De styggeste Skjældsord kom skrigende, og saa klasked hun i Hænderne og dundred paa Væggen.
Else var faret sammen i Skræk, men saa mærked hun med ét, at Smerten i Tanden var blet borte, og søgte at trøste sig med den Tanke, at Angsten dog havde Magt til at fordrive Tandpinen.
Et Øjeblik efter tog Fru Henderson fat, værre end før. Det var som om Søvnen havde git hende nye Kræfter.
Else laa og stirred haabløs op paa den store, lyserøde Papirroset, der, for at skjærme hendes Øjne, formet som en Solsikke, var hængt udenpaa Gaskuplen.
Saa kom Nornen tilbage. „Nu,” hvisked hun, „hvordan gaar det?”
„Jo Tak, Tanden er bra. Men hør paa dette!”
Nornen saa uforstaaende paa Else. „Aa, de derinde,” sa hun saa „Hvad gjør det?”
„Det er jo umuligt at faa sove,” stønned Else.
„Hør ikke paa dem,” beroliged Nornen.
Atter tænkte Else paa Historien om Yankeen.
„Hvordan skal jeg bære mig ad med ikke at høre paa dem, sa hun halvt grædende. „Og saa er jeg saa forfærdelig bange for dem.”
Nornens Ansigt fik et Udtryk af medlidende Forundring, der liksom lyste lidt over det ubevægelige Ansigt.
„Det behøver Fruen nu slet ikke at være. De er jo lukket inde, og desuden, saa gjør de ikke en Kat Fortræd.”
„Men kan De ikke gaa ind, og be dem være stille?”
„De blir kun værre da. Nu er det bedst jeg slukker Gassen.”

IX.

Godmorgen Frue, hvordan har De det?” lød en travel Stemme.
Else fik Øjnene halvt op, og saa søvndrukket paa Frk. Schrader.
„De har jo havt Tandpine, og ikke sovet,” siger Sibylle.”
„Sibylle?”
„Ja Nattevagten. Hun, som har git Dem Omslag.”
„Men nu sov jeg. Gud gi, De dog ikke havde vækket mig.”
„Klokken er snart syv. Nu kommer Maren og lægger i Ovnen; saa faar De The, og saa maa De op. Hvis De da ikke foretrækker at bli liggende,” Frk. Schrader nikked og gik.
Nej, Else foretrak ikke at bli liggende. Hun havde havt nok af det paa sjette Afdeling. Men nu var hun saa søvnbetynget. Snart syv! Saa havde hun altsaa kun blundet en halv Times Tid, for længe efter at Nornen havde slukket Gassen, var hun bleven holdt vaagen af sine Naboersker. Hun vendte sig mod Væggen og døsed hen, men blev straks skræmmet op af, at nogen kom ind og begyndte at rage og rasle med Kakkelovnen. Hun laa ganske stille og haabed paa, at naar dette var overstaat, hun da atter skulde døse hen, hvilket hun ogsaa gjorde, Men saa kom Maren med Theen og sa højt og vækkende: „Værsgod Frue.”
Else vendte sig sukkende om og sa til Maren, at hun 1000 Gange heller vilde ha undværet Theen.
Maren forklarte, at det gik ikke an. Klokken ½ 11 kom Stuegangen, og saa skulde Værelserne været gjort istand, Patienterne ha spist Frokost, osv.
Da Else havde klædt sig paa, gik hun ud paa den lange Korridor og spaserte frem og tilbage paa Løberen. Hun gik langsomt, lidt vaklende, for Legemet kjendtes saa tungt, og Knæerne var saa kraftløse. Dørene ind til Værelserne stod næsten allesammen aabne, og Maren og en anden Pige var i travel Virksomhed med lange Fejekoste og Støveklude. Nogle af Værelserne var tomme, i andre laa Patienterne i sine Senge.
En ung Pige med et rent og pillent Ydre, lyst, glat Haar, opsat i en sirlig Nakkeknude og et let, skotskternet Sjal over Skuldrene viste sig paa Gangen, og gav sig til at trave op og ned. Hendes graa Kjole af blødt uldent Stof var saa kort forneden at de lange, smale Fødder og de tynde Ankler vistes. Det lille lyse Hode sad paa den spinkle Hals som paa en fremstrakt Stilk, og hun skotted med de frygtsomt spørgende Barneøjne nysgjerrig til Else, hvergang hun paa sin Marsch nærmed sig hende. Tilsidst slog hun Følge med Else, men holdt sig dog et Skridt bag hende. Else, der kunde mærke, at den unge Pige pønsed paa at tiltale hende, vendte haardnakket Hodet til Siden, og gjorde hvad hun kunde for at bli kvit hende: sagtned sine Skridt, gik hurtigere til, stod undertiden helt stille. Men den unge Pige gjorde trolig ligesaa og vedblev at følge hende.
„Jeg kan ikke like, at hun dér, gaar i Hælene paa mig,” hvisked Else til Maren, der ved et Bord nede i Hjørnet af Koridoren sysled med en vældig Stabel Smørrebrød paa et stort Fad.
„Saa skal jeg sige det til hende,” svarte Maren, mens hun hurtig fordelte Smørrebrødet paa Talerkener.
„Aa nej lad være! Hun ser saa snil ud, Stakkeren.”
„Nu skal De ned til Frokost Frk. Thomsen,” sa Maren, og vendte et Øjeblik Ansigtet mod den unge Pige, der var blet staaende et Skridt borte.
Frøken Thomsen svøbte Sjalet tætttere om sine Arme, og slog paa Nakken med et Gjep der sa: Pas Du Dig selv.
Idetsamme lød der en Klokke etsteds fra.
„Nu ringer de!” raabte Maren højt til den unge Pige, der lidt efter drejed sig paa Hælen, og langsomt forsvandt fra Koridoren.
„Er hun døv?” spurgte Else.
„Ja, hun hører ikke stort.”
„Stakker. Det er jo rent et Barn.”
„Hun er da 27 Aar,” svarte Maren med sit sædvanlige blide Smil.
„Er det muligt? Hun ser saa barnlig og god og skikkelig ud.”
„Aa, hun er nok ikke saa god,” nikked Maren.
„Er hun da ondskabsfuld?”
„Sommetider. Nu sætter jeg ind Deres Frokost, Fru Kant.”
— Nej, disse tykke Stykker! Else løfted paa Smørrebrødet, da hun sad ved Frokostbakken paa sit Værelse, og havde ikke Lyst til at gi sig i Lag med dem. Med ét fik hun en Idé. Hun gik ud til Maren og bad om at faa laane en Kniv. Maren saa lidt tvivlraadig ud, men rakte hende dog det forlængte. Med Kniven kløved Else Smørrebrødet efter Fladen, saa det blev mindre end Halvdelen saa tykt, og da smagte det udmærket.
„De er nok saa sød at gi mig en Kniv baade Aften og Morgen,” sa hun til Maren, da denne kom efter Bakken, og Maren mente, at det kunde der intet være til Hinder for.
Straks efter var Overlægen der, og Else fortalte om Natten.
„Ja, jeg véd det nok. Tandpine er en farlig Plage. Men nu faar vi se, hvad vi kan finde paa.”
„Det er næsten værre med de to Naboersker,” sa Else.
„Ja vel ja. Men bi nu lidt. Naar Dagene længes plejer Frk. Hall at bli bedre. Vi har havt hende her i 14 Aar. Om Sommeren blir hun sendt hjem et Par Maaneder, men til Efteraaret kommer hun ufravigelig tilbage.”
Naar Dagene længes, tænkte Else. Mens Græsset gror, dør Koen.
„Og Fru Henderson derinde falder nok ogsaa til Ro senere, skal De se. Bare være ved godt Mod, Fru Kant.”
„Jeg kan ikke,” mumled Else. „Det er saa forfærdeligt, at jeg skal være her.”
„Aa Snak,” opmuntred Overlægen, som havde tat Plads i den lille Sofa, mens Else sad paa Stolen ved Vinduet, klemt inde mellem Væggen og Bordet. „Vi er jo gode ved Dem. Vil De skrive Breve, Værsgod! Kommer her Breve til Dem, skal De faa dem, uden at jeg aabner og læser dem iforvejen. Vil De ha Besøg af Deres Mand, saa skriver jeg øjeblikkelig efter ham.”
„Det véd De jo, at jeg ikke vil.”
„Naa ja, saa lar jeg være. Men en Hilsen. — Nej, nej, saa ber jeg ikke om nogen Hilsen,” afbrød Overlægen sig selv, da han saa Else urolig bevæge sig paa Stolen.
„De ser jo, De faar det som De vil ha det,” vedblev Overlægen i elskværdig Tone. „Maden op paa Deres Værelse og alting. — De burde nu forresten gaa ned. De er rolige og rare, de, som spiser dernede.”
„Nej Tak,” sa Else. „Jeg ber om at faa slippe.”
„Er der noget De ønsker — et Æg til Frokost, et Glas Mælk nu og da, Hvidtøl til Middagsmaden — bare sig til.”
„Ja Tak,” sa Else. „Jeg føler mig saa ussel og mat.”
„Vi skal ogsaa gi Dem noget Jernmikstur. Det hjælper paa Kræfterne. Og saa maa De ud og spasere.”
„Jeg kan gaa paa Koridoren derude. Der er jo luftigt og godt.”
„Ja for det første. Og Læsning, vil De ha noget Læsning, saa sig bare til. Vi har et helt Bibliothek.”
Else svarte ikke. Hun sad og tænkte paa den uhyre Forskjel mellem Overlægen og Hieronimus. Rent mekanisk tog hun med Hænderne om Ansigtet og virred lidt med Hodet.
„Er det Tanden igjen?”
„Nej, det er Hieronimus. Ikke engang en Tandlæge lod han mig faa! Det hører da vel ikke med til Behandlingen af formentlig Sindssyge, at de ikke skal ha Hjælp for legemlige Smerter?”
„Naa, er De nu der igjen,” Overlægen lo og trued til Else. „Skal vi ikke slutte en Overenskomst, som gaar ud paa, at De ikke mere nævner den Herres Navn i mit Paahør?”
„Jeg vilde ikke kunne holde det,” sa Else.
„Naar De nu sætter en fast Vilje ind paa det, hvad?” Overlægen gjorde sig morsk, og rynked sine Bryn.
„De skulde vært dernede og set paa!” raabte Else. „Bare det, at han altid trode, jeg løj! Jeg, som var kommen derned for at sige ham al mulig Sandhed. Hvor kan en Syg bli hjulpen uden at sige sin Læge Sandheden?”
„Nej, nu gaar jeg,” Overlægen rejste sig smilende. „Lad mig nu finde Dem i bedre Humør, naar jeg kigger ind til Dem iaften.”
— I bedre Humør. — Hm, hvordan skulde hun kunne bli i bedre Humør, saa længe hun var her? Men Gudskelov for Overlægen. Hun begyndte at holde af ham.

X.

En Timestid senere kom der atter Stuegang. Det var Reservelæge Nr. 2, en lavstammet Herre med tykt Haar og store, lidt svømmende Øjne. Han hed Sejer, og var fulgt af Frk. Schrader. Else gjengjældte hans Goddaghilsen, og svarte kort paa hans Spørgsmaal.
„Her finder De Dem da udmærket tilfreds?” bemærked Dr. Sejer efter at ha staat lidt og i Taushed betragtet Else.
„Ja,” svarte Else i irriteret Tone. „Jeg har aldrig i mit Liv moret mig saa godt som her.”
Dr. Sejer saa betuttet ud. „De fleste Patienter plejer at befinde sig vel her,” sa han stødt. „Og det er der da ogsaa al mulig Grund til.”
Else kneb Læberne sammen og vilde ikke svare, men mod hendes Vilje undslap de Ord hende: „Véd De da ikke, at jeg er kommen her imod min Vilje?”
„Det er jo Deres Fejl,” bemærked Dr. Sejer medynksfuldt.
Else, som havde vendt Hodet bort, sendte ham fra Siden et utaalmodigt Blik, og opfanged i det samme et Glimt af Frk. Schraders Ansigt, hvis Mine syntes at sige: Hvor kan De dog plage hende med slig Snak?
Hun drejed Hodet helt om mod Frk. Schrader og fik et saa straalende venligt og forstaaelsesfuldt Blik, at hun rent glemte sin Irritation paa Dr. Sejer.
Dr. Sejer stod lidt og snakte om, at det var hendes Pligt at være glad og taknemmelig o. s. v. Da Else intet svarte, gik han omsider, fulgt af Frk. Schrader, der vendte sig i Døren, og nikked til Else.
Om Eftermiddagen da Else laa sammenkrøben paa den korte Sofa for at forsøge paa at faa en Blund efter Middagsmaden, kom Fru Seneke listende ind. Hun var i det samme Antræk som Aftenen iforvejen, og Ansigtet saa' om muligt endnu mere vredt og forgræmmet ud.
„Jeg vilde bare høre, hvordan De har det,” sa hun pibende „Nej bliv kun liggende,” vedblev hun, da Else rejste sig overende.
„Jo Tak,” sa Else. „Hvad synes De saa om Overlægen og Frøken Schrader?”
„Udmærket.”
„Naa saadan,” Fru Senekes Ansigt blev eddikesurt. „Naa, saa De er af den Slags. Ja, jeg skal vist ikke plage Dem mere med at se ind til Dem,” hun vendte sig og gik paa sine lydløse Filtsko mod Døren. Der drejed hun Hodet tilbage og tilføjed: „Ikke saa meget som en Stol til at sidde paa, byder De en gammel Dame,” og saa var hun væk.
Else la sig tilbage og krøb atter sammen i Sofaen. — Opmuntrende Omgang hun havde. Knut som havde ment, at hun ikke vilde kunne finde sig i at være mellem hysteriske Fruentimmer paa en Privatklinik!
Nej, det var umuligt at ligge der længere, saa kort som Sofaen var. Else rejste sig og gik ud og spaserte paa Korridoren, og straks var den unge Pige med det pilne Ydre og den korte Kjole efter hende. Else lod, som hun ikke saa hende, men da den unge Pige ihærdigt blev ved med at følge hende i Hælene, gik hun hen til et af Vinduerne, hvor hun stilled sig op med Ryggen til Korridoren.
Et Øjeblik efter mærked hun, at den unge Pige stod bag hende.
„Hvad vil De?” spurgte Else pludselig og vendte sig om.
„Jeg hedder Frk. Thomsen,” sa den unge Pige; hun trykked med grimasagtige Bevægelser Ordene ud af sig, og den snøvlende Stemme var lav og klangløs. „Hvad hedder De?”
Else nævnte sit Navn, mens Frk. Thomsen anstrengt stirred paa hendes Mund.
„Vil De ikke gaa ned lidt i Haveng?” spurgte Frk. Thomsen efter at ha gentat Elses Navn. „Jeg skal følge Dem.”
Else rysted Hodet.
„Ikke, he? Det skulde De dog. Man trængner til Lunft, Jeg gaar ned hver Dag. De skulde ogsaa gaa ned og spise ved Bordet. Saa kan man forsygne sig med de bedste Stykker, drikke Mælk og fingne sig et saftigt Stykke Kød. Kan De lide Maden her?”
„Jeg har jo vært her saa kort.”
„Den er ækel, ikke? Men nede ved Bordet kan man dog tage, hvad man vil ha. Jeg skyngner mig altid og griber de bedste Stykker. Hvorfor skal De være her?”
„Aa, jeg ved ikke.”
„Blev De narret herned. — Ikke? Det gjorde jeg. De sa, vi skulde køre en Tur, og saa pludselig var vi her.”
„Har De da vært syg?”
„Ikke det ringneste. Men jeg er et Fænomen. Hys,” hun slog sig pludselig med Pegefingeren paa Munden. — „Ikke sige, at jeg har talt til Dem. Hører De, De maa ikke,” „Nej,” sa Else.
„For det er saadant et grusongt Rak.” „Hvem ?”
„Overlægnen, Frk. Schrader, allesammen, ishj, æh,” Frk. Thomsen rakte ud en lang, tynd Tunge.
„Kom ind og se, hvor jeg bor. Vil De?” Frk. Thomsen la Hodet lidt paa Skjæve og hendes frygtsomt spørgende Barneøjne fik et rørende Udtryk. „Aa jo, gjør det,” vedblev hun, og tog om Elses Arm, „Jeg kan saa godt lide Dem. De ser saa rar ud.”
Else gik modstræbende med hende. Da de fra den store Koridor kom ind paa den korte Gang stod den ene Dør ved Siden af Elses Værelse aaben. Else keg derind, og saa Bagsiden af en Kvindeskikkelse i lang Natkjole gaa oppe i Sengen og rode mellem de Hulter til Bulter slængte Sengkiær. En hvid, stor Overdyne danned som en spids Houg midt i Sengen, op paa denne begyndte Skikkelsen pludselig at slaa løs af alle Kræfter. Else blev staaende og stirred ind.
„Det er bare Fru Henderson,” sa Frk. Thomsen og trak Else i Ærmet.
„Det er altsaa hende, som skriger og snakker i saa stygt. Nej, jeg vil se paa hende,” vedblev Else, da Frk. Thomsen atter trak hende i Ærmet. „Hun gjør os da vel ikke noget?”
„Nej. Hun er saa skikkelig. Men det er da ikke noget at se paa.”
Fru Henderson var under sin Kamp med Sengklærene kommen ned til Fodenden af Sengen, der stod op ad Vindusvæggen. Med ét vendte hun sig om, og sparked iltert til Dynen. Idetsamme fik hun Øje paa Else, og blev staaende som forstenet med store forskrækkede Øjne, der tindred mørkt i det graahvide, magre Ansigt. Hun havde stor, tynd Mund, lang, lav Næse med brede Vipper og fremstaaende Øren. Et brunt, slattent Haar hang glat ned til Skuldrene.
„Kom her hen, kom her hen!” udbrød hun pludselig med fæle Ansigtsgrimasser. og ivrig vinkende til Else.
„Jeg tør ikke,” hvisked Else.
„Jo, det tør De saamæn godt,” sa Frk. Thomsen. „Hun er bare nysgjærrig, fordi det er en ny Patient.”
„Kom her hen, kom her hen!” vedblev Fru Henderson.
Else nærmed sig nølende Sengen.
Med ét kasted Fru Henderson sig paa Knæ, rakte sig ud over Sengekanten, og greb med lange, magre Fingre gramsende efter Else. Else vilde flygte, men Fru Henderson havde alt faat slaat sin Arm fast om hendes Hals, og trukket hendes Ansigt ned til sit. Hun stirred liksom slugende paa hende, mens en stram Aande stod ud af hendes aabne Mund, og spurgte saa med de forrige fæle Ansigtsgrimaser: „Hvad hedder De?” hvorpaa hun la sit fremstaaende Øre tæt hen til Elses Mund. Det hele var gaat for sig i et Nu.
Else rev sig forfærdet løs, og løb hen og klynged sig til Frk. Thomsen, der var blet staaende i Døren.
Fru Henderson stirred forbauset efter hende. Saa kaldte hun paa Frk. Thomsen, der straks gik hen til hende og skreg ind i hendes Øre, at den fremmed Dame var en ny Patient, der hed Fru Kant.
„Naa,” sa Fru Henderson, der atter stod oprejst i Sengen. Hun saa surmulende paa Else, gav sig saa til at skjære Ansigter og vinked hende bort med sin store, magre Haand: „Gaa, gaa, De maa ikke staa der,” hun virred hjælpeløst med Hodet og saa ud, som hun vilde briste i Graad. „Gaa, gaa,” gjentog hun, og skjulte Ansigtet bag den løftede Arm. „Jeg skal sige det til Frants.”
Frk. Thomsen stak sin Arm ind under Elses, og førte hende med sig forbi Elses og Frk. Halls Dør ind i en liden firkantet Gang med et højt Vindu.
„Der ligger Maren, det Bæst,” sa Frk. Thomsen og pegte paa en Seng, som akkurat fik Plads i Gangens Tværende. „Det er naturligvis for at passe paa mig. Sligt Rak!”
De kom ind i et rummeligt Hjørneværelse med to Vindusfag, et i hver Væg, hvorfra der var en smuk og vid Udsigt. Der var lyst Brysselertæppe paa Gulvet, Fløjelsmøbler med Lænestole, Skrive- og Divanbord, og Billeder paa Væggene.
„Nej, hvor her er hyggeligt!” udbrød Else.
„Ja, her er rart,” sa Frk. Thomsen, der hele Tiden holdt sig tæt op ad Else, og stirred paa hendes Mund, naar hun talte. „Det hedder ogsaa Prinsesselejligheden. Her er mit Sovekammer,” hun aabned en Dør til et mindre Værelse med en bred Seng, Vaskerservante og Toiletbord.
„Ja, De har det rigtignok godt, naar De først skal være her.”
„Han ta'r ogsaa Blodpenge for det,” bemærked Frk. Thomsen. „Jeg betaler dobbelt saa meget som de andre. Og alligevel gaar han i en luvslidt Frakke. Han er gjerrig, den Skurk!” „Hvem?” spurgte Else.
„Overlægen, naturligvis”
„Hvor kan De tro, at det er ham, som faar Pengene!” raabte Else.
„Ja, jeg véd det nok. Det vil de bilde os ind! Men naturligvis faar han Pengene, eller han ta'r dem. Det kan De da vel begribe. Hvorfor skulde han ellers holde paa os? Nu har jeg vært her i 9 Maaneder, og alt det jeg har bedt og tigget om at komme herfra, har ikke hjulpet det ringeste. Værsgod sæt Dem, Fru Kant. Aa jo gjør det! Det er saa rart at ha en til at tale med. Her skal De se, jeg har ogsaa noget at byde Dem” — hun tog frem af Konsolskabet to Porcelainsvaser med Chokolader og Konfekt, og nogle smaa Asietter.
„Det har jeg faat hjemmefra,” vedblev Frk. Thomsen, da hun havde tat Plads ved Siden af Else, og de begge havde forsynet sig. „Jeg maa ha det under Laas og Lukke, og endda nytter det ikke. De stjæler som Ravne.”
„Hvem?” spurgte Else forbauset.
„Pigerne og Frk. Schrader og allesammen. Ja vent nu bare, skal De se, hvis De har noget ekstra for Dem selv.”
Else søgte at overbevise hende om, at hun tog fejl, men mærked snart, at det var frugtesløst, og opgav det.
„De skulde bare vide, hvorledes de har behanglet mig,” snakked Frk. Thomsen videre: „Jeg har vært laaset inge i 7 Uger, og saa har de ta't mig med Magt, og har hældt Kloral i mig. — Den Frk. Schrader er selve Bélzebub, ja, det siger jeg — selve Bélzebub, og Maren er endda værre.”
„Nej,” sa Else og rysted Hodet. „De ta'r rigtignok fejl.”
Der kom et ophidset Udtryk paa Frk. Thomsens blege Barneansigt. „Maren har knebet mig, og holdt mig om Haangledene, saa jeg havde blaa Mærker efter det,” sa hun vredt. „En Gagn blev jeg saa rasende, at jeg slog min Paraply i Stykker paa hendes Ryg.”
„Fy, det var stygt.”
„Nej,” sa Frk. Thomsen. „Det var just tilpas; de bruger hende til Spiong. De maa ikke sygnes, det var grimt gjort af mig, Fru Kant,” hun tog Elses Haand og la sit Hode let mod hendes Skulder, mens hun keg op til hende med et bedende Blik.
Else klapped hendes Kind og sa ingenting. „Tror De ikke, de snart maa la mig komme herfra?” spurgte Frk. Thomsen og retted sig op. „For jeg er jo ikke singssyg. Er jeg vel?”
„Det er vel Deres Slægtninge, som skal forlange Dem hjem,” svarte Else.
„Ja, men naar Overlægen bilder dem ind, at jeg er sindssyg, og at jeg maa bli her. Hvad saa?” „Faar De ikke Besøg af dem?” „Jo, en Gagn imellem. Men Overlægen ta'r dem altid tilside og staar og tisker og hvisker med dem. — Ishj æh! har De mærket, hvordan han stinker af Herrelugt?”
„Nej,” sa Else. „Jeg synes saa godt om Overlægen, og jeg er vis paa, at den Mand ikke beholder nogen her længere end nødvendigt.”
„Saa sygnes De altsaa, at jeg er singssyg,” udbrød Frk. Thomsen.
„Nej. Jeg synes ingenting. Jeg véd jo intet om Dem, kjender Dem jo slet ikke.”
„Ja vengt nu bare. Vengt nu bare. Hvorfor har han fanget Dem ind, maa jeg spørge?”
Else svarte ikke. Hun sad lidt og saa hen for sig. Saa rejste hun sig.
„De er da ikke vred paa mig, Fru Kant?” Frk. Thomesn greb hurtig Elses begge Hænder.
„Nej, kjære. Hvorfor skulde jeg være det? Men De har en aldeles forkjert Opfatning.” „Hvorfor vil De saa gaa?” „Jo, for jeg er saa træt. Jeg har slet ikke sovet i Nat. Nu kommer ogsaa snart Stuegangen. Saa er det vel bedst, vi er hver for os.”
„Ja, det har De Ret i. 'Tys,” Frk. Thomsen slog gjentagne Gange Pegefingeren over Munden. „Sig ikke, at jeg har talt med Dem. Lov mig det.” „Ja.”
„Kom saa ind til mig om Dagene. Her er jo rart, synes De. Og De har selv saadant et usselt Værelse, det usleste og smaleste af dem alle. Tag Deres Arbejde med, og sid her. De er jo saa flittig.”
„Hvor kan De vide det? spurgte Else.
„Jo, for jeg har kigget gjennem Nøglehullet.”

XI.

Sindssyg — tænkte Else, da hun var kommen ind til sig selv og atter sad med sit Arbejde. Ja, Frk. Thomsen var jo nok en Særling og havde forkjerte Ideer, men sindssyg — saaledes sindssyg, at det var nødvendigt at holde hende indespærret — —?
Hvad vilde det egentlig sige at være sindssyg? Man kunde jo glat væk kalde hinandens Særegenheder og mere eller mindre brydsomme Ejendommeligheder for Sindssyge. Hvem kunde hindre det? En havde Aversion for Katte, en anden var ikke at bevæge til at foreta sig noget paa en Mandag, en tredie gik ikke i Seng uden først at sætte Skoene baglænds foran Sovekammerdøren, en fjerde trode paa Drømme og lod sig paavirke af dem, en femte havde talt med hedenfarne Aander og vidste, at han efter Døden skulde komme i den niende Himmel, en sjette havde havt en Aabenbaring af Apostelen Petrus, og af ham faat Magt til at helbrede Sygdomme ved Haandspaalæggelse, en syvende blev søvnløs af Græmmelse over ikke at kunne faa sit Arbejde til, en ottende følte sig saa uskikket for Jordlivet, at han foretrak godvillig at absentere sig, en niende havde daarlig Mave, og var som Følge deraf umulig at omgaas, en niende drak og foretog sig i Fuldskab de mærkeligste og afskyeligste Ting, en ellevte havde Modbydelighed for det andet Kjøn, en tolvte kunde ikke taale Synet, af Børn, en trettende fik Stivkrampe, naar han kom i Nærheden af Rotter og Mus, en fjortende var stormandsgal og bildte sig ind, at han vidste til Punkt og Prikke hvad der skulde kaldes Sindssyge og hvad ikke, og saa fremdeles i det uendelige.
Hvormange Mennesker fik mon gaa fri og frank omkring, hvis der f. Eks. i hver eneste Gade derinde i Byen var installeret en Hieronimus med Magtfuldkommenhed til at spærre dem inde, der efter et Hieronimus Skjøn var sindssyg? Og hvis der saa gaves en af Staten udnævnt Overhieronimus, hvis Bestilling det var at skulle se alle de smaa Hieronimusser paa Fingrene, mon saa ikke disse Smaapaver en vakker Dag Tur efter Tur vilde bli puttet i en Vogn med en Vogter og to Portører og transporteret til Galehuset? Tænk hvor mange Sindssygeanstalter der saa maatte bygges. Mange flere end man kunde faa Hieronimusser til at forestaa. En Mængde Filialstater befolket af Sindssyge, spredt omkring i den egentlige Stat, der sikkert ogsaa i Virkeligheden vilde være befolket af mere eller mindre Sindssyge, som maatte gaa løs, fordi man ikke havde Plads i Anstalterne. Og hvor skulde man saa gjøre af de rigtige Gale, de som var farlige for den offentlige Sikkerhed og for Næstens Liv og Lemmer. Dem fik man fort væk kappe Hodet af og grave ned, eller brænde op i Huj og Hast.
Overlægen kom ind og satte sig. Else blev som før behagelig berørt af hans elskværdige Mine og Maade. Men som sædvanlig varte det ikke længe, før hun begyndte at snakke om Hieronimus.
„I Grunden begriber jeg ikke Deres Vrede mod den Mand,” sa Overlægen med ét. „De er jo faktisk bleven bedre af at være der.”
„Bedre. — For hvad er jeg bleven bedre? Jeg er jo fremdeles søvnløs.”
„For hvis De havde vært som nu, var De vel ikke kommen der.”
„Aa, Hieronimus aner intet om, hvordan jeg var, da jeg kom der, eller hvordan det var fat med mig, mens jeg var der!” udbrød Else indigneret. „Hvis han havde undersøgt min Tilstand og vidst Besked, saa havde han straks sagt til min Mand, at et Ophold paa sjette Afdeling ikke var hensigtsmæssigt for mig. Det er sandelig ikke hans Fortjeneste, at jeg ikke sidder her som et vanvittigt Menneske, eller at jeg overhovedet er i Live. Bedre? siger De. Hieronimus kan ialfald ikke ha syntes, jeg var bedre, siden han fik min Mand til at sende mig hid.”
„Saa, saa, saa, nu har vi fuld Damp oppe igjen,” Overlægen lo.
„Bare jeg var kommen her fra først af,” sa Else. „Det vilde vært meget, meget bedre.”
„Ja, det er ogsaa min Mening. Men De havde vel ikke villet.”
„Nej, men bare jeg havde villet,” sukked Else. „Hvis jeg havde vidst Besked, havde jeg villet.”
„Frk. Thomsen,” sa Else, da Overlægen gjorde Mine til at rejse sig. „Hvorfor er hun her?”
„Aa hun. — Hun er Idiot og blir aldrig anderledes.”
„Ja, men holdes indespærret.” „Hvor skal man gøre af sligt et Væsen? Hendes Familie kan umulig holde ud med hende. De har sandelig vært mere end taalmodige. Tænk Dem bare at ha Ansvar for saadant et Individ. Hvad kan der ikke hænde hende, naar hun gaar alene paa Gaden en Dag? Og alene vilde hun altid gaa, naturligvis. Den første den bedste Bandit kan jo lokke hende med sig, og — Ja, hun kan saamænd være glad til, at hun har saa godt et Opholdssted. Men nu Godaften, Frue. Se nu til at faa sove i Nat. Hvordan er det med Tanden?”
„Den begynder naturligvis, saasnart jeg kommer i Seng.”
„De skal la Dr. Sejer se paa den. Han er en hel Tandlæge.”
„Nej,” sa Else. „Ikke Dr. Sejer?”
„Naa, hvad er der nu ivejen med Dr. Sejer?”
„Ingenting,” svarte Else.
„Naa, Fru Kant, De ser jo helt fornøjet ud,” det var Frk. Schrader paa sin Aftenrunde.
Else la Arbejdet bort for at gøre Plads for Frk. Schrader.
„Nej, jeg er ikke fornøjet og blir det heller ikke, saalænge jeg er her.”
„Det er ikke pænt af Dem, Fru Kant, Vi er jo dog saa gode ved Dem.”
„Ja, men alligevel. Sig mig oprigtig, synes De virkelig, det er nødvendigt at holde mig fast her mod min Vilje?”
„Det kan jeg ikke ha nogen Mening om.”
„Men har De da mærket nogen Slags Sindsforvirring eller Forstyrrelse hos mig?”
„Nej, endnu ikke. Saa, Fru Kant, lad os heller tale om noget andet,” skyndte Frk. Schrader sig at tilføje, da hun saa Elses oprørte Mine. „De skal se, den gaar ogsaa nok den Tid, De er her. Naar De nu blir vant til Opholdet, falder De til Ro, og ender med at befinde Dem vel.”
„Aldrig,” raabte Else.
„Skulde De virkelig være saadant et umedgørligt Menneske? Det ser De ikke ud til,” Frk. Schrader la sin fine, smale Haand med de lange, blanke Negle paa Elses Skulder og smilte venlig. „Vil De forresten tænke Dem til, at jeg drømte om Dem ganske kort Tid før jeg hørte, De skulde komme her?” „Virkelig?”
„Jeg havde om Dagen set et af Deres Billeder, og saa om Natten drømmer jeg, at De kommer ind til mig og ber om Lov til at dele Værelse med mig.”
„Her paa Galehuset?”
„Fy! Her paa Kurhuset, ja.”
„Men hvordan kunde De kende mig?
„Ja, det véd jeg ikke.”
„Saa jeg ud som i Virkeligheden?”
„Nej, De saa forfærdelig hovmodig og ubehagelig ud.”
Else lo.
„Jeg kan nu ikke la være at lægge Mærke til mine Drømme,” vedblev Frk. Schrader. „For undertiden saa drømmer jeg sandt.”
„Det gjør jeg ogsaa,” svarte Else.”
Frk. Schrader blev siddende lidt. De snakte om fælles Bekjendte, Patienter, som havde vært der, og Patienters Slægtninge, som var kommen paa Besøg, og Else blev forundret og behagelig tilmode over den Samstemmighed der var i deres Meninger baade om Mennesker og andet. Tilsidst spurgte Frk. Schrader om Else gjerne vilde ha Kaffe til sin Frokost.
Else takked og sa, at det havde hun jo ogsaa faat.
Men det hørte ikke til, forklarte Frk. Schrader. Else skulde jo vært paa anden Pleje, og der fik de ikke Kaffe. Forresten var det en Bagatel af en Mérudgift, om hvilken der kunde skrives til hendes Mand.
„Hvordan er der paa anden Pleje?” spurgte Else.
„Maden er akkurat den samme, naar undtages Kaffe og Dessert om Søndagen. Men der er 8—10 Senge paa hvert Værelse, og derfor er Prisen en Del billigere.”
Det gjøs i Else.
„Jeg har ikke faat mit Tøj,” bemærked Else. „Vadsækken, som stod herinde, er ogsaa blet borte.”
„Ja, det skal eftertælles og mærkes. Vi har ikke haft Tid til at gjøre det, men nu faar jeg se i Morgen. Godnat Fru Kant. Nu kommer Anne snart med Kloralen.”
„Er det ikke Maren?”
„Nej, ikke i Aften. De er to om Patienterne heroppe, og i Eftermiddag har Maren havt fri,” Frk. Schrader trykked Elses Haand, og gik med sit velvillige Nik.
Otte—ti Senge! — Hvor kunde det være muligt, at Knut havde villet ha hende paa anden Pleje? Han, som kjendte hendes Rædsel for at dele Værelse med en anden, selv om det var en aldrig saa god Bekjendt. Og her mellem Fremmede, og til og med sindssyge Mennesker? Hvordan hang dog alt dette sammen? Hvad var det, som var kommet over Knut? Hun trykked Haanden mod Hjærtet og rysted raadvild Hodet, En Fremmed, Overlægen havde havt Medlidenhed med hende, og af sin Godhed skaanet hende for dette forfærdelige, at Dag og Nat være indestængt mellem 8—10 sindssyge Mennesker.
Ja ja, det nytted ikke at gruble eller sørge over det. Hun havde nok med alt det andet. Og desuden — Knut kom hende jo ikke mere ved. —
Anne kom med Kloralen og sa, at Klokken snart var 9. Fru Kant burde vært i Seng. Der var noget misbilligende i Tonen. Else skotted til hende og saa, at hun var ældre end Maren, og at hun havde mere Myndighed i sin Optræden. Men ogsaa Anne var venlig og snil.

XII.

Natten forløb omtrent som den foregaaende. Nornen var flere Gange inde og gav Else Omslag for Tandpinen, og Frk. Hall og Fru Henderson skreg og larmed. Om Morgenen efter at Nornen havde slukket Gassen sank Else hen i en Døs, men saa kom Anne og la i Ovnen, og Frk. Schrader, som sa Godmorgen, og da Else skulde staa op, var hun saa udmattet og forpint, at hun graad, mens hun klædte sig paa.
Om Eftermiddagen fik Else sin Kuffert og Vadsækken.
„Det øverste Skab derude paa Gangen er Deres,” sa Frk. Schrader; hun var fulgt med Pigen, som bar Kufferten. „Der kan De hænge Deres Kjoler og Overtøj.”
Da Else skulde til at lægge Linnedet ned i Komodeskufferne, saa hun efter hvad Slags Mærke der var bleven sat paa det, og læste: 6,660 paa hvert eneste Stykke, syet med røde Stikkesting. Ikke alene paa Linnedet, men paa hendes Kjoler, Kaaber, Korsetter, Strømper, Lommetørklæder, Handsker, ja endog paa et Bordtæppe, hun hjemme var begyndt at brodere paa, og som var bleven sendt med, for at hun skulde ha et „morsomt” Arbejde. Disse røde Tal virked underlig tilintetgjørende paa Else. Hun var intet Menneske mere, men slet og ret et Nummer det og det som Straffefanger og Soldater. Der stod jo hendes Navns Forbogstav i alt hendes Linned. Hvorfor saa disse røde Tal, der udsletted hende som Person?
Men naturligvis. Det maatte vel saa være. Blandt alle dise Hundreder af Patienter, kunde der vel være mange, hvis Forbogstaver lød: E. K., og naar det altsammen kom til Vask, var det jo vanskeligt at holde Greje paa. Men uf, hvor det dog var fælt!
Else hørte en sagte Fnisen, mens hun ude paa Gangen hang op sit Tøj i Skabet. Ligeoverfor Skabet stod en Dør paa Klem og bag denne Dør bode Frk. Hall, vidste Else. Hun turde ikke vende sig om For Frk. Hall var hun bange.
Men da hun var færdig, og vilde tilbage til sit Værelse, blev Frk. Halls Dør slaat op paa vid Gab, og en fed, hviskende Stemme sa: „God Dag Fru Kant.”
Else blev staaende foran den aabne Dør. Først kunde hun bare se Mørke med et stærkt, rosafarvet Skin bag Mørket, men lidt efter opdaged hun midt i Mørket et kort og tykt kvindeligt Væsen paa Strømpelasten, i Underskjørt og hvid Nattrøje med fort nikkende Hode og ivrigt gestikulerende Hænder.
„Lad mig faa se paa Dem,” sa pludselig Skikkelsen og traadte hen paa Dørtærskelen, saa at Lyset fra Vinduet faldt paa hendes halvgamle Ansigt, der var stort, med blege, slappe Kinder og ravnsort blankt Haar.
„Er De Frk. Hall?” spurgte Else.
„Ja, man siger saa,” vedblev hun, og tog Elses Hænder, idet hun traadte helt ud paa Gangen. „De har faat et heldigt Værelse, vil jeg sige Dem.”
„Heldigt?”
„Ja, for alle de, som bor der, blir her ikke længe. Nu har jeg lagt Mærke til det Aar efter Aar. Ja, for jeg kommer her bestandig. Det er fordi min Mor er saa egoistisk.”
„Hvorfor er der saa mørkt inde hos Dem?” spurgte Else.
„Jo for det kan jeg bedst lide. Jeg er saa grim paa denne Tid af Aaret. Og naar disse forbandede Lægebæster kommer, vil jeg ikke, de skal se mig,” Frk. Hall talte med Nik og Vridninger, der minded om et Spurvehodes forte og bløde Bevægelser. Hun smilte og fniste ustanselig og holdt ikke et Øjeblik sine blegfede Hænder i Ro. „Æh, bæh, Idiot! siger jeg bare, og saa vender jeg Ryggen til,” hun stod og pegte Fingre og lo sagte. Saa traadte hun pludselig baglænds ind i sit Værelse.
„Men det Skin derhenne,” sa Else, som ikke kunde begribe, hvordan det hang sammen med det rosafarvede Lys.
Frk. Thomsen kom ud fra den lille Gang, der førte til hendes Værelser. Hun var i Hat og Kaabe og store glinsende Galoscher.
„Vil De ikke gaa ned lidt i Haveng, he?” hun stødte Else paa Armen.
„Aa er De der mit Barn!” udbrød Frk. Hall, og traadte hen til Døren med udbredte Arme.
Frk. Thomsen la begge Hænder om Frk. Halls Skuldre, og saa kyssedes de gjentagne Gange, mens de holdt hinanden omfavnet.
„Kom gaa med,” gjentog Frk. Thomsen, og stødte atter til Else. „De vil ikke, hvad?” Hun rysted lidt paa Hodet og saa skuffet ud.
„Gaa bare,” sa Frk. Hall. „De kan godt gaa med hende der. Det er mit Barn, maa De vide. Hun er saadan en sød en,” Frk. Hall trued med Pegefingeren til Frk. Thomsen, og saa forelsket smilende paa hende.
„Ja vi to!” udbrød Frk. Thomsen, idet hun gjorde et lystigt Slæng med Overkroppen og sparked ud med den ene Fod. „Vi har rigtignok narret det Rak,” hendes Mine blev skøjeragtig, og hun udstødte en sagte kurrende Latter. „Er det ikke noget Rak, Frk. Hall?”
„Rak!” raabte Frk. Hall, og hendes Ansigt fortrak sig, det blev vredt og truende. „Det er Pøbel og Pak og Skurke og Forbrydere! I will see them hanged! God damn!” hun slog den ene knyttede Haand i den andens Flade.
„Ikke gjør saadan,” sa Else forskrækket, men Frk. Thomsen lo, og syntes at more sig udmærket. „Vi har narret dem, ikke Frk. Hall?”
Frk. Hall blev med et straalende fornøjet igjen. Hun nikked og fniste.
„Dengang vi var ingestængt, kan De huske, Frk. Hall?”
„Ja, det var storartet,” lo Frk. Hall. „Det var hende, som fandt paa det, den lille Rad.”
„Men naar Dere var indestængt, hvad kunde Dere saa gjøre?” spurgte Else.
„Vi var det ikke samtidigt,” forklarte Frk. Thomsen. „Jo, en kort Tid, men da der saa blev lukket op for mig, stak jeg Sedler ind til Frk. Hall dernede mellem Gulvet og Døren,” hun lo igjen med den sagte, kurrende Lyd. „Mandler og Rosiner ogsaa. Engang putted jeg ing et Stykke Kransekage, men det gik i Smadder.”
„Jeg spiste det alligevel,” sa Frk. Hall med sin fede, hurtige Stemme, og smasked lidt med Tungen.
„Og da jeg siden blev indestængt igjen, var det Frk. Hall, som stak Sedler til mig, Ikke Frk. Hall?”
„Og Aviser og Chokoladepastiller,” tilføjed Frk. Hall stadig nikkende og vridende Hodet og slaaende ud med de travle Hænder.
„Ja, vi to har da havt det lidt morsomt undertiden. Ikke Frk. Hall? Kan De huske, hvor De dundred paa Døren, he, he, he, se Fru Kant,” Frk. Thomsen pegte leende paa en Mængde smaa indtrykte Mærker i Døren.
„Er det virkelig efter Deres Hænder?” spurgte Else forbauset, og havde i samme Nu Forklaringen over den Mængde Mærker af nøjagtig samme Udseende, som hun havde set inde paa sin egen Dør. „De maa jo ha slaat Deres Hænder fordærvet.”
„Ja,” sa Frk. Hall, atter fnisende. „Huden hang i Laser. Men det morer mig. Jeg har ogsaa revet Kakkelovnen ned engang,” hun brast ud i en hjærtelig Latter.
„Men fik De da ikke frygtelig Skjænd?”
„Aa det Rakkerpak!” skreg Frk. Hall og stamped med Foden. „Tror De, jeg bryder mig om dem? Jo mere jeg kan drille dem, jo bedre. Véd De, hvad jeg sa til Overlægen forleden? De skulde i Tugthuset, De Vindbeutel, sa jeg,” atter lo Frk. Hall hjærteligt, og Frk. Thomsen stemte i med.
„Hys hvem er det nu?” udbrød med ét Frk. Hall, og der gik som en Uvejrssky over hendes Ansigt, mens hun rakte Hodet frem, lyttende efter Skridt fra den lange Korridor.
„Er der nogen?” hvisked Frk. Thomsen, og øjeblikkelig skifted hendes Ansigt Udtryk, og fik en mistroisk og fjendtlig Mine. Hun slog hurtig Pegefingeren flere Gange for Munden og skyndte sig afsted.
I det samme kom Anne med en Bakke og sa: „De skal ha Jernmikstur, Fru Kant.”
„Jernmikstur,” vrænged Frk. Hall og rakte Tungen ud. „Har de bekommet Dem vel de Nødder, De stjal fra mig i Vinter? Hvad De Tyvetøs?”
Else saa paa Anne med et Blik, der bad om Undskyldning paa Frk. Halls Vegne, men Anne bare smilte og rysted lidt paa Hodet, mens hun venlig gav Else Miksturen.
Pludselig slog Frk. Hall Døren til med et Brag, saa Else fo'r i Vejret, og greb om Annes Arm. Saa begyndte hun at skjælde og smælde paa sit rasende Engelsk.
„Det skal De ikke bryde Dem om,” sa Anne uanfægtet, Hun er i Grunden et godt Menneske. Det er bare os, hun ikke kan taale at se.”
Else keg ind til Fru Henderson, hvis Dør stod halvaaben.
Fru Henderson gik i Natkjole paa store, flade Fødder og med stift nedhængende Arme opover Gulvet, der var belagt med et graat og rødtmønstret Tæppe. Det tynde hængende Haar vifted under hendes smaa taktfaste, lidt hoppende Skridt. Da hun havde naaet Vinduet vendte hun sig ikke om, men kom baglænds tilbage, taktfast, hoppende lige til Døren. Saa opover igjen uforstyrret taktfast, og baglænds nedover, om igjen, og om igjen. Sengklæderne var som igaar slængt Hulter til Bulter oppe i Sengen, og nogle Puder laa paa Gulvet.
Pludselig gav det et Ryk i Fru Henderson; hun udslødte et kvalt Skrig og vendte sig om med et ængsteligt Blik, der fo'r søgende rundt til alle Sider. Da hun opdaged Else, som spændt betragted hende gjennem den halvaabne Dør, syntes hun at bli heftig forskrækket, „Uh,” sa hun, og skjulte Ansigtet med Armen.
„De har ikke Lov til at staa der,” vedblev hun lidt efter med sin uartikulerte Stemme og keg bag Armen paa Else. „Gaa Deres Vej, gaa Deres Vej.” Men da Else ikke lystred, trak hun sig baglænds, med Armen for Ansigtet op til Vinduet, hvor hun vendte Ryggen til Else, og blev staaende foroverbøjet med Hænderne stukket ind mellem sine Knæ.
Lidt efter drejed hun langsomt Hodet, og sa klynkende: „Gaa Deres Vej.” Saa begyndte hun at marschere paa Stedet, op og ned med dumpe Klask af de store, flade Fødder, mens det tynde, brune Haar vifted om hendes Nakke.
Else flytted sig et Skridt, stilled sig op ved Dørsprækken, og keg fremdeles ind.
Det varte ikke længe, saa drejed Fru Henderson atter Hodet med et spejdende Blik til alle Sider. Da hun saa', at Else var borte, begyndte hun paa den forrige taktfaste Marsch fremlænds og baglænds, men nu med Ansigtet vendt mod Døren.
Else blev staaende. Hun kunde ikke bli træt af at betragte denne Skikkelse, der trods alt det, der frastødte, havde, noget rørende barnesørgmodigt i Blikket, i den ydmygt foroverbøjede Holdning, i de hjælpeløst nedhængende Arme, i det tynde viftende Haar, ja i selve denne taktfaste Vandren frem og tilbage, denne stædige villen gaa baglænds istedetfor at vende sig om.
Pludselig, med en Bevægelse som om nogen havde hvisket i hendes Øre stod Fru Henderson stille, og stirred gjennem. Dørsprækken paa Elses Øjne. Hun udstødte et Skrig og fo'r saa heftig sammen, at hun rysted fra øverst til nederst, og saa raabte hun grædefærdig tryglende: „Gaa Deres Vej!”
Else flygted løbende ind i sit Værelse. Fru Hendersons forfærdede Blik og heftige Forskrækkelse, der var kommen saa uventet, havde ramt hende som et elektrisk Stød. Hun skjalv over hele Legemet og sank grædende om i Gyngestolen.

XIII.

Om Aftenen da Else havde spist, og vilde ta sit Arbejde, blev der banked paa hendes Dør, og en førladen, statelig Dame med et bredt stortskaaret Ansigt og tyndt graasprængt Haar kom fort ind i Stuen.
„Maa jeg hilse paa Dem?” spurgte hun og brast ud i en dæmpet Latter.
„Ja,” sa Else betuttet. Hun havde set et Glimt af Damen et Par Gange før, vidste at hun bode paa den store Koridor, og at hun hed Fru Winther. „Vil De ikke sætte Dem?”
„Hvor skulde jeg sætte mig?” Damen lo igjen, saa hun rysted. „Her er jo saa snævert, at en ikke kan gaa forbi Dem. Det skulde da være i Sengen.”
„Jeg kan jo flytte Gyngestolen op til Sofaen,” foreslog Else, men blev dog staaende med Haanden paa Gyngestolens Ryg.
„Alting er rundt,” sa Fru Winther, og pegte paa Gaskuplen, „og alting gaar rundt, rundt, rundt,” hun lo igjen med sin dæmpede, stærke Latter; Øjnene fyldtes med Vand, som løb ned langs de brede, røde Kinder.
Else vidste ikke hvad hun skulde svare, og forsøgte at le lidt med.
„Og vil De tænke Dem til,” vedblev Fru Winther, „nu har Eriksen fundet paa, at Jorden ogsaa skal være rund. Jeg ved ikke, hvad De synes!”
Fru Winthers Latter blev nu saa voldsom, at hun stønnende maatte holde sig paa Maven.
„Ja men Jorden er jo rund,” forsøgte Else, da Fru Winther omsider hørte op at le.
Hun havde neppe udtalt, før Fru Winther paany brast i Latter. „Flad som en Pandekage, hvad? Skal vi sige det,” hun tørred sine Øjne, og pusted ud efter Anstrængelsen med at le saa meget.
Else ønsked, at hun vilde gaa. Hun vidste ikke hvad hun skulde svare eller gøre med dette Menneske.
„Kan De li', at jeg kommer ind til Dem, hvad? Opmuntrer det Dem, hvad?” spurgte Fru Winther efter nogle Øjeblikkes Taushed, og saa kom Latterene atter sprudende.
„Vil De ikke ogsaa besøge mig?” fortsatte hun lidt efter. „Jeg har et meget bedre Værelse. Uf det der,” hun traadte nærmere, og greb med en uvillig Grimace i Elses Hækletøj. „Saadan noget Stas har de ogsaa sendt mig — det skulde adsprede mig” — atter lo hun. „Men jeg siger Tak for mig. Den Slags Adspredelser skal jeg ikke ha noget af.”
Nu svarer jeg ikke et Ord, tænkte Else. Saa maa hun da vel gaa.
Fru Winther blev staaende en Stund og saa paa Else; hendes Ansigt dirred af tilbagetrængt Latter. Else tog Hækletøjet fra Komoden, og la paa Bordet, flytted nervøst paa Gyngestolen, trak sit Lommetørklæde op, la det pent sammen paa sit Knæ og putted det atter i Lommen.
„De er morsom at tale med,” sa med et Fru Winther, mens Latteren atter spruded af hende. „Min yngste Søn Peter paa 7 Aar, er saamænd ligesaa underholdende.” Saa gik hun.
Gudskelov, pusted Else, og satte sig til at hækle. Men snart lod hun Arbejdet synke. Taarerne blænded hendes Øjne, saa hun ikke kunde se Maskerne, og drypped paa Hæklenaalen. Ordene: min yngste Søn Peter, havde bragt Tanken om Tage op paa Overfladen i hendes Indre. Hvordan mon han havde det? Og hvad tænkte han om dette at hans Mamma aldrig mere var derhjemme?
„God Aften”, det var Frk. Schrader.
Else satte sig over paa Sengekanten, og bad Frk. Schrader ta Plads i Gyngestolen.
„Altid ved sit Arbejde. De er et flittigt Menneske. Hvad, har De siddet og grædt?”
Else tørred Øjnene, og nu først brød Graaden løs for Alvor. Frk. Schrader søgte at berolige; bad hende ikke være ude af det, og forsikrede, at hun vilde føle sig bedre til Mode efterhaaanden.
„Men tror De ikke, Overlægen lar mig rejse om en Ugestid eller saa?”
Det gav et lidet Ryk i Frk. Schrader, men hurtig tog hun sig sammen og sa: „Det har aldrig hændt, at Patienter har vært her saa kort en Tid.”
„Ja, men naar jeg nu ikke er sindssyg,” graad Else.
„De kan maaske alligevel ha godt af at være her, Fru Kant,” Frk. Schrader vugged sagte frem og tilbage i Gyngestolen, mens hun stødte Spidsen af sin lille højvristede Fod mod Gulvtæppet i Takt med Stolens Bevægelse.
„Nej!” raabte Else. „Jeg har ikke godt af al være paa et Sted, hvor jeg pines og lider. Nej, nej! Der er ingen, som paafører mig Pine og Lidelse her,” fortsatte Else da hun blev var Frk. Schraders misfornøjede Mine. „Tro endelig ikke, at jeg mener det. Tværtom. Dere er alle saa uendelig snille mod mig. Men alligevel. Bare det at jeg umulig kan komme til Kræfter saalænge jeg ikke sover. Og for at sove maa jeg føle Fred i mit Indre. Og for at føle Fred maa jeg være paa et Sted, hvor jeg er med min gode Vilje.”
„Vi har dog havt mange fornuftige Patienter, som har vært glade ved at være her,” sa Frk. Schrader. Saa fortalte hun hvordan det var gaaet med den og den paa en saa livlig og malende Maade, at Else følte sig fængslet
„Og saa længes jeg saa forfærdelig efter Barnet,” bemærked Else, da Frk. Schrader taug.
„Barnet kan besøge Dem. Jeg skal sige det til Overlægen.”
„Nej Tak! Jeg vil ikke se Barnet mens jeg er her.”
„Men hvorfor dog ikke?”
„Fordi det vil volde mig en tidobbel Smerte, naar jeg saa skal sige Farvel til ham igjen Og desuden jeg vil ikke, at han skal ha dette Minde om at ha besøgt sin Mor paa Galehuset, naar han blir stor.”
„Naa, naa,” trued Frk. Schrader.
„Men imorgen vil jeg skrive til Barnepigen, og be hende sende mig et Brev, og fortælle mig om ham,” sa Else.
„Skriv heller til Deres Mand, Fru Kant.”
Else trak utaalmodig paa Skuldrene, og slog ud med Haanden. Saa fortalte hun om Fru Winthers Besøg og ytred sin Frygt for, at hun skulde komme igjen.
„Det tror jeg næsten ikke,” sa Frk. Schrader. „Hun plejer altid straks at bli kjed af Folk, og holder sig mest for sig selv.”
Ja mig blev hun vistnok grundig kjed af, tænkte Else.

XIV.

Else var gaat i Seng. Maren kom med Kloralen, skrued Gassen ned og gik.
Føle sig bedre tilmode efterhaanden. — Efterhaanden, dette Ord naged i Elses Indre. Naar Frk. Schrader sa efterhaanden, saa var det tydeligt, at hun trode eller vidste, at Else skulde bli der længe. Hun havde bare ikke Hjærte til at sige det ligefrem.
Ja ja, hvordan det nu end var eller blev, saa maatte hun ikke glemme at være glad for, hun var sluppen fra Hieronimus.
Kanske fik hun sove inat. Hun havde ikke ondt i Tanden, og begge hendes Naboersker var stille. —
„God damn these rascals!” Se saa, der begyndte Frk. Hall. „I tell you, I will murder you all!” Ja naturligvis. Det var altfor sangvinsk at tænke, hun skulde holde sig rolig.
„Maren!” skreg saa Fru Henderson, og slog dundrende paa sin Dør. „Vil De ikke gjøre det, naar Frants siger det? At De ikke vil adlyde mig, det faar saa være, men Frants!”
Else undred sig over, at hun nu tydelig kunde forstaa Fru Hendersons uartikulerte Stemme. Men det var naturligvis Vanen
Da Frk. Hall havde holdt paa en halv Times Tid, kunde Else mærke, at hun blev træt. Hendes Skjænden lød svagere og tilsidst ganske grødet. Lidt efter hørte hun hende snorke.
Ogsaa Fru Henderson var efterhaanden bleven stille.
Ja, hvis hun nu ikke fik Tandpine!
Men hun fik Tandpine. Aldeles forfærdelig, uudholdelig Tandpine.
Da Nornen kom med sin dinglende Lygte, sad Else som de foregaaende Nætter oprejst i Sengen, og jamred sig.
Nornen gik efter et Omslag, og blev staaende lidt da Else havde faat det paa.
„Det har hjulpet,” sa Else.
„Det var da godt at høre.”
„Har De vært Nattevagt længe?”
„I 7 Aar.”
„Og det har De kunnet holde ud?” „Daarlig,” hvisked Nornen. „De er ogsaa saa bleg.”
„Gul. Gul som en Citron. Og mager. Ja, jeg har tabt mig svært i disse Aarene. Det er sikkert.”
„Men er De da fæstet her for Livstid?”
„Nej. Men de vil nødig af med mig. Paa et saadant Sted skal det jo være et paalideligt Menneske, og én, som har Kræfter til det.”
„Saa sover De vel hele Dagen?”
„Nej. Jeg blir aldrig færdig før henimod Klokken 2. Jeg har ogsaa med Badningen af de Syge at gjøre.”
„Saa haaber jeg da, at De mindst har 100 Kroner Maaneden i Løn?”
Der kom som en Skygge af et Smil paa Nornens Ansigt. „Hm,” sa hun bare. „Hjælper det fremdeles?”
Else nikked.
„Ja saa Godnat da Frue,” hvisked Nornen og forsvandt, —

Hvor var dog Hodet træt og ørt, og Legemet tungt og kraftløst. — Else var som sædvanlig bleven revet ud af sin Morgendøs. Det brased og knitred i Kakkelovnen, og et stærkt blaat Lys flød ind gjennem det skoddefri Vindu bag Elses Seng.
Ja, saa fik hun vel op og vaske sig.
Henne ved Servanten blev hun staaende og rysted ærgerlig Hodet. Nu havde hun hver Dag, siden hun kom, bedt Maren endelig huske at gi hende 2 Kander Vand, og 2 Haandklæder. Frk. Schrader havde paa Elses Anmodning straks git Tilladelse til det, og i Elses Paahør sagt Maren Besked. Skulde hun som de andre Morgener hjælpe sig saa godt hun kunde med den ene lille Kande Vand, og det ene smale Haandklæde, og saa atter i Aften paaminde Maren?
Nej, saa vilde Maren ganske sikkert bli ved med at glemme det.
Hun aabned Døren og raabte paa Maren, men ingen svarte.
At der da heller ikke fandtes en Klokke. Sligt Bryderi det var at faa fat paa en af Pigerne!
Hurtig kasted hun Slaabrokken paa sig og gik gjennem sin egen korte Gang ud paa den lange Korridor.
Der kom en underlig Skikkelse hende imøde, en tynd liden Kvinde i mørk Bomuldskjole, som holdtes sammen under Brystet med flere Rader Trækkebaand. Paa Hodet havde hun en Slags Hue, hvorunder det graa Haar hang tjafset ned. Ansigtets Hud minded om skrumpent, mørkebrunt Læder, og var besat med store, sorte Vorter. Øjnene var udsprængt af sine Huler, og saa ud som vilde de i næste Nu trille ned over Kinderne. Munden stod aaben, og en tyk Tunge førtes uafladelig frem og tilbage fra Mundvig til Mundvig. Den ene Haand strøg hun famlende langs Vægen, den anden holdt hun ud fra sig, og bevæged den op og ned som en svømmende Hunds Forpote.
Else gik lidt nærmere for bedre at kunne betragte dette afskrækkende Syn, men fik i det samme et Dask i Ansigtet af den bruhe klamme Haand, hvis Berøring minded om en Skrubtudses.
Med et dæmpet Skrig fo'r hun tilbage, mens Skikkelsen uforstyrret fortsatte sin Gang, og forsvandt gjennem en Dør nederst i Korridoren.
I det samme kom Maren tilsyne henne ved Trappegangen, bærende et Fad med en stor Stabel Smørrebrød.
„Jeg har set et frygteligt Menneske!” udbrød Else, og gav sig til at fortælle.
„Det er bare Frk. Halm. Hun gaar altid saadan med Hænderne fordi hun er blind.”
Else vendte sig for at gaa tilbage til sit Værelse men husked saa, at hun var gaat ud for at finde Maren, og spurgte i en ærgerlig Tone om Vandet og Haandklæderne. Hun vilde nødig klage til Frk. Schrader, sa hun, men paa denne Maade blev hun jo nødt til det.
„Nej,” sa Maren, og saa op med et saa vindende Smil, at Elses Misstemning blæstes bort i det samme. „Nu skal jeg hente det, og saa skal jeg ikke glemme det mere. Det lover jeg Fruen.” —
Dr. Vibe kom til Stuegangen; Frk. Schrader var med, men kaldtes næsten straks ud.
Else var glad ved at være alene med Dr. Vibe. Saa fik hun uforstyrret snakke om Hieronimus. At Dr. Vibe hverken nu eller før svarte noget, brød hun sig ikke om. Hvad enten han gav hende Ret eller ikke, var det dog en Lise at faa Luft,
„De faar jo Bladet om Dagene?” spurgte Dr. Vibe, da Else omsider holdt inde.
„Ja Tak. Præcis ½ 1 blir der banked paa min Dør, og saa véd jeg, det er Portneren med Bladet.” —
Senere kom Overlægen og beklaged hendes Tandpine. Af Sibylle havde han hørt, at hun heller ikke inat havde sovet. Nu skulde han skikke Dr. Sejer ind til hende i Formiddag. Der maatte dog kunne gjøres noget med den forbistrede Tand. Saa var det Frk. Hall. Else burde gaa ind til hende, og be hende la være med at skrige saadan op om Nætterne. Frk. Hall var egentlig rar, og nu havde hun ladet sig forlyde med, at hun syntes saa godt om Else. Det vilde maaske hjælpe, hvis Else selv bad hende.
Saa spurgte Else, om hun kunde faa koldt Bad om Morgenen, og det var der ingenting ivejen for. Nu skulde hun faa en Katalog ind, for at udvælge sig de Bøger, hun havde Lyst til at læse. Haandarbejde havde hun jo ogsaa, sikken et kønt Tæppe hun der broderte paa. Hvis hun nu bare vilde spasere om Dagene og gaa ned til Maaltiderne, vilde det ikke vare længe, før hun blev rigtig fornøjet hos dem.
Uf dette „længe”, tænkte Else. Men hun var saa beklemt, at hun ikke kom sig til at spørge om hvad Overlægen mente med længe. Istedetfor sa hun: „Synes Overlægen virkelig, at det er nødvendigt at holde mig indespærret her?”
„Indespærret, indespærret,” gjentog Overlægen ærgerlig. „Nej, forresten,” sa han saa i en anden Tone, „efter min Mening kunde De lige godt vært tat et andet Sted hen, til Deres Slægtninge i Udlandet f. Eks.”
Hjærtet hopped i Else af Glæde over disse Ord. Men der havde vært noget over Overlægen, som var de undslupne ham halvvejs mod hans Vilje.
Derfor svarte hun kun: „Ja det var jo netop det, jeg sa til Dr. Tvede.”
„Naa ja Godmorgen,” Overlægen rakte Else Haanden, og gik med den sædvanlige Opfordring om at være ved godt Mod.
Ja, det skulde sagtens være hendes mindste Kunst nu, da hun vidste, at Overlægen syntes det samme som hun. Saa varte det ikke længe før han kom og sa, at hun var fri fra Fængslet og kunde drage hvorhen hun vilde. For Glæde og Sindsbevægelse kunde hun ikke sidde stille, men maatte rejse sig op, og gaa paa Gulvet.
„Kom ned med i Haveng,” lød en gjennemtrængende Hvisken bag Else, der hastig vendte sig om. Døren var bleven lukket op paa Klem, og Frk. Thomsens Hattehode stak ind.
Else vilde ikke.
„Kom ned med i Haveng,” gjentog Frk. Thomsen, og fortrak Ansigtet som hun plejed naar hun talte. Saa skal vi blæse det Rakkerpak et Stykke.”
„Vil ikke, he? Vil ikke?” Frk. Thomsen satte op en ynkelig Mine. „Kom ned med i Haveng,” begyndte hun saa igjen, og gjentog Opfordringen 3—4 Gange, inden hun omsider lukked Døren, og gik.
En Stund efter kom Dr. Sejer med nogle Tandlægegrejer i Haanden. Efter at ha spurgt om Else nu ikke havde skiftet Mening, og var lykkelig ved Opholdet, tog han oppe ved Vinduet fat paa at undersøge Tanden. Begge Hænderne stak han ind i Elses Mund uden at bruge Serviet. Han pirked og grov i Tanden med et skarpt Instrument, noget af Plomben var faldet ud, sa han. Saa putted han ind en graa Klump, som han gjorde sig svær Umage med at faa til at sidde fast.
„Saa haaber jeg nok, at Tanden skal bli skikkelig,” sa han, da han gik.
Ja, det haabed Else ogsaa, siden hun havde døjet dette med begge hans Hænder, som lugted af Metal. Hun gik hen til Servanten og skylled Munden ren.
Om Eftermiddagen ved Sekstiden var Overlægen atter inde hos Else.
„Skal jeg nu ikke faa en Hilsen med til Deres Mand?” sa han, da han havde siddet lidt og snakket. „Imorgen tar jeg ind til Byen.”
„Hvis De vil hilse ham, saa værsgod,” svarte Else mørk. „Men det er ikke mig, som sender nogen Hilsen.”
„De er en stædig en,” sa Overlægen.
„Skulde De derimod træffe min elskede Hieronimus,” vedblev Else lidt efter, „saa maa De endelig hilse ham paa det hjærteligste.”
„Hieronimus — uh! Kan De da ikke holde Fred med Deres Hieronimus? Jeg bliver jaloux, ligefrem jaloux”! Overlægens Tone var saa komisk klynkende, og hans Mine saa pudsig fortrædelig, at Else maatte le højt.
Da Overlægen var borte gik Else ud paa Kondoren, og blev forundret over den usædvanlige Færdsel derude. Mørktklædte Kvindeskikkelser, gamle og unge, høje og korte, nogle enkeltvis, andre med hinanden under Armen, næsten alle med dukkede Hoder og undselige Miner blev ved at komme ud fra den lille Tværgang, hvor Elses Værelse laa, spasere forbi hende, og forsvinde gjennem Fløjdøren for Enden af den lange Koridor.
„Hvad er dette for en Folkevandring?” spurgte Else, da Anne viste sig paa Koridoren.
„Det er dem fra anden og tredie Pleje. De kommer gjennem Fløjdøren i Tværvæggen derinde paa Deres Gang, og skal til Fest i den store Sal.”
Ja, det var jo sandt, Iaften skulde der være Fest. Overlægen og Frk. Schrader havde begge fortalt Else det og spurgt, om hun vilde være med.
Saa tæt befolket som Sct. Jørgen maatte være! Dette var kun de rolige Patienter, hvis Antal var forsvindende, sammenlignet med de urolige. Og alligevel kom der saa mange. Saa var der jo ogsaa Mandsafdeling.

XV.

Faar jeg Lov at komme ind lidt?” Else stod i Frk. Halls halvaabne Dør, og saa ind i Værelset hvor Gassen var tændt, og Kuplen tilsløret af rødt Kreppapir. Frk. Hall, der sad i Sengen, tilbagelænet mod det høje Hodegjærde vinked livlig til Else. Hun og Sengen og alt i Værelset var omflydt af rosafarvet Lys, og der lugted svagt af gammel Moskus.
„Jeg har saa mange sorte Negerbørn,” sa Frk. Hall med sin fede, fnisende Stemme, da Else traadte hen til Sengen Hun slog Armen om Elses Hals, trak hende ned til sig, og hvisked i hendes Øre en Mængde Ting, som Else ikke forstod.
„Ja,” sa Else. „Men hør, Frk. Hall, vær sød og ikke snak saa højt om Nætterne.”
„Forstyrrer jeg Dem?” spurgte Frk. Hall hurtig, og saa med ét skamfuld ud.
„Ja. Det er umuligt at faa sove naar De ligger slig og skjænder. Husk, vore Senge staar tæt op ad hinanden, bare med denne tynde Væg imellem.”
„Men synge da, det har De vel ikke noget imod?”
„Jo, synge er lige galt. Hvorfor kan De ikke ligge pent stille?”
„Nej, for jeg kan ikke,” Frk. Hall stak Pegefingeren i Munden, og hang med Hodet.
„Jeg forstaar ikke det,” vedblev Else. „De har da ingen Glæde af at ligge og skænde paa Folk, som ikke engang hører det?”
„Nej, men jeg maa.”
„Aa lad nu være, naar jeg ber Dem. Vil De?”
„Ja,” Frk. Hall nikked ivrig. Saa greb hun Elses Hænder og trykked dem mod sine Øjne.
Else bøjed sig ned, og kyssed hende paa Panden.
„Nu skal De se,” udbrød Frk. Hall, og kasted energisk Hodet tilbage. „Inat skal De ikke høre en Lyd fra mig,” hendes Øjne var fulde af glinsende Taarer.
„Tak. Nu er De rigtig sød.”
„Ih nej se, Godaften mit Barn!” Frk. Hall slog hilsende ud med Haanden. „Træk Stolen herhen, og sæt Dem.”
Else vendte sig om. Der stod Frk. Thomsen midt paa Gulvet, med en Avis i Haanden, som hang ned ved hendes Side.
„Naa, saa De er heringe,” sa Frk. Thomsen med et bedrøvet Blik paa Else. „Hos mig er De engnu ikke kommet af Dem selv.”
„Bryd Dem ikke om hvad hun siger,” Frk. Hall greb Else i Armen. „Hun er nok sød, men hun er dog ikke saadan rigtig i Hodet. Og saa er hun saa jaloux, det lille Fæ.”
„Hvad siger hun?” spurgte Frk. Thomsen, og stirred ind i Elses Ansigt.
„Jeg siger De skal sætte Dem, og læse Avisen for mig, som De plejer!” raabte Frk. Hall.
„He, he, he,” kurred Frk. Thomsen.
Else tog Plads i Sofaen, og Frk. Thomsen satte sig paa en Stol, som hun trak hen under den tilslørede Gaskuppel. Hun folded ud Avisen, og begyndte at læse med sin snøvlende, monotone Stemme.
„Nej det bryder jeg mig ikke om!” afbrød Frk. Hall. „Hvad kommer det mig ved om der er Plads nok paa Fattiggaarden eller ej?”
Frk. Thomsen begyndte paa noget andet. „Uf nej, dette om Politik kjeder mig!” afbrød igjen Frk. Hall. „Er der ikke noget om Mord og Drukkenboldter?”
Frk. Thomsen gjennemsøgte Avisen. „Jo, her er noget om et Barnemord.”
„En ung Pige, svensk af Følsel røngte forleden fra sin Tjeneste,” læste Frk. Thomsen. „Hendes Husbongs Folk, der ikke kunde begribe Grugnen til hendes Flugt, gav sig saa til at eftersøge hendes Gjemmer, og fandt i hendes Komodeskuffe et Barnelig —”
„Saa hold dog op mit Barn!” udbrød Frk. Hall indigneret, og slog ivrig fra sig med Hænderne. „Hvor skal jeg kunne taale at høre om saadant? Læs noget smukt mit Barn. Livet er dog saa skjønt!”
„Ja, der hører De, hvor skjønt det er,” forsøgte Else.
„Livet er skønt,” forsikred Frk. Hall og deklamerte patetisk:
„Som en Ørn jeg slaar ud min Vinge — Flyver mod Solen og Himmelens blaa, For mine Øren Tonerne klinge, Jeg stræber, o stræber det bedste at naa!”
„Ja hun er nu alligevel storartet, den Frk. Hall!” udbrød Frk. Thomsen begejstret, „Men,” hun vendte sig helt om til Else og hvisked: „Saadan ganske rigtig i Hodet, er hun alligevel ikke.”
„Kan De ikke finde noget kønt i Deres Blad, De søde, lille Fæ?” sa saa Frk. Hall.
Frk. Holm vendte og drejed Avisen. „Jo, her er et Vers, sa hun saa og læste:

„Jeg lider og længes mens Dagene gaar,
Og Dagene nokkes til Uger og Aar.
Jeg lider og længes, hvornaar, hvornaar,
Hvornaar begynder vor Kærligheds Vaar?”

„Ja, se det var kønt!” raabte Frk. Hall. „Saadan skal det være. Lide og længes efter Kjærlighedens Morgenrøde. Jeg skal skrive et Digt til Dem, Fru Kant.”
„Tak,” sa Else.
„Men De maa ikke vise det til nogen. Og saa maa De endelig sige mig ærligt, om De finder Talent i det.”
Døren gik op, og Frk. Schrader traadte ind.
„Naa, saa her finder jeg alle 3 forsamlede,” sa hun med et elskværdigt Smil, og satte sig i Sofaen, hvor Else havde gjort Plads for hende.
„Jeg gik ind til Frk. Hall og bad hende være stille inat,” sa Else.
„Og det vilde hun vel. Ikke Frk. Hall?”
Frk. Hall satte Munden ud i en Trut og svarte ikke.
Frk. Schrader sad lidt og talte roligt og klogt og venligt som altid. Men det vilde ikke rigtig gaa. Else var den eneste, som svarte. Efter et Par Minutters Forløb rejste Frk. Schrader sig, og gav alle tre Haanden til Godnat.
„Æh, bæ!” udbrød Frk. Thomsen, og rakte ud en lang Tunge, da Frk. Schrader var borte. „Sikken en!”
„Skidt være med den Hugaf!” sa Frk. Hall, og brast ud i en rystende Latter.
„Frk. Schrader er et udmærket Menneske,” bemærked Else.
„Ja, vent nu bare,” sa Frk. Thomsen.
„Ja, vent nu bare,” gentog Frk. Hall.
„Ja, vengt nu bare, ja vent nu bare,” blev de begge to syngende ved at genta, mens de pegte Fingre ad Else, der tilsidst maatte holde sig for Ørene.
„Nej ti nu stille,” raabte hun og rejste sig. „Vær bare sød og snil mod Frk. Schrader, saa skal Dere nok se, at hun gør Gjengjæld.”
„Gjør Gjengjæld,” hvæste Frk. Thomsen. „Ja hun gjør nok Gjengjeld, den Djævel.”
„Hvad er De egentlig for et Menneske?” spurgte Frk. Hall, da Else kom hen til hendes Seng for at sige Godnat.
„Ja, jeg er altsaa Fru Else Kant, slet og ret.”
„Men hvorfor er De kommen her?”
„Ja, det forstaar jeg ikke selv.”
„Men De har faat et heldigt Værelse. Tro De mig. De blir her ikke længe,” Frk. Hall slog Armene om Elses Hals og kyssed hende.
„Saa husker De nok at være stille inat?”
„Ja, sødeste.”
„Naar hun kysser Dem, saa vil jeg ogsaa,” Frk. Thomsen rørte med sine kolde Læber ved Elses Kind. „Godnat”.
Da Else kom ud fra Frk. Hall, saa hun ind til Fru Henderson. Dér gik hun i Natkjole paa de nøgne store Føder, op og ned, taktfast hoppende, fremlænds og baglænds med Ryggen til Døren.
Else blev staaende som fastnaglet, og saa paa hende.
Saa kom Anne med et Medicinglas og gik ind til Fru Henderson, hvem hun stansed i Marschen.
Fru Henderson slugte Medicinen, og sa venligt henvendt til Else: „Kloral er u'mærket. U'mærket siger jeg Dem.”
„Det er bare Vand,” lo Anne.
„Faar hun altid bare Vand?”
„Nej, men ofte. Hun har faat saa forfærdelig meget Kloral, og naar hun bare tror, det er Kloral, saa sover hun undertiden alligevel.”

XVI.

Else havde faat en større Portion Kloral end de foregaaende Aftener. Efter Dr. Vibes Ordre havde Maren forklaret, Nu laa hun med Ansigtet mod Væggen og vilde sove.
Hvad var dog dette for en underlig Lyd? En tuslende, hviskende Tisken, der steg og sank, og undertiden gik over i en truende Knurren. Hun løfted Hodet fra Puden.
„You black, dirty pigs, you wampyres, blood-suckers, you robbers and rascals,” lød det med en gjenemtrængende tydelig Hvisken.
Stakkels Frk. Hall! Ja, hun havde Ret. Hun kunde ikke la være. For ikke at forstyrre Else laa hun der og hvisked sine Skjældsord. Det var rént rørende.
Else var ved at slumre ind, da et hvinende Skrig, ledsaget af Banken og Larm trængte ind til hende. Hurtig sad hun oprejst i Sengen og lytted. Hun hørte Raab, og Snak af en høj forskrækket Stemme, hastige Skridt, Lyden af Nøgleraslen, og af en Dør, som blev lukket op og i, hvorpaa det blev stille.
Sukkende la hun sig tilbage paa Puden.
Lidt efter kom Nornen ind. Else spurgte, hvad det havde vært for en Larm og fik vide, at det var en ung Pige inde paa den anden Gang, som havde tat ind at laksere paa.
„Paa den anden Gang — er det anden Pleje?” spurgte Else.
„Ja, det er tæt herved, kun en Væg imellem. Fruen har nok set Fløjdøren derude. — Imorgen skal jo Fruen bade, hører jeg. Skal det være Karbad eller Styrt?”
„Tak Styrt.”
„Saa skal det nok være parat til Klokken 8. Fruen maa nødig komme senere, for bagefter har jeg de andre, to, tre Hold, som skal ha varmt Bad.”
„Nej, jeg skal nok være præcis. Men hør, faar jeg ikke Lov at være alene, mens jeg bader?”
„Jo saamæn faar Fruen det. Saadan som Fruen er, kan der ikke være noget ivejen. Hvordan er det med Tanden?”
„Tak. Den værker slet ikke:”
„Ja, ja, Godnat Frue. Jeg skal nok se ind siden.”
Og det gjorde Nornen troligt. Tre Gange til var hun inde hos Else, som hun altid fandt vaagen. Nornen rysted bedrøvet Hodet, og Else var rent fortvilet. Nu havde hun ikke Tandpine, og baade Frk. Hall og Fru Henderson var forlængst bleven rolige. Kloral havde hun ogsaa faat, mere end før, og dog sov hun ikke. Nej, for det var disse nagende Tanker, som aldrig lod hende Fred. Dette at være her. Og Uvisheden om hvorlænge. Og Iveren for at Overlægen, som dog sikkert ikke ansaa hende for sindssyg, skulde lade hende slippe herfra. Og Længselen efter Tage, og Bekymringen for Fremtiden. Uden Barnet kunde hun ikke leve, og hjem vendte hun aldrig mere. Bare én af disse Kvaler vilde vært nok til at holde hende vaagen, og nu var der saa mange, saa mange.
Den prægtige Norne! Saa redebon hun havde svaret ja, da Else bad om Lov til at bade alene. Heller ikke Nornen ansaa hende for sindssyg. For saa havde hun ikke sagt ja. Den gode, velsignede Norne!
„Ogsaa dette at De aldrig sover, det er ogsaa et sikkert Tegn paa Sindssyge.” — Ja, den Hieronimus, det var en Herre, som vidste Besked!

XVII.

Else gik op og ned paa den lange Korridor, da Stuegangen kom. Det var Overlægen.
„Nu, har De vært ude at spasere idag?” spurgte han, og stansed foran Else.
„Nej, jeg har gjort det én Gang, og jeg gjør det ikke mere. Det er altfor utaaleligt at gaa der med Patienterne, som mellem en Faareflok, og fulgt i Hælene af en Vogterske.”
„Det er dog Synd, at De ikke gaar ud i saadant et dejligt Foraarsvejr. Nu har De været her i 10—12 Dage, og kun én Gang ude. Egnen er dog saa køn,” Overlægen traadte hen til et af Vinduerne.
„Ja, det véd jeg ikke noget om,” svarte Else. „Jeg ser intet, sanser intet, saa længe jeg er her. Véd kun det ene forfærdelige, at jeg holdes indespærret paa et Galehus.”
„Der er da ingen, som gør Dem noget,” Overlægens Tone var brysk, men hans Mine mild. „Naar jeg vil ha Dem ud, saa er det jo for Deres egen Skyld.”
„Ja, naturligvis. Men det er mig en altfor stor Pine paa den Maner. Vil De la mig gaa alene, saa skal jeg hver Dag.”
Overlægen saa' skarpt og prøvende paa Else.
„Gaa alene — ja, det maatte De gerne. Men saa vilde De vel prøve paa at undvige?”
Else udholdt hans forskende Blik og vented lidt med Svaret.
„Nej,” tænkte hun. „Jeg vil ikke lyve for ham. Havde det vært Hieronimus, saa. — Men denne har vært altfor god imod mig. — „Ja, jeg vilde vist forsøge paa at undvige, hvis jeg fik gaa alene,” sa hun saa.
Overlægen lo.
„Ja, der ser De selv. Saa tør jeg altsaa ikke la Dem gaa alene. Men ellers i alt føjer vi Dem jo. De faar stadig bragt Maden op paa Deres Værelse, og nu forleden, da her var Fest, og alle var til Stede, fik De Lov at slippe.”
„Man skulde faat slæbt mig afsted efter Haarene, hvis jeg var kommen med til den Fest,” svarte Else.
„Og Reservelægen fra sjette Afdeling, som var paa Besøg her og gerne vilde ha hilst paa Dem, han kom heller ikke ind til Dem, fordi De havde sagt, at De ikke ønsked at se ham.”
„Ja,” sa Else. „Jeg er ogsaa uhyre taknemlig for det altsammen.”
„Jeg har tat med noget Kloroform og Vat til Tanden, som jo er begyndt igen,” Overlægen trak en Pakke op af Lommen og vikled ud en liden Flaske, som han holdt op for Lyset og betragted. „Der er ikke nok til at ta Livet af sig,” han rakte smilende Flasken og et Stykke Vat til Else.
„Det tænker jeg heller ikke paa.”
„Naa, og Styrten om Morgenen, er De glad for den?”
„Ja forfærdelig glad! Og Nornen, Sibylle mener jeg, er saa prægtig.”
„Der kan De bare se! Igrunden trives De udmærket hos os.”
— Overlægen gjorde Stuegang paa den lange Korridor, ud og ind gennem alle Dørene, mens Else spaserte op og ned.
Da han gik ind paa Tværgangen, hvor Elses Værelse laa, fulgte hun efter.
Fru Henderson, hvis Dør som sædvanlig stod aaben, gik som hun plejed fremlænds og baglænds paa Gulvet. Hun vendte Ryggen til Døren.
„Hvorfor kan hun dog ikke faa nogle Klær paa, saa hun kunde spasere paa Korridoren?” spurgte Else. „Hun trænger aabenbart til at røre sig, den Stakkel.”
„Nej, for saa pisker hun rundt hele Afdelingen op og ned,” svarte Overlægen, som stod i Døren til Fru Hendersons Værelse. „Hun er mager nok iforvejen. Den Anstrengelse vilde gøre det af med hende.”
„Men vilde det nu være nogen Ulykke, hvis Anstrengelsen gjorde det af med hende, som De siger?”
„Saadan kan man ikke ræsonnere. Hun har sin Mand i Live, og han synes, at han intet andet har at leve for end hende.”
„Men naar hun er saadan og aldrig blir anderledes.”
„Han besøger hende hver Søndag og skriver hver Uge et Brev til hende,” Overlægen talte med et underligt dvælende Tonefald, der virked paa Else som Rørelse. „Det er Fru Hendersons Trøst og Glæde, og vistnok ogsaa Mandens.”
Nu slog Fru Henderson ud med begge Arme og vendte sig om midt paa Gulvet. Saasnart hun fik Øje paa Overlægen, kom hun løbende hen til ham, greb ham om Armen og sa med de sædvanlige Ansigtsgrimaser: „I Overmorgen er det Lørdag.”
„Ja,” skreg Overlægen ind i hendes Øre. „Saa faar De Brev fra Deres Mand”
„Ja fra Frants!” Fru Henderson nikked saa ivrig, at Haaret hopped op og ned, og fortrak Ansigtet, saa hun saa ud som en Vild.
„Men Maren er styg,” vedblev Fru Henderson. „Hun vil ikke ta Skodderne fra Vinduerne, endda Frants har sagt, at hun skal. Frants har sagt det,” hun la Hodet paa Skjæve og saa op i Overlægens Ansigt med en spændt og barnebønlig Mine.
„Ja ja, vent nu til Deres Mand kommer,” skreg Overlægen.
„Inat har jeg ligget paa Maatten udenfor Fru Mørcks Dør, og passet paa hende,” sa saa Fru Henderson. „Jeg forsikrer Dem, Overlæge, det var u'mærket, u'mærket at jeg laa der. Hvad skulde hun ellers ha gjort?”
„Men hende dér kan jeg ikke li,” fortsatte Fru Henderson og pegte paa Else „Nej, jeg kan aldeles ikke li Dem,” hun vendte Ansigtet om mod Else og strakte Hodet i Krumbugtninger hen imod hende.
„Hun gjør Dem saamæn ingenting!” raabte Overlægen. „Det er en meget rar Dame.”
„Men jeg kjender hende ikke. Jeg kjender hende aldeles ikke,” Fru Henderson drejed sig rundt med en gratiøs Bevægelse og gav sig atter til at trave uforstyrret op og ned paa sine brede, flade Fødder.
„Saa skal jeg ind til Frk. Hall og ha mine sædvanlige Skjænd,” sa saa Overlægen med sin korte sympatetiske Latter.
„Hun er forresten saa sød, Frk. Hall,” bemærked Else, og saa fortalte hun om hendes Hvisken. „Da jeg saa sa til hende, at ogsaa hendes Hvisken havde forstyrret mig, blev hun fuldstændig stille. Siden har jeg ikke hørt et Kny fra hende.”
„Og endda vil De bilde mig ind, at De ikke sover,” sa Overlægen drillende.
„Bilde Dem ind — hvorfor skulde jeg ville bilde Dem noget ind?” spurgte Else krænket.
„Nervøse Damer tror altid, at de ikke sover,” blev Overlægen ved i samme drillende Tone.
Else følte det, som havde hun faaet et Knubs i Nakken. Saadan havde det ogsaa vært et Par Gange før. Ret som Overlægen var elskværdig og tryg at tale med, kunde han komme med Bemærkninger, der liksom flytted Grunden under Else.
„Overlægen kan jo spørge Nornen — Sibylle,” om jeg sover eller ej. Hendes Udsagn tror De da vel? Hun er vel ikke nogen nervøs Dame, som bilder sig ind.”
„Naa ja, Fru Kant,” sa Overlægen, atter elskværdig. „Jeg selv tror mange Gange, at jeg ikke har sovet, men saa fortæller min Kone mig, at jeg har ligget og snorket,” Overlægen lo, og Else maatte mod sin Vilje le med.
„Men jeg snorker ikke, kan De være vis paa!” udbrød Else. „Og Søvn faar jeg ikke, saa længe jeg er her. Ialtfald ikke ordentlig.”
„Véd De, hvad jeg glæder mig over?” Overlægen standsed udenfor Frk. Halls Dør, hvorhen Else var fulgt med.
„Nej?”
„Kan De ikke gjætte det?” „Umulig.”
„Nu har De i tre Dage ikke talt om Hieronimus. Det kalder jeg et Fremskridt.”
„Nej. Jeg har svoret til mig selv, at jeg ikke mere skal nævne hans Navn, saa længe jeg er her. Men derfor har jeg ikke glemt ham, maa De tro.”

XVIII.

Næste Morgen kom Overlægen med en stor Konvolut, fuld af Breve. Else var daarlig den Dag og var gaat tilsengs igen efter Styrtebadet og Frokosten.
„De ser, det er uaabnet altsammen,” sa Overlægen. „Læs nu og bliv saa i godt Humør.”
Else tog stum imod Konvolutten. Hun havde Lyst til at gribe Overlægens Haand og kysse den, saadan Taknemlighed følte hun mod ham, fordi han nu igen behandled hende som et Medmenneske.
Men hun kyssed ikke hans Haand. Det vilde se ud som Hysteri. Nøjedes derfor med at sige hjertelig Tak.
Konvolutten indeholdt alle de Breve, der var kommen til Else under hendes Fraværelse fra Hjemmet. Desuden Svar fra Inger, til hvem Else havde skrevet og spurgt om Barnet.
Det læste hun først, atter og atter, mens hendes Øjne løb over af Taarer. Tage snakked hver Dag om Mamma, og fortalte til alle, at Mamma var paa Hospital og snart kom hjem igen. Han var frisk og rask, spiste og sov, og havde det bare godt i alle Retninger.
Hun blev liggende med Ingers Brev i Hænderne og tænkte og tænkte paa Gutten. Gudskelov, at han ikke havde glemt hende, at han endnu vidste, at han havde en Mamma, som han vented at skulle faa se igjen.
Saa læste hun de andre Breve. Det var fra Venner og Bekendte og fra Slægtninge i Udlandet, og Indholdet var kun godt.
Det sidste Brev, hun aabned var en smal Konvolut af gennemsigtigt Papir og med fordrejet Udenpaaskrift. Else fik ved at se paa Konvolutten en uhyggelig Fornemmelse, der mere end bekræftedes, da hun havde lukket den op og læst Indholdet. Det var en anomyn Skrivelse fuld af de giftigste Hentydninger til hendes Mands Forhold overfor hende.
Else gik frem af Sengen, rev Brevet og Konvolutten i Stykker og putted det ind i Kakkelovnen.
Om Eftermiddagen stod hun op og gik ud og spaserte paa Korridoren. Et Øjeblik efter var Frk. Thomsen der og tog hende under Armen.
„Ja, er De nu ogsaa vis paa, at De forstaar det angsammen,” begyndte hun og stak sit Ansigt tæt op til Elses „Der er altsaa 3 Forhold: det kristelige, det ægteskabelige og det blodige.”
„Ja,” nikked Else.
„Og jeg er et Fænomen, det véd De. Ikke?” „Jo.”
„Men tænke sig, hvordan De Bæster har pingt mig med det blodige Forhold,” Frk. Thomsen tog et fastere Tag i Elses Arm. „Der har de gaat og snugset i min Seng og slaat Vingduet op midt om Vingteren, og engang laved de et Kors paa Skrivebordet derinde. Hvad sygnes De?”
Else vidste ikke, hvad hun skulde „sygnes”. Overlægens Ytring, at Frk. Thomsen var Idiot og aldrig blev anderledes, som dengang havde stødt hende, vidste hun nu, var den fuldkomneste Sandhed. For nogle Dage siden havde Else git efter for Frk. Thomsens altid tilbagekommende og altid mere og mere indtrængende Anmodninger om at spadsere i Haven, og da Frk. Thomsen først havde faat Else for sig selv dernede, var det som om alle Sluser for hendes forvirrede Forestillinger brast. Om ikke Else vidste, hvad der var foregaaet med hende? Om ikke Else havde læst i Bladene om hendes blodige Forhold? Om hun ikke kendte til Historien om den fremmede Herre, der havde tat hende om Livet og baaret hende over en Bæk med farlige Stene. Om hun ikke havde hørt, hvorledes hun var blevet forfulgt for det blodige Forholds Skyld, overalt hvor hun havde vært, i Udlandet og hjemme men mest dog her. Else var begyndte med at ville snakke hende tilrette — Frk. Thomsen var jo ellers saa barnligsød og fornuftig — men havde snart mærket, at det var umuligt, Saa havde hun tat det Parti at svare ha og ja og taalmodig høre paa hende. Men hun var efterhaanden bleven saa træt og ør af hendes hver Dag evindelig gjentagne Snak, at hun følte noget, der ligned Rædsel, hver Gang Frk. Thomsen kom farende efter hende, hvad hun altid gjorde, saa snart Else viste sig udenfor sit Værelse.
„Hvad sygnes De,” gjentog Frk. Thomsen. „Var det dog ikke skamløst, at de laved et Kors?” „Hvad Slags Kors?”
„De havde tat et Blongsterglas med Gaaseurter og stillet det paatværs af et Fotongrafi. Forstaar De?”
„Hvad mente de da med det?” spurgte Else sukkende.
„De vilde haane mig, naturligvis. De véd da, hva det Kors betyder?” „Nej.”
„Sikken en,” lo Frk. Thomsen. „De er jo dog et voksengt Menneske! Kors betyder Kærlighed, og naar de stiller det op netop paa tværs af det blodige Forhold, saa kan De selv tænke Dem til. Uh, sligt Rakkerpak!”
Anne kom op med et Glas Mælk paa en Bakke og gik ind i et af Værelserne, hvis Dør hun lod staa aaben. Else standsed og saa ind.
„Kom,” sa Frk. Thomsen. „Maren er en Djævel, men Anne der er værre end den allerværste.”
„Sikkene to Tøse!” raabte i det samme en ung, lyshaaret Kvinde, der laa til Sengs inde i Værelset, „I maa tro, jeg kender jer nok, I Tasker!” vedblev hun og rejste sig op i Sengen. „Det var jer, som tog to Stole og satte sig overskrævs paa dem midt i Haven i Sommer.”
„Her er Deres Mælk, Frk. Nielsen,” Anne rakte Glasset til den lyshaarede Kvinde, som tog det og drak.
Else gik ind og stilled sig op ved Siden af Anne foran Sengen.
Frk Nielsen snakte højt og vredt en Mængde usammenhængende Ting, mens hun med Glasset i Haanden saa ret frem for sig. Pludselig slog hun Resten af Mælken lige i Ansigtet paa Else og raabte hoverende: „Der har Du det, Dit Afskum!”
„Fy, fy,” sa Anne og tog Glasset fra hende.
„Jeg gir jer Døden og Djævelen alle tilhobe!” skreg Frk. Nielsen, idet hun kasted sig tilbage i Sengen og sparked Dynen højt op i Luften. „Nu kan Du klage til ham, Tugthusforvalteren, saa skal jeg ta og spytte ham i Øjnene!”
„Kom saa, Fru Kant,” sa Anne.
„Det var Anne, som fik hende til det,” hvisked Frk. Thomsen, da Else kom ud paa Korridoren. „Det forstaar De da vel?”
Else rysted Hodet.
„Nu skal jeg ned og spadsere med Patienterne,” vedblev Frk. Thomsen, der fulgte Else til hendes Dør. „Vil De ikke med?”
„Nej.”
„Aa jo kom! Vi to kan jo gaa i Forvejen for os selv. Saa kan vi snakke sammeng uden at de andre hører det.”
Ja Tak, tænkte Else. Det var netop det, hun af al Magt vilde undgaa.
Frk. Thomsen blev staaende i den aabne Dør, mens Else vasked af Mælkepletterne, og tigged og bad hende om at gaa med.
„Nu maa De komme, Frk. Thomsen!” raabtes der omsider, og Maren i Hat og Sjall og hvidt stort Forklæde blev synlig i Døren.
„Ja, ja, saa faar jeg gaa da. Farvel Fru Kant,” Frk. Thomsen nikked til Else og rakte Tunge ad Maren, idet hun forsvandt.
Else satte sig ved Vinduet og begyndte at sy paa sit Bordtæppe. Straks efter gik Døren sagte op og Frk. Hall i Nattrøje og Underskørt keg ind. „Værsgod,” sa Else. „Kom De bare.” Frk Hall traadte indenfor og lukked Døren efter sig. Nu først i det stærke Sollys fra Vinduet saa Else hende rigtig. Det gulblege opdunstede Ansigt havde smaa regelmæssige Træk; det blanke sorte Haar, der omhyggelig var redt og opsat, var isprængt med Striber af Sølvstænk, Øjnene var nøddebrune med et godmodigt, men uroligt Udtryk, og den fine røde Mund, der var i uafbrudt sitrende Bevægelse, fremviste skinnende hvide Tænder. Else kunde sé, at hun maatte ha vært meget smuk i sin Ungdom.
„Hvorfor gaar De altid paa Strømpelæsten?” spurgte Else, da Frk. Hall havde tat Plads i Gyngestolen.
„Jo, for det kan jeg bedst li,” fniste Frk. Hall og stak Hænderne ind i de aabne, vide Trøjeærmer.
„Og i Underskørt og Nattrøje,” vedblev Else. „De skulde ta en Kjole paa Dem.”
„Sig det til Hugafen,” sa Frk. Hall vredt. „Hun har tat alting fra mig.”
„Bed hende om at faa det tilbage. Nu er De jo saa frisk og kjæk. Stille om Nætterne, og rolig og snil hele Dagen.”
„Ja, ikke sandt? Nu forstyrrer jeg Dem aldrig mere,” Frk. Hall saa paa Else med et stolt og lykkeligt Smil.
„Nej. Nu er De bare sød. Det har jeg ogsaa sagt til Overlægen og Frk. Schrader.”
„Aa, det Rakkerpak!” udbrød Frk. Hall og stamped med Foden.
„Jeg holder saa forfærdelig meget af dem begge to,” sa Else.
„Gør De virkelig?” Over Frk. Halls Ansigt bredte der sig et tvilende Smil, der gik over til hendes sædvanlige Fnisen.
„Forresten kan det ikke nytte at bede,” vedblev Frk. Hall alvorlig. „Hugafen kommer med det en skønne Dag, naar hun finder for godt. Jeg kender Rummelen, maa De tro. Man skal aldrig bé om noget her.”
„Men nu skal De se, hvad mit Barn i Dag bragte hjem med til mig,” Frk. Hall fo'r pludselig op fra Stolen, løb ud, og kom straks efter tilbage med nogle Anemoner i fugtig Mos paa en Underkop.
„Se,” sa hun og holdt Underkoppen tæt hen til Else, mens hendes Ansigt straalte af Henrykkelse. „Er de ikke yndige? Aa, jeg elsker Anemoner, disse første, som Foraaret bringer,” hun bøjed sit Ansigt ned og kyssed varsomt paa Blomsterne. „Gud velsigne, velsigne, velsigne mine yndige smaa!” Da hun atter retted Hodet, stod hendes Øjne fulde af blanke Taarer.
„Ja, de er søde,” sa Else.
„Ja, ikke sandt!” raabte Frk. Hall. „For mig er de nu ti Gange saa skjønne og dyrebare som for andre, for naar jeg ser de første Anemoner, saa ved jeg, at min onde Tid er forbi, og at jeg faar det bedre Dag for Dag.”
„Men nu skal De høre et Digt, jeg har skrevet til Dem, Fru Kant,” Frk. Hall trak et sammenlagt Papir op ved Nattrøjens Halskrave og folded det ud.
„Nej,” sa hun saa. „Jeg vil ikke læse det højt. Det er saa flaut.” „Aa jo,” bad Else.
„Nej, nej,” Frk. Hall holdt Hænderne skjulende op for Ansigtet. „Jeg er vis paa, De bare gjør Nar af det.”
„Hvor kan De tænke?” sa Else.
„Læs det selv da,” Frk. Hall rakte Else Papiret.
„Jeg kan ikke forstaa Bogstaverne,” sa Else efter at ha set lidt paa det.
„Ja, saa kom med det da. Men De maa love ikke at gøre Nar.”

„Stængt inde i et Fængsel
Med mange triste Rum,”

læste Frk. Hall patetisk mens en svag Rødme bredte sig over hendes Kinder. „Uf nej, nu sidder De og griner.”
„Nej, saa sandelig! Begyndelsen er vakker. Lad mig høre mere.”

„Stængt inde i et Fængsel
Med mange mørke Rum,
Der sidder en Kongedatter,
Hendes Skjæbne er ond og grum.
Hun længes at slaa sin Vinge
Imod den lyse Sky.
Men ak, hun har ingen Vinge,
Den er slaaet rent itu.”

„De maa ved Gud ikke gøre Nar, Fru Kant,” Frk. Hall dukked pludselig Hodet og skjulte Ansigtet bag Papiret, der dirred mellem hendes Hænder.
„Tro mig nu, at jeg ikke gør Nar, Frk. Hall.” Frk. Hall fo'r sig med Haanden over Øjnene og fortsatte:

„Saa kommer der en Dronning,
En Dronning fra fremmed Land.
Hun smiler med sorte Øjne,
Hendes Navn, det er Fru Kant,”

endte Frk. Hall og brast ud i en forlegen Latter. „Vil De ha det?”
„Ja Tak,” sa Else, „det vil jeg gerne.”
„Hvad synes De om det? Er der Talent?”
„Javist” er der saa.”
„Nej, i min Ungdom, da kunde jeg skrive Digte,” sukked Frk. Hall. „De skulde set mig paa Ballerne i hvid Gaze og med brandgule Buketter. Men alt er jo Forfængelighed her i Verden. Jeg tror, at de, som er smukke og faar de største Gaver, af Gud stilles saa højt, for at de skal dale som et pragtfuldt Stjerneskud, der slukkes. Gud morer sig vist med saadant noget. For hvad skulde han ellers ha for Adspredelser, hvad, Fru Kant?”
„Aa ja,” sa Else. „Man kan jo tænke sig lidt af hvert.”
„Uh ha! Havde man endda ikke saadan en egoistisk Mor, saa slap man da for at være her. Ih nej, der hører jeg mine Fugle, mine søde smaa Fugle!” Frk. Hall rejste sig med et pludseligt Sæt. „De kommer hver Morgen og hver Eftermiddag og faar Mad hos mig.” „Hvad Slags Fugle?”
„Spurve og Dompapper og Ravne, alle de, som bor i Træerne derude. Jeg gir dem alt det Brød, jeg ikke selv spiser op. Men disse gridske Bæster, Maren og Anne, stjæler det fra mig, naar de kan komme til. Derfor gaar jeg med det paa mig.”
„Hvor da?” spurgte Else. „De har jo ingen Kjole og altsaa heller ingen Lomme”
„Inde i mine Benklæder, naturligvis,” Frk. Hall snapped Underkoppen med Anemonerne, slog nikkende og hilsende ud med Haanden og gik.
Straks efter hørte Else Frk. Hall lukke Vinduet op inde i sit Værelse, og derpaa et kjælent Snakkeri, blandet med Trippen og Pikken og en Lyd som af lette, faldende Hagl.

XIX.

Frk. Hall var mærkelig, tænkte Else. Tiltrods for al Elendigheden ved at være paa en Sindssygeanstalt, nød hun begejstret og jublende de gode Smaating, Tilværelsen bød hende. Hendes Fryd over Vaarens første Blomster, hendes ivrige Glæde ved at gi Fuglene Mad, hendes intensive Stemningsfylde, der gav sig Udtryk i lyriske Frembringelser, den Tilfredsstillelse hun følte ved „sit Barns” Selskab, og nu hendes stolte Lykke over at ha behersket sig om Nætterne for Elses Skyld. Hun liksom leved op i alt dette, og blev for hver Dag, som gik, mere og mere fornøjet og normal.
Kanske det var Hemmeligheden med at føle sig tilfreds her i Verden, dette at ta de gode Smaating op, leve for dem, og være taknemmelig for dem.
Else la Arbejdet fra sig, og trak Vejret dybt. Hun længtedes efter Luft. Skulde hun gaa ned i Haven lidt. Nu var jo Frk. Thomsen ude, saa hun fik være i Fred.
Ude i Skabet hented hun sin Hat og Paletot, og trak i Gangen langsomt Hanskerne paa, mens hun keg ind til Fru Henderson, hvis Dør som altid stod aaben.
Fru Henderson gik som hun plejed fremlænds og baglænds op og ned. Else blev staaende og undred sig, som saa ofte før, over denne sejge, utrættelige, taktfaste Marscheren.
Gad vidst om hun ogsaa nu vil mærke at nogen saa paa hende? Det var liksom Fru Henderson havde Øjne i Nakken.
Ja, ganske rigtig. Der vendte hun sig om med et pludseligt Ryk, og kom løbende hen til Døren.
„Jeg har jo sagt Dem, at De ikke maa se paa mig,” sa Fru Henderson truende og vridende Hodet op i Elses Ansigt. „Hvad er De for én? De skulde slet ikke være her, og det skal jeg sige til Frants og til Overlægen!”
„Jeg vil Dem ikke noget ondt!” raabte Else.
„Gaa Deres Vej!” sa Fru Henderson. „Gaa Deres Vej. De, som ikke kjender Fru Mørck engang!”
„Ja nu gaar jeg,” sa Else.
Da Else kom nedenunder paa den store Korridor, der nøjagtig ligned den ovenpaa, saa hun gjennem en aaben Dør et svært rødt Fruentimmer, som midt i Værelset stod og løfted Skjorterne højt op, mens hun med svulne Øjne saa' sløvt frem for sig. Else blev staaende og betragted hende.
„Gaa bort, Fru Kant,” sa Anne, der kom forbi med en Bakke.
„Hvorfor maa jeg ikke se paa hende?”
„Nej, for hun slaar. Det kan hænde, hun kommer farende og gir Dem én, saa De ligger der. Hun er saa forfærdelig stærk.”
Else trak sig hastig tilbage, fik fat paa en Pige med et Nøgleknippe, der lukked op Døren til Haven, og skyndte sig ud.
Der gik en af Pigerne med en Patient, som i Armen bar en stor graa Kat, og som fo'r hoppende og sjanglende afsted, mens hun uafladelig kyssed Katten og snakte til den med mange kjælne Gebærder. Hendes Ankler knækked hvert Øjeblik over, og Pigen greb, ret som det var, efter hende, for at hun ikke skulde falde.
Haven var vid og rummelig, omgit af et højt Plankeværk, med flere Spadsereveje, der alle løb i Rundinger. Der var en stor Græsplæne i Midten, nøgne, muldede Rabater og Klynger af forskellige Slags Træer, som var begyndt at knoppes.
Uf, der sad Fru Winther paa en af Bænkene med en stor brun Skindkrave, bart Hode og opslaaet Paraply.
Else havde Lyst til at vende om, men Fru Winther drejed Hodet og nikked til hende, og saa turde hun ikke.
„Naa, er De ude og rører Dem,” sa Fru Winther leende med sit spotske Tonefald. „Ja, det er at gaa rundt her ogsaa, rundt, rundt, rundt. Det er en nydelig Verden, vi lever i,” Fru Winther lo, saa hun rysted.
„Ja, det er kedeligt med disse runde Gange,” svarte Else, som syntes, hun maatte sige noget,
„De behøver ikke at genere Dem,” sa Fru Winther og sprudede af Latter. „Gaa De bare.”
Det er en overlegen Dame, tænkte Else, mens hun trykket og flau fortsatte sin Gang. Hun skulde da vel vogte sig for at komme i Nærheden af den Bænk, hvor Fru Winther sad. I smaa Vendinger gik hun frem og tilbage øverst i Haven.
Pludselig hørte hun løbende Skridt bag sig og vidste, det var Frk. Thomsen. Ak, om hun i et Spring havde kunnet sætte over det høje Plankeværk for at bli fri for hende. Nu skulde hun igen mases ind i denne evigt samme Suppedas af forhærdet forrykte Forestillinger.
„Jeg kunde nok tænke, De var her,” sa Frk. Thomsen og stak forpustet sin Arm ind under Elses. „Naar De kommer op paa Deres Værelse, skal De se noget.”
„Hvad da?” spurgte Else.
„Det siger jeg ikke,” svarte Frk. Thomsen, skælvende af Glæde. „Men vengt nu. Noget, som De bliver glad for.”
Hvad skulde hun kunne bli glad for? Brev? Nej, paa denne Tid af Dagen kom der ikke Post. Og desuden, Breve blev hun heller ikke glad for, saa længe hun var her.
„Ser De,” hvisked Frk. Thomsen. „Der gaar en Pige, som skal spiognere os.”
Else saa sig om til alle Sider og kunde ingen anden Pige opdage end den, der gik med den sjanglende Patient, som bar Katten i Armen.
„Hun,” sa Else. „Hun gaar der da virkelig for at passe paa det syge Menneske.”
„Det er bare et Paaskud. Forstaar De ikke det? Jeg begriber ikke, at De kan være saa dum. Fru Kant.”
Else taug. Hvad kunde det nytte, at hun forsøgte at gøre Frk. Thomsen begribeligt, at hun tog Fejl. Hun havde slidt forgæves med det saa altfor mange Gange.
„Se nu, se nu, hvor hun kigger efter os! Uh, den Mær! Jeg kunde ha Lyst til at flaa hende.”
Disse Ord af den barnligt udseende, lysblonde og sørgmodige Frk. Thomsen, virked saa komisk, at Else brast i Latter.
Frk. Thomsen lo med.
„Ja, man kan da ogsaa bli gal i Hodet tilsidst,” udbrød hun, og var øjensynlig stolt over at ha sagt noget morsomt. „Men det er altsaa disse tre Forhold: Det kristelige, det ægteskabelige og det blodige. Og saa det, som De ikke maa glemme, at jeg er et Fænomen.”
Saa nu kom hele Lektien. Else krymped sig sammen indvendig, og saa' trist hen for sig. Hver Gang Frk. Thomsen satte Ansigtet tæt op til Elses og sa: Ikke? Eller: De forstaar? svarte Else ja og nikked. Hendes Tanker svæved vidt omkring, mens Frk. Thomsens snøvlende Snakkeri suste for hendes Øren. Det var, som gik hun pa et ensomt Sted med en Lænke om Foden, der raslende slæbte henad Jorden.
Hun kunde jo bli fri for dette Overhæng af Frk. Thomsen, hvis hun klaged til Overlægen eller Frk. Schrader. De vilde saa simpelthen forbyde Frk. Thomsen at tale til hende. Men Else nænned det ikke. Frk. Thomsen fandt øjensynlig en Trøst og Lettelse ved at betro sig til hende, og Else holdt ogsaa, trods alt, lidt af hende.
„Men nu har jeg skrevet mit Ultimatum,” sa Frk. Thomsen og stod stille med et Ryk.
Ja, tænkte Else. Det har Du sagt saa tit.
„Overlægnen var meget forbløffet, siger jeg Dem. Har jeg fortalt Dem, hvad han svarte?”
„Ja,” afværged Else.
„Nu har jeg sat mig selv en Frist til den niende Juni,” vedblev Frk. Thomsen. „Da er det et Aar siden jeg kom her. Hvis jeg ikke saa er sluppen herfra, flyngter jeg.”
„Ja,” sa Else. Og saa fik hun for tiende Gang en Beskrivelse af, hvorledes Frk. Thomsen vilde bære sig ad med at „flyngte”. Sy sine Lagner sammen saadan Klokken 2—3 om Natten, binde dem fast til Vindueskrogen og fire sig ned i Haven. Saa var det bare at klatre over Rækværket og løbe lige til Byen.
„Saa kommer jeg op til Dem,” sluttede Frk. Thomsen. „Jeg har Deres Adresse. Ja, for De er herfra længe før den Tid, er jeg sikker paa. Tror De ikke?”
„Jeg haaber det.”
„Saa skal vi rejse sammen,” vedblev Frk. Thomsen. „Lægge os i Pensionat nede i Swejtz eller oppe i Norge. For De rejser jo altid om Sommeren, ikke?”
Else nikked. Ogsaa det at de skulde rejse sammen havde Frk. Thomsen ustandseligt talt om i over en Uge.
„Kan De se, der ignenting fejler mig,” vedblev Frk. Thomsen indtrængende. „Jeg kan fatte Planer og tale fornunftigt om alt muligt. Jeg kan skrive mit Ultimatum til Overlægnen. Jeg kan ogsaa være snedig og narre det Skurkepak. Og saa har jeg en Mission.”
„En Mission?”
„Ja, en Mission for alle de ulykkelige Fænomener, som findes i Verden. Derfor er det, jeg maa lide saa meget. Det maatte Kristus ogsaa.”
„Ja, Kristus,” sa Else.
„Kan De da ikke forstaa, at det er akkurat det samge med mig? Hvad vilde Kristus? Frelse de ulykkelige. Hvad vil jeg? Frelse Fænomenerne.”
„Nu ringer Klokken til Aftensmaden,” sa Else og pusted ud i Lettelse. „Saa maa vi op.”
Paa sit Værelse fandt Else et Fad med Anemoner og Violer stukket ned i fugtig Mos, og om Spejlet over Komoden en Dekoration af Grangrene. Det var det altsaa Frk. Thomsen havde ment, da hun talte om, at noget glædeligt vented hende.
Siden, da Else havde spist til Aftens kom Frk. Thomsen ind, og lod sine spørgende Øjne henrykt vandre rundt fra Else til Anemonerne og til Grandekorationerne over Komoden. „Det var en Overraskelse, ikke?”
Else takked hende paa det bedste.
„De glemmer da vel ikke vor Aftensiesta, Fru Kant?” Frk. Hall stod i Døren, vinkende og nikkende.
„Nej, nu kommer jeg. Gaa De, Frk. Thomsen. Jeg vil bare kike ind til Fru Henderson.”
„Hvorfor vil De dog det, sa Frk. Thomsen uvilligt.
„Jo, for jeg kan ikke la være. Det slog Else i samme Nu, at hun havde svaret akkurat det samme som Frk. Hall, da hun havde bedt hende ikke skrige op om Nætterne.
Fru Henderson vandred op og ned med Ryggen til Døren, taktfast, uforstyrrelig med ludende Hode og viftende Haar, og Else blev staaende som fastnaglet.
„Hvor blir De dog af?” det var Frk. Hall paa Strømpelæsten og i sit knækorte Underskjørt med de svære Lægge.
„Er det ikke mærkeligt, at hun kan holde ud at trave saadan,” sa Else. „Se paa hendes Fødder, Huden er flosset og afslidt.”
I det samme vendte Fru Henderson sig om og kom løbende med fremstrakte Arme hen til Frk Hall.
„Frants kommer paa Søndag!” raabte hun og snapped smældende efter Vejret, mens hun greb Frk. Hall i begge Skuldre.
„Til Lykke!” raabte Frk. Hall.
„Jeg har skrevet et Brev til Frants,” vedblev Fru Henderson. „Men det gjemmer jeg ved mit Hjærte. Jeg gjemmer det ved mit Hjærte siger jeg Dem!” Fru Henderson skreg Ordene ud med saa hæftige Ansigtsfordrejelser, at hendes graablege Kinder fik en svag Rødme, og Aaren i Panden blev synlig. „Nu er Vindusskodderne altid laaset, og nu kunde de godt staa aabne, for nu tænker jeg ikke mere paa at flygte. Jeg tænker ikke mere paa at flygte!” gjentog hun vildt skrigende.
„Har Fru Henderson villet flygte?” spurgte Else, da hun og Frk. Thomsen sad i det røde Lys inde hos Frk. Hall.
„Ja, hun har bundet sine Lagener sammen, og firet sig ned fra Vinduet, det samme som mit Barn tænker paa at gjøre,” Frk. Hall trued til Frk. Thomsen og fortalte saa, at Fru Henderson ved den Lejlighed havde faat sin Ankel forstuvet, men dog havde havt Kræfter til at slæbe sig to Mil afsted, halvvejs til Byen, hvor hun var bleven taget og ført tilbage.
„Man skal ikke undvige,” fortsatte Frk. Hall. „Godvillig bør man slippe herfra. At De véd det, mit Barn,” hun trued atter til Frk. Thomsen. „De opnaar kun at bli taget ved Vingebenet og bragt tilbage, og saa faar De det langt slemmere end nu.”
„Man skulde næsten tro, at hun øngsker det,” sa Frk. Thomsen vredt. „Saa glad hun ser ud, naar hun siger det.”
„Hvor her dufter af Foraar!” udbrød Frk. Hall og slog begejstret Hænderne sammen; hun gik om og lugted til de mange Grangrene, der var anbragt rundt omkring i Værelset og til Fadene med Anemoner og vilde Violer.
„Det er hende der, mit søde Barn, som jeg kan takke for det.”
„Ja,” sa Frk. Thomsen, der sad i den lille Sofa ved Siden af Else. Hun sukked dybt og de sørgmodige Barneøjne fik en uvant Glans. „Havde vi ikke Guds velsignede Foraar, hvad saa?” hun slog med en hastig Bevægelse Armene om Elses Liv og skjulte Ansigtet i hendes Skjød.
„Nu gaar jeg i Seng,” sa Frk. Hall. „Se ikke paa mig. Godnat, Godnat, Godnat,” hun gik rundt og kyssed Grangrenene og Blomsterne.
„Og mine yndige Smaafugle, dem skal jeg nok ikke glemme imorgentidlig,” Frk. Hall tog fra Vinduet bag Gardinet en Tallerken med Brødrester og la Indholdet ind under sin Hodepude. „Saa!” sa hun, da hun var hoppet i Seng og havde dækket sig til. „Nu maa De gjerne læse for mig, mit Barn.”
„Frk. Hall ber Dem læse!” raabte Else til Frk. Thomsen, der fremdeles havde Ansigtet skjult i hendes Skjød.
Frk. Thomsen retted sig op. „Havde jeg bare en Kniv, saa gjorde jeg saadan,” hun rakte frem sin venstre Haand og førte den højre med en snittende Bevægelse over Haandledet.
„Naa, naa!” raabte Frk. Hall fra Sengen. „Ja, det har vi saamæn allesammen tænkt paa. Men det duer ikke. Hvem kan vide, om vi ikke faar det endda værre, der hvor vi kommer hen?”

XX.

„Jeg vilde gjerne tale et Øjeblik med Dem,” sa Else til Overlægen, da han en Morgen kom til Stuegangen, fulgt af en ung Kandidat, som hun ikke før havde set.
„Ja vel ja, men hvorfor gaar De dog ikke ud? De blir saa hvid og smal i Kinderne. I Haven kunde De da sagtens.”
„Gaa rundt i den Fillehave, som en Høne indenfor en Kridtstreg!”
„Er nu det en Fillehave,” lo Overlægen.
„Jeg var ude en Tur med Frk. Schrader forleden. Hende vil jeg gjerne gaa med.” — —
„Naa,” sa Overlægen, da han nogle Minutter senere indfandt sig hos Else uden Kandidaten. „Har De læst den?” han tog op fra Bordet en Bog, som han bladed i. „Hvad synes De om den?”
„Hvorlænge er De ment paa at ville beholde mig her?” svarte Else.
„Det véd jeg ikke.”
„Véd De det ikke? Hvem skal saa vide det, naar De ikke véd det?”
„Slaa Dem nu til Ro, Fru Kant,” det kom lidt utaalmodigt. „De skulde være glad ved at være her. Det er min Mening.”
„Som lidende af hvilken Form for Sindssyge er jeg indlagt her?” spurgte Else og saa' opmærksomt paa Overlægen.
„Form for Sindssyge — Form for Sindssyge,” Overlægen fik en ærgerlig Mine. „De er her til Observation.”
„Til Observation!” udbrød Else. „Er det da ikke nok med den Observation, jeg var underkastet paa sjette Afdeling?”
„Det har altsaa rette Vedkommende ikke fundet.”
„Rette Vedkommende! Hvem er rette Vedkommende? Hieronimus! Skulde han maale sig selv med den Alen, han bruger til andre, vilde han saa ikke ogsaa være her?”
„Hvem var det, som havde svoret ikke mere at ville nævne Hieronimus' Navn?” Overlægen bøjed sig fremover mod Else og rynked sine Bryn.
„Jeg forstaar ikke dette,” sa Else og tog sig med begge Hænder om Hodet. „Nu har jeg vært her i 14 Dage, og De maa, hvis De er ærlig, tilstaa, at De intetsomhelst Tegn til Sindssyge har opdaget hos mig. Hverken De eller Frk. Schrader, som tar sig saa meget af mig, og som snakker med mig mindst 3 Gange daglig.”
„Dette, om et Menneske er sindssygt, lar sig ikke afgjøre saadan paa en Studs.”
„Men tænk, om De selv var i samme Situation, som jeg nu. Hvad vilde De saa gjøre?”
„Selv i samme Situation,” Overlægen slog Rynker paa Næsen.
„Nej, men sæt det bare,” vedblev Else. „De har vært syg og søvnløs og nedtrykt og forgræmmet, efter Deres Omgivelsers Skjøn med eller uden Grund. De har Aar efter Aar lidt af en nervøs Hoste, der liksom har ædt op al Deres Modstandskraft, Saa gaar De hen til et Menneske, der er bekjendt for sin Indsigt og Dygtighed i at behandle den Slags Tilfælde, og saa tar han Dem ved Kraven, siger De er gal, og putter Dem i Hullet, hvor ingen faar Adgang til Dem.”
„Naa, naa, Hullet,” lo Overlægen. „Ja, saa vilde jeg ganske rolig finde mig i at være der, indtil der blev lukket op for mig.”
„Ja det er let at snakke,” sa Else. „Men Gud véd, om De vilde kunne ta det saa nonchalant, naar det kom til Stykket. Her sidder jeg arresteret for Galskab,” vedblev hun oprørt, „og ikke engang faa vide, hvori min Galskab bestaar?”
„Ja, der er nu for det første Deres Vrede mod Deres Mand,” sa Overlægen.
Else knytted Hænderne og letted sig i Sædet. Saa satte hun sig tilrette igjen og sa: „Er det deri min Galskab bestaar?”
„Blandt andet.”
„Hos Hieronimus var det min Mangel paa Evne til at kunne beherske mig, min Tilbøjelighed til at male abnorme Billeder, min Søvnløshed. Og her — ja, hvad kan man ikke finde paa, naar det gjælder at skulle finde paa noget.”
„Slaa Dem tiltaals,” sa Overlægen atter.
„Nej, jeg vil ikke slaa mig tiltaals!” raabte Else. „Hvorfor skulde jeg det, naar jeg finder, at jeg blir skjændigt behandlet? Ja skjændigt! Jeg er ikke sindssyg, og har derfor ikke hjemme her. Hvad siger og foretar jeg mig, som ikke er normalt, maa jeg spørge? Jeg har ingen Hallucinationer, ingen fikse Ideer, ingen Tvangsforestillinger. Og selv om jeg havde, var det endda et Spørgsmaal, om det var forsvarligt at holde mig indespærret her mod min Vilje!”
„Men hvad vilde De gjøre, hvis jeg lod Dem gaa?” spurgte Overlægen irriteret. „De vil jo ikke hjem til Deres Mand.”
„Hvad kommer det Dem ved, hvad jeg borgerligt og menneskeligt vil gjøre eller ikke gjøre? Jeg troede, De var Overlæge paa Sct. Jørgen og ikke Fru Kants Formynder.”
„Skriv til Deres Mand, og bed ham besøge Dem. Saa blir vi maaske enige alle tre.”
„Aldrig!” raabte Else. „Ikke om jeg saa skal bli her bestandig. Jeg begriber forresten ikke, at De kan blande de to Ting sammen. Spørgsmaalet for Dem maa jo være: Er Fru Kant sindssyg, og er hun saaledes sindssyg, at hun bør holdes under Laas og Lukke? Det at en Kone er sint paa sin Mand, er jo ingen Grund til at spærre hende inde. Hvis De skulde ta Dem af alle de sinte Koner, hvor vilde De saa skaffe Plads fra?”
„Ja, nu faar vi se,” sa Overlægen i overvejende Tone.
„Se ikke for længe,” bad Else.
„De forstaar da vel, at naar en Autoritet som Hieronimus har sendt Dem til mig, saa maa jeg beholde Dem Observationstiden ud.”
„Hvor længe varer Observationstiden da?”
„Det er forskelligt,” Overlægen rejste sig og gav Else Haanden til Farvel. „Vær De kun rolig, Fru Kant. Jeg skal saamænd ingen Fortræd gjøre Dem.”

XXI.

„Her har jeg et Par Bøger til Dem,” sa Frk. Schrader, da hun kom om Aftenen. „René Mauperin”, det er en af mine Yndlingsbøger. Og saa er her en af Fru Edgrén.”
Saa snakte De om Bøger, som de begge havde læst, og atter slog det Else for en Lighed der var mellem deres Smag og Omdømme.
„Vi spiller L'hombre af og til inde hos mig,” bemærked saa Frk. Schrader. „Dr. Vibe og jeg og et Par andre. Kunde De ikke ha Lyst til at være med en Gang, Fru Kant?”
Else takked. Det vilde hun gjerne.
„Jeg maa forresten le, naar jeg tænker paa den Gang, jeg skulde lære L'hombre,” sa Frk. Schrader. „Jeg laa og drømte L'hombre hele Natten, og jeg lærte skam Spillet i Drømme.”
„Akkurat saadan gik det mig!” udbrød Else livlig. „Jeg lærte det ogsaa i Drømme om Nætterne. Bogstavelig!”
Frk. Schrader rakte Else en Pakke Silker, som hun havde besørget indkjøbt for hende til Bordtæppet, og haabed at de var rigtige. „Jeg sidder og ser paa Deres Forklæde,” bemærked hun saa. „Hvad der dog er for et smukt Broderi paa det.”
„Det var forresten en Lysdug, som jeg fik til Juleklap,” sa Else. „Men jeg liker ikke Lysduger, derfor gjorde jeg den om til Forklæde.”
Frk. Schrader la sig tilbage i Gyngestolen, og lo sagte. Else saa forundret paa hende.
„Ja, er det ikke komisk?” sa saa Frk. Schrader. „Ogsaa jeg fik til Jul en Lysdug, som jeg gjorde om til Forklæde.”
„Fru Kant hvor blir De af?” Frk. Thomsen stak Hodet ind, men veg forbløffet tilbage, og slog Døren til med et Smæld, da hun fik Øje paa Frk. Schrader.
Frk. Schrader rejste sig.
„Aa nej, gaa ikke,” bad Else. „Det er meget hyggeligere at tale med Dem end at sidde derinde hos Frk. Hall.
„Nej for Guds Skyld, gaa endelig ind til dem. Ellers tror de, det er min Skyld. De er jo vant til at ha dem om Aftenen, og oprigtig talt, har De havt en god Indflydelse paa dem begge. De har jo ogsaa selv Fornøjelse af det. Ikke?”
Else sukked. „Aa ja, forresten, hvis de nu pludselig ikke var der, saa vilde jeg vel savne dem. Den, som sidder i Fængsel, blir nøjsom.”
„Saa skal vi snart gaa Tur sammen igjen,” sa Frk. Schrader. „Og saa maa De komme ind en Dag og se mit Værelse. Om Sommeren har jeg forresten to, men ikke om Vinteren, for i det ene er der ingen Kakkelovn. Godnat.”
Straks Frk. Schrader var gaat, kom atter Frk. Thomsen og vinked. Else rejste sig og fulgte hende ind til Frk. Hall.

XXII.

„Ja her har De det rigtignok nydeligt,” sa Else. Hun stod inde i Frk. Schraders tæt møblerte Værelse med Gulvtæppe, Draperier og Portierer, fyldt Bogskab, Billeder paa Væggene, og en Mængde Broderier og Nips.
„Hvis De vil sidde herinde om Dagene af og til, maa De det gjerne,” sa Frk. Schrader og skyndte sig ud.
Else blev staaende og saa' sig om. Paa Skrivebordet i Hjørnet var opstillet en Del Fotografier, og paa Bordet midt i Værelset laa et Par af de nyeste Bøger uopskaaret.
Da Else kom ud paa Korridoren, stod Døren ved Siden af Frk. Schraders Værelse paa vid Gab, og derinde gik Anne og fejed Tæppet. I Sengen oppe ved Vinduet laa en Kvinde med et blondt, mildt Ansigt, som nikked venlig, da Else stansed i Døraabningen.
Else gik ind og sa Goddag til den blonde, milde Kvinde, men styrted i næste Nu ud paa Korridoren med Haanden for Næsen, forfærdet og syg af den ulidelige Stank, som fyldte Værelset.
„Nej men Anne, Anne dog!” sa hun derudefra. „Hvor kan De holde det ud?”
„De mener Lugten? Man maa jo holde ud hvad man skal.”
„Men hvad er det, som stinker saadan?”
„Hendes Aande, den Stakkel.”
„Gud bevare mig,” udbrød Else. „Aldrig i mit Liv har jeg kjendt saa fæl en Lugt.”
„Nej, det er ogsaa drøjt,” sa Anne, som kom med Støvekosten og Fejespaanen, gulbleg i Ansigtet. „Jeg faar tit Kvælninger for Brystet; men det er dog værst for hende selv.”
Den blonde Kvinde i Sengen smilte og nikked uafladelig. Tilsidst rakte hun Haanden op, og vinked.
Nej, sa Else til sig selv. Umuligt kan jeg gaa derind igjen.
Inde paa Elses egen Gang stod Maren ved Bordet foran Vinduet og sysled med Kopper og Tallerkener efter Frokosten.
„Nu har jeg spist!” kom Fru Henderson i Natkjole hylende ud paa Gangen.
„Det er godt!” skreg Maren. „Saa skal jeg nok sige det til Frk. Schrader.”
„Og saa faar jeg mit Brev. Ikke?” Fru Henderson greb Maren i Skuldrene og saa angstfuldt bedende paa hende.
„Ja naturligvis! Det véd jo Fru Henderson godt!” raabte Maren.
Fru Henderson gik tilbage til sit Værelse, hvor hun traved op og ned, taktfast, fremlænds og baglænds med Ryggen til Døren, mens hun uafladelig gjentog: „Jeg har spist!”
„Hun har ikke villet røre Maden i 3—4 Dage,” forklarte Maren med sit søde, beskedne Smil. „Saa sa Frk. Schrader, at hun ikke fik sit Brev, saalænge hun ikke spiste. Og det har hjulpet, I Dag har hun spist op al sin Frokost.”
Else hørte bag sig de slæbende Skridt af Frk. Thomsens lange Fødder, og gjøs.
„Kom ing til mig,” sa Frk. Thomsen og greb fat i Else. „Tag Deres Arbejde. Ikke?”
„Fruen kan godt bli kvit Frk. Thomsens Paahæng,” sa Maren deltagende. „Det maa jo trætte Fruen. Bare sig det til Overlægen.”
„Hvad? he, Overlægen.”
Else nikked til Maren. Saa hented hun sit Arbejde og gik ind til Frk. Thomsen, hvor hun satte sig ved Vinduet, mens Frk. Thomsens evindelige Snak sang og suste for hendes Øren.
Aa, hvor var hun træt og forpint. Hvor kunde dog Overlægen ha Hjærte til at beholde hende der længere. Hvorledes kunde denne humane Mand sanktionere, at hun var bleven umyndiggjort, og at hun behandledes som et forbryderisk eller farligt Individ?
Døren gik op, og en firskaaren, før Dame i pen sort Uldkjole, med Kniplingskrave, Diamantbrosche og Gulduhrkjæde om Halsen kom ind med et straalende Smil paa sit gulblege, fedladne Ansigt.
„Hurra!” raabte Frk. Thomsen og sprang op fra Stolen.
„Ja nu har Hugafen udleveret alle mine Ejendele,” sa Damen fornøjet. Da først kjendte Else hende. Hvem skulde troet, at Frk. Hall med sine Strømpefødder, sit knækorte Underskjørt og sin løsærmede hvide Nattrøje kunde se saa net og damelig ud.
„Vil De ha?” spurgte Frk. Thomsen og kasted en Appelsin i Skjødet paa Frk. Hall, der havde tat Plads i Sofaen.
„Naa, naa, mit Barn. Man bruger Asietter og Sølvknive, naar man byder Appelsiner.”
„Nu skal det ikke vare længe før jeg flyngter,” udbrød Frk. Thomsen og sparked overgivent ud med Foden, „Se nu paa hende der,” hun pegte paa Frk. Hall. „Er det ikke en lumpen Spot og Skam, at hun skal være her?”
„Naa, naa, mit Barn, Jeg blir her til Sommeren kommer. Saa sender de mig hjem. Der er saamænd ingen, der holder paa mig længere end nødvendigt.” Der var med de pene Klær kommet en rolig Værdighed og en stille Tilfredshed over Frk. Hall.
Saa kom Stuegangen. Det var Overlægen. „Goddag, mine Damer.” sa han og slog hilsende ud med Haanden.
„Naa, Frk. Hall, De er jo sprunget ud som den Sommerfugl, De altid blir, naar Foraaret melder sig.”
I det samme kom Frk. Thomsen farende hen imod Overlægen med Hænderne i Siden.
„Men jeg, hvorfor skal jeg være her?” raabte hun og saa ham udfordrende ind i Ansigtet. Hendes lyse Øjne gnistred grønne af Forbitrelse, og hele hendes Skikkelse dirred af Had.
„Det har vi jo tit nok talt om,” svarte Overlægen med et Skuldertræk.
„De skulde skamme Dem, skulde De!” Frk. Thomsen stamped med Foden, mens hendes Ansigt blussed. „De har jo faat mit Ultimatum for længe siden. Men vengt De bare, til De er død! Helvede vil bli gjort ti Gange saa gloenge, naar det engang skal lukkes op for Dem!”
Overlægen svarte ikke, bare saa' paa hende med et uvilligt og medlidende Blik.
Frk. Thomsen stirred i nogle Sekunder ufravendt paa Overlægen. „Hvorfor skal jeg være her!” raabte hun saa atter og trued med sin knyttede Haand. „Det vil De ikke svare paa. De, De! fordi De ikke tør,” hun drejed sig paa Hælen, og gik hen til Vinduet, hvor hun stilled sig op med Ryggen til Værelset.
„Og De Fru Kant,” sa Overlægen, og vendte sig til Else. „Flittig som bestandig. Hvis jeg nu gir Dem Lov til at gaa alene med Frk. Hall, vil De saa ikke ud?”
„Men mit Barn maa være med!” raabte Frk. Hall.
„Ja,” sa Overlægen til Frk. Hall. „Paa Dem kan jeg stole paa denne Tid af Aaret, det véd jeg. Spaser kun alle tre. Men ikke endnu; først maa De vænne Dem til Luften nede i Haven, Frk. Hall.”
Else lod Arbejdet synke og saa' uroligt spørgende paa Overlægen. Han tænkte altsaa ikke paa at la hende slippe. Først skulde Frk. Hall vænne sig til Luften, og saa skulde hun spasere med Else. Det havde lange Udsigter.
„Var der noget De vilde sige, Fru Kant?” Overlægen stod med Haanden paa Dørklinken, færdig til at gaa.
„Ja. Jeg vilde spurgt om det samme som forleden: hvorlænge skal jeg bli her?”
Overlægen rynked sine Bryn og gjorde en utaalmodig Bevægelse.
„Naar jeg nu ikke er sindssyg,” sa Else.
Overlægen rev Døren op.
„Nej, svar mig nu!” raabte Else indtrængende. „Hvorfor gir De mig ikke fri?”
„Fordi De ikke er normal.”
„Det skylder De mig Bevis for!”
„Der er nok af Beviser,” svarte Overlægen brysk. „Deres Vrede mod Hieronimus f. Eks.”
Else blev staaende og stirred paa Døren hvorigjennem Overlægen var forsvunden. Hun skulde altsaa gjøres til sindssyg. Med Vold og Magt Dette intetsigende Vrøvl om hendes Vrede mod den eller den, som brugtes til Bevis for, at hun ikke var normal. Hvad skulde hun stille op derimod? Det var som en Kamp mod Vejrmøller.
Modløsheden sneg sig over hende, og hun stred med sig selv for ikke at gi sig til at græde.
„Vær ikke bedrøvet,” trøsted Frk. Hall. „De blir her ikke længe.”
„Jeg har allerede vært her altfor længe,” svarte Else mørkt, idet hun satte sig, og atter tog sit Arbejde, som hun bøjed sig dybt over for bedre at kunne se med de taareblændede Øjne.
Frk. Thomsen, der fremdeles stod ved Vinduet med Ryggen til Værelset, var begyndt at snakke vredt og dæmpet med sig selv. Pludselig udstødte hun et stønnende Suk, kasted sig ned paa en Stol, la Ansigtet og Armen i Vindusposten og brød ud i en tung, hikkende Graad.
Frk. Hall rejste sig, gik hen til Frk. Thomsen, og søgte at snakke hende til Ro.
„Aa ja,” sa Frk. Thomsen omsider, idet hun retted sig op og tørred Ansigtet. „Det er forgjæves angtsammen. Der er ignen Redning. Men de blir nok straffet for sine Forbrydelser, for der er jo dog en Gud. Det siger jeg i Jesu Kristi, vor Forløsers Navn, Amen,” hun læned sig tilbage paa Stolen med nedhængende Arme, Hodet var dukket, saa Hagen hvilte paa Brystet, og det fortrukne Ansigt var som stivnet, i bitter Sørgmodighed.
Frk. Hall tog op af Lommen et Etui med Guldfingerbøl, og et lidet Haandarbejde. Saa satte hun sig tilbage i Sofaen og syed, mens hun ustanselig talte og lo uden at ænse, at hverken Else eller Frk. Thomsen gav Agt, paa hende.
Saa kom Frk. Schrader med Frk. Halls Hat og Kaabe og vilde ha hende ned i Haven. Frk. Hall var villig, men bad Else følge med. Hun maatte ha en til at støtte sig til, og hendes „Barn” var ikke i Humør.
Else rejste sig straks for at hente sit Tøj.
„De ser saa modfalden ud,” sa Frk. Schrader, der var fulgt efter Else ind i hendes Værelse.
„Ja,” sagde Else og saa fortalte hun, hvad Overlægen havde sagt.
Frk. Schrader søgte at opmuntre hende. Hvad skulde Overlægen kunne svare, naar Patienterne spurgte og spurgte om, hvorfor de skulde være der. Det var ikke saa nemt at være Overlægen.
„Men de andre Patienter,” bemærked Else, „de er da allesammen mere eller mindre abnorme, ialtfald de, som jeg har set.”
„Tror De, nogen af dem, synes det selv?”
„Nej, men der er jo dog Forskjel,” Else formaaed ikke længer at tvinge Graaden tilbage.
„Vær blot tryg og rolig, Fru Kant,” Frk. Schrader la Armene om Elses Skuldre og saa' deltagende paa hende. „Nu var De jo dog saa fornuftig og fornøjet. Vær overbevist om, at Overlægen handler forsvarligt, imod Dem. Imod Dem og imod allesammen. Han har den største Interesse for sine Patienter. Men han maa jo dog beholde Dem en lille Tid for at bli klar over Deres Tilstand. Ikke sandt. Fru Kant?”
„Ja ja,” sukked Else. „Der er jo intet for mig at gjøre.”
Lidt efter gik hun i de runde Spaseregange dernede i Haven mellem Frk. Hall og Frk. Thomsen, der havde hende én under hver Arm. De snakte og spurgte og kræved Svar begge paa engang. Else følte sig tilsidst segnefærdig af Træthed, og foreslog, at de skulde gaa op. Men baade Frk. Hall og Frk. Thomsen protesterte paa det livligste, mens de klamred sig fastere til Elses Arme og forsikred, at det var saa forfriskende at gaa der.

XXIII.

Else hørte Stuegangen derude og greb hurtig sin Kjole. Bare hun fik den paa tidsnok til at kunne laase op Døren. Ellers skulde hun gjøre rede for, hvorfor hun havde lukket sig inde. Og det vilde hun ikke. For hun turde ikke fortælle, at hun saa ofte om Formiddagen maatte klæ sig af for i sit Linned at søge efter de Lopper, hun fik paa sig dernede i Badeværelset. Lopper i „Kurhuset”! Kunde der tænkes et bedre Bevis for. at Fru Kant var sindssyg?
Hun havde akkurat faat drejet Nøglen rundt i Laasen og sat sig til med sit Arbejde, da Stuegangen indfandt sig. Det var den unge trivelige Kandidat med det store lyse Ansigt. Overlægen var bortrejst den Dag, forklarte han; derfor kom han i Overlægens Sted.
Else sved flittig, og svarte kun det allernødvendigiste paa hans Spørgsmaal.
Kandidaten blev staaende og saa' paa Else med sine runde Øjne. Der var noget nysgjærrigt opmærksomt i hans Blik.
„Naa, De fik jo Brev fra Deres berømte Landsmand og Digter igaar?” sa Kandidaten tilsidst.
„Ja.”
„Hvad skrev han?”
„Hvad han skrev? Han skrev venligt og elskværdigt, som han plejer, naturligvis,” Else flytted sig i Sædet, og holdt Øjnene fæstet paa Arbejdet.
Det er morsomt for Dem, at De har faat saa gode Veninder,” forsøgte saa Kandidaten. „Veninder?”
„Ja, Frk. Hall og Frk. Thomsen. Dem er De jo altid sammen med.” Else svarte ikke.
„Frk. Hall rejser forresten nok bort om et Par Maaneder,” vedblev Kandidaten. „Men til Efteraaret faar De hende tilbage.”
Det gav et Sæt i Else, og hun saa' hastig op paa Kandidaten. Men uden at sige noget, bøjed hun sig atter over Arbejdet og syde videre.
Omsider gik Kandidaten.
„Marsch, heraus med Dem!” hørte Else straks efter Frk. Hall raabe inde i sit Værelse. „Hvad bilder De Dem ind, De Konge for en Dag!”
Else maatte le.
Næste Dag var Søndag. Else laa i Sengen, da Overlægen og Frk. Schrader kom om Morgenen. Hun havde vært nede og faat Styrt, men havde lagt sig igjen, fordi Stuegangen kom saa tidlig om Søndagen, at hun ikke kunde naa at bli færdig.
„Naa,” sa Overlægen. „Der ligger De og gasser Dem, mens vi andre maa slide i det.”
Else svarte ikke. Siden forleden Dag inde hos Frk. Thomsen havde hun havt en Følelse af Uvilje mod Overlægen, som hun ikke brød sig om at lægge Skjul paa.
„Her er et Par Breve til Dem,” Overlægen tog i Lommen, og la Brevene paa Tæppet foran Else, der takked.
„Nu sover De jo om Nætterne?” spurgte saa Overlægen venlig.
„Ja, undertiden. Et Par Timers Tid.”
„Lad os sige 6. Det er ikke ilde. Nu kan vi snart begynde at minske paa Kloralen.”
„Ja De véd det vel bedre end jeg selv,” bemærked Else. „Inat sov jeg ikke mere end halvanden Time. Jeg har jo Uhret staaende paa Bordet og Gassen brænder, saa det er let nok at kontrolere.”
„Og Tandpinen har jo ogsaa tat Rejsepas,” vedblev Overlægen.
„Ja. Det er jo Kloroformens Skyld.”
„Kan De se! Noget godt gjør vi da for Dem.”
„Jeg har skrevet et Brev til min Veninde Fru Hein, og bedt hende besøge mig. Overlægen sa jo, at hun gjerne maatte komme?”
„Med største Fornøjelse. Er der flere, De vil se?”
„Nej Tak. Ingen flere.”
„Stadig lige forbitret paa Deres Mand”
„Ja.”
„Han kommer saamænd saa trolig og spør til Dem, naar jeg er inde, og han ser meget forknyt ud.”
„Lad ham det.”
„Stædige Frue,” smilte Overlægen. Saa skifted hans Ansigt Udtryk, og han tilføjed ærgerlig: „Ja, jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal sige. De kan ikke være helt normal, saalænge De føler denne haardnakkede Forbitrelse mod Deres Mand.”
„Nej, nej. Saa lad mig være unormal, da.”
Frk. Schrader, der stod ved Sengens Fodende rysted misbilligende Hodet til Else.
„Naa ja Godmorgen Frue.” —
Det ene Brev var fra Inger, og Indholdet handled som sædvanlig om Tage. Else knuged Brevet mod sit Bryst. Hun havde en Følelse som om denne ihærdigt sugende Længsel efter Barnet, og denne altid nagende Uro derinde — kunde gi hende Tæring tilsidst.

Om Eftermiddagen gik Else Tur med Frk. Schrader, der førte hende ad de vakreste Veje, over Mark og gjennem Skov, og viste hende de smukkeste Udsigtspunkter. Det var straalende Solskinsvejr, og det dufted af Vaar. Men Else var saa mat og daarlig, at hun ingen Glæde havde af hverken Solskinnet eller Vaarduften. Et Par Gange var hun nærved at faa ondt, og paa hver eneste Bænk, de kom til, vilde hun sætte sig. Frk. Schrader talte om forskjelligt, men Else var kun halvt med. Hendes Tanker kredsed om det, hvoraf de altid var optat. Tilsidst sa hun:
„Naar De skal være aldeles ærlig, Frk. Schrader, og sige hvad De mener, kan De vel saa finde, at jeg er sindssyg?”
„Ikke saadan sindssyg,” trak Frk. Schrader paa det.
„Hvad da?”
„Svært nervøs.”
„Nervøs — ja, Herregud nervøs? Jeg véd ikke hvad De mener med Ordet. At jeg pines ved at være hér, og ikke kan slaa mig tiltaals — er det det De mener?”
„Ja, det ogsaa.”
„Hvis jeg var glad ved at være her, vilde man saa ikke ogsaa deri se et Bevis paa Sindssyge? Aa ja forresten — det nytter ikke at snakke om det,” afbrød Else sig selv. „Nervøs — jeg er da saa rolig om Dagene.”
„Ja, De er rolig nok,” svarte Frk. Schrader.
De havde paa Turen mødt en Del Mennesker, Herrer som gik alene eller flere i Følge, fulgte af en Oppasser, en Flok Fruentimmer med Tørklæder om Hoderne ledsaget af en Pige, og alle havde de hilst paa Frk. Schrader, som havde meddelt Else, at det var Patienter fra Hospitalet. Nu, da de var i Bakken, som førte op til Hospitalsporten, kom Dr. Vibe imod dem.
Han hilste venlig Goddag, vendte om og slog Følge. — —
Else glemte næsten, at hun var paa Galehus naar hun talte med Dr. Vibe, Hans Væsen var saa fint og stilfærdigt, saa kemisk frit for Antydning af, at hun var Patient og han Læge. Ingen af Dr. Sejers, forresten saa velmente Formaningstaler om, hvor glad og taknemmelig hun burde føle sig ved, at være der, saalidt som noget Glimt af det Blik, hvormed Kandidaten betragted hende, et Blik som satte hende i Klasse med en Udstillingsgjenstand.
De kom forbi en af Hospitalsbygningerne, der var omgit af en Have med højt Sprinkelstakit. I Haven gik en Mængde Patienter omkring. En af dem raabte: „Kom her hen, De fremmede Dame, der!”
Else saa' derhen. En smal Kvinde i blaa, ren Bomuldskjole og med et lyst, vakkert Ansigt vinked gjennem Stakittet til hende
„Det er Madam Nielsen,” sa Dr. Vibe.
Else gik hen til Stakittet og Frk. Schrader og Dr. Vibe fulgte med.
„Kan De ikke hjælpe mig med at komme herfra?” spurgte Madam Nilsen.
Kunde jeg saasandt hjælpe mig selv, mumled Else, mens hun betragted en svær. firkantet Kvindeskikkelse, der sad paa Hug i en liden Græsbakke indenfor Sprinkelværket og udstødte en knurrende Lyd. Hænderne, som var lagt i Kors over Maven, holdt hun i en dinglende Bevægelse; Ansigtet var kuglerundt og mørkeblaat med forfærdelig store, aabne Læber, og et gulrudet Tørklæde var som en Spids Turhan bundet om Hodet, Skikkelsen ligned en Pagode.
„Hjælp mig endelig, De fremmede Dame,” vedblev Madam Nilsen indtrængende. „Jeg har to Døtre dernede paa Bjerget, som jeg godt kunde være hos. Nej se hvor det er kønt,” vedblev hun og pegte paa Elses blaaflammede Silkebælte, der var synligt under Skindkraven. „Det er en saadan en, som kaldes for Spenser.”
„Jeg maa hjem,” sa Frk. Schrader. „Kom.”
„Saa stoler jeg paa, at De hjælper mig!” raabte Madam Nilsen efter Else.
„Det er dog mærkeligt med denne Frihedstrang, som aldrig dør hos Menneskene,” sa Dr. Vibe. „Der er Folk, som har vært her i 40 Aar, og de er aldrig holdt op med at stunde og længes efter Friheden.”
„Nej, der kan De se,” svarte Else og smilte. „Hvad skal det saa kunne være med mig, som kom for nogle Uger siden.”
„Nej,” sa Dr. Vibe, og smilte tilbage. Saa hilste han Godaften og gik.
Da Else var gaat ovenpaa, og stille listed ind paa sin egen Gang, for at Frk. Hall og Frk. Thomsen ikke skulde høre hende, kom Fru Henderson pilsnart farende gjennem sin aabne Dør. Hun greb Else i Skindkraven foran paa Brystet, mens hun heftig sa nogle Ord, hvis Lyde var endnu mere uartikuleret end ellers. I næste Nu slap hun Taget, og stødte Else fra sig.
„Er det Dem!” skreg hun, og hendes stakkels graahvide Ansigt var opspilet af Forskrækkelse. „Jeg trode, det var Frk. Schrader. Gaa Deres Vej, gaa!” hun slog ud med begge Hænder, vendte sig saa om, og begyndte at marschere.
„Godaften,” sa Else til Anne, der sad i Gangen og hækled paa en bred krémfarvet Blonde. „Hvor den er pen,” vedblev hun og pegte paa Blonden. „Og hvor ren De hækler den.”
„Ja,” sa Anne med et lykkeligt Smil. „Jeg arbejder paa mit Udstyr.”
„Skal De da gifte Dem?”
„Ja, til Sommer. Jeg kunde ha Lyst til at vise Fruen, hvad jeg har faat færdigt,” Anne rejste sig og gik foran Else ind i den bitte smaa Gang udenfor. Frk. Thomsens Sovekammer, hvor hun lukked op en stor Puf og viste Else Lag paa Lag af nydeligt forarbejdede Ting. Der var færdige Gardiner med brede Hækleblonder, Lyseduge, broderte: Brødservietter, strikket Sengetæppe, og meget andet.
„Har De virkelig gjort alt det i Deres Fritid?” spurgte Else, og saa beundrende ned i Puffen.
„Altsammen. Det er utroligt hvad man kan faa udrettet, naar man blot hænger i sent og tidligt. Det gjør nu jeg. Og naar det er til ens Udstyr, saa gaar det vist lettere.”
„Tak for De viste mig det, Anne.”
„Naa saa dér holder De til,” sa en klynkende Stemme, da Else og Anne kom tilbage. Midt paa Gangen stod Fru Seneke med sit graa Sjall og sit forgræmmede Ansigt stikkende op oventil. Et Par barnetynde Ben og Fødder i Filttøfler stak frem forneden.
„Var det noget, De vilde, Fru Seneke?” spurgte Anne.
„Og det spør De om? Har jeg maaske faat det Glas Mælk, jeg skal ha? Nu har jeg gaat her i over en Time og ventet og kaldt paa Dem.” Fru Senekes Ansigt var fortrukket af Grættenhed, og den skjændende Stemme peb ynkeligt.
„Nu kommer jeg med det,” sa Anne venligt.
„Nu kommer jeg med det,” hærmed Fru Seneke. „Nu kan det være det samme. Jeg skal ikke ha noget Glas Mælk. Lad mig bare være fri for Deres Glas Mælk. Saadan en, som har sin Glæde af at pine og plage et stakkels sygt Menneske,” det graa Sjall vendte sig, og drog sig slæbende afsted med de lange dinglende Frynser. Saa stod det stille, Hodet deroventil drejedes om mod Else, og Stemmen sa: „Og De, hvad er De for en, som gaar her og har Maskepi med disse durkdrevne Tøse?”
Else og Anne veksled et Blik, og lo stille.
„Hm,” sutred det ud af Sjallet som atter sattes i Bevægelse. „Gud hjælpe den, der skal være afhængig af saadanne Norner.”
Else hang Overtøjet fra sig i Skabet, og gik ind og satte sig i Gyngestolen. Det varte ikke længe, saa hørte hun Frk. Hall og Frk. Thomsen paa Gangen. Hurtig listed hun hen til Døren og drejed Nøglen rundt.
Straks efter tog der en i Døren, og vilde ind. Else lytted med en Spænding, som var det et livsfarligt Øjeblik.
„Hvorfor er Fru Kants Dør laaset?” hørte hun Frk. Thomsen spørge.
„Jo for Overlægen har sagt, at Fru Kant skal ha Ro,” svartes der af Anne.
Den søde Anne. Saa hjælpsom hun var.

Men senere, da Stuegangen havde vært der, og Else havde spist tilaftens, kom Frk. Hall og Frk. Thomsen med Buketter af Tusenfryd og Violer fra Haven, og med spydige Bemærkninger om den Ære Else havde nydt ved at spasere med „Hugafen”. Else ønsked dem langt bort, og maatte gjøre Vold paa sig selv for at skjule, hvor trykkende hun fandt deres Selskab. Men da de havde trukket hende med sig, og hun sad derinde i Frk. Halls røde Gasskin, syntes hun dog, at det ikke var saa ilde. Det var mest iforvejen at hun grued sig saa frygteligt. Disse to Staklers rørende Kjærlighed og Tillid. Ikke et Sekund tvivlte de paa, at Else var liksaa glad for dem, som de for hende. Og inden hun gik fra dem havde de lovet hende, at de sikkert og vist skulde spasere ud med hende næste Dag, og saa skulde de ta Kurve med, som de skulde fylde med Blomster.

XXIV.

„Saa,” sa Overlægen, da han kom en Eftermiddag. „Hvad hører jeg,” han trued til Else, og lod som han var vred.
„Jeg véd ikke, hvad De mener,” Else saa' forundret paa ham.
„De har jo vært ude alene idag.”
„Aa det. Jeg gik sammen med Frk. Hall, men saa skulde hun gjøre et Besøg hos Portnerkonen, og saa spaserte jeg omkring en halv Times Tid, inden jeg vendte tilbage.”
„Ja,” sa Overlægen og smilte elskværdigt. „Havde De ikke selv varskoet om, at De vilde undvige, saa kunde De saamænd gjerne ha gaat alene hver Dag.”
„Jeg varskoed ikke. Det var Dem, som spurgte mig.”
Overlægen tog op fra Bordet det Blad, som Dr. Vibe daglig sendte Else; han keg lidt i det, og begyndte saa at snakke om Politik.
Else var saa uenig med ham, at hun ikke kunde dy sig for at svare. Og inden hun vidste Ord af det, var hun i fuld Diskussion. Overlægen raisonnerte ud fra et stærkt konservativt, efter Elses Mening reaktionært, Standpunkt men uden Fanatisme. Der var ogsaa nu i Overlægens Ord og Udtryksmaade denne afklarede Humanitet, der hele Tiden havde virket saa beroligende paa Else.
„Enige blir vi ikke,” sa tilsidst Overlægen, og gav Else Haanden til Godnat! „Men derfor behøver vi ikke at være Fjender. Vel?”
„Jeg blir aldrig Deres Fjende,” var Elses Svar.
„Ja, vær nu ikke saa sikker! Hvis jeg nu beholder Dem tilstrækkelig længe?” —
„Men det gjør De ikke,” sa Else i bestemt Tone. „For det er der ingen Grund til.” — —
Om Aftenen sad Else inde i Frk. Halls Værelse ved Siden af Frk. Thomsen. Frk. Schrader havde gjort sit sædvanlige Besøg, og Frk. Hall sad tilbagelænet i Sengen.
„Iaften vil jeg danse!” raabte Frk. Thomsen pludselig og fo'r op. I et Nu rev hun Kjolen af, og stod i Underskjørt; saa knapped hun op sine Støvler og sparked dem langt fra sig, hvorpaa hun med Tommel og Pegefingrene tog et løftende Tag i Skjørtet og begyndte at hoppe rundt paa Gulvet.
„Nej, De gjør det saa umusikalsk!” raabte Frk. Hall. „Nu skal De se,” hun kom hastig frem af Sengen og gav sig til at figurere.
Else la sig tilbage i Sofaen og lo. Frk. Hall i den korte Nattrøje med sin Tykkelse og de lave, svulmende Lægge, saa' aldeles vanvittig komisk ud. Hun bevæged sit Legeme i tunge, men graciøse Svingninger, og gjorde taktfaste Dansetrin, mens hun nynned en Tarantella.
Frk. Thomsen danste med, et Stykke længere nede paa Gulvet. Hun førte sig som en Trædukke med en indvendig Mekanisme. Tilsidst kom hun til at vælte et lidet Bord, der var fuldt af tomme Sæbeæsker, englesmykkede Julekort, brogede Danserinder og Riddere af Papmaché, hvilket altsammen stod opstillet i zirlig Orden.
„Gud, min Familje, min elskede Familje!” raabte Frk. Hall skrækslagen. „Fy fy, mit Barn.”
„Vi kan jo ta det op igjen,” sa Else og rejste sig. Det har vist ingen Skade lidt.”
„Smide min Familje saadan paa Gulvet,” vedblev Frk. Hall bebrejdende. „Jeg begriber ikke, hvordan De kan bære Dem saa tankeløst ad, mit Barn.”
Frk. Thomsen hjalp Else med at samle op og stille Sagerne tilrette. „Altid skal hun skabe sig saadan, den Frk. Hall,” hvisked hun. „Men det kommer af, at hun ikke er rigtig i Hodet.”
I dette Øjeblik gik Døren op, og Anne viste sig med Frk. Halls Kloralglas i Haanden.
„Ih Gud forbarme sig!” raabte Frk. Hall og var i et Par tunge Spring oppe i Sengen, hvor hun dækked sig til med den hvide, svulmende Overdyne.
„Naa, her gaar det nok for sig,” sa Anne og saa' sig om. „Hvad er det for et Kostume, De er i Frk. Thomsen?”
Frk. Thomsen greb sine Klær, kyssed hurtig Else til Godnat, rakte Tunge til Anne og løb ud,
„De siger vel ikke noget,” sa Else til Anne. „De har saamænd ingenting gjort, bare ganske uskyldig moret sig lidt.”
„Nej, det kunde aldrig falde mig ind,” svarte Anne. „Men man skal jo holde Respekten oppe. Nu maa De forresten i Seng, Fru Kant. Jeg kommer straks med Deres Kloral.”
Else gik hen og sa Godnat til Frk. Hall, der slog Armene om hende og trak hende tæt ned til sig. „Jeg holder saa meget af Dem, Fru Kant.” hvisked Frk. Hall, „og jeg er saa glad for mine søde smaa Negerbørn. Jeg har 7 Stykker,” hun fjerned Elses Ansigt lidt og uden at slippe Taget om hendes Hals saa' hun triumferende paa hende, og begyndte at fnise. „Syv Stykker har jeg,” gjentog hun nikkende.
„Det har De da vist ikke, Frk. Hall,” sa Else alvorlig.
„Nej, jeg har ikke,” Frk. Hall lo og skutted sig, saa Sengen rysted. „Det er kun saadan noget Vrøvl, som jeg ikke kan la være med at sige. Jeg forstaar det ikke selv,” hun saa' med ét tankefuld ud.
„Jo, naar det nu blir Sommer, og De er ganske frisk, saa kan De vist la være, ikke sandt?”
„Ja næsten,” sukked Frk. Hall. „Men det varer ikke længe. To Maaneder. Neppe nok. Nej, men kan De i Grunden begribe, hvorfor jeg altid er nødt til at sige Ting, som jeg véd, ikke er sande, og gjøre Ting, som jeg slet ikke vil?” — det bæved om Frk. Halls Mund, og hendes Øjne fyldtes med Taarer.
„Stakkels Dem,” sa Else og kyssed hende. „Forresten, vi er allesammen Stakler, mere eller mindre.”

XXV

Fru Hein havde vært der paa Besøg og var tat bort igjen, og nu sad Else forgrædt i Sofaen med korslagte Arme.
Saa meget strømmed ind paa hende. Samtalen med Fru Hein havde noget ændret hendes Syn paa Knuts Holdning ligeoverfor hende, og nu brødes dette nye Syn med det, der under de sidste Maaneders Forladthed og Lidelse havde paatrængt sig hende.
Nej, hvor blev dog Hieronimus' Færd endda skjændigere, eftersom hun fik mere af Sandheden at vide.
Det var altsaa virkelig saa, at Hieronimus havde nægtet Knut Adgang til hende, og Usandhed, at Knut ikke havde villet se hende. Endydermere havde han sagt til Knut, at Else var saa forbitret paa ham, at et Møde vilde være unyttigt og uforsvarligt. Hun vilde, hvis han viste sig, gjøre en frygtelig Scene. Andet vilde ikke komme ud af det.
Dette, at hun ikke havde villet læse hans flængede Brev, var ogsaa af Hieronimus blevet brugt som et Bevis paa hendes Raseri mod Knut. Hun, som udtrykkelig havde ladt Hieronimus forstaa, at hun holdt altfor meget af sin Mand til at kunne udholde at læse hans Breve, naar Trediemand, og det en Trediemand som Hieronimus, havde aabnet dem!
Og saa havde Knut ovenikjøbet git ham Brevene ulukkede, Han havde altsaa slet ikke behøvet at la Else vide, at han havde læst dem, hvis han havde villet ta den Smule Hensyn til hende. Men istedetfor havde Hieronimus først klæbet dem sammen, og saa revet dem op igjen, for at Else rigtig skulde føle under hvilken ydmygende Kontrol hun var.
Endvidere havde Hieronimus bildt Knut ind, at hun var decideret sindssyg, at hendes Tilstand stadig forværredes, og at hun tilsidst var bleven flyvende gal.
Denne Oplysning havde liksom tat Vejret fra Else. Hieronimus havde rigtignok derinde paa sjette Afdeling svart ja paa hendes Spørgsmaal, om han ansaa hende for sindssyg. Men alligevel — at uden tvingende Nødvendighed gi denne skaanselsløse Besked til hendes Mand, som han dog maatte forudsætte vilde føle det som en af Livets ondeste Ulykker? Sige, at hendes Tilstand stadig forværredes, og at hun tilsidst var bleven flyvende gal — det, som ovenikjøbet var den mest aabenbare af aabenbare Løgne! — Ja, Hr. Hieronimus, det var øjensynlig en Mand, som ikke tog det saa nøje med Sandheden, naar det gjaldt én, der som hun, havde havt det Uheld at støde ham paa Manschetterne.
Endvidere havde han sagt, at Opholdet paa „Sct. Jørgen”, hvis det skulde kunne virke gavnligt — maatte strække sig over mindst et Aar. —
— — Et Aar! Hvorfor ikke to, eller tre, eller fire?
Eller for Livstid? Hvorfor netop et Aar?!
Ogsaa dette med anden Pleje, om hvilket Else havde udtalt sin Indignation til Fru Hein. Det var ligeledes Hieronimus: Han havde udtrykkelig sagt til Knut, at der ingen Mening var i at lægge hende ind paa 1ste Pleje, som kun benyttedes af Landets rigeste Folk. Anden Pleje var udmærket skikket for hans Kone.
Else havde vært inde paa anden Pleje en Dag, og set de store Værelser med de gule Træmøbler, og de mange Senge. De mange Senge!
Hieronimus havde altsaa villet bli ved med at forfølge hende, ogsaa efter at hun var sluppen fra hans Klør. Jo værre hun fik det, jo bedre.
Knut, Knut! Hvor havde han dog saadan ubeset kunnet gi hende fremmede Steder og fremmede Mennesker i Vold?
Det var naturligvis fordi han trode blindt paa Hieronimus. Det havde hun ogsaa selv gjort. Ellers var hun jo ikke gaaet til ham.
Naa ja ja, hvad kom Hieronimus nu hende ved. Tidsnok at tænke paa ham, naar hun engang blev fri, og skulde skrive om ham.
Nu havde hun kun med Overlægen at gjøre. Gudskelov. Overlægen vilde ingen Fortræd volde hende. Derfor kunde hun være rolig.
Men alligevel — det laa saa knugende tungt over Brystet. Naar man nu saa' hvilke Misbrug en Mand kunde gjøre af sin Stilling. Som nu denne Hieronimus! Ikke alene havde han bragt Else til Undergangens yderste Grænse, men ogsaa gjort hvad han kunde, for at lægge Forholdet øde mellem hende og Knut.

Overlægen kom til Aftenstuegangen. Han talte om Fru Hein, hvis Bekjentskab han var glad ved at ha gjort, og blev saa ved at snakke om allehaande Ting.
Else sad og vented paa, at han skulde sige noget om, at hun snart skulde være fri. Da han ikke gjorde det, spurgte hun omsider: „Naar skal jeg saa faa rejse?”
„Kommer De nu igjen med det,” svarte Overlægen uvilligt.
„Det er jeg vel nødt til, naar De ikke gjør det. Hvorfor i al Verden vil De beholde mig her?”
„De er et underligt Menneske!” udbrød Overlægen. „Sandelig ikke som Folk er flest.”
„Hvorfor skulde jeg være som Folk er flest?” raabte Else.
„Der har De havt Deres Veninde hos Dem, og ikke et Ord har De sagt til hende om at hjælpe Dem med at komme herfra!”
„Hvorfor skulde jeg tigge om det, som er min Ret? Hvis De er en hæderlig Mand, saa lar De mig gaa. Jeg véd ikke om De er en hæderlig Mand, men jeg tror og haaber det.”
„Saa det haaber De dog,” sa Overlægen spodsk.
„Ja, hvad skal jeg tænke og hvad skal jeg tro!” udbrød Else. „Efter hvad jeg har vært udsat for?”
„Véd De, at Hieronimus har sagt, De burde være her et Aar?” Overlægen slynged vredt Ordene fra sig.
„Ja! Og De har naturligvis ikke Mod til at gaa imod Hieronimus, om De end aldrig saa meget finder, at han har Uret!”
Overlægen skifted Farve. Han kneb Munden sammen, saa' plirrende paa Else og sa: „Jeg forstaar nu Hieronimus' Adfærd imod Dem. Og Hr. Kant, stakkels Mand han er rigtignok under en Skjæbne,” — saa gik han hastig uden at sige Godnat.

Else sov ikke den Nat. Hvad skulde dette dog bli til? Hun skulde ha bedt Fru Hein om at hjælpe sig at komme herfra! Hvad mente dog Overlægen med det? I en saa alvorlig Sag som at holde et Menneske indespærret som formentlig sindssyg, kunde det vel ikke nytte at be en tilfældig Besøgende om Hjælp. Her om i noget Tilfælde maatte vel raade et: Enten, eller.
Nornen kom ind med sin dinglende Lygte, og saa' til Else.
„Fruen sover ikke?” hvisked hun.
„Nej, for jeg er saa fortvivlet,” Else greb Nornens Haand, og letted sig op paa Albuen.
„Men hvorfor er Fruen dog det? Fruen fejler jo ikke noget, hverken paa Forstanden eller Legemet.”
„Men dette, at jeg skal være her,” graad Else. „Aaa det varer nok ikke saalænge, skal Fruen se.”
„Hvorfor siger De det? Har De hørt noget om, at jeg snart skal rejse?”
„Nej. Men saadant kan en jo sagtens tænke sig til. Har Fruen maaske Smaabørn derhjemme?”
„Ja,” hulked Else.
„Saa kan jeg forstaa det,” hvisked Nornen og klapped Else varsomt nedover Armen. „Ellers maa det være ganske rart at opholde sig her. Patienterne har det jo saa godt.”
Else tørred sine Øjne, og la sig ned igjen paa Puden.
„Godnat da, Frue. Græd nu ikke mere.”
„Nej,” sa Else og nikked til Nornen.
Men da Nornen var borte graad Else atter. Det var som hun svømmed om i en Dam med Mudder paa Bunden, svømmed og kæmped for at naa Strandbredden, var ofte nær den, men gled altid udover igjen. Naar hun nu ikke havde Kræfter til at svømme længere, maatte hun la sig synke, og gaa tilgrunde i Mudderet,
Nu var hun ogsaa raget uklar med Overlægen. Han, som havde vært saa snil imod hende. Naar han nu kom imorgen, fik hun nok hans Vrede at føle.

Men da Overlægen næste Formiddag viste sig ved Stuegangen, var han sød og venlig og munter som altid. Ikke Spor af nogen Misstemning at mærke. Else blev saa rørt og glad, at hun kæmped mod Graaden, og som Følge deraf kom til at se mut og tvær ud.
„Dr. Tvede var her forresten forleden Dag, og spurgte til Dem,” bemærked Overlægen tilsidst.
Else saa' bævende paa ham. Hun kunde intet sige.
„Han vilde vide min Mening, om jeg trode, De havde godt af at være her, eller ikke.”
„Hvad svarte De?” spurgte Else, som følte en hurtig Kulde risle ned over sine Kinder.
„Jeg svarte nej! Jeg sa, at jeg mente, De vilde ha bedre af at komme herfra.”
Else stod stum. Indvendig var det, som hun sank paa Knæ for Overlægen og takked ham. Denne Mand, som altsaa, hvis han havde villet eller i Blindhed havde anset det for rigtigt, kunde ha beholdt hende der i Aarevis, som Reservelægen paa sjette Afdeling havde sagt, han havde nu udtalt Løsladelsesdommen over hende.
„Hvad sa Tvede?” kom det lavt og utydeligt fra Else.
„Han vilde tale med Deres Mand. Men Sagen er, hvor skal vi sende Dem hen?”
„Heins vil gjerne ta imod mig,” svarte Else. „Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til at være hos Venner. Jeg føler mig saa altfor meget som Rekonvalescent. Jeg har derfor tænkt mig, at jeg vil være paa Sct. Rudolfs Hospital inde i Byen, indtil jeg kommer til Kræfter.”
Overlægen saa' paa hende med en Mine, der syntes at sige: Det var maaske en Idé.
„Ja, nu tar jeg ind imorgen. Saa skal jeg tale med Deres Mand. Godmorgen,” Overlægen gik venlig hilsende.
Else sank sammen i Gyngestolen og graad af Glæde. — Der var ingen Tvivl om det. Hvis Overlægen havde sagt, at hun var saa og saa sindssyg, og at det var rigtigt at la hende bli der, saa vilde Knut ha rettet sig efter ham. Aa Knut, Knut! Forbauselse og Vrede over hans Adfærd, flommed som saa ofte før, op i hendes Indre.
Men Overlægen, denne Mand skyldte hun altsaa nu faktisk større Taknemlighed end noget andet Menneske i Verden.
Og saadan som han var i det hele tat! Komme ind der idag med sin sædvanlige, elskværdige Mine efter Ordvekslingen i Gaar Aftes. Det skulde vært Hieronimus!
Om Eftermiddagen var Else Tur med Frk. Hall og Frk. Thomsen. De plukked Blomster og trasked om, og Frk. Hall sang og lo og Frk. Thomsen snakked om de tre Forhold, og Else var dødsens træt af det, men dog glad —.
„Iaften ser De sød og fornøjet ud,” sa Frk. Schrader, da hun senere var inde hos Else. „Duften gjør Dem godt. De maa endelig gaa ud hver Dag.”
„Ja,” sa Else, som tænkte paa om Frk. Schrader kjendte til Dr. Tvedes Besøg, og til hvad Overlægen havde sagt.
„Næste Torsdag har jeg min L'hombreparti,” vedblev Frk. Schrader. „Vil De saa være med?”
„Ja Tak,” tvang Else frem. Til næste Torsdag skulde hun da vel med Guds Hjælp være kommen derfra.

XXVI.

Næste Dag fik Else atter Besøg. Det var en ung Dame, en udenlandsk Slægtning, som havde boet hos Knut og Tage en 8 Dages Tid, og nu kom der ud for at fortælle om Barnet.
Else hørte paa alt om Tage med blødende Hjærte. Det var som der blev revet op i et Saar. Og dog bad hun om mere og mere. Det blev aldrig nok.
Omsider begyndte den unge Dame at tale om Hieronimus. Der var saa mange Historier om ham, og det var en temmelig almindelig Antagelse, at han selv i al Stilhed gik og var sindssyg. Der skulde ogsaa være nogle i hans Slægt, som var underlige. Hans Far havde vært en Særling. Naar han f. Eks. skulde udarbejde sine Taler til Rigsdagen, maatte hans Kone altid sidde inde hos ham. „Du kan da vel begribe, at jeg ikke kan gaa her og lave Løgne mutters alene,” skulde han ha brugt at sige.
„Jaja,” svarte Else, „Dette hjælper jo ikke mig det ringeste Gran, og i Grunden interesserer det mig heller ikke synderligt.”
Kort efter tog den unge Dame Afsked og Else sank hen i Grublerier over Hieronimus.
„Sindssyg,” tænkte hun blandt andet. Ja det var jo en letvindt Forklaring. Men altfor tarvelig. Og den forekom hende desuden ligefrem modbydelig, fordi det var den samme Forklaring, Hieronimus havde ladt sig nøje med, da han hos hende stødte paa Foreteelser, som han ikke forstod.
Søge Beviser for et Menneskes Sindssygdom i dets Slægtninges Særheder og underlige Egenskaber — dermed maatte man vel ogsaa være temmelig varsom. Det var jo ogsaa noget af det, Hieronimus plejed at ta til Indtægt, naar det gjaldt at gjøre Folk til sindssyg, havde den unge Dame fortalt: Deres Far var Præstehader, Deres Mor pietistisk, Deres Bror lod sig skille, og gifted sig igjen, Deres Søster tog Livet af sig, Deres Søn er et umuligt Menneske: Ergo er De sindssyg.
Nej, Hieronimus var kun simpelthen en meget opblæst Herre. En Herre, som trode paa sin egen Ufejlbarlighed, som den katholske Almue paa den hellige Jomfrus Mirakler. Og hvad kunde det saa hjælpe, om han var aldrig saa dygtig som teoretisk Videnskabsmand? Ti hvad havde Teori og Praksis med hinanden at gjøre i et Fag som hans? Vistnok saare lidt. Hele hans Optræden ligeoverfor Else var dikteret af det Fejlsyn, hans Opblæsthed havde skabt ham. Ganske troskyldigt havde han vært sikker paa, at en Foreteelse som denne: at ikke ydmygt bøje sig for Professor Hieronimus, maatte bunde i Vanvid. Da han havde sagt til Knut, at hun var „flyvende gal”, havde han sikkert vært i god Tro.

Dagen efter gik Else tilsengs, da hun havde spist til Middag. Hun følte sig syg, led af Kuldegysninger og havde Smerter for Brystet, Overlægen var inde i Byen, vidste hun, og ham fik hun ikke se den Dag.
En Timestid efter, at Dr. Sejer havde besørget Stuegangen stod imidlertid pludselig Overlægen foran hendes Seng og meddelte, at han havde talt med Knut.
„Naa, og hvad saa?”
„Ja, jeg forebragte ham altsaa Deres Ønske om at bli sendt til Sct. Rudolfs Hospital.”
„Og det havde han vel ikke noget imod?” spurgte Else.
„Nej. Men det kunde hændes, at jeg havde imod det.”
Else aabned vidt Øjnene og saa' paa Overlægen, Iaften var han altsaa i sit drillende Hjørne.
„Hvad skulde De kunne ha imod det? De fortalte jo selv, hvad De havde sagt til Dr. Tvede.”
„Ja. Men jeg har dog Betænkeligheder. De er en saa underlig en, at jeg daarlig kan faa det i mit Hode, at De er helt normal. Nu dette, at De vil paa et Hospital istedetfor at ta hjem!”
Else rejste sig i Sengen og svarte omtrent det samme som ved tidligere lignende Lejligheder. Men hun var saa forbauset og fortvilet over dette Tilbageslag i Overlægens Raisonnement, at Stemmen blev heftig og dirrende.
„Og saa denne Deres Ilterhed,” sa Overlægen. „Det er virkelig ikke normalt af en Patient.”
„Der kan vel gives Tilfælde, hvor Folk kan være iltre og komme i Dispyt uden derfor at være unormale,” stønned Else, næsten grædende af Træthed og Hjælpeløshed.
„Jeg traf idag Reservelægen fra 6te Afdeling,” vedblev Overlægen bøst. „Han fortalte mig forskjellige Ting, som viser, at De derinde har vært en meget vanskelig Patient.”
„Jeg synes, De snakker saa udenoms. Hvad har det, Reservelægen kan ha sagt, med dette Anliggende at gjøre?”
„Ja, jeg vil nu betænke mig godt og længe før jeg la'r Dem slippe,” Overlægen fjerned sig hastig, og Else fik atter en søvnløs Nat.

Om Morgenen ved Stuegangen bragte Overlægen Else et Brev. Han blev staaende et Par Øjeblikke og kom med nogle ligegyldige Bemærkninger. Hans Mine var uforandret, venlig og elskværdig, og for dette var Else ham taknemlig.
Brevet var fra Fru Hein. Hun skrev, at nu kunde Else glæde sig. Hendes Trængselstid var snart tilende. Siden Dr. Tvedes Besøg forleden hos Overlægen, havde det vært afgjort, at hun skulde derfra.
Det var for Else som om hendes Legeme med ét blev løst fra snærende Baand og tyngende Lænker. Hun drog Aandedrættet dybt, rejste sig og gik op og ned paa Gulvet.
Hvorfor saa Overlægen havde optraadt saadan igaaraftes? For at pine og drille hende? Nej, men det ligned jo slet ikke Overlægen. Han, som var saa god.
Kanske han efter Samtalen med Tvede virkelig havde faat Betænkeligheder. Noget sligt havde han jo ytret. Men det vilde dog være at vise en altfor stor Vankelmodighed i en Sag som denne. Og desuden, af hvilken Grund skulde han ha faat Betænkeligheder? Hun var jo ikke det Gran anderledes, end hun havde vært fra det Øjeblik, da hun traadte med sin Fod over Hospitalets Dørtærskel.
Jo, legemlig daarligere var hun blevet. I den sidste Tid havde hun af og til maattet holde Sengen Mesteparten af Dagen, fordi hun ikke orked at være oppe. Men det var jo saa naturligt. Denne lange Fængselstid, denne Længsel efter Barnet og Friheden, denne Søvnløshed, der idelig vendte tilbage, og denne nagende Bekymring for, hvordan det skulde ende — det var blot et Under, at hun endnu hang sammen.
Men nu var hun let om Hjærtet. Hvilken Mening end Overlægen havde havt med sine Ord igaaraftes, saa kunde det nu ikke vare længe før hun blev løsladt. Fru Hein var ikke den, som fo'r med Snak og løs Tale. Allermindst i et Tilfælde som dette.
Straks efter Middagsmaden kom Frk. Thomsen og vilde ha Else ned i Haven. Men Else, der sammenkrøben havde lagt sig til Hvile i den korte Sofa, rysted Hodet, Hun vilde prøve paa at blunde lidt.
Frk. Thomsen blev længe staaende og gjentog sin Opfordring. Saa vilde hun vide, om Else nu ogsaa var aldeles sikker paa, at hun ikke vilde ned i Haven, og tilsidst spurgte hun indtrængende om, hvilken Grund Else da havde for ikke at ville derned.
„Aa Gud,” stønned Else indvendig, mens hun blev ved med at værge for sig.
Endelig gik Frk. Thomsen, og Else la sig til igjen.
Lidt efter blev Døren atter aabnet og Frk. Schrader traadte ind. „Bliv bare liggende,” sa hun, og vinked med Haanden. „Jeg vilde kun se lidt til Dem.”
Men Else havde da alt kastet Plaidet af sig, og sat sig op i Sofaen. Hun bad venlig Frk. Schrader ta Plads, mens hun spændt vented paa, at faa høre noget om sin nær forestaaende Afrejse.
Men da Frk. Schrader efter 10 Minutters Forløb, hvori hun, som sædvanlig, havde talt om Dit og Dat, forlod Else, havde hun ikke med et Ord eller en Mine røbet, at hun vidste noget.
Saa véd hun heller ikke noget, sa Else til sig selv Ellers vilde hun sikkert ha glædet mig med at nævne det. Hvad tænkte dog den Overlæge paa?

Skulde hun atter krybe sammen i den korte Sofa og forsøge paa at blunde? Nej, nu kunde det ikke nytte. Dette, at Frk. Schrader øjensynlig intet vidste om at hun skulde rejse, havde atter bragt Uro i hendes Indre.
Hun satte sig ved Vinduet, tog Bordtæppet og begyndte at brodere.
Saa kom Frk. Hall i Hat og Kaabe og spurgte, om de ikke skulde gaa Tur. Frk. Hall syntes det var saa morsomt, at de to havde Lov til at gaa alene.
Aa jo, tænkte Else. Ligegodt det som at sidde her og gruble. Hun la Arbejdet sammen, hented sit Overtøj og gik med Frk. Hall.
De kom forbi den store Bygning med den indhegnede Have, hvor Else forleden Dag var stanset med Frk. Schrader og Dr. Vibe, og straks slod lyse, pene Madam Nilsen tæt indenfor det sprinklede Rækværk, og vinked til dem.
Else gik derhen, og Frk. Hall, som havde hende, under Armen, fulgte med.
Havens Gange var fuld af Kvindeskikkelser, der stod med skarpe Konturer i det klare, blaalige Sollys. De fleste var i blaarudet Bomuldstøj. Nogle havde Hatte eller Tørklæder paa Hoderne, andre gik med bart Haar.
Et underligt Virvar hersked derinde. Et Par af Kvinderne fo'r i rasende Fart, uden at se til Siderne, frem og tilbage med Hænderne paa Maven under Forklædet, Nogle hopped om i smaa Rundspring, mens de tralled og sang i vilden Sky. Andre stod stille med vildt skilte Ben og skjændte og bandte, mens de truende svang Armene. Her og der sad sammenrullede Skikkelser ved Kanten af Gangene og stirred sløvt frem for sig med Tungen langt ud af Munden. Det store Fruentimmer med det mørkeblaa Ansigt, som ligned en Pagode, sad som den forrige Dag paa samme Plet oppe i Græsplainen og udstødte sin knurrende Lyd, mens de korslagte Hænder uafbrudt dingled frem og tilbage.
„Idag har De ikke den blaa Silkespenser paa,” sa Madam Nilsen til Else. Hendes Stemme var blid, Tonefaldet roligt og normalt.
„Nej,” sa Else. „Idag gaar jeg med en anden Kjole.”
„Den der er ogsaa pen,” bemærked Madam Nilsen. „Men Spenser var saa svært paa Moden i min Ungdom.”
„Hvad skal I to Mære!” skreg pludselig en Stemme bag Rækværket tæt ved Madam Nilsen, og Else saa' et grovt Ansigt med opspilte grønne Øjne og knyttede Hænder, løftet til Slag.
„Saadan maa De ikke tiltale Damerne, Madam Sørensen,” sa Madam Nilsen formanende, uden at vende sig om, eller ta sit Blik bort fra Else. „Det er to rigtig nette Damer. Hende der,” hun pegte paa Frk. Hall, „har jeg set her i mange Aar.”
„Ja, jeg kjender ogsaa Dem godt,” sa Frk. Hall.
Det grove Ansigt kom nærmere og trykked sig tæt op ad Sprinkelværket, mens de grønne Øjne rulled, og stirred glubsk.
„Nej gaa ikke,” sa Madam Nilsen, da Else forskrækket trak sig noget tilbage. „Jeg maa endelig faa tale med Dem. Nu har jeg vært her i 137 Aar. Synes De saa ikke, det kunde være paa Tide, at jeg fik komme ned til mine Døtre paa Bjerget?”
„Jo, det synes jeg virkelig.”
„Vil De hjælpe mig?”
„Ja.”
„Gud velsigne Dem,” Madam Nilsen tog Snippen af Forklædet og tørred sine Øjne.
Frk. Hall og Else gik videre og kom om et Hjørne af Rækværket, der syntes uendelig langt.
Indenfor denne Side Rækværket laa atter en stor Bygning et Stykke tilbage, med en Have, der var skilt fra den forrige ved et højt, tæt Plankeværk. I denne Have gik der kun nogle enkelte Kvindeskikkelser stilfærdig om.
En af dem kom straks hen til Rækværket og hilste Goddag paa Frk. Hall.
Det var en høj, slank Dame med et vandblegt, men ikke gammelt Ansigt. Hun havde mørkegraa sid Kaabe med stort Slag, mørkegraa Hansker og blaa engelsk Filthat.
„Er det ikke skrækkeligt,” klaged hun til Frk. Hall, mens Taarerne hurtigt og ustaftseligt løb nedovor de smale Kinder. „Her blir jeg endnu holdt indespærret. Hvor længe skal det vare? Véd De det, Frk. Hall?”
„Det er en Generalinde Hamilton,” sa Frk. Hall til Else. „Hun har vært her i 17 Aar.”
„Ja i 17 Aar,” gjentog Fru Hamilton. „Mig kunde det være det samme, men alle mine Smaabørn! De fryser deroppe om Nætterne. De fryser og klager, saa jeg kan ikke faa sove,” hendes Taarer blev ved at rinde fortere og fortens mens Ansigtet under Graaden var fuldstændig ubevægeligt.
„Det er Papirdukker hun klipper ud og har staaende deroppe paa sit Værelse,” forklarte Frk. Hall.
„At De nu ogsaa vil sige det, Frk. Hall,” sa Fru Hamilton bebrejdende, mens Taarerne siled
af hende. „De véd jo dog saa godt, at det er mine egne levende Børn, og De véd jo Ogsaa, at de maa fryse og lide Nød, naar de om Natten skal staa paa det bare Bord.”
„Put, dem ned i Sengen da,” saa Frk. Hall.
„Det tør jeg ikke,” graad Fru Hamilton. „Jeg kunde jo ligge dem ihjel.”
„Stakkels Menneske,” sa Else. „For en Lidelse det dog maa være, naar hun tror, det er hendes Børn.”
„Ja Lidelse, ikke sandt? Og saa dette, at Lægerne lader som det er Papirdukker. Aa Gud, jeg véd ikke hvad der skal bli af mig,” Fru Hamiltons Taarer løb stadig ned over det rolige Ansigt.
„Jeg har skrevet to Ansøgninger til Kongen,” vedblev hun, „men han har ikke svaret mig. Hvor kan en Konge, som er Landets Fader, dog være saa hjærteløs.”
„Det er vel ikke sikkert, at han har faat dem,” sa Frk. Hall.
„Hvis De kommer herfra,” vendte Fru Hamilton sig til Else, stadig grædende. „Vil De saa ikke gaa op til Kongen og fortælle ham alt. Jeg er vis paa, han saa vil hjælpe mig den kjære, gode Konge.”
„Vær nu blot rolig, Fru Hamilton,” formante Frk. Hall.
„Svar mig, De Dame. Vil De gaa op til Kongen for mig?” „Ja,” sa Else.
„Jeg takker Dem, jeg takker Dem,” Fru Hamilton nejed dybt. „Jeg vilde gjerne falde paa Knæ, men her er vaadt i Græsset.”
„Den arme,” sukked Else, mens hun betragted Fru Hamilton, som blev ved at neje med strømmende Taarer.
„Saadan en Mængde Mennesker her maa være,” bemærked Else, da hun og Frk. Hall forlod Fru Hamilton. „Her er saa mange Bygninger.”
„Ja,” sa Frk. Hall. „Og nu bygger de en Masse nyt, fordi her ikke er Plads nok,” hun pegte paa en fjernt liggende Højde, hvor et helt Kompleks af lyse, langstrakte Bygninger knejste i Solskinnet.
De gik videre ad Skoven til. Frk. Hall havde sin Kurv med, som hun vilde ha fyldt med Blomster. Hvert Øjeblik opdaged hun næsten usynlige Smaaplanter af alleslags Former og Farver. Else maatte hoppe over Grøfter, og strække sig op ad Skraaninger for at naa dem. Frk. Hall var saa før og tung, at hun selv ikke kunde.
Paa Hjemvejen mødte de Frk. Thomsen, der var i Følge med Maren og nogle Patienter; Frk. Thomsen slog straks Følge med Else og Frk. Hall. Hun var synlig fornærmet, fordi Else var gaat ud, skjønt hun havde nægtet at spasere i Haven. Men hun tog dog Else under Armen, og gik løs paa sit sædvanlige Snakkeri. Else, der havde Frk. Hall under den anden Arm, følte det som slæbte hun paa Blyvægter.

Da Overlægen kom om Aftenen, var Else ordknap, næsten stum. Anspændt vented hun paa, at han skulde tale om hendes Afrejse.
Overlægen sendte hende, mens han smaasnakked, forundrede og lidt uvillige Blikke. Det varte ikke længe, saa sa han Godnat og gik.
Else var fortvilet. Denne Uvished, denne bliven kastet om som paa Bølgetoppe af Haab og Haabløshed var næsten værre end alt det foregaaende.
Heller ikke Frk. Schrader, da hun kom paa sin Aftensrunde, sa et Ord om det, som Else saa længselsfuldt ønsked at høre.
Hun bad Anne laase hendes Dør og stikke Nøglen i Lommen. Iaften var det hende umuligt at være sammen med „Veninderne”.
Baade Frk. Hall Og Frk. Thomsen var gjentagne Gange ved hendes Dør, og vilde ind. Men Else sad stille som en Mus, og svarte intet paa deres hviskende Tilraab.

„Hvad har der staaet i det Brev, De fik fra Fru Hein?” spurgte Overlægen. Det var Dagen efter ved Stuegangen, og Else sad inde hos Frk. Hall med sit Arbejde.
„Overlægen kan faa læse det,” sa Else kort, og vilde gaa for at hente Brevet.
„Det bryder jeg mig ikke om,” svarte Overlægen. „Havde jeg villet læse det, saa kunde jeg ha aabnet det, før De fik det. Fortæl mig hvad der stod i det.”
„De kan faa læse det,” gjentog Else. „Mere kan De da ikke begjære.”
Overlægen vendte sig brat, og gik med en vred Mine.
„Fy, De er en rigtig Trold,” sa Frk. Schrader, der var kommen med Overlægen. Hun vendte sig i Døren, da hun gik, og trued med Pegefingren til Else.
„Saadan skal de ha det,” lo Frk. Hall. „Aldrig stikke op for dem.”
„Det er ikke det,” sa Else og bøjed sig sammen i Graad. „Men jeg véd hverken ud eller ind.” Hun gik ind til sig selv.
Straks efter blev der banket paa Døren. Det var Portneren med Avisen. Else takked, men la Bladet bort uden at se i det.
Om Eftermiddagen var Else ude med Frk. Schrader. De gik hen paa Kirkegaarden, som laa paa et lidt bakket Terrain med mange flade, vanskjøttede Grave. Nogle var pene og velholdte med Kors, hvorpaa der stod Navn og Aarstal. Paa andre var der kun en umalet Træpind med et Nummer.
Nogle tungsindige Fyre gik og pusled om mellem Gravene, luged op Ukrudt, fejed væk, og brugte River. Andre var beskjæftiget med at grave Grøfter, hvori der flød mudret Vand, og hvorfra der steg op en raadden Stank. De hilste alle ærbødige paa Frk. Schrader, der tilslut viste Else den sidst afdøde Overlæges Grav, som var omgit af et Jernrækværk, og paa hvilken der var rejst et smukt Monument.
Else læste Inskriptionerne paa Gravene, og undred sig over, at de døde, som laa der, alle havde opnaat saa høj en Alder.
„Det er fordi de her lever et saa sundt og regelmæssigt Liv,” sa Frk. Schrader.
Tusenfold bedre at hvile her, gjemt i Jorden, tænkte Else, end at færdes deroppe mellem alt dette døde Liv, al denne trøstesløse Elendighed.

XXVII.

Det var Søndag. Dr. Sejer havde besørget Stuegangen, og Else havde spaseret i Haven med „Veninderne”.
Efter Middagsmaden satte hun sig til at skrive til Fru Hein. Der lugted i hendes Værelse af Markblomster og af nye Grangrene, som Frk. varmt og fort af Glæde, den foraarsaged hende dag, og denne Duft af Vaar og Skov i Løvspræt, der ellers altid bragte Elses Hjærte til at banke varmt og fort af Glæde, den foraarsagede hende nu en vagt stingende Smerte, som hun forgjæves anstrengte sig for at holde paa Afstand.
Det blev et trøstesløst Brev hun skrev. Hvis Overlægen havde sagt til Tvede, at hun ikke burde bli der længere, saa maatte han siden sikkert ha skiftet Sind. Hun fortalte omstændelig, hvad der var foregaaet de sidste 3—4 Dage, gjengav sine Samtaler med Overlægen, og bad Fru Hein om ikke mere at besøge hende. Det virked blot oprivende at se nogen derudefra. Der var intet andet at gjøre end at overlade hende til sin Skjæbne. Hvorlænge hun vilde kunne holde ud, vidste hun ikke. Sin Undergang gik hun naturligvis imøde, enten paa den ene eller den anden Maade. Fru Hein maatte love at se til Tage, være ham lidt i Mors Sted o. s. v.
„Jeg opgir nu Kampen for og Haabet om at komme herfra,” endte hun Brevet. „Gjør ogsaa Du det samme. Mod danske Sindssygelægers Visdom og Indsigt „kämpfen selbst die Götter umsonst”.”
Hun var netop færdig med Brevet, da Maren kom ind for at skifte Vand paa hendes Karaffel.
„Bring Overlægen dette,” sa Else og leverte Maren Brevet, som hun, efter modtat Ordre fra Begyndelsen af, lod være ulukket.
Saa gik hun ned i Haven. Frk. Thomsen var Gudskelov ude med de andre, og Frk. Hall var idag forkjølet og laa tilsengs.
Hun havde vel vært dernede en halv Times Tid, da Maren kom farende og sa, at Stuegangen var der, og at Overlægen havde spurgt efter hende.
Else skyndte sig mod Haveporten, men i det samme blev et Vindu aabnet deroppefra, og Overlægens Stemme raabte: „De kan lige godt bli hvor De er Fru Kant. Jeg kommer ned i Haven.”
Straks efter var Overlægen der. Else havde aldrig set ham med saa vredt et Udtryk paa sit Ansigt.
„De har skrevet et Brev,” begyndte han. „Maa jeg spørge, er det til Fru Hein eller til mig, at Brevet er adresseret?”
„Er det noget at spørge om? De ser jo, at det er til Fru Hein.”
„Det er et højst uforskammet Brev. Hvor kan De tillade Dem at skrive saaledes?”
„Er det uforskammet at sige, hvad der er sandt?”
„Sandt,” sa Overlægen. „Sandt?” gjentog han. „Har vi her ikke gjort, hvad vi har kunnet for Dem? Og nu vil De gi det Udseende af, at jeg vil gjøre Dem til gal?”
„Saalænge De holder mig tilbage, her, er det saa ikke, fordi De mener, jeg er gal?” Else strøg fort forbi Overlægen, der var standset foran hende, midt i en af Gangene. Overlægen fulgte efter.
„De kunde nok ha godt af at bli her,” sa han. „Hvis jeg nu slipper Dem ud, pas saa paa, at den Dag ikke kommer, da De siger: Gud gi, jeg var bleven paa Sct. Jørgen, og hvor De ber om at faa vende tilbage.”
„Deres Omsorg for mig strækker sig virkelig ud over alle Grænser,” svarte Else haanlig. „Overlægen kan da ialtfald vente, til den Dag oprinder. Naar jeg saa vender tilbage, er det Tid for Dem til at triumfere over mig. Nu synes jeg, det eneste logiske er at holde sig til, hvad der i Øjeblikket foreligger.”
„Ja, jeg véd ikke, hvad der foreligger,” svarte Overlægen vredt.
Else, der var bleven ved at gaa fulgt af Overlægen, vendte sig med et Sæt om imod ham og sa: „De skal ikke faa mig indbildt, at De, som har en saa mangeaarig Erfaring som Sindssygelæge, og som dertil ikke er besat af nogen Slags Hovmodsdjævel eller Stormandsgalskab — at De ikke ved, aldeles bestemt véd, at jeg ikke er sindssyg.”
„Det kommer s'gu an paa, hvad man forstaar ved Ordet,” sa Overlægen i en truende Tone.
„Netop,” svarte Else. „Der kunde en vakker Dag komme en Professor, som var overbevist om, og som paastod, at De f. Eks. var sindssyg.”
„Saa vilde det da være godt, at jeg allerede er paa en Sindssygeanstalt,” der var et stikkende Smil i Overlægens Øjenkroge.
Else stod lidt og saa paa ham. Der var saa meget, saa meget hun kunde anføre til Bevis for, at hun ikke var sindssyg, saa mange Argumenter, hun havde paa Haanden, men hun orked og gad det ikke. Det nytted jo til intet. Den Lære havde hun blodig dyrekøbt høstet i denne skrækkelige Tid.
„Ja, saa er der vel ikke mere at tale om,” sa hun, idet hun vendte sig og gik.
„Jo der er!” Overlægen var atter efter hende. „Dette Brev sender jeg ikke.”
„Naa ja, De har jo Magten,” svarte Else. „Det kan ogsaa være akkurat det samme, enten Brevet kommer frem eller ej.”
„I ethvert Tilfælde skriver jeg en Kommentar til det,” vedblev Overlægen lidt velvilligere i Stemmen. „Nu kan De vælge, hvad De vil.”
„Saa vælger jeg ikke at sende Brevet.”
„Som De behager. Værsgod,” Overlægen tog Brevet op af Brystlommen og rakte Else det.
Else takkede sa Farvel, og gik hurtig ud af Haven og ovenpaa.

XXVIII.

Naa, Fru Kant, jeg hører, De snart skal afsted.”
Else, der havde rejst sig op for at hilse paa Frk. Schrader, stirred maalløs paa hende.
„Overlægen har git mig Besked om, at Deres Tøj skal være i Orden,” vedblev Frk. Schrader. „Det blev et kort Besøg. Nu er De vel glad.”
Else tog Frk. Schrader om Halsen og graad med Ansigtet paa hendes Skulder.
„Kan De se, det var sandt, hvad jeg hele Tiden har sagt? Overlægen er en Mand, som man bør ha den fuldeste Tillid til. Ikke alene Patienterne, men enhver, der har med ham at gøre.”
„Ja,” sa Else, idet hun løfted Ansigtet og tørred Øjnene. „Overlægen er den Mand, han skal være.”
„Og De har slet ikke altid været elskværdig mod ham,” vedblev Frk. Schrader. „Rigtig styg har De vært et Par Gange.”
„Aa ja, Frk. Schrader. Men De véd ikke, hvilke Kvaler jeg har gennemgaat. De kan imidlertid være vis paa, at jeg hele mit Liv med Taknemmelighed vil mindes Overlægen. Og Dem ogsaa og Dr. Vibe og Sibylle og allesammen.”
„Gud gi, De nu maatte faa det rigtig godt,” Frk. Schrader tog Elses Haand og saa' paa hende med et inderligt Blik. „De vil jo til Sct. Rudolfs Hospital, hører jeg. Godnat.”
„Godnat,” sa Else, og kyssed hende.
Else blev gaaende op og ned i sit lange, smale Værelse. Hun skjøv Gyngestolen tæt ind til Væggen for at faa bedre Plads. Det var, som det sang inde i hende. Hvordan Fremtiden blev, hvad hun end fik at gjennemgaa — hvad vilde det altsammen være mod dette, at ha sin Frihed! At igjen bli anset som et Menneske, og ikke længer tilhøre den Kaste, som Samfundet ikke regned med. — Hun hørte det snakke paa Gangen, og gik derud. Det var Maren og Anne.
„Nu skal jeg snart rejse,” sa hun straalende.
„Naa,” svarte Maren uden at røbe den ringeste Overraskelse, og Anne, der stod og vendte Vrangen ud paa en Kjole, bemærked tørt: „Saa faar vi bedre Plads.”
„Havde De tænkt det, Maren?” spurgte Else, som i sin Glæde havde Trang til at fortsætte Samtalen.
„Ja,” sa Maren med sit sædvanlige søde Smil. „Anne og jeg har hele Tiden sagt, vi ikke kunde begribe, hvorfor Fru Kant skulde være her,” hun veksled et Blik med Anne.
„Ja, en har da en Smule Forstand en anden en ogsaa,” svarte Anne, idet hun gik med den vrængte Kjole.
Else lukked paa Døren til Frk. Hall, som var gaat tilsengs. Paa en Stol under det røde Gasblus sad Frk. Thomsen og læste højt af Avisen.
„Kom ind, kom ind,” vinked Frk. Hall.
„Vi trode, Deres Dør var stængt,” sa Frk. Thomsen. „Det er bare af Ongskab de gjør det, det Rakkerpak. Ikke, Fru Kant?”
Else gik hen til Sengen og fortalte Frk. Hall, at hun skulde rejse.
Frk. Hall satte sig helt overende, slog Hænderne sammen og udbrød med fortabt Mine: „Nu har jeg aldrig hørt saa galt!”
„De har jo hele Tiden lovet mig, at jeg ikke skulde bli her længe, Frk. Hall.”
„Men saa kort en Tid,” Frk. Hall blev ved at se frem for sig med et fortabt Udtryk.
„Hvad er det, De taler om?” spurgte Frk. Thomsen og saa' nysgjerrigt fra den ene til den anden.
„Fru Kant skal rejse, mit Barn!”
Frk. Thomsen blev hvid i Ansigtet, og Kinderne liksom svandt ind.
Saa maatte Else omstændelig berette, hvorledes hun havde faat Besked om det, hvad der var gaat forud, og om det nu virkelig ogsaa var sandt.
„De kommer og rejser den ene efter den anden!” brød Frk. Thomsen fortvilet ud, og rakte Armene op over sit Hode. Saa lod hun sig haardt dumpe ned paa Knæ, la Ansigtet i Sofaen og hulked.
„Saa saa, mit Barn. Saa saa, mit Barn,” trøsted Frk. Hall. „Deres Tid kommer nok ogsaa. Der er intet, som varer evigt her i Verden.”
„Jeg flyngter herfra, og gaar lige til Kognen,” hulked Frk. Thomsen. „Saa skal jeg faa Straf over deres Ongskab. Lige til Kognen, lige til Kognen!”
Frk. Hall i Nattrøje og med sin korte Chemise, steg frem af Sengen, la sig paa Knæ ved Siden af Frk. Thomsen og slog Armen om hende.
„De skal tro paa Gud, mit Barn,” sa hun blødt. „Ikke paa, den Gud, som Præsterne staar og lyver om, men paa den store, rene Jomfru Marias Søn, der drypper af blodrød Kjærlighed til de ulykkelige Menneskebørn.”
Frk. Thomsen, der havde løftet Ansigtet for at se paa Frk. Halls Mund mens hun talte, sa klynkende og graadkvalt: „Kom ikke med dette Jomfrumariavrøvl. Jeg er rettroende, men De, De er værre end en Katolik.”
„Nej ikke Katolik,” svarte Frk. Hall højtideligt. „Men den straalende Søn, der er som Solen, og drypper af Kjærlighed, ham tror jeg paa. Han er vor Forløser, og han er Deres eneste Ven og Frelser, mit Barn.”
„Aa hvad kan det hjælpe, hvad kan det hjælpe,” Frk. Thomsen vred Hodet til Siderne og blev ved at græde. Saa gjorde hun sig fri for Frk. Halls Arme og rejste sig
Frk. Hall krøb tilbage i sin Seng, og Else sa Godnat.
„Saa har jeg meget at tale med Dem om,” hvisked Frk. Thomsen, da hun og Else forlod Frk. Hall. „Vigtige Ærinder at betro Dem,” hun vilde følge Else ind paa hendes Værelse, men i det samme kom Anne med Kloralen, og forbød det.

XXIX.

„Værsgod,” sa Overlægen, da han kom næste Formiddag. Han la et aabent Brev paa Bordet foran Else, der bøjed sig fremover og læste.
Det var en kort Skrivelse til Overlægen fra Knut, hvori han meddelte, at der ikke kunde skaffes Plads til Else paa Sct. Rudolfs Hospital før om 5 Dage.
„Naa, er De nu fornøjet?” spurgte Overlægen.
Else takked.
„Ja, nu er De altsaa fri her fra og kan gaa, hvorhen De lyster. Hvis De vil ta til Deres Venner, saa skal jeg skrive til Fru Hein og be hende komme og hente Dem imorgen.”
Else betænkte sig. Nej, hun var ikke skikket til at være andre Steder end paa et Hospital, saalænge hun følte sig saa mat og udpint.
„Hvis jeg maa faa Lov at bli her disse Dage, indtil der er Plads paa Sct. Rudolf, saa foretrækker jeg det,” svarte hun.
„Aldeles som De vil. Saa skriver jeg til Fru Hein og siger, hun maa komme — paa Lørdag altsaa?”
„Tusen Tak.”
„Aa, jeg ber,” sa Overlægen koldt og fjerned sig.

Det blev underlige Dage for Else de 5, som var tilbage.
En Træthedens Fred var falden over hende, og hun kjendte det, som gik hun omsvøbt af et matgult Lys, der svagt varmed hendes Hjærte, og hvori det undertiden blinked som med Straaler af Haab. Men bagenfor det matgule Lys var alt indhyllet i tunge, blysorte Skyer, der sendte kolde Gufs af Frygt og Modløshed og Angst hen over hende. Og inderst inde havde hun en Fornemmelse, som var hun bleven radbrækket efter alle Kunstens Regler.
Og hvor var disse Dage lange! Fra Time til Time holdt hun Regnskab med den Tid, der svandt, og fortate sig selv, at nu var der kun saa og saa længe tilbage.
Og imens blev Frk. Thomsen ved med uafladelig at hænge over hende. Om Morgenen, før Else var staat op, om Eftermiddagen og om Aftenen, altid, altid, hvert Øjeblik paa Dagen havde hun hende tæt ind paa sig, mens hun snakte og snakte i en Tilstand af Febrilskhed og Ophidselse, som Else ikke før havde set hos hende. Else var ofte nær ved at fortvile og havde al sin Kraft behov for ikke ved Synet af Frk. Thomsen at bryde ud i et Skrig, og raabe op i hendes Ansigt for en Skrækkens Pine, hun var blet hende. Men Tanken paa, at ogsaa disse Dage fik Ende, og at hun saa snart skulde være fri, mens arme Frk. Thomsen blev og maatte bli tilbage, hjalp hende altid til at holde gode Miner.
Kun én Gang i disse 5 Dage lykkedes det Else at bli fri for Frk. Thomsen. Det var en Eftermiddag, hun af Frk. Schrader havde faat Tilladelse til, sammen med Frk. Hall, at ta ned til Byen for at kjøbe nogle Smaating til Maren og Anne og Nornen. Else følte det som lidt af en Fest og trak Tiden ud saa længe som muligt.

XXX.

Omsider kom saa Lørdagen. —
„Saa er det altsaa sidste Dag, jeg gjør Stuegang hos Dem,” sa Overlægen, da han indfandt sig ved Ellevetiden.
„Ja,” sa Else. „Gudskelov”.
„Fru Hein kan være her Klokken 1. Saa spaserer De vel ned til Stationen. Vejret er jo smukt.”
Else nikked.
„Deres Sager skal bli kjørt derned, saa de er der, naar De kommer.” „Mange Tak.”
„Ja, saa var det vel ikke mere?”
„Jo,” sa Else. „Jeg vilde gjerne be Overlægen gi mig en Attest for, at jeg ikke er, eller har vært sindssyg under Opholdet her.”
Overlægen saa' plirende paa Else.
„Nej, det vil jeg ikke. Min Formening er, at De kan være et helt andet Menneske end det, jeg her har lært at kjende.”
Else studsed.
„Et helt andet Menneske — hvordan andet?”
„Mere elskværdig og omgjængelig.”
Else kunde næsten ikke bare sig for at trække paa Smilebaandet. Hvis Overlægen selv var bleven puttet i et Galehus, og mod sin Vilje var bleven holdt indespærret paa ubestemt Tid, mon han saa ikke ogsaa vilde vært mindre elskværdig og omgjængelig, end naar han gik fri og frank omkring?
„Overlægen vil altsaa ikke gi mig den Attest?” sa hun efter et Øjebliks Taushed. „Nej.”
„Ja ja,” nikked Else, og med sig selv tænkte hun: Gud, hvor det er mig ligegyldigt! Efter de Sindssygelægeerfaringer hun havde gjort!! — Men hun havde troet, det hørte sig til, at ha en slig Attest, naar man blev udskrevet fra et Galehus.

Klokken 1 kom Fru Hein, og 10 Minutter senere havde Else faat Overtøjet paa, og havde sagt Farvel til Frk. Schrader og „Veninderne”.
Da de kom ud paa Gangen, var Maren og Anne, og til Elses Glæde, ogsaa Nornen kommen til Stede, for at sige hende Farvel.
Idet Else gik forbi Fru Hendersons Værelse, keg hun derind. Fru Henderson gik sin taktfaste Marsch idag som alle Dage. Hun vendte Ryggen til Døren.
Nede i Porten mødte de Overlægen. Han gav Fru Hein og Else Haanden, og hilste høflig men kjølig til Farvel.
Ude paa Landevejen, stod Else stille, og greb Fru Heins Haand. Hun aanded dybt op, og sa: „Jeg kan næsten ikke fatte den Lykke det er, igjen at være fri.”
„Ja, Gudskelov,” svarte Fru Hein. ”Saa gik de videre ved hinandens Side. Bag dem laa Sct. Jørgens Hospital med sine Haver og Marker og mange Bygninger, og foran dem det aabne, brunligt farvede Landskab med lav og diset Himmel. Under brede, jevnt skraanende Bakker krøb den lille By, hvis Jernbanestation var deres Maal, med sine uregelmæssigt byggede Huse, og sin gamle Domkirke i vage Konturer frem igjennem Foraarstaagen. Ingen traf de paa sin Vandring, og de saa' begge sørgmodigt frem for sig. '
Saa kom en Herre i lang Overfrakke, blød Filthat og brune Skindhansker imod dem. Han tog til Hatten og gjorde Mine til at ville stanse. Men Else vendte Hodet bort, og gik hurtigere til. Det var den samme Hospitaltfunktionær, Knuts Slægtning, som hun havde set gjennem Vognvinduet, den Dag, hun var kommen kjørende hertil med den venlige, gamle Kone.
Det gjøs i Else ved Mindet, og hun følte med ét, hvor sky og bange hun var blet. At nu skulle træffe Kjendinger og Venner vilde være som at løbe Spidsrod mellem nysgjerrigt stirrende Tilskuere.
„Du ser saa bedrøvet ud,” bemærked Fru Hein. „Nu skulde Du være glad, synes jeg.”
„Jeg er ogsaa glad,” svarte Else. „Men efter alt det, jeg har oplevet. — Det er, som jeg gaar med en nøgen Sjæl, der drypper af Blod.”
Fru Hein trykked taus Elses Haand, og sa om lidt: „Overlægen paa Sct. Jørgen er dog en ganske anden Mand end Hieronimus?”
Else bare nikked. Hun kunde ikke svare. Den Taknemmelighed, hun følte mod Sct. Jørgens Overlæge, svulmed i hendes Indre og sad som kvælende Graad i hendes Hals. Og det kun fordi han havde handlet retskaffent og gjort sin Pligt. Saa reduceret kunde et Menneske altsaa bli ved den Urets forsmædelige Lidelse, ligeoverfor hvilken man stod magtesløs.
„Hvad tror Du, Hieronimus vil sige?” sa Else, da hun var bleven Herre over sin Bevægelse. „Han som havde indstillet mig til mindst et Aars Indespærring. Nu har jeg vært her i 26 Dage, og endda de sidste 5 af min egen fri Vilje.”
„Aa Hieronimus,” svarte Fru Hein. „Hvem bryder sig nu om ham?”
Jo, tænkte Else. Hun brød sig om Hieronimus.