Professor Hieronimus

by Amalie Skram

I.

Aa Gud nej — hun fik det ikke til — hun fik det ikke til!
Det var Aften i Atelieret med stærkt Lampelys.
Fru Else Kant stod fortvivlet foran Staffeliet med det graat i graat bemalte Lærred. Nu havde hun holdt paa Nat og Dag i over et Aar, slidt Sjælen ud af Kroppen paa sig, for at faa frem, hvad hun havde paa Hjærte. Men jo længer det led, jo værre det blev. Denne Skikkelse der i Hjørnet, som skulde være Livsangstens Symbol — ha, ha! En stakkels Tomsing af en Fyr med paaklistrede, sorte Vinger — en Maskeradefigur.
Aa Gud, Gud, hvad skulde, hvad skulde hun gjøre! Hun, som dog engang havde kunnet noget, som havde vakt denne dejlige Forbitrelse hos de „pene” i Publikum. Men nu havde det sagt stop. Pludselig stop.
— Ja, hun kunde jo gi sig til at male og male, søde, yndige Billeder med smilende Landskaber og Flitterstasfigurer. Men det kunde hun altsaa ikke.
Bare hun kunde lægge Malingen ganske paa Hylden, aldrig mere røre ved en Pensel. Tænk for en Fred, der da vilde sænke sig over hende. Leve sit Liv optat af disse, hver Dag tilbagekommende Smaapligter, hvis Opfyldelse skabte Tilfredshed for hende selv og Velvære for hendes Kjære. Bli kvit denne utaalelige Byrde, der altid ved Dag og ved Nat laa over hende som en Mare. Og havde hun endda bare havt dette ene, kunde hun git sig ganske hen til sit Arbejde, og i alle andre Forhold ladt fem være lige. Men naar ikke alt i Huset med Barnet og Maden og Stellet og Pigerne gik, som det skulde, led hun forfærdeligt, og anklaged sig selv som den, der var forsømmelig og efterladende.
Nej, der skulde Kjæmpekræfter til for at gjøre Fyldest paa saa mange Omraader. Paulus havde evindelig Ret, da han forbød Kvinder at optræde offentlig. Gifte Kvinder skulde han ha sagt — skjønt nej — de, som ikke var gift, kunde jo bli det.
Aa for en Jammer. Skulde se paa dette forfærdelige Smøreri, der sved hendes Sjæl som Ildsluer. Ha klart og levende i sig, hvordan det skulde være, og saa — —
Denne Kamp mellem det, hun vilde male, og det, hun malte, skabte et Sammensurium af Elende, der grov sig ind i hendes Hjerne, filtred sig om alt, hvad hun hørte og opleved, lammed hendes Energi og knækked hendes Vilje. Gjorde hende dertil saa urimelig og vanskelig at omgaas. Hendes stakkels Mand — saa oprevet og fortvilet som hun var — ja fortvilet indtil Døden, fordi hun maatte, maatte faa sit Arbejde færdigt, og saa sin Uformuenhed frygteligere og sikrere for hver Dag, som gik.
Hun satte sig paa en Puf, foroverbøjet med Albuerne paa Knæerne og Ansigtet skjult i Hænderne, og mens hun rokked frem og tilbage, graad hun med en dæmpet, jamrende Hulken, der af og til afbrødes af en heftig Hoste.
Hvad kunde det ogsaa nytte, om hun kom bort en Tid, hvorom hun af og til havde talt med sin Mand. Hun tog jo sit Indre med sig, sin Kval og Kvide over det ufuldførte Arbejde, sin Længsel efter Mand og Barn, den dejlige lille Gut, som hun ikke kunde undvære en Dag, uden at føle et nagende Savn. Og saa havde hun heller ikke Raad til at rejse, ikke Raad til nogen Verdens Ting, nu, hun saa længe intet havde faat færdigt og intet havde solgt.
Hun følte en Rykning gjennem Baghodet, og retted sig op med et Sæt. Saa strøg hun Haanden varsomt fra Nakken opover, og kneb Øjnene sammen.
Ja, det var jo ikke saa underligt, saa søvnløs, som hun havde vært nu snart i et Aar. Hele Sommeren da hun laa dernede i Schweits med Barnet, havde hun ikke sovet ordentlig en eneste Nat. Ofte ikke faat Blund i sine Øjne fra hun la sig om Kvælden, og til hun stod op om Morgenen, fordi den lille, som hun for Pigens Upaalideligheds Skyld maatte ha hos sig, laa urolig og vælted sig i den lille Jernseng, der hver Gang gav en knagende Lyd. Saa havde hun ligget og læst den hele, lange Nat ved Lampelys, og om Morgenen, naar Gutten var badet og paaklædt, og gik ud med Barnepigen, havde hun lagt sig igjen, og forsøgt at sove lidt, men var som oftest blet forhindret af Dagens travle Lyde. Og saa dette forgræmmende Slid med det store Billede, som hun naturligvis havde ført med sig, og som hun aldrig fik videre og ikke kunde faa videre. Altid hang hun over det, fordi det uafladelig suged hende til sig, og fordi den Sjælslidelse, hendes frugtesløse Stræv voldte, blev endda større, naar hun flygted fra Arbejdet. Og Søvnløsheden var blet ved, hele Vinteren hjemme. Hun var ligesom i Vane med ikke at sove, hun, som netop altid havde trængt saa megen Søvn. Uden Nattesøvn kunde ingen klare sig i Længden. Selv det stærkeste Menneske maatte bukke under. Derfor var hun nu, som hun var. Aa Gud, disse Rykninger, der ligesom kløved Hodet i to Dele, saa hun undertiden havde Trang til at surre Baand fast omkring det. Og ingen Forandring, ingen Udvej til at undslippe. Leve Livet naglet fast til den Marterpæl, hendes Arbejde mere og mere var blet hende.
Hun tørred Ansigtet og blev siddende ubevægelig, mens Blikket stivned i Kummer. Saa kom Hostebygerne igjen, lange, anstrengende, saa at Øjnene fyldtes med Vand.
Sligt et Vrag, hun var blet.
Og hun kunde ha Mod til at optræde som Dommer og Anklager ligeoverfor andre. Kirsten, som hun havde sagt op, fordi hun stjal, og gjort ulykkelig for Livstid, for nu var hun begyndt at drikke for at døve Sorgen. Hendes hjærteskjærende Graad, da hun fik at vide, at det var kommet op —. Hun hørte den i Ørene og saa Pigens hvide, opspilte Ansigt. Og ingen Plads havde hun faat. Hvad skulde der bli af hende? Hun vilde naturligvis gaa til Grunde, og det var hendes Skyld. Aa den arme, arme Kirsten — Jeg bér Dig om Tilgivelse, om Tilgivelse — —
Ja, hvor hun vendte sig hen, og hvad hun end tænkte paa, var det altsammen ondt og tungt, Gutten, som hun ikke kunde faa til at spise nok, og som laa der om Aftenen Time efter Time uden at ville sove. Andre Folks Børn baade sov og spiste, men hun bar sig naturligvis forkjert ad med ham. Saadan i et og alt. Der var intet Lyspunkt — intet, intet. Og det vilde stadig bli værre og værre. Hun fik jo aldrig Tid til at gjenvinde sine Kræfter, hun, som havde denne nervøse Hoste, der især om Natten var aldeles desperat, og trætted hende ud, saa hun knapt orked at staa op om Morgenen. Hjernen fik aldrig Hvile. Altid var den i boblende Kog om de samme og samme Grublerier. — At dø var det eneste tiloversblevne. Nedlægge Kampen. Forsvinde fra et Liv, der kun var lidelsesfuldt, og som hun gjorde lidelsesfuldt ogsaa for andre. Det var umoralsk at bli ved med at leve, naar man intetsomhelst duede til, naar man vidste med sig selv, at man kun var til Byrde og Plage for dem, man saa gjerne vilde yde det meste og bedste, og endydermere vidste, at det aldrig blev anderledes.
Det var dog underligt, hvor længe et Menneske, selv det ulykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, naar det gjaldt om at kaste Byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes Tal. Dybt rodfæset maatte den være, denne Gru for at glide ind i Tilintetgørelsens evige Mørke, siden hun endda blev ved med at slæbe, sig over Dagen, gjennem Natten — over Dagen gjennem Natten.
— Naa ja, men denne sidste Udvej løb jo ikke fra en.
Hun rejste sig hastig, gik hen til Staffeliet og begyndte at male med optrukne Bryn og tæt sammenknebne Læber. Ret som det var, maatte hun holde inde for at hoste. Det gjorde ondt for Brystet og værked i Skulderbladene, og Knæerne var saa matte. Men hun ænsed det altsammen ikke — bare blev ved.
Med ét opklaredes hendes Mine, Øjnene fik et Udtryk af levende Glæde, og hele Ansigtet straalte. Nu fik hun det til — endelig — endelig! Hun la Paletten fra sig, traadte et Skridt tilbage og betragted Billedet.
Pludselig fo'r hun sammen. Var det ikke Gutten? — Hun lytted et Øjeblik og skyndte sig saa gjennem Spisestuen ind i Barneværelset, hvor der brændte Natlampe. Der laa Barnepigen og snorked med aaben Mund, og i den lille Seng paa den anden Væg sad Gutten oprejst med fægtende Arme.
„Søde lille Tage min,” Else bøjed sig over ham og fik ham i en Fart kysset lysvaagen. „Hvad er det, Gutten min? Skal jeg synge for Dig?
„Ja, den om Pussekatten, Mamma.”
Else la Gutten ned paa Puden og dækked ham til. Saa sang hun paa en slæbende Melodi:

Pussekatten ligger under Ovnen
Og klager al sin Nød.
Den har saa ondt i Hoved' sit,
Den tror, det bli'r sin Død.

„Død, hvad er det for noget, Mamma?”
„Det er saa'n som Bedstepappa er.”
„Skal man saa ikke mere komme i Seng om Aftenen og drikke Kakao om Morgenen, Mamma?”
„Nej, for saa er man død.”
„De, som er død, har det godt, De har, Mamma.”
„Nu maa Du ikke snakke mere, men skynde Dig at sove. Husk, det er midt paa Natten.”
„Hvad er Natten for noget, Mamma?”

Glæder eder alle Smaamusene,
For nu er Pussekatten død,
Nu kan I gaa i Spisekammere'
Og spise Smørrebrød.”

„Tog de Ost paa, Mamma?”
„Nej. Men nu snakker Du jo igjen.”
Døren fra Spisestuen gik op, og en høj, bredskuldret Mand med mørkt, skaldet Hode kom ind.
„Pappa!” raabte Gutten, og sad med et Sæt oprejst i Sengen. „Tage er sulten. To Stykker Smørrebrød med Leverpostej, og et med Steg og et med Ost!”
Kant gik hen til Sengen, bøjed sig over Barnet og sa dæggende: „Saa Du er sulten, Pus?” „Gaa nu ind Du og læg Dig,” vendte han sig bønlig til Else. „At Du nu sidder her igjen. — Og Gutten, som Du ikke gir Fred til at sove.”
„At Du vil sige saa'nt Knut. — Jeg, som er saa fortvilet, naar Barnet ikke sover.”
Tage havde staaende oprejst i Sengen slaat Armene om Farens Hals. „Jeg vil ind i Spisestuen med Dig,” sa han indsmigrende.
„Ikke gjøre det,” bad Else.
„Kanske det er ligegodt at trætte ham ud. Saa sover han desto bedre bagefter.” Kant svøbte Teppet om Gutten, tog ham paa Armen og gik ind, med ham i Spisestuen. Der satte han sig ved Bordet med Barnet paa Skjødet, og gav ham Mad.
Else fulgte efter, og satte sig ligeledes ved Bordet.
Tage kom i ypperligt Humør. Han trak Kant i Skjægget, mens han smaasnakked ustanselig og af og til béd i et Stykke Smørrebrød, som han derpaa putted Faren i Munden. Saa havde han faat frigjort fra Teppet den ene Fod og holdt den pludselig op i Ansigtet paa Kant, der var ligesaa henrykt som Barnet.
Else smilte bekymret, og rysted Hodet. „Du ser jo, at han ingenting spiser,” sa hun. Men straks greb saa Tage et Stykke Smørrebrød, og forsikred, at han var meget, meget sulten, og at han vilde spise det altsammen.
„Kan Du ikke gaa ind og lægge Dig, Else?” bad Kant igjen. „Du véd ikke, hvordan Du ser ud.”
„Gaa ind og lægge mig — hvad skulde det være godt for? Sove gjør jeg jo ikke alligevel. Og især nu, da Du sidder der med Gutten!”„Hvorfor græder Mamma?”
„Jo, for Mamma er syg. Stakkels lille Mamma.”
Else gik tilbage til Atelieret og tog atter fat paa at male, mens hun hvert Øjeblik traadte lidt tilbage og stirred paa Billedet med uroligt spørgende Blik.
Gud véd, tænkte hun tvilende, det er vist alligevel ikke blet bedre. Hun var ogsaa saa træt, at hun rysted paa Hænderne. Og saa denne Hoste. Men hun maatte holde paa. Maatte. Imorgen, naar hun stod op, var hun jo endda trættere, og hele Dagen vilde det være op i det samme. —
Knut ogsaa, som ikke kom ind igjen! — Nu sad han der og vented paa, at Barnet skulde falde i Søvn istedetfor ganske rolig at gaa sin Vej, eller da ialfald nøje sig med at vække Barnepigen! Knut talte om hende — de altfor mange Hensyn, hun tog til Barnet, men han var sandelig ikke bedre selv, snarere værre.
— — — Aa, dette Træk ved Munden, dette forfærdelige, opsætsige Træk ved Munden — —! Hun skygged med Haanden for Øjnene og saa paa, hvad hun havde malet. Nu havde hun da faat det til en ren Mumiemaske. — Med Penslen og Paletten i Hænderne tripped hun sagte jamrende op og ned. Saa malte hun igjen, mens Hodet blev glødende hedt, og Sveden sprang frem paa hendes Pande. —
„Nej men Else da,” Knut var kommen ind. Han saa forfærdet paa hende og gik hen og vilde ta Penselen ud af hendes Haand.
„Jeg er jo nødt til at nytte de faa Øjeblikke, jeg syntes, jeg kan arbejde, enten det saa er Nat eller Dag” — hun vristed sit Haandled frit fra hans Fingre. „Sover Tage?”
„Ja.”
Knut gik et Par Ganger langsomt op og ned med sænket Hode. Saa standsed han bagved Else, der stadig malte. Han retted Nakken og syntes at ville sige noget, men opgav det og gik atter op og ned.
„Klokken er halv to, Else. Du véd jo, at denne Natteiver altid kommer, naar Du er som daarligst. Hold dog op for Himlens Skyld. Jeg bér Dig, Else.”
„Gaa Du bare ind og læg Dig, og lad mig skjøtte mig selv. Jeg er forresten slet ikke syg. Det er meget værre med Tage, som hverken spiser eller sover. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om det?”
„Vær nu god, Else,” Knut tog med mild Vold Paletten fra hende. „Du ødelægger Dig, og Du ødelægger ogsaa mig,” han talte lavt, og om de optrukne Øjenbryn laa der et Udtryk af dyb Bekymring.
„Kom nu,” vedblev han, da Else stirred aandsfraværende uden at svare, „Du maa se til at faa sove lidt, — jeg skal gi Dig et Pulver.”
„Aa, hvad nytter Pulvere,” mumled Else. „Ikke om Du saa gav mig 100. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om Barnet?”
Knut vendte sig bort og begyndte atter at gaa paa Gulvet. Else gjentog sit Spørgsmaal.
„Barnet fejler jo ingenting,” sa Knut forpint.
„Du vil altsaa ikke tale til ham?”
„Jo, jeg skal nok. Slaa Dig bare tiltaals.”
„Imorgentidlig straks?”
„Ja. Vil Du saa lægge Dig?”
Else gik bort og satte sig paa Chaiselonguen.
Knut saa lidt paa hende. Saa satte han sig ogsaa et Stykke borte.
Med ét stod Else og malte igjen.
Knut rejste sig og forlod Stuen. Han fik prøve at gaa ind til sig selv og lægge sig. Det var uudholdeligt at se hende staa der og slide sig op.
Efter en halv Times Forløb kom han listende ind igjen i Slaabrok og Tøfler. Else stod fremdeles og malte.
„Uf, hvor Du skræmte mig,” udbrød hun og vendte sig om med et pludseligt Sæt. „Vil Du da gjøre mig rent fortvilet ved at gaa oppe om Nætterne og la det være mig, der hindrer Dig i at faa Ro?”
Knut virred hjælpeløst med Hodet.
„Se lidt paa, hvad jeg har malet iaften,” Sa Saa Else, „og sig, hvad Du synes.”
„Ikke nu. Jeg maa være frisk og klar for at kunne se, og jeg er dødtræt.”
„Naar jeg nu bér Dig saa indstændigt. Jeg skal straks gaa til Ro bagefter.
„Det er netop det, Du ikke gjør,” sukked Knut. Saa gik han hen og betragted Billedet med mysende Øjne. Else stod spændt og vented.
„Ja, jeg véd ikke, Else. Jeg siger Dig jo, at jeg ikke kan se paa denne Tid af Natten. Det er vist godt det, Du nu har malet.”
„Vist — tror Du ikke, jeg kjender Dig? Du skulde meget heller sige din Mening. Aa Gud, aa Gud, saa er og blir det da forgjæves,” hun graad og gik hensigtsløst om i Atelieret, Knut fulgte efter og talte og bad, men hun hørte ikke paa ham.
„Nu skal jeg forresten gaa til Ro,” sa hun omsider, og tørred sit Ansigt, „Nu har jeg intet Arbejde mere. Hvor det dog var godt, at Du sa, hvad Du syntes. Tak for det” — hun tog op fra en Bordskuffe en liden Flaske.
„Hvad vil Du med den?” spurgte Knut, som havde iagttaget hende opmærksomt.
„Ingenting. Lad mig bare være.”
„Nej Else! Giv mig øjeblikkelig Flasken. Jeg véd, hvad Du pønser paa.”
Else saa stivt paa ham. Han stod rolig med Haanden fremrakt og et Blik, der syntes overfyldt af Sorg, og samtidig var saa træt og modløst.
En underlig Mand den Knut. Han havde jo den samme Opfatning af Tilladeligheden i det at ta Livet af sig som hun. De havde tit snakket om det, Og dengang da hans unge Slægtning holdt paa uhjælpeligt at gaa tilgrunde, og hun engang havde sagt, hun var bange for, det endte med, at han skjød sig, havde Knut rolig svaret: „Det vilde ikke være det værste.” Men naar det kom til Stykket, som nu med hende, optraadte han som en almindelig Politibetjent. Det havde han ogsaa gjort engang før, da hun for nogle Aar siden havde syntes, at der ikke var andet tilbage end at dø.
Var det fordi han holdt saa meget af hende?
Ja, han holdt af hende, men altsaa ikke nok til at ville unde hende Døden. Saa havde han heller ikke Mod til at forholde sig som passiv Tilskuer, naar det gjaldt dette sidste, sidste Skridt. „Der maa gribes til Foranstaltninger,” stod han nu og tænkte. „Jeg kan ikke være rolig et Sekund paa Dagen.”
Ja, hvis Foranstaltningerne kunde nytte noget, hvis hun igjen kunde bli som i gamle Dage, kunde sove, arbejde, faa noget færdigt — være glad. — Men det trode ikke Knut, og ikke hun heller. Nej, nej, nej! Hun kunde se det paa ham, at han ikke trode det. Men da var det rent ud lumpent af ham, at han ikke lukked Øjne og Øren og lod hende fare, som hun vilde.
„Det er usselt af Dig,” sa hun.
„Giv mig Flasken,” svarte Knut og saa ubøjelig ud.
„Men hvorfor? Vilde Du nu ikke tænke i dit inderste Indre, naar det først var sket: „Jaja, det var tungt, at det skulde ende saadan, men dog det eneste og bedste? „Nej,” sa Knut.
Else fo'r sammen ved det „Nej”. Der var i hans Tonefald og Mine saa megen Smerte og Kjærlighed og urokkelig Forvisning. Skulde det være muligt, at han ikke syntes, det var bedst, hun døde? Det var, som om en haard Klump inde i Brystet begyndte at smelte.
„Saa skal jeg heller ikke gjøre det,” sa hun sagte. „Men Du maa vise mig den Tillid at ikke ta Flasken fra mig.”
„Det kan jeg ikke. Husk paa disse mange Nætter, jeg har gaaet her og ligefrem kjæmpet med Dig om dit Liv. Hvad véd jeg, og hvad véd Du, hvad der stikker Dig i næste Nu?”
„Men nu maa Du tro mig,” brast det lidenskabeligt ud af Else. „Jeg kan ikke holde ud, at Du ikke tror mig!” Hun kasted sig plat ned paa Gulvet, og graad og hulked højlydt.
„Jaja Else. I Guds Navn, saa tror jeg Dig.”
Else rejste sig op og blev rolig. Flasken la hun tilbage i Skuffen, som hun laaste.
„Vil Du saa gaa til Ro, Else?”
Else vilde svare, men saa begyndte Hosten igjen. Det var som hun skulde slides i Stykker.
„Du maa ikke se saa bedrøvet ud, Knut.”
„Jeg synes ikke, der er synderlig Anledning til andet,” mumled Knut og strøg sig over Panden.
„Nej, din Stakker.”
Langt om længe lykkedes det Knut at faa hende til at lægge sig. Hun klædte sig af med en skræmt Mine og saa sig hvert Øjeblik ængstelig lyttende om. Knut gav hende et Pulver og gik ind til sig selv.
Men neppe havde Else lagt sig til, før hun atter blev overfaldet af Hosten. Hun sad oprejst i Sengen, og det lød tilsidst som hikkende, hivende Krampe.
Der kom disse stampende Hovslag op over Trapperne ind gjennem Entrédøren, som sprang op af sig selv. Hurtig, taktfast gik det. Soveværelsesdøren gled op, og ind suste langsomt dette Tog af brune, skjønne Hester, som Else ofte havde set i den senere Tid. Hestenes Hoder og Overkroppe var stive og livløse, og istedetfor Øjne var der store sorte Huller, men de fine spinkle Ben løfted og strakte sig og førte Toget afsted, ind i Spisestuen og Atelieret, ud gjennem Entréen og ind igjen i Soveværelset, taktfast, gjengangerlig uforstyrreligt. Om igjen og om igjen. Og Else sad i Sengen hostende og stirrende og undred sig, men var ikke bange.
Saa pludselig stod Knut der, og Hestetoget var som sunket i Jorden.
„Du faar ta dine Opiumsdraaber,” sa han. „Dette er værre end det værste.”
Men Else vilde ikke. Hun havde tat den foregaaende Nat, og hun turde ikke gjøre for meget af det.
„Saa Du ikke Hestene?” spurgte Else.
„Stuen var fuld af dem da Du kom. Det er da ogsaa sørgeligt, at Du hverken kan se eller høre.”
„Gaa Du bare,” vedblev Else, da Knut ikke svarte. „Jeg er saa vant til at ligge slig.”
„Ja, jeg maa”, svarte Knut, „Jeg falder sammen af Træthed, og imorgen har jeg meget at gjøre.”
„Men det Løfte, jeg gav Dig, om ikke at bruge Flasken, gjælder kun for inat,” raabte Else efter ham. „Saa meget Du véd det.”
Som en Søvngjænger famled Knut ind i sit Værelse og la sig. Han svøbte Tæpperne tæt om sig, vendte sig mod Væggen, og faldt straks hen i en Slummer, gjennem hvilken Lyden af Elses Hoste laa som et Tryk over hans Bryst.
Med ét fo'r han forskrækket i Vejret, sprang ud af Sengen og aabned Døren til Entréen. Der stod Else og iførte sig sin lange Kaabe.
„Hvad er det nu igjen?” spurgte Knut haardt og greb hende om Skuldrene.
„Jeg kan ikke faa Fred,” jamred Else. „Jeg tænker ufladelig paa Kirsten, som vi har jaget. Nu vil jeg hen til hendes Mor og spørge efter hende.”
„Nu paa denne Tid?” „Det er jo midt paa Dagen.” „Ikke tale om det. Øjeblikkelig i Seng med Dig.”
Else vedblev: „Jeg hører stadig det Ord i mit Øre: Du onde Tjener, al Gjælden eftergav jeg Dig, fordi Du bad mig. Burde det saa ikke ogsaa Dig at —”
Knut tog Tøjet af hende, og fik hende omsider til at læge sig.
Og saa faldt hun endelig i Søvn.

II.

Klokken 10 den næste Morgen var Knut hos Huslægen og Vennen, Dr. Tvede.
„Nu maa Du sige, hvad der skal gjøres,” sa Knut. De havde snakket en Stund frem og tilbage om Elses Tilstand.
Dr. Tvede svarte ikke straks, bare saa paa Knut med sine milde, dybtliggende Filosoføjne.
„Der er foreløbig kun ét at gjøre,” sagde han saa. „Vi maa skaffe hende Ro. Hun maa hjemmefra og paa et Hospital. Andre Steder er der ikke den Ro, hun skal ha.”
„En eller anden privat Klinik?” spurgte Knut tøvende.
„Tror Du din Kone vil finde sig i at bo sammen med en Bunke hysteriske Fruentimmere?”
„Aa nej — naturligvis —”
„Vi har jo Professor Hieronimus. Han er den bedste, og for ham har hun Respekt. Hun har læst en af hans Afhandlinger og flere Gange talt til mig om ham.”
„Hun skulde altsaa indlægges paa Hospitalet under ham?”
„Ja. Naar han har skaffet hende Ro og haft hende der en 8—10 Dage, siger han Dig, hvad der skal gjøres. Jeg indsér ikke, at der er noget andet at raade Dig til. Jeg skal skrive en Seddel, gaa med den til Hieronimus paa Hospitalet. Du træffer ham nu. Tal med ham, og tal saa med din Kone. Hun maa naturligvis selv ville.”
Knut. stak Sedlen til sig og gik.
Der var dog et Haab i dette.

III.

Knut sad ved Frokosten.
„Jeg spiser nu ikke, Mamma,” forsikred Tage, der sad ligeoverfor Else med en stor Spisesmække om Halsen, og stak til Spejlægget og det smaatskaarne Kjød paa sin Tallerken. „Jeg gjør det nu ikke alligevel. Jeg gjør ikke.”
„Naar Du ikke vil spise, saa kan Du gaa fra Bordet,” sa Knut med en Bevægelse, som om han vaagned op. Han trykked paa Bordklokken, og Barnepigen kom ind og fik Ordre til at gaa Tur med Tage.
„Jeg har talt med Tvede idag,” sa saa Knut. „Har Du noget imod at lægge Dig ind paa Hospitalet hos Professor Hieronimus?”
„Har Tvede virkelig fundet paa det af sig selv?” spurgte Else, og der kom et næsten fjendtligt Udtryk i hendes Øjne.
„Ja, han har. Nu gjælder det bare, at Du vil?”
„Jo, jeg vil gjerne,” svarte Else, mens hendes øjne langsomt fyldtes med Taarer. „Jeg maa med Magt rives bort fra mit Billede, ellers kan det gaa galt. For jeg er jo altsaa ikke normal.”
„Bli dernede nogle Dage,” fortsatte Knut. „En halvanden Ugestid i det højeste. Det vilde Du vel sagtens kunne finde Dig i?”
„Jeg kan finde mig i alt, bare jeg faar Fred og Ro. Lidt Puslearbejde kunde jeg vel sagtens ta med. Skitserne til „Børnenes Julebog” f. Eks. ?”
„Naturligvis. Saa faar vi høre hans Mening, om Du bør ta til Schweitz en Tur, eller lægge Dig paa Landet lidt.”
„Det skal bli godt at faa tale med en Mand som Hieronimus. Forklare ham, hvordan jeg har det i ét og alt. Du maa gaa ned til ham endnu idag.”
„Jeg har alt vært der.”
Else blev lidt blegere i Kinderne.
„Hvad sa han?”
„Han havde ikke Tid, men bad mig komme igjen Klokken tre og ta Dig med. Han gjorde et udmærket Indtryk, rolig og betænksom. Forresten ligned han en Lægprædikant i sin luvslidte Overfrakke. Men det var vel Hospitalsdragten. Vær saa parat præcis halv tre.”
Else gik ind i Atelieret og saa paa sit store Billede. Galt og umuligt var og blev det —. Hun krymped sig sammen under den fortærende Smerte over egen Hjælpeløshed, der stadig fyldte hendes Indre, og som hver Gang hun stod foran Billedet ganske tog Magten fra hende. — Intetsigende, uden Liv, meningsløst, Det var, som om en stor klam Haand greb om hendes Hjærte, saa hun kun med Møje kunde trække Vejret.
Om hun forsøgte endnu en Gang, nu i sidste Øjeblik, da hun havde opgit alt og skulde flygte fra det —. Tænk, om det kunde lykkes! Hun syntes, hun havde læst eller hørt om lignende Tilfælde. Fik hun bare noget af det til, Udtrykket i Øjnene f. Eks.? Hun vilde faa Haab og Mod og nye Kræfter.
Ilfærdig begyndte hun at male, men det varte ikke længe, saa kasted hun Paletten og vendte sig bort. Saadan gik det jo altid. Hvor mange Gange havde hun ikke i vanvittig Trang til at vælteSorgen fra sig og fatte nyt Haab tænkt, at netop nu var Øjeblikket, da Aanden vilde komme over hende, men altid havde hendes Anstrængelser vært forgjæves. — Nej, hun maatte bort, bort fra altsammen, fra Arbejdet, fra Mindet om arme Kirsten, fra Synet af Tages Vantrivsel. Det skulde rigtig bli godt at komme ned til Hieronimus.
Ja — fik hun nu bare slippe for at tænke paa Billedet, at hun ikke kom til at sidde dernede og male og male, og se foran sig, hvordan det skulde være, og brænde efter at begynde paa nyt. Men hun vilde gjøre alt for at skyve Tankerne fra sig, sove sig Helbred og Kræfter til under Freden og Stilheden dernede. Otte—ti Næters Søvn vilde gjøre Underværker.
Hun løfted Blindrammen med det store Lærred ned fra Staffeliet og stilled det op mod Væggen med Bagsiden ud. Saa gik hun ind i Barneværelset og eftersaa Tages Tøj. En Bluse, hun havde i Arbejde, mangled Knapper og Snore. Den gjorde hun færdig, samled i en Bunke Linned og Strømper, som skulde repareres af Barnepigen, og la alting pænt tilrette, hvorpaa hun satte sig ved Bordet med det tunge Hode hvilende i Hænderne, Øjnene føltes svidende stive af den lange Søvnløshed, det snurred i Panden, og hun kjendte en pludselig Svimmelhed. Uvilkaarlig greb hun efter Støtte. Mat og dødsens søvnig lod hun Armene falde ned paa Bordet og Ansigtet paa de sammenlagte Hænder. — —
— — Der var underlige Lyde omkring hende, tunge Sukke og en ensformig Sutren, blandet med Rassel af visne Blade. Hun vilde løfte Hodet for at se, hvad det var, men kunde ikke faa det op, alt det, hun stred og sled. Endelig lykkedes det. Hvad er dette, tænkte hun. Der var saa stort omkring hende, og saa højt til Loftet, og Lyset var graaligt blegt, som af fjernt og diset Maaneskin. Og der langs Væggene stod Senger i Rækker med hvide Lagen og nedstukne Tepper, under hvilke der laa Mennesker, som var stivt udstrakte, og som jamred sig. Alt imellem letted de Hoderne og bad med hjærteskjærende Stemmer om, at de stramme Tæpper skulde løses, men ingen svarte. Ved Siden af den høje, smale Dør midt imod stod en Skikkelse med bundne Hænder i lang hvid lysende Kittel og fastholdtes til Væggen af et tykt, mørkt Reb, der var surret om Livet. Øjnene var opspilet, uden Pupiller, med store fremstaaende Hvider, og ud af Munden hang, en lang begfarvet Tunge. Else vilde rejse sig, men det var hende umuligt at røre et Lem. Stiv af Rædsel stirred hun paa Døren. I et Par Spring vilde hun kunde naa den. Men hvis den nu var laaset, og der ingen Nøgle sad i —. Ja, den var laaset, og uden Nøgle, hun saa det tydeligt. Da følte hun sit Legeme bli til en lam Masse, og hun begyndte at glide ned af Stolen, men i det samme aabnedes Døren lydløst, og 4 Mænd kom stille ind, bærende mellem sig en lang lys Kiste med et bueformet Halvtag oppe ved Hodegjærdet. Halvtagets Aabning fortil dækkedes af en Glasrude, og gjennem denne saa Else et Menneskehode, der laa paa skjæve med et indfaldent udslukt Ansigt, hvis Farve syntes blysort mod Kistepudens hvide Betræk. I samme Øjeblik vidste hun, at det var Knut, og at han var død. Kjæmpende for at faa Lyd udstødte hun et Skrig, lod sig falde næsegrus mod Gulvet og vaagned.
Hun fo'r op fra Stolen midt frem i Stuen, hvor hun blev staaende og saa sig om med forvildede Blikke.
Døren fra Spisestuen blev stilfærdigt aabnet, og hendes Mand stak Hodet ind. Ude af sig selv mod oprakte Arme, højt hulkende styrted Else imod ham, rev Døren helt op og kasted sig om hans Hals.
Knut havde Møje med at faa hende beroliget. Han vilde, hun skulde lægge sig paa Chaiselonguen i Atelieret — der var endnu 5 Kvarter til de skulde gaa, men Else klynged sig skælvende til ham og trygled ham om ikke at forlade hende et eneste Øjeblik. Omsider fik han hende til Ro paa Chaiselonguen, hvor hun blev liggende med vidaabne Øjne og stirred og stirred paa Drømmens Syn, mens hun om sig følte som en Verden af Rædsel og Elendighed. Tit havde hun tænkt, at hun var det mest forpinte Menneske paa Jorden. Nu dukked det op i hendes Forestilling, at der for Menneskenes Børn gaves Lidelser og Pinsler af anden og grufuldere Art end hendes. Ved hver mindste Lyd fo'r hun sammen, og rakte ræd Haanden ud efter Knut, som sad med en Bog i en Lænestol tæt ved.

IV.

Da de var ved Hospitalet, mangled Klokken et helt Kvarter paa tre, hvorfor de drev op og ned i en Sidegade, begge to nervøse og spændte, og Uden at tale noget videre.
„Hvad er Klokken nu?” spurgte Else.
„Der er kun gaat 7 Minutter.”
„Er det muligt!”
De gik videre, og Tausheden blev kun afbrudt, hvergang Else gjentog sit Spørgsmaal om Klokken. Knut svarte stadig med det samme, at der kun var gaat nogle faa Minutter.
„Aldrig har jeg vidst, at et Kvarter var saa langt,” udbrød Else. „Men tror Du ikke, at Uhret dit staar?”
Knut rysted Hodet, og Else gav sig til at tælle indvendig. Hvergang hun kom til 60, skulde der være gaat et Minut, og saa begyndte hun forfra.
„Nu véd jeg da, at Klokken er tre,” sa hun med ét og standsed.
Der var endnu 4 Minutter tilbage, men nu kunde de begynde at gaa ind, mente Knut.
De kom gjennem Hospitalsporten og passerte en Del store gruslagte Gaardsrum med indhegnede Anlæg, hvor Bedene var sorte og muldede, og Træerne brune og vinternøgne. Da de havde naaet det inderste Gaardsrum, pegte Knut paa et mindre toetages Stenhus, der laa lidt borte fra de andre lange Bygninger, og sa: „Der er det.”” Else tilkasted Knut et Blik, der spurgte, om han ikke syntes, hun var modig, og gik rask op ad den lille Trappe ind i Gangen, hvor der paa Døren tilhøjre stod skrevet et Bibelsprog, som Else omhyggelig studerte.
„Skal vi banke paa?”
Knut banked paa og da ingen svarte, aabned han Døren og lod Else gaa foran sig ind.
Det var et aflangt skummelt Rum, med bart Gulv, gule Bænker langs Væggene og en stor Spyttebakke fremme paa Gulvet. I Værelset befandt sig to Mandspersoner, en Bonde, som sad foroverbøjet, med Hænderne nede mellem Knæerne og Hodet dybt ludende, og en yngre Fyr, der ligned en Haandværker eller Skolelærer med et gulsmusket, sygeligt Ansigt og en Mængde uklippet, vissentørt Haar.
Knut og Else satte sig paa Bænken ligeoverfor Haandværkeren, der syntes fordybet i en Avis, som han holdt udfoldet mellem Hænderne. Lidt efter gløtted han sky op fra Bladet, og da han mødte Elses Blik, der betragted ham, smilte han halvt forlegen, halvt hoverende, som vilde han sige: De forstaar da vel, at det ikke er for min egen Skyld, jeg sidder her.
Der var stille i Værelset. De eneste Lyde var de dybe Sukke fra den ludende Bonde, hvergang han spytted, hvad han tidt gjorde, og skjønt han hverken forandred Stilling eller løfted Hodet, traf han dog altid midt i Spyttebakken, som stod mindst en Alen borte fra ham.
Døren fra Gangen gik op, og en lang Mand med hjemmegjort Værkensfrakke, smalt tætklippet Hode og Uldsjerf om Halsen traadte ind. Else fik Hjærtebanken og saa spørgende paa Knut, men forstod straks, at det ikke var Hieronimus. Manden blev et Øjeblik staaende og saa sig om, saa gik han paa Tæerne langsomt hen i Værelsets fjerneste Hjørne og satte sig med Ryggen tæt op mod Krogen.
Der gik endnu nogle Minutter. Haandværkeren læste i Bladet, Bonden sukked og spytted, og Munden i Krogen sad stiv og stille som en Støtte.
Da hørtes fra Trappetrinene udenfor lette løbende Skridt, som fortsattes inde i Gangen. Døren blev hurtig aabnet, og ind kom en vims og spinkel Herreskikkelse med et koldt, blegt Ansigt uden Skjæg og glatkæmmet Haar. Han gik tværs over Gulvet uden at se til højre eller venstre, og gjorde i Forbifarten Tegn til den ludende Bonde, der havde rettet Ryggen og nu stod op fulgte den Vimse Herre ind i Sideværelset.
„Nej, er det saadan han sér ud,” hvisked Else. „Men jeg syntes ikke, hans Klær var luvslidte.”
Knut smilte og hvisked tilbage: „Ikke disse”.
Lidt efter kom Bonden ud igjen fra Sideværelset, og paa Dørtærskelen stod Hieronimus. Han saa et Øjeblik skarpt paa Else, vinked saa næsten umærkeligt med Hodet til Knut, der rejste sig og gik ind til ham.
Hvem var det dog, Hieronimus' Blik minded Else om? Hun grunded over det, og saa kom frem for hendes indre Øjne et Menneske, der var bedrøvet og talte indtrængende, og lidt efter et hvidt Slips under en spids Hage og noget vandkjæmmet Haar og saa endelig en Prækestol. —
En Prækestol? — — Ja, nu havde hun det! —
Den unge Teolog, hun havde truffet for mange Aar siden i Onkelens Præstegaard, og som havde præket en Gang Onkel var forkjølet. Ja, ham var det — dette fromme fanatiske Menneske, hvis Øjne havde et Udtryk, som om han gik og sørged over Verdens Synd, og ikke alene sørged, men tillige var fuld af Nidkjærhed og Vrede paa Vorherres Vegne. Hun havde ofte talt med ham om religiøse Ting, og var kommen til at holde af ham, fordi han var saa ærlig, og hans Sind saa rent. Guskelov for det ikke var et usympatetisk Menneske, Hieronimus minded om, siden han nu engang slet ikke ligned, hvad hun havde tænkt sig. Og Guskelov for hun havde fundet ud, hvem det var, han minded om, saa havde hun da ikke ogsaa det at gruble over.
Knut kom tilbage, og saa gik Else ind til Hieronimus. Han sad sidelæns ved et Skrivebord, tilbagelænet i Stolen med det ene Ben kastet over det andet og holdt mellem Hænderne en liden Gjenstand, som han vendte og drejed. Med en svag Hodebevægelse tilkjendegav han Else, at hun skulde ta Plads paa en Stol ved Hjørnet af Skrivebordet.
„De har det nok ikke rigtig godt,” begyndte Hieronimus med en spids, bleg Stemme og betragted hende ufravendt.
„Nej,” fik Else med Møje frem.
„De er plaget af Søvnløshed,” fortsatte Professoren og gjorde et lidet Ophold — „Deres Sind er meget nedtrykt” — atter Ophold — „Deres Mand fortæller mig — naa, ja, kort sagt, De har det ikke godt Vel?”
Else vilde svare, men kunde ikke for Graad, hun bøjed Ansigtet ned over Muffen, som hun pressed for Øjnene.
„Deres Huslæge mener, at De burde være her lidt paa Hospitalet. Det har De vel ikke noget imod?” Den sidste Sætning kom fort, og idetsamme retted han sig i Stolen.
Else rysted Hodet.
Professoren rejste sig, aabned Døren, og vinked til Knut.
„Deres Kone kan komme herned i Eftermiddag. Om en Time f. Eks.”
„Aa nej, ikke før i Aften,” bad Else.
„Hospitalsreglementet tillader ingen at komme ind efter Kl. 6.”
„Ja, ja, Kl. 6 da.”
„Saa faar hun med sig en Vadsæk med de nødvendige Toiletsager og noget Linned,” henvendte Hieronimus til Knut, „Intet videre. Paa Kontoret vil De faa vide, hvilken Kautionssum der forlanges og Prisen for første Pleje.”
Else havde forskjellige Ting paa Hjærte, som hun gjerne vilde vide Besked om, men Hieronimus havde allerede aabnet Døren til Venteværelset og de sa Farvel.
„Uf ja,” sa Knut og sukked, da de gik over Gaardsrummene. „Bare det nu er det rette, vi gjør.”
„Hvorfor skulde det ikke være det rette?” svarte Else frejdig, men blev idetsamme underlig benauet over sin Mands tvivlraadigforpinte Mine.
„Ja, vi faar haabe det,” sa Knut og sukked atter.
— De havde spist til Middag, og Else gik inde i Soveværelset og pakked sin Vadsæk.
Knut kom med et Par Bøger. „Det er nok for det første,” sa han.
„Ja tak. Du kan jo altid bringe flere, naar Du besøger mig —. Skjønt for saa kort en Tid” —
„En 8—10 Dage i det højeste,” sukked Knut. „Er Du saa færdig?”
Lidt efter havde Else faat Overtøjet paa. Hun gik ud i Kjøkkenet og tog Afsked med Pigerne og bad dem være snille mod Tage. Saa kom hun tilbage og løfted Gutten op i sin Favn, mens hun kjæmpende mod Graaden lovte at komme snart igjen for at fortælle Historier og lege med ham.
„Nu maa Du komme, Else.”Else kyssed Barnet atter og atter. Saa satte hun det fra sig og hvisked Farvel. —
Drosken kjørte ind gjennem Hospitalsporten over de store Gaardsrum og holdt udenfor den nederste langstrakte Bygning. De ringte paa Gadedøren, men fik af en Dame, som lukked op, at vide, at de gik galt. Dette var Herreafdelingen, og de maatte om Hjørnet til den anden Indgang og gaa ovenpaa.
Her var ingen/ Forhindringer. Gadedøren var uaflaaset og den rummelige Trappegang oplyst af Gasblus. Ovenpaa var der kun én Dør og den ringte de paa. Straks lød der Skridt og Raslen af Nøgler. Knut trykked Elses Haand. Han var noget bleg og sa ingenting.
Laasen blev drejet om, og Døren gik op. Der stod en høj Dame med et fint blegt Ansigt, i Sygeplejerskernes nette Dragt og et stort Nøgleknippe hængende udenpaa det graahvide Gummismækkeforklæde.
„Fru Kant? Værsgod. Lad mig ta den,” hun rakte Haanden ud efter Vadsækken.
„Jaja, Farvel da, Else,” sa Knut med bævende Stemme og kyssed hende.
„Jeg vil ikke ind. Her er jo laaset, som var det et Fængsel,” Else traadte uvillig nogle Skridt tilbage.
„Bryd Dig ikke om det, Else. Den yderste Dør maa jo dog være lukket.”
„Kommer Du imorgen?” Else nærmed sig modstræbende Døren.
„Ja, Else.”
„Sikkert?”
„Ja. Farvel.”
„Farvel.” Hun gav sin Mand et sidste Blik og vendte sig til Damen, som var blet staaende paa Tærskelen med Vadsækken i Haanden.

V.

Else gik fort forbi Damen ind i en lang Gang, oplyst af Gasblus, som sad højt oppe paa Væggen. I det samme blev Døren luket med et Smæld, Nøgleknippet rasled, og Laasen drejedes to Gange rundt.
Det gjøs i Else.
„Det er jo ligesom alle andre Entrédøre,” sa Damen forklarende og saa paa Else med et forskende Blik.
Else gik tøvende ned over den maattebelagte Gang. Paa den ene Side stod der under de høje Vinduer gule aflange Borde, gule Træstole, og her og der Potteplanter i Naturborde. Paa nogle af Stolene sad der kvindelige Skikkelser i løst, blaat Bomuldstøj. En havde Armene korslagt og saa sløvt hen for sig. En anden stirred Else nysgjerrigt og uvilligt i Møde, og en tredje sad ludet over et Strikketøj. Paa den anden Side af Gangen var der Døre med lange Mellemrum.
Else blev ved at gaa, til hun naaede den brede fløjdør for Enden af Gangen.
Da drejed hun Hodet og sa til Damen, som var Stanset et Stykke oppe: „Hvor skal jeg være?”
„Her, mente Professoren,” Damen aabned en af Dørene paa Langvæggen.
Else vendte om og traadte ind i et rummeligt, halvmørkt Værelse med et bredt Vindu midt imod.„Hvorfor er her to Senge? Skal her bo andre end jeg?”
„En Dame, en gammel rolig Dame. Hun er saa stille, at man véd ikke af, om hun er der eller ej.”
„Men har man da ikke et Værelse for sig selv paa første Pleje?” udbrød Else. „Jeg kan ikke sove sammen med nogen,” hun gik ilsomt op og ned paa Gulvet, En pinlig Beklemmelse overfaldt hende. Disse Væsner derude paa Gangen, hvis Tøj ligned Fangedragter, Vinduerne, der med sine høje Skodder minded om dem, hun havde sét i de tyrkiske Haremer, de højtsiddende Gasblus, som man maatte ha lange Stiger for at naa, det raslende Nøgleknippe udenpaa den høje Dames kolde Gummiforklæde — alt foruroliged og opirred hende.
„Nej, vedblev hun heftigt. „Jeg kan ikke sove sammen med nogen. Jeg maa ha et Værelse for mig selv.” Hun blev ved at vandre op og ned paa Sivmaatten, der løb fra Døren til Vinduet, og hun gjentog stadig det samme, mere og mere ophidset: „Jeg maa ha et Værelse for mig selv.”
Pludselig opdaged hun, trykket ind i Hjørnet af Chaiselonguen bag Bordet, en bitte liden, smal og sammenkrøben kvindelig Skikkelse, der fulgte hende med et udslukt Blik.
„Er det hende der?” spurgte Else brat og stansed foran den høje Dame, som opmærksomt iagttog hende. „Jeg vil herfra straks! Straks paa Øjeblikket, hører De!”
En yngre Sygeplejerske var kommen ind. Hun saa et Øjeblik paa Else og veksled derpaa nogle Ord med den høje Dame, som hun kaldte Frøken Stenberg.
„De kan ogsaa godt faa være for Dem selv,” sa nu Frøken Stenberg rolig. Hun forlod Værelset og gik, fulgt af Else ned til den brede Fløjdør, foran hvilken Else før var stanset. Her stak hun Nøglen ind, vred den rundt i Laasen, skjød Dørens ene Halvdel ind i Væggen, gik et Skridt, og stod saa foran nok en Fløjdør, hvis ene Halvdel
hun ligeledes skjød ind, hvorpaa hun sa til Else:
„Kom De kun.”
Else var hurtigt gaat gjennem begge Døre, som Frk. Stenberg omhyggelig trak til og laaste,
og de befandt sig nu atter paa en Gang af samme Bredde og Længde som den forrige. De samme høje Vinduer, de samme gule Borde og Stole, de samme Skikelser i løst blaat Bomuldstøj. Kun var der flere Døre paa Langvæggen, og de stod allesammen aabne. Gasblussene højt oppe sad i Staaltraadsbure anbragt i firkantede Væghuller, et over hver Dør. Der fandtes hverken Potteplanter eller Gulvmaatter, og Indtrykket, Else fik, var endnu mere nøgent og fængselsagtigt end paa den forrige Gang.
Paa en af de gule Stole sad en ren liden gammel Kone i hvid Natkappe med lyseblaa Øjne i det blide, blege Ansigt. Hun holdt sine skrumpne Hænder foldede om et hvidt sammenlagt Klæde, mens hun godslig snakked med sig selv. En ganske ung Pige med et guldblast, dødtræt Ansigt gik paa hvide Uldsokker langsomt svinglende frem og tilbage. Det brune afklipte Haar strutted ud til alle Kanter, og Hænderne var stukket ind i Trøjeærmerne. Hendes store Hode luded snart forover, snart til Siderne, som var det altfor tungt, mens hun frygtsomt skeled til Else uden at stanse sin Gang. Da hun mødte Elses Blik, gjorde hun surmulende Grimaser og skjulte Ansigtet bag den løftede Arm. I en af de aabne Døre stod en ligeledes ganske ung Pige paa Taaspidserne med de hævede Arme i en Halvrunding om Hodet. „Nattergalen”, hvisked hun, da Else gik forbi. Pludselig slog hun nogle høje klare Triller, hvorpaa hun gav sig til at hulke hysterisk.
„Her,” sa Frk. Stenberg og traadte indenfor en af de aabne Døre.
Else fulgte efter og blev staaende med et stivt og stirrende Blik. Midt i det aflange Rum stod der en Jernseng og ved dens Hovedgjærde et lidet gult Natbordskab. Ellers intet. Vinduet var anbragt højt oppe paa Væggen.
„Her kan De være alene for Dem selv,” vedblev Damen.
„Men det er jo som i et Fangehul,” udbrød Else, da hun omsider fik Mælet. „Ingen Møbler eller nogen Ting. Ikke engang en Stol til at sidde paa.”
„Det behøves heller ikke,” svarte Frk. Stenberg. „De kommer til at ligge.”
„Ligge!” Else var nær ved at le. „Skal man ligge, naar man ingen Ting fejler?”
„Hvorfor er De saa kommen her?” spurgte Frk. Stenberg strengt.
„Ligge,” gjentog Else og lo nu virkelig. „Hvorlænge om jeg tør spørge? En hel Dag kanske?”
„Det kommer an paa. Hvis De er meget rolig, slipper De maaske med en Uge.”
Else vendte hende indigneret Ryggen. Frk. Stenberg stod jo og gjorde Nar af hende. „Er der da ikke et bedre Værelse,” spurgte hun, idet hun gik ud paa Gangen, og saa ind i de øvrige Rum med de aabentstaaende Døre. De var alle nøjagtig ens, en Seng midt paa Gulvet og et lidet Natbordskab. I en af Sengene laa et gammelt udtæret Væsen med et pergamentgult Mumieansigt og indsunkne Øjne. Hun løfted langsomt Armene, da Else viste sig paa Tærskelen og fremstammed noget, der lød som en Anraaben om Barmhjærtighed. I en anden Seng sad et yngre Fruentimmer med vilde, skræmte Øjne og Armene slynget om de optrukne Knæ. Hun rokked med Overkroppen og udstødte en dump Lyd.
Celler, gik det pludselig op for Else. Hun var altsaa paa Celleafdelingen. Men det var der jo ingen Mening i.
„De ser, her er ens overalt,” lød Frk. Stenbergs Stemme bag hende. „De har faat det eneste Rum, som ikke er optat.”
„Men her kan De dog umuligt ville anbringe mig,” sa Else. „Det er jo Celler, og jeg er ikke sindssyg.”
„Naa ja, vi faar at se.”
„Kan jeg ikke faa tale med Professoren?”
„Jo, imorgen tidlig. Reservelægen kommer i Aften. Men gaa nu ind til Dem selv, her maa De ikke bli staaende.” Frk. Stenberg tog Else ved Armen og førte hende ind i Cellen. „Nu maa De klæ af Dem.”
„Ja, De mener vel bare Overtøjet?”
„Nej, De skal i Seng.”
„Nu Klokken 6! Men hvorfor?”
„Det er Reglementet.”
„Jeg er aldrig vant til at gaa i Seng før efter 12. Aa, lad mig faa være oppe.”
„Det er umuligt, De maa være i Seng, til Stuegangen kommer.” Frk. Stenberg traadte hen til Else og tog Hatten af hende. I det samme lød der Støj og et stygt Skrig, og en Skikkelse i Chemise og Nattrøje fløj paa plaskende bare Fødder forbi den aabentstaaende Dør.
Frk Stenberg løb ud paa Gangen og tog haandfast om Skikkelsen, der sparked og skreg og slog fra sig. En ung Sygeplejerske kom til og hjalp. Hun var firskaaren med tætte kraftigeLemmer, havde røde, runde Kinder og et elskværdigt Ansigt.
„Jeg skal nok magte hende alene,” sa hun til Frk. Stenberg og lo fornøjet. „Saa, Madam Hoff, vær nu rolig, i Seng med sig — saa, saa, ingen Kunster.” Hun klemte sine Arme fast og varsomt om den syge Kvinde, og slæbte hende ned over Gangen.
„Frk. Stenberg!” kaldte en forskrækket Stemme etsteds fra, og Frk. Stenberg skyndte sig af Sted.
Else gik ind i sin Celle og gav sig til at trave paa Gulvet. Hvad var dog dette for et Sted, hun var kommen til? Hun pressed Hænderne mod de feberhede Tindinger, og onde Taarer fyldte hendes Øjne. Og her skulde hun være i hele Nat, mellem gale. Mellem gale altsaa! Knut kom først imorgen, og til da maatte hun holde ud. For det lod ikke til, at de vilde slippe hende ud igjen. Men kanske naar Reservelægen kom? Han vilde naturligvis straks sige, det var en Misforstaaelse, og bringe hende andetsteds hen. Bare dog Professoren selv var kommen. Aa, hvor hun længtes efter at faa tale med ham. En hel Nat paa dette Sted! Hvordan skulde det dog gaa hende? Gudskelov, at hun havde tat Hostedraaberne med, saa kunde hun da skaffe sig lidt Søvn. Hun famled febrilsk i sin Kjolelomme og fik fat paa en liden Flaske, som hun tog Proppen af og førte til Munden.
I samme Øjeblik kom den firskaarne Sygeplejerske, som Frk. Stenberg havde kaldt Thorgren, farende, greb Else bagfra om Armene, og søgte med Magt at aabne hendes Hænder. Else stred imod. Saa var ogsaa Frk. Stenberg der. Med et fast Tag la hun sin Arm paa Elses Skulder og sa myndigt: „De maa øjeblikkelig klæ Dem af i mit Paasyn. Øjeblikkelig!”
Thorgren knapped op Elses Kaabe, som hun febrilsk rev af hende, mens hun hvisked noget til Frk. Stenberg, der ivrig befølende klemte sine Hænder allevegne rundt paa Elses Klær. Else, der uformærket havde faat puttet Flasken tilbage i Lommen, saa forfærdet fra den ene til den anden, mens hun med Ryk og Bevægelser søgte at værge for sig. „Hvorfor gjør Dere saadan med mig?” sa hun indigneret.
„Hvad var det, De havde i Haanden?” skjændte Thorgren med en af Vrede dirrende Stemme, mens hun ilsomt hægted op Elses Kjoleliv med Bevægelser af Fingrene, som om hun gramsed efter noget inde paa Brystet. „Hvor har De gjort af det?”
„Kan jeg ikke faa Lov at klæ af mig selv,” sa Else og brast i Graad. „Jeg er ikke vant til, at man saadan river og slider Tøjet af mig.”
„Saa maa De heller ingen Kunster gjøre,” svarte Frk. Stenberg. „Hvad var det for en Prop, De tog op herinde?”
„Det var jo mine Hostedraaber,” hulked Else. „Jeg vilde tat nogle for at faa sove.”
„Ja, det kjender vi nok. Kom med dem straks,” Frk Stenberg klemte atter sine Hænder omkring Else.
„Kan jeg ikke faa Lov at beholde dem, Frk. Stenberg. Jeg hoster saa om Nætterne. Min Doktor har git mig dem.”
„Her faar De hvad Medicin, De trænger. Frem med Flasken øjeblikkelig.”
Else udleverte Flasken.
„Kan De se,” nikked Thorgren og slap endelig Else.
„Klæ Resten af Dem,” sa Frk. Stenberg. „Men kan Dere ikke gaa ud? Jeg vil helst være alene.”
„Gaa De, Thorgren, jeg skal selv passe paa.”Atter lød der Skrig og Spektakler paa Gangen, og Thorgren forsvandt hastig.
Frk. Stenberg stilled sig med Ryggen op mod Væggen. Den ene Haand klemte hun fast om Elses lille Flaske. „Jeg er nødt til at være her, indtil De er kommen i Seng, Fru Kant,” snakked hun i en mildere Tone. „Naar De er saadan, saa —. — Det er ingen Manér at komme her med hemmelige Opiumsdraaber.”
„Hvorfor staar disse der og glor paa mig?” Else vendte sig mod den aabne Dør, hvor flere af Skikkelserne i det løse, blaa Bomuldstøj nysgjerrigt havde stillet sig op.
„Det er bare Patienter.”
„Kan De ikke lukke Døren, Frk. Stenberg?”
„Det er imod Reglementet.”
Else klædte af sig og la Stykkerne paa Sengens Fodende. Saa spurgte hun efter sin Vadsæk.
Frk. Stenberg tog Klædningsstykkerne over Armen og gik med dem, mens Else krøb sammen paa Kanten af Sengen, skjælvende og hostende i det bare Linned. Hun støtted Albuerne paa Knæerne og Ansigtet i Hænderne og græd fortvilet. Saa hørte hun sagte Puslen og en blidt snakkende Stemme. Hun løfted Ansigtet. Der stod den rene gamle Kone og den unge Pige med de hvide Uldsokker og det tunge Hode et Skridt borte og betragted hende. Da Else saa op, gjorde Pigen den forrige Grimase og skjulte Ansigtet bag Armen, mens hun fornærmet svajende med Overkroppen vendte Ryggen til. Men den gamle rene Kone traadte tæt hen til Else, luded sig ned til hende og hvisked blidt: „Han holdt saa meget af Kaal min Svigersøn, og saa var det det, at jeg skulde passe de smaa, for jeg heder Bedstemor — ja saamæn, og Kaalen stod der og surred paa Komfyret, men jeg kunde aldrig spise mere end 3—4 Skefulde. Nej, aldrig mere. Men jeg har nogle Penge i en Sparekassebog, min Svigersøn hented af dem — Hvorlænge er der nu til den 11te?”
„Den har nylig vært,” sa Else.
„Nej, ja saa. Jo han holdt saa meget af Kaal, min Svigersøn, men her har vi det saa rent og godt. Det er et dejligt Sted at være paa, men Kaffe faar vi inte.”
Nu kom Frk. Stenberg tilbage og rakte en Natkjole til Else. „Hvad skal De her, Bedstemor,” sa hun saa og tog den gamle Kone ved Armen og den unge Pige ved Haanden og førte dem ud, hvorefter hun straks kom tilbage og overvogted Else, mens denne iførte sig Natkjolen og gik i Seng med Strømperne paa.
„Faar jeg ikke min Vadsæk?” spurgte Else.
„Nej, den blir i min Varetægt.”
„Men der er saa mange Ting, jeg skal bruge — Min Uhrnøgle — har de ogsaa tat mit Uhr?”
„Her er det forbudt at ha noget som helst.”
„Skal Døren staa aaben om Natten ogsaa?”
„Baade Nat og Dag. Det er Reglementet,” Svarte Frk. Stenberg og gik ud.
Else stak Hænderne under Nakken og saa ud paa Gangen, hvor den unge Pige med det tunge Hode stadig gik langsomt og svinglende frem og tilbage, og hvorfra der hvert Øjeblik lød Smæld af Døre og af Vinduer, der smækkedes i, blandet med Lyden af trampende Skridt, der gik og kom. Lyset fra det flimrende Gasblus i Staaltraadsnættet smerted Else i Øjnene, og Hostebygerne kom af og til.
Pludselig lød der et gjennemtrængende Skrig, og derefter en rasende Banken ledsaget af en skingrende Talestrøm. Else rejste sig op i Sengen, Hjærtet slog højt af Angst, og hun raabte paa Frk. Stenberg. Saa hørte hun ilsomme Skridt ude paa Gangen, og en Dør blev stængt og aflaaset, mens den rasende Banken gjentoges, ledsaget af en ustanselig Strøm af Skjældsord.
Lidt efter kom Thorgren ind. „Hvem er det, som støjer slig?” spurgte Else.
„Det skal De ikke bryde Dem om. Læg De Dem bare rolig ned. Men det der, maa jeg faa,” Thorgren tog fat i Elses Haarbaand og vilde løse det op.
„Men hvorfor dog” — Else søgte at fjerne Thorgrens Haand. „Saa falder Haaret ned over Ørene og gjør mig saa varm i Hodet.” Men Thorgren paastod, at hun skulde ha Baandet. Else kjæmped og bad for sig.
„Ja, vent nu til Frk. Stenberg kommer,” sa tilslut Thorgren.
„Er hun den øverste?” spurgte Else.
„Ja, hun er Overassistent.”
„Fru Kant vil ikke af med sit Haarbaand,” sa Thorgren til Frk. Stenberg, som idetsamme traadte ind.
„Jamen maa jeg vel ikke gjerne beholde det!” udbrød Else.
„Det er imod Reglementet. Men nu kan vi vente, til Reservelægen kommer.”
Else la sig ned igjen paa Puden og grunded og grunded. Hvad var dog dette for noget? Baade Frk. Stenberg og Thorgren havde sét ud, som om de beviste hende en Naade ved at la hende beholde det stakkels Haarbaand. Og da Frk. Stenberg gik, blev Thorgren staaende med Haanden paa Hovedpuden tæt ved Haarbaandet. Enten maatte de ha Morro af at ærte hende, eller de var rent ud Idioter.
Efterhaanden forsvandt de blaatøjsklædte Skikkelser fra Gangen og nogle gik og ordnede og satte til rette.
Saa, kom Reservelægen, en rank 30aarig Mand med varm gulladen Teint, mørkt Helskjæg og klare flegmatiske Øjne, iført en lang hvid Lærredsfrakke og fulgt af en ung Fyr i samme Dragt. Han hilste venligt Godaften og satte sig paa en Stol, som Frk. Stenberg stilled frem, mens den Unge blev staaende og saa alvorsfuld ud. Else klaged sin Nød og fortalte opbragt, at de havde slidt og revet Klæerne af hende.
Reservelægen veksled et Blik med Frk. Stenborg og sa saa: „Tag det roligt, Fru Kant.”
„Men denne kategoriske Behandling! Hvorfor skal jeg være mellem gale?”
Reservelægen smilte overbærende: „Vi kan da ikke straks begynde at individualisere.”
„Alting har de tat fra mig,” ivred Else. „Og nu siger de, at jeg ikke engang maa beholde mit Haarbaand!”
Reservelægen betænkte sig og saa atter paa Frk. Stenberg. „Hvor langt er det?” sa han saa.
Else løste Haarbaandet af og rakte ham det.
„Vi klipper det over i to. De kan vel hjælpe Dem med Halvdelen?”
„Ja værsgod, hvis det kan fornøje Dem!” svarte Else med en foragtfuld Betoning. Hun syntes, Reservelægen var ikke klogere end de andre.
Haarbaandet blev skaaret over, og Else fik tilbage den korteste Stump, som hun vikled om sin Fletning, mens Reservelægen gav Besked om Sovemikstur, hvorefter han forsvandt, fulgt af den alvorsfulde Fyr.
Der laa Else, fuld af Vrede og kvalfuld Forbauselse over, at Reservelægen ikke havde sagt, at hun skulde flyttes, og end ikke vist den ringeste Indignation over den Behandling, hun havde vært udsat for. Men imorgen kom Professoren og — Knut. Aa Gud, Gud, bare Natten var overstaaet. —
— „Mit Navn er Frk. Hansen — jeg er Sygeplejerske og skal ta Deres Temperatur,” sa en dæmpet Stemme.
Else, som havde lukket Øjnene for det flimrende Gasblus over Celledøren midt imod, aabned dem vidt, og saa et Par store, skjønne, blaa Øjne i et mildt Madonnaansigt, omgit af brusende, gyldent Haar, bøje sig over hende.
„Aa, lad mig slippe,” bad hun. „Jeg er saa træt.”
„Nej, kjære Frue, jeg er nødt til at gjøre det. Det er bare et Øjebliks Sag, og det gjør ikke ondt.”
Else havde Lyst til at slaa Armene om Frk. Hansens Hals og be hende bli der hele Natten. Hendes milde Ansigt og varsomme Maade gjorde saa godt. Men Frk. Hansen nikked blidt og gik
Saa kom Frk. Stenberg og rakte Haanden til Godnat: „Jeg vil gjøre alt for Dem, Fru Kant” — hun strøg hende over Haaret. „Bare De er rolig og god.”
„Tak,” mumled Else og saa forhærdet frem for sig.
Nu var der ganske stille. Gasblussene var nedskruet, og en ung, fintbygget Dame med en svær, blond Nakkeknude gav Else Sovemikstur.
„Hvor her er mange Sygeplejersker,” sa Else forundret. „Er det Dem, jeg faar mest med at gjøre?”
„Ja om Natten, saalænge jeg har Vagt. Om Dagen blir det Thorgren, som De før saa.”
„Er her stille om Nætterne?”
Sygeplejersken smilte: „Nej Fru Kant. Paa denne Afdeling er der aldrig stille. — Der hører De selv.”
Nogle vældige Smæld, som om noget haardt med Kraft blev kastet i Gulvet, lød ind til dem, og sygeplejersken løb ud.
Else havde følt de haarde Smæld som legemlig Smærte. Hun satte sig hændervridende op i Sengen, medens hun lytted til den jamrende Klage, der var fulgt efter Smældene. Klagen kom fra en gammel, brudt og pibende Stemme, og ind imellem hørtes den unge Sygeplejerskes beroligende Tyssen.
„De skulde lægge Dem ned, Fru Kant,” sa Sygeplejersken lidt gnavent, da hun efter en Stunds Forløb kom tilbage. „Her maa De ta det, som det falder.”
„Men Du gode Gud, hvorfor skal jeg være her!” Else rakte de fast knyttede Hænder op over sit Hode.
„Ja, hvorfor er De kommen her?” sa Sygeplejersken ligegyldig.
Else begyndte ivrig at fortælle om, hvordan det var gaat til, men saa mærked hun, at Sygeplejersken ikke hørte paa hende, og brød af med et: „Hvad hedder De?”
„Frk. Suenson.”
„Hvem var det, som larmed derude?”
„Kalder De det for at larme?” Frk. Suenson lo saa smaat. „Det er bare Sengehestene, hun smider i Gulvet, et ældgammelt, skikkeligt Skind, som er saa ussel, at hun ikke kan taale Sengklærene. Hun er forresten saa sød og rar, og fantaserer altid om lille Alma. Det maa vel være hendes Datter.”
„Aa Gud, aa Gud!” raabte pludselig Else forfærdet og kasted sig halvvejs ud af Sengen for at gribe fat i Frk. Suenson, der vendte Ryggen til Døraabningen: En lang hvid Skikkelse, indsvøbt i el Uldtæppe, og med mørke Haartjafser hængende udenfor Natkappen, stod der og skar Ansigter.
„Naa da,” sa Frk. Suenson ærgerlig og skyndte sig hen til Skikkelsen, som hun førte bort.
Else la sig tilbage i Sengen og graad stille.
Lidt efter kom en undersætsig, sorthaaret Kandidat i hvid Lærredsfrakke og satte sig hos Else. Han begyndte at udspørge og undersøge hende.
„Er der ikke nogen, som vil gjøre Dem ondt?” spurgte han.
„Nej,” svarte Else og bed sig i Læben for at stagge Graaden. Hun kunde ikke forstaa, hvad han mente, men fortsatte dog: „Der er ingen, som vil gjøre mig ondt. Mener De kanske hernede?”
„Forfølger og efterstræber Dem? Ikke?” vedblev Kandidaten i forstaaelsesfuld Tone.
Han tror, jeg er gal, tænkte Else og vendte Hodet bort.
Kandidaten blev ved med at banke hende paa Brystet og lytte med et Rør, mens han spurgte og spurgte. Endelig var han færdig.
„Er De derude, Frk. Suenson!” raabte Else halvhøjt, da Lyden af Kandidatens Skridt var døet hen paa Gangen.
„Ja, jeg sidder her og læser,” Frk. Suensons lille lyse Hode kom et Øjeblik tilsyne ved Døraabningen. „Nu maa De sove, Fru Kant.”
Sove, tænkte Else. Hvordan skulde det være muligt, hun, som selv under de gunstigste Forhold havde saa vanskeligt for det, og som stadig bag i Halsen følte denne sammensnærpende Kildren, der tvang hende til at hoste.
Knut skulde vide — —
En sugende Længsel efter Mand og Barn overfaldt hende. Det var som et smærtefuldt Sting i Kjærtet og som en kvælende Byrde over Brystet. Hun kunde vanskelig aande.
Saa, med ét lød der et dundrende Slag, vilde Skrig og en rasende Skjælden. Det forekom Else, at det var umiddelbart under hendes Seng. Hun fo'r op i heftig Angst.
„Frøken Suenson, Frøken Suenson,” kaldte hun.
„Hys, det er bare dem dernede,” sa Frk. Suenson, som gispende kom ind. „Her er saa lydt. Læg Dem kun rolig ned, de kan ikke gjøre Dem noget.”
„Er der da gale nedenunder ogsaa?”
„Ja, det er Mandsafdelingen. Tse — de er da ogsaa rent forstyrret iaften.”
Skrigene og Slagene blev højere og stedse mere rasende. En præked med gjennemtrængende Røst og udstødte Eder og Forbandelser.
Else klamred sig til Frk. Suenson og gjemte Ansigtet hos hende. „Er der da ikke nogen, som snaker godt for dem, liksom heroppe?”
„Det nytter ikke. Det er Delirister, som maa rase ud. Saa, lille Fru Kant, vær ikke bange, De forstaar jo nok, at ingen af dem kan komme her op.”
„Ja, jeg véd det nok — jeg véd det nok,” Else la fuld af Angst Hodet bagover og virred med det. „De er naturligvis indelaaset liksom vi. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg er saa bange! Aa Gud, Gud!” Hun kasted sig atter ind til Frk. Suenson.
„Bare De vilde sove, Fru Kant. Hør, nu er der lidt roligere.”
„Han præker jo endda lige frygteligt.” „Tilsidst holde han vel op. Saa læg Dem nu ned. Føler De Dem slet ikke døsig efter Miksturen?”
„Ikke Spor.”Frk. Suenson la Tepperne tilrette over Else. „De har Strømperne paa,” sa hun overrasket. „Hvordan kan det være gaaet til?” Hun vilde trække dem af.
„Jeg vil helst beholde dem paa, for jeg er saa iskold paa Fødderne.”
„Det har De ikke Lov til, Fru Kant. Jeg forstaar ikke — Og Strømpebaand — lange sorte Strømpebaand” — Frk. Suenson saa bestyrtet ud.
Else satte sig op i Sengen og trak Fødderne til sig. „Ja, Strømpebaand,” sa hun. „Hvad ondt er der i Strømpebaand?”
Frk. Suenson saa paa Else, og hendes unge, lyse Ansigt fik en usikker Mine. „Nej,” sa hun saa, „jeg tør ikke andet, Det er min Pligt at være mistroisk.” Hun greb hastig efter Strømpebaandene.
Mistroisk? Else saa fortabt ud. „Hys, hvem er det, som kommer?”
„Det er Reservelægen, som gaar Natstuegang.” Frk. Suenson dækked Else til. „Nævn ikke noget om Strømpebaandene,” hvisked hun. „Thorgren blir ulykkelig, hvis det kommer op.” Hun gik ud paa Gangen, hvorfra Else hørte sagte Tale.
Saa kom Reservelægen listende ind og udtrykte sin Beklagelse over, at Else ikke sov, skjønt Klokken var over 11.
„Ikke mere!”
„Se nu at falde til Ro. De skal faa noget mere at sove paa.”
Da Reservelægen var gaat, gav Frk. Suenson Else endnu en Portion af den rødbrune, ildesmagende Mikstur, og saa var det atter Strømpebaandene, som Frk. Suenson febrilsk forlangte udleveret.
„Men hvorfor, hvorfor?”
Svaret lød forblommet. Endelig gik der et Lys op for Else. De var bange for, at hun skulde ta Livet af sig.
„De har jo ogsaa villet tømme en Opiumsflaske,” sa Frk. Suenson. „Og vi er blet underrettet om at passe paa Dem.”
Else blev liggende maalløs. Derfor havde altsaa Frk. Stenberg og den lille firskaarne Thorgren faret over hende, som var hun en Forbryderske. Og derfor Scenen med Haarbaandet og Reservelægens Blikke til Frk. Stenberg. Knut havde altsaa sagt det til Hieronimus. Ja, naturligvis. Skjønt Gud gi, han havde ladt være. Hun følte sig oprørt og ydmyget, som havde hun paa et offentligt Sted faat en ufortjent Tugtelse.
„De kan tro, her forefalder lidt af hvert mellem Aar og Dag,” vedblev Frk. Suenson. „Og sker der noget galt, er det os Sygeplejersker, som har Ansvaret. Thorgren var helt hvid af Forskrækkelse ved Tanken om, hvad der kunde ha hændt.”
„Ja, nu forstaar jeg det altsammen,” mumled Else.
„Men forresten er alt mig ligegyldigt; imorgen er jeg her ikke mere.”
„Tror De?” sa Frk. Suenson og saa tvilende ud.
Et vildt Skrig skar skingrende ind til dem.
„Saa, nu har hun Krampe igjen,” udbrød Frk. Suenson og fo'r ud paa Gangen, hvorfra Else hørte hende bakse med nogen, mens Skrigene blev voldsommere og ligned Rallen.
Else kunde ikke holde ud at ligge stille. Hun rak frem af Sengen og, kjæmpende mod en Trang til selv at skrige, ud paa Gangen, hvor hun saa Frk. Suenson trække afsted med en hylende Kvinde, hvis stive Legeme i den flængede Chemise slæbte henad Gulvet. Saa forsvandt de i en af Cellerne.
Else satte sig paa Kanten af en Stol og pressedHænderne mod Hjærtet, der hamred, som vilde det ud af Brystet. Det varte længe, saa sagtnedes Skrigene, og Frk. Suenson kom atter tilsyne. Hun fo'r lidt sammen, da hun fik Øje paa Else og sa uvilligt: „Men Gud er det Dem, Fru Kant! De maa aldrig staa ud af Sengen, aldrig. Hvis De gjør det, er jeg nødt til at klage over Dem, og saa blir der tat Forholdsregler.”
„Vær ikke sint,” bad Else og rakte Haanden ud. „Jeg vidste ikke, at det var forbudt, og jeg var saa angst, at jeg maatte.”
„Tror De, her blir stille nu da?” spurgte Else, da hun atter laa i Sengen.
„Jeg har jo sagt Dem, Frue, at her aldrig er stille paa denne Afdeling.”
Hun havde neppe talt ud, før der nedenunder paany begyndte en Rasen og Larmen værre og vildere end før.
Else var ved at fortvile.
„Aa bliv herinde, snille Frk. Suenson! Bliv endelig herinde.”
„Nej, nu skal jeg ud og ha min Middagsmad. Vi sover jo om Dagen, naar vi har Nattevagt, saa maa vi spise om Natten.”
„Hvad skal De ha i Nat?”
„Suppe og Kjød.”
„Aa, giv mig lidt med.”
„Det tør jeg ikke.”
„Men jeg er saa frygtelig sulten. Jeg kunde ikke smage Smørrebrødet, de før satte ind til mig. Bare en bitte, liden Smule. Der er jo ingen, som faar vide det.”
Men det var forgjæves. Frk. Suenson forsikred bedrøvet, at hun ikke havde Lov til det.
Og hun havde heller ikke Lov til at være saa meget derinde, tilføjed hun.

VI.

Langsomt sneg Natten sig frem. Hver halve Time omtrent saa Frk. Suenson ind til Else, hvem hun altid fandt med vidtaabne Øjne.
„Nu har her været stille i næsten halvanden Time,” sa Frk. Suenson, som atter kom ind. „Og alligevel har De ikke sovet.”
„Hvad er Klokken nu?”
„Lidt over 5.”
Der blev travelt paa Gangen. Døre og Vinduer reves op med Smæld og klirrende Støj, Borde og Stole blev skubbet til Side, og der blev vasket med klaskende vaade Klude. Else følte hver Lyd som Rykninger gjennem Hjærtet, mens Gasblusset over Døren flimred i Trækken værre end før, Og sved i hendes forvaagede Øjne.
Frk. Suenson bragte Else Haandklæde og Vand i en bitte liden Vaskeskaal.
„Lad mig faa mit Tøj, saa jeg kan staa op,” bad Else. „Jeg er saa træt af at ligge.”
„Saa fik jeg nok Professoren paa Nakken,” sa Frk. Suenson afvisende.
„Men min Sæbe og Kam og Tandbørste?”
„Det har Frk. Stenberg. De faar hjælpe Dem uden idag,” Frk Suenson slog op Cellevinduet med en lang Stang, og gav sig ilfærdigt til at sæbevaske Vindusposten og Vægpanelet og Døren, mens Else for at naa Vaskeskaalen laa paa Knæ i Sengen og frøs i Trækken, saa Tænderne klapred.Saa skulde hun frem af Sengen, mens Frk. Suenson redte den, og saa fik hun Te og nogle Stykker Smørrebrød, hvorefter der kom en Kone med en Vandspand og vasked Gulvet, Gasblussene blev slukket, og et graat Dagslys fyldte Cellen. Tilsidst gik Frk. Suenson og fejed Gulvet med en Kost paa lang Stang.
„Gjør De selv rent i alle Cellerne?” spurgte Else.
„Ja,” sa Frk. Suenson stakaandet, mens hun fejed og fejed. „Det eneste, vi slipper, er at vaske Gulvene. Og saa skal Patienterne ha Te, og de fleste af dem maa vi vaske og rede og hjælpe med alt muligt.”
Frk. Stenberg gik Morgenrunde i Cellerne. „Haaber, De har sovet godt,” sa hun til Else uden at høre paa Svaret.
„Saa vil jeg sige Dem god Morgen, Fru Kant,” Frk. Suenson rakte Haanden.
„Hvor De dog maa være træt,” sa Else og betragted hendes unge fine Ansigt, der var graat, med Indsig i Kinderne.
„Ja, jeg er saamænd. Nu har jeg vaaget i 7 Nætter, saa har jeg 7 tilbage. Det er 14 Dage ad Gangen.”
Else blev overfaldet af en lammende Mathed, og sank hen i en Dvale, hvoraf hun hvert Øjeblik skræmtes op. Patienterne var roligere nu, men der var uafladelig Lyde af Døre, der gik, af Vinduer, der klirred og slog, af trampende eller knirkende Skridt, af Nøglerassel og af Menneskestemmer, og hver eneste Lyd blev gjennemtrængende og brutal i dette nøgne, resonnanceopfyldte Rum, og sendte rislende Strømme af Is og Ild gjennem Elses Legeme.
Efter nogle Timers Forløb kom endelig Hieronimus fort og letbenet i hvid lang Lærredskittel fulgt af 5—6 Kandidater og Studenter, der i deres hvide Antræk minded om Bagersvende. Hieronimus tog plads paa en Stol ved Sengen, mens det hvide Følge stilled sig op i en Halvcirkel et Skridt borte. Bag dem stod Frk. Stenberg og lille Thorgren med Hænderne paa Maven, og saa ud som højtidelig tilsagte Vidner.
Hieronimus følte Elses Puls og gjorde hende nogle almindelige Sygespørgsmaal, som hun besvarte med Enstavelsesord, mens hun led under de hvide Fyres nysgjerrige Stirren.
Hvorfor skal der staa saa mange Mennesker der?” spurgte hun uvilligt.
Det er Læger,” sa Hieronimus. „Lider De af Obstruktion?”
Istedetfor at svare gav Else sig til at jamre over Nattens Oplevelser, og sa, at hun ikke kunde holde ud at være der.
„Har hun ikke sovet?” vendte Hieronimus sig til Frk. Stenberg.
„Sovet?” gjentog Else indigneret.
„Naa ja, saa kan De sove nu,” sa Hieronimus kort og rejste sig.
„Nej, det kan jeg ikke! De har ogsaa tat Tøjet fra mig, og nægtet mig at staa op!”
Hieronimus gik mod Døren, og Følget veg ærbødig til Side.
„Faar jeg ikke Lov til at tale med Dem?” raabte Else.
Hieronimus vendte sig halvt om. „Ikke lige straks,” sa han og slog ud med Haanden. Saa forlod han Cellen fort og letbenet, som han var kommen, fulgt af sine hvide Drabanter. Else talte Minutterne, mens hun Time efter Time ihærdig vented paa Hieronimus. Thorgren Bragte hende Te og bart Smørrebrød, det samme, hun havde faat om Morgenen, og bøjed sine rødmussede, altid smilende, Kinder ned over hende med Hænderne stukket ind mellem sine Knæ: „Det blir ikke saa slemt, lille Fru Kant. Bare De er rolig. Vi skal nok bli gode Venner, skal De se. Nu maa De spise.” „Jeg kan ikke.”
„Aa jo lidt — ikke?” hun la Hodet paa skjæve og smilte endda mere.
Ogsaa Frk. Stenberg kom og snakte venligt, og bad hende spise. Men Else rysted Hodet og bare vented paa Professoren.
Ude paa Gangen ved det gule Bord, som stod lige foran Elses Døraabning, sysled en af de hvide Herrer med nogle høje, klare Apothekerglas, som han fyldte med forskjellig farvet Vand. Den unge Pige med det tunge Hode og de hvide Uldsokker vandred som den foregaaende Aften svinglende frem og tilbage, og gamle rene Bedstemor kom nu og da tilsyne, pludrende og nikkende.
Tiden gik, men Hieronimus viste sig ikke. Og heller ikke Knut. Febrilsk lytted Else efter Skridtene derude fra, om hun ikke skulde kunne kjende sin Mands.
De syge havde forlængst tat fat med at larme igjen. Skingrende Hyl, vilde Hvin, Sparken, Trampen, Skjælden og Smælden brød hvert Øjeblik ind til hende. Else begyndte at skælne det Udtryk, hver enkelts særskilte Jammer havde.
— Der blev bragt Middagsmad, og Else fik vide, at Klokken var 3. Fortvilet brast hun i Graad. Saa kom Knut altsaa ikke den Dag. Besøgstiden var jo mellem 11 og 12.
Mens hun graad, kom Frk. Hansen med Madonnaansigtet, og spurgte til hendes Befindende. Thorgren havde fri den Eftermiddag, og Frk. Hansen var i hendes Sted. Else brød ud i højrøstede Klager. Frk. Hansen tog begge hendes Hænder, trykked dem kjærligt, og hvisked: „Jeg har saa ondt af Dem, Fru Kant, og vil Dem saa vel, og derfor ber jeg Dem indtrængende om at være rolig. Jo taalmodigere og stillere De er, jo snarere faar De det bedre. Her nytter det ikke at klage. Det blir bare værre da.”
„Men de kan da umulig ville la mig ligge her én Nat til,” græd Else. „Det er jo at gjøre mig gal.”
Frk. Hansen saa bedrøvet paa hende med sine store, skjønne Øjne, der minded om liden Karin i de svenske Folkesange, og sa ingenting.
„Tror De ikke ganske sikkert, Professoren siger, jeg skal flyttes, naar jeg faar talt rigtig med ham?”
Frk. Hansen rysted Hodet. „De skal heller ikke vente Deres Mand, Fru Kant. Paa denne Afdeling faar ingen Besøg. Tys” — Frk. Hansen la Pegefingeren paa Munden og gik, idet Frk. Stenberg kom ind.
Frk. Stenberg vilde ha Else til at spise. Det gik ikke an, at hun laa der uden at ta Næring til sig. Resolut tog hun Else under Armene, og satte hende op i Sengen, stilled saa Bakken paa hendes Skjød.
Det var Vandgrød uden Sukker, med Melk til I at dyppe i, og en bitte liden, smal Rødspætte, der flød i smæltet Smør.
Else sank nogle Skefulde af Grøden, men Rødspætten lugted gammel, og da hun tog en Bid i Munden, maatte hun spytte den ud igjen. Den havde en ond Smag, og var kogt uden Salt.
Eftermiddagen slæbte sig hen. Else laa i dump Fortvilelse, mens Længslen efter Mand og Barn atter kom over hende. Aldrig havde hun vidst, at Længsel kunde volde en saa kraftig fysisk Smerte. Det var, som om Knut og Tage beggeto laa usynlig paa hendes Bryst og knuged hende sønder og sammen. Lille Tage! Hvordan mon han havde det nu? — Ak, om hun kunde faat et Glimt af ham at se, om det saa skulde vært langt borte fra det fjerneste Fjerne. — —
Vinduerne blev smækket op paa Gangen og i Cellerne. Else krøb sammen under Tæppet for at hytte sig mod Trækken.
Efter en halv Times Forløb blev der atter lukket, og saa kom der nogen trampende paa Gangen, og satte med korte Øjebliks Mellemrum noget fra sig, der haardt smældte mod Væggen. Samtidig blev Skodderne slaat for Vinduerne, og et gult Lys flød ind. Straks efter fik hun Forklaringen paa de trampende Skridt og de haarde Smæld. Det var en Mand med en Stige, som tændte Gasblussene over Celledørene.
Saa med et vimsed Professor Hieronimus ind. Han var i Overfrakke og Spaserestok, og Else blev straks ilde tilmode over det Hastværk, han syntes at ha. Alligevel gik der som en Straale af Haab igjennem hende.
„Gudskelov, at De kom,” sa hun.
„Jeg haaber, De befinder Dem bedre nu,” begyndte Hieronimus med sin spinkle, blege Stemme.
„Nej,” sa Else, „hvordan skulde jeg dog kunne det? Her er saa skrækkeligt.”
„Skrækkeligt! Her er tværtimod meget rart.” — Hieronimus' Tone var belærende. „De skal bare synes her er rart, saa er her ogsaa rart. De har været daarlig i det sidste — ikke?”
„Jo,” svarte Else. „Men her kan jeg ikke bli bedre.”
„Det har nok ikke vært saa godt mellem Dem og Deres Mand. Har De ikke noget at klage over, noget at bebrejde ham?”
„Nej,” hvisked Else, og overvældedes af Graad. „Er han en god Ægtemand, en omhyggelig Far? Har han ikke git Dem Grund til Skinsyge?”
„Nej. Det er en udmærket Mand i alle Retninger,” fik Else fremstammet. „Men han havde lovet at komme idag.”
„Han har ogsaa spurgt til Dem,” sa Hieronimus og talte endda fortere end ellers.
„Hvorfor kom han da ikke ind til mig?”
„Han maatte ikke for mig. De faar jo noget at sove paa, ikke?” Hieronimus gik mod Døren.
„Maatte ikke — men hvorfor? Kommer han i morgen da?” Hun sad oprejst i Sengen og raabte efter Hieronimus.
„Nej, ikke imorgen,” lød det fort og koldt fra Hieronimus.
„Naar da?”
„Vi faar at se.” Hieronimus var borte.

VII.

„Vi faar at se, vi faar at se,” blev det ved at suse for Elses Øren, mens hun uafladelig knytted Fingrene sammen og løste dem igjen. Aa hvor det gnaved derinde i Brystet.
„Her er et dejligt Sted at være paa,” Bedstemor stod foran Sengen med de rene, magre Hænder foldet om det hvide, sammenlagte Klæde, og rysted sit gamle Natkappehode som i taknemmelig Undren. „Saa rent og godt; men vi faar inte Kaffe — nej, vi gjør inte.”
„Vi faar at se, vi faar at se.” — Nej, men det maatte jo være hans Spøg. — Ja naturligvis, naturligvis. Else blev ved med at slynge Fingrene sammen saa haardt, at det knaged i Ledene.
Men spøge paa et saadant Sted? — Paa denne Afdeling, som de kaldte det. — Og Hieronimus — han saa ikke videre spøgefuld ud. Og desuden saa vidste han jo, at hun ikke kunde ha godt af at ligge der og — —. Nej Spøg var det ikke.
Nej, men han vilde kanske sætte hende paa Prøve — se, hvor taalmodig hun kunde være.” Aa nej Snak, det var jo dog ikke en Opdragelsesanstalt, hun var kommen ind paa.
Men hvis nu Hieronimus tog sin Opgave saadan? Hvis han gik omkring med en brændende Trang til at hjælpe og reformere, skaffe tilveje Resultater, der skulde hensætte Menneskene i Beundring og være for ham selv en Spore og et Bevis for, at han fortjente det Navn, han havde? Hans Maade og Udseende var saa paafaldende pædagogisk — og teologisk? — Nej, men han var da ikke saa ung, at han handled ud fra Drømme og Teorier. Livet maatte vel ha belært ogsaa ham om, at det eneste det gjælder om at vide, det er, at man ingenting véd. „Vi faar at se, vi faar at se.” — Nej, nu vidste hun det! Han vilde overraske hende imorgen med, at Knut pludselig skulde staa i Cellen. Ja, saadan var det, saadan var det.
Men Du gode Gud, hvor uforsvarligt alligevel at handle saaledes med hende. Hvis han havde sagt at Knut kom imorgen, saa kanske hun havde faat sove inat, men nu. — Nej, Hieronimus var ikke saa klog, som hun havde tænkt.
Og nu havde hun Natten for sig. Natten — Natten. — Endnu en Nat paa dette Sted.
„Naa Fru Kant, hvordan gaar det?” Else fik et gemytligt Dask paa Armen af Reservelægen. „Misfornøjet med Tilværelsen, hvad?”
Hvor er de dog brutale disse Folk, tænkte Else, men saa opfanged hun et medlidende Glimt i Reservelægens flegmatiske Øjne, og gjorde ham stiltiende Afbigt.
„Nu skal vi nok faa Dem til at sove inat,” sa Reservelægen. „De skal faa dobbel Portion.”
„Det fik jeg ogsaa igaaraftes!”
„Nuvel, saa faar De tredobbel. Bild Dem forresten bare ikke ind, at De ikke kan sove. Hvad skulde være i Vejen? De ligger jo godt, og har det udmærket i alle Henseender. Jeg kigger ind til Dem, naar jeg gaar Natstuegang.”
Frøken Hansen tog bort Bakken med Aftensmaden, Te og bart Smørrebrød, som Else ikke havde rørt.
„Hvor det dog er Synd, at De ingenting spiser,” sa hun.
„Jeg kan ikke faa det ned,” svarte Else.
Saa blev der gjort i Stand til Natten, og alt gik til nøjagtig som den foregaaende Aften. De blaatøjsklædte Skikkelser forsvandt fra Gangen. Gasblussene skruedes ned, Frøken Stenberg gik Aftenrunde i Cellerne, og Frøken Suenson indfandt sig til Nattjeneste.
„Hvordan har De havt det idag?” spurgte hun.
„Forfærdeligt,” sa Else og greb begge hendes Hænder.
„De var saa vis paa, at De ikke skulde være her idag,” sa Sygeplejersken og smilte sørgmodig. „Kan De se? Forresten havde jeg tænkt, at De var blet flyttet.”
„Hvordan tror De, Natten blir, Frk. Suenson?”
„Som sædvanlig, naturligvis. Her er Deres Sovemikstur.”
„Kan jeg ikke faa slippe for at ta det? Jeg sover saa ikke alligevel.”
Sygeplejersken holdt Miksturen hen til Elses Mund. „De maa aldrig sige nej til noget her. Det er det bedste for Dem selv.”
— — Saa begyndte Rædslerne fra den foregaaende Nat. De samme Hyl og Hvin, de samme Smæld og Slag, den samme rasende, af umenneskelige Brøl gjennemflængede Skjælven og Banden fra Deliristerne nedenunder. Else sad hvert Øjeblik oprejst i Sengen og stred med sin Angst, Hvergang Frøken Suenson saa ind til hende, følte hun som en Lise, og bad hende altid om ikke at gaa fra hende.
Klokken lidt over 11 kom Reservelægen.
„Naa, De sover ikke?”
„Professoren sa, at min Mand ikke kom imorgen heller,” sa Else. „Tror De ikke, det var hans Spøg?”
„Slaa Dem nu bare til Ro, Fru Kant. Hvad vil De være saa utilfreds for? „Utilfreds! Men forstaar De da ikke, at jeg pines tildøde her?”
„De skal værsgod sove. Saa pines De ikke.” „Sove! Hør, hvor de hujer og hyler. Og er her et øjeblik stille, saa ligger jeg og hoster.”
Hvad er nu det for en Indbildning? Lad mig forresten undersøge Dem.” — Reservelægen tog frem et Lytterør, Magen til det, den undersætsige Kandidat havde brugt paa hende den foregaaende Aften.
„De har fortrinlige Lunger. Ingenting ivejen. Kom nu bort fra det Paafund med Hosten.”
„Men saa send Bud hjem og spørg min Mand! Eller spørg Frøken Suenson. Tror De, jeg ligger og lyver for Dem?”
„Naa, naa, naa, godt Ord igjen. Nu skal De faa mere at sove paa.” Reservelægen fjerned sig.
„Nej, jeg vil ikke ha det!” raabte Else. „Skaf mig blot Ro, saa sover jeg. Miksturen gjør det bare være!”
„Hun er jo rent forstyrret,” mumled Reservelægen og skyndte sig afsted.
En stentung Fortvilelse sammensnørte Elses Bryst. Hun saa paa det høje Vindu, der med sine Bittesmaa Ruder virked, som var det jerntilgitret, og hun tænkte paa alle de laasede Døre, som Stængte for dette forfærdelige Fængsel. Hun kunde ikke græde, hun orked ikke at tale til Frk. Suenson, der atter var inde og hældte Sovemikstur i hende, og mildt og venlig dækked hende til. Bare hun havde været troende og kunde ha bedt til sin Barndoms og Ungdoms Gud. Det vilde ha bragt Fred og Fortrøstning. Hjærtet svulmed ved Erindringen om de mange Gange, hun før i Tiden havde fundet Trøst og Styrke i Bønnen. Taarerne kom strømmende varme, husvalende, og hun folded uvilkaarlig Hænderne: Aa Jesus, hvorfor var han dog blot borte fra hende! Saa husked hun paa, hvad Jesus havde lidt, hvorledes han uden en Klage var gaat i den forsmædeligste Død, og paa det ophøjede Eksempel til Taalmodighed i Lidelse, hans Liv og Død var for alle Mennesker, hvad enten de trode eller ikke trode.
Der faldt en dulmende Ro over hende. Øjnene lukkedes, og hun var lige ved at slumre ind, da et hvinende Skrig skræmte hende op. Lyden trængte som en bred og iskold Kniv gjennem hendes Rygmarv. Hun sprang frem paa Gulvet og raabte paa Frøken Suenson, men saa husked hun paa, at det var forbudt at staa op og skyndte sig tilsengs igjen.
Spektaklerne blev ved. Naar den ene holdt op, tog den anden fat, og nedenunder var de som besatte. Else følte sig efterhaanden liksom knust og søndermaset, Tilsidst var det, som om al Larmen og alle Skrigene foregik inde i hende. Det sled i hendes Legeme, snurred og bobled i Hodet, og undertiden ved et pludselig eller særligt skingrende Skrig var det, som om hun sank dybt, og saa langsomt løftedes op igjen. Men et Gode var der: Saalænge hun hvirvledes rundt paa disse Bølger af Angst, hosted hun ikke.
Ligesom den foregaaende Nat blev Patienterne noget roligere henad Morgenen, og straks begyndte Else at hoste.
Og saa tænkte hun paa Professoren. Hun kunde ikke forstaa, at han, som var Læge, og til hvem hun havde henvendt sig for at søge Raad og Hjælp, lod hende ligge her, udsat for disse sjælesønderrivende Rystelser. Han vidste jo, hvor søvnløs hun havde vært, og hvor vigtigt det var, at hun fik Ro til at sove. Hun blev behandlet fuldstændig paa samme Maade som de gale, og for hende, der ikke var gal, blev det jo værre end at være paa en Straffeanstalt.
„Nej men Fru Kant, nu trode jeg da, at De sov,” Frøken Suenson havde listet sig ind og stod foran Else.
„Selv om her et Øjeblik er stille, saa har jeg jo denne Hoste,” svarte Else.
„Det har jeg saamæn ikke lagt Mærke til. Her er jo saadan Spektakel.”
„Kommer Professoren imorgentidlig?”
„Nej, det er Reservelægen. Professoren kommer først til Aften.”
Atter faldt Fortvilelsen stentung over Else. En hel Dag til skulde hun altsaa være her. Dødtræt, fortumlet, uden Mulighed for at faa en, om end aldrig saa kort Blund paa sine Øjne, indesluttet af disse Mure, gjennem hvilke intet Bud og intet Skrig kunde naa til nogen udenfor. Ligge udstrakt paa dette haarde Leje, hvor hun ingen Hvile kunde finde for de mødige Lemmer, stirre frem for sig gjennem den aabne Dør ud paa Cellegangen og de blaatøjsklædte Skikkelser. Og Knut skulde ikke komme, ikke hele Dagen. Hun havde ogsaa spurgt Frøken Suenson, om det kunde være tænkeligt, at Professoren havde spøgt eller vilde overraske hende, og Sygeplejerskens Svar havde tat bort al Tvil. Aa Knut, Knut! hvorfor lod han dem handle saaledes med hende! — — Men kanske Hieronimus virkelig trode, at hun var gal. Han havde jo omtrent slet ikke talt med hende, saa han kunde jo ikke vide det. Hvor underligt forresten, at han ikke gav sig bedre Tid for at komme til Klarhed over hendes Tilstand — om det virkelig var nødvendigt at holde hende i Celle. For uden tvingende Nødvendighed blev man jo ikke anbragt her.Eller kanske han trode, hun havde villet ta Livet af sig med de Opiumsdraaber? De andre havde jo trot det, men nu vidste de Besked. Hun havde omhyggelig forklaret Sammenhængen baade for Reservelægen og Frøken Stenberg, og de havde naturligvis fortalt Professoren det. Nej, Else vidste hverken ud eller ind.
Men naar nu Hieronimus kom imorgen Aften, skulde hun tale indtrængende med ham. Og roligt. Se til at faa bortfjernet den Misforstaaelse, der nødvendigvis maatte være tilstede. Saa kunde hun da idetmindste være sikker paa, at dette var den sidste Nat i Celle. Hun klynged sig krampagtig til denne Tanke. Hun blev ved at gjenta og gjenta alt, hvad hun vilde sige, hun lærte det udenad. Hun tænkte sig, hvad Hieronimus vilde svare, og hun formed hans Ord i omhyggelige Sætninger. Hun fik Taarer i Øjnene af Længsel efter ham, af Godhed for ham, denne Mand, der var saa klog og saa human, hvis Liv og Kræfter var viet de ulykkeligste blandt hans Medmennesker, dem, han ikke vidste, hvad godt han vilde gjøre. Ja, imorgen Aften, imorgen Aften vilde Forløsningen komme. Hun vilde faa et roligt Værelse paa et andet Sted, hvor hun intet kunde se og høre til al denne Larm og Jammer, hvor hun kunde leve fredeligt som Rekonvalesent med en af disse gode Sygeplejersker, og daglig faa tale med Hieronimus. Taalmodighed, Taalmodighed — denne Dag gik vel ogsaa. Det gjaldt at samle alle sine Kræfter og al sin Energi paa det at ville holde ud, til Hieronimus kom.

VIII.

Naa, nu var det altsaa Morgen. Dørene smælded, og Vinduerne sloges op, og Trækvinden suste gjennem Cellen. Konen med Vandspanden og Vaskekluden rumsterte paa Gangen, og Frøken Suenson fo'r til og fra, i endeløst Hast, bragte Vaskevand og Te, hjalp Patienterne og gjorde rent i Cellerne. Frk. Stenberg gik rundt og saa til Patienterne, og alt var som den foregaaende Morgen.
Else laa stille paa Puden med lukkede Øjne og Hænderne foldet over Brystet, Trætheden kjendtes som en Lammelse i Legemet, og det snurred og isned i Blodet. Ak, om hun kunde faat en halv Times Slummer. Men det var umuligt. Enten skreg de syge op, eller der var Skridt paa Gangen og Nøglerassel og Lyd af Døre, som lukkedes op og sloges i. Men iaften, iaften naar Hieronimus kom — —. Nu var Klokken vel otte, fra otte til tolv var fire, fra tolv til halv syv var elleve og en halv. Elleve og en halv Time! — —
Ja, Herregud, det var vel ikke saa farligt.
„Hvordan gaar det, Fru Kant?” Det var Frk. Hansen med Madonnaansigtet, som spurgte.
„Spørg mig ikke, snak ikke til mig,” sa Else mørkt. „Dere er jo allesammen lønnet for at pine mig.”
„Kjære, lille Frue, vi vil alle saa gjerne gjøre det bedst mulige for Dem. Tro mig, det er sandt”— hun bøjed sig helt ned til Else og saa kjærligt paa hende.
„Aa, men jeg er saa forfærdelig forpint,” sa Else med Øjnene fulde af Taarer. „At ligge her og vilde, hvor haarrejsende forkjert det hele er. Og være magtesløs.”
„Ja, det kan jeg saa godt forstaa. Men lad Dem ikke mærke med det, Alting her blir udtydet som Sindssygdom. De skal bare være rolig, rolig og god.”
„Jeg er jo rolig. Jeg ligger jo her saa stille som en Mus.”
„Bare De kunde vinde Professoren. Han er saa udmærket mod dem, han kan lide.”
„Mod dem, han kan lide!” sa Else forbauset. „Men de er jo syge og gale, de, som er her.”
„Ja, ja, ja. Jeg raader Dem, fordi jeg holder af Dem. Vil De ha „Berlingeren”? Den tør jeg nok la Dem læse.”
„Nej Tak. Jeg vil hellere ha Dem. Sæt Dem ned og tal med mig.”
„Det tør jeg ikke. Jeg er paa den rolige Gang og kom kun ind et Øjeblik for at se til Dem. Nu maa jeg gaa.” —
— En stor dorsk Flue surred ustanselig henne over Dørkarmen, og søgte forgjæves at trænge gjennem Staaltraadburet om det slukte Gasblus, hvor en smal Solstribe spilled i Regnbuefarver. Else fulgte dens Bevægelser med sine trætte Øjne og tænkte paa, hvor dum den var, som ikke ganske roligt satte sig et Sted og vented, til Vinduet blev lukket op. Saa kunde den jo flyve ud og ha sin Frihed. — Frihed — aldrig var det faldt hende ind, for en Verden af Lykke det Ord rummed. I Forgaars gik hun frank og fri omkring, uden at føle Taknemmelighed for det, Saa var det da evindelig sandt, at alle Goder først fik sin rette Værdi, naar de var tabte. Pludselig gjorde Fluen højre om og fløj lige mod hendes Seng, og i næste Nu saa hun den dale ned over sit Ansigt. Med Rædsel slog hun fra sig og traf Fluen, der faldt laa Gulvet, hvor den krøb om og forsvandt.
Da Stuegangen kom, bad Else om Lov til at staa op.
„Hvad vil De op for?” spurgte Reservelægen. „De har det jo meget bedre i Sengen.”
„Men det er jo oprørende, naar jeg ingenting fejler. Hvordan skal jeg dog faa Tiden til at gaa! Nu har jeg ligget her i 40 Timer, og ikke et Blund har jeg faat paa mine Øjne.”
Reservelægen saa spørgende paa Frk Stenberg, der som sædvanlig var tilstede ved Stuegangen.
„Nej, Fru Kant vil ikke sove,” spøgte Frk. Stenberg. „Hun har ogsaa hostet noget, hører jeg.”
„Jaja, det kommer vel. Kun Taalmodighed. Godmorgen Frue.” Saa gik Reservelægen ud paa Gangen til det gule Bord, hvor han sysled med de høje Apothekerglas.
„Nu hørte jeg Dem hoste, Frue,” sa han med ét og kom ind igjen til Else. „De skal faa noget Hostesaft.” Saa fik hun Hostesaft og Frokost, bart Smørrebrød med Te, som hun neppe rørte.
„Nu blir her vistnok Ro en Stund,” sa Frk. Stenberg og tog Frokostbakken. „Se nu til at faa Dem en Blund.”
Else vendte sig mod Væggen og begyndte næsten straks at døse hen. Men et Øjeblik efter fo'r hun sammen ved en sagte raslende Lyd ude fra Gangen. Lyden kom igjen og igjen med korte Mellemrum, og i den uvante Stilhed blev den skarp og gjennemtrængende. Tilsidst letted Else sig op paa Albuen og keg ud paa Gangen. Der sad Frk. Stenberg og læste Avisen.„De er da ogsaa et vanskeligt Menneske,” sa Frøken Stenberg; siden, da Else svarte nej paa hendes Spørgsmaal, om hun heller ikke nu havde sovet.
Da Timerne havde slæbt sig hen, fik Else Middagsmad, Vandgrød og kogt Fisk, nøjagtig det samme som den foregaaende Dag. Hun kunde kun synke et Par Mundfulde.
Ud paa Eftermiddagen hørte hun jamrende Graad og klynkende Snak i Cellen ved Siden af.
„Hvem er det, som græder derinde?” spurgte hun Frk. Stenberg, da denne saa ind til hende.
„En, som skal til Sct. Jørgen.”
„Vil hun ikke?”
„Vil? Det vil de aldrig.”
„Stakkels arme Menneske! Tænk at bli sendt til Set. Jørgen”. — Else gjøs.
„Det er saamæn ingenting. Paa Sct. Jørgen har de det udmærket.”
„Skal saa hendes Celle staa tom?”
„Nej, vi venter en ny Patient. Derfor maa den anden flyttes. Til Sct. Jørgen rejser hun først imorgentidlig.”
En halv Time senere kom den nye Patient. Det lød for Else, som var der Slagsmaal derude. En skingrende Kvindestemme skreg fortvilet, skjændte og trued, mens de tumled om og slæbte en nedad Gangen.
„Hvem vover at røre ved mig!” hørte Else. „Jeg skal slaa alle dem, der kommer mig nær, sønder og sammen! Hvor er min Mand, Carl, Carl! hjælp, hjælp, frels mig, hører Du, Carl! Aa Gud, aa Gud! Mor, Mor! I har ikke Lov til at ta Tøjet af mig! La mig være, la mig være!” Det holdt længe paa. Omsider blev det stille. Saa hørte Else den skingrende Stemme kalde: „De Dame derude!” og spørge efter Professoren, og da Frk. Stenberg havde svart, skreg Stemmen: „Ja, I Kan tro, jeg skal klage for Professoren. Han er da vel en dannet Mand, som véd, hvad man skylder en Dame!”
Else frøs af Skræk og Medlidenhed. Ak, ja, Professoren. — Bare han dog kom engang.
Endelig kom han, fulgt af Frøken Stenberg. Som den første Morgen gjorde han Else nogle almindelige Sygespørgsmaal, og vilde gaa igjen, men Else bad om at maatte faa tale alene med ham.
„Om et Øjeblik,” han vimsed ud saa fort, at den lange, hvide Kittel flagred ham om Benene. Nogle Minutter senere kom han tilbage og satte sig ved Elses Seng.
„Jeg vilde saa gjerne forklare Dem det med Opiumsdraaberne forleden Aften,” begyndte Else, og saa fortalte hun det hele omstændeligt og endte med at sige: „Hvis Professoren vil spørge min Mand, saa skal De høre, det er sandt, at jeg af og til har tat Opiumsdraaber for Hosten. Der er intet andet, som har hjulpet.”
„Naa ja, men her faar De ingen Opiumsdraaber,” sa Hieronimus hurtig med sin tørre, tynde Stemme, der lød som kom den fra et sygt Bryst.
„Nej, naturligvis,” sa Else ydmygt og forfjamsket.
„De maa i det hele taget lære at subordinere Dem,” fortsatte Hieronimus i tilrettevisende Tone. „Begyndelsen lover ikke godt. Der bragte De med Dem Bøger og Tegninger og en hel Del Gjenstande, som De ikke har Lov til at have. Det var stik imod Aftalen. Jeg sagde udtrykkelig: noget Linned og en Smule Toiletsager — intet videre.”
„Jeg forstod det ikke saaledes,” stammed Else, „ja, det vil sige, jeg fik ikke Tid til at spørge. Og min Mand vidste det heller ikke. Han gav mig selvBøgerne og lovte at bringe flere, naar han kom.”
„Hum,” sa Hieronimus med en spodsk Trækning om den tynde skjægløse Mund.
„Han tror, jeg lyver,” tænkte Else forbauset. „Professoren kan jo spørge min Mand,” sa hun med en Stemme, der skjalv af tilbagetrængt Krænkelse. „Forresten kan jeg aldeles ikke holde ud at være her — bare det, at jeg umuligt kan faa sove.”
„Saa—aa, hvorfor ikke?”
„Tænk, at komme fra sit rolige, gode Soveværelse.”
Professoren afbrød tørt og skarpt: „Den Ro, De har lavet paa Deres rolige Soveværelse baade for Dem selv og for Deres Mand, er det nok ikke værdt at tale for højt om — hvad?”
„Men saa har jeg da sovet lidt om Morgenen, ialfald —”
„Det forekommer mig, Deres Mand sa, at De var bleven ved med at gjøre Scener til Klokken 7—8 om Morgenen.”
Else følte sig fladslaat over denne Hieronimus' Maade, der satte hende paa Anklagebænken, og tog hende i Forhør. „Saa efter Klokken 8 da,” sa hun med dirrende Læber. „Men her er aldrig Stilhed hverken Nat eller Dag.”
„De tager fejl,” sa Hieronimus kort. „Patienterne falder ofte til Ro, Timer ad Gangen”
„Timer! Nej, ikke Timer,” svared Else, „og saa er her jo anden Slags Støj.” Hun talte om de smældende Døre og de klaprende Vinduer og om Gasmanden, der tramped, og Skridtene, der gik, og om det altsammen.
Hieronimus fo'r op fra Stolen og var i et Nu borte i Døraabningen.
„Frøken Stenberg!” kaldte han.
Frøken Stenberg kom øjeblikkelig tilstede.
„De véd, jeg saa ofte har sagt, at her skal tages Hensyn og være Ro ogsaa paa denne Afdeling,” sa Hieronimus strengt. „Patienterne klager ofte over Døre, som smælder, og Vinduer, som slaar.”
„Det er Pigerne, Hr. Professor.”
„Jeg har kun Dem at holde mig til. De maa faa Pigerne til at lystre. Det er Deres Sag.”
„Jeg kan skam ikke, Hr. Professor.”
„De skal. Og nu Vinduerne — er der Kroge, som mangler?”
„Ja, der mangler nok Kroge et Par Steder.”
„Det er dog for galt. Saadan en Uorden! Hvorfor siger De ikke til?”
„Jeg har skam sagt til, Hr. Professor.”
„De behager ikke alene at sige til, men ogsaa staa inde for, at det blir gjort. Forstaar De?”
„Jo, Hr. Professor.”
„Saa er det Gasmanden. Gaar han med Støvler?”
„Ja, jeg tror nok, han gaar med Støvler, Hr. Professor.”
„Han skal bruge Tøfler. De har at paase, at han bruger Tøfler og gaar stille.”
„Jeg skal nok sige det til ham, Hr. Professor.”
„De skal staa inde for alt dette. Det er Deres Bestilling. — Hvordan var det saa med Fru Kant? Hun gjorde jo store Spektakler, da hun kom?”
„Aa, det var nu ikke saa slemt, Hr. Professor.”
„Var det ikke slemt,” bed Hieronimus af. „Vist var det slemt. Jeg véd det jo ogsaa fra Reservelægen.”
„Men jeg har jo forklaret Dem,” begyndte Else, der havde rejst sig op i Sengen og saa paa Professoren med store Øjne.
„Nej, det var virkelig ikke saa slemt,” kom Frøken Stenberg hende til Hjælp —
„Hvorfor lod De hende da komme paa den urolige Gang?” sa Hieronimus skarpt og affejende.
„Hun havde saa meget imod at dele Værelse” —
Hieronimus lod hende ikke tale ud. „De behøver ikke at undskylde Dem. Det var rigtigt, hvad De gjorde. Naa, siden har der jo ikke været noget,” han vendte sig for at gaa.
„Skal jeg blive her en Nat til!” raabte Else angst og bønfaldende. „Aa nej, Hr. Professor, De maa ikke la mig bli her en Nat til!”
„Jeg tænker, De lar mig om at bestemme, hvor længe De skal bli her,” svarte Hieronimus med skjærende Kulde.
„Faar jeg ikke se min Mand imorgen? Aa jeg ber Dem, Hr. Professor!”
Hieronimus, der allerede var ved Døren, vendte sig om og sa i mildere Tone: „Saasnart De kan taale det, Frue. Tro mig, jeg ønsker ikke at pine nogen længere end nødvendigt. Desuden — det er da ikke værdt, at han ser Dem, mens De ligger her.”
Saasnart hun kunde taale det! Hvad maatte hun ikke taale og udholde paa dette Sted Nat og Dag. Else sank tilintetgjort tilbage paa Puden og brød ud i en saa voldsom Hulken, at det var, som Brystet skulde sprænges. Frøken Stenberg, der var gaat sin Vej med en mut Mine, kom tilbage og satte sig hos hende.
„Saa, saa, kjære Frue. Ikke græde saa forfærdelig — saa, saa, bare jeg kunde gjøre noget for Dem.”
Else rejste sig op paa Knæ. Saa kasted hun sig om Halsen paa Frøken Stenberg, og saasnart hun for Hulken kunde faa Magt over sin Stemme, sa hun: „Om Forladelse, Frøken Stenberg, om Forladelse, fordi jeg klaged over Støjen og det” — det kom i afbrudte Stød. „Jeg vidste ikke, at det var Dem, som skulde ha Skjænd, og jeg vidste heller ikke, at han var saadan. Aldrig skal jeg gjøre det mere.”
Frøken Stenberg klapped hendes Haar og kyssed hendes Kind og forsikred, at det skulde hun ikke bryde sig om. Bare lægge sig pent ned og være rolig og taalmodig.

IX.

Hvor var hun sød og snil, Frøken Stenberg. Else, som havde tænkt, at hun gik omkring paa dette Pinens Sted uden Følelse for Ofrenes Elendighed, og nu havde hun netop, da Else havde voldt hende Ubehageligheder, vist Kjærlighed og Deltagelse. Aldrig skulde Else glemme hende det!
Forresten de andre ogsaa. Den buttede Thorgren med de røde glade Kinder. Hele Dagen var hun af og til kommen hen til hende og havde talt muntert og venligt, og paa alle Maader søgt at vise sit gode Sindelag, ikke at tale om Madonna-Hansen, hvis store Øjne lyste af Godhed og den inderligste Medlidenhed. Og saa Frøken Suenson, Nattevagten, som ved sin blotte Tilsynekomst virked lindrende paa Elses Kvaler. Gudskelov for Sygeplejerskerne. Tænk, om de havde vært som Hieronimus! Hun havde forøvrigt Fornemmelsen af, at de instinktmæssig ikke vilde røbe den gode Forstaaelse, der var mellem dem og hende. Saasnart Hieronimus kom tilbage, blev de stive og strenge at se til. Det var i det hele tat, som om Atmosfæren frøs til Is, straks han bare viste sig.
„De maa endelig se til at vinde Professoren,” sa de allesammen til hende. „Om vi saa bærer Dem paa Hænderne, nytter det til intet, hvis han er imod Dem.”
„Vinde Professoren,” grubled Else. Var hun
da ikke et lidende Menneske, der med Tillid var bleven betroet i hans Hænder? Om hun havde vært aldeles sindsforvirret, gal, desperat, umulig at styre — kunde hun saa derfor være „imod” hende?
Neji, hun forstod det ikke. Og hvorledes skulde hun bære sig ad med at vinde Professoren? Hun havde jo ingen Opsætsighed vist, kun grædt og klaget sin Nød. Og hendes klage havde vært som et Skvulp paa Oceanet, sammenlignet med den Lidelse, hun allerede havde gjennemgaat. Skulde hun anstille sig ydmyg og angerfuld, lægge sig paa Maven for denne Mand, der syntes saa tyrannisk, gebærde sig som et Kryb af en Undersaat, der trygler Majestæten om en uforskyldt Naade? Nej, og tusende Gange nej! Ikke om hun saa skulde brændes paa Baalet!
Men om hun nu alligevel søgte at „vinde” ham, som de sa? Appellere til hans Hjærtelag og Medfølelse. Han maatte jo dog være i Besiddelse af begge Dele. Ellers havde han vel ikke følt sig som den rette Mand paa dette Sted, hvor Opgaven fremfor alt var at være human og forsigtig, søge saavidt muligt at forstaa og gjennem Forstaaelsen Virke nyttigt og beroligende paa de syge.
Hans Væsen var jo vel kun en Maske, som han af en eller anden Grund fandt det hensigtsmæssigt at anlægge. I Morgen tidlig, naar han gik Stuegang, fik hun prøve igjen.
I Morgen tidlig. En hel Nats Forfærdelser skulde ligge mellem nu og i Morgen tidlig. Altsaa, endnu en Nat paa dette Sted. Det blev den tredje.
Nu blev Tage bragt til Sengs der hjemme. Aa Gud, Tage, Knut, Hjemmet — hvor det gjorde ondt i Hjertet. — Hun vred sine Hænder, og trykked Ansigtet dybere ned i Puden. Lille Tage, monstro han spurgte efter hende? Og Knut. Hvad tænkte Knut? Syntes han da ikke, det var frygteligt, at han ikke fik se hende? Han havde jo lovt saa vist at komme — en indeklemt Stønnen undslap hende.
„Her er Deres Sovemikstur, Frue.”
Else letted sig op paa Puden, og tog Miksturen, som Frøken Suenson gav hende.
„De ser saa rolig ud iaften. Har De det bedre?”
Else rysted paa Hodet.
„Har De ikke sovet idag?”
„Nej. Jeg har opgit at sove. Jeg har opgit alt,” hun skjulte Ansigtet ved Frøken Suensons Bryst, og graad, saa hun rysted.
„Iaften var jeg nu saa vis paa, at De var bleven flyttet,” sa Frøken Suenson. „De passer ikke paa denne Gang. Hvad siger Professoren?”
„Professoren er et Uhyre,” graad Else.
„Saadan maa De ikke sige, Frue! Professoren er en udmærket Mand. Men De maa endelig se at vinde ham.”
„Ja, ikke sandt?” sa Thorgren, som var kommen ind og nu stod ved Siden af Frøken Suenson med Haanden paa Elses Skulder, som hun kjærlig rysted. „De skal bare se for et Stjerneskud, der falder, naar De har vundet Professoren.”
I Cellen ved Siden af havde den nye Patient holdt paa med at skrige og skjænde og fortvilet kalde paa Carl. Nu gav hun sig til rasende at dundre løs, mens hun bandende forlangte, at der skulde aabnes.
„Er hun lukket inde?” spurgte Else.
„Ja, hun er saa balstyrig. Hun render hvert Øjeblik ud paa Gangen, og siger, hun vil hjem.”
„Ja, hun blir nok god,” sa Thorgren og lo.
„Uh,” sa Else gysende. „Hun maa jo slaa sine Hænder til Blods.”
Saa holdt Bankningen op, og de hørte Lyden af et Legeme, der tungt klaskedes mod Gulvet, hvorefter der lød en hylende Krampegraad.
„Vil De ikke gaa lidt ind til hende?” spurgte Else.
„Det er bedst, hun raser ud. Hun har faat saa meget Kloral, at det varer vist ikke saa længe.” „Godnat, lille. Fru Kant,” Thorgren rakte Haanden og klapped Else paa Kinden. „Godnat, Suenson.”
„Sovemidler hjælper jo ikke,” sa Else, da Thorgren var borte. „Se nu paa mig, det er, som jeg tar Vand.”
„Ja, det er ogsaa mærkværdigt med Dem, Fru Kant.”
„Plejer det ellers at nytte?”
„Ja, naar det ikke er Deliriumspatienter. Men dem gir vi det heller ikke.”
„Sover de da aldrig, Deliriumspatienterne?”
„Jo, naar de første 3—4—5 Nætter er forbi.” — — — Timerne var gaat. De syge havde larmet og skreget, som de plejed, og Deliristerne havde om muligt teet sig endnu vanvittigere end de foregaaende Nætter. Til Patienten i Cellen ved Siden af havde Else den sidste Times Tid intet hørt.
Pludselig begyndte en at udstøde en langstrakt Tuden, ustanselig, ustanselig. Det lød dumpt og hult, som kom det fra noget levende Begravet.
„Frøken Suenson! Frøken Suenson!”
Frøken Suenson kom ind til hende med Munden fuld af Middagsmad.
„Hvem er dette?” spurgte Else med et Ansigt, der var stivt af Skræk.
„En ganske ung Pige.”
„Hvorfor tuder hun saadan?”
„Ja, Gud véd.”„Hvor hun maa lide!”
„Nej. Hun véd ikke af sig. Naar Reservelægen kommer, faar hun sagtens en Morfinindsprøjtning.”
„Kommer Reservelægen snart?”
„Ja. Klokken er straks halvtolv. Han maa være her nu,” Frøken Suenson gik ud til sin Middagsmad.
Else satte sig op i Sengen og lytted efter Reservelægens Skridt, Hun var greben af en jagende Uro, som den idelig fortsatte, dumpe Tuden hidsed op til en sanseløs Angst, Hvor kunde det Menneske dog holde ud at tude saadan! Hvor havde hun Kræfter og Aande til det? Aa Gud, Gud, for en Afgrund af Elendighed at være her.
Saa hørte hun Reservelægen komme stille gaaende ude paa Gangen og veksle nogle hviskende Replikker med Frøken Suenson.
„Godaften Frue. Stadig ligge aarvaagen?”
„Hvor kan De tænke, jeg kan sove?” sa Else ophidset. „Nej, kom nu ikke med dette Snak om, at jeg skal sove og bør sove. De kan jo dog ikke mene det!”
„Hvad skal man svare Dem?” Reservelægen trak paa Skuldrene.
„Hør paa denne Tuden og hør paa Deliristerne dernede, og om et Øjeblik begynder hun derinde i Cellen og alle de andre! Aa Gud, Gud, jeg blir gal!”
„Ikke være saa ilter, Frue.” Reservelægens halvt bebrejdende, halvt dæggende Tone oprørte Else, men hans stilfærdigmedlidende Mine virked forsonende.
„Jeg maa ta mig sammen med al min Kraft,” vedblev Else i vaandefuld Hast, „for ikke at gi mig til at hyle og tude omkap med de andre.”
„Ja, De er jo temmelig hysterisk.”
„Hvordan skal man kunne bli af at være her?” fo'r Else fort, mens hun vred sig i Pine. „Det er uforsvarligt, uforsvarligt. Jeg, som skulde bort fra mit Hjem for at faa Ro og Hvile!” „Alle den Slags Patienter kommer jo her,” sa Reservelægen, og søgte at lægge som tyssende Venlighed ind i sin Stemme. „Det kan jo ikke være værre for Dem end for andre.”
„Alle den Slags Patienter!” raabte Else. „Gud Hjælpe da den Slags Patienter! Men hvorfor faar min Mand ikke se mig? Hvad tror De, han vilde sige, hvis han var tilstede her?”
„Det er jo ham selv, som har lagt Dem ind her. Han har vel anset det for nødvendigt.”
„Der er ingen, som har lagt mig ind her. Jeg er gaat af mig selv, fordi jeg selv har valgt det. Men havde jeg vidst, hvad jeg nu véd —. Og det samme gjælder min Mand. Jeg paastaar, at han ikke har anet, hvordan jeg skulde faa det. Og hvorfor skal han ikke faa Anledning til selv at se og høre? Ligge her. — Her! Og under en Mand som Hieronimus. Gud forbarme sig!” „Han er den bedste, vi har,” sa Reservelægen. „Men hvorfor tillader han ikke min Mand at se til mig?” Hvert Træk i Elses Ansigt dirred i Ophidselse. „Kan De forstaa det, og vil De forsvare det?”
„Professoren er bange for at udsætte Dem for Sindsbevægelser. Det er da let nok at forstaa.”
Else lo. „Sindsbevægelser! At faa se min Mand vilde da være en Sindsbevægelse af glædelig Art, mens det, jeg her udsættes for” — hun holdt inde og skjulte Ansigtet i Hænderne.
„Slaa Dem tiltaals, Frue,” sa Reservelægen, og la sin Haand paa Elses Skulder. „De skal se, det gaar bedre, end De tror.”
Hans milde Stemme og inderlige Tonefald vakte Elses Haab. „Vil De be for mig hos Professoren?” spurgte hun og saa fortvilet paa ham. Reservelægen nikked.
„Og sige, at De synes, han bør la min Mand komme?”
„Ja, naar der er gaaet nogle Dage. Godnat, Frue. Ta det nu roligt.”
Ta det nu roligt — —. Hvad var dog det for Slags Mennesker? Læger kaldte de sig — Bødler burde de hedt. Hvordan skulde det dog gaa hende? Hvorlænge vilde Kræfterne holde ud? Else laa atter paa Puden og udgjød disse ætsende bitre Taarer, hvoraf hun i de sidste Dage havde fældet saa utallig mange. Hun følte det, som laa hun dybt nede paa Bunden af en Brønd, over hvilken der kunde lægges Laag hvad Øjeblik som helst. Aa nej, men det maatte ikke ske — maatte ikke. Hun vilde arbejde sig opover, helt opover, saa hun idetmindste fik Hodet op over Kanten.
Naar nu Professoren kom i Morgen tidlig, vilde hun sige saadan og saadan. Saa blev han rørt og forstod, hvad hun led, og talte venligt og sa, at hun straks skulde faa et andet Værelse. Ja naturligvis, dette var der jo ingen Mening i. For han gik jo ikke ud paa at gjøre hende gal. Hvis hun nu havde vært det, de kaldte sindssyg eller bare mindre klar i Hjærnen, saa vilde hun kanske troet, at han gik ud paa at gjøre hende gal. Men Gudskelov, saa ilde var det dog ikke fat med hende.

X.

Hun gav sig til at tænke paa alle de forskjelligartede Pinsler og Kvaler, saa mangfoldige Mennesker i Tidernes Løb havde maattet lide i Verden, dem, der havde vansmægtet i underjordiske Fængsler, unge, uskyldige Piger, der var bleven mishandlet og brændt som mistænkt for at være Hekse eller Hekses Haandlangere, de mange Russere og Russerinder, der for sine politiske Anskuelsers Skyld var bleven dømt til Døden og henrettet, Religionsforfølgelsernes mange tusende Ofre, og de skindøde, der var bleven levende begravet, og en uendelig Medlidenhed med alle Jordens ulykkelige fyldte hendes Bryst. Hvad betød hendes Lidelser mod disses?
Hendes Indre blev mildt og stille. „Om en liden Stund skulle I se mig” — havde Jesus sagt til Disciplene engang. Ja, en liden Stund skulde hun være her, men saa om en liden Stund kom Knut og udfried hende. Sikkert. Andet var utænkeligt. Hieronimus bare lod, som han vilde være saa haard. Hvorfor skulde han ville hende ondt? Hun havde jo aldrig i Verden truffet ham før, og aldrig gjort ham nogetsomhelst. Og selv om hun virked frastødende og usympatetisk paa ham, saa var det jo ingen Grund for en Mand som Hieronimus. Tværtom, dobbelt varsom vilde han saa være.Ja Reservelægen havde Ret. Hun skulde ta det roligt. Nu var ogsaa denne dumpe Tuden blet svagere. Senere paa Natten faldt kanske ogsaa Deliristerne til Ro, og saa blev det Morgen, og saa kom Professoren. Gudskelov, nu havde hun Hodet oppe over Brøndkanten.
„De sover ikke?” det var Frøken Suenson, som kom listende ind.
„Fik hun saa Morfinindsprøjtning?”
„Ja. Nu falder hun snart i Søvn. — Reservelægen er rar at tale med. — Ikke?”
„Jo. Han ser snil ud.”
„Men De maa ikke la ham mærke, at De er urolig eller ophidset, Frue. Jeg forstod, at han syntes, De var daarligere i Aften.”
„Daarligere,” — sa Else uvilligt, „hvorledes daarligere?”
„Ja saadan” — Frøken Suenson førte Pegefingeren til Panden.
Else vilde til at synke ned igjen paa Bunden af Brønden, men saa tog hun sig sammen, og jog Tankerne bort. Frøken Suenson havde naturligvis misforstaaet. Det var umuligt, at Reservelægen kunde tyde hendes saa berettigede Klager som et Tegn paa Sindsforvirring.
„Fortæl mig lidt om Dem,” sa Else og la sig med Haanden under Kinden om paa Siden for bedre at kunne se Frøken Suensons fine og lyse Ansigt. „Er De glad ved at være Sygeplejerske?”
„Ja saa glad, saa glad. Nu har jeg vært det i 5 Aar, og ikke en Time har jeg fortrudt det. Det eneste, som gjør mig ondt, er Tanken paa min søde gamle Far, „Du har et trist Liv, min Pige,” siger han altid, og saa sukker han saa tungt og stryger mig over Haaret.”
„Jeg synes dog, det maa være frygteligt at bakses med disse rasende Mennesker. Er De ikke bange? Eller var De det ikke i Begyndelsen?”
„Nej. Aa jo, jeg var vel nok af og til lidt forskrækket i Begyndelsen. Men man vænner sig til det. Saa har man jo ogsaa undertiden Glæde af det, som nu med Bedstemor. Hun er saa sød og taknemmelig. Og den gamle derinde, hun, som smider Sengehestene i Gulvet. Et Par Gange har det hændt, at hun har slaaet Armene om min Hals, naar jeg har staaet bøjet for at pusle hende, og da har hun hvisket: „Tak Alma, hvor Du er sød.” Hun ta'r mig altid for den Alma, som hun fantaserer om. Og det er dog meget af saadan en syg og udpint gammel Stakkel,” Frøken Suenson Smilte rørt og lykkelig.
„Hvad heder hun, den gamle Dame?”
„Fru Fog.” —
„Tror De, Professoren er en snil Mand?” spurgte Else. „Snil?” „Ja, et godt Menneske, mener jeg.” „I Gud ja! Det tror jeg rigtignok. De skulde bare vide, hvordan han kan være, naar det er nogen han kan lide.”
„Holder De f. Eks. af ham, Frøken Suenson?” „Holder af ham,” Frøken Suenson gjentog forskrækket Spørgsmaalet, som var den Tanke, det Indeholdt, altfor formastelig. „Holder af ham? Jeg har saadan en umaadelig Respekt for ham, ja Ærefrygt.”
„Men tror De ikke, han kunde være ond mod dem, han ikke kan li?”
„Ond mod dem, han ikke kan lide?” hun vendte og drejed paa Ordene. „Nej, men han er saa stræng, aa saa stræng, saa stræng. Jeg skjælver af Angst, naar han viser sig paa Gangen, ja, jeg skjælver en hel Time i Forvejen, for jeg er saa bange for, at ikke alt er, som det skal være. Engang mens han gik Stuegang, opdaged jeg, at der om Sæbestykket derude i Krogen paa Vaskeservanten havde viklet sig et Haar. Ja saadan som jeg rysted fra øverst til nederst. Jeg turde ikke gaa hen og ta Haaret bort, ikke røre mig af Pletten, og jeg er vis paa, han saa det. Han ser alt. Hvis jeg havde et Hul paa Spidsen af Strømpefoden, er jeg vis paa, han kunde se det tværs gjennem Skoen.”
„For Reservelægen er De ikke saa bange. Er De vel?”
„Nej, Reservelægen,” Frøken Suenson, hvis Ansigt, mens hun talte om Professoren, havde havt et ængsteligt Udtryk, smilte lettet — „han er jo saa elskværdig.”
„Bare det snart var Morgen,” sukked Else.
„Ja Klokken er straks 4.”
„Gudskelov.”
Idetsamme hørte de Lyden af nøgne Fødder, der sprang paa Gulvet i Cellen ved Siden af, og straks efter dundrende Slag paa Døren og angstfulde Skrig.
„Aa Gud, nu begynder hun igjen!” raabte Else, og satte sig hastig op i Sengen. „De maa ikke lukke op, for saa kommer hun kanske her ind.”
„Nej, vær De blot rolig.”
„Hvem er hun?” spurgte Else.
„En ung Fru Syverts, meget køn.”
Straks efter fo'r en Skikkelse i Chemise og kort Trøje med bøjede Knæ, saa hun næsten sad, og med unaturlige lange Skridt og stærkt svajende Arme forbi den aabne Dør. Sygeplejersken løb øjeblikkelig ud.
Fru Syverts i Cellen ved Siden af blev ved med at dundre paa Døren, udstøde Skrig, tigge og trygle om, at der skulde lukkes op, fortvilet kalde paa Carl og true med Professoren. Else holdt Hænderne stramt om sine Tindinger. Inde bag Panden var der noget, som trykked paa, og det kjendtes, som om Hodet skulde revne.

XI.

Saa kom Skurekonen, og Vinduerne blev smækket op. Frøken Suenson bragte den sædvanlige Smule Vand i et bitte lidet Fad af gulhvid Fajance.
Mens Else laa paa Knæ i Sengen og vasked sig, og Frøken Suenson gjorde rent i Cellen, smutted en Skikkelse i kort Chemise, paa nøgne, hvidt skinnende Ben hastig indenfor Celledøren, hvor hun stilled sig op og stirred paa Else. Hendes Ansigt var gjennemsigtig blegt, Øjnene mørke og straalende. Det sorte brusende Haar runded sig om en smuk formet, klar og aaben Pande og faldt i en lang Fletning frem over den ene Skulder.
Else blev betat af dette hvide Ansigts Skjønhed. Hun betragted hende spændt.
„Hvor hun er yndig, den Kvinde der,” sa Skikkelsen med udtryksfuld, underlig tilsløret Stemme, og pegte paa Else. „Hvor hun er yndig,” gjentog hun drømmende, „og hvor hun ser ulykkelig ud.”
„Gaa ind til Dem selv, Fru Syverts,” sa Frøken Suenson, der som sædvanlig i aandeløs Hast sæbevasked Cellepanelet.
„Til mig selv — ja, lad mig komme hjem til mig selv,” det lød saa skjærende sørgmodigt. Pludselig stamped hun voldsomt med Foden og skreg rasende: „Jeg er en hæderlig Kvinde, siger jeg dem! Jeg vil være en hæderlig Kvinde, og derfor blir jeg ikke her, ikke en Time, ikke et Minut længere! Tror I, jeg vil være mellem sligt Forbryderpak?” hun stamped og stamped med sin nøgne Fod, og bandet stygt. „Her er jo ikke et eneste ordentligt Menneske!”
Frøken Suenson lod Vaskekluden falde ned i det skummende Sæbevand, og gik fort hen, og tog fru Syverts i Armen.
Ikke lukke mig inde!” raabte Fru Syverts angstfuldt bedende. „Ikke lukke mig inde!”
Men saa maa De heller ingen Støj gjøre,” Sygeplejersken trak af med hende.
„Carl, Carl, Carl! hjælp mig, frels mig!” lød det sønderrivende, og saa blev det stille.
„Har De laaset hende inde igjen?” spurgte Else da Sygeplejersken kom tilbage.
Nej. Jeg fik hende tilsengs, og lod Døren staa paa Klem.”
En Stund efter, da Else var færdig med sit Toilette, og laa alene i Cellen, kom Fru Syverts fygende ind igjen. I et Par Spring var hun henne hos Else, løfted Sengetæpperne, og vilde op til hende.
„De er en Mand,” hvisked hun gjennem de hvide sammenbidte Tænder. „Lad mig komme ned til Dem! Tror De ikke, jeg ser, De er en Mand?”
Else rejste sig forfærdet overende, og søgte at støde hende bort.
„Jeg tar Dem med Magt,” hvæsed den syge Frue. Hun greb Else haardt om Armene, og tvang hende saa let, som om hun havde vært et spædbarn tilbage paa Puden. Saa satte hun, uden at slippe Jerntaget om Elses Arme, den ene Fod op i Sengen.
Else udstødte et Raab om Hjælp, og FrøkenSuenson kom straks tilstede og rev hastigt Fru Syverts bort.
„Hun blev bange, sikken en, hun blev bange!” raabte Fru Syverts og lo, mens Sygeplejersken gik med hende.
Else fik et Anfald af Krampegraad. Hun putted Hodet helt under Tæppet og bed i Lagnet, for at ingen skulde høre det. Heftige Rykninger i Nakken trak liksom Baghodet i Folder, det hamred i Tindingerne, og inde bag Panden trykked det paa, og trykked paa. Og saa sled og rev det i Brystet, og Smerten fo'r ustanselig som en krumbugtet Orm lige op i Halsen paa hende.
Langt om længe kom Frøken Stenberg og gav hende Vand.
„Se til at fatte Dem, nu har vi snart Stuegangen. Det nytter ikke, at De gir Dem over.”
Men Else blev ved at græde. „Jeg vil bort, bort, bort! hjem til Knut og Tage!” skreg det uafladelig inde i hende, og Tanken paa disse kjære gjorde omsider Graaden mildere og stillere.
„Fortæl mig nu, hvad De græder for?” Frøken Stenberg satte sig paa Sengekanten og tog Elses Haand.
„Jeg længes saa forfærdelig hjem.”
„Det maa De faa Bugt med. Giv Dem nu trygt over i Troen paa, at det er det bedste for Dem at være her.”
„Nej,” svarte Else heftig. „Det er en stor Fejltagelse, at jeg er kommen her. Min Mand vilde være fortvilet, hvis han vidste Besked.”
Saa fik Else atter at høre, at det jo var hendes Mand, som havde lagt hende ind her, og at hun dog maatte ha fejlet noget, siden hun var kommen her.
Ja, sa Else, fejlet noget havde hun, men gal havde hun ikke vært. „Har De mærket nogen Galskab hos mig, kanske?”
Nej. Men det kunde man jo aldrig vide. Der var saa mange Arter Galskab og Sindssyge, De, som syntes mest kloge, var ofte de værst angrebne — og naar man var kommen her, saa —
Else saa paa Frøken Stenberg med et jammerfuldt Blik. „Jeg maa jo fortvile,” mumled hun og vendte Hodet bort. — — —
Hun laa i halv bevidstløs Tilstand med uhyre høje, grønskede Mure tæt omkring sig. Foroven hælded Murene sammen, saa der kun var en ganske liden firkantet Aabning, og denne var dækket af et Staaltraadbur, i hvilket der sad en Gasflamme. Et blegt Tusmørke flød ned langs de grønskede Vægge, og hun hørte dæmpet Sus som af et Hav, der rulled ensformigt langt, langt borte. Ingen kunde se hende, og aldrig skulde Staaltraadsburet, som dækked for Aabningen, tages bort, og aldrig skulde hun bli draget op fra dette Dyb til Livet og Tiden, hvis Larm hun svagt fornam. Hun skulde ligge her bestandig, bare ligge og ligge med stive Arme og strakte Ben. „Nu sover hun da?”
Else slog Øjnene op. Der stod Reservelægen og en af Kandidaterne og ved Sengens Fodende Frøken Stenberg. Hun saa sig forvildet om, strøg sig over Panden og husked det hele.
„Hendes Øjne er opsvulmede,” sa Reservelægen.
„Ja, hun har grædt saa meget. Hun længes hjem, siger hun.”
„Professoren skulde jo komme idag,” sa Else.
„Han blev forhindret. De faar ta tiltakke med min Ringhed,” svarte Reservelægen med sit godslige Smil.„Har Professoren ikke sagt, at jeg skulde flyttes?”
Reservelægen saa paa Frøken Stenberg, som rysted paa Hodet.
„Nu kan jeg ikke mere, nej jeg kan ikke mere,” jamred Else. „Træffer De Professoren idag?”
„Vil De saa ikke sige det til ham?” vedblev Else, da Reservelægen havde nikket ja. „Aa, gjør det, Reservelæge! Ikke sandt, Frøken Stenberg — jeg holder ikke ud længer. Kan jeg vel?”
„Der er intet Værelse ledigt,” Frøken Stenberg saa' liksom frittende paa Reservelægen. „Det er netop det gale ved det.”
„Hvordan er det med Appetitten?”
„Hun spiser næsten ingenting.”
„Det maa De,” Reservelægen trued med Pegefingeren. „De blir ikke flyttet, saalænge De ikke spiser.”
„Hvor skal jeg kunne spise her! Desuden hvad er det for Slags Mad, jeg faar? Bare Vandgrød og kogt Fisk hver eneste Dag.”
„Det er Feberkost.”
„Men jeg har jo ingen Feber!”
„Har Fruen ikke havt Feber?” spurgte Reservelægen med et hurtigt Blik paa Frøken Stenberg.
„Nej, hun har ikke havt Feber.”
„Naa ja, det gjør forresten ingenting. Nu kan vi jo sætte Dem paa anden Kost, Jeg skal skrive en Spiseseddel. Godmorgen.”
„Sig endelig til Professoren, at jeg maa flyttes!” raabte Else efter ham.
— I uudholdelig Spænding vented Else hele Formiddagen paa, at en eller anden skulde komme med Besked fra Professoren om, at Fru Kant skulde bringes over i et andet Værelse. Den Tanke at skulle være her endnu en Nat kunde og turde hun ikke tænke. Hvergang Thorgren eller Frøken Stenberg viste sig, letted hun Hodet fra Puden og saa aandeløs spørgende paa dem. Engang hørte hun en Mandsstemme paa Gangen og syntes, det var Knuts. Det gav som et Skrig af Jubel inde i hende. Med en lynsnar Bevægelse sad hun oprejst i Sengen og rakte Hænderne frem. Stemmen blev tydeligere, og Herreskridt nærmed sig. Det var Knut! Hun hørte det tydeligt. Aa Gud, Gud, saa var hun frelst, frelst, frelst! Den velsignede Professor, som alligevel havde villet overraske hende —. Alle hendes Ansigtsmuskler skjalv i Smil og Fryd, Øjnene fyldtes med gode Taarer, og Hjærtet slog højt og varmt. Saa gik en af Kandidaterne forbi Døraabningen, „De har ikke Lov at sidde op i Sengen,” sa han i Farten til Else og forsvandt.

XII.

Men Else blev siddende og stirred stivt. Det var altsaa ham, hun havde hørt og ingen Knut.
Hun følte det, som om alt hendes Blod sank ned i Benene, og en vaad Kulde bredte sig fra Hodet og nedover. Kort efter strømmed Blodet tilbage til Hjærtet, og ildvarmt susende stormed det op i Hodet. Alting dansed rundt, hun syntes Sengen svingled som i Søgang. Gribende efter Støtte i Sengebordet la hun sig langsomt tilbage paa Puden. — —
Men hvor kunde hun ogsaa ha bildt sig ind noget saa urimeligt som, at Knut skulde faa Lov til at komme idag, tænkte hun senere. Det vilde vært en altfor vanvittig stor Glæde, Hieronimus havde jo desuden sagt: „Det er da ikke værdt, han ser Dem, saalænge De er her.”
Hvad mente han egentlig med det? Hvorfor maatte Knut ikke se hende, saalænge hun var her? Skulde det da holdes skjult for Knut, hvorledes hun behandledes? Det var jo som en Indrømmelse af Hieronimus om, at han ikke vilde være ved, hvorledes han bar sig ad med hende. Nej, men Hieronimus mente vel, at han bar sig rigtig ad, men at Knut ikke forstod sig paa det, og at han saa vilde gribe forstyrrende ind ved at forlange hende hjem igjen.
Der var intet Værelse ledigt, havde Frøken Stenberg sagt. Men det var dog altfor oprørende, at hun af den Aarsag skulde ligge her og udsættes for at gaa tilgrunde! Det var jo en frivillig Sag, at hun var kommen her. Skulde det saa ikke ogsaa være en frivillig Sag, hvis hun og Knut sa: Vi gik ud fra gale Forudsætninger, da vi indfandt os her, og derfor vil vi gjøre det om.
Nej, atter igjen vidste Else hverken ud eller ind.
Hun grubled og sa tilsidst til sig selv: Naar jeg bare blir flytted idag og slipper for en ny Nats Rædsler, saa skal jeg alligevel være fornøjet. Kanske Kandidaten, som hun havde troet var Knut, havde vært oppe med Besked til Frøken Stenberg? Ja, naturligvis. Hvorfor skulde han ellers være kommen paa denne Tid af Døgnet? Nu gik de og gjorde Værelset istand. Saa kom den glade Thorgren og sa stort smilende over hele sit søde, buttede Ansigt: Nu skal De op, Fru Kant, og følge med mig ind paa et dejligt, stille Sted. Hun vilde slet ikke spørge, men vente taalmodigt. De glæded sig til at overraske hende med det gode Budskab. Ikke foregribe deres Glæde.
Da Middagsmaden, sød Suppe og to lyse, som Boghvedekager udseende, Frikadeller bragtes hende, satte hun sig straks op i Sengen og spiste saa meget, hun var istand til at nedsvælge. Men sød Suppe var det værste, hun vidste, og for Frikadeller havde hun altid havt Modbydelighed. Men hvad gjorde det? Madsorgerne kunde hun sagtens komme over.
Da Else var færdig med at spise, hørte hun det gaa derude med Dørene, som haardt smældte til, og samtidig lød der græsselige Hyl. Et Øjeblik senere kom forbi hendes Døraabning to Portører med en Bærebør, hvorpaa en tynd, graagusten Kvinde sad oprejst med fægtende Arme. Hun hylte ustanseligt. Kort efter kom Portørerne tilbage med den tomme Bærebør, mens Hylene blev vildere og vildere, og samtidig begyndte Fru Syverts, som længe havde vært stille, at rase og skrige i Cellen ved Siden af.
„Dette er Helvede,” tænkte Else. „Den, som har lavet Læren om Helvedes Pinsler, har uden Tvivl ved en Fejltagelse vært paa en eller anden sjette Afdeling, med en eller anden Hieronimus til øverste.”
„Hvad siger De til denne Komedie?” Fru Syverts i Chemise med sine lange hvide, ved Anklen for tykke Ben var kommen ind i Elses Celle, hvor hun hastig gik frem og tilbage med Hænderne i Siden. „Jeg blir gal af at være her. Ja ved Gud blir jeg gal! Min Mand ejer et lille Sted nede ved Kysten. Der skulde jeg ha været. Men saa kom Lægen og sa, at jeg først skulde tale med Professor Hieronimus. Han er en Modepræst, tror De ikke?” Hun stod stille midt i Cellen og saa hvast paa Else. „Alle synes, de skal snakke med Hieronimus,” vedblev hun, „men vi faar jo ikke snakke med ham. Bu, bæ, øh, døh, siger han, og saa er han borte.”
„De skulde gaa ind og lægge Dem, Fru Syverts,” sa Else formanende.
„Men det er saa forfærdeligt at ligge saadan og glo hele Dagen. Jeg er ikke vant til det.”
„Javist er det forfærdeligt. Nu har jeg ligget her paa fjerde Døgnet. De kom da først igaar.”
„Og saa tyller de mig med Kloral, og det blir jeg saa forstyrret af. De skulde vide, hvordan det suser i mit Hode. Aa Carl, Carl,” hun holdt Haanden for Øjnene og brast i Graad.
„Er Carl Deres Mand?”
„Ja, min Mand, min ejegode, skikkelige Mand. Vi har kun vært gift i otte Maaneder.”
„Gaa nu pent ind og læg Dem, Fru Syverts.
Hvis Sygeplejersken træffer Dem her, saa siger hun bare, De er forfærdelig daarlig og urolig, og saa maa De ligge endnu meget længere.”
„Vær god og taalmodig,” vedblev Else, da Fru Syverts ikke svarte, men blev ved at græde stille. „Det siger de alle til mig, og jeg lar det gaa videre. Det nytter ikke at sætte sig op her. Gaa nu, før nogen ser Dem.”
„Ja, jeg skal,” sa Fru Syverts, og nikked heftig „Jeg skal gjøre det, fordi De be'r mig,” hun gik hurtig ud af Cellen. Nogle Minutter senere fløj forbi Døraabningen en Kvinde, der fra Bæltestedet var indsvøbt i et foran blodigt Lagen. Med hul Gravrøst skreg hun af al Magt: „Knu'ssen! Knu'ssen!” Straks efter blev hun, næsten baaret af Thorgren, slæbt tilbage, mens Raabene paa Knu'ssen blev ved. „Det er en Barselspatient,” sa Thorgren, da hun senere kom ind til Else. „Hun har født for 2 Dage siden.”
„Er det hende, som hyler fremdeles?” „Ja. Men det skal De ikke bryde Dem om. Frisk Mod Antonius,” hun klapped leende Else paa Kinden. „Tænk, hvor godt Patienterne har del her, blir plejet og passet i alle Retninger, rene Lagen paa Sengene to Gange om Ugen. Jeg vilde synes, det var Sjov at være Patient her for en lille Tid —. Vi med vores Professor! Det er ramme Alvor, Fru Kant.”
Hvor kunde det dog være, at disse snille, gode Mennesker var saa afstumpet i deres Følelser for andres Lidelser. Det var det samme urgamle op igjen. Autoritetstroen som i alle Aarhundreder havde bragt Menneskene til at tro paa og bøje sig for det ene Menneske. Det ene Menneske, som havde menneskeforagtlig Frækhed nok til at optræde som den, der førte an og vidste Besked. — „Vi med vores Professor!”
Frøken Stenberg kom ind. Else syntes, hun kunde se paa hendes Mine, at hun havde noget godt at meddele, Men hun vilde ikke la sig mærke med det. Frøken Stenberg skulde selv faa sige det. Men da Frøken Stenberg intet andet sa end de sædvanlige kjærlige Ord, kunde Else ikke dy sig, men spurgte, om hun ikke skulde flyttes.
Nej. Det havde Frøken Stenberg ikke hørt noget om.
„Men tror De ikke, der endnu kan komme Besked?”
„Nej, det kan der ikke. Klokken er 5. Jeg har jo ogsaa sagt Dem, at der intet Værelse er ledigt.”
„Intet Værelse ledigt,” gjentog Else, der frøs og skjalv ved Tanken om Natten, som stunded til. „Men sig mig en Ting: Er det umuligt, at der kan skaffes noget andet Rum tilveje end denne Celle, jeg nu har?”
„Umuligt? — Nej umuligt er det ikke. Der kan gjøres Forandringer hist og her. Der er jo ogsaa Nerveafdelingen, og en Gang derovre i Pavillonen, som vi undertiden gjør Brug af.”
„Kjære, søde Frøken Stenberg,” Else greb hendes Haand og saa hende ind i Øjnene med et Blik, der skreg efter Hjælp, — gjør for mig, hvad De kan. Sig, at jeg omkommer af at ligge her. Aa, vær god, vær god, jegskal huske det hele mit Liv.”
„Ja lille, lille Fru Kant. Vi vil Dem alle saa vel,” hun klapped Else paa Haanden og gik.
„Det er altsaa forbi,” tænkte Else. „Jeg skal bli her i Nat igjen,” og en forhærdet Forbitrelse stivned hendes Sind. De syge tumled og skreg og jamred, og hun syntes, det var et brugbart Akkompagnement til Teksten i hendes Indre.
Nu kom Stuegangen snart. Men det var Reservelægen og ikke Professoren. Ja ja, det var akkurat det samme.
Straks efter var Reservelægen der i sin hvide Kittel, fulgt af en Kandidat og Frøken Stenberg. Han gjentog sit evindelige: om hun fremdeles var misfornøjet med Tilværelsen?
Else rejste sig op i Sengen og gav sin Forbitrelse Luft.
Reservelægen svarte intet. Bare saa bedrøvet og mildt paa hende. Men til Frøken Stenberg henvendte han, da han gik: „Hun blir værre og Værre.”
Et Øjeblik efter hørte hun hurtige knirkende Skridt paa Gangen, og Hieronimus i Overfrakke, og med Hatten i Haanden stod i Cellen.
„Jeg skal hilse fra Deres Mand,” sa han.
Else vilde sige Tak, men Struben var som sammensnøret. Hun fik ikke Lyd.
„Han bad mig sige Dem, at han nu havde faat en Kokkepige til den 1ste, som han trode, var god. Det behøved De altsaa ikke at tænke paa.”
„Skal jeg være her i Nat igjen?” spurgte Else med en Stemme, der forekom hende selv hæs og ukjendelig.
„Tja-a,” han sa det „tja-a” bredt og fedt, som var det ham en legemlig Nydelse at sige det.
„Men jeg kan ikke holde det ud! Jeg lider altfor forfærdeligt.”
„Aa-aa,” svarte Hieronimus med en saa snærrende Haan, at det virked som et Slag i Ansigtet paa Else. „Hvordan var det hjemme?”
Da sprat Else op i Sengen, og ude af sig selv, med et fortrukket Ansigt og et Blik, der sprudled Ild og Gnister og bored sig ind i Hieronimus' kolde, blege Øjne, sa hun: „Professoren véd lige saa godt som jeg, at der ikke er Spor af Grund til at holde mig i Celle! Det er kun, fordi De ikke harPlads til mig, men saa skylder De at la min Mand det vide. „Aa-aa,” siger De,” hun efterabed Hieronimus' haanlig snerrende Tone, for saavidt muligt at gi ham Slaget i Ansigtet tilbage. „Men vil Professoren ikke selv ligge her en Nat, bare en eneste en, og la mig faa Deres Soveværelse?”
„Neej,” sa han, og det lød som fjern Hestevrinsken.
„De udsætter mig for umenneskelige Pinsler Dag og Nat!” raabte Else. „Med hvilken Ret gjør De det?”
„Umenneskelige Pinsler!” Hieronimus' farveløse Ansigt var blet graat som Kalk. Han løfted sig paa Tæerne og satte Hælene mod Gulvet. „De trænger nok i høj Grad til at lære Dem Selvbeherskelse! Deres Sygdom er den, at De ikke kan beherske Dem. Jeg havde tænkt paa at flytte Dem” — han klasked sin ene Haands smaa spinkle, plebejisk formede Fingre mod den andes indvendige Flade og næsten skreg: „Men nu skal De faa blive her!” og vips var han ude af Cellen.
„En yndig Mand,” tænkte Else med Foragt og lo indvendig.
„Men Gud, Fru Kant,” Frøken Stenberg stod ved Elses Seng. Hendes fine blege Ansigt var blegere end sædvanlig, og Minen forskrækket bebrejdende. „Hvor tør De tale saadan til Professoren? Jeg hørte det hele.”
„Hvor tør han behandle mig, som han gjør! Det eneste, jeg angrer paa, er, at jeg ikke fik sagt meget mere.”
„Professoren taaler ikke Kritik. Ikke af nogen, og allermindst af en Patient.”
„Det er virkelig Skade for Professoren,” sa Else spodsk.
Siden kom Thorgren og korsed sig skrækslagen. „De maa endelig gjøre Professoren en Undskyldning,” bad hun.
„Han skal faa slaa mig ihjel, før jeg gjør det,” svarte Else.
Ogsaa Madonna-Hansen indfandt sig, og talte forfærdet om Sagen. Inde paa hendes Gang var de aldeles bestyrtet, Aldrig var sligt hændt før. Havde hun ikke hele Tiden bedt Else om at være god og taalmodig, fordi hun holdt af hende og vilde hendes bedste? „Nu maa De ydmyge Dem for Professoren. Lov mig, at De vil det,” endte hun.
„Aldrig!” raabte Else heftigt. Og saa gik Madonna-Hansen med en bekymret Hoderysten.
— Nattevagten var sat, og Frøken Suenson gav Else Kloral. „De ser ud, som om De er vred paa mig,” sa Else. „Nej. Men bedrøvet. Paa den Maade blir De aldrig flyttet.”

XIII.

Timerne gik med Rasen og Buldren, Skrig og Spektakler oppe og nede. Barselspatienten fløj, ret som det var, forbi ude paa Gangen, mens hun med sin langstrakte Gravrøst raabte „Knu'ssen, Knu'ssen!” Tilsidst blev hun lukket inde, og Raabet paa Knu'ssen lød hulere og dumpere end før.
Knuget af Angst og Pine, martret af Længsel og af en fortærende legemlig Uro kasted Else sig frem og tilbage paa sit haarde Leje. Imorgen var det Søndag. Da gik Knut Tur med Tage før Frokost. Ak, om hun havde kunnet være med! Om hun i det hele tat var blet derhjemme? Hun kunde jo være blet der, hvis hun havde villet. Men hun havde følt sig syg og vilde søge Helbredelse ved Ro og Stilhed og Hvile. Hvad var det, hun havde lidt og været hjemsøgt af der mod det, hun nu maatte døje?
Det brune Hestetog? — Hvor var det henne? Ikke en eneste Gang havde hun set det her. Og sit Arbejde havde hun ikke et Sekund tænkt paa. Hvis hun havde vært i rolige, blide Omgivelser, og havde set Knut, og for hver Dag kunnet vise ham, at det blev bedre med hende? —
Saa kom Natstuegangen. Imod Sædvane var det en af Kandidaterne. Else hørte ham borte i Døraabningen spørge, om Fru Kant sov.
„Nej,” sa Frøken Suenson. „Hvordan skal hun kunne sove her?”
„Her er jo roligt.” „Ja i dette Øjeblik,” sa Frøken Suenson indigneret. „Men vent bare lidt, skal De faa høre. Det skulde være en af os, som blev budt det, der bydes Fru Kant.”
„Mig vilde det ikke genere,” svarte Kandidaten overlegent, og gik videre. —
„Maa Fru Kant ikke staa op lidt idag?” spurgte Frøken Stenberg om Morgenen, da Reservelægen var der. „Hun er saa træt af at ligge.”
„Hun har jo holdt sig rolig siden den første Aften,” svarte Reservelægen overvejende. „Jo, De maa gjerne staa op en Timestid, Fru Kant. Efter Frokost. Godmorgen.”
Et Par Minutter senere kom en af de unge Kandidater, en høj slank Fyr med tynd Moustache og et glat vakkert Ansigt, og hilste: „Godmorgen.”
„Hvad skal jeg sige til Deres Mand, Fru Kant, naar jeg nu ser ham?” spurgte han med et hjælpsomt Smil.
Else saa forskende paa Kandidaten, og var Uvis med sig selv, om hun skulde svare ham. Men saa fo'r den Tanke gjennem hende, at han kanske havde ondt af hende, og hun sa indtrængende: „Sig ham, at han maa optræde ganske anderledes energisk for at faa komme ind til mig. Sig ham, at jeg har det saa forfærdeligt, og at jeg blir gal, hvis han ikke kommer snart.”
„Tror De, det vil frugte noget?” spurgte Kandidaten og blev ved at smile.
„Ja, naturligvis vil det frugte. Han tar mig øjeblikkelig med sig, naar han ser, hvordan her er. Han aner ingenting om det — det er det, som er saa, forfærdeligt.”
„De synes altsaa slet ikke om at være her?” Kandidaten drejed sin Moustache og smilte uafladelig.„Sig ham, at han m a a komme, at han skal komme, og sig ham det saadan, at han forstaar, De ogsaa synes det,” bad Else indtrængende. „Jeg vil være Dem saa taknemmelig. Lov mig, at De vil sige det,”
„Deres Mand kan intet gjøre. Han retter sig naturligvis udelukkende efter Professoren. Han véd ogsaa god Besked med, hvordan De har det.”
„Nej,” sa Else med svigtende Stemme. „Han véd det ikke.”
„Ja forresten, saa ser jeg slet ikke Deres Mand.” Smilet paa Kandidatens Ansigt flød ud over hele Ansigtet.
Else sa ikke mere. Hun laa med hurtigt glippende Øjenlaag og greb fast i Lagenet.
Kandidaten stod lidt og strøg sin Moustache Saa gik han med en sagte Fnisen.
Else hverken græd eller rørte sig. Hun var som forstenet i Haabløshed.
Da hun var færdig med Frokosten, bragte Frøken Stenberg hendes Undertøj og Slaabrok. Else bad om forskjellige Smaating, som sine Strømpebaand, Haarnaaler og det lille Toiletspejl. Det var efter Professorens Ordre altsammen bragt tilbage til hendes Hjem, fik hun til Svar. Istedetfor Strømpebaand gav Frøken Stenberg hende to Stumper Sejlgarn.
Da Else var paaklædt, gik hun ud paa Gangen.
„Idag er det Søndag,” smaasnakked Bedstemor, som sad sammenkrøben, tæt trykket op til Metallugen, som lukked for Ovnen indenfor „Rent Tøj fra øverst til inderst. Se bare,” hun holdt det sammenlagte hvide Klæde op mod Else.
„Ja Bedstemor er altid fornøjet,” bemærked Thorgren, som søndagsren og nystrøgen sad ved det gule Bord og læste i en Bog med slidt Shirtingsbind.
Den unge Pige med det tunge Hode og de hvide Uldsokker gik i korte Vendinger svinglende frem og tilbage nederst paa Gangen.
„Jeg har ikke set hende de sidste Dage,” sa Else til Thorgren og pegte paa den unge Pige.
„Nej, hun er ikke at formaa til at gaa forbi Deres Dør. Det er ikke nogen Dame, det er en vild, forfærdelig „Fugl”, siger hun, og saa kryber det gjennem hende af Skræk.”
„Er det mig, hun mener?” spurgte Else.
„Natyrlig,” lo Thorgren.
Else keg ind i Cellerne. Fru Syverts sov med halvaaben Mund, saa de hvide Tænder vistes mellem de unge fyldige Læber.
Hun laa med Hodet lidt paa skjæve og Haanden under Kinden, og i de lange sorte Øjenvipper hang en Taare.
Else listed sagte ud og gik ind til den gamle med det gule Mumieansigt — Fru Fog —, som hun havde set den første Aften, og som om Nætterne plejed at kaste Sengehestene i Gulvet. Hun laa med halvaabne Øjne, der lyste graat og grumset som skidne Glasskaar. Ud af Hospitalstrøjens Ærmer, der var gledet op forbi Albuerne stak to brungule Arme, tynde som Bambusrør. Hændernes Hud var fuld af Sprækker og skjællet som naa store tørrede Rødfiske. Da Else nærmed sig, løfted hun som den første Aften liksom besværgende Armene, og sa noget, der visned hen paa de indsvundne blodløse Læber.
„Stakkels Dem,” sa Else og strøg hende sagte over Panden, der var bedækket af bittesmaa Svedperler.
„Søde Alma,” lød det med en mat Hvisken, og den ene Haand kom langsomt op og tog et kraftløst Tag i Elses Slaabrok foran paa Brystet.
Da Else kom ud igjen paa Gangen, stødte hun paa den unge Pige med det tunge Hode. Pigen fo'r skræmt sammen, skjulte Ansigtet bag den løftede Arm og raabte, mens hun svinglende flygted: „Aa fy, fy, den vilde Fugl vil hakke mine Øjne ud!”
I den nederste Celle sad Barselspatienten oprejst i Sengen og vaanded sig stille. Da Else kom ind, saa hun paa hende med et flakkende, hjælpeløst Blik, og smøg saa pludselig Lagenet over sit Hode.
Else følte sig svimmel og skjælvende mat i Knæerne. Bedst at gaa tilbage til sin Celle og krybe i sin Seng igjen. Hun lod Blikket vandre rundt paa den lange nøgne Gang med de forsvarlig lukkede Fløjdøre i begge Ender, og de aabentstaaende Celledøre, og hun tænkte med Gru paa den første Aften, da hun forholdsvis frejdig var kommen herind, uden at ane, at hun paa ubestemt Tid gik ind i et Fængsel, og skulde behandles som en Misdæder, til hvem ikke hendes allernærmeste, end ikke hendes egen Mand, fik Adgang.
Langsomt klædte hun sig af og la sig.
„Græder hun nu igjen?” Thorgren kom med Middagsmaden. „Nu har De jo havt den Adspredelse at være oppe lidt, og nu er her jo saa godt og stille. Man kan ligesom mærke, at det er Søndag.”
Ja, det kunde Else ogsaa, og det gjorde Tilstanden dobbelt trøstesløs.
Hvad var det for Mad idag? Hun satte sig op og tog imod Bakken. Noget gult Vand med smaa kremefarvede Bolleklumper. Og saa en Skive tørstegt Kjød med kogte Poteter, som flød i tyk, lysebrun Melsauce. Ingen Salat, ingen Agurk eller Pikkels, eller nogen af disse Smaaingredientser, som hun var vant til, og som hun satte Pris paa.
Men hun maatte spise alligevel. Hun havde kjendt sig saa kraftløs, rent ud segnefærdig, da hun var oppe, og det var jo intet Under.
Ihærdigt tog hun fat, men det var hende umuligt at spise mere end ganske lidt, for det smagte flout og vont.
Som sædvanlig, naar Patienterne en Stund havde været rolige, begyndte de ogsaa nu at larme og skrige igjen. Fru Fog Kasted Sengehestene i Gulvet, mens hun udstødte en dump Jamren. Barselspatienten fløj forbi med Skrig, som blev hun stukket af Knive, og Fru Syverts teede sig saa voldsomt, at hun maatte lukkes inde. Hun gav sig da til at dundre paa Væggen, som stødte op til Elses Celle, og angstfuld kalde paa Else og Professoren.
„Nu gaar jeg tilsengs, Fru Kant!” raabte hun tilsidst, da Else havde formanet hende. „Nu gaar jeg tilsengs og er god. Hører De, Fru Kant?”
„Ja, jeg hører!” råbte Else tilbage. „Det er pent af Dem, at De nu vil være snil og gaa tilsengs.”
Klokken lidt over 6, en Stund efter at Gassen var tændt, kom Hieronimus. Hans Godaften lød paafaldende venligt.
„Nu, hvordan synes De, at De befinder Dem?”
Else flytted sig paa Puden og svarte ingenting.
„Hvordan har det sig med Appetitten?” vedblev han uforstyrret venlig.
„Jeg er sulten nok, men jeg liker ikke Maden her,” sa Else mut.
„De er maaske vant til andre Slags Retter?”
„Til en anden Tillavning ialfald. Men det gjør ikke noget. Maden kan det være det samme med” — Else flytted sig atter paa Puden.
„Ja, saa er det Søvnen. De sover fremdeles ikke?”Else vented lidt, saa sa hun dirrende af Vrede: „Kan man sove her, hvis man er nogenlunde normal og ikke helt gal?”
„Ja, nu faar vi haabe paa Natten.” Han sa det saa pent og stilfærdigt, at Else maatte undre sig. Hun havde ventet, at han skulde flyve op, ubændig som den foregaaende Aften.
„Haabe,” sa hun med en Betoning fuld af Foragt, og med sig selv tænkte hun: „Kast et nøgent Spædbarn foran en sulten Tiger, og haab saa paa, at Rovdyret ikke æder det.”
„Ja, Fru Kant — havde vi Mennesker ikke Haabet,” Hieronimus talte pludselig langsomt og med præstelig Salvelse, og hans Blik havde det Udtryk, som hun havde set i Venteværelset, og som minded om den unge Teolog.
Else havde trukket Øjenbrynene op, og noget, der ligned et Smil havde kruset hendes Mundviger, og et Sekund efter at Hieronimus havde sagt det om Haabet, sprat han op fra Stolen og var lynsnart som en Taskenspiller ude af Cellen.
— Natten blev forfærdelig. Deliristerne nedenunder holdt uafbrudt paa. Else fik krampelignende Smerter under Brystet. Hun vred sig som en Orm og jamred ustanselig.
Da Reservelægen gik Natstuegang, gav han hende nogle Draaber, hvorefter det blev bedre en Stund, men saa begyndte det igjen og varte ved hele Natten.
„Frøken Suenson,” sa Else i en af Pauserne mellem Brystsmerterne. „De ser, hvor jeg lider, og hvor pinefuldt jeg har det i alle Maader. Ikke sandt?”
„Jo Stakkel. De har det ikke godt.” „Vil De saa ikke bringe min Mand nogle Ord fra mig?”
„Ikke for Guld!” sa Frøken Suenson forfærdet, og med en Fasthed i Stemmen, som Else ikke havde tiltroet hende.
„Sig ikke nej, kjære Frøken Suenson. Jeg er saa angst for, at jeg skal miste Forstanden tilsidst, Giv mig en Lap Papir og et Blyant, saa kan jeg skrive det paa Sengen.”
„Ikke for al Verdens Herlighed,” forsikred Frøken Suenson med den forrige faste Stemme. „Tror De, jeg vilde vove at gjøre sligt for Professoren?”
„Jeg ber og bønfalder Dem! Professoren fik jo aldrig vide det. Jeg vil være Dem taknemmelig hele mit Liv, altid synes, at jeg stod i Gjæld til Dem. Og det vikle min Mand ogsaa.”
„Nej, nej, nej — tænk ikke paa saadant, Fru Kant.” Hun slog ud med Haanden og smilte pludselig: „Hvis jeg gjorde det, kom jeg sikkert til at gaa igjen her, eller at jeg var død.”
„Forresten,” vedblev hun alvorlig, da hun saa Elses stumme Fortvilelse, „vilde det ikke nytte Dem det ringeste. Naar man er paa denne Gang, saa er der ingen, som ænser, hvad man siger. Deres Mand vilde ikke gjøre noget.”

XIV.

Deres Ansigt er gult som Voks idag,” sa Frøken Stenberg, da hun om Morgenen kom ind til Else. „Men nu maa der snart ske Forandring.” Reservelægen saa jo, hvor syg De var inat.”
Dagen gik. Else laa stille hen. Til Spørgsmaalet, om hun vilde staa op lidt, havde hun rystet Hodet. Hun gav sig over. Lod sig stille glide ned paa Bunden af Brønden med de grønskede Vægge. Det var unyttigt at kjæmpe. Overmagten var for stor.
Saa med ét stod Hieronimus i Cellen. Else saa ham som gjennem et Slør, men opfanged dog, at hans Mine var mild.
„Nu bliver der gjort et Værelse istand til Dem,” sa han.
„Aa lad mig bare ligge her,” svarte Else forhærdet og trak paa de sitrende Øjenbryn. „Jo mere, jo bedre.”
„Jo mere, jo bedre?” — det kom stakaandet fort gjennem Hieronimus' tynde, graahvide Tænder, og som Aftenen iforvejen letted han sig paa Tæerne og satte Hælene fast tilbage. „Ja, det er ogsaa min Mening, at De har godt af at blive her!” I næste Nu var han forsvunden.

XV.

„Knut sad for tredje Gang siden Elses Indlæggelse paa Hospitalet, spændt og urolig i Professorens Venteværelse.
Hvad han hidtil havde faat ud af den ordknappe Professor, havde lydt lidet trøstende og lilet oplysende: „Deres Hustru var urolig ved Indlæggelsen.” — „Ikke tale om Besøg.” — „Nu til en Begyndelse kun Spørgsmaal om at vinde Patientens Tillid” — „Ingen Nytte til at forhøre sig før om nogle Dage.” — „Foreløbig kun det at bemærke, at Deres Hustru synes at være en meget Vanskelig Patient.”
Det var Knut, der under Besøgene havde ført Ordet. Professoren havde lyttet til — ikke saa Interesseret, som han gjærne skulde være, syntes Knut. Hvorfor var denne Mand saa forbeholden, i Grunden kjølig? Sad han med sin Opfattelse færdig, eller havde han ingen Mening dannet sig endnu? Hvorfor var det ikke Lægen, der ledte Samtalens Gang? Den drejed sig jo udelukkende om Patienten.
Nu nikked Betjenten ved Døren til Knut. Det var hans Tur.
„Deres Hustru er udtalt sindssyg.”
Det gav et Sæt i Knut. Ordet greb med næsten legemlig Voldsomhed ind i hele dette pinefulde, varsomt tvundne Spind af Bekymringer, der længe, Stykke for Stykke havde bredt sig om hans Tanker og Følelser.
„Sindssyg?” sa han.
„Ja.”
„Forvirret?”
„Formen for hendes Sindssyge er den næsten fuldkomne Mangel paa Evne til at beherske sit Følelsesliv. Undertiden er hun en ren Furie.”
Det varte lidt, før Knut svarte. Nu var her altsaa Klarhed nok, og en Sikkerhed i Tonen, der ikke lod Plads aaben for den mindste Tvil.
„Og Professoren har tat hendes særegne impulsive Kraft med i Betragtning — den, der kommer frem i hendes Produktion?”
Med saa meget som Halvdelen af et Sekunds Tøven svarte Hieronimus: „Ja.”
„Kjender Professoren min Hustrus Malerier?” „Min stærkt optagne Tid har i de senere Aar desværre hindret mig i at følge med Kunstens Udvikling herhjemme.”
„Maa jeg sende Professoren nogle Gjengivelser af hendes Malerier?”
„Tak. Selvfølgelig vil der i Valget af Emner kunne være en Vejledning til Bedømmelsen af Deres Hustrus Tilstand.”
„Og i Behandlingsmaaden? Det kunstneriske Højdepunkt, der er naaet?” „Ogsaa deri.”
Professoren gjorde nogle Skridt fra Skrivebordet hen mod Kakkelovnen.
„Mit Raad er, at Deres Hustru indlægges paa Set. Jørgens Sindsygeasyl for en ikke altfor kort Tid.”
Atter gav det et Sæt i Knut, som fik han et Stik.
„For hvor længe?” spurgte han. „Et Aar.”
„Hvad skal der opnaas derved?” „Helbredelse,” sa Hieronimus fast og med liksom Antydning af Mishag over Spørgsmaalet. Da Knut intet sa, tilføjed han: „De skal ikke ta Deres Beslutning nu med det samme. Tal med Dr. Tvede. Deres Hustru blir foreløbig her. Det haster ikke.”
„Det forekommer mig dog, at naar der er Tale om Indlæggelse paa et Sindssygehus —.
„Deres Hustru skal først af alt lære Disciplin. Hun er misfornøjet med sit Ophold hos os. Hun vil ikke ha godt af, netop nu at bli flyttet. Det tar ogsaa mindst 10 Dage at faa Sagen ordnet. Giv mig Deres Svar i Løbet af Ugen.”
„Og Professoren er af den Mening, at der ad denne Vej virkelig vil opnaas Helbredelse?”
„Ubetinget. Vi har mange Eksempler derpaa. Det første Halvaar vil hengaa under Protester fra Deres Hustrus Side. Saa vil hun falde til Ro, og endelig forlade Hospitalet med Taknemmelighed i Hjærtet og helbredet.”
„Ad denne rent mekaniske Vej, ved Afsondring og Indespærring?”
„Ad denne rent mekaniske Vej — ja,” sa Hieronimus med en Mine, som om han netop fandt Udtrykket slaaende.
Knut havde Følelsen af, at han stod der og forslæbte sig paa en tung Byrde. Han kunde ikke gaa, og han undlod med Vilje at lægge Mærke til, at Audiensen hos den altid travle Professor var forbi.
„Saa vil De jo ogsaa faa Fred i Deres Hjem,” sa Hieronimus fra sin Stol med noget i Stemmen, der klang som Spot.
Der gik paany et Ryk gennem Knut. Var hans mange, omhyggelig overvejede Ord da blevet. tydet som Klage over egen Nød?Den Mand der i Stolen var dog næppe saa stor en Sjælegransker, som han havde Ord for.
„Der er kun ét at gøre: Følg Hieronimus' Raad,” sa om Aftenen Dr. Tvede til Knut. Den næste Dag sa to Læger af Knuts Bekendtskab det samme til ham: Hieronimus var en Mand, hvis Dom i slige Sager man ubetinget maatte stole paa.
Det er altsaa derpaa din Kraft skal sættes ind, tænkte Knut. Han bandt saa sin Vilje med faste Baand om en Beslutning, der smerted som en ond Byld i Brystet: Hieronimus' Raad skulde følges.

XVI.

Else var bleven flyttet. Den store Fløjdør i Cellegangens nederste Ende havde aabnet sig for hende, og umiddelbart udenfor denne laa hendes nye Værelse. Foruden Sengen indeholdt det Chaiselougue, et Bord og en Stol. Ogsaa her stod Døren aaben Nat og Dag ud til en med et gult Bord og 2 Stole møbleret Gang, der liksom Cellegangen var lukket af vel tillaasede Fløjdøre. Værelset stødte paa den ene Side klods op til Cellerne, hvorfra det kun var skilt ved en almindelig Væg, og havde paa den anden Side et Rum med seks Senge, der for Øjeblikket stod tomt. Endskønt Vinduet foroven var behængt med en rødbrun ulden Gardinkappe, virked det dog, højt oppe som det sad, og med sine bittesmaa Ruder ligesaa jerngitret som Cellernes Vinduer, og Elses Indtryk af at være i Fængsel var det samme som før.
Ved Flytningen havde Else faat en ny Dagsygeplejerske, Frøken Ræder, som var kommen op fra Mandsafdelingen nedenunder, en kraftigbygget blond Kvinde henved de 30. Hun bar Lorgnet og havde et muntert og dannet Væsen. Smaanynnende og let vuggende i Hofterne gik hun om ved sit Arbejde, og hun talte til Else om allehaande Ting, for at faa hende til at glemme sine Kvaler. Else var glad ved at ha hende om sig. Idetheletat virked Sygeplejerskerne som blege Solstraaler paa en mørk og isfrossen Vinterdag.„Nu,” sa Reservelægen, da han første Gang tilsaa Else paa det nye Sted. „Nu er De da tilfreds?”
Else, der sad paa Kanten af Chaiselonguen, saa forpint hen for sig. Naar undtages, at hendes Opholdssted ikke var en Celle, og at de syge ikke hvert Øjeblik kunde fare forbi hendes Døraabning eller komme ind til hende, var der ingen Forskel paa før og nu. Larmen og Skrigene hørte hun lige saa tydeligt. Uroen og Forstyrrelserne af Vinduer og Døre og alle Dagens Lyde var de selvsamme. Klokken 5½ a 6 om Morgenen begyndte Rengøringen med den isnende Gennemtræk, og om Natten stod Fløjdøren aaben til Cellegangen, hvor Thorgren, som havde afløst Frøken Suenson, sad Vagt og skulde tilse baade Else og Cellepatienterne. Og saa havde hun den sidste Nat lidt af en voldsom Tandpine.
„Jeg kan jo ikke sove her heller,” sa hun træt.
„Aa Snak.”
„Og saa er det saa skrækkeligt, at jeg aldrig faar vadske mig.”
„Faar De ikke vadske Dem?” Reservelægen gjorde store Øjne.
„Kalder De det for at vadske sig? En halv Pægl Vand i en Skal, som man akkurat kan dyppe Næsen i. Hjemme tog jeg koldt Bad hver Morgen.”
„De kan ogsaa godt faa Bade her. Sig til, at der er i Orden,” han vendte sig til Frøken Stenberg.
„Rørene lækker og Ovnen fejler ogsaa noget,” sa Frøken Stenberg.
„Saa maa det repareres. De skal nok faa Bade, Fru Kant.”
„Tror De, det endnu varer længe, før jeg faar se min Mand?”
„Slaa nu det af Tankerne. Ja, det kan godt være, at det varer længe”, tilføjed Reservelægen som Svar paa Elses fortvilede Blik. „Har De da ikke bedt Professoren for mig?” Reservelægen nikked.
„Aa Gud, hvor det er forfærdeligt,” udbrød Else. „Hvad skal, hvad skal jeg dog gøre? Jeg længes saa usigeligt efter at faa høre hjemmefra.”
„Professoren véd bedst, hvad der er gavnligt for Dem.”
„Gavnligt,” raabte Else og rejste sig. „Ja, jeg kan den Lektie nu!” Hun gik nogle Skridt og satte sig igen. „Hvad Gavn skal jeg ha af at sidde her under Laas og Lukke og lide og sørge, saa jeg er nærved at omkomme? Hvad skal der bli af mig tilsidst, jeg, som aldrig sover! De véd, at det er sandt, at jeg aldrig sover. Selv om De tænkte, jeg tog Fejl, saa har De Sygeplejerskernes Udsagn at holde Dem til. Og jeg kan Ikke komme til at sove her. Jeg har sagt det fra den første Aften, og jeg blir ved med at sige det. Tror De ogsaa, det er mig gavnligt?”
„Hvor De er ilter,” sa Reservelægen paa sin sædvanlige godsliglavmælte Maade. „Det er formelig interessant at se paa.”
„Hvad er han dog for en Mand. den Hieronimus!” vedblev Else. „At han er en Pave i smaat Format, arrogant og selvsikker som en Lægprædikant, forklarer ikke tilstrækkelig hans Adfærd imod mig. „Til mit eget bedste!” Tror han da, at jeg vilde bli vanvittig af at se min Mand — det vilde han forresten vist ikke sørge over —, eller er han bange for, at Hospitalet skal ramle sammen, naar han viser sig?”
Reservelægen forsøgte som sædvanlig at slaa det hen i Spøg, og Else hørte paa det uden at bli irriteret. Hun var ham trods alt taknemmelig, fordi han lige fra den første Aften havde været medmenneskelig og venlig imod hende. Saa var der ogsaa dette Glimt af Medlidenhed, der kunde komme og gaa i hans klare flegmatiske Øjne, og som især ved Nattetide, naar hun var allermest oprevet og fortvilet, for et Øjeblik trøsted og dulmed hende. — —
„De er jo overbevist om, at jeg ikke er sindssyg, Frøken Ræder,” sa Else en Eftermiddag, da Gassen var tændt, og Stuegangen ventedes. Hun havde vært oppe nogle Timer, men var gaat tilsengs igjen, udmattet af Tandpinen, som nu havde martret hende paa 3dje Døgnet.
Frøken Ræder, der sad med et stort uldent Hækletøj i Chaiselonguen lige overfor, tog hurtig Lorgnetten af og svarte frejdig: „Ja, jeg for min Del har ikke kunnet opdage det ringeste Tegn.”
„Vil De saa ikke besørge et Brev til min Mand for mig? De gjør en god Gjerning mod mig.”
„Umuligt, Fru Kant! Bed mig endelig ikke om det.”
Else taug. Hun hørte paa Tonefaldet, at det vilde være ligesaa frugtesløst at bede Frøken Ræder, som det havde været ligeoverfor Frøken Suenson.
„De forstaar jo nok, at vi Sygeplejersker ikke kan gjøre saadant. Det vilde være det samme som naar en Mand brød sin Embedsed.”
Ja, Else forstod det kun altfor godt. Ingen Redning, intet Haab. Hun var som levende begravet.
„Deres Mand vilde heller intetsomhelst foretage sig.”
„Aa, hvor kan De tænke!” afbrød Else. „De kjender ikke min Mand.”
„Naar man er under Professoren, saa sker kun det med en, som han vil. De skulde heller sætte alt ind paa at være venlig, allerhelst ydmyg med Professoren. Han er vant til at have det saadan. Men De — De skulde bare vide, hvordan De ser ud, naar han taler til Dem,” Frøken Ræder lo. „Det er ikke klogt af Dem.”
„Ja, han er bleven mig saa led, den Karl,” sa Else med Afsky.
Lidt efter kom Stuegangen. Det var Hieronimus.
„Her har De det som Blommen i et Æg,” sa han, mens han vimsed hen til Sengen.
Else svarte ikke. Hvergang hun hørte Professorens Skridt, fik hun Hjærtebanken og skjalv af Modvilje. Og naar han talte venlig som nu, var hans Stemme saa selvtilfreds skrattende, at den paavirked Else endnu ubehageligere, end naar den var haanlig og opfarende.
„Og her faar De da Ro til at sove. Ikke?” Spørg Sygeplejerskerne om, hvad Ro her er, og om, hvormeget jeg sover,” trykked Else ud af sig. Professoren skulde siddet herinde i Nat og hørt paa.”
„Naa ja, det kommer vel,” han vendte sig for at gaa, men drejed sig hastig paa Hælen, og sa: „De har jo havt Tandpine?”
„Ja.”
„Er det over nu?” „Nej.”
„Vil De ha Tanden ud?”
„Nej. Jeg vil hellere ha en Tandlæge.”
„Naa!” — Vims var han borte.
Om Natten blev Tandpinen aldeles uudholdelig. Ogsaa Hosten, der i de sidste Par Dage syntes at ha været i Aftagende, var igjen blet slem. Intet Under, slig Gjennemtræk som der var Morgen og Aften under Udluftningen. Time efter Time sad Else overende i Sengen og jamred sig højlydt omkap med de rasende Delirister der nedenunder. Thorgren gav hende hede Omslag. Hun sprang hele Tiden til og fra. Saasnart hun blev et Par Minutter hos Else, kaldte Skrig og Spektakler hende tilbage til Cellegangen. Hvergang Else fik Omslaget paa, lindred det lidt, men saa tog Hosten fat. Hun græd over sig selv, saa Taarerne strømmed, og gjentog atter og atter: „Jeg kan ikke holde det ud.”
„Hvorfor vil De ikke ha Tanden ud?” spurgte Reservelægen.
„Det er der ingen Grund til,” svarte Else. Tanden har nylig været plomberet, og kan vare i mange Aar endnu. Lad mig bare faa ta til en Tandlæge. Han kan jo la mig kjøre i lukket Vogn og gi mig et Par Fangevogtere med til Følgeskab.”
„Lægge Dem i Lænker,” foreslog Reservelægen. —
„Nu skal jeg gaa ned og bede Professoren om Lov at kjøre til en Tandlæge,” sa Frøken Stenberg et Par Timer senere. „Det blev saa mig, der kom til at følge Dem.”
„Tak”, sa Else, der hele Tiden var bleven ved med at jamre sig.
Det varte ikke længe, saa kom Frøken Stenberg tilbage. Hun saa skuffet ud.
„Nu?” spurgte Else.
„Han svarte ingenting, bare betyded mig, at jeg kunde gaa.” „Sligt et Uhyre!”
„Jeg har nogle brune Draaber, som har hjulpet mig engang,” sa Frøken Stenberg. „Dem skal vi prøve at gnide Tandkjødet med.”
Om Eftermiddagen, da Else kom ud paa Cellegangen, hvor hun daglig havde Lov til at spasere frem og tilbage, opdaged hun, at der i den nederste Celle var kommen en ny Patient, en Dame,
der trods Hospitalstrøjen og Cellesengens hvide Uldtæpper og grove Pudevaar, gjorde et levende Indtryk af Finhed og Værdighed. Hun laa ganske stille og saa frem for sig med et forstenet Blik, mens Taarerne langsomt og ustanseligt løb ned over det ubevægelige, af Graad opsvulmede Ansigt. Den unge Pige med det tunge Hode var svinglet ind i Cellen, hvor hun nysgjerrig stirred paa den nye Patient, og Bedstemor stod smaapludrende bøjet over hende. Men den grædende Dame ænsed dem ikke. Først da Barselpatienten pludselig fløj ind til hende, udstødende sit sædvanlige hule Jammerraab paa Knu'ssen, fo'r hun angst sammen, og saa sig om efter Hjælp.
„Hvem er det?” spurgte Else Sygeplejersken, som havde været inde efter Barselpatienten.
„En Komtesse.” „Er hun meget forstyrret?” „Det er hun vist. Hun blev taget paa et Hotel, hvor hun gik om med en ladt Revolver, og nu tror hun, at hun er falden i Hænderne paa Anarkisterne.”
„Hvem skulde tro, at det er en gal, som ligger der og sér saa fornuftig-fortvivlet ud,” tænkte Else, som hvergang hun paa sin Marsch kom forbi Komtessens Døraabning ugenert keg ind til hende. Stakkels Menneske —. „Hun har da vel ikke Revolveren hos sig?” spurgte hun pludselig ivrig, og standsed foran Thorgren.
„Jo, hun har to!” svarte Thorgren leende, og tilføjed: „Der fik jeg Dem dog til at smile, Fru Kant. Jeg helmer ikke, før jeg ogsaa faar Dem til at le.” —
„Nej,” sa Else omsider til sig selv. „Jeg vil ikke mere gaa her og kigge paa denne ulykkelige Komtesse. Hun sér hvergang saa smerteligt bebrejdende paa mig. Man skal ogsaa være fintfø­lende ligeoverfor de gale.”
Else gik ind til Fru Syverts, der fremdeles laa tilsengs, nydelig og proper med velbørstet, flettet Haar og i snehvid broderet Natkjole.
„Hvor er det pænt af Dem, at De kommer ind til mig, Fru Kant,” Fru Syverts greb Elses Haand med begge sine. Det bæved om hendes Mundviger, og de brune Fløjelsøjne fyldtes med Taarer. „Her ligger jeg endnu, hvad synes De? Jeg tigger og bér hver Dag om at faa komme op, men de svarer mig ikke engang.”
„Det er fordi De ikke er rolig nok.”
„Det nytter ikke, om jeg ogsaa er rolig,” Fru Syverts béd i sin Underlæbe, og store klare Taarer trilled ned over de hvide Kinder. „Jeg har forsøgt det ogsaa.”
„Men om Nætterne. De larmer og skriger om Nætterne.”
„Det er fordi jeg er saa angst. Jeg føler mig som i et underjordisk Fængsel, og naar de andre begynder, saa maa jeg ogsaa. Saa er det ogsaa saa underligt med disse Læger, som kommer ind til en om Nætterne. De kan da ikke være anstændige?” Fru Syverts smilte pludselig, og blinked skjælmsk til Else.
„De har jo ogsaa villet springe ud af Vinduet,” sa Else.
„Det gjorde jeg for at drille dem,” hun lo saa smaat, mens Taarerne blev ved at trille. „Det morer mig at drille dette Fangervogterpak. Den Gang jeg skræmte Dem, var det ogsaa bare for at drille. Jeg vilde slet ikke gjøre Dem noget. Forresten er det ikke underligt, om man blir forstyrret i Hodet af at ligge her. Al den Kloral tar Forstanden fra mig. Men sig mig, véd De ikke. hvorfor min Mand er bleven vred paa mig?”
„Det er han sikkert ikke.”
„Jo, for han lovede at komme og se til mig hver Dag. Aa Carl, Carl, hvor kan Du nænne at være saadan” — hun brød pludselig ud i høj Hulken.
Else søgte at trøste hende „Kom snart ind til mig igjen, Fru Kant!” raabte fru Syverts, da Else gik.

XVII.

Else havde faat de Tanker, at der maatte være noget galt fat hjemme, siden Knut aldrig kom. Han havde jo lovt saa sikkert at besøge hende, og han vidste, at hun aldrig var gaat derned under den modsatte Forudsætning. Hver Morgen havde hun havt et hemmeligt angstfuldt Haab om, at han alligevel den Dag pludselig vilde staa i Værelset, og under Besøgstiden om Formiddagen havde hun næppe kunnet trække Vejret for Spænding. Men aldrig var han kommen. Hvorledes kunde han dog stadig finde sig i at bli afvist? Det skulde vært hende!
Da Frygten for Tilstanden hjemme først havde meldt sig, slap den hende ikke mere, men gik over til de frygteligste Forestillinger. Tage laa kanske for Døden, eller var allerede død, og saa turde Knut ikke komme, fordi han var bange for, at han ved sit sorgfulde Ydre straks skulde røbe det hele. Eller Knut havde faat Difteritis ligesom forrige Aar — nej, Tage havde Difteritis, og saa kunde Knut ikke komme ind paa Hospitalet for Smittens Skyld. Eller der havde vært Ildebrand, og Knut havde reddet Tage ud af det brændende Barnekammer, og var siden død af sine Brandsaar. Efterhaanden som hun grubled over dette, hidsed hun sig op til en vanvittig Angst, der martred hende uafladelig og laa over og under alle de andre Angester, hun led dernede.
Ofte havde hun villet nævne det til Reservelægen, men hvergang hun skulde til det, bandt Frygten for Svaret hendes Tunge. Tilsidst var hun dog kommen frem med det, og Reservelægen havde forsikret hende, at det var absolut Hjærnespind.
Om han da vidste det, og ikke bare trode det? Nej, men hun forstod jo nok at hvis der var sket noget saadant, vilde Rygtet derom være naaet ned paa Hospitalet. Desuden var jo hendes Mand stadig dernede og spurgte til hende. Det var ikke længer end i Gaar, siden Reservelægen havde sét ham. Men nu skulde han forhøre sig om, hvordan Barnet havde det, og han lovte paa Æresord at gi hende rigtig Besked.
Ogsaa Frøken Stenberg og Frøken Ræder søgte at overbevise Else om, at hun kunde være ganske rolig.
Else følte sig ogsaa lettet for en Stund, men Tvilen og Angsten vendte snart tilbage. Det var og blev hende aldeles ufatteligt, at Knut lod hende ligge der uden en eneste Gang at se til hende. Nu havde hun vært der i 12 Dage.
„Hvad vil De, Deres Mand skal gjøre?” sa Frøken Stenberg. „Naar nu Professoren nægter ham Adgang?”
„Men kan han ikke faa mig ud igjen, hvis han Vil?”
„Hvis Deres Mand forlanger det, kan De være ude paa 10 Minutter.”
Et Haab, der brændte som Ild af Gløder, steg op i Elses Sjæl. Et Haab om, at Knut tilsidst Skulde tabe Taalmodigheden og fordre hende udleveret. Det var, som hun fortæredes af Iver paa sin Mands Vegne. Bare han dog ikke vilde vente forlænge! Hvert Minut af Dagen og hvert Sekund af Natten var hende en nagende, sønderslidende Pine.
„Hvorfor be'r De dog ikke Professoren om Lov til at se Deres Mand?” spurgte Frøken Ræder be­brejdende en Aften.
„Reservelægen be'r jo for mig.”
„Men maaske Professoren vil, at De selv skal?”
„Jeg har jo bedt. Da jeg laa derinde i Cellen, bad jeg bestandig. Nu kan jeg ikke mere be' den Mand om noget.” —
— Jo, hvis det bare kunde nytte, saa skulde hun naturligvis med glæde bede ham, Men naar Hieronimus saa ihærdigt holdt Knut borte, saa maatte det vel være, fordi han gik ud fra den, hende ubegribelige Opfattelse, at det var rigtigt. Det sa jo ogsaa Reservelægen. Dette Snak om, at Professoren vilde indrette sin Handlemaade efter den megen eller liden Ydmyghed, hun viste, maatte jo dog være en Fejltagelse. Han var jo Læge!
„Baade Barnet og Deres Mand har det udmærket,” havde Reservelægen sagt om Morgenen. „Paa Æresord,” han havde set Else lige i Øjnene, og hun havde troet ham.
Men alligevel, Tvilen havde atter indfundet sig. Hvis det nu var hans Opgave at skulle bringe hende til Ro ved at lyve? „Gud, Gud, tag denne Kalk fra mig,” stønned hun uvilkaarlig.
„Naa, dette ser jo sørgeligt ud,” sa Hieronimus, da han kom om Aftenen. Else, der sad ved Vinduet med Ansigtet indhyllet i Vat og Omslag for Tandpinen, rejste sig, som hun plejed, naar Stuegangen kom.
„De vil fremdeles ikke ha Tanden ud?”
„Nej.”
Hieronimus tog Plads paa Chaiselonguen, og Else satte sig igjen.
„Jeg kan hilse fra Deres Mand,” sa Hieronimus velvilligt. „Han bad mig sige Dem, at den lille trives fortræffeligt, spiser og sover og har det kun godt i alle Maader.”
Else var stum. Hun kunde ikke faa frem det. Tak, som hun syntes, hun burde sige. Graaden sad hende kvælende i Halsen, og saa stod Frøken Ræder bag Hieronimus og gjorde Miner til hende.
Hieronimus sad lidt og betragted Else, mens et medlidende Smil kruste hans blodfattige Læber. Saa rejste han sig og gik med et koldt Godaften.
„At De nu ikke bad Professoren!” udbrød Frøken Ræder. „I Aften var han saa mild og rar. Han sad formelig og vented paa, at De skulde sige noget.”
„Jeg kunde ikke,” sa Else.
,,I er to store i én Sæk,” lo Frøken Ræder. „Men det er dumt af Dem, Fru Kant. Professorens Mine var helt forandret, da han gik.”
Det var Nat, Gassen var nedskruet, og Thorgren kom med et varmt Omslag til Elses Kind. „Bare De kunde faa sove lidt, Fru Kant. Inat er de rolige.”
Ja, bare hun kunde faa sove lidt. Hvis hun ikke fik sove, maatte hun miste Forstanden tilsidst, Derom var der ingen Tvil. Kunde hun blot dæmpe denne nagende Uro i sit Indre, faa sit Hjærte til at slaa roligt og ikke med disse uregelmæssige, oprørske dumpe Slag, knægte sig selv til fuldkommen Underkastelse, bli stille i Lidelsen, stille, som naar den troende for Guds Ansigt hengivent bøjer sig for hans Vilje. Lidelse virked lutrende. Sorgen kunde virke løftende, den gav Indhold og stemte til Ærbødighed.
Ja, hun vilde lide taalmodigt, lide med Andagt, og i Aand og Sandhed. Noget, der ligned ekstatisk Glæde gjennembæved hende. Ikke alle Mennesker havde Evne til at lide saaledes, at Lidelsen blev til en Vellyst. Det havde hun. —
Lille Tage, din Mamma har det godt i Aften. Og Du har det ogsaa godt. Du spiser og sover og trives udmærket. Du har ikke Difteritis, og der har ikke været Ildebrand, og Du er ikke død. Og ikke Pappa heller.
„Nej ikke Pappa heller. Han er ikke,” lød det pludselig tydeligt med Tages klare, søde Stemme. Else løfted uvilkaarlig Hodet og saa sig om. Hvor kunde det dog være? Ellers naar hun i Erindringen gjenkaldte sig Tages Stemme, hørte hun den inde i sig. Men nu havde den lydt udefra, tæt ved hendes Øre. Var det ikke et Varsel om, at han kanske netop var død?
Nej, nej, ikke slippe Haabet og Troen. Reservelægen havde ikke løjet. Hans Blik havde vært saa fast og sandfærdigt.
Natstuegangen var der. „Er Tanden slem?” spurgte Reservelægen, og gav Haanden.
„Nej,” svarte Else. „Ikke for Øjeblikket.”
„De skal forresten slet ikke være kjed over, at De har faat Tandpine. Det afleder Tankerne fra det, de idelig kredser om.”
Else smilte svagt.
„Det er mit ramme Alvor,” nikked Reservelægen.
„Hvor længe tror De, jeg skal blive her?” „Chi lo sa!”
„Hvorlænge plejer Patienter at være her? I det længste, mener jeg?”
„Det er forskjelligt — 4, 5, 6 Maaneder.”
„Aa nej, det mener De da ikke,” sa Else med et angstfuldt Smil.
„Jeg véd det virkelig ikke, kjære Frue. Godnat,” han trykked hendes Haand og gik. „Vær nu flink og sov.”
„Fire, fem, seks Maaneder,” gjentog Else. Hun tog Omslaget af Kinden og la det paa Sengebordet. Hvad betød det, at hun havde Tandpine? „De skal ikke være kjed af, at De har Tandpine.”
— Nej, vist ikke nej! Jo værre, jo bedre. Hvor var Brønden henne? Brønden med de grønskede Vægge og det fjerne Sus og det blege Tusmørkelys, og Staaltraadburet, som dækked, og for stedse strøg hende bort fra de levendes Tal? Hvorfor laa hun ikke paa Bunden af Brønden? Hvem havde trukket hende op? Og hvem var det, som stødte dette stingende, glohede Vridbor gjennem Tanden op i hendes Hjærne? Der hang en Barneseng løst i Luften foran hende, en Barneseng med storblomstret Tæppe og Blondelagen. Dette Tæppe — og Puden? De Blonder paa Betrækket havde hun selv hæklet i et Lysthus paa varme Sommerdage. Ja, det var jo Tages Sang, men hvor var Gutten henne? „Tage!” raabte hun og rejste sig. „Kaldte De?” spurgte Thorgren, som stille kom listende.
„Hør, kjære gode Thorgren,” sa Else. „Hvis jeg skulde dø her, vil De saa sige min Mand, at jeg døde af Sorg over at være her, og over, at jeg ikke fik se ham, og ikke fik høre om Barnet. Lover De mig det?”
„Ja, lille Fru Kant,” Thorgren gav Else et fast Handslag. „Men De dør ikke.” Else la sig til igjen.
— Saa, nu var hun paa Bunden af Brønden.Hun saa de grønskede Vægge, kjendte den mugne Kjælderlugt og fornam det fjerne suss-uss-uss.
Pludselig hørte hun et Brøl, som intet menneskeligt havde ved sig, og derefter en Larm, som om tunge Ting af Jern og Bly med Magt blev kastet i Gulvet. Straks derpaa lød der flere Brøl fra mange forskjellige Røster ledsaget af dundrende Slag, af skjærende Skrig af øresønderrivende Skjælden og Smælden. Det var som Gjøen af rasende Hunde, som Brøl af Okser, som Hanegal, som Uglers Tuden, og samtidig blev det ved at buldre og hugge, som om Vægge splintredes af Økseslag.
Else vilde rejse sig, men orked det ikke. Der laa tunge Lænker om Arme og Ben, og paa Brystet en Kjæmpesten. Og Larmen og Brølene fo'r med isnende Smerte som skarpe Zigzagilinjer gjennem hendes Hode og Legeme.
Hun var i et vaadt og dybt Gaardsrum med en vældig Jernport, der stod paa Klem midt imod. Gjennem Portens Nøglehul og ved Hængslerne saa hun slikkende dansende Ildflammer. Foran Porten sad paa en Huggeblok af Jern en sort Kone med skrumpent Ansigt og Øjne, der lyste som Fosfor i Mørke. Hun havde graahvidt Gummiforklæde og en stor Nøglehank hængende ved Bæltet.
„Det er Helvedes Forgaard, og hun skal lukke mig ind,” mumled Else. „Men jeg vil vente, til hun tar mig med Magt.”
Pludselig sad Tage i Natskjorte og med de gule Lokker lysende i Halvmørket paa Skjødet af den sorte Kone. Han vinked med Haanden og raabte glad: „Mamma!”
Else rysted Lænkerne og Kjæmpestenen af sig og var i ét Sæt fremme paa Gulvet.
Saa følte hun sig omslynget af kraftige Arme, og Thorgrens gemytlige Stemme sa: „Saa, lille Fru Kant, ikke staa ud af Sengen, Det véd De jo nok.”
Else klynged sig til Thorgren. „Jeg dør af Angst,” sa hun. „Hør!”
„Ja, det er slemt,” svarte Thorgren. „Der er ti Delister dernede, og de er allesammen paa Spil inat. Forresten laa De saa stille før, da jeg kigged ind til Dem. Jeg trode min Sandten, De sov, saa utrolig det syntes.”
„Hør, hør, nu er de under Sengen min,” udbrød Else hæst, hviskende. Hun kroged sig sammen paa Gulvet foran Thorgren, omslynged hendes Knæ, og skjulte Ansigtet i hendes Kjole.
„Nej lille, søde De, vær nu fornuftig. Husk, at de, som raser dernede, umulig kan komme op der.”
„Aa, men vær herinde! Jeg tør ikke ligge i Sengen. Gaa ikke fra mig!” Else retted sig op uden at slippe Thorgren og trak hende ned med sig paa Chaiselonguen, hvor hun gjemte Ansigtet I hendes Skjød med begge Arme slynget fast om hendes Liv.
Og Brølene og Bulderet dernede fra blev ustanselig ved.
Saa med ét lød der Hvin og Lyden af noget, som væltedes, ude fra Cellegangen. Thorgren gjorde sig hastig fri og rejste sig.
„Lad mig følge med — aa lad mig, lad mig,” bad Else ude af sig selv.
„Umuligt, Fru Kant. Det er forbudt, jeg tør ikke! Straks jeg kan, kommer jeg ind igjen til dem!”
Thorgren løb ud, og Else hopped op i Chaiselonguen, hvor hun krøb sammen liggende paa Knæ og med Ansigtet trykket fast mod Betrækket.
„Det er ikke Helvedes Hunde, og ikke Løver, som brøler, og ikke Tigere, som vil æde mig,” sa hun sagte. „Det er bare Deliristerne dernedenunder. Det er bare Deliristerne dernedenunder.”
Aa, Gud nej, men nu var de jo allesammen kommen ind i hendes Hode. Hvordan kunde det dog være muligt? Alle ti!
„Ikke saa ustyrlig, ikke knuse og sprænge mit Hode. Jeg skal være stille og snil. Aldrig fuske i Regning paa Skolen, aldrig mere.”
Der kom Tage susende og vilde ogsaa ind i hendes Hode. Men nu var der ikke Plads til ham. Aa Gud, der var ikke Plads! Søde dejlige Tage min, sus ikke bort igjen — sus ikke bort igjen —
„Hvor er Pappa henne? Ligger han i den gule Kiste med Halvtaget og Glasruden. Har de brølet og ædt ham ihjel? Knut, Knut, Kom og red mig! Kom og red mig! Hvis Du ikke er død. Er Du død, Knut? Aa, saa vis Dig for mig!”
„Saa, nu har jeg faat dem til Ro derinde,” Thorgren tog om Else, der laa paa Chaiselonguen i samme Stilling. „Skal vi saa ikke pent iseng igjen?”
Else løfted Hodet, slynged Armene om Thorgren og trak hende ned til sig: „Nej, nej, sid her med mig! Jeg tør ikke gaa i Seng!”
„Ja. Et lille Øjeblik.”
De sad som før, Else med Armene om hendes Liv og Hodet i hendes Skød. Thorgren strøg Else sagte op og ned ad Ryggen. Nedenunder var Tilstanden uforandret.
Lidt efter lidt strøg Thorgren svagere og svagere, og saa holdt det op. Straks efter gled Haanden tungt ned fra Elses Ryg.
Else gløtted forsigtig op. Thorgren sov med Hodet skjævt tilbagebøjet mod Kanten af Chaiselonguen.
Den gode snille Thorgren. Saa uanfægtet og rolig hun var. Ja naturligvis. Ellers havde hun ikke duet til at være her. Else la Ansigtet tilbage, og krøb tættere ind til Thorgren.
„Knu'ssen!” skreg det tæt ved, hæst og hult. Else f'o'r op med et Raab. I Døraabningen stod Barselspatienten med et sammenlagt Lagen som en Bandage om Maven.
Thorgren rysted øjeblikkelig Søvnen af sig og løb ud med den syge.
Saa krøb Else i Seng igjen.
— Se saa, nu var de igjen derinde i hendes Hode, disse Løver og Tigre og hylende Hunde. Nej, det var jo Deliristerne. Ti Stykker. Tænk, at de alle havde faat Plads derinde. Bare ikke sprænge hendes Hode. Stykkerne vilde fare rundt til alle Kanter, og det vilde være vanskeligt at finde dem, naar Hodet skulde sættes sammen igjen.
Et Ligtog gik forbi. Mørke langfrakkeklædte Skikkelser, som bar en tom sort Kiste. „Lad mig ligge i den! Bær mig bort, langt, langt bort!” Else rejste sig heftig i Sengen og strakte Armene ud efter Kisten. — — Men der var jo ingen Kiste — — Og ingen frakkeklædte Skikkelser —. Nej naturligvis, hun laa jo her paa Hospitalet — eller var det deroppe mellem Fjældene? Nej, det var paa Hospitalet.
„Du blir altsaa vanvittig,” sa Else til sig selv, og la sig varsomt tilbage paa Puden. „Saasnart Thorgren ikke er her, er Du vanvittig.”
Men saa var det dog bedre at gjøre Ende paa det. Skulde Knut og Tage ha den Forsmædelse? Aldrig.
Og Tilstanden var jo haabløs. Fire, fem, seks Maander. — Længe forinden vilde hun være bleven vanvittig. Og hendes Pine var jo Tusen Gange værre end Døden.
Hun kunde rive sit Lommetørklæde i Strimler, knytte dem sammen og kvæle sig i det.
Aaj! aaj! der go'l en Hane inde i hendes Hode. Nej snak, det var jo Deliristerne.
Om hun nu kunde dø —. Unddrage sig Hieronimus' Herredømme. Tanken var husvalende.
Men selv om hun døde, vilde jo Anstalten leve. Mange Mennesker i samme Tilstand som hun vilde kanske komme herind og faa med Hieronimus at gjøre. Hvis hun slap levende herfra, saa kunde hun fortælle og advare og kanske redde om det blot var et eneste Medmenneske fra det, hun her havde oplevet.
Nej, hun maatte leve.
Men se, nu kom de jo igjen, de gjøende Helvedes Hunde, de brølende Løver, de fræsende Tigre, de tudende Ulve, og vilde ind i hendes Hode.
„Du har ikke andet. Du maa dø.” Hun rev med feberagtig Kraft sit Lommetørklæde istykker, bandt Enderne sammen og la det om sin Hals.
Saa var Thorgren der. „Nu er det snart Morgen,” sa hun og klapped Else paa Haaret.
„Morgen.” Der var som en gammel Mindelse om Haab i dette Ord. Og Thorgrens gode tillidsfulde Haand.
Else var reddet.

XVIII.

Om Morgenen kom Reservelægen. Else laa stille. Hodet gløded, men ellers kjendtes det som hele Legemet var dødt, undtagen hvergang det trak krampagtig i det øverste af Brystet, og bragte hende til at fare sammen med smaa pludselige Ryk.
„Idag kan jeg se, De ikke har det godt, Fru Kant,” sa Reservelægen stille.
Else aabned hurtig Øjnene og stirred forskræmt paa Reservelægen. „Uf nej, nej! Jeg kjender Dem ikke! Hvad skal De her?” raabte hun og la ilsomt Hænderne over Øjnene.
„Jovist kjender De mig. Det er jo Reservelægen, som De altid saa gjerne vil tale med.”
„Ja. Men jeg er saa angst. Jeg kan ikke sanse for Angst.” hun udstødte et kvalt Skrig og skjulte atter Øjnene med sine Hænder.
„Hvad er der foregaaet?” spurgte Reservelægen „Hun har ikke været saadan før.”
„De har været slemme dernede i Nat,” svarte Frk. Stenberg, til hvem Spørgsmaalet var henvendt. „Og saa er det jo det, at hun aldrig sover.”
..Idag er det nok rent galt fat med Fru Kant.”
— Else sled Øjnene halvt op og saa den unge Kandidat med det glatte Ansigt staa henne i Døren og tale med Frøken Ræder. Han drejed sin tynde Moustache, og det fade Smil, som Else kjendte fra før bredte sig helt op til Øjnene. „Nu skal jeg hen og tale med hende,” sa han.Else vendte hele sit Legeme om mod Væggen saa haardt, at det rasled i Jernsengen, og Kandidaten gik med uforrettet Sag.
„Nu er Maalet fuldt,” sa Else til sig selv. I Dag maa det være slut. Hverken, vrede Guder eller bekymrede Mennesker eller krænkede Engle eller ondskabsfulde Djævle kan forlange mere. Ja selv Hr. Hieronimus maa nu synes, det er nok.
Herre min Gud i Himmeriges Rige, hvad har jeg da forbrudt? Og hvad har de foresnakket Knut, at han ikke trænger ind til mig om det saa skulde være med Vaaben i Haand!
Men idag skulde det være slut, Man vilde jo ikke i vore Dage et Menneskes Undergang, ialfald ikke paa denne brutale Maade, og under Godheds og Gavnligheds Maske. Og desuden, Hieronimus var jo ingen Fiende. Han bare mored sig med at se Musens Dødsangst, naar Katten bed og klemte den.
Else fik Mod og Haab. At hun lykkelig havde overstaat den sidste Nats Krise gav hende nye Kræfter.
„Uden Mad og Vin er Helten ingenting,” sa Frøken Ræder, da hun kom med Frokostbakken. „Vi skal leve, vi skal ha det gemytligt og flot, her er varm Kotelette, og dejligt Smørrebrød med Paalæg.”
„Ja spis nu,” sa Frøken Stenberg. „Nu gjør jeg som dengang i Cellen,” hun tog smilende Else under Armen og satte hende op.
„Ja, jeg skal nok,” sa Else og tog imod Bakken. „Men hør nu, Frøken Stenberg, De, som har vært for mig mere, end De sel véd, vil De ikke nu straks gaa ned til Professoren og sige ham, at jeg vi1 ikke være her længere. At jeg fordrer og for1anger at bli sendt hjem eller ialtfald at faa tale med min Mand. Inat har jeg kjæmpet for ikke at bli gal —. Aa De véd ikke, hvad jeg har gjennemgaaet.”
„Nej,” sa Frøken Stenberg. „De burde maaske slet ikke vært kommen her. Men det forstaar jeg mig ikke paa,” tilføjed hun forskrækket. „Nej, men gaa nu ned og sig det. Sig, at jeg fordrer og for1anger at bli sendt hjem.” „Ja,” sa Frøken Stenberg. „Nu gaar jeg.” Else vented tillidsfuld, næsten glad. Hendes Viden om og egen Bedømmelse af Tingenes Tilstand gjorde hende tryg.
Som forrige Gang, da Frøken Stenberg havde vært nede for at spørge om Lov til at ta til Tandlæge, vendte hun bedrøvet og slukøret tilbage. Professoren havde ikke svaret et Ord. „Tænk ikke paa det, Fru Kant, Det nytter ikke.”
Else følte en kogende Vrede. Hvem var han, denne sølle Hieronimus? Hvad tænkte og mente og vilde han? Men saa var der vel andre Maader. Reservelægen. — Han var da et Menneske ialfald.
„Kan De ikke be Reservelægen komme op til mig?” spurgte Else Frøken Ræder et Par Timer senere.
Jo. Reservelægen var netop paa den rolige Gang. Hun skulde sige det til ham.
Straks efter stod Reservelægen foran Elses Seng, rolig og mild og tillidsvækkende som altid. „Jeg var forstyrret imorges, da De var her,” sa Else. „Jeg kunde ingenting huske, og jeg kjendte Dem ikke — ikke Dem engang. Men nu bér jeg Dem som et Menneske, der er i yderste Nød om at søge min Mand, den eneste, jeg har at fortrøste mig til, og fortælle ham, hvordan det er fat med mig. Vil De det?” Reservelægen nikked„Fortæl ham,” sa Else, som sad oprejst i Sengen og havde grebet Reservelægens Haand, „fortæl ham, at jeg har vært i Celle mellem de gale, og at jeg lever i et Helvede, der maa gjøre det sundeste Menneske vanvittig. Vil De det?”
„Ja, Frue. Jeg skal sige det, saasnart jeg ser ham.”
„Nej, De maa gaa hjem til ham! Hører De, De maa! Det kan jo vare længe, før De ser ham tilfældig.”
„Ja. Jeg skal gjøre, hvad jeg kan for Dem.” Reservelægen trykked Elses Haand og gik.
Gudskelov. Gudskelov. Reservelægen gjorde, hvad han kunde. Sikkert! Han forstod det hele, Og selv om han officielt ikke havde Lov til at blande sig i Hieronimus' Affairer, saa sa han dog til sig selv, at Nød bryder alle Love. Gudskelov! Gudskelov!
Nu vilde hun staa op og gaa ud paa Gangen ug se til de syge. Naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. Idag gaar Reservelægen til Knut, og øjeblikkelig kommer Knut og udfrier Dig.
„Naa, lille Fru Kant, De ser saa oplivet ud idag,” Madonna-Hansen kom ind i travelt Løb, mens Else sad paa Sengekanten og trak Strømperne paa, „Jeg savner Dem om Dagene, maa De tænke, De er ligesom kommen længere fra mig. Men hvad er dog det?” Tonen blev fuld af Ynk — „Bruger De Seilgarn til Strømpebaand?”
„Ja, for de har jo sendt alting hjem. Alting. Ogsaa min store Skindkrave. Jeg gaar derude og fryser paa Gangen i min Slobrok. Herregud, Skindkraven kunde jeg dog ikke ha hængt mig i.”
„Naadda!” Madonna-Hansen trued med Fingeren, mens de store Øjne smilte. Saa tog hun hurtig af sig en ulden hæklet Modest. „Laan denne,” sa hun, „den er god og varm.”
„Tak. Men saa fryser De jo selv.”
„Nej, jeg gjør ikke. Jeg har andet at gaa med. Men nu maa jeg afsted. Farvel, lille Fru Kant,” hun løb ud nikkende til Else, der gav hende et taknemmeligt Blik.

XIX.

Else gik op og ned i sit Værelse. Gjennem den aabne Dør havde hun set Komtessen, høj og statelig i sin sorte finuldne, med sorte Kniplinger besatte Kjole, staa med korslagte Arme i Fløjdøren ud til Cellegangen. Else havde flere Gange talt med hende og havde følt Trøst ved hendes blide stilfærdige Væsen. Men idag var hun i en saa bævende Spænding, at hun helst vilde være alene. Reservelægen havde jo lovet at tale med Knut.
Stakkels Komtessen! Else kunde ikke begribe, at der skulde mangle hende noget paa Forstanden. Jo, først havde hun troet det. Den Historie, Komtessen havde fortalt, lød saa umulig. Med List og Vold var hun bleven lokket ind paa Hospitalet af Hieronimus og en Slægtning, og saa havde hun pludselig faat Besked om, at hun var anholdt som sindssyg og skulde i Seng. Og hun vidste ingen anden Grund end den, at hendes Familje ikke kunde like hende, fordi hun praktiserte Kristendom, og havde antat to smaa Fiskerbørn som sine egne, og i sit Testamente indsat dem som berettiget til at nyde godt af en Del af hendes Formue. Og saa var det Pistolen, som Thorgren havde talt om. Den Pistol havde Komtessen uantastet ejet i 22 Aar. Og et hvidt Pulver i en Æske, der ansaas for at være Gift, men som ikke Var andet end almindeligt Pudder. Ligeledes havde hun en Tid af sit Liv sovet om Natten med tændt Lys, og var beskyldt for at have Anarkistskræk.
Ja, Historien lød mærkelig. Og Else havde delvis antat den for Hjernespind. Men ved at tale med Sygeplejerskerne havde hun ikke kunnet erfare, at der fandtes andre Grunde end dem, Komtessen nævnte, til den Mistanke for Galskab, hvorpaa hun var bleven indespærret.
„Kom ind og sid lidt hos mig. Ja?”
Else, der var paa Vej til Vinduet, vendte sig hastig om. I Døren stod Komtessen med det lidende Ansigt og de dybblaa milde Øjne. Det brune Haar krused sig som smaa bløde Bølger om den hvide Pande, og dækked Tindingerne helt til Ørene.
De fulgtes ad ind i det rummelige Værelse ved Siden af Elses. Det var blevet gjort istand til Komtessen og indeholdt 2 Senger, og imellem de høje, smaarudede, som Jerngitter virkende Vinduer, stod der en Sofa med slidt sort Damaskes Betræk, saa var der et Bord og en gammel Lænestol.
„Hvad tænker De egentlig om Professoren?” spurgte Komtessen, da, de havde, tat Plads.
„Ingenting,” sa Else trist. „Jeg forstaar ham ikke.”
„Men han maa da lade sig overbevise. Ikke sandt? Han maa jo dog kunne mærke, at det er lutter Opspind med min Sindssygdom.”
„Ja, man skulde jo tro det. Men Gud véd.”
„Han maa lade sig overbevise! Guds Ords Kraft skal overbevise ham!”
„Kan De virkelig tale med ham? Jeg formaar det ikke.”
„Ak ja dog,” udbrød Komtessen. „Jeg tror paa den Mand. Han er ikke nogen levende Kristen, men et ærligt Menneske. Det tror jeg, det maa jeg tro.” Komtessen knuged Hænderne sammenog vendte Øjnene opad. „Ak, bare jeg dog havde min Bibel.”
„Kan De ikke be om at faa en Bibel, da?”
„Det kan De vel forstaa, var det første jeg bad om, men jeg har ikke faat nogen. Vilde De ikke ogsaa gjerne ha en Bibel, ja?”
„Aa, jeg véd ikke,” svarte Else, mens et knugende Suk pressed sig frem fra hendes Bryst.
„De tror jo dog paa Gud?”
Else nikked.
„Og paa Jesus Kristus?”
Else nikked atter. Hun syntes ikke, det var Tid eller Sted til at forklare, hvor vantro hun var. Og saa vilde hun saa nødig saare dette ejegode Menneske.
„Saa skal vi bede tilsammen. Hvor to eller tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg selv midt iblandt eder. Nu skal vi bede om, at De maa bli fri for Deres Tandpine. Vi skal bede i samme Stund begge to. Ak, jeg hørte Dem inat, hvor De jamred Dem. Og Deliristerne! — — Men tænk jeg
sov alligevel, ikke hele Natten, nej, men dog noget.”
„De er lykkelig, som kan sove,” sa Else.
„Det er Guds Kraft og Naade. Jeg lægger mig hver Aften hen i Jesu Arme, og saa er jeg frelst fra alt ondt. Det skulde De ogsaa gjøre.”
„Ja,” sukked Else.
„Har De endnu ikke faat Løfte om at se Deres Mand?”
„Nej, men idag har Reservelægen lovet at tale med ham. Saasnart min Mand faar ordentlig Besked, kommer han øjeblikkelig.” Else følte Haabet risle varmt igjennem sig.
„Ja, det er mærkeligt, at De skal være her,” sa Komtessen grundende. „Det er jo et Sted for Gale og Forbrydere. Jeg begriber forøvrigt ikke, at De kan gaa derude paa Cellegangen. Idag stod jeg kun lidt i Døren, og jeg led frygtelig ved at se paa dem.”
„Det er jo som et Slags Adspredelse,” svarte Else. „Nu kjender de mig allesammen, og nogle af dem smiler, naar de ser mig.”
„Nej, jeg forstaar det ikke!” udbrød med ét Komtessen og slog Hænderne sammen. „Jeg, som aldrig i mit Liv har været det ringeste nervøs engang! Og min Læge —. Jeg har bedt om at faa et Besøg af min Læge, men det er blevet mig nægtet. Kan De forstaa det? Ja, havde jeg ikke Gud, saa blev jeg gal af at gruble paa det. Men Gud er min Styrke.”
Om Eftermiddagen var Else paa Cellegangen. Bedstemor sad sammenkrøben paa sin sædvanlige Plads ved Kakkelovnslugen, og den unge Pige med det tunge Hode stod gjemt bag en Dør og keg sky paa Else, der langsomt gik op og ned med hænderne paa Ryggen. De andre Patienter laa i sine Senge.
Nu var Klokken halvfem, havde Suenson sagt. Men derfor kunde Knut endnu godt komme og hente hende. Den Aften, hun kom her, var Klokken 6. Kunde man komme ind her Klokken 6, saa maatte man vel ogsaa kunde komme ud herfra paa samme Tid.
Med ét hørte Else hurtige Mandsskridt bag sig. Hastigt vendte hun sig om. Forventningen jog som Kuldegys igjennem hende.
Reservelægen kom imod hende.
„Jeg skal hilse fra Deres Mand,” sa han, og Stemmen var ikke saa lavmælt og langsom som vanligt, der var liksom kommen Fart i den.Else kunde ikke tale. Hun følte sine Øjne brænde og spørge.
„Jeg var saa heldig at træffe ham lige nu her nede i Gaarden.”
„Hvad sa han?” kom det aandeløst.
„Jo. De havde det udmærket, baade han og den lille.”
„Vil han ikke ta mig ud?”
„Nej,” sa Reservelægen, og der kom noget uvilligforundret i hans Blik.
„Sa De ham da ikke, hvordan det var fat med mig?”
„Jeg sa, at De var temmelig angreben.” „Og han vilde ikke se mig? Vilde ingenting gjøre?”
Atter svarte Reservelægen nej med det samme uvilligforundrede Blik.
„Saa har De ikke sagt Besked!” raabte Else, og Stemmen udtrykte hendes anklagende og harmfulde Fortvilelse.
„Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,” sa Reservelægen i irriteret og bebrejdende Tone. „Hvad venter De, at Deres Mand skal gjøre? Han kunde jo ikke ha Dem hjemme. Det er da ved Gud det sidste en Mand griber til: at lægge sin Kone ind paa 6te Afdeling. Nu har han overgit Sagen i Professorens kyndige Hænder, og saa har han kun at forholde sig passiv.”
Else stod og stirred hen for sig. Det var, som hun sank og sank, og mens hun sank blev hendes Indre til Sten, og hendes Legeme til Sten.
„Jeg begriber ikke, hvad De er saa utilfreds med,” vedblev Reservelægen ærgerlig. „Se paa de andre,” hans Blik strejfed den altid glade og pludrende Bedstemor. „De har det jo godt, som De har det, Hvad andet kan De forlange? Jeg har hele Tiden ventet, at De skulde falde til Ro hernede — vi vil Dem jo alle saa vel — men det lader ikke til, at det sker,” han vendte hende Ryggen og forlod hurtig Cellegangen.
Da først gik det til fulde op for Else, hvordan Tilstanden var.

XX.

Hun sank ned paa Stolen ved det gule Bord. Hænderne laa løst i hendes Skjød, og hun følte den kolde Sved springe frem paa Næse og Pande. Det var, som havde hun om sig et uendeligt Øde, et Øde, hvis forfærdelige Tomhed suste ind i hendes Hjerne, ned gjennem hendes Legeme — suste og suste og vilde gjøre hende selv til Tomhed, til en Del af dette grufulde Ødes nøgne Intet.
„Saa maa Du alligevel dø,” sa det stille inde i hende. Inat altsaa. Det sønderrevne Lommetørklæde havde hun puttet indenfor sit Pudebetræk. Gudskelov, at hun ikke havde kastet det ned i Klosettet, som hun havde tænkt paa.
„De skulde ta noget om Hodet, Fru Kant,” Frøken Stenberg gik forbi. „Nu, mens vi lufter ud. Husk paa Tandpinen.”
Else vendte tilbage til sit Værelse. Der sad hun i den store Stol ved Vinduet, stille og stirrende, til Frøken Ræder Klokken 7 bragte hendes Aftensmad.
Imorgen paa denne Tid vilde hendes Værelse staa tomt. Liget skulde føres bort senest 6 Timer efter Døden. Hvor mon de vilde bringe hende hen — hjem? Nej, de havde jo et Lighus her paa Hospitalet, hvor de døde blev lagt. Hun saa sig selv ligge paa en lang Træbriks Side om Side med andre Lig. Havde de mon fælles Lighus for Mænd og Kvinder? Ja, hvad gjorde det —. I Døden var alle lige.
Og saa kom Knut med Kiste og hented hende. Saa skulde det da koste hende Livet at komme heefra. Ja, ja, det var ikke for dyrt betalt. Ingen Betaling var for dyr for Udløsningen fra dette Sted.
Knut, som hun aldrig mere skulde se. Det var altsaa sidste Gang, da han sa Farvel, og kyssed hende derude paa Trappegangen. Aa Knut, Knut — Du har vært god imod mig!
Tage, lille Tage, det stak i Hjærtet og trak sig smerteligt sammen inde i Brystet, Aldrig mere. Aldrig mere se dit lyse, lokkede Hode.
Men Gudskelov, han var for liden til at kunne sørge. Han vilde snakke lidt om hende i ny og næ, og saa glemme hende for bestandig.
Den, som kunde tro paa et evigt Liv, hvor man mødtes med sine kjære efter Døden. Taalmodigt vilde hun ha kunnet vente gjennem Evigheder, hvis hun var vis paa engang igjen at skulle faa holde Barnet i sine Arme.
Ja, det vilde ha vært en Husvalelse i denne Stund at kunne ha troet som Komtessen. Da vilde hun sikkert ha kunnet græde. Aa, hvor det vilde gjort godt at have havt Taarer nu.
Men skulde det ikke kunne gaa at bilde sig ind at, hun var troende, klynge sig til Kristi dejlige Ord: I min Faders Hus er der mange Værelser, jeg gaar hen at berede Eder Sted?
Hun folded Hænderne og forsøgte at bede, men uden Virkning.
Med ét rejste hun sig, og gik ind til Komtessen, der netop var færdig med sit Aftensmaaltid.
„Fik De et godt Svar hos Reservelægen, ja?” spurgte Komtessen og kom Else venlig imøde.
„Svar — Reservelægen” — Else studsed.„Han havde jo lovet at tale med Deres Mand.”
Nu husked Else det, „Nej,” sa hun og rysted stille Hodet.
„Tab ikke Modet,” Komtessen la begge Hænder paa Elses Skuldre og saa hende kjærligt ind i Øjnene. „Husk paa, at Jesus elsker Dem, og er Dem nær.”
„De maa ikke fortvile,” vedblev Komtessen da Else ikke svarte. „Jeg skal bede for Dem. En Kristen fortviler aldrig. Lov mig, at De ikke vil fortvile, ja?” Hun kyssed Else paa begge Kinder.
Der lød Tummel ude paa Cellegangen, Skridt, der traadte fast og støt som af Folk, der bar noget tungt, og andre lettere og hurtigere Skridt, „Det er maaske en ny Patient?” sa Komtessen.
Else nikked sløvt.
Straks efter trængte en stærk Karbolstank ind til dem.
„At man dog ikke kan lukke sine Døre,” udbrød Komtessen og holdt Lommetørklædet op for Næsen.
Da Else forlod Komtessen, saa hun gjennem den aabne Fløjdør ud til Cellegangen en Sygeplejerske og en af Kandidaterne komme løbende nedover. Rent mekanisk gik Else derud.
I den nederste Celle, den samme som Komtessen havde havt, laa i Sengen med højt Hodegjærde en dumpt rallende Kvinde, hvis Bryst gik op og ned. Under Tæppet, der naade op til Hagen og løst og glat hang ned ved Sengens Sider, vistes Omridset af et stivt udstrakt Legeme. Det brede firkantede Ansigt var blyfarvet med sortgustne Flammer under Øjnene, og det mørke kortklipte Haar klæbed fugtigt om Pande og Øren. En Sygeplejerske og en Kandidat stod bøjet over den rallende Skikkelse.
Kandidaten trak op hendes ene Øjenlaag og stak Pegefingeren ind paa Pupillen. „Hun er færdig,” sa han og tog frem en liden Sprøjte. Sygeplejersken slog Tæppet tilside oppe ved Skulderen, og Kandidaten gav Kvinden en Indsprøjtning.
„Put hende en Ispille i Munden hver halve Time,” sa han og gik.
„Hvad fejler hun?” spurgte Else forfærdet. „Hun har drukket Karbolsyre,” svarte Sygeplejesken. „Det er en Arbejdsmands Kone. Tænk, at hun er gaat fra 6 smaa Børn. De har levet saa ulykkelig, og Manden har mishandlet hende. Saa idag laved hun Middagsmaden istand, og da saa Manden kom hjem og gjorde Spektakler som sædvanlig, gik hun ud i Kjøkkenet med de Ord: „Nu ser Du mig aldrig mere.”
„Den arme Kone,” sa Else gysende.
Manden bare lo og svarte, at det havde hun sagt saa tidt. Men straks eller hørte han hende falde om derude med frygtelige Hvin. De arme børn! De havde kastet sig skrigende over Moren og vilde ikke slippe hende, da hun skulde føres bort.”
„Tror De, hun dør?”
Sygeplejersken trak paa Skulderen og saa forbeholden ud.
Else gik ind i Cellen og stod og betragted Selvmordersken, der laa som før, ustanseligt rallende, mens et blaahvidt Skum sived udover hendes brede Mundviger. Brystet steg og sank, og af og til gik der en heftig Rykning igjennem det.
Else var gjennemrystet af Rædsel og syg af Karbolstanken, men hun kunde ikke løsrive sig fra det hidsende Syn. Hun glemte al sin egen Nød og sansed kun det ene, at hun stod foran Livets uigjenkaldeligste: Døden. Døden for egen Haand. Og ikke om Verden brast, eller om Tusende Mennesker vilde gi sit Liv for at kjøbe hende tilbage, kunde dette Menneske bli gjengit de levendes Tal. Uigjenkaldeligt — evigt forbi. Døden, Døden for egen Haand. Saadan saa den ud.
Med ét overraskedes hun af at mærke, at hun ikke alene følte Medlidenhed, men ogsaa Afsky. Mest Afsky. Denne Kvinde, der fejgt var flygtet fra sine Lidelser og sine Pligter. Ladt sine Børn saa grusomt og troløst i Stikken. De arme, smaa, der havde klynget sig til Moren og ikke havde villet slippe hende.
Dette Billede skar Else i Sjælen, og pludselig kom Taarerne styrtende. Aa, hvor det lindred. Forstenelsen i hendes Indre opløstes og flød bort med disse Taarer. Og her, foran denne rallende Selvmorderske med det blyfarvede Ansigt og det blaahvide Mundskum lovte Else sig selv, at hun ikke vilde ta Livet af sig. Ikke om hun saa blev holdt indespærret her Resten af sit Liv. —
„Staa ikke her længere. Det har De ikke godt af,” Frøken Stenberg tog Else om Skulderen og førte hende ud.

XXI.

Jeg kommer ind for at ta Afsked med
Dem,” sa Thorgren, da Else siden var gaat tilsengs. „Vi har faat Besked om, at Døren til Cellegangen skal være lukket om Natten. De og Komtessen faar nu en Sygeplejerske for Dem selv til Nattebrug ogsaa. Der er hun! Det er Frøken Bøhn.”
„Godaften, Fru Kant,” en høj tynd Dame med et brunet elskværdigstrengt Lærerindeansigt gav Else Haanden.
„Sikken en let og behagelig Plads, De faar.” Thorgren satte sig paa Chaiselonguen foroverbøjet med Armene foldet i Skjødet, „Lad mig nu se at De er god mod Fru Kant,” hun nikked leende. „Andet vil jeg ikke høre. Det er min Frue, maa De vide.” „Vi skal nok komme ud af det med hinanden,” sa frøken Bøhn med et fint Smil og trykked hjerteligt Elses Haand. „Nu kommer jeg med Deres Kloral.”
„Uf ja, den Kloralen. Bare jeg dog kunde slippe for den!”
„Her er vi artige Børn,” sa Thorgren og lo igjen.
„Hvordan gaar det med hende derinde?” spurgte Else og pegte paa Væggen, langs hvilken hendes Seng stod, som stødte op til Selvmorderskens Celle.„Det er snart forbi,” svarte Thorgren og saa stadig smilende paa Else.
„Skal hun saa ligge der inat?”
„Ja, til imorgen. Hun skal jo vaskes og laves istand. Det blir mit og Suensons Arbejde.”
„Gruer De Dem?” spurgte Else med et Gys.
„Nej. Vi er jo saa vant til det, Det vil sige, naar det er et altfor beskidt Lig, saa blir det jo lidt uappetitligt. De kan være slemme paa Fødderne og Benene. Men nu Godnat, lille Fru Kant,” „Vær nu en god og artig Pige.”
„Jeg kan høre hende ralle derinde,” sa Else til Frøken Bøhn, da hun kom med Kloralen.
Frøken Bøhn lytted et Øjeblik. „Nej,” sa hun og rysted Hodet.
„Jo. Naar jeg ligger alene.”
„De tar vist fejl, Frue.”
„Her er mørkere iaften end ellers,” bemærked Else.
„Ja. Jeg har med Vilje skruet Gassen mere ned. For jeg tænkte, om De saa maaske lettere vilde faa sove. Men vil De, jeg skal skrue op igjen?”
„Nej Tak. Lad mig nu prøve. Godnat.”
— Uh, denne Karbollugt, som Else ikke kunde faa bort fra sin Næse. Karbollugt og Selvmord — Selvmord og Karbollugt — det smelted sammen til ét i Elses Forestilling.
Det gik underligt til i Verden.
Nu laa hun her Side om Side med en fremmed Selvmorderske. Hvem skulde ha tænkt det for 14 Dage siden? Men hvis der nu iaften var kommen en anden Patient i Cellen derinde, saa vilde det vært Else, som havde vært Selvmordersken, og den anden derinde vilde ha ligget Side om Side med hende og kanske følt den samme Rædsel og Afsky som nu hun. Disse Livets Tilfældigheder,
som styred og ordned det hele. En Selvmorderske havde reddet hende fra at bli Selvmorderske. En grublandet Taknemmelighedsfølelse gjennembæved hende, og saa stak hun Haanden ind under Pudebetrækket for at forvisse sig om, at det sønderrevne Lommetørklæde laa der. Jo. Gudskelov, at Frøken Ræder ikke havde fundet det, da hun imorges redte hendes Seng. Nu maatte hun skaffe det afvejen imorgen, for iovermorgen skulde der byttes paa Sengen.
Hvor langt mon Dødskampen nu var skreden frem? Hun letted Hodet, la Øret til Væggen og lytted. Nej, ingenting at høre.
Idetsamme hun vilde lægge Hodet tilbage, lød noget, som ligned Hiving i et rustent Pumpeværk.
Kom det derindefra? Else syntes, det havde lydt bag hende lige udfor Nakken. Hun vilde kalde paa Frøken Bøhn, men fik ikke Stemmen op. Angsten pressed Blodet som hurtige Naalestik mod hendes Trommehinder.
Hun holdt Hodet i samme Stilling, lettet op fra Puden. Det var, som havde hun et Stativ i Nakken.
Saa hørte hun som en langstrakt Gurglen. Med Magt gjorde hun Nakken fri fra Stativet, drejed Hovedet og keg ud paa Gangen. Stolen var tom. Saa la Else forsigtig Hodet ned igjen paa Puden.
Hvor var her stille i Aften. Ingen Lyd fra Cellegangen og intet at høre fra Deliristerne nedenunder. Det var liksom de allesammen vidste, at Døden var paa Besøg.
Hun lukked Øjnene og folded Hænderne over Brystet. Hendes Sind fyldtes med en knugende Andagt, og hun trak Vejret lydløst.
Saa med ét laa Selvmordersken ved Siden af hende ovenpaa Tæppet, Hun hørte den skurrendeRallen, fornam Nærheden af det blyfarvede Ansigt med det blaahvide Mundskum, og Karbollugten fyldte hendes Næsebor.
Hurtig sad hun overende og stirred forvildet paa Tæppet ved sin Side. Der var ingenting. Hun trykked Hænderne for Øjnene og søgte, at komme til Samling. Saa kaldte hun dæmpet paa Frøken Bøhn, der straks kom stille ind.
„Hvordan er det med hende derinde?” spurgte Else hviskende.
„Hun er død.”
„Naar døde hun?”
„For et Kvarterstid siden.”
„Hvorledes kan De vide det?”
„Jeg var ude og saa til hende.”
„Hør, det snakker derinde!” Else greb Frøken Bøhns Haand med en saa hastig Bevægelse, at denne fo'r sammen.
„Det er Suenson og Thorgren, som skal pusle Liget, Frøken Bøhn la den Haand, hun havde fri, om Elses Nakke og læned hendes Hode til sit Bryst: „De er da ikke bange, Fru Kant?”
„Jo,” hvisked Else og knuged krampagtig hendes Haand.
„Men for hvad dog?”
„Jeg Véd ikke. Bliv hos mig. Træk Stolen hen til Sengen og sid her.”
„Det er forbudt, Fru Kant. Jeg maa sidde ude paa Gangen. Husk, at jeg ogsaa skal tilse Komtessen.”
„Hun sover.”
„Nej, hun gjør ikke. Jeg var netop derinde, og da sad hun oprejst i Sengen.”
„De maa ikke gaa! Gaa ikke!” Else slog Armene om hendes Liv og klynged sig til hende.
„Gud gi, jeg kunde la være. Jeg vilde saa gjerne, for jeg mærker, hvor ængstelig De er. Men vær nu kun rolig. De er jo saadan en fornuftig Dame, siger de andre.”
„Ja-ja,” sa Else med et krampagtigt Suk. Hun slap Frk Bøhn, og la sig tilbage i Sengen. „Naarsomhelst De kalder paa mig, kommer jeg straks. Jeg hører det øjeblikkelig,” Frk. Bøhn la Tæpperne tilrette over Else, „Det er bedst, jeg skruer Gassen lidt op igjen.”
Else gav sig til at lytte efter Thorgrens og Suensons Stemmer derindefra Cellen. Et Par Gange lo Thorgren, dæmpet, syntes Else. Saa hørte hun Rissel af Vand, og derpaa en Lyd, som om de brugte Børster.
Du Reservelægen gik Natstuegang, talte han spøgende og endda mere venligt end ellers til Else. Men hun svarte kun det allernødvendigste. Hun havde troet, at Reservelægens Venlighed bundet i Forstaaelse, og i Forstaaelsens Medlidenhed. Siden i Eftermiddag vidste hun bedre Besked. Fuldstændig overladt til sig selv var hun. Udelukkende maatte hun stole paa egne Kræfter i Kampen for ikke at gaa tilgrunde her.
„Det glæder mig at finde Dem saa rolig,” sa Reservelægen tilsidst. Han blev staaende et Øjeblik og saa paa hende med et forskende Blik, hvori der ogsaa var et Gran af Forundring. Saa sa han Godnat, og gik.
Nu var der ganske stille i Cellen derinde. Altsaa var de færdige. Saa havde de vel tat Uldtæppet bort, og dækket hende med et Lagen. Vel ogsaa slukket Gassen, saa hun nu laa i sort Mørke. og lukket Celledøren. Nej, laaset den. For ellers kunde en af de syge pludselig rive Døren op, og springe derind. — Gad vidst, om de nu ogsaa virkelig havde slukket Gassen? Plejed der ikke altid at være Lys hos de døde?
— De arme grædende Børn, som ikke havde villet slippe Moren. Nu havde de ingen Mor mere. Men det vidste de ikke. Nu laa hun død her i en af Cellerne for Gale og Forbrydere og Selvmordere. Der havde Else ogsaa ligget. Og nu laa hun tæt ved.
Men hun var ikke død, og hun vilde heller ikke dø. Lille Tages Mor var endnu ilive. „Lille Tage” — Graaden brød et Øjeblik i hende uden at bli til Taarer. Ja, hun vilde leve for Tages Skyld.
Øjnene faldt trætte i, men Søvnen var langt borte.
Saa var Selvmordersken igjen ved Siden af hende. Men nu ralled hun ikke. Stille og ganske nøgen under et Lagen laa hun ovenpaa Tæppet. Else kjendte tydeligt det kolde Gufs fra hendes døde Legeme, og Karbolstanken var blandet med Liglugt.
Else vilde raabe og slide Øjnene op, men det lykkedes ikke. Liget var gledet hen paa hendes Bryst, og laa nu kvælende over hende. Hun stred og kjæmped for at faa Luft, og for at komme til at røre sig. Men ikke en Finger kunde hun løfte. Nu døde hun. — Nu døde hun. Aa Gud, nu døde hun alligevel, kvalt ihjel af denne fremmede Selvmorderske. Hun var allerede død. Blot inde i Hodet, øverst oppe var der en liden Plet, som leved. Der var den sidste Rest af Legemets Liv krøbet op, og der sad Dødsangsten og grov som et glødende Søm.
Saa gav det inde i Hodet et Smæld, som hun tydelig hørte. Else gjorde en sidste uhyre Anstrengelse, og med en Lyd i Halsen, som naar Proppen drages af en Flaske, trak hun Vejret og slog Øjnene op.
Liget var borte. Hun vilde rejse sig og kalde paa Frk. Bøhn, men ingen af Delene formaaede hun. Legemet var som lamslaaet. Hun prøved, om hun kunde løfte Armene lidt. Jo, det gik.
Hvad kunde det ogsaa nytte, om Frk. Bøhn kom ind? Hun turde jo alligevel ikke fortælle hende denne Hallucination med Selvmordersken. „Alting her blir udtydet som Sindssyge,” havde Madonna-Hansen sagt en af de første Aftener. Og det havde gjort hende forsigtig.
Atter sank Øjnene trætte i, men hun skyndte sig at aabne dem. Hun turde ikke ha dem lukket at Frygt for, at Hallucinationen skulde komme igjen. Men tilsidst kunde hun ikke mere. Laagene var saa svidende tunge. Tiltrods for hendes Anstrengelser lukkedes de atter.
Og straks var Selvmordersken ved hendes Side, iskold, tung og lugtende af Karbol og Lig.
„Det er Vanviddet, som kommer,” sa Else til sig selv. Saa rejste hun sig møjsomt overende og raabte paa Frk. Bøhn.
„Vær saa snil at gi mig et Glas Vand,” bad hun.
Sygeplejersken bragte det forlangte, og Else drak lidt, Hun begyndte at spørge Frk. Bøhn om Dit og Dat, for at hun skulde bli lidt hos hende. Frk. Bøhn svarte venligt, men kort. „De véd, de skal sove,” sa hun, idet hun vendte sig og omhyggeligt glatted Elses Hovedpude. „I Nat er her jo stille.”
Else dypped Snippen af sit Lommetørklæde i Vandglasset, som Sygeplejersken havde ladt bli staaende paa Sengebordet, og baded sine Øjne. Saa kanske hun bedre kunde holde dem oppe.
Men hun turde ikke lægge sig ned igjen. Hallucinationen kom vist lettere da. Hun læned Skulderen og Hodet mod Væggen og satte al sin Kraft Ind paa at holde Øjnene aabne.
Alligevel gled de til efter en Stunds Forløb, og et Par Øjeblikke efter laa Selvmordersken ved hendes Side.
Hun retted sig hastig op, knuged Hænderne sammen og vred sig i Angst og Pine.
„Skal Du da virkelig bli vanvittig? Er Kræfterne udtømt nu? Har Hjernen faaet et Knæk etsteds, eller er den nu begyndt at bli til Grød?”
Hvis hun hade faat Lov til at staa op og gaa lidt paa Gulvet, eller Frk. Bøhn havde villet sidde hos hende? —
Skulde hun kalde hende ind og betro sig til hende? Fristelsen var et Øjeblik stor, men hun overvandt den. Frk. Bøhn vilde føle det som sin Skyldighed at fortælle det til Professoren. — De var saa pligtopfyldende disse Sygeplejersker.
Nej. nej, nej! Hun vilde kjæmpe, kjæmpe til det yderste. Endnu havde hun jo sin fulde Forstand. Det var kun, naar Øjnene faldt til, og denne svagt surrende Syden begyndte i Baghodet, det var kun da, at hun tabte Styret over sine Forestillinger.
Ja, hun vilde kjæmpe, lægge sig paa Knæ i Sengen, folde Hænderne og skrige med Sjælen efter Hjælp. Samle al sin Angst og Gru og Kvide i et brændende Raab til sig selv, til sin Fornuft, til sin Vilje, til sin Legemskraft, der altid havde vært stor. Og til sine Kære, som var døde. Kanske de kunde høre hende og slaa Vagt om hende. Hvem vidste? Spiritisterne sa jo, at de var i Luften omkring os og kunde faas i Tale. Men saa skulde der være et Medium. Og det havde hun ikke. De maatte gøre en Undtagelse, la Naade gaa for Ret —. Hun laa paa Knæ midt i Sengen med sammenlagte oprakte Hænder, og nu var Øjnene vidtaabne, Laagenes Tyngsel og Træthed borte.
Da lød Brøl som af vilde Dyr, og et Bulder, som naar Stormen bryder løs paa Havet.
Else stivned et Øjeblik i Skræk, men saa vidste hun, det var Deliristerne nedenunder, og noget som en Lettelse strøg igjennem hende. Stille la hun sig tilbage paa Puden. Gudskelov for Deliristerne! Saa længe de holdt paa, vilde Øjnene ikke lukke sig, og Selvmordersken ikke komme.
„Ja,” sa Frk. Bøhn, hun stod foran Sengen, og saa bekymret paa Else. „Vi er jo vant til det, men for Dem maa det være frygteligt.”
„Jeg begynder snart at bli vant til det, jeg ogsaa nu,” sa Else med et underligt Smil, og greb Frk. Bøhns Haand, som hun holdt fast i sin.
„Jeg kommer straks ind til Dem og sidder lidt,” sa Frk. Bøhn og løsned sin Haand. „Dette forstaar jeg, maa skræmme Dem. Men først maa jeg se til Komtessen, som ogsaa er vaagen.”
„Godmorgen og til Lykke!” Det var Frk. Bøhns Stemme.
„Til Lykke?” gentog Else og saa forbavset paa hende.
„Ja, De har sovet. Sovet roligt i en og trekvart Time. Deliristerne faldt til Ro Kl. 4. Et Kvarter efter sov De. Nu er den 6. Det er jo første Gang, siden De kom her. Det ser ud til, at jeg har Held med mig.”
„Til Lykke,” sa Frk. Stenberg, da hun gik Morgenrunde, og saa klapped hun Else paa Kinden.
„Til Lykke,” kom Thorgren leende med sine friske Kinder, som ingen Nattevagter syntes at kunne blege, og saa rakte hun Else begge sine hjertelige Hænder. „De maatte dog til det tilsidst!”„Til Lykke,” hilste Suenson med sit lyse Smil og gav stilfærdigt Haanden.
Frøken Ræder var der ogsaa og Madonna-Hansen, og alle var de glade, fordi Else havde sovet.
„Til Lykke,” tænkte Else. Men ingen af dem vidste, hvad de to Ord betød for hende. Taler og handler vi da alle i Blinde her i Verden?
Ja. I Blinde.
Men Elses Indre undergik nu en Forandring. En sløv Ro drog ind i hendes Sind, en tungsindig Given sig hen i Skjæbnen. Var hun ikke, bleven vanvittig disse sidste to Nætter, saa maatte hun vel ogsaa kunne redde sig videre fremover. Og Tanken paa Selvmord var tusinde Mile borte. Nu kunde hun bære alt, hvad der saa kom. Hun følte sig brudt og knækket, men samtidig styrket.
Som sædvanlig stod hun op for at vaske og stelle sig, hvorefter hun plejed at gaa tilsengs igjen og bli liggende et Par Timer. Hun kjendte sig saa udmattet, at hun paa de vaklende Ben knapt kunde naa hen til den lille Servante i Krogen. Det svimled og sortned for hendes Øjne, saa hun maatte søge Støtte langs Væggen, og Hodet var, trods Søvnen, tungt som en Blyklump.
Før hun gik tilsengs igjen slæbte hun sig ud paa Cellegangen og keg gjennem Glasgluggen i den lukkede Dør ind til Selvmordersken. Hun laa i Sengen paa en bar Sækkelærredsmadrats, indhyllet i et Lagen, der slutted tæt om Legemet, saa det ligned en lang uformelig Bylt, Maven var saa højt opsvulmet, at Else kun kunde se Omridset af Hodets øverste Del under det dækkende Lagen.
Og der var intet andet i Cellen. En bleg Solstraale faldt ind gjennem Vinduet og lyste graa-gult paa den opsvulmede Mave.

XXII.

Dagene gik, og Nætterne gik. Else bevared sin sløve Ro, men over Brystet laa der som en Vægt, der tynged hendes Aandedræt. Og saa havde hun faat en Hovedpine, der aldrig forlod hende. Smerten sad i Tindingerne og hamred saa voldsomt, at det forekom Else, at Tindingerne maatte løsne sig og falde af hende tilslut. Hun, som aldrig i sit Liv havde vidst, hvad Hodepine var.
Engang, da hun paa Hieronimus' Spørgsmaal, om hun led af andre Smerter end Tandpinen, der stadig holdt ved, og for hvis Aarsags Skyld hun nu fik Morfinindsprøjtninger to Ganger i Døgnet, havde hun klaget over denne Hodepine, og tilføjet, at det var noget, hun aldrig før havde havt.
„—Hum,” havde Hieronimus svaret med sit tynde, vantro Smil, og Else havde sendt ham et Blik, der tindred af Foragt, Det var ikke første Gang, han med sit haanlige: „hum” havde stemplet hende som Løgner.
„Uh ja, denne Hieronimus!”
Heldigvis gik han ikke Stuegang saa regelmæssig som Reservelægen. Hver Onsdag Aften udeblev han paa Grund af sine Forelæsninger, og engang havde han vært bortrejst. Else var taknemmelig, naar hun slap for at se ham.
Reservelægen var venlig og spøgefuld som altid, men Else indlod sig ikke mere paa at tale med ham som før. Hun syntes, det var spildte Kræfter, og hun havde saa faa at gi bort.
„Sikken en stoisk Ro,” sa Reservelægen af og til ved Stuegangen til Frk. Stenberg.
Det hændte dog, at Reservelægen paa ny fik se et Glimt af Elses „Ilterhed”. Som engang, han fortalte, at han havde lovet at vise Komtessen, der aldrig havde set Elses Malerier, en Reproduktion af et af dem. „Aa nej, lad være!” udbrød Else i en afværgende Tone. Hun vidste jo, at hendes Produktion ikke kunde være noget for Komtessens Forudsætninger. „Aa, ved De hvad, — De behøver da ikke egentlig at skamme Dem over Deres Arbejder,” var det saa kommet trøstende fra Reservelægen. „Nej virkelig!” havde Else da svaret med en saa spodsk Betoning, at den havde lydt snærrende i hendes egen Øren.
Men som oftest var der nu kun nej og ja i hendes Mund baade til Reservelægen og Hieronimus. Hendes eneste Trøst var Sygeplejerskernes uforandrede, ja stedse stigende Venlighed og Omsorg.
Gjennem Frk. Stenberg havde Else faat Tilladelse til at skrive en Liste paa de Smaating, som hun oprindelig havde havt med sig, og som der nu intet var til Hinder for, at hun kunde faa tilbage. Frk. Stenberg havde vært nede med Listen hos Professoren, som havde lovet straks at sende den til Elses Hjem. Siden havde Else ventet med Utaalmodighed og med et lønligt Haab om, at Knut skulde smugle en Seddel til hende ind i Pakken. Det var nu tredje Dagen efter.
Om Eftermiddagen gik Else i Seng ved Femtiden. Hodet smerted, og Tanden smerted, og hun var saa forpint og udmattet, at hun ikke kunde sidde oprejst. Siden den en og trekvart Times lange Søvn, der forleden Morgen havde vakt Glæde hos Sygeplejerskerne, havde Else atter vært søvnløs. Morfinen virked vel dulmende baade paa Hodet og Tanden, og holdt Smerterne liksom paa Afstand. Men Søvn bragte den ikke. Og det uagtet hun fremdeles blev ved at faa Kloral.
Else laa nu paa Siden i Sengen med Haanden under Kinden og hørte paa Frøken Ræder, der sad i Chaiselonguen med sit Hækletøj og fortalte om sin Barndom i Jylland. Ordene, der bares af en letløbende, lidt monoton, blød og behagelig Stemme, naaede Elses Øren, som kom de langvejs fra, og de Forestillinger, de vakte, stod i Dis og Taage. Saa sad ogsaa Frk. Stenberg paa Chailelonguen ved Siden af Frk. Ræder. De talte sammen, men Else fulgte ikke med.
Pludselig sa Frk. Ræder: „Naa, Karen, hende, som løb bort?”
„Hvor løb hun bort fra?” spurgte Else.
„Saamænd her fra Hospitalet. Lige for Næsen af os.”
„Jeg troede ikke, det var muligt for nogen at slippe ud her?”
„Aa jo. Det har dog hændt”, Frk. Stenberg lo. Denne Karen var nu saa snedig. Hun havde vidst at insinuere sig, saa gav jeg hende Lov at hjælpe til med Rengøringen om Morgenen. Derved fik hun ogsaa Adgang til Kjøkkenet. Og saa nytter hun paa et Øjeblik, hun er alene, og stjæler Nøglen til Køkkentrappen — den hang paa et Søm derude, og væk var hun.”
„Men da hun kom ned fra Kjøkkenet, hvad saa?” spurgte Else interesseret.
„Saa var det bare at gaa over Gaardspladsen Og gjennem den lille Laage ud paa Gaden.”
„Stod Laagen aaben da?”
„Ja. Den staar altid aaben.”
„Og Nøglen hang i Kjøkkenet?”„Ja. Men det gør den ikke mere. At De véd det, Fru Kant, hvis De skulde tænke paa at undvige,” Frk. Stenberg lo igjen og trued til Else.
Det havde Else netop tænkt paa. Som en Iling af Angst og Haab var Tanken faret igjennem hende.
„Der har vi Stuegangen,” Frk. Stenberg rejste sig brat, og gik hen til Sengens Hodegjærde. Frøken Ræder la sit Hækletøj tilside, og rejste sig ligeledes.
Hieronimus traadte ind, og tog Plads paa Stolen ved Sengebordet.
„Professoren har jo sendt min Liste hjem?” spurgte Else, da de sædvanlige Par Spørgsmaal var overstaaet.
„Hja — Det er flere Dage siden.”
„Det fatter jeg ikke,” svarte Else. „Frk. Stenberg siger, der ingenting er kommet.”
„Nej,” bekræftet Frk. Stenberg. „Jeg har ikke modtaget noget.”
„Det er aldeles ubegribeligt,” vedblev Else. „Sedlen kan ikke være kommen min Mand i hænde, ellers vilde han øjeblikkelig ha sendt, hvad jeg bad om.”
„Men jeg har sagt, at det haster ikke,” lød det med langsomt Velbehag fra Hieronimus.
„Naa, saa det har Professoren!” udbrød Else vredt, „Nej, det haster ikke mere end, at jeg hver Dag vilde gaa og fryse af Mangel paa Tøj, hvis ikke en af Sygeplejerskerne havde laant mig et uldent Tørklæde.”
„Naa ja, saa fryser De jo ikke,” sa Hieronimus med den samme velbehagelige Stemme.
„Men hvorfor skal jeg laane, naar jeg selv har Tøj? Hvorfor skal jeg være berøvet de nødvendige Klædningsstykker?” Det kom opbragt og dirrende.
„Man har ingen Skade af at vænne sig til at undvære,” svarte Hieronimus fromt. Else trak paa Øjenbrynene og sa ikke mere.
„En tarvelig Herre, den Hieronimus.”
Hieronimus blev siddende lidt, tilbagelænet paa Stolen. Det var, som faldt han i Tanker.
„Bare han dog vilde gaa!”
Pludselig rejste han sig og fo'r ud med et kort Godnat.

XXIII.

Næste Formiddag kom Frøken Stenberg med Elses Sager, som hun bar i sit Forklæde, Pakken havde hun løst op og omhyggelig undersøgt Indholdet, før hun overgav det i Elses Hænder.
Altsaa ingen Seddel fra Knut. Nej naturligvis.
Men Gudskelov, nu havde hun da sine Strømpebaand og blev fri for dette Sejlgarn, som havde strammet saa ondt under Knæerne. Uhret og Uhrnøglen var der ogsaa. Og Neglesaksen og det lille Spejl og Porcelainsdaasen med Læbepomade og Parfumeflakonen. Desforuden et Hækletøj og hendes store Skindkrave. Det var en hel Rigdom.
„Nej, se der har vi jo vores rare Frue,” sa Bedstemor, da Else viste sig paa Cellegangen. Hun sad paa sin sædvanlige Plads, ren og smilende, og snakte om, hvormeget hendes Svigersøn holdt af Kaalsuppe.
„Aa Tak, Tak,” udbrød hun livlig, da Else rakte hende en Kop med Halvdelen af sin Kaffe. Hun greb med begge sine kolde Hænder om den varme Kop. Saa saa' hun sig forsigtig om og luded sig over mod Else, som for at hun skulde skjule hende og slubred i en Fart Kaffen i sig.
„Tak,” sa hun atter, da hun rakte Koppen fra sig, og saa kyssed hun Else paa Haanden. „Det linder saa godt.”
„De skal hver Dag faa Kaffe hos mig, Bedstemor.”
„Hys„—s, „— Nej alle saa spør de, hvor gammel jeg er, og min Svigersøn” — Bedstemors Ansigt havde faat et næsten snedigt Udtryk, som vilde hun ikke, at Sygeplejersken, der netop gik forbi, skulde høre, at de talte om Kaffe. Øjensynlig troede hun, at Kaffe var Verdens forbudneste Frugt.
„Vi leved saa lykkelig sammen, min Mand og jeg fra Begyndelsen af,” Else sad paa Sengekanten hos Fru Syverts, hvis hvide Fingre ivrig la folder paa Lommetørklædet, som hun holdt op foran Ansigtet, og hun talte med den sørgmodigudtryksfulde Stemme, som Else kjendte fra første Morgen. „Men man kan da ikke gjøre for, at man ser godt ud, og at Herrerne synes om en. Og naar vi var ude en sjælden Gang, saa flokked Herrerne sig om mig. Og det syntes min Mand —. Ja, han har vel ikke kunnet lide det. Jeg havde ogsaa altfor meget at ta vare paa. Men det er saamæn ikke mig, der ikke har kunnet la Herrerne være i Fred — det er snarere dem, som —. Hør,” hendes Ansigt lyste pludselig op i et uhyggeligt Smil, og Stemmen blev lav og lysten, „jeg kjendte engang en Nordmand, han var jeg rigtignok Kjæreste med! Jo, De kan tro,” hun nikked og lo smaat, en underlig rusten med dog sympatetisk Latter.
„Ak ja, nu er det altsammen forbi, det var igjen den sørgmodige Stemme fra før, og hun sukked dybt. „At tænke sig, at jeg nu ligger her.” Med ét brast hun i Graad og putted Lommetørklædet i Munden, mens Skuldre og Bryst bevægedes under hendes Hulken.
„Bed Frøken Stenberg om, at jeg skal faa Lov til at staa op, Fru Kant, Nu har jeg ligget stille i mange Dage.” Else nikked.
„De har ogsaa tat min Giftering fra mig,” vedblev Fru Syverts og tørred Øjnene. „Jeg véd ikke mere, om jeg er gift eller ikke. Bare jeg dog kunde faa min Giftering! Saa vilde jeg da ha den til at more mig med.”
Da Else gik fra hende, spurgte hun Frøken Stenberg, om ikke Fru Syverts kunde faa sin Ring.
Frøken Stenberg trak paa det.
„Men hvorfor? Hun savner den saa.”
„Der er dem, som sluger sine Ringe for at komme af med Livet, Fru Kant.”
Der gik en Gysen gjennem Else. Hun mindedes sit iturevne Lommetørklæde.
„Men staa op da ialfald?” bad Else.
„Jeg har saamæn spurgt Reservelægen, men han mente, det var for tidligt.”
Idet Else vendte sig om fra Frøken Stenberg, saa hun den unge Pige med det tunge Hode forskrækket flygte om bag en Dør.
„De skal ikke være bange for mig,” sa Else som fulgte efter.
„Nej, Fru Kant kan hun netop saa godt lide,” bemærked Sygeplejersken. „Ikke sandt, Mariane?”
Mariane skjulte det dødtrætte Ansigt bag den løftede Arm og smilte surmulende og modstræbende. „Det er altsammen ondt og fælt,” sutred hun, „og det blir aldrig bedre.”
„Jo,” sa Else. „Nu blir De snart helt rask.”
„Jeg blir aldrig rask. Nu har jeg vært i Helvede igjen i to Døgn.”
„Hun har vært indestængt i Cellen, fordi Mariane var styg Pige og vilde gjøre Skade paa sig,” forklarte Sygeplejersken. „Hun havde faat fat paa en Saks og havde klippet Hul paa sit Haandled tæt ved Pulsaaren. Lad Fru Kant se Saaret, Mariane.”
Mariane, der fremdeles stod med Armen for Ansigtet og vred og drejed Overkroppen, stak rask den ene Haand bag Ryggen.
„Det er helt lægt,” sa Sygeplejersken, der tog Haanden frem igjen, og viste Else Haandledet, hvor et mørkt toppet Saar var synligt.
„Gjør ikke saadan, gjør ikke saadan,” klynked Mariane.
„Nu skal Mariane være god Pige,” Sygeplejersken klapped hendes tykke struttende Haar. „Om et Par Dager skal hun forresten til „Sct. Jørgen.”
„Det blir naturligvis ikke til noget,” sa Mariane med en misfornøjet Grimase. „Vil hun gjerne?” spurgte Else. „Ja, Stakkel. Hun glæder sig vel til at faa en Forandring. Her har hun vært saalænge.”
— „Nu skal jeg made Fru Fog,” Sygeplejersken tog en Skaal fra en stor dampende Madpakke, som en Pige kom med, og gik ind i Cellen til Fru Fog. Else fulgte med og holdt Skaalen, mens Sygeplejersken gjorde Hodegjærdet højere under den gamle Mumiedame, der med sit halvbrustne Blik saa hjælpeløst spørgende fra den ene t il den anden.
„Spis nu pent,” sa Sygeplejersken og hældte en Skefuld Bouillon med Æg i Munden paa den syge. „Saadan ja.”
„Aah, aah, aah,” stønned Fru Fog, mens hun med et Udtryk af træt Uvilje og en hul Strubelyd nedsvælgte Suppen.
„De véd jo, De maa spise,” sa Else og klapped hendes gustne Pande.
„Ja, men jeg kan inte li det,” kom det hviskende gjennem de tandløse Gummer, mens hun saa paa Else med et Blik, der syntes lamt af Lidelse.
„Saa, saa, lille Fru Fog. Det var flinkt,” snakked Sygeplejersken, mens hun varsomt blev ved med at made den syge, der havde mere og mere vanskeligt for at nedsvælge. Tilsidst gylped hun det op igjen, saa Bouillonen flød ned langs hendes indsvundne Mundviger.
„Jaja, saa skal hun slippe,” Sygeplejersken tørred Fru Fog om Munden og pusled hende. Den syge løfted sin altid krummede, sprukne og skjælbedækte Haand og greb om Elses Fingre. Saa sank Øjnene træt i.
„Tror De ikke, hun dør snart?” spurgte Else, da hun og Sygeplejersken forlod Cellen.
„Man skulde jo tro det, men saadanne Mennesker er saa mærkværdig sejglivede.”
Else gik ind i Cellen til Barselpatienten, der sad oprejst i Sengen med Armene sammenslyngel bag Nakken og udstødte en langelig Stønnen.
„Gjør det ondt nogen Steder?” spurgte Else.
Barselpatienten blev stille og saa' paa Else med et Blik, der var mistroisk og frittende, og samtidig bad om Hjælp. Saa løsned hun Armene fra Nakken, greb fast om Elses Haandled og la Hodet op til hendes Skulder.
„Hvad er det, De er bange for?”
„Ja, bange,” sa Barselpatienten. Hun fjerned Hodet fra Elses Skulder og saa' igjen paa hende med det forrige frittende Blik. „Jeg skal sige Dem,” hun holdt inde og syntes at famle og kjæmpe for at finde Ord, mens hun krampagtig strøg og trykked Elses Arm, — „det er Barnet — véd De, hvor Barnet er?”
„Ja, Barnet har det udmærket,” svarte Else, som vidste det fra Sygeplejerskerne. „Det er paa et andet Hospital.”
„Er Barnet ikke dødt?”
„Nej, det er ikke.”
Barselpatienten stirred ind i Elses Ansigt.
Hendes Blik var nu kun hjælpeløst, Saa sneg der sig en Taare ud af hendes ene Øje, en sejg og langsom Taare, som hun bortvisked med Pegefingeren.
I Gangen udenfor sit Værelse mødte Else Komtessen, som græd og vred sine Hænder. „Jeg er nærved at fortvile,” sa hun paa sin sædvanlig stille Maade. „Tænk, mine Børn, mine arme ulykkelige Børn er bleven sat i Pleje hos nogle afskyelige Mennesker, som hader mig og mine Drenge.”
„Hvorledes har De faat vide det?” spurgte Else.
„Gjennem Professoren. Ak, mine Børn, hvad tænker I om Eders Moder! Den ene af dem var med mig i Vognen, da jeg kjørte herned, og saa blev han revet fra mig ved Døren. Dette var dog det tungeste Slag. Ak, mine stakkels, stakkels Drenge” — hun græd heftigt, men lydløst.
„Ja, det maa være forfærdeligt for Dem,” sa Else.
„Og ikke et Brev faar jeg Lov til at skrive. Ikke et Bud faar jeg sende. Og ingen faar besøge mig. Hvad skal der dog bli af mig?”
„Vær ikke saa ude af det, kjære Komtesse,” sa Else. „De, som altid er saa rolig. Dette kan jo ikke vare længe ved. Professoren maa jo dog snart se, at De ikke er sindssyg.”
„Ja, det havde jeg ogsaa troet,” Komtessen tvang Graaden tilbage. „Men mit Haab blir svagere Dag for Dag. Han gaar ud fra, at jeg er gal. Alle hans Spørgsmaal er beregnet paa at lokke mig i en Fælde.”„De maa være taalmodig, Komtesse,” sa Frøken Ræder, der var kommen til. „Finde Dem i at være her en 3 Ugers Tid eller saa. Da maa der jo komme en Afgjørelse.”
„Være her en 3 Ugers Tid,” udbrød Komtessen med et af Graad fortrukket Ansigt. „Men Du gode Gud! Skal man finde sig i pludselig at bli spærret inde paa et saadant Sted, naar man ingenting fejler, og intet har forbrudt?” Hun overvældedes atter af Graad. Saa gik hun stille ind i sit Værelse, knælte ned foran Lænestolen og hensank i Bøn.

XXIV.

Som den foregaaende Dag laa Else i Sengen, sa Stuegangen kom.
„Jeg har tat med lidt Læsning til Dem, sa Reservelægen og la 2 smaa gule Hefter paa Sengebordet.
„Tak, det var pent af Dem,” Else tog Hefterne. Det var en Subskriptionsudgave af Bertha von Sutners Skrifter og havde til Titel: „Livserindringer”. „En Moder til sin Datter,” eller noget ligende.
„Sig saa, at vi ikke er gode ved Dem,” smilte Reservelægen, da han gik.
Lidt efter kom Hieronimus i Overfrakke og med Hatten i Haanden. Han satte sig ved Sengen, og Else syntes, der var noget, næsten forlegent over ham i Aften. Han luded sig forover mod Bordet, og hans Blik hvilte paa de gule Hefter.
„Nu har De jo faat de ønskede Sager,” begyndte han efter et Øjebliks Taushed og uden at se paa Else.
„Ja, Tak.”
Atter en kort Taushed. Hans ene Haand var kommen op paa Bordet, og han rørte først ved Daasen med Læbepomaden og saa ved Parfumeflakonen.
„Hvad er det for noget?” spurgte han venligt, fremdeles uden at se paa Else.Else sa, hvad det var, mut og kort, som hun plejed.
„Naa, og dette?” Han tog et af de gule Hefter „Det, har Reservelægen laant mig.”
„Naa. Saa har De jo Underholdning.”
Han la Heftet fra sig og blev siddende lidt. Der var noget tvivlraadigt over ham.
Pludselig retted han sig og greb i sin Frakkelomme. „Jeg har forresten en Overraskelse til Dem i Aften,” sa han fort og rejste sig, og i det samme laa der et Brev paa Sengebordet.
„Tak,” sa Else, som øjeblikkelig havde gjenkjendt Knuts Haandskrift, og var bleven varm af Glæde og Sindsbevægelse. Hun greb Brevet, men kasted det i næste Nu fra sig og raabte: „Det er jo aabnet!”
Hieronimus var alt borte.
„De fik Brev, syntes jeg?” Frk. Ræder kom ind sammen med Frk. Stenberg.
„Ja, men jeg vil ikke ha det!” raabte Else og knipsed med Fingrene Brevet henad Bordet, „Tror Dere, jeg vil læse et Brev fra min Mand, som Professoren har aabnet? Han! Revet det op med sine tynde smaa Jordemoderfingre! Se, hvor det er flænset!”
„Nu er De ikke god,” sa Frk. Stenberg og greb med sammenlagte Hænder Else fast om Nakken. „Professoren aabner alle Patienternes Breve.”
„Ikke vær saa sint paa mig, Frk. Stenberg! De maa ikke,” Else graad heftigt og la Hodet til Frk. Stenbergs Bryst.
Frk. Stenberg lod hende græde. „Læs saa Brevet,” sa hun mildt. „De har jo dog længtes saa forfærdelig efter at faa høre noget hjemmefra.”
„Nej, jeg kan ikke, og jeg vil ikke! Hvad kan der staa i det, naar det bare er saa'nt, som Professoren har skullet læse. Tag det bort, Frk. Ræder. Aa tag det bort, jeg taaler ikke at se det!”
Frk. Ræder tog nølende Brevet. „De er en Stivnakke,” skjændte Frk. Stenberg. „Nej, jeg er ikke, Se nu paa Dem, De kunde faa mig til, hvad det skulde være. Undtagen til at læse et Brev, som han har aabnet,” skyndte hun sig at tilføje.
Frk. Stenberg la Elses Hode ned paa Puden. Saa kyssed hun hende paa Kinden til Godnat. „De skulde dog læse Brevet,” bad Frk. Ræder, da Frk. Stenberg var gaat. „Ja, for jeg tror, De piner Dem selv ved at la være,” hendes muntre Stemme lød alvorlig i Aften.
„At tænke sig saa'nt et Menneske!” udbrød Else og satte sig op igjen i Sengen. „Han har naturligvis tat det Løfte af min Mand, at han ikke skulde skrive om noget, som bragte mig i Affekt — I Affekt! — hejsa, sa! Jeg, som er paa dette paradisiske Sted! — Og alligevel! — Tror han da, at alle Mennesker lyver og bedrager? Havde han endda aabnet det forsigtigt og klæbet det sammen Igjen. Men han har revet det op, bare for at ærgre mig.”
„Hm, hm, hm,” det var Thorgren. „Jeg gaar Stadig og venter paa, at Stjerneskuddet skal falde mellem Fru Kant og Professoren, men det har nok lange Udsigter.” Saa gav hun rystende paa Hodet Haanden til Godnat og gik.
Frk. Ræder søgte fremdeles at overtale. Tilsidst gik Else ind paa, at Frk. Ræder skulde læse Brevet og meddele Else Indholdet.
„Ja, der staar forresten ikke noget videre i det,” sa Frk Ræder efter endt Læsning. „Nej, naturligvis, Det kunde der jo ikke.” „Deres Mand skriver, at den lille har det udmærket, og at jo taalmodigere De er, jo før ses De igjen.”
„Taalmodigere,” sa Else og smilte bittert.
„Vil De ikke ha Deres Brev?”
„Ikke røre det med en Finger! Gjør med det, hvad De vil, bare jeg slipper for at se det.”
„Maa jeg komme ind, ja?”
„Nu er jeg roligere,” sa Komtessen og stilled sig op ved Elses Seng. „Professoren var inde og sa, at det forholdt sig ikke saadan med Børnene. De var ikke kommen i Pleje hos de onde Mennesker.”
„Hvorfor havde han da før sagt det modsatte?” spurgte Else.
„Ja, det var vel for at prøve mig. Ser De, at Gud hørte min Bøn? Han er en trofast Fader for sine Børn. Nu skal jeg bede saa inderlig for Dem, at De snart skal faa Deres Mand at se. laften kan jeg gjøre det med saa stærk en Tro.”
„Tak,” sa Else. „De er god.”
„Og tænk, jeg har ogsaa faat min Bibel. Jeg er næsten lykkelig i Aften. Nu læser jeg et Kapitel, og saa gaar jeg i Seng. Professoren var saa god at tale med i Aften. Godnat.”
„Professoren god at tale med.” — At hun virkelig vilde spilde Ord paa den Mand.
Lidt efter kom en af Kandidaterne og gav Else Morfinindsprøjtning for Tandpinen.
Og saa var Frk. Bøhn der med Kloralen.

XXV.

Natten havde vært opfyldt af Larm, og Else havde igjen havt en haard Dyst at bestaa med sin Angst og Fortvilelse. Nu var det Morgen, og Stuegangen ventedes.
Else laa stille i Sengen. Hodet gløded, og Trætheden kjendtes, som var hun slaat sønder og sammen i hvert et Ledemod.
Disse Skrald, som hun syntes bragte Sengen til at ryste, og som tvang hendes Legeme til at fare sammen i ulidelig Pine. Det var, som der blev skudt med Kanoner.
„Hvorfra kommer dog disse frygtelige Skrald?” spurgte hun mat Frk. Stenberg. „Det er Gadedøren dernede.” „Nej. Dens Smæld kjender jeg. Men dette? — Hør!” Skuddet var der igjen.
„Jo, det er Gadedøren. Det kommer af Stormen idag.”
Da Reservelægen var der, lod Else som hun blunded. Hun orked ikke at aabne Munden.
„Hun har havt en daarlig Nat,” hørte Else Frk. Stenberg sige. „Det er ogsaa kjedeligt, at her er saa lydt.”
„Ja er her egentlig det?” var Reservelægens Svar.
„Om her er? Det har jeg da ogsaa hørt Professoren klage over, engang han viste nogen om her. Det var en Fejl ved Bygningsmaaden, sa han.”Tiltrods for Skuddene, der stadig blev ved, faldt Else hen i en Døs, og da hun Kl. 11 havde spist Frokost paa Sengen, følte hun sig noget bedre tilmode. Hun tog et af de gule Hæfter og forsøgte at læse.
Saa bragte Lyden af lette, knirkende Støvleskridt hende til at se op, og i det samme kom Hieronimus, flunkende ny fra Top til Taa med elegant Overfrakke, skinnende Støvler og blanke, brune Skindhandsker. Han stilled Hatten paa Bordet, trak Stolen tilrette og satte sig.
„Ja nu har De jo faat Deres Strømpebaand,” begyndte han i lav, fredsommelig Tone. „Det er Kontrabande her, véd De vel.”
„Vil De ha dem igjen?” spurgte Else hvast.
„Ne-ej,” svarte Hieronimus med en let afværgende Haandbevægelse, og efter et lidet Ophold: „Men De maa gi mig et bestemt Løfte om, at De ikke vil misbruge dem.”
„Det er i god Tid, han kommer paa det,” tænkte Else og mindedes atter sit iturevne Lommetørklæde, og saa sa hun med et tirrende Smil: „Det Sejlgarn, jeg fik til Strømpebaand, kunde vel ogsaa ha ladt sig misbruge, hvis jeg endelig havde villet.”
Hieronimus sad en Smule fremoverbøjet mod Sengen og saa ned. Hans Skindhandskehænder hvilte paa Knæerne, og han spriged lidt med Fingrene.
„Der maa gjøres noget ved den Dør!” raabte han pludselig med et nervøst Sæt, og drejed Hodet ud mod Gangen. Skuddet havde lydt to Ganger, siden han var kommen.
Frk. Stenberg viste sig paa Tærskelen og vilde sige noget, men Hieronimus gjorde en afværgende Haandbevægelse. Saa indtog han den forrige Stilling og ytred i den samme lave, fredsommelige Tone og med smaa Bevægelser af Overkroppen, som var det ham magtpaaliggende at fremføre Ordene saa varsomt som muligt: „De erindrer, hvad der passerte med Dem den første Aften.”
,,Kommer De med det nu igjen,” brast det vredt ud af Else. „De tror altsaa, det var Løgn, den forklaring, jeg gav Dem?”
„Naa, siden er De jo falden mere til Ro,” vedblev Hieronimus. „Den Gang talte De om umenneskelig Mishandling.”
„Umenneskelige Pinsler,” retted Else ham. „Og det staar jeg ved! Men jeg skulde jo lære at subordinere mig. — Det var jo derfor, De fik mig ned her — ikke sandt?” Hun sa det iskoldt spottende.
Der gik en Rykning gjennem Hieronimus, som vilde han fare op, men saa tog han sig sammen og fortsatte efter et lidet Ophold uforstyrret fredsommelig: „De har jo ogsaa før havt den Slags Tanker. Saadant kan komme, naar man er ude af Sindsligevægt og føler sig forpint og ulykkelig,” atter rørte han sig paa Stolen og vented et Øjeblik — „men det har dog maaske ikke vært Deres fulde Alvor. — De vil” —
Else flytted sig hastig paa Puden. — „Jeg ønker nu ikke at tale med Dem om det,” sa hun kort og afvisende og dirrende af Harme. „Jeg synes, det kunde være nok nu med denne Komedie, der vilde være komisk, hvis den ikke var saa tragisk. Min Mand har sandelig ikke Raad til at betale 4 Kroner Dagen for at faa mig martret hernede!”
„Komedie — tragisk —” Hieronimus havde rettet sig, og Stemmen var den sædvanlige forte og skarpe. „Jeg synes, det er komisk.” Med ét sprat han op fra Stolen, fo'r hen i Døraabningenog raabte saa det skingred: „Er Fru Kant altid saadan en vanskelig Patient? Spiser hun ikke sin Mad? Faar hun ikke sin Pleje?!”
„Mod os er hun altid elskværdig,” svarte Frk. Stenberg, som Else ikke kunde se. „Hun blev lidt eksalteret i Gaar Aftes, fordi Brevet var aabnet, men siden —”
„Bilder hun sig maaske ind, det er for vor Skyld, vi har hende liggende her?” skingred Hieronimus videre, idet han halvt vendte sig mod Sengen. „Vi vil helst være fri! Vi kan lukke Butikken, og ta i Skoven! Men det siger jeg Dem,” han tog et hastig Skridt hen mod Else og dasked Fingrene mod Haandfladen — „Deres Mand maa ta Dem ud naarsomhelst — Værsgod! Men Besøg af ham faar De ikke!” Saa snapped han Hatten fra Bordet, og væk var han i samme Nu.
„Men Gud dog, Fru Kant,” Frk. Stenberg kom ind og slog Hænderne sammen.
Og Frk. Ræder: „Hvad kan De dog ha sagt, som har sat ham i et sligt Raseri?”
„Jeg er aldeles bestyrtet, Fru Kant,” Thorgrens Kinder var næsten blege. „Jeg hørte ham helt ud paa Cellegangen.”
Saa var Komtessen der ogsaa: „Har De sagt Professoren Sandheden?” Og alle stod de opstillet foran Sengen med forfærdede Ansigter.
Else saa betuttet fra den ene til den anden. Saa gav hun sig til at le.
„Ja Gud maa vide, hvordan dette skal ende,” sa Frk. Stenberg bekymret, idet hun gik.
„Nu er De ikke min Frue mere,” Thorgren rysted alvorligt Hodet.
„De vilde jo ha mig til at le, Thorgren! Nu ler jeg!” —

XXVI.

Men hvordan e da egentlig hendes Tilstand?” Det var Knut, der spurgte. Han sad nu, som saa ofte før, i Professorens Modtagelsesværelse paa Hospitalet. „Jeg kender kun Bølgebevægelse i min Hustrus Befindende. Der kom tidligere altid Fred efter Uroen, naar der da ikke, som i den sidste Tid, var en idelig Anledning til Overanspændelse af Nerverne — og selv da.” Han holdt inde.
Hvorfor tar den Mand ikke Ordet? tænkte Knut. Hvorfor kan han ikke en Gang for alle vise mig, at han har en Opfattelse af Patienten, som gjør min Snak overflødig?
„Og her paa Hospitalet,” vedblev Knut, „her paa delte fredelige Sted, hvor alt er lagt tilrette for at skaane de syges Nerver?”
„Deres Hustru er flyvende gal,” svarte Hieronimus og rejste sig fra Stolen. Udtrykket skar sig som et sløvt Vaaben borende ind i Knuts Bevidsthed. Og det liksom splitted hans indre Sansning i to Billeder: Hieronimus, afført sin tilknappede Værdighed, i Skjorteærmer paa Kandidatgangen, og hans Hustru som den, der var „flyvende gal”.
Hieronimus gjorde nogle hurtige Skridt paa Gulvet.
„Hendes Forbitrelse mod Dem er stor. Forleden smed hun Deres Brev hen ad Bordet. Hun vilde ikke læse det.”
Knut saa forundret paa Professoren. Mere og mere pinlig gaadefuld blev Elses Tilstand for ham. Brevet havde han ganske vist git Professoren aabnet og havde derfor ikke kunnet og heller ikke villet, skrive andet end almindelige Ord. Nu havde Professoren imidlertid naturligvis klæbet Brevet sammen, forinden han gav Else det. Saa var det egentlig bedre, at Else ikke havde læst det, hun, som altsaa gik ud fra den Forudsætning. at han havde kunnet sende det uden en kontrollerende Tredjemand. Men denne forbitrede Stemning imod ham. Hvad havde fremkaldt den?
„Saa er det vel fremdeles Professorens Mening, at et Besøg af mig hos min Hustru er utilraadeligt?”
„Ubetinget.”
„Og et Besøg af Dr. Tvede?” „Ikke foreløbig.” Audiensen var forbi.
Mon, mon de her paa Hospitalet for Alvor begreb det Tilfældes Natur, de havde under Behandling?
Alle sa de jo, at Hieronimus var en omhyggelig og human Læge, og som Sindssygelæge den klogeste vi havde.
Underligt, hvor skjult sligt kunde være for de uindviede.

XXVII.

Før Middag var Else i Bad, fulgt af Frk. Ræder. Badeværelset laa nedenunder tæt op til Manndsafdelingen, og var et stort skummelt Rum med Stengulv og et uappetitligt Badekar af Zink.
Det hele ligned en Kjælder. Bagefter maatte Else gaa tilsengs for ikke at forkjøle sig, hed det, og hun spiste sin Middagsmad paa Sengen.
Om Eftermiddagen da Gassen var tændt, sad Else og hækled paa Cellegangen sammen med Bedstemor og Mariane, der gik omkring paa sin sædvanlige svinglende Maade, udstødende Støn og dybe Sukke. Hun var endnu nervøsere end ellers, for imorgen skulde hun afsted til „Sct. Jørgen”.
Frøken Stenberg kom ind fra den rolige Gang. „Bella Holm er ventende,” sa hun til Thorgren, som havde vært inde og puslet Fru Fog.
„Naa, er det nu galt fat igjen !”
Else vilde spørge, hvem Bella Holm var, men i det samme rasled det i Laasen derhenne, Fløjdørene skjødes ind og to Portører kom med en Baare, hvorpaa et kvindeligt Væsen sad oprejst, foroverbøjet, søgende og gramsende paa Tæppet.
„Der er hun allerede,” sa Frk. Stenberg. „Ih Gud forbarme sig, sikken hun ser ud! Den har nok været høj denne Gang.”
„Jeg spørger, hvor jeg er — jeg spørger blot,” Skikkelsen paa Baaren løfted Hodet og greb en af Portørerne om Armen. „Jeg begriber ikke det hele, og det sa jeg ogsaa til Fru Lund, da de vilde flytte min Komode.”
Else, som havde nærmet sig Baaren, veg tilbage med et Ryk. Hun havde set et kuglerundt Ansigt, der var opsvulmet, saa at Øjnene næsten blev borte. Den ene Kind var blaasortflammet med en gabende Rift, som blødte. Dette Ansigt til denne bløde, dannede Stemme!
„Sid blot stille, og pas Deres Smaadyr,” sa den Portør, som Bella Holm havde grebet om Armen. Saa blev Baaren sat ned udenfor den nederste, Celle, som havde staat tom efter Selvmordersken, og Portørerne tog Bella Holm med Tæpper og det hele, og bar hende ind.
„Har hun tat Gift?” spurgte Else Frøken Stenberg.
„Saadan kan man jo gjerne kalde det. Hun har Delirium.”
„Dør hun, tror De?”
„Nej samæn gjør hun ej. Om 3, 4 Dager er hun lige god igjen.”
Da Portørerne var borte, gik Else hen i Celledøren og saa ind. Bella Holm sad oprejst som før paa Baaren og undersøgte ivrig Tæppet, mens hun talte ustanselig med sin bløde, behagelige Stemme.
„Har De ikke en Taar Øl, De der?” sa hun pludselig og saa op.
„Hun be'r om Æl, Frøken Thorgren!”
„Jo, jeg skal gi hende Øl, kan hun tro!” Thorgren stod foran Bella Holms Seng. „Læg sig saa, hun finder saa intet alligevel.” Thorgren tog hende om Skuldrene, og tvang hende ned paa Puden.
„Jamen Hvidtøl?”
„Vil De ha Mælk, skal De faa. Intet andet.”
„Hvad er det, hun søger efter?” spurgte Else.
„Fluer og alskens Kryb. Det gjør altid Deliriumpatienter.” —
„Ja, Stakkel” — slutted senere Frk. Stenberg sine Svar paa Elses ivrige Spørgsmaal om Bella Holm. „Hun er saamæn af pæn Familje. Hendes Fur var Adjunkt, tror jeg. Han var uhelbredelig Spiller, og da han havde bortspillet alt lige indtil Sengeklæderne, skjød han sig en Kugle for Panden. Og Moren var der ogsaa noget galt med.”
„Men hvor kunde De da ta saa koldt imod hende?” spurgte Else rystet. „De viste hende ikke Spor af Deltagelse.”
„Saadan én kan man jo dog ikke andet end foragte. I Begyndelsen naar hun var her, talte jeg godt for hende. Men nu gjør jeg det ikke mere.”
Else gik ind og sa Godnat til Bedstemor, der altid kom iseng Klokken 6. Søde, gamle Bedstemor, den eneste glade, fredopfyldte Sjæl i dette Helvede.
Som sædvanlig, naar Else var derinde, efter at Bedstemor var kommen iseng, trak ogsaa nu Bedstemor Else tæt ned til sig, slog Armene om hendes Hals, og betroed hende det lille, altid det samme tilbagekommende, som hendes Forestillinger rummed.
„Ja,” sa Else, „men nu maa jeg gaa. Godnat Bedstemor.”
„Godnat,” Bedstemor kyssed som hun plejed Else paa begge Hænder. „Imorgen faar jeg Kaffe Igjen. Det linder saa godt.”
„Fru Kant!” raabte Fru Syverts, da Else kom forbi hendes Dør.
„Nu har jeg faat min Ring, se,” Fru Syverts gned med Lommetørklædet paa Ringen og fremviste sin højre Haand. „Det var ikke Carl, som havde tat den tilbage, Frk. Stenberg havde den. De har ogsaa sagt, at jeg maa skrive til min Mand, saasnart jeg kommer op. Men inat var Lægerne ogsaa inde hos mig — Jeg véd ikke, hvad De synes,” det sidste kom hviskende, og saa lo Fru Syverts, rustent og dæmpet, men saa hjærteligt, at hun rysted.

XXVIII.

Om Natten var Frk. Bøhn ofte inde hos Else. Bella Holm i Cellen ved Siden af havde Krampe. Hun skreg og hylte, og undertiden var der tunge Fald og en Lyd, som ligned Hikke.
„Forstyrrer hun Dem?” hørtes Thorgrens Stemme borte ved Døraabningen.
„Ja, hun er slem,” svarte Frk. Bøhn, som stod ved Elses Seng.
„Hun springer hvert Øjeblik i Vandet,” sa Thorgren og kom nærmere. „Hysh, siger hun,” Thorgren la Haandfladerne mod hinanden og holdt dem opover Hodet, mens hun bøjed Legemet, skraat forver, „og saa kiler hun pladsk i Gulvet og faar Hikke. Forresten kom jeg ind for at forsone mig med Fru Kant og be hende endnu en Gang om, at hun skal ydmyge sig for Professoren.”
„Ja, jeg har ogsaa talt om det samme,” sa Frk. Bøhn. „Fru Kant har faat fat paa Professoren fra den forkerte Led.”
„Jeg har jo sagt, at det er mig umuligt at tale med den Mand,” stønned Else.
„Ja, saa skrive da. Kunde De bedre det?”
Else rysted Hodet.
„Os kunde det jo være det samme,” fortsatte Thorgren. „Men for Deres egen Skyld. Stjerneskuddet, véd De. Ja-ja, i ethvert Fald er vi da gode Venner igjen. Ikke?”
Else gav Haanden og smilte.„Naar De skriver, saa er det Dem selv, der fører Ordet,” blev Frk. Bøhn ved, da Thorgren var borte. „Og saa behøved De jo ikke at bli heftig. De skulde vide, hvor elskværdig Professoren kan være.” —
Skulde hun prøve det? Else laa grundende paa Puden, mens hun lytted til Bella Holm, der blev ved at springe i Søen. Søge at forklare ham, hvor forfærdelig hun led ved at være her, og be ham lade hende slippe herfra. Siden dengang i Cellen havde hun ikke klaget sin Nød for ham. Kanske han trode, at hun nu var forholdsvis fornøjet.
Om Morgenen sa ogsaa Frk. Stenberg og Frk. Ræder, at hun endelig maatte skrive til Professoren.
Efter Frokosten bad Else om Skrivesager, og liggende paa Side i Sengen — hun følte sig for udmattet til at kunne staa op — støttet paa den venstre Albu og med Brystet mod Sengebordet skrev hun et Brev, som begyndte saaledes: Højstærede Hr. Professor!
„I den Tilstand af Forpinthed og Udmattelse, hvori jeg befinder mig, er det mig næsten umuligt mundtlig at faa frem, hvad der ligger mig paa Hjærtet”. — Hun gik dernæst over til at skildre Tilstanden, ikke som den virkelig var, men som hun haabed, at Professoren kunde taale at høre den sklidret uden at geraade i Raseri. Hun nævnte sin fortvarende Søvnløshed, og Umuligheden af at kunne sove paa et saadant Sted, Larmen af de syge, de mange Lyde o. s. v. Tilsidst bad hun om, at hendes Mand maatte bli underrettet om hendes indtrængende Ønske om at komme derfra snarest muligt.
Da Brevet var færdigt, tog Frk. Stenberg det, og gik straks til Professoren med det.
Bagefter klædte Else sig paa og gik ud paa Cellegangen, hvor en stram Lugt slog hende imøde.
Lugten kom fra den nederste Celle, hvor Frk. Suenson og Madonna-Hansen under Spøg og Latter var ifærd med at vaske Bella Holms Hode. De skrubbed løs, som var det en Grydebund, der skulde blankskures.
Else traadte nærmere. I en Vandspand paa Gulvet laa en Mængde lange Haar.
„Har Dere klippet hende?” spurgte Else.
„Det var vi nok nødt til, saadan som det vrimled. Men nu skal det Utøj faa sin Bekomst. Lugten af det der,” Suenson hældte noget af en Flaske i Vandfadet paa Sengebordet — „kunde slaa Okser ihjel.” Suenson nøs.
Bella Holm, som Madonna-Hansen holdt fast om Nakke og Skuldre, sad urolig og slog med Armen, og lod den krummede Haand glide gjennem Luften med Bevægelser af Fingrene, som gjaldt det at fange noget.
„I maa da ved Gud la mig faa Lov til at ta min Kanariefugl,” sa hun med et Tonefald, som naar Veninder for Spøg bebrejder hinanden noget. „Se saa! der fløj den.”
Else blev staaende og saa til. Bella Holm fægted og fanged, og snakte om Fugle og hvide Høns.
„Saa,” sa Frk. Suenson og gik med Vandfadet og Vaskespanden. „Jeg vil ind og skifte Tøj fra overst til nederst. Det skal være gjort paa et Øjeblik.”
Madonna-Hansen tog Tæpperne af Sengen og trak ned Bella Holms Chemise. Else saa et Par magre, mørke Ben med spidse Knæ og flade knudede Fødder.
„Kom, saa gaar vi,” sa derpaa Madonna-Hansen. Men inden hun og Else havde naaet Døraabningen, var Bella Holm sprunget frem afSengen, og gik langs Væggen paa Jagt efter Kanarifuglen.
Madonna-Hansen lukked og laaste Celledøren, og Else gik op over Gangen.
I Fru Fogs Celle sad der en Herre paa en Stol foran Sengen. Han holdt Hatten i Haanden og betragted det gule ubevægelige Mumieansigt med et Blik fuld af Vemod og Kjærlighed.
„Det er hendes Søn,” hvisked Madonna-Hansen.
„Men De sa jo, at ingen fik Besøg paa denne Gang.”
„Nej. Men Undtagelser sker der jo altid i Livet. Der er blevet sendt Bud efter ham.”
„Skal hun da dø?”
„Ja, der kan ikke være længe til.”
Else gik ind til Fru Syverts og overraskedes ved at finde hende staaende ved Vinduet i en hvid og blaastribet Bomuldsmorgenkjole. Den lange brune Flette hang hende ned ad Ryggen.
„Aa, er det Dem, Fru Kant,” sa hun glad, da Else rørte ved hendes Arm. „Jeg trode, det var en af de andre. Her staar jeg og ser efter min Mand. Jeg kan ikke begribe, at han ikke kommer.”
„Nu har De da faat Lov til at staa op. Er De glad for det?”
„Ja. Men jeg fryser i denne tynde Kjole. Er det virkelig sandt, at det er Dem, som er gift med Hr. Kant?”
„Ja.”
„Han ser da forresten ud til at skulle havt en ganske anden Slags Kone. Ja, for jeg kjender ham,” Fru Syverts nikked livlig.
„Hvad Slags Kone da?”
„Et blondt lille Hængetræ med Fløjelsbaand om Haaret og Nakkeknude. En, som sa søde, tøde dasse du. Nu skal jeg skrive til min Mand.”
„Bed ham saa sende Dem en varmere Kjole,” sa Else og gik ud igjen paa Cellegangen, hvor hun spaserte op og ned. Herren ved Fru Fogs Seng sad fremdeles i samme Stilling, og Mumieansigtet syntes livløst. Lidt efter gik Else ind til Bedstemor, som havde faaet Bronchitis og skulde holde Sengen. „Ja, ser De, nu har de lagt mig tilsengs,” sa Bedstemoder smilende og nikkende, „men jeg dør s'gunte for det. Jeg er født i Februar den 17de. Hvorlænge er det siden?”
„Ja, det kommer an paa, hvad Aarstal det var,” sa Else.
„Nej, se det har nu'nte saa mejet at sige, for forrige Aar stod Kaalen saa rig og frodig. Men maa man inte være glad og Gud taknemmelig for saadant et rent og dejligt Sted at være paa?”
Da Else paa sin Vej nedover Gangen kom forbi Barselspatientens Celle, vinked denne, som sad oprejst i Sengen, paa hende. Else gik derind.
„Barnet,” sa hun og greb krampagtig Elses Haand.
„Barnet har det godt. Det sa jeg Dem jo ogsaa forleden.”
„Jamen, det maatte mejet heller være dødt.”
„Nej, nu snakker De over Dem. De vil jo dog, at Deres søde, lille Barn skal leve?”
Barselpatienten saa ufravendt paa Else, og i hendes Blik kom der noget haardt og vredt: „Vi har saa mange iforvejen, og Præsten siger, at Gud Herren skal kræve hver Barnesjæl af vores Haand.”
„Tænk ikke paa det,” sa Else. „Se nu bare til at bli frisk. Saa gaar det nok godt altsammen.”
„Men det var denne Gryde,” hvisked Barselspatienten, „denne store, sorte Gryde. Der stak saa mange Barnehoder op, og Knu'ssen havde ikke Penge.”
„Saa, saa, læg Dem nu pent ned.”
„Kommer De snart ind igjen?”
„Ja. I Aften.”
Da Else forlod Barselspatienten, keg hun ind i Fru Pogs Celle. Den fremmede Herre sad der i samme Stilling som før. Med ét rejste han sig stille, satte Hatten paa Gulvet, la sig paa Knæ med Hænderne for Øjnene og bored Ansigtet ned i Sengens hvide Uldtæppe.

XXIX.

Da Reservelægen gik Aftenstuegang, bad Else om flere af de gule Hefter.
„Jeg maa ikke for Professoren.”
„Han er bange for, at det skal skade mig?” lo Else.
„Professoren vil, at De skal være lidt venligere først.”
„Naa, ja, det kan jeg godt like, Saadan vilde jeg ogsaa være i Professorens Sted. Akkurat saadan.”
Den næste Morgen varte det længere end vanligt, før Stuegangen kom. Else, der havde siddet og hæklet ved Vinduet, la Arbejdet fra sig og gik ud paa Cellegangen.
„Jeg svarte, at jeg vilde ikke blande mig i Fru Lunds Affærer,” sa Bella Holm, der stansed i sin Jagt langs Væggen, da Else saa ind til hende. Hun var i Chemise og kort Trøje, og Ansigtet var endnu mere sortblaat og opsvulmet end før.
„Nej, for man skal holde sig borte fra andres Sager,” vedblev hun henvendt til Else. „Hvad kommer det de andre ved, hvor mange Snapse jeg har drukket til mine Maaltider? Jeg drikker aldrig Snaps uden ved Maaltiderne, og da kan det jo ikke skade Og jeg synes ogsaa, det er højst besynderligt af Fru Lund, at hun vilde være med til at flytte min Komode.”
„Flytted hun Deres Komode?” spurgte Else.„Ja, De ser vel selv. Er her nogen Komode?” Bella Holm saa sig om til alle Sider. „Man er da ikke bleven blind — Ih nej, se der er Kanariefuglen!” hun løb op til Vinduet.
„I Seng med sig,” kommanderte Sygeplejersken, der var kommen til.
„Ja, ja, ja, nu gaar jeg jo i Seng,” svarte Bella Holm i en Tone, der mildt bebrejded Sygeplejersken hendes Urimelighed.
„Man kan dog straks høre, at det er et dannet Menneske,” sa Sygeplejersken.
Else gik ind til Fru Syverts, der sad oprejst i Sengen og redte sit Haar. Bedstemor stod bøjet over hende og snakked og hvisked. Else hented fra Gangen en Stol til Bedstemor.
„Hvor De ligner min Nordmand,” sa Fru Syverts til Else med et spillende Smil, mens hun rensed Kammen fra de afredte Haar, som hun vikled sammen og omhyggelig gjemte i en Stump Avispapir. „Jeg saa det øjeblikkelig den første Morgen.” Hun tørred Kammen af med Avispapir, pusted paa den og la den paa Sengebordet. „Bare jeg nu havde havt lidt Vaskevand,” sa hun og betragted misfornøjet sine Fingre.
„Jeg søgte Dem i Deres Værelse,” Else vendte sig om. Der stod Komtessen i sin sorte blonde besatte Kjole.
„Hvad skal hun her,” udbrød Fru Syverts og pegte paa Komtessen. „Saadan en!”
„Vi er alle Søstre for Gud,” sa Komtessen med sin milde, stille Stemme og la sin Haand paa Fru Syverts Skulder. „Jeg beder for Dem til Jesus. Kjender De Jesus?”
„Man er da baade døbt og konfirmeret, skulde jeg tro,” sa Fru Syverts. „Men De maa ikke røre ved mig, jeg er fedtet paa Fingrene.”
„Aa ja, Jesus, Jesus,” pludred Bedstemor og rysted sit lille Natkappehode. „Naa, her er nok hel Siesta,” Else og Komtessen fo'r sammen og vendte sig. Hieronimus stod i Cellen i sin lange hvide Kittel. Lyset fra den klare Februarsol, der titted ind gjennem Vinduet, faldt lige paa hans Ansigt, og Else blev slaaet af hans Øjnes rene, blaa Farve. Hun, som havde troet, at hans Øjne var blege og vandkolde.
— Og saa mild og indtagende hans Mine kunde være. Hun blev betat, næsten fortumlet, som naar man en tidlig Vaardag paa sin Spaseretur gjennem Skoven pludselig vejrer Foraar i Luften. „Jeg vil gjerne tale med Dem, Fru Kant,” sa han med et fint lidet Smil og gik hurtigt ud af Cellen Else fulgte efter og tænkte paa Thorgrens Stjerneskud.
„Jeg har faaet Deres Brev,” sa han, da de sad i hendes Værelse, „og læst det opmærksomt. Og ikke det alene, men jeg har loyalt lagt det frem for Deres Mand og Deres Huslæge. Nu faar vi se.”
„Tak,” sa Else og saa paa ham med et Blik, derr sa endnu mere Tak end hendes Ord.
„Saa hører De formodentlig fra Deres Mand med det første.” Else takked atter.
„Vil De forresten ikke gjerne se Deres Huslæge? Der er intet ivejen for, at han kan besøge Dem.”
Else tøved med Svaret. Det var Knut, hun vilde se. Andet brød hun sig ikke om.
„Ham har De da Tillid til?” spurgte Professoren.
„Ja. Han har vært min Huslæge i 10 Aar. Men jeg føler ingen Trang til at se ham”
„Naa ikke? De har Interesse af Patienterne, forekommer det mig?”„Ja. Bedstemor er saa sød.” „Naa ja. Godmorgen.”
Else var fuld af Haab og Forventning. Hieronimus havde lagt Brevet frem for Knut og Tvede. Der kunde ikke være Tvil om, hvad der saa vilde ske. Allerede i Dag vilde Knut komme og hente hende. Saa var han alligevel en Mand, som han skulde være, den Hieronimus. Hans foregaaende Adfærd? Naa ja, den forstod hun ikke, og derfor strøg hun en Streg over den.
Men baade den Dag og den næste gik til Ende, uden at der skete noget af det, som Else gik og vented paa. Langsomt forstod hun, at hun igjen havde tat fejl.
Den tredje Dags Aften, da Hieronimus ved Stuegangen havde siddet lidt, sa hun med et: „Min Mand og Dr. Tvede har altsaa fulgt Professorens Raad og besluttet, at jeg skal bli her?”
„Hja,” kom det med bredt Velbehag.
Else grunded lidt. Saa sa hun: „Det er altsaa Professorens Mening, at jeg er sindssyg?”
„Hja.”
Dette „hja”, udtalt paa denne skaanseløst glade Maade virked som Piskeslag, og samtidig var det, som om Fodfæstet under hende brast. Hvad var der at gjøre? Intet. Hun var i hans Vold.
„Ja,” sa hun og rejste sig. „Naar Professoren og min Mand og Dr. Tvede siger, at jeg er sindssyg, saa er jeg sindssyg,” hun gik op og ned paa Gulvet, „Men saa har jeg vært sindssyg hele mit Liv.”
„Det har De maaske ogsaa.”
„Ja, det har De maaske ogsaa,” mumled Else stille hen for sig. „Hvem véd?”
„Hos de fleste Mennesker kan man vel finde et eller andet, der, naar det endelig skal være,
kan stemples som Sindssyge,” sa hun højt og saa paa Hieronimus.
„Jeg har i disse Dage gjort Bekjendtskab med Deres Produktion,” sa Hieronimus. „Den Interesse for det abnorme, som Deres Billeder viser, er ikke tiltalende.” Interesse for det abnorme, tænkte Else. Var det da ikke Professorens Interesse for det abnorme som havde skabt hans Autoritet og stillet ham paa denne Plads?”
„Deres Billeder er for mig et. absolut Bevis paa, at De er abnorm. Ja, jeg gaar altsaa ud fra, at De i Deres Arbejder har søgt at gjengi Deres eget Sjæleliv?”
Else svarte ikke. Bare saa' paa ham.
„Og saa det, at De aldrig sover. Det er ogsaa et sikkert Tegn paa Sindssyge.”
„Har min Mand ikke bedt om at faa se mig?”
„Nej, det har han ikke ytret noget om.”
Dette Svar føltes som et Knivstik i Hjærtet. Hun gik atter paa Gulvet, men maatte sætte sig, fordi Knæerne skjalv saa stærkt.
„Jeg forstaar det ikke,” sa hun omsider, og tørred Sveden af sin Pande. „Han sa til mig, at jeg skulde være her en 8—10 Dager.” „Hm.”
Igjen dette „hm”, der gjorde hende til Løgner. Men nu ænsed hun det ikke. Hendes Tanker kredsed som svidende Flammer om dette ene, at Knut ikke havde villet se hende.
„Jeg forstaar det ikke,” gjentog hun. „Er der da sket noget, mens jeg har vært her, noget, som jeg ikke véd?”
„Nej Men nu, da Deres Mand har faat Dem paa Afstand, ser han ganske anderledes roligt og rigtigt paa Dem.”
„Er han da sint paa mig?”„Sint. De mener vred? Man er ikke vred paa den, som man føler Medlidenhed med,” det kom med mild og værdig Højhed.
Else sa intet. Dette var hendes Livs sværeste Stund.
„Tænk Dem om,” sa Hieronimus, idet han rejste sig og gik hen i Hjørnet af Værelset, hvor han stilled sig op med Albuen støttet mod Væggen og Haanden under Kinden. „De har jo brugt at kaste Dem nøgen i Gulvet og hyle og vride Dem?”
„Aldrig!” sa Else. „Nøgen? Det var mig umuligt at gjøre det.”
„Naa ja, saa maaske det har vært med Klæderne paa.”
Knut havde ikke villet se hende! Knut havde ikke villet se hende! skreg det inde i Brystet paa Else. Hvad var alt andet mod dette? „Det er dog det sidste, man griber til at lægge sin Kone ind paa 6te Afdeling,” havde Reservelægen sagt. Skulde Knut ha narret og forraadt hende?
„De har i det hele tat vært saadan, at der ingen Tvil levnes om Deres Tilstand.”
„Det var Fortvilelse, fordi jeg ikke fik mit Arbejde til.”
„Men det véd De ikke selv,” fortsatte Hieronimus. „De har jo bagefter ikke kunnet huske det.”
„Jo, jeg har kunnet huske det. Men jeg har undertiden ladt saadan, fordi det var mig saa pinligt.”
„Naa ja, det sa jeg ogsaa til Deres Mand!” udbrød Hieronimus triumferende.
„Skal jeg bli her længe?”
„Hja! Meget længe!” Det var igjen dette fede velbehagelige i Hieronimus' Stemme, der for Else satte ham i Klasse med en Bøddel, som frydes ved sin Gjerning.
„Kan jeg ikke bli bragt et andet Sted hen?”
„Jo til Sct. Jørgen!” kom det snerrende.
„Ja. Saa vil jeg heller til Sct. Jørgen. Jo før jo heller.”
Hieronimus gik.
„Professoren var længe hos Dem iaften.” Else, der sad foroverbøjet med Ansigtet skjult i Hænderne, letted Hodet og nikked til Komtessen.
„Var han god at tale med, ja?” Else gjengav Professorens og hendes Samtale.
„Men Du gode Gud!” udbrød Komtessen forfærdet. „Naar han gjør Dem til sindssyg, saa kan
han jo ogsaa sige det samme om mig —. Skjønt det er saa umuligt at tænke det!” Hun gik lidt paa Gulvet med korslagte Arme og stansed saa igjen foran Else, idet hun sa: „Forlangte De da ikke, at han skulde bevise Dem, hvori Deres Sindssygdom bestod?”
Else rysted Hodet: „Det interesserer mig ikke at høre den Mands Mening. Desuden havde jeg mere end nok med det, han sa.”
„Det er oprørende,” ytred Komtessen. „Men jeg vil spørge ham om det imorgen.”
„Det skulde De ikke,” sa Else, „Hvis De vil følge mit Raad, saa spør De heller ikke om Dem selv. Det er spildte Ord. Hvad mig angaar, saa har han sikkert saa nogenlunde straks besluttet sig til at anse mig for sindssyg. Og jeg var jo ogsaa syg, da jeg kom her. Med lidt god Vilje kan man vist forsvare at la det være Sindssyge.”
„Deres Ro er unaturlig,” sa Komtessen.
„Ja, pyt, dette med Sindssyge” — Else rokked hjælpeløst med Hodet. „Men at min Mand ikke har villet se mig” —
„Kom ind til mig, saa skal jeg læse et Kapitel i Bibelen for Dem,” Komtessen tog Else ved Haanden.
Else rejste sig viljeløst og fulgte hende.

XXX.

Den Nat, som paafulgte, blev for Else den skrækkeligste af alle de skrækkelige Nætter dernede. Det var ikke denne sanseløse Angst, der før havde drevet hende til Vanviddets Grænser. Delilisternes Rasen og Bella Holms Puslen og Snakken i Cellen ved Siden af forekom hende nu, som det skulde saa være. Det var heller ikke det, at Hieronimus havde dekreteret, at hun skulde være sindssyg. Hvad brød hun sig om det? Hun var jo ikke sindssyg og blev det aldrig i dette Liv! Havde hendes Hjærne holdt Stand under Opholdet i det hieronimuske Helvede, hun, som var kommen derind i en saa ynkelig Forfatning — hvad skulde saa kunne gjøre hende sindssyg? Men det var dette, at Knut ikke havde villet se hende. At han altsaa for at bli af med hende, havde narret og lokket hende til at
gaa godvillig herned. — — Det havde han jo dog ikke behøvet.
Det kjendtes, som om Sjælen var lagt paa Stejle og Hjul. Hun, som før havde troet, at hun var paa Lidelsens højeste Tinde. — Nu først var hun naaet derop.
Og Tage, Barnet, Gutten, derhjemme, hvad skulde det bli til med ham?
Hun skulde altsaa sendes til „St. Jørgen”, hun ogsaa. Hun mindedes, hvor det var faret gryssende gjennem hende, den Gang i Cellen, daFrk. Stenberg havde sagt om en Patient, at hun skulde til „St. Jørgen”. Men „St. Jørgen?” Ja Herregud, skulde hun holdes indespærret, saa hellere alle andre Steder end her, hvor Hieroninus var Kommandant.
Denne Hieronimus — dette mærkelige Menneske! Ja, det maatte være saadan, at hans Stilling var gaat ham til Hodet som en Rus. Ikke et eneste Spørgsmaal om hendes indre Tilstand havde han gjort hende. Ikke et Ymt om, hvordan det arted sig, naar hun fik sine Fornemmelser i Baghodet, Og om, hvordan det havde vært fat med hende hernede, om hvordan Rædslerne og Haabløsheden og Søvnløshedens nedbrydende Indflydelse havde vært paa Nippet til at gjøre det af med hende for bestandig, derom havde han ikke den fjærneste Anelse. Som en gammeldags Skolemester, der ved Prygl og raa Behandling søger at tugte og knægte de oprørske og uvorne Disciple — saadan havde han behandlet hende.
Og saa bildte han sig ind, at han vidste Besked! Voved at sige ganske kortfattet og frejdig: „De er sindssyg og skal holdes indespærret paa „St. Jørgen”. Og det paa denne glubske glade Maade med en Mine, som om han svælgte en Lækkerbidsken.
Gad vidst, om ikke derunder skjultes et Forsøg paa at bringe hende til Raseri, til at fremkalde en Paroxysme, der kunde bruges til end yderligere Bevis for hendes Sindsyge. For de Beviser, han havde, maatte jo forekomme endog ham selv noget svævende: Hun havde i sin Produktion vist Interesse for det abnorme, hun skulde ha kastet sig i Gulvet og jamret sig, og hun kunde ikke sove paa 6te Afdeling.
Ja, ja, ja, det fik nu være det samme. Hierominus var en Nød, som hun altsaa ikke kunde knække. Han havde vel sine Teorier, hvorefter han handled. Stakkels Hieronimus, en eller anden Dag vilde han staa blank og bar.
Men Knut! Knut! som ikke havde villet se hende.
Bare hun dog snart kunde komme herfra! Sygeplejerskerne vilde hun forresten savne. De, som hjalp hende fra Time til Time over Elendigheden. Men tænk at slippe for Synet af Hieronimus!
„Jeg vil gjærne ha, at De skal se Deres Huslæge,” sa Hieronimus til Else en Dag senere, „Saa faar De høre, at det ikke bare er mig, som finder, at De bør sendes til „St. Jørgen”, men ogsaa og især Dr. Tvede og Deres Mand. Jeg har derfor git Besked om, at Dr. Tvede maa komme ind til Dem, naarsomhelst han mælder sig.”
„De bør ogsaa gaa ned og spasere i Haven,” vedblev Hieronimus. „For at vænne Dem til Luften. „Paa „St. Jørgen” kommer De ud hver Dag.”
„Kom nu med,” sa Komtessen til Else om Eftermiddagen. Hun var i Overtøj, færdig til Turen. „Man skylder sit Legeme det, selv om man er paa et saadant Sted.”
Else, der mange Gange før var blet opfordret til at spasere, gik denne Gang med for at føje Komtessen.
Men da hun efter tyve Minutters Forløb kom op igjen, lovte hun sig selv, at det skulde være første og sidste Gang. Gaa der op og ned paa det af et højt Plankeværk omgivne Stykke Jord, som de kaldte Have, med to Gange mellem de nøgne Træer, fulgt og paapasset som den Arrestant, hun var, og med Gjenbohusenes alle Vinduer gloende nær —, nej — det var en ny Draabe i det Malurtbæger, hun daglig maatte tømme.
Næste Morgen, da Else vilde ud paa Cellegangen, saa hun en fremmed Herre mellem to af de hvidkitlede Kandidater forsvinde i en af Cellerne. Else havde kun den ene Tanke at gjemme sig for dette fremmede Menneske. Hun skyndte sig tilbage til sit Værelse.
Men hvad var dog det? Kom de ind? — Hun hørte de ukjendte Skridt nærme sig, og flygted, dreven af Angst og Uro, op til Vinduet, hvor hun vendte Ryggen til Værelset.
„Her er en Bekendt, som gjærne vil hilse paa Dem, Fru Kant,” sa en af Kandidaterne nede fra Døren.
Else blev staaende. Blodet strømmed til Hjærtet, og hun maatte gribe i Vinduesposten efter Støtte.
„Goddag, Fru Kant,” sa en fremmed Stemme tæt ved.
Else vendte sig om.
Der stod en tykladen, mørkhaaret Herre og smilte meget.
„Jeg er her for at bese Afdelingen, og saa vilde jeg gjerne sige Goddag til Dem med det samme. De kjender mig da vel igjen?”
„Nej,” stammed Else.
„Jo vist gjør De saa — Det er jo Anton Ringe, som De saa tit var sammen med hos Hahns.”
Jo, nu kendte hun ham. „De har forandret Dem meget,” sa hun af bare Forfjamskelse.
„Naturligvis. Ti, tolv Aar, det er da ikke saa
underligt,” og Else læste i hans Blik: De skulde vide, hvordan De selv har forandret Dem. „Jeg er Mediciner, husker De nok,” Herren blev ved at smile og smile, formodentlig i Mangel af anden Maade at tilkjendegive sin Velvilje paa. „Saa gaar jeg paa Hospitalerne.”
„Aa ja,” sa Else, der ønsked, hun kunde vært sunken i Jorden.
„Hvordan har De det forresten?” „Aa jo,” Else syntes, Stedet hun stod paa var glødende.
„Naa ja, det kan vel gaa over igjen. Adjø da, Fru Kant,” han rakte Haanden. „Det var morsomt at se Dem.”
Morsomt at se Dem, Else kasted sig ned i den store Stol og graad. „Naa, De har jo havt Besøg i Dag,” sa Reservelægen, da han kom om Aftenen.
Else saa paa ham med et harmfuldt Blik.
„Naa ja, det var gjort for at glæde Dem.”
„Glæde mig? Ja naturligvis! Her, hvor a1t, hvad der sker, skyldes Hensynet til, hvad der kan glæde mig! Min Mand maatte jeg ikke se, det taalte jeg gudbevares ikke, men dette fremmede Menneske, som jeg har truffet i Selskabslivet, den Gang mine Vilkaar var som andres!” Hendes Ansigt skjalv af tilbagetrængt Graad.
„Ja, det var ogsaa forkert, Fru Kant,” sa Reservelægen alvorlig, „men det var, som sagt, gjort i den bedste Mening.”
„Den bedste Mening!” Kunde hun med Kanoner og Krudtminer sprænge denne modbydelige Frase ud af Verden.
Dagen efter var Else atter i Bad. Frøken Bøhn, som nu havde Dagvagt istedetfor Frk. Ræder, fulgte med.„Her er altsaa bare det ene Baderum til 6te Afdeling?” sa Else, da hun klædte sig paa. „Og her bader de allesammen, hvad Slags Sygdomme, de end har? Ogsaa Forbryderne, som er indlagt til Observation?”
„Ja.”
„Hun, Konradi Schøller, som kvalte Gutten, har altsaa ogsaa badet i dette samme Kar. Var De med hende?”
Frk. Bøhn nikked.
„Opdaged De saa ikke, at hun var en Mand?”
„Nej, for jeg saa slet ikke paa hende. Naar hun laa i Sengen, faldt det mig et Par Ganger ind, at hun ligned et Mandfolk over Skuldrene. Men hvem kunde tænkt” —
Det skal være sidste Gang jeg gaar i Bad her, sa Else til sig selv.
Oppe paa Cellegangen gik Bella Holm i Hospitalstøj og bukked sig hvert Øjeblik efter noget paa Gulvet.
„Jeg siger Dem, der laa et Kronestykke der.” sa hun til Else. „Naar man ser et Kronestykke ligge og flyde, saa tar man det dog ved Gud op.”
„Hun er jo lige daarlig, som da hun kom,” bemærked Else til Sygeplejersken.
„Ja, for hun har endnu ikke sovet. Det varer længe denne Gang.”
— Om Natten laa Else stille og urørlig Time efter Time og grubled og sørged over dette, at Knut ikke havde villet se hende. Hjærtet føltes som et eneste Saar. Og Tage, søde, dejlige lille Tage — skulde ogsaa hans Hjærte vendes fra hende?
Da hun om Formiddagen kom ud paa Cellegangen, gik hun ind til Fru Fog, der laa med lukkede Øjne og Armene stivt udstrakt ovenpaa Tæppet. „Det er da umuligt, at hun kan være i Live,” tænkte Else og bøjed sig ned for at lytte efter hendes Aandedrag.
Saa slog Fru Fog Øjnene op og saa paa Else med et stort skrigende Blik. Else kjendte det risle koldt igjennem sig. Hvem skulde tænkt, at denne Mumie kunde se saadan?
Fru Fogs Læber bevægedes sagte, og Blikket skreg og bad, Hænderne løftedes og søgte famlende efter hinanden.
„Ja,” sa Else og hvisked ind i hendes Øre. „Vi skal bede sammen?”
Øjnene nikked.
Else tog Fru Fogs Hænder og hjalp dem til at folde sig sammen. Saa folded hun sine egne
og læste Fadervor. Og Mumieansigtets bedende Øjne saa hele Tiden ind i Elses.
Da Bønnen var tilende, faldt Fru Fogs Øjne langsomt til, mens en Trækning som af et Smil bæved om den indsunkne Mund. Hendes Aandedræt var næsten lydløst. Else stod lidt og saa paa hende.
Ti Minutter senere, da Else var paa Vej tilbage til sit Værelse, saa hun atter ind til Fru Fog, der laa som før. En klar gul Farve havde bredt sig over hendes Ansigt, saa det lyste mat. „Skulde man nu ikke tro, at hun var død?” „Hun er død,” sa Frk. Suenson.

XXXI.

Hvis De vil se Liget, maa De komme nu, Fru Kant,” Frk. Suenson stod i Døren og vinked og hvisked til Else, som rejste sig, og saa fulgtes de ad ind i Fru Fogs Celle, hvis Dør Frk. Suenson trak til.
Liget laa paa en bar Sækkelærredsmadrats, liksom Selvmordersken, indsvøbt i et Lagen, der slutted tæt til Legemet og skarpt viste dets Omrids, og det forekom Else saa lidet, som om det kunde være et halvvoksent Barns.
Frk. Suenson slog Lagenet tilside, og Else veg gysende tilbage. Fru Fogs Legeme var et fuldstændigt Skelet, overtrukket af graagul, gjennemsigtig Hud. Panden og Hodet en Kranie, Underkjæven var sunken, saa Munden stod aaben, og Hagen hvilte paa Brystet. Skuldrenes og Albuernes Knokler syntes unaturlig store, og Maven var samenskrumpen og indsunken. Paa Brystkassen, der stod højt op, var paa Kryds og tværs tegnet brede, blaa Streger.
„Hvad er det?” spurgte Else og pegte paa Stregerne.
„Det er noget, som Lægerne undertiden tegner paa Ligene. Jeg véd ikke rigtig hvorfor.”
„Hvad maatte dette Menneske ikke ha lidt for at kunne være bleven saa udtæret,” tænkte Else, mens hun betragted det afskrækkende Syn.
„Saa,” sa Frk. Suenson, og la Lagenet tilbage. „Nu kommer de og bringer hende bort. Der er allerede anmeldt en ny Patient til Cellen.” — Else gik tilbage til sit Værelse, hvor hun sad og tænkte paa Fru Fog. Dette Menneskeliv, som nu var afsluttet. Hvordan mon det havde vært? Død paa dette Sted alene, mellem fremmede, uden en kjær Haand til at lukke hendes Øjne. Og dog havde hun jo en Søn, som havde sét kjærligt og vemodfuldt paa hende, og havde knælet ved hendes Leje. Han vilde sikkert uendelig gjærne vært hos hende i hendes sidste Stund. Men Livet regned nok ikke med, hvad vi vilde og ønsked. — Kanske skulde hun ogsaa selv engang ligge og dø alene og forladt paa et fremmed Sted, og hendes Søn, som kanske vilde være det eneste, hun havde tilbage i Verden, skulde ikke kunne være hos hende. — Hendes Søn, søde lille Tage — hun bøjed sig helt sammen og graad sugende Længselstaarer efter Barnet. Bare hun endda havde Kunnet faa høre lidt om ham. Nu var det 18 Dage, siden hun havde forladt ham derhjemme.
Om Barnepigen kunde faa Lov til at besøge hende, siden Knut ikke vilde? — Aa Knut, Knut — hun blev ved at græde.
Ja, hun vilde endnu engang skrive til Professoren, ydmyge sig for ham, som de sa, og be om Lov til at se Barnepigen.
Om Eftermiddagen fik hun Blæk og Pen og skrev blandt andet —: „Men selv om jeg ogsaa er sindssyg, saa kan jeg ikke forstaa, at det skal være Deres Opgave, som har at byde og raade over mig, at berede mig saa megen Pine og Lidelse som muligt. Bare det, at være berøvet min personlige Frihed er en utaalelig Lidelse, og saa dette, at jeg intet faar se til eller høre om Barnet”... Hun bad saa tilsidst indstændigt om, at Barnepigen maatte faa Lov til at komme.
Frk. Stenberg gik øjeblikkelig med Brevet, og kom igjen med den Besked, at Professoren havde faat det, men at han skulde rejse bort imorgen, og ikke vilde komme der før iovermorgen.
Hjærtet sank i Elses Bryst ved Tanken paa denne Udsættelse, Men derved var jo intet at gjøre. Nu havde hun ialtfald dette Haab at leve paa saalænge. Hun tog sit Arbejde og satte sig ved Vinduet, men kunde ikke taale at hækle paa Grund af Hodepinen, som hun stadig led af. Tandpinen blev ogsaa ved Nat og Dag, mere eller mindre heftig, og hun fik fremdeles Morfinindsprøjtninger. Hun la Hækletøjet fra sig, og sad stille med Hænderne i Skjødet.
Saa hørte hun højrøstet Tale og skrigende Graad fra Cellegangen, og da hun kom derud, saa hun Frk. Stenberg trække afsted med Fru Syverts, der skreg og satte sig til Modværge.
„Hvad synes De, Fru Kant! Nu skal jeg tvinges tilsengs igjen!” raabte Fru Syverts, da de var kommen ind i Cellen. „Jeg vil ikke, jeg vil ikke!” hun rev sig løs og tramped med Fødderne. „Jeg blir gal af at ligge paa den Marterbænk!”
Uden at sige et eneste Ord tog Frk. Stenberg fast om hende, trykked hende ned paa Sengekanten og knapped op hendes Kjole.
Fru Syverts graad og skjændte lidt, saa blev hun stile, og hjalp med en stivt stirrende Mine selv med til Afklædningen.
„Hvorfor skal hun iseng igjen?” spurgte Else.
„Det er Professorens Ordre.”
„Hvorlænge skal jeg nu ligge her igjen,” mumled Fru Syverts, da hun var kommen tilsengs. Pludselig knytted hun Hænderne og skreg: „Hvorfor kan I ikke lige godt straks forgive mig?
Det er jo dog det, I vil,” hun brød ud i Hulken og vendte sig mod Væggen.
„Hun havde skrevet et Brev til sin Mand, som Professoren ikke syntes om. Det var saa forstyrret.”
„Stakkels Menneske,” sa Else. „Nu havde hun det dog saa godt.”
I Fru Fogs Celle var den nye Patient allerede installeret. Else gik ind og saa paa hende.
Det var et 40-aarigt Fruentimmer med et rødt, plumpt Ansigt, tyk, sprukken Mund og et mørkt, Kortklippet Haar, som strutted ud under Natkappen. I den ene Tinding var der et stort hvidt Ar. Hun laa med lukkede Øjne, og syntes at sove.
Pludselig sad hun med en lynsnar Bevægelse oprejst i Sengen, og langed en knyttet, gusten Kæve ud efter Elses Ansigt, idet hun udstødte en Strøm af de groveste Skjældsord. Else blev saa forfærdet, at hun fløj baglæns ud af Cellen.
Straks efter keg hun, med kun Hodet stukket indenfor Dørkarmen, nysgjerrig ind igjen til hende. Fruentimmeret laa rolig paa Puden og syntes atter at sove. Men ligesaa pludselig, som forrige Gang sad hun igjen oprejst i Sengen og trued til Elses Ansigt, mens hun skjældte hende med de styggeste Navne.
„Det var da et frygteligt Menneske,” sa Else til Frk. Stenberg, og skyndte sig bort fra Døren.
„Ja. Og hun hedder Madam From,” lo Frk. Stenberg. —
„Nej, da var Barselpatienten noget andet. Ikke at tale om Bedstemor. Else var inde hos dem begge, før hun gik tilbage til sit Værelse.

XXXII.

Else gik op og ned inde hos sig selv, urolig og forventningsfuld. laften kom Hieronimus til Stuegangen. Saa fik hun høre, hvad han svarte paa Brevet. Nu var Klokken 4. Om halvtredje Time kunde han være der.
Uf, denne tyngende Mathed! Træt lod hun sig synke ned i Stolen, læned sig tilbage med Haanden over Øjnene, og sank hen i en Døs, hvoraf hun kort efter vaktes ved Lyden af, at nogen kom ind.
Foran hende stod Hieronimus i Overfrakke og Handsker.
Hun rejste sig hurtig, skjælvende over hele Legemet.
Hieronimus satte sig paa Chaiselonguen, og Else indtog sin forrige Plads.
„De har atter skrevet til mig,” begyndte Hieronimus i uvelvillig Tone. „De bruger altfor stærke Udtryk.”
Else vidste ikke, om hun hørte rigtig. Hun, som havde gjort sig slig Umage for at finde de mildest mulige Udtryk.
„De taler om Pine og Lidelser, og om, at De er berøvet Friheden,” vedblev Hieronimus spottende. „De har mere Frihed, end der bekommer Dem vel.”
Else vilde svare, men saa stod Dr. Tvede midt paa Gulvet.
„Naa, se der har vi Doktoren,” udbrød Hieronimus.
Tvede hilste først paa Professoren, saa paa EIse.
„Tak,” sa Else. Hun kunde ikke faa mere frem. Munden skjalv i Graad.
„Hvordan gaar det med Søvnen?”
Else rysted Hodet. „Jeg kan ikke sove her. Her er saa forfærdelig lydt.”
„Det er Overdrivelse. Her er ikke lydt,” sa Hieronimus bøst.
„Og saa gjør de Syge Spektakler,” vedblev Else, som ufravendt saa paa Tvede.
„Spektakler,” udbrød Hieronimus. „Jeg synes, her er roligt, jeg,” han sendte Tvede et Blik, der tog ham til Vidne. „Den, som har gjort mest Spektakler, er saamænd Fru Kant,” kom det saa snærrende.
Else snapped lydeligt efter Vejret, saa forfærdet blev hun over Hieronimus' Ord. Det var, som hun skulde synke samen under Vægten af denne løgnagtige Anklage. Men saa fo'r den Tanke gjennem hende: Han vil fremkalde et Udbrud hos Dig, for at Tvede kan faa se din Sindssyge, og hun svarte rolig, om end med dirrende Stemme: „Naar jeg undtar den første Aften, da jeg graad og bad og var fortvilet, fordi jeg ingenting forstod” — hun maatte stanse, Ordene sad fast paa hendes Tunge.
„Naa ja, nu kan De jo tale med Doktoren,” Hieronimus rejste sig, og forlod Værelset paa sin hurtigste, mest vimsende Maade.
Tvede kom hen til Else og rakte hende begge sine Hænder. „Jeg sér, hvor forpint De er,” sa han.„Er det virkelig sandt, at jeg skal til „St. Jørgen”, spurgte Else saasnart hun kunde faa Stemmen op.
„Ja. Der faar De det saa godt.”
„De og Knut er altsaa enig med Hieronimus. Har De da saa'n Tillid til ham? De saa nu, hvordan han er.”
„Som Læge har jeg Tillid til ham. Som Menneske kjender jeg ham ikke.”
„Hvorfor vil Knut ikke se mig?”
Tvedes smaa Øjne blev lidt større. „Vil han ikke se Dem! Han har ikke faat Lov hos Professoren.”
„Er det virkelig sandt” Else pusted ud i usigelig Lettelse. „De maa ikke narre mig.”
„Jeg forsikrer Dem, Fru Kant. Deres Mand har vært fortvilet, fordi han ikke fik komme ind til Dem.”
„Aa Gudskelov, Gudskelov,” Else trykked Tvedes Hænder, og graad med Ansigtet mod hans Skulder. „De har tat en Sten fra mit Hjærte.”
Tvede blev ved med at forsikre om, hvor ude af det Knut havde vært, netop fordi han ikke fik se hende.
„Han lyver altsaa, Hieronimus,” sa saa Else og tøred Øjnene, „Javist lyver han, foruden alt det andet fæle han gjør! Det, han sa om mine Spektakler, var det frækkeste Opspind, som det faldt ham ind var hensigtsmæssigt at sige i Øjeblikket”
Tvede svarte ikke.
„Hvad sa Knut, da han havde læst mit Brev?” „Hvilket Brev?”
„Det, jeg skrev til Professoren, som han har lagt frem for Dem og for Knut.”
„Vi har ikke sét noget Brev, hverken jeg eller Deres Mand.”
„Er De vis paa det?” „Ja, Fru Kant.”
„En ny Løgn altsaa! Og endda vil De la mig bli i denne Mands Hænder?”
„Nej. Vi vil ha Dem til „St. Jørgen” saa fort Bom muligt.”
„Aa nej. Ikke til „St. Jørgen,” bad Else. „Hvorfor skal jeg spærres inde mellem Sindssyge? Jeg har havt nok af det her. Og jeg er ikke sindssyg paa den Maade, at det er nødvendigt eller rigtigt at indespærre mig, naar jeg ikke selv vil.”
Tvede rysted Hodet. Det saa ud til, at Samtalen pinte ham.
„Tag mig herfra straks, og lad mig komme hjem, bare saameget, jeg faar se Gutten og pakke min Kuffert,” bad Else ihærdigt og grædende. Saa skal jeg rejse, hvorhen De og Knut vil. Men ikke til et nyt Galehus.”
„Nej, jeg tør ikke tro Dem,” sa Tvede bedrøvet. „Kommer De først hjem, saa — De gjør ikke, hvad De siger. Da den lille var syg nu i Vinter, havde De lovet mig ikke at staa op om Natten og gaa ind til ham, men De gjorde det alligevel.”
Hvad har det med dette at gjøre, tænkte Else jamrende og blev ved at bede for sig. Hun fortalte ogsaa om den fremmede Læges Besøg.
„Ja, det synes jeg ikke burde finde Sted her,” sa Tvede misbilligende. „Det maa jo ha vært pinligt for Dem, Fru Kant.”
„Pinligt!” Else vendte Øjnene mod Loftet, „Hvad tror De, det har vært for mig at ligge derinde i Cellen mellem lutter Vanvittige, uden Søvn Dag og Nat, og hvad tror De, det fremdeles er?”
Tvede saa paa hende med et medlidende Blik, hvori Else dog tillige læste Tvil og en fast Vilje til ikke at la sig røre.
„Vil De saa idetmindste love mig at fortælle alt til Knut, hvorledes Hieronimus har pint mig og løjet og sagt, at Knut ikke vilde se mig?” sa Else tilsidst.
„Ja, Fru Kant,” Tvede tog atter hendes Hænder.
„Fortælle, at jeg har vært i Celle, og at jeg fremdeles lever mellem Vanvittige, og at jeg næsten aldrig har sovet, og at de slipper fremmede ind til mig, der staar og beglor mig som en anden Raritet, Vil De det?”
„Ja, ja. Altsammen.”
„Kan De saa ikke be Professoren om at Knut skal faa komme?” „Bed hellere selv.”
Else hørte Hieronimus' Skridt paa Cellegangen. „Der er han,” hvisked hun hastig. „Men saa maa De hjælpe mig, sige, at det ikke er sandt, at Knut ikke har villet se mig, rigtig skjænde paa ham”
„Naa,” sa Hieronimus, og saa fikserende fra den ene til den anden.
Else tilkasted Tvede et bedende Blik.
„Fru Kant vil saa gjerne se sin Mand,” sa Tvede med en Betoning, der underdanigst bad Professoren om Undskyldning.
„Naa ja, hvis Hr. Kant vil se hende, saa for mig gjerne. Naturligvis. Men jeg har rigtignok faaet det modsatte Indtryk.”
„Jo, det vil han dog nok,” sa Tvede. Hans Tone var saa vaklende, hans Mine saa usikker, at Else blev bange for, at han dog havde narret hende.
„Vil De saa ikke ogsaa se den lille?” spurgte Hieronimus med et pludseligt Omslag i Blik og Stemme.
Atter snapped Else efter Vejret, men denne Gang var det af Glæde. „Tusend Tak”, sa hun.
„Saa skal vi se til at faa arrangeret det. Foreløbig kan jo den Pige komme, som De saa gjerne vil se.”
„Tusend Tak,” gjentog Else.
Tvede gik sammen med Hieronimus. Da Else rakte Tvede Haanden til Farvel, smilte hun over hele Ansigtet. — —
„Nej, men hvad er han dog for en Person!” Komtessen kom ind med et næsten ophidset Udtryk paa sit milde Ansigt. „At tænke sig, at han har Frækhed nok til at sige, at den, der har gjort mest Spektakler, er Fru Kant! Jeg stod derude og hørte det.”
„Ja,” sa Frk. Stenberg, der ogsaa var kommen til „Professoren maa vel ha en Mening med det, som vi ikke fatter.”
Professoren er en Tølper og en Løgner, tænkte Else med Foragt. Men hvad gjorde det? Nu skulde de jo komme, baade Knut og Tage. Hun fortalte glædestraalende Nyheden.
„Det med Barnet forstaar jeg ikke,” sa Frk. Stenberg. „Her kommer aldrig Børn paa Hospitalet, men det maa jo Professoren om.”
I Brevet til Hieronimus havde Else givet sit Ord paa, at hun, hvis Pigen fik komme, ikke skulde bruge hende som hemmeligt Bud- eller Brevbringer, hvad hun vidste var forbudt. Men nu tog hun i sit Sind Løftet tilbage. Ligeoverfor en Mand, der som Hieronimus løj paa hende og skjældte hende ud i Tvedes Paahør, havde hun ingen Forpligtelse til at holde sit Ord. For Sikkerheds Skyld vilde hun ha et Brev i Beredskab, til Inger kom og be hende gi Knut det. Kanske vilde Hieronimus trække det ud med Knuts Besøg. Det saa jo ud, som han fandt Glæde i at pine hende Og Tvedes Holdning havde ikke vakt noget Haab hos hende. Han havde ligeoverfor Hieronimus set altfor meget ud som en Undergiven.
Ude paa det gule Bord i Gangen fandt hun et Stykke Papir, Blæk og Pen var blet staaende hos hende siden forleden. Hun satte sig straks til at skrive, men hvergang hun hørte Skridt, maatte hun skyndsomst skjule Papiret under sit Hækletøj. Saa godt som det i en Fart lod sig gjøre, skildred hun Tilstanden, og brugte med Vilje ikke stærke Ord, for at Knut ikke skulde tro, at hun overdrev. Alligevel blev Brevet et Skrig om Hjælp fra en Sjæl i Nød, en brændende Bøn om at han straks maatte komme. At han ialtfald, hvis han fastholdt Bestemmelsen om at sende hende til „Sct. Jørgen” hvad hun energisk protesterte mod, absolut maatte se hende først. Under mange Afbrydelser havde hun faat skrevet Papiret fuldt, Saa la hun det sammen og stak det ind paa sit Bryst.
For første Gang, siden hun kom derned, var den tyngende Pine over Brystet borte. Hun gik ud og spaserte paa Cellegangen. Hvergang hun kom forbi Madam Froms Dør, rejste denne sig overende, og udstødte forbitrede Skjældsord.
„De virker paa hende som et rødt Klæde paa en gal Tyr,” sa Frk. Stenberg og stødte Celledøren til.
„Hun er styg den derinde,” sa Bedstemor, idet hun pegte paa Madam Froms Dør, og skutted sig. Saa smilte hun over hele Ansigtet og pludred nikkende: „Nu skal Bedstemor rejse.”
„Skal hun rejse?”
„Hun skal over paa den rolige Gang,” svarte Frk. Suenson. „Der kommer en ny i hendes Celle.”
Else tog en rørende Afsked med Bedstemor. Paa den rolige Gang fik Else ikke Lov til at komme. „Hvem skal nu gi Dem Kaffe, Bedstemor?” „Ja, Kaffe ja,” Bedstemor lo lydløst. „Vores rare Frue kommer nok med Kaffe til Bedstemor,” hun nikked tillidsfuldt. — Fru Syverts laa i Sengen og skjændte højrøstet. „I er Komediantspillere tilhobe,” sa hun, da Else kom ind til hende. „Og hvis den endda var morsom, den Komedie, I laver! Men jeg gider ikke se paa den. Den kjeder mig, ligefrem kjeder mig.”
„Vær nu blot rolig,” sa Else, og tog hendes Haand. „Saa faar De snart staa op igjen.”
„Jeg kommer aldrig op!” skreg Fru Syverts og brast i Graad. „Jeg er saa ulykkelig, saa ulykkelig. De gjør mig gal her!”
Else keg gjennem Glasgluggen i Celledøren ind til Bella Holm. Hun laa rolig i Sengen og sov.
Men Barselpatienten sad oprejst i Sengen og graad, saa Taarerne i stride Strømme flød ned over hendes Ansigt.
„Har De intet Lommetørklæde?” spurgte Else, da Barselpatienten tørred sig i Lagenet.
Hun saa et Øjeblik uforstaaende paa Else, og graad saa atter.
Else gav hende sit Lommetørklæde. „Sikken en Klud,” sa Barselpatienten og holdt Lommetørklædet ud fra sig. Saa klumped hun det sammen i Haanden, og stak det ind under Hodepuden. —
„Nu kommer jo Deres Mand, hører jeg,” sa Reservelægen ved Aftenstuegangen. „Saa blir De vel forsonet med Professoren?” „Ja, og Barnet,” sa Else glad.„Har Professoren sagt det?” spurgte Reservelægen tvilende.
„Ja. Forresten maa De slet ikke tænke, jeg tror det, før jeg ser det,” tilføjed Else. Hun var saa glad og fuld af Haab i Aften, at hun havde Raad til at lade, som om hun var vantro. Selv om Professoren narred hende, saa havde hun jo Brevet, som Inger skulde bringe, gjemt derinde paa Brystet.

XXXIII.

Inden Sengetid saa Else sit Snit til at skrive endnu mere til Knut paa Smaalapper, som hun fik hos Komtessen under Paaskud af, at hun vilde lave en Liste paa nogle Smaating, som hun ønsked sendt hjemmefra. Hun gjentog atter og atter sin Bøn om, at han skulde komme og tilføjed: „Er Du her ikke inden Fredag Aften senest, synker jeg hen i grænseløs Fortvilelse.”
Den Nat sov Else i 6 Timer, rigtignok efter den sædvanlige Dosis.
Den næste Morgen skrev hun videre. Tilsidst var det en hel Mængde, hun havde faat sammen. Fuld af Fortrøstning pakked hun det ind i en Stump Avispapir, og gjemte det atter paa Brystet.
Klokken lidt over 11 kom virkelig Inger. Else brast i Graad, da hun saa hende og bad hende fortælle om Tage.
Inger fortalte løst og fast, og Else sad og lytted og spurgte hende.
„Her maa være et frygteligt Sted at være paa for Fruen,” sa Inger omsider.
„Ja, forfærdeligt. Fortæl endelig Herren det, Og her er noget, jeg har skrevet til Herren,” Else tog hurtig den lille Pakke frem og stak den ind paa Ingers Bryst. „Ingen maa vide det,” hvisked hun. „Blir De spurgt, naar De gaar, om De har faat noget med, maa De endelig sige nej. Ellers blir jeg ulykkelig.”Inger nikked forstaaelsesfuldt: „Det kan Fruen stole paa.”
I det samme kom Hieronimus. „Naa, er det den rigtige Pige?” spurgte han venligt.
„Ja. Tak,” sa Else.
Han stod lidt. Saa gik han.
Da Inger skulde gaa, fulgte Else hende opover Cellegangen. „Her kan De se, hvem jeg er sammen med,” sa Else og stansed foran de aabne Celledøre.
„Uf nej,” sa Inger og holdt Armen op foran Ansigtet. „De er helt fæle at se paa.”
Om Eftermiddagen hørte Else en underlig dump aandeløs Stønnen ude fra Cellegangen, og derefter Larmen af noget, som væltedes og knustes. Da hun kom derud, løb en ung Kvinde paa Uldsokker, i Sækkelærreds Kjole med forneden sammensyede Ærmer, i vild Fart op og ned, ustanselig skrigende og snakkende. Oppe i Krogen laa Servanten væltet og Vandtøjet knust paa Gulvet.
„Aa Gud Fader,” stønned hun, ,,aa Rasmussen, aa Jakobsen, aa Jesus Kristus, Mor, Mor, Tante, Rasmussen.” Hun var rødsprængt i Ansigtet, og hendes forvildede Øjne lyste hvide af Rædsel.
„Der er Gud Fader!” skreg hun pludselig og kasted sig paa Knæ foran Else. „Aa Gud Fader, aa Rasmussen!” hun slog Ansigtet mod Gulvet og greb fat i Kanten af Elses Kjole.
Else veg ræd tilside.
„Kom saa,” sa Frk Stenberg. Hun bukked sig og løfted op den hylende Kvinde. Saa satte hun sig paa en Stol og tog hende paa Skjødet.
„Hvem er det?” spurgte Else.
„En Frk. Foss. 24 Aar.”
Frk. Foss hylte og raabte paa Jesus og Rasmussen, Jakobsen og Gud Fader, Mor og Tante.
Hele Cellegangen fyldte hun med sin Larm. Hvert Øjeblik forsøgte hun at rive sig løs, men Frk. Stenberg holdt om hende med et Jerntag.
Hele Dagen blev hun ved paa samme Maade. Saasnart Frk. Stenberg kaldtes bort og slap hende, fo'r hun op og ned i rasende Fart. Morfinindsprøjtningerne, hun fik, bed ikke paa hende.
Da Else om Aftenen var kommen i Seng, hørte hun det dumpe Drøn af hendes Larm, tiltrods for, al Frk. Foss var indelukket i den øverste Celle. Men Else faldt i Søvn alligevel. Tanken paa, at Knut nu havde faat hendes Brev, gav hende Ro i Sindet.
Den næste Dag var Torsdag. Det var straalende klart Vejr med Morgensol paa Himlen udenfor. Else følte Solens Skin lige ind i Hjærtet. Larmen og Jammeren af Frk. Foss derude fra, som uforandret var den samme, gik hendes Sanser forbi. Idag kom Knut sikkert.

,,Saa Du det Land, hvor langs den sølvblaa Dnjepr
De rige Kornaks Guld for Vinden strø?
Hvor Vindens Viften fra de vide Stepper,
Er Duft af Tusenfryd og revet Hø.
Derhen, derhen mit Hjærte vil tilbage,
Hvor ungt og let det slog i fordums Aar,
At høre Gritskovs Sang om svundne Dage,
Og flette Blomster i Marusjas Haar.”

Dette Vers havde hun læst paa et Stykke afrevet Avispapir, som hun om Morgenen havde fundet paa Bordet derude i Gangen, og nu blev de dejlige Strofer ved at lyde i hendes Indre, mens Brystet svulmed af Glæde ved Tanken paa Foraaret, som nu maatte være i Luften derude, og af Længsel efter Solskin og Frihed.
I ubestemte, blødt vigende og sagte tilbageskvulpende Stemningsminder steg frem for hendeBilledet af Ungdoms Sommerdage, hvor skyhøje, snetoppede Fjelde havde knejset i Solglans, mens nede i Dalene Elvene sprang mellem Nøkkens Smaakværne, mellem mosklædte, hældende Bakker. Hvor Solskin havde blinket varmt og fortrollende mellem hvidstammede Hængebirkes blad fyldte, blufærdigt ømme Grene. Hun kjendte Sommervind suse omkring sig og fornam Duften af nyslaat Hø.

„Derhen, derhen mit Hjærte vil tilbage,
Hvor ungt og let det slog i fordums Aar” — —

hendes Øjne fyldtes med Taarer, mens hun stod ved Vinduet og stirred efter Knut. I Hjørnet af det høje Plankeværk dernede var der en liden Laage, som hun akkurat kunde se. Gjennem den kom de Besøgende.
„Idag faar De formodentlig Deres Mand at se,” havde Reservelægen sagt ved Stuegangen. Og siden havde Else ikke forladt sin Post ved Vinduet.
Nu var Klokken halvelleve. Da var Besøgtiden inde.
Klokken blev 11, og Else stod fremdeles, krampagtig ventende og stirrende. Det var, som Haabet begyndte at minskes.
Saa blev Klokken halvtolv, og endnu stod hun der, urolig og febrilsk. Hvert Øjeblik maatte hun røre sig.
„Nu maa De ikke vente Deres Mand mere,” sa Frk. Stenbergs Stemme bag hende. „Klokken er 12”.
Else satte sig ned i Stolen og graad ud sin pinefulde Skuffelses Taarer. Men saa fatted hun Haab igjen. Imorgen var det atter en Dag. Hun vilde vente taalmodig til imorgen.
„Jeg blir alligevel ikke sendt til „Sct. Jørgen”, sa Else til Frk. Ræder. „Tror De?”
Frk. Ræders venlig tvilende Mine berørte Else Ubehageligt. Men saa rysted hun det af sig og sa: „Jaja, vent nu.”
„Jeg har aldrig oplevet, at det, som Professoren vil, ikke sker,” svarte Frk. Ræder.
„Bare jeg turde fortælle hende om mit Brev til Knut,” tænkte Else. „Saa vilde hun ikke mere modsige mig.”

„Hvor kan hun dog holde det ud,” sa Else til Frk. Stenberg, da hun om Eftermiddagen sad paa Cellegangen og saa paa Frk. Foss, hvis Tilstand var uforandret. Hendes Læber var blodige og hudløse, og paa Tungespidsen sad et indtæret Saar. „At hun ikke styrter?”
„Hun har faat 6 Morfmindsprøjtninger,” svarte Frk. Stenberg. „Nu skal hun i Bandage.”
Frk. Suenson kom ind med en Vandspand og nogle Lagen over Armen. Frk. Stenberg tog Frk. Foss og slæbte hende ind i Cellen, hvor Suenson havde sat Vandspanden fra sig. Else fulgte med og saa paa, hvordan de to Sygeplejersker, kjæmpende med den syge, fik Klærene af hende.
Saa blev Frk. Foss lagt paa en Madrats paa Gulvet, Frk. Stenberg holdt hende knælende fast, mens Frk. Suenson vred op af Vandspanden dertil brede Bandager sammenlagte Lagener, og derefter blev den syge, hvis Mund ikke et Sekund stod stille, trods al Modstand, surret ind i Lagnerne fra Hagen og ned til Fødderne. Saa blev hun rullet ind i Uldtæpper, som gjordes fast med store Sikkerhedsnaale. Sveden perled paa beggeSygeplejerskernes Ansigter, og drev af Frk Foss. De gik fra hende og laased Celledøren.
Else blev staaende ude paa Gangen og saa ind gjennem Glasgluggen i Døren. Frk. Foss snakked og hylte som før, mens hele Legemet af og til hopped op et Kvarter fra Madratsen. Tilsidst fik hun slidt sig ud fra Madratsen og laa og hopped paa det bare Gulv.
— „Har Deres Mand ikke vært her idag?” spurgte Reservelægen ved Aftenstuegangen.
„Det véd De da vist godt,” svarte Else.
„De kan være overbevist om, at han kommer, naar Professoren har lovet det,” nikked Reservelægen.
„Han har jo ogsaa lovet, at Barnet skulde komme,” sa Else, og „det er jo imod Reglementet.”
— Næste Morgen var det atter straalende Solskinsvejr, og Else stod atter ved Vinduet og stirred, og atter nynned det inde i hende: „Saa Du det Land, hvor langs den sølvblaa Djnepr.”
„Idag kommer Deres Mand sikkert,” sa Reservelægen.
„Ja sikkert,” tænkte Else. Idag var det jo Fredag, og hun havde skrevet, at hun vented indtil Fredag.
Men atter igjen gik det som igaar. Hun blev staaende til Klokken var 12. Da vendte hun sig om fra Vinduet og satte sig i Stolen, syg og tilintetgjort.
„De har ikke vært paa Cellegangen idag,” sa Frk. Stenberg og trak Else op fra Stolen med begge Hænder. „Kom nu. Vi savner Dem derude.”
Ja, Knut kunde jo endnu komme. Inden Fredag Aften senest, havde hun skrevet. Aa Knut, Knut, — bare hun fik tale med ham, fik forklare ham, at det slet ikke var til et Galehus, hun skulde.
Han havde jo aldrig, aldrig nogensinde svigtet, naar det gjaldt. — Hun fulgtes med Frk. Stenberg ud paa Cellegangen og keg gjennem Glasgluggen ind til Frk. Foss.
Frk. Foss gik frem og tilbage paa Gulvet aldeles nøgen, foroverbøjet, hylende og stønnende og kaldende paa Rasmussen og Gud Fader og alle de andre. Paa Madratsen laa nogle sønderrevne Klædningsstykker.
Om Natten havde hun slidt sig ud af Bandagen. Saa havde de git hende noget Tøj paa, som hun havde revet istykker og slængt fra sig, hørte Else siden.
Else kunde om Eftermiddagen ikke sidde stille et Øjeblik. En nagende Uro kribled om i hendes Legeme, og Spændingen knuged hende pinende for Brystet.
Dagen gik, og Knut kom ikke. Først Klokken 6 opgav Else Haabet.

XXXIV.

Og saa var al Spænding og al Uro borte. Istedetfor traadte en iskold Forhærdelse, som gav hende Fred. Det var altsaa alligevel sandt, at Knut ikke havde villet se hende. Naar han ikke var kommen efter det Brev, hun havde sendt, saa — — Hun forstod ikke et Muk af det hele — men det fik være det samme.
Da Hieronimus kom ved Aftenstuegangen, spurgte Else, om hendes Mand nu havde faat at vide, at han kunde besøge hende.
„Nej,” sa Hieronimus i frydefuld Tone. „Det haster ikke.”
„Nu kan det forresten ogsaa være det samme,” svarte Else. „Jeg har ikke længer Lyst til at se min Mand.”
„Den Lyst kommer nok igjen,” Hieronimus vimsed ud.
Næste Morgen ved Stuegangen begyndte Reservelægen igjen at snakke om, at nu kom Hr. Kant. Professoren gik ikke fra sit Ord.
„Jeg bryr mig ikke mere om at se min Mand,” sa Else heftigt. „Aldrig mere i dette Liv!”
„Fy, fy,” sa Reservelægen.
„Her har han ladt mig være, ikke en eneste Gang set til mig. — Det er ikke hans Fortjeneste, at jeg ikke har mistet Forstanden.”
„Vær nu fornuftig, Fru Kant,” Reservelægen tog Elses Haand og saa fast paa hende. „De véd
jo ikke, hvilket Pres Deres Mand har vært under.”
„Men hvorfra har han faat denne pludselige Autoritetstro? Og det paa saadan en vildfarende Herre som Hieronimus?”
„Man maa jo tro paa Lægerne, ikke sandt, Fru Kant? Dannede Mennesker er opdraget til det.”
„Og saa udsætter man sine nærmeste for at gaa tilgrunde af bare Dannelse!” raabte Else forbitret.
— Om Eftermiddagen ved Femtiden stod med ét Dr. Tvede foran Else. Hun sad ved Vinduet og hæklet.
Else tog imod ham med iskold Ro. Han skulde hilse saa meget fra hendes Mand.
„Og jeg skal til „Svt. Jørgen”, spurgte Else blot.
„Ja, Fru Kant.”
„Saa har vi ikke mere at tale med hinanden om. De har nok godt røgtet det Ærinde, jeg gav Dem til min Mand.”
Dr. Tvede stod og stammed i det, og saa alvorlig og bedrøvet ud. Hans Besøg blev kun kort. Da han gik, rakte han Haanden.
„Farvel,” sa Else og rejste sig. „Det kan godt være, det er sidste Gang, jeg taler med Dem, for naar jeg kommer ud fra „Sct, Jørgen”, søger jeg ikke Dem.”
Saa gik Tvede.
En Timestid senere kom Hieronimus. Else spurgte igjen, om hendes Mand havde faat Underretning om, at han kunde besøge hende.
Og atter igjen lød det samme frydefulde „Nej,” og det samme: „Det haster ikke.”
„Jeg skulde forresten gi Dem dette,” Hieronimus la et Brev paa Bordet foran Else. Det var fra Knut, og Else saa straks, at det var flænget som det forrige Brev.„Jeg læser ikke et Brev fra min Mand, som De har aabnet,” sa Else og rejste sig i Hast.
„Det gjør mig ondt for Deres Mand,” svarte Hieronimus.
Else fjerned sig nogle Skridt. Saa blev hun staaende halvt bortvendt.
„Forresten er dette en højst forloren Indignation,” sa Hieronimus med Spot. „De, som før har været interneret, véd jo, at Sindssygepatienternes Breve altid blir aabnet.”
„De, som skrev Breve til mig dengang, brød jeg mig ikke om,” svarte Else. „Det er anderledes nu. Desuden var mine Breve ikke aabnet.”
„Hum. Der husker De vist fejl”
Else maalte ham med et koldt Blik.
„De bør stadig lægge an paa at tøjle Deres Sind,” vedblev Hieronimus haanlig. „Det vil De ogsaa faa god Lejlighed til, naar De nu kommer til „Sct. Jørgen” for længere Tid.”
Ikke et Muk svarte Else.
Hieronimus gav sig god Tid, før han gik.
Da han var borte, tog Else Brevet mellem Tommel og Pegefingeren og kasted det ud paa Bordet i Gangen.
— „De, som før har vært interneret.” — Ogsaa dette skulde denne „Sindssygelæge” med Haan kaste hende i Ansigtet.
Ja, dengang. Hvor stille og godt havde hun ikke havt det paa Anstalten hos den humane og kjærlige gamle Overlæge, der nu forlængst laa i sin Grav. Dengang var det ogsaa langvarig Søvnløshed fremkaldt ved sjælelige Rystelser, som havde voldt, at hun blev syg. Og hun havde dengang vært daarligere end nu. Havde ikke kunnet kjende sine allernærmeste og havde havt en bitte liden graa, tyk Mand, som ustanselig hopped op og ned paa Bordet, og altid fik Lampen mellem Benene. Men straks hun kom paa Anstalten fik hun sove. Den tykke graa Mand blev borte, og der faldt helbredende Fred over hende. Og da hun efter knapt 2 Maaneders Forløb skulde forlade Anstalten, havde hun bedt om Lov til at bli der lidt endnu. Men den gamle, kjærlige Overlæge havde smilende rystet sit graa Hode og sagt, at han kunde ikke forsvare at beholde hende længere, fordi hun tog Pladsen op for en virkelig syg. Det var netop Mindet om dette fredfuldt velsignede Ophold hos den gamle elskelige Overlæge, der havde gjort hende saa villig til at søge Hjælp hos Hieronimus.
Hos Hieronimus! Denne Mand, der havde skrevet nogle Afhandlinger, som havde vakt Opsigt, og som holdt Forelæsninger, der interessered de unge Medicinere! Andet vidste ingen om ham. Jo, man vidste ogsaa, at han havde daarlig Mave, og at han var noksaa grætten.
Næste Morgen var det Professoren, der gjorde Stuegang, fulgt af en hvid Kandidat.
Da han kom, gik Else frem og tilbage paa den lille Gang udenfor sit Værelse. Hun hørte hans Skridt, men vendte sig ikke om, før hun var ved Enden af Gangen.
„Godmorgen,” sa Hieronimus.
„Godmorgen,” mumled Else.
„Hvordan staar det til?”
„Som det plejer,” Else strøg forbi ham, og gik ind i sit Værelse op til Vinduet, hvor hun vendte Ryggen til.
„Dr. Tvede var her jo igaar,” hørte hun Professorens Stemme ude paa Gangen.
„Ja,” svartes der af Frk. Stenberg.
„Gjorde hun en Scene?”
„Nej. Nogen Scene var der ikke. Jeg sad herude paa Gangen, og det gik ganske stille af. MenDr. Tvede var der kun et Øjeblik, og da han gik, sa han, at Fru Kant havde vært vred.”
„Noter, at Fru Kant har vist Vrede mod Dr. Tvede,” skratted Hieronimus. Formodentlig henvendt til Kandidaten, tænkte Else. —
— „Det kunde De gjerne ha sparet mig for, Frk. Stenberg,” sa Else, da Stuegangen var overstaat.
„Dr. Tvede bad mig om at sige det. Saa er jeg nødt til at gjøre det.”
„Er det virkelig sandt. — Bad han Dem?”
„De kan da vide, at jeg ellers ikke havde gjort det, kjære Fru Kant,” Frk. Stenbergs Tone var mildt bebrejdende. „Tror De, jeg vil volde Dem Ubehageligheder, naar jeg kan undgaa det?”
Else stod maalløs. Tvede, denne Mand, som hun havde holdt saa meget af, og som havde vært hendes Ven. Hvad var dog dette for noget? — „Naar man er paa denne Afdeling, er der ingen, som ænser, hvad man siger.” — — Ja, ja, ja, hun blev passet paa og lagt Mærke til som et underligt Dyr.

XXXV.

Paa Knut havde Elses Brev virket som et Granatskud, der sprængte hans Tanker til alle Sider, Han havde ikke anet, at Tingen kunde se saaledes ud. Han skjalv af Medlidenhed, og i hans Bryst naged Frygten for, at den hele Indlæggelse paa Hospitalet dog havde vært et Fejlgreb. Men i denne Sag turde han ikke handle paa egen Haand. Han var straks gaaet med Brevet til Dr. Tvede.
„Hvad skal vi gøre?” spurgte Knut med et lønligt Haab om at se Tvede lige saa usikker og rede til at opgive Sagen som han selv.
„Du skal holde ud,” svarede Tvede alvorlig. „En Afbrydelse af Kuren nu kan kun gjøre Skade.”
„Men denne fortsatte sjælelige og legemlige Lidelse —?”
„Ja, jeg forstaar ikke, hvorfor Hieronimus beholder hende paa sin Afdeling. Det er aabenbart ikke Stedet.”
„Eller han ikke Manden. Jeg begynder at tro, at der har staaet en Kamp mellem ham og Else, og at Hieronimus i den er bleven den lille. Nu holder han hende tilbage for at knække hende.”
Tvede rysted tvilende paa Hodet, „Nu skriver vi begge til Overlægen paa Sct. Jørgen,” sa han, „der maa det gaa bedre.”— „Vil D u tale med Else? Jeg faar jo ikke Lov — det vilde vel heller ikke nytte noget nu.”
„Ja.”
— Samme Dag blev Tvede syg. Han sendte Knut et Par Ord om, at det var ham umuligt at søge Else før om et Par Dage. Knut følte paa sig hele Udsættelsens Jammer. Han skrev et Brev til Else. I forblommede Vendinger skulde det bringe Trøst, i alt Fald Svar inden den af Else fastsatte Frist. Men Brevet blev til Trods for Knuts indstændige Anmodning foreløbig liggende i Hieronimus' Lomme.
— Endelig Søndag Morgen fik Knut Hieronimus' Erklæring om, at nu kunde Overflytningen til Sct. Jørgen foregaa. Hans Hustrus Tilstand havde imidlertid forværret sig. Hun var meget syg, og den Samtale, han havde lovet maatte ske inden Flytningen, vilde han bestemt fraraade. Der vilde kun komme en oprivende Scene ud deraf, som vilde skade hende.
For første Gang var der forøvrigt noget baade meddelsomt og venligt i Professorens Tone.
„De behøver ikke at indlægge deres Hustru paa første Pleje paa Sct. Jørgen,” sa han bl. a. „Det er kun Rigfolk, der benytter den. Anden Pleje der svarer til første Pleje her.”
Knut takked for Underretningen. Han vidste ikke den Gang, at den var urigtig.

XXXVI.

Uf, denne lange, lange, sørgelige Søndag. Else laa paa Chaiselonguen Mesteparten af Dagen, rolig, haabløs, forstenet.
Saa om Eftermiddagen kom Frk. Stenberg ind og satte sig hos hende, og gav sig til at klappe Else ustanselig paa Haaret og nedover Armen. Pludselig sa Else: „Skal jeg afsted nu?”
„Ja, Fru Kant,” sa Frk. Stenberg med mild og kjærlig Stemme. „Imorgen tidlig.”
Else kasted sig om hendes Hals og graad.
„Der kom Bud for lidt siden om, at Deres Sager skulde være parat. Der er ogsaa blevet sendt en Pakke fra Deres Hjem.”
„Deres Hjem” — det stak Else i Brystet. Hun havde jo ikke mere noget Hjem.
„De skal ikke være ulykkelig, Fru Kant,” trøsted Frk Stenberg. „Paa Sct. Jørgen blir De ikke længe, Tro De mig.”
„Nej,” sa Else sløvt,” „Saa slipper jeg da for at se Hieronimus.”
Saa kom Komtessen og sad og graad med hende. Hun var lige saa haabløs som Else.
Timerne gik, og Reservelægen kom om Aftenen.
„Kan De se, at min Mand dog ikke kom,” sa Else.
„Ja, jeg forstaar det ikke.”„En ordholden Herre, den Professor Hieronimus.”
„Nu gaar vi Stuegang sammen,” sa Reservelægen og stak sin Arm ind under Elses, hvorpaa de fulgtes ind i Cellerne. Al den Godhed og Taknemmelighed, Else i Begyndelsen havde følt for Reservelægen, strømmed i det Øjeblik friskt og fuldt igjénnem hende. —
Bella Holm var bleven flyttet, og i hendes Celle laa en gammel Bondekone, der havde faat sin Hofte knust ved et Hestespark. Hun jamred og klaged med en høj gneldrende Fistelstemme, der hvert Øjeblik brast, over dette Helvedes Fangehul, hun var kommen i, og forlangte at bli sendt hjem. Hun skulde koge Mad til sin Mand.
„Snak godt for mig hos Professoren, De Dame der!” raabte hun efter Else.
„Det er den rette, hun kommer til,” sa Else og næsten lo.

Den sidste Morgen var kommen, og Else havde pakket sine Sager sammen. Saa skrev hun i rasende Fart et Brev til Hieronimus, hvori hun gav al sin Foragt og Uvilje Luft, og Punkt for Punkt stilled op sine Anklager. Tilsidst lovte. hun, at Professoren, saasnart hun kom ud fra „Sct. Jørgen”, skulde bli draget til Ansvar for sin Færd mod hende og underskrev:
Deres oprigtige Fiende
Else Kant.
Hun var netop færdig med Brevet, da Reservelægen kom.
„Faar jeg tale et Øjeblik alene med Dem?” spurgte Else. „Og vil De svare mig paa det, jeg spør om, som man svarer et Menneske, der ikke er paa Galehus? Vil De det?” sa Else, da Reservelægen havde lukket Døren.
„Ja, sa Reservelægen. „Det vil jeg.”
„Vil De saa sige mig, om De nogensinde har set nogen Slags Sindssyge hos mig, mens jeg har vært her?”
„Nej,” svarte Reservelægen alvorlig.
„Finder De det alligevel rigtigt, at jeg blir sendt til „Sct. Jørgen?”
„Det er en Sag, som ikke vedkommer mig.”
„Har en Mand lovlig Ret til at spærre sin Kone inde i en Sindssygeanstalt mod hendes Vilje, saasnart han og en Læge siger, at hun er sindssyg?”
„Ja. Og vice versa.”
„Paa den Maade kan der jo let ske Misbrug,” sa Else.
„Ja, og det sker der vist ogsaa ofte,” var Reservelægens Svar.
„Og jeg har ingen Ret? Har ikke Lov til at faa tale med en Sagfører eller en Ven?”
„Nej, ikke naar De er her. Og Overlægen paa „Sct. Jørgen” kan beholde Dem der i Aarevis, hvis han vil” — der kom et Smil af Triumf i Reservelægens Øjne, som nød han den Magt Lægerne havde.
„Men det gjør han nu ikke,” tilføjed han lidt efter. „Han er saa elskværdig.”
„Og derpaa skal det altsaa komme an, hvorlænge en Patient skal holdes indespærret, om Overlægen er elskværdig eller ikke?”
Reservelægen trak paa Skuldrene.
„Ja, saa var det ikke mere,” sa Else. „Men jeg lar mig altsaa føre til „Sct. Jørgen” under den mest energiske Protest fra min Side. Det tar jeg Dem til Vidne paa. For det er galt, at jeg skal til „Sct. Jørgen.”„Farvel,” sa Reservelægen og rakte Haanden. „Sikken et dejligt Rejsevejr, De faar.”
„Det maatte meget heller vært stygt og fælt Vejr,” sa Else.
„Saadan en Pessimist. Altid misfornøjet.”
„Kan De virkelig ikke forstaa, at stygt Vejr vilde bedre svaret til min Stemning?” spurgte Else.
„Aa jo. Naturligvis. Men Farvel altsaa.”
„Farvel,” sa Else og trykked hjertelig Reservelægens Haand. „Mange Tak for Deres Venlighed mod mig.”
„Aa jeg ber. Hav det nu rigtig godt.”
Saa fik Else Overtøjet paa. Hun sa Farvel til Komtessen og Sygeplejerskerne, hvem hun alle­sammen kyssed og takked for alt godt. Hun var ogsaa inde hos Patienterne. Fru Syverts gav sløvt Haanden til Farvel, og sa nogle arrige Ord om dette modbydelige Komediespil.
Da de kom ind paa den „rolige Gang”, spurgte Else efter Bedstemor. Men Bedstemor laa endnu i sin Seng, og Tiden var knap.
Saa blev den store Fløjdør for Enden af den „rolige Gang” lukket op. Else kjendte Nøgleraslingen igjen fra den første Aften”, da hun var kommen her med Knut. Hun saa sig tilbage ned over den lange Gang, hvor nogle Patienter sad paa de gule Stole, og blandt dem Bella Holm, der holdt Hodet bøjet over et stort Strikketøj, og saa skamfuld ud. Og pludselig grebes Else af en Vemod, der dugged hendes Øjne. Her var hun nu jo kjendt og næsten hjemmevandt. Og her havde hun lidt og stridt og sejret. Hvad vented hende paa det nye Sted?
Frk. Stenberg fulgte hende helt ned og ud paa Trappen. Atter maatte Else tænke paa den Aften, da hun og Knut var kommen denne Vej. Femogtyve Døgn havde hun været der oppe. Femogtyve Døgn, der vejed som 25 Aar.
Foran Trappen holdt en Vogn med 2 Hester og to Portører paa Bukken. Ved Siden af Vognen stod en venlig gammel Kone, som skulde være Vogterske over Else paa den lange Kjøretur til „Sct. Jørgens” Hospital.
Da Else var kommen ud paa Trappen, vendte hun sig om til Frk. Stenberg og omfavned hende med en hjertelig Tak for al hendes Godhed. Saa steg hun ind i Vognen, fulgt af den gamle Kone.
Solen skinned blankt og blaat paa Hospitalets pyntelige Gaardsrum. Else saa ud gjennem Vognvinduet, og tænkte med noget, der ligned Misundelse paa Fru Fog og Selvmordersken, der ogsaa var bleven ført bort fra dette Sted.
— Og saa var hun da endelig paa Vejen til sit nye Fængsel.