Over al Forstand/9
Præsten tog sig til Tindingerne, som
om Erindringen endnu smertede hans
Pande.
Maanen var gaaet ned, men indefra Slottet lyste Skæret af de tændte Kroner ud over vor dødtavse Forsamling.
Nede fra Landsbyen lød, fjernt og klagende, en Harmonika, hvorpaa sagtens en eller anden Bondekarl tolkede sin Elskovskvide.
Jeg saà hen til den lille Komtesse. Hun — havde — sluppet Kammerjunkerens Haand og sad helt sammenknuget med Hænderne om de optrukne Knæ. De spæde Skuldres Stigen og Synken forraadte hendes voldsomme lydløse Bevægelse.
Kammerjunkerens Ansigt laa i Skygge, men han stod i samme skødesløst elegante Stilling som før, af hans Holdning kunde man ane Smilets ubønhørlige Sarkasme.
Præsten gik videre i sin Fortælling:
— Da Maria spurgte mig: Hvad nu? blev jeg hende Svar skyldig. Det var mig umuligt … umuligt … skønt jeg jo hverken dømte eller fordømte — det var mig umuligt at sige: Glem ogsaa dette og gift Dem med den Mand, De elsker!
— Hun spurgte ikke oftere, men engang sagde hun: Jeg tænkte paa at dræbe ham … Véd De, hvorfor jeg ikke gjorde det?
— Jeg svarede: Fordi man ikke gengælder Synd med større Synd, og maaske, Maria, fordi De, naar alt kommer til alt, ogsaa elsker ham.
— Maria løftede Hovedet og saà mig ind i Øjnene: — Nej, jeg dræbte ham ikke, fordi jeg kun havde mine to tomme Hænder … Men det nytter ikke, vi taler om det. Det er over al Forstand …
— Jeg vilde have hende til Sæde. Hun nægtede at sidde ned: — Saa falder jeg i Søvn, og det vil jeg ikke. Men jeg synes, De skulde vide det. Og giv mig nu Deres Ord paa, at De bevarer min Hemmelighed!
— Maria gik ud af min Dør, og jeg holdt hende ikke tilbage, skønt jeg vidste … hvad andet skulde hun gøre? … skønt jeg vidste, hun fra mig gik lige i Døden.
— Da Maria var borte, vaagnede jeg op som af en aarelang Døs og huskede paa Ida, hvem jeg ikke havde haft i Tanke, siden Maria kom ind.
— Ida laa i Sengen med aabne Øjne. Men da jeg kom hen og bøjede mig over hende, lukkede hun dem og sagde: — Du maa ikke se paa mig, Erhardt, hører du, det gør ondt, naar du ser paa mig.
— Jeg gik i Seng, som om jeg dèr bedre kunde finde Ro. Jeg følte mig halvvejs som Morder. Uden at hindre det, havde jeg ladet Maria gaa ind i det store Mørke, handlet mod min Pligt som Præst og som Sjælesørger.
— Ida rakte mig sin lille hede Haand: Stakkels Erhardt! sagde hun. Og med Mellemrum vedblev hun at sige: Stakkels, stakkels Erhardt!
— Jeg udholdt ikke længere Samvittighedens Anklage, jeg stod op uden at tænke paa Ida. Hun sagde, og det forekom mig dengang, hun sagde det i Søvne: Skynd dig, Erhardt, skynd dig, skynd dig!
— Sa gik jeg ud i Natten for at lede efter Maria. Jeg gik fra Mergelgrav til Mergelgrav. Jeg fandt hende ikke.
— Da jeg ud paa Morgenstunden kom hjem, var Ida staaet op og sad henne ved Vinduet.
— I min forpinte Sindsstemning ænsede jeg ikke det unaturlige heri, før Ida vaklende kom hen imod mig, tog mig om Hovedet og hviskede: Du kom for sent, Erhardt, du kom for sent! Og hendes smaa tynde Hænder kærtegnede mig, som var det hende, det tilkom at trøste …
— Først Maaneder efter hendes Død fandt jeg den lille Dagbog i hendes Sybordsskulfe. Med Blyant havde hun denne Nat skrevet:
… Jeg vidste det, jeg vidste det. Hun er hos ham igen …
Og paa næste Blad med rystende Skrift:
… Han er staret op, han er gaaet ud for at lede efter hende. Stakkels Erhardt …