Over al Forstand/8
— Den dødlignende Stilhed udenfor —
ikke et Blad rørte sig — virkede
heftigere paa mig end den voldsomste Orkan.
Mine Nerver ligesom krævede Lyd, og
jeg hørte ikke en Lyd hele Huset over.
Jeg haabede, Ida var falden til Ro, men
jeg vovede ikke at se efter, Huset var
gammelt og Dørene skreg paa Hængslerne,
naar jeg aabnede dem.
— Saa sad jeg da alene og biede paa Natten, medens jeg grublede, som om Panden skulde sprænges for at finde Grunden til Idas Sygdom. Hvorover var hendes Hjerte blevet sygt? Havde jeg Skyld? Havde jeg blot den — ringeste Skyld?
— Uden at vide af det var jeg begyndt at lytte, sagtens paavirket gennem Synet af Idas lyttende Blik. Jeg holdt Hænderne for mine Øren, vis paa, det var noget, jeg burde bekæmpe; men jo mere jeg stampede imod, jo mere anspændte jeg alle Hørenerver.
— Tilsidst flød Blodet som brusende Strømme inde i mit Hoved.
— Pludselig faldt Stilheden paa, og i samme Nu hørte jeg Skridt udenfor Huset, i Haven. Og i samme Nu vidste jeg — vidste jeg uden at begribe hvorfor —, at det var Maria.
— Men jeg rejste mig ikke for at lukke hende ind. En tung Sløvhed overfaldt mig. Tanken, der var raadende, gik ud paa det: Hvad vedkommer hun mig?
— Der blev banket paa Døren, ganske svagt. Lidt stærkere. Den var ikke laaset. Jeg sagde ikke: kom ind!
— Men Døren gik op, og Maria gik ind i Stuen og kom hen til mig.
— Dèr blev hun staaende og saa paa mig, medens hun bevægede Læberne for at tale, men der kom ingen Lyd over dem. Og nu saà jeg, hun var graa i Ansigtet, Haaret var faldet ned, hun var barhovedet. Kjolen var flaaet forneden og forrevet, som om hun havde gaaet gennem tykt og tyndt uden selv at sanse det.
— Det er vel altid saa her i Livet, at det ene voldsomme Indtryk momentvis forjager det andet. Ida var — for nogle Øjeblikke — ude af min Tanke. Jeg ikke saameget som ængstedes ved Muligheden af, at hun skulde kunne høre os tale.
— Jeg saa paa hende, hun saà paa mig. Tænderne hakkede i hendes Mund som af Kulde, hun blev ved at bevæge Læberne, blev ved, uden at kunne faa Lyden frem. Jeg tog hende om Skuldrene og ruskede hende for at faa hende vakt af den Forvildelse, der havde berøvet hende Taleevnen:
— Hvad er der sket, Maria, hvad er der sket? Er han død? og jeg tænkte paa Pastor U. Maria stod tavs overfor mig, de tunge forvaagede Øjne stirrede paa mig med et næsten blindt Udtryk. Det var, som om Sjælen var dræbt i dette levende Vrag. Saa gav hun sig til at le — det var Dødsklokkernes Kimen over hendes Lykke.
— Hun sagde stadig ikke noget, men lo og lo, medens Trækkene mere og mere forvredes og Øjnene ligesom sank dybere og dybere ind i deres Huler.
— Maria, sagde jeg, hvor har De været? Hvem er Skyld i dette?
— Og nu svarede hun: — Hvor jeg har været? Spørger De om det? Jeg har kørt i Kupé med ham … alene, fire Timer i Træk. Den Mand, jeg elsker, lukkede mig selv ind i Kupéen til den Mand, jeg …
— Maria standsede pludselig og sank paa Knæ, hvor hun stod. Hun løftede de sammenknugede Hænder op over Hovedet og gentog: Den Mand, jeg … Og kom ikke videre.
— Maria blev hos mig en Timestid. Hun var, som Pastor U. havde fortalt, nærved at komme forsent til Toget. — Han havde da aabnet den første, den bedste Kupé for hende og derved — dette Tilfælde, som den gode Gud ikke kan have forudset — lukket hende inde med det Menneske, der, fordi han én Gang havde ejet hende, for bestandig havde Herredømme over hendes Sjæl og Legeme.
— Og disse to havde været alene i Kupé i fire Timer. Gensynet havde hos ham vakt forbigangne Længsler og Drifter, og hun var modstandsløs …
— Modstandsløs og tavs.
— Efter fire Timers Kørsel var han steget ud for at skifte Tog. Hun gik ud ved næste Station og var uden Standsning — og uden at styrte — gaaet den lige Vej tilbage, følgende Banelinjen.
— Seksogtyve Timer i Træk havde hun slæbt sig afsted, til hun nu stod i min Stue …