Over al Forstand/3
— — —
Præsten tav og tog sig til Panden. Hans hvide Haar funklede under de hvide Stjerner. Et Pust af Nattevinden drog som et Gys gennem Parken og ramte os alle.
— — —
— Forstaa mig vel, sagde han, hvert Ord, Ida skrev i sin lille Dagbog, staar prentet i mit Hjerte. Men det er første Gang, første Gang i femten Aar, jeg taler om dette …
— — —
Vi sad stille, forventningsfulde, som vokset fast til Marmortrappen. Den lille Komtesse havdt vendt sit Ansigt opad og stirrede paa Kammerjunkeren, som anede hun ikke selv, at hun gav ham sin Sjæl i det Blik. Han stod endnu med sit sarkastiske Smil, lyttende til Præstens Fortælling, medens han samtidig indsugede Komtessens — tavse — Kærlighedserklæring.
— — —
Præsten fortsatte:
— Den unge Pige — jeg vil kalde hende Maria, hun hed noget andet — kom ikke over til os. Men vi ventede hende begge. Ida pyntede op med Blomster og sagde ofte: — Mon hun ikke kommer idag? Hvem hun mente, var jeg ikke i Tvivl om. Et Par Gange søgte hun min Kirke. Kirken var ikke større, end at jeg med Lethed oversaa hele Menigheden. Jeg kan ikke sige, at Marias Nærværelse forstyrrede mig, hun sad med sænket Blik, saalænge jeg talte, men hendes Nærhed paavirkede Ida, der sad paa et Sted, hvor hun absolut ikke kunde se hende komme. I samme Nu — Maria traadte ind i Kirken, skiftede Ida Farve, hendes Ansigt visnede heltud til Læberne, og Salmebogen skjalv i hendes Haand. Maria gik, naar jeg hørte op at tale. Et Øjeblik overkom der mig den Tanke, at hun hørte til hine præstesyge Stakler, der med Mellemrum overfalder en eller anden Præst med vild og meningsløs Tilbedelse, men Tanken var i dette Tilfælde saa absurd, at jeg straks og for bestandig slog den ned. Naturligvis vilde hun simpelthen lære mig at kende, inden hun gav mig sin Tillid.
— Saa kom hun. Dengang ingen ventede hende, kom hun. — Det var en Lørdag Aften, hvor jeg blot havde trukket mig tilbage for at arbejde, men hvor jeg var alene hjemme. Ved et Tilfælde havde jeg selv foreslaaet Ida at tage til Byen med en af vore nære Naboer, en Møller, og følges hjem med ham om Aftenen, Jeg vidste, det vilde blive sent, inden de kom. Der var Marked, og Ida havde meget at besørge. Jeg gik op og ned ad Gulvet i min Stue, som jeg plejer, naar jeg skal tænke klart, men denne Aften var jeg mærkelig adspredt. Ideligt flakkede Tankerne bort fra de Veje, hvor jeg ønskede dem. Det kunde nu simpelthen komme deraf, at Ida var borte — hun, der ellers sad musestille to Stuer fra mig. Men jeg ligesom var mig bevidst, det ikke var Tanken om Ida, der voldte denne Uro. Jeg lider sandelig ikke af Frygt eller Anelser, men jeg grebes af en helt panisk Skræk for noget … noget, der laa i Luften, noget, der nærmede sig, noget uafvendeligt. — Følelsen var stærk, som naar man drømmer, man er falden over Skinnerne og hører Toget komme brusende. Jeg rullede ned og tændte Lys. Pludselig anede jeg — nej vidste jeg — der var en Fremmed ude i Haven. Nu var det hændet, at vejløse og forkomne Mennesker havde listet sig om Huset, inden de bankede paa og kom frem med deres Bøn om Føde og Ly — dem frygtede jeg ikke.
— Jeg satte mig ved Skrivebordet fast besluttet paa at ville arbejde, men jeg fik ikke Ro. Den Følelse voksede sig stærkere og stærkere i mig, at jeg burde gaa ud og se efter i Haven, og samtidig, at hvis jeg gik derud, vilde noget uendelig sørgeligt hænde mig. Jeg aabnede Havedøren og saa ud. Der var stille. Men jeg vidste saa usvigelig sikkert, at der var nogen derude i Mørket. Saa spurgte jeg da: — Er her nogen? Ingen svarede. Derimod hørte jeg en svag Raslen og Lyden af flygtende Skridt. Jeg nævnede Idas Navn. Det kunde ligne hende at komme saadan snigende og overraske mig med, at nu var hun her. Jeg gik rundt i Gangene og ledte. Jeg fandt ikke Ida men den anden, Maria. Jeg tog hendes Haand og fik hende med ind, og nu saa jeg, der var noget paa Færde. Hendes dejlige Øjne havde det stive søvngængeragtige Blik, Mennesker faar, naar de martres af en Tanke eller en Idé, de ikke orker at klare. Jeg spurgte hende ud i Øst og Vest, men kun saameget forstod jeg, at hun var kommen for at tale med mig. Med mig alene.
— Dèr, paa dette Tidspunkt begynder min Skyld. Jeg burde straks have forklaret hende, at Ida og jeg ikke havde Hemmeligheder for hinanden. Men jeg blev svag overfor hendes nøgne Elendighed, og jeg vilde ikke svigte hendes Tillid. Det anede mig, hun kom for at tale om noget angaaende hendes Forhold til min Nabopræst, og at det sagtens var et religiøst Spørgsmaal, der stod dem imellem. Men foreløbig var hun som en lukket Bog. Udover det, at hun vilde og maatte tale med mig, fik jeg intet at vide.
— Det var pinlige Øjeblikke. Saa opgav jeg at trænge ind paa hende, behandlede hende som en Syg og underholdt hende, som man underholder en tilfældig Gæst, men jeg saa paa hende, at hun slet ikke hørte, hvad jeg sagde. Hun knugede Hænderne i hinanden og forsøgte at smile, men Smilets Armod gjorde mig kun endmere forstemt — og usikker.
— Jeg hørte Vognrullen i Alléen. Det var Ida, Jeg sagde til min Gæst: Nu kommer min Hustru, det vil glæde hende at se Dem her! Men idet Ordene var talt, indsaa jeg, at Ida maatte blive højst forbavset og sikkert pinligt berørt over at træffe den unge Pige i min Stue paa en Tid, hvor min Dør var stænget endog for hende. Som om hun gættede, hvad jeg tænkte, rejste hun sig og gik over mod Havedøren for at komme bort. Jeg holdt hende tilbage. Hun bad: Lad mig hellere gaa … Ingen maa se mig, jeg vil ikke tale med nogen.
— I Virkeligheden var hun saa oprevet, at Ida umuligt havde slaaet sig tiltaals med den Forklaring, at hun kom for at besøge os. Hun saa paa mig. — Vognen kørte ind i Gaarden. Det drejede sig om Sekunder. Halvt fraværende sagde jeg: — Bliv! Hun gik helt hen til mig: — Men ingen, ingen uden De maa vide det … ingen. Dennegang svarede jeg: Jeg har ingen Hemmeligheder for min Hustru. Det gav et Gys i hende, saa hviskede hun: Nej, naturligvis … nej … vær ikke vred … Farvel!
— En Tanke strøg gennem mit Hoved: Gaarden, hvor hun var Lærerinde, laa over halvanden Mil fra mit Hjem. Hun var aabenbart kommen gaaende. — Skulde hun nu i Mulm og Mørke tilbagelægge Vejen igen uden at faa sagt, hvad hun havde paa Hjerte? Dette ombestemte mig. Jeg, der aldrig havde tænkt at kunne handle bag Idas Ryg, sagde hastigt: — Gaa saa ud i Haven og vent. Jeg lover Dem, ingen skal faa at vide, De har været her.
— Jeg lukkede efter hende og gik ud for at hjælpe Ida af Vognen. Idet jeg løftede hende ned, begyndte hun at græde. Utilpas var jeg iforvejen over det tvungne Hemmelighedskræmmeri, Idas Adfærd gjorde mig yderlig mismodig. Jeg spurgte, hvad der var hændet, og hun svarede Gang paa Gang: — Aah, jeg var saa bange for at komme for sent. Det var, som om jeg løb for Livet, medens vi kørte. — For sent, til hvad? spurgte jeg. — Det er jo det, jeg ikke véd … men det var noget herhjemme, noget med dig. Føl mit Hjerte! Jeg holdt Haanden hen, Slagene jog imod mig. Jeg fik hende ind i Spisestuen, Pigen bragte The, og jeg satte mig hos hende. Spise kunde hun ikke. Foran hver Bid standsede hun og saa ud for sig, som om hun saa et gyseligt Syn, og hvergang strejfede hendes Blik mig paa en egen øm, anklagende og forskende Maade. Jeg bad hende gaa til Ro snarest, da jeg skulde ind til min Prædiken. Hun nikkede lydigt som En, der ikke har nogen Vilje selv, men idet jeg bøjede mig for at kysse hende til Godnat, hviskede hun: — Det er, ligesom jeg alligevel kom for sent … Dybt bevægede denne Udtalelse mig, og jeg følte den heftigste Trang til at være sanddru imod hende og fortælle hende det lidet, der var sket. Og saa i Guds Navn lade hende tro eller tvivle. Men jeg vaandede mig ved at skaffe hendes arme skælvende Sind mere Bekymring. Tilmed vidste jeg jo, at mine Hensigter var redelige. — Paa den anden Side havde Ida engang sagt til mig: Hvis du nogensinde løj for mig, vilde jeg kunne føle det med hvert Haar paa mit Hoved … Senere skulde jeg blive mindet om disse Ord. I Dagbogen stod: Erhardt har løjet. Hun er hos ham. Jeg pines. Jeg pines …
— Jeg forlod Ida uden at tale. Hendes Blik trængte ind i min Ryg som en Fiskekrog, men jeg gik. Da Døren mellem os var lukket, tøvede jeg, tøvede jeg længe. Det var næsten med Væmmelse, jeg atter betraadte min egen Stue og aabnede Havedøren. Den svage Lyd af Marias Skridt forekom mig som Larm, der maatte vække Idas Opmærksomhed. Jeg gik ud for at se. Alt i Huset var stille. — Lampen i Spisestuen var slukker. Med bøjet Hoved som en Forbryder gik Maria ind i min Stue. Vi satte os. I min forvirrede Stemning sørgede jeg for, at Afstanden mellem os blev størst mulig. Selv nu havde hun vanskeligt ved at tale. Dette opirrede mig. I en ret haard Tone, sagde jeg, at min Tid ikke tillod denne Trækken i Langdrag. Nu maatte hun tale. Hun rejste sig, stemte Hænderne mod Bordfladen og spurgte — og det var, som om hun flængede Spørgsmaalet ud af sit eget Indre: Er det nødvendigt, en Kvinde betror sin Fortid til den Mand, hun skal giftes med?
— Jeg svarede herpaa et Ja uden Betingelse og forklarede hende, at efter mit Synspunkt, kunde et Ægteskab, der ikke var grundet paa Sandhed og fuld Tillid fra første Færd, aldrig blive lykkeligt.
— Hun havde sat sig igen og ludede nu helt sammen, som havde hun ikke ventet dette Svar, Jeg søgte at mildne Slaget og sagde, hun sikkert uden Frygt kunde betro sin Forlovede det, der nu pinte hende, og at hun bagefter vilde føle sig velsignet lettet. Hun rystede paa Hovedet og saa paa mig. Hendes Blik formelig krympede sig i Smerte. Jeg spurgte: — Vil De da betro mig, hvad det er? Hun strakte sine Hænder ud — ikke mod mig — men som mod et usynligt Halmstraa, hun kunde klynge sig til: — Ja!
— Jeg havde paa Læben at spørge, hvorfor hun af alle just valgte mig til Fortrolig, men jeg holdt inde. Mit Instinkt sagde mig, jeg sad med et Spind saa skørt, at den mindste fremmede Bevægelse vilde sprænge der.
Jeg fik nu den Tanke, at det hele maaske var Indbildning, Nervøsitet, Overanstrengelse. Denne unge Pige, der midt i sin sønderrivende Smerte virkede saa pur og uberørt som en uudfoldet Blomst, hun kunde jo ikke have nogen "Fortid" — ikke i den Forstand, hvori Ordet almindeligvis opfattes. Tilmed var hun meget ung, næppe over tyve Aar. Men… de halvanden Mil, vandret alene ved Aftentide i en øde Egn, og det trætte forpinte Udtryk, det tydede ikke paa blot og bar Nervøsitet.
— Jeg lagde min Haand paa hendes Hoved og talte til hende, som man taler til et Barn. Aldersforskellen mellem os var ikke stor, men i dette Øjeblik følte jeg mig som gammel Mand i Forhold til hende. Da hun vendte sit Aasyn op imod mig, tog jeg hende om Hovedet og kyssede hendes Pande …
— — —
Kammerjunkeren rømmede sig udfordrende. Men Præsten saa roligt over paa ham: — Hvormange Mennesker besidder vel den Forstandens Snarhed bagefter at kunne gøre Rede for det Virvar af Tanker og Følelser, der fører til hver nok saa lille Handling? Men, Gud er mit Vidne, dette Kys gav jeg hende udelukkende for at bevise hende, hun trygt kunde tale. Deres tvivlende Smil, Kammerjunker, gør mig hverken fra eller til, men jeg haaber, De, inden min Historie er til Ende, glemmer at tvivle! …
— Maria løftede sine Arme og tog om mine Hænder, hun løftede Blikket og saa mig ind i Øjnene. Ja, hendes Blik rummede en Fare, og under andre Forhold end disse … hvem véd … men Blikket var ledsaget af det syge, fattige, hærgede Smil … Jeg kunde have løftet hende op og baaret hende paa mine Arme, som man bærer et sygt Barn, der ikke finder Hvile mer i Sengen. Uendelig yndig forekom hun mig og usigelig elendig. Fjern fra min Tanke var al Bevidsthed om at staa som Mand overfor en ung Kvinde.
— Alle I, der hører dette Skriftemaal fra forbigangen Tid, I vil ogsaa forstaa, at havde det været anderledes, havde jeg taget dette med mig i Graven. Nej, min Brøde har aldrig voldet mig Skam eller Anger, det, der skete, har kun fyldt mig med Sorg og Undren. Undren uden Ophør.
— Hvorledes det føjede sig, mindes jeg ikke, der er Momenter, der som med en skarp Kniv er snittet ud af min Hukommelse. — Men vistnok har jeg talt længe med hende og vistnok anvendt de mildeste og mest husvalende Ord, jeg kunde finde. — Tilsidst fortalte Maria mig sin arme Historie. Vi gik op og ned ad Gulvet sammen. Min Haand laa om hendes Skulder, hun rystede som et Espeløv, medens Ordene dryppede som Draaber fra et gabende Saar. Maries Historie kan jeg ikke og vil jeg ikke gengive her, ikke i al dens Rædsel. — Udadtil var der kun det, at en Mand havde forført hende — Barn som hun var … Ikke andet end det! Da hun havde talt ud, var hendes Ansigt gustent og Tænderne klaprede i hendes Mund. Jeg er ikke dømmesyg, jeg vil ikke sige, en ung Pige tager Skade paa sin Sjæl, fordi hun indlader sig i et flygtigt Forhold. Hendes Natur kan være stærk og sund, fri og frels kan hun gaa ud af det igen. Men mod Marie var der handlet uforsvarligt — og hun havde lidt Skade paa sin Sjæl. Tænk Eder, alle I, der har Søstre eller Døtre, tænk Eder den unge syttensars Pige, der var angst for hver Lyd, der var mørkeræd efter en ond Barndom, der var blid og hengivende … tænk Eder hende gaaende til Stævnemøder ved Nattetide paa den sabne Landevej, ventende Time efter Time paa et Menneske, der, naar han endelig kom, behandlede hende med den Raahed, end ikke Skøgen behøver at taale!
— Hun aabnede sit stakkels blodige Hjerte for mig, og jeg forstod, det gjaldt hendes Sjælefred, at hun engang fik talt sig tom. Denne lille sky Pige, der om Dagen — selv Barn — var sat til at vogte Børn, hun vandrede om Natten paa den nøgne Landevej … hvert Træ forekom hende som et levende Væsen, der laa paa Lur efter hende … indsvøbt i sin Angst som i en Kaabe af Is, gik hun dèr og ventede ham, der ikke vedkom hendes Hjerte … Sad hun i Skolestuen, modtagende et af de Breve, uden Over- eller Underskrift, der bestemte Dag og Time for et nyt Møde. Krammede hun Brevet mellem de rystende Fingre — ingen maatte vide noget om hendes Færd. Rygtet var hendes Kapital … Saa blev han ked af hende, det hele stod kun paa et Par Maaneder — nok til at forgifte hendes Tanker, hendes Drømme, hendes Livssyn … Hun higer bort fra den Egn, hvor hun føler sig som forbandet, og flakker om fra Sted til Sted, hun møder en Mand, der elsker hende, der vil gøre hende til sin Hustru …