Over al Forstand/2
— Det er et Løfte, jeg bryder. Et
Menneskes Hemmelighed jeg røber. Men
det Menneske er borte, og hendes
Hemmelighed kan ikke nu mere volde andre
Fortræd eller Smerte. Det har været
min Agt engang fra Prædikestolen at
fortælle denne Begivenhed eller rettere det,
der gik forud, dels fordi jeg mente, jeg
skyldte mine Sognefolk en Forklaring,
dels ogsaa for ligesom at fordele Byrdens
Vægt paa flere Skuldre. Men en indre
Følelse af, at Tidspunktet ikke var
kommen endnu, holdt mig tilbage. Naar jeg
nu taler, naar jeg her, paa et fremmed
Sted og blandt delvis fremmede
Mennesker, blotter mit Liv, er det, fordi samme indre Følelse byder mig at gøre
det. Min Beretning er af intim Natur,
og jeg kommer til at tale meget om mig
selv og den, der betød mere end Livet,
den, der var Lykken for mig. Vil jeg
være ærlig, maa jeg fortælle alt og ikke
af Skyhed udelade noget …
Præsten foldede Hænderne et kort Nu og saa op i det svagt sitrende Birkeløv, hvorigennem Stjernerne syntes at dryppe som en stille lydløs Regn:
— Jeg havde haft Embede i fem Aar, da det skete, som nu skal fortælles. I de to sidste Aar havde jeg været gift. Min Hustru og jeg var saa godt som uadskillelige. Hun, der kom fra et stort, rigt Hjem, passede sig fra den første Dag ind i mine beskedne Kaar og gik ganske op i min Gerning. Hun elskede Sol og Blomster og opfattede — saavidt der stod i hendes Magt — kun Lyssiden af Livet. Menneskers Fejl vilde hun ikke se, hun gjorde sig blind derfor …
— Idas lille eneste Fejl var hendes Kærligheds Skinsyge. Hun kunde ikke afse mig en Time af Dagen. Fra vort første Møde klyngede hun sig til mig med en Ømhed og Hengivenhed uden Lige. — Alt andet slap hun, kastede overbord. Stundom bebrejdede jeg hende, at hun saaledes glemte baade Venner og nær Slægt, hun svarede: — Jeg har jo dig, og jeg har ikke Plads til flere. Dette var Sandhed uden Overdrivelse. Saaledes var hun indrettet, at der ikke i hendes Liv var Plads til flere end den ene, paa hvem hendes Kærlighed var faldet.
— Alt om hendes Liv skulde jeg vide. Hver Tanke. Hver Drøm. Hun var lyksalig, naar jeg fortalte hende Smaatræk fra min Barndom. Det forekom hende, hun derigennem erobrede nye Dele af mig… Hun ejede mig saa helt og fuldkomment, som det ene Menneske kan eje det andet, men hun vidste det ikke, eller hun turde ikke tro det. Hun var en frygtsom Natur, trods al sin ydre stormende. Livsglæde.
— Ida fulgte mig paa mine Vandringer i Sognet. Hun overværede Konfirmandernes Forberedelse, sad selv som en Skolepige paa Bænk med dem og paahørte Undervisningen, som gjaldt den hende selv. Hun var med ved hver Barnedaab, ved hvert Bryllup, ved hver Begravelse. Hun vænnede sig til at tale med Sogneboerne om alt deres, og hun søgte at glæde dem, men alle hendes Tanker drejede sig bag dette kun om mig. Blev jeg hentet ved Nattetide og i Snestorm for at berette en Døende, stod Ida af sin Seng og fulgte mig.
— Vi var saagodtsom altid sammen, kun var der én Dag i Ugen, hvor jeg forbeholdt mig Ensomhed. — Lørdag Eftermiddag lukkede jeg mig inde for at udarbejde min Prædiken. Det var en Vane, jeg maatte have fuldkommen Ro til denne Gerning. Visheden om, at min Hustru sad et Par Stuer borte og var bedrøvet, nagede mig nok, men paa dette Punkt kunde og vilde jeg ikke give efter.
— Mangen Gang bad hun: Lad mig være hos dig, jeg skal sidde i en Krog uden at røre mig, uden at sige et Ord! Men jeg gav ikke efter.
— Siden … siden, da det var for silde, har jeg angret denne min Haardhed. For mig gjaldt det dog kun en Vane, hende voldte det en Smerte, jeg ikke kunde undgaa at se.
— Saa kom der en Tid, da hun ikke mere bad om at maatte være hos mig, jeg roste hende derfor, og kaldte hende klog og god, men jeg følte, at hendes Væsen gennemgik en formelig Krise, naar Lørdagen nærmede sig, en Krise, der først overstodes, naar Natten var til Ende og Søndagmorgen oprandt. Mangen Lørdag Nat, naar jeg overtræt kom ud fra mit Studereværelse, fandt jeg Ida siddende inde i Stuen, i Mørke, henne ved Vinduet. Hendes Hænder var kolde. Hendes Læber var kolde. Jeg havde prøvet at tale alvorligt med hende om dette, jeg havde Gang paa Gang forklaret hende, at naar hun var tilstede, optog hun mig i den Grad, at jeg ikke kunde holde Tankerne ved Arbejdet. Hun svarede bedrøvet: Du har vistnok Ret, men jeg forstaar dig ikke. Jeg kan kun tænke, naar du er hos mig. Naar du gaar, er der, som alle mine Tanker farer vild og fryser ihjel. Naar du er hos mig, er de som en Flok Sommerfugle. Men naturligvis, naar du maa være alene, saa maa du jo!
— Jeg kom aldrig nogen Vegne overfor dette. Søndagmorgen var hun atter lykkelig og overstadig som et Barn.
— Vi havde den Skik at gaa med hinanden i Haanden. Det var et af Idas Paafund, men saa kær blev denne lille Vane mig, at heller ikke jeg befandt mig vel i Købstaden, hvor vi ikke saa godt kunde tillade os slig Barnagtighed … Der er endnu Tider, naar jeg lider bittert under min Ensomhed, hvor det pludselig synes mig, en lille varm, levende Haand kryber ind i min — og Timevis kan jeg vedligeholde denne Illusion.
— Vi boede midt inde i Jylland, til alle Sider strakte sig de vide Hedeegne, men vort Sogn laa som en lille skinnende Oase i den store Goldhed. En Milsvej borte løb Banelinjen, men enten vi skulde op eller ned, ind eller ud i Landet var det timelang Kørsel. Egnen var selskabelig og gæstfri. Vi fik Indbydelse fra de omliggende Præstegaarde og fra Herregaarde, der laa baade tre og fre Mile borte. Ofte tog vi imod disse Indbydelser, jeg følte det som en Pligt mod min unge Hustru, der for min Skyld havde forladt en stor Bys Liv og Selskabelighed. Først sent erfarede jeg, at det altid havde været hende en Pine at komme bort fra den stille Præstegaard. Ikke fordi hun var menneskesky, men fordi hun var skinsyg. Hun, hvis Væsen var Blidhed, var jo skinsyg over al Maade. Det var ikke mig, Skinsygen faldt paa men de andre, Kvinderne, alle Kvinder. Uden nogen Undtagelse alle de Kvinder der kom indenfor min Synsvidde. Men tro nu ikke, denne Skinsyge ytrede sig i Vrede, Heftighed, i onde Ord og hadefulde Udfald. Den var stum. Ingensinde har Ida talt et nedsættende Ord om de Kvinder, der ængstede hende. Dertil var hendes Sind for purt og hendes Tanker for fine. Snarest gik hun til den modsatte Yderlighed af Frygt for at blive uretfærdig.
— Maaneder efter Idas Død fandt jeg en lille Dagbog, ført nøjagtigt i vort Ægteskabs første Uger, siden kun benyttet i Ny og Næ, naar noget pinte hende over al Maade. Hun var bange for at miste mig, og kunde ikke tænke sig at tage nogen Kamp op. Derfra hendes syge Skræk for fremmede Mennesker. Den, der ikke kendte hende nøje, havde næppe anet Uroen bag hendes lyse, tindrende Væsen … Taler jeg formeget om Ida? … Jeg vilde prøve at skildre, hvorledes hun var, men det fremgaar sagtens af det, jeg staar i Begreb med at fortælle … Dette forfærdelige Spil af Omstændigheder, der har kastet Dødskygger over mit Liv og bragt min Sjæl til at vride og vaande sig for at begribe, det skete med Herrens Vidende og Vilje …
— En Foraarsdag skulde vi for første Gang i Besøg hos en Godsejer, der boede halvanden Mil fra os. Da vi skulde til Vogns, standsede Ida pludselig og blev bleg og tog sig til Hjertet. Jeg spurgte, om hun var syg, hun fremtvang et Smil og svarede: — Nej, det er blot mine dumme Tanker … Vi kørte, og der var intet i Vejen med hende mere … En Time efter skete det, der var Begyndelsen til Enden. Overfor mig ved Bordet sad en ung blond, bleg Pige. Selv naar hun talte med sin Bordherre, holdt hun Blikket sænket, nu som før, da hun blev forestillet som Gouvernante for Smaabørnene. — Rent tilfældigt saa jeg ofte over paa hende. Hun havde den mest rørende, bevægelige Mund, jeg har set hos noget Menneske. — For mig selv tænkte jeg straks: Det er en lille forældreløs Sjæl, der arbejder for det daglige Brød. Hun har det vist ikke altfor godt.. Jeg vil faa Ida til at bede hende over hos os!
— Lidt efter mærkede jeg, at den unge Pige saa paa mig, naar jeg vendte Ansigtet til Siden. Jeg gjorde nu et Forsøg paa at fange hendes Blik. — Det lykkedes over al Forventning. Vore Blikke faldt til Hvile i hinanden, som kunde de ikke løsnes igen. Der var en Art sjælelig Omfavnelse i dette Øjemøde. Fra min Side var det forklarligt, var det den umiddelbare Virkning af et overraskende Skønhedsindtryk. Aldrig før og aldrig siden har jeg set Øjne som disse. Deres Udtryksfylde overgik endog Mundens. Men de var ligesaa urolige. De skiftede Udtryk i det uendelige. — Snart var Blikket dødtræt og sløvet, snart lidenskabelig ømt, snart tungt og dybt. De virkede paa mig som en lys Nattehimmel fuld af jagende Stormskyer. Jeg har aldrig helt faaet Forklaring paa, hvorfor hun hin Dag stirrede saaledes paa mig, men jeg véd, at hun allerede dengang tænkte paa at betro sig til et Menneske, og at hun i dette Nu lod Valget træffe mig. Pludselig gav det et Jag i mig. Jeg havde glemt Ida, der altid, hvor ved Bordet hun end blev anbragt, holdt Udkig med mig. Jeg løftede mit Glas for at hilse paa hende. Hun tog ogsaa sit, men hendes Haand rystede, og Smilet var skræmt. Af Hensyn til Ida saa jeg ikke mere over til den unge Pige. Kun da vi stod fra Bordet, mødtes vore Blikke atter tilfældigt. Hun smilede, et lille fattigt, vissent Smil, der mindede noget om Idas, naar hun var bedrøvet. Ida kom hen og tog mig under Armen. Hun hviskede: — Kan du ikke se, hun ligner Agnete, der har været nede hos Havmanden? Det var mig saa indlysende, hvem hun mente, at jeg blot nikkede til Svar. Ida sagde igen: Du skulde tale med hende, jeg tror, hun vil gerne! Jeg lovede at gøre det i Aftenens Løb. Lidt efter kom Ida paany og betroede mig, at den unge Pige var forlovet med en af vore Nabopræster, der paa Grund af Sygdom ikke var tilstede. Saa forstod jeg bedre hendes bekymrede Udtryk. Præsten kendte jeg som en i alle Maader prægtig Natur.
— Kort før Opbruddet gik jeg over til hende, vel vidende, at min lille Ida straks vilde komme tilstede. Det blev ogsaa kun faa Ord, vi vekslede paa Tomandshaand, men hendes Blik var som et Raab om Hjælp. Idet Ida nærmede sig, sagde hun hurtigt: Maa jeg ikke nok tale med Dem engang? Jeg bøjede Hovedet til Svar, Jeg havde forstaaet, hun vilde tale med mig alene, og at hun havde noget at betro mig. Idas sørgeligt fine Sansning svigtede ikke. Hun saa fra den ene af os til den anden og fik sit skælvende Træk ved Mundvigen. Hun indbød den unge Pige til at besøge os snart og ofte, men da det var sagt, blev hun tavs, og den unge Lærerinde fandt Paaskud til at forlade os.
— I sin Dagbog skrev Ida følgende Ord om dette Møde: De ser paa hinanden! De ser paa hinanden! Det gør ondt i mit Hjerte. Jeg er bange —