Opfindelsernes Bog/Svovlets Industri.
Indledende Bemærkninger. Svovlet har ikke alene Betydning ved sin Anvendelighed i mange forskjellige Øjemed, men ogsaa ved den særdeles fremragende Rolle som det spiller i den store Industri. Uden Svovl fandtes saa-ledes ingen Svovlsyre, og uden denne igjen ingen Salt- eller Salpetersyre, ingen Klorkalk, ingen Soda; uden Soda heller ikke noget Glas, ingen Sæbe og ingen af alle de Industrier, der tilvirke alle disse Stoffer til os. Uden Svovl havde man ikke heller havt noget Krudt, om man end ikke derfor havde kunnet undgaa Krige. For Svovlets Skyld har England engang ført Krig, hvad der dog bedre kan undskyldes end dets Opiumskrig med Kina. Da den neapolitanske Regering i Aaret 1841 forsøgte at lægge en Udførselstold paa det sicilianske Svovl, saa England deri en saadan Fare for sin storartede Fabrikation af Svovlsyre, Soda o. s. v., at den fandt sig foranlediget til strax at sende nogle Krigsskibe til Neapel, hvorved den forhindrede at den neapolitanske Regerings Hensigt kom til Udførelse.
Svovlet er et af de faa Stoffer, der strax faas gedigent fra Naturens Haand, det vil altsaa sige rent og uden fremmede Indblandinger, endogsaa ofte i særdeles smukke Krystaller, hvorfor Kjendskabet til Svovlet og dets Anvendelse ogsaa gaar tilbage til de ældste Tider. Det gedigne Svovl findes fortrinsvis, om end ikke aldeles udelukkende, i vulkanske Egne, i hvilke de vulkanske Kræfter endnu stadig arbejde paa at bringe det Svovl, der findes i Jordens Indre, op paa Jordoverfladen. Det, der udstrømmer af Kraterne og, af de mindre Røgaabninger i Vulkanerne, bestaar i Hovedsagen af Svovlbrinte; naar denne i Kraterets Munding kommer i Berøring med Luften forbrænder den for endel til Svovlsyrling, der strax indvirker paa den ny udstrømmende Svovlbrinte og reducerer denne til Svovl og Vand.
Svovlet afsætter sig da i fast Form paa de koldere Steder, enten som en Skal eller som Krystaller. Paa flere af Mexikos Vulkaner er denne stadige Nydannelse af Svovl saa rigelig, at den synes fuldstændig at kunne strække til det derværende Behov, og i Kalifornien er der fundet saa store Svovlmængder, at man tror deraf at kunne forsyne hele Amerika. Europa maa for Størstedelen hjælpe sig ved at benytte de ældre Aflagringer i Huler af gips-, kalk- eller lerholdige Stene eller Jord, hvor saa Svovlet altid er mere eller mindre urent. Det Sted, der er rigest paa saadanne Svovlaflagringer, er Sicilien, der endnu stadig er den Hovedkilde, hvorfra Europa henter de uhyre Masser Svovl, som den nuværende Industri fordrer. Italiens Fastland frembringer selv det Svovl, der forbruges i Landet og som navnlig erholdes i Romagna. Fremtiden vil maaske forsyne sig fra de betydelige Svovlaflagringer der ere blevne opdagede i Tripolis, ligesom man ogsaa i den nyere Tid henter Svovl fra Gipsbjergene ved den vestlige Kyst af det røde Hav paa ægyptisk og nubisk Omraade.
I langt større Mængder end i gedigen Tilstand forekommer Svovlet i Forening med Metaller som Malme, af hvilke igjen de almindeligste ere Forbindelserne mellem Svovl og Jern, Svovlkis, der næsten forekommer i alle Lande. Analoge Forbindelser ere Svovlkobber eller Kobberglans, Svovlbly eller Blyglans, Svovlzink eller Zinkblende o. s. v. Desuden indtager det, som en Hovedbestanddel af Svovlsyren, en meget væsentlig Plads i mange forskjellige og vidt udbredte Mineralier f. Ex. i svovlsur Kalk, i Gips og Anhy-drit, svovlsur Baryt, i Tungspat, svovlsur Strontian, i Cølestin og desuden som svovlsure Salte i mange forskjellige mineralske Vande.
Det skal kun her nævnes, at Svovlet ikke alene optræder som et dødt Mineral, men ogsaa spiller en vigtig Rolle i det virksomme Naturliv. Mange Planter skylde saaledes de stærkt svovlholdige Olier, der findes i dem, deres særegne Lugt og Smag, saaledes Løgene, Asa foetida o. s. v. I den animalske Natur indeholder de vigtige Proteïnsubstantser endel Svovl, der hører med til deres kemiske Konstitution, og et fuldvoxent Menneske skal indeholde omtrent 6 Lod Svovl i sit Legeme.
Udvinding af Svovl er meget let og simpel, hvor det forekommer gedigent. Paa Sicilien brydes Svovlet i Gange i den kalk- og lerholdige Klippegrund, hvor Svovl- og Gipslag vexle med hinanden. Svovllagene ligge i en Dybde af 125—160 Fod, og Børn paa 12—16 Aar bære de afbrudte Stykker op ad Trapper. Svovlmængden er 20—30 Procent. Man sorterer Stykkerne i righoldige og fattige og smelter de første i Jernkjedler, hvorved man maa und-gaa en for stærk Hede, da Svovlet, naar det naar over en Temperatur af 150°, bliver saa tyktflydende, at det ikke kan skilles fra de medfølgende Urenheder. Naar Kjedlens Indhold i nogen Tid har været flydende, er den største Del af Urenhederne bleven bundfældet; det flydende Svovl optages og hældes derpaa i vaade Træforme, hvor det størkner som Raasvovl.
Paa Sicilien anvendes denne Fremgangsmaade dog kun undtagelsesvis nemlig paa det meget righoldige Raamateriale (talamone). Bundfaldet indeholder endnu 30 til 40 p. C. Svovl, dog anvendes det i Almindelighed ikke, fordi man mener, at det gjør Produktet urent ved at indbringe fine Stenpartikler deri. Undertiden finder det dog Anvendelse sammen med den faste Sten og fattigere Raasvovl til Udsmeltning. Denne sker da paa en Maade, der paa Sicilien er den almindeligste Svovludsmeltningsmethode og næsten udelukkende anvendes ved den faste Sten. Ved denne Methode bruger man ikke fremmede Brændselsmaterialier, men frembringer Varmen ved at forbrænde endel af Svovlet, hvorved der rigtignok er den Ubehagelighed, at der frembringes noget Svovlsyrling. Paa det Sted, hvor Udsmeltningen skal foretages, og som bør være temmelig stærkt skraanende, opfører man en Ringmur af omtrent 60 Fods Gjennemsnit; mod Dalsiden er denne Mur henved 25 Fod høj, men paa den modsatte Side kun halvt saa høj. Paa det lavest liggende Punkt af Muren er der anbragt en Aabning, der foreløbig er tillukket med en Gipsprop, men dog saaledes, at man gjennem et Par ganske smaa Huller stadigt kan undersøge den smeltede Masses Tilstand. I den mægtige Ovn (calcarone), der fremkommer paa denne Maade, opstaples nu Svovlmalmene lagvis, men saaledes at der bliver et lille Mellemrum mellem dem og Murene. Man opbygger det hele i Pyramideform, saa at det kommer til at rage lidt op over Muren og tildækker det derpaa altsammen med Slagger fra tidligere Smeltninger; nu stikker man Ild paa Ovnen eller Milen. Som Følge af den begrænsede Lufttilstrømning forbrænder naturligvis kun en ringe Del af Svovlet, medens den Varme, der udvikles, dog er stærk nok til at bevirke en Udsmeltning af det øvrige. En saadan Udsmeltning varer 18 — 20 Dage; naar man anser den for sluttet, lukkes der op for Aabningen, og den tykflydende, begsorte Masse vælter ud og optages i Forme, hvor den ved Afkølingen i højere eller mindre Grad igjen faar sin naturlige Farve.
Ved Udvinding af Svovl af Kis, saaledes som det blandt andet sker i Böhmen og Schlesien, udgjør Svovlkis Raamaterialet; undertiden benyttes og-saa Kobberkis, men det Svovl, der afdrives heraf, er meget arsenikholdigt. Svovlkis er en Forbindelse af 1 Ækvivalent Jern og 2 Ækvivalenter Svovl (Dobbelt-Svovljern), i Procenter 45,74 af det første og 54,26 af det andet. Ved Glødhede er det muligt at afdrive Halvdelen af Svovlet, og der bliver kun Svovljern tilbage. Men, driver man Udsmeltningen saa vidt, medfører det, at det tilbageblivende smelter sammen og vanskeligt kan fjernes; man lader derfor ikke Varmen stige højere end til Sammensintring af Malmen, og det virkelige Udbytte bliver derfor kun en Trediedel af den hele Svovlholdighed. Bearbejdningen af Kisen foregaar i Retorter, der ligne dem, hvori Stenkul behandles paa Gasværkerne, og som ligge ved Siden af hverandre i en Glødeovn. Hvad der bliver tilbage, afgiver et godt Materiale til Fremstilling af Jernvitriol. Imidlertid kan Bearbejdelsen af Kis, til Trods for den dobbelte Anvendelse, man faar af den, dog kun betale sig under særligt gunstige Omstændigheder, og hvor Brændselsmaterialet er særdeles billigt. Svovlkisene spille en langt vigtigere Rolle ved Svovlsyrefabrikationen, hvor de afgive det raa Materiale, og hvor de kunne erstatte det egentlige Svovl.
Alt Svovl, der vindes ved en Operation, kaldes Raasvovl, der ofte for enkelte Øjemeds Skyld maa underkastes en Rensning, Raffinering, som bestaar i en Destillation eller Sublimation. Raffineringen af det sicilianske Svovl danner en særegen Fabriksvirksomhed, der har sit Sæde i forskjellige Byer ved Middelhavets Kyster og da navnlig i Marseille. De hertil benyttede Apparater bestaa af en eller to liggende Jerncylindre C (Fig. 253), der ere saa store, at en enkelt kan rumme 4 à 600 Pund Svovl paa engang, og desuden et af Mursten opmuret Kammer A, af Størrelse som et rummeligt Værelse. Cylindrens inderste Del bøjer sig opad med et halslignende Rør inden den udmunder i Kammeret. Naar Svovlet ophedes til Koghede inde i Cylindren, gaa de Dampe, der ere dannede, over i Kammeret, hvor de fortættes til det under Navnet »Svovlblomster« saa vel bekjendte Pulver, forudsat at Temperaturen er tilstrækkelig lav i Kammeret til at der overhovedet kan finde en Fortætning Sted af Dampene. Alt, hvad der ikke er i Stand til at forflygtiges, bliver tilbage i Cylindren, saa at der ikke kan gaa jordagtige Bestanddele over i Kammeret. Dannelsen af Svovlblomster finder altid Sted ved Begyndelsen af denne Proces; efterhaanden antage imidlertid Kammerets Vægge en saa høj Temperatur, at de naa Svovlets Smeltepunkt (110°); herved smelte Svovlblomsterne, og Dampene fortættes nu til flydende Svovl, der aftappes ved H og støbes i den bekjendte Stangform I. Ønsker man at fabrikere Svovl-blomster, hvilket ogsaa kan udføres med samme Apparat, maa man stadig holde Kammerets Temperatur under Svovlets Smeltepunkt, enten derved, at man arbejder med Afbrydelser, det vil sige kun om Dagen, eller ved at benytte et langt større Kammer.
En meget hensigtsmæssig nyere Indretning ved dette Apparat bestaar i, at man over Retorten eller Retorterne har anbragt en Forvarmer, B, med et Rumfang, der kan optage 15 à 1600 Pd. Svovl. Deri smeltes Svovlet og renses saaledes tildels, idet Urenhederne afsætte sig paa Bunden, og fra denne tappes Svovlet ned i Retorten ved Hjælp af den paa Røret L anbragte Hane. Paa denne Maade spares endel Brændsel, da Forvarmeren opvarmes ved den varme Luft, der ellers gaar tilspilde gjennem Skorstenen, ligesom man ogsaa kan beskikke Retorten uden at aabne den, hvilket sidste altid virker skadelig paa Kammeret. I dette kan det nemlig ikke undgaas, at der paa Grund af den atmosfæriske Luft forbrændes endel Svovl til Svovlsyrling, der opsuges af Svovlblomsterne, hvor den atter omdannes til Svovlsyre ved at optage endnu mere Ilt af den atmosfæriske Luft; af den Grund ere Svovlblomsterne altid sure, saa at de maa renses godt med Vand, naar de skulle benyttes i medicinske Øjemed.
Kammeret A har endnu en Dør, der aabnes naar Svovlblomsterne skulle udtages og ellers maa være fast tillukket. For dog at skaffe Plads til den stærke Luftudvidelse, naar Temperaturen stiger, findes der i Loftet en Ventil, der kan aabne sig udad og gjennem hvilken den overflødige Luft gaar bort.
Arsenikholdigt Svovl af Svovlkis fordrer en mere fuldkommen Rensning. Rigtignok kan Svovlet ogsaa heraf kun fremstilles ved en Sublimation, men denne udføres saa derved, at Dampene ledes gjennem et længere koldt Rum, hvor Svovldampene ikke kunne fortættes, men hvor Dampene af Svovl-arseniken for Størstedelen kunne afsætte sig som en fast Masse, der i Handelen gaar under Navn af Operment eller Rauschgelb.
Svovlets Anvendelse er meget betydelig og for en stor Del vel bekjendt som f. Ex. til Svovltraade, til Svovlstikker, til Krudt o. s. v. Som Bindemiddel, hvortil Svovl som bekjendt ogsaa bliver anvendt, har man i den senere Tid fundet paa en særegen Forbindelse. Man tilsætter til smeltet Svovl et fint Glas- eller Kvartspulver og støber store Plader deraf; disse Plader ere temmelig haarde, og, da Svovlet er uimodtagelig for mange kemiske Paavirkninger, kunne disse Plader med Fordel anvendes til Reservoirs og til at dække Væggene i Kamre, hvor sure eller ætsende Substantser udvikles, og hvor man ellers maa benytte Teglstensmur, Sandsten, Blyplader eller lignende. Svovlet overordentlige Anvendelse til Vulkanisering af Kautschuk skal nærmere omtales. Som en Faktor i mange smukke Farvestoffer findes Svovlet f. Ex. i Cinober, Kadmiumgult og i det kunstige Ultramarin. Til medicinsk Brug anvendes Svovl i Form af Svovlblomster og som Svovlmælk, hvilken sidste ligeledes er Svovl i finfordelt Tilstand, men ikke fremstillet ad mekanisk Vej, derimod ved Syrers Indvirkning paa Svovllever. Pulveriseret Svovl er ogsaa i det sydlige Europa bleven en Nødvendighedsartikel for Vindyrkerne, da det er et virksomt Middel mod den ødelæggende Druesygdom.
I den Rest, der bliver tilbage ved Sodafabrikationen, findes endel Svovl i Forbindelse med Kalk, og denne faste Rest har efterhaanden opdynget sig til store Hobe udenfor Sodafabrikerne. Gjenerhvervelsen af denne Kapital af disse kunstige Svovlbjerge er bleven en vigtig Industri, der allerede har fremkaldt en Mængde Planer og Forsøg. For nylig har der dog vist sig et praktisk Resultat deraf, navnlig ved le Monds Methode, saaledes at flere Soda-fabriker have kunnet fremstille et Produkt, det saakaldte Retoursvovl, der blev forevist paa den sidste Pariserudstilling, og hvorved der vandtes omtrent Halvdelen af de 12 Procent Svovl, som der findes i dette Affald.
Svovlets Forbindelser med Ilt. Svovlet udmærker sig ved en stor Tiltrækningskraft til mange andre Stoffer og staar derfor i denne Retning næsten lige med Ilt. Deri bestaar ogsaa for en stor Del dets store Vigtighed for Videnskaben, Tekniken og Industrien, saa at mange af dets Forbindelser, lige saa vel som det selv, ere fuldstændig uundværlige Faktorer paa Kulturens nuværende Standpunkt. Fremfor alle andre Forbindelser gjælder dette om Svovlsyren, der som bekjendt bestaar af Svovl og Ilt. I Kemien findes der dog ikke alene denne ene Forbindelse med Ilt, men syv forskjellige, af hvilke dog kun to have havt en teknisk Anvendelse, nemlig foruden den ovenfor nævnte kun den saakaldte Svovlsyrling, hvortil dog endnu i den nyere Tid er kommen en tredie, nemlig Svovlundersyrling, der har vundet Betydning ved det deraf dannede Natronsalt, der anvendes i Fotografien og i enkelte andre tekniske Øjemed.
Svovlsyrling er sikkert et af de kemiske Præparater, der lettest fremstilles, thi man behøver kun at antænde en Svovltraad for ved Lugten at overbevise sig om Tilstedeværelsen af denne Luftart. Naturen danner i Vulkanerne uhyre Masser af denne Syre ved Svovlets Forbrænding, ligesom der ogsaa fra de Hytter, hvor Blyets, Kobberets og Zinkens Svovlmalme nedsmeltes, udsendes store Kvantiteter Svovlsyrling i Luften til stor Ulempe for de Omboende. I tekniske Øjemed fremstilles denne Syre enten ved Forbrænding af Svovl eller ved Reduktion af Svovlsyre ved Hjælp af Stoffer, der optage Ilt, saasom Svovl, Kobberspaaner, Kul, Savspaaner o. a. l., idet man da udvikler Svovlsyrlingen i Retorter og enten anvender den i Luftform eller leder den, saaledes som fra Retorten A (Fig. 254), i Vand, der omtrent optager det femdobbelte af sit eget Volumen. Iøvrigt kan Luftarten ogsaa under stærkt Tryk og i Kulde forvandles til en Vædske.
Anvendeligheden af denne Syre bestaar hovedsagelig i dens blegende Virkninger; den affarver de fleste saavel dyriske som vegetabilske Stoffer, hvorved dens Virkninger dog ere forskjellige, rettende sig efter Omstændighederne; thi undertiden ødelægger den fuldstændig Farvestoffet, saa at Afblegningen bliver vedvarende, medens den til andre Tider kun indgaar en midlertidig Forbindelse med Farvestoffet, hvorved det affarvede Legeme sættes i Stand til lidt efter lidt atter at antage sin oprindelige Farve. En rød Rose bliver saaledes hvid under Paavirkning af Svovlsyrling, medens den dog atter kan erholde sin Farve, naar den derefter dyppes i fortyndet Svovlsyre; den stærke Syre har nemlig der fordrevet den svage af sin Forbindelse og derved hævet dens Virkning.
Skjøndt Virkningen saaledes ikke er vedvarende, spiller den dog en stor Rolle som Blegemiddel lige over for alle de Stoffer, hvor Klor ikke kan benyttes, enten fordi det ødelægger Stoffet eller fordi det ikke er i Stand til at blege den Farve, som Stoffet er i Besiddelse af. Af saadanne Stoffer kan f. Ex. nævnes Uld, Silke, Fjer, Fiskeben, Badesvampe, Straa- og Kurvemagerarbejder o. s. v. I Stedet for de tidligere benyttede Svovlkister og Svovlkammere benyttes nu hyppig det flydende Blegemiddel, der faas ved at lade Vand opsuge Svovlsyrlingen. Et lignende Blegevand kan man ogsaa erholde ved til en Opløsning i Vand af svovlsyrligt Natron at tilsætte en passende Mængde af en stærkere Syre, f. Ex. Saltsyre eller Svovlsyre, der frigjør Svovlsyrlingen som derefter bindes af Vandet.
Denne Svovlsyrlingens Begjærlighed efter Ilt, der endogsaa ytrer sig selv om den er forbunden med en Base i et Salt, gjør den ogsaa fortrinlig egnet til et beskyttende Middel mod Forraadnelse. Thi da Ilten er Aarsag til enhver Gjæring og Forraadnelse, saa er det klart, at et Stof, der er saa begjærligt efter at lægge Beslag paa Ilten, maa befri andre Stoffer for den. Herpaa beror saaledes den gamle Svovling af Vinfade, da Vinen derved hindres i at bedærves af de i Træet værende skadelige Bestanddele.
Dannelsen af svovlsyrlige Salte sker meget let ved blot at bringe Luftarten i Forbindelse med den vedkommende Base. Saaledes fremstilles f. Ex. svovlsyrligt Kalk ved at lede Svovlsyrling gjennem fugtigt, frisk læsket Kalk.
Svovlundersyrlingen hører til de Stoffer som endnu Ingen har set, den kan nemlig ikke existere alene, men kun i Forbindelse med andre Stoffer. Koges svovlsyrligt Natron, opløst i Vand, sammen med Svovl, forsvinder endel af det sidste, og der udkrystalliserer af Vædsken et nyt Salt i smukke glasagtige Krystaller, det nylig nævnte svovlundersyrlige Natron, der spiller en stor Rolle i Fotografien. Medens Svovlsyrlingen bestaar af 2 Atomer Ilt paa 1 Atom Svovl, indeholder Syren i det nævnte Salt begge Bestanddele i Forholdet 2 til 2; men naar Saltet dekomponeres ved en stærkere Syre, saa udvikler der sig ikke Svovlundersyrling men Svovlsyrling, medens det andet Atom Svovl udskilles som et Pulver.
Svovlsyre opstaar, naar svovlsyrlige Dampe komme i Berøring med Luft og Fugtighed, hvilket uophørlig er Tilfældet i vulkanske Egne. Da imidlertid Syren saa godt som altid finder en Base, hvormed den kan gaa i Forbindelse, vil den overordentlig sjelden kunne findes i fri Tilstand, hvilket kun sker ved enkelte vulkanske Kilder, der udspringe paa svovlkisholdige Bjerge. Den første kunstige Fremstillingsmaade af Svovlsyren, der skete ved Ophedning af visse svovlsure Salte, er saa gammel, at man ikke kjender Oprindelsen dertil, der maaske kan føres tilbage til Araberne. Vore Forfædre fremstillede den af Jernvitriol eller Alun og kaldte den, paa Grund af dens Tykflydenhed, for Vitriololie; men dens sande Natur forblev ubekjendt, indtil Lavoisier viste at det var en Forbindelse mellem Svovl og Ilt. Den ældste Fremstillingsmaade af Svovlsyre bestaar endnu, men rigtignok kun i en indskrænket Maalestok, og det Produkt, der erholdes derved, gaar under Navn af rygende eller Nordhauser Svovlsyre eller af Vitriololie. Langt billigere kan den nu produceres efter de nyere Methoder og gaar da under Navn af engelsk Svovlsyre, og under denne Form er det, at der fremstilles og bruges saa uhyre Kvantiteter. Da imidlertid de to Produkter, den rygende og den engelske Svovlsyre, ikke ere ganske af samme Beskaffenhed, kan den ældre Methode, trods sin Kostbarhed, dog holde sig ved Siden af den nyere, skjøndt Forholdet mellem dem er som en Dverg til en Kæmpe. Foruden at den rygende Svovlsyre er mere fri for indblandede fremmede Bestanddele, har den endnu den Fordel lige over for den engelske, at den indeholder endel vandfri Syre. Paa Grund af denne Egenskab er den særlig skikket til at opløse Indigo, hvilken Nytte er vigtig nok til at sikre dens vedvarende Existens. Den engelske Svovlsyre duer ikke til Opløsning af Indigo, da den indeholder en ringe Mængde Salpetersyre, der skader den blaa Farve, idet Salpetersyren sønderdeler Indigoen og giver et gult Omdannelsesprodukt.
Den vandfri Syre, bestaaende af 1 Atom Svovl og 3 Atomer Ilt, er meget ejendommelig; den er et hvidt, asbestlignende, krystallinsk Legeme, der lader sig trykke sammen som Vox, men som hurtig forflygtiges og giver surt lugtende Dampe. Den vandfri Syre har dog mærkværdig nok ingen sure Egenskaber; først i Forbindelse med Vand faar den sin saa vel bekjendte kraftig ødelæggende og opløsende Virkning. Dens Tiltrækning til Vand er ogsaa saa stor, at den, kastet paa Vand, syder ligesom naar et glødende Jern stikkes ned i Vandet; naar Vandmængden er meget ringe kan der endog fremkaldes Lysvirkninger og Explosion, idet Vandmassen, paa Grund af den stærke Varme, pludselig forvandles til Damp. Den koncentrerede Svovlsyre, Svovl-syrehydrat, indeholder altsaa en vis Mængde Vand (18 Dele Vand og 80 Dele vandfri Syre), der hører med til dens Bestaaen, og som ikke kan fratages, men følger den selv ved Destillation. Med denne Vandmængde er dog dens Fordringer ikke engang tilfredsstillede, den har selv i fortyndet Tilstand, saa stærk Affinitet til Vand, at den altid fremkalder en stærk Varme, naar den blandes dermed. I den rygende Syre have vi en Blanding af koncentreret Syre med vandfri, hvor der altsaa ikke findes tilstrækkeligt Hydratvand i Vædsken, men hvor denne ogsaa derfor har beholdt sin flygtige Karakter, saa at den fordamper, naar den kommer i Berøring med Luften, af hvilken Grund man ser den ryge eller rettere fordampe.
Fabrikationen af rygende Svovlsyre af Jernvitriol, der tidligere var den almindeligste Frenistillingsmaade, drives nu kun enkelte Steder i de saakaldte Vitriolbrænderier, mest i Böhmen, enkelte Steder i Erzgebirge, Harzen og ved Nederrhinen. Som Raamateriale anvendes hovedsagelig den Moderlud, som bliver tilbage efterat Vitriolen er udkrystalliseret, og hvis Rigdom paa svovlsurt Jerntveilte gjør den særlig egnet til dette Øjemed. Moderluden inddampes i Pander til en fast Masse, Vitriolsten, som man derefter kommer i Retorter af brændt Ler for at destilleres. Retorterne indsættes flere samtidig i en saakaldt Galejovn. Ovnen bestaar af en lang Ildkanal, hvori Retorterne ere saaledes anbragte, at Halsene stikke ud igjen-nem Væggene. Da Retorterne ere anbragte til begge Sider og ofte i 2 à 3 Rader over hinanden, vil hele Ovnen, set i nogen Afstand, tage sig ud som et stort Rofartøj, især naar man tænker sig de krukkeformige Forlag indsatte i Retorthalsene. Det er dette Udseende, der har givet Anledning til det særegne Navn, som denne i saa mange forskjellige Øjemed benyttede Ovn har erholdt. I hver Retort fyldes omtrent 30 Pund Vitriolsten. I Begyndelsen af Processen udvikles kun sure vandholdige Dampe og Svovlsyrling, der ikke opfanges; men saasnart man ser de let kjendelige Dampe af den vandfri Syre, sættes Forlagene paa og kittes fast. Forlagene indeholde en ringe Mængde Vand, der optager de sure Dampe, og Destillationen vedvarer i 36 Timer indtil Hvidglødhede. Efter endt Destillation henstaar Ovnen i 12 Timer for at afkøles, hvorefter Retorten paany fyldes, og det samme Forlag med sit Indhold fra forrige Gang sættes paa, hvilket udføres 3 à 4 Gange for at give Syren den fornødne Styrke. Lidt hurtigere kan man udføre det ved strax at komme noget engelsk Svovlsyre i Forlaget i Stedet for Vand, men det har den Ulempe, at man derved faar de i den engelske Svovlsyre indeholdte fremmede Bestanddele med i Kjøbet. Det, der bliver tilbage i Retorten, efterat Destillationen er færdig, gaar i Handelen under forskjellige Navne, saasom: caput mortuum, Kolkothar, Polerrødt, Engelskrødt o. s. v. 100 Dele Vitriolsten give 47— 50 Dele Vitriololie. Denne er altid brun af Farve medens den engelske Svovlsyre er helt farveløs. Da imidlertid selv en ringe Mængde Straa ell. lign. er tilstrækkelig til ved sin Forkulning at give den engelske Svovlsyre en brun Farve, er Farven ikke tilstrækkelig til at afgive et Kjendetegn paa Syrens Godhed.
Surt svovlsurt Natron, der bliver tilbage ved Fremstillingen af Salpetersyre af Chilisalpeter, giver ligeledes vandfri Syre naar den glødes, og man har derfor i den nyere Tid begyndt at benytte dette Biprodukt paa samme Maade som Jernvitriolen.
Fabrikationen af engelsk Svovlsyre, som vi nu gaa over til at behandle, udgjør en langt større Industrigren. Tilnavnet »engelsk« har nu, da hvert industridrivende Land selv fabrikerer sin Svovlsyre, ikke anden Betydning end at angive, at Fabrikationen oprindelig stammer fra England. Denne Fabrikation har gjennemgaaet en lang Skole inden den naaede den nuværende Udvikling, der vistnok maa anses for at være saa fuldkommen som mulig, idet man nu er i Stand til af en bestemt Mængde Svovl at fremstille næsten den Mængde Svovlsyre, som den kemiske Beregning giver, hvilket tidligere langtfra har været Tilfældet. Med Hensyn til selve Gangen i Fabrikationen indføres der dog stadig nye Forbedringer.
Opgaven med Fabrikationen er altsaa først at fremstille Svovlsyrling ved at forbrænde Svovlet, og dernæst, ved Tilførsel af Ilt, at omdanne Svovlsyrlingen til Svovlsyre. Maalet kan kun naas ved to Processer, thi selv om man vilde forbrænde Svovlet i ren Ilt, vilde der dog kun fremkomme Svovlsyrling ved denne ene Proces; ganske vist har denne stor Tilbøjelighed til at optage mere Ilt og derved omdannes til Svovlsyre, men Omdannelsen sker paa denne Maade altfor langsom til, at den kan have en praktisk Betydning; hurtigere sker det i Nærværelse af Salpetersyre, og de derved fremkomne Fænomener, som vi ret strax skulle omtale, danne nogle af de mærkeligste Exempler paa de kemiske Metamorfoser.
Det er en meget gammel Erfaring, at man kan fremstille en ringe Mængde Svovlsyre ved at forbrænde Svovl under en indvendig med Vand vædet Glasklokke, og man har virkelig tidligere fremstillet Svovlsyre paa denne langsomme og besværlige Maade, da den derved fremstillede Syre blev betragtet som noget ganske særligt godt, der solgtes til uhørt høje Priser. Først omtrent i Aaret 1600 fandt man paa at blande Salpeter i Svovlet for at fremskynde Forbrændingen; da man imidlertid derved ganske uformodet erholdt et langt større Udbytte af Syre, blev den første Svovlsyrefabrik anlagt af Ward i Nærheden af London. Artiklen blev nu mere tilgængelig, og Prisen sank fra sin enorme Højde ned til omtrent det otte- à tidobbelte Beløb af den nuværende.
Ved Wards Methode brændes Svovl og Salpeter samtidig, og Dampene lededes ind i store Glasballoner, hvori der fandtes lidt Vand. Roebuck i Birmingham erstattede Glasballonerne med Kamre af Bly, da dette Metal kun i ringe Grad angribes af Syren. I Tidens Løb lod man Forbrændingen i Ovnen foregaa kontinuerlig og naaede den væsentlige Fordel, at indlede Vanddampe og at opsamle den ubenyttede Salpeterdamp til nyt Brug, hvorved man saaledes nærmede sig til den Fabrikationsmethode, som nu nærmere skal beskrives, og som ved Indførelsen af Platinretorter har naaet en høj Grad af Fuldkommenhed.
Om end Driften enkelte Steder er lidt afvigende, omfatter dog den nu brugelige Fremgangsmaade altid følgende Operationer: 1) Forbrænding af Svovlet, 2) Tilførslen af Salpetersyre, Luftarternes gjensidige Indvirkning paa hinanden i Blykamrene samtidig med at der indledes atmosfærisk Luft og Vanddamp, samt den deraf resulterende Dannelse af Svovlsyre, 3) Gjenerhvervelsen af den overflødige Salpetersyre og 4) Koncentrationen af den erholdte Svovlsyre.
Den Ovn, hvori Svovlet brændes, findes i den ene Ende af Apparatet, der, hvad enten det kun bestaar af et enkelt Kammer, eller, hvad der er Reglen, af flere ved Rør forbundne Kammere, dog altid danner et kontinuerligt Rum forsynet med en Aabning i den anden Ende, gjennem hvilken man kan frembringe det nødvendige Træk til Luftens Gjennemgang. Forbrændingen af Svovlet, for at blive ved dette Grundstof, sker paa Jernpander, der opvarmes fra neden, og hvor Lufttrækket reguleres ved Spjæld, der indlade mere Luft end fornøden til Svovlets Forbrænding; Overskuddet af Luft, der selvfølgelig ikke undergaar nogen Forandring, træder derfor sammen med Svovlsyrlingen ind i Blykamrene. Vanddampene frembringes ved en lille Dampkjedel, der sender sine Rør ind i de forskjellige Kamre, hvor de indtrædende Vanddampe tillige udøve en mekanisk Virkning, idet de tjene til at befordre Trækket i Kamrene. Hvad endelig den fjerde Faktor, Salpetersyredampene, angaar, saa har man flere Methoder for at skaffe den tilveje. Den ældste Methode bestod, som allerede tidligere omtalt, i at blande Svovlet med Salpeter, hvor der saa samtidig med Svovlsyrlingen kom Kvælstofilte ind i Kammeret. Denne Methode var dog forbunden med flere Mangler, og efterat have forsøgt sig frem er man bleven staaende ved at sende den færdige Salpetersyre ind i en tynd Straale i det første Kammer, hvor man da lader den løbe ned over nogle terrasseformigt paa hinanden stillede Porcellænskaale, hvorved den altsaa udbreder sig over et stort Fladerum, hvilket letter den kemiske Proces. Naar Salpetersyren kommer i Berøring med Svovlsyrlingen, iltes denne til Svovlsyre, medens Salpetersyren reduceres til Salpetersyrling, der ved Berøring med Vanddampene atter omsættes til Salpetersyre og Kvælstoftveilte, der kun indeholder 2 Atomer Ilt paa 2 Atomer Kvælstof, medens Salpetersyrlingen indeholder 3 og Salpetersyren 5 Atomer. Den farveløse Kvælstoftveilte har imidlertid en overordentlig stor Tilbøjelighed til at ilte sig paa Luftens Bekostning, saaledes at de rødbrune Dampe, som man f. Ex. ser ved et Metals Opløsning i Salpetersyre, ikke en Kvælstoftveilte, hvad der dog strax fremkommer ved Salpetersyrens Indvirkning paa et Metal, men et højere Ilte, hidrørende fra at Kvælstoftveiltet strax ilter sig, naar det kommer i Berøring med Luften. Det er derfor i Virkeligheden en ligegyldig Sag om man indleder Salpetersyre eller Kvælstoftveilte i Blykammeret, thi det sidste Stof vil dog, paa Grund af Luftens Tilstedeværelse, strax iltes højere, hvorefter den ovenomtalte Proces kan finde Sted.
Det ses saaledes, at ingen af de forekommende Kvælstofforbindelser kunne holde Stand; de skifte uophørlig med hinanden; Kvælstofiltet tager Ilt fra Luften og afgiver denne igjen til Svovlsyrlingen, som derved forandres til Svovlsyre, medens den selv igjen reduceres o. s. v. Ifølge dette skulde derfor en ringe Mængde Salpetersyre være tilstrækkelig til at omdanne ligesaa megen Svovlsyrling som man ønskede, hvilket virkelig ogsaa vilde finde Sted, hvis man indførte ren Ilt i Apparatet og ikke atmosfærisk Luft, der, naar den mister Ilten, bliver tilbage som Kvælstof, der skal fjernes; ved at dette Kvælstof bortskaffes vil imidlertid endel af Salpetersyredampene ogsaa slippe bort og maa derfor erstattes ved ny tilført Salpetersyre. Imidlertid findes der ved de nyere Apparater Midler til atter at opfange endel af den bortgaaende Salpetersyredamp, saa at den atter kan komme Fabrikationen tilgode.
Efter det foregaaende vil der kun behøves en ringe Forklaring for at forstaa vedføjede Afbildning (Fig. 255), der fremstiller den nu mest brugelige Indretning af Apparatet. Blykamrene, der vel rettere burde benævnes Sale — thi den midterste kan naa op til en Længde af omtrent 50 Alen med en Højde af 20—25 Alen — bestaa af valsede Blyplader og ere ophængte i en stærk Træbygning. Forneden slutte Blypladerne ikke til, men lade et lille Spillerum tilbage imellem sig og den med ophøjede Rande forsynede Bund. Spillerummet lukkes strax ved den paahældte Vædske, der bestaar af fortyndet Svovlsyre. Forneden tilvenstre ved D og E ligge de to Svovlovne, der tillige tjene til at varme Dampkjedlen, ligesom der undertiden findes en Reservedampkjedel. I Apparatets første smalle Afdeling F, hvis indre Udstyring senere skal blive forklaret, stige de ved Svovlets Forbrænding udviklede Svovlsyrlingdampe tilvejrs og gaa foroven tilhøjre ind i det første Kammer A, hvor Trækken befordres ved en stærk Dampstrøm, der tillige tjener til at rive mere atmosfærisk Luft med sig ind i A gjennem det aabne Rør, der ses paa Tegningen. I denne Afdeling foregaar derfor den hovedsagelige Blanding af Svovlsyrling, Luft og Vanddamp. I det følgende Kammer B indledes Salpetersyren paa sit Fordelingsapparat, hvor den saa reduceres. Den Svovlsyre, der samler sig paa Bunden af dette Kammer, bliver derfor stærkt blandet med Salpetersyre, hvorfor den ledes tilbage gjennem det tilvenstre ved Bunden værende Rør, saa at den i Rummet A kan afgive den største Del af den indeholdte Salpetersyre, der træder i Vexelvirkning med Svovlsyrlingdampene. I det store Kammer C fuldføres Syredannelsen og der indlades derfor der den meste Damp. I et næste Kammer, som der ofte findes, dannes der ligeledes Syre, skjøndt hele Operationen end ikke der fuldføres helt. For dog at tilbageholde de endnu ikke helt opbrugte Salpeterdampe, leder man de blandede Luft- og Vanddampe gjennem en flad Køler af Bly, b, igjennem et Lag Koaks, G, der vædes med koncentreret Svovlsyre fra et højere staaende Reservoir, hvorefter de rensede Dampe slippe bort gjennem et Spjæld. Den koncentrerede Svovlsyre har nemlig den Egenskab at kunne indsuge Salpetersyre og Kvælstoftveilte, som netop ere de Stoffer, der skulle holdes tilbage. Den mættede Svovlsyre samles paa Bunden af Koaksbeholderen og flyder derfra gjennem et langt Blyrør til den anden Ende af Apparatet, hvor den finder et midlertidigt Opholdssted i Beholderen c. Fra Tid til anden tømmes denne Beholder, idet Tilbagevejen spærres, medens der aabnes Adgang for Dampen fra Kjedlen; Dampen presser nu Svovlsyren op gjennem et langt Stigerør til Beholderen f, hvorfra Syren løber ned i det nedenfor værende Kammer F, hvor den tvinges til at følge en bugtet Vej paa Grund af de anbragte Blyplader. Et lille Damprør, der kommer op i Bunden af Kammeret F, udsender stadig sine Vanddampe, hvorved Syren fortyndes og derfor mister Evnen til at holde paa Salpetersyren, der, efterat være bleven fri, blander sig med de svovlsyrlige Dampe for at begynde paa et nyt Omløb, medens Svovlsyren opsamles i et Reservoir i Hovedblykammeret. Denne Indretning gjør, at man nu kan nøjes med en tre Gange saa ringe Mængde Salpetersyre som før. Ved de bedste Fabriker benyttes derfor nu kun 4—5 Dele Salpetersyre for at omdanne 100 Dele Svovl til Svovlsyre.
Det andet Raamateriale til Svovlsyrefabrikationen, Svovlkisen, benyttes kun paa Steder, hvor den forekommer i store Masser og er saa billig, at den omtrent kan faas for 1/4 af den Pris, der betales for rent Svovl; det anvendes derfor i England, Belgien, Böhmen og paa Harzen. Det er dog ikke enhver Svovlkis, der egner sig dertil, navnlig ikke de jordagtige Arter, derimod egne de tætte, malmholdige Kiser sig dertil, navnlig saadanne, som engang antændte kunne holde sig selv i Brand. De hertil benyttede Ovne, hvortil saa de tidligere omtalte Blykammere slutte sig, fremstilles ved et Gjennemsnit i hos-staaende Tegning (Fig. 256). To Schaktovne, forneden forsynede med Riststænger, have paa den ydre Side to Aabninger, af hvilke den øverste kun tjener til Indfyldning af Kisen og derfor kun maa aabnes, naar det er nødvendigt. Den nedre Aabning tjener til at regulere Lufttrækken, hvis der ikke skulde kunne komme Luft nok gjennem Risten. Den Svovlsyrling, der kommer fra begge Schakterne, samles i en Midtkanal, som fører den ind i Blykamrene. Den fornødne Salpetersyre skaffes tilveje ved, at en Pande, hvorpaa der findes en Blanding af Salpeter- og Svovlsyre, paa en lille Vogn skydes ind i den oven omtalte Midtkanal. Svovlsyren forener sig da med Kali og udjager Salpetersyren. Den første Beskikning foretages med Koaks, og naar disse ere i god Brand kommes Kisen paa fraoven; da man udtager den tilbageblivende Rest franeden, kan Ovnen uafbrudt vedblive at arbejde saalænge den kan holde.
Da det er umuligt at undgaa, at den paa denne Maade fremstillede Syre kommer til at indeholde en ringe Mængde Arsenik, benytter man kun Svovlkisen til Fremstilling af Syre paa saadanne Steder, hvor Syren strax kan blive anvendt i Sodafabrikerne, da de giftige Stoffer ikke der kan gjøre nogen Skade, saa meget mere som de gaa bort med Affaldet.
I den nyere Tid udskilles hyppigt alt Arsen af Svovlsyren enten med Svovlbaryum, hvorved der dannes Svovlarsen og svovlsur Baryt, som begge ere uopløselige og derfor udfældes, eller ved Svovlbrinte i temmelig komplicerede Apparater; dog kan den stærke Syre ikke behandles saaledes, fordi den selv delvis vilde sønderdele, man anvender derfor en Syre paa 46° Baumé eller af Vægtfylde 1,47.
I den Rest, der afsætter sig paa Bunden af Blykamrene, har man opdaget et Stof, der har megen Lighed med Svovl og ofte ledsager dette i de forskjellige Malme, nemlig Selen, der dog endnu, ligesom saa mange andre Grundstoffer, ikke kan benyttes i Praxis.
Den i Blykamrene dannede Svovlsyre kaldes Kammersyre og den samles paa Bunden af Hovedkammeret, fordi dette ligger lavest og har Tilløb fra alle de øvrige Kammere. Kammersyren har en Gjennemsnitsstyrke af 47—48° Baumé og indeholder henimod 50 Procent vandfri Syre, men er stærk nok til at anvendes ved mange Fabrikationer. Den Syre, der gaar i Handelen, maa imidlertid inddampes til en større Koncentration, hvorved den saa tillige maa renses for den endnu medfølgende Salpetersyre. Inddampningen fore-gaar i flade Blypander, der minde om Bryggernes Svalebakker, thi de ere 3—5 Alen brede og omtrent fire Gange saa lange. Man anbringer to, undertiden endog tre eller fire Pander ved Siden af hverandre (Fig. 257), saaledes at den Pande, der er længst fra Ilden, staar højst, den, der er nærmest ved Ilden, lavest. Alle Panderne ere fyldte med Syre, og Syren i den, der staar lavest, har først passeret alle de andre Pander og har været i Kog i omtrent 2 Timer i hver Pande. Naar Inddampningen er dreven tilstrækkelig langt i den lavere staaende Pande, bliver denne tørret og modtager derefter Indholdet af den nærmest staaende Pande, og saaledes fortsættes saa at det ender med, at den øverste Pande bliver tom, hvorefter denne fyldes med raa Syre. Afdampningen kan saaledes fortsættes uden Afbrydelse. I mange Fabriker tjener den øverste Pande ikke til Afdampning, men til den tidligere nævnte Rensning for Salpetersyre. Naar dette er Tilfældet, bliver Panden lukket med et Laag og fra Svovlovnen ledes gjennem et Rør svovlsyrlige Dampe ind i det lukkede Rum, hvor da Dampene staa over den kogende Syre og reducere Salpeterdampene. Et andet Rør fører den tiloversblevne Svovlsyrling og de dannede Kvælstoftveiltedampe tilbage til det første Blykammer. Enkelte Fabriker foretrække at opnaa Rensningen ved at tilsætte kemiske Præparater (svovlsur Ammoniak ell. l.). Ofte er imidlertid den foretagne Rensning meget ufuldstændig.
Opvarmingen af Panderne sker som oftest ved Hjælp af den samme Ild, som benyttes til Opvarming af Platinkjedlen, der snart skal omtales. Det er en Selvfølge, at Ilden ikke direkte maa virke paa Bunden af Blypanderne; man beskytter derfor de nærmest Ilden værende Pander ved et temmelig tykt Lag Teglsten, de næste Pander beskyttes ved et tyndere Lag o. s. v. indtil man som oftest ved den sidste Pande nøjes med en underlagt Jernplade; paa denne Maade opnaar man at faa en nogenlunde jævn Fordeling af Varmen. En væsentlig Lettelse opnaas i enkelte nyere Fabriker ved at varme Panderne fraoven; man bedækker da Panderne med Laag og lader Ovnflammerne stryge hen over dem.
Paa Panderne mister Syren saa meget Vand, at den kommer til at holde 60—62 Grader Baumé. Den indeholder da omtrent 64 Procent vandfri Syre og er da brugbar til Farvning, Blegning m. m., kort sagt næsten til ethvert teknisk Brug; men mærkelig nok forlanges den dog som oftest stærkere i Handelen, skjøndt den da maa fortyndes til almindelig Brug. Man driver derfor Koncentrationen lige til 66 Grader, men hertil høre Midler, der i høj Grad forøge Udgiften ved Fabrikationen; thi jo stærkere Syren er, desto stærkere Hede fordres der for at holde den i Kog. Fra 60 Grader og derover er Heden, der fordres, saa stærk, at man ikke mere kan benytte Blypander; der udkræves da et Destillationsapparat af Platin. Et saadant Apparat er meget kostbart; det koster saaledes 27,000—70,000 Kroner eftersom det skal kunne rumme fra 500—2000 Pund Syre. En Fabrik, der daglig leverer 80 Centner koncentreret Syre, maa saaledes for Destillationskarret og for andre Sager, der ligeledes skulle være af Platin, have en Udgift af omtrent 55,000 Kroner. Renten af denne Kapital og den store Udgift til Brændsel bliver derfor en meget betydelig Tilvæxt til Produktets Fabrikationspris.
Tidligere blev Syren koncentreret i store Glasballoner, hvorved man imidlertid altid var udsat for at en saadan Ballon skulde springe og derved fylde hele Fabriken med sine sure Dampe; der benyttes dog endnu enkelte Steder i England saadanne Glaskar af en særlig god Glasmasse.
Ved Anvendelse af Platin er der ingen Fare for at Karret skal springe, men man maa desuagtet være meget forsigtig, da det ellers let ødelægges. Platinballonen er derfor som oftest omgiven af en Støbejernskappe. Platinet taaler ikke godt de vexlende Temperaturer, saa at man for at undgaa dette maa sørge for en kontinuerlig Drift, hvad der iøvrigt alligevel var nødvendigt for at kunne udbytte Anlægskapitalen tilstrækkelig.
Fra den lavest staaende Blypande optages Syren ved Hjælp af en Hævert og kommes i Platinballonen, der omtrent fyldes indtil 2/3. Fra Laaget paa Platinkarret fører et Blyrør i Slangevindinger gjennem et Køleapparat. Den tynde Syre, der først gaar over, føres tilbage til Blypanden. Dersom man vilde drive Koncentrationen til det yderste, maatte man vedblive saalænge indtil del Produkt, der først gaar over, blev lige saa stærkt som det, der blev tilbage; imidlertid afbrydes i Reglen Operationen, naar Syren holder 66 Grader Baumé; den indeholder da lidt mere Vand (1 à 2 p. C.) end der er angivet tidligere for Svovlsyrehydratet. Tegnet paa at denne Styrke er naaet er Syrens Udseende, idet en udtaget Prøve skal have mistet den tidligere brungule Farve og være bleven hel farveløs. Netop denne Farveskiftning er ogsaa en Grund til, at Koncentrationen drives saa vidt, da Produktet tager sig langt smukkere ud. Ved Hjælp af en i Kølevandet liggende Hævert udtages Syren nu af Platinkarret og kommes i de Glasballoner, hvori den gaar i Handelen. Mange Svovlsyre fabriker frembringe ogsaa Jernvitriol og benytte saaledes den Syre, der gaar bort med de første Dampe ved Afdampningen, indtil disse blive stærke nok til atter at kunne komme paa Panden. Man hælder det sure Vand paa gammelt Jern, opheder det ved at indlade Damp og, naar Syren har mættet sig med Jern, ledes den i Trækasser, hvor Saltet udkrystalliserer i Løbet af nogle faa Dage.
Svovlsyrens Anvendelse. Svovlsyren spiller ved mange tekniske Anvendelser den samme Rolle som et Værktøj, nemlig til Fabrikationen af andre Produkter. Dens store og mangesidige Anvendelse beror dels paa, at den trods sin Billighed dog er den stærkeste Syre, der kan uddrive enhver anden Syre af dens Forbindelse, dels paa andre Egenskaber. Saaledes benyttes den f. Ex. paa Grund af den førstnævnte Egenskab til at jage Saltsyren ud af Kogsalt, Salpetersyren ud af Salpeteret og til i Benmelet at koncentrere Fosforsyren paa et halvt saa stort Rum, samt til at gjøre dette Stof opløseligt. Paa lignende Maade tjener den til Tilberedning af Klor og Klorkalk, Eddike-og Vinsyre, til at frigjøre Kulsyre af Kalk o. s. v. Som Opløsningsmiddel for Metaller og som Saltdanner er Svovlsyren ikke af mindre Betydning; vi træffe den saaledes i Jern-, Kobber- og Zinkvitriol, i svovlsur Ammoniak, i Glauber-salt, Alun og Gips. Selv i Husholdningen findes Svovlsyre, navnlig som Polermiddel til Metaller, hvor man da lægger Beslag paa dens særlige ilteopløsende Egenskab. Mange af vore Læsere kjende derfor af Erfaringens Vej dens ætsende og altfortærende Væsen. Dens ødelæggende Kraft er dog langt mere regelbunden end man ved første Øjekast skulde tro; de kraftige Virkninger, som Syren udøver paa organiske Stoffer, kunne saaledes benyttes i mange Øjemed, især da Virkningerne ere i høj Grad afhængige af Syrens forskjellige Styrke. Ofte lade Virkningerne sig forklare ved Syrens store Tiltrækning til Vand, saaledes f. Ex. Forkulningen af Træ, Sukker o. s. v. Tager man saaledes Vandet bort fra Sukker, bliver der ikke andet tilbage end Kul. Ligeledes forvandler den Alkohol til Svovlæther, naar den koges sammen dermed, idet den fratager Alkoholen et Atom Vand.
Da ikke alle organiske Stoffer blive lige stærkt paavirkede af Syren, kan den med Fordel anvendes til at skjelne Bomuld fra Linned, idet de linnede Traade gjøre større Modstand mod Syrens Paavirkning. Da rene Fedtstoffer ligeledes ere meget vanskelige at paavirke med denne Syre, benyttes den meget i Olieraffinerierne. Syren, der blandes med Olien, angriber kun de fremmede Stoffer, forkuller dem og bringer dem til at bundfældes, hvorefter den selv kan fjernes ved Hjælp af Vand. Naar Syren er fortyndet optræder den ikke mere saa ødelæggende men kun forandrende. Et interessant Exempel herpaa er Forandringen af Stivelse til Stivelsesukker. Sættes lidt Svovlsyre til det Vand, hvormed Stivelsen koges, forvandles Klisteret først til Dextrin og derefter til en Sukkeropløsning, uden at Syren hverken optager eller afgiver noget. Naar Syren har løst sin Opgave, kunne vi atter let fjerne den ved at tilsætte Kalk, der med Syren danner det uopløselige Gips. En analog Virkning udøver Syren paa Plantetraade, og herpaa grunder sig en ny Industri: man lægger stærkt, ulimet Papir i Svovlsyre, neutraliserer denne forinden Virkningen er for vidt fremskreden, og efterat have udvadsket og tørret det erholdte Produkt faar man et Stof, det saakaldte Pergamentpapir, der i høj Grad ligner Dyreblærer og i mange Tilfælde kan erstatte disse.
Den theoretiske Kemiker kommer stadig ved sine forskjellige Experimenter i det Tilfælde at maatte ty til Svovlsyren som et aldeles uundværligt Hjælpemiddel. Den Kraft, hvormed Svovlsyren tiltrækker Fugtighed, er saa stor, at man fuldstændig kan udtørre et tillukket Rum, naar man stiller en Skaal med koncentreret Svovlsyre derind; dette benyttes derfor ofte til at udtørre Stoffer, der ikke kunne taale Opvartning eller Indvirkning af fri Luft, idet man da stiller dem under en Glasklokke sammen med en Skaal med Syre. Skjøndt der endnu kunde nævnes mangfoldige andre Anvendelser for Svovlsyren, skulle vi her indskrænke os til det allerede anførte og derefter gaa over til at betragte endnu nogle enkelte vigtige Svovlforbindelser.
Svovllever og Svovlbrinte. De til Bade og til andre Øjemed benyttede Svovllevere ere Forbindelser mellem Svovl og et eller andet Alkalimetal, navnlig Kalium, Natrium eller Kalcium; disse Forbindelser ere alle opløselige i Vand, medens de analoge Forbindelser mellem Svovl og de bestandige Metaller, Jern, Kobber, Zink, Bly o. s. v., alle ere uopløselige. Mange af disse findes, som vi allerede tidligere have set, helt færdige i Naturen som Kiser eller Blender, men de kunne ogsaa fremstilles ad kemisk Vej enten ved ligefrem at ophede Svovl sammen med de respektive Metaller, eller ad vaad Vej ved at udfælde dem af en Saltopløsning ved Hjælp af Svovlbrinte, Svovlammonium eller en Opløsning af Svovllever. Flere af disse Svovlmetaller tjene som Farvestoffer, hvilket senere skal omtales. Behandler man et Svovlmetal eller en Svovllever med en Syre, fremstilles derved et Metalsalt, idet endel af Vandet adskilles i sine Bestanddele, og Ilten gaar i Forbindelse med Metallet, medens Brinten bliver fri. Metallet kan nemlig ikke gaa i Forbindelse med Syren og danne et Salt uden at det først har faaet Ilt til Dannelsen af et Metalilte, der da sammen med Syren kan danne et Salt. Paa den anden Side bliver ogsaa Svovlet frit, og begge Stoffer, Svovl og Brint, gaa da i Forbindelse med hinanden og danner den flygtige Svovlbrinte, der ifølge sin Natur er en Syre, men af en særdeles ubehagelig Lugt og temmelig giftig, og dog aldeles uundværlig for Kemikeren. Den flygtige Svovlbrinte kan man dog lade opsuge i Vand paa samme Maade, som man lader Vandet optage Kulsyren. Man kan ogsaa lede Luftarten i en Ammoniakopløsning, hvorved man erholder det bekjendte Svovlammonium, der i sig forener Virkningerne af Svovlbrinte og Ammoniak. I Praxis fremstilles denne Luftart i Reglen af Svovljern og fortyndet Svovlsyre, hvorved man som Rest erholder en Opløsning af svovlsurt Jernforilte eller altsaa Jernvitriol. Svovljernet tilberedes ved at røre med gloende Jern i smeltet Svovl, hvorved begge Stoffer indgaa en kemisk Forening under livlig Knistren. Forbindelsen kan ogsaa foregaa ad kold Vej ved at komme en Blanding af Jernfilspaan og Svovlpulver i Vand, men denne Forening gaar temmelig langsom for sig.
Svovlkulstof. Der findes ogsaa en højst interessant Forbindelse mellem Svovl og Kulstof i Form af en meget flygtig Vædske, om hvilken man ikke skulde kunne ane, at den stammede fra et Par saa solide Forældre som et Stykke Kul og et Stykke Svovl. Denne Forbindelse blev opdaget af Lam-padius i Freiberg og kaldtes da Svovlalkohol, hvilket Navn senere er bleven afløst af det mere betegnende Navn Svovlkulstof. Dette Stof er en stærkt lysbrydende Vædske med en meget ubehagelig raaden Lugt og en bedøvende Virkning som Æther og Kloroform. Den er letantændelig og meget brandfarlig, er tungere end Vand og blander sig ikke dermed, saa at den lettest kan opbevares under Vand.
Svovlkulstoffets tekniske Værdi ligger i den Evne, som det har til at kunne opløse harpixagtige og fede Stoffer, endogsaa Svovl, Jod, Fosfor o. s. v. Dets Anvendelse i det store og dets deraf følgende fabrikmæssige Fremstilling tilhører først den nyere Tid og knytter sig navnlig til Kautschukindustrien, for hvilket Stof, ligesom ogsaa for Guttaperka, det er et fortrinligt Opløsningsmiddel. Navnlig anvendes det meget til Kautschuks Vulkanisering. Naar en Opløsning af Svovl i Svovlkulstof henstaar til Afdampning, vil Svovlet udskille sig i smukke Krystaller.
Da Svovlkulstoffet først nylig har begyndt sin tekniske Løbebane, vil der sandsynligvis endnu findes stor Anvendelse for dette Stof, saa meget mere, som dets Fremstilling allerede er særdeles billig. Man har begyndt at benytte det til Udtrækning af Olie og Fedt af Oliekager, Ben, Uld o. s. v. En Oliemølle kunde derfor indrettes saaledes, at man hældte Vædsken over de knuste Korn og filtrerede Vædsken fra, hvorefter man ved Afdampning af denne beholdt Olien, medens man kunde opsamle det bortgaaende Svovlkulstof for paany at benytte det. Alt dette maatte selvfølgelig foregaa i lukkede Rum. Ved at benytte Svovlkulstof til at borttage Fedtet af Ulden, vilde man ikke alene spare den store Mængde Sæbe, der ellers benyttes, men man vilde endog derved vinde det Fedtstof, der ellers gaar tabt, og ovenikjøbet erholde smukkere Uld. Saaledes uddrager man ogsaa nu 10—12 p. C. Fedt af Benene, hvilket hidtil er gaaet helt tabt. I Frankrig benyttes Svovlkulstoffet til af Kryderier og Blomster at udtrække den særegne Olie, der giver dem Lugt og Smag. For at kunne benytte Svovlkulstoffet dertil, maa det imidlertid først underkastes en Rensning, hvorved det mister den ubehagelige Lugt, der ellers er et Særkjende derved, og erholder en ret behagelig kloroformagtig Aroma. De saaledes udtrukne Kryderier befries ved svag Varme atter for deres Opløsningsmiddel, blandes derefter med Sukker, Salt, Gummi m. m. og gaar saaledes i Handelen som opløste Kryderier.
Endogsaa som Krigsmiddel er Svovlkulstof bragt i Forslag, paa Grund af at det kan opløse indtil det tolvdobbelte af sin egen Vægt Fosfor. Denne Blanding skulde saa fyldes i en Bombe med tynde Vægge og kastes mod Fjenden. Ved Faldet vilde Bomben springe og udgyde sit Indhold, hvorved alle Omgivelserne vilde blive overtrukne med et tyndt Lag Fosfor, der ved Svovlkulstoffets Fordampning vilde antændes og udbrede en heftig Ildebrand.
Mere uskyldig er Anvendelsen af dette Stof i den lille Krig mod forskjellige Sorter Utøj. Alt, endog Æggene, dør, naar de Stoffer, der skulle desinficeres, bringes ind i et Rum, hvor der findes Dampe af Svovlkulstof.
Ved Fabrikationen af Svovlkulstof kommer det kun an paa at lade Svovldampe stryge hen over glødende Trækul. Herved foregaar Forbindelsen mellem de to Grundstoffer, og Produktet (1 Atom Kul og 2 Atomer Svovl) bliver da fortættet i et afkølet Forlag og opsamles under Vand.
Den ældste Form af det dertil tjenende Apparat ses i Afbildning i Fig. 258. I en cylindrisk Flammeovn indsættes en flaskeformet Lerretort, hvori der foroven er indkittet et Jernrør; forneden stikker et Rør ud, der er lukket med en Prop af Ler, og som kun tjener til Indføring af Svovlet. Retorten er fyldt med Trækulstykker paa omtrent en Hasselnøds Størrelse. Naar Varmen er stegen saa højt, at Retorten med det deri værende Indhold er bleven bragt til Rødglødhede, stikkes Stangsvovl ind gjennem det nederste Rør, som derpaa hurtigt lukkes. Svovlet smelter og flyder ned paa Bunden af Retorten, hvorfra Svovldampene stige tilvejrs gjennem det glødende Kul, og Dannelsen af Svovlkulstof foregaar saa længe der findes Svovl og Kul i Retorten. Fra Tid til anden stikkes et nyt Stykke Svovl ind gjennem det nederste Rør; Efterfyldningen af Kul foregaar, naar intet Svovl mere findes i Retorten og foretages gjennem et Hul foroven, der under Operationen er lukket med et tilkittet Laag.
For at Fabrikationen skal gaa godt er det af Vigtighed at Størrelsen af Kulstykkerne er rigtig afpasset. Ere Kulstykkerne for smaa, gaa Svovldampene vanskeligt og langsomt igjennem, og der danner sig et fast Svovlkulstof, der er et rent Tab; ere Stykkerne derimod for store, gaa Svovldampene for let igjennem, forene sig kun delvis med Kullet, og det tiloversblevne Svovl afsætter sig som en fast Masse i Kølerøret.
Destillatet, der samler sig i Forlaget under Vand, er gult og bestaar af Svovl opløst i Svovlkulstof. Den store opløsende Kraft, som det sidstnævnte er i Besiddelse af, gjør sig allerede gjældende i selve Retorten, idet det nydannede Svovlkulstof strax optager de ledige Svovldampe og mætter sig dermed. For at befri det for Svovl og for andre forurenende Stoffer destillerer man Raaproduktet endnu en eller to Gange i Glasretorter og ved svag Varme over i Forlag, der holdes vel afkølede, og renser det undertiden ogsaa ved kemiske Midler.
Svovlkulstoffet har en Slægtning, Klorsvovl, der er endnu ubehageligere, men som ogsaa besidder nyttige og mærkelige Egenskaber og som ligeledes først for nylig har faaet en Anvendelse i Tekniken. Det er, som Navnet antyder, en Forening af Svovl og Klor, danner en rød eller gul meget flygtig Vædske, der udsender stinkende Dampe i Luften, men som iøvrigt ikke kan holde sig ret længe hverken i Luften eller i Vandet, da den i Berøring dermed forvandles til Saltsyre, Svovlsyre o. s. v. Dets Evne til at kunne opløse Stoffer er lige saa stor som Svovlkulstoffets og gaar ganske i samme Retning. Ligesom denne tjener det ogsaa til Vulkanisering af Kautschuk. Overlader man den af Klorsvovl gjennemtrængte Kautschukmasse til Luftens Indvirkning, vil Kloren bortdunste medens alt Svovlet bliver tilbage.
Klorsvovl fremkommer, naar tør Klorluft kan indvirke paa pulver- eller luftformig Svovl. Leder man Luftarten gjennem et Rør, der indeholder Svovlblomster, faar man i det afkølede Forlag ikke ren Klorsvovl, men ligesom ved Svovlkulstof et Produkt, der er mættet med opløst Svovl; ved at omdestillere ved svag Varme kan man opsamle det flygtigste, nemlig det forlangte Klorsvovl.
Klorsvovl har en videnskabelig Interesse ved forskjellige kemiske Egenskaber. Ryster man Rapsolie med 1/10 af dens Rumfang Svovlklor, indtræder en heftig Reaktion; der dannes Saltsyre og der bliver en hvid, blød Masse tilbage, som besidder alle Kautschukens Egenskaber og som ogsaa kan benyttes i Stedet for den.