Opfindelsernes Bog/Glasset og dets Forarbejdelse.
Indledende Bemærkninger. Under vore nuværende Kulturforhold kunne vi umuligt gjøre os nogen Forestilling om den Retning, Menneskeslægtens Udvikling vilde have taget, hvis Glasset ikke var blevet opfundet; vi vilde ikke alene have været nødte til at undvære en Mængde baade vigtige og behagelige Gjenstande, men hvad der er endnu langt vigtigere: mangfoldige store og epokegjørende Opdagelser og Opfindelser paa Videnskabens, Kunstens og Teknikens Omraade vilde ikke have været mulige — ialtfald under den samme Form — hvis Glassets Opfindelse ikke var gaaet forud. Ganske vist vilde vi ikke have savnet Glasset, da vi ikke kjendte dets Betydning, men det er dog vist ikke for meget sagt, naar man paastaar, at Opfindelsen af Glasset maa betragtes som et af de mærkeligste Kulturmomenter.
Hvad er Glas egentlig, og hvoraf bestaar det? For at kunne besvare dette Spørgsmaal maa vi noget nærmere beskjæftige os med et Stof, som vi allerede adskillige Gange have havt Lejlighed til at omtale, nemlig Kiselsyren eller Kiseljorden; thi, hvilke Glasarter vi end beskjæftige os med, er det dog altid Kiselsyren, der i Forbindelse med visse basiske Legemer udgjør det egentlige glasdannende Grundstof.
Kiselsyren er overordentlig udbredt i Naturen; den findes i alle Stenarter og udgjør ofte en meget betydelig Del af dem, saa at man med Sikkerhed kan paastaa, at den er det Stof, der mere end noget andet har bidraget til Dannelsen af vor Jordklode ligesom vistnok ogsaa af alle de andre Himmellegemer, der henhøre til vort Solsystem.
Mineralet Kvarts bestaar ene og alene af Kiselsyre, hvis reneste Form, der gaar under Navn af Bjergkrystal, forekommer i pragtfulde, vandklare Krystaller i Form af sexsidede Prismer med pyramidalsk Tilspidsning. Hvad vi i Almindelighed kalde Sand og Sandsten bestaar af lutter smaa Kvartskorn, der ere mere eller mindre fast forbundne ved ler-, jern- eller kalkholdige Bestanddele. De gule og brune Farvetoner hidrøre fra disse Tilsætninger, thi i ren Tilstand er Kiselsyren enten ganske hvid eller dog paa det nærmeste farveløs.
Skjøndt Kiselsyren hvad sine ydre Egenskaber angaar har endel Lighed med Kalk-, Talk- og Beryljord m. fl. (dette gjælder saaledes med Hensyn til dens Farveløshed, Gjennemskinnelighed, Lysbrydningsevne o. s. v.), adskiller den sig dog væsentlig fra disse Legemer ved sin kemiske Karakter. Kiselsyren er nemlig, saaledes som allerede Navnet antyder, af sur Natur, hvorimod de tre nysnævnte Legemer ere basiske. Det Grundstof, Silicium, der findes i Kiselsyren, kan udskilles ved Reduktionsmethoder, der svare til dem, vi have havt Lejlighed til at omtale ved Aluminiummetallets Behandling, og dette Stof viser sig da som et brunt Pulver uden paafaldende ydre Egenskaber.
Silicium forekommer ikke i fri Tilstand i Naturen, og af det i og for sig ringe Antal Forbindelser, som det indgaar med andre Stoffer, er Kiselsyren vistnok ikke den eneste, der er bleven fremstillet i Naturens store Laboratorium, men dog den mest overvejende; af de andre Forbindelser er det kun Fluorkiselen, der findes i Topasen, som fortjener at nævnes. Kemikerne forstaa ganske vist ogsaa at forene andre Elementer med Kiselen, men disse have kun videnskabelig Interesse og kunne derfor forbigaas paa dette Sted.
Men er Antallet af de Forbindelser, Kiselen danner med andre Stoffer, kun ringe, er Antallet af de Baser, hvormed Kiselsyren forener sig, og af de Salte, der dannes som Følge heraf, saa meget større. Disse Kiselsyreforbindelser, der ogsaa kaldes Silikater, og som Naturen har frembragt i mangfoldige Former, ere af særlig Betydning, dels som Hovedbestanddele i de fleste Stenarter, dels paa Grund af den Anvendelse, de — fremstillede ad kunstig Vej — have faaet baade i Videnskaben og i Industrien.
Silikater ere enten enkelte Salte, f. Ex. kiselsur Lerjord, som vi have gjort Bekjendtskab med i Form af Kaolin og Pottemagerler, eller ogsaa ere de Dobbelsilikater, det vil sige Forbindelser mellem to enkelte Salte. Ja, man har endogsaa Silikater af endnu mere sammensat Natur, og saadanne kan man træffe i mange Mineralier.
Glasmassen er ligeledes intet andet end en Forbindelse af Silikater af meget forskjellig kemisk Sammensætning, og den lader sig derfor ikke ret vel bringe ind under nogen bestemt kemisk Formel. Heraf kommer det ogsaa, at Glasset danner en amorf Masse, der under sædvanlige Forhold ikke viser nogen Tilbøjelighed til at krystallisere. Desuden udmærker det sig ved sin ejendommelige Glans og ved den Maade, hvorpaa det fremstilles, nemlig altid ad Smeltningens Vej. Til dets Hovedbestanddele høre Kiselsyre, Alkalier, alkaliske Jordarter og Metalilter, men det gjensidige Blandingsforhold mellem dem maa dog bevæge sig indenfor visse Grænser, hvis man skal kunne faa en Masse med glasartede Egenskaber. Et virkeligt Glas opstaar egentlig kun, naar en Dobbeltforening af et kiselsurt Alkali og en kiselsur alkalisk Jordart kan dannes. Den Lighed med visse Glassorter, som mange Mineralier og Stenarter vise i deres Sammensætning, har bevirket, at saadanne mineralske Produkter ere blevne anvendte til Glasberedning, og det hvad enten denne Lighed har ligget i Procentforholdet mellem de enkelte Bestanddele, eller let har kunnet tilvejebringes ved Sønderdeling af det ene eller det andet Stof. Basalt, Fonolith, Kryolith, Obsidian, Lava, ja endog visse Granitarter ere paa denne Maade blevne forvandlede til Glas, og i Amerika, Pittsbourgh, har man af Kryolit tilvirket et udmærket Fabrikat, der har faaet Navn af hot-cast-porcelain.
Naar Kiselsyre sammensmeltes med en større Mængde Alkali end der behøves til egentlig Glasdannelse, faar man en Fluss, der i Berøring med Luftens Fugtighed danner et Slags Gele. Findes der derimod lidt mindre Alkali i Forbindelsen, faar man et Produkt, der i tørret og pulveriseret Tilstand opløses i kogende Vand. Den først nævnte Form danner den saakaldte Kiselvædske, som man for længe siden har fremstillet i Laboratorierne for paa en bekvem Maade at skaffe sig frisk udskilt Kiselsyre. En Type for den anden Form have vi i det saakaldte Vandglas, der paa Grund af sin Evne til at blive haardt og at danne en glasagtig, vel beskyttende Fernis, naar det i tynde Lag stryges paa Træ og andre Gjenstande, har faaet en mangesidig teknisk Anvendelse. Lidt længere fremme komme vi til at omtale dette noget nærmere.
Naar der til en af de nævnte Glasopløsninger sættes en eller anden svag Syre, f. Ex. Kulsyre, træder denne i Forbindelse med Alkaliet, og Kiselsyren bliver fri; denne viser sig saaledes som en svag Syre, ialtfald ad den saakaldte vaade Vej. Dens kemiske Slægtskabsforhold ere nemlig helt forskjellige herfra, naar Varmen kommer til at indvirke paa den. Bringer man nemlig Potaske (kulsurt Kali) til at smelte og hælder man pulveriseret Kvarts deri, vil man høre en Brusen, der kommer af at Kulsyren udjages af Kiselsyren. Kiselsyren indgaar en Forbindelse med Kaliet og danner en glasartet Masse. Det gaar ikke den stærke Svovlsyre bedre, naar man i Stedet for et kulsurt Alkalisalt anvender et svovlsurt, f. Ex. svovlsurt Natron eller Glaubersalt; Kiselsyren uddriver Svovlsyren og forbinder sig med Natronet til et glaslignende Stof (kiselsurt Natron).
Men om man end ikke kan betragte Glasset som et Salt af bestemt kemisk Sammensætning, maa man dog erkjende, at en Forbindelse mellem de forskjellige Bestanddele kun kan finde Sted paa Grund af kemisk Attraktion, som altid efter Atomvægtene. Man nødes saaledes til at antage, at Kiselsyren har Evne til at indgaa Forbindelse med Alkalier og alkaliske Jordarter, navnlig med de første, efter mangfoldige Ækvivalentforhold, og at Glasset derfor maa betragtes som en Blanding af flere Forbindelser af dette Slags. Dette synes at vinde Bekræftelse ved den Omstændighed, at Glasset ikke er aldeles ude af Stand til at krystallisere, men kun hindres deri ved Smeltnings-, Bearbejdnings- og Afkølingsmaaden. Naar et Glaskar, der er blevet indpakket i Gips eller Teglmel for at forhindre det i at sprække og krympe sammen, en Tidlang udsættes for Rødglødhede, f. Ex. i en almindelig Pottemagerovn, vil man efter Afkølingen finde, at det er blevet uigjennemsigtigt og porcellænsagtigt (Réaumurs Porcellæn) uden at noget Stof er gaaet bort eller kommet til; dets Smaadele have nemlig under disse Omstændigheder havt Lejlighed til at gruppere sig til fine Krystaller, der hindre Lysets fuldstændige Gjennemgang.
Da Glasset, som allerede nævnt, i Almindelighed bestaar af en amorf Masse, kan det naturligvis ikke spaltes som en Krystal; i tynde Blade, Traade o. l. er det elastisk i betydelig Grad, men i tykkere Stykker er det sprødt. Alle disse Egenskaber bero mere eller mindre paa dets kemiske Sammensætning. Glassets Vægtfylde vexler fra 1,5 til 5,6 eller endnu højere, og er størst for de Glasarter, der udmærke sig ved en betydeligere Blyilteholdighed. Glassets Haardhed staar derimod i omvendt Forhold til Tætheden: de lette Kalkglas have den største Haardhed uden dog nogensinde at opnaa Bjergkrystallens. Glasset mangler næsten fuldstændigt Evne til at lede Elektriciteten, men det har stor Tilbøjelighed til selv at blive elektrisk ved Gnidning. Dets Lysbrydningsevne er ogsaa meget forskjellig. Medens det almindelige Glas har en Brydningsexponent = 1,5, kan denne ved mindre blyholdigt Glas stige til 1,7 eller endnu højere ved meget blyholdige Glassorter. Merz' optiske Institut i München har gjort sig meget bekjendt ved Fremstilling af saadant stærkt lysbrydende Glas; dette Institut har saaledes nylig tilvirket en Glassort med en saa kraftig Lysbrydningsevne, at et eneste Prisme, forfærdiget heraf, giver en lige saa stærk Virkning i det spektroskopiske Apparat, som man hidtil kun har været i Stand til at opnaa ved Anvendelse af fire Prismer.
Da et Silikat med stor Alkaliholdighed kan opløses i Vand, og da det endog tildels kan opløses af Luftens Fugtighed, er det klart, at man, naar man vil skaffe sig et godt og holdbart Glas, maa søge at lade en saa stor Mængde Kiselsyre som vel muligt træde i Forbindelse med Alkalierne. Som allerede nævnt, har Erfaringen imidlertid lært, at der fordres mere end Kiselsyre og Alkalier (Kali og Natron) til at fremstille godt og holdbart Glas; der udkræves nemlig endnu et andet Stof, der har Evne til at danne et Silikat med Kiselsyre. Glasset er, som ovenfor omtalt, i Almindelighed ikke blot et dobbelt, men et flerdobbelt Silikat som Følge af sine mange forskjellige andre Tilsætninger. Et fortræffeligt Tilsætningsmiddel til haardt Glas er Kalk, som man enten anvender i brændt Tilstand eller kulsurt (f. Ex. Kridt). I sidste Tilfælde uddrives Kulsyren deri af Kiselsyren. I og for sig er den kiselsure Kalk mere sten- end glasartet og næsten usmeltelig, men i Forbindelse med kiselsurt Kali giver den Glasset Haardhed og Holdbarhed uden at formindske dets Gjennemskinnelighed, og det er saaledes Kalkholdigheden, det bohmiske Glas kan takke for sine gode Egenskaber. Ved et Overskud af Kalk faar Glasset dog et grumset, mat eller mælkefarvet Udseende. løvrigt gives der ingen Glassorter, der ere fuldstændigt uforanderlige; thi, uafset at alle Slags Glas opløses af Fluorbrintesyre, ville vi ogsaa ved at lægge Mærke til Ruder i Staldbygninger, Drivhuse m. m. komme til Erkjendelse af, at almindeligt Glas ikke i Længden kan modstaa skarpt sure eller alkaliske Dampe. Endogsaa Vand kan under visse Omstændigheder angribe Glasset mere end man aner. Et almindeligt Drikkeglas kan vare i mangfoldige Aar uden at Massen lider noget ved Brugen; pulveriserer man derimod et saadant Glas, vejer man Pulveret og overgyder man det med en tilstrækkelig Mængde Vand, som man en Tidlang lader staa over det ved en forhøjet Temperatur, vil man — efter at have gjentaget Operationen nogle Gange — ved at veje det paany tørrede Pulver ganske sikkert iagttage en Vægtformindskelse, hvad der er et Bevis for, at en forholdsvis mindre Overflade ikke angribes i saa høj Grad under Vandets Paavirkning, som en Overflade, der er bleven større ved Pulverisering.
Hvis der ikke stadigt skulde tages Hensyn til Omkostningerne ved Fremstillingen af tekniske Artikler, vilde vi i Kaliet sammen med Kalk have det bedste Glasmateriale; men Kaliet er dyrt, og derfor erstatter man det i mange Tilfælde med det billigere Natron. Vindusglas og alle mere almindelige Glasvarer ere Natronglas; dette er lettere smelteligt og mindre haardt end Kaliglasset, men viser i tykkere Skiver en blaagrøn Farvetone.
En anden vigtig Tilsætning til Glasmassen er Blyilte; det gjør den mere letflydende og desto mere, jo større Mængde heraf det indeholder. Blyilte anvendtes først i England som Flussmiddel. De blyholdige Glas ere blødere og mindre holdbare, men besidde i høj Grad Evne til at antage Politur, Glans og Farveløshed, Blyglasset (Flinteglasset) spiller en vigtig Rolle i Optiken ved Fremstilling af akromatiske Linser, da det har en saa stor Lysbrydningsevne. Denne samme Egenskab gjør det ogsaa fortrinlig skikket til Efterligninger af Ædelstene (Strasser); det kan i sidste Tilfælde indeholde 50 Procent Blyilte. I den senere Tid har man med Held begyndt at anvende Baryt i Glastilvirkningen; dette Mineral, der forekommer temmelig udbredt i Naturen, havde man tidligere ikke skjænket den tilbørlige Opmærksomhed. Baryt kan ikke alene fuldstændigt erstatte Kalken, men ved Siden af dennes gode Egenskaber har den ogsaa den i betydelig Grad at forhøje Glassets Lysbrydningsevne, og den kan saaledes tildels gjøre det kostbare Blyilte overflødig.
Mindre væsentlige ere nogle andre Bestanddele af Glasset, som man tilsætter enten i særlige Øjemed eller som Flussmidler eller i Stedet for de sædvanlige. Hertil høre Borax, Strontianit, Flussspat, Kryolith, Guano, Benmel (fosforsur Kalk), Zinkilte, Vismuthilte, Magnesia, Ler m. fl. Af det sidst nævnte kommer der allerede fra Smeltediglerne en ubetydelig Mængde over i Glasmassen uden at denne har nogen Gavn deraf, thi den kiselsure Lerjord gjør Glasmassen tungtsmeltende. Derimod gjør de Metalilter, der forekomme i Raastofferne, Massen mere letflydende; men, da de altid give Glasset en eller anden Farvetone, ere de naturligvis uvelkomne, hvor man vil fremstille farveløst Glas. Navnlig kan Jernet, der altid i større eller mindre Mængde forekommer som Ilte i Raastofferne, være højst besværligt. Efter den Mængde, hvori det findes, farver det Glasset fra lyse- til mørkegrønt — hvorpaa de almindelige Vin- og Ølflasker afgive et tydeligt Exempel. Som Midler, der anvendes for at raade Bod paa denne Ulempe, maa nævnes Salpeter, Arsenik og navnlig Brunsten (Manganoverilte). Deres Virkning i den angivne Retning forklarede man ved at antage, at de i Glasmassen afgave Ilt, som forbandt sig med Jernforiltet, hvorved der dannedes Jerntveilte. Da Jerniltet farver Glasset gult, hvorimod Manganiltet, der opstaar ved Ilttabet, farver violet, skulde begge Farver ophæve hinanden. Salpeter og Arsenik have en udelukkende iltende Virkning, hvilket derimod kun i mere indskrænket Forstand kan antages at være Tilfældet med Brunstenen, thi i Stedet kan man for at gjøre grønligt Glas farveløst ogsaa anvende Nikkelilte, der ikke afgiver Ilt og farver Glasset rødligt. Men den Farve, Manganiltet fremkalder, er ikke heller ren violet, men snarere rødlig og snarere komplementær til grønt end til gult. At grønligt Glas mister sin Farve ved Anvendelse af Brunsten maa derfor vistnok mere betragtes som et fysisk end som et kemisk Fænomen, og Fordelen ved disse Farvemidler skulde saaledes bestaa i deres Evne til at meddele Glasset en Farve, som er komplementær til Massens grønlige Farvetone og derfor kan ophæve dens Virkning, løvrigt maa der ofte nok foretages Affarvning ved Hjælp af Ilt afgivende Stoffer, navnlig hvis Massen er graa- eller brunfarvet af Kulpartikler, og hertil anvendes foruden Salpeter og Arseniksyrling ogsaa atmosfærisk Luft, som man lader stryge igjennem den smeltede Glasmasse. Disse affarvende Tilsætningsmidler, og navnlig Brunstenen, kaldes i flere fremmede Sprog med et fælleds Navn Glasmagersæbe.
Endelig beror Tilsætningsmidlernes Virkning ogsaa paa den kemiske Form, hvorunder man anvender Alkalierne. For Bekostningens Skyld anvender man nemlig ikke rene Alkalier men Alkalisalte og overlader til Kiselsyren at sønderdele Saltforbindelserne og sætte sig i Besiddelse af Alkaliet. Denne Sønderdeling kan dog under visse Omstændigheder foregaa med temmelig stor Vanskelighed, og den maa derfor understøttes ved særlige Hjælpemidler; blandt disse maa nævnes kulsur Kalk (Kridt) og Kul. Samtidigt med at de selv tage Del i den kemiske Omsætning befordre de Sønderdelingen af Saltene og Dannelsen af Silikat. Kridtet er Befordringsmidlet for Kogsaltets og Kullet for de svovlsure Saltes (Glaubersaltets m. fl.) Sønderdeling. Men af Kullet maa der kun tilsættes saa meget, at det paa Svovlsyrens Bekostning kan iltes til Kulilte, der paa Grund af sin Luftform let gaar bort; men ogsaa Svovlsyren er ved en delvis Reduktion bleven forvandlet til en luftformig Tilstand og kan gaa bort som Svovlsyrling. Et Overskud af Kul vilde meddele Glasmassen en gul, brun eller endog en sort Farvetone. Af denne Grund kan man ikke faa fuldstændig farveløst Glas i Ovne, hvor der fyres med Tørv, Brun- eller Stenkul, hvis man da ikke anvender tildækkede Smeltedigler.
Vi komme lidt senere, hvor de forskjellige Glassorter omhandles, specielt, hvor vi beskjæftige os med Glasmaleriet, til at omtale de forskjellige Midler, der anvendes for at farve Glasset. Men vi ville nu først og fremmest gjøre os noget bekjendte med Glassets Historie.
Glassets Historie gaar saa langt tilbage i Tiden, at det ikke kan forundre os, at vort Kjendskab til dets første Oprindelse og dets Udviklingsgang kun er lidet tilfredsstillende. Plinius fortæller følgende: Et Skib med Nitrum — hvorved der vist snarere maa forstaas Soda end Salpeter, skjøndt dette nu kaldes Nitrum — blev af Storm drevet i Land i Nærheden af Floden Belus' Munding; da Søfolkene vilde tilberede deres Mad men ikke kunde finde Stene paa den sandede Bred, toge de nogle Klumper af Skibsladningen og anbragte deres Kogekar oven paa dem; da Maaltidet var forbi, fandt de til deres store Forbavselse en gjennemsigtig Glasmasse paa Sandet, og de havde da strax indset Betydningen af den tilfældige Opdagelse, de havde gjort. Sandet i denne lille gallilæiske Flod blev i lang Tid anset for særlig skikket til Anvendelse i Glastilvirkningen; der blev oprettet adskillige Glashytter i Nærheden af den, og langvejs fra kom man for at hente Sand paa dette Sted.
Man bør imidlertid ikke fæste ubetinget Tillid til hvad Plinius her fortæller; det forekommer saaledes strax usandsynligt, at der ikke i Bjerget Karmels umiddelbare Nærhed skulde være nogle Stene at opdrive saaledes som Søfolkene ønskede dem, og dernæst kunde den Varme, der under de givne Omstændigheder udvikledes, umulig være stærk nok til at bevirke en Smeltning. Man kan vel imidlertid antage, at den første Opfindelse af Glasset skyldes et Tilfælde, og rimeligvis er dette Tilfælde indtruffet i et af Middelhavets østlige Kystlande; thi de Folkeslag, der boede her, Ægyptere, Føniciere o. s. v., havde i umindelige Tider beskjæftiget sig med forskjellige Industrigrene, saaledes Pottemageri og Malmudvinding, der udkræve en meget betydelig Varme, og som derfor meget let maatte føre til Glassets Opfindelse. Desuden laa de nødvendige Raastoffer, Sand og Soda, saa at sige for deres Fødder, og ogsaa det sidstnævnte er et Naturprodukt, der er meget udbredt i disse Lande.
Det vides ikke med Sikkerhed, om Fønicierne oprindelig vare de eneste Glasmagere, eller om de blot som omkringrejsende Handelsmænd fortrinsvis havde bemægtiget sig Handelen med disse Varer; thi ogsaa Ægypterne havde fra gammel Tid givet sig af med at tilvirke, slibe og forgylde Glas, hvad man kan se af de Prydelser, der ofte findes i deres Grave. Disse Glassorter ere alle farvede og uigjennemskinnelige; navnlig har man ofte truffet blaafarvede Glassager, men ogsaa gule, røde, brune, hvide og sorte, dog kun sjeldent amethystfarvede. Forskjellige Kjendsgjerninger tale for, at der er blevet forfærdiget Glas mindst 1600 Aar f. Kr. Saafremt Hieroglyferne paa gamle Skarabæer og Glasperler angive Navnene paa samtidige Monarker, vilde Glasmageriet virkelig kunne gjøre Fordring paa denne høje Alder, og de bekjendte Afbildninger af Glaspustere, som findes i Gravene i Beni-Hassan, ere omgivne af Hieroglyfer ved hvis Fortolkning man faar at vide, at disse Afbildninger skrive sig fra Tiden før Israeliternes Udvandring fra Ægypten. Fig. 213 og 214 ere Exempler paa saadanne Afbildninger, der tydeliggjøre den Fremgangsmaade, der endnu bestandig følges i alle Glashytter.
Glasfabrikerne i Sidon, for hvis første Begyndelse man dog ikke har kunnet fastsætte et bestemt Tidspunkt, have leveret os talrige Prøver paa deres Frembringelser, og de vidne alle om stor Kunstfærdighed baade med Hensyn til Form og Farve.
I British Musæum i London findes der flere Brudstykker af Glas, hvorpaa Fabrikens Navn staar indpresset, blandt andet et gjennemskinneligt blaat Haandtag, der paa den ene Side har den græske Indskrift APTAΣ ΣEIΔΩ, paa den anden Side den latinske ARTAS SIDON. Man finder ogsaa der blandt de sidoniske Oldsager et Stykke blaat Hulglas, der indvendigt er overtrukket med et Slags hvidt Emaille.
De ældste Glasvarer ere næsten udelukkende Prydelser og Smykker. Det var først senere at Glasset blev anvendt til mere praktisk Brug, men denne Anvendelsesmaade fik snart en betydelig Udstrækning, thi man finder allerede hos de gamle Ægyptere Glassager af store Dimensioner, f. Ex. Ligkister m. m. Saa længe man kun var i Stand til at støbe eller presse Glasset, maatte dets Anvendelse blive meget begrænset, og Kunsten at puste Glasset er i ethvert Tilfælde først bleven opfundet langt senere. Naar man derfor fra Glashytterne i Sidon og Alexandria foruden andre Slags Glas ogsaa træffer mange, der ere pustede med stor Kunstfærdighed, synes man at maatte henlægge Kunstens Begyndelse til et langt mere tilbageliggende Tidspunkt.
Man kjendte allerede til den Kunst mosaikformigt at forene flere forskjelligtfarvede Glas med hverandre og derved at fremstille regelmæssigt formede Mønstre. Et Basrelief i British Musæum forestiller et mandligt Hoved, hvis Ansigt er dannet af en gul Glasmasse, medens Haaret er blaat med hvide, blaa og gule Ringe; et blaat og grønt Smykke hviler paa Panden, og Baggrunden er rød. Kjendere antage, at Arbejdet i dette Basrelief er udført ved Presning og Efterslibning.
De Glassager, man har opgravet af Ninives Ruiner, ere yngre end de ældste ægyptiske, men de gaa dog temmelig langt tilbage i Tiden; man har nemlig beregnet, at de rimeligvis have ligget i Jorden omtrent fra Aar 1100 f. Kr. Layard fandt der en lille grønlig Vase af gjennemskinneligt Glas, 3½ Tomme høj med en Løve i Relief og en Inskription i Kileskrift.
I det gamle Testament omtales Glas i Hjobs Bog og kaldes der Sasjukit.
I Ægypten udviklede der sig senere en storartet Glasfabrikation, hvis Frembringelser tildels bleve udførte til Middelhavslandene. Glashytterne i Alexandria ere meget berømte, og de skulle have forsynet hele Italien med de nødvendige Glasartikler.
Der findes intet, som med fuldstændig Sikkerhed kan betragtes som Frembringelser af den græske Glasindustri; men man maa dog være berettiget til at antage, at ogsaa Grækerne have forstaaet at udøve denne Kunst. De romerske Oldtidslevninger af dette Slags ere derimod meget talrige, og den saakaldte Portlandsvase (Fig. 215), der blev fundet i Nærheden af Rom i Midten af det 17de Aarhundrede, er berømt som et af de skjønneste Kunstværker i sit Slags. Den findes nu ligeledes i British Musæum; dens Masse er blaat Glas, og dette er prydet med hvide Relieffigurer.
Romerne kjendte til Glasvarer allerede mere end 200 Aar f. Kr. Det var dog først under Neros Regering at der oprettedes den første Glashytte, der dog kun skal have leveret simplere Drikkeglas. De finere Glasvarer stode endnu dengang i saa høj Pris, at den nysnævnte Kejser f. Ex. maatte betale omtrent 3000 Kroner i vore Penge for et Par smukke Glasskaale. Men allerede Aar 210 e. Kr. fandtes der saa mange Glasmagere i Rom, at man ansaa sig foranlediget til at anvise dem en særlig Del af Staden til Opholdssted. At Romerne benyttede Glasruder i deres Boliger har man fundet talrige Beviser paa ved Udgravningerne i Pompeji. Dette Vindusglas synes strax at være blevet støbt i den ønskede Størrelse, thi det fremviser ingen skarpe Kanter saaledes som de fremkomme ved Tilskjæring, men derimod lutter afrundede Kanter. Under Kejser Tiberius skal man have opfundet at gjøre Glasset bøjeligt og smedeligt, men den ulykkelige Opfinder skal have maattet bøde med Livet for sin Opfindelse, fordi man frygtede, at Glasset herefter vilde gjøre Sølv og Guld mindre værdifulde. Det er meget muligt, at denne Historie kun er en Fabel, men den viser dog, at man dengang skjænkede Glastekniken megen Opmærksomhed, og de Sager, der findes mange Steder, hvor der tidligere var romerske Kolonier, saaledes i Rhinlandene (ved Bingen), ere aldeles formfuldendte og vidne desuden om en saadan mangesidig teknisk Færdighed i Behandlingen af Materialet og en saadan Sikkerhed i dets Anvendelse, som vi kun sjeldent træffe den i Nutiden; ja, der er endog Sager, som det er os ligefrem umuligt at fremstille. Fra det 3die Aarhundrede forfaldt den romerske Glasindustri; man vedblev ganske vist at anvende Materialet, men dets kunstneriske Benyttelse tabte sig mere og mere og dermed ogsaa selve den tekniske Færdighed.
I de gamle germanske og slaviske Grave har man vistnok ogsaa fundet Levninger af Glassager, men de ere kun af ringe Betydning i historisk Henseende, da man nemlig ikke er i Stand til at afgjøre, om de ere blevne forfærdigede af disse Egnes Indvaanere, eller om de ere blevne indførte fra andre Lande; er det første Tilfælde, synes Glasmageriet at have været bekjendt blandt de slaviske Folkeslag længe før end hos de germanske; i de slaviske Gravhøje findes der nemlig Glasringe sammen med Stensager, medens det synes at fremgaa af mange forskjellige Omstændigheder, at Germanerne havde opnaaet en temmelig høj Grad af Færdighed i Metallernes Bearbejdning, førend de bleve bekjendte med Brugen af Glassager.
I de oldnordiske Sagaer findes Glas ogsaa oftere omtalt, og ligeledes vare de keltiske Folkeslag bekjendte med Brugen af Glasset; man finder saaledes ofte Glasskaale, Armbaand og Perler i de keltiske Grave.
Antike Glas ere blevne kemisk undersøgte, og mærkværdigt nok have de vist en ganske paafaldende Overensstemmelse i deres Sammensætning, skjøndt de ere komne fra fjernt liggende Egne og have havt et højst for-skjelligt Udseende. Den alkaliske Base i dem er Natron — af det ægyptiske Soda, de Gamles nitrum — og først senere begyndte man at anvende Soda af Havplanter, og heri synes man at maatte finde Aarsagen til den ringe Kaliholdighed, der er karakteristisk for visse gamle Glassorter. Det fremgaar ligeledes af den kemiske Undersøgelse, at man ogsaa allerede dengang anvendte Brunsten til Glasblandingerne, og det er rimeligvis dette Mineral, som Plinius omtaler under Navn af »magnes lapis«, og som man urigtigt har antaget for Magnetsten. Da nu ogsaa Kalk, dels af Muslingeskaller, dels vistnok ogsaa i Form af Marmor — thi den »lapis alabandicus«, som Plinius nævner, kan vist meget vel have været Marmor — hørte til de Bestanddele, hvoraf Glasmassen blev sammensat, have vi saaledes alle de Stoffer, der ogsaa nu hovedsagelig anvendes i Glasfabrikationen. Foruden den ovenfor nævnte Flod Belus var ogsaa Volturnus bekjendt for sit gode Sand, der var særlig skikket til Fremstilling af Glas, saaledes som det i vore Dage er Tilfældet med Sandlejerne ved Fontainebleau og Niselstein ved Aachen.
Da der findes en temmelig stor Mængde Kogsalt i den ægyptiske Soda, maatte der ved Glassets Smeltning udskille sig meget saakaldt Galle (svovlsurt Natron og Kogsalt), og for at gjøre Massen fuldstændigt ren var det nødvendigt at foretage endnu en Smeltning, hvad Plinius ogsaa omtaler.
Man kan vist med Sikkerhed forudsætte, at Gallerne have lært Glas-mageriet af Romerne, og at Kjendskabet til denne Kunst ikke meget senere er naaet over til England. I Glasindustriens oprindelige Hjemstavn, i de Egne, hvor de to Verdensdele Asien og Afrika støde sammen, blev denne Kunst dyrket uden Ophør. Man har endnu smukke Glassager fra det 10de Aarhundrede; de ere medbragte til Europa fra Østerlandene paa Korstogenes Tid og findes nu i forskjellige bekjendte Samlinger, saaledes i British Musæum, i Grüne Gewölbe i Dresden, i Stefanskirkens Skatkammer i Wien med flere Steder.
I Europa blev Glasmageriet i Middelalderen vistnok væsentlig udøvet i Klostrene, og først senere udviklede der sig en Glasindustri udenfor Klostrenes Mure.
Glasindustrien maatte tage et mægtigt Opsving, efter at det var blevet Brug at anbringe Glas for Lysaabningerne i Husene. Denne Brug forudsætter imidlertid allerede, at Materialet var temmelig billigt, og at man var i Stand til at fremstille større Skiver af ikke altfor stor Tykkelse.
Som allerede nævnt, fandtes der ganske vist Glasvinduer allerede før Kristi Fødsel, og i de følgende Tider benyttedes de endog stundom efter en ret storartet Maalestok — saaledes forsynedes Sofiekirken i Konstantinopel rigeligt med dem i Midten af det 5te Aarhundrede — men de vare dog endnu saa kostbare, at de henregnedes til den største Luxus. Endnu i Slutningen af det 16de Aarhundrede maa Glasruder have været en meget dyr Artikel, thi det fortælles, at Hertugen af Northumberland Aar 1573, da han forlod sit Slot Alnwick Castle, gav sine Tjenere Befaling til at udtage Ruderne, for at de ikke skulde lide for meget af Vejrliget. De første Glasruder bestode dog ikke af enkelte større Skiver, men af lutter smaa Stykker, der bleve sammenføjede som Mosaiker i forskjellige Mønstre og Farver og saaledes paa en Maade dannede Udgangspunktet for Glasmaleriet. Da man efterhaanden fik Øvelse i at fremstille større Skiver, bleve Glasruderne billigere og bleve som Følge deraf mere almindelig anvendte, og dette maatte naturligvis atter anspore Glasindustrien. Middelalderens Digtere omtale ofte Glas i deres Billeder, saaat man kan slutte sig til, at Spejle, Smykkestene, Ringe og Skaale maa have været temmelig almindeligt i Brug. Selv da Venedigs Glasindustri allerede havde opnaaet en saa høj Grad af Betydning, bleve visse Glasfabrikater, saaledes navnlig Spejle, navnlig fra Tyskland og Flandern, bragte til Venedig som Handelsvare. Disse Lande have saaledes vistnok ikke faaet deres Kjendskab til Glasmageriet fra Venedig, men Kunsten har der udviklet sig selvstændigt.
I Venedig opnaaede Glasmageriet imidlertid en saadan Stilling og en saadan Indflydelse som intetsteds før eller senere. Glastekniken var sammen med andre græske og sarazeniske Kunster naaet til Venedig paa Grund af de Forbindelser, hvori denne By stod til Orienten; disse Forbindelser begunstigede dens Opblomstring, ligesom de ogsaa senere gave det hele Liv her et ejendommeligt Præg. Allerede i det 9de Aarhundrede blev der forfærdiget Mosaiker paa Murano; den mest glimrende Periode daterer sig imidlertid fra Konstantinopels Erobring Aar 1204 af Enrico Dandolo, da denne Verdensbegivenhed bragte alle Midler til Orientens yppige Liv fra Konstantinopel til Venedig. Den byzantinske Tradition blev endnu længe fremherskende, og navnlig i Mosaiken gjør den sig gjældende endnu langt ind i det 14de Aarhundrede, men fra nu af slog den italienske Kunst ind paa helt andre Veje, og den Bevægelse, der fremkom som Følge af denne Gjenfødelse i alle Retninger, greb da ogsaa lidt efter lidt den hele civiliserede Verden.
Venedig gav Tonen an i forreste Række, hvortil denne By jo ogsaa var særlig skikket ved sin Rigdom, sin Magt og sine vidtstrakte Forbindelser. Metalstøbere, Bygmestre, Malere og alle Slags Haandværkere begave sig derhen og uddannede sig i den pragtfulde Stad, der skaffede alle skjønne Kunster fuldt op af vellønnet Arbejde. Da den venetianske Glasindustri frembyder saa meget interessant under hele sin Udvikling, og da dens Frembringelser som en meget kostbar Handelsvare kom til at øve en ikke uvæsentlig Indflydelse paa andre Landes Smagsretning, ville vi opholde os nogle Øjeblikke ved den.
Den venetianske Glasindustri. Ved en Beslutning af det store Raad vare i Aaret 1290 alle de Glasovne, der vare blevne indrettede i Bispedømmet Rialto, flyttede til Øen Murano — ut ars tam nobilis semper stet et permaneat in loco Muriani (for at den saa ædle Kunst altid maa bestaa og vedvare paa Murano). løvrigt vare Glasmagerne allerede paa den Tid meget talrige i Venedig, og allerede ved det Aar 1091 omtales en vis Petrus Flavius som »Phiolarius«. Muranos Glasmagere fik vidtgaaende Privilegier, og de Dokumenter, der angaa dem, findes endnu opbevarede i det derværende Musæurn; der findes ogsaa Laugstatuterne, hvorefter Glasmagerne deltes i fire Klasser: Glaspustere, Forfærdigere af Spejl- og Vindusglas, Perlemagere og Emaillepustere, hvilke sidste ved Lampen fremstillede alle Slags Kunstgjenstande, Emailler o. l. af mangefarvet Glas. Hver af disse Klasser havde sine særlige Love, og en Komite tog Bestemmelse om, hvorvidt en Arbejder efter de Prøver, han fremviste, kunde anses skikket til at blive Mester. Ingen Udlænding kunde faa Tilladelse til at drive Glasmageri i Murano og kunde ikke engang faa Lov til at blive Medejer af nogen Fabrik der. Kun Muranesere og Venetianere kunde blive Fabrikejere, de sidste endog kun naar et tilstrækkelig stort Antal Muranesere anbefalede dem. Dette store Laug havde indrettet Understøttelseskasser, til hvilke enhver Fabrikejer maatte betale en vis Sum, der stod i Forhold til hans Fabriks Størrelse, og enhver Mester en Afgift, der svarede til to Dages Arbejdsløn. Naar en Fabrikejer eller en Mester efter i ti Aar at have hørt til Lauget, blev rammet af en eller anden uforskyldt Ulykke, fik de henholdsvis 70 og 40 Dukater i aarlig Pension.
Der fandtes endvidere Skoler, som bleve underholdte ved frivillige Bidrag. Øen havde sin egen Jurisdiktion, som ingen af Republikens Sbirrer havde Tilladelse til at betræde. Glasmagerne følte sig som Adelens Jevnbyrdige; deres Døtre bleve ofte gifte med venetianske Patricier, og Børnene arvede Faderens Rang; Republikens Embeder stode derhos aabne for Muraneseren, og han kunde som en særlig Udmærkelse bære casa di coltelli, en Skede med to Sværd. Øen havde ogsaa sin gyldne Bog, i hvilken Navnene paa alle indfødte Muranesere fra Aar 1602 nøjagtigt bleve indførte, lige som der ogsaa holdtes Kontrol med alle deres Efterkommere. Murano slog selv baade Guld- og Sølvmønt.
Man vil af alt dette kunne danne sig en Forestilling om, hvor højt i Anseelse Glasmageriet stod dengang; der blev ogsaa vaaget med den største Omhu over, at Hemmelighederne ved Kunsten ikke bleve røbede, og ethvert Brud paa Laugseden straffedes paa det strengeste. Flygtninge, der havde forraadt Hemmeligheden, bleve opfordrede til at vende tilbage, og deres Familie toges som Gidsler; naar dette ikke hjalp, blev der udsendt Agenter, der skulde opsøge og myrde den Skyldige.
Men uagtet alle disse Forholdsregler fik man dog ogsaa i andre Lande Kjendskab til de Methoder, der anvendtes ved den venetianske Glasindustri.
Den Kunst at tilvirke farvede Glas, kunstige Ædelstene og Emaille synes allerede tidligt at have været bekjendt og dyrket i Murano og Venedig. Det fortælles, at det var Marco Polos Meddelelse, der foranledigede Glasfabrikanterne Briani og Domenico Miotti til at fremstille kunstige Granater, Agater m. m. Disse Varer skulle de da have solgt i Bassora til meget høj Pris, og navnlig skal Miotti have tilvirket store Mængder af dem under Navn af Margariter, et Ord, som der paa Stedet betegner baade Perler og Ædelstene. Man hvis saadanne Efterligninger allerede dengang bleve fremstillede, er det mere end sandsynligt, at Kunsten at farve Glasflusser allerede i det 11te og 12te Aarhundrede har opnaaet en høj Grad af Fuldkommenhed; en Senatsbeslutning af Aaret 1445 viser, at man ikke altid var saa nøjeregnende ved Udøvelsen af denne Kunst; thi der fastsættes store Pengebøder og 2 Aars Fængsel for den, der udgiver saadanne kunstige Ædelstene for ægte.
Martino da Canale, en venetiansk Historieskriver, fortæller, at der Aar 1268 blev oprejst et Monument af Muranoglas til Minde om Lorenzo Tiepoles Ophøjelse til Dogeværdigheden. Glaskaraffer omtales allerede Aar 1279, og 10 Aar senere blev der sendt et særligt Gesandtskab til Venedig for at bestille en Glaslanterne til Anconas Fyrtaarn. Ligeledes blev der allerede tidligt forfærdiget plant Glas til Vindusruder, hvad der fremgaar af et Reskript fra Aaret 1308, hvorved der bevilges 100 Lire til Forfærdigelse af Vindusglas til Assisis Kloster.
Den kirkelige Bygningskunst, der anvendte brogede Glas med en ganske paafaldende Forkjærlighed, udøvede en heldig Indflydelse paa Glasindustrien, og navnlig var Giovanni fra Murano i det andet Decennium af det 14de Aarhundrede berømt for sine prægtigt farvede Glasflusser til Kirkevinduer. Lige saa berømte vare de to Beroviero, Angelo og hans Søn Martino, der af Republiken som en særlig Gunst fik Tilladelse til at modtage Indbydelser fra Fyrsterne af Ferrara, Majland og Florents, ja endog til at begive sig til Konstantinopel for at gjøre sig bekjendte med disse forskjellige Stæders Kunstprodukter. I det 17de Aarhundrede fik Brødrene Luna en lignende Tilladelse, og de begave sig til Florents. Blandt andre bekjendte Glaskunstnere i denne og i den følgende Tid maa endnu nævnes Bertelini, Briati og endelig i det 18de Aarhundrede Familien Miotti, der opfandt den kunstige Aventurin.
Glasspejle ere først blevne forfærdigede i Murano Aar 1308; faa Aar senere (1317) fandt man et Glas, der var særlig egnet til Spejlfabrikationen. Det er imidlertid ikke rigtigt, naar man antager, at selve Opfindelsen af Spejlfabrikationen er af venetiansk Oprindelse; vi have ovenfor omtalt, at der i gamle tyske Digte omtales Glasspejle, og vi vide, at allerede Romerne benyttede Spejle af Obsidian, hvoraf man vistnok tør slutte, at de bleve førte til at forfærdige Spejle af sortfarvet Glas. Her tale vi imidlertid kun om Glasspejle med Metalbelægning, der udkræve en omhyggelig Slibning og forudsætte Brugen af Tinamalgamet, og det tekniske Kjendskab i begge disse Retninger var udviklet i Tyskland førend i Venedig.
Om de venetianske Glasvarer end vare tidligt berømte, saa var det dog først i det 16de og 17de Aarhundrede at de naaede deres højeste Grad af Udvikling. Renaissancetiden, der gav alle Kunster et saa mægtigt Opsving, bragte ogsaa Glasmageriet til Opblomstring. Ved talrige Opdagelser var man bleven til fuldkommen Herre over Materialet, og den Kunstsands, der udmærkede de dannede Klasser paa den Tid, bevirkede, at man ganske almindeligt søgte til Muranos Værksteder for at finde kostbare Gjenstande til Udsmykning af Boligerne.
Dr. Salviati, der har indlagt sig store Fortjenester af den gamle, berømte Glasindustris Gjenopblomstring, skriver følgende: »De muranske Kunstneres beundringsværdige Arbejder ledede endog Barbarerne i Fristelse. De kom med deres Guldsand og Elefanttænder, deres Krydderier og Dyreskind for at tiltuske sig venetiansk Sand, som Flid og Talent havde forvandlet til kostbare Brugs- og Kunstgjenstande. Det er den Tids Mænd, deres overlegne Begavelse og utrættelige Taalmodighed, man har at takke for de Pragtstykker, som endnu udgjøre Samlingernes Pryd, saaledes som disse prægtige Udsmykninger af Middelalderens berømteste Monumenter, denne Efterligning af Perler, Marmor og Ædelstene, saasom Kalcedon og Aventurin, de farvede Glas og brogede Skiver i Kirkernes Glasmalerier, Emaillerne til Mosaikarbejderne, Spejlglas, Lysekroner og Kandelabre, udsmykkede med Blomster og Løvværk af Glas o. s. v.«
Øen Murano, som dengang havde 30,000 Indbyggere og mere end 40 store Fabriker, tæller nu kun 5000 Indbyggere. Fyrstebesøg i Værkstederne hørte dengang ikke til Sjeldenhederne, og Henrik III. af Frankrig gav sin Henrykkelse over alt det mærkværdige, han saa her under sit Besøg, et tydeligt Udtryk ved at ophøje alle Mestrene i Adelstanden. Det var ogsaa paa den Tid at Republiken Venedig havde en aarlig Indtægt af 8 Millioner Dukater af Murano.
Imidlertid forfaldt Glasindustrien efterhaanden som Republikens Glans begyndte at blegne. Smagen, der i Slutningen af det 18de Aarhundrede gjennemgaaende ikke var saa kunstnerisk udviklet som i de forrige Aarhundreder, understøttede ikke i tilstrækkeligt høj Grad Glasmageriet, der jo nærmest var beregnet paa at tilfredsstille de finere Fornødenheder. Dertil kom, at der i andre Lande gjordes store Anstrengelser, for at de selv kunde skabe en Glasvareindustri og derved blive uafhængige af den venetianske. Saaledes havde man ved høj Betaling lokket venetianske Glasarbejdere til at flytte til Böhmen, Steyermark og Kärnthen, og Frankrig havde gjort store Fremskridt i Spejlglasfabrikationen. Murano med sine Værksteder gik mere og mere tilbage. Kun en eneste Gren af dens tidligere Kunstindustri forstod endnu at bevare sin Overvægt: det var Tilvirkningen af Glasperler, der endnu den Dag idag ligesom for Aarhundreder siden udbredes i Millioner af Pund over hele Jordkloden, ikke mindst blandt de vilde og halvvilde Folkeslag.
Alt andet var imidlertid gaaet ganske i Glemme, og, da man i Aaret 1859 besluttede sig til at restaurere St. Marcokirkens Glasmosaiker, der længe havde befundet sig i en højst uheldig Forfatning, søgte man forgjæves i de endnu bestaaende Glasfabriker efter Emailler, hvormed man kunde erstatte de Partier, der vare faldne ud. Da var det, at Salviati kom paa den Tanke at gjenoplive den gamle Kunst. Skjøndt hans Virksomhed gik i en helt anden Retning, idet han nemlig var Advokat, var han dog tilstrækkeligt udrustet med Kundskaber og Erfaringer paa Kemiens og Arkæologiens Omraade og fremfor alt med en stærkt udpræget Begejstring for den Opgave, han havde stillet sig. Hans første Bestræbelser gik ud paa at fremstille Emailler af det Slags, der benyttes til de store Mosaiker, og da dette var lykkedes ham, henvendte han sin Opmærksomhed ogsaa paa andre Grene af Glasfabrikationen, der tidligere havde blomstret i Murano og som lovede at blive en Indtægtskilde, da de omfattede Tilvirkning af Glassager til Brug i det daglige Liv. Ved antikvarisk Forskning og ved sammenlignende Kunststudium, ved at indrette et særligt Musæum, ved Tegneskoler og Værksteder for Modellering har den Anstalt, som Salviati oprettede, i Løbet af kort Tid udviklet sig saa stærkt, at den atter har kunnet tilvirke Gjenstande, der baade hvad Masse og Form angaar staa paa samme Højde som de gamle venetianske, medens de i mange Henseender adskille sig væsentlig fra de Frembringelser, der udgaa fra de øvrige europæiske Glasvarefabriker.
Salviati skriver selv herom følgende: »Hvad der udmærker de böhmiske, franske, engelske, belgiske m. fl. Glassorter, er deres store Gjennemskinnelighed og deres høje Glans. Det er, som om de kun havde sat sig til Opgave at efterligne Krystallen. For at naa dette Maal, der i og for sig kan være smukt nok, bliver man imidlertid nødt til at slibe og polere Glasset ved Hjælp af mange forskjellige mekaniske Midler. Paa denne Maade kan man vistnok opnaa en betydelig Effekt, men den opnaas kun ved at lade de Egenskaber, der ere mest karakteristiske for Glasset, forblive ubenyttede og uudviklede: nemlig dets Lethed og Plasticitet. Det venetianske Glas er i Besiddelse af Glassets væsentligste Egenskaber; dets Lethed er en Følge af Fremgangsmaader, der ere meget forskjellige fra dem, der siden Midten af det forrige Aarhundrede ere blevne anvendte andetsteds for at give Glasmassen Gjennemsigtighed, Glans og Lysbrydningsevne, Egenskaber, der egentlig kun tilhøre Krystallen. Dets Plasticitet gjør det muligt for det, naar det er blødgjort ved Varme, at antage hvilken som helst Form og Farve, som Arbejderen maatte finde for godt at give det.
Da man vilde vende op og ned paa Naturen og forvandle Glasset til en Pseudokrystal, idet man gjorde dets Masse haard og kold for at give den Glans og Gjennemsigtighed, berøvede man det dets Ynde. De gamle Glaskunstnere paa Murano vare i Besiddelse af to væsentlige Betingelser for at hæve deres Industri til en Kunst og for af deres Kunst at kunne gjøre en Industri: det plastiske Materiale, som Aarhundreders Erfaring havde bidraget til at fuldkommengjøre, og den fine kunstneriske Følelse — et ejendommeligt Instinkt, der synes at være eget for denne Befolkning og for denne Klasse Mennesker. Denne kunstneriske Følelse er ikke gaaet tabt samtidigt med selve Kunstens Forfald, og det er den, man kan takke for, at Kunsten atter kunde hæve sig saa hurtigt.«
De Frembringelser, der skyldes Salviatis Initiativ, vakte allerede Aar 1862 almindelig Beundring, da man fik Lejlighed til at se dem paa Londonerudstillingen, og de have dannet Glanspunkter paa de senere Verdensudstillinger.
I det 15de og i de følgende Aarhundreder blev den tyske Industri paa det heldigste paavirket fra Italien, og navnlig Glasmagerkunsten tog et mægtigt Opsving, i Særdeleshed i Böhmen, som dengang var det rigeste og flittigste Land i det tyske Rige, og som stod i livlig Handelsforbindelse med Italien; den tyske Glasindustri maa dog ingenlunde betragtes som en blot Affødning af den italienske; i flere Henseender var den ganske ejendommelig, og vi ville derfor her opholde os lidt ved den.
Den tyske Glasmagerkunst stod i fuld Blomstring i Middelalderen og navnlig fra det 14de Aarhundrede at regne. De pragtfulde Glasmalerier, som vi endnu kunne se i adskillige tyske Stæder, ere Beviser paa den Fuldkommenhed, som man dengang havde opnaaet i at farve Glasmasserne. Glasset blev imidlertid ikke alene anvendt til Kirkernes Udsmykning, men blev ogsaa benyttet med stor teknisk Dygtighed til det selskabelige Livs Behov, og fra denne Tid har man mange Drikkekar af højst besynderlig Form, hvorom Fig. 217 kan give os en Forestilling. I det 13de Aarhundrede blev der blandt Wiens Haandværkslaug ofte omtalt Glas- og Spejlmagere, og i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede blev venetiansk Glas eftergjort i Wien.
Under Renaissancetiden var der en Dekorationsmaner, som Venetianerne havde lært af Araberne og Byzantinerne, og som vandt stor Udbredelse, nemlig Overmaling af Glasvarerne med Emaillefarver og Forgyldning. Ogsaa Slibningen og Graveringen naaede en høj Grad af Fuldkommenhed, og der findes Glas med de fineste Raderinger, der ere udførte ved Hjælp af Diamant. I Almindelighed blev der anvendt en grøn eller grønlig Masse til de Glassager, der skulde emailleres, medens de ganske farveløse Glasmasser navnlig kun bleve anvendte til Spejle, der i Tyskland bleve fremstillede lige saa smukke som i andre Lande. Dekoreringen med indbrændte Emaillefarver anvendtes paa de mest forskjellige Gjenstande, og bestod som oftest i alle Slags heraldiske Figurer. Det er ikke altid let at angive, hvor disse forskjellige Sager ere blevne tilvirkede, og det synes, at Fabrikationen af dem har været meget udbredt; de bajerske Fichtelgebirge have dog vistnok i lang Tid været Hovedsædet for denne Industri, der efter hvad der fortælles skal være bleven indført der af venetianske Guldsøgere. De ældste Glas af dette Slags gaa tilbage til Midten af det 16de Aarhundrede; i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede vare de dekorerede Glas ikke længere saa smukt og fint udførte som før.
Ved Siden af saadanne Glasvarer, der ere ejendommelige for den tyske Glasindustri, træffe vi imidlertid ogsaa smukt formede Glas, der tydeligt nok ere fremstillede efter Modeller fra Murano, og lige saa smagfulde ere de Udsmykninger, der ere tilvejebragte ved Paasmeltning af forskjelligtfarvede Traade, ved Slibning o. s. v., og der er adskillige Glassager fra denne Tid, som blive ansete for kostbare venetianske Frembringelser, skjøndt der kan være meget, der taler for, at de ere tyske.
Af de tyske Glasvarer udgjøre de saakaldte »böhmiske« en særegen Klasse, hvis Ejendommelighed beror paa de forskjellige Slibnings- og Graveringsmethoder, der anvendes ved deres Tilvirkning. Den facetterede Overflade, der meget hurtigt forstod at vinde almindelig Yndest, nødvendiggjorde tykke Glasvægge paa de Gjenstande, der skulde slibes paa denne Maade, og herved kom denne Methode til at faa en væsentlig Indflydelse paa Formen af de böhmiske Glas. Medens de venetianske Glasmagere droge Fordel af Massens store Plasticitet, saa at de ved Lampen fremstillede Gjenstande i de mest fantastiske og forbavsende fine Former, og medens de tilstræbte at gjøre Virkning foruden herved ogsaa ved Sammensætning af forskjelligt farvede Masser og ved Dekorering med Emaillefarver, gave de böhmiske Glasmagere Afkald paa disse Fordele og de søgte at fremstille Glasvarer med den størst mulige Lysbrydningsevne; som Følge heraf lagde man særlig Vægt paa at tilvirke et saa hvidt Glas som muligt, noget, Venetianerne ikke tilstræbte i særlig Grad.
Denne ejendommelige Glasindustri slog tidlig Rod i det skovrige Böhmen; i Aaret 1442 var der saaledes allerede en Glashytte i Egnen omkring Steinschönau, der endnu den Dag idag er Hovedsædet for den böhmiske Glasindustri. Ved Hjælp af driftige Handelsfolk fik Varerne herfra en saa stor Afsætning ved deres Mangfoldighed, Nyhed og Billighed, at der herved blev skabt en farlig Konkurrence for den venetianske Glasindustri. Det laa i Frembringelsernes Natur, at der ved Fabrikationen af dem ganske af sig selv kom en Arbejdsdeling til at gjøre sig gjældende. Det Raaglas, der blev fremstillet i Hytterne, maatte gjøres færdigt paa Slibemøllerne, og de Arbejdere, der vare beskjæftigede her, ansaa det for hensigtsmæssigst, hver kun at udføre et enkelt bestemt Slags Slibning. Fremstillingen af kunstige Ædelstene slog navnlig Rod paa Iser- og Riesengebirges Affald. Farvede Glas, Koraller, Glassmykker, Knapper o. l., saaledes som de nutildags forfærdiges i Egnen omkring Turnau og Gablonz, bleve forfærdigede der allerede i den anden Halvdel af det 17de Aarhundrede; en Svensker, Georg Vander, skal Aar 1536 have indrettet den første Glashytte i Grünwald. Glassliberiet og navnlig Graveringen fik sit Hovedsæde i Haida. De Krystalslibere, Rudolf II. indkaldte, kom ved deres kunstneriske Smag til at udøve en særdeles heldig Indflydelse paa den böhmiske Glasindustri, og deres Teknik har holdt sig lige til vore Dage. Den böhmiske Industri er ganske vist fortrinsvis henvist til Fremstilling af Sager, der kunne finde Afsætning paa det store Marked, og den bliver derfor mangen Gang nødt til at rette sig efter Tidens mere eller mindre slette Smag, men nu og da ser man dog tydelige Beviser paa, at den er i Stand til at frembringe Gjenstande, der kunne betragtes som Mønstre i sit Slags, og at den kan hævde sin Plads i forreste Række blandt vor Tids Glasvarefabriker.
Det böhmiske Glas kom ved sin ejendommelige Stil til at udøve Indflydelse paa andre Landes Glasindustri, navnlig Nederlandenes og Englands. I Nederlandene fandtes der Glashytter allerede i den første Trediedel af det 15de Aarhundrede, og det var tyske Arbejdere fra Schwarzwalderegnen, der omtrent Aar 1760 lærte Nederlænderne at fremstille Skiveglas ved Pustning. I det hele taget havde man imidlertid forhen tilegnet sig den venetianske Smag med stor Forkjærlighed, og Glaskunstnerne efterlignede med stor Dygtighed de venetianske Produkter, og der er ingen Tvivl om, at mange Gjenstande, der gaa og gjælde for ægte venetianske, ere blevne forfærdigede i nederlandske Værksteder. Som et Bevis paa, at den nederlandske Glasindustri kunde maale sig med den venetianske, ville vi kun anføre, at Magistraten i Lille, da den skulde komplettere det Inventarium, der ved store Festligheder benyttes paa Byens Raadhus, lod enslydende Bestillinger udgaa til Fabriker i Antverpen og Venedig. Brüssel og Antverpen vare Hovedsæderne for den nederlandske Industri, der trivedes fortræffeligt, dels paa Grund af Landets Rigdom, dels fordi der fandtes en stærkt udviklet Kunstsands hos Befolkningen. Paa Malerier fra denne Tid vil man hyppig kunne se Afbildninger af Kunst- og Brugsgjenstande saaledes som de dengang forfærdiges i Landet selv. Det varede ikke længe, førend det lykkedes Nederlænderne ogsaa at efterligne det böhmiske Glas; allerede i lang Tid havde Spejlene herfra været berømte dels for deres smukke Masse, dels for deres udmærkede Politur og Belægning, og nu drev man Kunstfærdigheden saa vidt, at man endog gav sig til at slibe og ætse de fine Glassager, der vare fremstillede efter venetiansk Mønster.
Vi ville faa temmeligt enslydende Oplysninger, naar vi undersøge, hvorledes Glasindustrien har udviklet sig i England og Frankrig, og i det hele taget synes den vigtige Industri, der udgik fra Italien og Bøhmen, at have gjennemgaaet omtrent de samme Udviklingstrin i de forskjellige Kulturlande. Særligt maa dog fremhæves, at Spejlfabrikationen i det 17de Aarhundrede tog et mægtigt Opsving i Frankrig ved Lucas de Nehou, der indførte vigtige Forbedringer ved den Fremgangsmaade, som anvendes ved Støbning af store Spejlskiver. Colbert begunstigede i ganske særlig Grad denne Industri. I Frankrig er der endnu Glasfabriker, der ere blevne grundlagde for Aarhundreder siden; dette gjælder navnlig om Flaskefabriker; saaledes er det berømte Etablissement i Quiquengronne (Aisne), der tilhører en Vikomte Leempool, omtrent 600 Aar gammelt, idet det nemlig blev grundlagt Aar 1290.
De böhmiske Glashytter fremkaldte en væsentlig Forandring med Hensyn til selve Glasmassens Sammensætning. Paa de gamle Fabrikationssteder og ogsaa i Venedig havde man hovedsagelig fremstillet Natronglas, dels med det naturligt forekommende kulsure Natron, dels af Havplanters natronholdige Aske; i Böhmen var man derimod nødt til at anvende Aske af Træer, idet man troede, at denne Aske var af samme Beskaffenhed; man vidste ikke, at den i Stedet for Natron indeholder Kali — det var jo først Aar 1757 at man lærte at skjelne mellem disse to Stoffer. Men netop herved var man ubevidst ført hen til at benytte en værdifuldere Bestanddel af Glasset, og denne Omstændighed, ligesom ogsaa den Renhed, der udmærker de mineralske Stoffer i Böhmen, vare Aarsagerne til, at dette Glas blev langt smukkere end andre Steder, og at det snart opnaaede en Berømmelse, som det stadigt har vidst at vedligeholde.
Da Glasfabrikationen imidlertid bestandig blev mere omfangsrig, kunde Fastlandets Træer, som levere Potasken, ikke holde Skridt med den. Hist og her viste der sig Træmangel, og Kaliet er uafladelig steget i Pris, indtil man endelig i Afrømningssaltet ved Stassfurt har fundet Kaliaflejringer, der ogsaa ere komne Glasfabrikationen til gode. De høje Kalipriser havde imidlertid bevirket, at man i Frankrig igjen havde begyndt at anvende mere Natron; man havde i Mellemtiden lært at fremstille dette af Kogsalt; for Øjeblikket bliver det dog hyppigt anvendt i Form af svovlsurt Salt, Glaubersalt. Medens Træmanglen i Frankrig førte til Natronglasset, førte den i England til Blyglasset. Her maatte nemlig Stenkul erstatte Brænde, hvis man i det hele taget vilde forfærdige Glas; men man fik paa denne Maade ikke rene, men sodfarvede Glas, og, da man for at undgaa denne Ulempe, dækkede Smeltediglerne, var det ikke mere muligt at bringe Glasmassen til at flyde. Det gjaldt derfor om at finde et virksomt Flussmidde], og et saadant fandt man i Blyiltet, og det Glas, der fremstilledes ved Hjælp af det, var ganske vist noget blødt, men det besad til Gjengjæld de tidligere omtalte værdifulde Egenskaber, som man dog hverken havde søgt eller ventet, nemlig høj Grad af Gjennemsigtighed og livlig Glans. Iøvrigt har man senere ved Undersøgelse af nogle Oldsager fra Romernes Tid faaet Vished for, at man allerede før Kristi Fødsel fremstillede Blyglas, saa at vi atter her have et Exempel paa, at en Opfindelse kan gaa tabt i Tidernes Løb og da senere gjøres paany.
Nu har man ved at fyre med Gas gjort det muligt at anvende baade Brunkul og Tørv til Glasfabrikationen; herom komme vi senere til at tale; kun saa meget ville vi anføre paa dette Sted, at disse Brændselsstoffer paa en ganske ejendommelig Maade blive forvandlede til Gas, der igjennem Ledninger føres hen til Ovnene; samtidigt sørges der for Tilstrømning af den nødvendige Mængde atmosfæriske Luft, og paa denne Maade faar man en meget intensiv Varme uden Røg og uden omkringflyvende Askepartikler, og denne kan med Lethed gjøres stærkere eller svagere.
Arbejdet i Glashytterne. Naar vi nu efter den foregaaende korte Oversigt over Glassets Historie ville beskjæftige os med dette interessante Stof selv, ville vi begive os ind i en Glashytte, det Sted, hvor den smeltede Glasmasse og de forskjellige Glassager fremstilles. Glashytten danner et stort hvælvet Rum, hvis Gulv er belagt med Teglsten. Midten af dette Rum er i Almindelighed optaget af en høj Skorsten, ved hvis to Sider Smelte- eller Arbejdsovnene ere anbragte. Til Glasfabrikationen udkræves der flere forskjellige Slags Ovne, der alle ligge i det hvælvede Rum i Glashytten og for Størstedelen ogsaa staa i Forbindelse med hverandre, saaledes at den Varme, der gaar bort fra den ene Ovn kommer til Anvendelse i en Sideovn til andre Arbejder, inden den faar Lov at slippe bort. Saadanne Ovne eller Ovnafdelinger ere nødvendige til Glassatsens Tilberedning (Kalcinerings- og Fritteovne); til Opvarming af de store Smeltedigler; til Strækning af Glaspladerne til Vindus- og simplere Spejlglas (Strækkeovne); til langsom Afkøling af de færdige Glasvarer. Hovedovnen er den egentlige Glassmelteovn. Den er opmuret af ildfaste Sten og med den største Omhyggelighed og viser i Tvergjennemsnit en rund eller aflang Form. Man kan tænke sig til, hvor vigtigt det er, at denne Ovn er godt konstrueret og godt bygget, naar man erindrer, at den skal kunne taale en vedholdende Hvidglødhede og samtidigt uafladeligt angribes af Dampene fra Alkalierne og Klormetallerne i Glassatsen. Deraf kommer det, at selv en god Smelteovn ikke kan vare mere end 18 Maaneder; i Almindelighed holder Ovnen ikke nær saa længe.
Glasovnene ere undergaaede betydelige Forandringer i Tidernes Løb, navnlig paa Grund af at nye Brændselsmaterialier ere komne til Anvendelse. Fig. 218 viser os en gammel Glassmelteovn. De Ovne, der bruges nutildags, ere vistnok meget forskjellige fra denne, men ogsaa meget forskjellige indbyrdes, thi efter Brændselmaterialets Beskaffenhed og Varmegraden, der udkræves til hvert enkelt Slags Glas, maa ogsaa Ovnkonstruktionen rette sig. Snart staa Smeltediglerne, og dette er det almindeligste, i en Kreds rundt om en Rist eller saaledes, at de ophedes fra det Ildsted, der befinder sig under dem; snart ere de opstillede i Række og ophedes da af Flammen, der stryger hen mellem Rækkerne. Over hver Digel er der en Aabning, Arbejdshullet, hvorigjennem Arbejderen med sine Redskaber kan komme til den smeltende Glasmasse. Det er aldeles nødvendigt, at der hvælver sig et kuppelformigt Loft over Diglerne, thi den Varme, der fremkommer, er saa betydelig, at ellers intet Menneske kunde udholde at være i Ildens Nærhed. Den hede Luft undviger tildels gjennem Essen eller Esserne, thi ved mange Ovnkonstruktioner, saaledes som f. Ex. ved den, der er fremstillet i Gjennemsnit i Fig. 219, eller den, hvis Ydre er gjengivet i Fig. 220, har hver Digle sit særlige Trækhul; tildels undviger den gjennem Sidekanaler, til de øvrige Ovnafdelinger, hvor den anvendes til Glassatsens Fritning, Brændselmaterialiernes Tørring, Glasvarernes Afkøling o. s. v. I Fig. 219 er a Risten, bb Kanalerne, T Esserne og C Arbejdshullerne. Smeltediglerne S anbringes gjennem Aabningerne F; R er Askerummet, hvor Luften allerede bliver opvarmet, inden den gjennem Risten kommer hen til Brændselmaterialet.
Ovnspørgsmaalet er af den allerstørste Betydning for Glasfabrikationen; thi foruden det Hensyn, der naturligvis bør tages til den størst mulige Økonomi, den mest mulige Benyttelse af Ovngassen, Opnaaelsen af den størst mulige Varmevirkning m. m., kommer der endnu en Mængde andre Omstændigheder i Betragtning, dels med Hensyn til at modarbejde forstyrrende Indflydelser paa Smeltningens Gang, dels med Hensyn til at fjerne dem, hvis de gjøre sig gjældende o. s. v. Til disse forstyrrende Indflydelser maa først og fremmest henregnes Digelsprængningen, der har til Følge, at den smeltede Glassats løber ud. Da der i saa Tilfælde er Fare for at Glasmassen skal kunne lægge sig over og tilstoppe Ristens Aabninger, maa man være betænkt paa Foranstaltninger, hvorved den udstrømmende Masse hurtigst muligt kan fjernes fra Ovnen. Derfor er ofte den Del af Ovnbunden, hvorpaa Diglerne staa, skraanende noget udefter, og paa det dybeste Sted er der da anbragt en Udløbsaabning, der holdes lukket med en Lerprop, indtil det bliver nødvendigt at benytte denne Udvej.
Det betydeligste Fremskridt i Ovnkonstruktionen blev gjort ved Indførelsen af Fyring med Gas, og denne Methode er i den sidste Tid endog bleven anvendt i saadanne Egne, hvor der er saa store Mængder Ved, at man ikke behøver at være videre sparsommelig med det, og der kan vist næppe være nogen Tvivl om, at Gasfyringen inden kort Tid vil have fortrængt alle andre Methoder. De Ovne, som anvendes til Gas, ere forskjelligt indrettede. Den, der har vundet den største Anerkjendelse, er Siemens Glassmelteovn med Regenerator; i Fig. 221 og 222 give vi Afbildninger af Ovnens to Hovedafdelinger, Generatoren og den egentlige Smelteovn.
Generatoren har til Opgave at fremstille Gas, og til Beredningen heraf kan der anvendes ethvert Slags Brændselmateriale, saasom Ved, Savspaan, Stenkul, Brunkul, Tørv o. s. v., der Tid efter anden kastes ind paa Skraaplanet.P gjennem Aabningen4; de falde herfra ned paa Trapperisten O, hvor der er tændt Ild, og hvor Forbrændingen vedligeholdes ved den Luft, der strømmer til nedefra. Den Hede, som udvikles herved, bringer Kullaget oven over til at gløde og bringer det derved i en Tilstand, hvori det afgiver saa meget Kulstof til den Kulsyre, der indeholdes i den gjennemstrømmende Luft fra Fyringen, ligesom ogsaa til Ilten i den uforbrændte atmosfæriske Luft, at der atter dannes en brændbar Luft, Kuliltegas. Ved at regulere Lufttrækken kan man netop forstærke Heden saa meget, at al Kulsyre bliver forvandlet til brændbar Gas. Denne stiger op gjennem det lodrette Rør V og samler sig i det vandrette Ledningsrør U, hvorfra den naar til Smelteovnen. Som det vil ses af Fig. 222, er dennes øverste Del kun lidet forskjellig fra en almindelig Glassmelteovn, men dens nederste Del er indrettet paa en særlig Maade. Æl^. Her findes nemlig de saakaldte Regeneratorer, C' C C', et Slags Kamre, langs med hvis Sider der er opstaplet ildfaste Teglsten og bestemte til at optage den Varme, som frigjøres i de forbrugte Luftarter, der nu strømme til Skorstenen og til derved at forhøje Glødningsvirkningen. Kammersystemet er todelt; de to Afdelinger staa ikke i indbyrdes Forbindelse med hinanden, men kunne hver for sig sættes i Forbindelse saa vel med Smelterummet som med Skorstenen. Naar Smeltningen i Ovnen skal begynde og hvis Regeneratorerne endnu ere kolde, tilvejebringes Forbindelse paa den Maade, at den varme Ovngas, der kommer fra Forbrændingen i Smelterummet, først tvinges til at gaa igjennem den ene Afdeling, inden den slipper ud i Skorstenen. Derved kommer den til at afgive en betydelig Del af sin Varme til de kolde Teglsten, og lidt efter lidt opheder den dem saa betydeligt, at Kammeret endog bliver glødende. Nu forandrer man Forbindelsen. De varme Luftarter ledes hen til den anden Afdeling, der endnu er kold, og som nu sættes i Forbindelse med Skorstenen. Derimod ledes den brændbare Gas, inden den tændes, ind i den varme Afdeling. Teglstenene afgiver Varme til Gassen, hvorved Varmevirkningen i Smelterummet bliver betydelig forstærket. Naar Teglstenene atter ere blevne kolde forandres Forbindelsen paany, thi imidlertid er den anden Afdeling blevet saa varm, at den nu kan benyttes som Forvarmer.
Den Besparelse af Brændselmateriale, man kan opnaa ved saadanne Ovne, beløber sig til 30—50 Procent, og naar man derhos betænker, hvilken Betydning det maa have, at der anvendes et Slags Brændsel, der ikke medfører nogen Urenlighed, og til hvis Fremstilling man kan anvende alle Slags Materialier, der ellers ikke ere til nogen Nytte, vil man kunne forstaa, hvilken Rolle disse Ovne ere komne til at spille i Glasfabrikationen.
Glasfabrikationens Teknik. Det kunde maaske her være rigtigt at kaste et flygtigt Blik paa de Beholdere, hvori Glasmassen smeltes, de saakaldte Glasdigler. De ere ganske vist ikke andet end almindelige Smeltedigler af temmelig store Dimensioner, men de Fordringer, som stilles til deres Varighed, kræve dog en særligt omhyggelig Fabrikation. Glasdiglerne bestaa af ildfast Ler og forfærdiges sædvanligvis ved selve Fabriken. Formningen, Tørringen og Brændingen maa ske med den største Nøjagtighed, da enhver Digel, der springer itu under Smeltningen, saavel foraarsager Tab som betydelig Ulejlighed. Naar en til Øjemedet passende Lerart er funden, underkastes den først en grundig Bearbejdning, blandes derefter med Chamotte, der tilberedes af fint pulveriserede Skaar af gamle Digler, der tidligere have været udsatte for Ilden, tørres, males og sigtes, for at Massen kan blive saa ensartet som muligt, førend den kan blive tilstrækkelig formbar, naar den atter fugtes med Vand. De formede Digler lader man staa saa længe som muligt for at tørres førend Brændingen, da man har fundet, at de paa denne Maade blive bedst; man maa af den Grund stadig holde et temmelig stort Antal raa Digler i Beredskab. I Tyskland rumme de almindeligste Glasdigler omtrent 16 Centner smeltet Glasmasse, og man vil let kunne forstaa, hvilken Fasthed en Digel maa have for i en saa stærk Hvidglødhede, som den stadig udholder, at kunne modstaa Trykket af denne Vægt. Hos os rumme de sædvanlige Digler kun 4—5 Centner Glasmasse; de ere enten cylindriske eller hyppigere konisk udvidede foroven. De ikke aabne Glasdigler til Stenkulsfyring ere dækkede med en hvælvet Hat, hvorfra et kort, vidt Rør udmunder i Arbejdshullet.
I den senere Tid har den samme Siemens, hvis Glassmelteovn vi nylig have omtalt, opfundet en Art Glasdigler, hvis Konstruktion grunder sig paa den Kjendsgjerning, at smeltelige Legemer i fuldkommen smeltet Tilstand have den største Vægtfylde. Indretningen er yderst sindrig og har den Fordel, at Smeltningen foregaar uafbrudt. For at lette Forstaaelsen af Diglens Konstruktion hidsætte vi her i Fig. 223—227 et vandret og et lodret Snit samt en Tegning af Diglen sat ovenfra. Som det deraf fremgaar, bestaar hver Digel af tre Afdelinger: A, B og C, af hvilke A tjener til deri at smelte Glasmassen, B til at rense den og C til derfra at udtage den til Forarbejdning. Indbyrdes ere Afdelingerne saaledes forenede, at den i A smeltede Glasmasse, der samler sig paa Bunden, gjennem Kanalen a stiger op i B. Afdelingen B, i hvilken Rensningen foregaar, og hvor selvfølgelig de urene Stoffer samle sig paa Overfladen, staar gjennem en Aabning b nede ved Bunden, hvor den rene Masse holder sig, i umiddelbar Forbindelse med C, den Afdeling, hvorfra Massen udtages til Forarbejdning. Det Tryk, der tvinger den flydende Masse til at tage den her angivne Vej, bevirkes ved dens forskjelligt høje Stand i de forskjellige Afdelinger saaledes som antydet paa Figurerne. Ilden omspænder Diglen saaledes, at den deri værende smeltede Masse har en noget lavere Temperatur i de nedre Dele end i de øvre, og saaledes kommer Massen ikke alene renset, men ogsaa forholdsvis afkølet fra B til C.
Glasmassen tilberedes i Diglerne af sine Raastoffer, men disse have dog i Forvejen været underkastede en temmelig indviklet Behandling. Kvartsstykkerne maa først glødes og hurtig afkøles i koldt Vand, hvorved de blive sprøde, saaat de kunne males. Dertil anvendes ved større Glashytter særegne Kvartsmøller. Det malede Pulver eller Sand, naar saadant anvendes, vadskes flere Gange ved Tilberedelsen af hvidt Glas, for at befries for alle Urenligheder, i Særdeleshed for det ofte forekommende Jernilte. Alle Materialier til Glassatsen maa renses i samme Forhold, naar man skal fremstille absolut hvidt Glas. Vilde man anvende Raastofferne i den Skikkelse, hvori de forekomme i Naturen, kunde man sjeldent faa andet end daarligt, grønt Flaskeglas. En Rensning saavel ved Vand som navnlig ved Ild er derfor højst nødvendig. For at uddrive alt Vand, der ved Fordampning kunde foraarsage en for stærk Afkøling af Smelteovnen og en for heftig Bevægelse i Smeltemassen, ophedes Glassatsen til Rødglødhede. Herved forkulles og ødelægges de organiske Bestanddele, der trods al Paapasselighed forekomme i de sammenblandede Stoffer. Komme disse Substantser nemlig med i den smeltede Masse, hvor de ikke saa let kunne forbrænde som i fri Luft, ville de fordele sig i Glasset og derved give dette forskjellige Farvenuancer, dog mest gulbrunt. Ofte er det fordelagtigt at fortsætte Ophedningen saa længe, at Glasdannelsen begynder og Massen derved blødgjøres til en Dejg. Denne Proces kaldes Fritning. Den glødende Masse bringes dernæst, uden at afkøles, klumpvis i de egentlige Smeltedigler.
I Glasmassen kunne næsten alle de Stoffer overføres, som forene sig med Kiselsyre; desuden iblandes ofte andre mekaniske for at ophæve Gjennemsigtigheden og frembringe mælke- eller alabasthvide Glasarter. Da de forskjellige Bestanddele give Glasset forskjellige Egenskaber, som ikke altid ere fordelagtige, maa flere Stoffer udelukkes eller kun anvendes i særegne Øjemed f. Ex. ved Fabrikationen af kunstige Ædelstene, idet Ædelstene og mange andre Mineralier med Hensyn til Sammensætningen have en stor Lighed med mange Glassorter. Med de ved Spektralanalysen nylig opdagede Metaller ere flere Forsøg foretagne over deres Forhold i Glasmassen, og ved disse Forsøg har især Talliumglasset, som Lamy først fremstillede, vist sig at udgjøre et meget værdifuldt Materiale til optisk Brug. Det samme gjælder om Didymglasset, som Werther i Königsberg har indført.
Det vilde være uoverkommeligt her at nævne alle de Recepter til Glasmasse, der benyttes i de forskjellige Fabriker, vi ville derfor her nøjes med kun at anføre nogle faa, der følges ved Fabrikationen af de vigtigste Glassorter:
| Kalikrystalglas: | |||
| Kvarts. | 100 | Pd. | |
| Potaske. | 50 | — | |
| Arsenik (hvid Arseniksyrling). | 0 | ,25 | — |
| Læsket Kalk. | 15 | — | |
| 165 | ,35 | Pd. | |
| Böhmisk Spejlglas: | |||
| Kvarts. | 100 | Pd. | |
| Renset Potaske. | 66 | ,75 | — |
| Marmor. | 3 | ,88 | — |
| Salpeter. | 6 | ,66 | — |
| Arsenik. | 1 | ,66 | — |
| Brunsten. | 0 | ,2 | — |
| Smalts. | 0 | ,05 | — |
| 178 | ,65 | Pd. | |
| eller: | |||
| Kvarts. | 100 | Pd. | |
| Potaske. | 60 | — | |
| Læsket Kalk. | 20 | — | |
| Arsenik. | 0 | ,5 | — |
| Kalisalpeter. | 1 | — | |
| 181 | ,5 | Pd. | |
| Böhmisk hvidt Glas: | |||
| Hvidt Sand. | 100 | Pd. | |
| Potaske. | 60 | — | |
| Brændt Kalk. | 10 | — | |
| 170 | Pd. | ||
| Böhmisk Taffelglas: | |||
| Hvidt Sand. | 100 | Pd. | |
| Potaske. | 42 | — | |
| Kalksten. | 17 | ,5 | — |
| 159 | ,5 | Pd. | |
| Blykrystalglas: | |||
| Sand. | 100 |
Pd. | |
| Mønnie. | 60 | — | |
| Potaske. | 20 | — | |
| 180 | Pd. | ||
| Flaskeglas: | |||
| Sand. | 100 | Pd. | |
| Udglødet Træaske. | 250 | — | |
| Kalksten. | 30 | — | |
| 380 | Pd. | ||
| Kronglas: | |||
| Hvidt Sand. | 100 | Pd. | |
| Renset Soda. | 41 | ,66 | — |
| Ubrændt Kalk. | 22 | ,5 | — |
| Arsenik. | 1 | ,66 | — |
| 165 | ,82 | Pd. | |
Farvede Glas. Vi have allerede ved Omtalen af, hvorledes den almindelige hvide Glasmasse tilberedes, havt Lejlighed til at bemærke, at det er temmelig vanskeligt at hindre tilfældige Farvninger af denne eller med andre Ord at faa et farveløst Glas, Det er meget lettere at skaffe Glasset en bestemt Farve, og dertil anvendes saavel Metalilter, der smelte sammen til Silikater med Kiselsyren, som ogsaa nogle andre Stoffer, der frembringe visse Farver, væsentlig de samme Stoffer, som vi i det foregaaende have set anvendte i Porcellænmaleriet. Saaledes benyttes Guld- eller Kassiuspurpur (bestaaende af Guld- og Tinilte), Kobberilte og Jernilte til at fremstille røde Farver; Koboltilte giver blaa Farve; med Antimon-, Bly- og Jernilte, Kul og Uranilte samt adskillige Sølvpræparater kan der frembringes gule Farver; Kobber- og Kromilte giver grøn, Jern- og Uranilte sort, Manganilte blaa og violet Farve. Ved at blande forskjellige Farvestoffer kan man fremkalde mangfoldige Nuancer, ligesom ogsaa adskillige af disse Stoffer ved forskjellig Behandlingsmaade frembringe forskjellige Farver. Glas, der skal have et sort Udseende, faar man ved stærke Tilsætninger af grønne, brune eller blaafarvede Stoffer, hvorved disse Farvetoner blive saa dybe, at de absorbere alt det Lys, der falder ind paa dem, hvorved de komme til at tage sig ud, som om de vare sorte. Mange farvede Glassorter ere derfor heller ikke forfærdigede af en Masse, der er farvet helt igjennem, da de i saa Fald let vilde blive for mørke, men derimod dækkede »overfangede«, hvorved forstaas, at det hvide Glas, der er Grundlaget, er blevet dækket med et farvet Lag. Naar Glaspusteren skal fremstille dette Slags Overfangsglas, har han foran sig to Digler med smeltet Masse, af hvilke den ene indeholder hvidt Glas, den anden Glas af den ønskede Farve. Nu dypper han Piben først i den hvide Masse og derpaa i den farvede, og han tager desto mere af dette sidste, jo mørkere han ønsker Farven. Paa denne Maade faar han nu egentlig et Dobbeltglas, idet nemlig den Gjenstand, han former, er hvid forinden og farvet udenpaa; men Virkningen er den samme, som om Glasset var farvet helt igjennem. Gjenstandens tyndeste Dele faa ved denne Fremgangsmaade samme Farvetone som de tykkeste, hvad der ellers ikke vilde være muligt, og hertil kommer, at »Overfanget« let kan bortslibes hvor som helst man ønsker det, noget, der er af stor Betydning for Glassets Udsmykning, da man nu let kan frembringe lyse Mønstre paa farvet Grund.
For at beskytte Øjnene mod for stærkt Lys, forfærdiger man Brille- og Lorgnetglas af en ganske ejendommelig Beskaffenhed. De ere fuldstændigt gjennemsigtige men have dog en ubestemt, temmelig mørk Røgfarve {London smoke), der mildner det stærke Lys. Farven skal faas ved at man til Glasmassen sætter to forskjellige Stoffer, der hvert frembringer sin Komplementfarve, f. Ex. Kobberilte (rødt) og Jernilte (grønt), i hvis hele Virkning der saaledes ikke bliver nogen bestemt Farve overvejende.
Foruden de gjennemsigtige Glas forekommer der ogsaa nogle Varieteter, som man ved forskjellige Tilsætninger berøver deres Gjennemskinnelighed i højere eller mindre Grad. Dette er saaledes Tilfældet med Alabaster-, Opal-, Mælke- og Benglasset samt Emaillen. Alabasterglassets matte Udseende faas ved et Overskud af Kvartspulver; Opal-, Mælke- og Benglassene ere tilsatte med Benaske (fosforsurt Kalk), og deres forskjellige Udseende beror kun paa den forskjellige Mængde af dette Stof, der bliver blandet i Glassatsen.
Det Glas, der benyttes til Fremstilling af kunstige Ædelstene, gaar under Navn af Strass; det er sammensat saaledes, at Lysbrydningen og Glansen bliver saa stærk som vel muligt. Strassen er et Kaliglas, der indeholder særdeles meget Blyilte og en vis Del Borsyre. Blyholdigheden er endnu større end i Flintglasset eller i de Glassatser, der benyttes i Optikens Tjeneste, og Strassen er derfor ganske særdeles blød. Skal Strassen forestille Diamant, farves den ikke, ellers tilsættes der noget af den allerede omtalte farvede Glasmasse, gul, grøn, rød, blaa o. s. v. Strasserne faa ganske samme Slibning som de tilsvarende Ædelstene, og deres Spil kan være i højeste Grad skuffende, navnlig naar de ere folierede (belagte med Folie paa Bagsiden) og ved kunstigt Lys.
Smeltningen. I Almindelighed anbringes den yderst fint pulveriserede Glassats i flere Hold i Smeltediglerne, thi Glasflussen indtager altid betydeligt mindre Plads end Glassatsen.
De tomme Digler ophedes i en særlig Afdeling, Forvarmingsovnen, hvorfra den ene hvidglødede og forvarmede Digel efter den anden kjøres ind i Ovnen paa et Slags Jernvogn og stilles paa sit Underlag. Man kan let tænke sig, hvilken glødende Temperatur Arbejderne maa udholde under dette Arbejde. Nu styrtes den første Portion Glassats i Diglerne, og efter et Par Timers Forløb den næste Portion o. s. v., indtil alle Diglerne ere fulde.
Saa snart alle Diglerne ere indsatte, tilmures Ovnen, saa at kun de nødvendige Træk- og Arbejdshuller lades aabne, og derpaa forhøjes Varmen til den har naaet den fornødne Grad, der maa vedligeholdes ved jevn Fyring.
I de store tyske Glasværker optage disse Forarbejder i Almindelighed baade Lørdag og Søndag; om Mandagen begynder det egentlige Arbejde, og Diglernes Beholdning af Glasmasse er saa stor, at der medgaar Resten af Ugen indtil Lørdag, før Diglerne ere arbejdede tomme. Ved andre Glasværker smeltes der nyt Glas hver Dag, men da naturligvis i betydeligt mindre Mængde.
Det er ikke al den Glassats, der lægges i Diglerne, som forvandles til Glas; som allerede omtalt, bortgaar der endel af den i Luftform, og nogle Bestanddele, der ikke have kunnet optages i Glasmassen, svømme ovenpaa som et Slags Skum, der kaldes Glasgalle, og som jevnligt fjernes ved Hjælp af Skummeskeer, naar man ønsker at have nogenlunde smukt Glas. Der danner sig navnlig megen Galle, naar man anvender Alkaliet i Form af Aske (Sæbesyderlud), da denne indeholder en Mængde Urenligheder, der ikke kunne smelte.
For at kunne holde Kontrol med Smeltningens Fremskridt, udtages der fra Tid til anden Prøver til Undersøgelse. Naar Processen er skredet saa vidt frem, at Kiselsyren har indgaaet Forbindelse med Baserne, foretages den saakaldte Lutring eller Varmskørning, der bestaar i at Glasmassen ophedes endnu stærkere eller til højere Temperatur end den, der herskede før og derpaa en Tid lang lades i Ro. Ved Temperaturforhøjelsen er den bleven mere tyndflydende, og derved bliver det muligt for endel Luftblærer, der have siddet indeklemte i den tykflydende Masse, at slippe bort, medens samtidigt de tungere Urenligheder, der findes i Massen, lettere kunne synke tilbunds. Efter at Lutringsprocessen er endt foretages Koldskørningen, hvorved Varmen formindskes saa meget, at Glasmassen faar den Fasthed, der er nødvendig til dens Bearbejdning. Ovnen maa holdes ved denne Temperatur saa længe Glasmassen bliver forarbejdet.
Glasmassens Forarbejdning sker paa forskjellig Maade. De Gjenstande, der skulle fremstilles af den plastiske Glasmasse, formes enten ved Støbning, Presning eller — som det almindeligst sker — ved Pustning. De to første Methoder ere imidlertid ikke nær saa interessante som den sidste, der er aldeles karakteristisk for Glasfabrikationen; vi ville derfor begynde med nærmere at omtale Pustningen og kun lejlighedsvis opholde os ved de andre Methoder.
Enhver maa vist have set, hvorledes man bærer sig ad med at blæse Sæbebobler; Glaspustningen foregaar paa en aldeles lignende Maade. Glaspusteren, der altid har en Medhjælper, benytter et langt Jernrør, den saakaldte Pibe (Fig. 228), der er forsynet med et Mundstykke af Træ; i Grøntglashytterne arbejder han staaende, i Hvidtglashytterne derimod siddende i et Slags Armstol med fremstaaende Arme. Først dypper han Piben i den smeltede Glasmasse, hvoraf der bliver en Klump hængende; denne former han til en Kugle ved at rulle den paa Gulvet, og denne oppuster han noget for at se, om der har fæstet sig en tilstrækkeligt stor Mængde af Massen ved Røret; skulde der ikke være nok til den Gjenstand, der tænkes fremstillet, maa Arbejderen igjen dyppe Piben ned i det smeltede Glas. Vil han nu f. Ex. fremstille en Flaske, puster han først Glasklumpen ud til en hul Kugle, som han ved Svingning i Luften giver en aflang Form. Han anbringer nu Glasmassen i en Form, der kan lukkes ved et Tryk med Foden, og puster i Piben; Glasset tvinges herved til at udfylde hele Formen; Flasken løftes nu op og lægges ind i Ovnen for at glødes fuldstændigt, da den under Formningen er bleven noget afkølet. Naar dette er sket, tager Glaspusteren med en Jernstang en Draabe Glasmasse op af Diglen, trækker en Traad deraf og vikler den et Par Gange omkring Flaskens Munding, som derved faar sit ejendommelige Udseende, hvorefter den færdige Flaske hensættes til langsom Afkøling.
Skulde Glasblæren blive rød under Arbejdet, det vil sige blive for stærkt afkølet, bliver den atter opvarmet til Hvidglødning under stadig Omdrejning i et særligt Hul, der er anbragt i Ovnen.
Ved finere, navnlig Hvidtglasarbejder, sidder Formeren — som allerede nævnt — i et Slags Armstol, medens Medhjælperen puster og Piben stadigt drejes rundt paa Stolens lange Arm. Hank og lignende fremspringende Dele blive anbragte særskilt, thi den bløde dejgagtige Glasmasse former sig meget let og forbinder Delene fast indbyrdes. Her kommer alt an paa, at Arbejderen har rigtigt Øjemaal og stor Fingerfærdighed, og en dygtig Glaspuster er i Stand til at fremstille et smukt Kunstværk i kortere Tid end der behøves til at fortælle, hvorledes Arbejdet udføres. Flasker og mange andre af de almindeligere Gjenstande, der fremstilles ved Pustning, og som derfor alle ere Hulglas, blive saaledes fuldførte blot ved visse Drejninger, Svingninger, Fladtrykninger o. s. v., maaske ogsaa ved Benyttelse af Saxen.
Den, der første Gang besøger en Glashytte, bliver i Almindelighed forbavset over at saa mange og forskjelligartede Gjenstande kunne forfærdiges med saa faa og simple Instrumenter. Blæserøret eller Piben, der altid er Hovedredskabet, er saaledes for Glaspusteren hvad Skiven er for Pottemageren. Ganske vist hører der stor Øvelse til at benytte det, og det er ogsaa nødvendigt at have gode Lunger. Imidlertid gives der forskjellige Hjælpemidler, ved hvis Benyttelse man kan skaane Lungerne. Naar Arbejderen saaledes nærmer sig med Glasblæren til Ilden, bliver den Luft, der er indesluttet i Blæren, udvidet af Varmen, og Blæren bliver saaledes af sig selv større; kun maa Arbejderen holde Pibens Mundstykke godt tillukket med sin ene Haand, for at den udvidede Luft ikke skal slippe ud denne Vej. Ja, Glaspusteren arbejder endog med Damp: han kan nemlig meget vel sprøjte en Smule Vand ind i en glødende Glasblære, som han vil have større. Vandet forvandles naturligvis øjeblikkeligt tilDamp, der vil udvide Glasblæren, naar blot Pibens Mundstykke holdes godt lukket.
Blandt de andre Apparater har Saxen temmelig ofte Anvendelse, thi det glødende Glas kan klippes ligesom blødt Bly. Tænger, der tjene til Ombøjning af Kanter o. s. v. og formede omtrent som almindelige Ildtænger; dernæst er der forskjellige Slags Jern, der ere af en Fingers Tykkelse, og som Arbejderen bruger til at gribe med om de glødende Gjenstande. Det saakaldte Navlejern benyttes paa følgende Maade: man forsyner Spidsen af Jernet med en Draabe Glas og holder den hen til det paagjældende Sted, hvor man vil anbringe Jernet, og hvor dette da strax klæber fast. Er der f. Ex. blæst en Flaske, og skal den nu fjernes fra Piben, hæfter man først Navlejernet til Bunden af Flasken, hvorved man faar et Haandtag, medens de skarpe Rande omkring Flaskemundingen, der opstaa ved Fraskillelsen, blive smeltede runde. Paa samme Maade benyttes dette Jern, naar de færdige Gjenstande skulle bringes til Afkølingsovnen. Tilsidst bliver det selv skilt fra Gjenstanden med et kort Slag; derved fremkommer det ru, skarpkantede Sted, Navlen, som man hyppig finder paa Bunden af simplere Glasvarer.
Afbildningerne Fig. 229—240 kunne give os det bedste Begreb om, hvorledes mere sammensatte Hulglasvarer blive forfærdigede; de vise Fremstillingen af et Drikkeglas med Fod. Det første Stadium (1) viser, hvorledes den lille Glasklump sidder fast paa Piben; den er allerede pustet ud til Pæreform, og har derpaa ved Drejning og ved Stød paa Pladen, der er af poleret Marmor eller Granit, faaet den Form, der er gjengivet i 2. Heraf skal Glassets Overdel nu tildannes. Foden fremkommer ved at anbringe en Klump blødt Glas paa Midten af Overdelens Bund, og ved at trække den ud til en Stilk (3), der formes ved Hjælp af en Tang under stadig Omdrejning af Piben paa Stolens Arm (4). Efterat Stilken har faaet den Form, der er antydet paa sidstnævnte Figur, gjøres dens nederste Del atter glødende, og der anbringes paany en Klump Glas (5) paa den, hvorefter det overflødige afklippes; denne Klump holdes under stadig Omdrejning mod et fugtigt Brædt (6), hvorved den formes til en Flade, der yderligere tildannes ved Anvendelse af et Jern, der nærmest ligner en Pincet (7). I Stedet for Glasklumpen (5) kan man fastgjøre en allerede opblæst Glaskugle til Fodens Stilk; denne Kugles ene Halvdel fjernes, medens den resterende Halvdel glødes paany, og ved at bøje dens Rande om faar man en Fodplade. Til denne fastgjør man nu med en Draabe Glasmasse det Jern, der skal tjene som Haandtag under den videre Bearbejdelse (8); den øverste Del af det oprindelige Hulglas fjernes (9), og med en Sax giver man Glassets Sider den ønskede Højde (10). Ved Hjælp af et Stykke Træ bringer man Randene lidt udefter (11). Glasset har nu faaet sin endelige Form (12) og bliver derpaa bragt ind i Afkølingsovnen og adskilt fra Haandtaget ved et let Slag.
Paa denne Maade, nemlig ved Arbejde paa Stolearmen og ved Hjælp af Sax og Tænger kan der ligesom paa Drejebænken kun fremstilles runde Gjenstande. Naar man ikke puster Glaskuglen i fri Luft men bringer den bløde Masse til under sin Udvidelse at lægge sig op imod de indre Vægge af en Hulform, vil den derimod komme til nøjagtigt at antage dennes Skikkelse. Paa denne Maade kan man altsaa fremstille Hulvarer, der udvendig ere begrænsede af flade eller ind- og udbuede Flader, som ellers kun kunde faas ved Støbning eller fri Modellering.
Formene ere undertiden af Træ, men som oftest af Messing, navnlig naar der skal forfærdiges Gjenstande med skarpt begrænsede og meget jevne Flader. Støbejerns- og Lerforme forekomme ogsaa. Formen kan enten være enkelt eller sammensat, Klappeform, der er indrettet til at aabnes, for at den færdige Gjenstand kan blive taget ud af den; men saa længe det bløde Glas bliver blæst ind i den, ere dens enkelte Dele fast forbundne indbyrdes enten ved Stifter eller ved en Fjederkraft, som frembringes ved Tryk med Haand eller Fod. I Almindelighed forbinder et Hængsel de to Halvdele med hinanden; den todelte Form vil som oftest være tilstrækkelig.
I Fig. 241 er der fremstillet en mere sammensat Form. Den øverste Del aa bliver først sat paa, naar Glasmassen, f, er bragt ind i Formen. Den underste Del, bb, er forfærdiget af et Stykke og kun forsynet med nogle enkelte fine Aabninger, hvorigjennem Luften kan slippe ud. Formstykket c c, der svarer til Halsen, bestaar derimod af to Stykker, der kunne drejes om et Hængsel, der er befæstet til Pladen dd. For at de to Halvdele skulle slutte rigtig tæt til hinanden, er der anbragt to Vægtstangsarme, i hvilke der indskrues Haandtag af Træ. Ved den derpaa følgende Pustning trykkes den glødende Masse mod Formens Vægge, hvis Fordybninger naturligvis komme til at fremtræde som Forhøjninger i den færdige Gjenstand, og omvendt. Hvis Formens Inderside er aldeles glat og rund, drejes den omkring under Blæsningen, hvorved Polituren bliver betydeligt smukkere. Anvendes der riflede eller kantede Forme, saaledes som den, der er afbildet i Fig. 241, kan der naturligvis ikke være Tale om nogen saadan Omdrejning.
Endel mindre Artikler fremstilles ligeledes i Forme, men ved Presning i Stedet for ved Pustning. Disse Artikler ere da massive, og de Forme, der anvendes, have en vis Lighed med almindelige Kugleforme; de ere et Slags Tænger, hvormed man tager den nødvendige Mængde af den glødende, dejgagtige Glasmasse. Saadanne Forme anvendes f. Ex. ved Tilvirkning af Glasknapper og større Perler.
Taffel- eller Skiveglas. Naar man under Pustningen holder Piben lodret op og ned, synker Blæren sammen, hvis den har faaet en tilstrækkeligt stor Udvidelse, og, idet man fastgjør den til et særligt Jern og skiller den fra Piben, kan man ved hurtig Omdrejning forvandle den til en rund Skive. Da denne Skive er tykkere i Midten, paa det Sted, hvor den har været fastgjort, bliver denne Del skaaret ud, og man beholder tilbage to Halvmaaneformede Stykker (Maaneglas), hvoraf der atter kan udskjæres Skiver. Jo dygtigere Arbejderen er, desto større Skiver kan han frembringe, og at dømme efter de Prøver, man endnu har tilbage fra gammel Tid, maa der ofte paa denne Maade være bleven pustet Skiver af 4—7 Fods Diameter. Det midterste Stykke, Oxeøjet, er en lille linseformig Skive med en fremstaaende Tap i Midten, og dette Stykke anvendtes tidligere meget til Stald- og Tagvinduer, til Glas i Gade- og Vognlygter m. m. De større Stykker, der skares ud af Skiven, anvendtes som Taffelglas, der før næsten udelukkende blev fremstillet paa denne Maade. Nu er denne Methode fuldkommen fortrængt af en anden, hvorved Skiven ikke formes ved Hjælp af Centrifugalkraften, men ved, en helt forskjellig Fremgangsmaade, som vi nu skulle til at beskrive.
Naar der skal pustes Taffelglas, anbringes der en betydeligere Mængde af den glødende Masse, omtrent 2 Pund, ved den ene Ende af Piben. Da der ikke kan hefte sig saa meget paa engang ved Piben, maa den dyppes flere Gange, og imellem hver Neddypning bringes Glasklumpen til en vis Grad af Afkøling, dels ved Svingning i Luften, dels ved Besprøjtning med Vand. For bekvemmere at kunne tumle Piben med den vedhængende Glasmasse staar Glaspusteren enten paa en Forhøjning over Gulvet eller foran en Fordybning i Arbejdslokalet (Fig. 242). Ved Pustningen antager Glasmassen først den almindelige pæreagtige Form, der ved Svingning i Luften, Opvarming paany Tid efter anden, Rulning o. s. v. efterhaanden bringes til at antage Form som en hul Cylinder, der er lukket i begge Ender. Naar Glasset derpaa er blevet udblæst tilstrækkelig tyndt, aabnes Cylindren ved en vis Manipulation først i den nedre Ende, hvorefter den forlænges endnu mere ved yderligere Svingning. Derpaa afjevnes Kanterne med Saxen, og Piben fjernes paa sædvanlig Maade. Naar dernæst nu ogsaa den øvre Ende er bleven aabnet, opskjæres Cylindren langs efter med et glødende Jern eller en Diamant. Vor Afbildning Fig. 243 viser de forskjellige Stadier af den Proces, som Glasmassen her maa underkastes. Forberedte paa den ovenfor beskrevne Maade naa altsaa de halvt opklappede Cylindre til Strækkeovnen. Denne bestaar af to Afdelinger, Ildstedet og selve Strækkerummet, der ligger ovenpaa dette. Flammen slaar op gjennem forskjellige Aabninger, der ere anbragte i Ildstedets Loft og fremkalder her en Temperatur, der nok kan blødgjøre Glasset men dog ikke smelte det. Medens Cylindren med den opskaarne Side opad lidt efter lidt bliver skudt fremad i denne Ovn, kommer den tilsidst til et Sted, hvor Strækkestenen ligger, en afsleben Plade afbrændt, ildfast Ler. Her bliver Cylindren snart blød og dens to Lapper blive slaaede fra hinanden med et gaffelformet Jern; de synke nu ned paa Pladen og blive fuldstændigt udjevnede med et passende Redskab (Fig. 244). Ved Fremstilling af finere Taffelglas er Strækkestenen bedækket med en tyk Glasplade, der er forfærdiget specielt hertil, og hvorved Glasset bliver smukkere. Der udkræves imidlertid en større Dygtighed ved Udførelsen af dette sidste Slags Arbejde, da det kommer an paa at forhindre de to Glasplader fra at brænde sammen.
Umiddelbart ved Siden af Strækkerummet befindes Afkølingsrummet hvor de nyformede Plader blive skudte ind gjennem en Aabning i Sidevæggen; saa snart de ere stivnede stilles de paa Højkant og lænnes op imod Tverstænger af Jern; naar Afkølingsovnen er fuld, lukker man den til og lader nu Pladerne langsomt afkøles. Plader, der ere bestemte til Spejlbelægning, maa derimod afkøles liggende.
Som et Exempel paa en ganske særdeles vidtstrakt Anvendelse af Taffelglas til Bygningsbrug ville vi her kun anføre Krystalpaladset i London, fuldført Aar 1851; der medgik for omtrent 250,000 Kroner Taffelglas til Vægge og Loft i denne ganske ejendommelige Kæmpebygning.
Støbning af Glas. Spejlplader. Taffelglasset finder en Hovedanvendelse til Fremstilling af Spejle, der, som bekjendt, ikke ere andet end jevnt og fint polerede rene Glasplader, der paa Bagsiden ere belagte med et Amalgam af Tin og Kviksølv. Et Spejls Værdi beror paa Glaspladens Størrelse, Renhed og Farveløshed, dens fuldstændige Jevnhed og Politur ligesom ogsaa paa at dens Forside og Bagside ere fuldstændigt parallele. Til simplere og mindre Spejle bruges der Skiver, der ere pustede og strakte paa samme Maade som Vindusglas; til finere Spejle og til de store Spejlglasruder, der nu benyttes saa meget, ere disse Skiver ikke gode nok, skjøndt man ved Pustning og trods de Vanskeligheder, der ere forbundne med at behandle betydeligere Glasmasser med Piben, er i Stand til at fremstille mærkværdigt store Skiver. Langt smukkere og langt renere Spejlflader faar man ved Støbning og efterfølgende Slibning af Glasset.
Til de støbte Spejle benytter man i Almindelighed Natronglas, fordi dette er mere letflydende. Smelteovnen indeholder i Almindelighed 4 Digler, mellem hvilke der er anbragt 4 lave kvadratiske eller rektangulære Pander med opstaaende Kanter. Naar Glasmassen i Diglerne efter omtrent 10 Timers Forløb er bleven fuldstændig smeltet og for Størstedelen lutret, øser man forsigtigt — for ikke at faa noget af Bundfaldet med — den flydende Masse med Kobberskeer over i Klarepanderne, hvor den bliver staaende i 16 Timer indtil den er fuldstændigt ren og blærefri. Til Støbning af Massen i Taffelform hører der en godt jevnet Plade af Støbejern eller Bronce, 3—4 Tommer tyk, Støbebordet. Det hviler paa et Slags Vogn, der paa Jernskinner kan rulles hen til det Sted, hvor man skal bruge det, og som er forsynet med en Indretning, hvorved det kan faa en fuldstændigt nøjagtig vandret Stilling. Naar Glasmassen nu er saa vidt færdig, at den kan støbes, skydes Støbebordet hen til Mundingen af en af Afkølingsovnene, hvis Bund ligger ganske i Højde med Støbepladen, der forud er bleven opvarmet enten ved Ild, der lægges under den eller ved glødende Kul, der lægges paa den, og som naturligvis omhyggeligt maa fjernes lige før Støbningen skal begynde. Paa Bordet findes der 4 Metalskinner, der ligge i Firkant, og som bestemme Glassets Tykkelse og Størrelse (Fig. 245). Flere Mennesker ere beskjæftigede ved Støbningen, og deres Arbejde maa være ordnet saaledes, at dets forskjellige Dele gribe godt ind i hinanden, naar Støbningen, der kun tager kort Tid, men hvortil Forberedelserne have taget saa meget længere Tid, ret skal lykkes. To Arbejdere bringe hurtigt en Digle ud af Ovnen, hænge den op i en Kran, trække den i Vejret og pudse den af. To andre gribe den med Haandtag i Form af Tænger, trække den hen over Støbebordet og vende den om, hvorefter de atter fjerne Diglen ved at føre den paatvers over Bordet; i samme Øjeblik gribe to andre Arbejdere en tung Støbejernsvalse, der ligger i Gafler ved den ene Ende af Bordet, og ruller den hen over Glasmassen, saa at denne bliver trykket og fuldstændig udjevnet og Rummet mellem Pladens Skinner eller Linealer bliver ganske udfyldt. Medens denne Rulning foretages, bliver Glasmassen vedblivende iagttaget af Arbejderne; skulde der vise sig nogen Klump eller Urenhed deri, hvorved der vilde fremkomme en Fejl i Glasset, søge de behændigt at fjerne den ved Hjælp af et spidst Instrument.
Medens Pladen endnu er rødglødende og blød anbringer man — for bedre at kunne tumle Massen, naar den skal ind i Afkølingsovnen — paa den Del af Pladen, der vender bort fra Ovnen, en Kant, der omtrent er 2 Tommer høj. Nogle Øjeblikke senere, naar Massen er bleven lidt mere fast men dog endnu er temmelig glødende, skydes Pladen ind i Afkølingsovnen, hvor den bliver liggende omtrent 8 Dage.
Slibningen af Spejlglasskiverne foregaar i Slibemøllen og er et Arbejde, der udkræver stor Omhyggelighed. Begge Sider af Pladen skulle slibes og poleres, og det kommer her væsentligst an paa, at de to Slibeflader komme til at ligge fuldstændigt parallele, saa at Glasset overalt faar samme Tykkelse; ellers blive Spejlbillederne fortrukne, noget, man tidt kan se ved mindre godt slebne Glassorter. Slibningen foregaar paa Stenplader, der hvile paa omtrent 2 Fod høje Fødder af Jern eller Træ, og som maa have en fuldkomment horisontal Retning. Af saadanne billardlignende Slibeborde indeholder Sliberummet altid et temmelig stort Antal. Med Gipsgrød fastkittes den Glasplade, der skal slibes, til et saadant Bord, hvorefter den mere ujevne Side først tages under Behandling. Hvis Støbebordets Metalplade nemlig ikke nylig har været poleret, er den Side af den støbte Plade, som har ligget ned mod Bordet, den mest ujevne. Det vil let kunne indses, at man ogsaa kan fastkitte flere Glasskiver ved Siden af hinanden og samtidigt slibe dem, naar de blot have samme Tykkelse. Det slibende Legeme, Løberen, bestaar af en Sten, der som oftest har Form af en afstumpet Pyramide, paa hvis Grundflade der er fastkittet en jevn Glasflade, der omtrent er en Fjerdedel saa stor som den Glasskive, der ligger under den og skal poleres. Løberens Vægt er afpasset saaledes, at den udøver et Tryk af 10 Pund paa hver Kvadrattomme. For bekvemt at kunne haandteres, er den enten foroven forsynet med flere Haandtag eller ogsaa, hvis den er meget stor, med et horisontalt Hjul, der er omtrent 10 Fod i Gjennemsnit, og som overalt i sin Omkreds frembyder Holdepunkter. I Almindelighed bevæges Løberen dog ved Maskinkraft, og de mekaniske Indretninger ere ganske simple, da det jo ikke frembyder nogen større Vanskelighed ved Hjælp af en Vægtstangsarm at meddele Løberen samme kredsformige Bevægelse, som den faar ved Haandarbejdet, og hvorved Skiven efterhaanden slibes paa alle Punkter.
Løberen sliber dog ikke umiddelbart paa Glasskiven; imellem dem findes nemlig det egentlige Slibemiddel, som bestaar af skarpt, vaadt Sand, der i Begyndelsen er grovt men senere tages noget finere. Naar Skiven nu er bleven saa vidt sleben paa den ene Side som det overhovedet lader sig gjøre med Sand, løsner man den, vender den og kitter den atter fast med den anden Side opad. Denne behandles paa selvsamme Maade som den første, og hermed er Raaslibningen til Ende; man gaar nu over til Klarslibningen, der foretages ganske paa samme Maade, kun med et finere Slibemiddel. Man anvender hertil slæmmet Smergel, i Begyndelsen grovere, derpaa finere og finere, og endelig faar Skiven sin Politur ved Behandling med en Løber, der er beklædt med Filt, og ved Anvendelse af en tynd Vælling, der bestaar af Vand og fint slæmmet Blodsten ell. lign. Den sidste og fineste Grad af Politur tilvejebringes i Almindelighed ved at man lægger to Spejlflader med de polerede Sider mod hinanden og lader den øverste glide hen over den nederste; imellem de to Skiver lægges fint slæmmet Tinaske.
Ved Hjælp af Støbebord og Valse formes ogsaa de Glasskiver af ½ og 1 Tommes Tykkelse, der benyttes som Loft i større lyse Lokaler, saaledes f. Ex. i overdækkede Gaarde, større Forsamlingssale o. s. v., og som ikke behøve nogen Slibning.
De slebne Glasskiver blive ikke alle til Spejle; mange af dem anvendes som bekjendt til Vinduer, og hertil kan man ogsaa benytte de Skiver, der have mindre Fejl. Man er i Stand til paa denne Maade at fremstille Glasskiver, der have en Længde og Brede af indtil 20 Fod, og der gjøres endnu bestandig Fremskridt i denne Retning.
Spejlskivernes Belægning. Som det sidste Arbejde ved Spejlglasfabrikationen kommer nu Belægningen af den slebne Plade med en glinsende Metalmasse, Amalgam. Enhver har vist undersøgt, hvorledes det egentlig forholder sig med denne Belægning paa Spejlets Bagside. Den viser sig som en tynd, hvid Metalhinde, der ikke sidder videre fast og efter hvis Fjernelse Glasset ikke længere er noget Spejl. I Virkeligheden er der ikke stor Forskjel mellem et Glasspejl og en fint poleret Sølvplade, egentlig kun, at Gjenspejlingen ved Glasspejlet ikke foregaar fra den forreste men fra den bageste Flade; naar man berører Glasset med en Finger kan man faa at vide, hvor tykt det paagjældende Glas er, ved at se, hvor stor Afstand der er mellem Fingeren og dens Spejlbillede.
Det er Kviksølvet vi have at takke for, at vi ved Hjælp af Glasset kunne frembringe et Metalspejl uden Metalarbejde, det vil sige uden Støbning, Slibning o. s. v.; blandt dette Metals mange mærkværdige Egenskaber er det navnlig dets Tilbøjelighed til at danne Forbindelser med mange Metaller, især med Tinnet, der kommer i Betragtning paa dette Sted. Naar man lægger et Stykke Tinfolio ned i en Skaal med Kviksølv og ryster det, vil Folien snart forsvinde, idet den optages i det flydende Metal; man kan endogsaa tilsætte temmelig meget Tin, førend man kan mærke, at Massen bliver mere tykflydende; naar den slet ikke mere flyder, kan man dog ved Æltning endnu faa optaget en god Del Tinfolie, saa at Massen derved bliver saa haard som Talg. Naar det saaledes dannede Amalgam ikke holdes i en tillukket Skaal, vil det tilsidst blive haardt af sig selv, thi Kviksølvet er ogsaa meget flygtigt, og ved den uafladelige Fordampning vil det andet, oprindeligt faste Metal efterhaanden blive det overvejende i Amalgamet, og Massen vil paa denne Maade blive haardere. Imidlertid kan denne Haardhed aldrig gaa saa vidt, at den bliver lige saa stor som det vedkommende Metals, thi ved Fordampning under almindelig Temperatur kan ikke alt Kviksølvet udskilles af Forbindelsen; først ved Anvendelse af en højere Varme bliver det muligt helt at afdrive det.
Tinfolien er et fortræffeligt Middel til Fremstilling af Glasspejle. Naar man vil forfærdige særdeles fint slebne og overordentlig nøjagtigt afpudsede Spejle, maa man naturligvis først og fremmest have udmærket godt Spejlglas og dernæst et fuldstændig godt og jevnt Amalgameringsbord, helst af Marmor. Rundt om Randen af dette Bord løber en Rende, der er bestemt til at optage det Kviksølv, der drives ud, og i det ene Hjørne af denne Rende er der en Aabning, hvorigjennem Kviksølvet kan løbe bort. Bordpladen ligger i et Tapleje, saa at den kan bringes til at indtage hvilken som helst skraanende Stilling, hvori den da fastholdes ved Stilleskruer. De øvrige Redskaber, der anvendes ved Belægningen, bestaa af Borster, Glaslinealer, Ruller, der ere betrukne med Uld. større og mindre Stykker Flonel og endel Vægte af Sten eller Jern.
Arbejderen pudser og renser først Belægningsbordet paa det omhyggeligste, lægger da et Stykke fuldkommen rent Staniol derpaa, noget større end Glasskiven, der skal belægges, og stryger nu med en Børste alle Folder ud. Dernæst hælder han lidt Kviksølv paa og breder det ud med Uldvalsen, saa at Tinnet overalt bliver ligeligt vædet dermed. Derpaa lægger han Glaslinealer paa de to Sider af Tinfolien og hælder saa meget Kviksølv paa, at det kommer til at staa omtrent 2/3 Linie højt. Det er indlysende, at Bordet under denne Operation maa staa aldeles horisontalt. Naar nu Spejlglassets Bagside og Kviksølvets Overflade ere blevne omhyggeligt rensede for alt Støv og Fedt, bliver Glaspladen forsigtigt skudt hen paa Kviksølvet, hvoraf den da strax trænger det overflødige til Side, hvorpaa man betynger den med tunge Vægte — der ved store Spejle kunne veje mange Centner — og lader dem staa nogle Dage. I Frankrig har man undgaaet Ulemperne ved at bruge saadanne Vægte, idet man i Stedet for disse lader Glaspladen trykkes ned ved Hjælp af Træstykker, der ere betrukne med Filt og som spændes fast ved at indskyde Trækiler i de bøjleformede Rammer (Fig. 246).
Spejlet er nu egentlig færdigt, men Belægningen indeholder endnu Kviksølv i Overflod, og dette maa fjernes. Man begynder altsaa med at borttage Vægtene eller Træstykkerne og ved Hjælp af Skruen løfter man derpaa Bordet lidt ved den ene Side, saa at Kviksølvet, der endnu ligger derpaa, kan løbe ned i den ovenfor omtalte Rende og derfra ud gjennem Aabningen. I selve Spejlbelægningen samler det overflødige Kviksølv sig ved den laveste Side, og efter nogle Dages Forløb begynder man derfor ogsaa at løfte selve Spejlglasset ved den højeste Side, saa at det efter 10 Dages Forløb staar lodret. Endelig stiller man Spejlet saaledes, at det kun kommer til at hvile paa det ene Hjørne, og her løber da det sidste overflødige Kviksølv bort. Hele Operationen varer tre Uger, og nu skal Spejlet være færdigt.
Naar vi saaledes have set, hvorledes et Spejl fremkommer, vil det ogsaa være os klart, hvilken Rolle Glasset spiller herved. Den er dobbelt: idet nemlig det polerede Glaslegeme trykker paa det grødagtige Amalgam, maa dette antage Glassets Form, og saaledes dannes den spejlende Metalflade, der kun vinder Hold og Fasthed ved at slutte sig nøje til Glasset. Metallet er saaledes Spejlets egentlige Stof, medens Glasset er Metallets Former, Bærer og Beskytter.
Sølvspejle. Som Følge af de Dampe, der udvikle sig ved Kviksølvbelægningen, ere Arbejderne udsatte for mange alvorlige Sygdomme, thi Kviksølvet er et meget giftigt Stof, og dets Optagelse i det menneskelige Legeme ytrer sig navnlig ved Lidelser i Bensystemet, i Tandkjødet, Svælget o. s. v.; modarbejdes Ondet ikke i rette Tid, vil det som oftest medføre Døden. Det har derfor længe været en Opgave for Humaniteten at udfinde en anden mindre skadelig Art Belægning for Spejlene, der jo nu engang maa betragtes som uundværlige. I den senere Tid har man saaledes begyndt at fremstille den spejlende Flade ved kemisk Udfældning af et Sølvlag i Stedet for ved Hjælp af Amalgam. Paa denne Maade er man i Stand til at forfærdige meget smukke Spejle, der oven i Kjøbet ere billigere, da deres Fremstilling ikke kræver saa lang Tid. Glasskiven bliver forsynet med en Kant eller lagt i et Slags Kasse og derpaa overgydes den med en Sølvopløsning, saa at den kommer til at staa omtrent en Tomme højt over Skiven. Denne Opløsning bestaar af salpetersurt Sølvilte og kaustisk Ammoniak, hvori der er blandet saakaldte reducerende Stoffer, der tilberedes efter mange forskjellige Recepter. Som oftest anvender man hertil Nellike- og Kommenolie, opløst i Vinaand, Druesukker, Vinstensyre o. s. v. Alle saadanne Stoffer virke saaledes paa Sølvsaltet, at de berøve Sølviltet, der findes deri, dets Ilt, hvorved Sølvet udskilles i metallisk Form og lægger sig paa Glasset som et spejlende Lag, hvis Bagside derpaa beskyttes ved Overstrygning med en Fernis. Ved Hjælp af denne vaade Forsølvning bliver det muligt ogsaa at gjøre stærkt krummede Glasflader spejlende, noget, der ikke ret vel lader sig udføre ved Amalgamering. Saaledes kan man med stor Lethed forsølve den indvendige Side af hule Glaskugler; man forfærdiger ogsaa forskjellige Hulglasvarer af dobbelt Glas, hvor Forsølvningen da befinder sig mellem de to Glasvægge. Den nye Fremgangsmaade er af stor Betydning for Tilvirkning af Hulspejle til teleskopisk Brug.
Denne Tilvirkningsmethode for Sølvspejle er angivet af Drayton, og siden Aar 1844 er den bleven fulgt uden væsentlige Forandringer, kun med lidt forskjelligt sammensatte Opløsninger. Liebig har betydelig forbedret Fremstillingsmaaden og har gjort Menneskeheden en stor Tjeneste herved, idet hans berømte Navn har vejet tungt i Vægtskaalen. Imidlertid have Sølvspejlene endnu ikke formaaet at fortrænge de amalgamerede, men man maa haabe, at disse snart have levet deres længste Tid.
I den allernyeste Tid har det set ud, som om Sølvspejlene skulde faa farlige Medbejlere i Platinspejlene. Disse tilvirkes i Frankrig og lade virkelig til at frembyde mange store Fordele. Platineringen adskiller sig væsentlig fra Forsølvingen, idet nemlig Platinhinden ikke ligger paa Glassets Bagside men paa Forsiden, og der altsaa finder en umiddelbar Gjenspejling Sted fra selve Metallet. Hovedbestanddelen i Belægningsmassen bestaar af en Opløsning af Platinklorid, hvori der er en vel sammenreven Blanding af Lavendelolie, Sølverglød og borsurt Blyilte; denne Opløsning stryges med en Pensel paa den lodret staaende Glasplade, der er poleret saa omhyggelig som muligt; under Bestrygningen maa man saa vidt muligt undgaa at der kommer Støv eller Fugtighed til Glaspladen. Efter Tørringen blive Pladerne opvarmede i Mufler, og de skulle hvad Glans angaar aldeles ikke staa tilbage for de amalgamerede. I gjennemfaldende Lys ere disse Spejle gjennemsigtige, en Egenskab, der gjør dem skikkede til Anvendelse til Vindusglas, hvorigjennem man altsaa kan se uden selv at blive set. Da man selvfølgelig ikke behøver at anvende fuldstændig hvidt Glas til dette Slags Spejle men kan nøjes med mere eller mindre farvet, og da dette Glas kun behøver at slibes paa den ene Side og altsaa kan gjøres tyndere, hvad der naturligvis har Indflydelse paa Prisen, er det meget rimeligt, at denne Art Belægning vil have en Fremtid for sig.
Glasrørene spille en saa stor Rolle i Glastekniken, at vi maa skjænke deres Tilvirkning nogle Øjeblikkes Omtale. Rørformigt Glas anvendes jo ikke alene til Thermometre, Barometre o. s. v., men danner ogsaa paa en vis Maade Udgangspunktet for Glassets videre Formforvandling i alle tænkelige Skikkelser. Ligesom Blyet kommer i Handelen i Blokke, Guldet i Barrer o. s. v., saaledes kommer Glasset som oftest i Handelen i Form af Rør, naar det skal afgive Raamaterialet til finere hvide eller farvede Glasvarer.
Fremstillingen af Glasrør- og -stænger foregaar ganske simpelt saaledes: Arbejderen puster en Cylinder ligesom ved Taffelglas, kun gjør han den mere tykvægget og Hulrummet snevrere. Efter at han paany har opvarmet den tilstrækkelig i Ovnen, anbringer en anden Arbejder sin Pibe ved den anden Ende af denne glødende Cylinder, og, ved nu at fjerne sig saa hurtig som muligt fra hinanden, trække de Glasmassen ud til et langt tyndt Rør, som man atter kan forvandle til endnu tyndere, naar man tager Stykker af dette Rør, gløder dem og trækker dem paa samme Maade som nys beskreven. Dette kan fortsættes næsten ubegrænset i det uendelige. Naar man vil fremstille Glasstænger, bærer man sig ad paa samme Maade, kun at Oppustningen af Cylindren naturligvis falder bort. Denne Udtrækning af massiv Traad kan ske paa Maskine og drives saa vidt, at Traaden bliver finere end det fineste Haar, et interessant Exempel paa den smeltede Glasmasses store Strækbarhed.
Det vil næsten være indlysende af det her sagte, at Glasrørene i det Indre aldrig ere rent cylindriske; de ere tykkest ved begge Ender og tyndest paa Midten. Dette har naturligvis ikke stort at sige, naar de skulle benyttes til almindelig Brug; anderledes forholder det sig derimod, naar Rørene skulle benyttes til fine fysiske Instrumenter, Thermometre, Barometre o. s. v. Der gives dog ikke noget Middel til at fremstille fuldstændigt cylindriske Rør; man maa nøjes med at vælge de bedste Stykker af Rør, der ere trukne paa sædvanlig Maade. Dette er imidlertid et meget besværligt Arbejde og bliver saa sjeldent lønnet med et heldigt Resultat, at der betales forholdsvis meget høje Priser for brugbare Rør til nøjagtige meteorologiske Instrumenter.
Glasperler. Af Rørglas blive nu i Reglen de mindre Glasartikler fremstillede, og en ejendommelig Behandling, med hvilken vi nu skulle beskjæftige os noget nærmere, anvendes til Fremstilling af de smukke Glasperler, vi alle kjende. Glasperlerne ere en Specialitet for Venedig. Som vi allerede tidligere have omtalt, bestod der i Murano talrige Fabriker, af hvilke mange, og i den sidste Tid de fleste, befattede sig med Perlefabrikationen. Disse Fabrikanter ere Aar 1848 traadte sammen og have dannet et Selskab, der kalder sig »Società delle fabriche unite di canne di vetro e smalti per conterie« og som har sine Kontorer i Afrika og Asien (Tripolis, Alexandria, Bombay, Kalkutta), thi disse Verdensdele ere endnu bestandig de største Forbrugere af denne Artikel, der spiller en Hovedrolle i de vilde og halvvilde Naturfolks Pynt.
Dette Selskab tilvirker i flere Fabriker de mest forskjelligartede Perler, lige fra de almindeligste til de aller fineste af Emaille — saaledes kaldes de uigjennemsigtige eller kun gjennemskinnelige farvede Glassorter — og hertil benytte de Sand fra Pola, Soda fra Catanien, Natron fra Ægypten og talrige metalliske Præparater, blandt hvilke Mønnie og farvende Metalilter indtage den første Plads. De røde Nuancer blive frembragte ved Guld, og man kan danne sig en Forestilling om Fabrikationens Omfang, naar man hører, at Zanetti anslaar den Mængde Guld, som en eneste Fabrik har brugt i et Aar til Farvning af sine Emailler til en Værdi af 10,000 Dukater.
Til Glasovnene benyttes et ildfast Ler, som man faar fra Cerone i Friaul; Sandet bliver derimod gravet i Nærheden af Venedig, hvor man for ikke lang Tid siden har opdaget det. En Ovn indeholder 2—5 Digler til de ringere Glassorter; Glassatsen til de finere Perler bliver derimod smeltet i Digler, der hver for sig har sit Ildsted, hvad der er nødvendigt allerede af den Grund, at de forskjellige Emailler smelte ved forskjellig Varmegrad. Der anvendes kun Brænde til Fyringen, og det tørres altid omhyggeligt før det benyttes.
Smeltningen retter sig efter Diglernes Størrelse og Glasmassens Beskaffenhed; i Almindelighed er den dog til Ende efter 12—18 Timers Forløb, og nu kan man begynde med Forarbejdningen. Først fremstilles der lange Rør eller massive Traade saaledes som vi allerede ovenfor have beskrevet det. Af dette Halvfabrikat fremstiller Glaspusteren nu alt muligt, idet han forarbejder det videre ved Lampen.
For at Diglens Indhold, der kan beløbe sig til 15 Centner eller endnu mere, kan blive forarbejdet uden Tidsspilde, thi Brændselet er dyrt, inddeles Arbejderne i Hold, der afløse hinanden hver sjette Time, Dag og Nat. Hvert saadant Hold har sin Scagnero, Mesteren; to Pastoneri og fire Tiratori, Medhjælpere, samt en Conzaurero. Arbejdet fordeles nu paa følgende Maade: først tager den ene Pastonero med en Jernstang, der er glødet i den ene Ende, saa meget Glasmasse op af Diglen som han anser nødvendig; eftersom Stangen er tykkere eller tyndere og eftersom den dyppes mere eller mindre dybt ned i Diglen hænger der mere eller mindre Glasmasse fast ved den; den videre Behandling retter sig nu efter hvad man vil fremstille; skal der fabrikeres Perler, maa der først fremstilles Glasrør, og derfor maa den Masse, der skal anvendes, tages op med Piben og først pustes lidt. Vil man fremstille Overfangsglas, er Øjeblikket nu kommet til at dyppe Glasklumpen, der imidlertid har faaet en cylindrisk Form, ned i en Digel med farvet Glasmasse. Scagneroen giver nu Arbejdsstykket den rette Form og lader det derpaa paany komme ind i Ovnen, for at det kan blive jevnt blødgjort helt igjennem, thi under den sidste Behandling er det blevet afkølet, og der har dannet sig en ydre Skorpe. Naar det nu atter er blevet glødende, griber Scagneroen fat om den anden Ende af Cylindren med en Tang, der er forsynet med lidt flydende Glasmasse for at den bedre skal kunne fæste sig til Cylindren; han giver nu en af Medhjælperne Piben, en anden Tangen i Hænde, og de fjerne sig nu fra hinanden med større eller mindre Hastighed eftersom man vil have tyndere eller tykkere Rør. De lange Glasstænger eller -rør, der snart ere afkølede, blive lagte paa en Række Borde ved Siden af hverandre, og blive derpaa af Tagliatoren skaarne i Stykker paa 3 Fod hvert og pakkede i Trækasser. De Fabriker, hvor der tilvirkes Perler, Millefiori, Petlnet o. s. v., ere afsondrede, og Perlefabrikationen alene falder i ikke mindre end syv forskjellige Behandlinger, der ogsaa foretages i forskjellige Værksteder.
Først blive Glasrørene efter deres Styrke sorterede i Grupper. Dette Arbejde udføres af Koner og Piger, Cernitrici; derpaa overgives disse ensartede Stykker til Tagliatorerne, der skjære dem i smaa Stykker af nøjagtig afmaalt Længde, ganske ligesom Hakkelse. Der findes Maskiner til at udføre dette Arbejde, men de have dog ikke været i Stand til at fortrænge Haandarbejdet; Operationen er nemlig af den Beskaffenhed, at en nogenlunde dygtig Arbejder altid vil kunne udføre den bedre end selv den bedste Maskine. Arbejderen bærer sig ad paa følgende Maade: han tager en Mængde Rørstykker, hvis Ender han bringer i samme Plan ved at støde dem mod en Væg; derpaa blive Rørene lagte over en fastliggende Klinge, og alle de Stykker, der rage ud over denne, blive afhuggede paa engang ved at en anden, tung Klinge føres ned over dem; nu skydes Rørene atter noget fremad over Klingens Eg, Stykkerne blive paany afhuggede o. s. v. Naar det kun er de saakaldte Straaperler, som Arbejderen tilsigter at fremstille, er Arbejdet allerede nu færdigt, thi de længere Smaacylindre beholde deres skarpe Kanter ved Snittefladerne. Ved de almindelige Perler blive Afsnittene gjorte kortere. Førend de bearbejdes videre, blive de ved Sigtning rensede for de uregelmæssige Stykker, der ere blandede mellem dem. Sigtningen besørges af de saakaldte Schizzatori, medens Tubanti besørge den efterfølgende Operation, der bestaar i at afrunde de skarpe Kanter og at give Perlerne deres kugleformede Skikkelse. Da dette sker ved at gløde Perlerne til begyndende Smeltning, maa man træffe Foranstaltninger, for at Perlerne ikke skulle brænde sammen og for at Gjennemboringerne i dem ikke skulle lukke sig.
Efter den tidligere Fremgangsmaade bleve Perlerne omhyggeligt blandede med fint Kulpulver og derpaa under stadig Omrøren glødede i en Flammeovn paa en Kobberpande, der var omtrent 1 Fod i Gjennemsnit. Kulpulveret udfyldte Aabningerne og hindrede de blødgjorte Glasdele i at brænde sammen. Nu følger man en bedre Methode: man blander Perlerne med et usmelteligt Pulver af Ler, Kalk, Gips, Kul o. l. — Sirilitti kaldes det —, og dette fugtes lidt med Vand, førend Perlerne blandes deri, for at det bedre skal kunne sætte sig fast i Gjennemboringerne. Blandingen af Perler og Sirilitti bliver formelig sammenæltet med Hænderne, indtil alle Hullerne ere fuldstoppede. Glødningen foregaar derpaa i store Kobbertromler, der have megen Lighed med dem, hvori Kaffebønner brændes, og som drejes om deres Axel ligesom disse. Tromlen kaldes Tuba og deraf have Arbejderne faaet Navn af Tubanti. Som Følge af Glasmassens Glødning blive de skarpe Kanter afstumpede, og paa Grund af den uafladelige Riven og Støden mod hverandre antage Glasstykkerne endelig Kugleformen.
Det maa tilføjes, at der for at hindre Perlerne i at brænde sammen i Tromlen, er blandet mellem dem et meget fint men særdeles tungt smeltende Sand, der navnlig findes nær ved Venedig; den Omstændighed, at dets Forekomst er saa temmelig indskrænket til dette Sted, maa vist betragtes som en af Hovedgrundene til, at Perlefabrikationen ikke kan forlægges andetsteds hen; thi da dette Sand bruges i store Masser, vilde Transportomkostningerne til fjernere liggende Fabriker blive altfor store til at Fabrikationen kunde svare Regning.
Naar Perlerne nu ere tilstrækkeligt gjennemarbejdede og atter afkølede, blive de ved Rystning befriede for hvad der har sat sig fast i deres Gjennemboringer. Ved hver saadan Brænding bliver der i Almindelighed forarbejdet omtrent 30 Pund Perler.
Perlerne mangle nu kun Politur; denne frembringer man ved at ryste dem i en Sæk med Hvedeklid; førend man skrider hertil sigter man dog Perlerne, for at de mislykkede ikke skulle blive polerede til ingen Nytte. Det er de saakaldte Governatori, som udføre dette Arbejde; da det jo egentlig kun kommer an paa at skille de runde Perler fra de kantede, lægge de Perlerne paa et svagt skraanende Bord, som de ryste ganske svagt og uden Ophold. De runde Perler trille herved ned ad Pladen og samles i en Pose, der er ophængt ved det ene Hjørne, medens de kantede blive liggende.
Nu staar kun tilbage at trække de polerede Perler paa Traade. Dette sker paa den Maade, at en Kvinde — Infilzatrice — dypper et Bundt lange Naale ned i en Æske med Perler, som hun har staaende foran sig. Enhver af Naalene er fastgjort til en Traad, paa hvilken Perlerne komme til at sidde i lange Rækker.
Man kan gjøre sig en Forestilling om, hvilken Udstrækning Perlefabrikationen i Murano har naaet, naar man hører, at der aarligt i Gjennemsnit udføres for 5—6 Millioner Kroner Perler, navnlig til oversøiske Lande, og naar man samtidigt erindrer, hvor billig denne Artikel er.
Mange billige böhmiske Perler, der se ud, som om de vare facetterede, ere pressede i en tangagtig Form, saaledes som de almindelige Kugleforme.
Uægte orientalske Perler, der navnlig forfærdiges i Frankrig, ere ikke lette at fremstille. De bestaa af smaa Glaskugler, hvis Indre er overtrukket med en sølvglinsende Masse, der udvindes af Fiskeskæl (Cyprinus alburnus) og derefter udfyldt med Vox. Der medgaar omtrent 18,000 af dette Slags Fisk til at faa et Pund af den saakaldte orientalske Perleessents: de sølvglinsende Skæl tages af Fisken og lægges nogle Timer i Vand for at det animalske Slim kan fjernes og derpaa knuste ved Omrøren i Vand. Denne Masse filtreres og Essentsen blandes nu med en Opløsning af Ammoniak og Husblas, dels for at den bedre skal kunne holde sig, dels for at give den større Bindekraft. De hule Perler, der pustes ved Hjælp af Lampe og Blæserør, blive ved Anvendelse af en fin lille Sprøjte overtrukne med det sølvglinsende Lag, og derefter indbringes det flydende Vox. Imitationen er saa fuldstændig, at der hører Kjenderblik til uden nøjagtigere Undersøgelse at afgjøre, om en saadan Perle er ægte eller ej. Navnlig forstaar man meget skuffende at efterligne de vanskabte Perler, der ikke sjeldent findes i Muslingerne, og som kunne naa en betydelig Størrelse.
De smukkeste uægte Perler komme fra Paris, hvor Jaquin anlagde en Fabrik Aar 1824.
Millefiori og Petinet. Visse Ejendommeligheder ved Glasset tilstede ganske særlige Behandlingsmaader, der ofte frembringe meget overraskende Resultater. En af disse er, at Glasset, uagtet sin store Plasticitet, i smeltet Tilstand dog ikke strax opgiver sin Form, naar det udtrækkes. Et Rør vedbliver at være et Rør, selv naar det trækkes ud i en Længde, der er mangfoldige Gange saa stor som den oprindelige, og en fir- eller sexkantet Stav beholder ligeledes sine Kanter under lignende Omstændigheder. Paa den anden Side blande forskjelligt sammensatte Glassorter sig ikke med hinanden, naar de komme i Berøring med hinanden, forudsat at de ikke ere ganske tyndtflydende; men de hænge let sammen og danne et Stykke. Herpaa beror Muligheden af at frembringe smukke Farveafvexlinger, Striber o. l., saaledes som vi kunne se det ved mange Artikler. Fine smaa Glasstave af forskjellig Farve, ofte ikke tykkere end en Traad, danne Hovedmaterialet hertil, og mange brogede Mønstre, der virkelig se ud, som om de vare tegnede med Pensel, bestaa kun af Traade, der med kunstfærdig Haand ere lagte tilrette og sammensmeltede. Det saakaldte Millefiori (Tusindblomst), Blomster, Stjerner o. s. v., der ere smeltede ind i en klar Glasmasse, fremkommer ved at sammensætte Tversnit af farvede Smaastænger; de forenes til det ønskede Mønster, sammensmeltes og trækkes derefter ud, hvorved man kan faa hvilken som helst Formindskelse af det oprindelige Mønster. En gul Stang sammensmeltes med fem blaa, der ere anbragte omkring den, og udtrækkes; hvert Tversnit af denne brogede Stang vil nu give en Blomst af den bekjendte Forglemmigej. De meget almindeligt benyttede Brevpressere af Glas i Halvkugleform med alle Slags indlagte Mønstre, vise en stor Mangfoldighed af dette Slags Frembringelser; ved Neddypning af Mønstret i en mere letflydende og farveløs Glasmasse faar man den ydre Skal, der omslutter Millefiorien.
Ved Petinetglas eller Glasfiligran forstaar man saadanne Glas, i hvilke der navnlig viser sig smukt slyngede hvide eller farvede Linier. Disse skrive sig ogsaa fra Smaastænger, der blive indsmeltede i en farveløs Glasmasse. Ved Oppustning af det hele til en Cylinder, Udtrækning, skrueformig Drejning og Indstikning i hinanden af to Cylindre, der ere drejede i forskjellig Retning, ved Fladtrykning (ved Baandglas) og andre Manipulationer frembringer man endelig de meget tiltalende Glassager, som vi vist alle mange Gange have havt Lejlighed til at beundre. I Fig. 247 gjengive vi til bedre Forstaaelse en af de simpleste Forme af Petinetglas. Man har Petinetglas i allehaande forskjellige Farver, men man har ogsaa nogle, der ere farveløse og dog frembringe en særdeles overraskende Virkning. Det fine Netværk, der er synlig i det Indre af disse farveløse Glaslegemer, bestaar af regelmæssige Rækker af Luftblærer, og Sagen er i sig selv ganske simpel, skjøndt den synes temmelig uforstaaelig. Fremstillingen begynder med, at et Antal Stænger af farveløst Glas stilles ved Siden af hinanden i en Rundform og foreløbig forbindes indbyrdes med en Traad. Nu tager man dem paa Piben og smelter dem sammen, saa at de komme til at danne en riflet Hulcylinder, et Rørstykke, der under Glødning drejes saaledes, at Riflerne komme til at løbe Side om Side i Skruevindinger. Naar man nu anbringer to Cylindre af dette Slags — af hvilke den ene er drejet til højre, den anden til venstre — inden i hinanden, naar man derpaa forbinder dem ved Glødning og derpaa forstærker dem ved Neddypning i Glasmasse, vil der i det Indre, overalt, hvor to Striber krydse hinanden, blive en Luftblære tilbage, og, da der er særdeles mange af dem, og de ere regelmæssigt ordnede, frembyder den færdige Glasvare et særdeles smukt Syn. Glas af dette Slags kaldes retikuleret. De saakaldte Inkrustationer ere ogsaa at betragte som Kunststykker i Glastilvirkningen. I mange böhmiske Glasartikler ser man nemlig Sølv- eller Guldmønter eller ogsaa Medailler tilsyneladende indsmeltede i Glasmassen. Disse Stykker ere nu ganske vist ikke af saa ædelt Materiale, ja, de bestaa ikke engang af Metal, men af en brændt Ler- eller Porcellænmasse. Arbejderen trykker disse Kopier ind i den bløde Glasmasse og overtrækker dem med et Lag Glas. Naar dette er farveløst, faar man Indtryk som af en Sølvmønt; Indtryk som af en Guldmønt faar man derimod, naar Overtrækket er af gulligt Glas. Denne skuffende Metalglans kommer af at Glasovertrækket ikke har forbundet sig med det underliggende Aftryk; det berører kun de fremspringende Dele af det; mellem de to Legemer findes der altsaa et meget tyndt Luftlag, der frembringer en total Reflexion af Lyset, en fuldstændig Spejling, saaledes som vi i Almindelighed kun se den ved Metaller. En Dugdraabe, der ligger paa et ruhaaret Blad, glinser som Sølv, og dette Fænomen har ikke blot den samme Forklaringsgrund som det forrige, men det var ogsaa netop det, der bragte den böhmiske Opfinder paa Inkrustationstanken.
Glaspusteriet. Mange af de finere Kunstarbejder, ja endog en meget stor Del af dem, blive ikke forfærdigede i Glashytterne direkte fra Diglerne, men de fuldføres af særlige Kunstnere ved Hjælp af Flammen fra en Lampe. Man benytter dertil en saakaldt Lodningsflamme, det vil sige Flammen fra en Olie- eller Vinaandslampe, gjennem hvilken man, i Reglen ved Hjælp af en dobbelt Blæsebælg, fører en fin Strøm af Luft eller Ilt saaledes, at den river Flammen med sig i en vandret eller skraat opad gaaende Retning. I denne Flamme, der i Spidsen udvikler den største Varme, blive nu Glasrørene eller Glasstængerne, saaledes som de komme fra Glashytterne, bragte til at antage en saa stor Varmegrad, at de blive saa bløde, at de med Lethed lade sig puste ud i alle Skikkelser. Den, der engang har set en rigtig Glaspuster af Profession, saaledes som de undertiden vise sig offentlig, er ganske sikkert bleven meget forbavset over den Hurtighed og tilsyneladende Lethed, hvormed han formede alle mulige Gjenstande af den bløde Masse, der ikke engang lader sig berøre med Hænderne. Naar Guldsmeden bearbejder sit Metal med Hammeren og presser det ned i den nedenunder liggende Form, hører der ogsaa dertil stor Kunstfærdighed; men Glaspusteren har dog et langt vanskeligere Arbejde , da han har at gjøre med et Materiale, hvis Blødhed og Strækbarhed forandres med enhver Forandring i Varmegraden, og da han kun har et eneste Middel til at forme det med, nemlig den Luft, som han med Munden puster ind i Glasmassens Indre. De bekjendte kartesianske Djævle, der stige op og ned i deres Flaske, naar man trykker paa det elastiske Laag, ere dannede af et Glasrør. Paa det Sted af Røret, hvor der skal fremvoxe en Arm, et Ben eller et Horn, bliver Glasmassen blødgjort og ved Hjælp af Blæserørsflammen pustes den derpaa ud i den ønskede Form. Hvis Kunstneren opvarmer et for stort eller for lille Stykke, hvis han puster for stærkt eller for svagt, faar han altid en mislykket Figur, der er fuldkommen ubrugelig.
Men det ser alt saa let ud, og saaledes forekom det ogsaa den tyske Greve, der saa en Glaspuster i Italien; Greven mente at ogsaa han sagtens kunde gjøre, hvad der tog sig saa let ud og vilde dog engang forsøge derpaa. Han begyndte da at puste, men det første, han frembragte, var en pæreformet Hulhed, en Flaske (fiasco); ved det andet Forsøg fik han en lignende Flaske, og saaledes frembragte han med stigende Ærgrelse endnu mangen fiasco, hvorefter den bekjendte Talemaade »at gjøre fiasco« skal være opstaaet.
Det er ikke ret vel muligt at give en Beskrivelse af alle de forskjellige Kunstgreb, som Glaspusteren anvender, og vi vilde heller ikke have opholdt os ret længe herved, naar det kun var alle Slags Snurrepiberier, der bleve frembragte ad denne Vej. Men dette er ingenlunde Tilfældet: alle de fysiske og kemiske Apparater, hvor Glasset forekommer i en anden Form end i Linser, Prismer eller Plader, alle de, hvor Rør eller Kugler eller tragtformige Hulforme ere sammensatte paa forskjellig Maade, ere forfærdigede ved Lampen. Ved Udtrækning bliver det glødede Sted paa et Rør gjort tyndere eller længere, ved Indblæsning af Luft svulmer det op til en Blære eller Kugle. Der kan kortsagt ikke tænkes noget Materiale, der saa hurtigt og saa fuldstændigt er i Stand til at rette sig efter Menneskets øjeblikkelige Indfald.
Naar man puster en Klump Glas op til en meget tynd Kugle og derpaa sprænger denne ved et kraftigt Luftstød, flagre Brudstykkerne omkring som fine Hinder og vise et smukt Spil i alle Regnbuens Farver, ganske saaledes som vi ogsaa kunne se det ved Pustning af Sæbebobler; skal dette Fænomen fremkomme, maa der være en fin Hinde tilstede, og den maa ikke være af samme Tykkelse overalt. Derfor spiller Sæbeboblen kun i Regnbuefarverne saa længe Pustningen vedvarer og den altsaa forandrer Størrelse; naar dens Vægge have opnaaet samme Tykkelse paa alle Steder, ophører Spillet. Ved Glasboblen hindrer den hurtige Afkøling en saadan Udjevning i Tykkelse, og Brudstykkerne bevare derfor deres oprindelige Stil. Tidligere har man fremstillet dyre men særdeles pragtfulde Tapeter ved Opklæbning paa Papir eller Lærred af de smukkeste og største af disse glimrende Brudstykker.
Emailleglas. Glasmosaik. Farvede Glas, der ere mere eller mindre gjennemskinnelige, og som tilvirkes for at tjene til Fremstillig af Mosaik, Perler og mange andre lignende Glasarbejder, kaldes Emailler. Særligt betegnes hermed Materialet til de Glasmosaiker af vidunderlig Skjønhed, som bleve udførte i Middelalderen, navnlig i de byzantinske Lande, og som mange Steder have forstaaet at bevare deres Friskhed lige til vore Tider. Den venetianske Glasindustri var ogsaa berømt for sine udmærket smukke Emailler, der bleve sendte vidt og bredt omkring. Rom hentede ogsaa sine Emailler fra Venedig, indtil Pave Sixtus V. ved Hjælp af den ansete venetianske Kunstner Marcello Provenciali lod indrette den store Anstalt for Fremstilling af Mosaiker i selve Vatikanet. Denne Kunst synes at skrive sig fra Venedig, hvor den allerede blomstrede i det 12te Aarhundrede. Men de gamle Værksteder mistede deres Berømmelse samtidigt med Republiken, og den ejendommelige Kunst søgte andetsteds hen. Imidlertid blev Kunsten endnu bestandig udøvet i Rom og i Rusland efter den gamle Tradition fra Murano.
Nu fremstilles der atter i Murano baade Emailler og helt fuldførte Mosaiker, der ikke alene ere smukkere end de gamle, men ogsaa have det Fortrin fremfor disse, at de som færdige Malerier kunne forsendes og anbringes hvor som helst, medens det ved Emaillearbejderne i Middelalderen var nødvendigt, at Kunstneren selv rejste til det paagjældende Sted for at udføre Arbejdet, der ved større Malerier ofte kunde strække sig over flere Aar.
Salviati, der har indlagt sig store Fortjenester af Gjenfødelsen ogsaa af denne Gren af den gamle venetianske Glasindustri, leverer saadanne Mosaikmalerier efter Bestilling og til en Pris, der i Sammenligning med de tidligere maa kaldes overordentlig lav. Emaillerne bestaa ganske vist af samme Materiale som det almindelige Glas, men til disses Bestanddele sættes der andre, som give Massen dens ejendommelige Farve, Tæthed og Holdbarhed. Denne sidste Egenskab eller Massens Evne til at modstaa Vejrligets Indflydelser er den vigtigste, thi netop heri ligger Mosaikmaleriernes store Fortrin fremfor andre Slags Malerier.
De farvede Emailler fremstilles lige som de almindelige farvede Glas ved Anvendelse af Metalilter; men de Guld- og Sølvmedailler, der ofte forekomme i Mosaikerne, faas derimod ved en helt afvigende Fremgangsmaade: paa Overfladen af et kompakt Glas saaledes som man ogsaa anvender det som Grundmasse til de farvede Emailler, enten gjennemsigtigt og med en Farvetone eller ogsaa mat, eftersom man vil fremstille en gjennemsigtig eller uigjennemsigtig Guldmedaille, bliver der lagt fint Bladguld eller Bladsølv, og det bliver derpaa ved en særlig Smeltningsproces forenet med Underlaget; ovenpaa Metallet anbringes der nu et tyndt Glaslag, som man kan farve efter Behag for derved at give Metallet den Farvetone, man maatte ønske. Denne Fremstillingsmaade synes maaske ganske simpel og ligefrem, men i Virkeligheden er den det dog ingenlunde, thi der skal anvendes en ganske særdeles Omhu, for at de tre Lag, hvoraf en saadan Emaille bestaar, kunne blive aldeles fuldstændigt forenede med hinanden; kommer der den mindste Smule Luft eller Fugtighed ind til det tynde Metallag, er Emaillens Holdbarhed nemlig ganske illusorisk.
Det skal egentlig ikke her være Gjenstand for Omtale, hvorledes Emailleglas bliver forvandlet til Glasmosaik; thi vi skulle nærmest kun beskjæftige os med den tekniske og ikke med den kunstneriske Side af Sagen. Kun saa meget ville vi anføre, at alle de smaa Emaillestykker af forskjellig Farve, der skulle benyttes til at gjengive Originaltegningen, blive anbragte paa et friskt, cementagtigt Underlag. Emaillestykkernes eller Stifternes Størrelse retter sig efter den Grad af Finhed, hvormed man vil have det paagjældende Arbejde udført; det følger naturligvis af sig selv, at enkelte Partier kunne udføres mindre fint, medens andre, f. Ex. Ansigter paa Figurer og lignende, maa udføres med en større Mængde Glasstykker.
Afbildningen (Fig. 249) forestiller en Mosaik af Salviati, Kong Henrik III. Fra samme Fabrik er der for ikke mange Aar siden udgaaet et særdeles stort Mosaikmaleri, der har Hentydning til den sidste fransk-tyske Krig, og som er anbragt paa Fodstykket af den bekjendte »Siegessäule« i Berlin.
Glasmaleriet. Den smukke Farve, som Glasset er i Stand til at antage, sammen med dets Gjennemsigtighed gjør det muligt at frembringe saa smukke Virkninger, at Kunsten snart maatte ledes til at betjene sig af disse Hjælpemidler til særlige Øjemed, saa meget mere som Frembringelserne af den Kunstgren, der udviklede sig paa denne Maade, udmærkede sig ved deres store Holdbarhed. Det egentlige Glasmaleri er for saa vidt forskjelligt fra alle lignende Kunstprodukter, som dets Virkning beror paa det gjennemfaldende Lys.
Da det begyndte at blive mere almindeligt at forsyne Bygningers Lysaabninger med Glasvinduer, maatte det naturligvis snart føre til en kunstnerisk Behandling af disse. Vinduerne bestode jo nemlig ikke af faa, store Glasskiver, men kunde kun sammensættes af forholdsvis smaa Stykker, og da disse næsten aldrig vare ganske ensfarvede, maatte det ganske naturligt føre til at man ordnede dem i Mønstre efter de forskjellige Farver. Ved Anvendelse af Glas, der med Flid vare farvede, kunde man bringe Afvexling i disse oprindeligt geometriske Mønstre, og de kom derved til at have Lighed med de Tæpper, hvormed man dengang plejede at behænge Væggene. Mestere i saadan Glasmosaik omtales allerede i det 5te Aarhundrede. Men disse brogede Mønstre kunde dog ikke kaldes Glasmaleri i Ordets egentlige Betydning; der existerer ikke nogen virkelig fri Tegning i dem. For at kunne anbringe en saadan paa Glasskiverne maatte man først have lært at indbrænde i det mindste en mørk Farve paa Glasskiverne, for at man ved Hjælp af den kunde udføre alle de finere Omrids og Linier, hvortil det tunge Indfatningsbly ikke var tilstrækkeligt, og desuden ogsaa kunde lægge Skygge paa større farvede Flader.
Der er mange, som mene, at det egentlige Glasmaleri er en tysk Opfindelse, og som endog paapege et bestemt Sted som Udgangspunktet for denne Kunst, nemlig Klosteret Tegernsee, hvis Munke skulle have udmærket sig ved stor Kunstfærdighed; men man har dog ingen fuldt paalidelige Beviser herfor. Omtrent ved det Aar 1000 fandtes der ganske vist brogede Kirkevinduer i Tegernsee, og det samme var allerede noget tidligere Tilfældet ved Kirker i Zürich, men man kan ikke se af de gamle Beskrivelser, om disse Vinduer have været virkelige Glasmalerier. Dette synes derimod med stor Bestemthed at kunne siges om Vinduerne i Kirken i Rheims, der bleve forfærdigede Aar 989, saaledes som det fremgaar af en Beskrivelse, der skyldes Munken Richerus.
Det første Skrift, der omhandler Glasmaleri, er ogsaa omtrent fra denne Tid. Det er forfattet af Theophilus Presbyter og det omtaler, hvorledes man bærer sig ad med at sammensætte Glasmaleri; der gives ogsaa en Recept for Forfærdigelsen af den sorte Farve, hvormed man dengang begyndte at angive Tegningen og lægge Skygge; den bestod af lige Dele Kobberilte, grønt og blaat Glas, særdeles omhyggelig blandede med hverandre, og blev anbragt ved Hjælp af en Pensel. I sit Værk »Geschichte der technischen Künste« gjengiver Bucher efter Theophilus Fremgangsmaaden ved Glasmaleriet paa følgende Maade: Kunstneren afsatte først nøjagtigt Glasmaleriets Forhold paa en Trætavle, der var overtrukket med et Lag slæmmet Kridt. Herpaa tegnede han med Bly eller Tin Billedets Omrids lige som ogsaa Ornamenterne og den Tegning, der skulde tjene som et Slags Ramme omkring Billedet; han trak det derpaa altsammen op med rød eller sort Farve; Skyggerne bleve ligeledes afsatte saaledes som de skulde udføres paa Glasset med sort Farve. Paa denne Karton blev nu enten hver Farve enten ligefrem gjengivet eller betegnet med et Bogstav. Kunstneren dækkede nu efterhaanden hele Tegningen med Glas af forskjellige Farver, svarende til Tegningens Farver, afsatte Omridset paa Glasset med Kridt og tilskar derpaa Stykket med et glødende Jern. (Det var først i det 16de Aarhundrede at man begyndte at anvende Diamant som glasskjærende Redskab).
I hin Tid vare Farvefabrikant, Tegner, Glasmaler og Glarmester i Almindelighed forenede i en og samme Person, som ofte med et fælleds Navn kaldes vitrarius; men denne Benævnelse anvendes imidlertid ogsaa specielt for Glarmester, og man kan derfor ikke altid afgjøre, om den, hvor den benyttes, skal betegne en virkelig Glasmaler eller blot den, der gav sig af med at indfatte Glasskiverne. I det 11te Aarhundrede blive Angivelserne med Hensyn til virkelige Glasmalerier i vor Betydning af Ordet langt mere bestemte. Det synes imidlertid, at de rent ornamentale Mønstre have været afgjort fremherskende i hele den første Tid. Glasmalerierne i Augsburgs Domkirke skulle være forfærdigede i det 11te Aarhundrede, men man har dog ingen absolut Vished i saa Henseende. I St. Denis berømte Kirke findes der Vinduer, som Abbed Suger (død 1152) har ladet forfærdige; paa et af disse Glasmalerier ser man Abbeden selv fremstillet liggende ved Jomfru Marias Fødder. I Tyskland findes der Glasmalerier fra samme Periode i Kölns Domkirke, i Heilbronns Klosterkirke m. fl. Steder; Glasmalerierne i Prags Domkirke skrive sig derimod fra det 13de Aarhundrede. Alle disse Malerier bære endnu Præget af den romanske Bygningskunst, og deres Ornamentik har stor Lighed med Mønstrene i de Tæpper, hvormed man plejede at tildække Kirkevinduerne.
I det 14de Aarhundrede fik de malede Vinduer en mere arkitektonisk Karakter. Antallet af Farver, der stode til Glasmaleriets Raadighed, var samtidigt blevet større; navnlig tilstedede det røde Overfangsglas en større Frihed; man lærte derhos at fastbrænde andre Emaillefarver end den ovenfor omtalte sorte (Sortlodningen).
Kunsten naaede sin højeste Grad af Udvikling i det 15de Aarhundrede, og dens egentlige Blomstringstid strakte sig ind i det 16de Aarhundrede, saa længe Gothiken endnu hævdede sin Indflydelse. Renaissancen stillede sig derimod næsten fjendtlig over for Glasmaleriet, hvis Væsen maatte staa og falde med dets ejendommelige Teknik. Da man nemlig havde lært at indbrænde ganske forskjellige Farver ved Siden af hverandre paa en Glasplade. og ved Overfang med paafølgende Afslibning at mangfoldiggjøre Virkningerne, var man bleven i Stand til at udføre billedlige Fremstillinger af langt ringere Omfang og dog med langt mere kompliceret Tegning end tidligere, hvor de forskjelligt farvede Partier kun kunde forenes med hverandre ved Hjælp af Blyfatninger; det var derhos ogsaa lykkedes i Glashytterne at fremstille langt større Skiver af et eneste Stykke, og Anvendelsen af Blyet var altsaa ogsaa af den Grund bleven overflødig. Men netop som Følge af denne tiltagende Rigdom paa tekniske Hjælpemidler mistede Glasmaleriet sin egentlige Karakter, der jo beror paa Anvendelsen af Hytteglas af farvet Masse. Der blev ganske vist endnu bestandig adført Glasmalerier, maaske endog flere end tidligere, men Kunsten gik nu mere og mere ud paa at efterligne Oliemaleriet. Glasmaleriets organiske Sammenhæng med Arkitekturen blev mere løs som Følge af den nye Bygningsstil, der i Stedet for de talrige gothiske Vinduer, som krævede en Dæmpning af det altfor rigeligt indstrømmende Lys, anbragte store Vægflader, hvorpaa alle andre Kunster kunde faa Lejlighed til at brede sig, og Glasmaleriet mistede derfor sin fremragende Plads blandt de dekorative Kunster.
I det 15de Aarhundrede gjorde disse Indflydelser sig dog endnu ikke gjældende; Glasmaleriets Teknik havde hurtigt udviklet sig; allerede i den nærmest foregaaende Tid var Kunsten ikke udelukkende bleven udøvet i Klostrene, og nu sluttede Glasmalerne sig sammen i særlige Laug, der stillede betydelige Fordringer til Medlemmernes Dygtighed. Mange af de største Kirker have endnu malede Vinduer fra denne Blomstringstid.
Det var imidlertid ikke alene Kirker og Klostre, men ogsaa mange andre offentlige og private Bygninger, der bleve smykkede med Glasmaleriets Frembringelser, saaledes Raadhuse, Laugshuse, Slotte m. m.; ofte udkastede berømte Malere Tegningerne til disse Malerier, ofte vare Kobberstik og Træsnit af fremragende Mestere Forbilleder for dem.
Dette saakaldte Kabinetsmaleri, Fremstilling af Glasmalerier i mindre Rammer, i den senere Tid paa en eneste Skive, benyttedes senere meget til Gjengivelse af Vaabenskjolde og blomstrede helt ind i det 17de Aarhundrede, navnlig i Schweits. Men ogsaa denne Gren af Glasmaleriet gik ganske til Grunde under Reformationens Storme, saa fuldstændigt, at Kjendskabet til Beredningen af mange Farver tabtes. Først i Slutningen af forrige Aarhundrede blev der gjort nye Anstrengelser for at hæve den gamle Kunst; det er navnlig Sigmund Frank, født Aar 1770 i Nürnberg, der har indlagt sig Fortjenester heraf; han blev som Belønning herfor kaldet til München og ansat ved den derværende kongelige Porcellænfabrik (1818). Her fandt han alle Midler til at anstille Forsøg, og efter kort Tids Forløb lykkedes det ham ogsaa at forfærdige Glas, der vare smukkere end de bedste af de gamle Mestere. Efterat den kunstelskende Kong Ludvig havde besteget Tronen, blev der i München oprettet en stor Anstalt for Glasmaleri (1826), der allerede inden et Aars Forløb havde leveret storartede Værker, navnlig de prægtige Vinduer til Regensburgs Domkirke; blandt de Malerier, der senere ere udgaaede fra denne Anstalt, og hvortil de mest fremragende Kunstnere have leveret Udkastene, ville vi blot nævne de betydelige Arbejder, der smykke Isakskirken i St. Petersborg og de berømte Vinduer i Kölns Domkirke.
Malerierne fra denne Kunstanstalt udmærke sig ved Glasflussernes pragtfulde Farver, og deres ejendommelige Karakter skyldes vistnok tildels ogsaa den sparsomme Anvendelse af hvidt Glas.
Tekniken i det egentlige Glasmaleri, der ikke anvender Glas, der ere farvede gjennem hele Massen, bestaar i, at de farvende Metalilter, blandede med et letflydende Glas, blive fint pulveriserede og udrevne med Lavendelolie. Maleren anbringer nu med Pensel disse Farver paa Glasskiven, der er opstillet paa et Staffeli imod Lyset, for at han strax skal kunne bedømme Farvevirkningen. Indbrændingen foregaar i en Ovn, og under Brændingen ligge Skiverne paa Lerplader i Mufler af Ler eller Jern. Varmen bliver gradvis forøget; det let smeltelige Glas flyder omsider, og ogsaa det haardere Glas begynder at smelte paa Overfladen, saa at begge Glasmasser forene sig med hinanden og danne en fast sammenhængende Masse. Naar dette er sket — hvad man ser af de Prøveglas, der ere lagte ind i Ovnen, og som efterhaanden tages ud — slukker man Ilden og lader Glasskiverne blive liggende til Afkøling flere Dage. Billedet er imidlertid i de sjeldneste Tilfælde færdig med en eneste Brænding; som oftest maa der males paany, enten for at hæve matte Steder eller for at tilføje særdeles let smeltende Glasfarver. Den hele Fremgangsmaade, der maaske i og for sig kan kaldes let og simpel nok, kræver ikke desto mindre en ganske overordentlig høj Grad af Agtpaagivenhed, naar det skal lykkes at faa Farverne til at flyde smukt og naar Billederne ikke skulle springe under Brændingen.
Det andet Slags Glasmaleri, det saakaldte musiviske, der anvender Glas, der er farvet i Massen, til sine Billeder, har en ganske anden Karakter, thi her afhænger den endelige Virkning ikke af den heldige Fuldførelse af en Brænding, men af den omhyggelige Formning og Sammensætning af de enkelte Glasstykker; dette Slags Maleri vilde saaledes i Grunden ikke være andet end et kunstfærdig udført Glarmesterarbejde. Det musiviske Maleri kommer imidlertid ikke mere til Anvendelse med saa fuldstændig Udelukkelse af andre tekniske Hjælpemidler til Maleriets Fremstilling. Der er altid Skygger, Partier med Tegning og Nuancering, Ansigter, Løvværk m. m., hvortil der benyttes indbrændte Farver, eller hvor Virkningen frembringes ved Afslibning af Overfangsglas, ved Udfyldning med andre Farver o. s. v., saa at det fordrer en lige saa stor Kunstfærdighed og er forbundet med lige saa store Vanskeligheder her som ved det andet Slags Glasmaleri at frembringe den tilsigtede Virkning.
Blyfatningen gjengiver Konturerne i det musiviske Glasmaleri; er der Tale om at forfærdige større Vinduer, vil Blyfatningen imidlertid ikke kunne give Maleriet tilstrækkeligt stærk Sammenhæng, og man bliver derfor nødt til at støtte dem ved Anbringelse af Jernstænger, der udgaa fra Murværket og komme til at danne et Slags Rammer i Maleriet, hvorved dettes Virkning ikke lider.
Hverken ved de malede eller ved de musiviske Vinduer ere Glasskiverne ganske gjennemsigtige, men matterede enten paa Bagsiden eller paa begge Sider for at frembringe en ligelig Lysvirkning. Herved opnaas tillige den Fordel, at man ikke indvendig fra kan opdage det Metaltraadsnet, der lægges over Vinduets udvendige Side for bedre at beskytte det mod Beskadigelse.
Endnu ville vi med et Par Ord omtale et ganske ejendommeligt Slags Glasmaleri, der er opfundet af Oidtmann i Linnich ved Aachen; hans Methode gaar ud paa ved Trykning med en Presse at anbringe Afbildninger paa Glasskiverne, navnlig Mønstre, der gjentage sig saaledes som f. Ex. i Tæpper, og de komme til at staa særdeles skarpt og tydeligt paa Glasset. Denne Opfindelse blev første Gang forevist paa Verdensudstillingen i London Aar l862 og vakte allerede den Gang fortjent Opmærksomhed, da de Glasmalerier, der fremstilles paa denne Maade, ere virkeligt smukke og overordentlig billige. Senere er der foretaget adskillige Forbedringer ved Methoden.
Hærdet Glas. Vi have ovenfor havt Lejlighed til at omtale det gamle Sagn om en Romer, der paa Kejserdømmets Tid skal have opfundet at gjøre Glasset ubrækkeligt. Hvordan det nu end forholder sig hermed, maa denne interessante Opfindelse i ethvert Tilfælde være gaaet tabt i Tidernes Løb, og det er altsaa en ganske ny Opfindelse, der er gjort, da det i Aaret 1874 lykkedes Franskmanden de la Bastie at fremstille hærdet Glas. Han havde nemlig opdaget, at Glas, naar det efter at have faaet sin endelige Form atter opvarmedes indtil begyndende Smeltning og derpaa pludseligt og ligeligt afkøledes, viste en saa stor Haardhed og Modstandskraft over for almindeliger Indflydelser, at det næsten kunde kaldes ubrækkeligt. Han fortsatte sine Forsøg og gjorde sin Fremgangsmaade almindelig bekjendt efter først at have sikret sig ved at udtage Patent i de fleste Lande. Sagen vakte en ganske overordentlig Opmærksomhed, thi det bekræftede sig virkelig, at et Glas, der var afkølet efter de la Basties Methode, kunde taale at kastes med stor Kraft imod en Væg eller et Gulv, og at tynde hærdede Glasskiver kunde udholde stærke Slag uden at gaa i Stykker; det nye Glas var lige saa ufølsomt over for pludselige Temperaturforandringer. Naturligvis knyttede der sig strax ganske overdrevne Forventninger til den nye Opfindelse, og man forudsaa, at Glasset vilde faa en langt mere alsidig Anvendelse end før. Hidtil er der dog ikke indtraadt nogen videre Forandring i saa Henseende, men dermed er dog ingenlunde sagt, at den interessante Opfindelse ikke med Tiden vil blive af stor praktisk Betydning. Forundersøgelserne kunne ikke engang betragtes som afsluttede, og der dukker endnu bestandig nye Forbedringer frem, tildels virkelige, tildels vistnok temmelig betydningsløse.
De la Basties oprindelige Fremgangsmaade bestaar altsaa i paany at gløde de færdige Glasvarer indtil de nærme sig Smeltning, saa at deres Masse bliver blød uden dog at forandre sin Form, og da pludselig at dyppe dem ned i et Bad af Olie. eller smeltet Fedt, der selv er bragt til at have en temmelig høj Temperatur (200—300°). I dette Bad blive de i længere Tid og afkøles sammen med det. Jo stærkere Glasset kan glødes uden at smelte og jo større altsaa Temperaturforskjellen bliver ved Afkølingen, desto haardere vil Glasset da i Almindelighed blive. En Betingelse for et heldigt Resultat er det altid, at Glasset ved Glødningen er blevet tilstrækkelig blødgjort, Iøvrigt maa Badet rette sig efter Glassets Natur: ved en vis Temperatur springer Glasset, ved en anden bliver det nok haardt, men det er dog kun ved en aldeles bestemt Temperatur at det opnaar den højeste Grad af Haardhed; ved Forsøg maa, man søge at udfinde det rette. Til Afkølningsbadet anvender Opfinderen, som allerede nævnt, Olie eller smeltet Fedt, der dog maa være ganske vandfrit; Blandinger af Glycerin og Fedt eller ren Glycerin kunne ogsaa benyttes; vandholdige Opløsninger bevirke derimod næsten altid en Sprængning af Glasset. Badet befinder sig i et Kar, der staar paa Ruller, og hvori der er udspændt et Net med store Masker, bestemt til at optage Glassagerne. Badet maa helt igjennem have samme Varmegrad, ogsaa paa alle Punkter af Overfladen. Glasgjenstandene blive tagne ud af Ovnen ved Hjælp af Jernet, der med en Smule Glasmasse bringes til at hæfte sig fast til dem; ere de nu tilstrækkeligt og ligeligt gjennemglødede (er det nødvendigt, afkøles de enkelte Steder og glødes paany i Ovnen), dyppes de hurtigt i Oliebadet, der befinder sig umiddelbart foran Ovnmundingen, og løsnes ved et rask Slag fra Jernstangen, saa at de falde ned paa Nettet. Saa snart Nettet er fuldt, bliver Badekarret kjørt ind i et Rum, hvis Temperatur holdes paa 40—50°, og her bliver det indtil Badet selv har antaget den samme Varmegrad; Gjenstandene tages da op, aftørres, og ved Vadskning med varm Ætsnatronlud befries de for de Fedtstoffer, der endnu hænge fast ved dem. Man har foreslaaet i Stedet for smeltet Fedt at anvende smeltede Metaller til Hærdningsbadet, da Fedtstofferne ere meget udsatte for at komme i Brand ved Neddypningen af de glødende Glasgjenstande; men Metallernes store Vægtfylde er en væsentlig Ulempe ved dette Slags Bade; der er endvidere gjort Forsøg med Anvendelsen af overhedede Vanddampe i Stedet for Fedtbad, og disse Forsøg synes at skulle føre til et heldigt Resultat.
Glas, der ikke ere lige tykke paa alle Steder, hærdes heller ikke ligeligt; Hulglas med snever Aabning, Vandkaraffer og alle lignende Glassager ere ogsaa vanskelige at behandle, fordi Badet ikke hurtigt nok kan trænge ind i det Indre, og Afkølingen derfor ikke kommer til at foregaa samtidigt paa alle Punkter. Man har ad mange Omveje søgt at undgaa denne Ulempe, men man bliver dog ikke herved sikker paa et tilfredsstillende Resultat. Hanke og lignende springe i Almindelighed af i Sammenføjningerne, naar de komme i Badet, og der gaar overhovedet en ikke ubetydelig Del i Stykker under Hærdningsprocessen. Naar Glødningen ikke foretages med stor Forsigtighed, faar Glasset let et uklart, grumset Ydre. Disse og flere andre Ulemper, der ere forbundne med hærdet Glas, ville dog maaske nok ved fortsatte Forsøg kunne fjernes; derimod er der en anden og langt væsentligere, som man hidtil ikke har været i Stand til at overvinde, vel nærmest fordi den saa nøje knytter sig til selve Fremstillingsmaaden af det hærdede Glas. Hvor haardt og fast dette Slags Glas end viser sig, kan det dog hænde, at det pludseligt springer uden synlig ydre Paavirkning, og der bliver ikke andet tilbage af det haarde Glas end utallige fine Splinter, et formeligt Mel, der slynges vidt og bredt omkring med stor Kraft. Det samme finder Sted, naar man med Forsæt eller tilfældigt beskadiger Glasset. Aarsagen hertil maa søges i at Glasmassens Spændingsforhold ere blevne voldsomt omændrede ved den pludselige Afkøling. Det hærdede Glas er for Overfladens Vedkommende blevet i højeste Grad afkølet og sammentrængt, medens dets Indre ikke i samme Grad er blevet underkastet denne Tvang og Fortætning: Overfladen er paa en Maade bleven for trang for Kjærnen, som derfor sprænger Skallen, saa snart den mindste Omstændighed forstyrrer den højst problematiske Ligevægt i Gjenstanden.
I saa Henseende forholder det hærdede Glas sig ganske paa samme Maade som de saakaldte Glastaarer, smeltede Glasdraaber, som man har ladet falde ned i koldt Vand, og som ere saa haarde, at de kunne taale stærke Slag uden at gaa i Stykker, hvorimod de øjeblikkelig og med stor Kraft forvandles til Støv, saa snart man afbrækker den fine Spids, som har dannet sig ved Glaskuglens Afdrypning; det samme Fænomen viser sig ved de saakaldte Bologneser Flasker, der ere fremstillede paa lignende Maade, og som kunne taale de heftigste Slag, hvorimod de springe, naar deres Overflade bliver det mindste ridset, om det saa kun er et Sandkorn, der falder ned derpaa.
Af alt, hvad vi nu have anført, fremgaar det, at Hærdningsprocessen paa sit nuværende Standpunkt ikke er af stor praktisk Betydning, og det er maaske tvivlsomt, om det nogensinde vil kunne vinde Indgang netop paa Grund af den ikke ringe Fare, der synes at kunne være forbunden med Anvendelsen af det.
Glassets videre Bearbejdning og Udsmykning. I mange Tilfælde ere Glasvarerne færdige til at benyttes i det tilsigtede Øjemed allerede naar de forlade Glashytten, men i andre Tilfælde maa de først underkastes en videre Behandling ved Lampen, ved Bemaling, Emaillering, Tilsmeltning af Perler og eftergjorte Ædelstene, førend de have det Udseende, der var tilsigtet. Vi behøve ikke at opholde os videre ved disse forskjellige Dekorationsmaader. Emailleringen falder i flere Punkter sammen med Porcellænmaleriet, kun at man for at gjøre Farverne tykkere anvender en letflydende, tin- og blyholdig Sats, der gjør Farverne uigjennemsigtige og mere substantielle, saa at de komme til at hæve sig plastisk op over den øvrige Glasmasseflade. Farvernes ligesom ogsaa Guldets Indbrænding sker i Mufler. Ved en særlig Behandling er det ogsaa muligt at give Glasset Sæbeboblens Farvepragt, at frembringe en Iriseren paa klart Glas, saaledes som vi kunne iagttage det paa Vindusruder, der have tjent saa længe, at man næsten ikke mere kan se igjennem dem, og saaledes som vi ogsaa have Lejlighed til at beundre det paa de antike romerske Glaskar, der undertiden findes i gamle Begravelser.
De iriserende Glas, fremstillede ad kunstig Vej, bleve først foreviste paa Wienerudstillingen Aar 1873 i den ungarske Afdeling; senere er der af mange forskjellige anstillet Forsøg paa at forfærdige dette Slags Glas, der efter den Fabrikant, der hidtil har fremstillet de smukkeste Produkter, kaldes Lobmeyrs Perlemorsglas. Det er de enkelte Fabrikers Hemmelighed, hvorledes denne Iriseren bliver frembragt; rimeligvis fremkaldes den ved en metallisk Indvirkning paa de færdigtformede Glas, der i glødende Tilstand bringes ind i en Atmosfære af metalliske Dampe, saa at der formelig bliver indbrændt en metallisk Hinde paa dem. Efter Afkølingen spille disse Glas i alle Regnbuens Farver; ofte udsmykker man dem yderligere med Forgyldning og hvid Emaille.
En anden ejendommelig Udsmykning af Glas foregaar ad galvanisk Vej. Naar man nemlig anbringer et Glas, hvorpaa der er tegnet og indbrændt Forsiringer med Glansguld, i et galvanisk Apparat, udfældes der Kobber paa alle de Steder, der ere dækkede af Guld, medens alle andre — som ikke ledende — blive ved at være udækkede. Paa denne Maade kan man lade et temmelig tykt Lag afsætte sig; det sidder fuldstændig fast paa Underlaget og lader sig meget let ciselere og gravere. Man kan altsaa med stor Nøjagtighed afstikke Omridsene for det metalliske Ornament og atter behandle det paa forskjellig Maade, forgylde det o. s. v.
Dette Slags Udsmykning tager sig navnlig godt ud, naar den anvendes paa emailleret Glas til at hæve Konturerne.
Glasset bliver imidlertid ikke alene behandlet ved Hjælp af Ild, men ogsaa ved forskjellige mekaniske Midler, saaledes ved Anvendelse af Diamant, Staal, Slibesten og ætsende Syrer.
Glasset har i Kulden en temmelig stor Grad af Haardhed, men angribes dog af hærdet Staal, af mange Ædelstene, ja endog af Kvarts. Diamanten skjærer Glas lige som en spids Kniv skjærer i en Lerskive og den er derfor et meget værdifuldt Materiale til at give Glasset de ønskede Former. Glarmesterdiamanten maa være saaledes indfattet, at to sammenstødende naturlige Krystalflader danne den skjærende Kant. Den sikre Føring af Diamanten opnaas først ved en længere Øvelse, og vanskeliggjøres i høj Grad, naar der ikke er Tale om at trække lige Linier, men hvor der skal udskjæres krumliniede Figurer paa fri Haand efter bestemte Mønstre. Cirkelrunde Glasplader kunne derimod let fremstilles, ved enten at sætte Diamanten i en Passer eller ved at indspænde Glaspladen i en Drejebænk og holde Diamanten ind imod Pladen, medens denne drejes rundt. De ru Kanter afslibes let paa en almindelig Slibesten. Ofte anvender man Sprængning for at dele et Glaslegeme i flere Stykker, og der anvendes dertil flere forskjellige Methoder. Glasstænger og Glasrør brydes let over paa bestemte Steder, ved først at give dem et tilstrækkelig dybt Indsnit med en Fil paa det Sted, hvor man ønsker Brudet. Andre Methoder bero i Reglen paa den uligeartede Udvidelse og Sammentrækning af Glasset, naar det ophedes eller afkøles paa det Sted, hvor der skal foregaa et Brud. Ved cylindriske Glasgjenstande benyttes meget Omlægning og Antændelse af en Svovltraad eller ogsaa Omlægning af en almindelig Traad, der, ved hurtigt at trækkes frem og tilbage, frembringer en stærk Opvarming paa dette Sted af Glasset, der knækker, naar det pludselig afkøles ved Paahælden af koldt Vand; disse Methoder slaa imidlertid heller ikke sjelden fejl. Mere hensigtsmæssig er derfor Sprængringen, en Jerntraad, der i den ene Ende er ringformet bøjet. Denne Ende af Traaden gjøres glødende og Ringen trækkes saa stramt sammen, at den nøjagtig passer omkring den Glascylinder, der skal sprænges. Efter omtrent et halvt Minuts Forløb borttages Ringen og man berører det ophedede Sted med et Stykke fugtigt Træ, hvorpaa Bruddet øjeblikkelig foregaar. I de fleste Tilfælde er dog det bedste Middel Anvendelsen af Sprængkul. Disse bestaa af smaa Stænger, der tilberedes efter forskjellige Recepter af en Dejg af fint pulveriseret Bøgekul og en Gummi- eller Harpixopløsning. Naar en saadan Stang antændes i den ene Ende gløder den ganske rolig indtil den er helt forbrændt. Man gjør nu et Filstrøg paa Glasset paa det Sted, hvor Brudet skal begynde, sætter derpaa den glødende Ende af Kulstangen paa og venter rolig indtil der dannes en lille Revne. Derefter bevæger man langsomt Kullet i den foreskrevne Retning og fører saaledes Revnen videre hen hvor man vil have den. Ved nogen Øvelse kan dette Arbejde udføres meget regelmæssigt, og man kan paa denne Maade skjære eller rettere sprænge et almindeligt Drikkeglas ud til en smal Skruegang fra oven og ned efter, saa at det lader sig strække som en almindelig Spiralfjeder. Man kan ogsaa anvende en Diamant sammen med disse Temperaturforandringer, hvad der ofte benyttes ved tykkere Glas, hvor Snittet med Diamanten er forholdsvis af for ringe Dybde til at man kan benytte den mekaniske Brydning af Glasset. Dypper man et Glas, der saaledes er skaaret med Diamanten, afvexlende i koldt og i varmt Vand, vil Snittet stadig blive dybere, indtil der endelig finder et Brud Sted.
Man har forskjellige Methoder til Gjennemhulning af Glas. Smaa Huller kan man, ved Hjælp af et Metalbor, næsten lige saa let udføre i Glas som i Metal; med en Gravstik eller med en tilspidset trekantet Fil kan man udarbejde Huller paa fri Haand, hvorefter de kunne udvides ved en Rival. I alle Tilfælde, hvor Glas skal bearbejdes med et skarpt Metalinstrument, maa det omhandlede Sted stadig holdes fugtigt med harpixholdigt Terpentinolie for at forhindre at det splintres. Paa en mere langsom men ogsaa sikrere Maade frembringes runde Huller i Glas ved Slibning især ved Hjælp af Drejebænken. I Stedet for et Bor benyttes her en omløbende stump Stift, i Reglen af Kobber, til større Huller en lille paakittet Kobberskive. Disse Boremidler blive besmurte med Smergel udrørt i Olie, og denne Besmøring gjentages saa flere Gange under Arbejdet. Anvendes i Stedet for Skiven et ring- eller rørformet Stykke Metal, falder der en lille udskaaret Skive af, naar Hullet er færdigt. Paa denne Maade udskjæres af tykt Glas de Skiver, der benyttes til optiske Linser.
I den Tilghmannske Sandblæsemaskine har man i den senere Tid faaet et meget sindrigt opfundet Apparat til at kunne udføre forskjellig dybe Graveringer, ja endog Gjennemboringer af de tykkeste Glasplader. Denne Maskine, en amerikansk Opfindelse, der paa Verdensudstillingen i Wien første Gang forevistes det europæiske Publikum, bestaar i Hovedsagen af et tragtformet Fad, i hvis smalle nedadvendende Del der udmunder et Rør fra en Blæsebælg; selve Fadet fyldes omtrent halvt med skarpt Sand og tildækkes med den Glasplade, der skal gjennemhulles, hvorefter Blæsten begynder at virke. Den stærke Blæst sætter nu Sandkornene i Bevægelse og slynger dem med Heftighed mod Glaspladen, paa hvilken hvert enkelt Sandkorn virker som en ganske lille Hammer. Hvert Sandkorn udslaar en lille Glassplint, og da Sandet uophørligt farer op og ned, bliver Glaspladen angreben paa alle de Steder, der ikke ere beskyttede ved et Læder- eller Kautschukovertræk, og lidt efter lidt saaledes udhulet, at det tilsidst bliver helt gjennemboret. Ved udskaarne Patroner kan man indskrænke Virkningen til bestemte Steder, hvorved der kan frembringes alle Slags Mønstre, som man kan udarbejde i en hvilken som helst Dybde, lige til den aller svageste Mattering, saaledes som det ellers kun er muligt at fremstille den ved Ætsning. Til saadanne Patroner maa dog kun anvendes bløde Stoffer, der ikke selv kunne splintres, og endog fine Kniplinger beskytte det bagved liggende Glas paa de dækkede Steder.
Glasslibning. Denne Operation anvendes saa ofte, dels til at jevne og polere Glassagernes Overflade ganske paa samme Maade som vi have set anvende ved Spejlfabrikationen, dels for at udsmykke Glasvarer med fordybede Tegninger, Indskrifter o. s. v., dels endelig for at fremstille saadanne Sager, der hverken ved Pustning, Presning eller Støbning kunne faa en saa høj Grad af Regelmæssighed og Fuldendthed, som der er nødvendig i det paagjældende Tilfælde.
De Redskaber, der anvendes hertil, bestaa af roterende Skiver, Plader eller Spidser, der angriber Glasset enten ved deres egen Masse eller ved paastrøede Legemer. Det lyder utroligt, naar man hører, at de overordentlig fine Mønstre, som navnlig de engelske og böhmiske Glasvarer ofte fremvise, udføres simpelt hen ved at trykke Glasset imod den roterende Slibeskive, og at disse Udsmykninger udføres af almindelige Arbejdere, hos hvem man ikke kan forudsætte nogen videre udviklet Kunstsands, og som dog udføre Arbejdet ganske paa fri Haand uden Hjælp af Tegning, der i Forvejen er afsat paa Glasset, undtagen hvor Mønstret er ganske særdeles indviklet.
I Böhmen drives Slibeapparaterne i Almindelighed med Vandkraft, i England derimod med Damp, og Slibemøllerne ligge som oftest i Nærheden af store Glashytter, hvor der drives andre Grene af Glasindustrien, saaledes som Knap-, Prisme- og Perlefabrikation m. m. Slibemaskinerne ere egentlig ikke andet end et Slags Drejebænke, paa hvis Axel der fastskrues de forskjellige Skiver, Hjul m. m., der skulle benyttes til Arbejdet.
Slibeskiverne ere af meget forskjellig Størrelse, Form og Materiale. Nogle bestaa af haard Sandsten og ere 6—8 Tommer i Gjennemsnit med en Tykkelse af 1/3—2/3 Tomme. Desuden findes der større Skiver af Jernblik og mindre af hamret Kobberblik fra en Tokrones indtil en Tiøres Størrelse og endnu mindre. Jo finere Udsmykningerne skulle blive, desto mindre Skiver anvendes der da ogsaa, og de ere da i Reglen af Staal i Stedet for af Kobber. Anbringelsen af fordybede Mønstre kaldes specielt Gravering til Forskjel fra den egentlige Slibning, der navnlig tilsigter Fremstilling af Facetter o. l. Til de fineste Graveringer benytter man ogsaa Diamant.
Paa en af de sidste Verdensudstillinger var et engelsk Firma mødt med en graveret Karaffe til en Pris af 4000 Kroner. Vi nævne dette for at vise, hvor stort Arbejde der maa have været anvendt paa Graveringen af denne Karaffe, hvortil Materialet i det højeste kan have havt en Værdi af et Par Kroner.
Slibeskivernes Forskjellighed indskrænker sig ikke alene til deres Gjennemsnit og Tykkelse, men gjælder ogsaa og navnlig deres Kant, den egentlige arbejdende Del; den er snart flad, snart hvælvet konkavt eller konvext, snart saa skarp som en Kniv, og Sliberen maa i ethvert foreliggende Tilfælde vælge hvad der passer bedst, Ved Slibning af større eller mindre Flader bliver først den overflødige Masse bortskaffet ved den saakaldte Raaslibning, hvortil der benyttes kraftige Slibemidler, i Almindelighed et haardt, skarptkornet Sand; derefter følger Blankslibningen, som glatter Overfladen, og endelig Poleringen med Skiver af Kork, Tin eller Træ, dette sidste Slags ofte overtrukket med Filt. Slibningen af Facetter paa Glasprismer, Perler o. s. v. foregaar paa en ganske simpel og ligefrem Maade ved at dreje den paagjældende Gjenstand imod Slibeskiven, saaledes at de Dele, der skulle facetteres, en efter en blive behandlede. Er det særligt nøjagtige Sager, man skal fremstille, udføres Arbejdet paa lignende Maade som Slibningen af Ædelstene, men i Almindelighed anvender man ikke videre Omhu herpaa; og dog kunne disse Godtkjøbsartikler ofte udvise en næsten mathematisk Nøjagtighed, thi den uafladelige Udførelse af de samme Haandgreb bevirker, at Sliberen tilsidst kommer til at arbejde med Maskines Nøjagtighed. En dygtig Glassliber arbejder med stor Hurtighed og kan i utrolig kort Tid udføre de fineste Mønstre paa Glasset, blot ved at vende og dreje det imod Slibeskiven.
Udførelsen af klare Mønstre paa farvede Glas, der ere forfærdigede ved Overfang, sker ved at det farvede Lag bortslibes paa de vedkommende Steder.
Slibningen af optiske Glas foregaar paa en ganske ejendommelig Maade, der allerede er omtalt ovenfor i III. Bind Side 274.
Som et særligt Hjælpemiddel ved Udsmykningen af Glasvarer maa nævnes Ætsning med Flusssyre (Fluorbrintesyre). Denne Syre har den Ejendommelighed at opløse Glassets Kiselsyre og kan — ligesom Salpetersyre til Kobberstik — anvendes til at frembringe Fordybninger i Glasset. Man skaffer sig den luftformige Flusssyre ved at udrøre fint pulveriseret Flussspat med koncentreret Svovlsyre, destillere Blandingen og lade den frigjorte Syre indvirke paa Glasset, der skal ætses; i mange Tilfælde behøver man slet ikke at destillere Flussspatblandingen men kan nøjes med uden videre at anbringe denne paa det Glas, der skal ætses. Hvor Flussyren kommer til at virke, bliver det blanke Glas mat og omsider fordybet; naar man vil ætse en Tegning i Glasset, dækker man derfor de Dele, der skulle holdes blanke, med et beskyttende Lag Fernis af Vox og Terpentin eller lignende, og Ætsningen foregaar da enten i et lukket Rum ved den luftformige Syre eller ved Paalægning af Blandingen. I første Tilfælde komme de ætsede Steder til at tage sig ud som mat Glas, i sidste Tilfælde blive de derimod gjennemsigtige.
Disse forskjellige Forædlingsmetoder udgjøre hvad man kalder Raaglassets Raffinering. Da der er en saa stor Forskjellighed i de Operationer, der udføres herved, er det en Selvfølge, at Arbejdsdelingen er skarpt gjennemført, og Arbejderne blive ofte paa Grund heraf udviklede til sande Kunstnere. Ganske vist bliver Glasset i Almindelighed forarbejdet i saa store Masser, at der ikke ret vel kan være Tale om Kunstproduktion; men paa den anden Side afgiver Glasset dog for mange Kunstgrene et Materiale, der er saa smukt og ædelt som tænkes kan.
Glasindustrien deler sig saaledes i to Grene, hvoraf den ene befatter sig med Raaglassets Fremstilling, den anden forvandler det til mere eller mindre forfinede Gjenstande saaledes som de forlanges af Handelen. Den første maa drives ved Glashytterne, men frembringer iøvrigt ogsaa strax sælgelige Forbrugsartikler, saasom Flasker, Drikkeglas, Lampeglas o. s. v.; den sidste Gren kan ogsaa være forenet med Glashyttedriften, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet ved den berømte Josephinenhütte i Schlesien; men i de fleste Tilfælde er den dog adskilt derfra og drives som et Slags Husflid; da en fuldstændig Arbejdsdeling ligger til Grund for den, maa en Gjenstand mangen Gang passere en utrolig Mængde Værksteder, førend den faar sin endelige Form.
Medens Glasindustrien ved Opfindelsen af nye Methoder og ved Opdagelsen af nye Stoffer har gjort store Fremskridt i den nyere Tid, har den paa den anden Side ogsaa i betydelig Grad udvidet sin Virksomhed og vundet en Indgang, hvorom man tidligere næppe havde drømt. Dette er vistnok hovedsagelig en Følge af Gasfyringen, som man nu har indført ved de fleste Glashytter, der drives paa en fornuftig Maade. Herved er der nemlig ikke blot opnaaet en betydelig Besparelse af Brændsel og som Følge deraf atter en billigere Tilvirkning, men det er ogsaa lykkedes at fremstille en bedre Vare; Glashytterne ere saaledes for Fremtiden ikke henviste til de skovrige Egne, og Glasindustrien kan derved komme til at nyde godt af mange Fordele, som den tidligere ganske eller delvist maatte savne paa Grund af den mere afsondrede Beliggenhed.
Vi ville til Slutning meddele nogle faa statistiske Oplysninger, for at man kan danne sig en lille Forestilling om det uhyre Omfang, vor Tids Glasindustri har naaet.
Belgien tilvirkede saaledes i Aaret 1873 i 68 Fabriker med 239 Ovne og 1690 Digler for 36 Millioner Kroner Vindusglas, for 6 Mill. Kr. Krystal- og Hulglas, for l½ Mill. Kr. Flaskeglas og for 5 Mill. Kr. Spejlglasvarer.
England talte Aar 1873 ikke mindre end 232 Fabriker, hvori der var beskjæftiget 21,000 Arbejdere.
Frankrig tilvirker aarlig i Gjennemsnit for over 80 Millioner Kroner Glasvarer af forskjelligt Slags og beskjæftiger over 35,000 Arbejdere.
Østrig tilvirkede Aar 1872 for omtrent 40 Millioner Kroner.
Tyskland har omtrent 350 Glashytter, hvor der tilvirkes Varer til et Beløb af henved 70 Millioner Kroner.
Italien (Venedig og Murano) sender for c. 5 Millioner Kroner Glasvarer paa Markedet hvert Aar.
Kunsten at tilvirke Glas, har kun havt ringe Udbredelse her i tidligere Dage; vi have sikkert først sent lært at sammensmelte Kiseljord og Ludsalt til det haarde, glatte og gjennemsigtige Stof, som kaldes Glas. Vel er der Efterretninger om, at der i længst forsvundne Dage skal have været Glaspusterier i Jylland; man vil have fundet gamle Mure og Ildsteder, som Beboerne kaldte Glasovne, men sandsynligvis har det været Levninger af Mas ovne. Frederik II. indkaldte en Glasbrænder fra Hessen, og i Aaret 1596 leverede Leborius Threbing, »Glasbrænder boende for Skanderborg«, 20,000 Drikkeglas til Kristian IV.s Kroningshøjtid. Han fik dem betalt med næsten 200 »gode Daler«. Først fra omtrent Aaret 1660 har man Efterretning om et Glasværk i Kjøbenhavn; Frederik III. lagde nemlig Told paa Indførselen af fremmed Glas, for at dette Glasværk bedre kunde nyde Fremme. Hvorledes det er gaaet med dette Værk, vides imidlertid ikke, og da efter Branden i 1726 Domkirken i Viborg tilligemed endel andre Bygninger i denne By blev gjenopført af Kammerraad Stallknecht, »Bygmester udi Altona«, hedder det i Kontrakten herom, at Vinduerne i Kirken skulde gjøres af »godt mecklenborgsk Glas, firkantet, langagtigt og stærkt«, og ved Siden af det mecklenborgske Glas nævnes kun »Lybæker Glas«. Først omtrent Aar 1740 bliver den indenlandske Glasfabrikation fremtrædende. Aktieselskabet »det oktrojerede norske Kompagni« blev oprettet den 21de Maj Aar 1739 med det Formaal at tilvirke bl. a. Tjære, Beg, Harpix, Kønrøg, Olie, Glas, Salpeter og Kridt, at opsøge Alun, Blyhvidt, Marmorværker o. s. v. samt tilberede Farver, Huder, Skind, Fjer m. m.; dette Selskab var det, der bragte Glastilvirkningen i Gang, ja endog i saa god Gang, at der Aar 1760 udgik en Forordning, hvorved der saasom de norske Glasfabriker for billige Priser forfærdigede lige saa gode Glasvarer som de fremmede, under Straf blev forbudt at indføre alle Sorter fremmede Glas, baade Vindus- og Krystalglas, slebet og uslebet, fint og grovt saa vel som Bouteiller, Apothekerglas o. desl. Ja, Aar 1771 blev Forbudet endog skærpet derhen, at alt fremmed Glas, som til Forhandling maatte findes i Behold, inden Maj Maaneds Udgang Aar 1772 skulde være enten afsat eller udført til fremmede Steder. Vi staa her ved et af Datidens sædvanlige Forsøg paa at fremtvinge en indenlandsk Tilvirkning.
Glasværkerne i Norge tilvirkede »norsk Krystalglas«, »norsk hvidt Glas«, »Taffelglas«, »Fensterglas«, »Bouteiller«, »grønt Glas« og endeligt »Medicinglas«. De skulde fra Aaret 1781 til 1787 gjennemsnitlig have solgt for 120,000 Kroner om Aaret.
Først Aar 1825 fik Danmark et Glasværk nemlig Holmegaards Glasværk ved Næstved. Som vi ovenfor have set, gjordes der under Krigene i dette Aarhundredes Begyndelse betydelige Anstrengelser for at bringe et Glasværk i Gang i Danmark. Da England var Herre over Søen, kunde de norske Glasværkers Tilvirkning kun sparsomt komme hertil, og her var derfor stor Trang i saa Henseende. Og det Savn, der saaledes føltes, blev ikke mindre efter Freden i Aaret 1814, ved hvilken Norge jo helt blev skilt fra Danmark. Mærkeligt er det derfor, at der ikke før Aaret 1820 gjordes noget Skridt til et Glasværks Oprettelse, hvorved dog strax maa tilføjes: i selve Kongeriget; thi allerede Aaret efter Fredsslutningen havde Aktuar Pederstamme Petersen søgt og faaet Privilegium til at anlægge en saadan Fabrik i Frederiksfelt. I det Privilegium han fik blev det tilladt, at de af ham forfærdigede Glasvarer maatte indføres toldfrit her i Kongeriget. Den, der her i Landet satte sig i Bevægelse for at skaffe en dansk Glasfabrik tilveje, var Gehejmekonferensraad, Amtmand Sophus Danneskjold-Samsø, der ansøgte om Bevilling til ved Holmegaards Tørvemose i Fensmark Sogn paa Holmegaards Gods i Præstø Amt at anlægge en Glasfabrik til at brænde Bouteiller. Inden der imidlertid kom noget endeligt Resultat derpaa, døde han imidlertid, og vi se da Skiftekommissionen i hans Bo ansøge om et Laan af kun 6000 Kr. af Industri- og Kommercefonden til at fortsætte den Afdødes paabegyndte Værk, men det opnaaedes ikke. Boets Administratorer lode sig dog ikke forknytte heraf; skjøndt de strax lede under Mangel paa rede Penge, arbejdedes der dog lidt efter lidt videre i den Retning, som den Afdøde havde anvist, og i August Maaned 1826 var Værket saa vidt fremmet, at Enkegrevinde Danneskjold ansøgte om udelukkende Privilegium for sig og Arvinger til i 20 Aar paa Sjælland, Øerne og i Jylland at maatte drive og lade drive Fabrikation af Flasker, Medicin- og Vindusglas af grønt, hvidt og farvet Glas saavel af Skaar som af Aske, med den i flere Retninger oplysende Tilføjelse, at Privilegiet kun skulde gjælde saa længe Produktionen udgjorde mindst 100,000 Bouteiller om Aaret foruden andre Glassorter. Ansøgerinden oplyste, at Glasværket havde været i Gang siden den 9de November 1825, og at alene en norsk Mester sammen med en Svend fra den Dag til August 1826 havde tilvirket omtrent 40,000 Stykker hamrede Bouteiller, der vare afsatte ligesaa hurtigt som de kunde tilvirkes, til en Pris af 18 Kroner for 100, hvilket var 2 Kroner billigere end de norske. Hun gjorde endvidere opmærksom paa, at Anlæget ikke havde faaet noget som helst Tilskud fra Staten. En saadan udelukkende Eneret vilde Regeringen imidlertid ikke give, og det endte da med, at Grevinde Danneskjold-Samsø under 21de December 1826 fik et slet og ret Privilegium til paa Holmegaard Gods at anlægge og drive et Glasværk med Rettighed til at antage og holde de dertil fornødne Arbejdere og til sædvanligt Udsalg af de paa Værket forfærdigede Glasvarer til Alle og Enhver, samt med Ret til toldfri Indførsel fra Udlandet af Glasskaar, Brunsten og Kobold. Aar 1847 blev der tilvirket over 700,000 Stykker grønne Flasker og Grøntglasarbejder, over 500,000 Stykker forskjelligt Arbejde af Hvidtglas og Kronglas og endelig 1360 Pund hvide Glasrør, alt til en Værdi af over 130,000 Kroner, og Arbejdernes Antal var samtidigt steget til 24 Glasmagere og Lærlinge, 3 Glasslibere med 1 Lærling, 1 Glasmaler, 10 Smeltere, 36 andre Biarbejdere og et ubestemt Antal Daglejere. Tilvirkningen steg stadigt, og da Værkets Ejer ønskede vedblivende at kunne tilfredsstille Efterspørgselen uden dog at overskride Forbruget af et vist Kvantum Tørv, bestemte han sig til at anlægge et nyt Værk paa Kastrup paa Amager og til at drive det med Stenkul. Det traadte i Virksomhed med 12 Glasmagere og 6 Pottemagere i Begyndelsen af Aaret 1848 særligt beregnet paa Grøntglastilvirkningen, hvorfor denne indskrænkedes noget paa Holmegaard.
Glasværket paa Kastrup var imidlertid ikke det eneste Glasværk, der opstod paa denne Tid. Allerede Aar 1834 havde Krigsraad Conradsen faaet Bevilling til paa sin Ejendom (Nørlund ved Aalborg) at anlægge et Glasværk, som kort efter fremtraadte under Navn af »Conradsminde«, og hvorfra der allerede udstilledes Flasker paa Udstillingen i Aaret 1836. Det var ligesom ved Holmegaard en hidtil næsten ubenyttet henliggende Tørvemose, der gav Anledning til Glasværkets Anlæg. Ved Siden af de saaledes nævnte Etablissementer Holmegaard og Conradsminde, anlagdes nu foruden Kastrup et Glasværk paa Bornholm. Trangen var stor dengang til Flasker — Folk begyndte bl. a. paa den Tid at tappe Øl paa Flasker og have disse henliggende i Stedet for hver Gang at tappe umiddelbart af Træet — men dog synes Glasværkstilvæxten at have været for stor. Holmegaard tilvirkede vel i Aaret 1847 over 700,000 Flasker og Conradsminde henved 400,000, men Glasværket paa Bornholm trivedes ikke. Det blev snart flyttet til Helsingør (»Godthaab«), og her førte det en vegeterende Tilværelse, indtil det i Aaret 1860 traadte i Forbindelse med Holmegaard.
Foruden disse tre Glasværker, Holmegaard, Kastrup og Godthaab, drives der for Tiden her i Landet Glasværket i Aalborg, der med to Hytter, en til Flasker og en til Hvidtglasvarer, aarlig tilvirker omtrent 800,000 Flasker og en tilsvarende Mængde Hvidtglasvarer; fremdeles Odense Glasværk, anlagt Aar 1874, Lyngby Glasværk, anlagt samme Aar, og Kjøbenhavns Hvidtglasfabrik, der begyndte sin Virksomhed Aar 1875. Tilvirkningen ved Holmegaard ønskedes større i Aaret 1848, men Hensyn til Tørvemosen, som man ikke hensynsløst vilde ødelægge, gjorde, at man maatte bestemme sig for et nyt Anlæg, og Kastrup blev da valgt: Kultilførslen var let her ligesom enhver anden Tilførsel, saaledes som Soda fra England, Sand fra Belgien og Stevns m. m., til Glastilvirkningen. Der begyndtes med en Ovn, men efterhaanden voxede Anlæget og nu er der tre Ovne; ved den ene tilvirkes der navnlig Lampeglas (Blyglas) og Medicinglas, ved de to andre Flasker, og den aarlige Tilvirkning af disse sidste løber op til henved 1,800,000 Stykker.
Kastrup Glasværk, der nu ejes af et Aktieselskab, er det betydeligste i hele Norden, og man maa gaa saa langt Syd paa som til Sachsen for paa Fastlandet at træffe et Glasværk af saa betydeligt Omfang. I Sundet, ganske i Nærheden af Kastrup, findes udmærket Sand, der nu næsten udelukkende benyttes i Fabriken.
Udførslen af Glasvarer fra Danmark beløb sig i Aaret 1877 til c. 1 Million Pund.
Norges betydeligste Hvidtglasfabriker ere Biris og Hadelands. Landets Udførsel af Glasvarer beløb sig i Aaret 1876 til 4 Millioner Pund Bouteiller til en Værdi af 270,000 Kroner og c. 116,000 Pund Hvidtglas.
Af Sverigs Glasværker var Reymyres tidligere meget bekjendt; nu maa nævnes Kostas og Limmareds. Den samlede Udførsel var i Aaret 1876 kun omtrent 220,000 Pund Glasvarer af forskjelligt Slags.
*) Tildels efter C. Nyrops Industrielle Meddelelser, tildels efter nyere Oplysninger fra Glasværkerne.