Opfindelsernes Bog/Lervarerne og deres Tilvirkning.
Historisk Indledning. Om end Tilvirkningen af Lervarer ved det første Øjekast ikke synes at udøve en saa stor Indflydelse paa vort materielle Velvære som f. Ex. Væver- eller Metalindustrien, om den end ikke, saaledes som Papirtilvirkningen eller Bogtrykkerkunsten, er saa nødvendig for vor aandelige Udvikling, maa den dog regnes blandt vore vigtigste Industrigrene og til en af dem, hvis Produkter ere almindeligst anvendte og paa vort nuværende Udviklingstrin aldeles uundværlige. Vi kunne nu lige saa lidt undvære det Materiale, som den giver os til vore Bygninger, som vi fra Anvendelsen af dens Produkter i deres forskjellige Former af Porcellæn og Fajance i Husholdningen kunde gaa tilbage til Benyttelsen af Kar af Træ, Horn, Metal o. s. v. Der er næppe nogen anden Industrigren, der kan opvise en saa stor Mangfoldighed af forskjelligartede Produkter, lige fra den simple Mursten til de prægtige Vaser, der pryde Musæer og Paladser, og som vejes op med Guld.
Værdien af disse Produkter betinges ikke heller i nogen væsentlig Grad af det benyttede Materiales højere eller lavere Pris, men derimod hovedsagelig af det større eller mindre Arbejde, den større eller mindre Kunstfærdighed, der er anvendt paa dem. Denne Produktions Teknik er desuden saa mangesidig og interessant og giver saavel Videnskabsmanden som Kunstneren Lejlighed til i en højere Grad end ved andre Industrigrene at samvirke med Haandværket, ligesom ogsaa Lervarer fra svunden Tid yde Forskeren paalidelige Bidrag til Studiet og Skildringen af Oldtidsfolkenes Kultur.
Keramikens[2] særlige Historie er først i de senere Aartier begyndt at blive Gjenstand for Forskningen. Man kan regne dens Opkomst fra 1844, i hvilket Aar den daværende Chef for Porcellænsfabriken i Sévres Alexandre Brongniart udgav sit i Keramikens Historie endnu ikke overtrufne Arbejde Tratté des arts céramiques ou des poteries, hvori han ikke blot giver en udførlig og nøjagtig teknisk Beskrivelse over den Tids Tilvirkning af Lervarer af alle Slags, men ogsaa behandler dens historiske Udvikling. Hvorvel dette Værk er af stor Værdi Og med faa Undtagelser meget paalideligt, kunde det dog, som det første i sin Art, hverken blive fuldstændigt eller omfattende, og i de 35 Aar, som ere forløbne, siden det blev udgivet, have ogsaa flere Forfattere, især i England og Frankrig, med større eller mindre Held forsøgt i særlige Arbejder at fuldstændiggjøre og berigtige det. De i de seneste Aar med saa stor Iver drevne arkæologiske Undersøgelser i Forening med den mere og mere tiltagende Mode at samle gamle Fajance- og Porcellænssager have ydet og yde fremdeles rigt Materiale til Keramikens Historie, men endnu er der ikke fremkommet noget fuldstændigt Arbejde herover, skrevet med baade teknisk og historisk Kjendskab. Naar man vil give en selv saa kortfattet almindelig Oversigt over Keramiken som den her følgende, møder man derfor den Vanskelighed hos de forskjellige Forfattere, der have skrevet ofte blot fra Kunstelskerens og Samlerens Synspunkt, at kunne udsondre de rigtigste Fakta, især da Forfatterne ofte udtale sig stik modsat hinanden.
Inden vi begynde denne historiske Oversigt, ville vi, for at tydeliggjøre de saavel i denne som senere i den tekniske Del anvendte Benævnelser paa de forskjellige Slags Lervarer, angive, hvorledes de inddeles og benævnes.
1ste Klasse. Lervarer af en porøs Masse.
a) Uglaserede, grovere Lervarer (poteries tendres mattes): Mursten, Teglrør, uglaseret Pottemagerarbejde, Terrakottaarbejder, uglaserede antike Kar.
b) Lervarer med glasurlignende, svagt glinsende Flader (poteries tendres lustrées): glaserede antike Kar.
c) Stenkar eller sædvanlig glaseret Pottemagerarbejde (poteries tendres vernissées).
d) Sædvanlig Fajance (faïence emaillée).
e) Fin Fajance (faïence fine; Steingut).
2den Klasse. Lervarer af en halv smeltet, i Bruddet forglasset eller stærk sammensintret Masse.
a) Uigjennemskinnelige Lervarer. Stentøj (grès-cérame; Steinzeug).
b) Gjennemskinnelige Lervarer.
Blødt Porcellæn; herunder fransk Porcellæn (porcellaine tendre artificielle) og engelsk Porcellæn (porcellaine tendre naturelle; china ware). Haardt Porcellæn (porcellaine dure).
Da Leret er saa let at komme til, da det er saa let at forme, og da det besidder den Egenskab at blive haardt ved Brænding, er man berettiget til at antage, at dets Anvendelse til Fremstilling af Kar, Bygningsmateriale m. v. er en af de ældste, maaske den allerældste Industri. De Fund af Lerkar eller Stykker af saadanne, der ere gjorte ved Gravninger og Jordboringer samt ved arkæologiske Undersøgelser overhovedet, bestyrke ogsaa denne Antagelse. Det er og vil naturligvis altid blive umuligt at udfinde bestemt, naar og hvor de første Lerkar bleve tilvirkede; men man kan dog gjøre sig et omtrentligt Begreb om Alderen af endel Fund, der ere gjorte ved Jordboringer og Udgravninger, naar man beregner den Tid, som maa være medgaaet til at danne de Jordlag, hvorunder de ere fundne.
I Aarene 1851—1854 blev der anstillet en Mængde Boringer i Nilens Delta. Man traf der i en Dybde af mellem 16 og 24 Fod paa Stykker af Lerkar og en lille menneskelig Figur af brændt Ler. Paa en Dybde af 60 Fod traf man paa en Mængde Stumper af Lerkar og endnu ved 72 Fods Dybde fandt man et Stykke af en brændt Teglsten. Efter en Beregning af den berømte engelske Geolog Sir Charles Lyell skulde Landet paa det Sted, hvor man i 60 Fods Dybde gjorde det omtalte Fund, som Følge af de ved Nilens aarlige Oversvømmelser fremkommende Aflejringer, højne sig 6 Tommer i hvert Aarhundrede, og i saa Tilfælde maa der være brugt 10 til 12,000 Aar til Dannelsen af de Jordlag, som laa over det gjorte Fund. Efter en anden Beregning af Rosière skal paa det Sted, hvor man fandt det omtalte Teglstenstykke, Aflejringerne kun udgjøre 2½ Tomme i hvert Aarhundrede, og der maa saaledes være gaaet en Tid af 30,000 Aar til at danne den overliggende Jordmasse. Men naturligvis er der ingen Sikkerhed for Beregningens Rigtighed.
I Omegnen af Cagliari paa Sardinien ere Lerkar fundne paa en Dybde, som efter en lignende Beregning skulde svare til 12,000 Aars Aflejringer.
I en Hule, der kaldes Trou de Frontal, ved Furfooz i Nærheden af Dinant i Belgien er der fundet Stykker af et Lerkar ved Siden af et Menneskeskelet. Hulens Aabning var lukket med en Stenblok, og omkring denne fandtes en Mængde Levninger af Rensdyr. Man slutter heraf, at Fundet skriver sig fra den Periode, da disse Dyr levede i den Egn, og den er anslaaet til at ligge 10,000 Aar tilbage i Tiden.
Ved arkæologiske Undersøgelser ere Lerkar trufne dels alene, dels sammen med andre Produkter af menneskelig Industri, saasom Vaaben og Husgeraad af Sten, Bronce eller Jern. Herved gives der os ogsaa et Middel til en omtrentlig Beregning af Fundets Alder. Disse Undersøgelser vise ogsaa, at Lerkar ere de første industrielle Frembringelser, paa hvilke der findes Spor af en begyndende Kunst, idet indgraverede eller udformede Ornamenter paa disse forekomme tidligere end paa Fund af anden Art.
Undersøgelserne af de saakaldte »Kjøkkenmøddinger«, af Tørvemoser og af Levningerne af de Folk, der beboede Pælebygningerne, have ogsaa. bragt en Mængde saadanne Fund for Dagen, af hvilke mange utvivlsomt have en meget høj Alder. Paa flere af Pælebygningspladserne har man truffet Stumper af Lerkar i saadan Mængde, at det ser ud, som om en virkelig Lerkarindustri er bleven drevet paa disse Steder.
I Begyndelsen, og vistnok gjennem lange Tider, dannedes Lerkarrene formodentlig paa samme Maade, som endnu bruges hos adskillige vilde Folkestammer i Afrika og Amerika, nemlig ved at sammenføje flere i Haanden formede Stykker til hinanden. Først efterat Drejeskiven (Pottemagerskiven) var opfundet, kunde man med forholdsvis mindre Besvær fremstille Gjenstande af en mere regelmæssig Form. Naar denne Opfindelse blev gjort, ved man ikke. De gamle Grækere tilskrive flere, blandt andre Dædalus' Brodersøn Talos og Korebos fra Athen Æren herfor, men at den allerede tidligere har været bekjendt blandt Ægypterne, fremgaar blandt andet af de Fund af brændte Lerplader, der ere gjorte i Nildalen, paa hvilke Skiven er afbildet; disse Fund ere af en højere Alder end den Tid, fra hvilken Grækenlands Keramik dateres.
I mange Egne, især i Nordeuropa og som oftest i Gravhøje, ere Lerkar fundne sammen med Gjenstande af Sten, Bronce og Jern, og deres Alder kan derved omtrent opgives. De besidde nemlig karakteristiske Kjendetegn for hver enkelt Periode. Fig. 68 viser et Kar fra Stenalderen, fundet i en Gravhøj ved Stege paa Møen, Fig. 69 et lignende fra Broncealderen, fundet i Pembrokeshire i England, Fig. 70 et Kar fra Rhinegnene (Osthofen) fra Jernalderen.
Hvorvel disse Fund skrive sig fra en Periode, som ligger langt forud for den Tid, hvorfra man har noget historisk Kjendskab til de Lande, hvori Fundene ere blevne gjorte, kunne de dog ikke i Alder maale sig med Fortidslevninger af samme Slags fra Østerlandenes gamle Folk, der ikke blot tyde hen paa en tidlig øvet Industri, men som ogsaa vise, at den har været udviklet i en anselig Grad. De vise ogsaa, at de gamle østerlandske Folk forstode til Fremstillingen og Udsmykningen at anvende Emner, hvis Benyttelse efterhaanden ere gaaede i Glemme, og som først efter mange Aarhundreders Forløb ere blevne optagne igjen som nye Opfindelser.
Ægypten har vistnok været Vuggen for denne saa vel som for saa mange andre Industrigrene; herfra stamme ialtfald de ældste Gjenstande af brændt Ler, som hidtil ere fundne. Foruden de ovenfor anførte Exempler paa Fund af høj Alder fra Nilens Delta, har man et Bevis for, at Tilvirkningen af Lerkar under det fjerde Dynasti ɔ: fra 3000 til 2000 Aar f. Kr. er bleven dreven i Ægypten og har naaet en vis Grad af Udvikling, i den Omstændighed, at der blandt de Hieroglyftegn, som den Gang brugtes, findes adskillige, som forestille Lerkar af forskjellig Form og Farve. Paa Væggene i Gravene fra denne og senere Perioder findes ogsaa Afbildninger dels af Lerkar, dels af de Methoder, som brugtes ved Tilvirkningen (Fig. 70 og 71), medens samtidig de i Gravene talrigt forefundne Kar yderligere belyse Billedskriften.
De fundne Sager ere af meget forskjellig Form og Mønster og vare beregnede dels til daglig Brug, dels til Prydelser og religiøst Formaal, og de ere ofte smykkede med Ornamenter og Maling. Et særlig hyppig anvendt Motiv til Udsmykningen var Lotusblomsten, Ægypternes Yndlingsplante.
Blandt de Kar, der hørte til Husgeraadet, findes ogsaa en Mængde, som bleve anvendte til Gjemme for Sager, som vi forvare i Kar af andet Materiale. Karrenes Farve er i Almindelighed rød, rødgul eller gul; de fineste røde Kar, de saakaldte Sigillaria, tilhøre en senere Periode og udgjorde da en vigtig Udførselsartikel til Rom.
Endel Gjenstande ere tilvirkede af en ildfast Masse, som snart er hvid, snart farvet. Denne Masse har man kaldt ægyptisk Porcellæn, endskjøndt den hverken besidder Porcellænets Haardhed eller Gjennemskinnelighed. Den synes at bestaa af Sand blandet med netop saa meget Ler, som krævedes til at holde Massen sammen. De heraf dannede Gjenstande kunde som Følge af Massens ringe Plasticitet ikke forarbejdes paa Drejeskiven men maatte presses i Forme.
Med Kunsten at tilberede Glasur og fremstille den i forskjellige Farver vare de gamle Ægyptere ganske godt fortrolige. De forstode ogsaa at glasere huggede eller slebne Stengjenstande. Glasuren synes især at have bestaaet af Sand og Soda; kun sjeldent har man truffet Spor af Bly deri. Til at farve den anvendtes flere Metalilter, og de forstode ogsaa at gjøre Glasuren uigjennemsigtig, saaat den dækkede Farven af Gjenstanden, paa hvilke den anbragtes. Nogle af de farvede Glasurer udmærke sig ved en ret smuk Farveglans; især er dette Tilfældet med den af en Kobberforbindelse fremstillede himmelblaa Glasur eller rettere sagt: Emaillen.
Af yngre Datum end de ældre ægyptiske Fund ere de fra Assyrien og Babylonien. Førend Bottas og Layards Undersøgelser var der kun gjort faa Fund i disse Lande, og man kjendte kun lidet til deres Lergodstilvirkning, Endog nu, efterat der er fundet saa mange forskjellige Gjenstande, kjender man denne Keramik langt mindre end den ægyptiske og græske. De Fund af Lervarer, som man har gjort, bestaa af brændt og ubrændt Tegl, Vægplader, Vaser og Skulpturer, Kar til daglig Brug, Sarkofager samt de saakaldte Skriftcylindre og Skriveplader.
Tilvirkningen af Teglsten og Vægplader synes at have været af stor Betydning. Man har Ret til at antage, at ikke blot de indvendige Vægge saavel i Paladset som i de simplere Boliger have været beklædte med glaserede og farvede Plader; men ogsaa udvendig synes de betydeligere Bygninger at have været bedækkede med saadanne. Endog Stadsmurene vare tildels beklædte med glaserede og malede Tegl. Saaledes beretter Herodot, at Murene om Ekbatana i Medien vare malede i syv Farver, og efter en anden gammel græsk Forfatter, Ktesias, vare de tre Mure om Paladset i Babylon beklædte med glaserede Teglsten, paa hvilke der i rige Farver var afbildet Jagter og krigerske Bedrifter fra den Tid, da Semiramis og hendes Søn Ninyas regerede der. Disse Beretninger bekræftes ogsaa ved de Fund, som ere gjorte i Nimrud og Korsabad. I Nimrud fandt Layard glaserede Teglsten, hvorpaa der var malet Dele af Figurer m. m., og i Korsabad opdagedes en endnu staaende Mur af 5 Fods Højde og 20 Fods Længde, der var dækket med glaserede Teglsten med indbrændt Maling, forestillende Dyr, Mennesker, Træer o. s. v. De assyriske og babyloniske Skulpturer gjengive ikke, saaledes som de ægyptiske, Billeder af Folkets Kulturliv og Historie, men til Gjengjæld ere de saakaldte Skriftcylindre i denne Henseende af stor Interesse. De ere tilvirkede af en fin og haard rød Lermasse, der stundom er glaseret eller overdraget med Ler af en anden Farve. Deres Form er enten cylindrisk eller som et sexsidigt Prisme. Den paa disse i Almindelighed fortrinlig anbragte Skrift indeholder Beretninger om Landenes Historie, videnskabelige Afhandlinger, Kjøbekontrakter o. s. v. Foruden Lercylindrene og Prismerne har man ogsaa fundet Lerplader eller Tavler med lignende Inskriptioner. Af assyrisk Oprindelse har man allerede fundet over 20,000 Lerplader eller Cylindre. I et stort Rum i Ruinerne af Sennakeribs Palads i Kuschundschik traf man paa en hel Samling, som formodentlig har udgjort den assyriske Konges Bibliothek. De assyriske Vaser og Kar minde i Form og Udsmykning om de ægyptiske, men ere sædvanligvis mindre godt udførte; det samme er Tilfældet med de babyloniske.
Fra Babylon, om end rimeligvis fra en senere Tid, skrive sig de Sarkofager af brændt og glaseret Ler, som man navnlig har fundet ved Varka (vistnok den gamle kaldæiske Stad Ur). De ere som oftest emaillerede med blaa eller grøn Farve samt udsmykkede med Figurer og Ornamenter. Ved Varka har man fundet dem i en saadan Mængde, at det ser ud, som om hele Babylon var begravet der. Paa enkelte Steder vare de opstablede indtil 45 ovenpaa hverandre. Glasuren paa disse Folks Lervarer ligner den, som Ægypterne anvendte; ligesom disse forstode ogsaa de at anvende flere Metalilter til Fremstilling af farvede Glasurer og Emailler. Særligt bør nævnes, at de benyttede Tinilte ved Tilberedning af den hvide Emaille.
Man tør med Sikkerhed antage, at den vestasiatiske Keramik udøvede en vis Indflydelse paa den ældre græske, eftersom Sager fra den Tid vise et vist Slægtskab med de assyriske. Senere har omvendt den græske Keramik udøvet sin Indflydelse paa den asiatiske.
De assyriske og babyloniske Tilvirkningsmaader gik i Arv til de gamle Persere. Om de senere bleve glemte, eller om de holdt sig, indtil Araberne bemægtigede sig Persien, ved man ikke. Det er ikke usandsynligt, at de bleve bevarede, og at Araberne efter at have lært Kunsten, som de senere bragte til Spanien.
En endnu højere Fuldendelse naaede Lervaretilvirkningen i det gamle Grækenland, hvis bedste Produkter i denne Retning udmærke sig ved en i den moderne Keramik uovertruffet Formskjønhed, samtidig med at de give Beviser paa stor Færdighed i den tekniske Behandling af Materialet. De store, flere Fod høje Vaser og Urner, som findes i vore Samlinger og som have trodset Aartusinder, udmærke sig ved Varens ringe Tykkelse forbunden med Haardhed og Lethed. Muligheden af at kunne forme og siden brænde saadanne Stykker lader sig kun forklare af den udmærkede Beskaffenhed af det benyttede Materiale, som er bleven behandlet med særlig Dygtighed. Det smukke sorte, glasurlignende Overtræk, som er saa karakteristisk forskjellig fra vor Glasur, er ogsaa særdeles haardt og varigt.
I Modsætning til Ægypten, hvor Lervaretilvirkningen øvedes af Slaver, ansaas i Grækenland denne Fabrikation som et hæderligt Arbejde, som selv de største Kunstnere som Fidias, Polykletos, Myron og Mentor ikke ansaa det for at være under deres Værdighed at beskjæftige sig med. Til Ære for dygtige Haandværkere oprejstes Mindesmærker eller sloges Medailler, og Historien har opbevaret Navnene af Dibutades fra Sikyon, der nævnes som Opfinder af Kunsten at arbejde i Ler, Talos og Korebos fra Athen, Terikles fra Korinth, Kerestratos og flere. Tilvirkningen omfattede ej heller blot Kar til daglig Brug, men havde ogsaa ofte til Opgave at fremstille Kunstgjenstande, saasom prægtige Vaser, Skulpturer m. v., hvormed de offentlige Bygninger og Pladser saa rigeligt vare prydede. At den blev dreven haandværksmæssigt i Grækenland i meget gammel Tid (som det paastaas allerede 1500 Aar f. Kr.), ses blandt andet af den Skildring af et Pottemagerværksted, som Homer giver i Iliaden, og som næsten passer til mangt et Nutids Værksted af samme Slags. Som sikkert angives, at den i det ottende, maaske allerede det tiende, Aarhundrede f. Kr. blev dreven i stort Omfang i Athen, Korinth, Argos, Sikyon og paa Øerne i Arkipelagus.
De græske Lerkar udgjorde en vigtig Udførselsartikel saavel i og for sig som ogsaa i Skikkelse af Emballage for andre Udførselsvarer som Honning, Olie, Vin etc. Man har opbevaret omtrent 15,000 gamle græske Kar, for Størstedelen fra Grave i Grækenland og især i det sydlige Italien. I British Musæum findes henved 2600, i Neapel 2100, i Louvre 1500, i Vatikanet 1000. Deres Værdi er ikke ringe; en stor Vase betales med 3 til 5000 Kroner. De have en Mængde forskjellige Former og Navne, saaledes:
| Pitos, Amfora, Kaipis, Hydria og Stamnos, |
Kar til Opbevaring af forskjellige Ting; (side 323) | |
| Krater, Psykter, Kelebe og Dinos, |
Blandingskar; | |
| Kotylos, Bombylios, Oinokoe, |
Kander til at skjænke af; | |
| Prokuus og Konis, | ||
| Lekytos, Olpis, |
Olie- og Salvekrukker; | |
| Aryballos og Alabastron, | ||
| Kyatos, |
Øsekar; | |
| Kantaros, Karkesion, Mastos, |
Drikkekar; | |
| Fiale, Skyfos, Kylix, Kyton og Keras, | ||
| Lekane, Kytra, Oxis og Embafion, |
Husholdnings- og Kogekar. |
De græske Kar inddeles sædvanlig i kunsthistorisk Henseende i fire Klasser:
lste Klasse (tilvirkede 600—550 f. Kr.): Kar af bleggul eller gulgraa Masse med sorte eller mørkebrune Malinger, som forraade et vist Slægtskab med den assyriske og føniciske Ornamentik; uden Glasur.
2den Klasse (550—450 f. Kr.): Kar af en rød eller gul Masse med sorte Malerier sædvanligvis af den græske Mythologi; Figurerne ere oftest stive og kantede; uden Glasur.
3die Klasse (450—330 f. Kr.): Glaserede Kar med røde Figurer og Ornamenter, udsparede i en sort paamalet Grund. Disse Kar tilhøre den græske Kunsts Blomstringstid og udmærke sig ved deres smukke Former og godt udførte Ornamentik.
4de Klasse (330—200 f. Kr.): Kar, der ligne dem i den foregaaende Klasse, men som saavel i Henseende til Teknik som Udsmykning forraade en Tilbagegang i Kunsten.
Efter en anden Inddeling skjelnes mellem to Perioder: den arkaiske (den ældste) og den helleniske; hin omfattede Keramikens Barndom og første Udvikling, denne dens Glansperiode og begyndende Forfald. Fig. 78 og 79 gjengive Kar fra den første, Fig. 80—83 fra den sidste af disse Perioder.
I Etrurien har vistnok Lervaretilvirkningen en i det mindste lige saa høj Alder som i Grækenland. De ældste Kar, man her har fundet, have en Stil, der bestemt kan skjelnes fra den græske Ornamentik, ligesom Inskriptionerne ere affattede i et Sprog, der er fuldstændig forskjelligt fra det græske. Da Samfærdslen mellem Grækenland og Italien længere hen i Tiden blev livligere, især efter at man begyndte at anlægge græske Kolonier i Syditalien, gjorde den græske Kunst sin Indflydelse gjældende paa denne Industri. De yngre etruriske Lersager bære ogsaa umiskjendelige Spor af at være blevne paavirkede af græske Forbilleder. Den etruriske Keramik naaede dog ikke den samme Højde som den græske, om end de saakaldte yngre Kar ofte besidde en temmelig betydelig Formskjønhed. Foruden det sædvanlige røde og gule Lertøj tilvirkedes i Etrurien ogsaa Gjenstande af en tæt, sort farvet Masse, hvis Overflade undertiden, som Følge af den ved Brændingen anvendte høje Varme, viser Tegn til Smeltning.
Ej heller i det gamle Rom naaede Lertøjindustrien i kunstnerisk Henseende samme Højde som i Grækenland, uagtet den livlige Samfærdsel med dette Land og uagtet Nærheden af græske Byer i Syditalien. Aarsagen har mulig været den, at Romerne overhovedet aldrig besad den samme gode Smag som Grækerne og vare desuden paa den Tid, da Keramiken blomstrede i Grækenland, endnu næppe mere end et raat Krigerfolk med lidet udviklet Kunstsands; senere, da Rom opnaaede Verdensherredømmet og Smagen for Yppighed steg i samme Forhold som de ophobede Rigdomme, foretrak Romerne Luxus- og Kunstfrembringelser af mere kostbart Materiale og foragtede det simplere, i og for sig mindre dekorative Ler. Blandt andre mere kostbare Stoffer, som anvendtes til Pragtkar og Vaser, nævnes det nu ubekjendte, særdeles kostbare Murrha, som af nogle Forfattere anses for at være identisk med ægte Porcellæn. En Vase af dette Stof blev af en vis Titus Petrovius under Neros Regering betalt med omtrent 800,000 Kroner.
I en senere Periode bleve ganske vist de malede græske Kar og Vaser skattede meget højt af Romerne, og man ved, at saadanne, endog blot som Stumper, den Gang med megen Iver bleve opsøgte og samlede; men da Smagen tog denne Retning, var Kunsten i Grækenland allerede uddød eller i Forfald. Tilvirkningen af Artikler til daglig Brug blev derimod dreven i stor Maalestok i Italien, og Udviklingen gik i teknisk Henseende stadig fremad, saaledes t. Ex. ved Anvendelsen af Forme, forbedrede Tilvirkningsmethoder o. s. v. Hvad Karrenes Form angik, da holdt Romerne fast ved de gamle indogermanske Typer, som Grækerne havde forladt, og Grunden hertil var vel ikke blot, som man har villet paastaa, en vis Konservatisme, men ogsaa den Omstændighed, at de græske Former med al deres Skjønhed dog ikke ret passede til den praktiske Anvendelse, hvad der hos et Folk, der var saa særlig praktisk som det romerske, maa have havt stor Indflydelse.
Den romerske Keramik blev, saavel hvad Fremstillingsmaaden som Form angaar, i lang Tid fremherskende ikke blot blandt de vest- og nordeuropæiske Folk, men ogsaa blandt de vestasiatiske; endog Grækerne opgave deres Fremstillingsmaader og Forme og optoge de romerske. De romerske Lerkar ere af forskjellig Farve: graa, gule, sorte og røde, nogle uglaserede, andre overtrukne med et tyndt glasurlignende Lag eller ogsaa med rigtig Glasur. Mest bekjendte ere de saakaldte samiske Kar og Lersagerne fra Aretium (Arezzo). Disse Kar ere af en dyb rød Farve, ere dækkede med en smukt farvet Glasur og besidde en temmelig betydelig Haardhed. At Gjenstande af usædvanlig Størrelse kunde tilvirkes, og at Vanskelighederne ved at producere saadanne bleve skattede, ses af Plinius' Beretning om, at Kejser Vitellius for et Fad af usædvanlig Størrelse betalte 135,000 Kroner. Levninger af den romerske Lerindustri træffes oftere i Spanien, Frankrig, Rhinlandene og England end i selve Italien. Under London har man paa en Dybde af omtrent 15 Fod under dets nuværende Plan truffet paa rigelige Fund fra Romervældens Tid i Britanien, saaledes Ruiner af Bygninger, Skulpturer, Lerkar, pragtfulde Mosaikgulve o. s. v.
Med Romerrigets Opløsning gik Kunsten i den romerske Lervaretilvirkning efterhaanden tabt, og i flere Aarhundreder derefter synes Keramiken i Europa kun at have omfattet Produktionen af Kar til daglig Brug og af den simpleste Beskaffenhed.
Inden vi fortsætte vor Fremstilling af den europæiske Keramik, ville vi med et Par Ord omtale Opkomsten og Udviklingen af denne Kunst i det østlige og sydlige Asien.
Allerede Aar 2698 f. Kr. menes Tilvirkningen af Lervarer at have været i Gang i Kina, og Aar 185 f. Kr. under Dynastiet Han skal Porcellænfabrikationen være bleven opfundet i Distriktet Sinping. Man troede en Tid lang, at den skrev sig fra en langt tidligere Periode, eftersom man i Theben i Ægypten ved Aabningen af Gravsteder fra det 18de Dynasti (1575—1289 f. Kr.) har fundet flaskeformede kinesiske Porcellænskar med paamalede Inskriptioner. Senere Undersøgelser have bragt for Dagen, at disse Kar langt sildigere ere lagte ind i Gravene, muligvis i bedragerisk Hensigt. Den paa dem anbragte Skrift er nemlig udført i en Stilart, som først kom i Brug ved Begyndelsen af vor Tidsregning og gjengiver Vers af kinesiske Forfattere, som levede i det 8de og 9de Aarhundrede e. Kr.
Det synes, som om der gik en temmelig rum Tid, inden Porcellænfabrikationen ret udviklede sig i Kina. Endnu indtil Aar 265 e. Kr. tilvirkedes alene hvidt Porcellæn, og først efter dette Aar begyndte man at anbringe blaa Maling paa Sagerne. I Begyndelsen af Dynastiet Tsjin (583 e. K.) byggedes i Provinsen Kiansi de første Statsfabriker, der kun skulde arbejde for den kejserlige Familie. Senere blev det Skik, at de forskjellige Dynastier antoge hver sin Farve til Udsmykning af Porcellænet, som produceredes til deres Brug, ligesom det ogsaa var strengt forbudt at anvende denne Farve paa andet Porcellæn. Under Tsjin-Dynastiet var Blaat, under Sui-Dynastiet Grønt Livfarve; under Dynastiet Tang udgik Aar 621 den Befaling, at det kejserlige Porcellæn skulde være grønt malet paa hvid Bund, medens Kejser Tsji-tsong (954—959) foreskrev, at det for hans Regning tilvirkede Porcellæn skulde have samme Farve som »Himlen, naar den efter Regn bliver synlig mellem Skyerne«.
Under det andet Song-Dynasti (990—1279) skal det saakaldte Sprække-Porcellæn (craquelée) først være bleven tilvirket. Paa dette Porcellæn, der skattes saa højt af Samlere, er Glasuren sprukken i temmelig regelmæssige Revner; ved at dyppe Porcellænet i en eller anden farvet Vædske indsuges Farven gjennem Revnerne, hvorved disse komme til at vise sig tydeligere.
Under de mongolske Regenter (1260—1368) havde en særlig Embedsmand med Politi Opsigt med den vigtige Fabrikplads King-te-sjin. Ifølge Beretning af Pater d'Entrecolles, der i forrige Aarhundrede besøgte Kina som Missionær, og som har givet adskillige Oplysninger om Porcellænfabrikationen der, skal der paa denne den vigtigste Plads den Gang have været over en Million Mennesker beskjæftigede med denne Haandtering, og der blev benyttet over 3000 Ovne til Porcellænets Brænding. Han beretter ogsaa, at der var flere Templer, som vare byggede for at helligholde Mindet om en Porcellænarbejder, der i Fortvivlelse over, at det ikke vilde lykkes ham at fremstille en vis Farve paa Porcellænet, havde styrtet sig ned i en glødende Ovn; da denne senere aabnedes, stod den forgjæves søgte Farve i al sin Skjønhed paa Porcellænet.
Under Dynastiet Ming (1368—1649), der overhovedet havde stor Omsorg for Kunst og Videnskab, naaede Tilvirkningen en høj Grad af Fuldendelse. Det bekjendte Porcellænstaarn i Nanking (Fig. 91) gjenopførtes i denne Periode af Kejser Yong-lo (1403 —1424). Denne Bygning, der nu under det sidste store Taiping Oprør atter er ødelagt, var opført af Tegl og beklædt med Plader af emailleret Fajance. Taarnet maalte ved Foden i Gjennemsnit 98 Fod; Højden var 268 Fod, og det var delt i ni Afdelinger.
Fra Midten af det 17de Aarhundrede synes den kinesiske Porcellæntilvirkning at være aftaget i Godhed, og dens Produktioner fra denne og den følgende Tid skattes ikke saa højt som de fra en tidligere Periode, der af Kineserne selv eftersøges med stor Iver og betales højt. Selv Stumper af Porcellæn fra Tiden før 1000 e. Kr. sættes saa højt, at de bæres af Mandarinerne som Smykker i deres Hovedbedækning.
Det kinesiske Porcellæn blev først bekjendt i Europa gjennem Venetianeren Marco Polo, den første Europæer, som besøgte Kina. I sin Aar 1298 udgivne Rejsebeskrivelse omtaler han ogsaa, hvorledes Porcellænet blev tilvirket. Hans Meddelelser ere ganske vist højst besynderlige men overtræffes dog i Retning af Vidunderlighed af senere Forfatteres Meddelelser. Saaledes angiver f. Ex. den bekjendte Læge Cardanus fra Tiden omkring Aar 1500, at Porcellænet blev tilvirket af Ægge- og Snegleskaller, der maledes og bleve nedgravede i Jorden, hvor Massen maatte ligge et Hundrede Aar, inden den blev til Porcellænstof. Ifølge en anden ligesaa mærkværdig Fortælling fra samme Tid skulde det kinesiske Porcellæn besidde den Egenskab at springe itu, naar det kom i Berøring med giftige Stoffer. I den første Halvdel af det 16de Aarhundrede (1518) synes det først at være bragt som Handelsvare til Europa af Portugiserne. Disse bleve senere fortrængte af Hollænderne, som en Tid lang bemægtigede sig denne Handel. Som bekjendt var i Europa i de forbigangne Aarhundrede det kinesiske Porcellæn en Modeartikel, hvormed Fyrster og Rigmænd smykkede deres Paladser og Boliger. Man har endnu en Mængde forunderlige Figurer især af Dyr, hvad der dengang var en meget efterspurgt Modeartikel.
Det følger af sig selv, at Porcellænfabrikationen i et saa stærkt befolket Land som Kina, og hvor Brugen af Porcellæn er saa almindelig, maa have et stort Omfang. Efter en Meddelelse af Stanislaus Julien beskjæftigede for omtrent tre Aartier siden Befolkningen i ikke mindre end 57 Byer sig med denne Haandtering.
Produktionen af en saa uhyre Industri maa naturligvis være af højst forskjellig Beskaffenhed, og det er som Følge heraf meget vanskeligt, ja næsten umuligt at fælde en almindelig Dom over Beskaffenheden af det kinesiske Porcellæn. De Porcellænsager, som komme til Europa, synes desuden ikke at være af de bedste Sorter. Foruden den Vare, som tilvirkes for det kejserlige Hofs Regning, og som ikke maa benyttes af andre, gives der ogsaa en anden særlig Sort, der benyttes udelukkende af Mandarinerne, som i det 12te Aarhundrede fik dette Privilegium. En tredie Sort, som staar under de to foran nævnte, fabrikeres til almindelig Brug og til Udførsel.
Det kinesiske Porcellæn hører til den Klasse af Lervarer, som kaldes haardt Porcellæn. Tilvirkningen sker forøvrigt omtrent paa samme Maade som i de europæiske Fabriker; det anvendte Værktøj og Apparat er ganske vist simplere end i Europa, men denne Omstændighed opvejes fuldkommen af Kinesernes store Færdighed i Haandværket.
Kunsten at male Porcellænet har i teknisk Henseende naaet et højt Standpunkt i Kina og endnu den Dag idag er det ikke lykkedes i Europa at fremstille alle de der anvendte Farver. Saaledes har man ikke formaaet at tilvirke den røde kinesiske Farve, som fremstilles af Kobber, i samme Skjønhed som i Kina. Det kinesiske Porcellæn har ogsaa længe været, og er i visse Tilfælde endnu, et Forbillede for den europæiske Porcellænfabrikation, der især i Maaden at anbringe Udsmykningen og i Valget af Farverne har laant meget fra Kina. I kunstnerisk Henseende kunne derimod Kinesernes Porcellænmalerier ligesaa lidt som deres Malerkunst overhovedet gjøre nogen Fordring paa at være fuldendte, om endog Farvernes Skjønhed og harmoniske Anvendelse i Almindelighed give de kinesiske Produkter et rigt og dekorativt Udseende. Malerierne gjengive Scener af Kinesernes private eller offentlige Liv, Krigsbedrifter, Landskaber, Dyr, Blomster o. s. v. Et gjennemgaaende Træk er Fraværelsen af alt Perspektiv samt Gjengivelsen af Dyr- og Planteformer paa en saa lidet naturtro Maade, at de snarere maa betragtes som blotte Dekorationer end som Afbildninger af Naturgjenstande. Hvad Godhed, Hvidhed og Glans angaar, da overtræffes de kinesiske Porcellæner af de bedre europæiske, og efterat den keramiske Teknik i de senere Aartier har naaet en saa høj Udvikling i Europa, skulle de kinesiske Sager, ogsaa hvad Udsmykningens Teknik angaar, ikke heller let frembyde nogen særlig Egenskab, hvori de ikke overgaas af de europæiske.
Fra Kina bragtes Kunsten at tilvirke Porcellæn til Korea, hvor det synes, som om der i en vis Periode er bleven fabrikeret Porcellæn af en udmærket Beskaffenhed og Skjønhed; senere er Kunsten helt uddød her. Som det berettes, skal Aar 27 f. Kr. en Fyrste af Sinra være flyttet fra denne Halvø til Japan, og hans Ledsagere skulle der have anlagt de første Porcellænfabriker. De Varer, som tilvirkedes, stode dog langt under de kinesiske, indtil en japanesisk Haandværker i Aaret 1211 begav sig til Kina, hvor det lykkedes ham at opdage Hemmeligheden ved Kunsten. Da Portugiserne i det 16de Aarhundrede banede sig Vej til Japan og der grundede en Handel af betydeligt Omfang, var Porcellænfabrikationen i rigt Flor, og ligesom i Kina tilvirkedes der særligt Porcellæn for de mest ansete Personligheder. Som bekjendt lykkedes det de portugisiske Missionærer at udbrede Kristendommen i Japan, og ved den bekjendte Jesuitermissionær, Francisco Xaviers Død beregnedes Antallet af kristne Japanesere til 1½ Million. De religiøse Stridigheder mellem den kristne og den øvrige Befolkning i Japan i Forening med Portugisernes Intriger og Anslag rnod Regeringen foranledigede, at de Fremmede i Aaret 1641 bleve forjagede og at Kristendommen blev undertrykt. Under disse Forfølgelser af de Kristne skulle 40,000 Mennesker have mistet Livet. Det paastaas, at den nærmeste Anledning til denne Katastrofe skal hare været den, at Portugiserne havde formaaet Porcellænfabrikerne til i Stedet for de gamle orthodoxe Mønstre at anbringe Billeder fra Bibelen eller Helgenfortællingerne for paa denne Maade at gjøre Propaganda for Kristendommen. Den japanesiske Regering syntes ikke om denne Afvigelse fra Skik og Brug og gjorde en hurtig Ende paa Tingene ved den ovenfor omtalte Udvisning.
Portugisernes Handel paa Japan faldt senere i Hænderne paa Hollænderne, hvem det i lang Tid lykkedes fuldstændig at holde alle andre europæiske Folk borte. Porcellænet var en af de vigtigste og mest indbringende Varer, som de udførte herfra og siden forhandlede over hele Europa. I Løbet af Aaret 1664 skal der i Holland være indført ikke mindre end 44,943 Pund japanesiske Porcellænsager. Den daværende Repræsentant for den hollandske Regering i Japan, Wagenaar, skal have udøvet en stor Indflydelse paa Porcellæntilvirkningen, idet han, som havde faaet Monopol i visse Aar paa Porcellænhandelen, gav Mønstre til Udsmykningen af det Porcellæn, som skulde udføres, og saaledes paavirkede den almindelige Maner i den japanesiske Dekorationsstil.
Det bedste japanesiske Porcellæn overgaar det, som tilvirkes i Kina, saavel hvad Massens Beskaffenhed og Udseende angaar som ogsaa i Henseende til Farvernes Renhed og Glans. Ligesom det kinesiske er Størstedelen af det japanesiske Porcellæn haardt Porcellæn, men foruden dette fabrikeres der et Slags blødt Porcellæn (porcellaine tendre), som er af en fortrinlig Beskaffenhed, og som efter Samleres Paastand endogsaa overgaar de bedste europæiske Porcellæner.
De japanesiske Former og Mønstre ere naturligvis Udtryk for Kunstens og Smagens Retning i Landet. At denne ikke stemmer overens med vore Begreber og vor Smag, er naturligt, medens den dog heller ikke i saa høj Grad som den kinesiske skiller sig derfra. Paa Verdensudstillingen i Wien 1873 var den japanesiske Lervaretilvirkning repræsenteret ved en righoldig og karakteristisk Samling af forskjellige Sorter Porcellæn.
Ogsaa i det sydlige Asien, paa de to indiske Halvøer, synes Tilvirkningen af Lervarer tidligt at være bleven drevet. Man ved dog ikke ret, fra hvilken Tid de Fund af gammel Fajance og Porcellæn, som her ere gjorte, skrive sig, ej heller om Porcellænfabrikationen er bleven indført dertil fra Kina.
Ved Beskrivelsen af den gamle vestasiatiske Keramik have vi allerede udtalt den Formodning, at de den Gang benyttede Tilvirkningsmaader vare gaaede i Arv til Persien, og at de der, ialtfald tildels, havde holdt sig i flere Aarhundreder. Om dette nu er Tilfældet, eller om Kunsten kom i Forfald og siden paany oplivedes, ved man ikke; derimod er det faktisk, at Tilvirkning af Fajance ved Aaret 650, da Araberne erobrede Persien, var kjendt og øvet der endnu ligesom i Lilleasien. I en senere Periode udviklede den sig yderligere, og smukke Prøver heraf findes saavel i Samlinger som ogsaa i italienske Kirker. I Kirken San Giovanni del torre di Ravena, der er bygget i det 12te og 13de Aarhundrede, har man fundet Plader og Stykker af Vaser af persisk Fajance indmurede i de marmordækkede Vægge, et Bevis paa den Værdi, man satte herpaa. Kunsten at tilvirke Porcellæn var kjendt i Persien førend i Europa og omfattede saavel det bløde som det haarde Porcellæn. Man ved ikke ret, naar Kunsten først blev bekjendt her, men det antages, at Fabrikationen af haardt Porcellæn er bleven indført af Dschingiskans Efterfølgere. Ved sin Død 1226 var Dschingiskan Persiens Hersker, og hans Efterfølgere dannede et Dynasti, som ifølge sin Oprindelse rimeligvis har staaet i Berøring med Kina. Et Stykke af blødt persisk Porcellæn skal være fundet i Kirken Santa Cecilia i Pisa og skal datere sig fra 1103—1107.
Ogsaa i Lilleasien og Syrien tilvirkedes ved denne Tid og lige til det 17de Aarhundrede Lervarer af fortrinlig Beskaffenhed. De mest bekjendte skreve sig fra Rhodus og Damaskus. Fajancerne fra det sidste Sted vare af en saa sjelden Skjønhed, at Tamerlan Aar 1402 lod Lervarearbejdere overflytte herfra til Samarkand for i denne sin Hovedstad at indføre en lignende Tilvirkning. Efter Vambéry, den bekjendte Rejsende i Centralasien, vare endnu, da han besøgte disse Egne, Moskeerne i Bokhara og Samarkand smykkede med Tegl og Lerplader af usædvanlig Skjønhed, rimeligvis fra denne Tid. Under Navn af Damaskvarer udgjorde Fajancerne fra Lilleasien endnu i det 16de Aarhundrede en efterspurgt og højt skattet Handelsvare, som banede sig Vej til det vestlige og nordlige Europa.
Vi have allerede ved Omtalen af den romerske Lervaretilvirkning berørt, hvorledes denne Industri efter Romerrigets Opløsning kom i Forfald, og hvorledes den gjennem flere Aarhundreder indskrænkede sig til Produktionen af Husgeraadgjenstande af den simpleste Beskaffenhed. For dens Gjenoplivelse i Europa kan man takke Araberne, som efter Erobringen af Spanien Aar 711 indførte og udbredte den der.
Araberne i Spanien udmærkede sig fremfor alle Samtidens Folk ved den Pris, de satte paa Kunst og Videnskab, og i den af dem beherskede Del af Spanien naaede Videnskab, Industri og Agerbrug en saadan Udvikling, at Spanien i flere Aarhundreder blev det rigeste Land i Europa og Hovedsædet for den Tids Videnskabelighed. Det Territorium, som de havde inde, og som omfattede det midterste og sydlige Spanien samt endel af Portugal, havde i det 10de Aarhundrede under Abderraman III. en Befolkning paa 25 til 30 Millioner, og Statsindtægterne naaede op til omtrent 13 Millioner Dukater, hvad der for den Tid var et særdeles stort Beløb. Som Exempel paa deres Pragtbygninger kan anføres den endnu existerende Moske i Cordova (se »Opfindelsernes Bog« I. Pag. 174[3]). Under saadanne Forhold maatte naturligvis en Industri af denne Beskaffenhed trives godt, især da den, som Følge af den fra Orienten indførte Skik at beklæde Vægge og Gulv med Lerplader, kunde drives i større Omfang, end om Formaalet blot havde været at producere Kar og lignende. Brugen af farvede og i det Hele rigt smykkede Plader bidrog paa samme Tid til ogsaa i denne Henseende at hæve Lerindustrien.
Imidlertid naaede dog denne Fabrikation først ret sit Højdepunkt, da Arabernes Herredømme i Spanien blev styrtet af de fra Afrika kommende Maurere. De arvede Arabernes Civilisation, deres Kunst og Videnskab og udviklede dem yderligere. De indførte en ny Stil i Udsmykningen, der bestemt skiller sig fra den arabiske, og som har faaet Navn af den spansk-mauriske. Ligesom Moskeen i Cardova giver en Prøve paa den arabiske Stil, saaledes er Paladset Alhambra en Repræsentant for den spansk-mauriske, og de Væg- og Gulvplader af Fajance, som findes der, ere fortrinlige Exempler paa denne Stilarts Udsmykningsmaade af Lervarer.
Paa den Tid var det kinesiske Porcellæn ikke kjendt i Europa, langt mindre Kunsten at fremstille det. Man kjendte heller ikke Maaden, hvorpaa Fajance af hvid Masse (fin Fajance) blev tilvirket. De Lerarter, som anvendtes, antoge efter Brændingen en rød eller gulagtig Farve, som hverken i og for sig var saa behagelig som den hvide, og som heller ikke lod den Maling komme til sin Ret, som anbragtes herpaa. Man kjendte nok Lerarter, som bleve hvide ved Brændingen, men havde ikke lært af disse at fremstille hvid Fajance. Derimod havde allerede de gamle vestasiatiske Folk opfundet en Maade at fremstille Lergods med hvid Overflade. De overdroge nemlig det farvede Ler med et tyndt Lag af hvidt Ler eller af saadanne Stoffer, som bibeholdt deres hvide Farve under Brændingen. Et saadant Overtræk, Engobe, medførte dog mange Ulemper, især den, at det let løsnede sig fra Gjenstanden, ligesom det besværliggjorde Glaseringen.
Araberne eller deres Efterfølgere Maurerne vare ialfald i Europa de første, som gjorde denne Proces overflødig, idet de producerede en hvid og saa uigjennemsigtig Glasur, at den, naar den i en vis Tykkelse blev anbragt paa Gjenstanden, skjulte dennes oprindelige Farve. Det Stof, de anvendte for at bibringe Glasuren disse to Egenskaber, Hvidhed og Uigjennemsigtighed, var Tinilte, og idet de tidligere brugte Glasurer erstattedes hermed, var der gjort det første Skridt hen imod Opdagelsen. Man ved ikke, hvorvidt denne skete i Spanien, hvor den rigelige Adgang til Tinmalme mulig kan have givet Anledning til Forsøg paa at benytte disse i denne Industri, eller om Araberne have bragt Kunsten med sig fra Orienten. Det er ganske vist faktisk, at de gamle Babylonieres Glasur indeholdt Tinilte, men man er ikke sikker paa, om de anvendte det som Tilsætning til Glasuren, eller om de førend Glaseringen overdrog Gjenstanden dermed. Det første er det mest rimelige, og Kjendskabet hertil var maaske ikke ganske uddød, da Araberne erobrede Persien og de tilgrænsende Lande. Paa den anden Side taler dog flere Omstændigheder f. Ex. Fraværelsen af Tinilte i de persiske og vestasiatiske Fajancer, man kjender fra Tiden mellem 600 og 1200 e. Kr., for den Antagelse, at man den Gang havde glemt at anvende det. Hermed maa det nu forholde, som det vil; det maa dog formodes, at den hvide Emailleglasur først blev indført i Europa under det muhamedanske Herredømme i Spanien. Det paastaas rigtignok, dels at en i Klostret St. Paul i Leipzig værende Frise af hvidglaseret Tegl skulde være forfærdiget allerede Aar 1207, dels ogsaa at en tysk Pottemager i Schelestadt i Elsass, hvis Navn er ubekjendt, men hvis Dødsaar var 1283, skulde have opfundet Kunsten at fremstille en saadan Glasur, men dels mangler der sikre Beviser for denne Paastand, dels havde paa den Tid, da Opfindelsen skulde være gjort i Elsass, en saadan Glasur længe været brugt i Spanien. At den desuagtet alt tidligt har været kjendt og anvendt i Tyskland, fremgaar af et Skrift fra Aar 1330, hvori der gives en Recept for dens Tilberedning. Vi have med en vis Udførlighed afhandlet den hvide Emailleglasurs Herkomst og første Anvendelse, thi dens Opfindelse er til en vis Grad epokegjørende for Keramikens Udvikling. Til Størstedelen af de bedre Sorter Lervarer, som tilvirkedes i Europa fra det 15de indtil Slutningen af det 18de Aarhundrede, blev nemlig en saadan Glasur anvendt, og endnu den Dag idag fabrikeres Lervarer efter en stor Maalestok, som glaseres dermed (f. Ex. de saakaldte svenske Kakkelovne).
Araberne indførte ogsaa i Europa den Kunst at male Lervarerne med Farve af metalskinnende Glans. Ogsaa denne Kunst er gammel og blev anvendt af de gamle Babyloniere samt i en senere Tid af Perserne. Lervaretilvirkningen blev dreven efter en stor Maalestok i Spanien, især i Valencia, i hvis Nærhed det gamle Saguntum laa, hvor der allerede i Romervældens Tid skal have været store Lervarefabriker, der beskjæftigede 1200 Arbejdere, i Malaga, hvorfra den berømte Alhambravase (Fig. 98) synes at skrive sig, samt paa de baleariske Øer, især Majorka, hvorfra Navnet Majolika skal udledes. Den ovennævnte Alhambravase fandtes Aar 1764 sammen med to andre, nu ødelagte, Vaser under Gulvet i en Sal i Alhambra. Den er 4 Fod og 33 Linier høj og har paa det videste Sted en Diameter af 2 Fod 30 Linier. Alle tre Vaser vare, da de fandtes, fyldte med Guldpenge.
Den spanske Ø Majorka var paa den Tid af en saadan Betydning, at den ejede 900 Fartøjer, hvoraf flere paa 400 Tons Drægtighed, bemandede med 20,000 Matroser.
Den spansk-mauriske Fajancefabrikations Blomstringstid falder i det 13de, 14de og 15de Aarhundrede, og ved Hjælp af udstrakte Handelsforbindelser udførtes dens Produkter til langt bortliggende Lande. Da det muhamedanske Herredømme var bleven styrtet, kom Tilvirkningen i Forfald, og ved et i Aaret 1566 udfærdiget Edikt, som forbød Muhamedanerne at tale og skrive deres Sprog, at bære deres Nationaldragt samt at udføre noget Kunstværk i maurisk Stil, kan Dødsslaget siges at være ført mod denne Industri. Driften ved Maurere ophørte aldeles i Aaret 1610, da Filip III. lod uddrive 6 til 900,000 Maurere af Spanien og konfiskerede deres Ejendomme, samtidig med at desuden flere Tusinde omkom ved Sværdet eller af Nød.
Senere hen i Middelalderen, da Kunst og Videnskab atter begyndte at hæve sig i Vest- og Mellemeuropa, begyndte ogsaa Lervare-tilvirkningen at rejse sig fra det lave Standpunkt, paa hvilket den havde befundet sig i de første Aarhundreder efter Romerrigets Opløsning. I Frankrig og England synes den i denne Periode at være bleven drevet i stort Omfang paa flere Steder, og Levninger fra den Tid, især Vægplader men dog ogsaa Kar og Vaser, vise, at Kunsten at glasere og at smykke Lervarerne med Farver var almindelig bekjendt i disse Lande. Man har ogsaa Beviser for, at Stentøj i denne Periode blev tilvirket i Frankrig. Vi have allerede omtalt, at Tyskerne paastaa, at en Pottemager i Elsass har opfundet den hvide Emailleglasur. Om end denne Paastand ikke kan fuldstændig bevises, haves der dog andre Vidnesbyrd om, at emailleret Fajance tidlig er bleven fremstillet her. I det 15de Aarhundrede var det der baade almindelig bekjendt og Gjenstand for Fabrikation. I Nurnberg blev den drevet i en stor Maalestok, og i Musæerne finder man mange Exemplarer, som paa den Tid ere tilvirkede der. Blandt særlig dygtige Arbejdere i Nurnberg nævnes Veit Hirschvogel (1441—1525) og hans Sønner, der særligt udmærkede sig ved god Modellering og smuk Emaille. I denne Periode tilvirkedes ogsaa Kakkelovne af emailleret Fajance; fortrinlige Prøver af denne Produktion findes endnu paa Slottene i Nurnberg og Salzburg. Den, der findes paa det sidste Sted, synes at være fabrikeret omtrent ved Aar 1400. Tilvirkningen af Stenvarer, især Drikkekander, fik ogsaa en stor Udbredelse. Disse have ofte en smuk Form og ere prægtigt smykkede. De tyske Stensager ere fejlagtigt blevne kaldte »flamske«, endskjøndt de i Almindelighed skrive sig fra Rhinlandene eller Nürnberg. Stentøjindustrien vil findes nærmere beskreven Side 352.
Ogsaa i Holland synes man tidligt at have givet sig af med Lervaretilvirkningen, der allerede i Aaret 1310 skal have været i Gang i Delft. De egentlig saakaldte Delftvarer skrive sig dog fra en senere Periode og ville senere blive omtalte.
Fajancefabrikationen naaede dog sin højeste Fuldendelse i Italien, og herfra udbredtes den i forbedret Skikkelse til Frankrig og rimeligvis ogsaa til andre Lande.
Vi vide, i hvilken stor Maalestok Lervaretilvirkningen i Romernes Glansperiode blev dreven i Italien, endskjøndt den blot omfattede de simplere Slags Husgeraadsager. Det er rimeligt, at den under Romerrigets Opløsning dog har holdt sig ilive og at den samtidig med Landets nye Opblomstring atter har hævet sig. Saavel ved Handelsforbindelserne med det muhamedanske Spanien som ogsaa ved Berøringen med Saracenerne, der havde erobret Sicilien og endel af Apulien, ere formodentlig de Forbedringer i Fajancefabrikationen, som disse Folk havde udfundet, indførte til Italien. Den i Italien brugte Benævnelse paa emailleret Fajance, Majolica (det gamle Navn paa Øen Majorka) antyder ogsaa, at denne Plads har udøvet en vis Indflydelse paa den italienske Fabrikation, idet maaske Arbejdere ere overflyttede herfra, eller ved at man herfra har hentet Modeller eller Fremstillingsmaader. Efter en . hyppig anført Beretning, skulle Indbyggerne i Pisa i Aarene 1113—1115 have foretaget et Korstog mod de muhamedanske Herskere paa de baleariske Øer, hvor over 20,000 Kristne holdtes i Slaveri; i dette skulle de have erobret Iviza samt endogsaa, efter et Aars Belejring, Hovedstaden paa Majorka, hvor de gjorde et rigt Bytte blandt andet af Fajance, hvormed de efter Hjemkomsten skulle have smykket deres Kirkers Mure. Senere Forskninger have dog paavist, at de Fajanceplader (bacini), som nu findes paa Kirkefacaderne i Pisa, enten ere af italiensk eller af østerlandsk (mulig persisk) Oprindelse. Denne Omstændighed gjør en Tvivl om Beretningens Paalidelighed berettiget, ligesom ogsaa det Faktum, at de spansk-mauriske Fajancer paa den Tid ikke havde naaet nogen høj Grad af Fuldendelse, yderligere forringer dens Troværdighed. En anden mere sandsynlig Beretning er den, at de Kristnes Ufordragelighed, efterat de i Spanien havde begyndt at gjenerobre Dele af det muhamedanske Omraade, skal have fordrevet endel Maurere derfra og tvunget dem til at søge Bolig i andre Lande. Nogle af disse Landflygtige skulle saa have bosat sig i Italien og indført deres Kunst der. De ældste kjendte italienske Fajancer skrive sig fra Tiden omkring Aar 1100. De ere tilvirkede af Ler af rød, brun eller gulagtig Farvetone og som oftest tildels overdragne med en Engobe, hvori der hyppig findes indridsede Ornamenter, som lade Lerets egentlige Farve komme for Dagen. Til Overtræk skal være anvendt en hvid Lerart fra Siena, der kaldtes terra di San Giovanni. Efterat Gjenstandene vare underkastede en Brænding, bleve de forsynede med en blyholdig Glasur af stærk Glans, marza-cotto, og brændes saa igjen. Malingen blev anbragt efter den første Brænding, og inden Gjenstandene bleve glaserede. De paa denne Maade fabrikerede Varer kaldes mezza majolica (halv Majolik). De Varer, der bleve smykkede med Tegninger i det hvide Overtræk, kaldtes sgraffiatti eller grafitti. Det paastaas, at nyere Undersøgelse have vist, at disse Fajancer skulle være glaserede med tinholdig Glasur, og at man for at spare paa det kostbare Tin kun anvendte dette paa de mest synlige Dele af Varen (f. Ex. den indvendige Side af et Fad), medens de øvrige Flader paa Gjenstanden bleve overtrukne med den mindre kostbare Blyglasur. Ved kemiske Undersøgelser er denne Paastand imidlertid ikke bleven bekræftet. Pesaro nævnes som den Plads, hvorfra de ældste Fajancer skrive sig.
Efter Aar 1450, da Familien Malatesta solgte Pesaro til Huset Sforza, udviklede Tilvirkningen af mezza majolica sig i høj Grad under den Beskyttelse, som Fyrsterne af dette Hus ydede Kunsten. 1486 og 1508 fik Fabrikerne særlige Privilegier, som ogsaa bleve bekræftede af Fyrsterne af Urbino, efter at disse havde faaet Herredømmet over Pesaro. Fra den Tid skrive sig de bedste Arbejder af mezza majolica. Tegningerne paa disse ere optrukne i blaa eller sort Farve og i Almindelighed korrekte, men Skygger og Halvtoner mangle eller ere ufuldstændige, saaat Udsmykningen i sin Helhed staar kold og tør. Derimod er Glasuren og Farverne af megen Skjønhed og stærk iriserende Glans; særlig omtales den gule Farve, der ligner Guld i Glans og Farvetone. Den røde Farve, der noget senere gjorde den fine Majolika saa berømt, anvendtes ogsaa paa disse Fabrikata.
Den egentlige Majolika er af to Slags: den, som blev fremstillet af Luca della Robbia og hans Efterfølgere, og den, som noget senere blev fabrikeret i Urbino, Gubbio, Faenza og flere andre Byer.
Italienerne have tilskrevet Luca della Robbia Opfindelsen af den hvide tinholdige Emailleglassur, men det er nu sikkert, at saavel denne som de saakaldte Metalfarver allerede før hans Tid bleve anvendte i Italien. Han synes dog at have fremstillet Glasur af større Skjønhed og Godhed, end det var lykkedes nogen før ham, og kan saaledes nok anses for at have givet Stødet til det Slags Fabrikation, som noget senere opstod i Italien, og som grundede sig paa Anvendelsen af en Glasur af denne Beskaffenhed.
Luca della Robbia blev født i Florents Aar 1400 (efter Andre 1388) og døde sammesteds 1481. Han arbejdede først som Guldsmed, siden som Billedhugger, og havde allerede i sit 15de Aar naaet en saadan Dygtighed i sidstnævnte Kunst, at han paa den Tid af Fyrst Pandolfo Malatesta kaldtes til Rimini sammen med nogle andre Billedhuggere for at udføre Arbejder i Marmor. Efter sin Hjemkomst til Florents udførte han flere udmærkede Arbejder i Marmor, blandt hvilke kan nævnes den endnu bevarede berømte Frise paa Orgelkoret i Florents Domkirke. Den lange Tid, der medgik til Arbejder i Marmor, og det dyre Materiale henledte hans Tanke paa Muligheden af at erstatte det med et andet billigere Stof, der var mindre vanskeligt at bearbejde. De spanske og maaske ogsaa de indenlandske Fajancer, som paa den Tid ikke vare saa sjeldne i Italien, have maaske ledet ham til at forsøge at virkeliggjøre sine Tanker i Fajance, og efterat det var lykkedes ham at fremstille en Glasur af usædvanlig Hvidhed og Skjønhed, skabte han en Mængde Kunstværker, der endnu den Dag idag præsenterer sig med en Friskhed, som om de nylig vare forfærdigede. Blandt dem, der endnu haves i Behold, kan nævnes Opstandelsen og Himmelfarten i Domkirken i Florents, en Madonna i Kathedralkirken i Pesaro og flere. Paa hans Arbejder staa i Almindelighed Figurer og Ornamenter hvide paa blaa eller grøn Bund.
Luca della Robbia tilvirkede navnlig Skulpturer og synes kun undtagelsesvis at have givet sig af med Tilvirkning af Kar og Vaser. Derimod findes der endnu nogle Prøver af Maling paa Fajance, som han har udført. Efter Lucas Død fortsattes den af ham fremkaldte Produktion af Brodersønnen Andrea og senere af dennes fire Sønner, Giovanni, Luca, Ambrosio og Girolamo, men da ingen af disse besad Lucas skabende Geni, og da Kunsten at tilberede den hvide Glasur desuden snart ogsaa blev bekjendt for andre, blev Tilvirkningen i deres Hænder ikke længere af nogen særlig Betydning. En af Andreas Sønner, Ambrosio, blev Munk og udførte i Aaret 1504 et større Alterstykke af Fajance til Klostret Santo spirito i Siena. Den yngste, Girolamo, begav sig omtrent Aar 1528 til Frankrig og udførte for Frants I.'s Regning adskillige Malerier paa Fajance i det af denne i Boulogneskoven opførte Slot Madrid, ogsaa kaldet Château de faience. Dette Slot blev under den franske Revolution grundig udplyndret, og Vægpladerne bleve borttagne for at males til Cement.
Girolamos Svigersøn, Andrea Buglioni, arvede efter ham Kunstens Hemmeligheder; han testamenterede dem til sin Søn, under hvis Ledelse Tilvirkningen fuldstændig tabte sin Karakter, og fra den Tid udslettes Sporene af denne Fabrikation i Familien.
Nogle Aar efter Luca della Robbias Død begyndte Kunsten at tilvirke den af ham opfundne Glasur at blive almindelig bekjendt, og fra denne Tid dateres Fremstillingen af den anden Sort af den egentlige Majolika. Tilvirkningen af Sager af denne Sort gik saaledes til: Efterat de vare brændte, bleve de neddyppede i en Glasurvælling eller overhældte med denne; paa selve Glasuren anbragtes nu Tegningen eller Malingen, og Sagerne bleve saa brændte paany. Ved den samtidige Smeltning af Glasur og Farver antog disse en blød og behagelig Tone, der staar smukt mod den af Glasuren dannede hvide Bundfarve. Foruden de sædvanlige Farver anvendtes ogsaa de ovenfor omtalte Farver med Metalglans. Disse bleve først anbragte, efterat Glasuren var indsmeltet, og Gjenstande, der skulde have disse Farver, maatte da underkastes en tredie Brænding.
I større Maalestok synes den hvide Glasur først at være bleven anvendt i Florents og Faenza, hvis Fabrikata i Begyndelsen kun vare hvide men, især fra sidstnævnte Sted, af udmærket Skjønhed. Først senere begyndte man at anbringe Malerier. Den for disse Varer brugelige Benævnelse Fajance mener man kommer af Faenza[4]). Fabrikationen af Fajance og Majolika spredte sig i Tidens Løb til flere Steder i Italien, saaledes til Castel Durante, Castel di Deruta, Rimini, Venedig, Padua, Savona, Siena, Castelli o. fl., og i Renaissanceng Blomstringstid udførtes i denne Stil Arbejder, som udmærke sig ved deres Formskjønhed og ved Malingens smagfulde og kunstneriske Beskaffenhed. Mest ansete ere Sagerne fra Urbino og Gubbio. I den første af disse Byer udførtes de første kunstnerisk malede Majolikaarbejder. Produktionens Glansperiode falder i Aarene 1538—1575 under Guidobaldo II., som særlig beskyttede Kunsten, og under hvis Regering flere udmærkede Kunstnere, saaledes Francesco Xanto Avelli, Guido Durantino, Raffaellino dal Colle, Battista Franco, Taddeo Zuccaro og fremfor alle Orazio Fontana bragte Malingen paa Majolika til dens Højdepunkt. Fyrst Guidobaldo lod blandt andet paa Majolika udføre en Mængde Kopier efter den store Rafaels Malerier. Disse Kopier have givet Anledning til det Sagn, at Rafael selv skulde have givet sig af med at male paa Fajance. Urigtigheden ses dog blandt andet af den Omstændighed, at Rafael døde allerede 1520 eller før den Tid, da Malerierne paa Majolika bleve udførte. Af Præstationerne fra Gubbio have egentlig kun de, der bleve udførte af Giorgio Andreoli, mest bekjendt under Benævnelsen Maestro Giorgio, opnaaet et større Ry. De udmærke sig fremfor de øvrige samtidige Arbejder ved den paa dem benyttede smukke rubinrøde Metalfarve, hvis Tilberedelse enten var Maestro Georgios Hemmelighed, eller ogsaa blev den fremstillet bedre af ham end af nogen anden. Maestro Georgio, som baade var Billedhugger og Maler, var født i Pavia, fik 1498 Borgerret i Gubbio og døde 1552. Det lykkedes ingen af hans Efterfølgere at naa hans Kunstfærdighed.
Efter de ovennævnte Mestre Battista Francos og Orazio Fontanas Død omtrent Aar 1560 begyndte de første Tegn at vise sig til en Tilbagegang, og inden kort Tid havde Majolikaen tabt en stor Del af det kunstneriske Præg, som udmærkede disse Mestres Arbejder. De Forsøg, som senere bleve gjorte for atter at bringe Kunsten op til sit tidligere Standpunkt, lykkedes ikke, og hertil har vel ogsaa den Omstændighed bidraget, at Smagen og Moden, efterat det kinesiske Porcellæn var bleven bekjendt i Europa, forandrede Retning og blev overført til de kinesiske Produkter og deres Efterligninger.
I sin forandrede, mindre kunstneriske Skikkelse udbredte Fabrikationen sig derimod til flere Steder i Italien og tiltog en Tid lang i Omfang. I teknisk Henseende have endel Fabrikata fra denne Periode en temmelig høj Værdi; dette gjælder især om dem, der skrive sig fra Venedig, som dengang ogsaa var Stapelplads for Handelen med denne Vare. Først i den allernyeste Tid, de sidste Aartier, har man i Italien formaaet at fremstille Efterligninger af den gamle Majolika, der saavel i kunstnerisk som i teknisk Henseende indtage en særdeles fremragende Plads. De bedste af disse Efterligninger skrive sig fra Marquis Ginoris Fabrik la Doccia nærved Florents, hvor det ogsaa er lykkedes at fremstille de gamle »Farver med Metalglans". Ginoris Fajancer paa Udstillingen i Wien 1873 hørte til det fortrinligste, der fandtes paa Keramikens Omraade.
De gamle Majolikaarbejder skattes meget højt. Der bliver betalt indtil 7000 Kroner for Stykker fra den bedste Tid. Righoldige Samlinger af disse findes i Santa casa i Loreto, i British og South Kensingtons Musæum i London, i Louvre og Hotel Cluny i Paris, i det japanesiske Palads i Dresden samt desuden i Familien Rothschild og flere andre Familier, især i England. Det ældste Stykke af Majolika, som er i Behold, opbevares i Hotel Cluny i Paris og er fabrikeret i Faenza 1475.
Kunsten at tilvirke Fajance er rimeligvis kommen til Frankrig fra Italien. Vi have allerede meddelt, hvorledes Girolamo della Robbia 1528 begav sig til Frants I.'s Hof, hvor han for denne Fyrstes Regning udførte adskillige Arbejder. Allerede før ham synes en anden Italiener at være flyttet dertil for at tilvirke Fajance. Tilvirkningen heraf blev efterhaanden af stor Betydning, og i 1789 vare 165 franske Fabriker beskjæftigede hermed. De mest bekjendte og ansete Varer skrive sig fra Nevers, Rouen og Moustier.
I Nevers indførtes Fabrikationen af en Hertug af Gonzaga og synes at have taget sin Begyndelse i Slutningen af det 16de Aarhundrede. Den blev indrettet efter italiensk Mønster og lededes i lang Tid af italienske Mestere og Kunstnere. De bedste Arbejder skrive sig fra den første Halvdel af det 17de Aarhundrede. Foruden de italienske Fajancer tjente de emaillerede Arbejder fra Limoges og det allerede den Gang bekjendte ostindiske Porcellæn til Mønster for Tilvirkningen. Til de bedste Arbejder fra Nevers regnes den Fajance, som kaldes »bleu de Perse«. Den har en dyb blaa Bundfarve, hvorpaa er anbragt hvide eller lysgule Blomster, der gjøre en god Virkning mod den mørke Grund. Efterligninger af den italienske Fajance ere sædvanligvis malede med gule Farver paa blaa Bund, medens Originalerne som oftest omvendt have blaa Farve paa gul Bund.
I Rouen naaede den franske Fajancefabrikation sin højeste Udvikling, og Produkterne herfra overgik tilsidst dem fra Nevers. Rouen-Fajancerne efterlignede ikke i Form og Maling de italienske, men frembragte særegne og selvstændige Stilarter.
Den mest bekjendte af disse, den saakaldte »style rayonnant« (Fig. 106), er i de sidste Aar atter bleven moderne og er bleven Mønster for de nyere franske Fajancer. Exemplarer af denne Stil ere som oftest udførte i blaa Farve med visse Dele af Forsiringen lagte med brunt, gult og rødt. Da alle disse Farver samtidig anvendes, kaldes den »decor régulier à quatre couleurs«. Produkter fra Rouens bedste Tid skattes meget højt, uagtet de ikke ere saa sjeldne.
Allerede inden Tilvirkningen af den italienske Fajance havde vundet Indgang i Frankrig, eller ialtfald inden Kunsten at tilvirke den var bleven almindelig kjendt og udbredt i dette Land, var det lykkedes en Franskmand, Bernard Palissy, at skabe en Fajancefabrikation af ejendommelig og fuldkommen selvstændig Art, der endnu tjener som Forbillede for de Fajancer, som man i de sidste Aartier er begyndt at tilvirke under Navn af Majolika og Palissyvarer, og som for Øjeblikket udgjøre den Sort Luxustilvirkninger af Ler, som ere mest moderne og efterspurgte.
Naar man tager i Betragtning, at saa yderst faa, maaske slet ingen, Hjælpekilder stode til Palissys Raadighed, samt at han indlod sig paa denne Virksomhed uden i Forvejen at have nogetsomhelst Kjendskab til den, maa det vække den højeste Forbavselse, at det lykkedes ham at fremstille en Vare, der udmærkede sig, saavel hvad Maling og Modellering angaar som ogsaa i teknisk Henseende; men han var ogsaa en højt begavet og med en usædvanlig Villiekraft udrustet Mand, og hans Navn vil stedse blive nævnt som et af de mest fremtrædende i Keramikens Historie.
Bernard Palissy blev født Aar 1510 i la Chapelle Biron, en lille By i Périgord. Da Forældrene vare fattige, indskrænkede den Opdragelse, han fik, sig til Undervisning i Læsning og Skrivning. Da han var omtrent 18 Aar gammel forlod han sit Hjem og begyndte at lære Glasarbejderhaandværket, som paa den Tid omfattede saavel selve Glastilvirkningen og Glasmalingen, som ogsaa hvad der nuomstunder hører til Glarmesterprofessionen. Sin Fritid og de Penge, han kunde sammenspare, anvendte han til at erhverve sig Kundskaber i Geometri, Tegning, Maling og Modellering. Blandt andet studerede han de store italienske Maleres Arbejder og kopierede en Mængde af dem. Foruden de Videnskabsgrene, som kunde komme ham til Nytte i hans Haandværk, lagde han sig ogsaa efter mere abstrakte Emner, saaledes Theologi og Filosofi. Noget senere foretog han Rejser i Frankrig, i Flandern og Tyskland og erhvervede paa disse sit Ophold ved Glasmaleri og ved at arbejde som Landmaaler eller Afskriver. Paa disse Rejser studerede han ogsaa Naturvidenskaberne. I Aaret 1539 giftede han sig og bosatte sig i Saintes som Glasmaler. Det fortælles, at han, da han havde været bosat her i nogen Tid, tilfældigvis havde faaet en emailleret Lervare at se, og at Synet heraf havde bragt ham paa den Tanke at forsøge at udfinde Hemmeligheden ved Glasurens Sammensætning, for derved baade at hæve Fabrikationen af Lervarer i Frankrig som ogsaa for at skabe sig en bedre økonomisk Stilling, især da Glasmaleriet den Gang ikke var videre lønnende. Efter en anden Beretning skal han paa sine Rejser have faaet adskillige af Nürnberger-Fabrikanten Hirschvogels Fajancer at se og deraf have faaet Ideen. Da han i nogle Aar havde været bosat i Saintes, begyndte han at gjøre Forsøg i denne Retning og anvendte hele sin Opmærksomhed og Energi paa dem. Da han ikke havde den mindste Kjendskab til Sammensætningen af Glasurer og Emailler, maatte han anvende en lang Tid og gjøre en Mængde Forsøg, inden han blot fik et Begreb om de Stoffer, der egne sig til denne Anvendelse. Efter hans eget Udsagn begyndte han at søge efter Sammensætningen af Emailler omtrent som et Menneske, der famler i Mørke. Han pulveriserede de Stoffer, som han troede vare skikkede dertil, blandede dem med hverandre i højst forskjellige Forhold og overtrak med denne Blanding Stumper af Lerkar, som han i den Hensigt kjøbte og sønderslog; derpaa brændte han dem i Ovne, som han selv opførte, eller hos Pottemagerne i Omegnen. Paa denne Maade fortsatte han i flere Aar sine Arbejder, indtil han havde opbrugt sine opsparede Penge og sin Kredit. Da fik han i Aaret 1543 det Hverv at opmaale og tage et Kort over en Egn i Nærheden af Saintes, og herved blev han en Tid draget bort fra sine Forsøg. Saasnart dette Arbejde var færdigt, begyndte han paany med fordoblet Iver. Han kjøbte til en Begyndelse tre Dusin Lerkar, slog dem i Smaastykker og overtrak dem med nye Glasurblandinger, hvorpaa han bragte dem til en Glashytte i Nærheden for at faa dem brændte. Resultatet af dette Forsøg var for saa vidt bedre end de foregaaende, som nogle af Prøverne paa Grund af Glasovnens højere Varme virkelig vare smeltede; derimod viste ingen af dem Tegn til den hvide Glasur, som han jo netop søgte efter.
I to Aar fortsatte han haardnakket sine Forsøg under utrolige Vanskeligheder og Opofrelser. Da vare Sparepengene fra Opmaalingsarbejdet opbrugte, og han besluttede sig derfor til en sidste Kraftanstrengelse. Han lavede nye Blandinger, overtrak med disse over 300 Potteskaar og sendte dem derpaa til Glashytten. Da de efter endt Brænding bleve udtagne, var et af Skaarene til Palissys store Glæde dækket med en hvid, glinsende Glasur. Sejren var nu vunden, men der var endnu store Vanskeligheder at overvinde, inden den kunde gjøres frugtbringende. For lettere at kunne fortsætte sine Forsøg, besluttede han at bygge en Ovn af samme Konstruktion som dem, der benyttedes ved Glassmeltning, og hvor han kunde skaffe en højere Temperatur tilveje end i de sædvanlige Lerovne. I syv, otte Maaneder arbejdede han paa denne Ovn; han hentede selv Stenene til den og opførte den med egne Hænder. Efter endnu en Maaneds Forløb, i hvilken han var sysselsat med Pulverisering og Tilberedning af sine Emailleblandinger, kunde han prøve sin Ovn. Det lykkedes ham dog ej heller denne Gang at vinde et gunstigt Resultat, thi, uagtet Brændingen blev fortsat i sex Døgn uden Afbrydelse, vare Emaillerne ikke komne i smeltet Tilstand.
Palissys Midler vare nu aldeles udtømte; af sin Hustru og sine Slægtninge maatte han døje bitre Bebrejdelser, fordi han ved sine vanvittige Forsøg bragte sig og sin Familie til Tiggerstaven, men dog vaklede han ikke i sit Forsæt. Det lykkedes ham hos en Ven at faa et Laan, der var tilstrækkeligt til Indkjøb af Brændsel og Lerkar. Efter sit sidste Forsøg var han kommen til den Overbevisning, at hans Blandinger vare urigtigt sammensatte, og at der i dem manglede et eller andet Stof, der kunde befordre deres Smeltelighed. Nye Blandinger bleve derfor lagte til Rette, de indkjøbte Lersager bleve overtrukne dermed og Ovnen paany sat i Virksomhed. Dette hans Forsøg var det mest fortvivlede. Efterat han havde brugt alt sit Brændsel, uden at det var lykkedes ham at faa sine Blandinger til at smelte, tog han sin Tilflugt til Stakitet omkring sin Have, derpaa til Gulvet i sit Hus og til— sidst til sine Møbler for dermed at holde Ovnen i Gang. Hans Hustru og deres Barn løb fortvivlede bort fra Hjemmet under Jammer og Klageraab over, at Palissy var bleven afsindig.
Denne Gang var hans Forsøg dog lykkedes. Efterat Ovnen var bleven kold og aabnet, fandtes de brune Kar overtrukne med en hvid og glinsende Glasur. Det var ogsaa paa høje Tid, at han naaede dette Resultat, thi han manglede nu ganske Midler til flere Forsøg. Selv var han aldeles overanstrengt af Arbejde, Nattevaagen, Spænding og Mangel paa Føde. I en hel Maaned havde han næppe taget sig nogen Hvile eller faaet Tid til at skifte Linned. I sit Hjem, hvor han skulde have fundet Opmuntring og Deltagelse, mødte der ham kun Klager og Forbandelser, men den lykkelige Udgang af hans sidste Forsøg holdt hans Kræfter og Mod oppe og drev ham til nye Anstrengelser. Han antog en Pottemagerarbejder til Hjælper og fik hos en Krovært Kredit for hans Underhold. Selv modellerede og malede han Medailloner m. m. samt opbyggede en ny Ovn. Efter utrolige Besværligheder og Savn — han maatte blandt andet give endel af sine Klæder som Betaling til sin Arbejder — fik han Ovnen færdig og brændte nu deri de Sager, han havde forfærdiget. Da Ovnen senere blev aabnet, og Gjenstandene bleve udtagne i Overværelse af hans Kreditorer, som nu haabede at faa Erstatning for deres Forstrækninger, vare de oversaaede med en Mængde smaa Skærver, som under Brændingen havde løsnet sig fra Ovnens Vægge og nu sad fast paa Glasuren. Der havde nemlig i Kalken til Murene af Ovnvæggene været endel Flint, som under Brændingen var sprunget itu og havde voldet Uheldet.
I ti lange Aar havde han nu været beskjæftiget med sine Forsøg, og i den Tid havde han altid holdt Modet oppe, men nu begyndte det at svigte; han blev tungsindig og gik omkring, sjudsket i Klædedragt, uden at bestille noget. Af sin Familie maatte han høre bitre Bebrejdelser og døje megen Haan for sit Egensind og sin Daarskab. Efter nogen Tids Forløb samlede han dog atter Mod og gjenoptog sine Arbejder. Han fjernede Aarsagen til det sidste Uheld, men mødte nu i Stedet en anden Fortrædelighed. Ved den næste Brænding havde nemlig Godset taget Skade af den i Ovnen omflyvende Aske. Dette ledte ham til at anvende Lerkapsler, i hvilke Sagerne bleve anbragte og saaledes under Brændingen beskyttedes mod Asken og Ildens umiddelbare Indvirkning. Hans Forsøg faldt nu mere gunstigt ud, og efterat han havde forbedret saavel Konstruktionen af Ovnene som Sammensætningen af Massen og Glasuren, kunde han efter 16 Aars Anstrengelser siges at have naaet Maalet og begyndte nu ogsaa at høste Frugten af sin Møje.
Modgang af en anden Art end den, han hidtil havde havt at kæmpe med, indfandt sig dog nu og truede ikke blot med at ødelægge den Velstand, han saa sent havde begyndt at naa, men bragte endog hans Liv i Fare. Under de paa den Tid saa voldsomme religiøse Bevægelser havde Palissy med Begejstring sluttet sig til Protestantismen, og da han ikke gjorde nogen Hemmelighed af sin Overbevisning, blev han snart anset som en farlig Kætter og tilsidst som saadan sat fast og ført i Fængsel i Bordeaux, hvor han blev dømt til at dø paa Baalet. Fra denne Død blev han reddet af den mægtige Konnetabel Anne de Montmorency, som havde Brug for hans Dygtighed til Udsmykningen af et af sine Slotte og derfor udvirkede hans Benaadning af Kongen og af Catherine de Medici hans Udnævnelse til »inventeur des rustiques figulines du roy et de la reyne mère«.
Han rejste nu fra Saintes, hvor hans Ejendom efter hans Fængsling var bleven plyndret, ligesom hans Hus og Værksted vare blevne ødelagte, til Paris og fik anvist Bolig og Plads til Værksted i den nuværende Tuilerihave. Her udførte han sine bedste Arbejder og havde dog Lejlighed til at forfatte Arbejder i Naturhistorie, Befæstningskunst, Agerbrug m. m. samt til at holde Forelæsninger over Naturhistorie og Fysik, hvortil han som Tilhørere havde hele den lærde Verden i Paris. Mod Charlataneri og Daarskab førte han aaben Krig og angreb især Astrologer, Alkemister og foregivne Mirakelmagere, hvorved han paadrog sig mange Fjender.
Fra Bartholomæusnattens Blodbad blev han reddet ved Hoffets Beskyttelse, men i Længden kunde dette dog ikke bevare ham for hans Fjenders og Liguens Forfølgelser. I Aaret 1588, da han var 78 Aar gammel, blev han som Kætter kastet i Bastillen og truet med Døden, hvis han ikke vilde afsværge sin Tro. Henrik III., som ønskede at redde hans Liv, besøgte ham i Fængslet for at formaa ham dertil og skal da have ytret: »Min Ven! nu har Du i 45 Aar tjent min Moder og mig; vi have tilladt Dig at beholde din Religion, medens dine Trosfæller ere blevne forfulgte med Ild og Sværd; nu bliver jeg dog saaledes plaget af Guiserne og mit Folk, at jeg, hvis Du ikke omvender Dig, vil være nødt til at overgive Dig i dine Fjenders Hænder, og Du kommer da allerede imorgen til at dø paa Baalet.« Palissys Karakterfasthed var dog trods hans høje Alder ikke til at bøje, og han svarede Kongen: »Sire! jeg er beredt til at ofre mit Liv til Guds Ære. Mange Gange har I sagt, at I beklagede mig; nu beklager jeg Eder, som ytrer de Ord: »jeg er nødt til«. Det er ikke at tale som en Konge. Hverken I eller Guiserne skulle nogensinde formaa mig til at afsværge min Tro, thi jeg frygter ikke Døden.«
Kong Henrik reddede ham dog fra Baalet, men maatte holde ham fangen i Bastillen, hvor han døde efter omtrent to Aars Forløb.
Foruden flere Afhandlinger af religiøst, filosofisk og naturvidenskabeligt Indhold har Palissy forfattet et Arbejde over Tilvirkningen af Lervarer, kaldet L'art de la terre, hvori han udførlig omtaler alle sine Forsøg samt de Besværligheder og Lidelser, han maatte gjennemgaa. inden han naaede sit Maal.
Af de forskjellige Slags Lervarer, som Palissy tilvirkede, ere især de saakaldte »rustiques figulines« (Fig. 107) karakteristiske. Gjenstandene af denne Art ere paa farvet Bund dekorerede i Relief med Planter, Snegle, Krybdyr og Fisk, som ere særdeles smukt modellerede og ogsaa farvede ret naturligt. Farverne ere i Almindelighed ganske klare men ikke meget afvexlende. Det nyere Palissygods og Majolika ere Efterligninger af disse Arbejder. De gamle Palissyfajancer skattes nu særdeles højt; for et saadant Stykke bliver der betalt betydelige Summer, endog indtil 7200 Kroner.
Efter Palissys Død fortsattes den af ham skabte Industri saavel af hans Brodersønner som af andre af hans Elever, men lignende Forhold, som efter Luca della Robbias Død, indtraadte ogsaa her; da Snillet og den skabende Kraft vare borte, tabte Fabrikationen sit ejendommelige og kunstneriske Præg og kom inden kort Tid i Forfald.
Samtidig med Palissys Arbejder tilvirkedes i Frankrig en anden endnu mere ejendommelig og endnu højere skattet Fajance, der kaldes faïence d'Oiron, faïence Henri deux. Det er først efter 1862, at man ved Benjamin Filions Undersøgelser har faaet Kjendskab til Stedet, hvor disse Fajancer bleve tilvirkede, og til Tiden, da de bleve fremstillede. Man antog tidligere, at de skrev sig fra Florents, og at de Gjenstande af denne Art, som fandtes i Frankrig, vare blevne indførte af Catherine de Medici. Filions Undersøgelser have dog godtgjort, at de stamme fra Slottet Oiron nær ved Thouars i Touraine, og at de bleve tilvirkede der fra 1520 til 1550 eller 1568, da Slottet blev ødelagt af Hugenotterne. Dets Ejerinde, Hélène de Hangest, Enke efter Artus Gouffier, Sieur de Boisy og Guvernør for Frants I., medens denne endnu var Hertug af Valois, synes i sin Tjeneste at have antaget en Pottemager ved Navn Charpentier og ved Hjælp af denne og sin Sekretær Bernard, der tegnede Mønstrene til Sagerne, at have begyndt Tilvirkningen af disse Gjenstande. Den fortsattes senere af hendes Søn, Claude Gouffier, som havde arvet sin Moders Talent og gode Smag. Man har endnu et Katalog over Kunstværker, som vare samlede af Claude Gouffier, og som efter hans Død solgtes ved Auktion. Fajancen fra Oiron er i teknisk Henseende særdeles mærkværdig, da den er den ældste hvide Fajance med gjennemskinnelig Glasur, man kjender. Den tilvirkedes af en Lerart, som efter Brændingen antog hvid Farve, og som blev belagt med en tynd Glasur, hvis Farvetone faldt noget i det gule. Gjenstandene synes ikke at være blevne drejede men at være formede paa fri Haand. Farverne anlagdes tildels a niello, det vil sige ved Indlægning af en farvet Masse i fordybede Ornamenter. Som Følge heraf kaldes denne Fajance undertiden faience à niellure. Foruden Niellodekorationen er der ogsaa anbragt Ornamenter i højt Relief, der som oftest forestille Hoveder, Vaabenskjolde o. s. v. Gjenstandene, der alle ere Stykker af ringe Størrelse og Tyngde, saasom Kopper, Kander, Lysestager, Saltkar o. s. v., ere altid udførte i den reneste Renaissancestil samt modellerede og farvede med udmærket Duelighed og Smag. Med Slottet Oirons Ødelæggelse synes denne Tilvirkning, der saa hurtigt naaede et højt Standpunkt, og som tillige var den eneste og første i sit Slags, aldeles at være ophørt. Den havde heller ikke uddannet sig til nogen egentlig Industri og gav sig ogsaa kun af med at fremstille Fajance til Familiens eget Brug. Da disse Fajancer ere meget sjeldne, have de en høj Værdi, og der bliver betalt fabelagtige Priser for dem. I 1855 blev der saaledes paa en Auktion efter en Grev Pourtales solgt en Kande, der betaltes med 1100 Pund Sterling (c. 20,000 Kroner). Den her (Fig. 108) afbildede Kande, som tilhører Mr. Magniac i Bedford, er 1 1/4 Fod høj og vurderes til 27,000 Kroner. Af de 53 Stykker af denne Fajance, som man kjender, findes 26 i Frankrig, 26 i England og 1 i Rusland. I Louvre og i South Kensingtons Musæum findes de fleste.
Vi have i det foregaaende omtalt, at Lertøj allerede i Aaret 1310 blev tilvirket i Delft i Holland. I de følgende to Aarhundreder fortsattes og udvidedes denne Industri saaledes, at man begyndte at udføre disse Varer til England og andre Lande. Det var dog først, efterat Kunsten at fremstille Fajance med hvid uigjennemskinnelig Glasur var bleven indført der, rimeligvis fra Frankrig, at den fik noget betydeligere Omfang. Efterat man havde begyndt at tilvirke denne Vare, og især efterat de hollandske Fabrikanter ved Siden heraf havde begyndt at efterligne det kinesiske og japanesiske Porcellæn, for hvilket Holland paa denne Tid var Europas eneste Stapelplads, tiltog denne Industri saa hurtigt og blev snart af saa stor Betydning, at Fabrikerne i Delft kom til at tilfredsstille Størstedelen af Europas Behov. Ved Slutningen af det 17de Aarhundrede synes der at have været ikke mindre end 43 Fajancefabriker i denne By. Efterat Wedgwood (se nedenf.) havde opnaaet at forbedre Tilvirkningen af den hvide engelske Fajance, fortrængte denne snart de ældre Sorter Fajance fra Markedet, og fra Midten af det 18de Aarhundrede begyndte den hollandske Fajancefabrikation at tage af, saaat der i Aaret 1764 kun fandtes 23 Fabriker i Delft. I 1808 var dette Antal sunket til 6, og i 1849 var der kun 2 Fabriker i Virksomhed.
Delftfajancen, eller som den i sin Tid blev kaldt: Delftporcellænet, tilvirkedes af Ler, som fandtes i Stadens Nærhed, tilsat med Sand og med Lerarter fra Frankrig og Rhinegnene. Der anvendtes megen Omhu saavel ved Valget af Lerarterne og deres Rensning som ogsaa ved Varernes Brænding; da hertil kom, at Glasuren ogsaa var smuk og af en god Beskaffenhed, turde den hollandske Fajance i teknisk Henseende paa sin Tid have været den bedste i sit Slags. Ogsaa i Maling og Dekoration naaede Hollænderne et højt Standpunkt, og deres Varer kappedes i denne Henseende med de bedste franske. Det siges, at flere af den Tids ypperste nederlandske Malere have udført Arbejder paa Fajance, saaledes f. Ex. Berghem Landskaber, Willem van der Velde Søstykker, Sten og Van der Meer Genrebilleder og Landskaber, ja endogsaa at Wouwermann skal have givet sig af hermed. Om dette end ikke kan bevises, ved man dog med Vished, at andre, meget dygtige Kunstnere have sysselsat sig hermed, og i de hollandske Samlinger findes endnu en Mængde Fajance med udmærkede Malerier.
Det var dog egentlig paa Grund af sine Efterligninger af kinesisk og japanesisk Porcellæn, at Delftfajancen opnaaede sit Ry og blev meget søgt paa en Tid, da Industrigjenstande fra Kina og Japan vare paa Moden. Det lykkedes saa godt for Hollænderne at kopiere de kinesiske Forbilleder, at man ofte først ved nøje Undersøgelse kan skjelne Kopien fra Originalen.
Ligesom paa den italienske Majolika blev Malingen, især den blaa, i Almindelighed udført sur cru, det vil sige paa det glaserede men endnu ikke glat brændte Stykke, og fik, da den paa denne Maade blev indbrændt samtidig med Glasuren, en høj Grad af Blødhed i Tonen. Produktionen af den hollandske Fajance havde navnlig til Formaal at fremstille Varer til de store Markeder; men der blev dog ogsaa tilvirket en ikke ubetydelig Mængde Luxusvarer, saaledes Vaser, Røgelsekrukker m. m. Endel Arbejder bleve ogsaa udførte i et Slags Naturstil, der minder om Palissys Arbejder. De enkelte Stykker, der høre til et Service, der findes paa Slottet Favorite i Nærheden af Baden-Baden, ere modellerede og malede som Vildsvinehoveder, Meloner, Fiske o. s. v.
Efterat den egentlige Fajancetilvirkning var kommen i Forfald, begyndte man i Holland at tilvirke de saakaldte Kridtpiber efter en stor Maalestok. Denne Fabrikation blev ogsaa indført i Belgien, og man fortæller, at Hollænderne for allerede i Fødslen at kvæle denne Konkurrence, da navnlig Indførselstolden var saa høj, at de ikke med Fordel kunde sælge deres Varer der, skulle have ladet et Fartøj, lastet med Kridtpiber, strande nærved Ostende; her bleve saa Piberne efter de gjældende Love solgte ved Auktion og til saa lav Pris, at Markedet blev overfyldt, og den nys anlagte Fabrik maatte hurtigt standse.
Stentøj. Inden vi gaa over til at omtale de tidligste Forsøg, der gjordes her i Europa paa at efterligne det kinesiske Porcellæn, ville vi opholde os nogle Øjeblikke ved en Lervare, det saakaldte Stentøj, der paa en Maade kan siges at danne Overgangen til Porcellænet. Det første saakaldte sachsiske »Porcellæn«, der fremstilledes af Böttger Aar 1702 bar med Urette dette Navn og var ligefrem Stentøj; det havde denne Lervares ejendommelige Egenskaber, men derimod ingen af dem, der ere betegnende for det kinesiske Porcellæn, som man dengang stræbte at efterligne. Som vi længere nede skulle faa at se, var det først adskillige Aar senere (1709 eller 1710) at det lykkedes Böttger at fremstille virkeligt Porcellæn.
Stentøjindustrien gaar langt tilbage i Tiden. Den er af ægyptisk og kinesisk Oprindelse. Stentøjet er en Vare, der udmærker sig ved en ganske overordentlig Haardhed; naar det slaas mod Staal, giver det Gnister.
I Tyskland, navnlig langs Rhinen, kan man paavise den første Oprindelse til Stentøj fabrikationen i Europa, og den synes at gaa tilbage til det 15de Aarhundrede; denne Industrigren, Tilvirkningen af det egentlige Stentøj i indskrænket Forstand, strækker sig over et Tidsrum af omtrent 200 Aar; den har kulmineret i Tyskland og Holland imellem Aarene 1540 og 1620, og alt, hvad der efter det sidstnævnte Aar er blevet tilvirket under Benævnelsen Stentøj, har kun i større eller mindre Grad været en Tilnærmelse til det gamle tyske (flamske), uden nogensinde at besidde alle de Ejendommeligheder med Hensyn til Masse, Form, Udsmykning, Farve og Finhed i Udførelse, der ere karakteristiske for denne Art Lervarer.
Det tyske eller hollandske Stentøj hørte til den Tids Luxusvarer: deres meget vexlende Former, der altid udmærkede sig ved en ganske ejendommelig Stil, den rige Udsmykning med Reliefer, de farvede Emailler, hvormed de vare dækkede, sætte det udenfor al Tvivl, at de ikke alene vare bestemte til at være Brugs- men ogsaa Dekorationsgjenstande.
Det ældste europæiske Stentøj er fabrikeret omtrent Aar 1425.
Det var Brødrene Eler eller Elers, der først begyndte en Stentøjtilvirkning i England, og det er denne Industrigren, der gjennem Wedgwood naaede sin store Udvikling, og som vi lidt længere henne komme til at omtale sammen med flere andre Lervaretilvirkninger i England, da det ikke altid lader sig gjøre at trække bestemte Grænser mellem de forskjelige Arter Lervarer, der tilvirkes der.
Vi ville endnu kun nævne de vigtigste Steder, foruden England for vor Tids Stentøjtilvirkning.
Som allerede nævnt er der al mulig Anledning til at tro, at den europæiske Stentøjtilvirkning har set Dagens Lys i Tyskland langs med Rhinens Bredder, navnlig ved denne Flods nedre Løb; denne Antagelse støtter sig væsentlig paa den Omstændighed, at det plastiske Ler, der bedst egner sig til Fremstilling af de mest fuldendte Stentøjsager, findes paa Strækningerne, der ligge Floden nærmest, navnlig paa dennes højre Bred. Endnu i vore Dage findes der netop i denne Egn, kun et kort Stykke Vej Øst for Köln, Fabriker, der tilvirke Stentøj, der have megen Lighed med den gamle Stentøjindustris Frembringelser, og det baade ved Massens Beskaffenhed, ved Udsmykningen og undertiden ogsaa ved Formen.
Det plastiske Ler, som anvendes til dette Stentøj, gaar under Navn af Koblentserler, men det er dog hverken i Koblents eller i Nærheden af denne By, at dette Ler bliver udvundet. Navnet kommer sandsynligvis af at den nævnte By er Hovedpladsen for Handelen med denne Artikel; en Mængde Kjøbmænd i Koblents ere beskjæftigede med denne Forretning, og herfra afskibes Leret til alle de Fabriker, der ligge i Nærheden af Rhinfloden. Leret graves blandt andre Steder i Nærheden af Valendar og ved Grenzhausen.
Foruden her er det navnlig i Bunzlau (Schlesien) at der fabrikeres udmærket Stentøj; Leret hertil hentes fra Tillendorf, ikke langt fra Bunzlau; der bliver fremstillet baade simple Varer med rødbrunt Udseende (f. Ex. Syltekrukker) og finere Sager saasom Kaffekander, Thepotter o. s. v. De første Slags Varer fremstilles af uslæmmet, de sidste derimod af slæmmet Masse.
Foruden Bunzlau maa nævnes Byerne Tetschen og Pirna samt Omegnen af Berlin og Potsdam som Hovedsædet for den tyske Stentøjfabrikation.
I Frankrig er der endel betydelige Stentøj fabriker i Saveignies og Omegn, nær ved Beauvais i Departementet Oise; fremdeles i Meillonas, Norron, Saint-Palais, Valentine ved Toulouse, Ferrières m. fl.
I de Forenede Stater i Nordamerika, i Nærheden af Baltimore, har man forfærdiget særdeles smukke og gode Stentøjsvarer af en blaalig-graa Farve og med Udsmykninger i blaa Farve, aldeles lignende de tyske Stentøjfabrikers Tilvirkninger. Den Masse, hvoraf disse Varer ere forfærdigede, udmærker sig ved en høj Grad af Ensartethed, ligesom den ogsaa holder sig godt under Brændingen. Som Exempler paa hvad denne amerikanske Stentøjindustri kan levere ville vi anføre, at det keramiske Musæum i Sèvres er i Besiddelse af et Stykke, der er 3 Fod højt og over l½ Fod i Gjennemsnit.
I Kina fremstilles der en Masse forskjellige Artikler af Stentøj; exempelvis ville vi kun nævne de bekjendte Krukker til Ingefær.
I Japan forfærdiges der Stentøjsager, der ofte ere forsynede med en tyk Emaille i alle Slags pragtfulde Farver.
I Sverig (Höganäs) fremstilles der Stentøjsvarer, der have stor Lighed med det simplere engelske, men som dog ere noget tungere.
De Artikler, der forfærdiges af Stentøj, ere navnlig alle Slags Beholdere, saasom Krukker, Dunke, Flasker til Blæk og Mineralvande; fremdeles Retorter, Rør til Vand-, Gas-, Kloak og andre Ledninger o. s.v. o. s. v. Snart ere Beholderne uden nogen som helst Dekoration, snart ere de livligt udsmykkede, som f. Ex. de bekjendte graa Smørkrukker med Mønstre i smuk blaa Farve. Snart er det kun Brugsgjenstande, snart ogsaa Luxusgjenstande (Vaser), som fremstilles af Stentøjmasse.
Efterat det kinesiske Porcellæn var blevet bekjendt i Europa, blev der i Løbet af et Par Aarhundreder gjort en Mængde forgjæves Forsøg paa at producere en lignende Vare. De kinesiske Porcellæners Overlegenhed over de Lervarer, som da vare kjendte i Europa, deres Tyndhed, Gjennemskinnelighed samt deres usædvanlige og pragtfulde Dekoration i Forening med Hemmeligheden ved deres Tilvirkning, maatte naturligvis anspore den Tids Kemikere og Fabrikanter til at gjøre Anstrengelser for at frembringe et lignende Fabrikat, især da den høje Pris, hvormed de betaltes, rigelig kunde lønne den Bekostning, der var anvendt paa at tilvirke dem.
Naturvidenskaberne befandt sig dog dengang paa et saa primitivt Standpunkt, at de kun kunde bidrage lidet eller intet til Opgavens Løsning. Geologien var en endnu ukjendt Videnskab, Mineralogien var kun i sin Begyndelse, og fremfor alt havde Kemien, ordnet til en Videnskab, endnu ikke forandret Begreberne om Elementerne eller de Grundstoffer, hvoraf Tingene bestaa. Endnu mindre var det bekjendt, ja ikke engang anet, at man ved dens Hjælp skulde kunne adskille Legemerne i deres særskilte Grundstoffer, eller at man nøjagtigt kunde bestemme i hvilket Forhold ethvert Grundstof var tilstede i et sammensat Stof. Det var derfor ogsaa lige saa meget et Slumpetræf, man har at takke for Opfindelsen af Kunsten at fremstille det haarde Porcellæn. Denne Opfindelse blev gjort i Sachsen 1709 eller 1710 af Böttger. Man havde ganske vist længe forud paa flere Steder i Europa fundet paa at fremstille Efterligninger af det kinesiske Porcellæn, men dels maatte de alle snarere anses for haardt smeltede Glasblandinger end for virkeligt Porcellæn, dels førte ingen af dem, med Undtagelse af det i St. Cloud opfundne bløde Porcellæn, til Grundlæggelse af nogen virkelig eller vedvarende Industri.
Det første i Europa tilvirkede porcellænlignende Fabrikat, man kjender, stammer fra Florents, hvor Storhertug Frants I. af Medici omtrent 1575 indrettede et Laboratorium til Forsøg i denne Retning paa sit Slot San Marco. Med Assistance af Bernardo Buontalenti lykkedes det ham ogsaa allerede Aar 1581 at frembringe et Slags Porcellæn, hvoraf endnu omtrent 30 Stykker opbevares i offentlige og private Samlinger. Med Opfinderens Død 1587 synes denne Fabrikation at være ophørt. Det er først i de seneste Aar, at man ved Dr. Foresis Undersøgelser i Florents har faaet Kundskab om Tiden og Stedet for disse Porcellæntilvirkninger. Disse Undersøgelser have endvidere gjort det troligt, at de ikke ere de første italienske Tilvirkninger i deres Art, men at Porcellæn allerede i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede er bleven tilvirket i Venedig, og senere, omtrent ved Aaret 1561, i Ferrara under Hertug Alfonso II. af to Brødre Camillo og Battista fra Urbino. Battista overlevede sin Broder og skal, da han ved Sprængning af en Kanon kom livsfarlig til Skade, have vægret sig ved at aabenbare Hemmeligheden ved Tilvirkningen, der saaledes fulgte ham i Graven.
I Frankrig skal en vis Claude Révérend i 1664 have fremstillet de første Efterligninger af det kinesiske Porcellæn. Da man imidlertid ikke har truffet paa noget Exemplar af denne Tilvirkning, maa denne Angivelse anses for usikker. Derimod er det faktisk, at det i Aaret 1673 lykkedes Louis Poterat i Rouen at producere et Slags Porcellæn, og at han senere i Paris eller i Passy anlagde en Fabrik. Nogen synderlig Udvikling synes denne Fabrikation dog ikke at have naaet, og det er først fra Aaret 1695, da det saakaldte bløde Porcellæn blev opfundet, at man kan datere nogen Porcellænindustri i Frankrig.
I England skal en Dr. Dwight i Aaret 1671 have opfundet et Slags Porcellæn, hvoraf dog intet Exemplar er bevaret. Adskillige Breve og trykte Afhandlinger fra den Tid tilstede ingen Tvivl om, at Dwight virkelig har fremstillet Porcellæn, hvorvel det ikke synes, som om nogen egentlig Tilvirkning heraf er kommen i Stand. Først fra Anlæggelsen af Fabrikerne i Bow 1730, i Chelsea 1745 og i Derby 1751 kan man datere den egentlige Porcellæntilvirkning i England. Det lykkedes ogsaa Dwight at efterligne det tyske Stentøj (grés flamand, grés de Cologne), hvoraf der paa den Tid indførtes store Mængder i England. Af disse Efterligninger er der i de sidste Aar fundet adskillige Stykker.
Opfinderen af det haarde Porcellæn, Johann Friedrich Böttger, blev født 1685 i Schleiz i Tyskland. Da Kan var 12 Aar gammel, blev han sat i Lære hos en Apotheker i Berlin, hvor han snart udmærkede sig ved sin Flid og Videbegjærlighed. Især dyrkede han Kemien med megen Lyst, men kom dog snart ind paa den sædvanlige Afvej, Guldmageriet, og blev i Berlin anset for at være indviet i denne Kunst. Da Rygtet herom kom for Friedrich I.'s Øre, ydede han Böttger enhver mulig Understøttelse for siden at kunne drage Nytte af hans Kunst. Da den alligevel ikke gav noget Resultat og Kongen begyndte at blive urolig, ansaa Böttger det for klogest at bringe sin Person i Sikkerhed og flygtede til Sachsen, hvor han dog blev fundet og grebet af Kongens Udsendinge. Da den daværende sachsiske Kurfyrste August den stærke fik Kundskab om Böttgers Flugt og Fængsling paa sachsisk Omraade, lod han ham befri fra hans preussiske Forfølgere, men sikrede sig imidlertid hans Person og lod ham bringe i god Forvaring først til Wittenberg og senere til Dresden for at drage Nytte af hans alkemistiske Videnskab. Der fortælles, at Böttger højtideligt skal have forsikret August, at han ikke kjendte denne Kunst, men at denne ansaa det for en Udflugt og satte ham under Opsigt af en dygtig Kemiker, Ehrenfried Walter von Tschirnhausen, der skulde deltage i og vaage over hans Arbejder.
Tschirnhausen synes tidligere at. have givet sig af med Forsøg paa at eftergjøre det kinesiske Porcellæn, og det var lykkedes ham, ligesom Reaumur i Frankrig, at fremstille et Glas af mælkehvid Farve, som dog forøvrigt manglede Porcellænets Egenskaber. Da Tschirnhausen var godt bekjendt med sit Fædrelands mineralogiske Hjælpekilder, kunde han anvise Böttger de bedste og mest ildfaste Lersorter til hans Digler. De, som bleve tilvirkede af en Lerart, der kom fra Okrilla, besade saa udmærkede Egenskaber og vare, uagtet de ikke lignede det kinesiske Porcellæn, af et saa smukt Udseende, at Böttger og Tschirnhausen opgave Guldmageriet for i Stedet derfor at beskjæftige sig med Forsøg paa at fremstille Porcellæn. For bedre at bevare Hemmeligheden flyttede de til Slottet Albrechtsburg i Meissen, hvor de bleve omgivne med al mulig Luxus, for at Fangenskabet skulde blive dem lettere. Böttger havde endog et Kjøretøj til sin Raadighed og kunde hermed gjøre Udflugter til Dresden, men var da altid ledsaget og bevogtet af en Officer. Da Karl XII. i Aaret 1706 faldt ind i Sachsen, blev Böttger, Tschirnhausen og tre af deres Arbejdere under Eskorte af Kavalleri bragte til Königstein, hvor der blev opført midlertidige Ovne, og hvor de skulde fortsætte deres Arbejder. Deres Ubekjendtskab med Opførelsen af Ovne og med Lervaretilvirkningen i Almindelighed sinkede dog Fremgangen af Forsøgene. Aar 1707 bleve de atter bragte til Dresden, hvor der i Jomf'rubastionen indrettedes et nyt Laboratorium til dem.
Tschirnhausen døde 1708, og Forsøgene fortsattes nu af Böttger alene. Han havde paa den Tid dels sat sig selv bedre ind i Lervarers Tilvirkning, dels havde han ogsaa sikret sig paalidelige og ialtfald med Fajancetilvirkningen fortrolige Hjælpere, og kunde derfor udføre sine Forsøg paa en mere formaalstjenlig Maade end hidtil. Det lykkedes ham nu ogsaa samme Aar, som Tschirnhausen døde, at fremstille det saakaldte røde Porcellæn, der ganske vist ikke var Porcellæn men egentlig et Slags Stentøj af rød Farve, men som ialtfald var et godt og smukt Fabrikat; det blev i Almindelighed ikke glaseret men poleredes med Sten, indtil Overfladen havde faaet den rette Glans. Under Forsøgene paa at fremstille dette, maatte Brændingerne ofte vare i flere Døgn uden Afbrydelse, og man fortæller, at Böttger da havde for Skik at holde sine Arbejdere vaagne ved Skæmt og livlige Samtaler. Den sidste Forsøgbrænding varede i fem Døgn, i hvilken Tid Böttger ikke forlod sin Plads. Da den var afsluttet og Ovnen nogenlunde afkølet, indfandt Kongen sig. Böttger lod da Ovnen aabne og udtog en Thepotte, som han kastede i koldt Vand. Uagtet Potten var meget varm, led den ingen Skade ved den hurtige Afkøling. Fabrikationen af det røde Porcellæn blev nu sat i Gang og blev ogsaa fortsat, efterat det var lykkedes Böttger at opfinde det hvide Porcellæn. De røde Porcellæner bleve sædvanligvis dekorerede med Maling i japanesisk Stil for at give dem samme Udseende som rødt japanesisk Porcellæn.
Om den nærmeste Anledning til Opfindelsen af det hvide Porcellæn fortælles der, at Böttger en Dag syntes, at hans Allongeparyk var tungere end ellers, og at han ved nøjere at undersøge Sagen fandt, at Grunden var den, at det til Pudringen anvendte Pulver var usædvanlig tungt. Han fandt ogsaa, at Pulveret bestod af et jordagtigt Stof og lod sin Tjener, der havde kjøbt det, hente noget mere, hvormed han da gjorde Forsøg. Til sin store Glæde fandt han, at det netop var det Emne, som behøvedes til Fremstillingen af det hvide Porcellæn. Efter nogle forgjæves Forsøg lykkedes det ham ogsaa at tilvejebringe det saa længe eftersøgte Fabrikat, og snart kunde han ogsaa fremstille det af en fortrinlig Godhed og Skjønhed.
Det Pulver, han var saa heldig at træffe paa, bestod af Kaolin (Porcellænler), det første, som var bleven fundet i Europa. Det fortælles, at en Jernværksejer i Erzgebirge, Johann Schnorr, paa en Ridetour tilfældigvis opdagede et Leje deraf i Omegnen af Aue, nærved Schneeberg; uden at vide, hvoraf det hvide Stof bestod, indførte han det i Handelen for at anvendes i Stedet for Hvedemel til Pudring af de store Parykker, som man paa den Tid brugte.
Efterat Böttger havde havt Held med sine Forsøg, indrettede August i Aaret 1710 det førnævnte Slot Albrechtsburg i Meissen til Porcellænfabrik, og Böttger blev dens første Leder. Paa Messen i Leipzig 1715 vare de første Porcellænsager komne i Handelen. Man iagttog den størst mulige Forsigtighed, for at Fremstillingsmaaden ikke skulde blive bekjendt. Arbejderne vare edsvorne, Udførsel af Kaolin blev forbudt under den strengeste Straf, og Fabriken blev bevogtet ligesom en belejret Fæstning. Uagtet alle disse Forsigtighedsregler kunde det dog ikke forhindres, at Kunsten, saaledes som vi nedenfor skulle se, snart blev bekjendt paa andre Steder.
Böttger døde, i Gjæld op over Ørene, i Aaret 1719, 35 Aar gammel, som Følge af Mangel paa Maadehold. Uagtet han var bleven rigeligt belønnet af August, ja endog benaadet med friherrelig Værdighed, havde han indledet Underhandlinger om Overflytning til Preussen. Hvad der nu end kan siges om Böttgers Karakter, maa man dog stedse beundre hans usædvanlige Begavelse og Dygtighed. Det er forbavsende, hvor hurtigt Porcellæntilvirkningen, da den først var opfundet, udviklede sig under hans Ledelse, og hvor meget det lykkedes ham at udrette i de faa Aar, han styrede Fabriken i Meissen. Det saakaldte japanesiske Palads i Dresden indeholder blandt andet en af de største Porcellænsamlinger i Verden. En Afdeling heraf dannes af Porcellæn fra Meissen, ordnet kronologisk, og viser, hvor meget Böttger har udrettet i sin Tid. Her findes ogsaa de bekjendte 150 kinesiske Porcellænsager, som August tilbyttede sig hos Kongen af Preussen for et Dragonregiment.
Efter Böttgers Død blev Herold Direktør for Fabriken i Meissen, der, især efterat Billedhuggeren Kändler i 1731 var bleven engageret i Fabrikens Tjeneste, opnaaede at hæve Fabrikationen til en høj Grad af Fuldendthed. I de første Aar dekoreredes Porcellænet sædvanligvis i den fremherskende kinesiske Stil og som oftest med blaat. Efterat Kändler var bleven ansat ved Fabriken, indførtes den Rokokkostil, for hvilken de sachsiske Porcellæner ere blevne saa bekjendte, og som ialfald en Tid lang udøvede en vis Indflydelse paa Dekorationsstilen i Almindelighed i Europa. Til denne Stilart høre de med Guirlander, Blomster i Relief, fritstaaende Dyreskikkelser o. s. v. dekorerede Porcellæner. Kändier indførte ogsaa Tilvirkningen af Figurer og Grupper samt modellerede selv saadanne af fremtrædende Art. Disse Sager ere meget efterspurgte af Samlere.
Meissenfabrikens Glansperiode falder mellem 1731 og 1756, den Tid, da Kändler udførte sine bedste Arbejder. I Aaret 1750 beskjæftigede den 700 Arbejdere og producerede for omtrent 5 til 600,000 Kroner. Under Syvaarskrigen laa Fabriken stille, men efter dens Slutning optog man igjen Tilvirkningen under dygtige Ledere. Paa den Tid var der dog allerede flere konkurrerende Fabriker i Virksomhed, og det økonomiske Udbytte blev nu ikke mere saa godt som hidtil. Mod Slutningen af det 18de og i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede blev Rokokkostilen, der hidtil stedse var bleven benyttet til disse Arbejder, fortrængt af en Dekorationsmaade, som erindrer om den klassiske Stil.
I Wien anlagdes i Aaret 1720 en Porcellænfabrik af en vis Claude de Paquier med Assistance af en Værkmester Stenzel, der var flygtet hertil fra Meissen. Indtil Aaret 1744 var den privat Ejendom, men gik da over i Statens Hænder. Under Baron von Sorgenthals Ledelse (1782—1805) naaede den et meget højt Standpunkt, og dens Arbejder fra denne Tid indtil 1815 ere blandt de bedste i sit Slags. En særlig Specialitet var de ophøjede Forgyldninger, som ikke kunde udføres saa godt noget andet Sted. Fra 1815 begyndte Produktionen at aftage saavel i Godhed som i Omfang, og Fabriken blev nedlagt for omtrent 15 Aar siden. Rundt om i Tyskland opstod forøvrigt i anden Halvdel af det 18de Aarhundrede Porcellænfabriker, men ingen af dem har erhvervet sig noget stort Ry. Som vi allerede i det foregaaende have nævnt, begyndte man allerede Aar 1695 i St. Cloud at tilvirke et porcellænlignende Fabrikat, der ganske ikke var det første i sit Slags, men dog det første af en saadan Beskaffenhed, at det kunde give Stødet til Grundlæggelsen af en virkelig og varig Industri. Ligesom alle de engelske og franske Porcellæner tilhørte det den Klasse af Lervarer, som indbefattes under Benævnelsen blødt Porcellæn. Det bestod nemlig af en haardsmeltelig Glasblanding, som, efterat være bleven ophedet til begyndende Smeltning, blev malet fint og blandet med Kridt, Mergel m. m., hvorefter den yderligere blev blandet med Lim, Gummi og andre organiske Stoffer for at erholde den Plasticitet, som var nødvendig til dens videre Bearbejdelse. Denne sidste Proces kaldtes paa de franske Fabriker: »faire la chimie« og blev omhyggelig holdt hemmelig. Ved den Tids Porcellænfabriker i Frankrig saavel som i andre Lande var Tilberedningen af Porcellænmassen, Glasuren og Farverne betroet en særlig Officiant, der kaldtes Arkanist, og som ofte var den eneste, der kjendte Hemmeligheden ved Sammensætningen.
Af den Masse, der var tilberedt paa den ovenfor angivne Maade, bleve de forskjellige Gjenstande fremstillede og i det hele behandlede ganske som almindelige Lervarer. Fabriken i St. Cloud blev ødelagt ved Ildebrand i 1773. Allerede førend denne Katastrofe var der i Frankrig opstaaet Fabriker, der fremstillede de samme Varer. I Chantilly blev en saadan Fabrik anlagt 1725, i Vincennes en lignende i 1740. Fabriken i Vincennes blev under Eloi Brichards Ledelse inden ganske kort Tid saa berømt for sit gode Fabrikat, at Ludvig XV. tilhandlede sig først en mindre, senere en større Part i samme. Brichards vigtigste Medhjælpere vare i de første Aar Charles Adam, Arkanist, Hellot, Kemiker, og Caillat, der tilberedte Farverne; Munken Hippolyte opfandt samtidig en Maade til Forgyldning af Porcellænet. Da Efterspørgselen efter disse Fabrikata blev større og større, og det saaledes blev nødvendigt at udvide Driften, blev Slottet i Vincennes, der ved Fabrikens Anlæg var blevet forvandlet til Værksteder, snart for lille. Der opførtes derfor en ny Fabrikbygning ved Sèvres, og Fabriken flyttedes hertil i Aaret 1756. Den første Direktør for denne senere verdensbekjendte Institution var Boileau, hvis Fortjeneste det for en stor Del havde været, at Tilvirkningen i Vincennes havde udviklet sig saa heldigt. I Aaret 1760 overtog Ludvig XV. hele Fabriken, som derpaa paa enhver Maade blev beskyttet og understøttet af ham og af den herskende Favorit Marquisen af Pompadour; dens Fabrikata begyndte nu ogsaa at anses for de bedste i sit Slags.
Vanskelighederne ved Tilvirkningen af blødt Porcellæn, Massens ringe Plasticitet, dens Tilbøjelighed til under Brændingen at falde sammen eller til helt at smelte, havde i Frankrig allerede tidligere foranlediget Forsøg paa at fremstille den Art Porcellæn, som blev tilvirket i Sachsen. Ved Aaret 1723 havde Reaumur beskjæftiget sig hermed og havde endog fra Kina skaffet sig Kaolin og Feldspat. Hans Forsøg førte ganske vist ikke til det ønskede Maal, men han blev dog herved saa fortrolig med Behandlingen af disse Stoffer, at han kunde give gode Raad og Oplysninger, da man noget senere foretog Forsøg i samme Retning i Sèvres. Derimod opfandt han under disse Forsøg det saakaldte Réaumurporcellæn, som han fik, idet han i en bestemt Tid holdt Glas opvarmet til Rødglødhede, hvorved det mistede sin Gjennemsigtighed og antog en mælkehvid Farve, medens det beholdt alle sine øvrige Egenskaber. I Aaret 1761 solgte Peter Anton Hannong, der var en Søn af Anlæggeren af Fabriken i Frankenthal, Hemmeligheden at tilvirke feldspatægte Porcellæn til Fabriken i Sèvres for en Livrente af 3000 Francs aarlig, men da det vigtigste Raamateriale, Kaolinet, endnu ikke var fundet i Frankrig, havde man ingen Nytte deraf førend i Aaret 1765, da man tilfældigt opdagede Kaolin af den mest udmærkede Beskaffenhed ved St. Yrieix i Nærheden af Limoges. En der bosat Læges Hustru havde nemlig tæt ved Byen fundet et Slags hvidt Ler, som hun mente at kunne benytte til Vadsk. Hun viste det til sin Mand, og denne, der formodentlig har hørt omtale de Undersøgelser, der bleve anstillede for at finde Kaolin, sendte Prøver af Leret til den daværende Kemiker ved Fabriken i Sèvres Macquer, der strax saa, at det var Kaolin. Efter en Mængde Forsøg lykkedes det Macquer i Aaret 1769 af denne Kaolin at fremstille haardt eller feldspatægte Porcellæn (porcellaine dure), hvilket man derpaa begyndte at tilvirke i Sèvres. Tilvirkningen af det gamle blødt Porcellæn (porcellaine tendre) blev dog samtidig fortsat og ophørte ikke før i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede.
De Gjenstande, som ere tilvirkede paa Sèvresfabriken fra dens Anlæggelse og til Begyndelsen af dette Aarhundrede, plejer man sædvanligvis at kalde vieux sèvres, og det anses af mange Kunstkjendere og Samlere for det ypperste, der er frembragt paa Keramikens Omraade. Om ogsaa en saadan Paastand maa anses for overdreven, da de nyere Sèvresporcellæner uden Sammenligning staa langt over de ældre, ligesom de ogsaa i kunstnerisk Udstyrelse fuldstændig tør maale sig med dem, kan det dog ikke nægtes, at de ældre Sèvresprodukter besidde en udmærket Skjønhed og fortjene det Ry, de have faaet. I de første Aar af Fabrikens Tilværelse tjente i de fleste Tilfælde Meissenfabriken som Mønster, hvad Modellering og Maling angik, men inden kort Tid uddannedes en hel Stab af indenlandske Kunstnere, hvis Arbejder snart overtraf Forbillederne. Saaledes udmærkede inden kort Tid Sèvresporcellænet sig paa Grund af Formernes Skjønhed og Modelleringens Finhed og Nøjagtighed, samtidig med at Fabrikens plastiske Arbejder i Biskuit, saasom Buster, Figurer og Grupper vandt Prisen fremfor alle andre lignende Fabrikata. I den Tid, da man tilvirkede det bedste »vieux sèvres«, beskjæftigedes 109 Malere, af hvilke de fleste havde hver sin Specialitet, hvori de da ogsaa naaede en høj Grad af Fuldendthed.
Til Dekorationens Fortrinlighed bidrog ogsaa i høj Grad saavel de smukke Farver, som bleve opfundne og indførte paa Sèvresfabriken som ogsaa den Omstændighed, at Farverne i Almindelighed bleve blødere og varmere paa blødt Porcellæn, med hvis letsmeltelige Glasur de bedre forenede sig, og hvorpaa de efter Brændingen ikke fremkom saaledes ophøjede som paa det haarde Porcellæn. De Farver, hvorved Sèvres særlig udmærkede sig, vare den blaa Farve: »bleu du roi«, den turkisblaa, og den under Navn af »rose Pompadour« eller »rose Dubarry« bekjendte Rosenfarve. Under den franske Revolution gik en Mængde Sager fra Sèvresfabrikens første Tid tabt. Den største Del, af hvad der blev reddet fra Ødelæggelse, blev ført til England, hvor nu de største Samlinger af »vieux sèvres« befinde sig. Som Exempel paa den Værdi, Sager af dette Slags nu have, kan anføres, at der paa en Auktion efter Ralph Bernal i London 1856 over Kunstgjenstande blev betalt for en Kop med bleu-du-roi-Bund og Figurmaling omtrent 2900 Kroner og for et Par Vaser, 14½ Tomme høje, med rose-Dubarry-Bundfarve omtrent 35,000 Kroner. Dronningen af England ejer en Samling af 70 Vaser, som tidligere have havt deres Plads i Versailles, og som ere kjøbte af Georg IV.; de vurderes til gjennemsnitlig over 18,000 Kroner Stykket. Allerede i Vincennes, eller førend Fabriken blev flyttet til Sèvres, havde man tilvirket Sager af stor Værdi; som Exempel herpaa kan anføres det til Kejserinde Elisabeth af Rusland udførte Service, som var smykket med Efterligninger af antike Kameer og i det hele rigt dekoreret; det kostede 260,000 Kroner.
Uagtet saaledes Gjenstande af fremtrædende Art tilvirkedes i Sèvres i forrige Aarhundrede, lod Fabrikationen dog i teknisk Henseende meget tilbage at ønske, ligesom ogsaa Tilvirkningsprocessen var meget usikker og ikke grundet paa en sikker Theori. Det var først efterat den udmærkede Mineralog og Kemiker Alexandre Brongniart i Aaret 1800 havde overtaget Ledelsen, hvilken Stilling han beklædte i 47 Aar, at Tilvirkningerne naaede den høje Grad af teknisk Fuldendelse, som nu udmærker dem og sikrer dem den første Plads blandt alle andre Fabrikata af samme Art. Brongniart blev understøttet i sine Arbejder af andre fremragende Kemikere og Haandværkere, saaledes Malaguti, Laurent, Salvetat, Regnier o. fl.; han har udøvet en stor Indflydelse paa Porcellænfabrikationens Udvikling ikke blot i Frankrig men ogsaa i det øvrige Europa ved Offentliggjørelse af de i Sèvres gjorte Undersøgelser og Opfindelser, ved at give Raad og Oplysninger, og ikke mindst ved sit store Arbejde over Keramiken. Dygtige Formænd og Arbejdere, der vare udgaaede fra Sèvresfabriken, bidroge yderligere til af udbrede Kjendskabet til de der brugelige Tilvirkningsmaader. I Forening med Riocreux stiftede Brongniart det keramiske Museum i Sèvres, udgav en Beskrivelse derover og gav derved det første Stød til Studiet af denne Industris Historie.
Imod Slutningen af forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af dette, blev der anlagt flere Porcellænfabriker i Frankrig. I Limoges, der nu er Centrum for Frankrigs vigtigste Porcellændistrikt, blev den første Fabrik anlagt 1788.
Blandt de ældre engelske Fabriker indtog den i Chelsea den første Plads, og dens Fabrikata fra Aaret 1750—1765 kappedes i Skjønhed og Fuldendthed med de bedste samtidige franske og tyske Porcellæner. Ligesom den tidligere anlagte Fabrik i Bov, blev den dog kun bestaaende i ganske kort Tid, af hvilken Grund vides ikke med Bestemthed, men det antages, at den ikke i Prisbillighed kunde konkurrere med Meissen, hvis Fabrikata paa den Tid vare meget efterspurgte i England. Chelseavarerne bleve, ligesom alle de tidligere engelske Porcellæner, tilvirkede af en Masse, som i Sammensætningen lignede den, der anvendtes til de tidligste franske Porcellæner, og høre saaledes til den Klasse af Lervarer, som kaldes blødt Porcellæn. Bowvarerne synes dog at være forskjellige fra de øvrige derved, at der til deres Masse skal være anvendt brændte Ben.
Den i Aaret 1751 anlagte Fabrik i Derby synes efter Nedlæggelsen af Fabrikerne i Bow og Chelsea at have overtaget begge disse Fabrikers Tilvirkning; deres Modeller og Størstedelen af deres Arbejdere gik ialtfald over til Derby. Dennes Fabrikata udmærkede sig i Almindelighed ved et godt Udseende, smukke Former og en fin, gjennemskinnelig Masse. Aar 1751 anlagdes Fabriken i Worcester, som endnu bestaar, og hvis Arbejder for nærværende Tid regnes blandt de bedste. Denne Fabrik skal have været en af de første, der anvendte Trykning paa Porcellæn. Der findes endnu en Kande med Aarstallet 1757, paa hvilken Frederik den stores Portræt er udført. Blandt flere ældre Fabriker skal nævnes den ved Swinton i Yorkshire, anlagt 1757, og den ved Caughley i 1756 anlagte. I Swansea blev omtrent 1750 anlagt en Fabrik, der dog først i 1790 fik nogen Betydning, og som i Begyndelsen af dette Aarhundrede tilvirkede et eget Slags uigjennemskinneligt Porcellæn, som var meget eftersøgt og udsmykket med malede Fugle, Snegle o. s. v..
Den første engelske Fabrik, hvor der blev tilvirket haardt Porcellæn, blev anlagt omtrent 1760 af William Cookworthy, efterat han 1754 eller 1755 havde opdaget de rige Lejer af Kaolin i Cornwall. Cookworthy, som paa den Tid var Apotheker i Plymouth, synes allerede 1745 at have begyndt at tænke paa at anlægge en Porcellænfabrik, efterat han af en i Amerika bosiddende Person havde faaet Underretning om, at man havde fundet Kaolin og Feldspat i Virginia. Denne Meddelelse ledede ham til at foretage Efterforskninger i sin egen Egn, og det fortælles, at han skal have foretaget flere Fodtoure i Cornwall, forsynet med en »Ønskekvist«, ved Hjælp af hvis magiske Kraft han haabede at finde det søgte Stof. Ønskekvisten svarede dog ikke til hans Haab, men derimod traf det sig saaledes, at han i Kirketaarnet i Byen St. Colomb fik Øje paa en der indmuret Sten, som han undersøgte og fandt at være forvitret Granit. Ved nærmere Undersøgelse fandt han, at hele Taarnet var bygget af det samme Materiale, og fik snart at vide, hvor Stedet var, hvorfra Materialet var hentet, og hvor han ogsaa traf det eftersøgte. Dette Sted var enten Tregannon hill eller St. Stephens, der begge ligge i Cornwall, og som vare de første Steder i England, hvor der blev brudt Kaolin. Han anlagde derpaa en Fabrik, men Driften betalte sig ikke, hvorfor Cookworthy allerede 1774 overlod det Patent, han havde udtaget, til Richard Champion i Bristol, paa hvis Fabrik Tilvirkningen blev fortsat indtil 1778, da Champion maatte afstaa sin Ejendom til sine Kreditorer, og Fabriken blev nedlagt. Varerne fra Bristol ere særdeles smukke og godt forarbejdede, men bleve ikke den Gang skattede efter Fortjeneste, medens der nu betales en meget høj Pris for de Stykker, som findes.
I Liverpool anlagde en vis Richard Chaffers i 1752 en Fajancefabrik beregnet paa Udførsel til Kolonierne i Amerika. Da det snart derefter lykkedes Wedgwood at udvikle Fajancefabrikationen videre, begyndte Chaffers at frygte for, at den ny Fabrikation skulde skade hans og gjorde derfor Forsøg paa at tilvirke Porcellæn. Hændelsen vilde, at det lykkedes ham i en fra Wedgwoods Fabrik udgaaet Værkmester, Podmore, at faa en dygtig Hjælper, som kunde give ham Oplysninger om de Stoffer, han behøvede til sit nye Fabrikat. Det vigtigste af disse, Kaolin, var, som vi have set, kort i Forvejen blevet opdaget i Cornwall, og Chaffers begav sig nu derhen for at opsøge det for sin egen Regning.
Paa den Tid gik der endnu ingen Postvogne til Cornwall, og Chaffers maatte derfor foretage Rejsen til Hest, godt bevæbnet og forsynet med 1000 Guineer til at bestride Udgifterne ved Undersøgelsen. Han tog Vejen over London, hvor han skaffede sig Tilladelse til at foretage Boringer i Cornwall. De Undersøgelser, han anstillede, førte dog ikke til det ønskede Maal, og han besluttede at rejse hjem. Forinden sammenkaldte han de Arbejdere, han havde anvendt, og betalte dem deres Løn. Der manglede en af Mandskabet, hvorfor Chaffers overgav Formanden hans Løn og begav sig paa Hjemvejen. Vejen til den nærmeste By var saa slet, at man kun kunde komme langsomt frem. Da Chaffers havde redet en Stund, syntes han at høre et Tilraab; han steg af Hesten og gik op paa et højt Punkt, hvorfra han til sin store Glæde saa det Signal, man var kommen overens om afgive, naar Kaolin var blevet fundet, vaje fra en anden Høj. Den Arbejder, som ikke havde været tilstede ved Afregningen, havde alene fortsat Undersøgelsen, og det var lykkedes ham at finde en Kaolinaare. Chaffers standsede nu, antog Arbejdere, og han fik saa meget Ler, at han dermed kunde laste et Fartøj, som, smykket med Flag, blev hilset med Jubel ved Ankomsten til Liverpool.
Inden kort Tid lykkedes det ogsaa Chaffers at tilvirke smukt Porcellæn, der skaffede ham stor Anseelse; Wedgwood, hvem han havde givet et Theservice af sit nye Fabrikat, erkjendte, at Chaffers havde besejret ham. Den under saa lovende Auspicier begyndte Fabrikation blev dog af kort Varighed; Chaffers ovenfor nævnte Hjælper, Podmore, blev syg og døde af en smitsom Sygdom, og Chaffers selv, der havde besøgt den døende Ven og Medhjælper, blev strax efter ogsaa syg og døde af samme Sygdom.
Ingen af de ovennævnte Fabriker blev af nogen egentlig Betydning for Udviklingen af Englands Lervareindustri, der nu er saa storartet. Denne Industri opstod og udviklede sig i det nordlige Staffordshire, hvor de rige og let tilgængelige Kullejer i Forening med det rigelige Forraad af Ler af forskjellig Sort foranledigede Anlæget af Fabriker, hvor der i Begyndelsen tilvirkedes grovere, senere mere fuldkomne Lervarer. Allerede Aar 1466 omtales Lerkar, der vare tilvirkede her, og fra Slutningen af det 17de Aarhundrede nævnes Navnene paa flere Fabrikanter. I en i Aaret 1686 af Dr. Plot udgiven Bog om Staffordshire nævnes Burslem, en af Byerne i det nordlige Staffordshire, som en Plads, hvor Lervarefabrikationen blev dreven i stor Maalestok. Blandt dens Fabrikata nævnes særlig Smørkrukker som en af de vigtigste Artikler; deres Rumfang var endogsaa bestemt ved en Parlamentsakt. Omtrent Aar 1680 opfandt man den Kunst at bibringe Karrene et glasurlignende Overtræk ved at kaste Salt i Ovnene. Denne Methode blev snart almindelig anvendt, og som Bevis paa det store Omfang, hvori denne Industri allerede blev dreven i Burslem, anføres, at Saltdampene fra de mange Ovne stundom indhyllede byen i en saa stærk Taage, at man kun kunde se faa Skridt for sig, og at Folk løb paa hinanden paa Gaderne. Det saltglaserede Tøj kaldtes crouch ware.
I Aaret 1688 flyttede til England to Brødre Eler eller Elers, der vare fødte i Holland; de bosatte sig i Omegnen af Burslem, hvor de opdagede et Leje af fint rødt Ler, hvoraf de begyndte at tilvirke et Fabrikat af smukt Udseende, der var meget holdbart, og som lignede det røde japanesiske Porcellæn i den Grad, at man næppe kunde skjelne dem fra hinanden. Som dygtige Haandværkere indførte de desuden flere Forbedringer i Lervaretilvirkningen, men vakte derved de indfødte Haandværkeres Fjendskab og maatte døje mange Ubehageligheder, hvorfor de i 1710 flyttede deres Industri til Lambeth eller Chelsea, der nu ere Dele af London, men som den Gang laa udenfor. Uagtet de opbøde Alt under deres Virksomhed i Staffordshire for at bevare Hemmeligheden ved deres Fabrikat, blev den dog opdaget og bekjendt for de andre Fabrikanter.
Omtrent ved Aaret 1710 blev der i Staffordshire, ligesom i Liverpool, tilvirket en Fajance, der lignede den, der i stor Maalestok blev produceret i Delft. De Stykker, man endnu har i Behold heraf, kunne i Godhed og Udseende fuldt maale sig med den hollandske Fajance, men denne Tilvirkning synes dog ikke at have naaet et stort Omfang. I 1720 blev der gjort et vigtigt Skridt til Forbedring af Staffordshirevarerne, idet der blev indført Anvendelse af brændt Flint i Massen. Det fortælles herom, at en vis Thomas Astbury havde ved at anstille sig som Idiot opnaaet at blive antagen som Arbejder hos Brødrene Elers, der gjerne antoge saadanne Folk, om hvem de mente, at de ikke kunde forraade deres Hemmeligheder; han skal saa hos dem have lært Kunsten at tilvirke de bedre Lervarer og selv anlagt en Fabrik. Paa en Rejse til London bleve hans Hests Øjne angrebne af en Betændelse, hvorfor han bad Staldkarlen i en Kro i Dunstable om at hjælpe Dyret; denne kastede et Stykke Flint i Ilden, pulveriserede det og blæste Pulveret ind i Hestens Øjne. Astbury, der overværede denne Prøve paa Veterinærkunst, opdagede til sin Forbavselse, at den sorte og haarde Flint ved Ophedningen antog en blændende hvid Farve og tildels tabte sin Haardbed. Efter sin Hjemkomst besluttede han at prøve paa at anvende det til den Masse, hvoraf han fremstillede sine Lervarer; dette Forsøg faldt godt ud og bidrog i høj Grad til at forbedre Varen. Paa denne Tid begyndte man ogsaa i England, ligesom de franske Fabrikanter, at forfærdige Forme af Gips, hvori endel Sager tildannedes.
Gjennem gradvise Fremskridt udvikledes saaledes lidt efter lidt Lertøjindustrien i Staffordshire og var allerede voxet til et ret betydeligt Omfang, da Josiah Wedgvood begyndte sin Virksomhed som Lervarefabrikant. I højere Grad end nogen af sine Forgængere bidrog denne usædvanligt begavede Mand ved sine Opfindelser til at hæve denne Industri, ligesom han ved den af ham opfundne saakaldte queens ware lagde Grunden til den nuværende storartede Fajanceindustri i England. Wedgwood, der var den yngste af 13 Søskende, blev født 1730 i Burslem. Faderen var, ligesom flere andre Medlemmer af Familien, Lervarefabrikant og opdragede ogsaa sin Søn Josiah til den samme Virksomhed. Den Undervisning, han forresten fik, var meget ubetydelig, og først senere fik han Lejlighed til at erhverve sig Kundskaber. Hans usædvanlige Begavelse, som hidtil for endel havde erstattet Mangelen paa Kundskaber, lettede ham Studeringerne, saaat han særlig i Kemi erhvervede sig Indsigter, som vare usædvanlige for en Mand i hans Stilling. I sit ellevte Aar arbejdede Josiah efter Faderens Død en Tid lang hos en ældre Broder som Drejer, men maatte opgive dette Haandværk paa Grund af en Benskade, som han havde faaet efter en svær Sygdom; senere blev dette Ben endog amputeret, hvilken Operation han skal have underkastet sig med den største Fatning.
Efterat han havde forladt sit Arbejde som Drejer, gav han sig af med Modellering og Forming af smaa Gjenstande, saasom Knivskafter og Daaser, der solgtes til Birmingham. Disse Artikler bleve forfærdigede af Lerblandinger, som for at ligne Agat, Jaspis eller andre Stenarter vare farvede med Metalilter, og Wedgwood erhvervede sig i den Tid, han var beskjæftiget hermed, meget Kjendskab til Lerarterne og de Stoffer, som vare brugelige til at farve dem med. I 1752 gik han i Kompagni med en Fabrikank i Stoke-upon-Trent ved Navn Harrison, men dette Kompagniskab blev opløst allerede to Aar efter, og Wedgwood associerede sig nu med Thomas Whieldow, som den Gang var den første Fabrikant i Staffordshire; i den fælleds Virksomhed aabnede der sig en vid Mark for Wedgwoods Foretagelsesaand. Da alligevel Whieldow var utilbøjelig til at følge sin Kompagnon i hans Planer til en udvidet Bedrift ved at producere nye Sorter Lertøj, skilte Wedgwood sig fra Whieldow, da Kontrakten var udløbet 1759, og byggede i Burslem et eget Værksted, hvor han begyndte at tilvirke mindre Artikler af farvede Lerarter, hvad der lønnede sig saa godt, at han snart kunde leje sig en anden Fabrik, hvor han tilvirkede et Slags hvidt Stentøj. Efter atter nogen Tids Forløb skaffede han sig en tredie Fabrik, hvor han i 1762 fremstillede det fornemste af sine Fabrikata, det saakaldte creamcoloured ware (flødefarvet Tøj), en Benævnelse, som endnu den Dag idag bruges for den ordinære hvide engelske Fajance. Wedgwood foreviste nogle Sager af dette sit nye Fabrikat for Dronningen, der fandt saa meget Behag deri, at hun bestilte et helt Service heraf og udnævnte Wedgwood til Hofpottemager samt tillod, at det ny Fabrikat maatte kaldes Dronningens Porcellæn (queens ware).
Før Wedgwoods Tid var den Vare, som kom hans ny Fajance nærmest, bleven tilvirket af jernholdige Lerarter fra Stenkulsgruberne i Staffordshire, der bleve blandede med brændt og malet Flint. Til de ældste Sorter Fajance anvendte Wedgwood ogsaa disse Lerarter, men byttede dem snart med Lersorter fra Dorsetshire og Devonshire, der vare mere plastiske og renere end de tidligere benyttede, hvorhos han til sin Masse anvendte Kvarts og brændt Flint og senere endog Kaolin. Den af dette Materiale fremstillede Vare, som var dækket med en jevn og smuk Glasur af megen Holdbarhed, havde en behagelig, noget i det gule faldende Farvetone og stod saa højt over de Fabrikater af samme Art, som tidligere vare blevne fremstillede, at den, endskjøndt den egentlig kun var en Forbedring af et allerede forhen kjendt Fabrikat, dog maa anses for en ny Opfindelse. En anden Opfindelse var den saakaldte Jasper ware, et Slags Stentøj, hvori Flussmidlet tildels bestod af Tungspat (svovlsur Baryt). I Jasper ware udførte Wedgwood, paa en saavel i teknisk som kunstnerisk Henseende højst fuldendt Maade, en Mængde Kunstgjenstande, saasom Vaser, Urner, Kameer, Skaaler o. s. v., som stedse ville blive regnede blandt Keramikens Mesterværker. Han skyede heller ingen Bekostning for at skaffe sig gode Tegninger og Modeller, der ogsaa for hans Regning bleve udførte af Englands første Kunstnere. Blandt andre har Englands største Billedhugger, Flaxman, med hvem Wedgwood stod i nær Berøring, til hans Brug udført en Mængde Skulpturer, som derpaa bleve gjengivne i Ler. Blandt andre bekjendte Gjenstande, som Wedgwood udførte i jasper ware, kan nævnes Kopierne af den saakaldte Barberinivase (se Fig. 111).
Denne Vase, som nu opbevares i British Musæum, er tilvirket af en mørkeblaa Glasmasse, hvorpaa der er anbragt Ornamenter og Figurer af hvid Emaille, udførte med den højeste Kunst. Dette prægtige Stykke var i Aaret 235 e. Kr. med Asken af den romerske Kejser Alexander Severus og hans Moder Mammea bleven nedsat i Jorden i en Marmorsarkofag; paa Pave Urban VIII.'s Befaling blev den opgravet mellem 1623 og 1644; denne Pave hørte til Familien Barberini; tilsidst kom den til England i Familien Portlands Besiddelse. Da Wedgwood udførte denne Kopi, skal han for de første 50 han producerede have faaet 50 Guineer (c. 900 Kr.) for Stykket, men det paastaas, at dette betydelige Beløb dog ikke dækkede Udgifterne.
Wedgwood opfandt ogsaa et Slags sort Stentøj, som han kaldte Basalt, og hvori han udførte Arbejder i græsk og ægyptisk Stil; fremdeles en hvid Porcellænmasse til Figurer og et Slags hvidt Stentøj til kemiske og farmaceutiske Kar, samt en gulagtig Lervare, som han kaldte bamboo ware. Desuden fremstillede han nye Glasurer og Farver og indførte forbedrede Arbejdsmethoder og Værktøj; blandt andet fik den da brugelige Drejeskive en væsentlig Forbedring af ham. Et efter nye Principer konstrueret Pyrometer hører ogsaa til Wedgwoods Opfindelser.
I den Stil, som dengang var den herskende i Lervarernes Form og Udstyrelse, gjennemførte Wedgwood en fuldstændig Omvæltning, idet han brød med den herskende Rokokkostil og opstillede den antike Kunst som Forbillede for sine egne Kunstfrembringelser og indførte for de Artikler, som vare bestemte til daglig Brug, simplere og for den praktiske Anvendelse mere passende Former.
Som Følge af Produkternes jevnt tiltagende Anseelse og forøgede Afsætning bleve de gamle Værksteder snart for smaa, og Wedgwood anlagde derfor i Nærheden af Burslem en ny Fabrik, ved hvilken han opførte Boliger for sig og sine Arbejdere. Den blev færdig i 1769 og fik Navnet Etruria. Allerede 1768 havde han optaget til Kompagnon Thomas Bentley, en dygtig og kundskabsrig Mand, som blev ham til stor Nytte, især som Medhjælper ved den kunstneriske Del af Fabrikationen. En Fætter, Thomas Wedgwood, var hans højre Haand i de øvrige Grene af Forretningen. Etruria blev snart et verdensbekjendt Sted, hvis Produkter banede sig Vej til alle Dele af Jorden og fremkaldte en fuldstændig Omvæltning i den daværende Lervaretilvirkning.
I sit private Liv var Wedgwood en velvillig og afholdt Mand med frisindede Anskuelser. Tidligere end de fleste af sine Samtidige indsaa han Nødvendigheden af at løse de Baand, som Lovgivningen lagde paa Næringsvejen, og udtalte denne sin Anskuelse blandt andet i en Adresse, han stilede til Fabrikdistriktets unge Befolkning i Anledning af forefaldne Uroligheder. Paa egne og Kollegers Vegne henvendte han sig til Parlamentet imod en Petition af den ovenfor nævnte R. Champion i Bristol om Forlængelse af det Patent paa Anvendelse af Kaolin, som var bevilget Cookworthy og afkjøbt ham af Champion. Selv benyttede Wedgwood sig kun en eneste Gang af Retten til at udtage Patent.
Da han indsaa Vigtigheden af gode Kommunikationsmidler, var han en af de vigtigste Ophavsmænd til det Foretagende at forene Trent og Mersey ved en Kanal, hvorved der for Staffordshire vilde aabnes en Vandvej saavel til den østlige som den vestlige Kyst af England; han havde ogsaa den Tilfredsstillelse at se dette Arbejde fuldført.
Lykkeligere end de fleste andre Opfindere vandt Wedgwood ved sit Arbejde baade Anseelse og Rigdom; da han i Aaret 1795 døde paa Etruria, var han Medlem af Royal Society og flere andre lærde Selskaber samt efterlod sin Familie en fyrstelig Formue. I 1863 blev der paa Torvet ved Jernvejstationen i Stoke-upon-Trent afsløret en ved Subskription anskaffet Mindestøtte over Wedgwood, og samme Aar lagde Englands daværende Premierminister, Gladstone, der selv er en stor Samler af Porcellæn, Grundstenen til en Bygning, som indeholder Læresale og et keramisk Museum, og som fører Navnet »Wedgwood memorial institute«.
Allerede i Wedgwoods Levetid blev en stor Del af hans Opfindelser og Fremgangsmaader bekjendte og anvendte af hans Kolleger i Staffordshire, af hvilke flere bidroge til end yderligere at udvikle denne Industri, saaat der paa denne Plads i Slutningen af det forrige Aarhundrede var beskjæftiget over 20,000 Personer i Fabrikerne.
Den for Lervareindustrien saa særdeles vigtige Opfindelse at anbringe Farverne ved Trykning (se Afsnittet om Lervarernes Dekoration) blev gjort 1756 af John Sadler og Guy Green i Liverpool. Det fortælles herom, at Sadler, som var Kobberstikker af Profession, havde givet Børn i Nabolaget ituslagne og kasserede Graveringer til at lege med, og at Stykker af disse af Børnene vare fæstede paa Potteskaar. Sadler kom herved paa den Ide at forsøge, om det skulde være muligt at anbringe Mønstre paa Fajance og Porcellæn ved Hjælp af Kobberstik; han skal da have meddelt sin Ide til en vis Green, en meget begavet ung Mand, der var i hans Tjeneste, hvorefter de anstillede Forsøg, der tilsidst kronedes med fuldstændigt Held. Sadler gik derpaa i Kompagni med Green, hvorefter de begyndte at anvende deres Opfindelse til Anbringelse af Mønstre paa Sten og Lertavler og senere paa andre Gjenstande; det lykkedes dem indtil Slutningen af det 18de Aarhundrede at holde deres Fremgangsmaade saa hemmelig, at Fabrikanterne ikke blot i Liverpool men ogsaa i det flere Mil derfra liggende Staffordshire, vare nødte til at sende Varerne til deres Værksteder for at faa dem trykkede. Endnu i 1793 eller 1794 skulle de her have udført Arbejder for Wedgwoods Regning. Ved denne Tid var dog Hemmeligheden begyndt at blive bekjendt og anvendt ved flere Fabriker.
Omtrent ved Aaret 1800 indførte Josiah Spode i Stoke-upon-Trent Anvendelsen af brændte Dyreknogler i Porcellænfabrikationen og grundlagde herved den storartede Fabrikation af det saakaldte engelske Porcellæn. Spode opfandt ogsaa 1805 et Slags Halvporcellæn eller, rettere sagt, Stentøj, som kaldtes ironstone china. Dette Fabrikat, som udmærkede sig ved stor Holdbarhed, men som, hvad Udseendet angik, lod meget tilbage at ønske, fandt en Tid lang stor Afsætning i England og paa Fastlandet.
I Løbet af dette Aarhundrede har Lervaretilvirkningen i England gjort store Fremskridt, og en Mængde vigtige Opfindelser og Forbedringer ere blevne indførte, saavel hvad Fremgangsmaaden som selve Fabrikatet angaar. De ordinære Fajancearter, som i Begyndelsen bestode af en meget porøs og lidet holdbar Masse, have ved de i større Mængde anvendte Flussmidler faaet forøget Tæthed og Holdbarhed. Det ældste ironstone china, som i Henseende til Haardhed ganske vist nærmede sig det haarde Porcellæn, men som derimod ikke havde noget smukt Udseende, er bleven afløst af en anden mindre tæt, men dog særdeles holdbar og pyntelig Vare, som kaldes granite eller ogsaa med det gamle Navn. Tilvirkningen af Stentøj (stone ware) især til Kander, Vaser o. s. v. har taget et stort Omfang og leverer smukke Produkter. Mange nye Farver ere ogsaa blevne fremstillede i dette Aarhundrede, ligesom man har fundet paa bedre Methoder til at anbringe dem. Tilvirkningen af trykte Varer er ogsaa tiltaget i en betydelig Grad, især efter at man ved Aaret 1850 har fundet paa at fremstille de saakaldte flydende Farver (floved colours). I stor Maalestok tilvirkes ogsaa trykte og derpaa med flere Emaillefarver malede Sager. Blandt de mange forbedrede Arbejdsmethoder, Maskiner o. s. v., som ere blevne indførte efter Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, kan nævnes brændselsparende Ovne, Dreje- og Formskivernes Bevægelse ved Damp, Arbejdslokalernes og Tørrestuernes Opvarming med Damp ligesom en heldigere Indretning af disse sidste, Trykkemaskine ved Damp, de af Nedham & Kite opfundne og i 1859 indførte Filtrerpresser, en af Minton indført Maskine til Presning af Tegl og Gulvflader o. s. v.
Ved Aaret 1845 opfandtes Kunsten at tilvirke parian. Hvem Æren for denne Opfindelse tilkommer, vides ikke med Vished, men de første, der tilvirkede det, vare Mountford, Copeland og Minton. Den paa Udstillingen i London af Copeland udstillede Parianfigur, Narcissus efter Gibson, synes først at have henledet Publikums Opmærksomhed paa dette for plastiske Gjengivelser saa fortræffelige Materiale. Den moderne Majolika blev fremstillet af Herbert Minton i Stoke-upon-Trent i Aaret 1850. Med Undtagelse af Wedgwood har ingen af Fabrikanterne i Staflfordshire i saa høj Grad bidraget til den engelske Lervareindustris Fremgang som Minton. Foruden Majolikaen har han indført flere andre nye Fabrikater, f. Ex, de saakaldte encaustic tiles, eller Plader til Beklædning af Gulve og Vægge, til hvis Fremstilling han anlagde en særlig Fabrik, hvor de fremdeles tilvirkes af udmærket Skjønhed og i stor Mængde. Den af Minton grundlagte Fabrikation blev efter hans Død med stor Fremgang fortsat af hans Søstersønner, Campbell og Hollins. Den Porcellæn- og Fajancefabrik, der nu drives under Mintons Firma, beskjæftiger 1200 Arbejdere. Dette Firma udstillede i London 1862 en kolossal, af flere hundrede Dele sammensat Fontæne af Majolika, der havde en Højde af 46 og en Diameter af 39 Fod, og nu findes opstillet i Haven omkring det nye Industripalads i South Kensington.
Den anden Plads blandt Fabrikerne i Staflfordshire indtager Fabriken Copeland & Son, hvis Produkter i Skjønhed og Godhed konkurrere med Mintons. Ved denne Fabrik sysselsættes 900 Arbejdere. Blandt de øvrige Fabriker i Staffordshire maa nævnes Davenports, en af de største og ældste der paa Pladsen, samt det af Wedgwood anlagte Etruria, som især udmærker sig ved sine Arbejder i Jasper ware.
Af de udenfor Staffordshire beliggende engelske Fabriker udmærker sig især den gamle Fabrik i Worcester, hvis Produkter i Fuldendthed kappes med dem, der udgaa fra Mintons og Copelands Værksteder.
Som et Exempel paa den Pris, som kan opnaas eller ialtfald forlanges for fremragende Produkter af den nyere Keramik, kan nævnes et Par Vaser, som vare udstillede af Worcesterfabriken i London 1871; de vare dekorerede med Malerier i hvid Emaille paa dyb blaa Grund og l½ Fod høje; Prisen var ansat til 19,000 Kroner.
Tilvirkningen af de grovere Lervarer har ogsaa naaet større Omfang og Fuldendelse i England end i noget andet Land. Foruden sædvanlige Mursten og Bygningsornamenter tilvirkes ildfaste Sten i stor Maalestok; i 1866 til Exempel i Newcastle 80 og i Stourbridge 30 Millioner Stykker, foruden hvad der blev produceret paa andre Steder. Ved Siden heraf er England det egentlige Sted for Produktionen af større Gjenstande af ildfast Ler og Stentøj, saasom Gasretorter, samt Kar og Redskaber til kemiske Fabriker. I Lambeth i London har sidstnævnte Fabrikation sit Hovedsæde, og særlig ere de fra Doulton udgaaede Fabrikata af denne Art bekjendte og ansete. Om Betydningen af Englands Lervareindustri kan man gjøre sig et Begreb ved følgende statistiske Oplysning; foruden de talrige Fabriker til Produktion af grovere Lervarer fandtes nemlig i 1873 i Skotland 19 og i England 227 Porcellæn- og Fajancefabriker, af hvilke de 223 laa i det nordlige Staffordshire indenfor et Omraade af noget over en Kvadratmil.
Dette Fabrikdistrikt, der gjennemstrømmes af Trentfloden og gjennemkrydses i alle Retninger af Kanaler og Jernveje, kaldes ogsaa The potteries, og omfatter Byerne Longton, Fenton, Stoke-upon-Trent, Shelton med Hanley, Cobridge, Burslem og Tunstall, der tilsammen have omtrent 130,000 Indbyggere, hvoraf henimod 30,000 arbejde i selve Porcellæn og Fajancefabrikerne, medens en Mængde Mennesker ere beskjæftigede med de i samme Egn liggende Fabriker, der forsyne Lervarefabrikerne med Maskiner, Værktøj, Farver, Stenkul o. s. v. I 1864 var Værdien af samtlige fra England udførte Lervarer 26 Millioner Kroner; i 1872 var dette Beløb steget til omtrent 36 Millioner.
Uagtet, som det vil ses af disse Oplysninger, Englands Lervareindustri er af stor Betydning og i stadig Fremgang, udøver det dog ikke i denne Industrigren det samme Supremati over det øvrige Europa som hidtil. For nogle Aartier tilbage var det omtrent det eneste Land, hvor den fine Fajance og det »engelske« Porcellæn blev tilvirket i anseligere Mængde og af nogenlunde Godhed, medens nu de fleste europæiske Landes Behov, med Undtagelse af Norge, Rusland og Tyrkiet, bliver fyldestgjort ved indenlandsk Fabrikation, der i Godhed kan maale sig med den engelske. Fabrikationen af haardt Porcellæn i Tyskland, Østrig og Frankrig har desuden gjort saa store Fremskridt og er tiltaget saaledes, at den foruden at tilfredsstille disse Landes Fornødenhed ogsaa er Gjenstand for en betydelig Udførsel.
I Frankrig er Porcellænindustrien af stor Betydning, og de franske Porcellæner ere vel ogsaa de første i deres Slags. Dette gjælder ikke blot om de Artikler, som udgaa Ira Sèvres, men ogsaa om det franske Handelsporcellæn. Sèvres indtager ganske vist endnu Hæderspladsen, men turde dog snarere være at anse som et Kunstinstitut og et Akademi for den franske Porcellæntilvirkning end som en egentlig Fabrik. Efter Brogniarts Død i 1847 har Ledelsen af Sèvres været betroet de udmærkede Kemikere Ebelman og Regnault, der med Assistance af den i Keramiken meget ansete Salvetat fremdeles have opretholdt Institutionens Anseelse.
Blandt de Opfindelser, som i de seneste Aartier ere gjorte paa Sèvres, kunne nævnes Celadonfarverne foruden flere andre, den Maade at male paa, som kaldes pâte sur pâte o. fl.
Det franske Handelsporcellæn udmærker sig ved en smuk Farve og en høj Grad af Gjennemskinnelighed hvortil kommer, at det i Almindelighed er formet og i det hele tilvirket med større Omhu end de andre Landes Varer af samme Slags.
De franske Malerier paa Porcellæn, som i Almindelighed udmærke sig ved smukke Farver samt en duelig og smagfuld Udførelse, turde overhovedet anses for at være de første i deres Art. Den franske Porcellænindustri, har sit Hovedsæde i Limoges og dens Omegn, hvor et stort Antal Fabriker ligge. I det øvrige Frankrig findes desuden mange Porcellænfabriker. En stor Del af disses Produkter sendes hvide til Paris for at blive dekorerede i de derværende mange og storartede Værksteder for Porcellænmaleri. Værdien af den franske Porcellænexport steg allerede i 1850 til over 12 Millioner Kroner og er siden den Tid betydelig forøget.
Ogsaa Fajancetilvirkningen er af temmelig stor Betydning i Frankrig; der tilvirkes især i Paris en stor Mængde saakaldte Kunstfajancer, som dels ere Efterligninger af Palissyvarer og de øvrige gamle Fajancearter, dels ogsaa ere udførte i andre Stilarter. Store Fabriker for Tilvirkning af Fajancesager til daglig Brug findes i adskillige Byer. Af fransk Udspring og udviklet under Ledelse af Franskmænd er den storartede, nu til Tyskland hørende Fabrik i Saargemünd; det er maaske den største Lervarefabrik i Europa. Paa denne Fabrik, som sysselsætter henved 2000 Arbejdere, tilvirkes alle Slags Fajance og blødt Porcellæn. Dens Fabrikata staa saavel i teknisk Henseende som i kunstnerisk Udstyrelse særdeles højt.
I Tyskland gaa endnu Statsfabrikerne i Meissen og Berlin i Spidsen for denne Industris Udvikling. Begge Fabriker ere i de senere Aar blevne
flyttede fra deres gamle Plads ind i nyopførte storartede Bygninger, ved hvis Opførelse alle Nutidens Opfindelser ere anvendte. Begge opretholde i Almindelighed fremdeles den traditionelle Stil i deres Frembringelser. Ved Fabriken i Berlin har dens Leder, Möller, indført Gas ved Brændingen i Ovnene. Denne Opfindelse, der alt tidligere var gjort ved Porcellænfabriken i Klösterle i Böhmen, vil rimeligvis have en stor Fremtid for sig.
Hoveddistrikterne for den tyske Porcellænindustri ere Thüringen, Sachsen og Schlesien, i hvilke Egne der findes en Mængde Fabriker, der præstere et godt og smukt Fabrikat. Fra de thüringske Fabriker skrive sig de fleste af de Porcellænpibehoveder, der almindeligst forekomme i Handelen, smaa rigt forgyldte Vaser, smaa Figurer, Dukkehoveder og andet Legetøj. I Altwasser i Schlesien findes Tysklands største Porcellænfabrik, der tilhører Firmaet C. Tielsch & Komp. og beskjæftiger 700 Arbejdere. Fajancetilvirkningen i Tyskland er, hvorvel ikke af samme Omfang som Porcellænfabrikationen, i de senere Aar tiltagen i høj Grad, og flere nye store Fabriker ere fremstaaede. De betydeligste tilhøre Firmaet Villeroi & Boch og ligge i Mettlach, Wallerfangen og Dresden.
Kakkelovnstilvirkningen drives i stort Omfang i Nord- og Mellem-tyskland; det største Ry besidder fra gammel Tid den Feilnerske Fabrik i Berlin. I Stettin, Berlin og flere Byer tilvirkes en Mængde Terrakottaartikler, Bygningsornamenter samt Sten, Gasretorter og andre Gjenstande af ildfast Ler. De sidstnævnte Fabrikata kappes i Godhed med de bedste engelske af samme Art.
I Böhmen, hvor der findes baade Stenkul, Brunkul, ildfast Ler og Kaolin i stor Mængde, har der udviklet sig en Lervareindustri, som allerede har naaet et betydeligt Omfang, og som har de bedste Udsigter til at blive en af de vigtigste i Europa. De böhmiske Porcellæner kunne vistnok lige saa lidt som de tyske maale sig med de franske hvad Arbejdets Skjønhed og Godhed angaar, men de kunne til Gjengjæld leveres billigere end disse og have som Følge heraf vundet stor Udbredelse baade indenfor og udenfor Østrigs og Tysklands Grænser. Firmaerne Fischer og Mieg i Pirkenhammer, nær ved Karlsbad, Haidinger i Elbbogen samt Grev Thurn und Taxis i Klösterle ere for Øjeblikket de største Porcellænfabrikanter i Böhmen.
En Fabrik, der ogsaa ligger indenfor de østrigske Staters Omraade, Fischers i Herend har gjort sig bekjendt ved sine udmærkede Efterligninger af kinesisk og gammel sachsisk Porcellæn.
I Holland og Belgien er Lervareindustrien ligeledes ret betydelig, og der findes adskillige store Fabriker. Hollands største Lervarefabrik, der tillige er en af de største i Europa, ejes af Regout i Maastricht. — I Belgien tilhører den største Lervarefabrik Firmaet Boch frères.
Spanien og Portugal indtage ikke nogen betydelig Plads i Lervareindustrien. 1 Spanien maa dog nævnes Pickman & Ko.s Fabrik i Sevilla, der leverer en betydelig Mængde og ret gode Varer. Manuel de Soto y Tello har en anden Fabrik i samme By, og her forfærdiges navnlig smaa grønt, sort, blaat og hvidt glaserede Mosaikplader til Alhambras Restauration. I Valencia er der en Fabrik, som navnlig fremstiller Mosaikplader (Azulejos) med Reliefornamenter.
Ved Portugal maa nævnes en udmærket Fajancefabrik i Coimbra, den kongelige Fabrik i Rato og en Fabrik i Porto, der næsten udelukkende beskjæftiger sig med Masseproduktion af smaa Lerstatuer i Nationaldragter.
Som en national Lervareindustri paa den iberiske Halvø bør omtales Tilvirkningen af Alcarazzas, Krukker af porøst Ler, hvori Vandet i lang Tid kan holde sig friskt og koldt.
Italien indtager vistnok nu ikke mere den samme fremragende Plads som før paa Keramikens Omraade, men dets Lervareindustri staar dog endnu paa et meget smukt Standpunkt. Saavel i Nord- som i Mellemitalien findes der flere Porcellæn- og Fajancefabriker, der tilvirke Varer til dagligt Brug, og hvis Fabrikater kunne taale Sammenligning med de bedste Frembringelser fra andre Lande. I Neapel er der flere Fabriker, som levere udmærkede Efterligninger af gamle græske, etruriske og romerske Lerkar, ligesom ogsaa af Middelalderens og Renaissancens Fajancer. Blandt de mest bekjendte Fabriker ville vi nævne Freppas, der er en af de første, som har givet sig af med at tilvirke den nyere Majolika, og Ginoris, der blev anlagt Aar 1735; denne Fabrik, der er bekjendt under Navnet la Doccia, maa vistnok betragtes som uovertruffet baade i Henseende til den tekniske og til den kunstneriske Gjengivelse af de gamle italienske Fajancer og Majolika samt af det saakaldte Capo-di-Monte-Porcellæn. Det egentlige Porcellæn af dette Navn skriver sig fra en Fabrik, som Karl III. anlagde Aar 1736 ved Capo di Monte, tæt ved Neapel, men som standsede sin Virksomhed Aar 1821. Endel af denne Fabriks Frembringelser, der vare dekorerede med Relieffigurer, Planter o. s. v. med naturlige Farver, udgjøre nu Originalerne til Ginoris Efterligninger.
Ruslands første Porcellænfabrik oprettedes Aar 1746 i St. Petersborg, men havde i Begyndelsen slet intet Held med sig; franske Kunstnere have i lang Tid været ansatte ved Fabriken. Petersborgerporcellænet udmærkede sig ved sin smukke hvide Farve samt smagfulde Former og Dekoration. I Moskov begyndte der Aar 1780 en Porcellænindustri, som har frembragt Sager, der staa mindst lige saa højt som Sèvresfabrikens. For Øjeblikket skal den kejserlige Fabrik i St. Petersborg ikke staa paa noget videre højt Standpunkt; undtagelsesvis fremkommer der dog særdeles smukke Produkter, saaledes Efterligninger af Sèvresporcellæn, Bordplader med Blomsterdekorationer (siberiske Flora) og byzantinske Mønstre. En Fajancefabrik i St. Petersborg (Bonafedes) leverer ejendommelige Ovne, hvide med røde og grønne gammelrussiske Mønstre.
I Schweits, hvor der i forrige Aarhundrede blev grundlagt flere Porcellænfabriker, saaledes en i Zürich og to i Nyon, synes man nu væsentlig at have lagt sig efter Tilvirkningen af Fajanceovne; Schaffhausen, som allerede tidligere har havt et Navn i Fajancefabrikationen, er ogsaa nu Hovedsædet for denne Industri.
Fodnoter
redigérI den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ 1,0 1,1 I den trykte bog fylder dette billede en hel side, hvor de enkelte mærkers betydning er listet under; klik på billedet for at se et større billede med beskrivelser (noten er tilføjet af Wikisource)
- ↑ Kerameikos, Pottemagertorvet i Athen, var Begravelsesplads for de i Krigen faldne Borgere. Det græske Ord Keramos betyder Ler.
- ↑ Bygningskunsten og de tekniske Kunster. under afsnittet Den islamitiske Bygningsstil (noten er tilføjet af Wikisource)
- ↑ Nogle Forfattere ville dog udlede Navnet af Fayence, en lille By i Sydfrankrig.