Opfindelsernes Bog/Kemiens Historie og Methoder.
 |
Indledende Bemærkninger. Man kan have Ret til at paastaa, at enhver Farve i og for sig er smuk, og det er kun den upassende Brug, vi undertiden kunne gjøre af den, som kan fremkalde ubehagelige Virkninger. Den samme graa eller den samme røde Farve, der i det ene Øjeblik støder vor Skjønhedssands, kan komme til at virke tiltalende paa os, naar den i det næste Øjeblik bliver anbragt ved Siden af en passende anden Farve. Saaledes forholder det sig ogsaa med Toner, saaledes forholder det sig overhovedet med alt i Naturen: enhver Ting er i og for sig god og smuk og kan tjene en forstandig Hensigt.
Det er ganske træffende blevet sagt, at der egentlig ikke er noget, som kan kaldes Smuds; Smuds er kun en Gjenstand paa urette Plads. Guano er ikke noget vel valgt Samtaleemne i det fine Selskab, men Kemikeren er i Stand til at fremtrylle de allerskjønneste Farver, fra den svageste Ferskenrøde til Solnedgangens Karmoisin af denne samme Guano, Søfugles Exkrementer. Den ildelugtende Stenkulstjære spiller en stor Rolle i Kvindernes Toilette. Den uheldige Tjæreplet paa en lys Kjole forsvinder sporløst ved Anvendelsen af Benzin, men Benzin er ikke andet end et Produkt af selve Tjæren, udvundet af denne ved Destillation. Naar Tjæren behandles ved Varme, med Syrer og andre Reagentier, kan den bringes til at forandre sin Natur i den Grad, at den kommer til at lugte som den fineste Bittermandelolie, og at den kommer til at optræde i de vidunderligste Farvenuancer, hvoraf vi kun ville nævne nogle enkelte, mere bekjendte: Anilin, Magenta, Solferino, Azurin, Jodgrønt o. s. v. o. s. v.; de opstaa alle ved Forvandling af faa Stoffer, der alle lade sig fremstille af Stenkulstjære. Vi træffe her paa en stor Mærkværdighed: blandt disse Stoffer findes der et, Pikrinsyren, der er af gul Farve, og som navnlig finder en vigtig Anvendelse i Silkefarveriet; tidligere formaaede man imidlertid kun at fremstille dette Stof af den kostbare Indigo, og vi se altsaa her et mærkeligt Slægtskabsforhold mellem Legemer af højst forskjellig Beskaffenhed.
Det er navnlig Kemiens Fortjeneste, at alle disse Forhold ere blevne omhyggeligt udforskede og undersøgte, og at vi have lært ikke blot at fremstille mere værdifulde Produkter af mindre værdifulde, men ogsaa at gjøre en nyttig Anvendelse af meget, der tidligere kastedes bort som ubrugeligt. Vi ville bedst kunne faa et Begreb om, hvor store Tjenester Kemien allerede har ydet Verden, naar vi — om end kun ganske overfladisk — lade vort Øje glide hen over de talrige Skatte, vi aftvinge Naturen ved Kemiens Hjælp, for at benytte dem til Tilfredsstillelse af Livets større og mindre Fornødenheder, og naar vi derhos anstille en Sammenligning med tidligere Tiders Hjælpeløshed i denne Henseende.
Medens de Gamle egentlig blot kunde anvende de Stoffer til deres Nytte og Fornøjelse, som Naturen lægger færdige paa Jordens Overflade, og kun vare i Stand til at fremstille yderst faa ad kunstig Vej, formaa vi derimod at fremstille Stoffet i en uendelig Række af forskjellige Kvaliteter. Vi lade det gjennemløbe et Kredsløb af Forandringer, idet vi snart lade det forbinde sig med andre, snart igjen lade det skille sig fra dem, og vi kunne standse denne Forvandlingsproces, saa snart den er traadt ind i et Stadium, der forekommer os heldigt. Medens Stoffets Bearbejdning tidligere i aldeles overvejende Grad kun var formgivende, mekanisk, er den ved Kemien væsentlig kommen til at paavirke Stoffets indre Egenskaber.
Ganske vist ere Stoffets kemiske Kræfter allerede blevne satte i Virksomhed mod hverandre, saa snart Menneskene overhovedet have begyndt at bearbejde det, og allerede paa et tidligt Trin af Folkelivets Udvikling træffe vi paa Processer og Bearbejdninger, for hvilke der ligger kemisk Virksomhed til Grund. Saaledes ere Menneskene tidligt faldne paa at fremstille Bronce af Kobber- og Tinmalm, og at forfærdige baade Smykker og Vaaben heraf. Opfindelsen af glaslignende Masser er meget gammel, og selv de mest uudviklede Naturmennesker forstaa næsten altid at behandle Dyrehuder ved Garvning, saa at de kunne benytte dem til deres Klædedragt, og at udsmykke dem med mange Slags Farver. Men man bør vel erindre, at der er Forskjel paa empirisk Anvendelse af tilfældige Iagttagelser og paa logisk Udvikling af klart fremsatte Love.
Ligesom man ikke forstaar Fysik, fordi man kan lege med et Prisme i Solens Straaler og faa det hvide Lys til at opløse sig i smukt farvede Straaler, saaledes er der ikke fundet noget videnskabeligt kemisk Standpunkt, fordi man tilfældigvis gjør den Opdagelse, at Potaske, Kalk og Sand lade sig sammensmelte til en gjennemsigtig Masse. Det er kun Videnskaben, kun Kjendskabet til det indre, lovbundne Sammenhæng mellem Fænomenerne, der er i Stand til at udvikle sig og gjøre egentlige Fremskridt. Denne Videnskab er forholdsvis ung paa det Omraade, hvor vi nu skulle beskjæftige os med den: vi behøve næppe at gaa to Aarhundreder tilbage for at opdage Grundlaget for den nuværende Kemi. Men det har sin store Interesse for Menneskehedens Udviklingshistorie overhovedet at opsøge de allerførste eg allerfjerneste Spirer til en Videnskab, der har faaet en saa indgribende Betydning ikke blot paa Menneskehedens materielle Velbefindende, idet den har lært, hvorledes man paa bedste Maade skal benytte Naturens Rigdomme, men i endnu højere Grad paa Menneskehedens aandelige Udvikling, idet den har givet et dybere Indblik i Tingenes indre Væsen, og fordi den, i Forening med Fysiken har sat os i Stand til at forstaa den store Natur og dens Love.
Kemiens Historie maa derfor behandles i to Hovedafsnit. Det første maa beskjæftige sig med den ældste Tid, under hvilken der vistnok blev anstillet enkelte kemiske Iagttagelser, men disse dog ikke kunde sammenfattes til et Hele. Det andet Afsnit kommer derimod til at omhandle den Tid, hvorunder de talrige Iagttagelser bleve ordnede sammenhængende, det væsentlige og fælleds ved dem blev uddraget og derpaa fremstillet og prøvet som Lov. Det enkelte Fænomen faar her sit egentlige Værd i sit Forhold til det Hele, og dets Betydning bliver navnlig stor, fordi det peger hen paa og styrker de store Naturlove, Mennesker have udgrundet.
Videnskaben — det vil sige Summen af Iagttagelserne og de Resultater, man kommer til ved at sammenstille og sammenligne dem — forfølger bestemte, almindelige Maal med sine Sætninger og Methoder, der naturligvis endnu ikke kunne optræde i hin første Tid. Disse Maal ere, for Kemiens Vedkommende mere end ved nogensomhelst anden Videnskab, paavirkede af de ejendommelige Tidsretninger, ja endog tildels dikterede af disse. Ordet Kemi blev allerede benyttet for over 1400 Aar siden, uden at man dog ret kjender dets Herkomst, men det Begreb, der ligger til Grund for det, er dog først langt senere blevet klart bestemt og begrænset.
Det er navnlig to Retninger, som karakterisere det Tidsrum, der ligger mellem de ældste Spor til kemiske Iagttagelser og Begyndelsen til den nyere Kemi. Først og fremmest var det Bestræbelsen efter at forandre Metallerne, navnlig at fremstille Guld af mindre ædle Metaller; denne Bestræbelse gjorde sig gjældende fra det 4de til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede og tjente alle kemiske Foretagender til Udgangspunkt; det var Alkemiens Tidsalder. Efter denne Periode var Kemiens Opgave indtil Midten af det 17de Aarhundrede at forklare og helbrede Sygdomme, og denne Periode kunne vi kalde den medicinske Kemis Tidsalder.
For to Aarhundreder siden førte omsider de talrigt indvundne Erfaringer til at adskille de Forbindelser, som forskjellige Legemer indgaa med hverandre, og som man stadigt fandt rigeligere Lejlighed til at iagttage, og til atter at fremkalde nye Forbindelser. Denne Bestræbelse efter at lære Stoffets Forandringer at kjende under Paavirkning af forskjelligtartede Kræfter, og deraf at slutte sig til de legemlige Tings indre Væsen, er det mest karakteristiske ved den nyere Kemi, der dog hverken altid har været tro eller har kunnet være tro mod den Retning, den engang havde valgt. Navnlig blev den flogistiske Theori helt omstyrtet vad Lavoisiers Fremtræden og ved Indførelsen af Vægt i den kemiske Undersøgelse; nu begyndte de kvantitative Undersøgelsers Periode, der allerede har bragt Menneskeslægten saa store og velsignelsesrige Resultater.
De Gamles kemiske Kjendskab. Det maa vist henregnes til Umulighederne at kunne faa nogen klar Forestilling om de Fremgangsmaader, der fra tidligste Tid ere blevne anvendte af Jordens store Kulturfolk, for at hidføre en Forvandling af mange Stoffer og Substantser; thi vi have jo her ikke andet at støtte os til end højst usikre Sammenligninger med de Methoder, der anvendes af Folkeslag, som endnu leve i Urtilstand. En saadan Undersøgelse har iøvrigt ikke stor Værdi, da der jo ikke paa det daværende Standpunkt kunde udvikle sig virkelige kemiske Kundskaber af de Methoder, der bleve fulgte navnlig ved Forvandling af organiske Stoffer ved Kogning, Stegning, Gjæring o. s. v., skjøndt der jo herved kommer vigtige kemiske Kræfter i Virksomhed. Vigtigere for os i saa Henseende bliver Behandlingen af de uorganiske Stoffer, og her er det navnlig Benyttelsen og Udvindingen af Metallerne, som giver os de vigtigste Fingerpeg.
Som allerede bemærket i Begyndelsen af dette Værks 1ste Bind, finde vi allerede tidligt adskillige Metaller i Brug, saa tidligt, at historiske Talangivelser blive umulige. Bestemte historiske Data med Hensyn til Fremstilling af kemiske Forbindelser kunne vi kun skaffe os fra Ægypterne, Fønicierne, Israeliterne, Grækerne og endelig Romerne; i disse Nationers Kultur ligge Rødderne til den nuværende Civilisation. Kineserne, Mexikanerne og Peruanerne have ganske vist ogsaa været i Besiddelse af mangen betydelig Kjendskab i denne Retning, men de have dog ikke udøvet nogen saa varig Indflydelse og vilde derfor kun være af ringe Interesse for Kemiens Historie, selv om vi kunde faa et Indblik i disse Nationers Kulturhistorie, hvad der jo iøvrigt slet ikke er os muligt.
Det følger af sig selv, at et Folk, der, saaledes som Ægypterne, har været i Stand til at frembringe saa storartede Bygningsværker, maa have havt Kjenskab til Udvinding af forskjellige Metaller. Ægypterne besade desuden stor Færdighed i Farvning, og deres Historie nævner os endnu den Konge, der først forsøgte at fremstille den blaa Farve ad kunstig Vej; de kjendte endvidere til Fremstilling af Glas og benyttede forskjellige Desinfektionsmidler for at hindre Forraadnelse. Af Cedertræets Udsvedninger fremstillede de en Terpentin, og ved et Slags Destillation af Beg og Tjære fik de en kreosotholdig Vædske, som de anvendte imod Tandpine og forskjellige Hudsygdomme. I den ægyptiske Lægekunst synes »Spanskgrønt« og Blyhvidt at være bleven anvendt til Salver og Plastre, og Tilberedningen af disse Stoffer maa saaledes have været kjendt af den ægyptiske Præstekaste, der rigtignok rugede med stor Hemmelighedsfuldhed over sine naturvidenskabelige Kundskaber.
Om Fønicierne vide vi, at Kunsten at tilberede Farver og Glas ogsaa blomstrede hos dem, og at de kjendte til at udvinde og behandle Tinnet. De, saa vel som Ægypterne, vare Læremestre for Israeliterne, der dog ikke hævede sig op til noget væsentlig højere Trin. I det store Hele vare de naturvidenskabelige Kundskaber af meget begrænset Omfang hos de nævnte Nationer, og man er aldeles ikke berettiget til at antage, hvad man oftere har villet, at navnlig Ægypterne skulle have havt et dybt Indblik i Fysik og Kemi: en saadan Antagelse savner ethvert fast Holdepunkt og skriver sig vel nærmest fra, at man i Mysterierne og i den hele Gudelære ikke har villet se andet end et for Lægfolk uforstaaeligt Udtryk for klart opfattede Naturlove. Det kan maaske nok være, at mangen naturvidenskabelig Erfaring har indhyllet sig i et hemmelighedsfuldt Slør; men det maa dog være indlysende af det materielle Livs daværende Tilstand, at Kjendskabet til Naturen ikke har været videre omfangsrigt: ellers vilde en saa frugtbar Videnskab uden Tvivl være bleven anvendt til at fremme det materielle Velvære.
Ogsaa hos Grækerne synes Naturvidenskaberne kun at have været Gjenstand for en forholdsvis ringe Opmærksomhed. Paa Homers Tid (c. 1000 Aar f. Kr.) finde vi kun omtalt hvad der allerede var bekjendt for Ægyptere og Føniciere. Jernet var dengang endnu et sjeldent Metal, og overhovedet synes Kjendskabet til Malmernes Behandling at have staaet paa et lavere Trin hos Grækerne end hos Ægypterne, Fønicierne og Israeliterne. Endogsaa Tilberedningen af Lægemidlerne, der hævede sig til et saa højt Standpunkt ved Hippokrates (5te Aarhundrede f. Kr.), foretoges uden nogensomhelst Anvendelse af kemiske Methoder, og Mænd som den samtidigt levende Demokritos fra Abdera, der søgte at komme til Klarhed gjennem Forsøg, hørte til de store Sjeldenheder. Aristoteles omtaler nok, at Havvand mister sin ejendommelige Smag og bliver drikkeligt, naar det filtreres gjennem Ler, og Plato forsøger at give en Forklaring paa Jernrustens Fremkomst, men saadanne enkelte Iagttagelser og Forsøg kunde dog ikke bevirke et egentligt Fremskridt af de kemiske Kundskaber, og det samme gjælder ogsaa om den aristoteliske Lære om de fire Elementer eller snarere Elementaregenskaber (Ild; tør og varm; Luft: varm og fugtig; Vand: fugtig og kold; Jord: kold og tør). Denne Lære blev iøvrigt senere opfattet paa en ganske fejlagtig Maade og kom derved til at virke skadeligt paa Udviklingen af vor Videnskab. Theofrastos (f. 371 f. Kr., d. 286 i Athen), en Elev af Plato og Aristoteles, omtaler i sit Værk om Mineralierne Stenkul, Cinober og Svovlarsenik, samt giver nogle Oplysninger om Fremstilling af Blyhvidt og Mønnie. Som vi se, var de gamle Grækeres positive Kundskab kun meget ringe, og Romerne fik i naturvidenskabelig Henseende kun et højst ufuldkomment Materiale af dem.
I det romerske Riges Blomstringstid toge de herhen hørende Kundskaber et betydeligt Opsving som Følge af at Romerne under deres vidtstrakte Krigstog kom i Berøring med andre Nationer. Navnlig kunne vi spore betydelige Fremskridt i de videnskabelige Værker af Dioskorides, en Græker, der var født i Lilleasien, og som i det første Aarhundrede deltog i flere romerske Felttog i Asien, og af Cajus Plinius den ældre. Dioskorides beskriver et Slags Destillation og en Behandling af Svovlantimon; han kjender desuden til Kalkvand, Zinkilte, Kobbervitriol, og hans Beskrivelse og Fremstilling af forskjellige Præparater lader os formode, at han kjendte til mange Slags Apparater.
Hos Plinius finde vi endnu flere Fakta og Fremgangsmaader samlede, men rigtignok ganske kritikløst. Efter ham kjendte Romerne, foruden de allerede nævnte Metaller, ogsaa Kviksølvet og dets Evne til at opløse Guld. Guldamalgamet brugte de til Forgyldning. Man kjendte til Metallernes for-skjellige Smeltelighed og forstod sig paa at lodde og fortinne. Man kunde forandre Jern til Staal, og i Lægekunsten anvendte man Kobber- og Blyilte, som man fremstillede ved Ophedning af Metallerne i atmosfærisk Luft, ligesom ogsaa Zinkilte og Jernrust. Salpeter og Alun synes at have været dem ubekjendte; derimod betjente de sig af Svovlsyrlingen, der fremkommer ved Forbrænding af Svovl, til Rensning af Uld og som desinficerende Middel. Sæbe fik Romerne fra Gallerne; de fremstillede spirituøse Drikke ved Gjæring, men derimod forstode de ikke at fremstille ren Alkohol; ligeledes kjendte de kun Eddikesyre i fortyndet Form (Eddike). Af Farvestoffer stode Indigo og Purpurmuslingens Saft i den højeste Anseelse, og den Iagttagelse, man havde gjort, at Soda og forraadnet Urin ere i Stand til at frembringe mange Farveforskjelligheder, benyttedes i Farveriet, hvor der iøvrigt endnu ikke synes at have været Tale om Bejtsning. Det er uvist, om Ægypterne have kjendt til at farve ved Bejtsning, men det synes næsten saa; ialtfald have de holdt denne Kunst meget hemmelig.
Naar vi indenfor visse Grænser give den Antagelse Rum, at de ægyptiske Præster vare i Besiddelse af mange Slags naturvidenskabelige Kundskaber, kunne vi maaske heri finde den Bro, der fører over til den store Interesse for Kemi, som gjorde sig gjældende efter det romerske Riges Forfald, og som er fremtrædende blandt Byzantinerne fra det 4de Aarhundrede at regne. Præsternes omhyggelige Isolering og Folkets unaturlige Frygt maatte tabe sig ved Kristendommens større og større Udbredelse. De Kundskaber, der tidligere havde været Præsternes udelukkende Ejendom, bleve nu mere bekjendte ved at Indviede traadte over til Kristendommen; de bleve ialtfald ikke mere betragtede som religiøse Hemmeligheder, men som videnskabelige og kunde altsaa nu blive Gjenstand for en systematisk Videreudvikling. Alexandrien, der havde været Hovedsædet for de gamle ægyptiske Mysterier, blev nu ogsaa den nye Videnskabs Vugge.
Alkemiens Tidsalder. Den fremragende Lyst til videnskabelige Sysler, der var karakteristisk for Araberne, vaktes først hos dem fra Alexandrien, som de underkastede sig, og ved at de paa deres Erobringstog kom i Berøring med forskjellige andre Nationer. Det er ganske urimeligt at antage, at Spiren til det rige poetiske og videnskabelige Liv, der i næsten et halvt Aartusinde bragte denne mærkelige Nation til at staa saa overordentlig højt over alle andre, vilde kunne søges i selve denne Nation. Før det 8de Aarhundrede finde vi ikke hos Araberne noget Spor til en fredelig Retning, og hvorledes skulde man ogsaa kunne bringe en saadan Antagelse af en endnu ubevidst videnskabelig Længsel i Samklang med den vanvittige Ødelæggelse af det berømte alexandrinske Bibliothek i Aaret 642? Koranen med sin fatalistiske Verdensanskuelse forbyder jo ligefrem al Forskning, og som Følge deraf maatte jo dens fanatiske Tilhængeres Tankevirksomhed i Begyndelsen være meget indskrænket.
Først i det 4de Aarhundrede synes man at have tænkt sig Muligheden af efter Behag at forvandle et Metal til hvilketsomhelst andet; thi man kan vel have Grund til at antage, at denne Tanke, der indeholdt et Løfte om umaadelige Rigdomme, maa have ledet til Anstillelse af en Mængde Forsøg, men om saadanne hører man slet ikke tale før det 4de Aarhundrede. Denne Tanke støttede sig paa den herskende Anskuelse om Metallernes Natur, ifølge hvilken disse skulde være sammensatte, i forskjellige Mængdeforhold, af to Stoffer, der betegnedes med Navnene Svovl og Kviksølv, men som dog ikke vare det samme, som man i Almindelighed forstaar ved disse Begreber. Man antog, at Metalforvandlingen fremkaldtes ved et Stof, lapis philosophorum, de Vises Sten, der ogsaa til forskjellige Tider og af forskjellige Tilhængere af denne mystiske Lære blev kaldt den store Elixir, det store Magisterium (Mesterstykke) eller den røde Tinktur, og Fremstillingen af dette Stof blev senere Kemiens, Alkemiens, eneste Opgave.
Man ved ikke med Bestemthed, hvornaar denne Antagelse med Hensyn til Metallerne har gjort sig gjældende, og hvorfra den egentlig skriver sig. Rimeligvis er den fremkommet som Følge af fejlagtigt forstaaede Iagttagelser, som allerede dengang vare den europæiske Naturforskning bekjendte. Man havde saaledes iagttaget, at Jern, der bliver lagt i en Opløsning af blaa Vitriol, efter nogen Tids Forløb forsvinder, og at der i Stedet derfor viser sig et ligeformet Stykke Kobber, og, da man ikke vidste, at der fandtes Kobber i den blaa Vædske, og at dette udskiller sig i Stedet for Jernet, der opløses, troede man, at det ene Metal simpelthen havde forvandlet sig til det andet,
Saa fejlagtig denne Antagelse end var, medførte den dog en stor praktisk Nytte, idet man bragtes til at benytte Ilden som et virksomt kemisk Hjælpemiddel, hvis Indvirkning paa de forskjellige Legemer atter maatte føre til Iagttagelsen af en stor Mængde nye Kjendsgjerninger.
Fra Ægypten kom Alkemien til Grækenland og Spanien, og i det sidstnævnte Land finde vi i det 8de Aarhundrede Araberne ivrigt beskjæftigede med Dyrkningen af denne hemmelighedsfulde Videnskab. Blandt den Tids Kemikere maa vi først og fremmest nævne Geber, der ved sin Virksomhed langt overgik sine Efterfølgere Rhazes, Avicenna, Avenzoar, Albukasis m. fl. Fra det 12te Aarhundrede at regne bleve Araberne dog ganske overfløjede af de Bestræbelser, der gjorde sig gjældende i det vestlige Europa, der jo var kommen i Berøring med Østen, dels direkte gjennem Korstogene, dels indirekte gjennem Spanien, Italien (medicinske Skole i Salerno) og Grækenland.
Her begynder nu, navnlig med det 13de Aarhundrede, Guldmagerkunstens egentlige Blomstringstid, og, da Fyrsterne altid havde Brug for mange Penge, bleve deres Hoffer Samlingssteder for bedragne og bedrageriske Guldmagere. Ganske vist var der store Aander, saaledes som Albertus Magnus, Roger Bacon og Arnoldus Villanovanus, der anstillede alkemistiske Undersøgelser med uegennyttigt, videnskabeligt Alvor, men der optraadte dog snart andre, som aabnede et formeligt Felttog imod Mængdens Lettroenhed. Vi kunne endog kun vanskeligt værge os mod den Tanke, at adskillige videnskabeligt dannede Alkemister, der tilsyneladende nærede fuld og fast Tro paa, at de vilde naa det efterstræbte Maal, i Virkeligheden have havt en Anelse om, at de arbejdede forgjæves, men dog ikke have havt Selvbeherskelse nok til at frasige sig den Trolddomsmagt, de gjennem deres hemmelighedsfulde Kunst udøvede over de lettroende Sind. Ved Siden af Mænd som Raymundus Lullus, Isak og Johan Hollandus, Bernardo di Trevigo, George Ripley, Thomas Norton og Basilius Valentinus træffe vi et stort Antal uomtvistelige Bedragere med den bekjendte Nicolas Flamel i Spidsen; denne paastod, at han ved sine Transmutationer havde erhvervet saa store Rigdomme, at han havde kunnet bygge 14 Hospitaler og 7 Kirker samt udstyre dem med rigelige Midler. Jerôme Crinot maa have havt endnu mere Held med sig; thi, efter hvad han selv paastod, havde han bygget henimod 1300 Kirker ved Hjælp af de Rigdomme, de Vises Sten havde skaffet ham.
Fyrsterne modtoge saadanne pralende Eventyrere med aabne Arme i Haabet om saa hurtigt som muligt at komme i Besiddelse af den uvurderlige Hemmelighed. Lykkedes det dem ikke med det gode, forsøgte de, hvad Strenghed kunde udrette, men det var naturligvis ogsaa forgjæves. Saaledes ophøjede Kejser Rudolf II. Englænderen Kelley i Friherrestanden, idet han ventede, at denne til Gjengjæld vilde indvie ham i Alkemiens Mysterier, men da han ikke kunde føje sig efter Kejserens Ønske og ikke heller kunde frembringe saa meget Guld, som denne forlangte, lod han ham kaste i Fængsel; paa samme Maade gik det mange andre Guldmagere.
Man troede ganske almindelig paa Muligheden af at forvandle uædle Metaller til Sølv og Guld, og, som Følge af denne Overbevisning, var der sat Kemien en aldeles bestemt Opgave, paa hvis Løsning man uophørligt arbejdede, og som medførte meget store Bekostninger.
Skjøndt Frugterne af det stadige Arbejde ikke bleve saaledes, som man havde tænkt sig dem, indhøstedes der dog mange forskjellige Erfaringer og opdagedes der mange hidtil ukjendte kemiske Forbindelser, der førte til nye, rigtigere Anskuelser og som kunde blive til Nytte paa mange forskjellige Maader.
Allerede i det 8de Aarhundrede finde vi hos Geber (hans fuldstændige Navn var Abu-Mussa-Djabar-al-Koufi), men ogsaa næsten udelukkende hos ham, langt større Kundskaber end hos Plinius og Dioskorides. Denne geniale Maurer angav ikke blot med langt større Nøjagtighed de allerede bekjendte Legemers Egenskaber, men han opdagede tillige en stor Mængde nye samt anviste derhos flere kemiske Methoder, som tidligere ikke havde været kjendte. Ved Ophedning af Metaller fremstillede han flere Metalilter; han kjendte baade det røde og det gule Blyilte, det røde Kviksølvilte, det hvide Arsenik og dets Egenskab at farve Kobber hvidt. Han forstod at forbinde Svovl og Metaller med hinanden og lagde Mærke til, at der ved denne Proces lod sig fremstille et smukt rødt Legeme (Cinober) ved Forbindelse mellem Kviksølv og Svovl. Han fremstillede Potaske og Soda og vidste desuden, at begge disse Stoffer bleve ætsende, naar man tilsatte brændt Kalk til dem. Han var fremdeles den første, som anvendte Destilering, og saaledes fremstillede han Svovlsyre af Alun, Salpetersyre af en Blanding af Salpeter og Vitriol, koncentreret Eddikesyre af Eddike. Han benyttede Kongevand (Salpetersyre og Saltsyre) til at opløse Guld, og ved Hjælp af disse nyopdagede Reagentier fremstillede han en stor Mængde hidtil ukjendte Forbindelser og Salte, saasom salpetersurt Sølvilte, Kviksølvsublimat o. s. v., og han anvendte Filtrering og Omkrystallisering for at faa dem fremstillede i ren Form.
Jo talrigere Gebers Opdagelser ere, desto mere maa det forundre os, at hans Efterfølgere ikke bedre have forstaaet Betydningen af de Skatte, han havde ladet gaa i Arv til dem. Der er ikke en eneste af dem, der som Naturforsker kan maale sig med ham, men dette kommer maaske tildels deraf, at det navnlig var Læger, som dengang beskjæftigede sig med Kemien, og at saaledes Tilberedelsen af Lægemidler, næst efter Guldmageriet, blev Kemiens vigtigste Opgave. Medicin, Mathematik og Astronomi vare de vigtigste Undervisningsfag i de berømte arabiske Højskoler, der ogsaa vare Mønstret for den medicinske Skole, der i Aaret 1150 oprettedes i Montpellier, samt for Universiteterne i Paris (1215), Salamanca (1222), Neapel (1224), Padova (1227), Toulouse (1228) o. s. v.
Det vilde være os meget vanskeligt og vilde i ethvert Tilfælde føre os altfor vidt, om vi indlode os paa at anføre alle de enkelte Bidrag til Kemiens Udvikling, som afgaves efter Geber og før det 13de Aarhundrede. Vi forbigaa derfor ganske denne Mellemtid og opholde os først ved det nysnævnte Aarhundredes mest fremragende Forsker, Albert von Bollstädt, der paa Grund af sin store Overlegenhed i Almindelighed kaldes Albertus Magnus. Han kjender fuldkomment vel mange kemiske Processer og Methoder: ved Ophedning (Iltning) skiller han ædle Metaller fra uædle, og ved »Skedevand« (Salpetersyre) Guld fra Sølv. Metallisk Arsenik er ham bekjendt, og ved Sublimering udskiller han Svovl og Arsenik af Malmerne. Blandt de mange vigtige Stoffer, som han har opdaget, nævner man ogsaa Krudtet, men det er vanskeligt at afgjøre, om han med Rette tør nævnes som dets Opfinder. Derimod bør det fremhæves, at han ved sin store Anseelse formaaede at holde den skjæbnesvangre Mistanke for Trolddom borte fra sig og sine videnskabelige Forskninger, skjøndt denne Mistanke ellers var saa let vakt, og herved gavnede han Naturvidenskaberne lige saa meget som ved de direkte videnskabelige Opdagelser, der skyldes ham.
Næst efter ham kommer vor Opmærksomhed til at fæstes paa en Personlighed, hvis Billede det ganske vist er meget vanskeligt at opfatte klart og bestemt, nemlig Basilius Valentinus. Men trods den Usikkerhed, som hersker med Hensyn til hans Person, hans virkelige Anskuelser og den Tid, han anstillede sine Forskninger, kunne vi dog lade de Skrifter, der ere komne til os under hans Navn, gjælde som et Indbegreb af alt, hvad man kjendte i Retning af Kemi i den sidste Halvdel af det 15de Aarhundrede. Vi træffe her paa et temmelig nøjagtigt Kjendskab til Metallerne. Han er den første, der nævner noget om Egenskaberne hos Vismuth og Zink; han kjendte til Fremstilling af Kvikselv af Sublimat, til Beredning af Knaldguld, Blysukker, Jernvitriol (af Jern og Svovlsyre) og adskillige Antimonpræparater, den meget vigtige Tilvirkning af Saltsyre ved Behandling af Kogsalt med Svovlsyre m.m.m. Det, der giver disse Skrifter deres største Værdi, er, at vi i dem træffe de første Spor til en kemisk Analyse, som han navnlig anvender for at udfinde forskjellige Metallegeringers kemiske Sammensætning, og hvorved han ikke alene blev i Stand til paa en aldeles fyldestgjørende Maade at godtgjøre det falske i mange alkemistiske Antagelser, men tillige gav den kemiske Forskning en ganske ny Retning, hvis Følger bleve i højeste Grad betydningsfulde. Den analytiske Methode, der efterhaanden uddannede sig mere og mere systematisk, blev herefter den mest ufejlbare Prøvesten for de kemiske Theorier, og det er sikkert nok, at Kemien ikke har kunnet udvikle sig til hvad den nu er uden ved det nøjeste Kjendskab til de kemiske Foreningers Sammensætning.
Den medicinske Kemis Tidsalder. De alkemistiske Bestræbelser ophørte vistnok ikke med Basilius Valentinus; de fortsattes tvertimod lige ind i det forrige Aarhundrede, og maaske der endnu den Dag idag findes Tilhængere af denne mystiske Lære; ikke heller var det først efter hans Tid, at man begyndte at anvende de indvundne kemiske Indsigter til Forklaring af hvad der foregaar i det menneskelige Legeme eller til at berede Lægemidler af forskjellige kemiske Præparater. Det er saaledes kun den kemiske Forsknings Hovedretning, som adskiller den nu følgende Periode fra dens Forgængere og berettiger den til det Navn, den bærer.
Med det 16de Aarhundrede ophørte Metalforvandlingen at være den næsten udelukkende Gjenstand for den kemiske Forskning, og der gjorde sig nu — navnlig gjennem Paracelsus — den Anskuelse gjældende, at Kemien og Lægekunsten stode i det inderligste Forhold til hinanden, og det i en saadan Grad, at den sidstnævnte Videnskab kun betragtedes som en særlig Del af den anvendte Kemi. Det, der gav den første Anledning til den nye Opfattelse, var de talrige og vigtige Opdagelser med Hensyn til mange kemiske Præparaters medicinske Anvendelighed, der skyldtes tidligere Tider, ikke at tale om den meget gamle alkimistiske Trosartikel, ifølge hvilken de Vises Sten — foruden sin Evne til at forvandle uædle Metaller til ædle — ogsaa skulde have Magt til at helbrede alle Sygdomme og skjænke evig Ungdom.
Paracelsus, van Helmont og de le Boë (Sylvius) vare de mest fremragende Banebrydere for den nye Retning, hvorpaa Forskningen saaledes var slaaet ind; de gik ud fra den Antagelse, at alle det menneskelige Legemes Forretninger ere betingede af visse kemiske Indvirkninger, at den menneskelige Organisme kun er et Produkt af kemiske Elementer, og hele Livsprocessen kun en kemisk Proces, der kan blive irriteret og sygelig ved at en eller anden af Elementarbestanddelene kommer til at fremtræde stærkere eller svagere end under almindelige Forhold; som Følge heraf antoge de, at man ved at svække eller styrke den paagjældende Elementarbestanddel kunde bringe Legemet i sin tidligere normale Tilstand. Ogsaa disse Mænd og deres mindre betydelige Tilhængere tro paa Muligheden af Metalforvandlingen, men de gjøre den dog ikke mere til Hovedopgaven ved deres kemiske Arbejder.
Medens Alkemisterne havde sat Spørgsmaalet om Elementerne i forreste Række, skøde Iatrokemisterne, som de kaldtes, det efterhaanden længere til Siden, men i Stedet derfor begyndte man nu at efterforske de væsentlige Bestanddele, som indvirke paa Legemets særlige Organer og betinge dets Sundhedstilstand. Man fandt det snart ganske uforeneligt med Kemiens nyeste Erfaringer, at disse Bestanddele kunde være de tidligere antagne tre Elementer: Salt, Svovl og Kviksølv; i Stedet for disse fik nu Syrer og alkaliske Salte en stadigt voxende Betydning og Anvendelse. Men Fremstillingen af disse Stoffer maatte nødvendigvis føre til mange nye kemiske Opdagelser, og allerede hos Paracelsus finde vi midt mellem hans uklare og ofte ganske meningsløse Udtryk dog mange Antydninger om, at han meget godt kjendte til en stor Mængde Stoffer, man tidligere slet ikke havde vidst noget om, eller hvis Egenskaber man havde opfattet paa en aldeles fejlagtig Maade; ligeledes havde han udfundet mange nye og vigtige Fremstillingsmethoder.
Philippus Aureolus Theophrastus Paracelsus Bombastus von Hohenheim fødtes Aar 1493 i Einsiedeln i Schweiz, hvor hans Fader var Læge, og hvor han tidligt af denne fik Undervisning i Lægekunst, Astrologi og Kemi. Han flakkede i sin Ungdom omkring i hele Europa og i Orienten og synes at have studeret paa mange forskjellige Steder. Han skal ogsaa være kommen til Danmark og have tjent som Feltkirurg i den danske Hær under Stockholms Belejring af Kristian II. Paa denne Maade skaffede han sig ganske vist et for den Tid usædvanlig rigt Forraad af praktiske Erfaringer, men han erhvervede sig ikke nogen virkelig videnskabelig Dannelse. Da han saaledes selv manglede et solidt Grundlag at bygge paa, foragtede han ogsaa al Grundighed i det hele taget, og det i en saadan Grad, at han endog pralede af, at han under sine mangeaarige Rejser aldrig havde aabnet en Bog. Ved sin selvtillidsfulde og ejendommelige Fremtræden vandt han dog en Mængde yngre Lægers Tilslutning, saa meget mere som han jo virkelig besad store Kundskaber og en fremragende Genialitet, medens meget, af hvad hans lærde Modstandere hang fast ved, viste sig ganske fejlagtigt. Han blev ansat som Professor i Naturhistorie og Medicin ved Universitetet i Basel, hvor han holdt en Række populære Forelæsninger, men hvorfra han dog snart blev fjernet, da han ved sin hensynsløse Optræden havde skaffet sig mange Fjender. Han begyndte saaledes sine Forelæsninger med at brænde Galens og Avicennas Skrifter, som dengang vare Lægekonstens Orakler, og erklærede, at der var mere Lærdom i hans Skorem end i Galen og Avicenna tilsammen.
Han begyndte nu igjen sit tidligere omflakkende Liv og døde i stor Elendighed i Salzburg Aar 1541.
Samtidigt med Paracelsus levede der i Sachsen en Forsker, der var en fuldstændig Modsætning til ham; skjøndt han selv var Læge, forblev han ganske uberørt af den heftige Omvæltning i de kemiske og medicinske Anskuelser, der blev fremkaldt af Paracelsus, men egentlig først kom til at gjøre sig rigtigt gjældende efter dennes Død; han kan betragtes som Grundlægger af Mineralogien og Hyttekunsten. Denne Mand var Georg Agricola, født i Glaucha ikke langt fra Meissen Aar 1494. Han studerede dels ved Universitetet i Leipzig, dels ved forskjellige italienske Universiteter; da han var vendt tilbage til sit Fædreland, sysselsatte han sig, foruden med sin Lægevirksomhed, ogsaa med mineralogiske og metallurgiske Forskninger, nærmest foranlediget hertil ved det blomstrende Standpunkt, som Erzgebirges Bjergværksbrug dengang indtog. Han nedsatte sig som Læge, først i Joachimsthal og derpaa i Chemnitz, hvor han havde bedre Lejlighed til at dyrke sine Yndlingsstudier, og hvor han ogsaa døde i Aaret 1555.
De Fremskridt, Kemien gjorde, takket være ham, vare som sagt navnlig af metallurgisk Natur: han gav saaledes Anvisning paa, hvorledes Kobberet kunde blive fremstillet i ren Tilstand; ved at tilsætte Bly uddrog han Sølv af Kobber og Jern og lærte, hvorledes man skulde udvinde Vismuth, Antimon og Kviksølv af Malmene; han udarbejdede endvidere praktiske Methoder for fabrikmæssig Fremstilling af Kogsalt, Salpeter, grøn Vitriol og Alun.
Alle disse kemiske Arbejder følge jo egentlig deres egen, selvstændige Retning, helt og holdent uberørte af Tidsalderens Hovedretning, og de vandt derfor heller ikke strax den Paaskjønnelse, de fortjente. Blandt Agricolas Samtidige og nærmeste Efterfølgere fandtes der ikke en eneste, som kunde maale sig med ham i aandelig Begavelse og alvorlig Forskning.
Blandt Paracelsus' Tilhængere finde vi, foruden en Mængde Svindlere, ogsaa adskillige ærlige og geniale Forskere. Som saadanne maa nævnes Turquet de Mayerne, født i Genf Aar 1573, Oswald Kroll i Slutningen af det 16de og Adrian von Mynsicht i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede; ved deres Anseelse holdt de Liv i de nye Spirer, medens navnlig Andreas Libavius, død Aar 1616, bidrog til at klare de Vildfarelser, som klæbede ved det medicinsk-kemiske System, og som skyldtes dets Stifter. Han var udrustet med en ganske overordentlig Observationsevne og udarbejdede en hel Mængde nye Methoder, der bleve af den største Betydning, ikke alene ved Undersøgelsen af de Lægemidler, som vare kjendte før hans Tid, men ogsaa for Fremstillingen af nye kemiske Forbindelser. Det er ham, man har at takke for den Methode, der endnu den Dag idag ligger til Grund for Svovlsyrefabrikationen, nemlig Opvarming af Svovl sammen med Salpeter. Spiritus fumans Libavii er et endnu benyttet Navn for det flydende Klortin, som han fik ved Destillation af Kviksølvsublimat med Tin. Han skjænkede Luftarterne en høj Grad af Opmærksomhed, og han maa have forstaaet med stor Nøjagtighed at følge de analytiske Forskrifter, han havde givet, navnlig med Hensyn til Undersøgelsen af Malmene, thi han var ved Hjælp af dem i Stand til at paavise Tilstedeværelsen af Sølv i ethvert Slags Bly, der forekom i Handelen.
Ved Siden af Libavius kan man maaske stille Angelus Sala, Livlæge hos Hertugen af Mecklenburg; men over dem begge hæver sig Johan Baptist van Helmont, der ganske vist ikke kan siges fri for at være berørt af sin Tids Vildfarelser, idet han var en Tilhænger saavel af den mystiske Theologi som af alkemistiske Forsøg, men dog var i Stand til at udskille og samle alt det væsentligste og bedste af hvad man dengang vidste og at anvende det paa en heldig Maade. Vistnok blev han ved sin store Produktivitet og ved den fremragende Stilling, han indtog blandt samtidige Videnskabsmænd, forledet til en vel stor Selvtillid overfor sine egne Ideer, som han mangen Gang gav altfor frie Tøjler, men saadanne Smaasvagheder maa altid være undskyldelige hos Mænd som Helmont og navnlig paa en Tid, da hver Forsker overalt næsten kun fandt almindelige Antydninger, men intetsteds noget sikkert videnskabeligt Udgangspunkt.
Til Belysning af Helmonts theoretiske Anskuelser maa nævnes, at han helt og holdent forkastede den gamle, rodfæstede aristoteliske Lære om de fire Elementer, men at han tillagde Vandet en stor Betydning, da det er den hovedsagelige Bestanddel af alle Legemer. Da han imidlertid fuldt og fast troede paa Muligheden af Metalforvandlingen (uden dog at lade denne Tro udøve nogen Indflydelse paa Retningen af sine Arbejder), maa han have næret mærkværdigt falske Forestillinger om Legemernes elementære Sammensætning. Helmont var den første, som antog en Forskjel mellem Gasarter og Dampe, en Antagelse, som derpaa har holdt sig i Aarhundreder. Han iagttog, at Luften aftager i Rumfang, naar et Legeme forbrænder deri; han smeltede Kiseljord med et Alkali til et Slags flydende Glas (Vandglas) og mange andre Iagttagelser, som han anstillede, vise tydeligt nok hans skarpe Blik og udmærkede Methoder. Hans Erfaringer med Hensyn til Metalforbindelserne ere navnlig meget righoldige og skarpt bestemte, og adskillige af de Læresætninger, han afledede af dem, maatte blive af stor Betydning for Fremtidens Kemi; dette var saaledes Tilfældet med denne: af en Vædske kan intet Stof uddrages, som ikke tidligere fandtes deri (Kobber af en blaa Vitriolopløsning); eller denne: et Stof kan indgaa talrige Forbindelser og føres fra den ene til den anden uden derved at miste noget af sin Ejendommelighed og uden at det, naar det endelig udskilles, er af en anden Beskaffenhed end tidligere. Disse Sætninger ere saa klare og bestemte, at vi med god Grund maa undres over, at den Mand, der først har fremsat dem, ogsaa kan have hyldet aldeles modsatte Forvandlingsideer.
Vi ville ikke gaa nærmere ind paa at omtale hans kemiske Anskuelser om det organiske Liv og de deraf afledede medicinske Theorier; de ere nemlig ikke af Betydning for Kemiens Udvikling uden for saa vidt som de gjorde Kemien til Grundstudium for dem, der vilde uddanne sig til Læger, og paa denne Maade indirekte skaffede disse Theorier mange Tilhængere.
Men allerede nu begynde enkelte at betragte Medicinen som Biting ved deres kemiske Studier og mere at beskjæftige sig med Ejendommeligheden ved de Stofforandringer, der skulle iagttages, med andre Ord: man begynder at anstille kemiske Forsøg for Kemiens egen Skyld. Blandt disse maa fremfor alt nævnes Glauber, da han kom til at udøve en ganske særlig Indflydelse. Han var ganske vist ikke ganske fri for sin Tids Fordomme, men dette vedkommer os egentlig ikke her, da de talrige Opdagelser, som skyldes ham, og som navnlig interessere os paa dette Sted, slet ikke have noget hermed at gjøre og kun godtgjøre, at han maa have været i Besiddelse af et fremragende Observationstalent. Han var iøvrigt meget heldig med Forklaringen af mange rent kemiske Processer, og de Slutninger, han formaaede at uddrage heraf, vare ikke sjeldent af stor praktisk Værdi, idet de gave Oplysninger om Saltenes indre Sammensætning, kemisk Slægtskab o. s. v. Ved gjensidig Indvirkning af forskjellige Stoffer paa hverandre fremstillede Glauber en stor Mængde nye Forbindelser eller fremstillede ialtfald tidligere bekjendte Stoffer paa en ny og mere bekvem Maade. En af disse Forbindelser, der hurtigt blev meget bekjendt ved sine medicinske Virkninger, har gjort sin Fremstillers Navn meget populært: svovlsurt Natron kaldes endnu bestandigt i det daglige Liv: Glaubersalt.
Den kemiske Teknologi har ogsaa draget megen Nytte af Glaubers Forskrifter, der have været meget frugtbringende saavel for Salpeterfabrikationen som for Fremstillingen af forskjellige farvede Glasflusser, for Farveriet og for Malmenes Behandling i Hytterne.
Glauber behandlede ganske vist ikke Kemien i fuld Overensstemmelse med Iatrokemikernes Forskrifter, men han har dog udøvet en virksom Indflydelse paa Medicinen ved at fremstille saa mange nye Forbindelser, hvis medicinske Virkning ofte viste sig meget kraftig, og fra hans Tid at regne fik Brugen af kemiske Præparater i Lægekunsten en stedse større Udbredelse.
Men den rent medicinske Kemi, der kun betragter den menneskelige Organisme som et Produkt af Syrer og Baser, og som afleder alle Sygdomsformer fra adskillige Forandringer af de kemiske Egenskaber hos Legemets Vædsker, og følgelig hele det Tidsrum, vi nu have at gjøre med, finder sit fuldstændigste Udtryk i Franz de le Boë (Sylvius). Han var født Aar 1614 i Hanau og hørte til en adelig hollandsk Familie; efter at have studeret Lægekunst i Leiden og Basel, praktiserede han først i Hanau, derpaa i Amsterdam, indtil han Aar 1654 blev kaldet som Professor til Leiden, hvor han døde Aar 1672. Hans Anskuelser vandt stor Udbredelse saavel paa Grund af hans store Dygtighed som paa Grund af den Elskværdighed, der udmærkede hans Fremtræden ialtfald i Begyndelsen af hans Virksomhed. Han gik endnu videre end sin store Forgænger van Helmont, der antog Tilstedeværelsen af et gaadefuldt Aandevæsen i Mennesket, Arkeus, der sørgede for adskillige fysiologiske Forretninger, navnlig for Fordøjelsen. Sylvius forkaster enhver Tanke om aandelig Indvirkning paa disse Funktioner: i den vexlende Mængde og kemiske Beskaffenhed af Spyttet, Gallen og Bugspytkjertlens Saft saa han de eneste virkende Aarsager til de forskjellige Fordøjelsessymptomer. Paa lignende Maade forklarer han alle andre Forandringer i Menneskets Organisme, og hele Lægekunsten er ifølge hans Opfattelse kun en særlig Afdeling af den anvendte Kemi.
Med Sylvius kulminerer og afsluttes den medicinske Kemis Periode; hans Tilhængere opretholdt vistnok endnu en Tidlang hans Lærebygning, men dog udviklede Lægekunsten sig fra nu af mere og mere som en særlig Videnskab, der dog til en vis Grad indrømmede Kemien Plads, medens Kemien paa sin Side begyndte at bevæge sig mere utvungent og dels at begive sig længere ind paa det tekniske Omraade, dels efterhaanden at uddanne sig til en speciel Videnskab. Allerede hos Tachenius, en af Sylvius' mest fremragende Efterfølgere, finde vi, at der indenfor den kemiske Analyse er vundet mange vigtige Erfaringer saavel hvad angaar Opdagelsen af adskillige kemiske Stoffer i de Forbindelser, hvori de forekomme, som ogsaa med Hensyn til de enkelte Bestanddeles relative Vægtforhold.
Den nyere Kemi eller den naturvidenskabelige Naturforskning, som har til Opgave at undersøge Legemernes materielle Beskaffenhed, at paavise deres elementære Bestanddeles Art og Mængde og at foretage Forandringer med dem ved udefra virkende fysiske Kræfter, saasom Varme, Lys, Elektricitet o. s. v., er naturligvis ikke fremgaaet paa en Gang af den tidligere Naturforskning. Allerede længe i Forvejen træffe vi paa adskillige kemiske Forskninger, Erfaringer og Experimenter, som bære et ægte videnskabeligt Stempel, men dog forekomme saa spredte, at de ikke have kunnet virke bestemmende paa den almindelige Beskaffenhed af de kemiske Studier, hvorfor disses positive Resultater endnu dengang vare forholdsvis meget ubetydelige. Men i Midten af det 17de Aarhundrede vender Bladet sig: man finder, at adskillige Naturfænomener, der uophørligt vende tilbage, ere kemiske Processer, og Udforskningen af disse bliver nu Hovedsagen. Det Naturfænomen, der laa nærmest for Haanden, Forbrændingen, tiltrak sig i særlig Grad Kemikernes Opmærksomhed, og den Forklaring, man gav paa det, blev epokegjørende for Kemien; vi ville derfor omtale den lidt nærmere.
Den flogistiske Theori. Vi have allerede tidligere omtalt, at den nyere Kemis Historie omfatter to Hovedperioder. Under den første af disse beskjæftiger man sig kun med kvalitative Undersøgelser (m. H. t. Stoffernes Art og indbyrdes Forbindelse); under den anden Periode træder ogsaa den kvantitative Undersøgelse i Forgrunden (Undersøgelsen af de Mængdeforhold, hvori bestemte Stoffer kunne indgaa bestemte Forbindelser eller udskilles af disse). Den ældre Retning af Kemien savnede saaledes et væsenligt Hjælpemiddel for at kunne udgrunde Sandheden, og vi maa derfor heller ikke undre os over, at vi træffe paa en vilkaarlig Antagelse af Stoffer, der ved deres Tilstedekomst eller Fjernelse skulde kunne fremkalde de kemiske Processer.
Da man ikke ansaa det for Umagen værd at tage Hensyn til Vægten af de kemiske Forbindelser før og efter deres kemiske Forandring, og da man desuden ikke brød sig om at fremstille hine hypothetiske Stoffer, og der saaledes slet ikke var nogen Kontrol med deres virkelige Tilstedeværelse, kunde man efter Behag tillægge dem alle mulige Egenskaber, som kunde passe til de Theorier, man vilde opstille. Et saadant kemisk virksomt Legeme var nu det saakaldte Flogiston (Brændstof), om hvis Tilværelse Kemikerne vare overtydede i mere end halvandet Aarhundrede, medens dog ingen fandt sig foranlediget til at søge at komme efter dets specielle Egenskaber. Flogiston var blevet opfundet for paa en bekvem Maade at kunne forklare Forbrændingen, og man afstak de Grænser for dets Virksomhed, som syntes at stemme overens med de Iagttagelser, man havde gjort med Hensyn til denne kemiske Proces.
Hvor urigtig denne Forbrændingstheori end var, har den dog gavnet Kemien meget ved at sammenfatte en betydelig Mængde enkelte Erfaringer og ved at paavise noget, der var fælleds for dem alle, hvorved det blev langt lettere at faa et Overblik over dem, sammenholde og prøve dem. Den Anskuelse, at der udskilles noget af ethvert brændende Legeme, og at dette noget viser sig for os i Form af en Lue, samt at de Stoffer, der blive tilbage efter Forbrændingen, have udgjort Bestanddele af det opbrændte Legeme — denne Anskuelse er meget gammel og blev enten aabent forsvaret eller stiltiende godkjendt af den nyere Kemis tre ældste og mere fremragende Repræsentanter Boyle, Kunkel og Becher. Det gjaldt kun om at kunne gjøre klart, hvad man egentlig mente med dette ubekjendte noget, som udskiltes, og hvorledes man skulde tænke sig Foreningen mellem Flogiston og det øvrige, der fandtes i brændbare Legeme. Dette lykkedes Stahl paa en saa genial og udtømmende Maade, at hans Theori let og bekvemt lod sig bringe i Overensstemmelse med alle de kemiske Iagttagelser, man hidtil havde gjort, og herved blev det muligt at give en ret fyldestgjørende Forklaring af alle de Processer, der beroede paa Forbrænding.
»Alle brændbare Legemer,« — lærte Stahl — »saavel organiske som uorganiske, indeholde en fælleds Bestanddel, Flogiston; dette udskilles ved Forbrændingen, og, eftersom det findes i større eller ringere Mængde i det Legeme, der forbrændes, se vi enten en Flamme eller kun efterhaanden fremskridende Forandringer, saaledes som ved Metallernes Oxydering og Forkalkning. Kul, Svovl, Fosfor og lignende Legemer indeholde særdeles meget Flogiston.«
Stahls Værker ere skrevne i et meget ejendommeligt Sprog. Da Svovl kan brænde, maa det indeholde Flogiston, og at det virkelig ved Forbrændingen afgiver Flogiston beviser Stahl derved, at Svovlsyre ved Opvarming med Terpentinolie og lignende kulrige Stoffer (som altsaa indeholde meget Flogiston) igjen give Svovl. Dette er et af hans Hovedargumenter, og han udtrykker sig derom saaledes: »Man kann durch dieses Experiment einem Bauern (oder einem jeden) es gantz leicht demonstriren, dass ex acido et φλoγiστφ[1] Schwefel werde et vicissim ex hoc φλoγιστov[1] expelli et mox iterum cum eodem misceri queat«c:[2]). I dette kuriøse Sprog skriver han tykke Bind.
Man havde allerede indset, at Metallernes Oxydering (Iltning) eller Forkalkning, som man dengang kaldte det, ikke er andet end en langsom Forbrænding; naar almindeligt Svovl derfor blev anset som en Forbindelse af Svovlsyre og Flogiston, maatte man betragte Jern som en Forbindelse af Flogiston og Jernrust, og paa samme Maade blev nu denne Flogistontheori anvendt paa alle Legemer. Vilde man fremstille Jern af Jernrust, maatte man tilføre dette Flogiston; dette lykkedes ved Opvarming med et Legeme, der var meget rigt paa Flogiston, f. Ex. Kul, der da naturligvis opbrændte. Man ser, at denne Theori ganske godt holdt Stik i Praxis. Det varede imidlertid ikke ret længe, førend man fandt, at ved Jernets Forvandling til Jernrust, eller ved adskillige andre Processer, hvorunder man antog, at Flogiston udskiltes, det, som kun skulde have været en Del, en Rest, vejede mere end det oprindelige Legeme; man gjorde sig dog ikke store Bekymringer over denne aabenbare Modsigelse, men omtalte dette Forhold som noget, der var godtgjort ved Erfaringen og rimeligvis maatte komme af, at Flogiston var lettere end den atmosfæriske Luft og derfor søgte at hæve Legemerne op fra Jorden; naar Flogiston derfor ved Forbrændingen var bragt til at udskilles, var det jo ganske klart, at Legemets Vægt maatte blive større. Den flogistiske Theori kom saaledes til at danne et Sammenknytningspunkt, omkring hvilket de allerfleste kemiske Fænomener af nogen Betydning lode sig ordne paa en overskuelig og letforstaaelig Maade; den blev derfor til en Lov, som vandt Anerkjendelse og Udbredelse ved de talrige lærde Selskaber, der stiftedes i Midten af det 17de Aarhundrede.
Vi ville nu lidt nærmere omtale de Mænd, som ved deres uegennyttige og alvorlige Naturforskning lagde den egentlige Grund til Kemien, der saa mægtigt har bidraget til at hæve Menneskehedens Kultur. Robert Boyle indtager blandt dem en af de forreste Pladser saavel paa Grund af sin Genialitet som paa Grund af sin varme Sandhedskærlighed. Han blev født i Youghall i Irland den 25de Januar 1626 og nød en udmærket Opdragelse, hvorefter han endnu ganske ung foretog Rejser i Frankrig og Schweiz, hvor han navnlig opholdt sig længere Tid i Genf. Da hans Fødeland imidlertid led under indre Uroligheder, hvorved han var udsat for at miste sin Formue, saa han sig tvungen til at rejse tilbage; han opholdt sig først i Oxford, derpaa i London, hvor han navnlig arbejdede for det nys stiftede Videnskabernes Selskab (Royal society). Han døde Aar 1691 som Formand for dette Selskab, æret af alle paa Grund af sin utrættelige Virksomhed i Videnskabernes Tjeneste. Boyle blev af særlig Betydning for Videnskaben, fordi han — ligesom Bacon, hvis Dødsaar netop falder sammen med Boyles Fødselsaar — ved enhver Naturforskning tog Experimentet som Udgangspunkt og Rettesnor. Han havde en saa forsigtig Karakter, at han ikke vovede at fremsætte nye, uvisse Anskuelser, blot fordi de gamle ikke længere viste sig paalidelige. Han kjendte ingen anden Grundvold end omhyggeligt prøvede, faktiske Erfaringer, og paa disse skulde da de Slutninger, der med Nødvendighed kunde uddrages af dem, selv rejse en solid Bygning; de experimentale Kundskaber, hvormed han berigede Fysiken og Kemien, have ogsaa baaret god Frugt i en senere Tid.
Det var Boyle der først henledede Opmærksomheden paa den Egenskab hos Luftarterne, der senere fik sit Udtryk i den saakaldte Mariottes Lov. Fremdeles har han iagttaget, at der ved Indaandingen lige saa vel som ved Forbrændingen fortæres noget af Luften, ligesom ogsaa, at den Rust, der danner sig ved Metallernes Iltning, vejer mere end det tidligere Metal. Han var saaledes ganske nær ved den rigtige Forklaring af Kemiens vigtigste Proces, men med sin forsigtige og tvivlende Karakter vovede han ikke at tage Skridtet helt ud. Boyle havde frigjort sig for sin Tids fejlagtige Anskuelser, men, da han var i højeste Grad fordringsløs, nøjedes han med de gjorte Iagttagelser i Stedet for at bygge nye Systemer paa dem, da han nemlig frygtede for, at de paa Grund af Iagttagelsernes daværende Standpunkt muligvis ikke vilde komme Sandheden nærmere end de Systemer, hvis Urigtighed var blevet ham indlysende. Naar vi imidlertid hos en saa samvittighedsfuld Forsker træffer en udviklet Theori om det kemiske Slægtskab, kunne vi være overtydede om, at kun et righoldigt Forraad af omhyggeligt prøvede Iagttagelser har kunnet formaa ham til at opstille en saadan Theori; denne Theori, som vi dog ikke her kunne indlade os nærmere paa, hviler i Virkeligheden ogsaa paa en saa rigtig Opfattelse af de anstillede Iagttagelser, at den i det væsentligste stemmer overens med Nutidens Anskuelser.
Denne Boyles Theori, som er den første der giver os et virkelig videnskabeligt, omfattende kemisk Overblik, blev af den største Betydning saavel for Beskrivelsen af de forskjellige Grupper: Alkalier, Syrer og Salte samt for Fastsættelsen af Grænserne mellem dem indbyrdes, som ogsaa for den analytiske Bestemmelse af disse Stoffers Bestanddele; Boyle paaviste med Hensyn hertil, at man ofte kan være i Stand til med Sikkerhed at bestemme forskjellige Opløsningers kemiske Beskaffenhed ved at iagttage de Farveforandringer, Udfældninger m. m., som fremkaldes ved at disse forskjellige Opløsninger gjensidigt komme til at paavirke hverandre. Medens Boyle paa den ene Side stadigt viste sig som en fremragende theoretisk Videnskabsmand, der var begavet med skarpt Blik og klar Forstand, var han paa den anden Side ogsaa en praktisk Videnskabsmand: han forbedrede flere af den tekniske Kemis Methoder; selv udfandt han flere, og det synes næsten, som om alt strax viste sig for denne mærkelige Mand i sin rette Skikkelse.
Næst Boyle maa vi nævne Kunkel, der ganske vist endnu syslede med Alkemi, men dog gjorde adskillige vigtige Opdagelser; blandt andet udfandt han, hvorledes man kan fremstille Fosfor. Fremdeles bør vi fremhæve Becher, født i Speier Aar 1635, der fik stor Indflydelse paa hele Tidsalderen ved sin Forbrændingstheori, der senere blev videre uddannet af Stahl; endvidere i Frankrig Homberg og Lemery, begge Medlemmer af Académie des Sciences i Paris; den førstnævnte af dem indlagde sig stor Fortjeneste ved at gjøre talrige nye Iagttagelser frugtbringende baade for Theori og Praxis, den sidstnævnte ved sine utrættelige Bestræbelser for at skaffe Kemien større Udbredelse.
Vigtigere end disse sidste er Stahl, født i Ansbach Aar 1660; ved sine omfattende Kundskaber maa han henregnes til sin Tids betydeligste Videnskabsmænd, og ved den Samvittighedsfuldhed, der udmærkede hans Stræben, fik hans Anskuelser en epokegjørende Indflydelse. Hans enkelte kemiske Iagttagelser fortjene vistnok Anerkjendelse, men de ere dog ikke af saa stor Betydning for Historien, som Forbrændingstheorien, der navnlig støttede sig til Bechers Anskuelser, og som vi allerede have omtalt ovenfor under Navn af den flogistiske Theori; den blev bestemmende for lang Tid, og— selv om enkelte strengt experimenterende og prøvende Kemikere (saaledes som Friedrich Hoffmann, Professor i Medicin i Halle Aar 1693—1742) delte Boyles Mening om, at der ved Forkalkningen ikke ret vel kunde være Tale om at noget Stof undveg, da det Ilte, der dannedes, jo vejede mere end Metallet selv før Iltningen — kunde saadanne Indvendinger dog ikke komme til at gjøre sig gjældende, da man formelig var bange for, at den sindrige, nysopførte Bygning, den flogistiske Theori, skulde styrte sammen igjen. Den flogistiske Theori, der omfattede alle de kvalitative kemiske Erfaringer og Kundskaber, der vare samlede dengang, dannede en Grundanskuelse, der vistnok var falsk, men dog fyldestgjørende for den Tid, da den jo — naar det nysnævnte Punkt undtages — var i god Overensstemmelse med alt, hvad man dengang vidste; man kan ikke undres over den Anerkjendelse, den flogistiske Theori vandt, naar man erindrer, at det var den eneste, der var i Stand til at bringe noget helt ud af det rige Materiale af kemiske Kundskaber, man havde samlet i Tidernes Løb.
Stahls Theori, der ikke fandt saa stor Paaskjønnelse, som den fortjente, af de samtidige Videnskabsmænd, f. Ex. Boerhave, vandt langt større og mere aaben Tilslutning af de efterfølgende: Kaspar Neumann, Eller, Johann Heinrich Pott og den udmærkede Andreas Sigismund Marggraf, hvis Navn er nøje knyttet til en af den nyere kemiske Teknologis Grene, eftersom det var ham, der opdagede Sukkerroens Sukkerholdighed og gav Anvisning paa, hvorledes man kunde udvinde Sukkeret af den.
Den flogistiske Theoris Historie falder under hele denne Tid helt og holdent sammen med Kemiens almindelige, thi Flogiston spillede Hovedrollen, ikke alene i de vigtigste kemiske Processer, man dengang kjendte, men ogsaa i næsten alle andre materielle Forhold. De kemiske Stoffers forskjellige Egenskaber og gjensidige Indvirkning paa hverandre sattes i Forbindelse med den større eller mindre Mængde af dette Flogiston, som man antog allestedsnærværende. Saaledes troede man, at det var Flogiston, som bevirkede den smukke Farve i Berlinerblaat, da denne Farve forsvandt ved Opvarming.
Efterhaanden blev der dog anstillet flere og flere Iagttagelser, ved hvilke Flogistontheorien ikke holdt Stik: saaledes kunde man fremstille metallisk Kviksølv af rødt Kviksølvilte, uden at der hertil behøvedes noget Legeme, der udskilte Flogiston; denne og lignende Iagttagelser rokkede Troen paa den flogistiske Theoris Rigtighed. Blandt dem, der navnlig bidroge til at forberede en ny Epoke i Kemien, maa nævnes de tre engelske Kemikere Black, Cavendish og Priestley. Newton havde bevirket, at Naturforskningen i England foretoges med en vis mathematisk Nøjagtighed, og heri kan man maaske søge Forklaringen paa det sunde og uhildede Blik, hvormed den engelske Naturforsker saa paa Tingene i Sammenligning med de øvrige europæiske Kemikere. Selv naar han bekjendte sig til deres Anskuelser, var det mere i Formen end i Virkeligheden.
Skjøndt Black maaske nok i Begyndelsen hyldede Stahls Theori, blev han dog en af dem, der mest bidrog til at undergrave denne Theori, idet han nemlig lærte, at der ved den kemiske Forskning først og fremmest burde tages Hensyn til de kvantitative Forhold, og han tog ikke i Betænkning at slutte sig til nye Anskuelser, naar det var blevet indlysende, at de ældre vare fejlagtige. Flere af de Resultater, hvortil han selv kom ved sin Forkning, kunde ikke forklares efter de gamle Theorier; den Opdagelse han gjorde: at en Luftart, Kulsyre, lod sig forene med de kaustiske Alkalier, saaledes at den ophævede disses ætsende Egenskaber, og at denne Forbindelse havde en større Vægt end det kaustiske Alkali tidligere — denne Opdagelse blev af stor videnskabelig Betydning. Den styrkede nemlig i høj Grad den Anskuelse, at Flogisterne vare paa Vildspor, naar de antoge, at et tungere Legeme kunde udgjøre en Bestanddel af et lettere, og derhos henledede den ogsaa Forskernes Opmærksomhed paa et Omraade, nemlig Luftarternes, der tidligere var blevet ganske tilsidesat.
Det var navnlig Cavendish, der udmærkede sig ved sine Undersøgelser angaaende Luftarterne, og som i Aarene 1766—1785 gjorde en hel Række interessante Opdagelser med Hensyn til dem. Han bestemte saaledes Brinten som en særegen Luftart og antog, at den var identisk med Flogiston, da den jo udskilles under forskjellige Metallers (Zink, Jerns) Iltning ved svage Syrer (fortyndet Svovlsyre); han undersøgte de kulsure Salte og fandt, at den atmosfæriske Luft altid indeholder en konstant Mængde Ilt, hvilken Luftart Priestley havde opdaget kort i Forvejen. Af allerstørste Betydning var den vigtige Erfaring, der skyldes ham: at Vand bestaar af Ilt og Brint, og at det Forbrændingsprodukt, Vand, der fremkommer, naar Brint brænder i Ilt, netop vejer lige saa meget som de to Luftarter før vejede tilsammen; endvidere paaviste han ogsaa, at Kulsyren kun udvikler sig ved organiske Stoffers Forbrænding. Til disse Opdagelser slutter der sig en Mængde andre, der ikke ere mindre vigtige; men, skjøndt de alle vidnede imod Stahls Theori, kunde Cavendish dog ikke lade sig bevæge til at forkaste denne; derved forringede han selv Fortjenesten af sine Arbejder.
Undersøgelsen af Luftarterne blev nu Udgangspunktet for den nye Epoke i Kemien; Cavendish havde kun faaet Tid til at undersøge et mindre Antal, men Priestley fortsatte paa den samme Vej og anstillede en Mængde betydningsfulde Iagttagelser. Priestley, der var født nær ved Leeds i Yorkshire Aar 1733, blev først bestemt for Handelen, men begyndte derpaa i sit nittende Aar at studere Theologi og de døde Sprog, og under en stor Del af sit urolige, omflakkende Liv vedblev han at virke som Dissenterpræst og Lærer. 1 en Alder af 25 Aar følte han sig pludselig tiltrukken af Naturvidenskaberne, og den Omstændighed, at han senere ikke fik Lejlighed til udelukkende at ofre sig for Naturforskningen, er vistnok Grunden til, at han ofte selv ikke indsaa, hvorhen hans Opdagelser førte, og at han derfor ikke sjelden maatte dele den videnskabelige Ære med andre, skjøndt den egentlig ene og alene burde have været hans. Han var den første, der fremstillede de fleste Luftarter i isoleret Form eller ialtfald opdagede forbedrede Methoder til at fremstille og undersøge dem. Foruden Ilten opdagede han Kvælstofforilte og Kulilte; endvidere fremstillede han Svovlsyrling, Klorbrinte, (c:[3] Saltsyre i luftformig Tilstand), Ammoniak og Fluorkiselluft; foruden disse kunde der endnu nævnes en Mængde Stoffer eller Fænomener, som Priestley har været den første til at opdage og ofte har undersøgt paa det nøjagtigste. Det gik imidlertid ham ligesom det var gaaet Cavendish: han blev til det sidste en Tilhænger af Stahls Theori.
Samtidigt finde vi i Sverig en meget levende Interesse for Naturvidenskaberne, nærmest kaldt tillive af Linné. I Upsala var Torbern Bergman, født Aar 1735, Professor i Kemi, og erhvervede sig et berømt Navn, i Særdeleshed ved sine udmærkede Forskninger i analytisk Kemi. Da den Fremgangsmaade, man dengang i Almindelighed anvendte, ofte var meget mangelfuld, trængte de Resultater, hvortil han kom, ikke sjeldent til Rettelser, men deres righoldige Beskaffenhed muliggjorde dog en omfattende Anvendelse af dem, og den geniale Forsker forsømte intet i saa Henseende, navnlig ved Klassificeringen af de to vigtige Grene af Videnskaberne: Mineralogi og Geologi.
En anden Kemiker, den sidste i denne Periode, var Karl Vilhelm Scheele, født Aar 1742 i Stralsund og død Aar 1786 i Köping i Sverig, var nøje knyttet til Bergman; han var kun en fattig Apotheker, men gjorde under sin forholdsvis korte Levetid en stor Mængde kemiske Opdagelser af den allerstørste Vigtighed. Det er ham, Videnskaben har at takke for den ældste nøjagtige Undersøgelse af de organiske Syrer, der for en stor Del slet ikke vare kjendte før ham. Paa det uorganiske Omraade opdagede han Molybdæn og Volframsyren, Klor, Baryt, Flussyre og Blaasyre m. fl. Uden at kjende til Priestleys tidligere Opdagelse af Ilten, fremstillede han denne Luftart af Brunsten, Salpeter, Kviksølvilte og flere Stoffer. Han antog imidlertid, at Klor var Saltsyre, der var berøvet sit Flogiston, og hyldede altsaa endnu den flogistiske Theori; men paa en Tid, da næsten alle betragtede Flogiston som Brint, vilde dette i Grunden sige, at Kloret var et Grundstof, en Opfattelse, hvis Rigtighed Davy senere godtgjorde. Scheele, der ikke med Urette er bleven kaldt »den analytiske Kemis Fader«, afslutter paa en glimrende Maade den lange Række af den flogistiske Theoris Kemikere, men de Undersøgelsesmethoder, som han, Priestley, Cavendish og Black udarbejdede, samt de betydningsfulde Opdagelser, som skyldes disse Mænd, vare kraftige Vaaben, der snart skulde overvinde den gamle, fejlagtige Theori og saaledes bidrage til, at der blev udviklet en ny, hvortil der i England og Frankrig allerede var bleven lagt Spire omtrent Aar 1770, medens den flogistiske Theori endnu forstod at hævde sin Stilling i Tyskland indtil henimod Aarhundredets Slutning.
Den nyere kvantitative Kemi. Da man langt om længe var kommen til Erkjendelse af, at Forbrændingsproduktet ved ethvert Slags Forbrænding vejer mere end det forbrændte Legeme, blev denne Sandhed det Midtpunkt, hvorom en ny Opfattelse og Forklaring af alle kemiske Forhold begyndte at dreje sig. Ilten var opdaget. Man havde fremstillet den af forskjellige Metalilter, medens man samtidigt fik rent Metal. Man vidste desuden, at en Flamme, der brænder i en lukket Beholder, formindsker den indesluttede Lufts Volumen. Lavoisier benyttede nu disse Kjendsgjerninger som Udgangspunkt, og ved dels at sammenknytte dem, dels at udfylde alle Huller i Bevisførelsen paa en genial Maade, kom han til en Slutning, der for stedse tilintetgjorde den flogistiske Theori, og denne Slutning lyder saaledes: Forbrænding og Forkalkning ere Foreningsprocesser med Ilten, og Vægtforøgelsen hos det Legeme, som forbrænder eller forkalkes, svarer aldeles nøjagtigt til Vægten af den Ilt, som indgaar Forbindelse med det paagjældende Legeme.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Lavoisiers Storhed som Kemiker; medens nogle have fremhævet, at han var den nyere Kemis egentlige Grundlægger og tillige dens eneste Forsvarer paa en Tid, da hele den øvrige lærde Verden endnu hang mere eller mindre fast ved de gamle Læresætninger, have andre ment, at han ofte er bleven hævet altfor højt til Skyerne af samtidige Forfattere paa Bekostning af sine geniale Forgængere, og det kan ikke heller skjules, at han ved flere Lejligheder ikke tog i Betænkning at tilegne sig Æren for andre Videnskabsmænds Opdagelser; dog maa det samtidig siges, at han saa i dem, hvad de egenlige Opdagere aldrig havde drømt om. Ved sit glimrende Geni i Forbindelse med en klar Iagttagelsesevne samt en overordentlig Dygtighed i at anstille Experimenter, der udmærkede sig ved en for den Tid forbavsende Nøjagtighed, var han i Stand til at underkaste sine Forgængeres Arbejder en indgaaende Kritik, samt at føre dem videre og uddrage Slutninger af dem, som havde ligget skjulte for den egentlige Opdager.
Før Lavoisier brød man sig i Almindelighed kun lidt om alle Vægtforhold, idet man, som den sidste Støtte for den hensygnende flogistiske Theori, antog, at den Varme, der udviklede sig ved Forbrændingen, kunde vejes. Men saa snart det var blevet afgjort, at Varmen ikke havde nogen Vægt maatte alle Vægtforandringer tilskrives en Forening med eller Udskillelse af materielle Stoffer, og, naar man først havde opnaaet Klarhed med Hensyn hertil, maatte Kemien antage den Skikkelse, som den virkelig fik i Slutningen af forrige Aarhundrede.
Vægtskaalen kom fra nu af til at afgjøre alt, hvad der angik de kemiske Legemers Sammensætning. Heraf følger ganske naturligt, at de analytiske Methoder maatte udvikle sig til en hidtil ukjendt Grad af Skarphed og Nøjagtighed. Naar man nu undersøgte den relative Mængde af de enkelte Bestanddele, der tilsammen udgjøre visse faste Stoffer, fandt man, at Vægtforholdet mellem Bestanddelene i et og samme kemiske Legeme altid var og blev det samme, at f. Ex. en vis Mængde Jern, naar det forvandledes til Jernilte, altid optog en vis Vægtmængde Ilt, der atter paa sin Side udkrævede en altid lige stor Mængde Bly for dermed at danne Blyilte. Nu vidste man altsaa, i hvilket Vægtforhold de to Metaller ved deres Iltning med en og samme Vægtmængde Ilt ligesom kunde ombyttes med hinanden, men man fandt, at dette Vægtforhold blev uforandret ved alle andre Forbindelser, som disse to Metaller kunne indgaa, f. Ex. med Klor eller Svovl, og ved de Undersøgelser af de elementære Legemer, man vedblivende anstillede i denne Retning, førtes man til Opstilling af Forholdstallene, der kom til at danne Grundvolden for hele Kemien. Herved lagdes der ogsaa Grund til en hel ny Lære om Elementerne, og Atomtheorien fandt atter Indgang i Naturforskningen; da man nu snart opdagede, at alle Stoffer forbinde sig med hinanden efter hine Tal, vistnok paa forskjellig Maade, men dog altid kun i ganske simple Forhold (1:2, 2:3, 1:3 o. s. v.), havde man heri den strengeste Kontrol for alle kvantitative Bestemmelser.
Dette var de nærmeste Resultater af Lavoisiers Virksomhed; de indeholdt det vigtigste Materiale til Kemiens nye Bygning, og den kommende Tid havde egentlig ikke andet at gjøre end at opføre Bygningen af det forhaandenværende Materiale; ved dette Arbejde har Kemien havt stor Hjælp af de øvrige Naturvidenskaber.
Ved sin Atomtheori kom Kemien i nær Berøring med Fysiken; ethvert Resultat, der var opnaaet paa det ene Omraade, strakte sine Virkninger ind paa det andet Forskningsomraade. Lige betydningsfulde vare de Fordele, som Kemiens forandrede Stilling bragte Botaniken, Fysiologien, Lægekunsten og Mineralogien; denne sidste kunde ikke faa noget sikkert Udgangspunkt for Klassificeringen af Mineralierne uden ved at betragte dem som kemiske Forbindelser, der vare fremkomne i Kraft af en eller anden urokkelig Lov; i de tre første Videnskabsgrene gjorde der sig rigtigere Anskuelser gjældende med Hensyn til den Maade, hvorpaa Materien optræder i det organiske Liv og altsaa samtidigt med Hensyn til de organiske Livsfunktioner.
Antoine Laurent Lavoisier, født i Paris Aar 1743, beskjæftigede sig allerede fra sin Ungdom med Naturvidenskaberne og blev allerede Aar 1768 Medlem af Académie des Sciences. Han svang sig hurtigt op til Ære og Berømmelse. Et Generalforpagterembede, som overdroges ham, gav ham alle nødvendige Midler til at udføre sine videnskabelige Forskninger, og ved Resultaterne af disse, som han ogsaa forstod at gjøre i højeste Grad nyttige for Industrien, kom hans Mening adskillige Gange til at blive den afgjørende i forskjellige vigtige økonomiske Regjeringsforanstaltninger. I Aaret 1776 blev han stillet i Spidsen for Bestyrelsen af Krudt- og Salpeterfabrikationen, og i Aaret 1790 blev han af Nationalkonventet udnævnt til Medlem af en Kommission til Regulering af Maal og Vægt. I Aaret 1772 begyndte han sin reformatoriske Virksomhed; hans Afhandling »Om Forbrændingen« udkom Aar 1778 og »Om Flogiston« Aar 1783, men forinden havde han anstillet og beskrevet en stor Mængde Undersøgelser om Forbindelsen mellem forskjellige Legemer (navnlig Svovl, Fosfor, Kul og Kvælstof) og Ilt, hvorved han havde leveret Beviser for sin nye Læres Rigtighed.
Det følger næsten af sig selv, at et saa fremragende Talent som Lavoisiers ogsaa maatte gjøre sig bemærket ved sin gavnlige Indflydelse ogsaa paa andre Omraader; men det er dog først og fremmest Kemien, som denne store Mands Fortjenester kom til at gavne. Lavoisier undgik imidlertid ikke den Skjæbne, der rammede saa mange af den Tids mest fremragende Mænd: de, der havde indskrevet »Frihed, Lighed og Broderskab« paa deres blodige Fane, nærede en afgjort Uvillie mod alle, der paa den ene eller den anden Maade ragede op over Mængden: paa en aldeles ugrundet Mistanke om Tobaksforfalskning og Pengeudpresning blev Lavoisier tilligemed 27 andre Generalforpagtere dømt til Døden og guillotineret Aar 1794. Da hans Forsvarer for Blodtribunalet henviste til Lavoisiers Storhed som Videnskabsmand, afbrød Præsidenten ham med de Ord: »Vi have ikke mere Brug for Videnskabsmændene!« (Nous n'avons plus besoin des savants!), og Dødsdommen faldt.
Næsten samtidigt med Lavoisier fremtraadte der i Dijon en Kemiker, der vistnok i Begyndelsen kun gjorde Naturvidenskaberne til et Bistudium, men dog snart fik Plads blandt de Lærde, dels som Følge af sin klare Fremstillingsmaade, dels paa Grund af den heldige praktiske Anvendelse, han forstod at gjøre af sine Arbejder. Denne Kemiker var den geniale Bernard Guyton de Morveau, født Aar 1737 i Dijon; allerede i en Alder af 23 Aar havde han tiltrukket sig almindelig Opmærksomhed som Generaladvokat og Forfatter. Det var ved et rent Tilfælde, at han blev fængslet af det naturvidenskabelige Studium, men han kastede sig nu over det med stor Iver og berigede Videnskaben med mange nyttige Erfaringer. Mest gavnede han dog Kemien ved Uddannelsen af en rationel kemisk Nomenklatur, hvori Lavoisier, Berthollet og Fourcroy vistnok havde Del, men hvis meget hensigtsmæssige Grundprincip dog aabenbart skriver sig fra Morveau.
De to nysnævnte Kemikere Fourcroy og Berthollet have blandt de samtidige Forskere indlagt sig væsentlig Fortjeneste af Udbredelsen af Kemien overhovedet og specielt af Lavoisiers Theori, Fourcroy i sin Egenskab af Generaldirektør for det offentlige Undervisningsvæsen, Berthollet ved sine udmærkede Experimentalundersøgelser. Det skyldes navnlig Berthollet, at Læren om det kemiske Slægtskab vandt saa stor Indgang.
Allerede Lavoisier havde udført adskillige kvantitative Analyser med en Nøjagtighed, der maa kaldes forbavsende, naar der tages Hensyn til de Hjælpemidler, hvorover han kunde raade, men ved de analytiske Undersøgelser af Vauquelin i Paris og Klaproth i Berlin tog Kjendskabet til Mineralernes Sammensætning et saa stort og uventet Opsving, at de theoretiske Anskuelser hestede uberegnelig Nytte deraf.
Den nysnævnte Tysker Klaproth var udrustet med store Forskerevner, en utrættelig Flid, et overordentligt Kundskabsforraad og en mageløs Kjærlighed til Videnskaben; han var derhos i Besiddelse af en elskværdig Karakter, hvad der uden Tvivl er i Stand til at udøve stor Indflydelse paa en Videnskabsmands Medarbejdere og Efterfølgere. I Tyskland var den flogistiske Theori endnu aldeles grundfæstet, da Klaproth aabent erklærede sig for Lavoisiers Forbrændingstheori og ved sin Anseelse formaaede Berlinerakademiet til i Aaret 1792 at underkaste Forbrændings- og Forkalkningsfænomenerne en ny, omhyggelig Undersøgelse, og alle derværende Naturforskere hyldede fra nu af den nye Theori. Vi kunne ikke indlade os paa at opregne alt, hvad Vauquelin og Klaproth have udført, men man behøver blot at gjennemblade hvilkensomhelst mineralogisk Haandbog for at faa et Begreb om det store Materiale, hvormed disse to Mænd have beriget den mineralogiske Kemi. Det er indlysende, at de analytiske Methoder maatte vinde meget ved disse Mineralanalyser, hvortil Vauquelin navnlig blev opmuntret af den Tids største Mineralog Hauy. I Aaret 1789 opdagede Klaproth Uran og Zirkonjord, 1795 et Stof, som kaldtes Titan, og som i henved 50 Aar blev betegnet som et et Grundstof, indtil Wöhler sønderdelte det; 1803 Cer o. s. v. Vauquelin opdagede Aar 1798 Krom. Beryljord m. m.
Alle disse videnskabelige Bidrag, ligesom ogsaa de, der leveredes af Proust (1784—1826), gjorde det muligt for to tyske Videnskabsmænd: Wenzel, født Aar 1740 i Dresden, og Richter, død Aar 1807 som Kemiker ved Porcelænsfabriken i Berlin, at uddanne en Gren af Kemien, hvortil Spiren vistnok var bleven lagt i Forvejen, men hvis Betydning ingen dalevende
Kemiker fuldt havde indset, nemlig Støkiometrien, Læren om de relative Vægtforhold, ved hvilke forskjellige Stoffer indgaa kemiske Forbindelser med hverandre De støkiometriske Tabeller, Richter udarbejdede med en mageløs Ihærdighed, dannede nu vigtige Udgangspunkter for Bestemmelsen af de kemiske Elementer samt for Kjendskabet til de sammensatte Legemers kemiske Natur og deres systematiske Ordning; men navnlig bidroge de til Udviklingen af den nyere atomistiske Theori, der skyldes den engelske Forsker Dalton (1803—1804).
De Hovedretninger, hvori den nyere Kemi nu begyndte at udvikle sig mere og mere, saa store Omraader for den nærmeste Fremtids Aandsarbejde, at vi ikke kunne forundre os over, at der nu Slag i Slag følger den ene vigtige Optagelse efter den anden. Gay-Lussac og Humphry Davy begyndte deres Forskninger i de sidste Aar af det forrige Aarhundrede; den førstnævnte, der var lige udemærket som Kemiker og Fysiker, undersøgte Luftarternes Egenskaber, medens Davy ved Hjælp af den galvaniske Strøm opløste de kemiske Forbindelser. Den elektrokemiske Slægtskabstheori, hvorom man nok tidligere havde havt en Anelse, blev fuldstændigt bevist ved Davys Arbejder, og hans Theori, at kemisk Slægtskab eller Affinitet og elektriske Fænomener bero paa samme Grundaarsag, blev en almindeligt antagen Lov. Ved Hjælp af Voltas Søjle lykkedes det Davy i Aaret 1807 at fremstille et Metal, Kalium, af Potaske, og et andet, Natrium, af Soda, og derved var der ført Bevis for Alkaliernes Iltenatur; ved Hjælp af samme Fremgangsmaade lykkedes det ham ogsaa at sønderdele Kalk, Baryt, Strontian og Magnesia og saaledes at give Læren om Elementerne en bestemt Begrænsning. De Undersøgelser, Davy anstillede med Hensyn til Klor, og den rigtige Forklaring, han gav angaaende Saltsyren, at den nemlig er sammensat af Klor og Brint, bleve af stor Betydning for Videnskaben. Denne Paastand var aldeles stridende imod de Anskuelser, som dengang vare de herskende, men den blev bevist saa klart og overtydende, at det ikke varede længe, førend alle Kemikere med Gay-Lussac og Thénard i Spidsen anerkjendte dens Berettigelse. Den af Davy angivne Retning havde overhovedet en rigtig bestemmende Indflydelse paa disse to franske Videnskabsmænds Arbejder. Den Maade, man tidligere havde anvendt for at analysere organiske Legemer, blev fuldstændig omskabt af Gay-Lussac og Thénard: de lærte nemlig, at man skulde brænde det ikke flygtige organiske Legeme sammen med et eller andet Stof, der var i Stand til at afgive Ilt, og derpaa af Forbrændingsprodukterne og af den Mængde Ilt, der var medgaaet, bestemme det organiske Legemes Bestanddele og deres Mængdeforhold. Den organiske Kemi begyndte nu at vise sig sin ældre Søster, den uorganiske Kemi, voxen, og det er bekjendt, at det navnlig skyldes Liebig, at den i den nyere Tid har taget et saa betydeligt Opsving.
Til dette Tidsrum, hvori der gjordes de største Opdagelser, Kemiens Historie i det hele taget har at fremvise, knytter der sig et Navn, der er blevet udødeligt fremfor alle andre: Berzelius.
Jöns Jakob Berzelius fødtes den 29de August 1779 i Østergötland, blev Student i Upsala Aar 1796 og studerede der Medicin, men omfattede allerede under sine Studenteraar Kemien med særlig Forkjærlighed. I Foraaret 1801 tog han den farmaceutiske Examen, og i Vinteren samme Aar den medicinske Embedsexamen. Hans første større kemiske Arbejde var en Analyse af Vandet fra den senere bekjendte Medevi Kilde; kort efter undersøgte han Vandet fra Porlakilden, der nu er et af Sverigs mest besøgte Bade, Aar 1802 udgav han et Værk om kunstige Mineralvande, og ved dette og lignende Arbejder blev Berzelius snart kjendt som en dygtig Kemiker. Aar 1803 fik han det Hverv at holde offentlige kemiske Forelæsninger i Stockholm; Aar 1806 blev han Lærer i Naturhistorie ved Karlbergs Krigsakademi, Aar 1807 Professor i Medicin i Farmaci og et Par Aar senere Assessor i collegium medicum. Aar 1808 blev han udnævnt til Medlem af det svenske Videnskabernes Selskab og blev ti Aar senere Selskabets Sekretær. Fra denne Tid begyndte Berzelius' Navn at blive mere og mere berømt ogsaa udenfor Sverigs Grænser; paa sine mange Rejser stiftede han Bekjendtskab med Udlandets mest fremragende Videnskabsmænd, og de fleste lærde Selskaber og Akademier kappedes om at udnævne ham til Æresmedlem; fra alle Sider strømmede der Elever til ham for at faa Adgang til hans beskedne Laboratorium. Aar 1840 tilstodes der den store Forsker en Nationalbelønning til Tak for alt, hvad han havde virket. Berzelius døde den 7de August 1848. — Berzelius var bleven adlet i Aaret 1818, og da han giftede sig i Aaret 1835 blev han optaget i den friherrelige Stand.
Hvad der navnlig udmærkede Berzelius' Undersøgelser, var en forsigtig Samvittighedsfuldhed. Han vogtede sig altid for at fremsætte forhastede Hypotheser og søgte stedse først at udforske Kjendsgjerningerne i deres fulde Omfang, inden han lod sig forlede til theoretiske Spekulationer. I Berzelius' Anskuelser, der skrive sig fra en tidligere Tid, viser der sig ogsaa en vis konservativ Fastholden ved ældre Theorier. Han holdt dog aldrig længere paa en forudfattet ældre Anskuelse, indtil han havde samlet et saa rigt positivt Materiale, at der var god Grund til at ombytte den ældre Antagelse med en nyere og rigtigere. Kun virkelige Fakta indrømmede han bevisende Kraft, og saaledes kom han under den meget bevægede Tid i Kemiens Udviklingshistorie til at danne et heldigt og mægtigt Værn mod de mange urigtige Antagelser, der søgte at gjøre sig gjældende.
I den analytiske Kemi har Berzelius udfundet mange Methoder, hvoraf adskillige endnu bestandigt staa uovertrufne hvad Nøjagtighed angaar. Det var ham, som blandt andet gjorde Blæserørets Anvendelse mere almindelig og derved skaffede den kemiske Undersøgelse en fast Plads i Mineralogien. Ved sine omhyggelige Analyser har han dels opdaget, dels først fremstillet en stor Mængde kemiske Forbindelser og usammensatte Legemer. Saaledes opdagede han Aar 1803 Cer, Aar 1810 Silicium, Aar 1817 Selen, Aar 1828 Thorium.
De af hans Arbejder, der bleve mest epokegjørende, vare de, der bekræftede den af Wenzel og Richter først udførligt behandlede Lære om de kemiske Forhold og Daltons Ækvivalenttheori. Ved saaledes at anvende den almindelige Kemis mathematiske Love paa Mineralogien og den organiske Kemi vakte han disse to Videnskaber til kraftig Udvikling. Det var Berzelius, der først ordnede Mineralierne fra et rent kemisk Synspunkt i Familier og Klasser, og, skjøndt hans mineralogiske System senere er undergaaet adskillige Forandringer, der tildels ere foreslaaede af ham selv, er hans kemiske Opstilling af Mineralierne endnu bestaaende i alt væsentligt. Det bedste Bevis paa Nøjagtigheden af de Methoder, han anvendte, og den omhyggelige Maade, hvorpaa han udførte sine kemiske Undersøgelser, ere, at de Atomvægte, der ere beregnede efter hans Analyser, næsten slet ikke ere blevne rettede, skjøndt man mange Gange har underkastet dem en meget omhyggelig Prøvelse.
Man kan paa en vis Maade sige, at Berzelius har lagt den sidste Sten til den nuværende Kemis Bygning. Efter ham har denne Videnskabs almindelige Karakter holdt sig saa temmelig uforandret. Kemiens Hovedretninger ligge skarpt begrænsede, og de nye Love, som fremkomme, kunne meget bekvemt passes ind i det tidligere givne, hvor betydningsfulde de end ere. Endogsaa den organiske Kemi, der i de sidste Aartier er bleven beriget med en næsten uoverskuelig Mængde nye Erfaringer og Fakta, grupperer disse paa en ganske analog Maade, og efterhaanden udjevnes saaledes den tidligere skarpe Forskjel mellem den organiske og den uorganiske Kemi.
Naar Talen er om Udviklingen af enkelte Grene af Kemien, maa man fortrinsvis nævne Englænderen Faraday, der navnlig har store Fortjenester af Elektrokemien. Faraday opdagede ligeledes det forskjellige fysiske Forhold, som Legemer kunne udvise, skjøndt de have samme kemiske Sammensætning, og denne Opdagelse i Forening med den, der skyldes Mitscherlich, nemlig, at Legemer af forskjellig, men dog analog kemisk Sammensætning, i Almindelighed vise en høj Grad af Overensstemmelse med Hensyn til deres fysiske Karakter (Krystalform o. s. v.), afgav et nyt Synspunkt for Læren om de kemiske Proportioner og Bestemmelsen af Ækvivalentvægtene.
Efterat Mitscherlich saaledes havde opdaget kemisk forskjellige Legemers Isomorfi (Formlighed), opdagede han snart, at kemisk ensartede Legemer kunne antage to forskjellige Krystalformer, hvilket han kaldte Dimorfi (Dobbeltform).
Ved disse og mange andre vigtige Opdagelser banede navnlig Faraday og Mitscherlich Vej for den senere mere og mere udprægede fysisk kemiske Retning, der gaar ud paa en fælleds Behandling af de to Søstervidenskaber Fysik og Kemi.
I Begyndelsen kunde de store kemiske Grundlove hovedsagelig kun finde Anvendelse paa de mineralkemiske Fænomener, der vare mere almindeligt iagttagne og undersøgte. Som Følge heraf fik Mineralkemien en saa høj Grad af Udvikling, at den i Hovedsagen ikke behøvede nogen yderligere Omdannelse, om den end i den sidste Tid i adskillige Retninger er bleven end yderligere forfinet f. Ex. ved Roses, Wöhlers' og mange andres analytiske Methoder. Anderledes forholdt det sig med de organisk kemiske Forskninger. Disse vare tidligere kun blevne anstillede ganske isolerede og havde ganske vist baaret enkelte smukke Frugter, men der manglede den ledende Grundtanke, hvorved man opnaar Klarhed med Hensyn til de forskjellige Fænomeners indre Sammenhæng. Læren om Syrer, Baser og Salte, der var hentet fra den uorganiske Kemi, afgav det første Udgangspunkt for en systematisk Gruppering af de Erfaringer, man indhøstede ved den organiske, saakaldte Elementæranalyse. Men denne overfladiske Karakterisering blev snart utilfredsstillende, da Elementerne her indgaa Forbindelser paa en saa uendelig Mængde forskjellige Maader, og da der er saa mange og fine Overgange, der skabe næsten uudtømmelige Rækker af forskjellige kemiske Legemer.
Det var navnlig ved den Opmærksomhed, som Liebig og Wöhler i Tyskland og Dumas i Frankrig skjænkede Undersøgelsen af de organiske Forbindelser, at man vandt saa meget Kjendskab til de nysnævnte Rækker af forskjelligt beskafne Stoffer, der dannes af hverandre ved en langsomt fortsat Optagen eller Udskillen af enkelte Bestanddele, at man kunde finde nogle almindelige Synspunkter, hvorfra de kunde overses. Dumas viste navnlig Talent til at sammenstille enkelte Kjendsgjerninger og at udlede almindelige Theorier, medens de to tyske Forskere fik deres store Betydning for Kemien saavel ved de geniale Methoder, de anvendte, som ved deres systematiske utrættelige Undersøgelser og ved de endelige Slutninger, hvortil de kom, og som paa engang bredte Lys over store Omraader, der hidtil havde ligget i Mørke. Radikaltheorien, den organiske Kemis Grundvold, er blevet lagt af Liebig og Wöhler ved deres Undersøgelser med Hensyn til Benzoesyren; thi, om end Cyanet langt tidligere var opdaget og ogsaa opfattet som Radikal af Gay-Lussac, betragtedes dengang Cyanforbindelserne som uorganiske Legemer, og denne Opdagelse fik derfor først langt senere Indflydelse paa den organiske Kemis Theori.
Det er vanskeligt at sige, hvem af de to Forskere Liebig og Wöhler, der har havt den største Betydning for Videnskaben, og dette er saa meget vanskeligere, som de næsten altid have udført deres mest epokegjørende Arbejder i Fælledsskab. En høj Grad af Genialitet udmærker Liebig, medens den yderste Grad af Nøjagtighed er betegnende for Wöhler.
Friedrich Wöhler blev født Aar 1800 i Escherheim ved Frankfurt a. M. Allerede tidligt følte han sig tiltrukket af Naturvidenskaberne og dyrkede dem ivrigt i hele sin Ungdom; Aar 1812 besøgte han Gymnasiet i Frankfurt, og Aar 1820 gik han til Marburg for at studere Medicin; Aaret efter begav han sig til Heidelberg, og her var det L. Gmelin, der vandt ham udelukkende for Kemien. Wöhler opholdt sig derefter fra Efteraaret 1823 indtil Sommeren 1824 hos Berzelius, og, da han kom tilbage, fik han en Ansættelse som Lærer i Kemi ved Berlins Industriskole; Aar 1832 tog han til Kassel, hvor han virkede som Lærer ved den industrielle Højskole, indtil han Aar 1836 blev Professor i Kemi ved Göttingens Universitet, som derved blev bekjendt over hele Verden.
Justus Liebig fødtes Aar 1803 i Darmstadt; den Forkjærlighed, han allerede fra sin tidligste Ungdom havde næret for fysiske og kemiske Beskjæftigelser, bragte ham ind paa den farmaceutiske Vej; i Aaret 1818 blev han nu Lærling hos en Apotheker i Heppenheim, ikke langt fra Darmstadt, men da hans videnskabelige Tilbøjeligheder slet ikke følte sig tilfredsstillede i denne Virksomhed, forlod han Apotheket allerede efter 10 Maaneders Forløb og begav sig først til Universitetet i Bonn, derpaa til Erlangen. Her gjorde han sig snart fordelagtigt bemærket ved forskjellige videnskabelige Arbejder, der forskaffede ham offentlig Understøttelse, hvorved han blev sat i Stand til at fortsætte sine Studier i Paris. Forsynet med en Anbefalingsskrivelse fra Humboldt, blev han paa den mest imødekommende Maade modtaget af Runge, Mitscherlich og Rose og kom en Tidlang til at tage Del i Gay-Lussacs Arbejder. Efter sin Tilbagekomst Aar 1824 blev han Professor ved Giessens Universitet, og her virkede han nu, indtil han i Aaret 1857 modtog Professoratet ved Universitetet i München, hvor han blev til sin Død Aar 1873.
Naar Simplificeringen af den organiske Analyse maa betragtes som Liebigs selvstændige Værk, hvortil han allerede lededes i Paris ved de væsentlige Forbedringer, Gay-Lussac havde indført ved den tidligere Methode, er det derimod Wöhler, som det skyldes, at Theorien om de organiske Radikaler fik en saa høj Grad af Udvikling, hvad der blev af stor Betydning ved de Undersøgelser han og Liebig i Forening anstillede med Hensyn til Bittermandelolien og dens Sønderdelingsprodukter. Det blev nu paa det allerbestemteste godtgjort, at der i de sammensatte organiske Forbindelser (navnlig sammensatte af Ilt, Brint, Kvælstof og Kulstof) altid er endel af disse elementære Bestanddele, der ere sammenknyttede indbyrdes ved stærkere Slægtskabsforhold end med de øvrige, og at dette bestemte Komplex paa en vis Maade har fuldstændig Lighed med et usammensat, uorganisk Legeme. Alle de organiske Stoffer, der indeholde et og samme Radikal, saaledes som den nysnævnte Elementgruppe plejer at kaldes, stemme saaledes overens indbyrdes, at de kunne betragtes som Medlemmer af samme Familie, der paa en Maade har sin Rod (deraf Navnet) i denne Radikal. Liebigs og Wöhlers Opdagelse af Bittermandeloliens Radikal (Aar 1832) blev saa epokegjørende ved det Lys, den spredte over hele Klasser af organiske Forbindelser, at Berzelius foreslog som passende Navn paa denne Radikal Proin (πρωí[4] — i Begyndelsen af Dagen) eller Orthrin (af õρςρoςc:[4] — Morgendæmring).
Af den fysiologiske Kemi og Agrikulturkemien har Liebig store Fortjenester, ja man kan vel sige, at det er ham, der har skabt disse Videnskaber og ved sin glimrende Fremstillingsevne fremkaldt den frugtbareste Interesse for deres Udvikling. Den Dristighed og den fængslende Livlighed, hvormed han fra Begyndelsen af udviklede deres theoretiske Grundlag, var vel egnet til at vække almindelig Opmærksomhed, men trods al denne Aandrighed have Liebigs Theorier i det hele og store ikke holdt Stik. Dog bør det ikke glemmes, at det var ham, der først gav Stødet til den Udvikling, hvoraf der gjennem mange Aars Strid fremgik rigtigere Anskuelser. Selve hans Ensidighed blev en Fortjeneste, thi uden den var hverken Begejstringen for ham eller Modstanden imod ham bleven stærk nok til at fremkalde den indholdsrige Række Undersøgelser, hvorpaa hine Videnskaber nu hvile.
En stor Mængde Kemikere have bygget videre paa det Grundlag, der var lagt af Dumas, Liebig og Wøhler, medens andre have fulgt den fysisk-kemiske Vej, der var anvist af Mitscherlich, og Kirchhoffs og Bunsens Opdagelse af Spektralanalysen er et smukt Exempel paa de heldige Resultater, der maa tilskrives Bestræbelserne efter at forene Naturvidenskaberne. Til Navne som Rose, Mitscherlich, Bunsen, Frankland, Kolbe, Gerhardt, Laurent, Hofmann, Roscoe, Saint-Claire-Deville m. fl. knytter der sig videnskabelige Triumfer, der aldrig ville tabe deres Glans, og som Kemien har at takke for sit nuværende høje Standpunkt, der dog ingenlunde kan betragtes som Kulminationspunktet: man behøver blot flygtigt at kaste et Blik paa de Opdagelser og Fremskridt, der gjøres i Løbet af et enkelt Aar, for strax at blive overtydet om, at Kemien endnu bestandigt befinder sig i stærk Udvikling. Det er ligegyldigt, hvilket Omraade af det praktiske Liv vi betræde — overalt ville vi have Lejlighed til at undre os over, hvilken uudtømmelige Mængde Gaver, den forholdsvis unge Videnskab byder os. Mange Stoffer med særligt fremragende Egenskaber have kun kunnet til— vejebringes ved Kemiens Bistand; thi kun den har været i Stand til at opfylde de Betingelser, der muliggjorde Frembringelsen.
Kemiske Grundbegreber. De Fænomener, som Fysiken gjorde sig til Opgave at undersøge, ere ganske uafhængige af jordiske Begrænsninger, og de Love, som Videnskaben udleder af dem, kunne med Rette gjøre Fordring paa universel Betydning. Tyngdeloven, Legemernes Inerti, Centrifugalkraftens Virkninger o. s. v. ytre sig udenfor vor Planet, ja endogsaa udenfor vort Solsystem ganske paa samme Maade som her paa Jorden. De Lys- og Varme-straaler, den fjerneste Stjerne sender ned til os, ligne ganske det Lys og den Varme, der udstraaler fra Solen, og, paa Grund af det nære Sammenhæng, der bevisligt finder Sted mellem alle de rent fysiske Naturkræfter, kunne vi endvidere antage, at der paa de Himmellegemer, der kredse omkring i Verdensrummet i ubegribeligt store Afstande fra vor Klode, gjør sig elektriske og magnetiske Fænomener gjældende ganske saaledes som her paa Jorden.
Nu ligger det Spørgsmaal nær: ere de kemiske Fænomener af en lige saa universel Natur? Det ser næsten ud til, at vi kunne have Ret til at svare bekræftende, naar vi nemlig tage i Betragtning, at der jo finder et saa nøje Sammenhæng Sted mellem alle Naturkræfter, og da vi som et særlig vægtigt Bevis for Rigtigheden af denne Antagelse, kunne anføre Spektralanalysen, der med stor Sandsynlighed lader os slutte til Stjernernes materielle Beskaffenhed.
Men, saaledes som Sagerne staa for Øjeblikket, har Kemien strengt taget dog kun et temmelig begrænset Forskningsomraade. Fraregne vi nemlig de enkeltstaaende Tilfælde, hvor man kan faa Lejlighed til ved Undersøgelse af en Meteorsten at bestemme den kemiske Sammensætning af disse ganske smaa Verdenslegemer, der blive rykkede ud af deres Bane og tiltrukne af Jorden, naar de komme denne for nær, er Jordens Overflade det eneste direkte tilgængelige Omraade, og dette bestemmes paa den ene Side af den Højde, hvortil vi kunne hæve os i Luften, paa den anden Side af den Dybde, hvori vi kunne grave os ned i den faste Jordskorpe. Naar det nu allerede har nogen Sandsynlighed for sig, at Materien i hele Universet er den samme som den, hvoraf vor Jord bestaar, har den Antagelse endnu langt mere for sig, at der hverken paa eller over Jorden findes noget Element, der ifølge sin Natur er væsentlig forskjelligt fra de Elementer, der forekomme indenfor det nysnævnte forholdsvis ubetydelige Omraade. Som Følge af Lufthavets overordentlige Letbevægelighed komme vi efterhaanden i Berøring med alle de forskjellige Luftlag, hvoraf det er sammensat, og de glødende Masser, der ved vulkanske Udbrud vælde frem fra Jordens Indre, indeholde ogsaa de selvsamme Stoffer, der danne den styrknede Jordskorpe. De forskjellige Stoffer ere overhovedet fordelte ganske jevnt i Jordskorpen, saa jevnt, at Antallet af de Elementer, vi kjende, ikke vilde have været mindre, end det nu er, selv om Amerika, hele den vestlige Halvkugle, ikke var bleven opdaget. Selv om et eller andet Element synes at være bundet til nogle faa Pladser, er det dog altid et saadant, der har saa ringe Betydning, at det helt kan forbigaas ved en mere omfattende Naturbetragtning. For nogle Aar siden opdagede man, at Sølv var en af Jordens mest udbredte Bestanddele. Det skal findes i alle Planter og være ligeligt fordelt i alle Have. Men der udkrævedes de allerfineste Undersøgelsesmethoder for at opdage det; det vilde være til ringe Nytte, om man paa samme Maade vilde søge at paavise andre Legemers Forekomst overalt i Naturen.
Naar vi betragte et Stykke Granit, finde vi ved første Øjekast, at det ikke helt igjennem bestaar af en ensformig Masse; vi kunne hist og her iagttage mørke, glinsende Smaapartikler, og i den lysere Hovedmasse kunne vi ogsaa med det blotte Øje se Mineralier, der ere forskjellige med Hensyn til Farve, Glans, Haardhed og krystallinske Egenskaber. Granit er nemlig en Blanding af tre forskjellige Mineralier: Glimmer, Feldspath og Kvarts. Ad mekanisk Vej kunne vi adskille dem fra hverandre, og paa samme Maade: ved Sigtning, Slemning o. s. v. kunne vi ogsaa adskille en Mængde andre Stenarter i deres mineralske Bestanddele. Men denne mekaniske Adskillen har dog sin Grænse, og, selv om vi tage Mikroskopet og de allerfineste Instrumenter til Hjælp, komme vi dog altid til et Punkt, hvor de mekaniske Hjælpemidler ikke mere ville være virksomme.
Vilde vi ad mekanisk Vej udskille de enkelte Bestanddele i et Legeme, der tilsyneladende kun bestaar af en eneste, sammenhængende Masse, vilde dette være os aldeles umuligt; selv om vi knuste Marmoret til det fineste Pulver, kunde vi ikke opdage nogen Forskjel mellem de enkelte smaa Marmorpartikler. Alligevel se vi, at Marmoret taber i Vægt, naar det f. Ex. opvarmes stærkt i en Kalkovn; en af dets Bestanddele, Kulsyren, er nemlig blevet uddreven ved den stærke Varme. Men en saadan Udskillelse kan ikke mere kaldes mekanisk, men fysisk, eftersom der jo har været fysiske Kræfter virksomme, eller kemisk, naar der nemlig tages Hensyn til Resultatet.
Bestræbelsen efter at lære Legemernes enkelte Grundbestanddele at kjende, ligesom ogsaa den Maade, hvorpaa de ere indbyrdes forbundne, gaar meget langt tilbage i Tiden og udtaler sig allerede i Aristoteles' Lære om de fire Elementer; den gjentager sig i Alkemisternes og Iatrokemikernes Theorier, men man kom dog aldrig ret langt. Det er først den nyere Kemi, der har gjort det til en Hovedbetingelse, for ret at kunne bedømme de sammensatte Legemers indre Natur, at fremstille de usammensatte Legemer i isoleret Form og at skaffe sig et udtømmende Kjendskab til deres Egenskaber. Et Element bliver altsaa nu et saadant materielt Legeme, der ikke viser sig sammensat af to eller flere forskjelligtartede Stoffer, hvilke mekaniske, fysiske eller kemiske Kræfter man end lader virke paa det, og som i sit kemiske Forhold til andre Stoffer viser sig ensartet med saadanne Legemer, hvis elementære Beskaffenhed tidligere er bleven bestemt. Dette sidste Punkt er for saa vidt af Vigtighed som man i en ejendommelig Forbindelse med temmelig stor Sikkerhed kan slutte sig til Tilstedeværelsen af et Element, selv om man endnu ikke har udfundet nogen Methode, hvorpaa det kan fremstilles.
Grundstoffer. Vi kjende for Øjeblikket 63 saadanne usammensatte Stoffer, som Kemikeren kalder Grundstoffer eller Elementer. De dele sig naturligt i flere Grupper efter deres kemiske Forhold, men en Redegjørelse for de Grunde, hvorpaa denne Gruppeinddeling hviler, vilde her føre for vidt. Efter deres fysiske og tildels kemiske Forhold falde de i to store Hovedafdelinger: Metalloider og Metaller, uden at det dog er muligt at drage nogen skarp Grænse mellem disse to Slags Grundstoffer.
Metalloiderne ere ikkeetalliske Grundstoffer, som ere slette Ledere for Elektriciteten og Varmen. De ere: Brint — Ilt, Svovl, Selen, Tellur — Kvælstof, Fosfor, Arsenik, Antimon — Fluor, Klor, Brom, Jod — Kulstof, Silicium — Bor. Af disse ere Brint, Ilt, Kvælstof, Klor og sandsynligvis Fluor (dette Grundstof kjendes ikke i fri Tilstand) Luftarter, Brom en Vædske, de øvrige faste Legemer ved sædvanlig Temperatur og Tryk. Dog kan Klor fortættes til Vædske, Brom kan fryse og fordampe, de faste Metalloider, med Undtagelse af Kulstof, kunne smelte og i Almindelighed ogsaa fordampe.
De metalliske Grundstoffer ere faste ved almindelig Temperatur (dog med Undtagelse af Kviksølvet) og udmærke sig foruden ved de bekjendte metalliske Egenskaber, Glans o. s. v., ogsaa ved en som oftest betydelig Ledningsevne for Varme og Elektricitet. Vi dele dem i lette og tunge Metaller; de første have en Vægtfylde under 5 og indeholdes i de saakaldte Alkalier, de alkaliske Jordarter og de egentlige Jordarter. De forekomme ikke gedigne i Naturen og ere meget vanskelige at fremstille i metallisk Form, da de have stor Tilbøjelighed til at indgaa Forbindelse med Ilt; de tunge Metaller ere lettere at fremstille og ere mere almindelig bekjendte, da de finde en vidtstrakt Anvendelse. Mange af dem forekomme i gedigen Tilstand; de deles i ædle og uædle.
Til de lette Metaller henregnes: Kalium, Natrium, Lithium, Rubidium, Cæsium, Barium, Calcium, Strontium, Magnium, Aluminium, Beryllium, Yttrium, Erbium, Cerium, Lanthan, Didym, Zirkonium. Til de tunge Metaller regnes: Vismut, Vanadium, Tantal, Niob, Wolfram, Molybdæn, Uran, Krom, Jern, Mangan, Kobolt, Nikkel, Kobber, Zink, Kadmium, Kvægsølv, Sølv, Bly, Thallium, Indium, Thorium, Titan, Tin, Platin, Palladium, Rhodium, Ruthenium, Iridium, Osmium, Guld.
Der er imidlertid ingen absolut Sikkerhed for, at disse Stoffer virkelig alle ere Grundstoffer; nu og da forekommer nemlig det Tilfælde, at et Stof, man tidligere har antaget for Grundstof, dog viser sig sammensat, og det er meget tænkeligt, at Grundstoffernes Antal, efterhaanden som Kemien udvikler sig videre, vil blive yderligere begrænset. Saaledes indrammedes der nylig i Kemien Plads for et nyt Element, Iargonium, som Sorby (1869) skulde have fundet i adskillige Zirkoner. Det adskilte sig fra Zirkonium ved et skarpt markeret Spektrum af 14 mørke Linier, men det varede ikke længe, før Sorby selv rettede sin Fejltagelse: han havde nemlig antaget et Spektrum, der var sammensat af Uran- og Zirkonlinier, for et selvstændigt, og det formentlig nye Metal blev derfor atter strøget ud af Elementernes Række.
Som det gik Iargonium, saaledes er det ogsaa gaaet en stor Del andre Stoffer, som man en Tidlang antog for Elementer, men som derpaa efter kortere eller længere Tids Forløb viste sig som sammensatte. Dette var Tilfældet med Terra nobilis (opdaget 1777 af T. Bergmann); Hydrosiderum (1780, Meyer); Australium (1790, Wedgewood); Augustum (1800, Trommsdorff); Silenium (1803, Proust); Niccolanum (1805, Richter); Andanium (1819, Lampadius); Crodonium (1820, Trommsdorff); Pluranium og Polinium (1828, Osann); Donium (1836, Richardson); Treenium (1836, Boose); Pelopium (1846, H. Rose); Ilmenium (1846, Hermann); Aridium (1850, Allgren); Donarium (1851, Bergmann); Thalium (1852, Owen); Dianium (1855, v. Kobell); Vasium (l862, Bähr). Hertil kan endnu regnes Vanadium, da nemlig det Stof, der først antoges for et Element og kaldtes Vanadium, senere viste sig sammensat af Ilt og et ganske vist tidligere ubekjendt Element, som det først Aar 1870 lykkedes Roscoe at fremstille, og som nu bærer det Navn, man tidligere havde givet dette Metals Iltforbindelse.
Grundstofferne forene sig indbyrdes i bestemte Vægtforhold til de saakaldte kemiske Forbindelser. Disses Dannelse er altid ledsaget af et Varmefænomen, som i Reglen er en Varmeudvikling, og hermed staar det i nøje Sammenhæng, at Grundstofferne ved at indgaa i den kemiske Forbindelse ganske tabe de Egenskaber, der karakteriserede dem i fri Tilstand. Da de bestemte Vægtforhold, hvori Grundstofferne saaledes forene sig, gjenfindes selv i den mindste Mængde af Forbindelsen, antager Kemien, at Grundstofferne bestaa af Atomer, yderst smaa Masser, der for hvert Grundstof have en ganske bestemt Vægt, og at den kemiske Forbindelse opstaar ved, at flere eller færre forskjellige Grundstofatomer forene sig til Atomgrupper, de saakaldte Molekuler. Om Atomernes absolute Vægt vides intet eller saa godt som intet, men deres relative Vægt det vil sige deres Vægt, med Vægten af et eller andet Grundstofatom sat som Enhed, kan bestemmes med stor Sikkerhed ved at undersøge de Vægtforhold, hvori Grundstofferne forene sig. Naar, saaledes som det sædvanlig sker, Brintatomets Vægt sættes som Enhed, saa have følgende Grundstoffer hosstaaende Atomtal, der i Kemien betegnes med de vedføjede Tegn, i Almindelighed Begyndelsesbogstaverne af vedkommende Grundstofs latinske Navn.
| Brint (Hydrogenium). | H | = | 1. | |
| Ilt (Oxygenium). | O | = | 16. | |
| Svovl. | S | = | 32. | |
| Kvælstof (Nitrogenium). | N | = | 14. | |
| Fosfor. | P | = | 31. | |
| Arsenik. | As | = | 75. | |
| Antimon (Stibium). | Sb | = | 122. | |
| Fluor. | F | = | 19. | |
| Klor. | Cl | = | 35, | 5. |
| Kulstof (Carbo). | C | = | 12. | |
| Silicium. | Si | = | 28. | |
| Kalium. | Ka | = | 39, | 1. |
| Natrium. | Na | = | 23. | |
| Calcium. | Ca | = | 40. | |
| Magnium. | Mg | = | 24. | |
| Aluminium. | Al | = | 27, | 5. |
| Vismut (Bismuthum). | Bi | = | 210. | |
| Jern (Ferrum). | Fe | = | 56. | |
| Mangan. | Mn | = | 55. | |
| Kobolt. | Co | = | 59. | |
| Nikkel. | Ni | = | 59. | |
| Kobber (Cuprum). | Cu | = | 63, | 5. |
| Zink. | Zn | = | 65. | |
| Cadmium. | Cd | = | 112. | |
| Kvægsølv (Hydrargyrum). | Hg | = | 200. | |
| Sølv (Argentum). | Ag | = | 108. | |
| Bly (Plumbum). | Pb | = | 207. | |
| Tin (Stannum). | Sn | = | 118. | |
| Platin. | Pt | = | 198. | |
| Guld (Aurum). | Au | = | 197. |
Det kemiske Tegnsprog er derfor meget kort og indholdsrigt. H betyder ikke blot Brint, men 1 Vægtdel Brint, O ikke blot Ilt, men 16 Vægtdele Ilt og paa samme Maade for de øvrige. Naar nu Brint forener sig med Ilt, saa kan dette ske idet 1 Atom (eller 1 Vægtdel) Brint forener sig med 1 Atom (eller 16 Vægtdele) Ilt, hvilken Forbindelse da betegnes HO, eller idet 2 Atomer (eller 2 Vægtdele) Brint forene sig med 1 Atom (16 Vægtdele) Ilt, hvilket da kan betegnes H2O. Mange andre Forhold ere naturligvis tænkelige, men man kjender kun disse to Forbindelser. Paa lignende Maade kjendes en Forbindelse af Brint med Svovl, Svovlbrinte, der betegnes H2S, og da S ifølge Tabellen betyder 32 Vægtdele Svovl, vil denne Formel udtrykke, at 2 Vægtdele Brint og 32 Vægtdele Svovl ere forbundne til 34 Vægtdele Svovlbrinte. Det Antal Grundstofatomer, der indgaa i en Forbindelses Molekule, kan være meget betydeligt, men udtrykkes altid i Overensstemmelse med disse simple Exempler.
Vi ville ved et ganske simpelt Exempel vise, hvor vigtig en nøjagtig Bestemmelse af Atomvægtene er for de mangfoldige Forskrifter og Fremgangsmaader, der finde Anvendelse i Tekniken, hvor der er Tale om at fremstille kemiske Forbindelser.
I en Farvefabrik skal der fremstilles Cinnober af Kviksølv og Svovl; dette sker ved at begge Stoffer blandes med hinanden i en lille Beholder, som i flere Timer holdes i Omdrejning ved et lille Mølleværk. Den nøje Berøring, som bliver tilvejebragt paa denne Maade, indleder Forbindelsen. Cinnoberet bestaar af Svovlkviksølv. Det Svovlkviksølv, der danner sig i Beholderen, maa ganske vist sublimeres, førend det faar den smukke, røde Farve, som vi kjende saa godt; men dette er uden al Betydning for vor Betragtning. Os vedkommer det blot at faa at vide, hvor meget der maa tages af hvert af de nævnte Stoffer, for paa den ene Side ikke at spilde noget af det kostbare Kviksølv, paa den anden Side ikke at tilsætte for meget Svovl.
Svaret paa dette Spørgsmaal ligger i Cinnoberets kemiske Formel Hg S, hvori ifølge Tabellen Hg betyder 200 Vægtdele Kviksølv, S 32 Vægtdele Svovl. Ønske vi altsaa at tilvirke 40 Pund Cinnober, saa lærer Formlen os, at 200 + 32 = 232 Vægtdele Cinnober indeholde 200 Vægtdele Kviksølv og 32 Vægtdele Svovl, og det simple Reguladetristykke: 232 : 200 = 40 : x, giver da, at vi skulle anvende 34,48 Pund Kviksølv og følgelig 40—34,48 = 5,52 Pund Svovl.
Alle andre Tilfælde lade sig behandle paa samme Maade som dette, og Vigtigheden af Loven om Forbindelsesvægtene er saaledes i den Grad iøjnefaldende, at vi ikke behøve at opholde os længere derved.
Den Maade, hvorpaa Grundstofferne forene sig til kemiske Forbindelser, er saare mangfoldig og lader sig end ikke i sine Grundtræk udvikle her. Dog vil det til Forstaaelse af det følgende være nødvendigt foreløbig at karakterisere nogle af de vigtigste Klasser af uorganiske Forbindelser.
En af de mest fremtrædende Grupper af kemiske Forbindelser er Syrernes. Disse ere for Størstedelen opløselige i Vand, smage surt og farve blaa Plantestoffer (f. Ex. Lakmus) røde. Men deres mest karakteristiske Egenskab er, at de, hvorledes de end forøvrigt ere sammensatte, altid indeholde Brint, og at de med Lethed kunne ombytte endel af eller al denne Brint med Metal. Hælder man saaledes Saltsyre, en Opløsning af Luftarten Klorbrinte i Vand, paa Zinkstrimler, udvikles strax en Luftart, som netop er Brint, medens Zinken efterhaanden opløses, saaat man i Stedet for Klorbrinte faar Klorzink, idet Zinken ligefrem har byttet Plads med Brinten. Saadanne Forbindelser, i hvilke Metaller have indtaget Brintens Plads i Syrerne, kaldes Salte. De udmærke sig i Almindelighed ved at kunne krystallisere, have en salt, hyppigere dog en metallisk Smag og udøve ingen eller svage Virkninger paa Plantefarvestoffer. De fleste Syrer indeholde Ilt — enkelte som Klorbrinte (Saltsyre), Fluorbrinte (Flussyre) og Cyanbrinte (Blaasyre) ere dog iltfri — og, da de alle indeholde Brint, indses Muligheden af, at de ved Ophedning eller ad anden Vej kunne afgive deres Brint og endel af deres Ilt i Form af Vand. Dette er nu ogsaa meget hyppig Tilfældet, og der opstaar herved de saakaldte Syreanhydrider (afvandede Syrer), som ikke indeholde Brint og derfor ikke længere have Karakter af Syrer. Hos nogle, som Kulsyre, Svovlsyrling, foregaar denne Afvanding saa let, at man i Grunden slet ikke kjender Syrerne, men kun Anhydriderne, og det er i saadanne Tilfælde alene af Saltenes Existens, at man slutter til Tilværelsen af Syrerne. De vigtigste uorganiske Syrer ere: Svovlsyre, H2SO4, Saltsyre, HCl, Saltpetersyre, HNO3, Fosforsyre, H3PO4, Kulsyre, H2CO3, af hvilken dog kun Anhydridet CO2 (= H2CO3 ÷ H2O) kjendes, Flussyre, HF, Kiselsyre, H4SiO4, og Borsyre H3BO3.
Ogsaa Vand har Karakter af en Syre, idet dets Brint kan ombyttes med Metal. Kaster man saaledes et Stykke Kalium, det metalliske Grundstof i Potaske, paa Vand, udvikles der strax Brint, som ved den stærke Varmeudvikling bryder i Brand, og Kalium indtager Brintens Plads. Den Vædske, der saaledes bliver tilbage, har ejendommelige Egenskaber, den smager ludagtigt og farver røde Plantestoffer blaa. Det Stof, der giver Vædsken disse Egenskaber, faas som et hvidt Legeme ved at afdampe Opløsningen til Tørhed. Det kaldes Kalihydrat og er sammensat som Vand, hvori Halvdelen af Brinten er erstattet af Kalium. Dets kemiske Formel er derfor KOH, og Forbindelser, der have en saadan Sammensætning, at de kunne opfattes som Vand, hvis halve Brintmængde er ombyttet med Metal, kaldes Baser. De fleste af disse ere uopløselige i Vand og udskille sig, naar man til et opløst Metalsalt sætter Kalihydrat. Saaledes giver Klorzink og Kalihydrat: Klorkalium og Zinkiltehydrat, idet Kalium og Zink ligefrem bytte Plads. De faa opløselige Baser (Alkalierne) have lignende Egenskaber som Kalihydrat. Ligesom Syrerne kunne ogsaa Baserne afgive deres Brint og endel af deres Ilt i Form af Vand, hvorved de vandfri Metalilter (Baseanhydrider) blive tilbage. Dette Forhold, som saaledes baade Syrer og Baser udvise, var Grunden til, at man tidligere opfattede baade Baser og Syrer som Forbindelser af Anhydrider og Vand, Svovlsyre, H2SO4, altsaa som H2O + SO3, Kalihydrat som K2O + H2O = 2 KOH, og denne Opfattelse ligger til Grund for den Nomenklatur, der endnu hyppig bruges. Kali er saaledes Navnet paa Anhydridet, Hydrat betegner overhovedet kun en vandholdig Forbindelse. Kalihydrat bliver da en Forbindelse af Kali og Vand, ganske i Overensstemmelse med den ældre Opfattelse. Paa samme Maade kaldte man Syreanhydriderne Syrer, skjøndt de slet ikke have de Egenskaber, man tillagde (og endnu tillægger) Syrerne, og kaldte de egentlige Syrer Syrehydrater. Det man nu kalder Svovlsyre, kaldtes da — og kaldes endnu jevnlig — Svovlsyrehydrat. Og da man fandt, at Syrer og Baser hyppigt forene sig til Salte under Dannelse af Vand (f. Ex. 2 KOH + H2SO4 == K2SO4 — 2 H2O), saa opfattede man Sagen saaledes, som om det var Syreanhydridet og Baseanhydridet, der uden videre forenede sig, medens Vandet udskiltes, og betragtede i Overensstemmelse hermed Saltene som Forbindelse af Syreanhydrid og Baseanhydrid. Derfra hidrøre saadanne Navne som svovlsurt Kali, kulsurt Natron o. s. v. Det er dog klart, at hele denne Betragtningsmaade slet ikke lader sig anvende paa alle Syrer, som ikke indeholde Ilt, f. Ex. Saltsyre, eller deraf afledede Salte. Man maatte derfor dele Syrerne i to Grupper, uden at disse adskilte sig fra hinanden i nogen som helst anden Henseende end den, at den ene (de iltfri) ikke passede til Theorien. Dette i Forbindelse med mange andre Forhold, som der her ikke kan gaas nøjere ind paa, indførte den nu gjældende konsekventere Anskuelse af Syrer, Baser og Salte, men, da den ældre Nomenklatur endnu er den almindeligere, maatte det Grundlag, hvorpaa den hviler, i det mindste antydes.
Apparater og Methoder. Hvad nu de forskjellige, praktisk kemiske Methoder angaar, der blive anvendte, enten for at lære et eller andet Legemes Sammensætning at kjende, dels enkelte Bestanddele og deres Mængdeforhold, eller for at fremstille mere sammensatte Forbindelser af enklere, eller mere enkle af sammensatte, da ere disse af saa forskjelligtartet Natur og rette sig i ethvert specielt Tilfælde i en saadan Grad efter de mangfoldige, ledsagende Omstændigheder, at det næsten er umuligt at karakterisere dem i Almindelighed.
Der er derhos en Hovedsag, der naturligvis altid forudsættes paa den theoretiske Kemis Omraade, men som heller ikke nogensinde bør lades ude af Betragtning i den praktiske Kemi, og det er hvad man kalder kemisk rent. Fra et almindeligt videnskabeligt Synspunkt betragtet kan der ikke udrettes noget med Præparater, som ikke ere fuldkomment rene. De maa ikke indeholde fremmede Stoffer; skulle Forsøgene ikke mislykkes, maa Kemikeren iagttage den højeste Grad af Renlighed, Forsigtighed og Nøjagtighed. Derfor maa hans Beholdere og Apparater ogsaa forfærdiges af saadanne Stoffer, der allerbedst formaa at modstaa Reagentiernes kemiske Indvirkning.
Den videnskabelige Kemi og de mange forskjellige Grene af Industrien og Tekniken have gjensidigt understøttet hinanden. Det Fremskridt, som Naturforskningen bevirkede i det store, praktiske Liv, har virket heldbringende tilbage paa de theoretiske Kemikeres Forskninger. Kemien vilde næppe have naaet sit nuværende høje Standpunkt, hvis de Erfaringer, den tidligere havde indvundet, ikke vare blevne af saa stor Betydning for Porcellæn- og Glasindustrien samt for Metallurgien. Glas, Porcellæn og Platin høre til Kemikerens vigtigste Hjælpemidler, thi de Beholdere, hvori de kemiske Processer foregaa, ere næsten altid forfærdigede af et eller andet af disse Materialier; Kork og Kautschuk ere fremdeles de uundværlige Hjælpershjælpere, idet de forbinde de enkelte Dele med hverandre og yde uvurderlige Tjenester paa Grund af deres Evne til at tilvejebringe en aldeles tætsluttende Pakning. Den Gjennemsigtighed, der udmærker Glasset, gjør det i særlig Grad skikket til at anvendes til saadanne Beholdere, hvor det er af Vigtighed, at man kan følge de Forandringer, der foregaa med de Stoffer, der findes i dem. Et af de simpleste og vigtigste Apparater, der navnlig benyttes af den analyserende Kemiker er de saakalte Reagentsglas, Prøveglas, i hvilke man i det smaa kan iagttage Indvirkningen af de kemiske Reagentier paa de Stoffer, der skulle undersøges. Reagentsglassene ere ikke andet end smaa, tyndvæggede cylindriske Glasbeholdere, 4—5 Tommer høje og omtrent ½ Tomme i Gjennemsnit, men man kan maaske dog have Ret til at sige, at Anvendelsen af dem har været af lige saa indgribende Betydning for den nuværende Kultur som Indførelsen af bevægelige Metaltyper til Bogtryk i Stedet for de udskaarne Træplader. Kemikeren anstiller altid først sine Forsøg i disse smaa Prøveglas; hvis han derimod var henvist til at benytte lignende men uigjennemsigtige Beholdere af Porcellæn eller Metal, vilde mangfoldige af de Forandringer, der foregaa under den kemiske Proces, forblive skjulte for ham, medens de nu bidrage til, at han kan gjøre sine Slutninger med forbavsende Sikkerhed. Af ikke mindre Betydning er det, at Glasset er i Stand til at formes med saa stor Lethed, thi man kan nu fremstille Apparater i alle tænkelige Skikkelser saaledes som det er hensigtsmæssigst ved hvert enkelt Forsøg. Foruden Prøveglas, Retorter, Kolber og Tragte se vi i et kemisk Laboratorium endnu mange andre Apparater, ofte af et meget sammensat Udseende, som Glaspusteren i Løbet af faa Øjeblikke er i Stand til at blæse og tildanne af nogle simple Stykker Glasrør.
Hvor Glasset ikke mere egner sig til at benyttes til disse Apparater, enten paa Grund af dets Skørhed, eller fordi det ikke kan taale en overdrevent høj Varmegrad, der kan man med Fordel anvende Porcellænet, navnlig til Smeltedigler, Fordampningsskaale o. s. v. Endelig er Platinet, som desværre endnu er et for kostbart Materiale til en mere udstrakt praktisk Anvendelse, ganske uundværligt til Apparater, hvor det gjælder om, at de skulle være aldeles uangribelige.
Der benyttes i det hele taget en saa stor Mængde forskjellige Apparater, at det er saa godt som umuligt at give nogen Beskrivelse af dem; i ethvert enkelt Tilfælde forfærdiges der Apparater af særlig Form; før man var kommen saa vidt, at man fremstillede alle dette Slags Sager fabrikmæs-sigt, maatte Kemikeren selv forstaa sig paa Glaspusteri og paa Sammenlodning, og endnu er dette nødvendigt, om end ikke i den Udstrækning som tidligere.
Vægtskaalen indtager en fremragende Plads i de kemiske Laboratorier, og jo finere den er udført, desto højere bliver den skattet. Luftpumpen benyttes her til at frembringe luftfortyndede Rum, hvor man kan faa forskjellige Vædsker til at fordampe ved lavere Varmegrader; der er Aræometre til Bestemmelse af Vægtfylden, Thermometre, Luper og Mikroskoper; fremdeles Goniometre til at maale Krystallernes Vinkler; Kemikeren maa nemlig tage Hensyn til alle Omstændigheder, naar han anstiller sine Undersøgelser, og ofte kan det være en ren Ubetydelighed, der bestemmer to Legemers Forskjellighed.
Gjennemsigtige Legemers (flydende eller faste) lysbrydende Egenskaber ere ofte af afgjørende Betydning for Kemikeren, og derfor anvender man meget almindelig i de kemiske Laboratorier de fysiske Methoder, som tjene til at bestemme dem. Polarisationsapparater og Spektroskoper, der kunne være indrettede paa mange forskjellige Maader, ville ofte saa at sige øjeblikkeligt være i Stand til at paavise Tilstedeværelsen af adskillige Stoffer; ikke heller bør der i et kemisk Laboratorium savnes elektriske og magnetiske Apparater.
De Methoder, som Kemien anvender for at fremstille nye Forbindelser eller for at opløse ældre, ere lige saa mangfoldige som Apparaterne, han benytter. Da enhver kemisk Proces egentlig ikke er andet end en Til— føjelse eller Fjernelse af en uendelig Mængde Smaapartikler, Molekuler, med de fysiske Kræfter, der indeholdes i dem, er det klart, at disse Kræfter under de kemiske Processer snart give sig tilkjende som Varme, Lys, Elektricitet, snart — naar de nemlig tilføres — kunne fremkalde kemiske Forandringer i det Legeme, som de tvinges til at paavirke. Vi have saaledes allerede omtalt, at den galvaniske Strøm er i Stand til at adskille Vandet i Ilt og Brint og at reducere den metalliske Bestanddel i Alkalier og Jordarter; de kemiske Virkninger, som Varmen foraarsager, ere ikke mindre betydelige end Elektricitetens. Allerede ved at Varmen formaar at forandre Legemernes Aggregationstilstand, det vil sige gjøre faste Legemer flydende og flydende Legemer luftformige, er den et af de virksomste Midler til Legemernes kemiske Opløsning. Ved Hjælp af Varmen kunne vi adskille nogenlunde letsmeltelige Legemer fra dem, som det er vanskeligere eller aldeles umuligt for os at smelte, og ligeledes kunne vi ved Destillering og Sublimering paa en bekvem Maade udskille saadanne Stoffer, der ved Opvarming antage Luftform, fra dem, der ikke lade sig forflygtige. Derfor er ogsaa Sublimering og Destillering to Operationer, der ofte forefalde ved Kemikernes Arbejder.
Sublimering kaldes den Operation, hvorved forskjellige faste Legemer, ved Opvarming men uden at smeltes, bringes til at antage Form af Luft eller Damp, som derpaa ved Afkøling atter direkte antager fast Form. Benzoeharpix, der langsomt opvarmes i en Porcellænsskaal, udvikler Dampe, der i Luften fortættes til en hvidlig Taage. Disse Dampe ere Benzoesyre, et Stof, som findes i Benzoeharpixen, og som udskilles, da det bliver flygtigt ved Opvarming. Naar man opfanger dem, f. Ex. under en Papirtragt, ved hvis lavere Varmegrad de afkøles, afsætte de sig i Tragtens Indre i Form af smukke Krystaller. Paa lignende Maade kan man forvandle Jodkrystaller, der opvarmes i en Retort, til en smuk, violet Luftart, der atter fortættes til pragtfulde Krystaller, naar den kommer i Berøring med Indersiden af Retortens koldere Dele.
Ved Destillering kan man ikke alene adskille flygtige Vædsker fra saadanne Stoffer, der ved Opvarming ikke antage Luftform, men ogsaa adskille saadanne Vædsker fra hverandre, som gaa over i luftformig Tilstand ved forskjellig Varmegrad uden dog at sønderdeles. Man kan saaledes ved Destillering ikke blot skille ætheriske Olier fra fede, men man kan ogsaa adskille de enkelte Bestanddele i en Blanding af ætheriske Olier, naar man lader Temperaturen stige langsomt og holder den en Tidlang ved den Varmegrad, hvor den paagjældende flygtige Olie har sit Kogepunkt. Det simpleste Destillationsapparat bestaar af en Retort (Fig. 3 B), der er anbragt over Lampen A, og hvis Hals fører ned i en Kolbe C, der atter ligger i koldt Vand; naar den Vædske, der skal destilleres, og som findes i B, nu bliver bragt i Kog over Lampen, trænge Dampene ned i C, hvor de afkøles og fortættes. Jo koldere C er, desto fuldstændigere foregaar Fortætningen. Et af Liebig konstrueret Svaleapparat (Fig. 4), der er meget hensigtsmæssigt, er indrettet paa følgende Maade: Dampen ledes gjennem et temmelig langt Rør, der gaar fra Retorten til Svalerummet og naturligvis forbinder disse to Dele af Apparatet lufttæt med hinanden; dette Rør er omgivet af et andet, noget videre, hvori Svalevandet er anbragt. Fra en Vandbeholder (paa Afbildningen en Spand) føres der uafbrudt koldt Vand ned i den nederste Del af Svalerøret, medens det opvarmede Vand ligeledes uafbrudt løber bort fra Svalerørets øverste Del. I det praktiske Liv findes der mange forskjellige Slags Svaleapparater, og vi ville senere, navnlig hvor vi komme til at omtale Brændevinsbrænderiet, faa Lejlighed til nærmere at omtale flere af dem.
Den Varme, der er fornøden under de fleste kemiske Operationer, faar man ved Forbrænding. Trækulsovnene, som benyttes til Smeltning, Brænding, Fordampning o. s. v., ere indrettede paa forskjellig Maade eftersom de skulle
anvendes til det ene eller det andet. Naar der ikke udkræves en overordentlig høj Varmegrad, kan man benytte en almindelig Spirituslampe, eller ogsaa, naar man ønsker en stærkere Varme, den saakaldte Berzelius' Lampe, der, ligesom den argandske, har en cylindrisk Væge og dobbel Lufttræk. I de senere Aar anvender man dog ikke Spiritus saa meget som før i de større Laboratorier, da den saakaldte Bunsens Lampe har vundet betydelig Indgang efter Indførelsen af Gas.
Denne Lampe, der er gjengivet i Fig. 5, er indrettet saaledes, at den Gas, man anvender i den, inden den forbrænder, blandes med atmosfærisk Luft, hvorved der udvikles en ganske overordentlig høj Varmegrad.
Noget af det allervigtigste for Kemikeren er, at de forskjellige Stoffer, der skulle paavirke hverandre kemisk, komme i saa nær Berøring som muligt med hverandre. Faste Legemer frembyde indbyrdes for faa Berøringspunkter; hvor det derfor blot er muligt, søger man at tilvejebringe den flydende Tilstand, og Opløsningen danner af denne Grund Udgangspunktet ved de kemiske Operationer, hvor det kommer an paa at fremkalde kemisk Forandring af et fast Legeme. Den kan foregaa, dels ved saa stærk Opvarming, at det Stof, man har under Behandling, smelter; dels kan Opløsningen foregaa i en eller anden Vædske (Vand, Spiritus, Æther m. m.) Denne sidste Opløsningsmaade er langt almindeligere end Opløsning ved Hjælp af Varme. De nysnævnte Stoffer egne sig udmærket godt til Opløsningsmidler, da de som oftest forholde sig indifferente under de kemiske Processer, Andre, mere kraftige Opløsningsmidler ere f. Ex. Saltsyre, Salpetersyre, Kongevand, Svovlsyre, Fluorbrintesyre m. fl., men disse Stoffer bevirke ikke alene Opløsning, men fremkalde tillige en kemisk Forandring af det Legeme, som opløses.
Da man ved Filtrering let kan skille det, som er blevet opløst, fra det, der ikke er blevet opløst, er en undertiden flere Gange gjentaget Opløsning et Middel, der ofte anvendes til Rensning af opløselige Legemer, Salte o. s. v., der udskille sig af Opløsningsmidlet ved Afdampning eller ved en lavere Varmegrad, hvor dette ikke mere er i Stand til at optage saa meget af det. Alle porøse Legemer, som ikke udøve nogen Virkning paa de Vædsker, der gaa igjennem dem, egne sig til at benyttes som Filtrermidler; i de fleste Tilfælde, hvor der ikke er Tale om at filtrere særdeles store Masser, vil man allerbekvemmest kunne anvende et vist Slags Papir, Filtrerpapir, som man sammenfolder saaledes som antydet i Fig. 6, og som man derpaa anbringer i en Glas- eller Porcellænstragt, forat det skal have fornøden Holdbarhed. Filtreringen, der saaledes beror paa adskillige kemiske Stoffers Opløselighed i en eller anden Vædske, medens andre Stoffer enten slet ikke eller kun meget vanskeligt lade sig opløse, er den allervigtigste Bioperation, som Kemikeren tager til Hjælp. Kun i meget sjeldne Tilfælde, saaledes som ved Vandets Adskillelse i Ilt og Brint ved Hjælp af den galvaniske Strøm, er man i det heldige Tilfælde, at man ved at udskille det ene af de Stoffer, hvoraf et Legeme bestaar, samtidigt faar det andet udskilt kemisk rent, uden mekanisk Indblanding af andre Stoffer, og ligeledes er det i Almindelighed sjeldent Tilfældet, at en kemisk Forbindelse kan tilvejebringes blot ved at bringe de to Bestanddele i den vordende Forbindelse i Berøring med hinanden, og uden at idetmindste den ene, naar den tilsættes, er forenet med et andet Stof, som derpaa maa søges fjernet, efterat Forbindelsen er indgaaet. Som Exempler paa disse sjeldne Tilfælde ville vi anføre Svovljern og Klorbrinte, hvor den kemiske Forbindelse mellem Svovl og Jern, Klor og Brint fremkaldes simpelthen ved Varmens og Lysets Paavirkning. I de allerfleste Tilfælde maa Kemikeren derimod søge at naa sit Maal ad Omveje.
Alle kemiske Forandringer, som Stoffet undergaar, alle kemiske Forbindelser eller Sønderdelinger, bero fremfor alt paa den tidligere omtalte Naturkraft, som kaldes kemisk Slægtskab. Naar denne Naturkraft har bevirket Dannelsen af en kemisk Forening, ophører den dog ikke derfor at virke; Bestanddelene i det sammensatte Legeme, der er bleven dannet, ere ved deres kemiske Slægtskab til hinanden blevne beskyttede mod al ydre Paavirkning, der skriver sig fra svagere Slægtskabsforhold; et Stof, der har stærkere Slægtskab til en af Bestanddelene end det, der hidtil har holdt dem forenede, vil derimod bringe det sammensatte Legeme til at sønderdeles, idet de enkelte Bestanddele nu bøje sig for den mægtigere Indflydelse.
Saaledes er Kulsyre en svag Syre, der saare let gjendannes af sine Salte ved Indvirkning af enhver stærkere Syre. Almindelig Eddike frembringer allerede en Opbrusning i en Sodaopløsning, idet Sodaens Natrium bytter Plads med Eddikesyrens Brint. Den saaledes frigjorte Kulsyre spaltes imidlertid strax til Vand og Luftarten Kulsyreanhydrid (sml. ovenfor), og herved frembringes Brusningen. Af det dannede eddikesure Salt kan Eddikesyren paany gjendannes af Saltsyre, idet dennes Brint og det eddikesure Salts Metal bytte Plads. Vi faa da igjen fri Eddikesyre og Klornatrium (Kogsalt). Men ogsaa af denne sidste Forbindelse, hvori Bestanddelene dog ere meget fast forbundne, kan Saltsyren gjendannes ved Ophedning med Svovlsyre, idet dennes Brint og Kogsaltets Natrium bytte Plads, saaat der dannes Klorbrinte og svovlsurt Natron. Ligesom der gives stærkere og svagere Syrer, gives der stærkere og svagere Baser. De ædle Metaller danne meget svage, Alkalimetallerne meget stærke Baser.
Reglen er altsaa, at en stærkere Base eller Syre driver en svagere ud af dens Forbindelse, men denne Regel er dog ikke uden Undtagelser. En stærk Syre eller Base kan uddrives af en langt svagere, naar der herved dannes en ny Forbindelse med større Modstandskraft over for fysiske Paavirkninger, og navnlig hvis den nye Forbindelse er et Bundfald, det vil sige er uopløselig i det Opløsningsmiddel, der er anvendt i det givne Tilfælde, eller hvis den stærkere Base eller Syre kan forflygtiges.
Skjøndt de Vexelvirkninger, der kunne finde Sted mellem kemiske Forbindelser, ere yderst forskjellige og saa at sige utallige, lader dog det langt overvejende Antal sig føre tilbage til et og samme Synspunkt. De kunne nemlig næsten alle opfattes som det, Kemikeren kalder Dobbeltsønderdelinger, Dobbeltdekompositioner, og hvorved han forstaar saadanne Processer, hvor to Atomer eller Atomgrupper i to Forbindelser bytte Plads med hinanden, saaat der opstaar to nye Forbindelser. Sætter man saaledes en Sodaopløsning til en Opløsning af Klorkalcium, bytte Kalcium og Natrium (det metalliske Grundstof i Soda) Plads, og der opstaar to nye Salte: kulsur Kalk og Klornatrium. Leder man Svovlbrinte i en Opløsning af Kobbervitriol, bytte Brint og Kobber Plads, og der dannes Svovlsyre, som forbliver opløst, og sort, uopløseligt Svovlkobber.
Det kemiske Tegnsprog er et udmærket Middel til at tydeliggjøre hvad der saaledes foregaar, og endog den, der aldeles ikke har befattet sig med Kemi, vil sikkert blive nødt til at indrømme, at de mysteriøse Formler, der tilsyneladende kun maa tjene til at vanskeliggjøre det kemiske Studium, i Virkeligheden lette Oversigten i en paafaldende Grad, naar man først har faaet Øjet op for dem. Vi ville anføre et Exempel.
Soda er Kulsyrens Natriumsalt, altsaa Kulsyre H2CO3, hvori Brinten er erstattet af Natrium. Kobbervitriol er Svovlsyrens Kobbersalt, altsaa Svovlsyre, hvori Brint er ombyttet med Kobber. De nævnte to Processer kunne da simpelt skrives:
- CaCl2 + Na2 CO3 = 2 NaCl + CaCO3,
- E2S + CuSO4 = CuS + H2SO4.
Hvad man vilde behøve mange Ord til at forklare, udtrykker Kemikeren saaledes ved et Par Tegn, og det maa vel erindres, at i disse Tegn indeholdes tillige hele den kvantitative Side af Sagen. Thi Bogstaverne i de kemiske Tegn betyde jo ikke blot Grundstoffet, men Grundstofatomet, altsaa de i Atomtalstabellen (S. 35) opførte relative Vægtmængde. I den øverste af de ovenanførte Ligninger, staar der saaledes (da Ca = 40 Vægtdele Kalcium, Cl = 35,5 Klor, Na = 23 Natrium, C = 12 Kulstof, O = 16 Ilt), at 40 + 71 = 111 Vægtdele Klorkalcium med 106 Vægtdele Soda give 117 Vægtdele Klornatrium og 100 Vægtdele kulsur Kalk.
Reaktioner og Reagentier. Naar et Legeme forandrer sin kemiske Sammensætning, ledsages denne Forandring af mange forskjellige Fænomener. Luftformige Bestanddele kunne undvige; der kan danne sig uopløselige Forbindelser i Opløsningen, hvorved denne, der før var en klar Vædske, nu bliver grumset, eller ogsaa kan den nye Forbindelse, der dannes, adskille sig fra den tidligere ved sin Farve. Naar saadanne Fænomener kun vise sig ved Paavirkning af to bestemte Legemer paa hinanden, og naar de udmærke sig ved særligt karakteristiske Ejendommeligheder, ville de altid være Bevis for, at de to paagjældende Stoffer samtidigt ere tilstede. Naar man nærer Formodning om, at det ene eller det andet af dem er tilstede i en Forbindelse, vil man altsaa kunne paavise dets Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse ved simpelthen at tilsætte det andet. Indtræder den bekjendte Forandring, viser Formodningen sig altsaa rigtig; indtræder den derimod ikke, er Formodningen urigtig. Naar man f. Ex. opløser en lille Krystal af Jernvitriol i Vand og derpaa helder et Par Draaber af denne Opløsning i en Opløsning af det saakaldte røde Blodludsalt, vil man strax iagttage Dannelsen af en blaa Udfældning, der bestaar af en ganske bestemt Forbindelse (det saakaldte Berlinerblaat), og er saa karakteristisk farvet, at den ikke kan forvexles med nogensomhelst anden. Den opstaar altid, naar Jernopløsning bliver bragt sammen med Blodludsalt, men ellers aldrig. Deraf kan man altsaa med Sikkerhed slutte, at der indeholdes Jern i en Opløsning, der ved Tilsætning af nogle Draaber Blodludsalt viser den paagjældende blaa Farve; omvendt kan man slutte, at en Opløsning indeholder rødt Blodludsalt, naar der danner sig denne letkjendelige Udfældning ved Tilsætning af nogle Draaber Jernvitriolopløsning.
Saadanne karakteristiske Fænomener kalder Kemikeren Reaktioner (gjensidige Paavirkninger), og de Stoffer, som bevirke dem, kaldes Reagentier. Jernvitriol er saaledes et Reagens paa rødt Blodludsalt, ligesom rødt Blodludsalt omvendt er et Reagens paa Jernvitriol. Der gives særdeles mange af dette Slags Reaktioner og Reagentier. Det følger af sig selv, at disse altid maa anvendes i kemisk ren Tilstand. Af saadanne Reaktioner, som bestaa i Dannelsen af uløselige eller vanskeligt opløselige Forbindelser, gjør Kemikeren en overordentlig vidtstrakt Anvendelse. De ere nemlig det oftest benyttede Middel, ikke alene til at skaffe sig Vished, om denne eller hin Bestanddel findes i det Stof, der undersøges, men ogsaa til virkelig at adskille disse Bestanddele, der saaledes kunne undersøges særskilt.
Enkelte Reagentier kan man, som allerede antydet, benytte til Udskillelse af hele Grupper af kemiske Legemer. Saadanne Reagentier ere f. Ex. Vand og Alkohol, idet nemlig endel Stoffer opløses af dem, medens alle andre forblive uopløste. Atter andre, saaledes som det nysnævnte røde Blodludsalt, reagere blot med et eneste Stof paa en bestemt, karakteristisk Maade.
Blandt de vigtigste Reagentier, der bør findes i ethvert selv det mindste Laboratorium, maa først og fremmest nævnes destilleret Vand, Alkohol og Æther, der gjøre Tjeneste som indifferente Opløsningsmidler; fremdeles Saltsyre, Salpetersyre, Eddikesyre og opløst Salmiak, der ere Opløsningsmidler med kemisk Indvirkning. Reagenspapir, Trækpapir, der er farvet med vegetabilske Stoffer, anvendes ofte; det blaa, lakmusfarvede Papir bliver rødt, naar det dyppes i en sur Opløsning; det røde lakmusfarvede Papir bliver derimod blaat, naar det dyppes i en alkalisk Opløsning. Saadant Papir er altsaa et Reagens, der tjener til at karakterisere hele Grupper. Svovlsyre danner Bundfald med Baryt, Strontian og Bly. Svovlbrinte, enten som Luftart eller opløst i Vand, udfælder Guld, Platin, Tin, Antimon, Arsen, Kviksølv, Bly, Sølv, Kobber, Vismuth og Kadmium af deres sure Opløsninger som Svovlmetaller. Af disse ere nogle, saaledes som Svovlkadmium og Svovl-arsenik farvede saa karakteristisk, at Svovlbrinte kan tjene som fortrinligt Reagens for dem. Saadanne Metaller som f. Ex. Jern, Kobolt, Zink, Nikkel, Mangan m. fl., der ikke udfældes af sure Opløsninger ved Tilsætning af Svovlbrinte, udfældes derimod som Svovlmetaller ved Tilsætning af Svovlammonium (Svovlbrinteammoniak); ogsaa Kromtveilte og Lerjord udfældes, skjøndt ikke som Svovlmetaller; desuden opløser det atter nogle af de Svovlmetaller, der ere udfældede ved Hjælp af Svovlbrinte, saasom Svovlguld, Svovlplatin, Svovlantimon, Svovlarsen og Svovltin og er saaledes dobbelt værdifuldt. Svovlkalium bevirker samme Udfældninger som Svovlammonium. Kaustisk Kali udfælder de fleste Metalilter og Jordarter, der ere uopløselige i Vand; naar det anvendes i særdeles rigelig Mængde, opløser det atter nogle af dem, saaledes f. Ex. Lerjord, Kromilte og Blyilte, og det anvendes derfor, hvor det gjælder om at adskille disse Ilter fra andre, f. Ex. Jernilte. Kulsurt Kali udfælder alle Baser med Undtagelse af Alkalierne. Ammoniak tjener til Udfældning af Metalilter, af hvilke det atter kan opløse nogle, f. Ex. af Kobber, Sølv, Kadmium m. fl. og udskille dem fra de andre, naar det anvendes i rigelig Mængde. Kulsurt Ammoniak forholder sig paa lignende Maade. Klorbarium tjener til at paavise Tilstedeværelsen af Svovlsyre, med hvilken den danner et ganske uopløselig hvidt Bundfald. Paa lignende Maade virker salpetersur Baryt og Klorkalciumopløsning. Salpetersurt Sølvilte, Helvedesstensopløsning, tjener til at paavise Tilstedeværelsen af Saltsyre, med hvilken det danner et hvidt Bundfald af Klorsølv, der er opløselig i Ammoniak og uopløselig i Salpetersyre. Jernklorid tjener til Paavisning af Blaasyre og er desuden af Vigtighed til at paavise Tilstedeværelsen af flere organiske Syrer.
Saadanne Reagentier, ved hvilke Tilstedeværelsen af enkelte Legemer bliver paavist paa en ganske karakteristisk Maade, og som naturligvis, ligesom de tidligere nævnte, maa være opløselige i Vand ere: fosforsurt Natron, Reagens for Magnesia; antimonsurt Kali, Reagens for Natron. Kromsurt Kali giver med Blysalte en smuk gul Udfældning af kromsurt Blyilte. Rødt Blodludsalt er ikke blot, saaledes som allerede nævnt, et yderst fintfølende Reagens for Jernforilte, men giver ogsaa med Kobberiltesalte en temmelig let gjenkjendelig rødbrun Udfældning. Cyankalium er meget vigtigt paa Grund af dets Evne til at udfælde Metallerne som Cyanforbindelser og til atter at opløse dem, naar det anvendes i Overskud; det anvendes navnlig til at skille Nikkel fra Kobolt og Kobber fra Kadmium. Kiselfluorbrintesyre anvendes for at paavise Tilstedeværelsen af Baryt. Oxalsyre og oxalsurt Ammoniak til Udskillelse af Kalk. Vinsyre er et Reagens for Kali. Kaustisk Baryt benyttes til Udfældning af mange Baser, men dog navnlig til Paavisning af Kulsyre, med hvilken det danner en hvid Udfældning. Klortin giver med Guld en karakteristisk rød Udfældning. Omvendt er Guldklorid et Reagens for Tin. Platinklorid paaviser Tilstedeværelsen af Kalium og Ammonium. Zink i metallisk Form udskiller Sølv, Bly, Kobber m. fl. Metaller af deres Opløsninger og tjener navnlig til at udfælde Antimon og Tin. Paa lignende Maade bliver Jern anvendt til Paavisning af Kobber, og Kobber til Paavisning af Kviksølv.
Foruden de nu nævnte Stoffer er der endnu mange andre, som benyttes i forskjellige, specielle Øjemed, ved kemiske Arbejder og Undersøgelser ad den saakaldte vaade Vej; der er desuden endel andre, som for det meste benyttes ved kemiske Arbejder ad den tørre Vej, det vil sige ved Smeltninger i Digler, ved Undersøgelser ved Hjælp af Blæserøret o. s. v., men disse ville vi dog ikke omtale paa dette Sted. I mere almindelig Forstand kunde naturligvis ethvert kemisk Legeme, der bevirker en skarp, tydelig Forandring hos et andet, betragtes som et Reagens, men ved Reagens forstaar man dog i Almindelighed kun ethvert saadant kemisk Stof, som Kemikerne virkelig benytte ved deres Arbejder, og som derfor maa findes i det kemiske Laboratorium.
Pladsen tillader os ikke at gjøre noget Forsøg paa at give Læseren en almindelig Forestilling om de mangfoldigt vexlende Methoder, ved Hjælp af hvilke de utallige kemiske Stoffer i et Laboratorium frembringes, thi dette vilde føre altfor vidt eller endog være ganske umuligt. I de følgende Afsnit af dette Værk ville vi desuden ofte nok faa Lejlighed til at tage enkelte Tilfælde i nøjere Øjesyn. Derimod kunde det vel her være paa sin Plads at følge Gangen i en kemisk Analyse, for at faa en Forestilling om, hvorledes de kemiske Indvirkninger blive benyttede paa mangfoldige forskjellige Maader; vi ville hertil vælge et konkret Exempel, Undersøgelsen af et ubekjendt Mineral, i hvilket vi altsaa maa forudsætte Tilstedeværelsen af mange forskjellige uorganiske Grundstoffer, og vi ville nu ved den kemiske Undersøgelse paavise deres Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse.
Analyse. Da der i et Legeme, hvis Bestanddele man ikke kjender, hvis Ydre er forskjelligt fra alt, hvad man før har set, hverken af dets egentlige Vægt eller Haardhed, Brud, Farve, magnetiske, elektriske eller andre fysiske Egenskaber kan sluttes til dets kemiske Sammensætning, kan det foreliggende, ubekjendte Minerals fysiske Undersøgelse, der dog bør foretages, ikke afgive nogen tilstrækkelig Vejledning; man kan ikke vente noget fyldestgjørende Resultat undtagen af en omhyggeligt foretagen Analyse.
Det første, man har at gjøre, er ad mekanisk Vej nøje at skille det Mineral, der skal undersøges, fra alle tilfældige, fremmede Indblandinger. Et Stykke Granit analyseres saaledes ikke som en samlet Masse, men man adskiller først ad mekanisk Vej dets tre Bestanddele: Kvarts, Feldspath og Glimmer; man bestemmer maaske rettest først deres indbyrdes Vægtforhold, og analysere dem derpaa hver for sig, naar man skal kunne faa Oplysning om hvert enkelt Minerals kemiske Sammensætning og Formel. For Geologen kan dog den samlede analytiske Undersøgelse af en hel Bjergart blive oplysende for Bedømmelsen af, hvorledes denne Bjergart har dannet sig; i den senere Tid foretages der ogsaa jevnligt saadanne Bruttoanalyser paa det geologiske Omraade.
Naar et Mineral skal kunne opløses fuldstændigt, maa det i Almindelighed først rives til det fineste Pulver i en Agatmorter, og dette Pulver maa derefter behandles med Vand. Faar man da en klar Opløsning uden noget Bundfald, er Antallet af de Stoffer, Mineralet muligvis kunde indeholde, formindsket i en ganske betydelig Grad. Dette er dog kun meget sjeldent Tilfældet, og man maa derfor forsøge med stærkere Opløsningsmidler, saasom Saltsyre, Salpetersyre, Kongevand o. s. v.; men naar ogsaa disse vise sig for svage, hvad der bl. a. meget ofte er Tilfældet, naar man skal analysere kiselsyreholdige Mineraler, smelter man det, der ved den foregaaende Behandling med Syre er forblevet uopløst, sammen med kulsurt Kali, Natron, Baryt o. s. v., eller med en Blanding af disse kulsure Salte, eller ogsaa behandler man den uopløste Rest med Fluorbrintesyre, der tilberedes af Flusspath og Svovlsyre. Man maa naturligvis ved Anvendelse af andre Opløsningsmidler særskilt undersøge, om ikke de Stoffer, der saaledes anvendes som Opløsningsmidler, muligvis eller ialtfald tildels forefindes i selve Mineralet.
Vi antage imidlertid, at Mineralpulveret paa en eller anden Maade er blevet opløst i en Vædske, muligvis med Undtagelse af nogle faa Stoffer, saasom Kiselsyre, Kul m. m., der i saa Fald udskilles ved Filtrering og derpaa underkastes en særlig Prøve. I den filtrerede klare Vædske, der bør forsættes med et Alkali, f. Ex. Ammoniak, eller ialtfald fortyndes med Vand, hvis Lakmuspapiret viser, at den er meget sur, ledes der nu Svovlbrinte i luftformig Tilstand, til Vædsken er fuldt mættet. Derved udfældes Metallerne Bly, Sølv, Vismuth, Kobber, Kadmium, Kviksølv, Guld, Platin, Tin, Antimon og Arsenik som Svovlforbindelser. Anvendes Saltsyre som Opløsningsmiddel, vil man i enkelte Tilfælde ikke kunne formode Tilstedeværelsen af alle de nævnte Metaller; thi enkelte af dem, f. Ex. Sølv, Bly m. fl. opløses ikke deri, da deres Klorforbindelser ere uopløselige i Saltsyre; Tin opløses ikke i Salpetersyre; man kan altsaa udskille dem ved Filtrering og let bestemme dem. Men naar man nu ikke kan forudsætte en saadan tidligere Udskilling, maaske fordi ingen af de nævnte Syrer er bleven anvendt, maa man gaa ud fra, at ogsaa de nævnte Metaller findes i den Udfældning, der bevirkes ved Svovlbrinten. Den filtrerede Opløsning vil derimod ikke kunne indeholde dem. Ved Mætning af det sure Filtrat med Ammoniak og Tilsætning af Svovlammonium udfælder man nu Resten af de tunge Metaller, der endnu kunne være tilstede (Jern, Mangan, Kobolt, Nikkel og Zink), i Form af Svovlmetaller samt Krom og Aluminium som Kromilte og Lerjord. Ved Filtrering faar man atter en klar Opløsning, som overmættes med Saltsyre, og der udfældes nu Svovl fra det tidligere i Overskud tilsatte Udfældningsmiddel. Dette Svovl udskilles ved Filtrering, og til Opløsningen tilsættes derpaa kulsurt Ammoniak, der udfælder de tre alkaliske Jordarter Kalk, Baryt og Strontian. De eneste Baser, foruden den Ammoniak, man har tilsat, der endnu kunne findes i Opløsningen, ere Magnesia, Kali og Natron, naar man nemlig fraregner saadanne Baser som Lithion, Cæsium og Rubidiumilte, der kun forekomme meget sjeldent og derfor ikke eftersøges, undtagen naar man har særlig Anledning til at formode deres Tilstedeværelse.
Af endel af den nu for femte Gang filtrerede Opløsning dannes der ved Tilsætning af fosforsurt Natron en hvid Udfældning, hvis den indeholder Magnesia. Nu er der kun Kali og Natron tilbage. Hvis den Del af Opløsningen, man har tilsat fosforsurt Natron, virkelig indeholder noget fast Legeme (under Forudsætning af, at der ikke er blevet fundet Magnesia i den), viser dette sig let ved at man fordamper nogle Draaber af Opløsningen paa et Stykke Platinblik eller et Stykke Glas, der opvarmes. En hvid Rest er nemlig ensbetydende med et bekræftende Svar. Man udskiller nu al Ammoniak af den tilbageværende Opløsning og tilsætter derpaa til en Del af den Platinklorid, der med Kali giver et gult Bundfald, medens man til den anden Del af Opløsningen sætter autimonsurt Kali, der med Natron danner et hvidt Bundfald.
Ved disse paa hinanden følgende Udfældninger have vi ganske vist befriet den oprindelige Opløsning for hele dens Forraad af Baser og adskilt disse i Grupper, men vi kunne dog endnu ikke opgive en eneste Base, med Undtagelse af Magnesia, Kali og Natron, som Opløsningen har indeholdt fra Begyndelsen. Hertil udkræves, at man særskilt undersøger ethvert af de Bundfald, man har faaet, efterat disse først ved Udvadskninger paa Filtret omhyggeligt ere blevne befriede for de vedhængende Opløsnings- og Udfældningsmidler m. m., en Operation, der ofte er meget vanskelig og tidsspildende.
Naar den Fældning, man først faar ved Tilsætning af Svovlbrinte, har en ganske ren, karakteristisk Farve, kan man allerede heraf slutte til Ikke-Tilstedeværelsen af de fleste Metaller, der lade sig udfælde paa denne Maade, og følgelig ogsaa til Tilstedeværelsen af et eller flere af de andre. Er Udfældningen helt gul, kan den kun indeholde Svovlarsenik, Svovltin og Svovlkadmium. En gulrød Farve antyder Antimon, skjøndt Fældningen da ogsaa kun indeholde de nysnævnte gule Svovlmetaller; har Udfældningen derimod en mørk, brun, sort eller anden uren Farve, kunne alle de Metaller, der høre til denne Gruppe, findes deri. Man behandler nu Bundfaldet med Svovlammonium, hvori Svovlforbindelserne af Arsenik, Antimon, Tin, Guld og Platin blive opløste, og saaledes adskiller man de nysnævnte Metaller fra Kadmium, Kobber, Bly, Vismuth, Kviksølv og Sølv, hvis Svovlforbindelser ere uopløselige i Svovlammonium; disse opvarmes nu med Salpetersyre, der opløser alle med Undtagelse af Svovlkviksølv. Ved Tilsætning af Saltsyre til den salpetersure Opløsning kan man derpaa udskille Sølv og tildels Bly som Klormetaller, af hvilke Klorsølvet er opløseligt i Ammoniak, Klorbly derimod ikke. For Kadmium, Kobber, Vismuth gives der fremdeles afgjørende Adskillelsesmethoder, og ligeledes for de Metaller, der ere opløste i Svovlammonium. Den Udfældning, der fremkom af den oprindelige Opløsning ved Tilsætning af Svovlammonium, ligesom ogsaa de Jordarter, der bleve udskilte ved Hjælp af kulsurt Ammoniak, blive nu hver for sig adskilte paa tilsvarende Maade, og udsondres paa denne Maade efterhaanden i flere og flere skarpt begrænsede Grupper, indtil man endelig lidt efter lidt bliver i Stand til at udskille de enkelte Grundbestanddele.
Det vilde føre os for vidt her at sammenstille de enkelte Reaktioner, og vi nøjes derfor med disse antydede Bemærkninger for ikke at virke skadeligt paa Billedets Klarhed. Det følger derhos naturligvis af sig selv, at Bestemmelsen af Syrerne, der have været forbundne med Baserne i det Legeme, der skal undersøges, og med hvilke vi udelukkende have beskjæftiget os, kræver en lige saa omhyggelig og systematisk Analyse. Endvidere er det en Selvfølge, at disse Methoder efter Omstændighederne undergaa mangfoldige Forandringer, hvortil man kan foranlediges ved Fremtræden af visse Bestanddele, Indvirken af de anvendte Reagentier o. s. v.
Den kvantitative Analyse eller den Sønderdeling og Undersøgelse af et Legeme, der ikke alene tilsigter at bestemme Beskaffenheden af de Bestanddele, hvoraf det er sammensat (hvilket vi jo kalde den kvalitative Analyse), men som har sat sig til særlig Opgave at bestemme de Vægtforhold, hvori de forskjellige Stoffer ere forbundne med hverandre, følger i det store Hele de samme Adskillelsesmethoder, men som oftest blive disse mere indviklede, fordi det jo her kommer an paa fuldstændigt at adskille de enkelte Sustanser fra hverandre, og derfor hele Massen af det Legeme, der skal undersøges, maa behandles paa samme Maade. Forud for den kvantitative Analyse bør der altid gaa en kvalitativ Undersøgelse, og de Resultater, man naar til paa denne Maade, anvise i Almindelighed den heldigste Vej, man bør følge ved den kvantitative Analyse.
Hvad vi ovenfor have anført gjælder i Hovedsagen næsten udelukkende Analysen af uorganiske Legemer. Undersøgelsen af organiske Stoffer kan ikke ske efter en saa nøjagtig fastsat Skema som Tilfældet er ved Undersøgelsen af Metaller, Jordarter, Alkalier m. m., da den store Skare organiske Legemer væsentlig kun bestaar af de fire Elementer Ilt, Brint, Kvælstof og Kulstof, medens den uorganiske Verden, saa vidt man ved, indeholder omtrent 65 Grundstoffer, og heraf følger, at de organiske Stoffer i Almindelighed ikke kunne ordnes parallelt i visse bestemte større Grupper efter deres Forhold til visse Reagentier, svarende f. Ex. til de uorganiske Basers Forhold til Svovlbrinte; de lade sig snarere ordne i Rækker, hvis enkelte Led adskille sig fra hverandre ved at et eller flere Elementer i dem fremtræde i større eller ringere Mængde. Ved de uorganiske Grundstoffer gives der i Almindelighed to, sjeldent tre, i det allerhøjeste fem Iltningstrin, Svovl-, Klorforbindelser o. s. v., som vi ogsaa kunne betragte som Rækker, medens de organiske Forbindelser, som allerede sagt, danne særdeles talrige Rækker.
Vi have ovenfor paavist, at Radikaltheorien er den organiske Kemis Grundvold, og det skulde vel saaledes være den organiske kvalitative Analyses nærmeste Opgave at paapege Radikalernes Tilstedeværelse. Det vil imidlertid være indlysende, at den organiske Kemi ikke tilsteder saa skarpt adskillende og tillige saa simple Reaktioner som dem der staa til Raadighed for den uorganiske Analyse, da der jo foregaar saa mange gradvise Forandringer i den kemiske Sammensætning af de organiske Legemer. Herved bliver den organiske Analyse langt vanskeligere end den uorganiske.
Den kvantitative organiske Analyse beskjæftiger sig derfor ogsaa udelukkende med Bestemmelser af et eller flere eller af alle de Grundstoffer, der forekomme i et organisk Legeme, og den faar da Navn af Elementæranalyse. Denne foretages i Almindelighed paa den Maade, at det Stof, der skal undersøges saa fuldstændigt som muligt, blandes med et uorganisk Legeme, der let afgiver Ilt, og det opvarmes nu saa længe, indtil det er aldeles forbrændt i den Ilt, der udvikler sig. De udvundne Forbrændingsprodukter kunne nu kun være: Vand (af Brint og Ilt), Kulsyre (Kul og Ilt) og Kvælstof. Af Vandets Vægt bestemmer man Brintens, af Kulsyrens Kullets, og, ved fra det forbrændte Legemes hele Vægt at trække Summen af Kvælstoffets direkte fundne og Brintens samt Kullets beregnede Vægt, faar man at vide, hvor meget Ilt Legemet indeholdt.
De korte Bemærkninger, vi nu have fremsat, maa tjene som Afslutning paa denne Indledning; men vi forbeholde os ved passende Lejlighed, der sikkert ikke vil udeblive, at komme tilbage til en udførligere Fremstilling af forskjellige kemiske Processer, der have særlig Betydning i teknisk Henseende.
Fodnoter
redigérI den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ 1,0 1,1 De græske bogstaver er muligvis ikke korrekt afskrevet, se side 16 i den trykte bog (noten er tilføjet af Wikisource)
- ↑ Ved dette Experiment kan man let gjøre det klart for en Bonde (eller hvemsomhelst ellers), at der af Syre (Svovlsyre og Flogiston) dannes Svovl, og at omvendt Flogiston kan uddrives af dette og igjen forenes med Syren.
- ↑ I den trykte tekst er c'et vendt om, det er en gammel forkortelse for i.e. = "id est", der betyder "det er" (noten er tilføjet af Wikisource)
- ↑ 4,0 4,1 De græske bogstaver er muligvis ikke korrekt afskrevet, se side 30 i den trykte bog (noten er tilføjet af Wikisource)