Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet/2det Kapitel. Om Tilbagevending
Andet Kapitel.
Om Tilbagevending (Kredsning).
Have vi først klaret os Ligeløbet, kommer dets Modsætning af sig selv. Lad os straks tage et Eksempel for at have et Udgangspunkt.
29. En Mand gaar langs med en Plantage i sine egne Tanker,
det vil sige, uden at han egentlig tænker sig noget ved Omgivelserne.
Hans Tanker hæfte ikke ved, hvad han ser; de gaa andre Steder hen,
maaske ingen bestemte Steder, men ubestemt ud i Himmelrummet.
Han ser meget godt Plantagen og faar sjælelige Strømninger derfra;
men de gaa bort i ham, komme ikke tilbage. Han kan godt gaa
meget længere, end han tilsigter, ja længere end det er ham tilladt;
thi han har glemt baade Tiden og Stedet. Han er aaben,
ligeløbende og ubevidst. Det er den Type, vi nu kende. Pludselig
faar han Øje paa en Tyr, der staar paa Vejen. Det bevirker en
Typeforandring i ham. Han kommer til sig selv, kalder alle sine
omstrejfende strømninger tilbage til Stedet, de gik ud fra, og nu
først bliver han sig rigtig bevidst, hvor han er kommen hen.
En velbekendt Typeforandring. Snese Gange om Dagen
maa vi saaledes kalde vore Strømme hjem til Stedet, som de
gik ud fra, naar der paa en eller anden Maade stilles Krav til os.
Hvad er det, der her foregaar?
Man fristes straks til at sige: »Manden besinder sig, fatter sig«, Det er imidlertid ingen Forklaring; det er kun Benævnelser paa Fænomenet. For i øvrigt gode Benævnelser. Det refleksive i disse Ord er rammende. Besindelsen (Fatningen, Samlingen) er det, Manden er kommen noget bort fra, naar han gaar der i sine egne Tanker. Men som sagt, det er kun Benævnelser; lad os se videre, hvori denne Besindelse eller Fatning egentlig bestaar.
At der sker en vis Tilbagevending til Sagen, en Genbrug af vedkommende Baner, kan ikke være Tvivl underkastet. Det kunne vi ligefrem mærke. En saadan Genbrug af Baner kendes saa godt fra Erindring; men medens der ved al Erindring er et vist Tidsforløb imellem Indtrykket og dets Genkaldelse, saa sker Genkaldelsen her i samme Nu. Man husker i det samme, man ser, eller dog i det konsekutive Tidselement.
Hvorledes kan det nu gaa til, at Manden ved denne forenede Huskning og Betragtning kan opnaa en forøget Klarhed i Opfattelsen af det sete? Ja, det er jo da i Grunden let at forstaa. Han oplever jo paa den Maade Indtrykket to, flere, ja maaske uendelig mange Gange efter hinanden. Det maa nødvendig give en forøget Virkning. Naar Strømmen ikke nøjes med at løbe een Gang igennem en Bane, men ligesom Tordenskjolds Soldater ad en Omvej kommer tilbage til den samme Gade og gaar en Gang rundt til, forstærket af den nye tilkomne Indførsel, maa der nødvendig opnaas forøget Strømstyrke og tilsvarende forøget Virkning. Ved Tilbagevendingen vindes simpelt hen den Arbejdsmængde, der før udførtes. I Stedet for at den før gik bort fra Organismen, vender den nu tilbage og deltager i Arbejdet. Det maa hjælpe.
Antagelsen af en saadan Kredsgang af Strømmen (Hvirvel) stemmer godt med den tilbagevendende Opfattelses hele kontinuerte Natur. Egentlig er en kontinuerlig Virkning noget, der bør forundre os. Et Indtryk er efter sin Natur ikke noget, der saaledes kan vare igennem et vist Tidsrum. Det er ligesom et Stød momentant. Og saaledes er jo ogsaa Virkningen af den enkelte Ligeløbsstrøm. Mens Manden gaar »i Tanker«, ere alle Indtryk momentane (forbigaaende). I et enkelt Sekund ser han noget af et Hegn, i det næste er det igen borte — huskes ikke. Indtryk dukke op og ere borte med det samme. I og for sig er det ejendommeligt, at der overhovedet ad nogen Vej kan skabes Kontinuitet i Opfattelsen, at det er muligt at fastholde et Indtryk, saaledes som man kan det. Men Forholdet forklares noget ved den ovenstaaende Betragtning. En Hvirvel kan blive ved at løbe rundt meget længe. Den er et vedvarende Lager af Arbejdsmængde, af det Valuta, der — hvorledes Opfattelsen saa end maa tænkes at gaa for sig — dog altid maa være Betingelsen for enhver sjælelig Frembringelse.
Men lad os se nogle flere Eksempler:
30. Man kan sidde i Tanker og se paa en Knap paa Gulvet,
betragte den indtil de mindste Enkeltheder, uden at man dog
alligevel egentlig rigtig har opfattet den. Der kommer det ene
Indtryk til Sjælen efter det andet om Knappen, men ingen af dem
overlever det Øjeblik, der frembragte dem. Først naar en tilfældig
Mindelse om, at der i Gaar blev søgt efter saadan en Ting, kan
bringe En ligesom tilbage til den i en reproducerende Betragtning,
kan en skarp og klar Forestilling om det sete pludselig danne sig.
Idet man tænker: »Men hvad var det? Var det ikke Knappen fra i
Gaar?« sker der en Genkaldelse af Strømmene, hvorved den
fuldstændige Opfattelse og Fastholdelsen af Indtrykket kommer i Stand.
Udtrykkene ufuldstændig og fuldstændig Opfattelse ere ret
betegnende. Ved den enkelte Ligeløbsstrøm opnaa vi kun et
ufuldstændigt Syn, en aandsfraværende, ligesom halv drømmende
Opfattelse — man ser og ser dog ikke, har egentlig kun halvt
opfattet Tingene. — Fuldstændig Opfattelse faas først, idet vi
kalde Strømmene tilbage og ligesom se Tingene een Gang til
(Togangesynet; noget analog Synet med 2 Øjne).
31. En Dag kom der en ung 15aarig Fyr op til mig. Han
vilde gerne opføre sig som Herre og behandles som saadan; men
uagtet jeg bestræbte mig for at vise ham alt Hensyn, skete det flere
Gange, at mine Tanker kom til at gaa i en anden Retning, og at
jeg ligesom glemte, at han var til Stede. Jeg saa ham jo nok og
svarede ogsaa paa alle hans konverserende Bemærkninger; men det
var maaske ikke altid, at Svarene passede saa godt. Man tænkte
paa andre Ting i det samme. Man saa ham kun een Gang. Helt anderledes vilde det have været, hvis der havde staaet en Etatsraad.
En saadan Mand ser man 2 Gange.
Hvad man skal opfatte klart, skal man tilbage til i en
gentagen Betragtning. Er Indtrykket af en saadan Natur, at
Tilbagevending vanskelig kan iværksættes, at man ikke kan faa
Strømmen fangen, vil det straks kendes paa Opfattelsens
Tydelighed:
32. Ser man første Gang i sit Liv en Dampfærge eller en
lignende kunstig Ting, kan man have en Følelse, som om man ikke
rigtig kunde »samle sig«. Indtrykkene faar man korrekt nok; men
idet Banerne ere ganske nye, er man ikke indøvet i Genbrugen af
dem. Det er, som man ikke kunde huske fra det ene Indtryk til
det andet, og selv om man stirrer, alt hvad man kan, mangler der
ligesom noget i det fuldstændige Syn.
33. Ved en Indtogsfest eller lignende, hvor det gælder om at
opfatte enhver lille Enkelthed, kan dette Forhold især være generende.
Det er, som om man kun fik Tid til at tage nogle enkelte, spredte
sjælelige Billeder af den kongelige Vogn, eller hvad det nu gælder
om, som om man med den bedste Vilje ikke rigtig kunde se. »Saa
Du det?« siger man til sin Ledsager om en lille Ting, det er lykkedes
En at fastholde.
34. Paa lignende Maade kunne Ansigter berede En
Vanskeligheder. Naar jeg bliver forestillet for en fremmed Person, kan jeg,
især naar Vedkommende ikke har meget markerede Ansigtstræk, tit
have vanskeligt ved at opfatte, hvorledes Mennesket egentlig ser
ud. Man har ikke faaet Banerne i Orden endnu. Vender man sig
et Øjeblik om, er man ikke i Stand til at huske, hvordan det Ansigt
var, og maa tage sin Tilflugt til Kendemidler som Klædedragt o. l.
Man har ingen Baner, der kan genbruges. Først naar Trækkene
begynde at fæstne sig i Erindringen, bliver Genbrug af Banerne mulig.
Dermed kommer skarp og klar Opfattelse.
Til andre Tider kan Opfattelse saa at sige blive altfor
fuldstændig. Man kan, hvor Banerne ere i Orden, lægge saaledes Vind paa Tilbagevending, at Virkningen bliver
overhaandtagende stor (Beflitning, »gjort« Virksomhed):
35. Staar man paa Bakkerne nord for Aarhus og ser over
imod Kalø Ruiner, er det straks ved første Indtryk et smukt Syn
(Ligeløb); men i Reglen nøjes man ikke dermed. Man lader Strømmen
gaa rundt i de Baner, man har om Kalø, passere Claus Limbek og
Gustav Vasa, og idet den forstærket kommer tilbage til Kalø, ser
man nu et langt tydeligere aandeligt Billede end før. Og den
gaar igen rundt; man tænker paa Livet derovre i den Tid, Gustav
Vasa sad fangen, hvorledes han maa have følt sig, da han hørte de
overmodige, unge danske Adelsmænd sige, at der vilde blive saa faa
højbaarne Svenskere tilbage, at menige danske Krigere skulde
hjemføre de svenske Adelsfrøkener som Hustruer. »Alt det«, tænker
man, »er passeret derovre«. Klarere og klarere staa Ruinerne for
En, og kan der tilsidst føje sig en lille Sang til: »Udrundne er de
gamle Dage« — hen over det blaa Vand, kan den aandelige
Belysning blive ligefrem bengalsk. Men det hele er »gjort«, som
Kunstnerne sige. Det er ikke det Førstehaandsliv, om hvilket man kan
sige, at den højre Haand ved ikke, hvad den venstre gør. Den
finder man kun i Ligeløbets svage og enkelte Virkninger.
I det foregaaende have vi talt om Indtryk; men de samme
Fænomener gentage sig i Tankelivet. Naar man »reflekterer«
over en Sag, ved Enhver, hvorledes man har en Følelse af, at
man stadig vender tilbage til Sagen. Deraf kommer Ordet
Refleksion. Man kredser rundt om den, indtil man finder en
Udvej i Form af en Idé. Saa kan det gerne være, at Strømmen
løber ud i Idéen, og ikke kommer tilbage; men saa har man
forladt Refleksionen og er kommen ud i Ligeløbet, denne
utilbagevendende Bevægelse, hvori Strømmen gaar bort i En (til
Udførsel).
36. Tilbagevending i Tankelivet (Refleksion) er mere eller
mindre altid til Stede. Til Tider kan den blive saa stærk,
Hvirvlerne saa smaa og vedholdende, at vedkommende Sted af Hjernen
føler sig trykket deraf. Det er det vi kende fra Arbejde,
Lektielæsning o. desl. Man kan ordentlig føle sig som forkrympet af at lade Strømmen saaledes blive staaende og snurre rundt paa samme
Sted. Det er, som om Hvirvlerne efterhaanden snørede sig fastere og
fastere sammen til haarde Nøgler (Billedet hentet fra et Garnnøgle).
Man siges da at trænge til Adspredelse, det vil egentlig blot
sige til at faa Strømmene rettede ud igen i Ligeløb. Gaar man et
Øjeblik ud paa Altanen og ser de hvide Skyer trække oppe i Luften,
opløse de haarde Nøgler sig og forsvinde.
37. Som et ret lærerigt Eksempel paa, hvorledes man pludselig
kan lade Kredsningen fare, nævnes Latter og Graad. Det, der
her sker, er egentlig en Sprængning af Hvirvelen. Et Svinghjul
kan løbe saa hurtig rundt, at det sprænges. Dog sker dette ikke
saa let ved et roligt Løb (Lektielæsningen ovenfor), som naar der
kommer Stød. En pludselig altfor stærk Tilførsel af
Bevægelsesmængde (en Vittighed) kan bringe Hvirvelen til at springe og opløse
sig i ustyret krampagtig Virkning. Deraf denne Følelse af
Opløsning og Befrielse, der altid ledsager baade Latter og Graad.
Tilbagevending (Kredsløb) finder utvivlsomt ogsaa Sted i
den legemlige Virksomhed:
38. Staar Du i Eks. 10 og venter paa Kommandoraabet, gaar
der ligesom i hvert Øjeblik Bud ned til Musklerne og kommer
Melding tilbage, at de ere parate. Det er, som om Du kunde
mærke Kredsløbet snurre i Dig. Der er neppe Tvivl om, at der
stadig er en Korrespondance imellem Legemets forskellige Dele og
tilsvarende Hjernecentrer, at der, saa længe Herredømme udøves over
Legemet, linder en stadig Udgaaen af Befalinger Sted (de motoriske
Nerver) og ligesaa en stadig Tilbagemelding med Stoftilførsel til
Hjernen (de sensitive Nerver) — et Kredsløb, svarende til det, Blodet
udfører. Men man ved intet derom med Sikkerhed.
39. Jeg vaagnede en Morgen efter en slet Søvn, en af disse,
hvorved man i Drømme ingen Vegne kan komme, men bliver ved at
kredse rundt i samme Emne. Det susede og sydede oppe i Hjernen,
som om en glohed Strøm blev ved at hvirvle rundt i samme Ring.
Idet jeg slog Øjnene op, havde jeg i saa meget som et Sekund en
bestemt Følelse af, at der foregik en Opløsning af denne Ring,
saaledes at Legemet blev draget med ind i Kredsløbet. Det forekom mig, som om Strømmen paa en behagelig afledende Maade blev dirigeret
ned i Lemmerne, hvor den vilde kunne faa Tid til at afsvale sig lidt,
inden den kom tilbage.
Det er altsaa denne Tilbagevending (Genbrug,
Kredsning, Reproduktion), der kommer til at staa som Ligeløbets
Modsætning, karakteriserende en ny Type.
Lad os nu se, om vi kunne paavise og forklare Hovedegenskaberne ved denne nye Type paa lignende Maade som i sin Tid ved Ligeløbet.
Det bliver for saa vidt en Art Gentagelse, som det stadig bliver Modsætningerne til Ligeløbets Egenskaber, vi faa at omtale.
Svarende til Ligeløbets Aabenhed og Udførsel træffe vi
allerførst her
1) Lukkethed med en deraffølgende Tilbageholdelse af den levende Kraft. Lukketheden er et af de mest karakteristiske Træk ved denne Type. Det er den, der er skildret i Turgénjews Jægerhistorie (Eks. 19) paa det Sted, hvor Fortælleren træder ind i Huset, efter at han ude i den fri Natur havde tilsat sit Indhold af levende Kraft. Det er med en Følelse, som om noget blev lukket i et Sted oppe i Hjernen, som om denne rullede sig sammen og gik til Hvile. Noget lunt, men dumt, en Følelse, der er saa let at kende, og som uvilkaarlig bringer Tanken hen paa vor legemlige Beklædning, hvor Forholdet jo i Virkeligheden er aldeles analogt, idet vi jo ogsaa her — ved Hjælp af Klædningsstykkerne — lukke i for en Udførsel for derved at iværksætte en Opsamling af den levende Kraft. Det lunende skriver sig fra den Vederkvægelse, som Stofopsamlingen frembringer i Tilfælde, hvor man er tom og trænger til den.
Lukkethed kan betegnes som Hoved- eller Kendeegenskaben for denne Type. Tilbageholdelsen af levende Kraft, der selvfølgelig altid maa følge Lukketheden, er mindre praktisk brugbar som Kendemiddel, fordi den kommer for nær ved den tidligere omtalte Magasinering. Ihvorvel Forskellen imellem dem er tydelig nok — under Hvile kan dog ingen tale om Tilbageholdelse af levende Kraft, naar netop alle Sluser og Døre lukkes op for Udstrømning af den — saa er dog den Omstændighed, at Virkningen i begge Tilfælde bliver en Stofopsamling (Akkumulation), nok til at gøre Forveksling mulig.
40. Hvile er et Fænomen, der paa en ejendommelig Maade
viser Aabenhed og Lukkethed imellem hinanden. Medens vi ved
den legemlige Hvile traf Aabenhed i Vævene, der udhviles, og
samtidig Lukkethed i Hjernen, der forholder sig forholdsvis uvirksom,
er Forholdet omvendt ved den sjælelige Hvile f. Eks. ved Følelsen
af Fred. Der er Aabenheden rykket op i Hjernen. Det er med
andre Ord altid paa de Steder, der udhviles, at vi finde Aabenhed.
Alle andre Steder er der lukket.
Det er i Lukkethed, at vi leve vor meste Tid. Naar Folk
gaa rundt paa Gader og Stræder og se paa de Fænomener, der
frembyde sig, tale med Naboer og Genboer, naar de passe deres
vante Arbejder, tænke over Sager, der over hundrede Gange have
været gennempløjede, naar de i Selskaber holde deres obligate
Bordtaler og med Interesse dvæle ved Spørgsmaalet om
Toldreformen, saa er det mere eller mindre altsammen
Tilbagevendingsvirksomhed, Virksomhed, hvori der under normale Forhold er
ringe Aabenhed — vel altid noget, men forholdsvis lidt. Det
er de samme Strømme, der blive ved at kredse rundt og vende
tilbage. Paa den Maade kan man blive ved saa længe, det skal
være, uden Anstrængelse; det koster intet. Det er den samme
Bevægelsesmængde, der bliver ved at gaa igen, og idet der altid
kommer lidt Tilløb til undervejs, kan der endog etableres en
stor Strømstyrke, en velsignet Levekraft, uden at det som sagt
koster Anstrængelse eller stiller Fordringer til nogen særlig
Stofudvikling.
Dog maa Lukkethed paa ingen Maade derfor angribes. Det er en Lykke, vi have den. Ingen kunde holde ud at være aandelig udførende altid. Ligesom Legemet behøver Søvn, er det nødvendigt at sove aandeligt, endog den meste Tid. Hvis der ikke idelig lukkedes i for det aandelige Udløb, vilde vi hurtig løbe tomme.
41. Man fortæller om Thorvaldsen, at han kunde tilbringe
Maaneder i Uvirksomhed, tildels paa sin Sofa, samlende sammen paa
Bevægelsesmængde, indtil han en skøn Dag sprang op og greb sit
Værktøj. Saaledes gaar det i det mindre os alle. De Øjeblikke,
hvori vi virkelig leve, det vil sige udvikle og udføre noget i Sjælen,
kunne vi tælle. Den meste Tid gaar enten til Hvile eller i
Lukkethed, i begge Tilfælde til Stofansamling. Man elsker den Luning,
det giver, tror i hvert Fald at gøre det og forlanger ikke bedre.
Kun en enkelt Gang kunne vi ligesom Thorvaldsen føle Lyst til at
springe op og aandeligt røre os.
Uden Lukke kan man lige saa lidt bringe noget ud af sin
indeholdte levende Kraft, som der kan faas Virkning af en
Dampmaskine, saa længe alle Ventiler staa aabne.
42. Betegnende Eksempler i denne Retning levere mangfoldige
geniale, men letsindige Naturer, der ligge inde med aandelige
Rigdomme uden at bringe det mindste ud deraf.
En nærmere Behandling af disse Forhold vilde føre ind paa
Økonomilærens Omraade.
Det næste Hovedtræk, vi skulle omtale, er en i Modsætning
til Maskinmæssigheden (Upersonligheden) i forrige Type staaende
Række Fænomener, der tilsammen gruppere sig omkring Begrebet
2) Personlighed.
Allerførst maa vi her nævne Bevidstheden.
43. Idet Plantagevandreren i Eks. 29 kalder sine strømme
tilbage, er det først, at han egentlig vaagner til Bevidsthed: »Ih,
jeg er jo gaaet altfor langt!«
Herom foreligger der saa mange Eksempler i det
foregaaende, at det under Hensyn til den tilstedeværende Nødvendighed af en stærk Begrænsning maaske foreløbig vil være
unødvendigt at fremdrage flere.
I Forbindelse med Bevidstheden kommer en vis Handledygtighed til Stede, Evne til at gribe ind (Slagfærdighed). Den beror paa den ejendommelige Egenskab hos Hvirvelen, at den i et Nu kan opløse sig i tangential, retlinet Bevægelse og omvendt kan blive staaende urokkelig rolig i meget lang Tid bevarende sit Bevægelsesindhold.
44. Man behøver blot at se hen til Gymnastikeren i Eks. 10,
idet han staar og skal springe over Hesten. Han mærker ligefrem
Strømmene snurre i sig, og i et Nu kan han udløse dem; men han
kan ogsaa lade være og staa ganske stille, dog ikke saa længe, det
skal være, uden at Bevægelsesmængden kendelig synker. Ingen
Hvirvel kan holde sig saa længe, det skal være. Bevægelsesmængden
taber sig efterhaanden i Friktionsmodstande o. l.
Dette løbende Oplag af Bevægelsesmængde spiller en uhyre
Rolle i det daglige Liv. Al dygtig Optræden i Tilværelsen er
betinget af løbende Oplag.
45. Derfor ere Børn og Stemningsmennesker (Ligeløbere) ikke
vel skikkede til Handling og Indgriben. Idet de ytre sig straks og
aldrig samle Oplag, have de heller aldrig noget, naar der skal
handles. De nærme sig som tidligere sagt til det fysiske Apparat,
som Strømmen løber lige igennem, men som ogsaa holder op at
frembringe Virkning, saasnart Strømindledningen ophører.
Jo større Bevægelsesforraad et Menneske kan indsamle og
oplagre i løbende Form (Hvirvelform), desto mere kan han, i
hvilket Øjeblik det skal være, gribe ind i Tilværelsen og udrette
noget. Heraf resulterer en vis Uafhængighed af
Omgivelserne, som er Personligheden egen.
46. Naar Provsten i gamle Dage kom over til min Fader, og
de gik op og ned ad Gulvet og talte noget, som jeg vel nærmest
tænkte mig var Latin, kunde jeg lægge det mærkeligste Legetøj
frem paa Gulvet, uden at Manden saa meget som skulde se efter det. Han behøvede ikke at hente sit Bevægelsesindhold fra de
umiddelbare Omgivelser. Han havde nok i Latinen.
47. En anden stakkels Synder ved ikke at tale om andet
end, hvad man lige ser for sig. Gaar man ned ad Vesterbro, kiger
og spejder man efter enhver Bygning, læser paa ethvert Skilt, maaler
hver forbigaaende Person, alt for at indfange en Smule Strøm, der
kan nære Tanke- og Bevægelseslivet. Man er saa fattig paa
Bevægelsesmængde, lever ligesom Spurvene af de Korn, man kan
pille op, af det øjeblikkelige Indfang. Kommer en Brandsprøjte
kørende eller Regimentsmusiken forbi, sætter det stærk Fart i En;
men ere de forbi, synker man efterhaanden igen ned i sit Lavmaal.
Man har ingen indre Indhold. Hvor besynderlig uafhængig af
Omgivelserne kan man i Modsætning dertil føle sig, naar man en Dag
virkelig har moret sig, har været med i et godt Lag eller lignende.
Man kan komme helt ud paa Broen uden at have lagt Mærke til
et eneste Hus, og falder Blikket paa Bager Jensens Skilt, gaar man
forbi det med fornem Ligegyldighed. Man trænger ikke til det i
Dag, har nok paa Lageret.
Et tomt Forraadskammer er Aarsag til den aandelig lidende
Stemning, hvori de fleste Mennesker tilbringe i hvert Fald lange
Tider af deres Liv. Det gaar med Fattigdom i den aandelige
Verden som i den materielle. Paa dette Punkt have
Personlighederne et stort Forspring i deres løbende Oplag. Deres Hvirvel
er som et Svinghjul, der i hvert Fald let fører dem over
Smaatomheder i Tilværelsen.
48. Naar Stemningsmennesker ikke have noget, der, i hvert
Øjeblik kan holde dem oppe, ere de tilbøjelige til at tabe Modet.
Uden Svinghjul gaar man i Staa paa de døde Punkter ligesom
Fultons Baad. Naar man lader Blikket strejfe ud over de
tilsyneladende endeløse, oversvømmede Enge ved Skjern Aa, hvor der i det
højeste en Gang imellem kan ses en Flok Stære, der hæver sig og
igen slaar sig ned, kan det til Tider virke saa nedslaaende paa En,
at man næsten bliver syg. Øjet søger noget, men finder intet; Sindet
falder sammen. Sligt anfægter ikke Personlighederne, Svinghjulet
kommer kun til at løbe lidt langsommere.
49. Da en Bonde en Gang i en Kupé fortalte mig, at han
fra det Sted, han boede, ikkun havde en Mil til Vrads, paakom der
mig en kvælende Fornemmelse. Thi naar man kom til Vrads,
hvad saa?
Den nærmere Behandling af disse Forhold — af det sjælelige Tomløb — vilde dog atter føre ind paa Økonomilæren og ligger ikke for her.
Det ses af foranstaaende, at der følger en ejendommelig
Reguleringsevne med Hvirvellivet, betinget deraf, at en
Kredsstrøm ved at løbe hurtigere og hurtigere rundt ganske paa
samme Maade som et Svinghjul er i Stand til at opsamle og
opbevare (akkumulere) levende Kraft, som den saa til andre
Tider igen kan afgive ved at formindske sin Rotationshastighed.
50. Man kan undertiden ligefrem føle dette Svinghjul i sig
under den daglige Virksomhed. Naar der er »Fart i En« gaar
Alting saa godt, regulerer sig saa godt. Omvendt kan der være
Tider, hvor man ingen Ting kan faa til at lykkes. Farten mangler;
Maskinen hugger, gaar hvert Øjeblik i staa.
Reguleringsevnen er en af de mest karakteriserende
Egenskaber ved Personligheden. Dette, blot at reagere paa Indtryk,
kan jo enhver hovedløs Frø gøre (Refleksbevægelser). Hvad
derimod et levende, personligt Væsen skal have forud fremfor
Frøen, er netop dette at kunne staa for Indtryk uden at reagere,
at kunne »tage Bevægelsesmængden fangen« (Samlingen,
Fatningen), og ved anden Lejlighed komme frem med den igen,
naar Folk mindst venter det.
Reguleringsevnen har hos Enhver sin Grænse. Navnlig kan der ved pludselige, uventede Tilførsler opstaa fuldstændig Uorden (»tabe Fatningen«, »gaa fra Samlingen«, Latter, Graad etc.). I saadanne Tilfælde løber Bevægelsesmængden vildt ud i alskens Refleksbevægelse og Larm. Det maa nødig ske for tit for Folk, der holde paa deres Personlighed.
Vi staa her i Nærheden af den egentlige Regering i Mennesket. I dette at være »fattet«, at kunne regulere saaledes, at vilde Virkninger holdes tilbage, og at der i hvert Øjeblik ikke gives andet ud, end der skal, ligger jo Regeringen.
Endnu knytter der sig til Kredsstrømmene og Hvirvellivet et ganske ejendommeligt Træk, der spiller en stor Rolle i det daglige Liv, det er en vis Stædighed og tilsyneladende Selvstændighed, der altid knytter sig til Hvirvelbevægelsen.
Vi kende alle en Snurretop og vide, hvad det er for et ejendommeligt Legetøj, hvorledes det kan staa paa sin Spids tilsyneladende trods alle Naturlove. Fænomenet hidrører simpelt hen fra Inertiens Lov, ifølge hvilken et Legeme, der er i Bevægelse paa en Vis Maade, maa vedblive at være i denne Bevægelse, indtil en udvortes Aarsag bringer det bort derfra. Naar en Snurretop er i stærk roterende Bevægelse omkring en eller anden Aksestilling, kan den ikke ophøre med denne Bevægelse eller komme bort fra denne Aksestilling uden ydre Aarsag. Idet nu Tyngdekraften søger at bevirke en Væltning af Toppen, det vil sige en ny Omdrejning omkring en vandret Axe, kommer det til en Sammensætning af to Omdrejningsbevægelser efter Hastighedernes Parallelogram, og ved denne Lejlighed bliver den Omdrejningshastighed, Tyngdekraften kan frembringe, aldeles forsvindende lille i Forhold til Toppens og derfor næsten uden Virkning. Den faar ikke anden Indflydelse end, at Toppens Akse kommer til at dreje sig en ubetydelig Smule og langsomt beskrive ligesom et Kræmmerhus i Luften. Det kende vi saa nøje fra Erfaring.
Ganske lige saa maa det med Nødvendighed gaa vore Kredsstrømme. Træffe de paa en udvortes Aarsag, der vil forandre deres Plan og Akse, gøre de Modstand ifølge Inertiens Lov, og ere de i Besiddelse af tilstrækkelig stor Omdrejningshastighed, vil den ydre Indflydelse blive virkningsløs. Derfor er det saa vanskeligt, som det er, at udøve Indflydelse paa et Menneske. Naar Folk engang ere komne til at løbe rundt i en Mening, er det jo næsten ikke muligt for nogen dødelig at faa dem derfra. Det er egentligt kun meget faa Mennesker, der ville »lade sig sige«. De fleste »blive ved deres«, og jo stærkere Bevægelsen er i dem, desto værre er Forholdet. Det er simpelt hen ifølge Inertiens Lov, og der er ikke andet at sige dertil, end at man burde lade være med at kredse saa hurtig rundt.
Stædigheden maa for saa vidt blive større hos Mennesket end hos Snurretoppen, som denne kan dreje sig frit i Luften, kan stille sin Akse, i hvad Retning, den har Trang til, hvorimod Antallet af Stillingsmuligheder i et Menneske er stærkt begrænset ved de engang tilstedeværende sjælelige Baner.
Denne Stædighed — denne Virkning af Inertien — kan tit faa Udseende af Selvstændighed. Hertil bidrager ikke mindst den Omstændighed, at Bevægelsen udføres i en Retning og paa en Maade, der gaar paatværs af de Indflydelser, man ser og skulde tro vare raadende, ja kan fortsætte sig, selv om disse Indflydelser ophøre. Det ser ud, som om der var noget, der »kunde selv«.
Men man skal lægge Mærke til, at det hele kun gaar, saa længe det er i Fart. Saasnart Strømmen sagtner, opdager man, at intet »kan selv«. Saa falder Snurretoppen.
51. Naar Kong Olaf i Spidsen for sin Hær taler djærve Ord
til Fjenden, saa er det Tilbagevendingen til de bag ham staaende
Kæmper, der giver ham Hvirvelstyrke til at kunne tale med saa stor
Sikkerhed og Fynd. Sligt gør Tilskueren ikke op. Han ser den
kongelige Magtudfoldelse og Majestæt og tror, at det kommer ud af
Kongen altsammen.
Lægge vi alt dette sammen, kan man vel sige, at den nye
Type faar Personlighedslivet som sin Part af det sjælelige Liv i
Modsætning til første Type, der fik det ubevidste Liv. Alle
disse her betragtede Egenskaber knytte sig jo som integrerende
Bestanddele til det, vi kalde Personen i et Menneske. Dermed
er ingenlunde sagt, at de helt skabe Personen. Der hører mere
til; der hører egentlig dertil en Uendelighed af Egenskaber
bundende i Fødsel, Opdragelse, Livsvilkaar etc., en Uendelighed af
Forskelligheder, hvorefter samme Indtryk, samme Bevægelsesmængde i det ene Menneske kan fremkalde Virkninger, der aldrig
vilde kunne komme frem i det andet.
Endelig skulle vi som sidste Hovedtræk ved denne Type nævne en i Modsætning til Mulighedsværdien i første Type staaende udpræget
3) Hæmningsvirksomhed for aandeligt Vækstliv.
Af tidligere berørte Grunde maa vi i det væsentlige forbigaa dette Emne med en Henvisning til, hvad andetsteds er fremsat. Det skal kun her tilføjes, at man efter ovenstaaende godt kan forstaa Grunden til dette mærkelige Fænomen (hvormed tillige følger Forstaaelse af den ubevidste Types Mulighedsværdi). Forklaringen ligger utvivlsomt deri, at en kraftig Kredsstrøm er betinget af en vel banet Strømvej. Vi saa (Pag. 41), hvorledes Genbrug af Baner i Begyndelsen kun fandt Sted med Besvær. Strømmen skal have faret igennem dem i en vis Tid, de skulle have opnaaet en vis Vidde og Glathed (Permeabilitet), før der kan etableres en kraftig Hvirvel igennem dem. Naar vi nu tænke os, at der fra en saadan vel tilslidt, stor og rummelig Bane gøres et Forsøg paa at sende en lille Sidegren ud til en ny Hjerneegn, saa maa Vilkaarene for en saadan ny Banes Udvikling altid blive yderst ugunstige. Den kan ikke konkurrere med den gamle. Idet Strømmen staar paa Skillevejen og har Valget imellem at gaa en snæver, vanskelig Vej med store Modstande og en stor rummelig, bekvem Vej uden betydelige Modstande, vælger den naturlig den sidstnævnte. Og jo mere brugt og bekvem den ældre Vej er, desto værre bliver Forholdet. Det maa nødvendig føre til, at alt Nyliv forsvinder i Nærheden af en slig permeabel Bane.
52. Forholdene belyses paa en lærerig Maade ved
Bornerthed (se »Om størst Udbytte af Sjælsevner« Pag. 92). Denne Faren
frem paa gamle velbanede Veje er det, som er saa nytforbydende.
Saasnart man kommer i Nærheden af en slig gammel Kæphest, løber
hele Bevægelsesmængden ud deri, og saa er der ikke den Magt,
der kan standse Løbet. Det bliver stadig den gamle Vej om igen
og ikke andet.
Man skal kunne glemme det gamle eller dog midlertidig
kunne lægge det helt til Side, før der kan være Tale om ny
Spiring. Men det er vanskeligt for den, der rigtig er kommen
i Fart.
53. Derfor er det, man med Hensyn til nye Ting altid maa
henvende sig til Ungdommen. Den Unge er endnu ikke »falden i
Bane«, hos ham staar Strømmen og bryder allevegne, har endnu ikke
valgt sin Vej. Dér kan være Tale om nye Linjer.
54. Overalt, hvor noget farer frem med Kraft og Larm, er det
nye udelukket. Naar man ser en Folketaler staa og rase paa en
Tribune med den vældigste Strømkraft, opfyldt af Baner, saa fortrinlig
forberedte, at Strømmene kunne marchere kolonnevis igennem dem
som gennem Kaserneporte, kan man dristig sværge paa, at der ikke
kommer nogen aandelig Nyhed frem i den Mand. Kun den, der staar
søgende, finder. Jo dygtigere et Menneske er paa de gamle Veje,
desto umuligere er han paa de nye.
Paa den Maade gaar det til, at det personlige i os, som
man kunde synes maatte være det fornemste (Regeringen), og
som ogsaa iblandt Borgere skattes som det højeste i Mennesket,
fordi det betinger Evnen til at gribe ind i det borgerlige Liv,
Evnen til at gøre sig nyttig over for Samfundet, til at kunne yde
og interessere i Samtale og Omgang imellem Mand og Mand,
at denne Personlighed alligevel bliver til Bærer for den aandelige
Negativitet, og at enhver, der ikke vil afsluttes aandelig, men
vil have Lov til at blive ved at vokse ud imod den Uendelighed,
der kalder ad ham paa alle Sider, mere eller mindre bliver
nødsaget til at holde sig tilbage fra Personlighedslivet i Tilværelsen.
Det bliver Økonomilærens Opgave at sige, hvor langt man maa gaa i saa Henseende; thi at gaa saa vidt, at man principmæssig stiller sig imod al Kredsning, have vi jo tidligere set slet ikke gaar an. Kredsning spiller en overordentlig vigtig Rolle i det sjælelige Værksted. Vi kunde slet ikke undvære den, ja hvor besynderligt det lyder i Sammenhæng med ovenstaaende, vi kunne ikke engang helt undvære den til Nyvækst.
En ny fin Spire kan ikke blive ved at løbe frem imod forhaandenværende Modstande uden at miste sin Kraft og tilsidst løbe ud i Sandet. Det er nødvendigt engang imellem at standse dens Løb ved at lade den gaa i Kredsgang, og man behøver ikke at gøre noget derfor; den finder paa det af sig selv. Ligesom et spinkelt Søm, der slaas ind i Muren, vil krumme sig, naar det støder mod en haard Sten, saaledes vil en svag Strøm gaa i Kredsgang, naar den ikke længere har Styrke til at bane sig Vej. Saa staar det aandelige Liv stille saa længe. Under denne Kredsgang faar Strømmen Tid til at samle Styrke, og derved kan ny Fremtrængen blive mulig. Det er det, man kalder at »sunde sig lidt paa en Ting«, at »tænke lidt nærmere over en Sag«, »sove paa den« o. l. Mangen Gang kan et flygtigt Glimt fare som et Lyn forbi Sjælen og være borte med det samme, det formaaede ikke at holde sig oppe; men forholder man sig ganske stille, kan det ske, at det kommer frem igen. Der kan danne sig et lille Nøgle, der vokser og bliver stærkere og kommer til at danne ligesom et Holdepunkt, en Befæstelse af den vundne Stilling, hvorfra man atter siden kan trænge frem. Med andre Ord: Tilbagevending er af den største Betydning som Middel til at klare og styrke det ved Ligeløbet indvundne og gøre det til vor sikre Ejendom. Et nyt erobret Land erhverves først rigtig, ved at man kredser rundt i det, lukker sig over det, bliver sig bevidst i det. Deraf Ordet at »tilegne« sig noget. Det er Personligheden, der tager i Besiddelse, hvad Ligeløbet har fundet.