Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet/1ste Kapitel. Om Ligeløb
Første Kapitel.
Om Ligeløb.
Ligesom man i den mekaniske Bevægelseslære naturlig begynder med den retlinede Bevægelse, ligger det nær at begynde en sjælelig Bevægelseslære med de Livsytringer, ved hvilke Arbejdsmængde (levende Kraft) forplanter sig i saa vidt muligt lige Løb fra Stedet, hvor den fremkaldes, til Stedet, hvor den udføres, altsaa hvor indført Arbejdsmængde uden Oplagring, Tøven eller Reservation af nogen Art straks og fuldt ud slaar ud i Virkning. Lad os kalde den Slags umiddelbare og direkte Virkninger for Ligeløbsvirkninger. Det er dem, der ligge os nærmest i Sjælelivet. Dette, at udføre Virkningen fuldt ud og straks, er, hvad der ligger lige for, hvad Dyret og Barnet uvilkaarlig gør.
- Eksempler:
1. De simpleste og mest rene Ligeløbsvirkninger ere Refleksbevægelserne. Naar et uventet Stik frembringer en heftig Bevægelse eller et Skrig, foregaar der et saa lige Løb fra Paavirknings- til Udførselsstedet, at det er, som om man havde med et fysisk Apparat at gøre. Legemet gør egentlig kun Tjeneste som et Gennemgangsled, som en Ledningstraad i et galvanisk Element.
Slet saa enkle ere Forholdene sjeldent. I Reglen finder man Ligeløbet i en meget blandet Skikkelse; men selv i saadanne Tilfælde kan det tegne sig overordentlig tydeligt.
2. Naar et ungt Menneske sætter afsted i en rask Galopade,
er det ikke langt fra, at Fødderne flytte sig selv efter Takten.
Bevægelsen, som Musiken indfører, løber lige igennem Personen
ligesom i Refleksbevægelsen. Der gives unge, paa hvem Fødderne
vanskelig kunne holde sig rolige, naar Musiken begynder.
3. Naar man paa en Skovtur gaar i Samtale med Folk, og
Snakken gaar livlig og muntert, ganske anderledes levende end til
daglig, er det noget lignende. Bevægelsesmængden, de forandrede
Omgivelser vækker, giver sig til Kende ved en Forstærkning af
Livsfunktionerne i det hele.
4. Af saadanne Fænomener hænger egentlig hele Livet sammen.
Gaar man ned ad Gaden og »tænker paa ingenting«, vil det jo ikke
sige andet, end at man nøjes med de lette og usammensatte Tanker,
som det øjeblikkelige Indfang giver. Ser man et Hus, saa vækker
det en let Sindsbevægelse, der i samme Nu løber ud i allehaande
Tankeudslag, det være sig om Beboerne, deres Egenskaber,
Virksomhed etc. Det er egentlig ikke andet end en Refleksvirkning: En
indført Bevægelsesmængde løber lige ud i forhaandenværende Baner
og udføres.
Der gives Mennesker — flere end man skulde tro — der egentlig aldrig komme ud over dette lette Ligeløb, som leve det meste af deres Liv paa denne Maade, (Ligeløbere, Døgnmennesker). De leve aandeligt fra Haanden i Munden, tale om, hvad Øjeblikket giver Anledning til uden at føre noget paa Lager. De saa ikke, de høste ikke, de sanke ikke i Lade. Men Naturen sørger for dem med kærlig Haand, og Livet falder i aandelig Henseende let for dem uden Bryderi og Tvivl, alt imens de hente deres Meninger og Tænken rundt omkring fra, hvor Indtryk gøres paa dem. De ere mere Produkter af den omgivende Natur, end de ere noget selv.
5. Jeg saa en Mand sidde ved et Kupevindue, trommende
med Fingrene paa Karmen og nynnende en Melodi, alt imens han
betragtede de forbifarende Marker og Huse. Han var ikke i Stand
til at tilbageholde den Bevægelsesmængde, Naturen indgød i ham;
den maatte ud endog af Fingrene. Naturen spiller ligefrem paa
saadant et Menneske, ligesom vi kunne gøre det paa et Klaver. Kører Toget et Øjeblik ind i en Gennemskæring, der tager Udsigten
bort, mærker man, hvorledes den omtalte Nynnen taber sig og giver
Plads for en flovere Stemning; kommer det atter fri, saa Blikket
kan strejfe ud over det smukke Landskab med Søer og fjerne Skove,
er det, som Melodien genfandt sin Sangbund; saa klinger den paany
med Kraft og Stemning.
Naar jeg kalder saadan et Forløb »lige«, tænker jeg paa Umiddelbarheden i Bevægelsen fra Indførselssted lige til Udførselssted, selvfølgelig ikke paa nogen matematisk Retlinethed hos Strømmen. Den »lige« Vej kan i Virkeligheden gaa paa meget forskellig Maade i de forskellige Mennesker. Hos en frembringer Synet af den smukke Sø en erotisk Stemning, hos en anden Glæde, hos en tredje Tungsind, men stadig er det de samme Virkninger, der komme igen hos de samme Mennesker af denne Art. Man kan forudsige Udslaget i disse Ligeløbere som i en Maskine.
6. I de anførte Eksempler har Ligeløbet været af let Art;
men man kan fremdrage Eksempler paa Ligeløb, der høre til de
allerstærkeste og mest gedigne sjælelige Livsytringer. Jeg vil nævne
Arbejde, naar man uden Sidehensyn af nogen Art gaar lige løs paa
Sagen. Der er, naar Arbejde gaar rigtig rask fra Haanden, noget,
som minder om Refleksbevægelser. Eller dyb Tænkning, naar man
ligesom er ophørt at være til selv, og Naturkræfterne arbejde i os,
ganske som naar Syre forbinder sig med Base; det er slet ikke os
selv, der har Fortjeneste af noget. Eller religiøse stemninger, i
hvert Fald af en vis Art. Naar en gammel Mand fortæller, at han
kunde vaagne om Natten og finde alt saa indholdsløst og forladt,
saa sort og tomt, som om der ikke var det mindste at gribe fat i
til nogen Side; men at han da foldede sine Hænder og bad sit
Fadervor, styrende uforknyt lige ud i Mørket, saa er det et af de
simpleste, mest karakteriserende Eksempler paa Ligeløb, man kan
fremdrage, men tillige en af Sjælelivets stærkeste Virkninger. Eller
naar en Soldat fortæller, hvorledes han ved Frederits stormede frem
uden anden Tanke end »Gaa paa« i Følelsen af, at der nok skulde
være en Haand, der vilde beskytte ham. Det er rent Ligeløb, den
mest enkle Bevægelse, man har i Sjælelivet. Men sjelden er den
saa stærk.
Hvad det ved en karakteriserende Beskrivelse af et saadant Fænomen navnlig gælder om, er Fremdragelsen af Fænomenets Hovedegenskaber. Her maa der altid blive et vist Spillerum for Vilkaarligheden. Om det saa er den rette Linje, saa kan den af de forskellige Matematikere beskrives paa meget forskellig Maade, uanset at Tankeindholdet hos dem alle med Nødvendighed er det samme. Hvad man navnlig maa tage Sigte paa, er at faa det væsentlige forrest og faa det til at staa paa en saa selvfølgelig Maade som muligt.
Den første Egenskab, vi ville nævne ved Ligeløbet, er
1) Aabenheden.
Den følger med Ligeløb som Grundaarsagen dertil. Det er just den Omstændighed, at Vejen staar aaben, der bevirker det direkte, lige Forløb. Hvor en Bane staar aaben, løber Strømmen lige igennem den. Lukkes den, maa Strømmen standse, opstuves eller gaa Omveje. Det er en selvfølgelig Sammenhæng. Paa en lignende selvfølgelig Maade knytter der sig til Ligeløb altid
2) Udførsel af levende Kraft.
De to Ting Aabenhed og Udførsel høre uadskillelig sammen. Hvor der lukkes op for en Beholder, hvori noget er indeholdt under en vis Spænding, maa med Nødvendighed Indholdet strømme ud, og omvendt kommer intet af Indholdet ud uden Aabenhed. Hermed er imidlertid ikke sagt, at de to Fænomener altid følge Ligeløbet i samme Grad. Forskel i Spænding, Ledningsmodstande m. m. kan bevirke, at samme Aabenhed kan give højst forskellig Udførsel (af et og samme Damprør kommer der mere Damp ud ved 3 Atmosfærers Tryk end ved 2). Deraf kommer det, at de ikke altid synes lige fremtrædende; snart lægger man mest Mærke til den ene snart til den anden. Men mangle fuldstændig kan ingen af dem. Ser man den ene, saa er det vel Fejl, naar vi ikke kunne opdage den anden; thi den skal med Nødvendighed være der. Begge maa findes ved ethvert Ligeløb.
Paa Grund af Selvfølgeligheden af disse Forhold er der ingen Anledning til at belyse dem ved lange Rækker af Eksempler. Et Par enkelte være nok:
7. Lad os allerførst se hen til vort Udgangspunkt,
Refleksbevægelserne, hvor vi der have Aabenheden og Udførselen. Ja
Udførselen er jo netop den, der falder saa stærkt i Øjnene
(Bevægelsen). Aabenheden er ikke saa let kendelig, men dog ikke vanskelig
at opdage. Den ligger i Uforberedtheden (Overrumplingen), der er
en nødvendig Betingelse for enhver Refleksbevægelse. Strømmen
smutter ud af en Aabenhed og udføres, inden man faar fat i den.
8. Ved Siden deraf ville vi sætte et Eksempel som Arbejde.
Her ses Aabenheden slet ikke, synes man. Er der noget aabent
ved det daglige trælsomme Slid? Jo der er. Tænk engang paa
Forskellen imellem det at skyde bag paa en Vogn, der flytter sig, og at
arbejde paa noget ubevægeligt, en uhyre Sten el. l. Der er
ordentlig noget pinligt ved det sidste. Spændingen stiger til en Højde,
som man skulde sprænges, netop fordi der ingen Aabenhed kan
findes, ingen Løb for Arbejdsenhederne, ingen Udførsel. Man føler
en Lindring, naar Modstanden giver efter, og Udførselen begynder
(Kraft Gange gennemløbet Vej). Det er Aabenheden, der kommer
til Stede.
Aabenhed og Udførsel ville vi betegne som Ligeløbets
Grund- eller Kendeegenskaber. Ved Siden af dem komme vi til
en tredje ikke nær saa forstaaelig Hovedegenskab:
3) en vis Maskinmæssighed, Ubevidsthed eller
Upersonlighed, der altid følger Ligeløbet.
Da Tilstedeværelsen af denne Egenskab i hvert Fald indtil videre maa godtgøres ad aldeles empirisk Vej, er det nødvendigt at tage en større Række Eksempler, om end den stærke Begrænsning, der i det hele taget maa anvendes overfor dette Arbejde, nødvendiggør, at meget overlades til Læserens Selvarbejde.
9. Det vil atter være rigtigt at begynde med Udgangspunktet,
Refleksbevægelserne. Der er fuldstændig Ubevidsthed. Man
faar ved dem en klar Forestilling om, at en vis Tilbageholdelse af Bevægelsesmængden er Betingelse for Bevidsthedsdannelse. Løber
Strømmen lige igennem En, mærker man ikke noget til den, der
bliver ikke mere Bevidsthed end i et fysisk Apparat. Den skal have
Tid til at gøre Ophold i En paa en bestemt Maade, til at foretage
visse Vendinger, udføre visse Virkninger. Men Betingelsen derfor er, at
der lukkes af for den paa passende Maade, at den opholdes paa Vejen.
Det er denne Aflukning, man ikke havde i Orden ved Refleksbevægelsen.
Saa smuttede det hele igennem En, uden at man vidste af det.
I de anførte blandede Eksempler træder Ubevidstheden i tilsvarende Grad mere udvisket frem, men spores dog overalt. Vi minde saaledes om den Maskinmæssighed, der saa stærk traadte frem hos Ligeløbsmennesket og bragte os til at tænke paa et fysisk Apparat, om hvorledes Samtalen i Skoven, Dansen og de tilfældige Tanker (Eks. 2—4) alle havde en selvforglemmende Virkning (forkortede Tiden), om hvorledes man kan glemme sig selv ved Arbejde, der gaar rask fra Haanden (Eks. 6), kan blive fuldstændig borte i en dyb Tænkning etc.
Endnu tydeligere træder dog Forholdet frem i følgende nye Eksempler:
10. En Gymnastiker staar og skal springe over en Hest. Mens han venter paa Kommandoraabet, gennemlever han ligesom i Tanken hele Springet. Han føler, at han vil kunne gøre det, og med det samme føler han sig selv, er sig bevidst. Det er, som om han lader en Strøm af Bevægelsesmængde løbe lige tæt ned ved Udførselsstedet, saa tæt, at der kun mangler en Ubetydelighed i, at Foden skal flytte sig — ja somme Tider flytter den sig en lille Smule —; men lukket op er der dog ikke, Strømmen maa vende tilbage. Der er ingen Aabenhed, men Bevidsthed. Først idet Raabet lyder, lukker han op, og i samme Nu begynder Udførselen. Men i samme Øjeblik synker Bevidstheden. Det er, som om han lagde sit Selv, ja hele Tilværelsen til Side i Ligeløbet — der er ikke Raad til slige Overflødigheder. Mens han befinder sig i Luften, er han egentlig borte, har overgivet »sig« til Naturkræfternes Gang. Han bliver sig først igen bevidst, naar Kravet til Udførsel er ophørt, naar han efter at have genfundet sine Lemmer i al Ro kan vende sig om imod Tilskuerne.
11. Det selvsamme Forhold ville vi se gentage sig ved alle
stærkt optagende Begivenheder. I Slagets Tummel og under store Farer er Selvet altid suspenderet. Der er ligesom ingen Tid til
Bevidsthed. Man veed aldrig rigtig, hvordan det gik til; man »tænker
først over det« bagefter. Det er som Bevidsthedsdannelse var en
særegen Tankevirksomhed, der maatte lægges til Side, saa længe
Udførselen maatte gaa i lige Løb (strakt).
12. En lille Dreng var i overlegen Kaadhed klavret højere
op i en Gren, end han egentlig havde Mod til. Da han skulde tilbage,
slog Overlegenheden ikke til; han saa betænkelig ud. Især var der
et Sted, hvor alle hans Evner øjensynlig maatte udfoldes, og hvor
hans Ansigt antog et forbløffet, næsten dumt Udtryk. Det var, som
om hele det aandelige Overskud var gaaet ned i Lemmerne.
Efterhaanden som han kom længere ned, vendte Sikkerhed og
Selvbevidsthed lidt efter lidt tilbage, først hørte man et ganske svagt vibrerende
Aa-haah! og siden, da Foden naaede den sikre Kløft, et lydeligt
Hurrah! Det var saa tydeligt, at Personlighedsudfoldelsen var
betinget af hint aandelige Overskud. Ligesom et saadant Overskud
eller Lager af levende Kraft nødvendig maa tildele En Evne til at
gribe ind i Begivenhedernes Gang, giver det En ogsaa Selvfølelse
(Personlighedsfølelse, Bevidsthed). Naar Ligeløbet begynder, gaar det
altsammen.
13. Det kan tit være komisk at lægge Mærke til, hvorledes
Selvfølelse kan formindskes ved pludselig Udførsel, hvorledes en
opblæst Person kan svinde ind, naar der stilles Krav til ham, han
udsættes for uventet Fare el. l. Det er, som om Udførselen
borttog det Overskud af levende Kraft, han brugte til
Personlighedsudfoldelsen.
14. Undertiden kan man have en Følelse af, at det
personlighedsdannende Overskud af levende Kraft var en kunstig Opstilling,
der kunde slaas om med et rask Slag. Jeg tænker paa et Styrtebad.
Bevægelsesmængden fra Indtrykket kommer her saa hovedkulds ind
i En, at man ikke formaar at dirigere den paa fornøden Maade.
Man taber Styret, det nye tager det gamle med i Farten, og det hele
løber paa en lignende herreløs Maade igennem En som ved
Refleksbevægelserne. Det er sikkert netop det, der i fysiologisk Henseende
er saa velgørende. Bevægelsesmængden kan komme ned i Vævene
og udføre Arbejde paa dem paa en Maade, den ellers ikke kunde. Men komisk er det at iagttage Bevidstheden ved denne Lejlighed.
Det er, som om den tog Flugten paa den mest selvopgivende Maade,
naar de første kolde Draaber begynde at risle.
15. Et ejendommeligt Ligeløbsfænomen er Hvile. Den store
Aabenhed, der findes ved Hvile — under en rigtig sød Hvile
er det, som om alle Sluser og Døre stode aabne — bevirker to
Ting: Ligeløb og lav Spænding. Der gaar en ganske lavspændt
Strøm ad en iøvrigt lignende Vej som i det forrige Eksempel nemlig
til Vævene, til Rekreation og Istandsættelse af det trætte Legeme.
Hvorledes det gaar med Bevidstheden ved dette Ligeløbsfænomen, se
vi af den Nærhed, hvori Hvilen staar til Søvnen.
Det var mere fysiologiske Eksempler; men vi kunne gaa til
hvad Hjørne af Sjælelivet, vi ville, saa træffe vi det samme Forhold.
16. Lad os tage et Eksempel som Musikens Indflydelse
paa Sindet. Den er meget forskellig, ingenlunde altid aabnende (adskillig
Kunstmusik); men naar den er det, ville vi altid finde
Selvformindskelse i Følge med Ligeløb. Naar Du en Aften i Tusmørket sidder ved
Vinduet og lytter til Musik i Etagen ovenover, ligesom knyttende
Tonerne til nogle røde Skyer, der ses langt ude i Horisonten, kan det
stundom være, at Aabenhed kan komme til Stede i Dit Sind. Saa have
vi Ligeløbet. Det er, som Tankerne uden at se hverken til højre
eller venstre søgte den lige Vej til noget langt borte. Men samtidig
er det, som om Personligheden gik sin Vej, blev ganske lille. Saasnart
noget »griber En«, virker det aabnende paa Sindet, men i samme
Grad selvformindskende. Det er, som om dette at blive greben
bestod deri, at nogen tog Ens Selv og gik med det. Det er eo ipso
en Selvformindskelse.
17. Eller lad os nævne et Fænomen som Kærlighed. Det
er ikke heller altid et Ligeløbsfænomen. Den kan være alt andet
end aaben, som naar vi tænke paa Egenkærlighed eller den
Kærlighed, Zeloter kunne have til en Sag, som de betragte som den ene
rette, medens alt andet er værdigt til Ringeagt. Slig Kærlighed
giver nok af Bevidsthed (Hovmod, Selvtilfredshed). Omvendt kunne
vi have de mest aabne Former, hvori Selvet saa at sige slet ikke
eksisterer f. Eks. den, en Moder har over for sit Barn, naar hun, rede
til at bringe ethvert Offer, gaar imod Fare, uden at det noget Øjeblik falder hende ind at tænke paa sig selv. Det er Ligeløb
med Tilbagetræden af Selvet.
Noget lignende gælder
18. Religion. Den har sine lukkede Former med Mangel paa Forstaaelse, Intolerance, Selvbevidsthed og Selvtilfredshed. Men hvor virkelig Aabenhed findes, gaar Strømmen paa sin egen Maade den lige Vej med en Nedlæggelse af Selvet, der ikke findes andetsteds.
19. Naturen har altid en aabnende Indflydelse paa Sindet,
stemmer En til Ligeløb. Den store hvælvede Himmel, denne
Uendelighed af Aabenhed til alle Sider lader Strømmen fare lige ud
uden mindste Reserve. Sammen med dette ejendommelige Ligeløb
ville vi altid finde ringe Selvdannelse. Der er faa Steder, hvor man føler
sig saa lille som i Naturen. Naturen optager »os«. Selvet bliver borte.
Et Par Naturskildringer af Turgenjéw kan tjene til Oplysning:
»Intetsteds saa man en hvidmalet Kirke eller en blomstrende Mark — overalt stod Træ ved Træ, overalt steg takkede Toppe op i Luften, og ovenover svævede der en du sørgmodig Taage, som evigt tilslører denne Skovregion. Store hvide Skyer droge stille forbi højt oppe i Luften. Synet af Skovregionen erindrer om Havet; den samme jomfruelige Urkraft breder sig vildt og vældigt for den betragtendes Øje. Skoven er blot mere ensformig, mere melankolsk, især er der over Fyrreskoven et bestandigt eet og det samme og en næsten lydløs Stilhed. Havet truer og smigrer, det antager alle Farver, taler i alle Stemmer. Over den uforanderlige, mørke Naaleskov er der enten en vranten Tavshed, eller der lyder dumpe Hyl, og Synet af den gør Bevidstheden om vor egen Intethed mere levende, mere uimodstaaelig. Mennesket — dette Døgnvæsen, født igaar og dømt til allerede at dø imorgen — har svært ved at udholde den evige Isis' Blik, der koldt og deltagelsesløst er rettet paa ham; det er ikke blot Ungdommens dristige Haab og højtflyvende Drømme, der blive ydmygede og udslukkes i ham ved Elementærmagternes isnende Aande; hele hans Sjæl trækker sig angst og bøjet tilbage i sig selv; han føler, at den sidste af hans Brødre kunde forsvinde fra Jordens Overflade, uden at saa meget som en Fyrrenaal paa hine Grene sitrede derved; — han føler sin Ensomhed, sin Svaghed, sin Afhængighed af Tilfældet, og med hemmelig Rædsel skynder han sig tilbage til Livets smaa Sørger og Sysler: i denne Verden, som han selv har skabt, bliver han lettere om Hjertet; her føler han sig hjemme, her vover han endnu at tro paa sin egen Betydning og at stole paa sin egen Kraft.« (Nye Billeder fra Rusland).
En saadan Tegning skildrer os paa en fortræffelig Maade Selvformindskelsen i Naturen. Paa et andet Sted viser Digteren os Aabenheden i Naturindtrykket og den dertil nødvendig sig knyttende Udførsel, hvorledes Naturen saa at sige har en tærende Indflydelse paa Sindet, vejrer vor levende Kraft hen:
»En Eftermiddag vare vi 5 Jægersmænd sammen hos Peter Petrowitseh. Vi havde tilbragt hele Formiddagen paa Marken, havde gjort det af med et Par Ulve og en Mængde Harer og vare komne hjem i denne glade, animerede Stemning, som enhver ægte Jæger kommer i ved en heldig Jagt. Det begyndte at mørknes. Hist ude strøg Vinden hen over Markerne og bøjede raslende de bladløse Toppe paa Birke og Lindetræerne, der stode rundt omkring Lutschinows Hus. Vi vare komne hjem og vare staaede af Hestene … jeg blev staaende paa Trappen og saa' tilbage: langstrakte Skyer trak henover den graa Himmel; det klagede og jamrede i de mørkebrune Hække, der piskedes af Vinden; det visne Græs, der ikke kunde tænke paa at gøre Modstand, trykkede sig melankolsk, saa langt det var, ned imod Jorden; Sværme af Drosler trak hen over Rønnebærtræerne med deres Klaser af højrøde Bær; smaa Musviter hoppede pippende omkring paa Birketræernes tynde og skrøbelige Kviste; ovre fra Landsbyen lød der et hæst Hundeglam. Der kom en tungsindig Følelse over mig … og med sand Vellyst traadte jeg ind i Spisestuen. Skodderne vare lukkede for Vinduerne; over det runde med en snehvid Dug dækkede Spisebord og de slebne Flasker med funklende rød Vin i kastede 8 tændte Vokslys i Sølvlysestager deres tindrende Skær; en lystig Ild knitrede og flammede henne i Kaminen, og en gammel, yderst anstændig Hushovmester, med en stor Skaldepande og klædt paa engelsk Mode, stod ærbødig, ubevægelig henne foran et andet Bord, hvor allerede en stor Suppeterrin prangede, indhyllet i en fin duftende Damp.«
Læseren vil sikkert genkende den Stemning, Digteren her sigter til, fra sit eget Liv. Have vi ikke været paa Jagt hos Peter Petrowitseh, saa vide vi, hvorledes der paa Fodture, paa Forretninger i Marken (jeg husker især Vinterdage) kan paakomme En ganske lignende Stemninger, en Følelse, som om man var sjælelig udpint, ikke kunde taale flere Indtryk. Man kan ikke begribe, hvorledes de tørre Græsstraa ude paa Gærdet kunne holde ud at lade sig piske længere af Vinden, eller hvor det store Træ ved Vejen kan holde ud at staa og se længere ud over den ensformige, nøgne og frosne Mark. Al Ens indre levende Kraft er løbet ud. Et besynderligt Fænomen! Hvor er den løbet hen?
Det er ikke til at tage fejl af, at vi i Naturen have at gøre med en stærk aandelig Udførsel(Aabenhed, Ligeløb) i Følge med ringe Selvudvikling.
Naar man ser paa en Eksempelrække som ovenstaaende, kan man faa en pirrende Følelse af en Aarsagssammenhæng, man er lige ved at faa fat i, er saa snublende nær ved, at der ligesom kun synes at mangle et eneste Ord. Men dette Ord kan man stadig ikke komme efter. Ved nærmere Eftertanke er det ikke saa underligt. Tingen er den, at Eksempler som 9 (Refleksbevægelserne) eller 14 (Styrtebadet) nok kunne give os en levende Følelse af, at Bevidsthed er betinget af en vis Opstilling af Livsstrømmen, en bestemt Strømform; men at vi med alt det dog ikke kende denne Form, i Virkeligheden slet ikke vide, hvad Bevidsthed er, og at det jo dog er for meget at forlange, at vi skulde kunne forstaa, hvorfor Ligeløb ikke egner sig til at frembringe noget, vi ikke vide, hvad er. Der maa nødvendig blive et Hul. Som der blev sagt straks ved første Omtale af denne Egenskab (Pag. 5), maa vi indtil videre lade den teoretiske Forstaaelse fare og nøjes med at betragte det som en Erfaringssag, at Ligeløb nu engang ikke er selvdannende.
Men ere vi nu ogsaa sikre paa den Erfaring? Det er jo dog kun en Række Eksempler. Kan man ikke finde andre Eksempler, hvori Ligeløbet optræder sammen med Selvfølelse?
Ja her støde vi paa et ejendommeligt Forhold. Somme Tider kan der dukke noget op, som man synes maa kaldes Selv og dog ikke Selv, noget, som man synes kunde fortjene Navn af Ens allermest egentlige Jeg, og som dog staar i absolut Modsætning til det Personlighedsbegreb, vi til daglig knytte til Ordene Selv og Bevidsthed. Det kan i enkelte Øjeblikke komme En for, som om der gaves et upersonligt Selv, hvortil netop Ligeløbet bragte En nærmere. Kan man ikke i Eks. 16 (Musiken i Aftenskumringen) faa en Følelse af noget, der kunde kaldes Selv, en Følelse af et gammelt Selv, langt, langt tilbage, som man havde glemt; men som kalder paa En igennem disse Stemninger; kan ikke Havet, en mægtig Fjeldnatur eller lignende stærke Naturindtryk stundom vække lignende Følelser i os af en Oprindelighed, som vi ordentlig rette os over Ende ved at mindes, en Følelse som af et gammelt Jeg, man havde tabt? Hvad det er for noget, vi her berøres af, vide vi ikke, kun saa meget kan iagttages, at det er et Liv, der ligger helt udenfor det personlige i os, som bliver stort, naar det personlige i os formindskes og omvendt trækker sig tilbage, naar det daglige Selv gør sig gældende. Med andre Ord, det er ikke Personens, ikke vort. Man kan kalde det Selv eller ikke Selv, som man vil (Naturselv, Ligeløbsselv) — det ligger nu engang til os Mennesker at ville personificere alt Liv, fordi vi selv ere Personer —; rimeligst var det vist simpelt hen at kalde det det ubevidste Liv, Naturlivet i os. Det er et Liv, der griber langt stærkere ind i vor daglige Væren, end vi tro. Om det end kun er en enkelt Gang, at vi paa ovennævnte Maade bliver det var, saa er det til alle Tider allerbagest til Stede og leder alle vore gode Handlinger, uden at vi mærke det (jfr. et Fænomen som Samvittighed). Alt, hvad der fødes uvilkaarligt i os (gives os), kommer fra dette Liv. Hos Dyrene kalde vi det Instinkt og tale om det som noget, vi saa godt kendte; hos Mennesket skjules det af det personlige Selv (Forselvet), saa man næsten slet ikke ser det, næsten slet ikke kender det; men det er det, der ligesom giver Straalerne i Glæde, Frihed, Friskhed og Haab, i Forandring og Idealfølelse, alle disse Livsfænomener, hvori Sindets Baggrund saa underligt træder frem, og hvori Aabenhed er et saa udpræget Grundtræk. Det er dette ubevidste Liv, Ligeløbet bringer os nærmere til ved at føre os bort fra det personlige. Ligeløbet er jo som et rent fysisk Fænomen heller ikke vort, men Naturens. Det hører jo ogsaa med til det Liv, vi ikke raade over; men hvis Resultater mere gives os end vi tage dem.
Det er fra Slægtskabet med dette ubevidste Liv, at Ligeløbet henter den sidste Hovedegenskab, vi skulle nævne:
4) en vis Evne til at frembringe nye Ting i Sjælen (sjælelig Spireevne, Mulighedsværdi).
Belysningen af dette Forhold skal jeg dog ikke komme ind paa her, da det er behandlet andetsteds (»Om størst Udbytte af Sjælsevner« 1881), og jeg er nødsaget til at benytte mig af enhver mulig Forkortelse.
Nødvendigere er det, at vi nu gaa over til et Spørgsmaal, der allerede flere Gange i det foregaaende har meldt sig, hvor den levende Kraft gaar hen ved Udførselen.
Udførsel af Arbejdsmængde kende vi allerede fra det rent legemlige Liv i to Hovedformer: Subjektiv og objektiv Udførsel.
Den subjektive Udførsel er den, hvorved der udrettes et indre Arbejde.
Det kan enten være til
a) Organisation, saaledes som naar der forbruges Arbejdsmængde til Dannelsen af en Knokkel — i saadanne Tilfælde bindes Arbejdsmængden for bestandig — eller til
b) midlertidig Oplagring (Magasinering), som Tilfældet f. Eks. er under Hvilen, hvorved Arbejdsmængde akkumuleres i Vævene. Man kan sige, at de to Tilfælde egentlig ikke behøve at adskilles, idet Akkumuleringen ikke kan finde Sted uden en vis Organisation; men det er dog Organisation af en løsere Art, idet Arbejdsmængden kan gives ud straks igen. Udførselen er af en mindre egentlig Art end den under a) nævnte; det er, som naar vi i vore Regnskabsbøger opføre »indsat i Sparekassen« som en Udgift.
Objektiv Udførsel er den, hvorved der udrettes et ydre Arbejde, altsaa virkelig bortgaar Arbejdsmængde af Legemet, som naar vi skyde bag paa en Vogn, afkøles (opvarme Omgivelserne) eller lignende.
Vi skulle i det følgende søge at vise, at disse forskellige Former af Udførsel alle genfindes i Hjernelivet.
Subjektiv Udførsel ved Hjernearbejde er let at paavise i begge de ovenfor nævnte Former.
a) Udførsel til Organisation foreligger ved alt, hvad Lægmanden kalder »Hovedbrud«. Naar man skal regne »et Stykke« eller komme til Klarhed over en foreliggende Sag, forbruges der en Arbejdsmængde til Rydningsarbejde i Hjernen. Baner brydes op, Molekuler flyttes og stilles i Orden, saa at Hjernen bliver en anden end før. Det koster Arbejdsmængde, og ligesom ved Knokkeldannelsen bindes Arbejdsmængden her for bestandig (indre Organisation). Det er Mængden af disse Arbejdsenheder, der skaber Forskellen imellem den dannede og den udannede Mands Hjerner. Der er indlagt flere Arbejdsenheder i den første, hvorved den er bleven finere i sin Bygning (jfr. grovt og fint Lærred). Man har et sikkert Kendemærke paa denne subjektive Udførsel deri, at den med Nødvendighed altid maa foregaa under et vist Tryk. Det hænger simpelt hen sammen med, at der skal overvindes Modstande. Hvor der er Modstande, kan man ikke undgaa Tryk.
b) Udførsel til Akkumulation (Magasinering) have vi allerede i det foregaaende haft Eksempler paa. Idet Jægeren i Eks. 19 træder i Hus, begynder han at akkumulere. Derude var alt Udgift og Spredning, hans levende Kraft vejredes hen i Rummet, til der ikke var mere. Her er det, som der blev trukket en Skodde i etsteds i Hjernen, og han indenfor den paany kunde begynde at rekonstruere sig. Dog bliver Stemningen ikke lukket; thi der kommer Aabenhed frem i andre Retninger. Over for den dampende Suppeterrin og de tændte Lys føler han en henrivende Aabenhed; men den udtømmer ham ikke, tværtimod, den styrker ham, rekreerer og samler. Strømmen, som Aabenheden nødvendig medfører, gaar til Fylding af Hjernevævene.
Af andre Eksempler kunne vi nævne Hjernehvilen, saaledes som den findes i Hjemmets Fred eller under religiøs Andagt, hvorved et Menneske kan have en Følelse, som om der skete en Udaanding af Arbejdsmængde paa Hjernen, der derefter kan føle sig styrket og kvæget ganske som Legemet efter Hvilen.
Eller Rekreationen en Teateraften, hvor det forøvrigt ikke blot er Hjernen, der modtager Næring; men hvor man kan have en Følelse, som om ogsaa Legemet undergik en total Forandring, som om alle Muskler og Væv bleve udpolstrede med Næring. Et Eksempel som dette kan ikke undlade at henlede vor Opmærksomhed paa den inderlige Sammenhæng og Overgang, der er imellem det legemlige og sjælelige, et Forhold, der saa meget mere gør det venteligt, at Virksomhederne begge Steder kunne vise sig at være analoge.
Udførselen til Akkumulation, den være sig legemlig eller sjælelig — det kan egentlig være os ganske ligegyldigt — spiller en Hovedrolle i Økonomilæren. Det er den, hvorved vi for en stor Del regulere Gangen af hele vort Maskineri. Vi modtage jo ikke saaledes uophørlig Tilgang af Arbejdsmængde, at vi stadig kunne give ud, hvad Øjeblikket tilfører. Stundom stilles der de allerstørste Krav til os paa Tider, hvor Tilgangen er allermindst. Saa tære vi paa Forraadene i Hjerne og Legeme, indtil de ere tømte (Træthed), for bagefter igen at fylde dem ved Hvilen.
Det der altsaa kun bliver tilbage, er Paapegelsen af objektiv Udførsel ved Hjernearbejde, Spørgsmaalet om, hvorvidt Hjernen kan udføre et ydre Arbejde, hvorvidt der gives Hjernevirksomhed, der medfører virkelig Bortgang af levende Kraft fra Organismen.
Der lader sig fremføre ikke mindre end to Beviser, der, følgende hver sin Vej, mødes i det fælles Enderesultat, at en slig objektiv Hjerneudførsel ikke blot er mulig; men at den i hvert Øjeblik af vort Liv finder Sted i udstrakt Maalestok, ja i visse Tilfælde udgør vor Hovedvirksomhed.
Det første Bevis støtter sig paa den Iagttagelse, at betydelig Udførsel af levende Kraft er mulig ved en Spænding, der nærmer sig til Nul.
Allerede i det foregaaende have vi haft Eksempler paa dette Forhold, saaledes i Eks. 19 (Paavirkningen af Naturen). Den mægtige Udførsel, her finder Sted, er ledsaget af en Frihedsfølelse, der egentlig udelukker enhver Spænding. Men vi kunne nævne Eksempler, hvor Forholdet træder endnu tydeligere frem:
At Tænkning kan finde Sted med Spænding, vide vi saa godt. Det var jo Tænkning af denne Art (Hovedbrud), vi omtalte som Eksempel paa subjektiv Udførsel ved Hjernearbejde; den allermeste Tænkning er Tænkning med Spænding (Organisationstænkning, subjektiv Tænkning). Men ligesaa sikkert er det, at der gives Tænkning uden Spænding, ja at denne Tænkning udgør vort højeste og fineste Aandsliv. Det er en Tænkning, der er forholdsvis lidt kendt iblandt Hverdagsmennesker; der er dem, der aldrig have sporet den, og for saadanne er det overordentlig vanskeligt at forklare, hvad man mener, bestandig køre de frem med deres subjektive Tænkning og ere ikke til at bringe derfra. Jeg vil begynde med at sige, at det er den Art Tænkning, der udspringer af Forundring, og udføres med den for Forundring ejendommelige aabne Hjerne. Forundring er en forunderlig Ting. Intet kan aabne et Menneske saaledes som Forandring, og intet sætte det aandelige Liv saaledes i Bevægelse med nye Tanker. Hvad enten det er Stjernehimmelen, Du betragter med Forundringens Tilløb til Smil, eller det er Uendeligheden i Naturen, der forundrer Dig, naar Du hører det suse over Hovedet paa Dig i Skoven og tænker paa det Mylder af Celler, der er i hvert eneste lille Blad, det uendelige Antal Kredsløb, hvert eneste lille Atom maa udføre for at skabe Begrebet Materie, Sekund efter Sekund i al Evighed, eller det er Intetheden, der griber Dit Sind, naar Du kommer til en gammel Hjemstavn og finder en hel Tidsalder borte, overalt er Forundring den Kim, hvoraf et stærkt nyt aandeligt Liv udvikler sig. Det Menneske, der ikke mere kan forundre sig eller ikke vil forundre sig, er tabt for Livsudviklingen. Enhver, der kender det mindste til dette Aandsliv, vil vide, hvor fjendtligt det er imod al Spænding og Tryk (jfr. »Om størst Udbytte af Sjælsevner«, Pag. 66). Det er noget, et Menneske skal »gribes af«, som ikke engang taaler, at man vil hjælpe det. Magtanvendelse paa sligt Tankesæt er det sikreste Middel til at kvæle det, omdanne det til Arbejdstænkning (subjektiv Tænkning). Det er en Ild, der selv maa fænge, selv maa brænde. Ja i Sandhed! Naar jeg staar og betragter en Stjernehimmel i Forandring, vilde jeg snarere tro paa en dragende Kraft udefra (negativt Tryk), end at Ordet Spænding skulde falde mig ind.
Men enhver, der kender dette Aandsliv, ved ogsaa, hvor udførende det er i Henseende til levende Kraft. Der er ikke noget, der i den Grad udtømmer Ens Forraad. Kunstnere og Digtere maa kunne tale derom. Tankevirksomhed af denne Art kan i faa Timer udbrænde En, saa at man bliver som en Klud, saa det kan suge og snurre i Vævene, indtil Tænkningen tilsidst af sig selv standser med en sviende Følelse i Mellemgulvet, der minder om Sult. Jeg kender intet saa intensivt Forbrug.
Men hvorledes er dette nu muligt? Hvorledes kan der udføres Arbejdsmængde (Kraft Gange gennemløbet Rum), naar der ingen Tryk er? Kun paa een Maade: Ved fri Udstrømning. Det er jo netop Særkendet for fri Udstrømning, at Trykket omsættes i Bevægelsesmængde, altsaa i Udløbet aftager imod Nul, samtidig med at Udførselen af Arbejdsmængde, der er afhængig af Hastighedens Kvadrat, finder Sted i meget høj Grad. Kun ved fri Udstrømning kan store Arbejdsmængder bortgaa uden Spænding paa Udførselsstedet.
Men var det ikke ogsaa netop en Følelse af slig fri Udstrømning, Jægeren havde i Eks. 19, idet hans levende Kraft ligesom vejredes hen i Luften, til der ikke var mere?
Er Tilstedeværelsen af Udstrømning til det fri godtgjort, saa er objektiv Udførsel imidlertid dermed givet: thi hvad der strømmer ud ved fri Udstrømning, kommer ikke i nogen Form tilbage.
Man kunde sige, det var dog maaske muligt. Der kunde foreligge Magasinering. Hvile finder jo Sted med meget ringe Spænding. Man kunde tænke sig store tomme Rum i Organismen, hvori Udstrømning foregik; saa vilde det være, som om den foregik til det fri, samtidig med at man dog beholdt den levende Kraft i Legemet. Ja! Men saa forelaa der jo en Fylding, en Styrkning, som Tilfældet altid er ved Hvile; men det er netop det modsatte, Erfaring lærer os, naar vi iagttage fuldstændig Tømning.
I Henhold til ovenstaaende mener jeg ikke, der kan være Tvivl om, at en vis Mængde levende Kraft (Arbejdsmængde) virkelig forlader Organismen. Hvor den gaar hen, og hvorledes den bærer sig ad med at komme ud af os, er et andet Spørgsmaal. Derom kunne vi paa nærværende standpunkt ikke sige det mindste. Man kunde tænke paa Varme. Udførsel ved Varme kan i mange Tilfælde ganske skjule sig. Pløjer man en Ager, indføres der store Arbejdsmængder i Jorden, der ikke staa i nogetsomhelst Forhold til det stedfindende Løftnings- og Løsningsarbejde, ja ville vi antage, at Jorden er løs i Forvejen, at det f. Eks. er Sand, man pløjer, og at Jordsmonnet ikke kommer til at ligge højere efter Pløjningen end før samme, saa bliver jo i Grunden hele den levende Kraft borte. Hvor bliver den af? Ja den bortgaar ved fri Udstrømning i Form af Varme. Paa lignende Maade gaar det med en Vædske, hvori man indfører Arbejdsmængde ved Rystning. Her kan der slet ikke være Tale om indre Omorganisation. Her bliver hele Arbejdsmængden omdannet til Varme, der kan iagttages paa Termometret, for saa vidt som den ikke bortgaar ved fri Udstrømning. Kunde man ikke tænke sig et lignende Forhold ved den ovennævnte Hjernevirksomhed, at der dannedes Varme, og at det var den, der bortgik ved fri Udstrømning? Nej! Saa maatte Varmen kunne mærkes. Paa Ageren kan den gaa umærkelig bort paa Grund af den store Overflade; men i Legemet maatte den kunne mærkes. Man maatte med andre Ord blive varm ved Tænkning paa lignende Maade, som man bliver det ved legemligt Arbejde. Det strider imod Erfaring. Der sker snarere en Afkøling. Pulsen kan under en Tænkning af den omhandlede Art gaa ned fra 72 til 48 Slag i Minuttet, samtidig med at der mærkes en kølende, forfriskende Fornemmelse i Hjernen.
Heller ikke er der mindste Tegn til, at der skulde udvikles Elektricitet i et Menneske ved Tænkning, om der vel end ikke er anstillet direkte Forsøg i den Retning.
Det synes, som om Hjernen har sin egen Udførselsvej, sin egen fri Udstrømning, om hvis Beskaffenhed intet vides.
Der er ydermere Anledning til at tro, at denne fri Udstrømning spiller en stor Rolle i det daglige Liv. Ganske vist kan nærværende Bevis ikke anvendes uden i de enkelte Tilfælde, hvor Spænding mangler eller er meget lille — saa snart der er Tryk, savne vi Midler til at godtgøre, at Arbejdsmængden ikke forbruges til indre Organisation — men fordi vi kun ere istand til at paavise den fri Udstrømning, naar Trykket er lille, er det ingenlunde givet, at den ikke ogsaa kan finde Sted, naar Trykket er stort. Tvertimod, der er al Rimelighed for, at det er Tilfældet, ja at den endog kan finde Sted i endnu stærkere Grad. Jeg kan i saa Henseende ikke undlade at henstille et Eksempel til Overvejelse. Det misforstaas ikke, at det jo altsaa er et Eksempel, der ganske staar uden for ovennævnte Bevisførelse.
20. En ung Mand staar uden for et Auditorium, hvori han om
nogle Øjeblikke skal eksamineres. Han vil friske sig lidt, inden
han skal ind, og holder ogsaa nok af at være alene, fri for
Kammeraterne. Han er ingenlunde bange; men det er en vigtig Ting, han
gaar til. Hans Blik falder paa en Flise nede i Gaarden. Egentlig
tænker han sig intetsomhelst ved den; men alligevel bliver han ved
at staa og betragte den, som om han nøjagtig vilde indprente sig
dens Form. At der sker en stærk Udvikling af Arbejdsmængde i
i ham, kan ikke betvivles. Naar Nitoget holder færdigt til Afgang.
sker der i hvert Sekund samme Udvikling af Arbejdsmængde i
Lokomotivkjedlen som under Farten. Den kan spores paa Trykmaaleren
og tilsidst paa, at Dampen pibler ud af Sikkerhedsventilen og dermed bortfører den Arbejdsmængde, der ikke længere kan holdes opsamlet.
Hvor bliver nu Arbejdsmængden af hos denne unge Mand?
Ja der kan jo ogsaa danne sig høj Spænding i ham ligesom i Kjedlen. Men er det en rolig og besindig ung Mand, er det egentlig ikke Tilfældet. Spændingen bliver ikke væsentlig større. Skulde han da have en Sikkerhedsventil ligesom Lokomotivet? Vi se, Mennesker kunne staa aldeles rolige og fattede i de allervigtigste Øjeblikke. Hvorledes er det muligt, uden at der findes en eller anden Afløbskanal, vi ikke lægge Mærke til? Det er en fysisk Nødvendighed. Men hvad kan det være for en? Det ligger nær at tænke paa aandeligt Forbrug; men dertil maa bemærkes, at vor unge Mand aldeles ikke tænker. Det er noget, enhver vil vide, at forud for en vigtig Begivenhed, er man ikke stærk i at tænke. Man ser kun frem i Ligeløb. Den Mangel paa Tanke, der er karakteristisk for Handlingsøjeblikket, har allerede indfundet sig. Naar vor Delinkvent staar og betragter den omtalte Flise, tænker han sig egentlig intet, hverken ved Flisen eller ved noget andet. Man kan ikke tænke sig, at der derved skulde ske noget væsentlig Forbrug til indre Organisation. Og paa hvilken anden Maade skulde Forbrug til indre Organisation ellers kunde finde Sted? Mig forekommer det langt rimeligere at antage, at Arbejdsmængden er gaaet en anden Vej. Se vi alle Aabenheder efter, hvorigennem Arbejdsmængden kan tænkes at være smuttet ud, saa er der en, der paa en ejendommelig Maade minder om Forundringen i det foregaaende, det er Forventningens Aabenhed. Forventning er maaske et daarligt Ord, fordi man gerne derved tænker paa noget godt, der skal komme, og noget godt behøver det jo ikke altid at være. Vi savne et Ord, der kan udtrykke Ubestemtheden i Sindet, over for hvad der nu skal komme. Heri ligger en mægtig Aabenhed. Hvor en saadan og Spænding ere sammen, maa og skal der være et mægtigt Udløb. Kunde det ikke være, at den levende Kraft var gaaet denne Vej? Eller dog i hvert Fald en stor Part deraf — saa lad der finde et indre Organisationsarbejde Sted ved Siden, forrettet af Spændingen; det behøve vi slet ikke derfor at benægte. Hele Mandens Optræden tyder paa et saadant Udløb. Dette, at han gerne vil være alene. I vigtige Øjeblikke vil et Menneske med Indhold helst være alene. Over for ligegyldig Tiltale forstyrres Aabenheden og dermed Udførselen, Spændingen stiger, man bliver nervøs etc. Kan man derimod faa Lov at staa i Ro, er det, som om der deri laa en Afløbskanal. Stemningen kan endog blive af en egen Skønhed. Den Bevægelsens Friskhed, Sjælen i slige Øjeblikke kan frembringe, er egentlig dejlig. Tit kan man siden i træge Tider tænke tilbage derpaa. En saadan Flise kan godt blive husket et helt Liv igennem. Der har været ofret til det ubekendte paa den.
Men Forventningens Aabenhed — hvor gaar den Udgang hen?
Det er omtrent, som om man vilde spørge en Muldvarp, der er vant til, at Udgangen fra den ene Hule fører ind i den næste Hule, hvor den Udgang førte hen, der fandtes i Muldvarpeskuddet.
Ejendommeligt er det, hvor et saadant Eksempel breder sig, naar man ser paa det. Forventning er jo ikke noget, man blot har, naar man skal op til Eksamen. Den har man i hvert Øjeblik, og uden den kan man slet ikke leve. Det er vort aandelige Aandedrag, en Hoved-Livsbetingelse, uden hvilken vi straks falde sammen. Men er det saaledes, saa maatte der jo i hvert Øjeblik finde et lignende Udløb Sted i os. Der maatte med andre Ord i ethvert Menneske findes en Hoved-Livsstrøm, der bestandig løb — uvist hvorhen — og hvoraf vor Tilværelse i allerførste Instans var betinget.
At vi ikke mærke slig Strøm kan simpelt hen ligge i, at den altid er til Stede, paa lignende Maade som vi jo heller ikke lægge Mærke til Luftens Tilstedeværelse. Og dog! — Skulde det ikke netop være den, man mærkede, naar man undertiden har en Følelse af et aandeligt Aandedrag, et Træk i en Skorsten et eller andet Sted deroppe som Betingelse for aandelig Friskhed og Afdrag. Det kan blive for et Menneske, som han skulde kvæles, naar dette Afdrag, dette aandelige Vejr gaar fra ham.
Men hvor skulde denne mærkelige Strøm løbe hen? Er det en Aare, hvis Indhold efter en vis Omgang kommer tilbage ligesom Blodet i Legemet, eller er det en Flod, der løber ud i et Hav? Og hvor skulde al den Arbejdsmængde i saa Fald blive af, der saaledes Sekund efter Sekund udførtes hele Livet igennem?
Det andet Bevis for Objektiv Udførsel ved
Hjernevirksomhed kommer man til ved Betragtning af en bestemt Gruppe
af sjælelige Fænomener, de saakaldte Intetfang. Jeg skal
allerførst søge at karakterisere disse.
Det kan vel anses for unødvendigt at godtgøre, at al Tilværelse er knyttet til Fang[1], saa at sige bestaar i Fang. Planter man en Levkøj i Haven, hænger den til Begyndelse slapt med Bladene, fordi dens Rødder ikke have Fang i Jorden. Der er ingen Forbindelse, ingen Vekselvirkning. Først naar Fanget er kommen til Stede, kan den begynde at drage Næring af Jorden. Man kan sige, Fanget er en Forbindelse med Fangobjektet til Indtagelse af Næring. Ser Du paa det Hus derovre, saa har Du Fang i det, begriber det, har ligesom fat i det. Man kan kalde det Opfattelse, Forstaaelse, eller hvad man vil, saa er det en Forbindelse imellem Genstanden og Dig, der gør en vis Vekselvirkning mulig, en Forbindelse, hvorigennem den aandelige Ernæring foregaar. Lige saa vist vi ikke kunne undvære Ernæring, lige saa vist kunne vi heller ikke leve uden Fang.
Men Fang kunne være af meget forskellig Art. Det nævnte Fang er et fast Fang (konkret). Det er, som naar vi i den legemlige Verden tage paa et Haandtag eller lignende. I Modsætning dertil har man Fang, hvorved man fuldstændig slipper det konkrete, slipper til alle Sider, som naar en Svømmer giver sig ud paa det dybe Vand og alene holder sig oppe ved sine Bevægelser, eller som naar en Fugl flyver. Derved er der ogsaa Fang. Svømmeren fanger Vandet med Fladen af Haanden og med sine Lemmer, Fuglen Luften med sine Vinger; men det er en egen Slags frie, ubindende Fang. Det er dem, jeg kalder for Intetfang, fordi vi i daglig Sprogbrug ere tilbøjelige til at regne bevægelige Medier, der omgive os til alle Sider, og som unddrage sig os, naar vi gribe efter dem, for ingenting. Hvem regner til daglig Luft for andet end Intet? Og naar vi svømme i Vandet, vil dog enhver paastaa, at vi ikke røre ved noget.
Disse Intetfang, hvori der altsaa er en fuldstændig Mangel paa fast Fang, hvori man ligesom slipper til alle Sider, forlader det konkrete til alle Sider, spille en stor Rolle i den sjælelige Verden. Lad os se nogle Eksempler:
21. Naar man staar ved sit Vindue og ser paa Sneens stille
Bevægelse igennem Luften forbi Genbohusets røde Mur nedad imod
Jorden, stadig eet og det samme i hypnotisk Ensformighed, stundom
en lille snirklende Bevægelse, som om nogle Fnug vilde prøve paa
at gaa tilbage, saa igen det samme; naar man ser denne Ro og
Stilhed, føres man ud af Tiden. Det kan være, at Tanken glider
hen i en bred Betragtning af store Tidsafsnit, som man synes tegner
sig i dette, Tider, der ligesom fare forbi og skrive sig i Luften —
man ved snart ikke ret, om det er gamle, der gik, eller nye, der
skulle komme — eller det kan være, at Snefaldet gennem Buskenes
Grene forbi mørke Stammer fører Tanken ud i Naturen til de store
Arealer derude paa Sletten med Skov og nøgen Vildhed; men aller
hyppigst vil det dog vel være saaledes, at man tænker paa slet
ingen Ting. Det er, som om Tankerne, trætte af at vende sig imod
noget, drev med Sneflokkene under deres Leg i Luften, hvilede sig
i Intetheden, og der følte sig som hjemme. Man staar og ser ud,
som om man opmærksomt betragtede noget langt ude — og egentlig
er der ikke den bitterste Tanke i Ens Hoved. Det er vanskeligt at
begribe, hvad man staar der efter; men vender man sig om og gaar
hen til Arbejdsbordet, saa er der noget, der steder En tilbage, og
uvilkaarlig kommer man atter hen til Vinduet. Det er, som om
man saa noget i denne Intethed, ja underlig nok saa overordentlig
meget.
22. Med Intetfanget ved Snevejr har jeg altid tænkt mig, det
hang saaledes sammen, at disse Sværme af hvide Bier, der opfylde
Luften, Hytte Tanken bort fra Genstandene ud i Luften, hvor Intet
er. Lige saa kan det være med Lyd, f. Eks. Lyden af en
Klokke. Jeg mindes en Aften, den lille Klokke ringede ud af
Frederiksberg Have: Ding, ding, ding. Jeg var gnaven til Sinds,
melankolsk over Mangelen paa Frihed, gik og tænkte paa, hvor
trælsom dog Vejen er her hjemme for Enhver, der vil frem med lidt
Nyt, hvorledes han i alt er henvist til at hjælpe sig selv, ja tvungen
af Forholdene tit ligefrem ikke kan faa Lov til at arbejde. Jeg brød mig ikke mere noget om det hele og gik hen ad Vejen uden Vilje,
uden Ønsker. Havde jeg bedt den lille Klokke om at ringe? Men
den blev ved at tone ud i Luften, ind imod det sidste blaalige Skær
af Dagen, der endnu saas i Vest hen over de mørke Trætoppe.
Hvor kunde det være lige meget med det altsammen! Og saaledes
gik Livet. Alligevel kom man efterhaanden til at lytte. Hvor der
er en sidste Fred i saadan en lille Klokke! Den knytter Tanken
til sig, alt som Lyden runger ud i Luften. Det er, som om man
fornam, hvorledes den bredte sig ud deroppe, som den lille venlige
Malmklang tog En med sig ud i Rummet. Saa holder den op lige
med et, og saa er man uden at tænke paa det ude i Intet. Det
sidste Slag bliver ved at klinge for En. Hvor lød det smukt! Saa
mildt, lidt svagere end de andre og dog vægtigere. Det lød, som
om noget sluttede af med et venligt Ord tilsidst og sov ind. Nu
kom jo ogsaa Natten. Det stod for mig, da jeg kom hjem og sad
ved mit Arbejde, mens det susede koldt udenfor under
Vindueskarmene, at der er noget ved Begrebet Intet, der luner Sjælen. Helt
paradokst kan det komme En for, at der er mere i Intet end i alt
Noget tilsammen.
23. Vinteren er Intetfangets Tid. Alt har trukket sig tilbage
eller er forgaaet. Paa den haarde, frosne Jord, der hist og her er
fejet har for Sne af Vinden, er der kun Tegn paa Kulde og
Tilintetgørelse, og den bløde Luning, man kommer ind i ved Sneen,
er Intethedens. Fodtrinene blive borte, Genstandene blive borte.
Naar det i Frastand suser i de høje Trætoppe, er det, som om
Naturen derigennem vilde sige: »Her er intet for Dig«. Søvndysset
af Sneen taber Lyden sig jevnt hen i Intet. Det suser op, som om
Kronerne vilde fortælle en hel Mængde om de frosne Grene og den
bidende Vind; men saa er det, som om de betænkte sig — det
kan være det samme; saa taber Lyden sig, bliver svagere og svagere,
indtil ganske Intet. Men besynderligt, at alt som Lyden taber sig
uden om En, blive indre Stemmer stærkere. Man kan gaa uden at
lægge Mærke til, hvor stille der er rundt omkring; man synes, der
siges saa meget. Det er Intethedens Sprog — dette rige Sprog.
24. En Dag i Oktober var det et ilde Vejr med Blæst og
truende Skyer, mørkt og trist. Men regnede gjorde det just ikke, om end , alting var gennemblødt, og koldt var det egentlig heller
ikke, især naar man kunde finde en lille Læplet, f. Eks. inde i
Gaarden ved Plankeværket. Hen i Gruset laa nedfaldne, trefligede
Ahornblade klask ned paa Jorden i Hobetal, andre krusede sig lidt
i Kanterne, buede Midten op eller stak Stilken i Vejret, ret som om
de endnu ikke vare faldne til Leje paa det nye Sted, de vare komne.
Engang saa det ud, som om et Blad hurtigt faldt ned af Træet;
men det var ikke Tilfældet; det var en vaad Spurv, der fløj ned og
satte sig i Gruset. Gud ved, hvad den vilde der, og lidt efter fløj
den de ogsaa igen. Siden kom der nok en og to; saa kom der et
Vindstød, der vendte alle de vaade Grene i Vejret. En enkelt Gang
kunde der komme en Lysning i Skyerne op over Tagryggen, som
man kunde tænke sig, at det vilde klare op til godt Vejr; men saa
tabte det sig igen i det graa. Sommeren er forbi; der er intet mere
at vente, det staar skrevet paa alt. Men alligevel staar man og
finder Fred i det Hele. Man tænker ikke — hvorfor skulde man
tænke? Man er ikke opfyldt af Vilje — hvad skulde man ville?
Man ser paa Intet, er opfyldt af Intet, og Intetheden opfylder
rundt om den hele Natur, har skrevet sit Mærke paa Buske og
Træer, hvorhen Øjet vender sig, ja paa Tiden selv, som den ligger
i Luften. Saa kan det falde En ind: »Hvor det i Grunden er
rart!« Alt dette »Noget« fik man forlængst nok af; men saa falder
Tanken igen hen i Intet. Uden at tænke over det trækker man sin
Cigaretmaskine op af Lommen, vender det blanke Laag, hvorfra
Lyset spredes i det fri, presser Tobakken og ser med langsomt
Velbehag Cigaretten komme frem. Rager i Lommen og finder et
gammelt, brændt Trærør, siden i en anden en Æske Svovlstikker.
Hvad har det Hast med? Intet, intet! Den blaalige Røg staar
sælsomt i den rene, vaskede Efteraarsluft, stiger op imod et Par
strittende Ælmegrene, som om den vilde danne en Kontrast imod det
vande og raa i Naturen, men opgiver Forsøget og falder hen i Intet.
Der er noget udjævnende og formildende ved Efteraaret midt i dets
Barskhed, en sælsom Fred i Opløsningen. Hvad er der i Grunden
at være nedtrykt over i saadant Vejr? Intet, slet intet. Hvad gør
det, om det ene og det andet, ja saa meget i Tilværelsen saa tit
paavirker En til modbydelig Kvalme. Naturen vil viske det altsammmen
ud paa samme Maade som dette her. Aflagte Klæder, der falde til
Jorden ligesom disse Blade. Men ligesom ved Træet bliver Stammen tilbage med Kraft til næste Sommer. Fred og Renhed bliver der,
hver Gang »Noget« gaar. Derfor skal det altsammen gaa. Ah! hvor
det er en ren Luft at aande i den Efteraarsluft. Hvor underligt
kommer det En for, at alt naas i Intetheden.
25. Om Morgenen er man tit stemt til Intetfang:
Vintermorgener, naar man i Halvmørke er krøben ud af den varme Seng
og staar paa bare Fødder og klæder sig paa med en Følelse, som
man ikke kunde begribe, hvad man egentlig skulde her i Verden.
Derude ses Morgenstjernen med sit rolige, klare Lys. Inde falder
Blikket paa Lampen med dens blaakolde Kuppel, uden Lys og uden
Petroleum, som den gik ud i Aftes. Man gaar omkring med et
svagt Indtryk af de iskolde Genstande, kommer hen til Servanten
og skænker Vand ud af Kanden, der, idet man sætter den fra sig,
klinger ubeskrivelig koldt imod den haarde Stenplade. Allerkærest er
det at skjule sit vaade Ansigt aldeles i Haandklædet, saa at man
ingenting ser. Man synes, det højeste maatte være, Intet at være.
Dog synes man egentlig slet ingen Ting. Det Skriftsted falder En
ind: »Jorden var øde og tom, og Guds Aand svævede over
Vandene«. Der kunde være noget i det. Det samme kunde vel
egentlig siges endnu. Morgenstjernen — den er endnu fra den
Tid. Tit mindedes man Synet af den Morgenstjerne.
Den samme Morgenstemning finder jeg en anden Gang
beskrevet saaledes :
26. Naar Du om Morgenen efter en Del Overvindelse rask
sætter Benene ud af Sengen og stiller Dig ret op paa Gulvet, har
Du paa lidt nær intet i Bevidstheden. Du staar og ser paa et eller
andet og attraar ikke at se andre Steder. Er der ikke en Lyd at høre,
er det godt. Rumler det stærkt paa Gaden, saa er det ogsaa godt.
»Godt« siger Du til det hele; det er Dig uden Forskel. Du forstaar,
at der formodentlig nok venter en eller anden Livsopgave paa Dig
for Dagen i en eller anden Krog; men det staar Dig ikke ganske
klart, hvad det er, og det kan ogsaa være ganske ligemeget. Det
kommer nok. Med eet staar Du henne ved Døren i nogen Tvivl
om, hvad Du nu egentlig skal gøre. Saa synes Du, at Du skal se
ind ad den aabentstaaende Dør ind i Spisestuen, hvordan der ser ud derinde, om Pigen er oppe, om der er gjort rent, rullet op, eller
hvad det nu kan være. Men idet Du ser derind, falder der et
Ubehag over Dig, og Du trækker Blikket tilbage, ganske som en
Snegl kan trække sine Følehorn til sig efter en ubehagelig Berøring.
Hvad var det? Det forekom Dig overhovedet saa ubehageligt at føle
Interesse. Hvor det er et ringe Ord, det Ord Interesse! Det er, som
om Du følte Dig for aristokratisk til at nære Interesse, til at lade
Dig tilskynde af Stole, Borde og Omgivelser. At man et Øjeblik kan
være betinget af Sligt! Hvor det forekommer Dig modbydeligt med
denne stadige Interesse, Menneskene løbe omkring med. Med sælsom
Hvile og Fred dvæler Du ved Tanken om hin første Historie, da
der ingen Interesser var til endnu. Hvad skulde dette lave Begreb
blive til for? Derfor kunde der jo godt være Liv. Hvor kunne
Indtryk være dejlige uden Interesse: Ælmebuskene derude med de lange,
stride Grene med Blade til begge Sider, som om det var bondefødte
Palmer, Morgensolen, Indtrykkene fra Vogne og Færdsel, det kolde
Vand paa Hovedet — hvor det er dejligt altsammen, naar man blot
møder det uden Interesse. Hvor kunde Livet være en prægtig
Tilværelse uden dette Begreb. Blomster nyde Luften, Solen og Vandet,
men de have sikkert ingen Interesse. Kommer det altsammen, saa
er det godt, kommer det ikke, og gaar Blomsten til Grunde, saa er
det ogsaa godt. Ja saaledes er just Din egen Stemning i Øjeblikket.
Men Du ved paa Forhaand, at det ikke vil vare længe, at det ikke
vil vare 5 Minutter, før Interessen vil melde sig. Blot det lyder
bagved Dig: »Aah, Fatter! Træk det Rullegardin op«, saa bringes
Begrebet til Dig. Halværgerlig tænker Du ved Dig selv: »Gud ved,
hvad nu det skulde op for. hvorfor man ikke lige saa godt
kunde have det, som det hang — det kan jo være lige meget,
hvordan det sidder«, — det hjælper ikke; Livet kommer til Dig med
sine Krav, og Interesse bliver puttet ind i Dig, Din egen eller andres,
det faar omtrent samme Virkning. Det er en egen snørende
Fornemmelse at skulle til at ase med Livet igen. Der kommer en
Træthed over Dig, som Du tænker Dig, en Hest maa føle, naar man
bringer den Seletøjet. Morgenstunden er paa en besynderlig Maade
ud over det daglige. Saa længe man ligger og lytter, er man endnu
uden for Dagen. Tit kunde det ske, at Du med Behag laa og hørte
efter en lille Klokke, der blev ved at ringe et Steds ovre paa
Holmen, der ovre ad, hvor Solen er i Færd at staa op i sin Farvepragt, Det har ingen Hast; Tiden er endnu ikke begyndt. Det er
adelige Øjeblikke i Sjælen og dog lige let tilgængelige for enhver
Skabning paa Jorden. Det er, som om der var to Slags Liv til i
Verden: det daglige, som man lever mest, og et uden for Tiden
liggende.
Intetfanget spiller, som det vil ses, altid paa den Streng
at forlade, at lægge det nærværende fra sig. Stundom er det
med en mere eller mindre tydelig udpræget Følelse af
Anstrængelse. Saaledes i følgende Eksempel:
27. Jeg havde været til Bal, og en rask Dansemelodi klang
for mine Øren, da jeg gik min Morgentur. Pludselig mindedes jeg
Tante Lenes fornærmede Mine i Anledning af den unge Student, der
blev lidt for kaad, og den stikne Frues bidende Bemærkninger. Pyh!
Jeg har aldrig været nogen passioneret Ynder af Bal; men naar der
kommer slige Stænk af »Alvor« deri, faar jeg en Fornemmelse, som
om jeg var reden af en Mare. Hvor græsselig fattigt bliver ikke det
hele, naar det ikke kan tages som Leg. Man kan ikke tænke
sig, at Selskabelighed af den eller lignende Art kan betragtes for
andet end Spøg. Ved at mærke Alvor bliver man ganske forbavset.
Der er vel i Virkeligheden næppe noget, der saaledes udpeger
aandeligt Lavmaal, som dette at tage for Alvor, hvad der burde være Leg.
Dette her var ligefrem pinligt at tænke paa i den friske
Morgenstund; det var, som om der var bleven siddende noget udenpaa En.
Og alt imens vedblev denne afskyelige Melodi at klinge for Ørene
som en Haanlatter. Man havde jo været med. Bare blot den
Melodi vilde gaa væk! Men det er utroligt, hvor paahængende Toner
kunne være. Det drillede mig, saa det ordentlig smertede, dette
Di .. di .. de rit .. dit, indtil jeg tilsidst blev saa forbitret,
at jeg i Tankerne med en voldsom Kraftanstrængelse slængte det
hele fra mig, Selskabstone, Dansemelodi, Alvoren og det hele ud i
Himmelrummet: »Hvad har jeg med Eders Livssyn at gøre? Skal
gaa og plages her med Eders .... Drik selv Eders Mikstur!«
Ah, hvor det lettede! Livet lysnede ligesom paany, Dansemelodien
var borte, Tante Lene blæst væk. Hvor kunde det jo i
Virkeligheden ogsaa være mig ligegyldigt! Jeg havde jo ikke det mindste
med alt dette Stads at gøre, nærede ingen Agtelse derfor og var kun af Nødvendighed kommen, med deri. Dog aldrig saa snart var
jeg gaaet et lille Stykke Vej, for det igen lød: Di .. di .. de rit
dit. Men denne Gang maatte jeg næsten le; thi saa yndig en
Musik har jeg da aldrig hørt; det var, som om den løftede En i
dansende Jubel fra Jorden. I det ene Øjeblik satte man let og fint
en Taaspids lige paa Næsen af Tante Lene, i det andet pirouetterede
man foran Musikeren, der skulde have 3 Kr. Timen og gjorde pas
de bas foran den bitre Frue ved de røde Portierer. Man kunde
have hylet af Latter. Jeg saa jublende paa, hvorledes de store,
grønne Knopper paa Træerne bagede sig i Foraarssolen. Hvor Livet
kunde være rart, naar man blot forstod at leve det!
Hvis jeg nu tør gaa ud fra, at Læseren ved, hvad jeg mener med Intetfang, kan jeg gaa over til at omtale den Mærkelighed ved dette Fang, at man ikke bemærker noget Fangobjekt. Det er en Selvfølge, at der maa være et saadant; man kan ikke fange intet. Objekt maa der være, og synes det ikke saa, maa det være, fordi Objektet unddrager sig vor Iagttagelse; det kan siges med samme Sikkerhed som den, hvormed man beregner Tilstedeværelsen af en usynlig Planet.
Men hvad kan det vel være for et Objekt, der ikke kan iagttages. Ja, vi saa jo ved Luft og Vand, hvorledes et saadant Forhold var muligt. Et Element, der omgiver os til alle Sider, er man tilbøjelig til at overse. Naar en Fugl flyver i Luften, tror den sikkert, at den flyver i ingenting. Saaledes maa Forholdet være. Der maa være et os til alle Sider omgivende Element, som vi ikke mærke.
Ja, men Fuglen maa dog, hvis den har mindste Observationsevne, ved mange Lejligheder, ved Vindstød o. l. kunne mærke, at der er noget omkring den. Det kunne vi ikke.
Jo! Det kunne vi under samme Betingelse nok. Jeg skal nævne et lille Eksempel:
28. En lille Fortælling i Turgénjews »En Jægers Dagbog« —
Biæschin-Engen — havde i høj Grad grebet mig ved sine
Naturskildringers Renhed, især dette Sted, hvor Fortælleren, efter at have
beskrevet Stjernehimlen og Stjernene, der syntes at bevæge sig hen i Retning ad Mælkevejen, slutter med at sige: »Og sandelig! naar
man saa op paa den, var det En, som havde man selv en utydelig
Fornemmelse af Jordens rivende, ustanselige Flugt«. Det havde sat
mig i denne ejendommelige, ligesom sitrende Stemning, der kan
komme frem, naar noget griber En, en Stemning, som kan holde sig
længe. Denne Stemning blev kombineret med en anden: Jeg kom
for sildig et Sted, fik Ubehageligheder og blev ked af Livet paa den
Maade, man kan blive det ved mindre Fataliteter. Det gav en
underlig sammenrodet Sjælstilstand. Man gad ikke tænke mere paa
hin Skildring, og dog gjorde den sig ubevidst gældende midt under
det hele. En underlig Overgang syntes at være i alt. Det var ved
Teatertid. Folk stormede ind og smækkede med Dørene. De skulde
se »Don Juan«, Mørket begyndte at falde paa med sin blaagraa
Overgangstone i Belysningen. Jeg kom forbi en Bod, hvor der
solgtes Mel, Gryn og Lampeglas — det var sært med de
Lampeglas, dog det sælger vel forresten alle Urtekræmmere. Egentlig var
jeg underlig langt fra det, jeg tænkte paa, lagde først ret Mærke
til, hvor jeg var, da jeg naaede Frue Plads og saa Kirken
afbilde sig som en høj mørk Masse paa den endnu svagt lysende
Himmel i Vest. Der var kommen flere Stjerner frem. En stor en
blev ved at følge med, alt som jeg skraaede over imod Universitetet
hen over Tagryggen paa Kirken, som om den styrede lige paa
Taarnet. Jeg blev staaende et Øjeblik, inden jeg gik ind. En dejlig
Aften! det var, som om en fin Sitring opfyldte Luften. Man kunde
deroppe lige skimte ti Minutter over Syv paa Uret; men det var
ikke ved Lygtelyset. Det var tydeligt, at Taarnet omme paa den
Side, saa højt oppe, endnu fangede en Rest af Dagslyset i Vest,
mens det forneden udelukkende var Lygterne, som regerede.
Besynderligt! Hvor pegede dette fine Skær ud fra Jorden ligesom
Turgénjews Skildring. Der kan være Øjeblikke, hvori et Menneske
føler sig som en Plante over for omværende Indflydelser. Planten
ser ikke Solen, der varmer, eller Skyen, der regner, men den mærker
noget omkring sig, der gør den godt, drejer sine Blomster og
aabner sig derimod.
Der kunde anføres en Mængde Eksempler af denne Art,
Eksempler, i hvilke vor naturlige Følelse giver os ligesom en
Anelse om noget omkring os, hvori vi leve og slaa vore Rødder; men jeg vil med Forsæt ikke komme ind derpaa, dels fordi slige
Tilfælde ifølge deres Natur altid maa staa uklare og derfor
angribelige, dels fordi jeg aldeles ikke behøver dem for den
følgende Udvikling. Hvad jeg behøver, er kun dette, at ethvert
Fang nødvendig maa have et Objekt, Intetfanget ogsaa, samt
at Intetfangets Objekt maa være af en særlig let og fin Art,
siden det kan unddrage sig vor Iagttagelse.
Herpaa kan der støttes følgende Bevisførelse:
Tænker man sig to Legemer med Masser M og m uden Begyndelseshastighed udøvende en vis Virkning paa hinanden (Tiltrækning eller Frastødning), saaledes at de komme i Bevægelse, ville deres Hastigheder V og v; komme til at forholde sig omvendt som Masserne
hvoraf
.
Legemerne ville altsaa faa lige store Bevægelsesmængder i modsatte Retninger. Derimod ville de ingenlunde faa samme Indhold af levende Kraft. Medens det lille Legeme fjerner sig med en levende Kraft af Størrelsen , bliver Indholdet af levende Kraft i det store
,
altsaa betydelig mindre, saa meget mindre, som M er større end m. Antages M uendelig mange Gange større end m, vil det store Legeme slet ikke modtage nogen levende Kraft; hele den udviklede Arbejdsmængde gaar over paa det lille Legeme.
Basker altsaa en Fugl imod Jorden med Vingerne, gaar ingen Arbejdsmængde over paa Jorden. Den vil helt og holdent virke til Løftning af Fuglen, altsaa udføres paa selve Individet, der frembragte den. Det er den Slags Udførsel, vi kaldte subjektiv Udførsel.
Anderledes, naar Fuglen flyver. Saa slaa Vingerne imod noget, der kan bevæges, og som gaar bort med Indhold af levende Kraft. Flyver en Flok Vildgæs i en vandret Linie gennem Luften, vil Vingeslaget frembringe en uophørlig nedadgaaende Luftstrøm, der bortfører al den udviklede Arbejdsmængde. Selv beholde Dyrene intet. Paa samme Maade gaar det, naar en Skibsskrue kaster store Vandmasser agterud fra Skibet med stor Hastighed. Vandet fjerner sig med den udviklede levende Kraft, Skibet faar intet deraf, opnaar ikke andet end at vedligeholde sin en Gang erhvervede Hastighed. Og paa samme Maade maa det nødvendig gaa med alle Fang, hvorved en bestemt Tilstand opretholdes i et bevægeligt Medium. Hele den udviklede levende Kraft gaar over paa Objektet og fjerner sig med samme. Det er, hvad vi kaldte objektiv Udførsel.
Anvende vi nu dette paa os selv, komme vi til, at der ved alle faste Fang maa foreligge subjektiv Udførsel. Tage vi fat i en Klippe, gaar den levende Kraft tilbage paa os selv, Klippen faar intet, forandres ikke. Ligesaa naar vi se paa et Hus. Det er ogsaa et fast Fang — vi tage i Virkeligheden paa Huset med Lysstraalerne som Mellemled, ligesom vi kunne tage paa en Ting med lange Tænger. Huset forandres ikke, al den levende Kraft gaar tilbage paa os selv til indre Organisation eller Magasinering, ligesom da Fuglen baskede imod det faste. Det er netop den Maade, hvorpaa vi indtage vor daglige aandelige Næring. Uden faste Fang, uden at sanse givne Ting og begribe urokkelige Sandheder kunde vi ikke leve selv en kort Tid. Naar jeg siger til min Nabo, at det er godt Vejr, og min Hustru kalder det en overflødig Bemærkning, fordi Manden jo nok selv kan se, hvad Vejr det er, saa er det en skæv Betragtning. Det er en Næringsbemærkning, jeg gør; det er dem, man lever af. Det er ved disse aldeles ørkesløse Foretagender, hvorved der tilsyneladende ikke udrettes det mindste, at den indre Fyldning med levende Kraft foregaar. Derfor elsker man saa meget det konkrete. Derfor er det at sysle med det konkrete noget, som alle vil og kan, selv de tarveligste. Ja, jo ringere Folk ere i aandelig Henseende, jo mere det at indtage Næring efterhaanden bliver det eneste, de kunne, desto mere vil man se dem bevæge sig imellem de mest konkrete, begribelige Ting. Tager man en Tur med en Sunddamper i Landliggertiden, i den Tid Folk rigtig rekreere sig, faar man en Fornemmelse af, at der ikke eksisterer andet for disse Mennesker end de allermest konkrete, Fang, Villaer, Ponnyvogne, Etatsraader, Grosserere, Cykler og Badehuse etc. etc. Massen af disse konkrete Ting fører en mild, jævn Strøm ind i det trivelige Legeme.
Anderledes ved Intetfanget Her er Objektet ikke fast. Kunne vi ikke sige andet om det, saa kunne vi i hvert Fald sige dette, at det unddrager sig vor Paavirkning, at det er det Element, som det er vanskeligst at faa fat i af alle, saa let og fint det er; vi kunne ikke en Gang opdage det. Men saa maa det ved Fanget deri nødvendig gaa os, som det gik Vildgæssene og Skibsskruen, at Elementet fjerner sig med den levende Kraft, uden at vi faa noget deraf. Her maa nødvendig blive objektiv Udførsel.
Det var netop det Resultat, vi kom til Pag. 18. Bedre Prøve paa en Udviklings Rigtighed synes man ikke at kunne faa, end at man kommer til samme Resultat ad to saa vidt forskellige Veje.
Spørgsmaalet om, hvorvidt objektiv Udførsel af levende
Kraft finder Sted ved Hjernelivet eller ikke, er af en større
Betydning, end man straks antager.
Det ser saa naturligt og selvfølgeligt ud. Vi se Planterne omdanne Stofferne i Jorden og frembringe nye Former for Naturenergien. Vi se Dyrene fortære dem for atter at producere andre, formentlig mere udviklede Former. Dette, at vi indtage Næring ved det daglige Fang i Omverdenen, omdanne denne Næring i ny Form og saa igen afgive den til en større Husholdning, er saa naturstemmende, at man i første Øjeblik ikke kan finde noget mærkeligt deri. Det vilde, synes man, være mærkeligt, om det var anderledes, om vi i en Natur, der ellers udgør en sammenhængende Kæde, hvori ethvert Led tjener det hele, skulde gaa omkring og kun tjene os selv. Enhver Celle maa producere og yde. Hvorfor skulde vi ikke gøre det samme? Vi se, hvorledes vore egne Celler ved deres Virksomhed opbygge os. Hvor rimeligt, at vi selv maa tjene.
Men ved nærmere Eftersyn fører denne objektive Udførsel til Konsekvenser, der kunne give vor Tanke nok at bestille. Lad os rigtig klare os, hvad det egentlig vil sige. Naar Du i hint Eksempel med Taarnet (Eks. 28) staar og ser paa Aftenstemningen, saa skal der gaa en levende Kraft ud i Rummet, som ikke vender tilbage. Du lægger et lille Myreæg derude. Hvor det bliver af, og om Du skal se det mere, ved Du ikke; men foreløbig giver Du Afkald derpaa. Besynderligt! Uvilkaarlig udbryder man: »Det kan jeg ikke tro.« Man glemmer, at her ikke er Tale om at tro eller ikke tro; men om hvorvidt et Bevis er rigtigt eller ikke.
Og naar vi færdes ude i den »frie« Natur og lægge Mærke til, hvorledes det ikke saa meget er det, vi høre og se, der optager os, men noget uden for Tingene staaende, ikke saa meget de grønne Træer og det blaa Hav, ja ikke engang de hvide Skyer, som noget ubekendt ud over det hele liggende, hvorimod Sjælen aabner sig, og hvorpaa den udfører sit fulde Arbejde, hvorledes man har en Følelse af ligesom at vejres hen i Rummet, og der netop ligger en egen Henrykkelse ved denne Ubegrænsning, saa skulde vi her staa lige foran det, hvortil Leverancen ydes, og hvortil alle tidligere Slægters levende Kraft er gaaet. Kan det være rigtigt?
Ja, Konsekvenserne kunne gøre os ganske betænkelige. Vi tro, at vi ere noget for os selv og gaa omkring her, uden at nogen kan se, hvad vi tænke og føle. Det behøver da slet ikke at være Tilfældet. Se vi hen til, hvorledes den Udførsel af Arbejdsmængde, der finder Sted ved Lyset, sætter vort Øje i Stand til at opfatte fuldkomne Billeder af Genstande, ja til at følge deres Væren og Bevægelse fra Tid til anden, saa maa jo vor egen Eksport af Arbejdsmængde med alle dens øjeblikkelige Variationer paa en ganske lignende Maade kunne lægge os blot, for hvem der nu har Sanser til at opfange den Slags Udførsel. Den maa ligefrem kunne afsætte Billeder af vort sjælelige Indhold paa lignende Maade, som Lysstraaler kunne tegne fotografiske Billeder. Ligesom der aldrig er nogen Genstand saa mørk, at der jo ikke kommer lidt Lys fra den, saaledes vil der vel heller ikke være det Liv til, hvorved der ikke frembringes saa megen Udførsel, at der kunde være nok til at tegne slige Billeder. Men saa maa jo hele vort indre Liv kunne blive set andetsteds fra. Og hvad der endnu er betænkeligere — hvis vi ikke have vore Papirer i Orden — er dette, at hvad, der paa den Maade kommer ud om os, bliver ved at være. Ifølge Loven for Energiens Bestaaen kan ingen Arbejdsmængde gaa til Grunde. Den kan flyttes, og den kan bindes for en Tid, saa at det ser ud, som om den forsvandt (bunden Varme), men den kan ikke forgaa. Det fører til, at al vor Virken, alle vore Følelser og Tanker, alle vore aandelige Bevægelser — for saa vidt de have været forbundne med Udførsel — maa blive ved at øve Virkning. Paa den Maade kan det jo blive af den største Betydning, at hvert Øjeblik i vort Liv bliver levet ganske anderledes mønsterværdigt og udbyttebringende, end det sker. Dette er ikke til at komme bort fra, at der er en fysisk Mulighed for Eftersyn og Maaling af vore aandelige Frembringelser. Tag Dig i Agt, Læser, at der ikke er Röntgen'ske Y-Straaler, der lægge Dig blot, hvor Du mindst venter det! For Du er tynd i vore Dage.
Men den mærkeligste Konsekvens er dog følgende. Forholder det sig saaledes, at der eksisterer objektiv sjælelig Udførsel, altsaa en Hjerneudførsel, der virkelig bringer levende Kraft bort fra Individet, saa maa denne Udførsel føre etsteds hen. Naar levende Kraft er en Realitet, der ifølge Loven for Energiens Bestaaen ikke kan forgaa, maa der ogsaa findes en Realitet, hvor denne levende Kraft strømmer hen, Sekund efter Sekund, Time efter Time, Aarhundrede efter Aarhundrede. Hvad kan det være for en Realitet? Skulde det være en ny Verdensdel? Af Flodernes Størrelse kan sluttes, at den maa være af uhyre Dimensioner. Et nyt Amerika? Man har egentlig slet ikke Følelsen af det. Man ser ingen mærkelige, røde Fugle, man ikke før har set, ingen mærkelige Skove og Bjerge. Tvertimod; hvad man mærker, synes En saa bekendt. Kunde det ikke tænkes, at det var vor egen Hjemstavn, vi vare komne forkert tilbage til og i vor Fortumlethed ikke kendte igen? Ja i Sandhed. Der gives ikke nogen Stemning, hvori vi føle os saa hjemme som i den ubevidste Stemning, hvori det personlige ligesom er lagt til Side, og man gaar op i hin aandelige Udførsel. Jeg mindes engang, jeg var ude i Klitterne og sad og tænkte paa slet ingen Ting, saa nu og da paa en Søfugl, der fløj hen over Sandhøjene, eller paa et Marehalmstraa, der skrev Cirkler i Sandet. Intet fangede, Intet drog Bevidsthedslivet frem. Tiden gik, uden man mærkede hvorledes. Hvor underligt kom det mig for, at her var vor egentlige Hjemstavn! Det kan i slige Øjeblikke være, som om et gammelt Selv kaldte paa En, et gammelt oprindeligt, hjemligt Selv, som man kendte saa godt og i Øjeblikket længtes efter at komme tilbage til igen, ja som det var det egentlige Selv, og Ens eget var et fremmed. Ens eget Selv, Personen, kan i slige Øjeblikke med al sin Færd forekomme En saa ringe, saa liden Agtelse værd.
Men er det ikke hint gamle, tidligere omtalte, ubevidste Selv, vi nu tale om og ere komne tilbage til? Skulde det være det, vi vare Leverandører til?
Længere end hertil kan Empirikeren med vor Tids tarvelige Naturkundskab paa aandeligt Omraade ikke komme. Og vel vogte han sig for at lade sig lokke udenfor sine Enemærker. Hvis han vil holde sig paa et rent objektivt Standpunkt, hvorfra han kun søger at fremstille Sagen for Læseren, saaledes som den kan iagttages af enhver, hvis han ikke vil udsætte sig for at blive sigtet for Tendens i den ene eller i den anden Retning, saa maa han fremfor alt holde sig det strengt efterretteligt, ikke at forlade fysisk Grund. Men den naar ikke længere end hertil. Empirikeren maa have Forsøg og atter Forsøg, og her mangler endnu alle Forsøg. Der er imidlertid ikke Tvivl om, at den næste Slægt vil anstille dem. Udført Arbejde er noget, der kan maales, som man kan faa fat i med Apparater og Formler. Der er ikke Tvivl om, at disse Forhold, der i Øjeblikket ere fysisk upaaagtede, engang vil blive Genstand for en udstrakt Forsøgs- og Beregningsvirksomhed. Og saa kan Empirikeren maaske naa et Stød frem igen.
Det er dette Arbejdsfelt, jeg gerne vilde lægge et Ord ind for. At føre Ungdommen lidt ind paa disse udyrkede Marker, vilde maaske være nyttigere end at lære dem 5 Slags Sprog o. l.
Et Punkt, der navnlig forekommer mig at ægge til Undersøgelse, er Maaden, hvorpaa den levende Kraft kommer ud af os ved Udførselen.
Om Bølgebevægelse, som ved Lys og Varme, kan der dog formentlig ikke være Tale her. Endskønt hvem ved?
At vi i hvert Fald ikke behøve at antage Tilstedeværelsen af nye Naturkræfter for den Sags Skyld, forstaas bedst, naar vi se hen til Sidestykker som den almindelige Tiltrækning, Frembringelsen af elektriske Strømme ved Nærmelsen af en Magnet til Jern, ved Induktion el. l. Naar to Kloder, der ere adskilte fra hinanden ved Millioner af Mile, gennem tomt Rum formaa at udføre Arbejde paa hinanden og aldrig noget Øjeblik undlade at gøre det, naar levende Kraft fra enhver Smaadel i Jordens Indre trods Indeslutning og Afstand finder ud til fjerne Kloder, saa er det vel ikke saa mærkeligt, at den kan finde Vej ud af vor Hjerne. Men hvorledes kunne vi blot ikke i Øjeblikket forstaa.