Wikisource

Om Islands statsretlige Forhold

Gyldendalske Boghandling Kjöbenhavn


Om Islands statsretlige forhold.djvu Om Islands statsretlige forhold.djvu/3 1

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

OM

ISLANDS STATSRETLIGE FORHOLD.


NOGLE BEMÆRKNINGER

I ANLEDNING AF

ETATSRAAD, PROFESSOR J. E. LARSENS SKRIFT "OM ISLANDS HIDTILVÆRENDE STATSRETLIGE STILLING".


AF

JÓN SIGURÐSSON,

ALTHINGSMAND.



KJÖBENHAVN.

GYLDENDALSKE BOGHANDLING.

TRYKT HOS S. L. MÖLLER.

1855.

I Motiverne til det Forslag angaaende Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget, som Regjeringen forelagde den i Juli 1851 sammentraadte, siden oplöste Forsamling i Island, udtrykkes Regjeringens Grundanskuelse om Islands statsretslige Forhold saaledes, at "da Kongeloven, især i Art. XIX, samt Patent 4. September 1709, hvorved Kongeloven er offentliggjort, allerede har bestemt, at Island er en Deel af Riget, kan derom ikke være Tale". Forsamlingen fastholdt derimod den Anskuelse, at Island vel var en Deel af Riget (Monarchiet), men ikke af Kongeriget Danmark, og forelöbig ikke heller af det ved Grundloven 5. Juni 1849 tilsigtede "Danmarks Rige", hvilken Anskuelse Forsamlingen endog troede at finde bestyrket i selve Forelæggelsen af Regjeringens Forslag, der under Forudsætning af Islands forudgangne Incorporation, formentlig vilde have indeholdt en Selvmodsigelse. Det lykkedes dengang hverken at faae Beviis for Regjeringens yttrede Anskuelse, eller Modsigelsen forklaret og hævet. Herr Etatsraad J. E. Larsen er nu fremtraadt ved det i Anledning af Hs. Majestæts Födselsdag af Universitetet udgivne Program, "Om Islands hidtilværende statsretlige Stilling", for at före Beviset for, at Island med Rette betragtes som en i Kongeriget (eller Provindsen) Danmark forlængst incorporeret Landsdeel, der ikke kan gjöre nogen retlig Fordring paa en særegen provindsiel Selvstændighed.

Den Höitidelighed, hvormed dette Beviis fremtræder, i Forening med den höitærede Forfatters af Alle anerkjendte Skarpsindighed og Lærdom, kan naturligviis ikke andet end fremkalde en alvorlig Eftertanke og gjentagen Overveielse af de fra begge Sider fremkomne Anskuelser og Grunde. Med spændt Opmærksomhed har jeg læst den höitærede Forfatters Afhandling, og tillige med spændt Forventning om, at træffe afgjörende Beviser, hvorved jeg kunde erklære mig overbeviist. Dette har imidlertid ikke kunnet lykkes, og da jeg troer at kunne yde nogle hidtil upaaagtede Bidrag til Discussionen om denne i alt Fald for Island meget vigtige Sag, saa tillader jeg mig at fremsætte disse Bemærkninger, skjöndt jeg derved nödsages til at træde op imod en Autoritet, hvis Overlegenhed jeg forövrigt med störste Agtelse anerkjender, og for et Publicum, hvor de fleste Chancer sandsynligviis ere mig imod. Det er kun i Tillid til Publicums upartiske Overveielse af Grunde, at jeg har dristet mig til at fremtræde for at forsvare en Anskuelse, som vel i Island og blandt Islændere i Almindelighed ansees for temmelig utvivlsom, men som hidtil neppe kan siges at være offentlig fremsat, endmindre forsvaret i Danmark. Jeg kan heller ikke nægte, at jeg nærer et vist Haab om, at de, der ikke anerkjende injuriam temporum i Slesvig, heller ikke ville tillægge den nogen overveiende Vægt i Island. Iövrigt troer jeg ikke at behöve at forvare mig imod, at den af mig fremsatte og udviklede Mening skulde ansees at være fremgaaet af nogensomhelst fjendtlig Stemning mod Danmark, eller den danske Regjering, eller af en ensidig overdreven national islandsk Tendents, da jeg er overbeviist om, at alle oplyste Læsere ere hævede over en saa indskrænket Synsmaade, som desuden saa let lader sig retorquere. Det er kun Sandhed og Ret, hvorom det gjelder. Jeg maa ogsaa tilföie, at jeg for mit personlige Vedkommende helst havde önsket Forholdet mellem Danmark og Island ordnet efter aldeles praktiske Hensyn; men da det synes som Regjeringen ikke endnu har villet gaae ind herpaa, og for det meste holdt sig til den faktiske Tingenes Tilstand under de seneste Tider af Absolutismens Herredömme i Island, hvilken Anskuelse den höitærede Forfatter synes at give sit Bifald, har jeg troet det nödvendigt at gaae noget nærmere ind paa den historiske Side af Sagen, og, som jeg haaber, derved vise, at den islandske Comitébetænkning fra 1851 dog ingenlunde er saa reent grebet ud af Luften, som den ærede Forfatter synes at mene. Vel veed jeg, at denne Betænknings Forfattere vilde have forsvaret den med et meget större Talent, Grundighed og Alsidighed, end jeg er istand til; men da disse Mænd ikke ere her tilstede, vil det uden Tvivl befindes at være i sin Orden, at jeg, som det eneste for Tiden her tilstedeværende Medlem af den nævnte Comité, forsöger nærmere at udvikle de Grunde, hvorpaa den, efter min Opfatning, hovedsagelig stöttede sig.

Kjöbenhavn i November 1855.

Forfatteren.

Undersögelsen af Islands statsretlige Stilling ligeoverfor

Danmark maa udentvivl især tage Hensyn til Besvarelsen af de Spörgsmaal: 1) Er Island i sin Tid kommet i Forbindelse med Norge retlig som et frit Forbundsland, eller som en Norge underordnet eller i dette Rige incorporeret Provinds? — 2) Har Island ligeoverfor Norge nogensinde retlig opgivet sin förste mere selvstændige Stilling, og anerkjendt den sidste? — 3) Har Islands Forening med Danmark medfört nogen Forandring heri, eller er der under denne Forening foregaaet Noget, hvorved Island retlig er kommet ind i denne sidste Stilling? — Det forekommer mig, at naar det bevises, at Island oprindelig er tiltraadt Foreningen med Norge som en selvstændig Deel af den norske Stat, kun forbunden til Kronen; at det aldrig har været betragtet som en Deel af Norge; at det uden retlig foregaaet Forandring er traadt i det samme Forhold til Danmark, og at det har opretholdt sig i denne Stilling, endogsaa med Anerkjendelse deraf, uden at være betragtet som en Deel af Danmark eller Norge: det forekommer mig, siger jeg, naar dette bevises, at man da maa erkjende at Island har et statsretligt Krav at gjöre ogsaa fra den historiske Side, uden Hensyn til de geographiske, nationale og ligefrem praktiske Forhold, der tilraade at give dette Land den störst mulige Selvstændighed, for at kunne udvikle dets ingenlunde ubetydelige slumrende Kræfter. Derimod kan jeg ingenlunde anerkjende, hvad der forekommer mig at fremgaae af den ærede Forfs. Beviisförelse, at en ensidig af Regjeringen fremsat Anskuelse om Landets Stilling eller Ret, selv om denne faktisk maatte være gjennemfört til en vis Tid, eller i en vis Grad, er tilstrækkelig til at give et fuldgyldigt Grundlag for Landets statsretlige eller politiske Stilling, da jeg heri kun kan see en ubetinget Anerkjendelse af den Stærkeres Ret, endogsaa uden Hensyn til om det er lykkedes den Stærkere at fremtvinge den Svageres retlige Samtykke eller ikke.

Naar det da for det förste skal afgjöres, om Forenings-Akten mellem Island og Norges Konge af 1262 har Charakteren af en frivillig Forening, eller af en Underkastelse under Norge, da maa man först tage den daværende Sagernes Stilling i Betragtning. Island havde i henved 400 Aar været frit Land, regjeret ved egne Love og egne Institutioner, som vel bare Præget af Bebyggernes hovedsagelig norske Oprindelse og en fortsat nöie Forbindelse med Stamlandet Norge, men havde dog meget eiendommeligt, udviklet ved Landets egne Forhold og Folkets politiske Erfaringer. En levende Frihedsfölelse vedligeholdt sig hos det hele Folk, og hverken Trudsler eller Löfter havde kunnet formaae Islænderne til at opgive en Töddel af deres Uafhængigheds-Ret. De enkelte Hövdinger vaklede, modtoge Gaver af Norges Konger, lode sig optage i deres Fölge som Skalde eller Hirdmænd, gave Löfter o. s. v., men naar Sagen kom for Althinget fik en enkelt Yttring om, at man ikke burde opoffre Landets nedarvede Frihed og Uafhængighed, det Hele til at strande. Bispestolenes Oprettelse (1056. 1105) og disses Henlæggelse efterhaanden under Erkebispestolene i Hamborg, Lund og Nidaros, havde ingen politisk Betydning for Landet, da Islænderne selv valgte Biskopperne af deres egne Hövdinge-Slægter, og de geistlige Love kom ud under den indenlandske Biskops Autoritet, men hverken under Pavens eller Erkebiskoppens. Först i Tidernes Löb, efter at Hierarchiets Magt var befæstet, blev det et af de trædske Midler, som Kong Hakon Hakonsson anvendte til at bringe Islænderne til at erkjende hans Overherredömme, at faae norske Geistlige indtrængte paa begge Bispestolene i Island, for ved deres Indflydelse at demoralisere Landets Hövdinger, og navnlig for at faae Leilighed til at blande sig i alle opkommende Stridigheder. Det var kun paa denne Maade, ved at faae Hövdingerne til at söge Hjelp hos Kongen, deels imod hverandre, deels imod det stedse tiltagende Hierarchie, at der kunde tænkes paa at bringe disse Mænd til at anerkjende Kongens Overherredömme. Men allerede heri, at Kongen i Alt maatte anvende indirekte Midler, eller gaae Krogveie, ligger det, at der ikke kunde være Tale om direkte Tvang, men kun om en frivillig Overeenskomst, bygget deels paa Vedkommendes virkelige eller indbildte Interesse, deels maaskee paa, hvad Nogle i den Tid have anseet som det efter Omstændighederne gavnligste for Island. Forenings-Aktens Slutningsord udtale paa det allerklareste denne Frivillighed: "Vi og Vore Arvinger skulle bevare al Troskab mod Eder, saalænge I og Eders Arvinger overholde mod os Eders Tro, og disse her anförte Forligsbestemmelser, men (vi erklære os for) löste (fra vore Forpligtelser) hvis den, efter de bedste Mænds Skjön, bliver brudt fra Eders Side". — Tillige er det heri udtrykkelig udtalt, at Overeenskomsten er knyttet til Kongen personlig, men ingenlunde til Riget Norge, eller til den norske Stat.

Naar vi nu nærmere betragte Betingelserne i og for sig, saa ville vi see at Island derefter har, hvad man i vore Dage vilde kalde, en fuld constitutionel Frihed og Uafhængighed i dets egne Anliggender, i en Personal-Union med Norge. Islænderne betale en vis Afgift til Kongen, under Navn af Skat[1], men deres Lovgivning skal være indenlandsk, nemlig kun givet med Althingets Samtykke, Domsmagten ligeledes, og begge Dele skulle være i de Indfödtes Hænder, af deres Slægter der fra Arilds Tid havde, som uafhængige Goder, været i Besiddelse af Landets Övrighedsposter, som Laugmænd og Herredshövdinger. De arvelige Goder opgav nu saaledes, hver især, deres arvelige Værdighed, eller Souverainitet, som man med en vis Ret kunde kalde det, over de enkelte Herreder, i Kongens Haand, mod af ham at erholde Sikkerhed for deels at beholde disse Poster som etslags arvelige Lehn, deels at beholde visse andre Fordele for Island, som ikke kunde ansees for ubetydelige. Disse vare: Sikkerhed for Tilförsel af idet mindste sex Skibsladninger aarlig til Landet; Opgivelsen af Kongens Ret til forfalden Arv i Norge, naar islandske Arvinger komme tilstede; Opgivelsen af de saakaldte "Landöre", eller en vis Afgift til Kongen for enhver Mandsperson som kom fra Island til Norge[2]; og endelig den höieste personlige Ret, som hidtil havde været tilstaaet Islænderne i Norge, nemlig: "hölds"-Ret, eller den samme Ret ved Vidnesförsel, til Skadeserstatning, Böder for personlige Fornærmelser o. s. v., som Norges gamle fribaarne Odelsbönder. Udövelsen af den kongelige Myndighed i Island skulde foregaae ved en Jarl, som skulde være forpligtet til at holde Landefred og Troskab mod Kongen.

Det indsees ikke hvorledes disse Punkter, eller nogetsomhelst Udtryk i Islændernes Overeenskomst med Kong Hakon, skulde kunne siges, hverken efter Form eller Indhold, at antyde Andet end Islands Stilling som et frit Forbundsland ved Siden af Norge, eller navnlig at indeholde Charakteren af en Underkastelse under Norge som Hoved- eller Stamland. Som ovenfor berört indeholder Aktens Slutnings-Periode en saa bestemt Udtalelse om en personlig Overeenskomst med Kongen, og eventualiter hans Arvinger paa Norges Throne, at der ingen Tvivl herom synes at kunne finde Sted. De Betingelser, som fra Kongens Side vare indgaaede, ere alle af den Beskaffenhed, at deres Opfyldelse, eller Kongens daværende Stilling i Norge, ene beroede paa ham personlig. Det er bekjendt af Sagaerne, at de norske Konger dreve Handel, saavel paa Island som i andre Lande, og dette fandt Sted f. Ex. paa Island endnu i Kong Frederik den Andens Tid[3]. Fraværende Arvingers Gods og Indtægten af "Landöre" ansaaes ligeledes for Kongens personlige Indtægt, og de Fortrin i personlig Ret, som Islænderne gjorde Fordring paa, mentes ikke alene at kunne tilstaaes af Kongen, men de anförtes som beviisligen tilstaaede allerede af Kong Olaf den Hellige, saa at der her kun var Tale om Fornyelse af Garantien for deres Bibeholdelse[4], og netop deri ligger en ny Bekræftelse paa, at Island skulde betragtes som fuldkommen sideordnet, da der fordres den samme Ret for Islænderne, som de havde haft under deres Uafhængigheds-Periode, og det endog en saadan Ret, som overgik den norske simple Mands.

Saaledes er ogsaa Forenings-Akten opfattet af Alle, baade ældre og yngre Forfattere, som have skrevet herom, og navnlig Islænderne selv. Vi skulle först og fremmest anföre de Citater, som den ærede Forf. beraaber sig paa til Styrke for det Modsatte, nemlig for, at Islænderne selv betragtede denne Akt som Underkastelse under Norge som Hoved- eller Stamland. Det förste Sted er Hakon Hakonssons Saga af den samtidige Islands Laugmand Sturla Thordsson, Cap. 311, der staaer: "Denne Sommer (1261) sendte Kong Hakon Hallvard Guldskoen til Island;... Om Efteraaret aflagde nogle Mænd Hyldingseed til Kong Hakon... Alle de störste Hövdinger samlede Mandskab i Vestfjordene og paa Sönderlandet, og agtede at understötte Kongens Sag paa Althinget (1262)... Og da Laugretten var fuldt besat aflagde Fleerheden af de bedste Bönder af Nordlands-Fjerdingen og Sönderlands-Fjerdingen udenfor Thjorsaaen Eed paa at hylde Kong Hakon og yde ham en evindelig Skat, saaledes som det Brev indeholder, som derover blev opsat" o. s. v.[5]. Her staaer ikke eet Ord andet, i det hele Capitel, end om "Kongens Sag", Eed til "Kongen" o. s. v., ikke eet Ord om Forbindelse med Norge, end mindre om Underkastelse under dette Rige. Man kan med Sikkerhed paastaae, at havde der været Tale om Sligt vilde en Overeenskomst have været aldeles umulig og utænkelig. Det personlige Forhold til Kongen var alene det, der kunde komme under Omhandling. — Det andet paaberaabte Sted er "Íslenzkir annálar" edit. Arna Magn. p. 130; der staaer som fölger: "1262. Tilsvoret Norges Konger Hakon og Magnus Hylding og evindelig Skat af Island, for saavidt vedkom Nordlands-Fjerding, og Sönderlands-Fjerding udenfor Thjorsaaen, samt Vester-Fjerdingen"[6]. Her er altsaa ikke heller Tale om nogen Underkastelse under Norge, men kun om personlig Hylding; thi at Kongerne kaldes med den dem tilkommende Titel, Norges Konger, kan da vistnok Ingen falde paa at anföre som Underkastelses-Tegn under deres Rige Norge. Stedet i Annalerne er i det Hele kjendelig taget efter det först anförte Sted af Sturlas Hákonarsaga, der er redigeret i Annal-Form.

For at vise flere saavel ældre som nyere Forfatteres Opfattelse af dette Forhold kunne anföres mange Steder, hvor det overalt tales om at Island har underkastet sig eller hyldet "Kongen", eller "Kong Hakon og Magnus" o. s. v., men ingensteds at Landet har underkastet sig Norge; her skulle kun enkelte anföres: Sturlunga Saga omtaler disse Begivenheder udförlig paa mange Steder, men stedse saaledes at kun "Kongen" nævnes. — I Saga om Biskop Gudmund (forfattet i 14. Aarhundrede) hedder det: "Med Sturlas Raad og Bistand skrev Kongen den förste Lovbog for Island, efter at Landet havde underkastet sig den kongelige Myndighed"[7]. — Conferentsraad Sveinbjörnsson siger i Indledningen til "Járnsíða" (ed. A. Magn. p. V.) at Islænderne ere komne i Forbindelse med Norge "non vi victi, sed qua socii,... sartis tectisque propriis legibus et privilegiis". — Dahlman Gesch. v. Dännem. II., 292 omtaler Forenings-Akten som en "Capitulation, welche den Isländern ihre volle Autonomie läszt." — Professor P. A. Munch i Christiania udtaler det som Faktum, at Island er blevet forenet med Norge "uden at danne nogen egentlig Provinds deraf, eller i administrativ Henseende at kunne regnes dertil"[8].

Den ærede Forfatter bemærker, at Kongen kunde frit raade over de Skatter han fik af Island, til Norges Bedste eller til andet Brug som han fandt for godt. Dette er sandt, men deri ligger ingen Afhængigheds-Grund med Hensyn til Forholdet til Norge, thi Kongen kunde ogsaa raade over denne Indtægt til Islands Bedste. Det er i det Hele en Bestemmelse, som vilde omtrent svare til en Civilliste eller Bidrag dertil, hvorover Kongen havde uindskrænket Raadighed. Det samme Forhold har omtrent fundet Sted i Norge under Forbindelsen med Sverige, da Kongen saavidt vides ikke er forpligtet til nogen vis Anvendelse af sin norske Civilliste.

Det er imidlertid isærdeleshed Lovgivningsmyndigheden, som her er af Vigtighed. Den islandske Comitébetænkning har udtalt, at efter Akten maatte Islændernes Althing ansees for at have været i Besiddelse af Andeel i den lovgivende Magt. Dette nægter imidlertid den ærede Forf., og siger, at "den omhandlede Akt har ikke, saaledes som man efter Udvalgs-Betænkningen skulde troe, udtrykkeligen forbeholdt Althinget nogen Andeel i den lovgivende Magt". Dette Forbehold ligger dog saa tydelig for Dagen, at man ikke kan uden dette forklare Aktens Ord: "Kongen skal lade os beholde Fred og islandske Love, efter vor Lovbogs Indhold"[9], i Forening med Bestemmelsen om, at Ingen maatte stævnes ud af Landet, med mindre han var dömt af islandske Mænd paa Althinget ud af Landet. Det skal nedenfor blive viist, at dette ogsaa i Virkeligheden er blevet overholdt, og at derom saaledes ikke kan herske nogen Tvivl. Den ærede Forf. gjör rigtignok opmærksom paa den ufuldkomne Statsudvikling i Norge, hvor man maatte henvende sig til fire Thing for at faae en Lov vedtaget som Landslov; men dette norske Forhold berörer slet ikke Island, hvor Althinget var fast consolideret som hele Landets Organ siden Fjerdingsdommenes og Femterdommens Oprettelse, henved 250 Aar för disse Begivenheder. Det kunde saaledes ikke falde Nogen ind at betragte Island som et af Norges Laugthing, og det skal i det Fölgende nærmere vises, at den hele Lovgivning godtgjör, at dette ingensinde er gjort af de Vedkommende selv.

Da det saaledes formentlig er bragt udenfor al Tvivl, at Island er traadt i Forbindelse med Norge som et frit Forbundsland[10], staaende i et personligt Unionsforhold under den samme Konge, men med selvstændig Lovgivning, selvstændig Domsmagt, selvstændig Administration, uden i nogen Henseende at være betragtet som en Deel af Norge, eller som en Norge underordnet Provinds eller Colonie, skulle vi nu forfölge de senere Begivenheder, navnlig i Henseende til Lovgivningssphæren, og deri fölge den ærede Forfatter igjennem de af ham opstillede fire Períoder: 1) under de norske Konger 1262—1380: 2) under de dansk-norske Konger fra 1380 til Souverainitetens Indförelse; 3) under Souverainiteten til Oprettelsen af Provindsialstænderne 1831 og 4) Tiden efter Stændernes Oprettelse indtil Nutiden. Jeg skal imidlertid bemærke, at jeg mere fölger denne Inddeling for at sætte Læseren i Stand til at sammenligne de fölgende Bemærkninger med den ærede Forfs. Skrift, end fordi jeg anseer denne Inddeling for egentlig berettiget naar man betragter Begivenhederne fra Islands Standpunkt.

  1. ↑ Udtrykket: "Vi ville yde til Kongen Skat og Thingreisekjöb, som Lovbogen bestemmer", have stödt den ærede Forf., men den hele Misforstaaelse beroer paa en Feil i Interpunktionen; der skal nemlig settes Comma foran Ordene: "og Thingreisekjöb" istedenfor efter, og læses: "Vi ville yde Skat til Kongen, og (tillige yde) det Thingreisekjöb som Lovbogen bestemmer", o. s. v. Det er nemlig bekjendt, at Thingreisekjöb ydedes til Laugrettesmændene, som et fast Salair for deres Reise til Althinget, men ikke til Kongen, og dette "Thingreisekjöb" var bestemt i Graagaasen. — Et andet Sted i Forenings-Akten, hvor det hedder: "At alle Laugmænd og Sysselmænd skulde være indfödte, af deres Æt, som fordum (at fornu) havde frasagt sig Godordene", som ogsaa har været den ærede Forf. mistænkt, forklares let, naar man fastholder, at Forenings-Akten tænkes som gjældende for en lang Fremtid, hvorved dette Udtryk "at fornu" til hvert Tidspunkt netop faaer den Betydning det maa have, for at kunne være en utvetydig Hjemmel for dem, der ifølge Herkomst vare berettigede til de nævnte Embeder.
  2. ↑ Afgiften "landaurar" var temmelig anseelig, nemlig for hver "fri Mand" ½ Mark Sölv eller sammes Æqvivalent i Varer. Det er efter de nugjældende Priser lidt over 17 Rd. (jfr. Grág. ved Finsen S. l95; Hkr. Ol. H. Cap. XXI.).
  3. ↑ Det er en anden Sag, som ikke vedkommer os her, at denne Betingelse maa ansees for meget uheldig valgt, thi deri ligger udentvivl Spiren til den gamle Anskuelse, som ikke har undgaaet at være den ærede Forf. paafaldende, at nemlig Norges Konge har strax villet ansee sig som Islands eneste lovlige og arvelige Kjöbmand, af hvilket Forhold det ödelæggende Handelsmonopol paa Island og har sin Oprindelse.
  4. ↑ Ordene i Forenings-Akten: "Item skulu slíkan rètt íslenzkir menn hafa i Noregi, sem þeir hafa beztan haft" refererer sig nemlig til den med Kong Olaf den Hellige oprettede traktatmæssige Overeenskomst: "Rèttr Íslendinga í Noregi", som saaledes fornyes i alle sine Punkter; kun Bestemmelsen om Erlæggelsen af Landöre bortfalder i Islændernes Faveur.
  5. ↑ "Sumar þetta, er nú var frá sagt, sendi Hákon konúngr til Islands Hallvarð gullskó....... Sóru sumir menn um haustið Hákoni konúngi land ok þegna..... Drógu allir hinir stærstu menn saman flokka i Vestfjörðum ok fyri sunnan land, ok ætluðu at fylgja konúngs máli á alþíngi.... Ok er skiput var lögrètta, sóru flestir hinir beztu bændr or Norðlendinga fjórðúngi, ok af Sunnlendínga fjórðúngi fyrir utan Þjórsá, Hákoni konúngi land ok þegna, ok æfinligan skatt, sem brèf vâttar, er þar var eptir gert." Fornm. s. x, 112—114. Eden selv i Henhold til den ved samme Leilighed oprettede Akt (máldaga brèf) er trykt i Ný Fèlagsr. VIII, 13, Anm.
  6. ↑ Svarit Hákoni ok Magnúsi Noregs konúngum land ok þegnar ok æfinlegr skattr af Íslandi um Norðlendínga fjórðúng ok Sunnlendínga fjórðúng fyrir utan Þjórsá, ok um Vestfirðínga fjórðúng.
  7. ↑ "Með hans (Sturlu lögmanns) ráði ok tillögu skrifaði konúngrinn fyrstu lögbók til Islands, síðan landið gekk undir konúngs vald".
  8. ↑ P. A. Munch, Historisk Geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen. 1849. S. 213.
  9. ↑ at konúngr láti oss ná friði ok islenzkum lögum, eptir því sem lögbók vor vâttar.
  10. ↑ For engang for alle at forebygge en Misforstaaelse af Ord, maa jeg bemærke, at i Islandsk bruges Ordet "riki" baade i Betydningen "Rige" og i Betydningen "Stat". Island selv i statsretlig Betydning bliver derimod stedse af Islænderne kaldt "land", eller "landið". Netop paa Grund af denne dobbelte Bemærkelse af "riki", kan det undertiden bruges til at betegne en Complex af Lande, som hörer under een Persons (Konges) Overhöihed, hvor det altsaa ingen anden Betydning har end at angive en saadan personlig Forbindelse i Forhold til det samme Overhoved. Saaledes kan jeg ikke indsee rettere, end at Ordene "Stat", "Stater", "Riget", "Vore Lande", og "Vores Riger og Lande" bruges ganske eenstydigen i "Indfödsretten", og paa mange Steder i Lovgivningen, navnlig i ældre Tider, findes Ordet "Rige" brugt som omfattende alle de Lande som stode under Kongens Regjering.


Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Islands_statsretlige_Forhold&oldid=24130"