Wikisource

Om Islands statsretlige Forhold/2

< Om Islands statsretlige Forhold

Gyldendalske Boghandling Kjöbenhavn


Om Islands statsretlige forhold.djvu Om Islands statsretlige forhold.djvu/3 27-51

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


II. Tidsrummet under de dansk-norske Konger, fra 1380 til Souverainitetens Indförelse.

Enhver som nöie fölger Islands Histories Kilder vil, troer jeg, sande med mig, at der strax ved denne Periodes Begyndelse mærkes Indtrykket af en större Hensynslöshed fra Kronens Side imod Island end för. Hertil ere flere Grunde, som paa dette Sted ikke kunne udvikles videre. Det være nok at hentyde paa det mere udstrakte Herredömme, som medförte Ligegyldighed for de fjernere Lande, det store skandinaviske Unions-Spörgsmaal, det stedse tiltagende Ubekjendtskab og Ligegyldighed for de ældre ægte nordiske Indretninger, Sprog og Sæder, hvis sidste Repræsentant Island var, og Hengivelse til tydsk Dannelse, Sæder, Indretninger og Sprog. Det er og tydeligt, et Islænderne i denne Tid havde tabt meget af den Iver, den Jalousie kan man sige, hvormed de, som alle Folk der ere gjennemtrængte af Friheden og vante til den, i den förste Foreningstid med Norge vaagede over deres Ret, men man maa ogsaa indrömme, at de nu havde meget mindre Magt til at sætte haardt imod haardt. De begyndte nu at taale, og reservere paa Papiret. Jeg skal anföre nogle Exempler, hvoraf deels den uregelmæssige Fremgangsmaade fra Kronens Side aabenbarer sig, deels den nye Maade viser sig, hvorpaa Islænderne enten taalte uden at samtykke, eller gjorde en passiv Modstand og reserverede deres Ret.

I Kong Olafs Tid (1387) berette Annalerne, at Islænderen Eiríkr Guðmundarson (om hvem i Forbigaaende sagt berettes en Historie Aaret fór, der sætter ham saa temmelig i Klasse med Stimænd) er reist til Norge, og at han og en anden Islænder, Narfi Sveinsson, ere udnævnte, den förste som "hirðstjóri" (Statholder) og den sidste som Laugmand i Island, samt at denne Udnævnelse er skeet af Drosten i Norge Ögmund Finnsson. Den samtidige Flatö-Annal lægger til: at dette ansaaes for noget ganske Nyt[1]. Deri ligger tydelig udtalt, at man har anseet denne Udnævnelse for usædvanlig og ulovlig, uagtet man taalte den; men næste Aar beretter ogsaa Annalen: "Erik Gudmundssons Drab; han var baade Statholder (hirðstjóri) og Hirdmand."

Dronning Margrethes Hylding i Oslo 1388 omtales ikke i de islandske Annaler, og da en saa vigtig Begivenhed sikkert ikke var bleven forbigaaet hvis den havde været bekjendt, er det sandsynligt, at denne Akt aldrig er kommet til Islændernes Kundskab, eller af dem været erkjendt. Om det norske Rigsraad har villet indbefatte Island under "Norges Skatlande" eller ikke, er ligegyldigt, thi det havde hertil eller det Foregaaende ingen Ret. Om Dronning Margrethe iövrigt er hyldet paa Island tör jeg ikke afgjöre[2], men ved de Regjeringshandlinger, som Forf. anförer, er der en lille Hage, som det undrer mig at er forbigaaet med Taushed. Navnlig er dette Tilfældet med Dronningens Skatteudskrivning, hvis Historie eller min Formening netop beviser, at Islænderne aldeles have desavoueret hendes Ret i den Henseende. Annalerne, som her ere den eneste Kilde, berette 1392: "Vigfus Ivarsson beholdt Statholderskabet, Thorstein Eyjolfsson og Narfi (Sveinsson) Laugmændsembederne. Da kom Thjodbjörn ud (til Island) med Dronning Margrethes Brev, hvori hun anmodede om, som en Pligt, at hver Mand skulde give hende en halv Mark efter gammel Værdie, med Tilföielse af Höiforræderie (nemlig Straf som for Höiforræderie for dem, som vilde nægte at erlægge Skatten). Herpaa blev der i Begyndelsen svaret tvært næsten af Alle..... Björn Einarsson giftede sin Datter Kristin med Jon Guttormsson, og holdt Brylluppet om Efteraaret ved Vinternat paa Vatnsfjord. Der forebragte Statholderen först Dronningens Skrivelse; der sagde da mange af de bedre (fornemmere) Mænd strax ja.... — 1393. Statholderen forebragte paa Thinget (Althinget) Dronningens Anmodning, og da lovede alle de besdte (fornemste) Mænd at give otte Alen Handelsvadmel for Vigfus' (Statholderens) Skyld[3], dog med det Forord, at det ikke skulde hedde Skat, og ikke oftere blive krævet, med Undtagelse af Öfjordsmændene, de vilde Intet give."[4] Saaledes endte denne Skatte-Udskrivning, og jeg seer ikke at derfra kan hentes noget Beviis i den Retning som den ærede Forf. vil.

Snarere skulde der findes et Beviis for etslags Afhængighed deri, at Island ingen Deel findes at have taget i de vidtlöftige Forhandlinger, der ledsagede Calmar-Unionen; men dette er dog, nöiere betragtet, aldeles i Overeensstemmelse med Islændernes Politik fra Begyndelsen af, nemlig slet ikke at gjöre Fordring paa at blande sig i de skandinaviske Rigers politiske Forhandlinger, men alene at holde paa Landets Autonomie for dets egne Anliggender, og dets Forhold til Kronen alene. Efter en saadan Synsmaade var det naturligt, at Islænderne med temmelig Ligegyldighed betragtede Tronfölgelove, især saadanne, som de ikke havde været med at vedtage, da de mente, at Landets frie Forhold til Kronen og deres gamle Forbehold, i Forbindelse med Hyldingen, hvor dette Forbehold altid kunde komme til Anvendelse, var dem en bedre Sikkerhed, end Deeltagelse i Forsamlinger, hvor de med störste Sandsynlighed kunde beregne at være i födt Minoritet, og som Fölge deraf blive bragte i den Nödvendighed, at maatte underkaste sig Majoritetens Beslutning som en tvingende Lov.

I Kong Erik af Pommerns Tid forekomme to Aktstykker, begge fra Althinget i Island, hvilke betegnes som Hyldingsbreve. I begge disse omtales Kongens Hylding i Island som noget der er frivillig ydet af Islænderne selv, i Henhold til Landets Lov, og under Reservation af, at han vil holde Landefreden og overholde de Retterböder, som af Kronen og Kongedömmet er forhen Landet tilsvoret.[5] Endnu erindres der (1419) om de sex Skibe, som aarlig skulde paa Kongens Foranstaltning sendes til Landet, og der ankes over at dette ikke i mange Aar er skeet, hvorfor man har været nödt til at handle med udenlandske Mænd imod Kongens Forbud. I Brevet 1431, der er "vedtaget paa Althinget uden og indenfor Retsskranken[6] af Statholderne, Laugmændene, Laugrettesmændene og Almuen med Haandslag" tilsiges Kongen paa samme Maade Hyldest og Lydighed, overeensstemmende med Loven, Kirkeretten og Kongernes Retterböder, men Biskoppernes nye Paalæg bliver der protesteret imod. Ligeledes skulde kun saadanne udenrigske Mænd, som havde Kongens Brev, have Tilladelse til at have Ophold i Landet, "og navnlig skulle Engelske og Tydske ikke have her nogen Vinter-Ophold, og ingen Handel mere end efter gammel Sædvane. Men Danske og Svenske udsige vi af Landet ligesom de övrige, fordi vi vide ikke, om de med vor Konges Villie ere reiste fra hans Riger (og saaledes unddraget sig) hans Krige og Orlog". — Skjöndt begge disse Aktstykker, især det sidste, ere som det synes paa en Maade satte paa Skruer, og maaskee egentlig mere beregnede paa Frihed til at handle med Fremmede, og Erhvervelse af Understöttelse mod Hierarchiet, end paa Kongens Hylding, saa synes de dog tilstrækkelig at vidne om, at Islænderne endnu baade havde deres politiske Rettigheder i frisk Erindring, og at de bestræbte sig for at hævde samme.

Kong Christoffer af Bayern blev hyldet i Norge 1442; i Island derimod var der en saa heftig Modstand mod denne Konge, at jeg tvivler paa han er bleven hyldet der i Landet. Dette synes dog ikke at have hidrört fra nogen Uenighed om Landets Rettigheder eller Lovgivning, men alene derfra, at enkelte af Islands mest formaaende Mænd, som havde hyldet Erik af Pommern, kunde ikke formaaes til at hylde nogen Anden som deres Konge, eller til at ansee nogen Anden som lovlig valgt, saalænge de vidste at Kong Erik var i Live. Om een af disse Mænd, Teit Gunnlaugsson af Bjarnanes, veed man, at han först 1459 lod sig formaae til at erkjende Christian den Förste som Konge, efter at han ved tolv Mænds Dom paa Althinget s. A. var erklæret for löst fra sin Eed til Kong Erik, og af Statholderen (hirðstjóri) Björn Thorleifsson amnesteret paa Kong Christians Vegne.[7] Man faaer saaledes her en ny Bestyrkelse for, at i det mindste Islænderne selv ikke have endnu anseet sig som bundne ved en i Norge foregaaet Hylding. Den svenske Konge Karl Knutssons Hyldinger i Norge, som ikke engang ere blevne omtalte i Island, ere et end yderligere Beviis for, at ikke engang Nordmændene have anseet deres Hyldinger som bindende for Island.

Derimod er det ganske sandsynligt, at enhver Konge i denne Tid har benyttet og med en vis Plausibilitet kunnet benytte Hyldingen i Norge som en Hoved-Adkomst til ogsaa at erholde Islændernes Hylding, hvortil han ogsaa kunde vente Stötte af det norske Rigsraad, der, som det saa ofte gaaer, lettelig kunde forvexle Vane og Ret; og det var da i sin Orden, at Kongen paaberaabte denne Adkomst til Island med det störste Eftertryk, naar han önskede deraf at gjöre Brug. Dette finder man ogsaa i Intimationen til den saakaldte Lange-Retterbod fra Christian den Förste, og man seer endogsaa af de Kongebreve der haves, og hvoraf Uddrag findes hos Forf. (p. 22), at Tonen i disse Breve gaaer i Tidens Löb over fra at være bedende ("thi bede Vi eder Alle", Fred. II. 1559) til at være bydende ("thi bede Vi eder Alle, og hver særdeles byde", Fred. III 1649), men dette beviser formentlig ikke Andet end hvad enhver Erklæring fra den ene Part kan bevise, nemlig hans egen Anskuelse, der i slige Spörgsmaal som dette maa stötte sig paa Rettens faste Grundlag for at kunne tillægges fuld Gyldighed[8]. Jeg maa desuden tilstaae, at jeg ikke indseer hvilken anden Form end den her brugte kan være anvendelig for et Brev af denne Natur, thi en Konge, som vil lede sig hylde, kan dog ikke forudsættes at ville begynde med et udtale sin Tvivl, om han egentlig har fortjent at blive hyldet, eller at han blot venter det af Folkets Naade; han maa nödvendigviis selv begynde med at være forsikkret om sin Hyldings Retmæssighed og Fremgang.

Men ogsaa med Hensyn til selve Hyldingsbrevene, saaledes som Forf. har meddeelt Uddrag deraf, maa jeg gjöre nogle Bemærkninger. I dem alle staaer nemlig en Forpligtelse, som Kongen paatager sig ligeoverfor hans islandske Undersaatter, og den hörer da i alt Fald med. Thi det kan ikke nægtes, at naar, efter Forfs. Theorie, Islænderne skulde være pligtige at hylde Kongen efter Befaling, saa maa Kongen vel, efter samme Theorie, være pligtig at holde i det mindste det han selv tilbyder ved Hyldingen. Men da nu Forf. har forbigaaet dette, er jeg nödt til at föie det til, og det er da saa lydende:

1) I Kong Christian IIIs Skrivelse 1551[9] tilföies: — "Vi ville igjen lade eder holde ved Lov, Skjel og Ret, ei tilstedendis Nogen af eder at uforrettis i nogen Maade".

2) I Frederik den IIs Brev 1559[10] hedder det: "at I ville være Os hulde og troe, vide og ramme Vort Gavn og Bedste, og Vor og Rigens Skade og Fordærv af eders yderste Formue afværge, som troe Undersaatte deres rette Herre og Konning, og eget (M. Ket. har: eders) Fæderneland des pligtig ere. Vi ville igjen være eder en naadig og gunstig (M. Ket. har: oprigtig) Herre og Konning, og holde eder alle og hver særdeles ved Islands Lov, Skjel og Ret, og ei tilstede eder derimod at uforrettes i nogre Maade. Aarhus 5. Martii 1559. (Dominus rex propria manu subscripsit)".

3) I Frederik den IIIs Brev om Hyldingen 1649 tilföies:[11] "Hvorimod Vi lover eder Alle og hver ved Lov og Ret, og alle vel herbragte Privilegier og Friheder, som I hidindtil nydt haver, at holde, og imod al utilbörlíg Gevalt og Uret at forsvare og fordagtinge, og derforuden saadan eders tro underdanig Hörsomhed med al Gunst og Naade forskylde og erkjende, og igjen være eder alle og enhver en naadig Herre og Konning, og eden Gavn og Bedste vide og ramme, som Vi Vore kjere troe Undersaatter pligtig er".

Det forekommer mig saaledes, at disse Breve vise ligesaa fuldt hen til en Forpligtelse for Kongen, at holde Landets gamle Ret og Lov i Hævd og Ære, som for Islænderne at hylde Kongen. Der findes ogsaa mange Spor til, baade at Kongen har erkjendt dette, og at Islænderne have opfattet Stillingen saaledes og uden Modsigelse udtalt det. Saaledes findes i de allerfleste Breve paa Embeder og Forleninger i Island i denne Periode Udtrykket, at Vedkommende skal holde sine Undergivne ved “Islands Lov, Skjel og Ret", eller "skikke hver Mand Skjel og Ret efter Islands Lov"; hvorimod det i slige Breve til Norge, Færöerne o. s. v. stedse naturligviis hedder "efter Norges Lov". Det er kun undtagelsesviis, og maa betragtes som ligefrem Skjödeslöshed i Expeditionen, naar Udtrykket "efter Norges Lov" findes i slige Breve til Island. Fra Frederik den Tredies Tid findes flere Kongebreve i den Ketilssonske Samling, som bekræfte Rigtigheden heraf.

Blandt de Udtalelser man finder fra Island, som vise, at man der endnu i hele denne Tid ingenlunde opgav de gamle Betingelser fra Forenings-Akten 1262, skal jeg anföre: 1) En Fuldmagt til Laugmanden Vigfus Erlendsson 1520, at andrage for Kong Christiern (Christian II.): "at Hans værdige Naade lader os faae igjen den Frelse og Frihed, som os blev lovet af vor værdigste Herre Kong Hakon,... som en besvoren derom oprettet Forenings-Akt (sáttmáli), udviser, at vi skulle have en islandsk Statholder (hirðstjóra), som skal holde os ved Lov og Ret, hvilket vi ansee os for at have i en höi Grad masttet undvære nu i de næstforgangne tre Aar, formedelst udenlandske Statholderes Vold og Overmod.... idet Laugrettesmænd ere blevne grebne og slaaede og satte i Fængsel paa selve Thinget (Althinget) for retfærdig Doms Afsigelse" (A. Magn. isl. Dipl. Fasc. XLIV, Nr. 20); — 1588 udtaler Althinget eenstemmig den Beslutning: "at vi alle Landets Indbyggere skulle holde os til og dömme efter gamle islandske Love og kgl. Majts Ordinants, og de Breve fra vor naadige Herre Kongen, som os ere sendte til Rettens Forbedring (rètterbóta) og Fred, og Landet har samtykt og modtaget" (Althingsb. 1588). — 1649 udtales i alle Hyldingsbreve fra samtlige Sysseler i Island, at man holder sig overbeviist om, at Kongen vil overholde "Landets Privilegier og Friheder", der i flere af disse Documenter nöiere betegnes, og i Althingsbogen samme Aar (Nr. 16) udtales det som "hele Laugrettens Önske og Bön, at Hans Majt ville, efter den gamle Islændernes Forenings-Akt (gömlum Íslendínga sáttmála) fra den Tid da Skatydelse blev vedtaget for Islands Vedkommende, ansætte islandske Sysselmænd, som ere gudfrygtige, retsindige og omhyggelige i at fremme Lov og Ret og Landets Vel, men Laugretten frabeder Landet udenlandske Sysselmænd". Vel ere disse Reservationer fremsatte i den beskedne Form af Petitioner, og paa den mest loyale Maade, men de tilkjendegive dog utvetydig, at man hverken troede at have nogensinde gjort Afkald paa, eller önskede at fraskrive sig de gamle Rettigheder.

Det er derfor ogsaa af Betydning, at Island kaldes af Kongen enten "Vort Land Island", eller, for at betegne at Island egentlig var forenet med Norges Krone: "Vort og Norges Krones Land Island", da heri ligger Erkjendelsen af den særegne Stilling, hvori Island stod til Rigerne Danmark og Norge, hvilket ogsaa endydermere bekræftes ved den undertiden forekommende Parallelisme: "Vore Lande Norge og Island", eller "Danmark, Norge og Island", hvorved det ingenlunde nægtes, at der i andre Forbindelser kan forekomme Udtryk som "Vort Land Fyen", o. s. v.

Det med en vis Emphase af den ærede Forf. udhævede Udtryk i Hyldingsbrevet 1649: at Kongen ikke paatvivler, at Islænderne ville anstille og forholde sig "som lydige og troe Undersaatter, lige ved andre disse Riger incorporerede Lande", kan jeg virkelig ikke lægge nogen sær Vægt paa, thi deels kan deri, som Brevets egen ovenanförte Slutning viser, ikke ligge Meningen om nogen anden Incorporation end den, som fra Arilds Tid havde fundet Sted; deels kan selve Stedet endnu bedre forklares efter Ordlyden saaledes, at Islænderne ville, skjöndt ikke incorporerede, fölge de andre virkelig incorporerede Landes Exempel, i at aflægge Hyldingseden. — At "Island overhovedet indbefattedes ved de fleste Leiligheder ligefrem under Norges Rige" (Forf. S. 24), maa jeg aldeles bestemt benægte[12]; de enkelte Steder, hvor sligt Udtryk forekommer, have enten indsneget sig af Skjödeslöshed, hvilket ofte kan eftervises i selve Documenterne, hvor det forekommer, eller de paagjeldende Documenter ere byggede paa en urigtig og falsk Grund.

Jeg skal paa dette sidste anföre et Exempel, som den ærede Forf. selv giver mig Anledning til, idet han netop paaberaaber (S. 24 Anm. *) en saakaldet For. af 1507, hvori Island skal indbefattes ligefrem under Norges Rige. Det er för bemærket, at Kong Hakon Magnusson udgav en almindelig Retterbod 2. Mai 1313, for hele Norge, hvis Ugyldighed for Island jeg forhen har efterviist, navnlig deraf, at enkelte Artikler ere optagne i Retterb. for Island 14. Juni 1314, hvad der naturligviis vilde være utænkeligt, hvis den skulde have været gjældende i Island som i eet af Norges egne Fylker. Imidlertid dannede sig efterhaanden saadanne Samlinger af Love og Retterböder hos adskillige Mænd i Island, hvori Samlerne med mere eller mindre Kritik, eller i forskjellig Hensigt, havde optaget deels hele deels Brudstykker af saavel islandske som norske, endog danske og svenske, Love og Retterböder, juridiske Formularer m. v. Disse Samlinger gik fra Mand til Mand, og i Tidens Længde vidste maaskee mange ikke andet, end at de Love eller Retterböder, der stode i Haandskrift sammen med Jonsbogen, maatte være islandsk Lov, eller anvendelig i Island[13]. — I Aarene 1490—1500 opkom paa Nordlandet i Island Tvistighed om en betydelig Arv. Den ene Part paaberaabte Kong Hakons Retterbod 2. Mai 1313. Sagen kom for Laugmandens Dom, men denne og de af ham udnævnte Domsmænd erklærede, at den nævnte Retterbod var kun Lov for Norge, ikke Island, hvorfor de afviste dens Gyldighed. Men efter mange Aar fik man Sagen oprippet igjen, og da ingen indenlands kunde omgjöre Laugmandens Kjendelse efter Loven, maatte man henvende sig til Kongen. Den tabende Part fik saledes Christian den Anden, som dengang var Statholder i Norge, til, under 22. Novbr. 1507, at udgive en anden Dom, hvori Laugmandens Dom tilsidesættes ifölge den nævnte Kong Hakons Retterbod, "hvilken forne Retterbod alle vore Forfædre og Forgængere, Konger i Norge, og desligeste Vi[14], have samtykt og fuldkommeligen paabudt at skal blive ved Magt over hele Norges Rige, og ligefuldt i Island, Færöerne og Hjaltland, som her i Norge". — To Dage senere (24. Nov. 1507) udgiver Christian den Anden et aabent Brev, hvori det siges, et elle hans Forfædre, fremfarne Konger udi Norge, have, siden den hellige Kong Hakon döde, stadfæstet og samtykket alle de Retterböder, som den hellige Kong Hakon skjænkede, at holdes for Lov og Ret efter denne Dag over alt Norges Rige og Crone; hvorfor han befaler, at alle forskrevne Retterböder skulle holdes "over alt Norges Rige og de Lande, som ligge under Norges Krone, ligesaavel Island, Hjaltland og Færöerne, som andetsteds her i Norge". — Aaret efter paa Althinget udnævner Laugmanden tolv Mænds Dom[15], "for at undersöge og dömme om det Kongens Brev, som nu nylig er indkommet i Landet, hvilket Brev omhandler den hellige Kong Hakons Retterbod om Arv" o. s. v. — Disse Mænds Dom gaaer ud paa, at Kongens Brev skal staae ved Magt. Denne Dom synes at have virket saa meget, at man har anseet Afsnittet om Arveretten i Retterboden 2. Mai 1313 for gjeldende i Island, men derimod findes intet Spor til, at "Forordningen" om Gyldigheden af alle Kong Hakons Retterböder er taget til Fölge, förend maaskee 1637, hvis man kan ansee den hos M. Ketilss. (I, 139) aftrykte Paategning som Publication, og ikke snarere som Verification af en Afskrift af den. — Men uagtet Retterb. 2. Mai 1313 saaledes formelt var kommen til en vis anerkjendt Gyldighed ved Laugmandens Dom, mödte den stadig Modstand, og fik Ögenavnene "Möðruvalla-Retterboden", og "Retsspilderen" (rèttarspillir). En ny Arveproces i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede fik den fremdraget paa ny, sex Sysselmænd vare for den, Laugretten imod den, og den var saaledes paa ny falden igjennem. Overretten, eller de 24 Mænds Ret, kunde ikke blive enig, og Amtmanden foredrog derfor Sagen for Kongen. Reskr. 10. Mai 1704 beordrer da Amtmanden og Landcommissarierne Arne Magnusson og Paul Vidalin til at tage Sagen under Forhandling, og Arne Magnusson har da vel kunnet fortælle Sagens hele Sammenhæng, saa at Reskr. 15. Mai 1711 gjorde tilsidst Ende paa den hele Sag, og erklærede "Retsspilderen" for ugyldig. Efter min Formening beviser dette fuldkommen tydelig: at Norges Love ikke have været ansete som omfattende Island; at Althinget endnu 1508 har uden Modsigelse beholdt den samme Autonomie som för; men desværre ogsaa, at enkelte Mænds vrange Forestillinger have kunnet naae Kongens Öre, og vinde hans Bifald for den urette Sag[16].

Det er maaskee en rigtig Bemærkning af den ærede Forf., at det dræbende Slag, som Kongen og det Danske Rigsraad förte mod Norges Selvstændighed og Frihed i Aaret 1537 (hvis retlige Gyldighed jeg forövrigt antager Forf. ikke vil forsvare), ikke har været uden Indflydelse ogsaa paa Forholdet til Island, og navnlig at Henlynslösheden mod dette Land derved er foröget, men at Island derfor er blevet betragtet "ligesom et af de andre Lande Jylland, Fyen, Sjælland eller Skaane", som Programmet fra 1537 löd, det er aldrig blevet noget af. Paa den ene Side kjender jeg ikke til, at Handelen paa nogen af de nævnte Provindser er bleven bortleiet til Kjöbenhavns Magistrat, eller nogen anden Magistrat, som Islands Handel blev i 1547 (M. Ket. I, 255). Paa den anden Side kjender jeg ikke heller noget almindeligt Lovbud for Danmark eller Norge, fra denne Tid og indtil Souverainitetens Indförelse, som her været anseet for gjeldende i Island, uden at være der indfört ved speciel Lov. Christian den IIIs Kirkeordinants, hvis almindelige Indförelse laae Kongen saa meget paa Hjerte, blev dog ikke gjeldende i Island förend den havde erholdt Landets Samtykke, og Forf. anerkjender selv den historiske Kjendsgjerning, at den er indfört i Skalholt Stift 1541, og Holum Stift endog först 1551. Recesserne ere aldrig blevne gjeldende, undtagen den koldingske Reces som Hjelpelov, men kun for en kort Tid, indtil Storedommen. Christian den Fjerdes Kirke-Ordinants 1607 er indfört i Island ved speciel Forordning 29. Nov. 1622[17]. Samme Konges norske Lov blev aldrig gjeldende for Island. Beviserne herfor med Hensyn til hvert Lovbud fra denne Tid vilde jeg kunne före i Detail, hvis dette kunde ansees fornödent. Derimod maa det indrömmes, at Althingets Veto mod Love og Anordninger vedkommende selve Island i denne Tid næsten slet ikke fremtræder[18], og at Lovenes Vedtagelse af Althinget derfor mere og mere antager Formen af Publication. Men denne Form bliver ogsaa, saa at sige uden Undtagelse[19], anseet for nödvendig for at give enhver Anordning Gyldighed for Island.

Ved Siden deraf fremtræder Althingets Autonomie fuldkommen i dens gamle Form og Gyldighed med Hensyn til næsten alle indenlandske Anliggender. Det resolverer med fuldkommen Lovskraft om Fortolkninger af Lovene, om Skatter og Afgifter og andre borgerlige Ydelser og Pligter, og anordner endogsaa nye Indretninger, disses Iværksættelse og de dertil fornödne Paalæg. Paa een Dom finder man at der er udvirket kongelig Stadfæstelse, nemlig den saakaldte Store-Dom 1564[20], og dette ikke alene paa Grund af denne Doms indgribende Vigtighed for den hele criminelle Lovgivning for Landet, men ogsaa, og maaskee allermest, paa Grund af Lensmandens personlige Stilling til den, da han under Forhandlingerne havde med stærke Midler faaet sat igjennem mod de Flestes Anskuelse, at der skulde fastsættes Livsstraffe for Hoer- og Leiermaalsforseelser, hvilket ikke stemte med Islands ældre Love[21]. Det har derfor sandsynligviis været ham vigtigt, at faae Dommen omgjærdet med den störst mulige Autoritet. At Island i denne Periode ingenlunde er indbefattet i Danmark eller Norge, viser fremdeles: 1) Aabent Brev 20. April 1619, som befaler, at Sysselmændene i Island skulle herefter aflægge Eed paa at "ville være Os og Riget og Lande huld og tro udi alle Maader"[22]; 2) det saakaldte "Mandat og Forbud" 18. Marts 1637 mod Hamborgernes Handel "udi og over Hans Majts Riger, Lande og Strömme". Jo Island er endogsaa undertiden slet ikke indbefattet under "Kongens Riger og Lande", som f. Ex. i Aab. Br. 28. Mai 1643 og 31. Marts 1644[23], hvorved Englændere og Hamborgere tillades frit at handle i Kongens "Riger og Lande", men dog ingenlunde i Island, hvor Forbudene mod Handel med Fremmede netop i denne Tid kraftig bleve indskjærpede[24].

I Laugmændenes dömmende Myndighed blev i denne Tid foretaget en meget væsentlig Forandring ved For. 27. Marts 1563, som stiftede en Overret af Lensmanden og 24 Mænd, med Myndighed over Laugmændenes Domme. At Kongen med de bedste Mænds Raad kunde i visse Tilfælde forandre Laugmændenes Domme var overeensstemmende med Loven; at de "bedste Mænd”, som han i slige Tilfælde skulde tilkalde, blev Danmarks Riges Raad, ligesom under Foreningen med Norge i dens senere Tid Norges Rigsraad (see f. Ex. Kong Hakons Dom 1375, Jónsb. 1709, p. 445—447) var vistnok imod Lovens utvivlsomme Mening, men det kunde til Nöd faaes ud af dens Ordlyd, og det Hovedprincip var i alt Fald ikke brudt, at Kongen var den överste Dommer. Forandringen kan saaledes ikke correkt opfattes som Henlæggelse under en dansk Domstol (ligesom islandske Sager ikke för hsvde hört under norsk Domstol, men kun under Kongen), men som Oprettelse af en ny Instants i Island selv, og Afskaffelse af Laugmandens höieste dömmende Myndighed der i Landet. Men det var iövrigt udentvivl mindre hensigtsmæssigt, at men nu i islandske Sager fik een Instants (Overretten) flere end för, og Foranstaltningen gjorde saaledes Retten for den Fattige mere besværlig end forhen, tvertimod dens egen Hensigt. Den passive Modstand imod denne Anordning har ogsaa været saa betydelig, at den ikke engang vides at være traadt i Anvendelse i 30 Aar, uagtet man ikke har Efterretning om dens ligefremme Forkastelse af Althinget. Först efter For. 6. Decbr. 1593 traadte denne Overret i Kraft, og bestod derefter indtil Althingets Afskaffelse i Aaret 1800[25].

Det Kjöbenhavnske Universitets Forhold til Islænderne har unægtelig været et Glandspunkt i Forbindelsen mellem Danmark og Island. Det Forhold, som derved har kunnet danne sig mellem danske og islandske baade ældre og yngre Videnskabsmænd, hörer til de glædeligste Erindringer for mange, idetmindste blandt Islænderne. At Islænderne maatte opfatte hele dette Forhold fra en vis Side som en Velgjerning, er ogsaa vist, da man idetmindste med en stor Sandsynlighed kan paastaae, at flere islandske Studerende, som senere ere blevne dygtige og dannede Mænd, aldrig havde kunnet tænke paa at söge Dannelse udenfor Island, naar de ikke havde kunnet vente den betydelige Understöttelse, som er bleven dem tildeel ved Universitetet. Men at udlede Islands statsretlige Afhængighed eller Incorporation i Danmark deraf, er dog at gaae for vidt. Universitetet er fælles for Danmark og Island, men Islænderne ere blevne vænnede til denne alma mater mere ved Tingenes Gang og ved Understöttelser end ved Love eller Befalinger. För Reformationstiden reiste Islænderne til Tydskland, England, Frankrig, Italien for at studere. At knytte dem til det nyligen restaurerede Universitet hjemme i Kjöbenhavn var ikke uden Vigtighed, endogsaa i politisk Henseende, og saavel islandske Præster som Studenter mödte derfor strax i Reformationstiden en stor Forekommenhed i Kjöbenhavn, naar de vilde studere her[26]. De gik udentvivl derved glip af en mere fri og videnskabelig alsidig Uddannelse, som sandsynligviis i Tiden ikke vilde have været uden Indflydelse paa Islands Udvikling, men paa den anden Side fik udentvivl Flere end ellers Adgang til at erhverve den höieste Grad af Dannelse som indenfor Statens Grændser var at erholde, og der var Anledning til at troe, at deres Sindelag og Interesse vilde antage en forönsket dansk Retning, hvilket ogsaa har fuldkommen stadfæstet sig. Det maa forövrigt ogsaa bemærkes, at den Hoved-Understöttelse, som islandske Studerende have nydt ved Universitetet i Kjöbenhavn, var af Kronens Midler, nemlig det saakaldte Communitet, og var bevilget dem ifölge umiddelbar kongelig Befaling, eller som etslags kongeligt Legat, og det viser sig saaledes fremdeles i dette Forhold, at det er Islands Forhold til Kronen, som danner Grundlaget, og at det er ved og igjennem dets Forhold til Kronen det har staaet i Forbindelse med Norge og siden med Danmark.

Forholdene med Hensyn til Skatters Paalæg kan jeg ikke andet end finde uforandrede i denne Periode. Uden Althingets Samtykke kan ingen Skat paalægges, og Geistligheden kommer efter Reformationstiden ogsaa til at votere særskilt, om den vil yde en forlangt Skat. Det af den ærede Forf. selv anförte Brev af 1541 (M. Ket. I, 232) er herpaa et tydeligt Beviis. Der staaer: "thi bede Vi eder alle, og hver særdeles byde, at I tinge med fornævnte Christoffer Hvittfeld om samme Hjelp og Skat, og blive til eens med hannem derom, hvad I give skulle, hver efter sin Leilighed.... Vi ville igjen være eder Alle og hver særdeles en naadig Herre og Konning, og forsvare eder for Urette og Overvold". Det er vel tydeligt heraf, at Kongen gaaer ud fra, at han ingen Ret har til at paalægge Skat, men at dens Ydelse skulde beroe paa frivillig Overeenskomst ("efter Leilighed"). Men naar Folket saaledes kan give hvad det selv finder nödvendigt og rigtigt, saa har det jo hvad vi nu kalde Skattebevillingsret, skjöndt i en mindre udviklet Form, og Kongen kan ikke siges at have Ret til Skattepaalæg. Men endnu mindre sees Spor til, at de Skatter, som ere bevilgede eller paalagte i Danmark eller Norge skulde med det samme være selvfölgelig paalagte i Island; tvertimod staaer Islands særegne Stilling udenfor Rigerne i intet Forhold mere klart end netop med Hensyn til Skattevæsenet og Skattebevillingsretten. De Forsög paa at erholde nye Skatter af Island, som Christian den Fjerde gjentagne Gange gjorde, fremkaldte kun Beklagelser over Handelsmonopolet og dets Undertrykkelser, og Contra-Forlangender om dettes Ophævelse, som, da Kongen mindst af Alt vilde opgive dette sit Yndlingsprincip, medförte det Resultat, at Skatteforlangendet blev opgivet, og Kronen trak sig tilbage, i Virkeligheden fordi den ikke kunde erholde Althingets Samtykke.

Med Hensyn til det Sprog, som Regjeringen betjente sig af til Islænderne og disse igjen til Regjeringen, da fölger det af sig selv, at dette var det for Norge og Island i det væsentlige fælles Sprog omtrent til Slutningen af det 14de Aarhundrede. Christian den Förstes för omtalte "Lange-Retterbod" synes at have været paa de Tiders Islandsk. I den fölgende Tid anvendte Kongen Dansk, Islænderne reent Islandsk, radbrækket Islandsk eller Dansk, eller noget mistænkeligt Plattydsk (f. Ex. i det 16de Aarhundredes hele förste Halvdeel). Man brugte paa begge Sider det Sprog som laa nærmest ved Haanden, uden at regne det saa nöie dermed. Men paa den anden Side var Islændernes Retssprog udelukkende Islandsk, ligesom för, og Kongernes danske Breve bleve öieblikkelig oversatte paa Islandsk og udbredte i talrige Afskrifter, som endnu findes i gamle islandske Haandskrifter og Samlinger. I islandske Domme og Retsforhandlinger skal der næppe findes et eneste Citat af Anordninger eller Reskripter paa Dansk, men stedse paa Islandsk. Man mærkede saaledes næsten ikke, om Originalen havde været paa Dansk eller ei. Kongen bekræftede den paa Islandsk skrevne "Store-Dom", uden at forlange en "verificeret Oversættelse", og Islænderne modtog hans danske Bekræftelse af Dommen og oversatte den selv, eller bemærkede blot i deres Samlinger at Dommen var bekræftet af Kongen, maaskee med Tilföielse af Sted og Datum. Efter nogle Aar vidste man næppe at Originalen havde været paa Dansk, naar den ikke stod indfört i dette Sprog i Althingsbogen, og i den senere Tid maa man ved mange vigtige Kongebreve tye til Cancelliets Registranter med Hensyn til den danske Text, skjöndt man har Afskrifter paa Islandsk i Mængde[27].

Islands hele Administration stod, som hele Tiden forhen, aldeles selvstændig eller særskilt for sig. Islands Statholder (hirðstjóri, senere kaldet höfudsmaðr) stod umiddelbart under Kongen, og havde ikke det mindste f. Ex. med Norges Statholder at gjöre efter at Kongens Sæde var i Danmark. Endnu et nyt Beviis paa, at Island ansaaes som et Land for sig, og hverken som en Deel af Norges Rige eller af Danmarks Rige, men kun af Staten, nemlig hörende til den Complex af Lande, som stod under Kongens Scepter.

Vi ere nu saaledes komne til et nyt Vendepunkt i Historien, og endnu see vi Island med Hensyn til dets egne Anliggender i Besiddelse af en særegen Lovgivning[28], Domsmagt, Administration, særegne Indretninger, Sprog og Skikke, vel uden ydre Midler til at haandhæve sin Ret, men dog i Principet og retlig, saavidt Kronens overlegne Magt ikke colliderede, sideordnet Danmark og Norge. Det kan endnu bemærkes, at Biskopper og Laugmænd hidtil valgtes paa Althinget og deres Valg bekræftedes kun af Kongen; Præsterne valgtes overeensstemmende med Ordinantsen og deres Kaldelse bekræftedes af Biskoppen og Lensmanden. Kun denne udnævntes umiddelbart af Kongen, först hyppig blandt Islændere, siden Tydske, derpaa Norske og senest udelukkende Danske; disse Lensmænd, der havde Landet som Kronens Len, ansatte alle Landets Sysselmænd. Med Hensyn til Successionen havde man vænt sig til at ansee Jonsbogens "Konúngserfðir" for gjeldende Lov, og dette Afsnit af de norske Love var, uvist naar, blevet indlemmet i Jonsbogen.

  1. ↑ "þótti þat nýlunda". Ísl. Ann. 1387.
  2. ↑ Hvis Suhms Beretning, at Dronningen er hyldet paa Island 1391, er rigtig, saa viser det jo tydelig, at det norske Rigsraads Document ikke har været anseet som tilstrækkeligt for Islands Vedkommende, eller at Island ikke har værst regnet med til de i Aktstykket omtalte "Norges Skatlande".
  3. ↑ Statholderen Vigfus Ivarsson Holm var af en i Island meget yndet norsk-islandsk Familie, som i henved 100 Aar havde været bosat afvexlende i Island og i Norge. Qvindelinien var islandsk, af den saakaldte Oddaverja (Sæmund Frodes) Slægt.
  4. ↑ 1392... Hèlt Vigfús Ívarsson hirðstjórn, en Þorsteinn Eyjólfsson lögsögu ok svo Narfi. Kom Þjóðbjörn út með brèf drottning Margrètar, hvert er hún beiddi með skyldu at hverr maðr gæfi henni hálfmörk forngilda, ok lagin við landráð. Var því fyrst þúngliga svarat nær af öllum mönnum..... Gipti Björn Einarsson Kristínu, dóttur sina, Jóni Guthormssyni, ok hèlt bruðkaupit um haustið um vetrnátta skeið í Vatnsfirði. Hafði hirðstjóri þar fyrst uppi bónarbrèf drottningar; jàtuðu þá þegar margir enir betri menn.... — 1393. Hafði hirðstjóri upp á þíngi drottníngar bón, ok játuðu allir enir beztu menn at gefa átta álnar hafnarvoðar fyrir Vigfús skyld, og skildu frá, at þat skyldi skattr heita nè optar krefja, utan Eyfirðingar, þeir vildu eigi gefa. Ísl. Ann. ed. Arna-Magn. p. 352. 362.
  5. ↑ ath íj holden oss medh fridh og lagh: oc latir oss niótandi wærda allra þæira rettarbota sæm landit er adr suoret (af) krononne oc kóngdomenom.
  6. ↑ "utan og innan vebanda", en Formular for en eenstemmig eller almindelig Althings-Beslutning.
  7. ↑ Arne Magnuss. islandske Diplom-Saml. Fasc. XIV, Nr. 23.
  8. ↑ Naar den ærede Forf. ikke har kunnet forklare sig Grunden til, at den saakaldte "lange Retterbod" af Christian den Förste (26. Novbr. 1450) ikke er in extenso optaget i Lovsamling for Island, i Henhold til hvad i Fortalen er lovet, skal jeg dertil bemærke, at Udgiverne have i Fortalen udtrykkelig anfört, at de i den ældre Tid havde indskrænket sig saameget muligt, for at kunne faae en saameget rigeligere Plads for den senere Tid, hvor et meget stort Materiale var forhaanden. Derfor er for den ældre Tid kun optaget hvad endnu gjelder, eller i lang Tid har gjeldet og paaberaabes i andre gjeldende Lovbud (f. Ex. Store-Dommen, der ellers ikke vilde have været optagen). Derimod var man nødt til at udelade alle egentlig historiske Aktstykker, da man i modsat Fald havde maattet optage ikke alene hele Ketilssons Samling, men og Lehnsbreve og andre kongelige aabne Breve og Missiver, som Ketilsson ikke har kjendt, og hvoraf jeg har en ligesaa stor Samling liggende, vedkommende Island, som den Ketilssonske. Og som saadant historisk Aktstykke maa jeg vedblivende ansee den "lange Retterbod", thi den har aabenbart aldrig vundet Althingets Samtykke, og er derfor aldrig traadt i Kraft. Dette anseer jeg for beviist derved, at den er ikke indført i Loven, efter dens egen udtrykkelige Befaling, den findes ikke engang bagved Loven hverken i Haandskrifterne eller i Udgaverne. Den er hidtil kun funden (diplomatarisk) i to löse Transskripter fra l6de Aarhundrede, begge fra Holum, hvor Originalen maaskee har været hos den ældre Biskop Gottskalk. En gammel Afskrift (A. Magn. 238. 4to.) udelader endog den af Forf. særskilt fremhævede § 10. Dens praktiske Gyldighed kan ikke eftervises, og dens Bestemmelser ere af den Natur, at de næppe kunde tænkes at være anvendelige eller overholdelige, da de næsten udelukkende gjøre Alt til Höiforræderie (f. Ex. "Item forbyde vi alle rige Mænd udi Island, under Straf som for Landsforræderie, at tage til Tjenere flere Mænd end dem som boe paa deres Jorder, undtagen Biskopperne og Lensmændene"). Jeg indrömmer vel, at man i nyere Tid, endog de lærde Mand Biskop Finnur Jonsson, Magnus Ketilsson og Magnus Stephensen synes at have anerkjendt denne Retterbod (Svein Sölvason kan ikke regnes for Autoritet, da han saa at sige anerkjender alle danske og norske Love for gjeldende i Island), men de have ikke anvendt nogen Kritik paa den, og Magnus Stephensen er ogsaa nær ved at grue, naar han tænker sig, at enhver Laugrettesmand eller Meddomsmand i vore Tider, som undslog sig for at deeltage i en Dom, skulde "stricto jure" (neml. efter denne Retterbod, som han mener staaer endnu ved Magt) straffes som Landsforræder. Sysselmand Espolin omtaler ogsaa denne Retterbod som en virkelig Lovgivning, og forsvarer den med, at den har været nödvendig i de Tider, men jeg troer, at det jeg ovenfor har anfört er tilstrækkeligt til at modbevise dens Gyldighed. Det kan og bemærkes, at en anden For. af Christian den Förste 30. April 1480 (i Lovs. f. Isl.) er vedtagen paa Althinget, og man er deraf berettiget til at slutte, at i hele Christian den Förstes Tid har det endnu været en fast Regel, at enhver Lov maatte, for at have Gyldighed for Island, være vedtaget af Althinget. Ligeledes maa endnu anföres, at et gammelt Haandskrift (A. Magn. Nr. 174. 4to), som har begge disse Retterböder af Christian den Förste, tilföier Clausulen om Althingets Samtykke til den sidstnævnte, men ikke til den "lange Retterbod".
  9. ↑ M. Ketilss. I, 285—286. Tegn. paa alle Landene III, 326.
  10. ↑ Reg. paa alle Land. 7,492; M. Ket. II, 2.
  11. ↑ M. Ket. III, 10.
  12. ↑ Det er naturligviis en Selvfölge, at jeg herved ikke taler om hvilke Betegnelser eller "Indbefatninger" der kunne forekomme hos saadanne Forfattere, som kun löselig eller slet ikke have varet bekjendte med disse Forhold. Jeg holder mig kun til authentiske Aktstykker, enten fra Kronen eller Regjeringen, eller fra Islænderne selv.
  13. ↑ Om den slette og ukritiske Anvendelse i Island af norske og danske Love kan jeg henvise til P. Vidalins Skýríngar s. v. rèttari, konúngs sóknari, sýslumaðr; Arnes. isl. Retterg. S. 22, 24; M. Stephens. Doktor-Disputats, S. 15. — Jonsbogens Text og den tilföiede Samling Retterböder bærer tydeligt Prog heraf.
  14. ↑ Det behöver ikke et bemærkes, at denne Forudsætning var faktisk urigtig. Ingen af de foregaaende Konger havde samtykt eller paabudt denne Retterbod for Island, og Christian den Anden selv ikke engang förend enten med denne Dom eller med den to Dage efter udgivne "Forordning". Skulde han være bleven opmærksom paa Feilen strax efter Dommens Afsigelse og derfor udgivet "Forordningen"?
  15. ↑ hos M. Ketilss. I, 103.
  16. ↑ Magnús Ketilsson bemærker selv (I, l34): "Naar man læser denne Retterbod (2. Mai 1313), skal man neppe langer tvivle om, at den saakaldte Möðruvalla-Retterbod er uægte, og henhører ikke til Island, hvorfor det maatte synes underligt, at, Kong Christian den Anden vilde efter den dömme" o. s. v. — At Ketilss. kalder Udövelsen af Althingets Ret i autonomisk Retning at "tiltage sig Myndighed" maa man tilgive en Mand fra den absolutistiske Tidsalder; saaledes har Magnus Stephensen ogsaa antaget For. 24. Nov. l507 uden videre for gyldig, skjöndt han yttrer, at den gjør Studiet af den islandske Ret mere broget (Dissert. p. 137); Forsamlingen af islandske Embedsmænd 1838 er gaaet endnu videre, ds den synes at mene at Island har staaet under en absolut Regjering siden 1262. Alt dette kan man holde tilgode, men man tör ikke bygge derpaa.
  17. ↑ Lovs. for Isl. paa sine Steder.
  18. ↑ Althingsbeslutning 30. Juni 1619 (Lovs. for Isl. I, 183-184) maa dog ansees for et saadant Veto mod Aabent Brev 21. April s. A. (Love. sst. S. 181-182), men dog med Hjemmel i selve dette Brev, da dets Bud er betinget ved, at det "ikke strider imod Islands Lov og gammel Sædvane der paa Landet". Men Althinget bemærker ligefrem, at Sagen er bleven urigtigen forestillet for Kongen, og at det aabne Brev derfor maa blive uden Virkning.
  19. ↑ Et meget sørgeligt Beviis paa Undtagelsen levere Althingsbögerne 1630, 1631 og 1637, da Kongens Lensmand Holger Rosenkrantz Börresen ved sin overlegne Indflydelse fik den islandske Overret til at anvende For. 12. Oktbr. 1617 i en Hexesag, uagtet han blev gjort opmærksom paa, at denne For. ikke var vedtagen der i Landet. Ved denne ulyksalige Dom begyndte ogsaa i Island Forfölgelserne mod Hexe med Baal og Brand, indtil For. 3. Juni 1746 §31 (om Hustugten) forandrede Straffen til Kirkedisciplin. Men det var Præjudikatet, der dannede Grundlaget for alle de fölgende Domme, thi Forordningen selv blev aldrig publiceret eller vedtaget. Det kan iövrigt bemærkes, at Sv. Sölvason uden videre lader For. 12. Okt. 1617 have været gjeldende i Island (Tyro juris p. 202; jevnf. Jus criminale p. 31—32).
  20. ↑ Lovs. for Isl. I, 84.
  21. ↑ En utrykt Memoire i den arnamagn. Saml. om denne Sag.
  22. ↑ Lovs. for Isl. I, 180; M. Ket. II, 283 læser: "Os og vore Riger og Vor Land" (nemlig: Island) o. s. v., som egentllg er en bedre og tydeligere Læsemaade, men i Lovs. for Isl. har man fulgt Cancelliets Registrant, heller end M. Ket., da man ikke havde Originalen.
  23. ↑ M. Ket. II, 437. 439.
  24. ↑ M. Ketilss. mener, at Hamborgere dog i Anledning heraf have besøgt Island, og slutter det af de noget senere udkomne Forbud mod at handle med — Hollænderne.
  25. ↑ Det er kun et Beviis paa, hvor lidet opmærksom den islandske Embedsmænds-Forsamling af 1838 har været paa ældre islandske Indretninger, at den slet ikke synes at have bemærket nogen Forskjel imellem Laugretten (Althingets egentlige Kjerne, deels som Domstol og deels som medbesluttende Forsamling i Lovgivnings-Anliggender og afgjörende Autoritet i locale og administrative Anliggender) og Overretten fra 1593.
  26. ↑ 1548. "Herr Hogen Torste(n)sen et Brev til den höie Skole (= Höiskolen, Universitetet), at han er kommen af Island og vilde gjerne studere der og sig i boglige Kunster forbedre: at de ville annamme hannem der udi Universitetet, og ramme hans Bedste. — Item at Herr Hans Dirichsen annammer hannem der for (= som) en af de Studenter han giver Kost, og der han ikke kan faae Plads for en af de tolv, at han da alligevel underholder hannem til han kan faae Plads. Tegn. paa alle Land. II, 268b.
  27. ↑ Saaledes har Magnus Ketilsson ikke kunnet opdrive nogen dansk Original eller Afskrlft af det vigtige aabne Brev 9. Mai 1593 (M. Ket. II, 150—169) men været nödt til at tage det efter en islandsk Oversættelse, hvoraf der var Afskrifter nok forhaanden.
  28. ↑ Tiende-Statuten fra 1096; Kirkeloven fra l275; Jonsbogen fra 1280, med de tilhörende Retterböder; Store-Dommen fra 1564; Anordn. om Overretten fra 1593; Ordinantsen fra 1622 (1607).
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Islands_statsretlige_Forhold/2&oldid=24132"