Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 38-43

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

8.
Oliver gaar til London og træffer under Vejs en løjerlig Fyr.

En lang Tid blev Oliver ved at løbe, naar han da ikke netop smuttede om og gemte sig bag Gærderne, af Frygt for at man skulde sætte efter og indhente ham. Først ved Middagstid satte han sig en Stund ved en Milepæl og hvilte sig og tænkte efter, hvor han skulde gaa hen for at skaffe sig Føden.

Paa Milepælen stod der med store Bogstaver, at herfra var der atten Mil til London. Navnet vakte en Række Forestillinger hos ham. London, den store, store By! — hvor ingen — ikke en Gang Hr. Bumble — kunde finde ham! Han havde ogsaa tit hørt gamle Folk i Fattighuset sige, at i London kunde en rask Gut altid klare sig. Dér maatte netop Stedet være for en stakkels hjemløs Dreng! — Og han sprang op og gik videre. — Men hvad vilde han vel komme til at døje, inden han naaede derind?

I sin lille Bylt havde han en Skive Brød, en Skjorte og to Par Strømper, i sin Lomme havde han en Tiøre, som Hr. Sowerberry havde foræret ham en Gang efter en Begravelse, hvor han havde klaret sig særlig godt. Skjorten og Strømperne og Tiøren var jo meget rare, men til en 17—18 Mils Marche ved Vintertid forslog de vist ikke stort. Oliver tænkte til ingen Nytte frem og tilbage over, hvad han skulde gribe til. Saa sukkede han, flyttede sin lille Bylt over i den anden Haand, og traskede videre.

Den Dag gik han fem Mil, paa sin Skive Brød og paa en Drik Vand. som han nu og da tiggede sig til i et Hus ved Landevejen. Da Natten kom, krøb han ind under en Høstak, der stod. Først var han angst, thi Blæsten tudede saa fælt hen over Markerne, og han var saa kold og sulten og saa alene. Men saasom han var træt, faldt han i Søvn og glemte sin Angst.

Da han om Morgenen stod op, var han forfrossen og stiv og saa sulten, at han i den første Landsby, han kom til, maatte købe Brød for sin Tiøre. Han var øm i Fødderne og meget træt; da Aftenen faldt paa, havde han kun gaaet tre Mil. Natten derude i det kolde, klamme Vejr gjorde ham daarligere, han kunde knapkravle afsted. En Stund stod han og ventede ved Begyndelsen af en stejl Bakke, indtil Diligencen kom; og saa tiggede han hos de Rejsende. Men det Par Rejsende, der overhovedet lagde Mærke til ham, sagde, at han kunde vente, til de var kommet op ad Bakken, saa vilde de se, hvor langt han kunde løbe for en Tiøre. Staklen søgte et Stykke at holde Skridt med Vognen, men han kunde ikke for Træthed. Saa sagde de Rejsende, at han var en Drønnert, og stak deres Tiøre i Lommen igen, — og Diligencen rullede afsted og forsvandt.

Prøvede han paa at tigge i Bøndergaarde, saa truede Folk med at hidse Hunden paa ham. Og stak han Hovedet indenfor i en Bod, saa blev der straks snakket om »Opsynsmanden«. Dette bragte øjeblikkelig Olivers Hjerte op i hans Hals, — andet fik han ikke i den mange, mange Timer i Træk. Kort sagt, hvis ikke en skikkelig Bommand og en blødhjertet gammel Kone havde været, saa vilde Olivers Lidelser være blevet standsede paa samme Maade, som hans Moders i sin Tid blev standsede, med andre Ord: han vilde være omkommen. Men Bommanden gav ham lidt Brød og Ost; og den gamle Kone, der havde en skibbruden Sønnesøn flakkende barbenet om et Steds i Verden, fattede Medlidenhed med den forældreløse og gav ham det lidt, hun kunde undvære, ja mere til: og hun gav det med milde Ord og medfølende Taarer, der trængte dybere ind i Olivers Sjæl end al den Nød, han havde lidt.

Tidlig syvende Dags Morgen slæbte han sig ind i den lille By, Barnet. Overalt var Vindusskodderne for, ikke en Sjæl var oppe endnu. Solen brød frem i hele sin straalende Skønhed, men dens Glans tjente kun til bedre at belyse hans Nød og Forladthed, som han sad dèr, tilstøvet og med blodige Fødder, paa et koldt Stentrappetrin.

Endelig begyndte Skodderne at blive slaaet til Side, Rullegardinerne blev trukket op, der kom Folk i Gaden. Men ingen ofrede ham mer end et flygtigt Blik, og han selv havde ikke Mod til at tigge. Han blev siddende og krøb sammen, undrede sig over, saa mange Beværtningssteder her dog var, saa' efter Diligencerne, tænkte paa, at de kunde let paa faa Timer tilbagelægge den Vej, som han med Opbydelse af alle sine Kræfter havde været en Uge om, — og studsede saa endelig ved at lægge Mærke til, at en Dreng, som for lidt siden var gaaet ham tankeløs forbi, nu var vendt om og stod ovre paa den anden Side Gaden og mønstrede ham skarpt. Tilsidst løftede Oliver Hovedet og mønstrede ogsaa ham. Saa kom Drengen tvers over Gaden, blev staaende ud for ham og spurgte: »Naa, Dengs, hvad er den gal a'?«

Drengen var vel paa Alder med Oliver, men saa løjerlig en Fyr havde han endnu aldrig set. Han var stumpnæset, lavpandet, med et underlig ordinært Fjæs og saa snavset, som nogen Ungersvend kan ønske sig; men han havde fuldstændig en voksen Mands Holdning og Manerer. Han var liile af sin Alder, hjulbenet, havde et Par smaa, stikkende, stygge Øjne. Hatten sad i den Grad paa tre Haar, at den vilde være faldet af. hvis ikke dens Ejermand hvert Øjeblik ved et lille pludseligt Kast med Hovedet havde rykket den paa Plads igen. Han var i en voksen Mands Frakke, der hang ham næsten helt ned til Hælene. Opslagene havde havde han smøget langt op, øjensynligt for at faa Hænderne fri, saa at han kunde stikke dem i Lommerne; og dèr sad de da ogsaa. Kort sagt; fra Top til Taa en kæphøj, forsoren Vagabond paa vel en fire Fods Højde.

»Hvad er den gal a', Dengs?« spurgte den løjerlige Fyr.

»Jeg er saa sulten og træt,« svarede Oliver med Taarer i Øjnene. »Jeg kommer langvejs fra, — jeg har maattet gaa en hel Uge.«

»Maattet gaa en hel Uge?« gentog den unge Kavaler. »Oho — jeg forstaar — efter Parykblokkens Ordre? — — Naa, du véd ikke, hvem Parykblokken er? tilføjede han, da Oliver saa' forbavset paa ham. »Fredsdommeren, din Grønskolling! Naar man gaar efter hans Ordre, saa kommer man aldrig fremad, men immer bare op og ned. Var du i Møllen?«

»Møllen?« spurgte Oliver.

»Javel — Trædemøllen, — som Gavtyvene kommer i!.... Naa, men kom nu her og bliv fo'ret af! Svært mange Krus har jeg jo ikke, men saa langt de kan række, trækker jeg i Spenderebukserne. Ja, let saa paa dig, lad det nu gaa lidt villigt!«

Han hjalp Oliver at rejse sig, og gik først med ham hen til en Spækhøker, hvor han købte noget Skinke og et Brød. Med Brødet under Armen førte han saa sin Gæst hen til en lille Knejpe og ind i Skænkestuen, som vendte ud til Gaarden. Her blev efter hans Bestilling et Glas Øl sat frem. Og Oliver holdt et langt, styrkende Maaltid, medens den gaadefulde unge Kavaller nu og da mønstrede ham meget opmærksomt.

»Gaar den til London?« spurgte han, da Oliver endelig var blevet færdig.

»Ja.«

»Har du Logis?«

»Nej.« 

»Penge?«

»Nej.«

Den løjerlige unge Fyr gav sig til at fløjte og borede Armene saa langt ned i Bukselommerne, som hans Frakkeærmer paa nogen Maade vilde tillade. — — Oliver spurgte, om han boede i London.

»Tja, naar jeg er hjemme,« svarede Fyren, »Du vilde kanskesens gerne havt et Sovested i Nat, hva'beha'r?«

»Ja,« mumlede Oliver, »for jeg har ikke været i Seng den sidste Uge.«

»Det skal du nu ikke tude dig Øjnene ud af Hovedet efter!« forklarede Fyren. »Jeg gaar selv til London i Aften, og jeg kender derinde en rigtig nysselig gammel Herre, som giver dig Logis for ingenting, — forstaar sig, naar du bliver indført af en Sjentleman, som han kender. Og om han kender mig? Naadadada, nikke-nikke-nej, — ikke Spor!« — Hvorefter den unge Sjentleman smilte (lige som for at forklare for Oliver, at de sidste Ord havde ikke været alvorligt mente), og drak Øllet ud.

Det uventede Tilbud var altfor fristende for Oliver, saa meget mere som det straks blev efterfulgt af en Forsikring om, at den nysselige gamle Herre ogsaa vilde skaffe Oliver en god Plads. Samtalen blev fortroligere og venskabeligere, og Oliver erfor, at hans ny Ven hed Jack Dawkins, samt at Jack Dawkins var den omtalte nysselige gamle Herres særlige Øjesten. Ganske vist talte unge Hr. Dawkins' Ydre ikke meget overbevisende om den Velstand, som den nysselige gamle Herres Velvilje forskaffede hans Øjestene. Men da Jack snakkede temmelig letsindigt og lod sig forlyde med, at han blandt sine Hjertensvenner gik under Øgenavnet »Rævetampen«, saa sluttede Oliver, at den gamle velgørende Herres Formaninger havde muligvis været spildte paa Jack. Oliver bestemte altsaa, at han vilde se saa hurtigt som muligt at vinde den gamle Herres Bevaagenhed, og dersom Rævetampen viste sig at være uforbederlig (hvad han havde mer end en halv Mistanke om blev Tilfældet), saa vilde han nægte sig selv Æren af hans fortsatte Bekendtskab.

Jack brød sig ikke om at komme til London, før det var blevet mørkt, og Klokken var næsten 11, da de naaede frem til Bommen uden for Byen. De gik saa over Torve og Gader, og kom endelig ind i en, hvor Rævetampen gik hurtigt til, efter at han havde sagt til Oliver, at han skulde følge ham lige i Hælene. Det var en snæver, snavset, stinkende Gyde. Der var mange Smaabutiker; men deres hele Varelager lod til at bestaa af Unger, der endnu saa sent paa Aftenen smuttede ud og ind ad Døre eller vrælte indenfor. Kun Knejperne syntes at florere, og inde i dem hørte man Irlændere slaas under Skrig og Skraal … Oliver tænkte saa smaat paa, om han ikke heller skulde se at stikke af. Men i det samme greb hans Ledsager ham i Armen, skød Døren op til et Hus i Enden af Gyden, trak Oliver med sig ind, og lukkede Døren efter sig.

»Hvem dèr?« skreg en Stemme. efter at Rævetampen havde fløjtet.

»Bonde og Styrvolt!« svarede Rævetampen.

Det lod til at være et Slags Stikord om, at alt var i Orden. Thi det svage Skær af et Lys skinnede frem paa Væggen nede i Enden af Gangen, og en Mands Hoved kiggede frem fra Nedgangen til en Slags Køkkentrappe.

»Er I to?« spurgte Manden og holdt Lyset længere frem og skyggede med Haanden over Øjnene. »Hvem er den anden?«

»En ny Fanger,» svarede Jack Dawkins og trak Oliver med sig.

»Hvor kommer han fra?«

»Fra Grønland… Er Fagin deroppe?«

»Ja, han glatter Lommetørklæder. Gaa kun!« Og Lyset og Ansigtet forsvandt.

Oliver famlede sig frem med den ene Haand, med den anden holdt han fast ved sin Ledsager. Besværligt kravlede han op ad den mørke og sammensunkne Trappe, hvorimod Jack bevægede sig med en Sikkerhed og Hurtighed, som viste, at han var hjemme. Saa stødte Jack Døren op til en Bagstue og trak Oliver med sig ind.

Loft og Vægge derinde var sorte af Snavs og Røg. Foran Ildstedet stod et Bord, hvorpaa et Lys i en Ølflaske, et Par Tinkrus, Smør og Brød samt et Fad. Paa en Pande henne over Ilden stegtes nogle Pølser; og bøjet ned over dem, med en stor Gaffel i den ene Haand, stod en gammel rynket Jøde, hvis hæslige Gavtyvefjæs skjultes halvt af et uredt rødt Haar. Han var iført en fedtet vatteret Slaabrok, havde bar Hals og lod til at være i lige høj Grad optaget af Stegepanden og af et Klædestativ, hvorpaa hang en Mængde Silkelommetørklæder. Paa Gulvet var redt Side om Side en Slags Senge af gamle Sække; omkring Bordet sad en fire, fem Drenge, hvoraf ingen var ældre end Rævetampen, men som alle røg af lange Piber og drak Brændevin, som om de var voksne Karle. Medens Rævetampen hviskede med Jøden, flokkedes Drengene om Oliver og grinte til ham.

»Det er ham der, Fagin,« sagde Jack Dawkins, »min Ven Oliver Twist!«

Jøden grinte ogsaa, bukkede næsten ydmygt for Oliver, tog ham i Haanden og haabede paa Æren af et nærmere Bekendtskab. Derefter trykkede de unge Kavallerer med de lange Piber hans Hænder, — særlig da den Haand, hvori han holdt sin lille Byldt. En af Fyrene vilde endelig hænge hans Hue op for ham, og en anden var saa elskværdig at stikke Hænderne ned i hans Lommer, for at han ikke selv skulde behøve at have Ulejlighed med at tømme dem, før han gik til Sengs. Og maaske vilde deres Forekommenhed endda være gaaet videre endnu, hvis ikke Jøden gavmildt havde ladt sin store Gaffel smække dem over baade Hoved og Skuldre.

»Det glæder os at se dig, Oliver, glæder os meget,» sagde saa Jøden. »Aa, Rævetamp, tag Pølserne af Ilden!… Du ser paa alle de Lommetørklæder, min Dreng? Ja, der er en god Slump, hvad du? Vi har just talt dem for at give dem i Vask, hæ, hæ, hæ!«

Den lystige gamle Herres haabefulde Lærlinge lo skraldende, og saa gik man til Bords. Efter at Oliver havde fortæret sin Part, lavede Jøden ham en Genevertoddy og sagde, at han maatte drikke den ud i en Ruf, for en af de andre skulde have Glasset efter ham. Oliver gjorde det, og mærkede næsten straks efter, at han blev varligt lagt hen paa en af Sækkene. Der faldt han i en dyb Søvn.