Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 249-254

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

50.
Jødens sidste Nat.

Retssalen var fyldt fra Gulv til Loft med menneskelige Ansigter, alles Blikke var rettede mod en eneste, — Jøden. Foran, bagved, fra oven, neden fra, til højre, til venstre, alle Vegne omgaves han som af et Firmament af tindrende Øjne. Han stod dèr i dette Spil af levende Lys, med den ene Haand støttet paa den lille Skranke, den anden holdt op til Øret, Hovedet bøjet fremad for tydelig at kunne opfange hvert Ord af Dommeren, som var i Færd med at udvikle hans Sag for de Edsvorne. Nu og da saa' han pludselig hen paa disse Edsvorne for at se, hvad Virkning en eller anden Bagatel gjorde, som syntes at tale til Fordel for ham. Forresten rørte han hverken Haand eller Fod, og han blev staaende ubevægelig, stirrende og lyttende, endnu en Stund efter at Dommeren havde endt sin Tale.

En svag Støj vakte ham, — de Edsvorne begav sig ind i Værelset ved Siden af for at raadslaa. Slutteren pikkede ham paa Skulderen, — mekanisk fulgte han med hen i Baggrunden af Rummet for den Anklagede og satte sig paa den Stol, Slutteren anviste ham, — af sig selv vilde han ikke have sét den. Siddende dèr lod han saa Blikket strejfe op over Galleriet. Nogle af Tilhørerne spiste, andre viftede sig med deres Lommetørklæder, thi der var trykkende hedt. Et ungt Menneske sad og tegnede hans Portræt i en Lommebog. Jøden gad vidst, om Billedet lignede, og da det unge Menneske brækkede Spidsen paa sin Blyant og gav sig til at spidse Blyanten, sad han og saa' til, som om han var en ganske uvedkommende Tilskuer. Lidt efter vendte han sig saa atter om mod Dommeren, gav sig til at betragte Snittet paa hans Dragt, beregnede, hvad Dragten vel kunde have kostet. Eller han saa' paa den korpulente Kronadvokat, som havde været borte en Stund og nu kom tilbage. Mon Manden havde været henne at spise, og hvor og hvad havde han spist?… Men midt under alle disse Betragtninger var der hele Tiden i ham en utydelig, trykkende Forestilling om den Grav, som var ved at aabne sig for hans Fødder. Han kunde blot ikke fæste Tankerne derved. Han blev hed, og han blev kold af Angst for Døden — og gav sig i det samme til at tælle Jernpiggene paa Galleriets Brystværn og spekulerede over, hvorledes Spidsen af en af dem kunde være gaaet af, og om man nu monstro havde i Sinde at anbringe en ny Jernpig, eller man vilde lade den gamle blive siddende. Saa var hans Tanker igen ved alle Galgens Rædsler, — indtil han blev optaget af, at et af Rettens Bude stænkede Vand paa Gulvet for at friske op.

Med Et blev der raabt »Stille!« — aandeløs stirrede alle hen mod Døren. De Edsvorne kom ind og gik tæt forbi ham: deres Ansigter var som af Sten, umuligt at læse noget i dem! Saa en lydløs Stilhed, ikke en Bevægelse — ikke et Aandedræt, — Skyldig!… Det næste Nu lød et Glædesraab fra Tilhørerne, det svulmede og svulmede, og besvaredes udefra af et formeligt Hyl. Folkemængden derude havde faaet at vide, at Jøden var dømt og skulde hænges førstkommende Mandag.

Larmen lagde sig. Han blev efter Skik og Brug spurgt af Dommeren, om han havde noget at sige til sit Forsvar. Han rejste sig og stod igen og stirrede og lyttede. Men Spørgsmaalet maatte gentages to Gange, før han lod til at forstaa det. Saa mumlede han, at han var en gammel Mand — en gammel Mand — en gammel Mand, — og tav. Dommeren satte den sorte Hue paa, der tilkendegiver, at han skal afsige Dødsdom. Oppe paa Galleriet gav en Kvinde et Skrig fra sig af Skræk, — Jøden saa' hurtigt op, ligesom krænket over Forstyrrelsen. Nu talte Dommeren, indtrængende, alvorligt, højtideligt. Jøden stod som en Marmorstatue, der rørte sig ikke en Muskel i hans Ansigt. Endnu stadig var hans Hoved strakt fremad, og hans Øjne stirrede, — da Slutteren lagde Haanden paa hans Arm og betydede, at han skulde følge med. Han gloede et Øjeblik dumt paa ham, og lystrede saa.

Han blev ført gennem en Gang, hvor der til den ene Side var et Gitter, som vendte ud mod Gaarden. Derudenfor var der en Del Mennesker, som, da de fik Øje paa ham, skreg op og skældte og hujede. Han truede ad dem med knyttet Næve og vilde helst have spyttet paa dem; men Betjenten trak af med ham, ind i Fængslet. Her blev han undersøgt, for at han ikke skulde have noget Middel til selv at gøre Ende paa sit Liv. Saa førte man ham ind i en af de Dødsdømtes Celler, og lod ham være — ene.

Han satte sig paa den Stenbænk lige overfor Døren, som var baade Bænk og Seng, stirrede med sine blodunderløbne Øjne ned i Gulvet, søgte at samle sine Tanker. En og anden Stump af Dommerens Tale dukkede op for ham, uagtet han, medens Dommeren talte, ikke syntes, han havde hørt et eneste Ord. Lidt efter lidt kom mere til, tilsidst stod hele Dommen for ham, som om den var prentet. Hænges op ved Halsen, til han var død, — dèt havde været de sidste Ord. Hænges op ved Halsen, til han var død!

Det mørknedes, — blev helt mørkt, — og han kom til at tænke paa alle dem, han havde kendt og som var død i Galgen, — nogle af dem efter hans Anstiftelse. En Del af dem havde han sét dø: hvor hurtigt de dog var blevet forvandlet fra stærke, kraftige Folk til en dinglende Bunke Klæder! Mange af dem havde maaske siddet i denne selvsamme Celle paa denne selvsamme Bænk… Hvor det dog var blevet mørkt, — hvorfor fik han ikke Lys?… Cellen havde været til i lang Tid, Hundreder af Mennesker maatte have siddet her i deres sidste Øjeblikke: Rummet var ligesom fyldt af Døde! — — Lys! Lys!.... Og han hamrede Hænderne til Blods mod Døren, indtil endelig to Mænd kom ind. Den ene havde et Lys med, som han anbragte i en Jern-Ring paa Væggen, den anden havde en Madrats, som han selv skulde ligge paa. Thi fra nu af maatte Fangen ikke længer lades ene.

Og saa kom Natten, den sorte, tavse, skrækkelige Nat. Andre Levende frydes, naar de hører Kirkeuhret slaa, thi Slagene varsler dem Liv og Dagens Komme. Men for Jøden havde Klokke-Kneblens Slag kun én Lyd: Død! Og hvad hjalp ham den lystigt travle Morgenstunds Larm, som trængte ind endog her? den var bare Lig-Klokkeklang af en anden Art, Spot føjet til Paamindelse!

Dagen gik, — skønt! det var jo ingen Dag: knap kommen, før atter forsvunden! — og atter blev det Nat: lang i sin skrækkelige Stilhed, kort ved Timernes ilsomme Gang! Snart raste han og skældte og bandede Gud, snart hylte han og rev Haaret af sit Hoved. Ærværdige Mænd af hans egen Trosbekendelse kom og vilde bede med ham; men han drev dem paa Døren med Forbandelser.... Og saadan blev det Lørdag Aften, og han havde kun én Nat foruden denne at leve i. Medens han grundede derpaa, dæmrede det alt ad Dag: — Søndag!

Først om Aftenen paa denne forfærdeligt sidste Dag kom der over ham en tilintetgørende Bevidsthed om, hvor fortvivlet han var stedt. Da først gik det op for ham, at han virkelig — virkelig skulde dø! Med de to Mænd, som skiftedes til at holde Vagt hos ham, havde han kun talt lidt, og de paa deres Side havde ikke bekymret sig synderligt om ham. Han havde siddet hen som i vaagne Drømme. Nu sprang han op hvert Minut og fo'r frem og tilbage i Cellen med brændende Pande og skummende Mund og under saadanne Anfald af Angst og Raseri, at selv Slutterne blev uhyggelige til Mode. De turde ikke være ene længer med ham, men besluttede at holde Vagt begge.

Jøden sad og krøb sammen paa Stenbænken, hans Tanker gik tilbage i Tiden. Den Dag, han blev arresteret, havde nogle Stenkast fra Pøblen ramt ham i Hovedet, og han var blevet forbundet med et Tørklæde. Det røde Haar hang ned om hans blodløse Ansigt, Skæget var uredt og sammenfiltret, Øjnene skinnede med en frygtelig Gians. Otte — Ni — Ti! Hvis man ikke bare lod Klokken slaa for at forskrække ham, hvis det var de rigtige Timer, der saadan traadte hinanden i Hælene, hvor vilde han saa være, naar Slagene kom igen? Elleve! Igen Klokkeslag,… før den forrige Times Stemme havde holdt op at dirre! Klokken Otte vilde han være den eneste Sørgende ved sin egen Ligbegængelse; og Klokken Elleve — — —!

Det frygtelige Fængsel, der har skjult saa megen Elendighed og Jammer ikke blot for Menneskers Øjne, men ogsaa for deres Tanker, havde sagtens aldrig indesluttet saa frygteligt et Skuespil som dette. Dersom de, der kom forbi, havde kunnet se, hvordan den Mand gebærdede sig, som skulde hænges næste Morgen, vilde Natten maaske ikke være blevet dem god. Nu standsede, fra Aften til Midnat, af og til Folk udenfor Porten og forhørte sig, om Eksekutionen vilde finde Sted som bestemt. Og saa forklarede de for hinanden, ad hvilken Port Fangen vilde komme ud, og hvor Galgen skulde rejses, og de gik deres Vej.

Pladsen udenfor Fængslet var allerede afspærret, nogle sortmalede Bomme var blevet anbragt tværs over Gaden, den Gang Hr. Brownlow og Oliver indfandt sig ved Porten og foreviste en Ordre fra Øvrigheden, som gav dem Adgang til Fangen. Arrestforvareren saa' paa Oliver og bemærkede, at »dèt var ikke noget for Børn at se.« Men Hr. Brownlow forklarede hviskende, hvorfor han havde anset det for rigtigt, at Oliver fulgte med, — og Arrestforvareren tog til Huen og gik foran dem gennem lange og bugtede Gange. Undervejs gjorde han opmærksom paa, at man kunde høre Hammerslag: det var Galgen, der blev rejst. Saa standsede han endelig udenfor en Celle og bankede med en af Nøglerne i sit store Nøgleknippe paa Døren. De to Vogtere kom ud, Arrestforvareren traadte ind med de Fremmede. Han havde taget Oliver ved Haanden og sagt, at han skulde ikke være bange.

Jøden sad paa Stenbænken og rokkede frem og tilbage. Hans Ansigt lignede et Dyrs, der er blevet fanget i en Fælde. Skønt han saa' de Indtrædende, lod han ikke til at se dem, undtagen maaske som medoptagne i de Syner, hvori han havde fortabt sig.

»Flink Dreng, Charley — bravo!« mumlede han. »Og Oliver med, hæ hæ hæ! ser ud som en hel Gentleman — som en hel — — I Seng med den Dreng! hører I?! Det er hans Skyld altsammen!… Det var Ret, Bill! Bolters Strube — bryd Jer aldrig om Tøsen! — men Bolters Strube: saa dybt I skære kan! Saug Hovedet af ham!«

»Fagin!« sagde Arrestforvareren.

»Ja!« svarede Jøden og indtog øjeblikkelig den lyttende Stilling, hvori han havde staaet henne i Retssalen. »En gammel Mand, Deres Naade! en meget, meget gammel Mand!«

Arrestforvareren tvang ham ned paa Bænken igen. »Her er nogen, der vil tale med Dem, Fagin!« sagde han. »Tag Dem nu sammen!«

Saa fik Jøden Øje paa Hr. Brownlow og Oliver, og han rykkede og rykkede sig paa Bænken, medens Arrestforvareren søgte at holde ham fast.

»De fik i sin Tid nogle Papirer til Opbevaring af en Mand, der hedder Monks,« sagde Hr. Brownlow og traadte lidt nærmere. »Hvor er de?«

»Det er Løgn! — Løgn!« skreg Jøden. »Jeg har ingen Papirer faaet, ikke ét!… Oliver,« tilføjede han pludselig og vinkede, »kom her hen, lad mig hviske noget til dig!«

»Jeg er ikke bange,« sagde Oliver halvhøjt til Arrestforvareren og slap hans Haand.

Jøden trak ham helt hen til sig. »Papirerne ligger i en Lærredspose i et Hul oppe i Kaminen i Værelset ovenpaa ud til Gaden,« hviskede han. »Jeg maa tale med dig, min Dreng, jeg maa tale med dig! Men udenfor — udenfor!« Og han skød Drengen foran sig hen mod Døren og stirrede, ligesom aandsfraværende, ud over hans Hoved. »Sig, at jeg er falden i Søvn, dig tror de! Du kan skaffe mig ud, naar du gør, som jeg siger!«

»Aa Gud se i Naade til den Stakkel!« mumlede Oliver og brast i Graad.

»Det var ret, det var ret! Dèt hjælper os ud!« blev Jøden ved. »Først Døren dèr! Hvis jeg ryster og skælver, naar vi kommer forbi Galgen, saa skal du ikke bryde dig om det. Bare rask forbi, du! Saadan! saadan!«

»De har ikke mere at spørge ham om?« forhørte Arrestforvareren sig hos Hr. Brownlow. »Saa gør De bedst i at gaa nu!« Og han aabnede Døren, og de to Vogtere traadte ind.

»Gesvindt! gesvindt!« skreg Jøden. »Sagte! men ikke saa langsomt! Hurtigere! hurtigere!«

Vogterne gjorde Oliver fri for Jødens Tag og holdt Jøden tilbage. Han vred sig og sled som en fortvivlet og udstødte saadanne Hyl, at de endog trængte gennem de tykke Fængselsmure og lød i Hr. Brownlows og Olivers Øren, dengang de traadte ud i den aabne Gaard.

Straks kunde de ikke begive sig bort. Oliver var lige ved at besvime og saa angrebet, at det varede en Timestid, før han kunde støtte igen paa Benene.

Da de kom ud paa Gaden, var Dagen ved at bryde frem. Vinduerne var fulde af Folk, og til begge Sider saa's en Menneskevrimmel, som puffedes og skændtes og gjorde Halløj. Alt var Liv og Bevægelse — undtagen derinde i Midten; dèr var der noget mørkt, tavst, urørligt, som ragede op: et sort Stillads, — Tværbjelken, — Rebet, — Dødens gyselige Apparat!