Oliver Twist/48
48.
Forfulgt og sluppet bort.
Nede ved Themsen, hvor Bygningerne er uslest og hvor Fartøjerne paa Floden er sortest af Kulstøv og Røg. ligger Londons sælsomste, skidneste Kvarter. For at naa derhen maa man sno sig gennem et Virvar af snevre, moradsige Gyder, hvor Befolkningens raaeste og fattigste Del færdes. De sletteste og billigste Levnetsmidler ligger stablet op i Butiksvinduerne, de usleste og groveste Klædningsstykker hænger til Salg udenfor Boderne. Man albuer sig frem mellem Kuldragere og Sjovere og frække Kvinder og lasede Børn, Flodens sørgeligste Afskum, og man bedøves af Stank og alskens Larm. Endelig kommer man saa til den saakaldte »Jakobs-Ø«, der omgives af en 6 til 8 Fod dyb, 15 til 20 Fod bred og sumpet Grav. Graven er en halvt udtørret Arm af Themsen. Naar man aabner nogle Sluser, kan man under Flodtid fylde den med Vand. Staar man saa paa en af de to Træbroer, der er bygget over Graven, ser man Husbeboerne fra Bagdøre og Vinduer fire Spande eller Stripper ned og trække Vand op. Overalt er Ruderne knækkede eller klistrede til med Papir, Værelserne er smaa og uhumske og fulde af Stank. De brøstfældige Huse synes at true med at ville styrte ned i Mudderet. De har ingen Ejere længer, de er brudt op og taget i Brug af Folk, som har Mod paa at leve eller dø her. Ingen søger til Jakobs-Øen, uden han enten er sunket forfærdelig dybt, eller han har meget tvingende Grunde til at holde sig skjult.
Inde i et af disse Huse (det laa lidt for sig selv, var forfaldent, men havde mærkeligt forsvarlige Vinduer og Døre) sad i et Værelse tre Personer, ganske tavse, bestyrtede, ængstelige. Det var Fregne-Tom, Toby Brækjern samt en Bandit paa vel et halvt hundrede Aar, som en Gang i fordums Tid havde faaet Næsen slaaet flad i et Slagsmaal, og som vel ved samme Lejlighed havde erhvervet sig det frygtelige Ar, der prydede hans Ansigt. Han hed Kags, havde været deporteret, men var nylig sluppet hjem.
Toby Brækjern brød Tavsheden: »Du kunde ellers gerne have krøbet i Skjul et andet Sted end her!« sagde han til Fregne-Tom.
Fregne-Tom hang med Næbet. Hr. Kags gjorde yderligere opmærksom paa, at han for sin Part aldeles ikke brød sig om at hilse paa Politiet efter sin Hjemkomst.
Atter blev der en Pavse. Saa spurgte Toby Brækjern (men i en Tone, hvor alt det friskfyrsagtige var som blæst bort) om, naar Fagin var blevet snuppet.
»Kl. 2 i Middags,« forklarede Fregne-Tom. »Charley og jeg slap væk gennem Skorstenen. Bolter stak paa Hovedet ned i den tomme Vandtønde; men hans lange Ben strittede oven ud, og saa tog de ham.«
»Og Betzy?«
»Stakkels Bett!« mumlede Fregne-Tom, der blev mer og mer for knyt. »Hun var gaaet hen for at se Liget. Men saa blev hun rent forrykt og skreg op og huggede Hovedet ned i Gulvet. Og saa gav de hende Spændetrøje paa og trak af med hende til Galehuset.«
»Hvor har du gjort af Charley?« spurgte Kags lidt efter.
»Han kommer herhen, naar det er blevet mørkt, foreløbig lusker han om, som han bedst kan,« sagde Fregne-Tom; »der er ingen andre Steder at ty hen. For alle de fra »Krøblingerne« er nappet, Skænkestuen derhenne er stuvende fuld af Politi. Det har jeg selv set.«
»Ja, nu ramler den!« mumlede Toby og bed sig i Læben. »Det kommer til at gaa ud over mer end en!«
»Hvis De faar Bolter til at staa op som Kronvidne mod Fagin,« bemærkede Kags, »saa dingler Jøden i Galgen, inden Ugen er omme!«
»I skulde have hørt, som Folk hylede!« forklarede Fregne-Tom. »Dersom ikke Politierne havde slaaet fra sig, som de var tossede, saa var Jøden blevet flaaet i Stumper og Stykker. En Gang havde Folk faaet slaaet ham i Jorden; men Politierne slog Kreds om ham og trak af med ham: og han klyngede sig til dem, som om de kunde have været hans Hjertensvenner. Hu, hvor han saa' ud, af Snavs og Blod! og hvor Fruentimmerne skreg, de vilde rive Hjertet ud af Livet paa ham!« — Fregne-Tom holdt Hænderne for Øjnene og gik forstyrret op og ned ad Gulvet.
I det samme hørtes en underlig sjappende Lyd ude fra Trappen, — det næste Øjeblik kom Sikes' Hund luskende ind. Alle tre fo'r hen til Vinduet og stirrede ud: nej, dens Herre var ikke til at se!
»Hvad Satan er dèt?« mumlede Toby og gik bort fra Vinduet igen. »Jeg skulde da aldrig tro, han har i Sinde at komme hèrhen!«
»Nej, saa var han kommet sammen med Hunden!« mente Kags og bøjede sig ned over Dyret, der laa paa Gulvet og pustede. »Tag og lad den faa' noget Vand! den maa være kommet langvejs fra, sikken den ser ud!«
»Men hvor kommer den fra?« spurgte Toby. »Naturligvis har den først været henne i de andre Huler, og da saa dèr var fuldt af Fremmede, rendte den her hen, hvor den jo har været saa tidt. Men hvor kommer den fra?«
»Han« (ingen af dem nævnede Morderen ved Navn) »skulde da vel aldrig have gjort det af med sig selv ?« spurgte Fregne-Tom.
Toby rystede paa Hovedet. Og Kags bemærkede, at i saa Fald vilde Hunden ikke have ligget saa rolig (den var virkelig nu krøbet ind under en Stol og havde lagt sig til at sove). »Nej,« sagde han, »jeg tænker, han er sluppet over til Fastlandet. Og saa har han ladt Hunden blive tilbage.«
Mørket var imidlertid faldet paa. Vindusskodden blev lukket, der blev tændt et Lys. De to sidste Dages slemme Hændelser havde gjort et dybt Indtryk paa dem alle tre, og usikker og farefuld var jo ogsaa Stillingen. De rykkede deres Stole tæt sammen, talte kun af og til og hviskende. Pludselig blev der banket heftigt nede paa Gadedøren. »Naa-aa, det er Charley!« sagde Kags og saa' bistert om paa de to andre for at skjule, at han blev angst. Men der blev banket igen, — og paa den Maade plejede Charley aldrig at banke. Toby gik hen og saa' ud ad Vinduet: han trak straks Hovedet tilbage, rystende over hele Kroppen. Ingen spurgte, hvem det var; de saa' det paa hans blege Ansigt. Hunden havde rejst sig og var løbet hen til Døren og stod og peb.
»Ja,« sagde endelig Toby og tog Lyset, »vi maa vel lukke ham ind! .... Jo vist saa, ind maa han!«
Han gik ned, og kom straks op igen, fulgt af en Person, som havde et Lommetørklæde bundet om Underansigtet og et andet Tørklæde bundet om Panden under Hatten. Personen tog langsomt Tørklæderne af, — Ansigtet var blegt som et Ligs, Øjnene indsunkne, Kinderne hule, Skægstubbene store, Aandedrættet kort og bæst: et Genfærd af Sikes. Han tog med den ene Haand om Ryggen paa en Stol, der stod midt paa Gulvet; men idet han vilde sætte sig, gøs det i ham, og han drejede Hovedet med et Ryk og skottede ængsteligt tilbage. Saa trak han Stolen hen til Væggen, skurede den tæt op imod den, og satte sig.
Ikke et Ord var der blevet talt. Sikes saa' fra den ene til den anden: hver Gang et Blik mødte hans, blev det straks vendt bort. Da han med sin hule Røst brød Tavsheden, gav det et Sæt i de andre. — »Hvordan er Hunden kommet herhen?« spurgte han.
»Alene For en to-tre Timer siden.«
»Der staar i Aftenbladet, at Fagin er blevet snuppet. Er det sandt eller Løgn?«
»Sandt!«
Igen blev der en Pavse. — »Fanden staa i jer!« sagde saa Sikes og strøg sig med Haanden over Panden; »kan I ikke snakke til mig?« — Og da de andre bare flyttede lidt paa sig, men ikke svarede, henvendte han sig direkte til Toby: »Det er jo din Bule her! Har du i Sinde at sælge mig, eller vil du lade mig dække mig, til denne hersens Klapjagt er drevet over?«
Toby trak lidt paa Svaret: »I kan blive her, hvis I mener, det er klogt!«
Sikes gjorde en Bevægelse, som om han vilde forsøge at se op ad Væggen bag ved sig: »Er — Liget — blevet begravet?« spurgte han.
De andre rystede paa Hovedet.
»Hvorfor ikke?« Han søgte igen at se om paa Væggen. »Hvad skal.... saadant noget.... blive liggende for?.... Hvem er dèt, der banker?«
Toby rejste sig og gik ud, idet han med en Haandbevægelse gav at forstaa, at der var ingen Grund til at ængste sig. Straks efter kom han tilbage fulgt af Charley. Sikes sad lige overfor Døren, Charley saa' ham i samme Nu, som han traadte ind. Det gav et Ryk i ham: »Toby!« udbrød han, »hvorfor sagde De mig ikke dèt, før vi gik op? Lad mig komme ind i et andet Værelse!«
»Naa, Charley,« sagde Sikes og rejste sig og gik et Par Skridt frem og rakte Haanden ud, »kender du mig ikke igen?«
»Lad mig i Fred!« svarede Knøsen og rykkede tilbage og saa' rædselslagen paa Morderen: »Umenneske!«
Sikes var blevet staaende, og de to saa' paa hinanden; men saa slog Morderen Øjnene ned.
»Jeg siger Jer,« udbrød Charley og truede med knyttet Haand og talte sig mer og mer hidsig, »jeg siger Jer i Forvejen — aa, jeg er ikke bange for ham! — at kommer de her og søger efter ham, saa angiver jeg ham! Hører I! Han kan slaa mig ihjel, hvis han har Lyst, og hvis han tør; men er jeg her, saa angiver jeg ham, om han saa skal blive levende brændt!… Morder!… Hvis I ikke er nogle fejge Pjalte, saa hjælp mig!… Morder!… Hjælp mig — ned med ham!« Og ude af sig selv styrtede han ind paa den bomstærke Mand, saa pludselig og saa rasende, at han virkelig rev ham om paa Gulvet.
De tre andre stod lamslaaede og gjorde ikke saa meget som Mine til at ville lægge sig imellem. Sikes og Charley laa og brødes paa Gulvet. Charley lod til at være følesløs for alle de Slag, han fik, han bare borede og borede Hænderne ind mod Morderens Hjerte, mens han blev ved at raabe om Hjælp. De kæmpende var dog for ulige, til at Kampen kunde vare længe. Nu havde Sikes faaet Charley ned under sig og satte Knæet paa hans Strube. Men i det samme trak Toby ham bort med et Ryk og pegede ængstelig mod Vinduet. Lys blinkede nede fra Gaden, Stemmer raabte i Munden paa hverandre, over den nærmeste Bro klaprede og trampede utallige Fødder. Støjen kom nærmere og nærmere. Med ét blev der banket voldsomt paa Gadedøren, og en højrøstet Mumlen af forbitrede Stemmer slog op imod dem.
»Hjælp! Hjælp!« skreg Charley, saa det skingrede. »Han er her, han er her! Spræng Døren! — de lukker ikke op! — spræng Døren!«
»I Kongens Navn!« raabte en Stemme neden under. Straks efter kom den rasende Mumlen igen, og der huldrede Slag mod Gadedøren og mod de nederste Vindusskodder.
»Luk Døren op ind til Kammeret, at jeg kan faa spærret den Satans Skraalhals inde!« skreg Sikes, mens han slæbte af med Charley, saa let, som kunde han have været en Klud. »Gesvindt for Satan!« Han slængte Charley ind i det tilstødende Kammer, smak Døren i, drejede Nøglen om. »Holder Gadedøren?« spurgte han saa.
»Den er lukket med baade Slaa og Bolt,« mumlede Toby, der ligesom de andre to var fuldstændig fra det.
»Og Fyldingerne? Og Vinduerne?«
»Altsammen beslaaet med Jern.«
Sikes rev Vinduet op og truede ned ad Menneskemylderet: »Rejs ad Helvede til!« skreg han. »I kan skabe Jer, saa galt, I vil, — mig faar I ikke!«
Nede fra svaredes med et afsindigt Hyl. Nogle raabte, at man skulde stikke Ild paa Huset; andre brølte til Politibetjentene om at skyde Sikes; andre igen forlangte Stiger og Økser og løb frem og tilbage med Fakler, som for at lede efter disse Redskaber. Og de skraalte og skældte og handte og spærrede Vejen for Folk, der vilde frem. Et Par af de modigste søgte at klatre op ad Tagrenden eller ad Revner i Muren.
Sikes havde lukket Vinduet igen og var ligesom gyst tilbage. »Det var Højvande, da jeg kom,« sagde han; »skaf mig et Tov, et langt Tov! De er allesammen her omme paa Forsiden. Jeg kan lade mig dumpe ned i Graven og klare mig paa den Manér. Skaf mig et Tov, siger jeg! eller jeg slaar Panden i Smadder paa Jer alle tre og bag efter paa mig selv!«
De tre andre var maalløse af Skræk, de bare pegede hen et Sted, hvor der laa noget Tovværk. Sikes søgte sig hurtigt ud det længste og stærkeste Reb, og løb saa op paa Loftet.
Men i det Lukaf, hvor Charley var blevet indespærret, var der en ganske lille Luge, som vendte ud mod Graven. Ud ad den var Charley blevet ved at raabe ned, at Folk skulde passe paa Bagsiden af Huset. Saa da Morderen nu kom frem paa Taget, blev han øjeblikkelig set og hilst med høje Brøl. Derved blev Sværmen fra Forsiden gjort opmærksom og begyndte at strømme til.
Sikes havde med et Brædt spærret den Aabning i Taget, hvorigennem han var sluppet ud. Nu krøb han hen over Tagstenene og kiggede ned. Vandet var sunket, Graven laa fuld af Dynd!
Folkemængden havde tiet et Øjeblik, medens den søgte at gætte sig til, hvad Morderen havde i Sinde. Da den forstod hans Hensigt, opløftede den et Sejrs-Hyl, mod hvilket alle de tidligere Brøl havde været for en Hvisken at regne. Atter og atter lød delte Hyl fra Mængden nedenunder (der belystes fantastisk af brændende Fakler) samt fra alle dem, som var stimlet sammen paa Broerne over Graven eller i Vinduerne eller paa Tagene af Husene ovre paa den modsatte Side. Thi ogsaa dèr var Folk trængt ind, Ansigt ved Ansigt saa's overalt.
»De tager ham! Hurra!« skreg en Mand henne paa den nærmeste Bro. Og i den korte Pavse, der blev, efter at Hobens Hurraraab var døet hen, hørte man en gammel Herre raabe: »500 Kr. til den, som tager ham levende! Jeg bliver staaende her og betaler øjeblikkelig!«
I det samme blev der raabt, at nu havde de sprængt Gadedøren. Straks væltede Sværmen atter hen mod Forsiden af Huset; man puffedes og sloges for at komme frem og faa Morderen at se, naar Betjentene bragte ham ned. Under den voldsomme Trængsel kunde ingen høre Ørelyd for Skrig af dem, som blev trykket eller traadt, og for de forbitredes Raab. Et Øjeblik afledtes Opmærksomheden fra, hvad Morderen foretog sig oppe paa Taget.
Sikes havde ligget deroppe og krøbet sammen, helt fortumlet over Folkemængdens Glubskhed og over, at det syntes umuligt at slippe bort. Men i samme Nu, som Sværmen stimede om til Forsiden igen, tog han sig sammen. Det fik at gaa, som det kunde: selv om han skulde kvæles i Mudderet dernede, vilde han forsøge at lade sig glide ned og se at slippe væk i Mørket og Forvirringen! Han kunde høre, at Folk var trængt ind i Huset neden under ham, det gav ham dobbelt Kraft. I en Haandevending var han oppe ved Skorstenen, gjorde den ene Ende af Rebet forsvarligt fast om den, og lavede saa paa et Sekund og med baade Hænder og Tænder en Løkke i Rebets anden Ende. Han kunde fire sig saa langt ned, at han kun vilde være en tre Alen fra Graven. Sin Kniv havde han lukket op; han holdt den parat til at skære Rebet over — og lade sig falde.
Men i det samme han kastede Løkken over sit Hoved for at lade den glide ned under Armene (den gamle Herre ovre paa Broen raabte højt, at nu vilde Morderen til at fire sig ned!), i det samme skottede han pludselig urolig om bag sig, slog Hænderne sammen oppe over Hovedet og udstødte et frygteligt Skrig: »Øjnene! Øjnene!« vrælte han. Som ramt af Lynet trimlede han tilbage, tabte Ligevægten, væltede ud over Kanten af Taget. Løkken laa om hans Hals. Som en Pil skød han ned; Rebet strammedes, som var det en Buesnor. Han var faldet fra en Højde af 35 Fod. Et Ryk! — en krampagtig Sprællen! — saa hang han der, med den oplukkede Kniv i sin stivnede Haand.
Den gamle Skorsten rystede ved Rykket, men holdt. Morderens Lig dinglede ind mod Muren og ud igen. Oppe paa Taget kom en Hund til Syne og løb hylende frem og tilbage; saa samlede den sig til et Spring, og sprang ned paa den døde Mands Skuldre. Men den kunde ikke holde sig fast. Den faldt, vendte sig i Faldet, og knuste Hovedet mod en Sten nede i Graven.