Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 211-217

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

42.
Rævetampen kommer i Forlegenhed.

»Naa, saa det er Dem selv, der er Deres Ven?« spurgte Hr. Claypole, ogsaa kaldet Bolter, da han næste Dag indfandt sig hos Jøden. »Ja, jeg tænkte mig det nok.«

»Enhver af os er sin egen Ven, Kære,« svarede Fagin med sit sledskeste Grin. »Man er selv altid Numer Et.«

»Ha, ha, ha!« indrømmede Noah, »ja immer væk Numer Et!»

»Det vil sige,« fortsatte Fagin, som fandt det fornødent at udvikle Sætningen nærmere, »et lille Samfund som vort bliver jo et Slags Numer Ét for os alle. Vi er saadan afhængige af hverandre, at De ikke kan betragte Dem selv som Numer Ét, uden at De ogsaa maa betragte de andre unge Mennesker og mig — jeg siger: og mig — som Numer Ét!«

»Nej hør,« indskød Hr. Bolter, hos hvem Egenkærligheden var overordenlig stærkt udviklet, »De er en rar Mand, og jeg kan godt lide Dem: men saa hedt er Venskabet mellem os da heller ikke, at…«

Jøden strakte afværgende Hænderne ud og trak paa Skuldrene. »Tænk Dem om, tænk Dem om!« sagde han. »De har gjort noget, som var meget net, og dèt sætter jeg Pris paa Dem for; men det var nu alligevel noget, der let kan skaffe Dem det Halstørklæde paa, som er nemt nok at binde, men svært at løse — ja lige rent ud: Strikken!«

Hr. Bolter tog sig op til Halsen, som om hans Halstørklæde generede ham, og fremmumlede et »Ja«, der var betinget i Tonefaldet, men ubetinget efter Ordlyden.

»Ser De, Galgen, min Ven,« fortsatte Fagin, »er en ubehagelig Vejviser: den peger om et meget skarpt Hjørne, hvor mangen brav Karls Vandring hen ad den slagne Landevej pludselig er stoppet op. At holde Dem paa den slagne Landevej og borte fra Galgen — det maa være Numer Ét for Dem

»Ja naturligvis!… Men hvorfor snakker De om den Slags Ting?«

Jøden trak Øjenbrynene sammen. »Bare for at forklare Dem min Mening tydeligt« sagde han. »De er afhængig af mig, det er Deres Numer Ét, — og jeg er afhængig af Dem, hvis min lille Forretning skal trives, det er mit Numer Ét. Saadan holder Omsorgen for Numer Ét os sammen, og gør den ikke det, gaar vi allesammen til Grunde.«

»De er en durkdreven gammel Rad!« mumlede Bolter tankefuld.

Jøden følte tilfredsstillet, at hans Kløgt virkelig havde gjort Indtryk paa Rekruten, og for yderligere at styrke Hr. Bolters Respekt gav han ham en kort og noget farvet Oversigt over Arten og Omfanget af Forretningerne. »Den gensidige Tillid,« forklarede han videre, »er dèt, der holder mig oppe, selv under tunge Tab. Det er ikke længer siden end i Gaar Morges, at jeg mistede min bedste Medhjælper. Han blev … kaldt bort.«

»Døde han?«

»Naa-aa, — nej — fuldt saa galt var det jo ikke! Nej, han blev beskyldt for at ville have ryddet op i en Lomme, og saa fandt de en Sølvsnustobaksdaase hos ham, — hans egen, kære Ven, hans egen, for han snuste selv og satte Pris paa det. Sagen mod ham blev udsat til i Dag, de mente, de skulde kunne faa fat i Ejermanden til Daasen. Aak! han var over halvhundrede Sølv-Snustobaksdaaser værd, jeg gav dem gerne for at faa ham igen! Ham skulde De have kendt, min Ven; De skulde have kendt Rævetampen!«

»Det kan jeg vel komme til endnu?«

Jøden sukkede. »Tvivler om det!… Tja, skaffer de ikke nye Beviser imod ham, saa har vi ham vel igen om en 5—6 Uger. Men ellers … kommer han vist til at gøre en lang Rejse. De véd deroppe, hvad for en prægtig Gut Rævetampen er, de lader ham ganske bestemt ikke slippe billigere end med en Rejse!«

Efter Hr. Bolters Forlangende skulde Fagin til at forklare, hvad en »Rejse« var (nemlig det samme som Deportation paa Livstid). Men i det samme traadte ung Charley ind, med Hænderne i Bukselommerne og et komisk-fortvivlet Udtryk i Ansigtet. — »Det er forbi, Fagin!« meldte han.

»Hvad siger du?« spurgte Jøden med dirrende Læber.

»De har hittet den Kavaler, der har ejet Daasen, og endda et Par andre Vidner, Rævetampen faar fri Overfart!… Jeg maa have Sørgedragt, Fagin, og Flor om Hatten, naar jeg skal hen at sige ham Farvel. Nej, men at tænke sig! at Jack Dawkins — Rævetampen, — den durkdrevne Rævetamp kommer til at rejse for en lumpen Snustobaks-Daases Skyld! Om han endda havde plyndret en eller anden gammel Rigmand for alt, hvad han ejede! Saa var han rejst af som Gentleman og ikke som en gemen Lommetyv, uden Hæder og Værdighed! — —« Og opbragt og nedslaaet paa sin Vens Vegne kastede ung Charley sig ned paa den nærmest staaende Stol.

Fagin saa' vredt paa ham. »Hvad er det for noget Vrøvl, at han ingen Hæder og Værdighed faar?« vrissede han. »Har han maaske ikke altid været den dygtigste af Jer allesammen? Naa, hvad er der saa at flæbe for!«

»Jamen det kommer ikke til at staa i Forhøret!« indvendte ung Charley med en Stemme, der var hæs af Bedrøvelighed. »Ingen faar at vide hare Halvdelen af, hvad han har været! Han bliver maaske ikke engang nævnt i Aviserne!«

»Hæ, hæ, hæ!« fniste Jøden og rakte Charley sin højre Haand, medens han vendte sig om mod Bolter: »Der ser De, min Ven, hvor stolte de er af deres Kald! Er det ikke en ren Fornøielse? —« Saa klappede han ung Charley paa Skuldren. »Op med Hovedet, Charley!« sagde han, »det kommer altsammen for en Dag, altsammen! Alverden skal faa at vide, hvad for en Pokkers Fyr han var, — han vil selv vise den det! Tro du mig, han gør ikke sine gamle Kammerater og sin Lærer Skam! Han skal holde Tale, og vi andre skal læse det i Aviserne. Hvad du? saadan som han skal drille dem deroppe i Retten og tage dem fortroligt og gemytligt, — aah, sikke Løjer! sikke Løjer!«

Jøden havde snildt læmpet sig efter ung Charleys ejendommelige Natur. Før havde ung Charley nærmest betragtet den arresterede Rævetamp som et Offer, men nu opfattede han ham som Hoved-Aktøren i en sjælden og grinagtig Komedie. Han blev helt utaalmodig efter at det Øjeblik skulde komme, da hans hidtidige Kammerat kunde faa Lejlighed til at lægge sin Storhed for Dagen. Og da Jøden sagde noget om, at man maatte dog se at faa at vide, hvordan det gik i Retten i Dag, tilbød han øjeblikkelig at gaa.

Men det vilde Fagin dog ikke have. »Er du gal, min Ven, — synes du ikke, det er nok, jeg har mistet én af Jer?« udbrød han. »Tja (han rystede paa Hovedet) og selv kan jeg jo ikke godt — —!«

»Hvorfor sender De saa ikke den ny dèr?« spurgte Charley og pegede paa Noah. »Ham er der jo ingen, der kender.«

»Nej! — ja hvad siger De, min Ven?« sagde Fagin og saa' om paa Bolter.

Men Hr. Bolter virrede uvillig med Hovedet. »Nej mange Tak,« svarede han, »det hører ikke til mit Fag!«

»Hvad Fag har De givet ham?« spurgte Charley og mønstrede Noahs ranglede Krop med uforstilt Uvilje. »Det er maaske hans Fag at krybe i Skjul, naar det kniber, og at æde sig Skrutten fuld, naar der ingen Fare er?«

»Pas dig selv!« bruste Hr. Bolter op, »og vær ikke næsvis mod dine Overmænd, min Dreng! For det kunde du nemt komme snavs fra!«

Ung Charley lo saa voldsomt af denne overlegne Trusel, at det varede en Stund, før Fagin kunde faa lagt sig imellem og faa forklaret Hr. Boller, at han udsatte sig ikke for det aller ringeste ved at gaa op i Politiretten. Godt forklædt kunde han tværtimod aller sikrest færdes paa Politikammeret, eftersom ingen vilde falde paa at søge ham dèr. Disse og lignende Forestillinger samt endnu mere den hemmelige Frygt for Jøden bevægede omsider Bolter til (med et yderst fortrædeligt Ansigt) at paatage sig Ekspeditionen. Fagin udstyrede ham med en Fragtmands-Kittel, med Knæbukser, Gamascher, Filthat og Pisk, saa at han virkelig fuldstændig lignede en ranglet og kejtet Fragtkusk fra Landet. Derefter fik han en nøjagtig Beskrivelse af Rævetampen samt af hvad Vej han skulde gaa, og Charley fulgte ham saa gennem krogede og snavsede Gyder hen i Nærheden af Politistationen og lovede at vente paa ham, til han kom tilbage.

Noah havde faaet saa god Besked, at han slap ind i Politirets-Lokalet uden at være blevet standset og uden at have behovet at spørge sig for undervejs. En Mængde Mennesker var stuvet sammen i den mørke, beklumrede Sal. Foran Skranken stod i Øjeblikket et Par Fruentimmer, som nikkede til beundrende Veninder, medens Retsskriveren læste nogle Vidne-Forklaringer op. En Slutter stod i Nærheden af dem og gned sig tankefuld paa Næsen med en stor Nøgle. Nu og da maatte han dog afbryde denne Beskæftigelse for at paabyde Tilhørerne Tavshed eller for at tilraabe et Fruentimmer »Skaf den Unge ud!« naar Rettens Værdighed forstyrredes af nogle svage Vræl af et udsultet Pattebarn. Noah spejdede ivrigt rundt efter Rævetampen, men kunde ikke opdage nogen, paa hvem Beskrivelsen passede. Saa var imidlertid de to Fruentimmeres Sag færdig, og de blev ført ud, og straks efter viste sig en ny Arrestant. Dèt kunde umuligt være nogen anden end Rævetampen! Med de store Frakkeærmer som sædvanligt smøget op, med Hatten i højre Haand og den venstre Haand begravet i Bukselommen kom han slentrende foran Slutteren ind i Salen, med en aldeles ubeskrivelig, ligesom rullende Gang. Og i samme Øjeblik, som han tog Plads i de Anklagedes Boks, udbad han sig højrøstet Oplysning om, af hvad Grund man havde trukket ham ind i denne infame Bule.

»Hold Mund!« sagde Slutteren.

»Er jeg maaske ikke Englænder, hvad?« bralrede Rævetampen op. »Jeg holder paa mine borgerlige Friheder.«

»Ja du skal snart faa borgerlig Frihed, du!« svarede Slutteren: »et Hampereb om Halsen!«

»Vi skal faa at se, hvad Indenrigsministeren siger til saadant noget Bagas!« truede Rævetampen. »Naa men — halløj dèr! kan det snart blive til noget? Maaske Dommerne vilde være saa venlige at klare denne lille Historie og ikke opholde mig, medens de læser Aviser? For jeg har sat en Herre Stævne til et bestemt Klokkeslet, og kommer jeg ikke, saa gaar han sin Vej. Saa der kunde meget nemt blive Tale om et lille Erstatningssøgsmaal mod dem, der har været Skyld i, at jeg blev borte, hvadbehager?« — — Hvorefter Rævetampen bad Slutteren sige ham Navnene paa »de gamle Snudebiller«, der sad paa Dommerbænken, — hvilket i den Grad hidsede de nærmest staaende, at de lo næsten ligesaa ustyrligt, som ung Charley vilde have gjort, dersom han havde kunnet høre Spørgsmaalet.

»Stille derhenne!« tordnede Slutteren. Og henvendt til en af Dommerne, som i det samme spurgte, hvad for en Sag det var, forklarede han: »En Lommetyv, Hr. Assessor!«

»Har vi haft den Dreng før?« forhørte Dommeren sig.

»Nej, men han skulde have været her mange Gange. Han har været paa Spil allevegne. Jeg kender ham godt.«

»Hvadbehager? Sagde De, De kendte mig?« udbrød Rævetampen, som om han vilde slaa den Paastand fast. »Naa saaledes! det bliver Søgsmaal for Angreb paa mit gode Navn og Rygte.«

Igen lo Tilhørerne, og igen blev der paabudt Stilhed.

»Naa hvor er saa Vidnerne?« sagde Retsskriveren.

»Det er rigtigt!« faldt Rævetampen ind igen, »hvor er vidnerne? Det skulde more mig at se de Karle.«

Hans Ønske blev øjeblikkelig opfyldt. Thi først fremtraadte den Politibetjent, der havde anholdt ham, og afgav Forklaring. Og derefter mødte Ejermanden til Snustobaksdaasen og erklærede, at Daasen var hans; at han havde savnet den, straks som han kom ud af et Opløb, der havde været; at han i det samme havde set en ung Knægt fjerne sig skyndsomst fra ham; og at bemeldte unge Knægt var Arrestanten, som stod her.

»Har du noget at bemærke til Vidnet, Dreng?« spurgte Dommeren.

»Jeg anser det for under min Værdighed at indlade mig i Samtale med ham,« svarede Rævetampen.

»Har du i det hele taget noget at skulle have sagt?«

Rævetampen stod, som han ikke hørte. Saa puffede Slutteren til ham med Albuen: »Hører du ikke, Assessoren spørger, om du har noget, du skal have sagt?«

»Aa om Forladelse!« udbrød Rævetampen og saa' aandsfraværende op. »Var det til mig, De talte til, min Ven?«

Slutteren kunde ikke dy sig for at grine. »Nej aldrig i mine Dage har jeg set Magen til saadan en lille Bandit, Hr. Assessor,« mumlede han. »Naa! har du noget, du skulde have sagt, din Gavflab?«

»Nej,« erklærede Rævetampen, »ikke her. For det er skam en sløj Butik for Retfærdighed denne her, og desuden spiser min Sagfører i Dag Frokost henne hos Næstformanden i Tinget. Men paa et andet Sted skal baade jeg og han og forskellige andre ansete Folk af mine Venner tage Ordet, kan De tro, saa alle Snudetampene heroppe skal komme til at ønske, de aldrig var blevet født, eller at deres Tjenestefolk havde klynget dem op paa deres Hatteknager, før de gik ud i Morges. Jeg skal — —«

»Herut med ham! Beviserne er tilstrækkelige!« sagde Dommeren. Og Slutteren sagde: »Kom saa!«

»Ja nu kommer vi, nu kommer vi!« svarede Rævetampen og strøg sin Hat af med den flade Haand. »Ja det kan ikke nytte, Højstærede,« henvendte han sig til Dommerne, »at I ser saa forknytte ud, for jeg lader ikke Naade gaa for Ret. Det bliver en slem Historie for Jer, Kammerater, jeg vilde ikke være i jert Sted for meget godt. Ikke om I saa tiggede mig paa jeres Knæ, lod jeg mig nu sætte i Frihed, — færdig!«

Rævetampen for Retten.
Rævetampen for Retten.
Rævetampen for Retten.

Slutteren tog ham i Kraven og trak af med ham. Ude i Gaarden erklærede Rævetampen, at han agtede at lade sin Sag komme for i Rigsdagen, hvorefter han umaadelig tilfreds grinede Slutteren op i Ansigtet.

Da Noah Claypole havde set ham blive trukket bort, skyndte han sig tilbage til ung Charley, som dukkede frem fra et sikkert Skjul, saasnart han havde overtydet sig om, at ingen næsvis Person fulgte hans ny Bekendt i Hælene. Og de to skyndte sig nu at bringe Fagin den Oplivende Efterretning, at Rævetampen var optraadt over for Retten med megen Glans og havde indlagt sig den aller største Hæder og Ære.