Oliver Twist/39
39.
Et løjerligt Møde.
Det var heldigt for hende, at Sikes havde faaet Penge. Næste Dag havde han saa travlt med at spise og drikke og var overhovedet saa oprømt, at han hverken fik Stunder eller Lyst til at bekymre sig synderligt om hende. Hans skarpsynede Ven Jøden vilde utvivlsomt straks have opdaget, at Pigebarnet var nervøst og aandsfraværende som et Menneske, der efter lang Betænkning har besluttet sig til et halsbrækkende Skridt. Men Sikes var nu engang ikke saa kløgtigt anlagt, og han mærkede ingen Verdens Ting.
Hen imod Aften voksede og voksede imidlertid hendes Uro. Medens hun sad og ventede paa, at Sikes endelig skulde faa drukket sig i Søvn, blev hendes Kinder kridene hvide, og hendes Øjne luede i Feber. Sikes laa og halvdøsede og spædte Gang efter Gang sin Genever op med varmt Vand. Tilsidst, da han igen rakte Glasset overmod hende, kom han til at se paa hende. »Hvad i hede Helvede —?!« brummede han saa og rejste sig halvt over Ende og stirrede paa hende, »hvad er der i Vejen med dig? Du ser jo ud som et Lig, der er krøbet op af Graven!«
»Der er ingenting i Vejen«, svarede hun. »Hvad glor du saadan paa mig for?«
Han tog om hendes ene Arm og ruskede hende. »Hvad er det nu for Bajadsstreger? Hvad skal det sige? Hvad sidder du og tænker paa?«
Hun fo'r sammen, og trykkede saa de knyttede Hænder op mod Øjnene. »Paa saa mange Slags Ting, Bill,« svarede hun. »Men pyt! hvad gør saa dèt?!«
Hendes forcerede Lystighed lod til at gøre mere Indtryk paa ham, end det aandsfraværende og febersyge Blik hun for havde haft. — »Du har da vel aldrig i Sinde — —?« mumlede han. »Nej Kraft æde mig, det kunde du aldrig!«
»Hvad kunde jeg aldrig?«
Han saa' ufravendt paa hende, men talte som til sig selv. »Der er«, mumlede han, »ingen paalideligere og trofastere Tøs i hele Riget, ellers havde jeg for et Fjerdingaar siden skaaret Halsen over paa hende. Nej, hun har faaet Feberen, det er det, hun har!«
Saaledes beroliget drak han Glasset ud, og forlangte straks efter, med det behørige Antal Eder, sin Mikstur. Nancy rejste sig hurtigt, skænkede Miksturen op (men med Ryggen til ham), og holdt saa Skeen hen til hans Mund, medens han tog den.
»Naa,« brummede han, »tag saa og sæt dig her ved Siden af mig! Men tag og sæt dit eget Ansigt op, siger jeg dig, for ellers skal du se, jeg skal forandre det, saa du skal faa ondt ved at kunne kende det igen!«
Hun gjorde, som han sagde, og han tog om hendes Haand, lagde saa Hovedet ned paa Puden igen, og laa og stirrede paa hende. Hans Øjelaag faldt til, løftedes, faldt til igen, løftedes paany. Nu og da skiftede han urolig Stilling, og efter at han nogle Øjeblikke havde ligget og døset, vaagnede han med et Sæt og saa' sig forvirret og forskrækket omkring. Pludselig, ligesom han igen var faret op, tog Søvnen ham. Hans Haand slap Nancys, den gled ned paa Sengen, han laa halvvejs som en Død.
Nancy havde rejst sig. »Endelig virkede da Opiumen!« mumlede hun. »Men maaske det allerede er blevet for sent!«
Hurtig greb hun Hat og Sjal, saa' sig ængstelig om, som om hun til Trods for Sovedrikken ventede at føle Sikes' grove Haand tage hende om Armen, bøjede sig saa ned og kyssede ham paa Munden, aabnede og lukkede sagte Døren, og skyndte sig ned paa Gaden.
Vægteren raabte i det samme halv ti nede i Gyden, som hun skulde igennem.
»Er den meget over halv?« spurgte hun ham.
»Om et Kvarter slaar den hel,« svarede han og holdt sin Lygte op for hendes Ansigt.
»Aa!« mumlede hun hen for sig, medens hun løb videre, »og jeg kan aller tidligst være der om en Time!«
Mange Butiker var allerede lukkede. Hun fløj ben ad det smalle Fortov, albuede sig frem mellem dem, der gik, smuttede ind under Hestenes Hoveder, naar hun skulde skraa over de stærkt befærdede Gader. »Er Tøsen tosset?!« udbrød Folk og blev staaende og saa' efter hende. Efterhaanden, som hun nærmede sig sit Maal, blev dog Færdselen mindre. Her var kun faa Fodgængere, hun kunde mere uhindret komme frem. Og hun løb og løb. Indtil hun endelig stod udenfor sit Bestemmelsessted: et stort Hotel-garni i en rolig og stadselig Gade. Lige som hun standsede neden under den straalende Lygte over Indgangsporten, slog Klokken Elleve. Et Øjeblik nølede hun, om hun skulde gaa ind; men saa tog hun sig sammen og gjorde det. Portièr'en var ikke i sit Lukaf. Hun saa' sig raadvild om og gik hen imod Trappen.
»De dèr!« sagde en pyntet Pige, som stak Hovedet frem fra en Dør. »Hvor skal De hen?«
»Jeg skulde tale med en Dame, som bor her i Hotellet,« svarede Nancy. »En Frøken Maylie.«
Tjenestepigen, som imidlertid havde mønstret hende fra Top til Taa, saa' paa hende med et dydigt forarget Blik, og kaldte saa paa en Opvarter. For ham gentog Nancy sin Begæring.
»Hvad Navn skal jeg sige?« spurgte Opvarteren. »Og hvad Ærinde har De?«
»Vil De blot sige, at jeg maa tale med Frøkenen.«
»Nej den skal vi ikke have noget af!« svarede han og skubbede hende hen mod Udgangen. »Naa! se nu og pil af!«
»Ikke om De saa vil slæbe mig bort!« fo'r det ud at' Nancy. »Aa men er her da slet ingen (og hun saa' sig hjælpeløs om), der vil gøre mig den Tjeneste at gaa op og sige Besked?!«
Der var kommet nogle flere af Hotel-Personalet til. En Kok med et skikkeligt Ansigt fik Medlidenhed. »De kan jo dog sagtens gaa op, Johnny, og melde hende!« sagde han til Opvarteren.
»Hvad skulde det nytte?« lød Svaret. »Tror De, Frøken Maylie tager imod saadan én?«
Denne Hentydning til Nancys tvivlsomme Udseende pirrede vældigt op i fire Stuepigers dydige Forargelse. De erklærede helligt, at saadant et Kre'tur af en Tøs fortjente ikke bedre end at blive smidt paa Porten.
Men Nancy bad for sig »Bagefter kan I gøre ved mig, hvad I vil!« sagde hun til Mandfolkene. »Men for Gud den Almægtiges Skyld beder jeg Jer: gaa op og sig til Frk. Maylie, at her er et ungt Fruentimmer, som beder om at komme til at tale med hende under fire Øjne. Frøkenen vil straks af de første Ord kunne vide, om hun skal høre paa mig eller lade mig jage ned.«
Kokken med det skikkelige Ansigt tog igen Parti for hende. Og Enden blev, at Opvarteren Johnny løb ovenpaa og meldte hende.
Nancy stod bleg, næsten aandeløs, med dirrende Læber. Hun hørte kun halvt de nedsættende Bemærkninger, hvormed de dydige Stuepiger slog om sig. Bemærkningerne blev bitrere endnu, da Johnny kom tilbage og sagde, at Nancy kunde følge med. »Næh! det er saamænd ingen Nytte til at holde paa sig selv her i Verden!« erklærede første Stuepige krænket; og de tre andre stemmede i med, at det var »en Skandale!« Men Nancy agtede ikke derpaa. Rystende over hele Kroppen fulgte hun med op i et lille Forværelse, som oplystes af en Hængelampe. Her lod Opvarteren hende være alene.
Hun havde ødet sit Liv i Londons Gader og i dens usleste Kipper og Huller, og alligevel havde hun bevaret noget af Kvindens fine Natur. Da hun hørte lette Fodtrin nærme sig Døren og tænkte paa, hvilke himmelraabende Modsætninger dette lille Forværelse det næste Øjeblik skulde rumme, var det, som om Bevidstheden om hendes Skændsel vilde knuge hende til Jorden. Hun syntes, hun kunde ikke udholde at mødes med den, som hun selv havde bedt om en Sammenkomst. Men mod disse finere Følelser kæmpede saa igen Stoltheden, den Last, som de laveste og forvorpneste Væsner har fælles med de højeststaaende og selvretfærdigste. Denne Tyveknægtenes og Kæltringernes Kammerat, dette Udskud, der saa at sige førte sit Liv i Skyggen af Galgen, hun følte sig for »stolt« til blot med et Glimt at forraade sin kvindelige Følelse. Den var det eneste, der endnu forbandt hende med den ædlere Del af Menneskeheden, og den syntes hende en Svaghed!
Hun løftede Øjnene akkurat saa meget, saa hun kunde se, at den, der traadte ind, var en smuk og slank Pige. Saa tog hun Øjnene til sig igen, strømmede sig op til at slaa med Nakken, og sagde: »Det er svært at komme til at tale med Dem, Frøken. Hvis jeg var blevet stødt og var gaaet min Vej, som saa mangen anden vilde have gjort, saa var De engang kommet til at fortryde det, med god Grund!«
»Det gør mig ondt, hvis nogen har været uhøflig mod Dem,« svarede Frøken Rosa. »Men tænk nu ikke mer paa det, og sig mig, hvad det er, De vil tale med mig om!«
Den venlige Tone, den blide Stemme, det milde Væsen og saa dèt, at der var ikke Spor over Rosa af Hovmod eller Uvilje, — det altsammen ligefrem overrumplede Nancy. Hun brast pludselig i Graad.
»Aa Frøken, Frøken!« udbrød hun, og hun løftede Hænderne og slog dem lidenskabeligt sammen, »hvis der var mange som De, saa vilde der ikke være saa mange af den Slags som jeg, — nej, det vilde der ikke!«
»Sæt Dem!« sagde Rosa alvorligt. »Det gør mig ondt for Dem. Dersom De er fattig eller ulykkelig, saa vil det være mig en Glæde at hjælpe Dem, saa godt jeg kan. Sæt Dem nu!«
»Aa nej, lad mig staa, Frøken,« bad Nancy, stadig grædende, »og tal ikke saa venligt til mig, før De har faaet at vide, hvordan jeg er! … Men det bliver sent! — Er den Dør dèr lukket?«
»Ja,« svarede Rosa og traadte uvilkaarligt et Par Skridt tilbage, som for at være nærmere ved Hjælp, hvis hun skulde faa Brug for den … »Hvorfor græder De?«
»Jo… fordi jeg nu skal lægge mit eget og andres Liv i Deres Haand. Det var mig, der slæbte lille Oliver tilbage til gamle Fagin, Jøden, den Aften, da han kom bort fra Hr. Brownlows Hus.«
»Var det Dem?!« udbrød Rosa.
»Ja, Frøken, det var mig. Jeg er det Udskud, som De vel har hørt tale om, der lever sammen med Tyveknægte, og som aldrig — saa sandt hjælpe Gud mig! — lige saa langt tilbage jeg kan huske, har kendt til andet Slags Liv eller til bedre Ord, end som Kammeraterne har givet mig. Ja ryk De kun tilbage fra mig, Frøken! Jeg er yngre, end jeg ser ud til; men jeg er vant til det. Selv fattige Koner rykker sig af Vejen for mig, naar jeg presser mig frem paa Fortovene.«
»Aa hvor det er skrækkeligt!« mumlede Rosa. Og uden at hun vidste af det, rykkede hun endnu en Smule længere bort fra Nancy.
»Tak De Gud paa Deres Knæ, Frøken!« fortsatte Pigebarnet, »for at De har haft Familie, der har plejet og hæget om Dem i Deres Barndom, og for at De aldrig har været stødt ud mellem Kulde og Sult og Kiv og Drukkenskab og — det, som værre er, saadan som jeg har været det, næsten fra Vuggen af. Jo jeg kan godt bruge det Ord; for Gaden og Rendestenen var min Vugge, ligesom de vel engang bliver mit Dødsleje.«
»Hvor det gør mig ondt for Dem!« sagde Rosa, og hendes Stemme rystede. »Det skærer jo helt ind i Hjertet!«
»Gud velsigne Dem for Deres Godhed! De skulde bare vide, hvordan jeg undertiden er til Mode… Men — jeg har sneget mig væk fra nogen, som ganske sikkert vilde myrde mig, dersom de fik at vide, at jeg er gaaet hen at fortælle Dem, hvad jeg har hørt. Kender De en Mand, der hedder Monks?«
»Nej.«
»Da kender han dog Dem, og han véd, at De bor her. For det var ved at opsnappe, hvad han sagde, at jeg fik at vide, hvem De er og hvor De var.«
»Jeg har aldrig hørt hans Navn.«
»Naa, maaske han ogsaa gaar under et falsk Navn blandt os, det har jeg tit tænkt mig!… For nogen Tid siden, kort efter at Oliver var kommet i Huset hos Dem, kort efter Indbrudet, véd De, saa belurede jeg (for jeg havde faaet Mistanke til den Mand) en Samtale mellem ham og Fagin. Og deraf fik jeg at vide, at Monks — jeg mener den Mand, som jeg før spurgte Dem om —«
»Ja vist, ja vist, jeg forstaar!« indskød Rosa.
»— At Monks,« fortsatte Nancy, »tilfældigvis havde faaet Øje paa Oliver sammen med to af vore Drenge den Dag, da Oliver første Gang kom bort fra os, og saa havde han straks set, at Oliver var netop det Barn, som han havde søgt efter — jeg kunde ikke blive klog paa hvorfor. Og saa var der blevet gjort den Akkord med Fagin, at hvis han igen kunde faa fat i Oliver, skulde han faa en Sum Penge, og han skulde faa flere Penge endnu, hvis han saa fik gjort ham til Tyv: for det kunde Monks have Fordel af.«
»Men hvordan dèt?« spurgte Rosa.
»Han, Monks, opdagede min Skygge paa Væggen, bedst som jeg stod og lyttede for maaske at faa det at vide. Og der var nok ikke mange, der kunde have gjort mig det Kunststykke efter, at slippe fra det uden at blive nappet. Men det gjorde jeg. Og saa saa' jeg ham ikke igen før i Aftes.«
»Hvad skete der da?«
»Nu skal De høre, Frøken! I Aftes var han igen henne hos Fagin. Og de gik igen ovenpaa, og jeg hyllede mig saadan ind, saa denne Gang kunde min Skygge ikke forraade mig, og jeg listede bag efter og lyttede ved Døren. De første Ord, jeg hørte Monks sige, var: »Altsaa ligger nu de eneste Beviser for, hvem Drengen er, paa Bunden af Floden, og den gamle Heks, der havde hugget dem fra hans Moder, raadner op i sin Kiste!« Saa lo de og snakkede om, at det var et godt Kup. Men Monks blev ved at snakke om Drengen, og han snakkede sig hidsig og sagde, at ganske vist var han jo nu sikker nok paa den lille Satans Penge; men han havde dog heller set, det var gaaet paa den anden Maade, For sikken en Svir det kunde have været at vælte Faderens Testamente ved at faa jaget Drengen gennem alle Londons Fængsler og saa til sidst faa ham for Retten for én eller anden Forbrydelse, hvorpaa der stod Livsstraf. Og det kunde Fagin meget godt have gjort, og han vilde endda have tjent tykt paa det.«
»Men hvad er dog alt dèt?!« udbrød Rosa fortumlet.
»Sandhed, Frøken, skønt det er mig, der siger det!.... Og saa sagde Monks — med en Mængde Eder, som jeg er vant nok til, men som ikke er noget for Dem, — at det vilde være ham en Hjertens Lyst at faa Drengen taget af Dage, hvis han bare kunde gøre det uden at risikere sin egen Hals. Men da han ikke kunde dèt, saa vilde han nøjes med at holde Øje med ham altid, for naar han brugte hans Fødsel og hans Historie rigtig imod ham, saa kunde han maaske nok faa ødelagt hans Liv. »De kan bande paa, Fagin,« sagde han, »at skønt De jo er en topmaalt Jøde, saa har De dog aldrig sat saadanne Rævesakse ud, som jeg skal sætte for min lille Broder Oliver!«
»Hans Broder!« gentog Rosa og slog Hænderne sammen.
»Saadan sagde han,« bekræftede Nancy og saa' sig uvilkaarlig om, hvad hun forresten havde gjort, lige fra hun var begyndt at fortælle: thi hun havde hele Tiden en Følelse, som om nu kom Sikes! — »Og én Ting til! Han talte om Dem og om den anden Dame og sagde, at det var nok et Paafund af Himlen eller af Djævlen for at ærgre ham, at Oliver netop skulde falde i Deres Hænder. Men saa grinte han igen ondskabsfuldt og føjede til, at paa den anden Led var det alligevel Sjov. For, sagde han, hvor mange Tusender og hundred Tusender vilde ikke De give, hvis De havde dem, for at vide, hvem Deres tobenede Skødehund var.«
Rosa blev meget bleg. »De mener da ikke, at det var hans Alvor?« spurgte hun.
»Jo det kan De stole paa, det var,« forsikrede Nancy og nikkede ivrigt. »Han spøger ikke, naar han farer op. Jeg kender mange, der maaske gør værre Ting grad han; men jeg vil heller høre alle dem snakke om det ti Gange, end jeg vil høre Monks bare én eneste Gang! — Aa men det er blevet sent! Jeg maa se at slippe hjem, saa man ikke skal faa Mistanke om, hvad Ærinde jeg har været ude i. Nu maa jeg gaa!«
»Men hvad hjælper Deres Meddelelse mig, naar ikke De er her?!« sagde Rosa. »Og vil De virkelig gaa hjem? Hvor kan De dog have Lyst til at vende tilbage til Omgivelser, som De selv skildrer som saa forskrækkelige? Hvis De vil gentage Deres Forklaring for en Herre, som jeg øjeblikkelig kan kalde herind, saa skal De paa mindre end en halv Time blive bragt til et fuldstændig sikkert Sted.«
»Jamen jeg ønsker at komme hjem!« erklærede Nancy. »Jeg maa hjem igen, fordi — det er saa svært at sige det til saadan en uskyldig Dame som De! — fordi der er én blandt de Mandfolk, jeg fortalte Dem om — og det er den værste af dem alle, — som jeg ikke kan forlade — nej! ikke engang om jeg saa kunde blive udløst af det forfærdelige Liv!«
»Men alt, hvad De har gjort for Oliver, og alt hvad De nu har sagt mig, og hele Deres Væsen gør mig vis paa, at De staar til at redde! Aa jeg beder Dem,« Rosa foldede Hænderne, og Taarerne løb hende ned over Kinderne, »lad Dem røre af, hvad én af Deres eget Køn bønfalder Dem om! Hør efter mig! giv mig Lov til at hjælpe Dem!«
Nancy var sunket ned paa Knæ. »Kæreste, søde, velsignede Frøken,« mumlede hun, »De er den første, der nogensinde har glædet mig med saa milde Ord! Og havde jeg hørt dem for Aar siden, saa havde de maaske kaldt mig bort fra min sørgelige og syndefulde Levevis. Men nu (hun vred forpint sine Hænder) er det for sent! Nu kan jeg ikke mere forlade ham, — jeg kan ikke volde hans Død!«
»Hvordan skulde De ogsaa dèt?«
»Det blev umuligt at redde ham! Hvis jeg fortalte andre, hvad jeg har betroet Dem, og blev Skyld i, at man tog ham, saa maatte han ufejlbarlig dø! Han er den forvovneste af dem alle — og har gjort saa gruelige Ting!«
»Men hvor er det dog muligt,« udbrød Rosa, »at De for saadant et Menneskes Skyld kan opgive alt Haab for Fremtiden og Visheden om øjeblikkelig Hjælp? Det er jo Vanvid.«
»Ja det véd jeg ikke!« sagde Nancy, »jeg véd kun, at saadan er det, og saadan har ikke alene jeg det, men mange hundrede, der er ligesaa fordærvede og usle som jeg! Nu maa jeg gaa. Det er maaske en Guds Straf for alt det slette, jeg har gjort: men trods alt, hvad jeg har døjet af ham, er der noget, der trækker mig tilbage til ham, og jeg vilde gaa til ham, om jeg saa var ganske vis paa, at jeg en Dag maatte dø for hans Haand!«
»Hvad skal jeg dog stille op?!« jamrede Rosa. »Jeg tør jo ligefrem ikke lade Dem gaa!«
»Jo De tør, Frøken, og jeg véd ogsaa, at De gør det! De vil ikke hindre mig i at gaa, fordi jeg har stolet paa Deres Godhed og ikke (som jeg jo godt havde kunnet) har taget Løfte af Dem i Forvejen!«
»Men hvad nytter saa alt det, De har sagt mig?« blev Rosa ved. »Hvor skal det kunne gavne Oliver, som De jo dog vil hjælpe? Hvor kan jeg i det mindste træffe Dem, hvis det bliver nødvendigt? Ja jeg forlanger ikke at vide, hvor alle de skrækkelige Mennesker bor. Men kan jeg i det mindste ikke mødes med Dem igen, en bestemt Dag?«
»Vil De love mig, at min Hemmelighed skal blive bevaret, og at De vil komme alene, eller dog kun med den eneste Person, som De har raadført Dem med? og at saa ingen skal passe mig op eller følge efter mig?«
»Det lover jeg Dem!«
Nancy betænkte sig et Øjeblik. »Saa skal jeg hver Søndag Aften,« sagde hun, »fra 11 til Klokken slaar 12, være paa Londoner-Broen, saa fremt jeg da er i Live!« Og hun skyndte sig hen mod Døren.
»Aa nej vent! hør et Øjeblik endnu!« bad Rosa. »Betænk endnu en Gang Deres Stilling, og hvor nemt De nu kan slippe ud af den! Vil De virkelig gaa tilbage til Kæltringe-Banden og det skrækkelige Menneske, naar De med et eneste Ord kan redde Dem selv? Hvad er det dog for en Trolddom, som drager Dem hen i Synd og Elendighed? Er der ikke en eneste Streng i Deres Hjerte, som jeg kan røre ved, — er der ikke en Følelse, som jeg kan vække, saa den sætter sig op imod denne forfærdelige Forblindelse?!«
»Naar Damer, der er unge og smukke og milde som De, giver Deres Hjerte bort,« svarede Nancy roligt, »saa kan Kærligheden føre dem, hvorhen det skal være, — ja, ogsaa Dem! Og det endskønt de har Hjem og Venner og Beundrere og saa meget til at udfylde Livet med! Men naar Fruentimre som jeg, der ikke har andet sikkert Tag over Hovedet end Ligkistelaaget og ingen anden Bistand i Sygdom og Død end Vaagekonen paa Hospitalet, naar vi giver vort fordærvede Hjerte hen til en Mand og lader ham udfylde hele den Plads, som engang udfyldtes af Forældre og Hjem og Venner, eller som maaske har staaet tom hele vort usle Liv igennem: hvem tror De saa kan tænke paa at redde os? Beklag os, Frøken, — beklag os, fordi vi kun har én eneste af Kvindens Følelser tilbage, og fordi den Følelse, som skulde være vor Trøst og vor Stolthed, ved en forfærdelig Himlens Straf blot er blevet os en ny Kilde til Lidelser og til Mishandling!«
Rosa tav et Øjeblik. — »Men,« begyndte hun, saa igen, »tag i det mindste mod en Bagatel, saa at De — til vi ses igen — kan leve.... hæderligt!«
»Ikke en Øre!« svarede Nancy og slog afvisende ud med Haanden.
»Luk ikke Deres Hjerte for mig! Jeg vil saa gerne være Dem til Nytte!«
»Den største Nytte, De kunde gøre mig, Frøken,« brød det pludselig ud af Nancy, og hun vred sine Hænder, »det var, om De lige med det samme kunde skille mig af med mit Liv! For jeg har i denne korte Stund lidt mer ved at føle, hvem jeg er, end jeg har lidt nogensinde før. Det vilde allerede være en Trøst, om man vidste, man ikke skulde dø i det Helvede, hvor man har levet!… Gud velsigne Dem, kære Frøken, og skaffe Dem ligesaa megen Lykke, som jeg har skaffet mig selv Skændsel!«
Højt hulkende skyndte hun sig ud ad Døren, medens Rosa Maylie fortumlet sank ned paa en Stol og søgte at besinde sig ovenpaa denne forunderlige Samtale, der mere syntes som en Drøm end som Virkelighed.