Oliver Twist/20
20.
Oliver udleveres til Hr. Sikes.
Da Oliver vaagnede næste Morgen, stod der ved Siden af hans Seng et Par nye Sko med tykke, stærke Saaler. Først blev han glad, for han tænkte, at nu skulde han maaske slippe løs. Men alle den Slags Tanker forsvandt i en Fart, da han salte sig til at spise Frokost sammen med Jøden: thi Jøden fortalte ham, i et foruroligende Tonefald og med et foruroligende Minespil, at han om Aftenen skulde bringes hen til Bill Sikes.
»Er det, for at… jeg skal blive der?« spurgte Oliver angst.
»Nej, nej, min Ven, ikke for at blive der!« svarede Jøden. »Vi vil skam ikke af med dig, — vær du blot rolig, Oliver, du skal nok komme tilbage til os. Hæ hæ hæ, saa onde kan vi rigtignok ikke være, at vi skulde sende dig bort!« Og den Gamle, som stod bukket ned over Ilden og ristede en Skive Brød, drejede Hovedet og fniste som for at give Oliver at forstaa, at han vidste meget godt, han længtes efter at slippe bort.
»Jeg kan tænke,« føjede han saa til og saa' stivt paa Oliver, »at du gad gerne vide, hvorfor du skal hen til Bill, ikke sandt, min Ven?«
Oliver var blevet rød i Hovedet, da han mærkede, at Jøden havde læst i hans Tanker. Men han sagde nok saa rask, at det vilde han gærne.
Fagin svarede blot med et Spørgsmaal: »Ja, hvad tror du?«
»Det ved jeg saamænd ikke, Hr—.«
»Hm!« sagde Jøden og drejede Hovedet om mod Ilden, skuffet over, at Drengens Miner intet havde røbet ham, »ja vent du saa, til Bill selv siger dig det!« — Og han var tavs og vranten hele Dagen.
Om Aftenen, da han skulde til at gaa ud, satte han et Lys frem paa Bordet. »Du kan tænde det,« sagde han; »og her har du en Bog, som du kan læse i, til de kommer og henter dig. Godnat!«
»Godnat, Hr—,« svarede Oliver sagte.
Jøden gik hen til Døren, saa' saa over Skuldren om paa Drengen, blev pludselig staaende, og kaldte paa ham.
Oliver saa' op. Jøden pegede paa Lyset, at han skulde tænde det. Oliver gjorde det, og opdagede, at Jøden stod derhenne i den mørkere Del af Stuen og stirrede paa ham med rynket Pande.
»Tag dig nu i Vare, Oliver! tag dig i Vare!« sagde den Gamle og virrede advarende med højre Haand. »Han er en slem Mand og agter ikke Blod, naar hans eget er i Kog. Hvad der end kan ske, saa muk ikke, men gør, som han siger! Husk paa dèt!« Han lagde Eftertryk paa de sidste Ord, og hans Ansigt fortrak sig til et hæsligt Smil; saa nikkede han til Oliver, og gik.
Da Oliver var blevet ene, støttede han Hovedet i Haanden og grublede med bankende Hjerte over, hvad Jøden havde sagt. Han kunde ikke tænke sig noget som helst slemt eller slet Formaal, der skulde opnaas ved, at han blev sendt hen til Bill Sikes, og som ikke lige saa godt kunde opnaas, hvis han blev hos Fagin. Efter at han havde brudt sit Hoved længe, fik han endelig ud, at han skulde vistnok varte Sikes op, indtil man fandt en Dreng, der passede bedre dertil. Da han var saa vant til at lide og havde lidt saa meget, hvor han var, gjorde Udsigten til at skulle skifte Opholdssted ham ikke synderlig forknyt. Han sad nogle Øjeblik i Tanker, pudsede saa med et Suk Lyset, og satte sig til at læse i Bogen, som Jøden havde givet ham.
Først bare bladede han i den. Men saa var der et Sted, der vakte hans Opmærksomhed, og snart læste han spændt. Det var Historier om Stor-Forbryderes Oplevelser og om Forhørene over dem. Han blev kold af Skræk, medens han læste om alle de skrækkelige Misgerninger; Bogens tilsmudsede Blade syntes at plettes med Blod, Ordene, der stod, klang ham ind i Ørene, som om de hviskedes frem af de myrdedes Genfærd. Helt ude af sig selv af Angst smak han Bogen i og skød den fra sig. Og han kastede sig paa Knæ og tiggede Gud om, at han aldrig maatte komme til at begaa noget saa rædselsfuldt, langt, langt hellere vilde han dø straks. Lidt efter lidt faldt der saa mere Ro over ham. Med sagte og brudt Røst bad han, at Gud vilde fri ham ud af den Fare, han var i, og hvis der var Bistand og Hjælp for en stakkels forstødt Dreng, som aldrig havde kendt til Families og Venners Kærlighed, at den da maatte blive ham til Del nu, hvor han, forladt og fortvivlet, stod mutters ene midt iblandt Forvorpenhed og Synd.
Han havde endt sin Bøn, men laa endnu med Hænderne for Ansigtet, da en raslende Lyd skræmte ham. »Hvad er dèt?« raabte han og sprang op, og saa', at der stod en Skikkelse henne ved Døren. »Hvem er det?«
»Det er — bare mig!« svarede en skælvende Stemme.
Han holdt Lyset op over sit Hoved og stirrede hen mod Døren. Det var Nancy.
»Sæt det Lys!« sagde hun og vendte Ansigtet bort. »Det skær' mig i Øjnene.«
Oliver havde set, at hun var meget bleg; han spurgte deltagende, om hun var syg. Hun lod sig falde ned paa en Stol, med Ryggen til ham, og vred Hænderne, men svarede ikke.
»Gud forlade mig!« mumlede hun lidt efter: »Jeg havde aldrig tænkt mig alt dèt!«
»Er der tilstødt dig noget?« spurgte Oliver. »Kan jeg ikke hjælpe dig? Sig mig det, — jeg vil saa gærne, hvis jeg kan!«
Hun rokkede fra den ene Side til den anden, tog sig om Struben, gispede og snappede efter Vejret og gav en underlig gurglende Lyd fra sig.
»Nancy dog! hvad er der?« skreg Oliver.
Hun slog sig med begge Hænder paa Knæene, stampede i Gulvet, holdt saa pludselig op, trak Shavlet tæt om sig og gøs af Kulde. — Oliver kradsede op i Ilden. Saa rykkede hun sin Stol hen til den, sad en Stund tavs, men løftede saa Hovedet og saa' sig om.
»Jeg véd ikke selv, hvad der stikker mig undertiden,« sagde hun og lod, som hun fik travlt med at rette paa sin Dragt. »Det kommer sagtens af, at her er saa skident og klamt herinde. — Naa, lille Nolly, er du saa parat?«
»Skal jeg følge med dig?« spurgte Oliver.
»Ja,« svarede hun, »jeg kommer fra Bill og skal hente dig.«
»Til hvad?«
»Til hvad?« Hun saa' op, men tog Øjnene til sig igen, lige i det samme de mødte Olivers. »Naa! ikke til noget slemt.«
»Jeg tror dig ikke,« sagde Oliver, han havde lagt nøje Mærke til hende.
»Som du vil!« svarede hun og tvang sig til at le: »Altsaa: ikke til noget godt da!«
Oliver forstod, at han havde en Slags Magt over det bedste i Nancy, og han tænkte et Øjeblik paa at appellere til hendes Medlidenhed med hans ulykkelige Stilling. Men i det samme faldt det ham ind, at Klokken var kun 11: der var mange Folk paa Gaden endnu, og i al Fald nogle af dem vilde dog sikkert tro ham. Lige saasnart den Tanke var faret ham gennem Hovedet, traadte han et Par Skridt frem og sagde næsten ivrigt, at han var færdig til at gaa.
Nancy havde lagt Mærke til, at han betænkte sig. Mens han talte, saa' hun stivt paa ham, og sendte ham saa et Blik, der tydeligt viste, at hun havde gennemskuet ham.
»Hys!« sagde hun, og saa' hurtigt hen mod Døren og pegede paa den, idet hun bøjede sig ned til Oliver. »Du kan ingenting stille op. Jeg har gjort mig megen Ulejlighed for din Skyld, men til ingen Nytte. Der bliver passet paa dig hvert Sekund, og om du i det hele taget skal kunne slippe herfra, saa er Øjeblikket der ikke endnu!«
Hun talte saa indtrængende, at Oliver forbavset saa' op. Det var vist sandt, som hun sagde: for hun var bleg og bevæget og rystede virkelig.
»Jeg har én Gang frelst dig fra at blive mishandlet, og jeg skal gøre det igen, og jeg gør det nu!« tilføjede hun højt. »For de, der var kommen efter dig, hvis ikke jeg var gaaet, vilde have faret værre frem imod dig. Jeg har indestaaet for, at du vilde være rolig og stille: er du det ikke, saa skader du bare baade dig selv og mig, du bliver maaske Skyld i min Død. Se her, hvad jeg har døjet for din Skyld, saa sandt Gud ser, at jeg viser dig det!« — Hun pegede flygtigt paa nogle blaa Pletter, som hun havde paa Halsen og Armene, og tilføjede i rivende Hast: »Husk dèt, og lad mig ikke lige nu komme til at døje mer for din Skyld! Hvis jeg kunde, saa hjalp jeg dig, men jeg kan ikke. De har ikke i Sinde at gøre dig Fortræd, og det, som de sætter dig til, falder ikke paa dig! Tys! hvert Ord, du siger, er saa godt som et Slag for mig! Saa — tag mig saa i Haanden! — gesvindt!«
Hun greb den Haand, som han rent mekanisk rakte hende, pustede Lyset ud, og trak ham ned ad Trappen efter sig. Gadedøren blev hastigt lukket op af En, som han i Mødet ikke kunde se, og lige saa hastigt lukket efter dem. Udenfor holdt en Droske og ventede: med samme febrilske Heftighed som den, hvormed Nancy før havde talt, skubbede hun Oliver ind i den og steg selv ind. Kusken ventede ikke paa Besked, men satte øjeblikkelig sin Hest i skarpt Trav.
Nancy blev ved at holde fast paa Olivers Haand og gentog hviskende sine Advarsler og Forsikringer. Og alt var gaaet saa gesvindt og saa overraskende, at han knap vidste af sig selv at sige, før Vognen allerede holdt udenfor det Hus, som Jøden havde gæstet den foregaaende Aften. Et Nu flakkede Olivers Blik ned gennem den øde Gyde, og et Raab om Hjælp var ved at trænge sig op i hans Mund. Men Nancys Stemme lød i hans Øren, den besvor ham saa fortvivlet om at huske paa hende, at han havde ikke Hjerte til at raabe. Og mens han betænkte sig, gik Lejligheden tabt: for han var allerede inde i Huset, Gadedøren var lukket efter ham.
»Denne Vej!« sagde Nancy og slap først nu hans Haand. »Bill!«
»Halløj!« svarede Sikes og kom frem med et tændt Lys oppe paa Trappe-Afsatsen. »Det var jo svært præcis! Kom saa op!«
Af en Mand af Hr. Sikes' Temperament var dette en meget stor Anerkendelse og en usædvanlig hjertelig Velkomst. Nancy lod ogsaa til at blive glad og nikkede fornøjet op.
»Hunden gik hjem med Tom,« forklarede Sikes, mens han stod og lyste for dem. »Den vilde bare have været til Ulejlighed.«
»Ja naturlig,« svarede Nancy.
»Naa,« fortsatte Sikes, da de var kommet ind i Stuen, og han lukkede Døren, »du fik altsaa Hvalpen! Fulgte han roligt med?«
»Som et Lam.«
»Glæder mig — for hans lille Kadavers Skyld!« erklærede Sikes og saa' bistert paa Oliver. »Kom her, Dreng, og lad mig holde en Præken for dig, det er lige saa godt, vi faar det overstaaet med det samme! Og han tog Huen af Oliver og kastede den hen i en Krog, satte sig paa Stolen henne ved Bordet, og greb med begge Hænder om Skuldrene paa Oliver og stillede ham ret foran sig.
»Se nu aller først, — véd du, hvad dette her er for en?« spurgte han og tog en lille Pistol, der laa paa Bordet.
Jo, sagde Oliver.
»Vel! se saa her! Dette her er Krudt, — og dette her er en Kugle, — og dette her er en lille Stump af en gammel Hat til Forladning!« Sikes ladede Pistolen yderst omstændeligt og omhyggeligt.« Ser du, nu er den ladt!«
»Ja jeg ser dette svarede Oliver, skælvende.
»Vel!« Og Indbrudstyven greb pludselig om Haandledet paa Oliver og satte Pistolmundingen saa tæt op mod hans Tinding, at Drengen ikke kunde bare sig for at give et lille Skrig fra sig: »dersom du nu siger et eneste Kvæk, naar du er kommet ud med mig, undtagen naar jeg først har talt til dig, saa har du i selv samme Sekund hele Ladningen i Skallen paa dig. Saa hvis du skulde faa Lyst til at snakke uden Forlov, er det bedst, du beder dit Fadervor forinden. Efter hvad jeg véd, er der ingen, der vilde spørge synderligt efter dig, om du blev ekspederet væk: saa naar jeg gør mig alt dette Helvedes Mas med at forklare dig Tingene, saa er det for din egen Skyld… Forstaar du mig?«
»Meningen er kort og godt den,« sagde Nancy indtrængende, og hun saa' truende paa Oliver som for at formane ham til at lægge nøje Mærke til hvert Ord, »at hvis han kommer dig paa tvers ved den Historie, du har for, saa — for at han ikke skal sludre af Skole — skyder du ham en Kugle gennem Hovedet og risikerer selv at komme til at dingle for det, saadan som du har risikeret det ved saa mangfoldige andre Forretninger hver evige Maaned i dit Liv.«
»Rigtigt!« erklærede Sikes bifaldende. »Fruentimmer kan altid klare en Sag fra sig i de færrest mulige Ord, undtagen naar de ryger op, for saa tværer de den ud. Naa og nu, da han vèd Besked, lad os saa faa nogen Aftensmad, saa tager vi bagefter en Skraber, til vi skal afsted.«
Maaske den nære Udsigt til at komme i Virksomhed opildnede Sikes. Vist er det, at han blev meget livlig og lystig, tyllede et Krus Porter i sig i ét Drag og brugte, efter et løseligt Overslag, ikke mer end en fire Snes Eder under Maaltidet. Da de havde spist (man forstaar nok, at Oliver havde ingen større Appetit), drak han et Par Glas Whisky og Vand, lovede udførligt Nancy al Landsens Ulykker, hvis hun ikke vækkede dem paa Slaget 5, og smed sig saa paa Sengen. Oliver fik Ordre til at lægge sig, paaklædt, paa en Matras paa Gulvet. Men Nancy kradsede op i Ilden og satte sig hen foran den, hun skulde jo passe paa at kunne vække dem til bestemt Klokkeslet.
Oliver laa længe vaagen, han tænkte, at Nancy vilde maaske benytte Lejligheden til igen at hviske ham en eller anden Advarsel i Øret. Men hun blev siddende tankefuld derhenne ved Ilden og rørte sig ikke, undtagen for nu og da at pudse Lyset. Træt af Angst og Vaagen faldt han saa tilsidst i Søvn. Da han vaagnede, stod der The-Tøj paa Bordet; Sikes gik og puttede noget ned i Lommerne paa en Overfrakke, der hang over Stoleryggen, medens Nancy lavede Morgenmad. Det var ikke Dag endnu, Lyset stod og brændte, udenfor var det mørkt. Regn piskede mod Ruderne, Himlen syntes overtrukken og sort.
»Naada!« brummede Sikes, da Oliver rejste sig op, »den er halv seks! Rub dig, hvis du vil have Mad, det er allerede sent nok!«
I en Fart fik Oliver vadsket sig og spiste en Smule og svarede saa paa et vrantent Spørgsmaal af Sikes, at han var færdig. Nancy bandt ham (næsten uden at se paa ham) et Tørklæde om Halsen, og Sikes gav ham et stort, grovt Slag til at kaste om sig. Efter at han havde knappet dette Slag om Skuldrene, rakte han Haanden ud. Sikes blev staaende et Øjeblik, viste ham med en bister Mine, at han havde Pistolen i Sidelommen paa sin Overfrakke, greb saa fast om hans Haand, sagde Farvel til Nancy, og trak af med ham.
Henne ved Døren saa' Oliver sig om; han haabede at faa et Blik af Nancy. Men hun havde igen sat sig hen foran Ilden, og hun ikke saa meget som rørte sig.