Oliver Twist/17
17.
En Mand fører Vidnesbyrd i London.
Nede i den By, hvor Oliver var blevet født, kom Hr. Bumble en tidlig Morgenstund ud ad Fattighusets Port og vandrede værdig og ærefrygtsindgydende op ad Hovedgaden. Han var i al sin kommunale Pragt; Frakken og den trekantede Hat lyste i Morgensolen, kraftigt og selvbevidst sluttede hans Haand om Spanskrørsstokken. Altid bar han sit Hoved højt, men i Dag bar han det usædvanligt højt: der var en Ophøjethed i hans Mine og en Aandsfraværenhed i hans Blik, som passende burde have varskoet opmærksomme Iagttagere om, at i den kommunale Opsynsmands Hoved rørte sig Tanker, som var for mægtige til at kunne klædes i Ord. Saaledes skred han forbi de Smaahandlende og andet Godtfolk, der hilste ham ærbødigt, idet han kun besvarede deres Hilsen ved at slaa ud med Haanden. Og han standsede ikke sin værdige Gang, før han var naa't over til hin Filialanstalt. hvor Madam Mann opfostrede Fattigbørn med kommunal Barmhjertighed.
»Saa! der har vi den Tværdriver igen!« udbrød Madam Mann, da hun hørte den velbekendte, utaalmodige Rykken i Havelaagen. »Det er ogsaa en Tid at komme rendende her paa! — Nej, Hr. Bumble, er det Dem?! Hvor det glæder mig at se Dem! Kom dog inden for, Hr. Bumble, kom dog inden for!«
De første Sætninger havde været henvendt til Tjenestepigen, Henrykkelses-Udbrudene derimod henvendte Madamen til Hr. Bumble, medens hun ærbødigt og opmærksomt lukkede Havelaagen op og førte ham ind i Stuen. — »Jeg haaber da, De befinder Dem vel, Hr. Bumble?«
»Saa la-la, Madam Mann, saa la-la!« svarede han og lod sig sindigt og værdigt synke ned i en Lænestol. »En kommenal Embedsmand danser ikke altid paa Roser! Det kommenale Liv, Madam,« tilføjede han og trommede med Spanskrørsstokken paa Bordpladen, »har fuldt op af Bryderi og Besvær og Forfølgelser. Men naar man nu engang er en offenlig Personlighed, om jeg saa maa sige, saa maa man jo finde sig i at blive forfulgt.«
Madam Mann forstod ikke rigtigt, hvad Opsynsmanden mente, hvorfor hun indskrænkede sig til at løfte Hænderne mod Himlen, sætte et medfølende Ansigt op og sukke.
»Ja, Madam Mann, De maa nok sukke!« erklærede Bumble tilfredsstillet og kvalte et selvbehageligt Smil ved at laane den trekantede Hat et strængt Øjekast. »Jeg gaar til London, Madam Mann!«
»Jøsses dog, Hr. Bumble!« udbrød Madamen perpleks.
»Til London, Madam Mann!« gentog den ubøjelige Opsynsmand; »med Diligencen. Jeg og saa to Fattiglemmer, Madam Mann. Der er kommet Strid om Forsørgelsespligten, og Direktionen har udvalgt mig — mig, Madam Mann, — til at afgøre Sagen med Øvrigheden derinde. Jeg skulde tage meget fejl,« tilføjede han og rettede sig i Stolen, »om ikke Øvrigheden derinde kommer slemt i Suppedasen, inden den bliver færdig med mig.«
»Nu maa De heller ikke være for stræng imod den, Hr. Bumble!« bad Madamen indsmigrende.
»Det er dens egen Skyld, Madam Mannie svarede Bumble. »Hvis Øvrigheden derinde slipper værre fra det, end den maaske havde tænkt, saa kan den takke sig selv for det!«
Der var saa megen hensynsløs Fasthed i Hr. Bumbles truende Tone, at Madamen lod til at blive rent betuttet. Endelig sagde hun: »Gaar De med Diligencen, Hr. Bumble? Jeg troede, de plejede at sende Fattiglemmerne med Fragtvognen?«
»Nej, det er kun, naar de er syge og det er Regnvejr, saa lader vi dem gaa med aaben Vogn, for at de ikke skal forkøle sig. Disse her to tager den ny Diligence med til halv Pris!… Naa men« (Hr. Bumbles Blik var tilfældigt igen faldet paa hans trekantede Hat) »lad os nu ikke glemme vore Forretninger, Madam Mann! Her er Deres kommenale Løn for denne Maaned.«
Han tog Sølvpenge og et Stykke Papir frem af sin Tegnebog, udbad sig og fik Kvittering, og spurgte saa, hvordan Børnene havde det.
»Aa Gud velsigne de søde Unger !« svarede Madamen, »de har det saa godt, som de kan. Det vil sige, med Undtagelse af de to, der døde forgangen Uge, og saa lille Dick.«
»Er det ikke bedre med ham endnu?« spurgte Bumble krænket. »Det er dog ogsaa en nederdrægtigt ondskabsfuld kommenal Dreng! Hvor er han?«
Dick blev omsider fundet, og efter at han havde været under Posten og var blevet tørt med Madam Manns Forklæde, blev han stedet for Bumbles strænge Aasyn. Han var bleg og udtæret, Kinderne indfaldne, Øjnene store og klare.
»Hvad er der i Vejen med dig, du kommenale Dick?« spurgte Bumble med sømmelig Lystighed.
»Ingenting, Herre,« svarede Drengen sagte. »Jeg vilde blot gerne have —«
»Hvadbehager?« faldt Madamen ind, »vil du paastaa, at du ikke faar, hvad du trænger til? Saadant et nederdrægtigt, infamt…!«
»Stille, Madam Mann, stille!« sagde Bumble og løftede myndigt Haanden. »Hvad var det, du gerne vilde have, Dreng?«
»Jeg vilde gerne have,« forklarede Barnet, »at En, som forstaar at skrive, skulde sætte noget op for mig paa et Stykke Papir, der kunde blive sendt til Oliver Twist, naar jeg er død. Der skulde staa, at jeg tidt har grædt ved at tænke paa, at han saadan maatte flakke om i de mørke Nætter uden at have noget Tilhold. Og saa vilde jeg ogsaa gerne fortælle ham, at jeg er glad ved, at jeg skal dø, mens jeg er lille: for hvis jeg havde levet, til jeg var blevet stor, saa vilde maaske min lille Søster oppe i Himlen slet ikke have kunnet kende mig igen, naar hun saa' mig.«
Hr. Bumble mønstrede i ubeskrivelig Forbavselse den lille Dick fra Top til Taa, og vendte sig saa om til Madam Mann: »Der har vi Historien igen!« sagde han, »det er denne nederdrægtige Oliver, der har ødelagt alle Børnene! Det maa meldes til Direktionen!… Tag ham væk,« tilføjede han og pegede paa lille Dick, »jeg kan ikke holde ud at se paa ham!«
Dick blev øjeblikkelig ført ud og spærret inde i Kulkælderen. Lidt efter vandrede Hr. Bumble tilbage til Fattighuset.
Men næste Morgen Kl. 6 tog Hr. Bumble en rund Hat i Stedet for den trekantede, indhyllede sin Person i en blaa Kavaj med Slag, og anbragte sig paa Diligencens Yderpladser sammen med de to forbryderiske Fattiglemmer. I deres Selskab ankom han rigtigt til London, uden at have lidt andre Ubehageligheder undervejs, end at de forhærdede Fattiglemmer uopdragent sad og rystede og klagede over, at de frøs. Han skilte sig nu hurtigt af med disse ildesindede Personer, satte sig til Bords i Gæstgiverstedet, og indtog en beskeden Middag, bestaaende af Steg, Østers og Porter. Derefter flyttede han sin Genevertoddy hen paa Kamingesimsen, rykkede sin Stol derhen, fortabte sig i nogle moralske Betragtninger over, hvorfor saa mange Mennesker dog altid skulde give ondt af sig og være misfornøjede, og gav sig endelig, sindigt og velbehageligt, til at se i Avisen. Men det aller første, hans Blik faldt paa, var følgende Bekendtgørelse:
Da en lille Dreng ved Navn Oliver Twist i Torsdags Aftes er gaaet eller blevet lokket bort fra sit Hjem i Pentonville og ikke siden har været til at opspørge, udloves ovennævnte Sum til den, som giver saadanne Oplysninger, at nævnte Oliver Twist kan blive fundet eller at man erholder nærmere Besked om hans tidligere Liv.
Derefter fulgte en nøjagtig Beskrivelse af Olivers Udseende, Paaklædning og Forsvinden, samt Hr. Brownlows fulde Navn og Adresse.
Bumble spærrede Øjnene op, læste tre Gange Bekendtgørelsen langsomt og opmærksomt igennem, og var knap fem Minuter efter paa Vej ud til Pentonville. I sin Ophidselse havde han endog ganske glemt Genever-Toddyen.
»Er Hr. Brownlow hjemme?« spurgte han Pigen, som lukkede op.
Pigen gav det ikke usædvanlige, noget undvigende Svar: »Jeg véd ikke, — hvem skal jeg melde?« Men næppe havde Bumble til Forklaring af sit Ærinde nævnt Olivers Navn, før Madam Bedwin, der havde staaet og lyttet med Dagligstudøren paa Klem, kom farende ud i Gangen: »Værsaagod, værsaagod!« sagde hun og græd af Sindsbevægelse. »Jeg vidste jo nok, at vi maatte høre fra den lille Stakkel! Aa Gud velsigne ham! det er jo dèt, jeg hele Tiden har sagt!«
Pigen kom tilbage og viste Hr. Bumble ind idet lille Studereværelse, hvor Hr. Brownlow og hans Ven Grimwig sad, med Karaffe og Glas foran sig paa Bordet. Hr. Grimwig mønstrede skarpt den Nyankomne, og udbrød saa pludselig:
»En Opsynsmand, en kommunal Opsynsmand! eller jeg vil æde mit eget Hoved!«
»Saa! forstyr ham nu ikke!« bad Hr. Brownlow. »Værsaagod og sæt Dem!«
Hr. Bumble satte sig, noget betuttet over Hr. Grimwigs løjerlige Opførsel. Hr. Brownlow flyttede Lampen lidt, saa han bedre kunde se sin Gæst, og spurgte en Smule utaalmodigt: »Naa, De kommer altsaa i Anledning af det Avertissement, jeg har indrykket?«
»Og De er kommunal Opsynsmand, ikke sandt?« tilføjede Hr. Grimwig.
»Jo, Højstærede, jeg er kommenal Opsynsmand!« svarede Bumble værdigt.
Hr. Brownlow virrede med Hovedet, for at bede sin Ven tie stille, og spurgte igen Bumble: »De vèd altsaa, hvor den stakkels Dreng er?«
»Nej, det véd jeg ikke!« erklærede Hr. Bumble.
»Ikke det? Men hvad véd De da? Tal, tal, bedste Mand, hvis De har noget at fortælle! Hvad véd De?«
»De véd maaske ingentíng?« spurgte Hr. Grimwig spydigt, efter at han nøje havde gransket Opsynsmandens Ansigt.
Hr. Bumble rynkede majestætisk Pande, lagde Hatten fra sig, knappede sin Kavaj op, bøjede Hovedet dybsindigt, og begyndte endelig at fortælle. Meddelt med hans egne Ord vilde Historien falde noget langtrukken, for han brugte en Snes Minuter til at berette den. Men det væsenlige Indhold var: at Oliver var et Hittebarn, født af usle og lastefulde Forældre, at han lige fra Fødslen havde være lumsk og utaknemlig og ondskabsfuld, at han havde sluttet sin korte Tilværelse paa Fødestedet med et lumpent og blodtørstigt Anfald paa en uskyldig Kammerat, og at han derpaa ved Nattetid var løbet bort fra sin Mester. Til Bevis for, at Bumble selv var den Person, som han udgav sig for, fremlagde han sine Papirer, og afventede nu, med Armene overkors over Brystet, Hr. Brownlows Svar.
»Ja,« sagde den gamle Herre bedrøvet, da han havde set Papirerne igennem, »det er vel desværre kun altfor rigtigt!« Han betalte Bumble den udlovede Belønning. »Det er ikke meget for Deres Ulejlighed,« sagde han; »jeg vilde gerne have givet det tredobbelte for glædeligere Oplysninger om Oliver.«
Det er ikke ganske umuligt, at dersom Hr. Bumble havde vidst dèt lidt tidligere, saa havde han sat en helt anden Kulør paa sin Historie. Men nu var det jo desværre for sent! Altsaa rystede han beklagende paa Hovedet, stak de 100 Kr. i Lommen, og marscherede af.
Hr. Brownlow gik en Stund op og ned ad Gulvet. Han var øjensynligt saa forknyttet over Opsynsmandens Beretning, at selv Hr. Grimwig ikke nænnede at plage ham. Pludselig gik han saa hen og trak heftigt i Klokkestrengen. Husbestyrerinden kom ind.
»Madam Bedwin,« sagde han, »Drengen — Oliver — var en Slyngel!«
»Men hvor kan De sige, Hr., hvor kan De dog sige?!« indvendte hun energisk.
»De hører jo, at jeg siger, han var det!« svarede Hr. Brownlow skarpt. »Vi har faaet en Beretning om ham lige fra hans Fødsel: han har været en rigtig lille Slubbert alle sine Dage!«
»Det faar De mig aldrig til at tro, Hr.« svarede Madam Bedwin. — »Jeg véd, hvordan Børn er, og det har jeg vidst i over fyrretyve Aar. Men Folk, som ikke kan sige det samme, skulde heller lade være at snakke med, det er min Mening!«
Dette skulde være et Hib til Hr. Grimwig, der var Pebersvend. Da det imidlertid kun fik Hr. Grimwig til at sætte et lille haansk Smil op, virrede Madam Bedwin med Hovedet og glattede iltert paa sit Forklæde og vilde til at fare yderligere løs…
Men saa afskar Hr. Brownlow hende Ordet. »Maa jeg be'e!« sagde han og lod, som han blev vred. »Jeg ønsker aldrig mer at høre den Drengs Navn nævnet, det var dèt, jeg ringede for at sige Dem. Har De forstaaet mig: aldrig, ikke under noget som helst Paaskud!… Ja saa kan De gerne gaa igen, Madam Bedwin!«
Den Nat var der Bedrøvelse i Hr. Brownlows Hus. Oliver blev tung om Hjertet, saa ofte som han tænkte paa sine milde, kære Venner; men havde han anet, hvad de nu havde faaet at vide, saa vilde hans Hjerte være bristet.