Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 2

by Salomon Soldin

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn

Tyvende Aargang. No. 2.

---

Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin.

---

Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne

---

Tirsdagen den 7 Januari 1823.

---

Noget Mere om og imod det Forslag, at Fæstesystemet maatte ophæves.

(Slutning; see No. 105 for 1822.)

Mit Svar kunde være sluttet med det Foregaaende; dog maae jeg tillade mig, endnu at tilføje nogle Bemærkninger angaaende en af Indsenderens Paastande - denne nemlig, at man naar man ønsker Fæstesystemet vedligeholdt, fordi det er til Gavn for en saa vigtig Classe af Statens Borgere, som Fæstebønderne udgjøre, med samme Grund kunde ønske Lotteriet vedligeholdt, fordi det er til Gavn for dem, som vinde deri. Her er dog den Forskjel, at der i Lotteriet ingen kan vinde, uden at andre eo ipfo tabe, hvorimod det Gode, som bemeldte Classe af Statens Borgere nyder ved Fæstesystemet, bliver dem til Deel, uden Tab for andre; thi hvad Jordbrotterne mueligen kunde vinde, naar den Indskrænkning i Eiendomsretten, hvormed deres Bøndergods er bleven dem overdraget, tilligemed Fæstesystemet bortfaldt, vil man dog vel ikke ansee som Tab for disse. Man maatte jo ellers med samme Grund kunne beregne sig alt det som Tab, hvad man ønsker at besidde, men ikke virkeligen besidder. Hvad Indsenderen siger om, at enhver, hvad Stand eller Classe han end hører til, bør kunne trøste sig ved den Forvisning, at Statsbestyrelsen har ogsaa hans Vel for Øine, og ikke vil tillade sig at fremme andres Gavn paa hans Bekostning, er jeg fuldkommen enig med ham i, og grunder herpaa det Haab, at det Gode, som Fæstesystemet fra Arilds Tid har sikkret en saa vigtig og agtværdig Stand i Borgersamfundet, ikke vil blive den berøvet for de Fordeles Skyld, som andre ved en forandret Indretning mueligen kunde have Udsigt til at vinde.

---

Saavidt mit Svar paa de Indsigelser, der i Kjøbenhavns Skilderie bleve gjorte imod det, jeg tidligere i samme Blad lod indrykke til Gjendrivelse af det Forslag, at Bøndergaardes Bortforpagtning paa visse Aar og efter fri Cantracter maatte tillades. Da nu Hr. Kammerraad Drewsen i hans Afhandling i Landeconomiske Tidender 5te Binds 1ste Hefte, har Characteriseret disse mine Øjendrivelser som Misforstaaelser, saasom de var byggede paa Forudsætning af en Tingenes Orden, der, naar Godseierne engang fik Raadighed over deres Bøndergods, neppe vilde eller kunde finde Sted, saa kan jeg ikke forbigaae at gjøre nogle Bemærkninger over dette hans Omdømme saavelsom de øvrige Ideer og Meningsyttringer, forbemeldte hans Afhandling indeholder.

Enten Hr. Kammerraad Drewsen har havt Ret eller Uret i at betragte de Indvendinger, som Misforstaaelser, jeg i Kjøbenhavns Skilderie har rettet imod hiint Forslag, at Fæstesystemet burde afskaffes, og Bøndergaardes Bortforpagtning paa visse Aar tillades, dette vil beroe paa Afgjørelsen af det Spørgsmaal, enten den Tingenes Orden, jeg har tænkt mig som Følge af hiint Forslags Udførelse, eller den Hr. D. har forestillet sig som saadan, rimeligere maa formodes at ville indtræde? Hr. D. antager, at Følgerne af den nuværende Fæsteindretnings Ophævelse ingenlund vilde indskrænke sig dertil, at Godseierne bortforpagtede deres Gaarde paa Aaremaal istedetfor nu paa Livstid, hvilket han endog tilstaaer, paa adskillige Maader kunde blive dem ufordeelagtigere end det nuværende Fæste, men at hist og her et større eller mindre Antal af Bøndergaarde vilde sammenslaaes, og at saaledes en Deel store Avlsgaarde vilde fremstaae, og mange Huse med Jord ved deres Side, og at vore nuværende Bønder lidt efter lidt vilde forvandles til Parcellister, der betalte Leien af deres paa flere Aar dem tilforpagtede Huse og Jorder, samt Skatterne af disse sidste med tre Dages Arbeide ugentligen paa den Hovedgaard, de vare underlagde. Jeg derimod tilstaaer gjerne at være blandt de Kortsynede, som Hr. D. siger ikke engang have anet disse Følger af Fæsteindretningens Ophævelse, han med saa megen Bestemthed forudsiger, tilstaaer gjerne, at have tænkt mig vore Bøndergaarde, omtrent som de nu ere, som oftest bortforpagtede paa overspændte Vilkaar, der vilde have Forpagternes Ødelæggelse til Følge; Hoveriet, som nu er bestemt, forøget ved mange vilkaarlige Paafund og Tilsætninger; Bønderne, som nu have Boepæl og Ophold paa Livstid, omflakkende fra et Sted til et andet, mange af disse, foruslede og forarmede at blive det Offentlige til Byrde; Jorderne, som saa tidt skiftede Brugere, den ene fattigere og daarligere end den anden og hvoraf desuden ingen havde synderligen Motiver at anvende noget paa deres Forbedring, udpinede og forringede, - alt dette tilstaaer jeg gjerne at have tænkt mig omtrent som den Tingenes Orden, der vilde indtræde, dersom Fæstesystemet ophæves.

Det vil nu komme an paa, hvilken af disse Forudsætninger der er den rigtigere, og jeg vil heri ingenlunde foregribe Læserens Dom; imidlertid troet jeg vist, at flere end jeg allene ville finde det usandsynligt, at ret mange Godseiere vilde benytte den attractive frie Raadighed over deres Bøndergods, om samme skulde blive dem tilstaaet, paa den Maade som Hr. D. har antaget vilde skee, nemlig til af sammenlagte Bøndergaarde at oprette store Avlsgaarde med et større eller mindre Antal af smaae Parceller omkring Opførelsen af de betydelige Bygninger, der udfordredes til at drive Gaarde paa 4 … 500 Tønder Land, saavelsom af de Huse paa hine Parceller, vore nuværende Bønderfamilier skulde beboe og dyrke, Tilveiebringelse af den fornødne Besætning paa hine Gaarde, ligesom ogsaa de nye Opmaalinger eller Omdelinger af Jord, der i saa Fald bleve nødvendige, vilde medrage saadanne Bekostninger, som vist faa Godseiere havde Evne, og endnu færre Lyst til at udrede, om de ned havde Evne; allermindst de, der med betydelige Bekostninger engang have udskiftet deres Bøndergods, og ladet Gaarde udflytte, hvilket jo, ifald hine eller lignende Operationer skulde foretages, gandske og aldeles var spildt Arbeide. Skeete nu ikke det, som Hr. D. formener vilde skee, hvad andet kan da antages at ville blive Tilfældet end det, hvoraf jeg har fremstillet de rimeligviis indtrædende Følger som Skadelige og fordærvelige?

Men om nu ogsaa Tingene virkeligen kom i den Gang, Hr. D. antager de vilde komme i, dersom Godseierne fik fri Raadighed over deres Bøndergods, om der af sammenlagte Bøndergaarde opstod store Avlsgaarde, med en Deel smaa Parceller ved Siden, mon dette vilde bringe Godseierne, Bondestanden og Staten de Fordele, som Hr. D. deraf lover sig? Jeg for min Deel troet det neppe. For det første vilde maaskee Staten endda have større Vanskelige ved at faae sine Skatter ind, end den nu hav, aldenstund Erfaringen lærer, at Bønderne, i det mindste paa mange Steder, betale deres Skatter bedre end Godseierne, og at disse sidste have svære Restancer, saavel af egne, som af Bøndernes til dem indbetalte Skatter. At Godseierne vilde have lettere ved at betale Skatterne, naar de selv skulde udrede disse af en stor Deel af deres Bønderjord, end nu, da de for denne sidste bliver contant indbetalt til dem, lader sig neppe tænke. Man vil uden Tvivl beraabe sig paa den større Indtægt, Godseierne paa denne Maade vilde have af deres Bønderjorder. Jeg maa tilstaae, jeg finder dette noget tvivlsomt. Skulde slige Avlsgaarde, der, vel at mærke, vilde bestaae af Jorder, der ikke allene være tiendepligtige, men ogsaa behæftede med de øvrige paa ufrit Hartkorn hvilende Byrder, bortforpagtes, hvilket vel som oftest blev Tilfældet, da vilde der vist ikke kunne svares ret meget i Afgift af dem. Mig ere flere Tilfælde bekjendte, hvor Gaarde med fri Hovedgaardstart, men uden Hoverie, er bleven bortforpagtet for en aarlig Afgift, der ikke var større, end havd Tienden, der oppebæres til samme, Aar om andet kunde anslaaes til; at altsaa Gaarden med fine Jorder, for sig selv alene, ikke ydede Eieren nogen Indtægt. I det mindste vilde, i Tider som de nærværende, Indtægten af forommeldte Avlsgaarde kun blive ubetydelig. Desuden kunde man med Føie ogsaa finde det betænkeligt, at Staten skulde lade de Præstationer og Bidrag beroe paa een Mand, som tilforn Mange vare om at udrede; thi om denne Ene blev uformuende dertil, vilde dette give en langt føleligere Standsning, end om een eller nogle af hine Mange blev tilbage med sin Andeel. Om de Skatter, der skulde svares af slig en Avlsgaard, de Friægter, det Veiarbejde, den skulde præstere, de Communeafgivter, den skulde udbrede, formedelst Eierens Uformuenhed, udeblev, vilde dette ikke, paa vedkommende Steder, for at bruge en almindelig Talemaade, gjøre en langt større Brøk i Regningen, end om een af de 12 Fæstebønder, af hvis sammenlagte Gaarde hiin fremstod, havde paadraget sig en Restance, som maaskee endda sieldnere vilde blive Tilfældet? Man tale kun ikke saa foragteligen om, hvad Fæstebønderne kunne præstere og udrette; naar alt kommer til alt, turde maaskee det, som disse skulle skatte og yde, indkomme rigtigere, end fra de fleste andre Steder. At en Bonde kan rede for sig, ved Hjelp af den samlede Stilling, han kan gjøre ud af en selvtillagt Hest, han hvert andet Aar sælger, eller af de Grise, en frugtbar So aarligen bringer ham, dette skulde Forfatteren ikke lade saa haant om, som han har gjort Pag. 8, og allermindst deraf uddrage den Slutning, at Bonden nok kan sammenholde, men ikke erhverve. Er da den Skilling, som Bonden tager af Kreature, han med tilhørlig Røgt og Pleie har opelsket, ikke ogsaa erhvervet? Og kan et saadant Tillæg af Heste, som hvert andet Aar kan afgive een til Salg, eller en So, som yngler et Par Gange om Aaret, helst naar Grise ere i en høj Priis, med Hensyn til Bondens Kaar og Stilling, ansees for en saadan Ubetydelighed, som Hr. D., med en Slags fornem Medlidenhed, undres over, at en Bonde kan hutle sig igjennem med?

Hvad nu endeligen den Lykke angaaer, hvortil vore Bønder, paa deres Børns og Efterkommeres Vegne, skulde glæde sig, om Fæsteindretningen ophævedes, da skal jeg ikke nægte, at jeg for min Deel ikke finder den misundelsesværdig. Fra en Tilstand, i hvilken man seer sig og Sine Bopæl og Ophold sikkret paa Livstid, at gaae over til et ustadigt og omflakkende Liv, hvor man har Haab om, at den Flid og de Omkostninger, man anvender paa sine Jorders Forbedring, kan komme En selv eller Ens Børn tilgode, at gaae over til en saadan hvor man netop derved forbereder sig tungere Vilkaar; fra en Tilstand, i hvilken pligtmæssige Arbeider og Præstationer een for alle Gange kjendes, og ere nøje bestemte, at gaa over til en saadan, hvor disse fra Tid til anden vilkaarligen kunne forandres og forøges; fra at være selvstændig og bosat Borger i Staten, at blive en Mellemting af precair Eristens (Hr. D. siger selv, at hans Parcellister skulle være Hjul i Maskinen, men ikke fremtræde som selvstændige Væsener) - hvo der vil kalde dette en lykkelig Forandring, vil nok ikke finde mange, som heri ere enige med ham. Man prøve at foreslaae en fornuftig og dygtig Fæstebonde, at forlade sin nuværende Stilling, og at træde ind i en saadan, som de før omtalte Parcellister skulde befinde sig i, mon han ikke vilde takke Gud for det, han har, og bede om at være fri for det andet? Og om endda Bondens Kaar og Tilstand som Parcellist, paa den af Hr. D. foreslaaede Maade, var taalelig, hvo er Borgen for, den allevegne vilde blive saaledes? Kunde ikke Godseierne, ved den Concurrence, som gjerne finder Sted, naar Steder at være paa ere ledige, istedetfor hine tre Dages Arbeide, hvormed Leien af Huus og Jord, og Skatterne af denne sidste, skulde betales, udbetinget sig saa meget Arbeide, saadanne Afgifter og Præstationer, baade i Penge og Naturalier, som slige Parcellister eller Forpagtere nok paatage sig, men i Tiden ikke kunde udrede? Mon de ikke paa mange Steder bleve til rene Slaver, og det gamle Livegenskab, eller dog noget, der ikke var stort bedre end dette, føres tilbage?

---

Dette er min Anskuelse af fri Forpagtning og dens nærmeste Følger, i Modsætning af den, Hr. Kammerraad Drewsen i Landeconomiske Tidender har meddeelt. Hvo der interesserer sig for Sagen, han prøve nu, og dømme, og beholde det Gode.

• H. A. Brolund, Sognepræst til Svindinge i Fyen.

---

• Opfordring til S. T. Herr Justitsraad, Postmester Løwe, i Anledning af hans Svar til Forfatteren af det formeentlig ikke uvigtige Ønske om den offentlige Befordrings Forbedring, i Skilderiet No. 104.

Naar Herr Justitsraad Løwe vil behage, i et roligt og passende Sprog, at oplyse og bevise, i hvilken Henseende mit Ønske om den offentlige Befordrings Forbedring, i Skilderiet No. 101, bør ansees at være, som Herr Justitsraaden udtrykker sig, "en ufuldstændig, ufuldkommen, uoverlagt og umoden Idee", samt, hvad det er "for neppe begyndt Bedre", hvis Fremme mit Ønske om den offentlige Befordrings Forbedring skulle have hindret, ligesom og paa hvad Grund Herr Justitsraaden spotter over, at jeg med den ’rbødighed, der skyldes de Mænd, H. M. Kongen har sat i Spidsen for Befordringsvæsenet, har indstillet mit Forslag til Sammes gunstige Opmærksomhed; saa skal jeg ufortøvet udførlig og nøiagtigt udvikle Grundene til mit af Herr Justitsraaden saa bittert og haanligt agrebne Forslag, hvis de ikke allerede skulde ligge tydelige nok i Forslaget selv. Jeg benægter imidlertid aldeles, at jeg ved det omhandlede Forslag paa nogen Maade har villet ringeagte eller forkaste de Bestræbelser, der er skeete til at fremme Indretninger i den henseende, som i Europa's største Stater (alt efter Herr Justitsraadens egne Ord) skal have naaet den højeste Fuldkommenhed, men ønsker gjerne at vide, hvor denne højeste Fuldkommenhed i Befordringsvæsenet er opnaaet, og paa hvad Grund de kunne hædres med dette navn.

---

I anledning af Viborger Samlers senest Anførte om Skole-Programmerne, maatte jeg, til Gjensvar derpaa, tilføje, at Rector Taubers Program ikke er citeret, fordi han formeentes at være Rector, hvilket jeg vel veed, han da ikke var; men fordi jeg ansaae det deri Afhandlede, som en vigtig Gjenstand for de Herrer Rectorernes forventende Programmer fra Jylland, da disse Skolers fausta & infausta ere mindre bekjendte end de øvrige danske Skolers. Naar jeg deri vedbliver Ønsket om at de maatte skrives paa Latin saa skeer dette, fordi jeg troet at det Publikum, der skal finde disse Efterretninger for underholdende, nærmest maae være Studerende eller Lærde, der følgelig maae kunne det latinske Sprog som deres Modersmaal. Det vil desuden give vedkommende Herre en behagelig Leilighed til at vise det lærde Publikum, at Worms og Fibligers classiske Latin endnu herligen trives i vore lærde Skoler, ikke allene i de Hovedstaden nære, men og i de fjernere Provindser.

---

Indenlandske Efterretninger.

• I aaret 1822 have i Søe-Etatens Hospital i Nyboder 1163 nydt Cuur og Pleie; af disse ere 1061 udgaaede som restituerede og 54 døde, tilsammen 1115; igjen tilbage i Hospitalet ved Aarets Udgang 48. I Stiftelsen er født 7 Børn.

• Hr. Justitsraad Winkel-Horn har, til Lettelse ved Beregninger med Tal, udarbeidet en arithmetisk Lommebog, der indeholder 3 Tabeller, og en Forerindring om deres Indretning, Brug og Anvendelse. Skriftet vil blive 6 Ark stort i Octavformat, og Subskriptionen staaer aaben til Udgangen af Februari Maaned d. A. Prisen for Subskribenterne bliver 20 Rbs. Arket, men skulde Skriftet overstige 6 Ark, betale de dog ikke mere derfor end 7 Mk. 8 S. Der kan og subskriberes paa Tab. 1 særskilt. For denne, med Anvisning til dens Brug og Anvendelse, betales, under eet, 4 Mf. 8 Sk. Subskriptionen modtages hos alle Boghandlere paa Børsen, og hos Forfatteren i Norgesgade (Bredgaden) No. 174 B.

• Gaarden No. 241 i Aabenraa er solgt ved Auction for 3000 Rbdlr. Sølv. Den var assureret for 10,000 Rbdlr. Sølv.

---

Blandede Efterretninger

• I en Bedømmelse over Lord Byrons Sørgespil i Quarterly Review findes følgende korte, men mærkelige Characteristik af Shakespear: Hvilken ædel Række af Characterer, hvilken Frihed for Maneer og Egoisme findes der hos ham! Hvor meget synes han at have studeret Naturen! Hvor lidet at have tænkt paa sig selv; hvor sjeldent at have gjentaget eller skuet tilbage paa sine egne, endog heldigste Opfindelser! Hvorfor skulde han det ogsaa? Naturen var stedse aaben og uudtømmelig for ham, og den Friskhed og Afvexling, der end henrykke hans Læsere, maae have havt en bestandig tiltrækkende Kraft for ham selv. Tag Hamlet f. Ex., hvilken Character er her! - hvor fuld af Tanke og Fiinhed og Phantasie og Individualitet! Hvor uendelig i Kraft, i Form og Bevægelse, hvor udtryksfuld og beundringsværdig! Universets Skjønhed, Skabningernes Mønster. Men luk Stykket, og vi møde den aldrig mere - hverken i Forfatterens egne Værker, eller ellers nogensteds. En almindelig Forfatter, der havde opfundet en saadan Character, vilde draget den frem ved enhver Leilighed, og slidt den til Laser. Sir John Fallstaff er en Verden af Vittighed og Lune i sig selv. Men undtager man de to Dele af Henrik IV., saa vilde man ikke have fundet mere Spor til et saadant Væsen, dersom der ikke var blevet Forfatteren paalagt, at fortsætte samme i de lystige Henseende Benedict, eller Mercution, eller Sir Toby Bulach eller nogen anden af samme Forfatters vittige Personer - heller ikke ligne de hverandre indbyrdes. Othello er een af Skuepladsens meest paafaldene og kraftigste Opfindelser. Men naar Stykket er ude, høre vi intet mere til ham. Digterens Skabning kommer ligesaalidet mere til Live igjen under et opdigtet Navn, som den virkelige Mand vilde gjort det. Lord Byron vilde, i Shakespears Sted, befolket Verden med sorte Othellor. Hvilke Kjendemærker paa une er der i de tidligere Stykker! Hvilke Spor af ham i noget af dem, han skrev siden? Intet. Det kunde være skrevet af hver Anden, saalidet kjender han dertil. Han vender aldrig en eneste Gang tilbage mere til det uhyre Hav af Sorg, men har overladt den til sig selv, uden Kyst og Nærmelsessted. Hvo kunde ellers ikke havt Lyst til at drukne Scenen med Taarer af en saadan Kilde?

Slavehandel

I Europa holder man Auctioner over Heste, Qvæg og livløse Ting - i America over Mennesker, rigtig nok af Farve sorte, men dog af samme Kjød og Blod som de hvide. Længe ere Negerslaverne blevne af Europæerne betragtede som Kjøbmandsgods. For kun at nævne eet Exempel af mange, ville vi anføre hiin engelske Skibscapitain Luke Collingwood, der, førende Skibet Long, 1783 lod kaste 132 Negere overbord, under det Paaskud, at hans Mandskab kunde komme til at mangle færsk Vand. Da han kom hjem med sit tomme Skib, fordrede Skibsejerne af Assurandeurerne de druknede Slavers fulde Værdie. Der opstod en Proces, hvorved den græsselige Historie kom til offentlig Kundskab. Den ædle Britte Granwille Sharp Esq. fremtraadte og anklagede Collingwood som Morder; men han kunde ikke formaae Dommerne til at betragte Sagen fra den Synspunkt. Den blev regnet blandt Søskader og man stred ene om, enten Rhederne, eller Assurandeurerne skulde bære Tabet. Aug. Billard siger i sin for ikke længe siden udkomne Reise til Isle de France og Øen Bourbon: Noget særdeles Modbydeligt har Slavernes Salg ved offentlig Auction blandt Efterladenskaber. Den hele Flok gaaer sørgmodigen op og ned i Gaarden, hvor Auctionarius sidder, og den ene efter den anden opraabes, og begabes af de Tilstedeværende. Er det en liden Sort, saa maa han staae op paa en Stoel eller et Bord. 100 Pjastre! 120 Pjastre! hører man raabe. Den Sorte smiler med Velbehag, naar den Bydende er en god Herre, men er han bekjendt som en Tyran, er han fra et meget langt bortliggende Qvarteer, saa har den stakkels Neger Ondt ved at skjule sin ’rgrelse. Imidlertid er Loven dog saa menneskelig, at den har bestemt, at Børn under syv Aar ei maa skilles fra deres Mødre. Manden bryder man sig ikke om at skille fra Konen. Rigtig nok gifte de sig uden Ceremonie, men det giver dog Anledning til hjertetræffende Optrin. Ofte er den, der kjøber Manden, og saa menneskekjerlig, at gjøre en Opoffrelse, og kjøbe Konen tillige.(Fortsættes No. 4.)

J. J. Rousseau.

Formey yttrede engang i sit Skrift: "en Borgers Erindringer", at J. J. Rousseau vilde ikke meget overleve det Aarhundrede, hvori han fødtes. Endnu er den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede ikke forløbet, og allerede er der i samme udkommet fem nye Oplag af de rousseauske Værker, ei at tale om de mange særskilte Aftryk og Udgaver af enkelte af hans Arbeider. Medens der over denne berømte Mands Skrifter og Levnet allerede er skrevet saa mange Bøger, at de allene udgjøre et betydeligt Bibliothek, har man nu ogsaa faaet et af to Bind bestaaende nyt Værk: Histoire de la vie et des ouvrages de J, J, Rousseau, hvis Forfatter er V. P. Musset-Pathay. Man seer heraf, at det gaaer med de literaire Spaadomme, som med de Dietmarske: naar man spaaer en mild Vinter, faaer man sædvanligen en stræng, og naar man spaaer en stræng, faaer man en mild. Forf. erklærer sig for en ivrig tilhænger og Befordrer af J. J. Rousseaus Skrifter og hans Person. Han paatog sig det møisommelige Kald, at gennemlæse, eller rettere studere, alle de Skrifter, der ere skrevne om ham, og Frugten af hans Grandskninger vare, at Beundringen over Rousseaus Skrifter opstod derved, at man læste dem uden Mellemrum, som et sammenhængende Heelt, og Utilbøjeligheden mod ham, fordi man kjender hans Personlighed kun stykkeviis af de mange Skrifter, hans Venner have udgivet angaaende ham. Intet, siger Forf., lignede min Forundring, ved at finde Mangel af Oprigtighed paa den ene Side, og falske Anskuelser og Fordom paa den anden; hos alle uden Undtagelse Lidenskabens eller Vildfarelsens Sprog; her Unøiagtighed i de anførte Kjendsgerninger, løse Gisninger; hist Forandringer i Citaterne, ugrundede Forudsætninger, falske Fortolkninger, overalt vrange Meninger. Forf. har deelt sit Værk i 4 Afdelinger, og i Begyndelsen fulgt Rousseaus berømte Selvbekjendelser (som ogsaa haves paa Dansk, men i en just ikke heldig Oversættelse). I den første Bog af disse Bekjendelser findes Ytringer, der caracterisere dem paa en mærkværdig Maade. "Jeg begynder et Foretagende, siger R., som aldrig har havt sin Mage, og hvis Udførelse ikke vil finde nogen Efterligner. Jeg vil vise mine Lige et Menneske i hele sin Naturs Sandhed; og dette Menneske skal være mig. - Mig selv. Jeg føler mit Hjerte og jeg kjender Menneskene. Jeg er ikke skabt som nogen af dem, jeg har seet; jeg vover at troe, ikke at være skabt som nogen af dem, der ere til. Hvis jeg ikke er bedre, er jeg i det mindste anderledes. Om Naturen har gjort vel eller ilde i at sønderbryde Formen, den støbte mig i, er noget man ikke kan dømme om, førend man har læst mig. - Lad Dommedagens Basun lyde, naar den vil; jeg skal møde; med denne Bog i Haanden skal jeg fremstille mig for den højeste Dommer." - Nærværende Forf. tilstaaer, at denne Deel af hans Værk ofte har sat ham i Forlegenhed. Det er vanskeligt at tale til Forsvar for en Beskyldt, der anklagede sig selv for de største Forbrydelser, om hvilke ingen tilforn har vidst noget. Skriftens Rec. i Gdtt. Ang. Sept. 1822, mener, "at denne Forlegenhed forsvinder, naar man betragter hine berømte Bekjendelser, ikke som virkelige Actstykker, men som Productet af en syg Indbildningskraft. Adskillige engelske Philosopher have villet tilskrive hvert Menneske en vis Grad af Galskab, der kun ved visse Foranledninger, og i forskjellige Graduationer yttret sig." (Nærværende Anmelder erindrer, at have hørt Dr. Gall, paa de Forelæsninger han holdt i Kjøbenhavn, sige: wir sind ja alle nicht recht gescheid, men han havde ogsaa Grund dertil, naar han saae, hvor blindt man forgudede hans Organlære.) "Hvorvidt denne melancholske Idee lader sig bevise, maa vi lade staae ved sit Værd. Men en Kjendsgjerning er det, at Forf. selv ikke fragaaer, at Rousseau allerede i den Periode da han skrev sine Bekjendelser, led af en Melancholie, der grændsede til Afsindighed, og som omsider, saaledes som Forf. ogsaa troer, bragte ham til den Beslutning, frivilligen at gjøre Ende paa sin Tilværelse. Det er noget, der meget almindeligen møder, at Sindssvage, i det sørgelige Udbrud af deres Aandsforvirring, ligesom finde den højeste Sjelenydelse i at gjøre deres begangne Feil til de største Forbrydelser, ja endog selv beskylde sig for disse, uden nogensinde at have begaaet samme. Det maatte uendeligen smigre Rousseaus Stolthed, at gjøre hvad førend ham endnu ingen havde gjort: at stille sig selv, med alle sine virkes lige og indbildte Feil, blot for Verdens Øine." (Denne Rec. maa ikke have nogen rigtig Idee om virkelig Sindssvaghed, naar han kan indbilde sig, at et Værk, som Rousseaus Bekjendelser, er Productet af en f o r v i r r e t Hjerne, eller naar han kan troe, at Tungsindighed, der omsider leder til Selvmord, just forudsætter Afsindighed. Om man end vilde indrømme ham, at Selvmorderen, i det Øjeblik, han begaaer Handlingen, befinder sig i et Slags Aandsforvirring, eller rettere i en Kamp, hvor Fornuften maa bukke under for en ham foresvævende mørk og martrende Idee, saa kan man dog umueligen antage, at alle de Selvmordere, der med største Overlæg og Fornuft have forberedt deres voldsomme Hedengang, vare afsindige, sædvanligen er det en udmærket høi Grad af ’resfølelse, der bringer saadanne Mennesker til at begaae Selvmord. At stille sig blot med alle virkelige og indbildte Feil for Verdens Øine, var desuden noget, som Miguel de Montagne, endskjøndt under en anden Form, allerede havde gjort to Hundrede Aar førend Rousseau. Naar iøvrigt Rousseau var, som Rec. synes at mene, halv afsindig, saa matte man ønske de fleste saakaldte Fornuftige en Deel af samme Afsindighed. Den Paastand, at ethvert Menneske har en vis Grad af Galskab, er mere vittig end sand; Nykker, Luner, Egensindighed, Udmærkelsessyge ere nødvendige Variationer i den menneskelige Natur, afhængige af tusinde udvortes Forhold og indvortes Egenskaber, men endnu langt fra ikke noget Tegn paa Galskab.) "Men - vedbliver Rec. - om vi end kun kunde ansee "Bekjendelserne" for en Halvroman, saa blive de dog altid et høist mærkværdigt Særsyn i den literariske verden; de levere fortræffelige Bidrag til Kundskaben om det menneskelige Hjerte. Der gives intet Værk, der har saa megen Lighed med Le Sage Gilblas, som Rousseaus Bekjendelser. Vi see ham som Læredreng, Kobberstikker, Tjener, Kammertjener, Tolk hos en Archimandrit, Skriver hos en Cadaster, Musiklærer, Hofmester hos Børn. (Hvis var Skylden? hans eller den Stats, for hvis Literatur, for hvis Oplysning han opoffrede sig? Han havde intet methodisk Studium, var ingen academisk Borger, var intet Medlem af noget Laug, og vilde leve frit og uafhængigen. Hvad skuld han da gribe til, uden til de anførte Fag, for at kunne leve? Det er meest Skam for Frankrig, at det med en Statsbankerot paa adskillige Milliarder, ikke kunde afsee nogle Tusinde Fr. til at skaffe et Genie som Rousseau, i T i d e, en for ham passende Virkekreds. Man vil maaske indvende, at han var for sær og egensindige, hypochondriske Mand paa det grusomste? Friedrich den Anden tilbød ham rigtig nog en Pension, som Rousseau nægtede at modtage, fordi han ikke skjøttede om, at nyde en Pension for intet, og mindst af en fremmed Monarks Haand. Friedrich sagde derfor: "Den Karl er en Nar!" - Men var han det og virkeligen? Er det da saa naragtigt, ikke at ville modtage Naadsenspenge, saalænge man endnu kan selv fortjene sit tarvelige Brød som Kobberstikker, Kammertjener, SKriver, Tolk, Musiklærer, Hofmester? - Vist nok hører en saadan Characteer til de sjeldne; thi de færreste Mennesker gide arbeide; de fleste ville heller opoffre deres Frihed, Selvstændighed og Overbevsning. Derfor kaldes den, der følger de modsatte Grundsætninger, en Gilblas - ja endog Nar.) (Fortsættes i No. 4)

---

Kjøbenhavns Børs, d. 7 Januari.

• Cours. Hamb. 2 M. 244, a vista 247. Amsterdam 2 M. * . London 2 M. 11 26/48 Rbdlr. Spec. 250. - Specier solgtes til 15 Rbmk. Obligationer (med Renter fra 11te Dec. 1822) 77 1/2 a 78. Nationalbank-Obligationer (af Laanet d. 2 Febr. 1820) 10 1/2 a 102 Rbd. r. S. (uden Renter) ell. 127 Rbdlr. Sedler pr. 100 Rbd. r. S. (uden Renter) ell. 127 Rbdlr. Sedler pr. 100 Rbd. r. S. - Norske Rigsbanksedler 13 1/2 - Svenske Sedler 59 1/2 &. - Disconto 5 pC.

---

Til S. T. Hr. Thisted.

Der stod Du nys med Kraft og Varme,
Og talte til den rørte Hjord;
Du bad til Gud at sig forbarme
I naade over faldne Jord.
Dit ord gjød Trøst i hvert et Hjerte;
Thi Himmel Viisdom var dets Aand,
Du lærte os at Dødens Smerte
Vil lindres ved Alfaders Haand!

Hvo hørte Dig og følte ikke,
Paa ny fordoblet Lyst til Dyd?
Skal vi end Modgangs Kalken drikke,
Sig Sorg kan vende om til Fryd.
Du gjød Din Balsam i vor Vunde,
Og viiste os med Fred at blunde,
Naar Livets Fakkel slukkes ud.

O hellig! som vor Frelsers Lære,
Du tolked' for os Herrens Ord!
Og bød som C h r i s t u s os at bære
Vort Kors med Taalmod her paa Jord.
Du lærte os ved Aarets Ende:
"Engang skal Hjertet stille staae":
Vi bør vor Hu mod Graven vende,
"Men veed ei naar vor Stund skal slaae."

Og endelig - saa lød Din Stemme:
"Enhver sig her berede maa",
Og aldrig C h r i s t i Ord forglemme;
Engang vi skal for Dommen staae; -
O fromme Hyrde, leed herneden!
For Almagts Throne faldne Hjord,
At vi kan vinde Evigheden
I Aand og Sandhed ved Dit Ord!

Leed os for Herrens lyse Throne,
Engang paa Dommens store Dag!
At vi maa fange Livsens Krone,
Naar Larven ei er mere svag.
Leed Hjorden hist mod Himmelfreden,
O, fromme Hyrde, hør vor Bøn!
"Lev længe for Treenigheden,
"Du Ordets Tjener, Lysets Søn!

H. G. K. Sommer.

---

Kjøbenhavn. Trykt hos J. H. Hvede.