Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 1

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 1
af Salomon Soldin

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. årgang, nr. 2→

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn

Tyvende Aargang. No. 1

Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin

Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne.

Løverdagen den 4 Januari 1823

En Formiddag hos en Journalist.

Jeg sad en Morgen hos en Restaurateur ved et, under et heelt Hav af tydske og danske Journaler og Blade bugnende Bord. De laae imellem hverandre som Hakkelse, forrevne, tilsølede og overøste med hele Kopper Chocolade eller Glasse Punch, og lignede paa sine Steder Landkort. Og alligevel vare de befæstede med Messinglaase til Bræder, som om det kunde være forbudne Bøger i et Klosterbibliothek, eller som om der kunde gives Folk, der fandt det Umagen værd, at tilvende sig saadanne Sager. Kjed af at blade længer i disse baade elegante og uelegante Tidender, der i alle Henseender syntes at være Skrevne paa Kjøb, henvendte jeg mig til den Mand, som sad paa den anden Side af Bordet, og i hvis Ansigt jeg troede at kunne læse samme Kjedsomhed. "Det er dog en besynderlig Tid, vi leve i" - sagde jeg. "For tredive Aar siden læste folk neppe Adresseavisen - nu er der saa mange Tidskrifter, at man har Ondt ved at huske Titelen paa dem alle." - "De har ret, min Herre", svarede den Ubekjendte. "Den, som nuomstunder vil læse alle saadanne Skrifter, faaer neppe Tid til at læse andet. De ere blevne til en sand Landeplage - til en Syndeflod, som snart maa ødelægge den hele øvrige Literatur, hvis den ikke, ligesom Noah, bygger sig i Tide en Ark." - "Men hvorledes gaaer det da til? Hvorledes kunne saa mange Tidsskrifter fremkomme og holde sig i en Tid, hvor der klages saa meget over Næringsløshed og Fattigdom?" - "De ere netop et Bevis paa Næringsløshed og Fattigdom. Saalænge der var Velstand, og Liv i næringsveiene, kjøbte Embedsmanden, Fabricanten, Kjøbmanden o. fl. Bøger og Værker. Enhver, som kun nogenlunde havde Raad dertil, anskaffede sig et lidet Haandbibliothek, som hin efterhaanden forøgede med ny udkommende Skrifter. Nu kjøbe kun saare Faa Bøger og Værker. Disse laaner eller leier man i alt Fald fra Bibliotheker. Den hele øvrige Læsning er indskrænket til Klubberne, Restaurateurerne, Ølkjelderne og andre saadanne Steder, der maa betragtes som den periodiske Literaturs vigtigste støtter. Det første, en Klub maa have er en Læsesahl, og denne maa forsynes med alle udkommende Maanedsskrifter, Uge- og Dagblade. Det første, en Restaurateur, eller Viin- og Ølhandler anskaffer sig, næst Drikke- og Spisevarer, Kort og Tobakspiber, ere Læsning eller Blade. Som det er her i Hovedstaden er det i Provindserne og tildeels paa Landet. Et Læseselskab hører til en Kjøbstads første Nødvendigheder, næst er Privattheater. Ogsaa paa de fleste Contoirer, hvor ofte Personalet udgjør femten til tyve Personer, forener man sig om at holde, om just ikke alle Blade, saa dog en Deel deraf. Paa denne Maade bliver det mueligt i vore Dage, hvad der ikke var mueligt fordum, at kunne begynde hvilket Blad det end er, og være sikker paa et Antal af 90 til 200 Abonnenter; thi de Lysthavende, jeg har nævnt Dem, kjøbe Alt, om det saa var Keisers Ildebrandshistorie, naar det kun udkommer i Numere, og til en bestemt Tid ugentligen." - "Men paa denne Maade maa det jo i vore Dage være saare let, at udgive et Maanedsskrift eller Tidsblad?" - "Let og ikke let, alt som Bladet skal være til. Saaledes som adskillige skrives, gives der vel neppe en lettere Haandtering end saadant Skriverie. Det Rigtigste, der udfordres dertil, ere sunde Fingre, men fremfor Alt, en Pande, der just ikke er for blød. Dog, naar et Blad skal vedligeholde en vis Interesse, forene Nytte med Underholdning, Frimodighed og Sandhedskjerlighed med anstændig Tone, saa har det vel aldrig været vanskeligere at udgive et periodisk Skrift, end netop i vore Dage, hvor man møder de besynderligste Modsigelser: Dadlesyge og Æresprippenhed, Forstemthed og Overgivenhed, Overspændthed og Sløvhed, Fordringsfuldhed og Tomhed. Jeg er selv Journalist, og kan derfor bedst dømme herom. Vil De gjøre mig den Ære, at følge hjem med mig og opholde Dem hos mig i nogle Timer, saa skal De snart erfare, hvilket møjsommeligt Kald, det nuomstunder er, at være en samvittighedsfuld Journalist."

Jeg takkede den Ubekjendte for hans Tilbud, og min Nysgjerrighed var saa stor, at jeg ikke kunde undlade, at følge hjem med. Da vi vare traadte ind i Stuen, bad han mig at tage Plads i Sidekabinettet, hvor jeg bedst kunde igjennem et Glas i Døren, med et Silkegardin for, være Vidne til de Optrin, der snart vilde frembyde sig, og paa det jeg desto tydeligere kunde høre, hvad der blev talet, vilde han lade Døren staae paa Klem. Jeg gjorde, som han befalede. Journalisten satte sig ved sin Pult, og neppe havde han siddet der i fem Minuter, førend det bankede paa Døren, og paa Raabet: kom ind! traadte en Mand ind i Stuen og begyndte følgende Samtale: "Er De, Hr. Qvimper?" - "Til Tjeneste." - "Jeg har et Stykke, som jeg nok ønskede indrykket i Hvalfisken." - "Tør jeg spørge om Indholdet?" - "En liden Correr til Mosiø Puf. Jeg havde for to Aar siden kjøbt af ham et Huus paa Landet, og nu vil han tvinge mig til at beholde det." - "Men det synes jo billigt."- "Billigt? Har han ikke snydt mig? Huset er jo ikke værdt det Halve af hvad jeg skulde give ham for det?" - "Men i hvilken Hensigt vil De da have dette Stykke indrykket i mit Blad?" - "I hvilken Hensigt? For at sætte ham offentlig i Gabestokken. Jeg vil, at Drengene skal pege Fingre efter ham paa Gaden - Det vil jeg!" - "Naar De vil det, min Herre! saa har De henvendt Dem hos den urette Mand. Mit Blad er ingen Gabestok." - "Ja, det vidste jeg nok - det har man sagt mig, førend jeg kom herop. Men De burde heller ikke være Redacteur. Saadan en Mand burde det udtrykkeligt være forbudet, at udgive et offentligt Blad." - "Min Herre! jeg frabeder mig Deres Grovheder." - "Men det hjelper Dem ikke - i Morgen eller Overmorgen skal De offentligen faae at vide, hvad De er for en Redacteur. Jeg kan skrive, min Herre - og naar jeg spidser min Pen - " - "Jeg leer ad Deres Trudsler, og naar De ikke inden to Minuter forføjer Dem herfra, saa lader jeg Dem sætte paa Døren. Nu kan De gaae hen og sætte mig ved Siden af Hr. Puf i Deres Gabestok." - Da den Fremmede var gaaet, kom Journalisten ind til mig, og sagde: "Seer De, det er det første Optrin - De vil snart faae at see flere, der ikke er bedre." - "Min Gud", raabte jeg, "er det mueligt, at der fan -" I det samme bankede det igjen paa Døren, og en Figur, som et Beenrad, flaprende med Tænderne, og pustende i begge Hænder, som den kunde have Koldfeber, klædt i en Sommerhabit, uagtet der hang Istapper ned ad Taget, traadte meget ydmygen ind i Stuen, og spurgte, med krumbøjet Ryg og gnidende begge Hænderne: "Er det ikke Udgiveren af Hvalfisken, jeg har den Ære at tale med?" - "Til Tjeneste", svarede Journalisten. - "Først og fremmest maa jeg allerydmygst tage mig den Frihed, at takke Dem for alle de glade Timer, som Deres almeenagtede, almeenyndede og almeenlæste Blad Hvalfisken hidtil har forskaffet mig. Jeg tør, uden at fornedre mig til Smiger, som altid har været en afsagt Fiende af, og som kunde have gjort mig til en anden Mand end jeg er, forsikkre Dem, at Deres fortræffelige Ugeblad ganske svarer til sin Titel, og er, blandt andre Blade, hvad Hvalfisken er blandt Fiskene, og at de fleste maa betragtes som literaire Sild imod den." - "Jeg takker Dem, for de gode Tanker, De har om mit Blad; hvad er ellers Deres ønske?" - "Mit egentlige Ønske og Ærinde er, at faae indrykket i Deres ypperlige og fortræffelige Tidsskrift en liden Revselse. Den er egentligen stilet mod Hr. Redacteurens blodigste og uforsonligste Modstander, Udgiveren af den spanske Flue, som nyligen har vovet at paastaae, at Luxus er skadelig i Staten. Dersom De vil behage at see!" - "Men jeg seer jo allerede paa de første Linier, at De begynder Deres Erindring med rene Invectiver"? - "Jeg beder hundrede tusinde Gange om Forladelse - ikke med Invectiver - men med nogle drøje Sandheder; Sandheden er, som De behageligst veed, ingen Mand for broget." - "Sandheden selv er nøgen, og kan derfor ikke være broget; men naar man giver den brogede Klæder paa, saa maa den blive hver Mand for broget." - "Jeg veed ikke, hvad Hr. Redacteuren gunstigst forstaaer ved brogede Klæder"? - "Personligheder, Invectiver, Skjældsord." - "Jeg beder behageligst ar erindre, at der skal skarp Lud til visse Hoveder." - "Men saadan Lud taaler ikke mit Blad." - "Ja, naar min Herre ikke vil modtage min Opsats, saa maa jeg henvende mig til en anden Redacteur, der med Kyshaand tager den imod, og som udtrykkeligen har ombedet mig, at levere Bidrag, endog mod Honorar. Jeg har ønsket den indført i Hvalfisken, fordi den læses meget, og jeg helst vil have at mit Arbeid skal blive saa publik, som mueligt. Men nu maa min Herre heller ikke fortryde, at see det om faa Dage trykt i et andet Blad, med et lidet Postscriptum til Hvalfiskens ærede Udgiver, hvori jeg i al Beskedenhed melder Publicum, at Stykkets Indrykkelse i Hvalfisken er blevet nægtet." - "Som De behager, og om De ønsker det, skal jeg endog indrykke Deres Postscriptum i mit eget Blad." - Gjenfærdet bukkede sig og gik; men neppe var det ude af Døren førend en Mand i fuld Fyr og Flamme traadte ind i Stuen, og, uden at sige god Dag, kastede sin Hat paa Sophaen og lagde sin Knortestok paa Bordet. "Min Herre", spurgte han: "er De Udgiveren af Hvalfisken"? - "Ja, jeg er!" - "Hvad er det for Satans Tøi, De her har skrevet om en vis Holger?" - "Det er et historisk Stykke." - "Det er Fanden ikke historisk - det er mig, De har villet skoftisere over." - "Men Holger kjender jo Enhver, som har læst den danske Historie." - "Holger, eller Olger, eller Olfer - det er Hip som Hap. Jeg hedder Olger, og det er mig, som De har meent med den stærke Mand, min Svoger Carl Madsen med Kong Carl, og min Svigerfaders Tracteursted, den forgyldte Griis, med Kong Carls Hof. Jeg læser aldrig Deres Blad, men i Klubben blev jeg i Aftes gjort opmærksom paa Stykket. I Fremtiden vil jeg bede Dem, at lade mig være i Fred. Ellers skal jeg vise Dem noget andet." - "Men styr dog Deres Hidsighed." - "Nei, jeg styrer ikke min Hidsighed - for denne Gang lader jeg det gaae hen, men kommer De endnu engang, saa lader jeg Dem stevne - forstaaer De mig" - her forlod han Væreslet, skjændende langs ned ad Trappen.

Journalisten aabnede Døren, og raabte til mig: "Nu, min Herre! er det ikke opbyggelige Scener?" men neppe havde han sagt disse Ord, førend man hørte tre Slag paa Døren, omtrent som i Herman von Unna, naar Stevningen fra den hemmelige Ret forkyndes. To Mænd traadte ind med et Papir i Haanden; det var en Requisition. "De behage at læse den op!" sagde Journalisten. "Meget gjerne", svarede den ene af Mændene, i det han satte Brillerne paa og begyndte at læse: "Herved anmodes de Herrer Crik Olsen og Jesper Hansen, at ville behageligen forføie sig til Hr. Qvimper, Udgiver af Bladet Hvalfisken, og opfordre ham til at opgive Navnet paa Forfatteren af det i No. 36 af samme Blad indrykte Brev fra Humleby, angaaende det derværende Privat-Theater, hvori findes adskillige verbale injurier mod Hr. Fiskebløder og Stadskæmmerer samt Overstraalemester Storks ærbare Hustru, som deri beskyldes for, at have spillet Emilia Galottis Rolle sidste Mortensaften som en gemeen Coquette, og Blanca nogle Dage derefter, som en Fiskerkjerling. Hvad Svar han derpaa maatte give, ville De tegne herpaa saaledes, som De samme i fornødent Tilfælde kunne beedige. Iøvrigt ville De reservere Vedkommendes Ret til ham i alle optænkelige Maader. - Humlebye, den 2 December 1822. - Directionen for det dramatiske Selskab sammesteds." - "De er saa god at paategne," sagde Journalisten: "at Requisitionen er mig rigtig foreviist". - Mændene paategnede hans Erklæring, og gik. - Jeg begyndte at blive noget utaalmodig, og var i Begreb med, at ville gaae ind i Værelset til Journalisten; men førend han endnu havde lukket Døren efter de to Mænd, stod en ny Carricatur for ham. Personen begyndte sin Indledningstale saaledes: "Min Herr Udgiver vil undskylde at jeg kommer saa dristig - jeg er Digteren Blir, uden at rose mig selv, ikke uhæderlig bekjendt i Literaturen, og selv udenlands ei uden Yndere. Der gives kun faa Nytaarsgaver og æsthetiske Tidsskrifter, hvori De ikke finder mit Navn. Jeg har villet give mig den Frihed, at spørge Dem, om vi ei kunne slutte et Slags Accord om en ugentlig Leverance af poetiske Arbeider til Deres yndede Blad, Hvalfisken?" - "Poeter, min Herre, er noget, som jeg ideligen overvældes med. I de sidste Aar er der blevet saa mange Poeter, at Publicum er kjed af Poesie." - "Det kommer an paa, hvad Herr Udgiveren forstaaer ved Poesie og Poeter. Homers Iliade er Poesie og Brestrups Viser ere Poesie. Shakespear var Poet og Revisionsassistent Gunnerus var Poet. Mine Poesier ere ikke gjorte paa Kjøb - de ere skrevne med Ild og Begejstring. Jeg har hidtil arbeidet for ’ren og Udødeligheden; men med ’ren kan man ikke betale Slagter og Bager, og Udødelighed er vel af uendelig Værd for mig selv, men ikke for min Vært og min Skrædder. Jeg veed rigtig nok, at Ewald døde i Usselhed, Milton og Butler som Prakkere, ja vor Patriarch, den store Homer selv, som en Tigger. Men det har jeg ikke Lyst til. Ligesaa godt som den værste Lirendreier og Biersidler vil i vore Dage have sit Arbeide betalt, ligesaa godt vil jeg ogsaa have nogen Godtgjørelse for min Muses Sveed og min Harpes Toner. Jeg fordrer ingen ubillig Betaling - naar De giver mig 4 Skilling durch die Bank, som Tydsken siger, for hver Linie, saa leverer jeg Dem alle muelige Slags Vers: Oder, Madrigaler, Sonetter, Clegier, Heroider, Jamber, Herametre, sapphiske Vers o.s.v. -" - "Min Herr Digter, for Øjeblikket kan jeg ikke benytte mig af Deres ærede Tilbud. For det første Halvaar har jeg flere Bidrag, end mit Blad kan rumme. Skulde jeg engang behøve Deres Bistand, saa skal jeg ikke undlade at henvende mig til Dem." - Digteren bukkede sig, og gik slukøret bort. - Journalisten saae paa sit Uhr, slog Skudder for Døren, og kom ind til mig. "Min Herre, nu er Audiencetiden ude", sagde han: "og vi kunne igjen tale sammen ugeneert." - "Men, kjere Herr Udgiver", spurgte jeg: "hvorledes kan De udholde et saadant Liv?" - "Meget godt. Mit Kald, som Bestyrer af et offentligt Blad, har jeg altid betragtet fra den alvorligste Side; men disse Biscener, som uundgaaeligen ere forbundne dermed, fra den meest comiske. De berige min Menneskekundskab og gjøre mig hver Dag mere foretrolig med de menneskelige Taabeligheder og Latterligheder". - "Men jeg vilde ærgre mig over Sligt." - "Ærgre mig over Narre og Dummerhoveder? Nei, det skal jeg nok vogte for. Naar Juvenal, Cervantes og Holberg havde villet ærgre sig over de Daarer, som fremstillede sig for deres Palet, saa havde de maattet døe af Galde- eller Guulfeber længe førend deres Tid, og Historien taler dog ikke et Ord om, at de lede af nogen saadan Sygdom. Men Hidtil har De kun seet Scener i Huset - nu skal De see adskillige uden for Huset. Behag at læse denne Avis for i Dag! - her vil De finde mit Blad nævnt over ti Gange - f. Ex. Skaden indeholder: Correr til Udgiveren af Hvalfisken; De fugtige Brødre: Opfordring til Udgiveren af Hvalfisken; Skrubtudsen: Anmodning til Udgiveren af Hvalfisken; Sladderkrogen: Revselse til Hvalfisken. Jeg behøver aldrig at avertere mit Blad; thi mine Venner sørge broderligen for, at det ikke skrives i Glemmebogen." - Men det maa jo dog være Dem yderst ubehageligt, saaledes at see Deres Blad uophørligen angrebet?" - "Aldeles ikke; thi for det første har jeg næsten aldrig Tid, Lyst eller Leilighed til at læse saadanne Blade, da jeg kan anvende min Tid til ganske anden Lecture; for det andet har det meste, der længe blev skrevet imod mit Blad, være forfattet af saadanne Personer, som i Formiddags have besøgt mig, og som ikke vide nogen anden Udvei til at kjølne deres Harme paa, end ved at udkramme alskens Vaas imod mig; for det tredie, ere de Fornuftige blandt mine Læsere alt for bekjendte med Kilderne til og Hensigten af saadanne Angreb, til at de skulle agte dem for andet, end hvad de virkeligen ere: Avindsfostere, eller Fyldekalk i et Blad, som gjerne vil snakke og ikke veed hvad det skal sige. Deres Udgivere tager jeg det ikke ilde op; de have aldeles intet imod mig personligen; men de have som oftest Kone og Børn, og ville leve. Jeg bidrager altsaa umiddelbart, uden at det koster mig noget, til hele Familiens Underhold og til at stille mangen Hungrigs Sult." - "Men Deres Hvalfisk maa jo lide derved?" - "Min Hvalfisk have allerede saa mange Grønlandsfarere gaaet paa Jagt efter i en Række af Aar, uden at kunne fælde den. Den har saa mange Harpuner i Livet, danske, spanske, arabiske, grønlandske, hudsonbayske, at den allerede for længe siden maatte have creperet, dersom den ikke var af en stærk og fast Natur." - "Men det maa jo dog gjøre Dem Afbræk i Deres indtægt deraf?" - "Den bryder jeg mig ikke om. Jeg er ugift, har tarvelige Fornødenheder, og er ligegyldig ved, om jeg ogsaa i Morgen den Dag seer min Hvalfisk trækkes op paa Kysten af en Sværm Matroser, sønderhugges til Spek og forvandles til Tran for de mangfoldige Lamper, der haabe at finde Næring derved."

Indenlandske Efterretninger

Ved Aarets Begyndelse er Antallet af de tjenstgjørende Kongel. danske Søeofficierer: 1 Admiral, 1 Vice-Admiral, 7 Contre-Admiraler, 9 Commandeurer, 5 Commandeur-Capitainer, 21 Capitainer, 26 Capitain- Lieutenanter, 42 Premier-Lieutenanter, 34 Second-Lieutenanter. - Ved Søe- Indrolleringen og Lodsvæsenet m. v.: 6 Commandeurer, 2 Capitainer. Søe-Cadet-Corpset har sin Chef, 4 Subalterne-Officierer, 1 Auditeur, 1 Læge, samt 17 Lærere i de forskjellige Videnskaber og Sprog, og bestaaer af: 10 Cadetter (af hvilke 6 ere Underofficierer) med 100 Rbdlr. Gage, 30 Cadetter med 50 Rbdlr, Gage, 6 uden Gage og 25 Indskrevne. De under Admiralitets- og Commissariats-Collegium sorterende civile Kongel. Betjente bestaae, foruden 4 Justitsbetjente, af 13 Contoir-Chefer og Forvaltere ved Magazinerne o. s. v., 21 Fuldmægtige og 27 Copiister. Ved de Kongelige Værfter ere ansatte: 22 Mestere og Mestersvende og 3 Skippere. Ved Søe-Etatens 2 Divisioner ere ansatte: 2 Divisions-Chirurger, 2 Reserve-Chirurger og 4 Under-Chirurger.

Fra den 21 December 1821 til den 21 December 1822 er, ifølge en authentisk Fortegnelse, i Residents-Staden: copulerede: 833 Par; fødte: af Mandkjøn 1614, af Qvindekjøn 1568, tilsammen 3182 (af hvilke 892 paa Fødsels- og Pleie-Stiftelsen); døde: af Mandkjøn 1836, af Qvindekjøn 1509, tilsammen 3345 (af hvilke 29 Qvinder og 354 børn paa Fødsels- og Pleie-Stiftelsen, og 455 paa det almindelige Hospital, samt 260 Fattige, som ere døde udenfor Hospitalet). Ere altsaa 163 flere døde end fødte. [I Aaret 1821 vare 813 par copulerede, altsaa 20 Par flere i 1822; i Aaret 1821 fødtes 3219, altsaa 37 færre i 1822; I Aaret 1821 døde 3459, altsaa 114 færre i 1822; i Aaret 1821 vare 240, og i Aaret 1822 ere 163 flere døde end fødte.] - De Døde ere bortrykkede af følgende Svagheder: Afsindighed (Raserie, uroelige Tanker) 2; Alderdom 330 (næstforrige Aar 278, 1820: 238 og 1819: 208); Barselseng 72 (næstf. A. 111); Beenskade 10; Beenedder 1; Betændelsesfeber (Inflammation) 50 (næstf. A. 35); Blodgang 2; Blodstyrtning 4; Brok 4; Brystkrampe (Asthma) 28; Brystsyge (Lungesyge) 617 (næstf. A. 582); Bylder 2; Cacherie 8 (findes ikke angiven i de forrige Aars Fortegnelser); Druknede 32; Dræbt sig selv 25; Durkløb 34; Dødfødte 189 (næstf. A. 171 og 1820: 127); Engelsk Syge 1; Faaresyge 1; Falden til Døde 3; Feber (hidsig Feber, Forkjølelse, Flodfeber) 37; Flod (Saltflod, Fnat, Saar) 11; Forraadnelsesfeber 119 (næstf. A. 92, 1820: 55 og 1819: 42); Forstoppelse (Obstruction) 14; Fundne døde 8; Galdefeber 2; Gigt (Værk, tør Værk) 27; Guulsot (Leversyge) 13; Halvsyge 3; Hastig døde 18; Hjernebetændelse 7; Hoste 32; Hovedpine 1; Hævelse 9; Indvortes Svaghed 42 (næstf. A. 34); Kighoste 16 (næstf. A. 95); Kirtelsvaghed 30; Koldbrand 11; Koldfeber 2; Krampe 314; Kræft 16; Lamhed 5; Langvarig Svaghed 3; Mavekrampe 9; Moersyge 11; Mæslinger 6 (næstf. A 41, og 1820: 269); Nervefeber 87 (næstf. A 124); Nervesygdom 75 (næstf. A. 66); Nyefødte 48; Orm 3; Podagra 2; Pulsaaresvulst 3; Rosenfeber 7 (næstf. A 18); Rygvand 1; Skarlagensfeber 22 (næstf. A. 49 og 1820: 92); Skjørbug 6; Slag (Krampeslag) 182 (næstf. A. 254 og 1820: 268); Slagflod (Upoplerie) 73 (næstf. A. 62); Slimfeber 8; Steen 7; Sting (Pleuris, Sidesting, Hold) 8; Strubehoste 21 (næstf. A. 11 og 1820: 24); Svindsot (Tæring, tærende Syge) 247 (næstf. A. 212); Trødske 36 (næstf. A. 48); Tænder 82; Ulykkelig Hændelse 40 (næstf. A. 20); Vand i Hovedet 16 (næstf. A. 13 og 1820: 5); Battersot 158 (næstf. A. 182); Venerisk Sygdom 5; Uangivne Svagheder 22.

Følgende er en fortegnelse over Antallet af samtlige Lauges Interessentere og Mestere i Kjøbenhavn i afvigte Aar 1822, tilligemed en Angivelse af Nogle, ved hvilke Forandring har havt Sted, hvorledes sammes Antal var 1821: Bagere 56 (næstforrige Aar 57); Barbere 12 (næstf. A. 11); Blyetækkere 3; Bogbindere 39 (næstf. A. 44); Brændevinsbrændere 251 (næstf. A. 307); Bundtmagere 9; Bødkere 51 (næstf. A. 53); Dreiere 18 (næstf. A. 16); Dugmagere 29 (næstf. A. 30); Feldberedere 3; Garvere 31; Gjørtlere 9 (næstf. A. 8); Glarmestere 39 (næstf. A. 38); Grov- og Kleinsmede 139 (næstf. A. 120); Guldsmede 88 (næstf. A. 93); Handskemagere 22; Hattemagere 19 (næstf. A. 20); Hjulmagere 20 (næstf. A. 19); Hørkræmmere 33; Isenkræmmere 22 (næstf. A. 23); Kandestøbere 5; Knapmagere 13; Kobbersmede 26; Lygtemagere 12; Malere 68 (næstf. A. 70); Muurmestere, Gibsere og Steenhuggere 38 (næstf. A 37); Møllere 31 (næstf. A. 30); Naalemagere 12; Nagelsmede 9 (næstf. A. 8); Parykmagere 29 (næstf. A. 35); Posementmagere 8; Rebslagere 21 (næstf. A. 20); Sadelmagere 34 (næstf. A. 28); Seil-, Flag- og Compasmagere 9 (næstf. A. 11); Silke-, Ulden-, og Lærredskræmmere 135 (næstf. A. 130); Silkevævere 3; Skippere 788 (næstf. A. 822); Skoemagere 444 (næstf. A. 450); Skorsteensfeiere 6 (næstf. A. 5); Skrædere 378 (næstf. A. 375); Slagtere 79 (næstf. A. 58); Snedkere 229; Stolemagere 27 (næstf. A. 28); Sværdfegere 3; Tobaksspindere, de priviligerede Fabriker iberegnet, 27 (næstf. A. 38); Tømmermestere 25; Tøimagere 39 (næstf. A. 37); Uhrmagere 23 (næstf. A. 22); Urtekræmmere 172 (næstf. A. 198); Viinhandlere og Fasbindere 41; Vognmænd 49 (næstf. A. 50); Vævere 18 (næstf. A. 17); Ialt 3694, Interessentere og Mestere (næstf. A. 3786 og 1820: 3819); Hos disse vare i Arbeide og Tjeneste 3736 Svende (næstf. A. 3619), og 2376 Drenge (næstf. A. 2132); desuden aparte Arbeidere og faste Folk 1903, samt 228 faste Folk eller Karle, som bruges ved de for nærværende Tid her i Staden i Drift værende 50 Bryggerier.

Mandagen den 23. December 1822 forsvarede Hr. P. D. C. Paulsen sin for Licentiatgraden i Lovkyndigheden skrevne Afhandling: de antiqui populorum juris hereditarii nexu cum eorum statu civili. De ordentlige Opponenter vare Dhrr. Conferentsraad, Professor, Dr. juris Schlegel, R. a. D., og Professor Thorlacius, R. a. D., og Professor Dr. jur. Bornemann. Respondens var Hr. P. ’. Jacobsen, Candidat. jur. Disputaten, der foregik i Regentskirken, begyndte Kl. 9 Formiddag og vedvarede uafbrudt til Kl. 4 Eftermiddag.

Mariboe, d. 27 December 1822. Jørgen Brylle i Herrislev, der 2de Gange tilforn havde fristet den haarde Skjebne, at see sine Ejendele forvandlede til Askehobe, maatte atter i afvigte Uge for endeel udtømme Lidelsens bittre Bæger. Dagen førend han med sin Familie agtede at flytte ind i sin nye opbygte Gaard, blev der sat Ild paa den. Blot Udhusene brændte; Indboen og Kreaturene bleve reddede. Da Gaarden var nylig opbygget, og alt endnu temmelig fugtigt, funde Ilden ingen videre Magt faae. - Den 25 dennes faaes her i Mariboe en temmelig stærk Ildebrand i Omegnen ved Nysted. Formodentlig atter i Herrislev. Nærmere og bestemtere Efterretning forventes. Odense, d. 31 Decbr. 1822. Som en Sjeldenhed maa det ansees, at en levende Odder for nogle Dage siden kom ud fra en Stald her ved Byen, og blev dræbt. Den er ventelig søgt hertil fra Canalen eller Næsbyhoveds Søe.

Udtog af et Brev fra Italien til en Læge i Kjøbenhavn.

Paa min Tilbagereise har jeg funden Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med den berømte Doctor Valentin, hvis medicinske Beskrivelse over England, Du ifjor fandt særdeles interesant og upartisk. Samme oplyste Iagttager har nu ogsaa udgivet en Beskrivelse over Lægevidenskabens Tilstand i Italien og Frankrig, (Nancy 1822). Dette smukke Skrift skal jeg ved første Leilighed afsende til Dig. Fra min Fætter L. har jeg nyelig modtaget et Udtog af Broussais Examen etc., med hvilket han ikke synes at være saa ganske tilfreds. Han meldte mig tillige, at I danske Læger talede med Lunkenhed om Broussaismen, ja at endog en ikke lægekyndig Poet, havde søgt paa sin Viis, at beskænde baade Forfatteren og Skriftet med Spot. Ved saadanne Angreb, ved Du, Tossen leer, og komme baade vrange og skadelige Ideer i Omløb. Selv Lapsen skraaler tilsidst som Konstdommer: "Je tiens tout cela pour vrai, parceque je l'ai oui dire." Du yttrede alt for nogle Aar siden din Harme over salig Rosebue, fordi han i en Farce, der, som Du veed, blev opført i Kjøbenhavn, havde railleret Galls Organlære eller Crancoscopie. Og dog tier nu Du, tie Dine Oplyste Colleger til saa uforstandige Angreb paa en Lære, der lover Lægevidenskaben en uberegnelig Tilvert. Du kan troe mig: Den store italienske Læge Tommasini, skjøndt han er Broussais Rival, fører et heel andet Sprog, end Jeres Poet, naar Talen er om det nye franske System og dets berømte Forfatter. Foromtalte Dr. Valentin siger ogsaa: "La doctrine du professeur Broussais est un flambeu duquel jaillisent mille traits de lumi‚re. - C'est un beau monument ‚lev‚ … la medecine fran‡aise." Jeg kan derfor ikke tilbageholde det Ønske: Gid dog en Valentin ogsaa vilde besøge Danmark, for at gjøre vore Lærde og Læge lidt mere varsomme i at bedømme store Mænd og deres Doctriner! Det skulde glæde mig usigeligt, hvis Du eller een af Dine satte Colleger vilde meddele det danske Publicum et Udtog af Fodera's Historie de quelques doctrines medicales compar‚es avec celle du Docteur Broussais, eller dog om Du vilde besørge oversat en Analyse af dette Skrift, hvilken Du finder trykt i Journal Universel des Sciences medicales for December 1821, Pag. 306. Analysen synes især at fortjene en Plads i Dr. Ottos og Repps Sundhedstidende. - At man skaber et nyt Navn, for i Korthed at betegne en ny Lære eller et nyt Middel, har jo alt længe været Skik iblandt agtede Skribenter. Vi skrive jo: Mesmerisme, Galvanisme, Brownianisme, uden Anstød. Med Konstudtrykket Broussaisme kan der altsaa Intet være at invende; men naar man af en høist fortjent Mands Navn danner sig et Verbum, der kun betegner den Deel af hans Doctrin, hvis Værd man ikke har lært at bedømme, og som man derfor finder latterlig; saa handler man, mildest talt, ikke ædelt eller broderligt. Det har derfor smertet mig at see vort Sprog beriget med Verbet at "broussaite", som synonyme med at sætte Igler. Ei heller lader Iglernes Bønskrift til Lægerne om fremtidig Skaansel sig ganske undskylde. Tilsidst kunne vi vel ogsaa vente et Petitum fra Torsk og Østers til Rokkepigerne.

Blandede Efterretninger

Paa Øen Bourbon gaves i forrige Tider Flaggermuus saa store som Høns, der betragtedes som en Lekkerhed, og Skildpadder, der veiede 3 til 400 Pund, bedækkede Sandet ved Strandbredderne.

Ved Overrumplingen af en Landsby paa Madagascar blev en ung Pige bortført fra hendes Moder, og nogen Tid derefter solgt til en Slavehandler paa Øen Bourbon. Hun var Barnepige. Fjorten til Femten Aar vare forløbne, siden deres Salg til Bourbon. For ikke længe siden kom en anden Negerinde, ligeledes en Slags Goldamme, for at følge sin unge Herre, der skulde udskibe sig til Frankrig, til Havnen. Begge Qvinder møde hinanden paa Bazaren i St. Paul. Efterat have betragtet hinanden opmærksomt, river den Ældre den Yngre hastigen Kjolen op, for at gjenfinde et hende bekjendt Mærke. Begge kaste sig i hinandens Arme, og ere ude af sig selv af Glæde. "Det er min Moder!" "Det er min Datter!" ere de første Ord, de formaae at udstamme. Moderen havde havt fælles Skjebne med Datteren, at bortføres og sælges. Henrykkede af Glæde gik de nu til deres Herrer, to rige Colonister, Prosper Hibon og Malherbe. Begge vare saa menneskelige at tillade dem, at komme saa ofte de vilde til hinanden, fra St. Leu til St. Paul, og fra St. Paul til St. Leu.

Paa Øen Ny-Providence stødte en Matros midt i afvigte Aar i Nærheden af Strandbredden paa et Stykke Ambra, hvilket han i Begyndelsen antog for en Steen, som han satte sig og sov en Tidlang paa. Men ved Tilbagekomsten paa Skibet, lagde hans Kammerater mærke til den stærke Lugt paa hans Klæder, og raabte ham at vende tilbage og hente den formeentlige Steen. Dette sjeldne Stykke Ambra, blev, efter at være gaaet igjennem adskillige Hænder, nyligen solgt i London for 2300 Pd. St. (omtrent 18,000 Rbdlr. rede Sølv!) eller 86 Sh. Ungen. (Ambra er, som bekjendt, en graa harpixagtig Materie, der for sin særdeles behagelige Lugt tjener til en lige saa kostbar som sjelden Røgelse.)

I Capstadt er en derværende Præsts Søn dømt fra Livet, fordi han ved en høist umenneskelig Straffemaade har foranlediget sin Slaves Død.

I London er ankommen en Franskmand, som vil gjøre et Indkjøb af Jagthunde, til Beløb 200,000 Fr., for den nuværende Prinds af Cond‚. (Hertugen af Bourbon gjør, saa vidt man veed, siden hans Faders Død, ikke brug af hans Faders ham tilkommende Titel Cond‚.)

En italiensk Læge, G. Brocchi, har udgivet et Skrift, om den physiske Forfatning af Roms Jordbund, med en Undersøgelse af Tilstanden af Luften i denne Stad i Oldtiden. Han omtaler især deri den bekjendte Smitte Malaria, der aarligen udbreder sig i en ny Deel af Rom, uden tilforn at have været fjende der. Han mener, at dersom det saaledes skal blive længe ved, saa kan den Tid ikke være langt borte, hvor den evige Stad ikke vil være mere, og det nye Babylon, Pladsen af det, der er bygget paa syv Høje, vil blive hvad det store Babylon er nu, en Hule for alle ureenlige og krybende Ting.

I Quarterly Review for Febr. 1822 læses en meget interessant Afhandling, med Overskrift: Nationens Tilstand, i Anledning af et lidet Skrift: Bemærkninger over Parlamentets sidste Sæde, ved et Øjenvidne 1822. Man seer deraf blandt andet hvad de koste at forvalte og forsvare, og ei bidrage directe til Statens Indkomster. De uhyre Udgivter, som den sidste Krig har krævet, maatte Folket i Engelland og Irland allene bære.

Københavns Børs, d. 3 Januari.

Cours. Hamb. 2 M. 244, a vista 247. Amsterdam 2 M. 235. London 2 M. 11- (13/48) Rbdlr. Spec. 250. - Specier solgtes til 15 Rdmf. Obligationer (med Renter fra 11te Dec. 1822) 77-(1/2) a 78. Nationalbank: Obligationer (af Laanet d. 2den Febr. 1820) 101-(1/2) Rbdlr. r. S. (uden Renter) ell. 127 Rbdlr. Sedler pr. 100 Rbd. r. S - Norske Rigsbanksedler 13. - Svenske Sedler 59 B. - Disconto 5 pC.

Kjøbenhavn. Trykt hos J. H. Hvede.