Nipssager

Den smukke unge Fru Hald sad i sin elegante Dagligstues hyggelige Hjørnesopha og betragtede sig selv i et ganske lille Toilettespejl, der stod foran hende paa det runde med et silkebroderet Tæpppe bedækkede Bord. Det var intet almindeligt Spejl, Rammen var af fint udarbejdet Sølv og Glasset slebet paa en ganske egen Maade.
Hun saae godt ud i Spejlet, endnu smukkere end ellers, fandt hun selv, og saa fordybet var hun i Beskuelsen, at hun slet ikke mærkede, at Portieren til den anden Stue skødes til Side og hendes Mand viste sig i Døraabningen. Det foer derfor igennem hende, da han spurgte: „Hvem Var dog den gamle Herre, jeg for lidt siden mødte paa Trappen? Han bad Lise sige til Fruen, at han kom igen om en Time.” „Det var Antikvitetshandleren, Du veed nok, gamle Madsen; han er altid saa opmærksom, og jeg tror ligefrem han har Fornøjelse af at vise mig sine Herligheder. Om en Time vilde han hente dette dejlige Spejl, men havde jeg Lyst til at beholde det, skulde jeg faa det for Spotpris. Se ind i det kære Victor, nu nikker jeg til Dig derinde.”
„Jeg vil heller se mig selv i Spejlet. Nej dog, sikken et Udtryk af Bestemthed. Den Fyr er ikke til at løbe med, tør jeg sige.”
„Fy, Victor, lad mig faa det igen. — Og saa vil jeg minde Dig om, at der er en Fødselsdag i næste Uge.”
„Ja, det er der jo, men det er meget morsommere selv at finde paa Noget. — Hvad kalder min lille Frue, der jo er et rigt Hjems forkælede Barn, egentlig for Spotpris?”
„Hundrede Kroner,” hun saae sig igen i Spejlet.
„Og jeg skulde være saadan en Nar at give hundrede Kroner for det Legetøj, nej, der er sandelig bedre Ting at anvende Penge til. — Naa der kommer Sønnen; — god Morgen Kammerat!” Han løftede den lille buttede, treaarige Knud højt i Vejret og satte ham saa paa Moderens Skød, hvorpaa han kærligt tog hendes Haand.
„Slaa det af Hovedet, min egen Agnes, jeg gør det dog ikke.”
„Det er naturligvis din Sag, men hvis jeg selv evner at købe Spejlet, er det min Sag.”
„Selvfølgelig, men det vilde gøre mig ondt, inderlig ondt. Husk, at vi dog kun ere Husholdere, der har at aflægge Regnskab. — Er der ikke Nipssager nok herinde? Jeg synes Du har altfor mange, Stuen ligner snart et Musæum. — Farvel Knud, vær en god Dreng. Farvel lille Mor!”
Lille Mors Farvel var dog temmelig køligt, Knud derimod prøvede paa at holde ham fast: „Du maa ikke gaa Fader.”
Saasnart Kaptejnen havde forladt Stuen hentede den unge Frue en stor Billedbog og anbragte Knud i en lille lav Stol ved hans eget Bord.
„Nu kan Du rigtig more Dig med at se i denne dejlige Bog, og lad saa kønt Moder i Ro.”
Fru Hald aabnede Skrivebordskuffen og talte sine Penge; derpaa toges et Par hengemte Guldstykker ud af en lille Æske. Da det hele sammentaltes, manglede kun et Par Kroner og dem kunde hun jo tage af Husholdningspengene. — Se nu var det i Orden, hun lagde Summen hen.
Den unge Frue var i Grunden kærlig og godsindet, men hun holdt af at faa sin Villie og var ogsaa i Barndomshjemmet vant til at faa den. Kaptejnens Ord og Blik havde dog rørt ved Samvittigheden og da hun alligevel ikke vilde opgive Spejlet, var hun ilde til Mode.
Lidt efter kom Stuepigen ind; den nette, stilfærdige, unge Pige havde Taarer i Øjet.
„Hvad nu, Lise, hvad er der i Vejen?”
„Fruen maa ikke blive vred, jeg undser mig for at bede om det, men kan ikke Andet. — Maa jeg faa min Maanedsløn forud?”
„Hvad skal det betyde, hvor kan det falde Dem ind?” — Nej, hvor det kom ubelejligt! Hun tilføjede: „Jeg synes egentlig, det var uforsvarligt mod Dem selv, hvis jeg sagde Ja.”
Lise blussede, men svarede sagtmodigt: „Fruen har nu kendt mig i fire Aar, saa De kan dog vist ikke tro, at jeg vil gøre et daarligt Brug af Pengene.”
„Aa nej, men maaske et uoverlagt. Jeg kan desuden ikke undvære saa mange Penge.”
„Men vil Fruen saa ikke nok tale til Kaptejnen om det, for jeg skulde gerne have dem før Aften.”
„Det er et dristigt Forlangende. — Hvortil skal Pengene bruges, det maa jeg vide.”
„Kan jeg ikke blive fri for at sige det?”
„Nej.”
„Der ligger en ung Mand syg ovre i Baggaarden, man kan se Vinduerne i den lille Lejlighed fra Køkkenet. Konen har efterhaanden pantsat næsten alt Indboet, hun slider Dag og Nat med Haandarbejde, men da der er tre Smaabørn, gaa Pengene til Brød og der bliver intet til Huslejen. Værten har ventet taalmodig i lang Tid, men nu vil han ikke vente længer og de skal smides ud, hvis han ikke faar mindst tyve Kroner i Afdrag, og det er jo lige min Maanedsløn. Nu har jeg sagt det og Fruen vil ikke sige Nej, vel?”
Fru Hald sad ganske stille, det var som to Magter stredes i hendes Indre. Skulde hun opgive Spejlet? Nej, nej, nej, hun lagde hurtig den blinkende Genstand op paa Etageren, derpaa vendte hun sig til Pigen: „Jeg skal tale til min Mand om Familiens Nød og Deres Ønske.”
Ingen lagde Mærke til lille Knud, der længst var bleven ked af Billedbogen og havde forladt sin Plads. Det var ham forbudt at røre ved de fristende, brogede Sager paa Etagerens Hylder, men han kunde dog ikke modstaa Lysten til at se den Genstand, Moderen lige havde lagt derop. Saa kravlede han da ganske stille først op paa Gyngestolens Sæde og saa paa dens Ryg. Sølvrammen stak lidt ud, han maatte kunne naa den. Armen straktes i Vejret, hele den lille Person rettede sig, men netop som han havde Skatten i Haand bevægedes Stolen og faldt med et frygteligt Rabalder ovenpaa Barnet. Spejlet, der tog mod det første Stød, splintredes i klingende Smaastykker.
Knud skreg højt og Fru Hald fløj hen til ham.
„Mit Barn, Moders elskede lille Dreng, hvor gør det ondt? — Aa, Lise, hvad skal vi dog gøre!”
„Jeg tror ikke han fejler Noget, kære Frue, Albuen er skrabet, det er det Hele. Fruen maa endelig vogte sig for de mange Glassplinter. Nu henter jeg en Fejespaan, saa skal vi snart faa dem bort. — Men lille Knud maa ikke saadan klatre op en anden Gang.”
„Skænd ikke paa ham, det er min Skyld Altsammen. — Er Rammen ogsaa ødelagt? Naa, ikke videre. — Bliv lidt, Lise, her er Deres tyve Kroner og tyve fra mig med Hilsen og Ønske om god Bedring. — Aa, havde jeg dog gjort det straks!”
„Vil Fruen virkelig,” Lise saae spørgende paa den blege, unge Frue.
Knud laa halvfortumlet paa Sophaen og betragtede med største Deltagelse sin lille skrabede Albue.
„Og Du har slet ikke ondt i Hovedet Knud?”
„Nej, Moder, men der!”
»Ja jeg veed det nok. — Aa Lise, hvor maa jeg takke Gud, tænk om hans Fader havde fundet ham syg, maaske døende.”
„Ja, der er stor Grund til at takke, men Fruen maa endelig ogsaa holde ham til Lydighed. Og saa tusinde, tusinde Tak, nu løber jeg over med Pengene.”
Et Øjeblik efter ringede det. Kokkepigen havde ondt ved at høre Lyden og var desuden uvant med at lukke op, saa Fru Hald aabnede selv Døren.
Antikvitetshandleren bukkede ærbødigt, medens han samtidig saae skjult iagttagende ind i hendes bevægede Ansigt.
„Naa, min Frue, vandt Spejlet Deres Bifald?”
„Kom ind, Herr Madsen, jeg maa tale med Dem. — Spejlet er desværre gaaet itu, min lille Dreng har slaaet det i Stykker, men her er Rammen.”
„Det gør mig meget ondt Frue, men De behøver da ikke at gøre Undskyldninger for mig. I det Øjeblik Spejlet gik itu, var det jo Deres Spejl og de hundrede Kroner mine.”
„Ja, det følger af sig selv, men Rammen maa vel dog have nogen Værdi, hvis den virkelig er af Sølv.”
„Den er af Sølv. — Tør jeg se den? Naa det har været et ordentligt Stød; bulet og bøjet paa alle Kanter. Ti Kroners Afslag er et smukt Tilbud, men vi har jo ogsaa handlet sammen før.”
„Kun ti Kroner! Ja saa maa jeg bede Dem udvælge af Tingene her for de andre halvfems.”
„Jeg forstaar ikke” —
»Jo, Jeg mener af de smaa Genstande paa Etageren. Her er flere Ting af Rav, Elfenben og Skildpadde. En emailleret Sølvdaase er her ogsaa.”
»Ja, jeg ser det, men Priserne er lave nu om Stunder, det er daarlige Tider, Frue. Maa det lille kinesiske Stel gaa med?
„Helst ikke, men der er jo ogsaa en Mængde andre Ting.”
„Vist er der, men faar jeg Stellet og Daasen, kan det lige slaa til.”
„Saa tag det kun.” Hun følte ingen Sorg, snarere en underlig Lettelse, da han pakkede Sagerne sammen og gik bort med dem, men først da han var gaaet, kom hun helt til sig selv.
Aa, hvor havde hun meget at takke for, hun havde været stillet til et Valg og, trods bedre Vidende, været i Færd med at vælge galt. Men Herren havde selv, i sin store Naade, kaldt hende til Orden og han havde holdt sin Haand over Barnet, hendes Øjesten. Nu skulde Manden, hendes elskede Ven, ikke mere gaa alene i Mesterens Fodspor, nej, hun vilde gaa med, eller rettere hun længtes efter at kunne gaa med. —
Da Kaptejnen kom hjem med en lidt overskyet Pande, gik hans Hustru ham i Møde.
„Tilgiv mig, Victor! Aa jeg har været saa styg saa styg, men nu skal Alt nok blive anderledes.”
„Se Fader se!” Knud kom springende og rakte med en Medynk æskende Mine sin buttede Albu i Vejret.
„Ikke Andet,” lo Kaptejnen, men pustede alligevel af alle Kræfter paa den lille Skramme. —
Da Mand og Hustru senere sade sammen Haand i Haand, kom Forklaringen, det var som et Skriftemaal. Men fra den Dag af tog Fred og Glæde fast Bolig i Hjemmet.