Fredensbo

by Cornelia Levetzow

Fredensbo

Det var sidst i Januar, henad Aften, Sneen faldt tæt og tungt, og en isnende Blæst strøg henover de øde Marker. En ung, daarlig klædt Mand gik ilsomt henad Landevejen. Af og til standsede han dog og saae sig om, ligesom tvivlraadig. Hvor førte Vejen hen, og hvad nyttede det Hele til, selv om den førte til Gaarde og Huse, vilde han jo faa Afslag paa Afslag, hvert Sted, han bad om Arbejde. Saadan var det gaaet den hele Dag og mange Dage og Uger. Men nu havde det ligesom naaet Højdepunktet, og saa pinte det ogsaa, at han havde forladt Hjemmet i Vrede. Det lille blege, halvaarsgamle Barn, hans egen lille Pige, rakte Armene imod ham, men saa havde Konen sagt: „Det er en dejlig Fader, Du har, der ikke engang kan skaffe os Brødet.” Han havde nær slaaet hende, men sagde dog bare: „Tag Dig lidt i Agt, Thora,” og saa tømte han Lommen for det Par Skillinger, han endnu havde tilbage.
„Faar jeg Arbejde, kommer jeg igen med Penge; ellers maa Du klare Dig saa godt Du kan. Vi er ikke den første Familie, der denne Vinter tyer til Sognet. Men Et siger jeg: „Du maa passe Barnet ordentligt og ikke løbe fra det, som i Gaar, for det taaler jeg ikke!”
Saadan var Afskeden, han syntes endnu at kunne høre den unge Kones Graad og Barnets Klynken. — Det havde været en drøj Dag, allevegne mødtes han af spejdende mistroiske Blikke. Sognefogden, her i denne Egn, krydsforhørte ham, da han bad om Stenhuggerarbejde ved Vejene, og efter Forhøret kom Afslaget. Et Sted — det var en større Gaard — havde Konen, lige da han kom ind i Køkkenet, anrettet et vældigt Fad stegte Pølser. Den indbydende Duft lod ham rigtig føle, hvor sulten han var. Idet hun gik ind i Stuen med Fadet, sagde hun strengt: „Vi har ikke Brug for Dig, saa Du kan ligesaa godt gaa straks.” „Jeg takker,” svarede han, og Haanden knyttedes i Harme. — Hvor skulde han nu hen? Ja, et Skur til at overnatte i fandt han vel, men hvormed skulde Sulten stilles?
En vild, næsten rovbegærlig Følelse greb ham, medens han stavrede videre paa den tunge, snedækte Vej.
Pludselig glimtede et Lysskær frem et Stykke borte, og efterhaanden som han nærmede sig det, skelnede Øjet Omridset af et ganske lille Hus. Der vilde han gaa ind, og var der Brød i Huset, vilde han tage det, enten med det Gode, eller med det Onde. Vinduet hvorfra Lyset skinnede var kun dækket af et lavt Trækgardin; han nærmede sig og saae ind.
Det var et underlig Fredens Billede, der viste sig for ham: en lille gammel Kvinde med bøjet Hoved og foldede Hænder. Han forstod at hun bad Bordbøn og det gøs uvilkaarligt i ham. — En Tallerken med tyndt skaaret og endnu tyndere besmurt Fedtebrød stod foran hende, og nu hentede hun en Kaffekande. Han saae den dampende brune Drik blive skænket i en Spølkum. Det var som kunde han lugte Kaffen og han udholdt det ikke længer.
Døren aabnedes med et rask Tag eller rettere Stød, for den isede Sne holdt igen.
„Hvem der? — Ja, kom bare ind, men luk kønt Sneen og Stormen ude.”
„Kan jeg faa noget Mad?”
„Ja, Du kan faa baade Mad og Drikke, men tag først Træskoene af og lad dem blive i Køkkenet. — Sikken et Vejr, og Du har vist gaaet en lang Vej.” Hun skød Kaffekoppen og Fedtebrødet hen til ham.
Den unge Mand saae et Øjeblik paa hende, var hun bange for ham, gjorde hun det i Angst? Nej, hun saae fuldkommen rolig ud og der var et deltagende Blik i de smaa, milde brune Øjne.
Aa, hvor det gjorde godt, og nu kom hun med et tykkere Stykke Mad og nok et, han kunde ikke lade være at sige Tak, og da den første Sult var stillet og Kaffekoppen næsten tømt, sagde han ogsaa; „Hvad faar I nu selv?”
„Anden Kog kan ogsaa bruges,” lød det i en oprømt Tone, medens hun skænkede en gulagtig Vædske op i den klinkede Kontorkop, der toges ned fra Hylden, „en varm sød Drik gør altid godt. Men nej dog, hvor Strømperne drive af den smeltede Sne, dem maa vi straks tage af, og saa tørre de arme stivnede Fødder.”
„Synes I ikke det er kønne Strømper, lille Mor?” Han stak Fingrene gennem de store Huller og lo bittert.
Gamle Sidsel rystede paa Hovedet, men sagde dog undskyldende, medens hun aftørrede Fødderne med et stort, groft Klæde: „Det er ikke altid saa godt for en Ungkarl.”
„Jeg er ingen Ungkarl, Madam, men Konen duer hverken til at strikke eller stoppe, det er Sagen.” Han lo igen.
Sidsel rystede en Smule paa Hovedet, aabnede saa stilfærdigt Dragkisteskuffen og udtog et Par store, tykke Uldstrømper.
„Det er min Mands og jeg har gemt dem for hans Skyld, men det er nok bedst at tage dem i Brug. — Se saa, gjorde det nu ikke godt? Jeg vil tømme Træskoene for Sneen og sætte dem et Øjeblik her ved Ovnen, saa putte vi lidt tørt Hø i, naar du gaar.
»Ja, jeg siger Tak, men I maa da ellers ikke tro, at jeg er en Landstryger og Tigger. Det er Arbejde jeg søger, og det har jeg søgt forgæves i maanedsvis.”
„Har Du bedt Herren hjælpe Dig til at faa Arbejde? Bliv ikke vred at jeg spørger.” Hvor saae det lille rynkede Ansigt blidt og godt ud.
„Nej det har jeg jo ikke, men veed han virkelig Alt, veed han ogsaa hvad jeg trænger til.”
„Herren har tilladt os at bede og lovet at høre os.”
Hun lagde sin Haand paa Mandens Skulder og sagde stille: „Herre i Himlen se ned til denne unge Mand, han vil saa gerne have ærligt Arbejde. Forbarm dig over ham og send ham Hjælp til Sjæl og Legeme.”
Et Øjeblik efter spurgte hun sagte: „Bad Du med?”
„Aa nej ikke saadan, men jeg hørte da efter og ønskede det Samme.”
„Hvad kan Du paatage Dig?”
„Jeg har været Karl, Møllersvend, Fabrikarbejder, Stenhugger og Brændehugger, men nu ere alle Veje spærrede.”
Sidsel blev staaende med Haanden paa Stoleryggen og tænkte efter. Pludselig opklaredes hendes Ansigt.
„Karlen paa Lindegaarden her i Nærheden har længe ligget syg. I Gaar kørtes han til Hospitalet har jeg hørt, og saa tænker jeg, at Manden trænger til en Medhjælper, Ja, kunde Du komme der, saa var Alt godt. Det er den anden Bondegaard herfra, den ligger til Højre for Vejen og en Lindeallee fører hen til Stedet. Bank trøstig paa, sig, at Du er en arbejdsløs Mand og bring Hilsen fra gamle Sidsel.”
„Men hvis jeg nu vises bort der, som allevegne?”
„Skulde det ske, kan Du faa Nattely her, men det sker ikke.”
Træskoene var nu nogenlunde tørre. Sidsel puttede fint Enghø i dem og saa tog Niels Christian dem paa.”
„Tak for den Gang,” sagde han blot men trykkede samtidig hendes Haand med Kraft.

Saa gik han da igen derude i Blæsten og Snefoget, men han var anderledes tilmode, end før. En behagelig Varme trængte fra Fødderne op i hele Legemet, og skøndt han ikke var fuldstændig mæt, var den nagende Sult dog stillet. Og saa syntes det ogsaa som Vrede, Trods og Bitterhed var smeltet for den gamle Kones milde deltagende Blikke. Hun lignede slet ikke hans afdøde Moder, der var højere og dertil fyldig og rødmosset, men mindede ham dog om hende, kaldte hendes Billede frem for Tanken. Hvor huskede han en Dag i Barndomstiden — han havde ikke tænkt derpaa i mange Aar — da Faderen, en streng og myndig Mand, kom farende ind i den lille, lave Bondestue og spurgte om hvem af Børnene der havde vovet at aabne Døren til Skuret, hvori den lille Gris, han lige havde købt, var indelukket. Døren kunde ikke have været lukket forsvarligt, for nu stod den paa Klem og Grisen var løbet sin Vej.
„Ud med Sproget, den der har gjort det, har en ordentlig Omgang til Gode.”
Der gik en Gysen gennem alle Børnene, men Niels Christian følte sig skyldig.
„Naa Ingen svarer, ja, ja, saa skal Spanskrøret danse paa jer Alle. Hejda, Du der, lad mig begynde med Dig.” Han tog den Yngste, en lille bleg, forsagt Dreng haardt i Armen, men saa raabte Niels Christian ivrigt:
„Nej, nej, det var mig, Fader!”
„Dig, det vil jeg tro!”
I samme Nu blev han grebet og gennempryglet. Det var som følte han endnu de ubarmhjertige Slag. Da det var overstaaet gik han ned i Haven og hulkede ud. Hvor huskede han det Hele tydeligt og hvor saae han Moderen nærme sig, lægge sin Haand paa hans Hoved og hviske „Niels Christian er Moders egen Dreng.” — Det var den Gang, vilde Moderen endnu kunne kalde ham sin egen Dreng? Nej, nej, — meget Vand var løbet i Stranden siden og mangen ond Urt var skudt op i hans eget Hjerte. Tanken gik tilbage til det lille Hjem han forlod denne Morgen.
Vinden havde nu lagt sig, men Sneen vedblev at falde i store, bløde Fnug. Det var en lang ensom Vej og Trøstesløsheden fik igen Tag i ham. — Naa, der kom endelig en Gaard til Syne, men det var ikke den han skulde til, Konen sagde anden Gaard og til Højre. Det var som Vejen aldrig fik Ende.
Omsider kom han til en Sidevej med Træer, det maatte vel være Alleen, den Gamle talte om. Ja, der laa Gaarden og nu begyndte Hunden at gø. Naa, saa blev det nok den gamle Historie!
„Tys, Bjørn! Hvem der? — Kom ind Mand!” Stemmen havde en opmuntrende Klang og Døren til Gangen holdtes aaben.
Niels Christian traadte halv tøvende ind i den lune Forstue, hvor et Par tykke Overfrakker og en lammeskindsforet Rejsekappe hang paa de rødmalede Knager.
„Gamle Sidsel sender sin Hilsen,” sagde han straks,” hun troede her trængtes til en Karl, og da jeg er arbejdsløs, raadede hun mig til at forespørge.”
Gaardmanden, i hvis smukke, mandige Ansigt, der sad et Par ejegode Øjne, udbrød livligt: „Ja, jeg trænger sandelig til Hjælp, saa Du kommer i en god Stund. At Sidsel har sendt Dig, er Anbefaling nok.”
„Hun kender mig ikke, ikke det mindste, det skylder jeg hende da at sige. Hun har bare været god imod mig, mættet og varmet mig.”
Jørgen Eriksen nikkede venligt, denne lille Redegørelse galdt for ham, som en Anbefaling.
„Veed Du, at min Karl var syg af Typhus og det er jo en smitsom Sygdom. Værelset hvor han laa, er dog i den anden Længe og Du faar selvfølgelig et andet Kammer med andet Sengetøj.”
„Den Slags tænker jeg aldrig over, kan jeg bare faa Arbejde, er jeg glad.”
„Godt, kom saa ind og faa en Bid, men den drivende vaade Trøje maa blive herude, min tykke, gamle Arbejdsfrakke her, er til Tjeneste.”
Han aabnede Døren til en stor landlig, meget hyggelig Dagligstue, hvor den unge Husmoder sad i Nærheden af Kakkelovnen og puslede et lille Barn, der lige var kommen op af Badekarret. En dejlig buttet Pige var det, der laa og lo, og da Faderen kom ind, strakte Armene imod ham.
„Her er den Hjælp, vi bad om, Karen Marie, Sidsel har sendt ham herhen.”
„Velkommen,” sagde den unge Kone hjerteligt og saa rakte hun den Fremmede sin Haand.
Niels Christian kunde ikke faa Øjnene fra Barnet.
„Sikken et dejligt Barn! Hvor gammel er hun, med Forlov at spørge?”
„Et halvt Aar, ja, er hun ikke sød, og stor af sin Alder, er hun ogsaa.”
„Kun et halvt Aar,” han sukkede dybt „vores er ogsaa et halvt Aar, men ikke nær saa stor. En stakkels, mager, vissen, lille Tingest, men et Par dejlige Øjne har ogsaa hun, saa store og kloge. Aa, det kan skære En i Hjertet.
„Er hun ikke rask,” spurgte Konen mildt, og saae deltagende paa den unge Mand.
„Jeg har ingen Sygdom mærket, men synes nok hun skriger mere, end rimeligt er. Moderen er en ung En, der aldrig før har havt med Børn at gøre, saa jeg tror ikke hun forstaar at passe den Lille, som et Barn skal passes.” „Bor de langt herfra?”
„Et Par Mil, eller maaske lidt længer. Vi bo tæt ved den store ny Fabrik, men i en Udkant. Stedet kaldes Grusgraven, for der har været en Grusgrav i gamle Dage. Tak, skal jeg have Mad.”
En ældre tarveligt, men dog omhyggeligt, klædt Pige med rank Holdning, brunrøde Kinder og alvorlige Øjne satte en svingende Tallerken Grønkaal foran ham. Et anseligt Stykke Flæsk, en Sennepskande og en velfyldt Brødbakke, fuldendte Anretningen. Niels Christian greb hurtigt Skeen, men Husbonden lagde Haanden paa hans Arm og standsede ham.
„Tak for dine Gaver, Du himmelske Fader! Tak for den Mand, Du har sendt hertil. Velsign ham og os.”
Der gik en Trækning over den unge Mands Ansigt. En Tak for ham, var det muligt. Lidt efter tog han fat paa det indbydende Maaltid. Saadan rigtig Mad havde han ikke faaet i lange Tider. En sjelden Gang havde han jo nok formaaet Konen til at lave Kaal, der var hans Livret, men den havde været grovskaaret og klumpet med en halvraa Flæskestump i.
„Nu faar De have mange, mange Tak Allesammen! Nej dog, den Lille sover allerede. Sikken en hvid og blød Vugge; hun har det godt, jeg kan jo ikke Andet end tænke paa min Stakkel derhjemme.”
„Det er saa naturligt,” den unge Kone havde Taarer i Øjet. Men Mariane, den høje Pige, saae saa alvorligt paa Niels Christian, som vilde hun udgranske, hvad der boede i ham.
Jørgen Eriksen rejste sig og sagde venligt: „Nu er det nok bedst Du gaar til Ro og faar tørt Tøj paa, men jeg skulde da først høre Navnet?”
„Niels Christian Hansen, jeg er altid bleven kaldt med begge Fornavne. — Ja, saa Tak for den Gang, Husbond, og Godnat Allesammen.”
Mariane fulgte ham. „Der er varmt Vand i Kanden og det Lintøj, der hænger ved Kakkelovnen er til Niels Christian,” hun aabnede Døren til en lille, kalket Stue, hvor en stor, med Dyner velforsynet, Seng ventede den Fremmede.
Det gjorde godt at faa tørt Tøj paa og faa sig vasket og redt, men saa kom Trætheden ogsaa med Magt og et Øjeblik efter, at han havde lagt sig, sov han haardt og tungt.
Langt ud paa Natten vaagnede han, styrket og vederkvæget af Søvnen, men hvad var dette, hvor var han? — Aa, nu huskede han det Hele.
Maanen lyste gennem Frostblomsterne paa Ruden, men han laa varmt og godt i den rene Seng. Ja han, men hvorledes gik det dem derhjemme? — Hans stakkels lille Pige, saadan daarlig Pleje hun fik, og næsten ingen Penge efterlod han dem, men det var da Alt hvad han havde. „Jeg skal nok være god imod Dig,” havde han lovet Konen, da han tog hende, men han havde nok ikke holdt Ord. — Og Tanken gik tilbage, langt tilbage.
Det var gode Dage, da han tjente paa Møllen. Niels Christian her, og Niels Christian der. Han forstod at gøre dem Alle tilpas og maatte være baade Murer, Snedker og Gartner. Til sidst var han næsten som Søn i Huset. Saa kom han i Tjenesten, fik daarlige Kammerater og lod sig lokke med til Svir og Sværm. Da han vendte tilbage til sin gamle Plads, var han ikke den Gamle. Kroen søgtes imellem, han var bleven stor paa det og taalte ikke et Ord af sin Husbond, saa Enden blev, at han maatte rejse.
Den store Fabrik var imidlertid bygget og han tog Arbejde der. Kost og Logi fik han hos en gammel Kone, der levede ene med sit halvvoksne, forældreløse Barnebarn, en lille vild og dog forkuet En, der blev rusket og talt haardt til, naar hun kom den Gamle i Vejen. Skolen forsømtes og Thora drev dagevis om uden at bestille noget Egentligt. Niels Christian havde ondt af Pigebarnet, var venlig imod hende og gav hende hver Søndagmorgen Boller og Kringler af Brødkonens Kurv. Saasnart hun var konfirmeret kom hun paa Fabriken og blev snart Kammerat med de andre, unge lystige Pigebørn. Det lyse krusede Haar redtes nu omhyggeligt og Dragten blev mere pyntelig og broget. Egentlig køn var hun ikke, paa Øjnene nær, der vare store og smukke og kunde have et underlig rørende Udtryk, som bad hun for sig. Niels Christian advarede og formanede hende, ja skendte paa hende. Hun var lidt bange for ham, men han var dog den Eneste, hun holdt rigtig af. — Saa døde gamle Bedstemoder pludseligt og Thora stod ganske ene i Verden. Han fik straks den alderstegne Kirkekone overtalt til at tage hende i Huset, hun kunde jo betale lidt for sig, og mente saa at hans Ansvar var forbi. Men det var det nu alligevel ikke for Thora fortalte ham Alt, raadspurgte ham om Alt, og taalte baade Formaninger og Bebrejdelser. Hver Gang de mødtes blussede der en Glæde op i hendes Aasyn, og saa de Øjne!
„Om jeg nu?” tænkte han, „dog nej, nej, saadan en lille pjanket En, det vilde aldrig kunne gaa.” Men Spørgsmaalet kom dog igen og igen. —
Niels Christian sukkede, ja næsten vaandende sig under Minderne, det stod Alt saa lyslevende far ham.
Netop i den Tid kom et Gøglerselskab rejsende; Bestyreren lejede Krohaven, og der bødes paa Karousel, Svinggynge, Kraftkunster, Dans og andre Løjer. Det Hele havde et daarligt Lov, og ordentlige Folk holdt sig derfra. Da Niels Christian en Søndag Aften gik forbi, hørte han vild Latter og raa Stemmer fra en Klynge unge Karle, der stod udenfor Indgangsdøren og trak i et Pigebarn, som smaaskreg og vægrede sig. — Det var da ikke hende? Jo, det var hende, de bedende Øjne paakaldte hans Hjælp.
„Slip Pigen, slip straks, siger jeg! — Det er min Kæreste.” Nu var det sagt.
„Om Forladelse, Niels Christian, Du kan da nok vide, at vi ikke ahnede det.”
De slap hende øjeblikkeligt, men Thora styrtede hen til ham, slyngede Armene om hans Hals, løftede sig op paa Taaspidsen og kyssede ham.
„Naa, naa, lad os bare gaa.”
Hun tog ham under Armen og klyngede sig op til ham.
„Det var rigtignok godt Du kom, aa, jeg var saa angst, men nu er jeg slet ikke bange mere. — Hør hvor de spille derinde og nu synge de. Det er dog alligevel Sjov; hvad om vi gik derind sammen?
„Er det dit Alvor?” spurgte han i Harme, der var næsten Foragt i det Blik, hvormed han saae paa hende.
„Se dog ikke saa bøs ud, Niels Christian, jeg spurgte jo kun. — Bare Du vil være god imod mig, naar jeg bliver din Kone.” Hvor han huskede de bedende, halv kyste Øjne og sit Svar: „Jeg vil altid stræbe at være god imod Dig, Thora!”
Brylluppet stod kort efter og han lejede det lille Hus, der kaldtes Grusgraven. Bedstemoders Smule Indbo maatte indtil videre gøre Tjeneste. — „Vi skal nok faa det pænt efterhaanden,” lovede han. Ja, det var den Gang, men da hun saa ikke kunde lave en ordentlig Skefuld Mad og hverken havde Lyst til at vaske eller gøre rent, sy eller strikke forfaldt Hjemmet mere og mere. Han talte godt, og han talte ondt, men lige lidt hjalp det. Sommetider vilde hun kæle Bebrejdelserne bort, sommetider græd hun, og det hændte ogsaa at hun skendte og blev stridig og hidsig, som et uartigt Barn.
Der var ingen Forslag i de Ugepenge han gav hende. Kagekonen paa Vejen til Fabriken fik god Afsætning, og hun forestillede ham ivrigt, at Kaffe med Vienerbrød smagte meget bedre og var meget billigere end varm Mad. Saa købte hun ogsaa pjanket Pynt, halvklare Kjoler og Hatte med brogede Blomster. Veninderne kom i Besøg om Søndagen, og der blev byttet og solgt, og bagefter drukket Kaffe, men det satte han da en Pind for. At han selv imellem lod sig forlede til at søge Kroen var bittert at tænke paa, men da Barnet først var født, gjorde han det ikke mere, paa en enkelt Undtagelse nær. Moderen skulde nu blive hjemme, og han haabede paa bedre Dage. Men henad Efteraaret mindskedes Fabrikens Arbejde betydeligt, og han og mange Andre bleve arbejdsløse. Saa gik han da om og søgte Arbejde, men som oftest forgæves. Hjemme var der uhyggeligt, Barnet græd den hele Dag, trivedes ikke, nej svandt snarere hen. Moderen tog nu ogsaa saa underligt paa det, som var det en Dukke, trak i de smaa Lemmer og støttede ikke engang dets Hoved. Han forstod det meget bedre, Barnet sad godt paa hans Arm, puttede Hovedet ind til ham og holdt op at græde. Næsten hver Morgen gik han ud for at søge Arbejde, og naar han kom træt og modløs hjem, var Stuen halvkold eller fuld af Røg, og den eneste Vederkvægelse, der bødes ham, var en grumset Kop Kaffe. Han havde solgt sit Uhr og sine gode Klæder, men nu var der heller ikke mere tilbage.
Niels Christian satte sig op i Sengen, det var igen som hørte han Moderens Graad og Barnets Klynken. Hvad skulde han gribe til, hvordan skulde Morgendagen gaa for de to Stakler derhjemme?
Jeg maa tale med Manden, bede ham om Forskud paa min Løn og om Lov til at gaa hjem med Pengene. Mon han skulde ville gøre det? Det var ikke troligt, men dog muligt.
Niels Christian grebes pludselig af en Tanke. Hvis han nu vovede det, ja, han vilde prøve for det var jo dog hans Moders Gud: „Herre Du som førte mig herhen, hjælp ogsaa i dette.”
Der faldt nu Ro over ham og han slumrede ind igen, men det var en afbrudt Søvn fuld af Drømme.

Da Niels Christian vaagnede var det højlys Dag. Han hørte en Vogn rulle ud af Gaarden fulgt af Husbondens med høj Stemme udraabte: „Lykke paa Rejsen.”
I en Fart kom han op og ud i Gaarden, hvor Manden stod og undersøgte et Par halvknuste Ruder i Vaskerhuset.
„Det er rent galt, at jeg har sovet saa længe, Husbond maa ikke være vred!”
„Jeg plejer at kalde og lod Dig med Villie sove ud. — Men hvad er der i Vejen, har Du Noget paa Sinde, saa frem med det, Mand.”
„Det gælder dem derhjemme, jeg laa og tænkte paa dem i Nat i al deres Forladthed, og hvis Husbond vil give mig et Par Kroner forud paa Lønnen og Lov til at gaa hjem med Pengene, skal jeg aldrig glemme Jer det af. Men maaske det er for meget forlangt?” „Nej, jeg synes det er et naturligt Ønske, men Du skal nu høre, at laa Du vaagen og tænkte paa din lille Pige, var der en Anden, der gjorde det Samme. Karen-Marie, det er min Hustru, lukkede ikke et Øje i Nat og tidlig i Morges forlangte hun Hest og Vogn og er nu selv kørt til Grusgraven for at hjælpe Konen lidt til Rette.
Ingen Tak, gaa nu ind og spis din Mælkegrød, bagefter har jeg Ærinde til Dig. Der skal trilles en Bør med Uld hen til gamle Sidsel og saa maa Du hente noget Vinduesglas hos Glarmesteren. Sidsel vil sige Dig, hvor han bor, det er ad en hel anden Kant, et Stykke fra hendes Hus. Ellers har vi en stor sekstenaarig Dreng til den Slags Ærinder, men da Doktoren talte om Typhus, sendte jeg ham straks hjem til Moderen. Hun er Enke og han er hendes Eneste.”
Daglistuen var varm og hyggelig. Den lille Pige sov trygt i sin Vugge, Kinden var rød, de buttede smaa Arme laa oven paa Dynen. Han sad et Øjeblik alene, saae paa Barnet og lyttede til det store Uhrs regelmæssige Dikken, saa kom Mariane med en dampende Skaal Mælkegrød.
„God Morgen,” sagde hun venligt „kan Du spise mere, har vi mere ude.” Hun tog Plads ved Bordet og arbejdede med rolig Iver paa sit store Strikketøj.
„Naar tror De, at Madammen kan komme tilbage?”
„Det er ikke godt at sige.” „Ja, for jeg vil nødig gaa, før jeg har hørt hvordan det staar til derhjemme.”
Mariane rettede sig paa Stolen, og hendes Stemme var fuld af Værdighed, da hun svarede: „Husbond sagde, at Niels Christian skulde besørge hans Ærinde, saasnart Du var færdig med Maden, saa det kan ikke nytte at tale mere om den Ting.”
„Nej, det er ogsaa sandt,” han spiste videre i Taushed.
„Med Forlov,” spurgte Pigen pludseligt, „hvor kan det være, at Du ikke bærer Ring, naar Du er en gift Mand?”
Der skød et ondt Minde frem, og han svarede haardt: „Da Konen først havde solgt sin Ring for at købe sig et nyt Kjoleliv, solgte jeg min for at faa en islandsk Trøje og en glad
Aften. Jeg havde købt begge Ringene og havde vel saa Lov til at gøre det.”
„Fy!” sagde Mariane blot, men det var ogsaa nok. Niels Christian slog Øjet ned og skammede sig.
Et Øjeblik efter tog Pigen igen Ordet, men nu var hendes Stemme mild, næsten kærlig:
„Saadan et Par unge Stakler! men det kan nok blive godt igen, naar der begyndes forfra.”
„Ja, hvis der var Noget at bygge paa, men det er der ikke.”
„Saa gælder det at ty til ham, der altid er at bygge paa. — Du skal se det kommer nok.
— Hvad hedder Barnet?”
„Ja, hvad hedder hun? Moderen forlangte at hun skulde hedde Rosalia, men jeg vilde at hun skulde bære min afdøde Moders Navn og saa døbtes hun Mette Rosalia. Jeg kalder hende Mette, men Moderen kalder hende Rosalia, saa den arme Unge har to Navne. — Er det ikke en skøn Enighed? Han lo bittert, men tilføjede i en ganske anden Tone: „Ja, saa Godmorgen, og mange Tak for den dejlige Grød, saadan Føde giver Marv i Benene.”
Børen stod udenfor med en Pakke Uld, den gamle Kone skulde spinde, og en lille landlig Kurv, der var surret godt fast og forsynet med en til Hanken bundet Seddel, hvorpaa Jørgen Eriksen havde skrevet: „Velbekomme, siger Indholdet, og saa flittig Hilsen og Tak for den Mand I sendte os.” Det stod med store tydelige Bogstaver og Niels Chritian læste det, medens han skød Trillebøren frem. Det var anden Gang Husbonden havde takket for ham, og Konen havde grædt, og lagt vaagen for Barnets Skyld. Aa, hvor han følte sig uværdig! Og saadan han havde været til Sinds, da han stod udenfor den gamle Kones Vindue, det gøs i ham. — Tanken gik nu tilbage til Mølleren hvor god havde ogsaa han egentlig været, i al sin Bestemthed og tilsyneladende Strenghed. Ja, der var meget at angre i alle Forhold; kunde han blot begynde forfra, som Pigen sagde.
Solen skinnede paa den hvide Sne, Luften var ganske stille og Himlen blaa, han gik rask til, længselsfuld efter at komme hjem igen og høre hvad Karen Marie havde at melde. — „Naa, hvad synes Husbond saa om ham,” spurgte Mariane, da han var gaaet.
„Godt, rigtig godt, der er Tømmer i Fyren, det gælder nu blot at faa ham paa ret Kjøl. Karen Marie bad mig sende ham et langvejs Ærinde, saa han kunde være borte, naar hun kom Hjem med Staklerne.”
Karen Marie er altid betænksom, tog hun ikke Puder og Lagener frem, før hun rejste og redte selv Seng i Kurvevognen til den lille Gæst, Varmedunken blev ikke glemt, saalidt som Flasken med Vællingen. — Nu har vi levet saa jævnt og lykkeligt i flere Aar, Husbond, saa det er ikke underligt, at Herren omsider sender os Bud, først Karlens Sygdom og nu dette.”
„Du har Ret, Mariane, det gælder for os at være lydhøre og lydige.”
„Se herind i min Stue, Husbond! Jeg har fyret ordentligt i Kakkelovnen og taget Feltsengen, der stod paa Loftet, ned til mig selv. Saa faar hun den rigtige Seng, sølle Barn, som hun vist er.”
Mariane saae oplivet ud, hun holdt af det regelmæssige, daglige Arbejde, men naar det rigtig galdt for Alvor, var det ligesom hun voksede. Hendes Ungdomsven døde paa Søen, da hun næppe var tyve Aar, og siden havde hun aldrig villet høre Tale om en egen Fremtid, men tjent Andre stille og trofast, ærlig og oprigtig i al sin Færd, ikke bange for at sige et Sandhedsord, selv om det bed. —
Da Vognen rullede ind paa Gaarden stod Jørgen Eriksen og Mariane i Gangdøren. Den unge Husmoder, der selv havde været Kusk, sprang hurtig ned.
„Giv mig saa Barnet, Thora! Aa nej, tag dog ikke saadan paa det! — Tak, nu er det godt. — Du tager Dig af den unge Kone, Mariane!”
Ja, det er nok bedst vi hver passer Sin. Goddag og velkommen! — Lad mig tage Kappen af; det er Husbonds egen Faareskindspels, saa Du har rigtignok ingen Nød havt. Naa, naa, der er ingen Grund til at græde. — Se her er Stuen, hvor Du skal være.”
Jørgen Eriksen stod imidlertid med sin lille sundhedstraalende Martha paa Armen og saae, hvor kærligt og moderligt hans Hustru puslede det blege, magre Barn hun havde medbragt. Saadan tynde smaa Arme og bitte blaagraa Hænder og Fingre. Han rystede paa Hovedet i inderlig Medlidenhed.
Mariane bragte stiltiende en Ballie varmt eller rettere lunkent Vand og skyndte sig saa ind til Sit, men saasnart den Lille kom ned i Vandet fik det lidende Ansigt med de halvtlukkede Øjne et andet Udtryk og de smaa Lemmer strakte sig med Velbehag.
„Se paa hende, Jørgen, det lille velsignede Barn, hun ler til mig. Ja, saadan et Bad skal Du faa hver Dag, Du lille Kære. — Hvad synes Du om hende Martha? Nej se de to Smaa le virkelig til hinanden. Aa, hvor hun fylder lidt i Marthas Natkjole! — Nu putter jeg Dig i din lille lækre Vognseng, sov sødt og Gud velsigne Dig!”
„Naa, Karen Marie, tag saa din egen Pige, og fortæl mig hvordan Alt gik.”
„Jeg traf dem Begge i Sengen og Begge i Graad. Den unge Kone var bange for at følge mig, men jeg klædte hende uden videre paa i det usle Tøj, der laa spredt i Stuen og saa hyllede jeg hende ind i din Kappe. Den Lille trilledes ind i det bløde Shawl, jeg havde med, og den Smule Gangtøj og Linned, jeg fandt i Skuffer og Kroge, bandt jeg i en Bylt og lagde bag i Vognen. Da jeg kørte maatte Moderen jo selv holde Barnet. Hun havde det inde under Kappen, og jeg var hele Tiden i Angst for at hun skulde tabe det. Nej, tænk, hun sover allerede! Ser hun ikke sød ud i det rene Tøj?”
„Hun ser rørende ud,” indrømmede Manden, „underlig rørende.”
Mariane havde imidlertid travlt med at løse sin Opgave, der var ulige sværere, end den unge Husmoders.
„Sæt Dig rolig ned og faa lidt Mad. Her er dejlig varm Mælk med Grød i.”
Thora saae med Skræk paa den dampende Skaal. „Uha det kan jeg umulig spise. Er der ikke Kaffe?”
„Om Eftermiddagen drikkes her Kaffe, men nu spiser Thora kønt hvad der er sat frem.
Det skal spises! — Saadan, var det nu saa svært?”
„Uha,” sagde den unge Kone igen, men Mariane indvendte roligt, at „Tak for Mad” havde lydt bedre.
Saa kom Ballien ind med varmt Vand.
„Jeg vil ikke,” sagde den unge Kone og stampede, men Pigen svarede mildt, men med urokkelig Bestemthed: „Jo vist vil Du, der er ikke Tale om Andet. Du skal se, hvor godt det gør at blive vasket fra Top til Taa.”
Der var ogsaa Kamp da Thora skulde iføres Marianes grove, men skinnende hvide Linned, og allerværst blev det, da det filtrede forsømte Haar klippedes af.
„Tys, tys, det er hurtig gjort; jeg har selv ondt af Dig, lille Stakkel, og skal ikke klippe for nær. Haaret vokser snart frem igen og saa vil Du nok passe det bedre. — Læg Dig nu rolig ned, det er bedst, Du holder Sengen i Dag.”
„Aa, hvor jeg ser ud! Jeg kan se mig selv i Spejlet over Komoden. At De kunde nænne!”
„Du ser bedre ud, Barn, end Du har gjort i lange Tider, for nu er Du hel og ren.”
„Hvor bliver Niels Christian af, for han er her da?”
„Ja vel er han, men hans Husbond har sendt ham et Ærinde.”
„Og hvor er Rosalia?”
„Lille Mette er inde hos Konen her i Huset.”
„Hvor veed De, at hun hedder Mette?”
„Da jeg spurgte Faderen hvad hun hed, fortalte han, at hun hed Mette efter sin Farmor. — Se, nu har jeg ryddet op her i Stuen, saa Ingen kan se hvad vi har haft for.” —
Da Niels Christian kom hjem stod Husbonden og spændte Hestene fra.
„Lad mig endelig komme til, for det er da mit Arbejde, men sig først Husbond, hvordan havde Barnet det?”
„Gaa selv ind og tal med Karen Marie, det er ikke første Gang jeg spænder Heste fra.”
Den unge Husmoder sad ved sit Haandarbejde med Kurvevognen paa den ene og
Vuggen paa den anden Side. Martha sov fast, men Mette laa med store, aabne Øjne, og da Faderen kom ind gav hun et Glædespip og rakte Armene ud efter ham.
„Nej nu har jeg aldrig kendt Mage det er jo Mette, Faders egen lille Mette. Jeg siger saa mange, mange Tak! Og hvor er hun ren og fin, men saa tynd og mager. Mon jeg faar Lov til at beholde hende?”
„Ja, Med Guds Hjælp! — Saa hun hedder Mette, det glæder mig. Moderen kaldte hende noget Andet.”
„Moderen er en stridig lille Tingest, ja, undskyld, at jeg siger det. Barnet er opkaldt efter min Moder, der hed Mette. Hvad sagde Konen, da De tog Barnet?”
„Jeg tog ogsaa hende, naturligvis. Gaa endelig ind og hils paa hende.”
Niels Christian kunde næsten ikke kende Thora, som hun laa der i Marianes store, blaatærnede Nattrøje med det korte, lyse Haar og den skære, hvide Hud.
Naa er Du endelig der,” sagde hun heftigt, „aa jeg har haft det saa rædsomt. De tager rent Villien fra En her i Huset. Ser jeg ikke fæl ud?”
„Nej vist ikke, Du ser ud som et sygt Barn, der er kommen i gode Hænder. — Og den Lille! Synes Du ikke vi har Grund til at takke?”
„Mig har de bare kuet, og hele Tiden gjort lige det Modsatte af hvad jeg ønskede. — Aa, Niels Christian, det var skrækkeligt saadan Du forlod os i Gaar.”
„Jeg har ogsaa fortrudt det, men ud maatte jeg da, for at skaffe Arbejde.”
„Hvad vilde Du have gjort dersom jeg havde taget Rosalia paa Armen og var gaaet ud i Aaen med hende?”
„Jeg havde aldrig mere haft en glad Dag.
Tænkte Du paa at gøre det?” Han saae angstfuld paa hende.
„Ja, et Øjeblik, men det var saa koldt udenfor, og jeg havde heller ikke Mod. — Gaar Du allerede?”
„Jeg skal til mit Arbejde. Ilde vilde det være at lønne Folkenes store Godhed med Dovenskab og Upaalidelighed. — Vær nu skikkelig, Thora, gør Alt hvad der forlanges og læg Dig efter at takke. Og” — han betænkte sig paa at sige det, Stemmen lød ikke højere end en Hvisken — „kan Du dit Fadervor, saa bed det. Engang bad jeg det altid og nu vil jeg begynde igen.” — Mariane mødte ham i Gangen. „Naa, Du har været derinde,” sagde hun alvorligt, ”ja, Staklen er jo mat og medtaget.”
„Det er ikke af Overanstrengelse,” indvendte han ivrigt, „for hun har været hjemme lige fra Barnet blev født.”
„Naa det har hun, ja, Sorg og Sult kan vel ogsaa gøre det ud.” Pigens Blik var bebrejdende, men alligevel medlidende, trods dets Strenghed.
Sorg og Sult! Det gøs i ham.

Da der var gaaet en fire Ugerstid havde Mette faaet runde Kinder, dobbelt Hage og buttede smaa Arme og Hænder, det var som et andet Barn. Faderen tittede til hende, hver Gang han kom ind fra Arbejdet.
Niels Christian havde faaet ordentligt Tøj og gode nye Støvler, „forud paa Lønnen,” som Husbonden udtrykte sig. Han blomstrede formelig op ved den kraftige Kost, det stærke Arbejde og den gode Behandling. Det var næsten som i gamle Tider paa Møllen. Og saa at hans lille Pige kom sig! Men alligevel var der Tungsind over ham.
Moderen saae han ikke meget til, det var ligesom hun undveg ham og holdt mest af at sidde ene i Marianes Stue. Naar Dagligstuen var tom, listede hun sig dog ofte derind, lagde sig paa Knæ ved Kurvevognen og saae paa sit Barn, men rørte nogen ved Døren, sprang hun op. Manden talte altid venligt til hende, naar de saas, men fik gerne korte Svar.
En Dag bankede han paa Marianes Dør og gik ind. Pigen nikkede venligt til ham, men Thora, der sad ved Vinduet og strikkede, saae skræmt op.
„Jeg vilde se, hvordan Du havde det,” sagde han mildt, „er det til mig Du strikker? — Det kan jeg lide.”
„Jeg strikker bare Fødder i de gamle Skafter.”
„Sæt Dig ned,” Mariane trak en Stol frem, „vil I tale sammen, gaar jeg gerne.”
„Aa, nej, bliv bare,” Thora holdt fast i hendes Kjole, Manden saae det med Vemod.
„Ja, ja, saa gaar jeg igen, men Du maa ikke tro Andet,” tilføjede han spøgende, „end at jeg glæder mig til Strømperne.”
Da han havde lukket Døren efter sig sagde Mariane med et Suk: „Det varer vist længe inden han faar Strømperne, stakkels Mand, for ser jeg ikke fejl, har Thora igen tabt en Maske langt nede og taget halve Masker hist og her. Ja, ganske rigtig. Du maa hylde det op igen mit Barn, det er ikke morsomt, men der er intet andet Raad.” Hun trak Pindene ud, men Thora brast i ustandselig Graad.
„Naa, naa, saa slemt er det da ikke heller. Men Barn dog, hvordan er det Du tager paa?”
„Aa, jo, for jeg kan Ingenting og er til Ingenting og bliver ikke engang betroet at passe mit eget Barn. I er Alle saa dygtige. Du malker og laver Mad og Karen Marie ælter Brød, laver Smør og Ost, passer Børnene og holder Huset som et Dukkeskab. Manden og Niels Christian arbejde paa Kraft den hele Dag, men jeg kan ikke engang strikke! At saadan en pæn Mand, skal nøjes med en elendig Kone som mig.” Hun hulkede uafbrudt.
„Det er ikke det Værste at føle sig lille og uværdig, netop saa plejer Gud at være os nær, og bøje vi os for ham, faa vi Lykke med Alt, hvad vi tage os til, ogsaa de smaa huslige Arbejder. Straks Du kom, blev Du vred og stor paa det, naar man rettede Dig, nu bliver Du lille og bedrøvet, det er et godt Tegn. Sig mig Et, Thora, længes Du efter at faa dit Barn igen?”
„Om jeg gør! Hvorfor skal Konen derinde have to og jeg Ingen? — Bliv ikke vred, jeg skal nok være god, men det er et drøjt Liv, jeg gaar jo om som en Skygge.”
„Og hvis Vuggen nu kom herind og Du fik dit Barn i Favn, hvad vilde Du saa kalde hende?”
„Mette,” raabte Thora hulkende, „han vil jo, at hun skal kaldes Mette.”
„Og tror Du virkelig, at Du vil kunne passe hende?”
„Ja, naar Mariane vil hjælpe mig.”
„Vil Du have Barnet, maa Du selv passe det, dog skal jeg nok i Førstningen tage mig af Vællingeflasken. Husk saa, at der maa tages blødt og fint paa saadan et lille Væsen, blødt og fint med rund Arm. — Vil Du gerne, at vi skal gøre en Prøve?”
„Ingen Prøve, det er jo mit Barn!”
Mariane havde aldrig syntes saa godt om Thora som i dette Øjeblik, og hun gik lige ind i Daglistuen for at tale hendes Sag.
Jørgen Eriksen læste sin Avis, Karen Marie syede Knaphuller i en Barnekjole.
„Det er da godt, Du kommer, Mariane. Vi se saa lidt til Dig i denne Tid. I skulde Beggeto sidde herinde.”
„Nu kommer Alt nok snart i Orden,” lød det med frejdig Røst, „Thora er ligesom vaagnet, kan se sine Fejl og længes efter sit Barn.”
„Det glæder mig,” sagde Manden varmt, men Karen Marie saae ængstelig spørgende paa hende.
„Du mener da ikke?”
„Jo, jeg mener, at nu har Du gjort din Pligt mod Barnet, og saa maa Du ikke hindre hende i at gøre sin.”
„Saa jeg skulde overlade søde, lille Mette, der er bleven saa rask og dejlig, til den uforstandige, ukyndige Moders Behandling? Aldrig!” Karen Maries ellers saa blide Ansigt blussede af Ivrighed.
„Men kære Ven,” Jørgen Eriksen tog hendes Haand, „hun har da Ret til sit eget Barn.”
„Den Ret har hun forspildt; men Du er skinsyg paa Barnet, Jørgen, jeg har nok mærket det.”
„Hel fri tør jeg vel ikke sige mig, for jeg synes nok der er gjort mere Væsen af Mette, end af vor egen. Men hun var jo ogsaa en lille Stakkel, saa det skal ikke bebrejdes Dig.”
„Hvorfor bliver Mariane staaende, som ventede Du. Jeg giver ikke Barnet fra mig, — ikke for det Første.”
„Jo, Du gør, for det er hendes Barn og skal hun hjælpes og rejses, maa Barnet til.”
„Jeg kan ikke, ikke nu straks.”
„Du kan, hvad Du bør.” Mariane stod oprejst, som en Lovens Haandhæver, og saae fast paa sin unge Madmoder. Men Manden lagde Armen om Karen Maries Liv.
„Det kom saa pludseligt,” sagde han ømt, „naar Du først har besindet Dig, veed jeg, at Du giver efter.”
Og hun gav efter, men det faldt haardt.
Mariane tog straks det sovende Barn og bar det ind til Moderen.
„Nu har Du Ansvaret, Thora, glem det ikke.”
Thora bøjede sig over Barnet, kærtegnede dets smaa Hænder og lille runde Hoved.
„Veed Du hvad jeg vil, Mariane, jeg vil gaa lige ind til Karen Marie og bede hende om jeg maa se hvordan hun pusler sit Barn, og saa vil jeg ogsaa bede hende se, om jeg bærer mig rigtig ad, naar jeg skal til.”
Karen Marie saae forundret op, da Thora kom ind, men da Bønnen var bleven fremstammet, rejste hun sig, omfavnede den unge Kone og kyssede hende.
„Tak, at Du vil lade mig vise Dig lidt til Rette. Jeg har god Øvelse fra min Søsters Hjem, hvor der er ni Børn. — Sæt Dig her og se til. Vandet er allerede kommet ind, Du skal se det gaar af sig selv, bare ikke tage for raskt eller for haardt. — Naa Martha, nu er Du nok glad, Du skal i Vandet? — Nej se, hun smiler til Dig.”
„Ja, det gør hun jo virkeligt! Bare min egen ogsaa vilde smile, men hun skriger nok. — Hvor er hun dejlig, saa buttet og rund. Nej, er Madammen allerede færdig, det gik jo som en Leg.
„Saadan vil det ogsaa gaa for Dig, naar Du først faar Grebet.”
„Bare jeg maa kunne lære det! — Ja, hvis Madammen saa vil se paa mig?”
„Kald mig Karen Marie, det hedder jeg af Alle. — Hvor ser Du barneung ud, Thora, sig mig din Alder?”
„Jeg fylder nitten Aar ved St. Hanstide. Vi havde Bryllup min syttenaars Fødselsdag.”
„Og jeg er seks og tyve, saa maa jeg da ogsaa være lidt mere erfaren og fornuftig.”
Mette laa med store, forundrede, ikke rigtig tilfredse Øjne og saae sig om i den fremmede Stue, men da Karen Marie viste sig, slog hun med Armene og udstødte en lille for hende ejendommelig Glædeslyd.
Mariane saae alvorlig og misbilligende ud. „Det gaar aldrig paa den Maade. Du skulde blevet herfra, Karen Marie, se nu skriger hun bare Moderen rører hende.”
„Barnet vil til mig, — aa jeg kan ikke holde det ud!”
„Gaa, skynd Dig at gaa,” Mariane aabnede Døren.
Stakkels Thora kunde heller ikke godt holde det ud. Barnet gjorde Modstand da hun løftede det op og hun maatte tage fast, men Formaningen lød jo: fint og blødt med rund Arm; bare hun kom over det!
„Du maa trøste hende,” sagde Karen Marie roligt, „tale godt for hende, kysse ganske sagte i Luften, ikke saadan, at Du berører hende, men flere Gange i Træk, det morer Børn.”
Karen Marie, der stod udenfor med Øret til Nøglehullet hørte pludselig den velkendte Overgangslyd fra Graad til Latter, og gik saa beroliget ind i Stuen.
„Vær ikke vred, Jørgen, jeg var saa styg før, men nu skal jeg nok stræbe at være god mod Thora. Jeg har slet ikke været kærlig imod hende. I Hjertet var jeg vred paa hende for hendes Opførsel mod Barnet og for det rædsomme, bundløs uordentlige Hjem. Men da hun før kom stille og udmyg og bad mig vise hende til Rette saae hun rigtig sød ud, og jeg er begyndt at holde af hende og vil gerne gøre for hende, hvad jeg blot kan.”
„Lad mig se det! — Du og Mariane maa lære hende til, at Niels Christian kan faa en ordentlig Hustru. Han er en brav og ualmindelig flink Fyr og jeg tror, ja, jeg er næsten vis paa at Herren i denne Tid arbejder i ham. Alt skal nok blive godt.”
Lille Thora svedte imidlertid Angstens Sved.
„Aa, Mariane se endelig herhen hele Tiden. Jeg bærer mig da ikke galt ad.”
„Nej vist gør Du ej. Der er ingen Grund til at sidde som med Livet i Hænderne, til saa ligefremt et Arbejde, som at vaske et Barn.”
„Hvor er hun sød, buttet og hvid i Huden; jeg kan næsten ikke forstaa, at det er det samme Barn, der var saa vantreven og graa og altid skreg, da vi boede i Grusgraven. — Bare hun ikke hele Tiden saae hen til Døren, som ventede hun at se Karen Marie træde ind. — Naa nu smiler hun da ogsaa til mig, saae Du det?”
„Ja jeg saae det nok. — Du har rigtignok Grund til at takke Herren, Thora, saadan et velsignet Barn Du har, og saadan en god og dygtig Mand. Der ligger en smuk Fremtid for Jer, synes jeg.”
„Ja, naar jeg ikke var i Vejen, men jeg er jo i Vejen, saadan en ussel, daarlig Stakkel som jeg er.” Hun hulkede lidenskabeligt.
„Tys, tys, væk nu ikke Barnet,” Marianes Stemme var blød, næsten øm. „At Du græder over Dig selv, Thora, er ikke det Værste, for det sker gerne, naar Hyrden har faaet Tag i sit bortkomne Lam. Da Husbond læste den velsignede Lignelse i Gaar ved Aftenandagten, tænkte jeg paa Dig, og syntes Du var det lille Lam, der laa paa Hyrdens Skulder.”
„Det maa være godt at ligge der, men jeg er altfor, altfor slem!”
„Du glemmer, at det netop var et bortkommet Lam, Thora, og alligevel bar han det hjem med Glæde. Du hørte det jo selv.”
„Ja, for nu hører jeg da efter. I den første Tid kedede jeg mig og tænkte paa andre Ting, for jeg syntes jeg kendte det Altsammen fra Skolen og Præsten. Først nu forstaar jeg, at det er noget Virkeligt. — Aa, se hvor trygt hun sover, bare Natten nu ogsaa maa gaa godt. — Ja, saa er det nok bedst, jeg tager Strømpen frem og begynder forfra.”
„Ret saa min Pige, men pas godt paa, for gør Du en Fejl, skal det op igen.” —
Da Niels Christian kort efter kom ind i Dagligstuen saae han sig urolig om.
„Men Barnet? — Vuggen er her jo ikke mere.”
Jørgen Eriksen lagde sin Haand paa hans Skulder: „Moderen vilde helst have Barnet ind til sig, og det skal Du glæde Dig over, for det er da baade hendes Ret og hendes Pligt at passe sit Barn.”
„Saa bliver hun vel lige saa ussel igen, det arme, lille Kryb,” han saae halv bedende halv bebrejdende paa Karen Marie.
„Nej, Du kan være ganske rolig, jeg er vis paa, at hun nu vil passe det godt. Du skulde gaa ind og se til Barnet.”
„Det kan jeg ikke, — ikke nu, for hun vilde straks mærke, at jeg var ked af det, og saa vilde hun føle sig saaret. — Jeg stoler nu paa, at Mariane vil holde Øje med den Lille, og saa er det vist bedst jeg bliver derfra en Tid.”
Om Aftenen mødte Thora ikke ved Andagten, som hun ellers plejede at overvære siddende halv skjult bag Marianes Stol.
„Hun vilde helst blive hos sit Barn,” sagde Pigen med Værdighed, som Svar paa Niels Christians spørgende Blik.

Stæren var kommen og havde undersøgt sin lille Sommerlejlighed i det gamle Æbletræ i Lindegaardens Have, den havde fejet grundigt ud efter Spurvene og nu endelig taget fast Bolig derinde og begyndt at fløjte sine fornøjelige Foraarstoner. Og Martssolen skinnede paa den grønne Rugmark, der laa lige foran Gaarden, og den livsalige Lærkesang steg jublende mod Sky fra Morgengry til Solnedgeng.
Anton, den store Vogterdreng, der indfandt sig saa snart Smittefaren var endt, havde travlt med at feje Gaarden. Niels Christian kom ilsomt gaaende. Spørgsmaalet: „hvad skal jeg nu til, Husbond,” brændte paa hans Læber. Tiden havde Værd og burde nyttes.
„Niels Christian!” Det lød sagte og en Smule frygtsomt, Thora gik ham hurtigt i Møde. Hun saae godt ud i Karen Maries pæne hjemmegjorte Kjole, der var skaaret til og syet ind, saa den passede hende, med det lyse Forklæde og det guldglindsende smaakrøllede Haar. Kinden var lidt rødere, end den plejede at være og hun skyndte sig at sige:
„Her har Du da endelig Strømperne, det skal ikke vare saa længe med næste Par. —
Og saa tænkte jeg, at Du maaske kunde have Lyst til at se Barnet.” Hun afventede ikke Svar, men løb ind efter den Lille.
„Her er Mette, hun længes efter at hilse paa sin Fader.”
„Saa kom da!” Han løftede hende højt op i Luften.
„Hun ser jo rask og godt ud, blinker ikke en Gang med Øjnene, naar jeg svinger hende; det er sin Moders Øjne hun har! — Jeg kan se, hun er vokset.”
„Mette er taget to Pund til, mens jeg har passet hende.”
„Det var storartet! — Du forstaar nok, Thora, at jeg kun holdt mig tilbage for ikke at forstyrre Dig med min Ængstelse og mine Betænkeligheder, men Du kan tro det har været svært, at maatte savne hende — savne Eder Begge.”
„Ja hende, men ikke mig?”
„Ogsaa Dig, Thora, Du kan stole paa det, ogsaa Dig.”
Hun saae op til ham, det var som vilde hun sige Noget, men betænkte sig.
„Vi maa en af de første Dage tale ud med hinanden, Thora, ikke sandt?”
„Jo, der er saa meget, jeg trænger til at sige Dig, Niels Christian!” Saa rakte hun ham Barnet og han kyssede det.
Thora gik glad ind i Huset. „Jer Begge” havde han sagt, han der var saa ærlig, og det lod jo ogsaa til han syntes om, at Barnet havde hendes Øjne.
Det var som de fattige Ord: „Jer Begge” og „sin Moders Øjne” kastede Lys over Nutid og Fremtid, og der kom igen et glad Blink i Øjet hver Gang hun mødte eller blot saae ham.
Thoras to Læremestre havde hver sin Methode. Mariane lod hende selv vaske alt det Tøj, baade Uldent og Linned, Karen Marie havde hjembragt fra Grusgraven. Aa hvor det var ydmygende! Næsten hvert Stykke vidnede om hvor efterladende, uordentlig og ødsel, hun havde været. Bitre Taarer blandede sig med Vandet. Tøjet tørredes paa Loftet og sorteredes bagefter.
„Det Meste skal i Kludeposen,” erklærede
Mariane, idet hun rystede paa Hovedet, „men den Smule, der kan reddes, maa Du jo lappe og gøre i Stand. Jeg skal nok vise Dig til Rette med det, men Du har bedst af selv at gøre det, og jeg har da ikke heller Tid. Bærer Du Dig galt ad, piller Du det op igen, selv om det skal gøres mer end en Gang. Paa den Maade lærer man Noget. Sikken en jevn og køn Strikning Du nu stiller op, saa vidt maa Du ogsaa komme med Syningen.”
Den anden Læremester var ikke saa urokkelig grundig, men ulige fornøjeligere. Hun tog selv Haand med i Alt, lo lidt af hvad Thora gjorde galt, roste, hvad der lykkedes, og vakte ved sin friske Arbejdsiver Mod og Kappelyst hos sin Lærling. Ikke saa sjeldent sang de sammen. Thora havde en frisk og dog blød Stemme og det varede ikke længe før hun vovede at synge med ved Andagten. —
„Naa, Du er ude at køre med Børnene, Thora!” Niels Christian nærmede sig ilsomt, „de sove nok Begge, kan jeg se, eller ere lige ved det.”
„Ja, — sidde de ikke udmærket der? De ere saa glade ved hinanden og kan ordentlig lege sammen. — Du drejer Vognen, hvor vil Du hen?”
„Der staar en Bænk bag Hasselhækken, jeg tænkte vi kunde sidde der. Det er en lun Krog saa Børnene kan ingen Træk faa. — Men jeg synes Du skælver, Du er da ikke bange for at tale med mig Thora?”
„Aa nej, jeg er ikke bange for Dig, Niels Christian, slet ikke, men jeg vil gerne tale først, for ellers er det, som skulde jeg kvæles. — Jeg trænger til at sige om Forladelse for det Altsammen, fra først til sidst. Havde jeg været en ordentlig Kone, vilde Du have været en god Mand, men jeg kunde jo Ingenting, kendte og vidste Ingenting, — og saa bebrejdede Du mig snart det Ene og snart det Andet. Du havde Ret i hver Smule, men naar jeg ikke føjede mig, blev Du vred og sommetider haard og streng, og saa blev jeg stridig, hidsig og bitter, aa, saa styg. Dersom Du havde holdt af mig, var det maaske gaaet bedre.”
„Dersom jeg havde holdt af Dig, hvad mener Du Thora?”
„At saa havde Du maaske været mere overbærende. Jeg veed godt, at Du holdt lidt af mig, men det var dog kun fordi jeg var saa staklet og stod saa ene, og fordi Du vilde redde mig fra at blive en daarlig Pige, at Du tog mig. Jeg vidste det allerede dengang, og har grædt mange Taarer over det. I Førstningen gik det dog ganske godt. Fabrikarbejdet fik Skylden for Alt, hvad jeg forsømte i Hjemmet, men da vor lille Pige kom, og jeg skulde være hjemme hos hende og passe Huset, lærte Du mig først at kende i al min Dovenskab, Egenkærlighed og Forfængelighed. Al Skyld for at Barnet vantrivedes kastede Du paa mig og vistnok med Rette. Et Par Gange var jeg gaaet fra hende og Du traf hende skrigende, og en Gang var Vuggen væltet over hende. Du foer imod mig, da jeg kom hjem og saae ud, som vilde Du banke mig. Du rørte mig ikke, men jeg saae dit harmfulde truende Blik og det gjorde mig ond. Det var den Dag jeg solgte Ringen for at faa et nyt Kjoleliv, som jeg trængte haardt til. Da Du, Aftenen efter, kom hjem, viste mig en islandsk Trøje, lo og støjede, saae jeg straks, at din Ring var borte. Det skar i Hjertet, for jeg syntes, at nu var Baandet imellem os næsten løst. — Siden naar Du, Dag efter Dag, gik din møjsomme Gang for at faa Arbejde, havde jeg hverken venlige Ord eller en Smule tillavet Mad at byde Dig, altid kun sort Kaffe, sommetider med tørt Brød til, sommetider med Vienerbrød eller Kager, naar jeg havde solgt et eller andet Stykke, eller Du havde bragt en Smule Penge hjem med.”
Niels Christian sukkede dybt og, idet han ligesom sprang alt Andet over, sagde han:
„At jeg ikke holdt nok af Dig, det er sandt Thora, men lige saa sandt er det, at jeg aldrig har holdt af nogen Anden.”
„Du holdt af den gamle Soldat med Krykkestokken, der var Portner paa Fabriken, Du slog ham paa Skulderen og talte opmuntrende til ham. Du holdt af Kagekonens sorte Puddelhund, klappede og kærtegnede den. Og Barnet elskede Du, og din Moder elskede Du, det var jo derfor jeg ikke taalte at høre hendes Navn. Aa, hvor jeg var skinsyg, jeg syntes Du agtede mig mindre end Hunden. Men det var Altsammen min egen Skyld, forstaar jeg nu, og jeg tror den Dag maaske vil komme, da Du” — hun sagde ikke mere, men blussede dybt.
„Vil elske Dig,” sagde han varmt og lagde Armen om hendes Liv, „det tror jeg ogsaa Thora, eller rettere, jeg gør det allerede. En Blind kan ikke lede en Blind staar der i Guds Ord, hvor kunde jeg hjælpe Dig, jeg, der selv var gaaet fejl af Vejen. Men Herren i det Høje saae ned til os og greb ind med sin stærke Haand, da det saae allersortest ud. Og nu vil jeg skrifte for Dig Thora, selv om Du maa gyse, naar Du hører det. — Den Dag jeg var gaaet fra Eder i Fortvivlelse og Vrede og forgæves havde banket paa Dør efter Dør for at faa Arbejde, fyldtes mit Sind med Bitterhed, ja næsten Had, til Alle, der havde det godt. Og da Sulten voksede, efterhaanden som Timerne gik, rejste der sig en vild Rovbegærlighed i mit Sind og jeg besluttede at tage Føden med Magt, hvis den nægtedes mig. Jeg kan ikke beskrive denne rædsomme Følelse, men da jeg i Gaar læste i Avisen om en Mand, der var anklaget for Rovmord, slog jeg Kors for mit Bryst og dømte mig skyldig. — Da Lyset hin Aften skinnede ud fra et lille Hus ved Vejen løb jeg hen til Vinduet og saae ind, og hvad saae jeg: en bedende Kvinde. Det var straks som Olie paa Bølgen, og da jeg saa dog stormede ind og forlangte Mad, skød hun straks sin egen dejlige, varme Kaffe hen til mig. Og den gamle Kvinde lagde sig paa Knæ, tørrede mine vaade, iskolde Fødder og gav mig tykke, gode Strømper paa. Derefter bad hun for mig, saa jeg næsten blev lokket til at bede med. Men nu forstaar jeg, at det var Herren selv, der brugte hende til at drage en elendig Synder bort fra Afgrundens Rand, og hver Dag forstaar jeg bedre Bibelordet: 'Vi elske ham, fordi han elskede os først.' — Nu har Du faaet min Fortrolighed, Thora! Sommetider har jeg tænkt paa at tale med Husbond om det, for jeg vilde gerne, at Nogen skulde vide hvor langt nede jeg har været, men nu er det mig en Beroligelse, at Du veed det. — 'Gud vil ingen Synders Død, men, at han skal omvende sig og leve.' Det har jeg sandelig erfaret!”
„Jeg ogsaa! Tak Niels Christian for hvad Du har sagt.”
Børnene vaagnede nu og begyndte at pludre og saa rejste Thora sig stille og vendte Vognen mod Hjemmet, men Niels Christian blev siddende som en Drømmende. „Havde Du holdt af mig, var det maaske gaaet bedre,” han kunde ikke glemme Ordene og følte sig som hendes Skyldner.

Næste Dag skulde Niels Christian køre et Læs Sæd ind til Købstaden. Jørgen Eriksen rakte ham en Skindpung til at gemme det modtagne Beløb i.
„Er der ikke Noget, Du selv trænger til,” spurgte Manden venligt.
„Jo, der er, Husbond; jeg vilde gerne have tyve Kroner, men skammer mig næsten ved at sige det, for jeg har jo allerede faaet Forskud.”
„Dette bliver ikke Forskud, men dit Tilgodehavende. Saadan en Tømrer, Murer og Maler maa da have Lov til at smøre en ordentlig Regning op.”
„Gør ikke Nar af mig, Jørgen Eriksen, hvad Løn skulde jeg kunde fordre, naar hele min Familie forsørges.”
„Det er en anden Regning og nævnes ikke.
— Men Et vil jeg spørge om: kan jeg vente at beholde Dig hele Somren. Karlen, der var her før, er endnu ikke kommen helt til Kræfter. Hans Fader, der er en velhavende Gaardmand, ønsker at faa ham paa en Højskole. Her kommer han ikke mere. — Naa hvad siger Du?”
„At Gud er god, og det er meget mere end jeg fortjener!”
„Jeg synes det Samme paa mine Vegne.
— Og saa beder jeg Dig tage hvad Du behøver af Pengene.” —
Da Niels Christian kom hjem fra Byen gjorde han straks Regnskab for sin Husbond og afleverede derpaa de forskellige Indkøb, han havde besørget for Karen Marie. De tre Kvinder vare ivrigt beskæftigede med at stryge og han betænkte sig lidt paa at forstyrre Thora, men vente med det, der laa ham paa Sinde, kunde han lige saa lidt, som et utaalmodigt Barn, og saa nærmede han sig og tog Thoras Haand.
„Maa jeg laane hende? — Bare fem Minuter.”
„Gerne,” sagde Karen Marie livligt, men Mariane tilføjede: „Ja, men ogsaa kun fem Minuter, Thora veed, vi har travlt.”
„Lad os gaa bag om Huset til Bænken under Hasselhækken. Jeg har en Gave til min Hustru.”
Saadan havde han aldrig før kaldt hende. Thora rødmede af Glæde og gættede straks hvad Gaven var.
„Ræk din Haand ud, Thora! — Se nu fæster jeg Dig for anden Gang,” han satte Ringen paa hendes Finger.
„Og her har Du den til mig,” vedblev han, „sidst satte jeg den selv paa, men det var rent galt, nu maa Du gøre det.”
„Den unge Kone kyssede først Ringen og saa satte hun den paa hans kraftige solbrunede Finger.
Et Øjeblik efter stod Thora igen ved Strygebrædtet, men hun stod med straalende Ansigt, Jubel i Hjertet og Ring paa Fingeren. —
„Naa Niels Christian,” spurgte Jørgen Eriksen senere paa Dagen, „kan jeg saa vente at beholde Dig i Sommer?”
„Ja, men” —
„Men hvad?”
„Husbond kan vist nok forstaa, at jeg længes efter at faa eget Hjem, saadan lidt, aldrig saa lidt, for os selv.”
„Om jeg kan forstaa det, ja det kan Du tro. Jeg har tænkt paa det mange Gange og ogsaa drøftet det med Kvinderne, men de mente Begge, at den unge Kone havde bedst af at lære mere, se Andres Skik og øves op til en duelig Husmoder. Karen Marie siger forresten, at hun allerede er hende til stor Nytte, saa det gaar nok. Vi kan Alle godt lide hende, villig, stilfærdig og tækkelig som hun er, og hvor har hun et Par dejlige, talende Øjne.”
Niels Christian sagde ikke imod, men spurgte:
„Naar Husbond har tænkt over det, hvad var saa Tanken?”
„Det skal jeg sige Dig. Det lille Hus, jeg købte efter Indsidderens Død, staar jo ledigt, og det har jeg tænkt at faa pudset op og gjort i Stand til en ung Familie. Der er to Værelser, godt Køkken, Kvistkammer og Loftsrum. Se der kunde I jo bo, hvis Du vedbliver at være min Karl.”
„Tak, Jørgen Eriksen, det er et storartet Tilbud, men jeg vilde jo nok heller være Husmand end Karl, for jeg synes bedst om at spise i mit Hjem.”
Det vilde jeg ogsaa i dit Sted, og saa er jeg desuden mere sikker paa, at Du ikke flytter. En Karl kan sige op, men sin Husmand plejer man at beholde Livet igennem. Al den Smule Tid vi i disse Maaneder kan knibe fra Gaardens Arbejde, maa Du bruge til at pudse op der, dog skal Søndagen holdes fri; sker det, vil Ugens øvrige Arbejde velsignes. I maa have en Gris, Høns og Bier, det bringer altid en Skilling og kan passes af Konen.”
„Mon det kan blive færdig til St. Hansdag, for det er vor Bryllupsdag og Thoras Fødselsdag. Hun var sytten Aar, da vi bleve gifte og fylder nu nitten.”
„Ja, hvorfor ikke, men hold nu smukt Tand for Tunge, at hun Intet skal mærke.”
„Det maa Husbond ikke forlange, vi maa have Lov til at glæde os sammen, tale om det og lægge Planer. — Hvordan skal jeg nogensinde gengælde Jer, hvad I har gjort imod os?”
„Føler Du Dig som min Skyldner, føler jeg mig sandelig ogsaa som din, for Mage til Hjælp har jeg aldrig kendt, og saadan et broderligt Forhold er, hvad jeg har længtes efter. Det er nok det Bedste, vi lade Takken gaa opad, baade Du og jeg. At der vil rejse sig adskillige Smaavanskeligheder med Hensyn til Meubler og Husgeraad, kan ikke være Andet, men I er jo nøjsomme, og det Allernødvendigste kan I laane hos os. Senere vil I nok kunne anskaffe saa et godt Stykke, saa et Andet.” —
Niels Christian dyede sig ikke fra igen at gaa ud i Køkkenet til de Strygende. Denne Gang vovede han dog ikke at forstyrre Thora, men han saae paa hende og nikkede til hende. Først da Strygningen var endt, Børnene bragte til Ro og Aftensmaden nydt, vinkede Niels Christian til sin Hustru og medens de vandrede ned ad Lindealleen i Maaneskin fortalte han hende om det lille nye Hjem.
Næste Dag gik de fire unge Folk, fulgt af Mariane, hen for at bese Huset. Den gamle Ejer havde kaldt det Fredensbo og nu skulde de halvt udviskede Bogstaver males op, for Navnet var godt nok, fandt de Alle.
„Nu ser her jo tomt og uhyggeligt ud,” sagde Jørgen Eriksen, „men bi bare til Niels Christian har været her med sin Malerpotte og jeg har sat Tapeter op, for det duer jeg da til. — Hvad synes I om Udsigten til Krattet, Bakken og den muntre lille Bæk? At Hjørnebænken og det aflange røde Bord fulgte med i Huskøbet er en god Ting. Niels Christians Høvl vil nok kunne skaffe Sengested og et Par Stole og saa maa vi hjælpes ad om det Manglende.”
„Et og Andet vil vel ogsaa kunne faas fra det gamle Hjem i Grusgraven,” bemærkede Mariane. „Thoras Bedstemoder efterlod hende jo dog noget Indbo. Jeg synes Du skulde gaa der ned, Barn, og se efter.”
„Aa nej, det kan jeg ikke, det er som den rædsomme Fortid vilde knuse mig.”
„Man skal se sin Fortid lige i Øjnene, Thora, det beskæmmer, men styrker tillige.”
„Nej, nej, Mariane,” Karen Marie tog kærlig Thoras Haand, „Herren har skilt os fra Fortiden ved vore Synders naadige Forladelse. — Det var desuden Skrammel Altsammen, jeg saae det jo selv; Du skal ikke derhen.”
„Nej, lad hende være fri,” Jørgen Eriksen nikkede beskyttende, „men hvad om vi To kørte dertil, Niels Christian. Har Sagerne Værdi er det da ikke værd at kaste dem fra sig.”
De to Mænd kom dog hjem næste Dag med tom Vogn. Thora aandede lettet, da hun saae det. Tingene vare blevne solgte for at dække de sidste Maaneders Husleje og Niels Christian havde nu skrevet en lovformelig Opsigelse, da Lejligheden ellers vedblivende regnedes for hans. —
Og Tiden gik; Niels Christian tilbragte daglig et Par tidlige Morgentimer og en Aftentime i Fredensbo.
„Aa, der bliver saa dejligt i vort lille Hus, Mariane, og nu har Niels Christian indhegnet en Hønsegaard.”
„Ja, det er godt nok og værd at takke for, men Thora maa ikke glemme, at der bruges mange Ting i en Husstand. Her gaar det af sig selv, Karen Marie aabner sit fyldte Skab og tager det Linned frem, der behøves, og ligedan med Maden. Her er Salttønder med Kød og Flæsk, store Krukker med Smør og Fedt, Mel i Sække og Kartofler i Kuler. I maa jo begynde i det ganske Smaa og saa vil det vise sig, hvad Du duer til.”
„Den kære Gud maa hjælpe mig, Mariane, han veed, at jeg inderlig gerne vil være en god Hustru og Moder. Du ser det nu saa sørgeligt, men jeg kan ikke Andet, end være glad.”
„Det skal Du ogsaa være, min Pige, for, naar den store Sjæleforandring er sket med Jer Begge, er der sandelig Grund til at være glad. Men jeg mener, at Vanskelighederne alligevel maa staa klart for En. Vi vil Alle gerne lette det for Jer, kan Du nok vide, og nu har jeg søgt efter i min Dragkiste og taget seks Par Lagener og seks Haandklæder frem. Jeg har ogsaa været ung en Gang og havt en Moder, der lagde hen til mit Udstyr. Da Gud tog min Ven til sig, kom jeg her hos Jørgen Eriksens Forældre, saa Tøjet er ubrugt. — Ingen Tak, det er en stor Glæde for mig. Jeg synes I er som to Fugle, der samle til Rede, et Straa her og en Fjer der.” Hendes Stemme var blød og hun saae mildt paa Thora.
Karen Marie tog sin Mand fortroligt under Armen og hviskede: „Du vil, som jeg vil, ikke sandt? Jeg har Lov til at bringe lidt af Hvert til Fredensbo, kort, være imod hende, som var hun min Søster.”
„Ja vel, lille Kone, men saa har jeg ogsaa Lov til at være mod ham som en Broder, er vi ikke enige? — De kan magelig klare sig selv, naar den første Tid er stridt. Behøver Du Hjælp i Køkkenet kan Du altid faa hende hentet. Barnet tages saa med og de to Smaa blive ikke fremmede for hinanden. Det er svært saa glad han er over hende, men jeg synes nu ogsaa hun bliver vakrere for hver Dag, det er ligesom en Blomst, der udfolder sig.” —
Søndagen før St. Hans gik Niels Christian og Thora sammen til Herrens Bord.
„Det var da et Par velsignede unge Mennesker,” sagde Præsten til sin Hustru, „jeg bad dem følge med ind, men de skulde køre hjem med Jørgen Eriksens.
Da Thoras Fødselsdag nærmede sig, fordrede Karen Marie at faa Nøglen til Fredensbo udleveret og man saae hende haste ad Huset til fulgt af Anton, der kørte en med forskellige Genstande højt opstablet Trækkevogn. Senere maatte Anton følge Husbonden derhen og Brændeskuret forsynedes baade med Tørv og Brænde.

Endelig oprandt St. Hansdag. Det havde regnet om Aftenen men nu var det klart Solskin og straalende blaa Himmel, der hist og her smykkedes af lange fjeragtige, fint krusede, hvide Skyer.
Thora havde en ny sort Kjole paa og bar et smukt Sølvkors i blegrødt Baand om Halsen. Kjolen var Marianes, Smykket Karen Maries Gave. Den unge Kone var vokset I de sidste Maaneder, i al Fald saae hun højere ud, men maaske laa det i, at hendes før noget slappe og en Smule leddeløse Holdning og Gang var bleven let og elastisk. Haaret var vokset betydeligt og lokkede sig om det fintformede Hoved. Der var i Dag, midt i Glæden, et dybt Alvor over hende, hun havde Lyst til at græde, men ogsaa til at juble en Takkesang.
Niels Christian lagde hendes Arm i sin paa en egen trofast og tillige ærbødig Maade. Han syntes det var en Skat, han førte i Hus, en Skat givet af Gud.
„Velsignet være Eders Indgang og Udgang,” sagde Jørgen Eriksen varmt, og saa aabnede han Døren paa vid Gab.
Nej, hvor der var yndigt! Kurvevognen med Mette og Martha, i nye lyserøde Kjoler, var det Første de saae, og saa alt det Andet! En snehvid Dug var bredt paa det rødmalede Bord, den store Kringle stod med Blomsterkrands om, klare hvide Gardiner smykkede Vinduerne og mange smaa lovende Aflæggere bragte Hilsen fra Lindegaardens Potteplanter.
Og midt i den festlige Stue stod gamle Sidsel. Jørgen Eriksen havde hentet hende med Vogn. Hun var i Højtidsskrud med Guldhue og lange Nakkebaand.
„Er det virkelig Dig selv,” sagde hun til Niels Christian, „ja nu kan jeg kende Dig paa Øjnene, og er det din Kone, saadan en ung, køn Kone og Barnet, det velsignede Barn, nej, nu har jeg aldrig kendt Mage!” —