Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/26

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 265-270

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXVI.
I BERGSLAGERNE.

Torsdag 28. April.

Vildgæssene havde en besværlig Rejse. De havde haft i Sinde at styre lige nordpaa over Vestmanland, saasnart de havde spist Frokost paa Markerne i Fellingsbro, men Vestenvinden tog til Styrke og forslog dem istedetfor østpaa helt op imod Grænsen af Uppland.

De fløj højt oppe, og Vinden jog dem afsted i voldsom Fart. Drengen sad og kiggede ned for at faa et Begreb om, hvordan der saa ud i Vestmanland, men kunde ikke rigtig skelne noget. Han saa nok, at der var lavt og fladt her i den østlige Del af Landskabet, men han kunde ikke begribe, hvad det var for nogle Furer og Streger, der løb fra Nord til Syd tværs over Sletten. Det saa meget underligt ud, fordi alle Striberne løb næsten ganske lige og med lige store Mellemrum.

„Dette Land er lige saa stribet som min Moders Forklæde,“ sagde Drengen. „Jeg gad vidst, hvad det er for nogle Striber, der løber henover det.”

„Aaer og Aase, Veje og Jernveje,” svarede Vildgæssene. „Aaer og Aase, Veje og Jernveje.”

Og det var virkelig sandt, for da Gæssene blev drevne mod Øst, fløj de først over Hedestrømmen, der løber imellem to Aase og har en Jernvej ved Siden. Og saa kom de til Kolbäcksaaen, der har en Jernvej paa den ene Side og en Aas med en Landevej paa den anden. Derpaa traf de paa Svartaaen; langs med den løber der ogsaa. Aase og Landeveje, saa Lilleaaen med Badelundsaasen og tilsidst Sagaaen, der har baade Landevej og Jernvej paa sin højre Bred.

„Aldrig har jeg set saa mange Veje, der alle kommer fra een Side,“ tænkte Drengen. „Der maa være mange Varer, der skal føres herigennem Landet nordfra.”

Alligevel syntes han, det var underligt, for han troede, at Norden for Vestmanland var det ligesom forbi med Sverige. Hvad der var tilbage af Landet kunde vel knap være andet end Skov og Vildmark, tænkte han.

Da Vinden havde drevet Vildgæssene helt over til Sagaaen, blev Akka aabenbart klar over, at de var kommen et helt andet Sted hen, end hun vilde, for her vendte hun med Flokken og begyndte i stærk Modvind at kæmpe sig tilbage imod Vest. De fløj altsaa endnu engang over den stribede Slette og fortsatte derpaa Vejen ind imod den vestlige Del af Landskabet, der bestod af skovrige Bjergstrækninger.

Saa længe Drengen fløj over Sletten, sad han bøjet ud over Gaasens Hals og saa ned, men da den ophørte, og han saa, at der laa store Skovegne foran ham, rettede han sig op og tænkte, at nu vilde han hvile sine Øjne, for der, hvor Jorden var dækket af Skov, var der sjælden noget videre at se efter.

Da de havde fløjet en Tid henover skovbevoksede Aase og Smaasøer, hørte Drengen noget, der peb og ligesom klagede sig, nede paa Jorden.

Saa var han jo nødt til at bøje sig forover og se ned. Vildgæssene fløj ikke videre hurtig nu, da de stred sig frem imod Vinden, saa han kunde ganske tydelig se Landet under sig. Det første, han opdagede, var et stort Hul, der gik lige ned i Jorden. Ovenover Hullet var der rejst et Hejseværk af tykke Bjælker, og Hejseværket hentede netop nu med Hvinen og Piben en Tønde op, der var fyldt med Sten. Rundt omkring laa der store Stenbunker, en Dampmaskine stod og prustede i et Skur, Kvinder og Børn sad i en Rundkreds paa Jorden og sorterede Sten, paa en smal Hestebane rullede nogle Vogne belæssede med graa Stenblokke, og i Skovbrynet laa der smaa Arbejderboliger.

Drengen kunde ikke begribe, hvad alt dette var for noget, og han raabte af fuld Hals derned: „Hvad er det for et Sted, hvor de henter saa mange Graasten op af Jorden?”

„Nej, hør til det Fæ! Hør til det Fæ!“ kvidrede Spurvene, der hørte hjemme der paa Stedet og vidste god Besked. „Han kender ikke Forskel paa Jernmalm og Graasten.”

Da begreb Drengen, at det, han saa, var en Grube. Han blev noget skuffet, for han havde tænkt sig, at en Grube maatte ligge paa et højt Bjerg, men denne laa paa den flade Jord imellem to Bjergaase.

Snart lod de den bag sig, og Drengen sad igen og stirrede ligeud, for de granbevoksede Aase og Birkelundene, der laa under ham, syntes han, han havde set mange Gange før. Da mærkede han, at der slog en stærk Varme op til ham fra Jorden, og straks maatte han til at kigge ned for at se, hvor den kom fra.

Grube med Hejseværk

Under ham laa der store Bunker af Kul og Malm, og midt imellem dem var der en høj, ottekantet, rødmalet Bygning, der sendte et helt Flammebundt op imod Himlen.

Først kunde Drengen ikke tro andet, end at der var Ildebrand, men da saa han, at Folk gik ganske rolig om dernede uden at bryde sig det ringeste om Ilden, og saa kunde han ikke begribe, hvordan det hang sammen.

„Hvad er dette for et Sted, hvor ingen bryder sig om, at et Hus staar i lys Lue?” raabte Drengen ned.

„Sikken en, der er bange for Ilden!” kvidrede Bogfinkerne, der boede i Skovbrynet og vidste god Besked med alt, hvad der skete i Nabolaget. „Han ved ikke, hvordan Jernet bliver smeltet ud af Malmen. Han kender ikke Forskel paa Ilden fra en Smelteovn og fra en Ildebrand.”

Snart lod de Smelteovnen bag sig, og igen sad Drengen og saa ligeud, fordi han troede, at der ikke kunde være ret meget at se i denne Skovegn. Men de havde ikke fløjet langt, før han hørte en frygtelig Larm og Spektakel nede fra Jorden.

Da han saa ned, fik han først Øje paa en lille Bæk, der med stærkt Fald styrtede ned ad en Bjergvæg. Ved Siden af Fossen laa der en stor Bygning med sort Tag og høj Skorsten, der udsendte en tyk Røg blandet med Gnister. Udenfor Bygningen laa der jernklumper og Jernstænger og hele, smaa Bjerge af Kul. Jorden var sort i vid Omkreds, og til alle Sider gik der sorte Veje. Fra Bygningen hørtes en ubeskrivelig Larm. Det buldrede og prustede. Det lød, som om en med stærke Slag søgte at forsvare sig mod et hvæsende, vildt Dyr. Men det underlige var, at ingen brød sig om, hvad der foregik. Et Stykke derfra laa der Arbejderboliger under grønne Træer, og lidt længere borte knejsede en stor, hvid Herregaard. Men udenfor Arbejderboligerne legede Børnene ganske rolig, og i Alleen op til Herregaarden gik Folk og spadserede i Ro og Mag.

„Hvad er dette for et Sted, hvor ingen bryder sig om, at de slaar hinanden ihjel inde i Huset?” raabte Drengen ned mod Jorden.

„Hak, ak, ak! der er en, der ved god Besked. Hak, ak, ak!“ skrattede en Skade. „Der er ingen, der bliver revet i Stykker. Det er Jernet, der syder og sprutter, naar det bliver lagt under Hammeren.”

Snart lod de Jernværket bag sig, og Drengen sad igen og saa ligeud, for han tænkte, at her i Skovegnen kunde der ikke være ret meget at se.

Da de havde fløjet lidt, hørte han en Klokke ringe, og han maatte endnu engang kigge ned for at se, hvor Lyden kom fra.

Da saa han under sig en Bondegaard, han aldrig havde set Mage til. Stuehuset var en lang, rødmalet, enetages Bygning, og den var ikke saa forskrækkelig stor, men det, der forundrede ham, var at se alle de store, velbyggede Udhuse, der laa omkring den. Drengen vidste omtrent, hvor mange Udhuse der behøvedes til en Gaard, men der havde de nok dobbelt og tredobbelt af alt. Saadan en Overflødighed af Bygninger havde han aldrig drømt om. Og han kunde heller ikke regne ud, hvad der skulde gemmes i dem, for der var næsten ingen Marker i Nærheden af Gaarden. Han saa nogle smaa Marker inde i Skoven, men dels var de saa smaa, at han knap vilde kalde dem for Marker, dels var der allerede paa hver eneste af dem en Lade til at tage i Forvaring, hvad der kunde høstes.

Paa Staldtaget hang Madklokken under en Hætte, og det var der, det ringede. Husbonden gik hen til Køkkenet med sine Karle, og Drengen saa, at han havde mange og velvoksne Folk.

„Hvad er det for Folk, der bygger saadan nogle store Gaarde midt i Skoven, hvor der ingen Marker er?“ raabte Drengen ned mod Jorden.

Hanen gik paa Møddingen og blev ham ikke Svar skyldig.

„Gammel Bjergmandsgaard. Gammel Bjergmandsgaard,” galede den. „Markerne ligger under Jorden, Markerne ligger under Jorden.”

Nu begyndte det at gaa op for Drengen, at det ikke var en almindelig Skovegn, som man kunde flyve over uden at lægge Mærke til den. Skove og Bjerge var der ganske vist alle Vegne, men det var da en utrolig Masse mærkelige Steder, der laa gemt i dem.

Der var Grubefelter, hvor Hejsetræerne var nærved at falde omkuld, og hvor Jorden var gennemboret af Grubehuller, og der var Grubefelter, hvor der stadig blev arbejdet, hvor de dumpe Sprængskud kunde høres helt op til Vildgæssene, og hvor hele Byer og Arbejderboliger saas i Skovbrynet. Der var gamle, forladte Smedjer, hvor Drengen gennem det sammenstyrtede Tag kunde se ned paa vældige, jernbeslaaede Hammerskafter og plumpt murede Ovne, og der var store, nyanlagte Jernværker, hvor der blev arbejdet og hamret, saa Jorden rystede. Der var smaa Byer derinde i Vildmarken; de laa ganske stille og saa ud, som om de ikke vidste noget om al Larmen rundt om. Der gik Traadbaner gennem Luften, ad hvilke Kurve belæssede med Malm lydløst gled hen. I alle Fosser snurrede Hjul, elektriske Ledninger løb igennem den tavse Skov, og uendelig lange Jernbanetog kom rullende med tresindstyve, halvfjerdsindstyve Vogne, ladede snart med Malm og Kul, snart med Jernstænger, Jernplader og Staaltraad.

Da Drengen havde siddet lidt og set paa alt dette, kunde han ikke forholde sig rolig længer. „Hvad hedder dog dette Land, hvor der ikke vokser andet end Jern?“ spurgte han, skønt han vidste, at Fuglene nede paa Jorden vilde gøre Nar af ham.

Da foer en gammel Ugle, der sad og sov inde i en forladt Smeltehytte, op af Søvne. Han strakte sit runde Hoved ud og raabte med sin uhyggelige Stemme: „Uhu, uhu, uhu! Dette Land hedder Bergslagerne. Voksede her ikke Jern, da boede her den Dag i Dag ikke andre end Ugler og Bjørne.”