Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/25
XXV.
ARVESKIFTET.
Torsdag 28. April.
Da Vildgæssene havde hjulpet Aase Gaasepige og lille Mads over Hjelmaren, fløj de lige mod Nord, til de naaede ind i Vestmanland. Der slog de ned paa en af de store Marker i Fellingsbro Sogn for at hvile og æde.
Niels Holgersen var ogsaa sulten, men saa sig forgæves om efter noget spiseligt. Mens han stod og kiggede til alle Sider, opdagede han paa Marken ved Siden af et Par Mænd, der gik og pløjede. Pludselig lod de Plovene staa og satte sig ned for at spise Frokost. Drengen skyndte sig straks bagefter og listede sig tæt hen til de to Mænd. Det var jo ikke umuligt, han kunde finde nogle Brødsmuler eller en Skorpe, naar de var færdige.
Der gik en Vej langs Marken, og ad den kom en gammel Mand gaaende. Da han saa de to Plovkørere, standsede han, krøb over Gærdet og gik hen til dem. „Jeg skulde ogsaa til at spise Frokost,” sagde han, tog sin Ransel af og tog Smør og Brød op. „Det er rart, jeg ikke bliver nødt til at sidde og spise alene paa Grøftekanten,” vedblev han.
Og saa kom han og de to Plovkørere i Samtale, og de fik snart at vide, at han var en Grubearbejder fra Norberg. Nu arbejdede han ikke længer. Han var for gammel til at klatre op og ned ad Grubestigerne, men han boede endnu i et lille Hus nærved Gruben. Han havde en Datter gift hernede i Fellingsbro. Hende havde han netop været henne at besøge, og hun vilde have, at han skulde flytte derover, men det kunde han ikke overtale sig til.
„Naa, saa I synes ikke, her er ligesaa godt som i Norberg?” sagde Bønderne og trak paa Smilebaandet, for de vidste jo, at Fellingsbro er et af de største og rigeste Sogne paa Egnen.
„Hvor skulde jeg holde ud at bo paa saadan en Slette?“ sagde den gamle og gjorde en afvisende Haandbevægelse, som om det var noget helt utænkeligt. Og saa begyndte de i al Venskabelighed at strides om, hvor i Vestmanland der var bedst at bo. Den ene af Plovkørerne var født i Fellingsbro, og han talte godt om Sletten, men den anden var fra Vesteraasegnen, og han syntes, at Mälarens Bredder med deres skovbevoksede Øer og smukke Odder var den bedste Del af Egnen. Den gamle vilde alligevel ikke lade sig overbevise, og for at gøre det indlysende for dem, at han havde Ret, bad han, om han maatte fortælle dem en Historie, som han i sine unge Dage havde hørt af gamle Folk:
„Her i Vestmanland boede der langt tilbage i Tiden en gammel Kvinde af Jætteslægt; hun var saa rig, at hun ejede hele Egnen. Hun havde alt, hvad hendes Hjerte kunde begære, naturligvis, men alligevel levede hun i stor Bekymring, for hun vidste ikke, hvordan hun skulde dele sin Ejendom mellem sine tre Sønner.
Sagen var, at de to ældste Sønner brød hun sig ikke saa meget om, men den yngste var hendes Øjesten. Hun undte ham den bedste Arvelod, men paa samme Tid var hun bange for, at der skulde blive Ufred mellem ham og hans Brødre, dersom de opdagede, at hun ikke havde delt lige imellem dem.
Naa, en Dag følte hun, at hun var Døden saa nær, at hun ikke havde Tid til at betænke sig længer. Da kaldte hun alle sine tre Sønner til sig og gav sig til at tale med dem om Arven.
„Nu har jeg delt hele min Ejendom i tre Lodder, som I kommer til at vælge imellem,” sagde hun. „Til den ene Lod har jeg lagt alle mine Egebakker og skovbevoksede Øer og blomstrende Enge, og dem har jeg samlet nede omkring Mälaren. Den, der vælger den Lod, faar god Græsning til Faar og Køer paa Strandengene, og paa Øerne kan han faa Løv til Vinterfoder, hvis han ikke vil drive Havebrug der. En Mængde Vige og Bugter skærer sig ind i Landet, saa der er god Lejlighed til Fragtfart og al Slags Samfærdsel. Hvor Aaerne løber ud i Søen, faar han gode Havnepladser, saa jeg tror, der vil rejse sig baade Byer og Landsbyer paa hans Enemærker. Og heller ikke vil han komme til at mangle Agerland, skønt Landet ligger saa spredt. Det er kun godt, at hans Sønner fra Begyndelsen vænner sig til at drage fra Ø til Ø, for det vil gøre dem til gode Søfolk, der kan sejle til fremmede Lande og hente Rigdomme hjem. Ja, det var den første Lod. Hvad siger I om den?”
Jo, alle Sønnerne var da enige om, at den Lod var udmærket, og at den, der fik den, kunde prise sig lykkelig.
„Ja, der er ikke noget i Vejen med den,” sagde den gamle Jættekvinde, „og den anden er heller ikke ilde. I den har jeg samlet alt, hvad jeg ejer af jævn Jord og frit Felt og lagt det ud, Mark ved Mark lige fra Mälaregnen til op i Dalarna. Den, der vælger den Lod, tror jeg ikke vil komme til at fortryde det. Han kan dyrke saa meget Korn, han vil, og bygge sig store Gaarde, og hverken han eller hans Efterkommere behøver at have en Times Bekymring for Udkommet. For at Sletten skal blive sumpet, har jeg gravet nogle store Grøfter over den, og i dem er der hist og her et Vandfald, hvor der kan bygges Møller og Hammerværker. Og langs med Grøfterne har jeg lagt Grusbakker, hvor der kan vokse Skov til Brændsel. Ja, det var den anden Lod, og jeg synes, at den, der faar den, har al Grund til at være tilfreds.”
Det var alle tre Sønner enige med hende i og takkede hende, fordi hun havde ordnet det saa godt for dem.
„Jeg har jo gerne villet gøre mit Bedste,” sagde den gamle, „men nu kommer jeg til det, der har voldt mig mest Bekymring. For ser I, da jeg havde taget alle mine Lunde og Græsgange til den ene Lod og al den dyrkede Jord og de nyopdyrkede Egne til den anden og skulde til at samle lidt sammen til den tredje, opdagede jeg, at jeg ikke havde andet tilbage paa min Ejendom end Fyrrebakker og Granskove og Bjergaase og Klinter og Graastensklipper og magre Enebærkrat og usle Birkelunde og Smaasøer. Og det kunde jeg jo nok begribe, at ingen af jer vilde blive glad ved. Alligevel har jeg samlet alt det Skrab sammen og lagt det hen Nord og Vest for Sletten. Men jeg er bange for, at den, der vælger den Lod, ikke har andet end Fattigdom i Vente. Faar og Geder bliver al den Besætning, han kan have, og han kommer vist til at ligge ude paa Søen og fiske eller gaa paa Jagt i Skoven for at bjerge Føden. Der er ganske vist en Mængde Fosser og Vandfald, saa det kunde nok lade sig gøre at bygge lige saa mange Møller, det skulde være, men jeg er bange for, at han ikke faar stort andet end Bark at male paa dem. Og grumme besværligt faar han det med Ulve og Bjørne, for de vil sikkert holde til i Vildmarken. Ja det er den tredje Lod. Jeg ved nok, at den ikke kan sammenlignes med de to andre, og var jeg ikke saa gammel, vilde jeg gjort Delingen om, men det er umuligt. Og nu har jeg ingen Ro i min sidste Stund, fordi jeg ikke ved, til hvem af jer jeg skal give den ringeste Lod. I har været gode Sønner alle tre, og det er tungt at være uretfærdig mod nogen af jer.”
Da den gamle Jættekvinde havde sat dem ind i, hvordan Sagerne stod, saa hun bekymret paa Sønnerne. Nu sagde de ikke som før, at hun havde delt retfærdigt og sørget godt for dem. De stod tavse, og det var let at se, at den af dem, der fik den sidste Lod, vilde blive misfornøjet.
Ja, der laa da den gamle Moder og var fuld af Bekymring, og Sønnerne kunde se, at hun led al Dødens Pine forud, fordi det var hende, der skulde dele Lodderne imellem dem, og hun ikke vidste, hvem af Sønnerne hun skulde gøre ulykkelig ved at give ham den ringeste Lod.
Men den yngste var den, der holdt mest af sin Moder, og han kunde ikke holde ud at se, hvor hun pintes, men sagde: „Nu skal I ikke bekymre jer mere for den Ting, Moder, men læg I jer til at dø i Fred! Den daarlige Lod kan I give mig. Jeg skal nok prøve paa at slaa mig igennem paa den, og hvordan det end gaar, skal jeg ikke vredes paa jer, fordi de andre har faaet det bedre end jeg.“
Saasnart han havde sagt dette, blev Moderen rolig, og hun takkede ham og roste ham. At fordele de andre Lodder voldte hende ingen Bekymring, for de var næsten lige gode.
Da alt var ordnet, takkede den gamle den yngste Søn endnu engang og sagde, at hun havde ventet, at netop han vilde hjælpe hende. Og hun bad ham, naar han kom op i sin Vildmark, mindes den store Kærlighed, hun havde haft til ham.
Dermed lukkede hun sine Øjne og døde, og da Brødrene havde faaet hende i Jorden, gik de alle tre hen for at bese deres Ejendom. Og de to ældste kunde jo ikke andet end være glade og tilfredse.
Den tredje gik op i sin Vildmark, og han saa, at Moderen havde talt sandt, og at den mest bestod af Bjergskrænter og Smaasøer. Men han kunde tydelig se, at Moderen havde tænkt paa ham med Kærlighed, da hun lagde denne Lod til Rette til ham, for endskønt hun ikke havde haft andet end Skrab at tage af, saa havde hun ordnet det saa godt, at det var det skønneste Land, man kunde se. Paa sine Steder var det barsk og vildt, men skønt var det alligevel. Det gjorde ham godt at se, men glad var han dog ikke.
Men lidt efter lidt lagde han Mærke til, at Klippegrunden hist og her havde et underligt Udseende. Og da han saa nøjere til, opdagede han, at den næsten overalt var isprængt med Malmaarer. Der var mest Jern, men der var ogsaa rigeligt med Kobber og Sølv deroppe paa hans Ejendom. Han anede, at han havde faaet større Rigdomme end nogen af Brødrene, og efterhaanden gik det op for ham, at hans gamle Moder dog havde haft sin Mening med Skiftet.”