Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/20
XX.
VADMELSBREDDEN.
Lørdag 23. April.
Drengen fløj afsted højt oppe i Luften. Han havde den store Ostergötaslette under sig og sad og talte de mange hvide Kirker, der stak Taarnet op midt i en Klynge Træer. Det varede ikke længe, før han var kommen til halvtreds. Saa blev han adspredt, og Regnskabet kom i Uorden.
De allerfleste Gaarde var byggede som store toetages Huse, der saa' saa statelige ud, at Drengen ikke kunde lade være at undre sig over dem. „Der kan jo ingen Bønder bo her i Landet,“ sagde han ved sig selv, „for Bøndergaarde ser jeg da ingen af.”
Da raabte alle Vildgæssene: „Her bor Bønderne som Herremænd. Her bor Bønderne som Herremænd.“
Paa Sletten var Is og Sne forsvundet, og Foraarsarbejdet var i Gang. „Hvad er det for nogle lange Krebs, der kryber hen over Agrene?“ spurgte Drengen lidt efter. „Stude og Plov, Stude og Plov,” svarede alle Vildgæssene.
Studene bevægede sig saa langsomt henover Agrene, at man ikke kunde se, de flyttede sig, og Gæssene raabte til dem: „I kommer ikke frem før næste Aar. I kommer ikke frem før næste Aar.“ Men Studene blev dem ikke Svar skyldig. De stak Mulerne i Vejret og brølede: „Vi gør mer Nytte i en Time end saadan nogle som I i hele jeres Liv.“
Nogle Steder blev Plovene trukken af Heste. De skridtede ud, meget ivrigere og hurtigere end Studene, men Gæssene kunde heller ikke lade være at drille dem. „Skammer I jer ikke ved at gøre Studearbejde?” raabte de til Hestene. „Skammer I jer ikke ved at gøre Studearbejde?” — „Skammer I jer ikke selv ved at gøre Dagdriverarbejde?” vrinskede Hestene tübage.
Mens Heste og Stude var paa Arbejde, gik Staldvædderen om hjemme i Gaarden. Han var nyklippet og let til Bens, puffede Smaadrengene omkuld, jagede Lænkehunden ind i dens Hus og gik saa bagefter og spankulerede, som om han var Eneherre paa Gaarden. „Vædder, Vædder, hvor har du gjort af din Uld?” spurgte Vildgæssene, der fløj forbi oppe i Luften. — „Den har jeg sendt til Drags Fabrikker i Norrköping,” svarede Vædderen med en lang Brægen. — „Vædder, Vædder, hvor har du gjort af dine Horn?“ spurgte Gæssene. Horn havde nu Vædderen til sin store Sorg aldrig haft, og man kunde ikke gøre ham værre Tort end at spørge efter dem. Han løb længe omkring og stangede op i Luften, saa vred blev han.
Paa Landevejen korn en Mand gaaende, der foran sig drev en Flok skaanske Grise, som ikke var mere end nogle Uger gamle og skulde sælges oppe i Landet. De traskede tappert afsted, saa smaa som de var, og holdt sig tæt sammen som for at søge Beskyttelse. „Øff, øff, øff, vi er kommen for tidlig fra Far og Mor. Hvordan skal det gaa os stakkels Børn?” sagde de smaa Grise. Ikke engang Vildgæssene kunne nænne at gøre Løjer med saadan nogle smaa Stakler. „I faar det bedre, end I drømmer om,” raabte de, idet de fløj forbi dem.
Vildgæssene var aldrig i saa godt Humør, som naar de fløj henover en Sletteegn. Da skyndte de sig ikke, men fløj fra Gaard til Gaard og drev Spøg med de tamme Dyr.
Mens Drengen red henover Sletten, kom han til at tænke paa en Historie, som han havde hørt engang for længe siden. Han kunde ikke rigtig huske den, men det var noget om en Kjortel, der var syet halvt af guldindvirket Fløjl og halvt af graa Vadmel. Men den, der ejede Kjortelen, syede Vadmelsbredden over med saa mange Perler og ædle Stene, at den skinnede skønnere og kosteligere end Guldmoret.
Han kom til at tænke paa det med Vadmelsbredden, da han saa ned paa Ostergötland, fordi det bestod af en stor Slette. der laa indeklemt mellem to bjergfulde Skovegne, en mod Nord og en mod Syd. De to skovbevoksede Aase laa blaa og skønne og glimtede i Morgensolen, som om de var indhyllet i Guldslør, og Sletten, der kun udbredte den ene vinternøgne Ager efter den anden, var i og for sig ikke smukkere at se til end graat Vadmel.
Men Menneskene trivedes nok godt paa Sletten, fordi den var god og gavmild, og de havde søgt at smykke den paa bedste Maade. Som Drengen fløj der højt oppe, saa det ud for ham, som om Byer og Gaarde, Kirker og Fabrikker, Slotte og Jernbanestationer var strøet ud over den som smaa og store Smykker. Det blinkede i Tegltagene, og Vinduesruderne skinnede som juveler. Gule Landeveje, blanke Jernbaneskinner og blaa Kanaler bugtede sig fra Sted til Sted som silkesyede Løkker. Linkøping laa rundt omkring sin Domkirke som en Perleindfatning om en kostelig Sten, og Gaardene paa Landet var som smaa Brystnaale og Knapper. Der var ikke megen Orden i Mønstret, men det var en Pragt, man aldrig kunde blive træt af at se paa.
Gæssene havde nu ladet Ombergsegnen bag sig og fløj mod Øst langs med Göta Kanal. Den var ogsaa i Færd med at gøre sig i Stand til Sommeren. Der gik Arbejderne og udbedrede Kanaldæmningerne og tjærede de store Sluseporte.
Ja, der blev arbejdet alle Vegne for at kunne tage godt imod Foraaret, ogsaa i Byerne. Der stod Malere og Murere paa Stilladser udenfor Husene og gjorde dem line, Tjenestepigerne stod i de aabne Vinduer og polerede Ruderne. Nede ved Havnen pudsede man paa Sejlbaade og Dampere.
Ved Norrköping forlod Vildgæssene Sletteegnen og fløj op over Kolmården. De havde en Tidlang fløjet langs med en gammel, bakket Landevej, der slyngede sig langs Kløfter og under vilde Bjergvægge, da Drengen pludselig udstødte et Raab. Han havde siddet og svinget med det ene Ben, og Træskoen var falden af.
„Gase, Gase, jeg har tabt min Sko,“ skreg Drengen.
Gasen vendte og dalede ned imod Jorden, men da saa' Drengen, at to Børn, der kom gaaende henad Vejen, havde fundet hans Sko.
„Gase, Gase,” skreg Drengen hurtig, „flyv op igen! Det er for sent. Jeg kan ikke faa min Sko.”
Men nede paa Vejen stod Aase Gaasepige og hendes Broder, lille Mads, og saa' paa en lille Træsko, der var falden ned fra Himlen.
„Det var Vildgæssene, der tabte den,“ sagde lille Mads.
Aase Gaasepige stod længe stille og spekulerede over Fundet. Omsider sagde hun sindigt og eftertænksomt: „Kan du huske, lille Mads, at, da vi gik forbi Övedskloster, hørte vi tale om, at de i en Bondegaard havde set en Nisse, der havde Skindbukser paa og Træsko paa Fødderne som en anden Arbejdsmand? Og kan du huske, at da vi kom til Vittskövle, fortalte en lille Pige, at hun havde set en Nissefar med Træsko paa; han fløj afsted paa Ryggen af en Gaas? Og da vi selv kom hjem til vort Hus, lille Mads, da saa vi jo en Pusling, der var saadan klædt, og som ogsaa kravlede op paa en Gaas og fløj sin Vej. Maaske det var den samme, der nu kom ridende deroppe i Luften paa sin Gaas og tabte sin Træsko.”
„Ja, det maa det vist være,“ sagde lille Mads.
De vendte og drejede Træskoen og saa den nøje efter, for det er ikke hver Dag, man finder Nissefars Træsko paa Landevejen.
„Bi lidt, lille Mads, bi lidt!” sagde Aase Gaasepige. „Her staar noget at læse paa den ene Side.“
„Ja, det gør der. Men Bogstaverne er saa smaa.”
„Lad mig se! Jo, der staar … Der staar: Niels Holgersen fr. V. Vemmenhög.“
„Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt,” sagde lille Mads.