Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/19
XIX.
SPAADOMMEN.
Fredag 22. April.
Drengen laa en Nat og sov paa en Holm i Tåkern, da han blev vækket af Aareslag. Knap havde han faaet Øjnene op, før der faldt saa stærkt et Lysskær lige ind i dem, at han maatte blinke.
Først kunde han ikke begribe, hvad det var, der lyste saa stærkt her ude paa Søen, men snart saa han, at der i Sivene laa en Pram med et stort, brændende Tjæreblus gjort fast til en Jernstang i Agterenden. Blussets røde Flamme spejlede sig klart i den natsorte Sø, og Lysskæret maa have lokket Fiskene til, for rundt om Flammen nede i Dybet kunde man se en Mængde mørke Striber, der uophørlig bevægede sig og skiftede Plads.
I Prammen var der to gamle Mænd. Den ene sad ved Aarerne, den anden stod paa Agtertoften og havde i Haanden et kort Spyd, der var forsynet med grove Modhager. Den, der roede, saa ud til at være en fattig Fisker. Han var lille, tør og vejrbidt og havde en tynd og luvslidt Frakke paa. Man kunde se, han var saa vant til at være ude i al Slags Vejr, at han ikke ænsede Kulden. Den anden var velnæret og velklædt og saa ud som en myndig og selvbevidst Bonde.
„Hold nu stille!“ sagde Bonden, da de var lige udenfor Holmen, hvor Drengen laa. I det samme stak han Spydet ned i Vandet. Da han trak det op igen, fulgte en prægtig, lang Aal med op fra Dybet.
„Sikken én!“ sagde han, idet han tog Aalen af Lysteren. „Det er en, der har vasket sig. Nu har vi vist faaet saa meget, at vi kan vende hjem.”
Men hans Kammerat løftede ikke Aarerne; han sad og saa sig om. „Her er kønt ude paa Søen i Aften,” sagde han. Og det var der ogsaa. Der var blikstille, saa hele Vandspejlet laa i uforstyrret Ro, kun brudt af Baadens Kølvandsstribe. Den laa og glimtede i Ildskæret som en Vej af Guld. Himlen var klar og dybt blaa og som gennemstukket af Stjerner. Bredderne var skjult af Sivholmene undtagen mod Vest. Der skød Omberg i Vejret, højt og mørkt, meget vældigere end ellers, og skar et stort, trekantet Stykke ud af Himmelhvælvingen.
Den anden drejede Hovedet, saa han ikke havde Ildskæret i Øjnene, og saa sig om. „Ja, her er smukt her i Östergyllen,[1]” sagde han, „men det bedste ved det Landskab er dog ikke Skønheden.” — „Hvad mener du da er det bedste?” spurgte han, der roede. — „Det, at det altid har været et agtet og anset Landskab.” — „Ja, det kan jo have sin Rigtighed.” — „Og saa det, at man ved, det altid skal blive ved at være det.” — „Hvor i Alverden kan man vide det?” spurgte han, der sad ved Aarerne.
Bonden rettede sig og støttede sig til Lysteren. „Der er en gammel Historie, som er gaaet fra Fader til Søn i min Slægt, og i den faar man Besked om, hvordan det skal gaa med Östergötland.” — „Den kunde du gerne fortælle mig,” sagde han, der roede. — „Vi har ellers ikke for Skik at fortælle den til hvemsomhelst, men jeg vil da ikke holde den hemmelig for en gammel Kammerat.
„Paa Ulvåsa i Östergötland,” vedblev han, og nu kunde man høre paa Tonefaldet, at han fortalte noget, han havde hørt af andre og kunde udenad, „boede for mange Aar siden en Frue, der havde den Gave, at hun kunde se ind i Fremtiden og sige Folk, hvad der skulde hænde dem, ligesaa klart og grangiveligt, som om det allerede var sket. Derfor blev hun vidt berømt; man kan jo nok forstaa, at der kom Folk til hende baade fra nær og fjern for at faa Besked om, hvad de vilde faa at gaa igennem af ondt eller godt.
En Dag, da Fruen paa Ulvåsa sad i sin Sal og spandt, som Skik og Brug var i gamle Dage, kom der en fattig Bonde ind i Salen og satte sig paa Bænken helt nede ved Døren.
„Jeg vilde gerne vide, hvad I sidder og tænker paa, kære Frue.” sagde Bonden, da han havde siddet lidt.
„Jeg sidder og tænker paa høje og hellige Ting,” svarede hun. — „Da kan det vel ikke gaa an, jeg spørger jer om noget, der ligger mig paa Sinde,“ sagde Bonden.
„Der er vel ikke andet, der ligger dig paa Sinde, end at du kan høste meget Korn paa din Ager. Men jeg er vant til at faa Spørgsmaal fra Kejseren om, hvordan det skal gaa med hans Krone, og fra Paven om, hvordan det skal gaa med hans Nøgler.” — „Ja, saadanne Ting er det vel ikke let at svare paa,” sagde Bonden. „Jeg har ogsaa hørt sige, at ingen skal gaa herfra uden at være misfornøjet med det Svar, han har faaet.”
Da Bonden sagde dette, saa han, at Fruen paa Ulvåsa bed sig i Læben og flyttede sig højere op paa Bænken. „Naa, saa det er det, du har hørt om mig,” sagde hun. „Saa kan du jo prøve paa at spørge mig om det, du gerne vil vide, saa skal du se, om jeg ikke kan svare, saa du bliver tilfreds.“
Saa tøvede Bonden ikke længer med at fremføre sit Ærinde. Han sagde, han var kommen for at spørge, hvordan det skulde gaa med Östergötland i Fremtiden. Der var ingenting, han elskede saa højt som sin Hjemstavn, og han troede, han vilde være glad lige til sin sidste Stund, hvis han kunde faa et godt Svar paa det Spørgsmaal.
„Er det ikke andet, du ønsker at vide,” sagde den vise Frue, „Saa tror jeg, jeg kan stille dig tilfreds. For som jeg sidder her, kan jeg sige dig, at med Östergötland vil det gaa saadan, at det altid vil have noget at rose sig af fremfor andre Landskaber.“
„Ja, det var et godt Svar, kære Frue,” sagde Bonden, „og jeg vilde nu være helt tilfreds, hvis jeg blot kunde forstaa, hvordan det skulde være muligt.”
„Hvorfor skulde det ikke være muligt?“ sagde Fruen paa Ulvåsa. „Ved du ikke, at Östergötland allerede er vidt berømt? Eller tror du, der er noget Landskab i Sverige, der kan rose sig af paa een Gang at eje to saadanne Klostre som de i Alvastra og Vreta og saa skøn en Domkirke som den i Linkøping?“
„Det kan gerne være,” sagde Bonden, „men jeg er en gammel Mand, og jeg ved, at Menneskers Sind er omskifteligt. Jeg frygter, der vil komme den Tid, da de ikke vil levne os nogen Ære, hverken for Alvastra eller Vreta eller for vor Domkirke.”
„Heri har du kanhænde Ret,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men derfor behøver du ikke at tvivle om min Spaadom. Nu lader jeg bygge et nyt Kloster paa Vadstena Gaard, og det turde blive det navnkundigste i hele Norden. Dertil vil baade høje og lave valfarte, og alle vil de prise dette Landskab, fordi det har et saa helligt Sted indenfor sine Grænser.”
Bonden svarede, at han var svært glad ved at faa det at vide. Men han vidste jo, at alting var forgængeligt, og han gad nok vidst, hvad der skulde give Landskabet Anseelse, dersom Vadstena Kloster engang kom i Vanry.
 Vadstena Slot |
„Du er ikke let at gøre tilpas,” sagde Fruen paa Ulvåsa, „men visselig formaar jeg at se saa langt frem, at jeg kan sige dig, at inden Vadstena Kloster har mistet sin Glans, vil der tæt ved blive bygget et Slot, der blive.r det prægtigste i sin Tid. Konger og Fyrster skal gæste det, og det skal regnes hele Landskabet til Ære, at det ejer et saadant Smykke.”
„Dette er jeg ogsaa meget glad ved at høre,” sagde Bonden. „Men jeg er en gammel Mand, og jeg ved, hvordan det plejer at gaa med denne Verdens Herlighed. Naar Slottet engang forfalder, hvad mon der da vil drage Folks Blik til dette Landskab?“
„Det er ikke lidt, du forlanger at vide,” sagde Fruen paa Ulvåsa, „men vel kan jeg se saa langt frem i Tiden, at jeg kan mærke, hvordan der bliver Liv og Bevægelse oppe i Skovene omkring Finspång. Jeg ser, hvordan der bygges Smeltehytter og Smedjer, og jeg tror, at hele Landskabet vil blive æret for alt det Jern, der bliver tilvirket indenfor dets Omraade.“
Bonden kunde ikke fragaa, at han var urimelig glad ved at høre dette. Men vilde nu Ulykken, at ogsaa Finspångværket sank i Anseelse, saa var det vel næppe muligt, der kunde opstaa noget nyt, som Ostergötland kunde faa at rose sig af.
„Du er ikke let at stille tilfreds,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men saa langt frem kan jeg se, at jeg kan opdage, hvordan der rundt om Søerne bliver bygget Gaarde, saa store som Slotte, af Herrer, der har ført Krig i fremmede Lande. Jeg tror, at de Herregaarde vil bringe Landskabet ligesaa megen Ære som alt det andet, jeg har talt om.”
„Men hvis der saa kommer en Tid, hvor ingen mere berømmer de store Herregaarde?“ blev Bonden haardnakket ved.
„Du behøver alligevel ikke at ængste dig,” sagde Fruen paa Ulvåsa. „Jeg ser nu, hvordan der sprudler Sundhedskilder frem paa Medevi Enge nær Vetterns Bred. Jeg tror, Kilderne ved Medevi vil skaffe Landskabet al den Berømmelse, du kan ønske det.”
„Det var en stor Ting at faa Kundskab om,” sagde Bonden. „Men hvis der nu kommer den Tid, da Folk søger Helbredelse ved andre Kilder?“
„Det maa ikke bekymre dig,“ svarede Fruen paa Ulvåsa. „Jeg ser Mennesker mylre og arbejde fra Motala til Mem. De graver en Færdselsvej tværs igennem Landet, og da vil Östergötlands Pris igen være paa alles Læber.”
Men Bonden blev alligevel ved at se urolig ud.
„Jeg ser, at Fosserne i Motalastrømmen begynder at drive Hjul,” sagde Fruen paa Ulvåsa, og nu kom der et Par røde Pletter i hendes Kinder, for hun begyndte at blive utaalmodig. „Jeg hører Hamre drøne i Motala og Vævestole klapre i Norrköping.”
„Ja, det er glædeligt at høre,“ sagde Bonden, „men alt er foranderligt, og jeg er bange for, at ogsaa dette kan blive gemt og glemt.“
Da Bonden nu alligevel ikke var tilfreds, brast Fruens Taalmodighed. „Du siger, at alt er forgængeligt,” sagde hun, „men nu vil jeg dog nævne dig noget, der aldrig vil forandre sig. Og det er, at saadan nogle hovmodige og selvkloge Bønder som du, dem vil der altid være nok af her i Östergötland, saa længe Verden staar.“
Næppe havde Fruen paa Ulvåsa sagt dette, før Bonden rejste sig glad og fornøjet og takkede hende for god Besked. Nu endelig havde hans Sjæl Ro, sagde han.
„Jeg forstaar sandelig ikke, hvad du nu mener,” sagde da Fruen paa Ulvåsa.
„Jo, jeg mener som saa, kære Frue,” sagde Bonden, „at alt, hvad Konger og Klosterfolk og Herremænd og Købstadfolk bygger og laver, det bestaar kun i nogle Aar. Men naar I siger mig, at der i Östergötland altid skal findes Bønder, der er ærekære og ihærdige, saa ved jeg ogsaa, at Landet vil bevare sin gamle Hæder. For det er kun dem, der gaar bøjede under det evige Arbejde med Jorden, der kan holde dette Land oppe i Velstand og Anseelse gennem alle Tider.”
- ↑ Dagligdags Udtale af Östergötland.