Nøkken
NØKKEN
jorden snoede sig skinnende hvid ud mellem de
skovklædte Strandes Mørke.
Den lyse Nat hang blændende over dens Spejlridse og over Skovene, der favnede den som Guirlander af sorte Roser.
Ude på den yderste Oddes Spids bøjede en enlig Birk, højtidelig som en Palme, sit Hoved mod Havets fosforlysende Skinnen.
Natten åndede tyst og kølig som på en ukendt, ubeboet Klode, kun langs Strandens store Stene hviskede Bølgeslagene i Søvne.
Da steg et Skrig fra Fjorden, et Skrig, der skingrede op i det vildeste Savn, sank og døde i skærende Smærte. Inde fra Kysterne svarede Skovenes sovende Ekko.
Og da Skriget tav, begyndte Strenge at klingre, og en Stemme at tone. Midt i den lyttende Stilhed klang spændte Strenge og sang en Stemme, gurglende, hulkende. Sangen blev ved.
Oppe i Skoven knagede det, Krat raslede, og Grene knækkede. En Sten kom hoppende ud fra Mørket og ned over Stranden.
Så skiltes Buskene, og en Mand kom frem på det hvide Sand. Høj og sortklædt stod han dér i sin lange Præstekjole med Pibekraven op om Ørene, med Hånden skærmende Øjnene for Himlens Blænden.
Ude på en opdukkende Sten sad Nøkken.
Præsten så en slank, hvid Ryg, et Hoved tungt af den funklende Krystalkrone og den grønsorte Tangmanke, bøjet mod den favnevide Harpes Gitter, i hvis Sølv blege Åndehænder legede.
Spillet klang højt og klart.
Præsten gik ned til Bølgebrynet, hvorover Vandet gød sig som Silke, foldede Hænderne over Munden og råbte:
„Nøk! Nøk!“
Strengespillet brast, et Hoved vendtes derude, et blegt Ansigt så ind — så stod Stenen tom i Fjorden.
Men Bølgerne begyndte at skælve og ilte i lange Dønninger ind over Præstens Fødder. Han stod fremadbøjet med Knoerne presset mod en Stenbloks Tang, til han så et Ansigt nede under Vandet; det dukkede op med drivende Hår og blinkende Krone. Nøkken gyngede på sin Harpe med Dybets dunkle Øjne sugende på Præsten. Strengene klimprede i Bølgeslaget.
„Nøk!“ Præsten rettede sig, han drog Vejret hurtigt og tungt, „jeg kommer for at tale med dig — jeg kan høre dig skrige hver Nat, når jeg sidder dér oppe i min Bolig og våger over Skriften, høre dig skrige og græde — Nøk, jeg véd, hvorfor du græder.“
Nøkken rørte sig ikke, stirrede blot.
„Du græder, fordi du en Gang skal dø, fordi du ikke kan blive salig og få Del i Menneskenes Evighed.“
Strengelegen hulkede i Bølgerne.
Præsten rakte sin rystende Hånd ud, hans Øjne sugedes ind i de mørke dér nede over Vandet.
„Nøk, jeg vil give dig min Evighed — giv du mig så din Død.“
Vandet skyllede op om Præsten, Nøkken havde rejst sig op på Harpen — det hviskede som Bølgernes bønlige Gråd ved Jordens Bredder:
„Menneske, bedrag mig ikke —“
Og det truede, vildt, som Havet i sin Magt, midtude:
„Menneske, bedrag mig ikke!“
Præsten rystede på Hovedet, hans Øjne veg ikke fra Nøkkens.
„Hvorfor skulde jeg bedrage dig?“
„Menneske, hvorfor gør du dette?“
„Hvorfor,“ Hænderne knyttedes, „Nøk, om du anede, hvad Evigheden er — du tvivlede ikke.“
„Hvad er da Evigheden?“
„Hvad Evigheden er? ja så hør da, hvad Evigheden er, du Dåre!“
Han strakte Armene i Vejret og sanseløst fløj Ordene over de dirrende Læber:
„Det er Liv uden Død, det er Vågen uden Søvn — Lys kædes evindeligt i Lys, og Tidens Nat kom aldrig, dens Vej løber uden Mål og uden Ende, fødende sig selv evindeligt påny, skydende sig evindeligt i Ring! Tusind År før jeg åbnede mine Øjne, har du levet Livet, og tusind År efter at jeg har lukket dem, skal du leve Livet, men hvad betyder det imod Evigheden? imod det, der forberedes mig, når mine Øjne atter tvinges op? jorden forgår en Gang, og der bliver Ophør på alt og på dit Liv, men når bliver der Ophør på Larmen i Evigheden? Nøk, Nøk, giv mig din Død, jeg giver dig min Evighed!“
Præsten tav åndeløs, Nøkken stirrede på ham, til med Et alle Strengene sprang i et Skrig, Munden åbnede sig, Ansigtet forsvandt, Bølgerne slog op over Landet.
„Nøk! det er ikke, som jeg sagde, Nøk! kom tilbage!“
Præsten løb med udstrakte Arme gennem Vandet, der greb i hans Kappe og hvirvlede ham om Livet.
„Nøk! tag min Evighed! Nøk, tag min Evighed!“
Men kun Ekkoet svarede fjærnt over Fjorden:
„Evighed! Evighed!“