Mordet paa Katiaja
MORDET PAA KATIAJA.
Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange Mennesker. Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde:
"Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som bilder dig ind, at du alene skal leve!"
Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, for nu vidste hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun havde tilbage at vente.
Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør man for at pine sine Fjender med Dødsangst.
Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at tage Hævn over Kvinden. Vi andre havde saaledes længe vidst, at hun skulde dræbes, men ingen af os havde turdet sige det til hende, saa at hun i Tide kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer til en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes. Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt at flygte bort, thi der passes nøje paa.
Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa hende.
Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet.
"Dræb hende, hun alene vil jo leve!" gentog hun. Katiaja havde nemlig engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at leve.
Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste vi, at Katiaja ikke havde langt igen.
Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og sagde:
"Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian."
Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem Husene og for sammen ved den mindste Lyd.
Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet skulde øves.
Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han var den eneste levende paa hele Kysten:
"De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun dø!"
Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa ud, som om en vældig Vrede var bleven Herre over ham. Han løb hen til Katiaja's Hus og kiggede ind ad Vinduet; men han kunde ikke opdage, hvor hun havde gemt sig. Saa gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde han se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. Han vilde ikke gaa ind til hende; det var, som om han med eet var bleven bange for hende. Saa gik min Mand, Emanuel, op paa Huset og gav sig til at rive Taget op; han frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor hun sad.
Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til hende i Ophidselse:
"Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte du andre Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! Og gid du maa udaande dit Liv med Smerte!"
Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en Lyd fra sig.
Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende Katiaja ud.
Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der gik for sig, og gav sig til at skrige, da hun saa dem slæbe af med Moderen.
Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede det, ganske som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa Katiaja's Hjerte spiste han; dette gjorde han for at forebygge, at den dødes Aand skulde hævne sig paa ham. Derpaa tildækkede han Liget med nogle Sten.
Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til Morderen: "Qujanaq! Isumangnaeqingigput!" (Tak! Tak! Nu er hun ude af vore Tanker.) Dette sagde de for at smigre Christian, for alle var bange for ham.
Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde dø. Ingen gad have hende hos sig, ingen gad føde og klæde hende, ingen brød sig om den forældreløse. Den lille Pige hed Katiarajik, omtrent som Moderen.
En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af Kvinderne Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem Fjældene et Stykke fra Husene og efterlod hende der, for at hun kunde omkomme af Kulde eller af Sult.
Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre hende skrige, og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i Fjældene i den mørke Nat.
Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde.
Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala — hun er nu døbt og bor her ved Handelsstedet — op fra Briksen, greb den lille Pige ved Armen og førte hende ud igen.
Et Stykke fra Husene knuste hun Atarajik's Hoved mod en skarp Sten og lod hende blive liggende ude i Sneen …
Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned til Vestkysten for at lade sig døbe."