Min Musa
Min Musa. | |
For Eder, for Eder, I elskede Faa, | |
Hvis Sjæle ei Støvet nedtynger, | |
Som elske den store Natur i et Straa, | |
Og fatte, hvi Digteren synger; | |
5 | For Eder ved Haanden jeg fremfører her |
En tilbedet Barndomsveninde; | |
En Strengeleg gylden i Favnen hun bær; | |
Den zittrer i Aftenens Vinde. | |
Langt før med den Elskte jeg vandrede skjult, | |
10 | Ved Søer i græsgrønne Dale; |
Men tie, med Hjertet saa svulmende fuldt, | |
Er sværere næsten end tale! | |
Saa see da ei hende i Øiet saa streng, | |
Og træk ei saa spodsk Eders Læber! | |
15 | Hun hører jo ei til det myldrende Slæng, |
Som gridsk efter Flitteret stræber. | |
Et Hittebarn er hun; blandt Blomster paa Eng, | |
I Qvællen jeg har hende funden, | |
Da engang i Høst, som en rødmusset Dreng, | |
20 | Jeg plukkede Nødder ved Lunden; |
Hun laa som en Alf i et Spindelvæv svøbt; | |
Glad greb jeg den deilige Dukke. | |
I Lilliens Fond blev med Duggen hun døbt, | |
Og fik en Skovmærke til Vugge. | |
25 | Omkring hendes Skulder en Guldrangle hang — |
Jeg kjendte ei dengang en Lyre — | |
Hun lærte mig Svalens og Iriskens Sang | |
Og tusinde Smaaæventyre. | |
Naar Storkene reiste, da rulled' vi hjem | |
30 | Paa Læsset til Landmandens Lade, |
Og jubled', naar Frugttræet rakte os frem | |
Sin Høst, blandt de visnede Blade. | |
Og fygede Sneen om Vinteren hvid, | |
Og buldred' det huult i Kaminen, | |
35 | Da stegte vi Æbler i Skumringens Tid, |
Og lytted' til Stormvindens Hvinen; | |
Da sang hun mig Viser om henrundne Old, | |
Om Konger ved Guldhorn paa Leire, | |
Saa Kæmpe jeg ønsked' mig lyttende Knold; | |
40 | For Dannemark vilde jeg seire! |
Men alt som hun voxte, da pippede frem | |
Paa Ryggen to sneehvide Vinger; | |
Paa dem vist engang til sit himmelske Hjem | |
Hun op fra min Gravhøi sig svinger! | |
45 | Hun bærer mig hen over Bierg, over By, |
Saa let som en sjungende Svane, | |
Og bygger mig tidt paa den straalende Sky | |
Et Guldslot som Fata Morgane. | |
Nu Barndomsveninden jeg har til min Brud | |
50 | I Sorger og Glæder udkaaren; |
Os viede selv i sin Stjernehal Gud, | |
Og Brudeseng redte os Vaaren. | |
Os Intet skal skille, hvor gnidsk og hvor armt | |
End Livet bereder min Bane; | |
55 | Og tykkes I hende jeg roser for varmt, |
Nu — det er Forelskedes Vane! | |
Saa kaar' da, I Ædeltbegeistrede! her | |
Min elskede Brud til Veninde! | |
I faae dog vist Alle, som jeg, hende kjær, | |
60 | Naar bedre I kjende til hende! |
Hun ligner Agnete; i Jordlivets Strøm | |
Hun skuer en Himmel paa Bunden; | |
Og evigt der spiller en vemodig Drøm, | |
En gaadefuld Hjemvee om Munden. | |
65 | Og Danmark og Danmark og Danmark igjen, |
Saa toner det fra hendes Lyre; | |
Hun sjunger om alle de daadfulde Mænd | |
Og Qvinder som Dagmar og Thyre, | |
Om Danmark, det gamle, den Dronning paa Hav, | |
70 | I Knuds og i Valdemars Dage; |
Om Dannemark selv, som paa Danskhedens Grav | |
Staaer svækket og fremmed tilbage! |
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |