Glæden og Sorgen
Glæden og Sorgen. | |
Ja, jeg elsker Dig, min blege Brud! | |
Elsker Dig, som Nattens Skygger dunkle! | |
Fra din Sky gaaer Glædens Straale ud; | |
Haabets Stjerner i din Midnat funkle! | |
Adskilt blev engang Tidens tvende Børn, | |
Den mørke Sorg og muntre skyldfri Glæde. — | |
Som bag ved Rosen skjult den skarpe Tjørn, | |
Stod Sorgen hyllet i sit Sørgeklæde: | |
5 | Og der, hvor Glædens Sang og Jubel lød, |
Hvor Øiet straaled', Kinden blussed' rød, | |
Hvor den med kjærlig Haand i Livets Øde | |
Af Fyldehornet sine Blomster strø'de, | |
Der overalt den mørke Søster kom; | |
10 | Hun pusted' Barnets lille Korthuus om, |
Hun fyldte Ynglingen med haabløs Længsel, | |
Og vakte Manden af sin Storheds Drøm, | |
Hun peged' alvorsfuld paa Tidens Strøm, | |
Og gjorde Livet til et skummelt Fængsel. | |
15 | I Kongeborgen Glæden først opslog |
Sit Tempel; men den blege Kummer fulgte, | |
Og fra de gyldne Sale hun den jog, | |
Saa Hjertet tungt bag Purpurkaaben slog. | |
Bag Nøisomhedens Arne den sig dulgte | |
20 | Og i den stille Grandskers simple Bo; |
Men ingensteds fandt den for Sorgen Ro. | |
Da ilte den fra Stadens travle Vrimmel, | |
Ud hvor en evig Sommers klare Himmel | |
Sig hvælved' over en elysisk Dal; | |
25 | Der bygged' den i Lundens Skyggesal, |
Med tvende Elskende, en venlig Hytte, | |
Hvor, ret som for i Qvæld med dem at lytte | |
Til Trillerne af Dalens Nattergal, | |
Sølvkilden taug, som mellem Blomster dandsed, | |
30 | Og rislede ei meer, og Vinden standsed' |
Sit lette, milde, varme Aandedrag; | |
Af Roser var' de hvide Vægge krandsed', | |
Og Duer kurrede paa Hyttens Tag; | |
Saftfulde Frugter hvert et Træ nedbøied', | |
35 | Og barnlig Fromhed, Dyd og Sjælefred |
Udstraalede de Elskende af Øiet. | |
Ei Klage lød, ei Smertens-Taare randt, | |
Og Uger, Maaneder forsvandt som Dage: | |
Her, tænkte Glæden, jeg et Fristed fandt; | |
40 | Herfra vil Sorgen aldrig mig forjage. |
Men den bedrog sig! ogsaa her indsneg | |
Hun sig i Dødens Skikkelse — da veg, | |
Da flygted' atter den forfulgte Glæde. | |
Høit over Skyen den paa Fjeldet steg, | |
45 | Hvor Kongeørnen bygger stolt sin Rede; |
I Taage skjult den Verden saae dernede. | |
Først under Alpehyrdens simple Tag | |
Drog den Forfulgte frit sit Aandedrag; | |
Men snart et Uveir frygteligt sig hæved', | |
50 | Og Torden buldrede og Fjeldet bæved'; |
Steenegen splittedes fra Top til Rod, | |
Og den af Fjeldets Snee udsprungne Flod, | |
Nu voldsomt fra sit Klippeleie drevet, | |
Bortskylled' Hytten, som i Veien stod; | |
55 | Men Sorgen hæved' sig paa Stormens Vinger, |
Til Glædens drømte Frihed den sig Svang; | |
Og da den Gud, som Lynildstraalen svinger, | |
De vilde Kræfters mægtige Betvinger, | |
Hvert Element igjen til Taushed tvang, | |
60 | Og standsed' de nedstyrtende Laviner: |
Sad Sorgen bleg og græd paa dets Ruiner — | |
Nu flygted' Glæden til en yppig Øe, | |
Med al Naturens Herlighed begavet, | |
Et lidet Eden midt i Verdenshavet; | |
65 | Men over den oprørte, vilde Sø |
Den fulgte Sorgens liljeblege Mø — | |
Da fremgik Glæden for Alfaders Trone, | |
Og knælende den bad med bønlig Tone: | |
„O, frels mig! frels mig fra den mørke Sorg! | |
70 | I Ørk, i Dal, paa Fjeld, paa Havets Bølger, |
I Hytten og den stolte Kongeborg, | |
Mig Arme overalt hun grumt forfølger: | |
O, har du Jorden skabt saa underskjøn, | |
For at hun blind dens Blomster skal nedtræde? | |
75 | Er Mennesket ei skabt til Held og Glæde? |
Hvad eller skal med Suk Prometheus' Søn | |
Misunde Ormen for sin Fod i Støvet, | |
Og bande Den, som dettes Fred ham røved', | |
Og grusomt skabte til et haabløst Savn? | |
80 | Lad ham ei raabe frugtløst paa mit Navn! |
Lad mig og Sorgen vandre delte Veie! | |
Lad hende dvæle ved den Syges Leie! | |
Lad hende græde ved den friske Grav, | |
Og følge Gubben ved hans Vandringsstav! | |
85 | Lad hende skjule sig i Fængslets Kammer, |
Med Graad og Suk og Savn og navnløs Jammer! | |
O, store Fader! o, men hør min Bøn! | |
Lad mig uddele Dydens Seiersløn, | |
Lad mig hos Ungdom, Kraft og Skjønhed dvæle, | |
90 | Og uforstyrret Fryd og Held uddele!” |
Mild svared' Herren med et Fadersmiil: | |
„Din Bøn er opfyldt!” og, med Lynets Iil | |
Sig den Bønhørte ned til Jorden skyndte, | |
Og jublende sit Budskab der forkyndte. | |
95 | Fra hver en Læbe, Sang og Latter lød, |
Og Mennesket sig nu i Himlen drømte; | |
Et Glædesbæger hvert Minut man tømte, | |
Og, hvor man Øiet vendte, smiled' Held. | |
Men ingen Tak man til dens Udspring sendte: | |
100 | Men ingen Tanke sig mod Himlen vendte! — |
Og Mennesket blev sine Sandsers Træl. | |
Saa gik en Tid i uforstyrret Gammen, | |
Og ingen Taare slukked' Glædesflammen: | |
Den brændte ei som Stjernen himmelsk mild; | |
105 | Den blev en mat, en feberagtig Ild. |
Ei Sjælens Villiekraft bestemte Værdet, | |
Og Mandens Pande bar ei Alvorspræg, | |
Han var ei meer den stolte Kæmpeeeg, | |
I Livets vilde Modgangsstorme hærdet: | |
110 | Det hele Liv blev til en Børneleeg. |
See, da begyndte Jublen sig at tabe, | |
Og sløvt og mattet Mennesket at gabe, | |
Og den af evig Fryd beruste Sjæl | |
At blændes af de aldrig slukte Straaler. | |
115 | Forgjæves Glæden den i fulde Skaaler |
Sin Nectar skjænked' af det rige Væld! | |
Forgjæves! — Mat kun hver en Læbe smiilte, | |
Og slukt var Øiets straalerige Glands; | |
Sletingen fulgte den til Sang og Dands: | |
120 | I Sløvheds Favn hvert Menneske nu hvilte — |
Der stod nu Glæden med sin Enemagt! | |
Da savnede den Sorgen, og forsagt, | |
Med Krandsen visnet om sit Haar, den ilte | |
Ud i den store, stjerneklare Nat! | |
125 | Hvor Sorgen paa en Gravhøi sad forladt' |
Og stirred' gjennem Taarer mod det Fjerne, | |
Op til den stille, klare Morgenstjerne, | |
Mens Nattergalen tolked' hendes Savn. | |
Da nævned' Glæden kjærlig hendes Navn, | |
130 | Og glemmende al daarlig Frygt og Harme, |
Den kasted' sig i Sorgens aabne Arme: | |
„O,” raabte den, „hvad var jeg uden Dig! | |
Var ei dit Savn, hvad var da al min Vælde? | |
Ikkun en tom, snart lydløs Narrebjelde! | |
135 | Du! ogsaa Du gjør Støvet lykkelig! |
Hvis ei Du hæved' alvorsfuld din Stemme, | |
Da blev jo Livet til et Gjøglespil! | |
Da vilde de i Letsinds Favn forglemme | |
Det høie Maal, som de skal stræbe til! | |
140 | Var Mulmet ei, hvor blev da Himlens Smykke, |
Den høie, straalerige Stjernekrands? | |
Af Natten stiger herlig Dagens Glands! | |
O, hvad var Lyset vel foruden Skygge? | |
Kom, lad mig, Søster, til mit Bryst dig trykke! | |
145 | Og, aldrig adskilt meer af Tvedragts Haand, |
Fra Borg til Hytte gaae vi, Haand i Haand! | |
Og, gjennem Smiil og Taarer, bringe Lykke! | |
Naar da den store Prøvestund er endt, | |
Og til sit Udspring Hver tilbagevendt: | |
150 | Da skal vi juble om Alfaders Trone! — |
En Glorie bli'er da din Tornekrone!!” |
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |